Scene paa Kirkegaarden
En Begravelse uden Præst
Som i Gaar meddelt blev i Tirsdags et Lig begravet paa Vestre Kirkegaard uden det sædvanlige Ceremoniel, da Præsten havde nægtet at forrette Jordpaakastelsen.
Det har hidtil almindeligt været anset som fastslaaet, at en Begravelse ikke kunde foregaa uden præstelig Medvirkning, selv om Præstens Nærværelse stred baade mod den Afdødes og de Efterlevendes Ønsker.
Og at Præsterne selv opfattede Forholdet paa samme Maade, fremgaar bl. a. af et Svar, der for nogle Aar siden blev givet en Mand paa et Præste-Kontor paa Nørrebro. Manden anmodede nemlig om at blive fritaget for Præstens Nærværelse ved sit udøbte Barns Begravelse; han fik det Svar, at han ganske vist kunde blive fri for Præsten, - men saa vilde Barnet ikke blive begravet!
Manden svarede, at denne Trusel aldeles ikke imponerede ham, da han endnu ikke havde hørt, at et Lig var bleven liggende ovenpaa Jorden.
Men Truslen gjorde dog sin Virkning, og Resultatet blev, at Manden gav efter, og Præsten mødte derfor og kastede Jord paa.
Nu synes Præsterne altsaa at have forandret Taktik - nu kan en Afdød godt sænkes i Jorden uden at det absolut er nødvendigt, at Præsten skal være til Stede og aflevere sin Tale. Og denne Kendsgærning er jo ret behagelig for den Del af Publikum, der ønsker, at de selv eller deres Kære skal stedes til Jorden uden Præsternes Indblanding.
Den ovenfor omtalte Præst, Provst Levinsen, der i Tirsdags nægtede at forrette Jordpaakastelsen, har forøvrigt optraadt paa en Maade, der fortjener alvorlig Misbilligelse, idet han uden videre stemplede den Afdøde som Hedning og undlod at meddele Graveren, at han (Præsten) ikke kom til Stede, af hvilken Grund Begravelen forsinkedes.
Enken har meddelt os, at da hun efter Begravelseskontorets Anvisning henvendte sig til Pastor Levinsen, og denne havde erfaret, at hun var borgerlig viet, raabte han:
"Saa er jo Manden en Hedning! Vi indlader os ikke med Hedninger! Han hører ikke til det bestaaende - han staar udenfor alt !"
Vi skal anføre nogle Enkeltheder af det derpaa følgende karakteristiske Replikstifte:
Enken gjorde opmærksom paa, at hendes Mand var døbt og konfirmeret, han troede paa Gud, og hun følte sig overbevist om, at hans Sjæl nok var i Himlen.
Præsten: Det bryder jeg mig ikke om - han er jo udskreven fra Folkekirken.
Enken: Er der da ingen Udvej til at saa kastet Jord paa min Mand?
Præsten: Ja, De kan jo ansøge Ministeriet og Biskoppen, saa kunde det muligvis være.
Enken: Nej, det vil vare altfor længe, og desuden ved jeg slet ikke, hvorledes jeg skal bære mig ad med en saadan Ansøgning.
Præsten: Naa ja, saa maa han sænkes i al Stilhed ned i Graven.
Enken mente, at en behjærtet Mand blandt Følget nok vilde kaste Jord paa, hvortil Præsten svarede: "Ja, det gør de jo allesammen!"
Da Familien og Følget i Tirsdags kom til Kirkegaarden, nægtede Graveren at sænke Liget i Jorden forinden Præsten havde forrettet Jordpaakastelsen. Præsten havde altsaa ikke underrettet Graveren om sin Beslutning. Graveren maatte efter en Ventetid paa 3 Kvarter telefonere til Begravelseskontoret for at hente Instruktion angaaende dette uhørte og sjældne Tilfælde.
Begravelseskontoret svarede, at Familien kunde efter Forgodtbefindende udsætte Begravelsen til den følgende Dag, for mulig at faa en anden Præst til at møde, eller lade den foregaa straks uden Præst. Familien, der nu var ked af alt dette Præstevrøvl, besluttede paa egen Haand at besørge Jordpaakastelsen, men det skulde just ikke være i "Stilhed", som Præsten ønskede. Følget med tre Faner samledes om Graven, Kisten sænkedes ned og Enken kastede 3 Gange Jord paa under den kendte Formular: "Af Jord er Du kommen, til Jord skal Du blive, af Jorden skal Du igen opstaa!"
Altsaa fuldstændig i Lighed med dei Frankrig almindelige borgerlige Begravelser, hvor en af den Afdødes nærmeste Venner udtaler et Par hjærtelige Ord over Graven.
Nu, da den første Begravelse uden Præst har fundet Sted, kan det ventes, at mange vil følge det givne Eksempel og lade Begravelsen foregaa paa samme Maade - saa er man da fri for Præsternes Indblanding ogsaa paa dette Omraade.
(Social-Demokraten 13. juli 1894).
Ingen Præster!
Vi omtalte forleden, at en paa Vesterbro boende Mand, der var afgaaet ved Døden, blev begravet paa Vestre Kirkegaard uden Præst eller kirkelige Ceremonier.
I Søndags foregik atter en Begravelse uden Præst. Det var Dr. Chr. Langes Hustru, den bekendte frisindede kvindelige Læge, Fru Emmy Lange, hvis Lig stededes til Jorden paa denne Maade.
Fru Lange, der blev 43 Aar, omtales som meget afholdt i sin Lægegærning. Hun døde i Barselseng, efter at have født for friste Gang, og hun nedkom med Tvillinger.
Loven forbyder, at andre end Præster ved anerkendte Trossamfund taler ved Graven; af Hensyn hertil og for at give den Afdødes Venner Lejlighed til at sige hende Farvel ved Baaren, var der i Søndags arrangeret en Sørgefest i hendes Hjem i St. Kongensgade.
Her samledes om Formiddagen Kl. 11 saa mange, som Lejligheden kunde rumme, en Kreds af hendes Familie, Venner og Kolleger.
Cand. mag. Johan Ottosen tog først Ordet og holdt en Mindetale om den Afdøde. Han udtalte bl. a., at vel havde hendes Liv kun været kort, men det havde til Gengæld været fuld af Arbejde og Kærlighed. Hendes Opfattelse var, at Døden er Livets Ende, men selv de, der staar hendes Opfattelse fjærnest og tror, at Døden er en ny Begyndelse, vil sympatisere med et Liv, der er levet ædelt, stræbende og modigt, i sjælden Troskab og sjælden Harmoni. Hun oprørtes mod Uret og mod Fordomme, hun var utrættelig i sit Kald, en ypperlig Hustru, altid Kvinde og altid rede til at bringe Ofre for andre. Pris ingen lykkelig, for han er død; men hende priser vi lykkelig, thi hun har levet vel.
Den kvindelige Læge, Frøken N. Nielsen, talte dernæst om Emmy Lange som den brave Kollega og gode Kammerat, der altid forstod at indgyde sine Patienter Mod til at kæmpe mod Smerten.
Endelig bragte Forfatteren Erik Skram en venlig Hilsen fra Studentersamsuudet og fra den Kreds, der personligt stod Emmy Lange mindre nær, men hvis Tanker og Stræben ogsaa var hendes.
Dermed var denne sjældne Højtidelighed til Ende. Kisten bares ud og førtes af de Nærmeste til Kirkegaarden, hvor den i al Stilhed sænkedes i Jorden og uden at der var nogen Præst tilstede.
Vi har noget udførligt beskrevet denne Jordefærd, da den viser, hvor langt smukkere og tiltalende en saadan Sørgefest kan foregaa, hvor Venner og Familie samles ved Baaren og siger den Afdøde det sidste Farvel i forstaaende og følte Ord - i Modsætning til Præsternes sædvanlige Fordømmelsestaler.
En noget lignende Sørgefest fandt forøvrigt Sted ved den fornylig afdøde bekendte Literat Liebenbergs Begravelse. Liebenberg havde nemlig sit Testamente udtrykkelig bestemt, at der ikke maatte være nogen Præst til stede og forrette Begravelsen, der altsaa ikke skulde foregaae med kirkelige Ceremonier, og den Afdødes Venner efterkom selvfølgeligt hans Ønske.
Der er ialt i Løbet af de sidste Aar foregaaet en halv Snes Begravelser, hvor Præster ikke har været til Stede. Dels har de afdøde været borgerlig viede, i enkelte Tilfælde var det Medlemmer af Frelsens Hær eller ikke anerkendte Trossamfund, og her nægtede Præsterne deres Medvirkning. Dels har de Afdøde som ovenfor nævnt i levende Live ligefrem frabedt sig Præstetaler ved Graven.
*
Praksis viser altsaa, at enhver der ønsker det, kan blive fri for Præsten ved sin Grav. Der er nemlig, saavidt vides, ingen som helst Lovbestemmelse, der paabyder, at en Præst skal have talt forinden Jordfæstelsen kan foregaa.
Vi har forespurgt paa Begravelseskontoret desangaaende, og fik her det Svar, at Kontoret kun har at paase, at Præsten foretager den fornødne Indførsel i Kirkeprotokollen om Begravelsen.
Jordfæstelsen kan altsaa foregaa uden nogen som helst gejstlig Ceremoni, uden Præst, og uden Hensyn til, om den Afdøde hører til Statskirken eller ej.
Vi skal give et praktisk Vink for dem, der ikke ønsker Præstens Medhjælp, saa at unødig Forsinkelse paa Kirkegaarden som ved det forleden omtalte Tilfælde kan undgaas.
Naar Dødsfaldet anmeldes paa Begravelseskontoret, skal man straks her udtrykkelig gøre opmærksom paa, at man ikke ønsker Præst; Kontoret gør da vedkommende Graver bekendt hermed, saaledes at Liget straks ved Ankomsten til Kirkegaarden kan sænkes i Graven til det fastsatte Klokkeslet. Kontoret udleverer en Seddel, der skal bringes til vedkommende Præst, og ham maa man ogsaa forebringe Ønsket. Men Præsten har ikke nogen Pligt til at underrette Graveren herom.
(Social-Demokraten 21. juli 1894).
Litterat Frederik Ludvig Liebenberg (1810-1894) blev som nævnt brændt og urnen opbevaret på Ligbrændingsanstaltens kolumbarium på hjørnet af Nyelandsvej og Nordre Fasanvej (opført 1886). I 1907 blev urnen flyttet til det nyopførte krematorium på Bispebjerg sammen med andre, fx forfatterne S. Schandorph, Winkelhorn, Gustav Esmann og Amalie Skram, digteren Carsten Hauch, Carsten Hauchs enke, højesteretssagfører Octavius Hansen, landskabsmaler Vilhelm Groth og general C. T. Christensen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar