To store Interesser har fyldt Alfred Bramsens Liv, Kunsten og Fysiologien, og de er lige levende hos ham de halvfjerdsindstyve Aar tiltrods, enten han taler om dem eller fører dem i den Pen, som ogsaa KØBENHAVNS Læsere saa ofte har stiftet Bekendtskab med og igen idag vil møde i Spalterne
Af de to Interesser maa vel Interessen for Kunst siges at være ham medfødt. Det har været kunstneriske Anlæg nedlagt i Slægten. Hos hans Søn, den altfor tidligt afdøde Kammermusikus Henry Bramsen aabenbarede de sig som Musik, hos ham selv som en usædvanlig Kunstsans, der, støttet af en kræsen og meget personlig Smag, gik sine egne Veje. Han var som bekendt en af de allerførste, som blev opmærksom paa de usædvanlige Evner, der boede hos den unge Vilhelm Hammershøj. Han blev hans Mæcen paa en Tid, da Kunstneren maatte kæmpe haardt mod Fordom og Uforstand, og Tiden gav ham Ret. Det var virkfiig en af dansk Malerkunst fornemste Begavelser, han hjalp over de første vanskelige Aar, og det maa have været ham en ganske særlig Tilfredsstillelse i den store Monografi, han for et Par Aar siden, i Samarbejde med Sophus Michaelis, udsendte om Kunstneren, at kunne fastslaa hans Verdensry. Ensidig i sin Kunstbegejstring er Alfred Bramsen dog ingenlunde. Han er særlig godt hjemme i ældre dansk Kunst, hvor hans skarpe Blik ofte har ført ham paa. halvt eder helt udviskede Spor.
Interessen for Fysiologien og al den ganske specielt Læren om Menneskets Fordøjelsesveje og deres Hygiejne er kommet til ham mere tilfældigt og som Følge af meget personlige Erfaringer. Som det vil vides er Alfred Bramsen af Fag Tandlæge - han studerede sin Videnskab tre Aar i Amerika og blev i 1872 Dr. chir. & dent i St. Louis - og han praktiserede en Aarrække her i København. Han blev trivier denne sin Praksis opmærksom paa den hos Børn meget udbredte Tandcaries, hvad der gav ham Stof til et i 1887 udsendt Skrift "Vore Børns Tænder", og da en haardnakket Gigtlidelse efterhaanden undergravede hans Arbejdsevne, slog han sig paa et Forfatterskab, som med Aarene blev meget omfattende.
Som alle Autodidakter har naturligvis ogsaa Alfred Bramsen stødt paa Modstand, og maaske har han ogsaa nu og da været længere ude, end Videnskaben kunde og vilde følge ham. Hvad dog ikke beviser, at han i Hovedsagen har haft Uret. Hans "Tygge"-Lære, saaledes som han har udviklet den i sin Bog "Kunsten af spise" har Offentligheden vel ved Lejlighed haft et Smil tilovers for, i Virkeligheden har den sikkert været et fornuftigt Ord i rette Tid og var grundet paa ganske personlige Erfaringer, som ikke lod sig afidse. Senere er han gaaet videre. Han har skrevet en Bog "Angst", der er en Studie over Sindsbevægelsernes nedbrydende Indflydelse paa Individerne, og i snart mangfoldige Afhandlinger og Artikler, der viste, i hvilken Grad han er hjemme i den samtidige og da navnlig den udenlandske Literatur om disse Emner, har han maaske mere end nogen anden hjemlig Forsker bidraget til at udbrede Forstaaelsen af Ernæringshygiejnens Betydning.
Skulde Alfred Bramsen blive afkrævet noget Bevis paa sine Teoriers Rigtighed, kunde man tænke sig, at han pegede paa sig selv. En endnu rank og ungdommelig Skikkelig der intet lader ane om de Lidelser, den har gennemgaaet, en frisk og livlig Intelligens og et usvækket Kampmod vidner om, at lians 1 Praksis fulgte Teorier har bestaaet deres Prøve.
(København 4. oktober 1921).
Alfred Beutner Bramsen var uddannet tandlæge 1869. I USA fik han 1871 titlen dr. chir. & dent. og praktiserede som tandlæge i København 1871–1903.
I Ugeskrift for Læger advarede han i juni 1874 om de skadelige virkninger af salte og syrer i jernholdige mineralvande. Som nævnt i artiklen udgav han en række populære pjecer om ernæringsspørgsmål bl. a. Vore Børns Tænder (1887), Tændernes Bevaring (1890), Vegetarismen (1903), Kunsten at spise (1906), Den virkelige Fare (Kræft) (1911). Bramsen mente at rigtig mad og fordøjelse kunne forebygge talrige, måske alle, sygdomme og svagheder. I forbindelse med sin 75 års fødselsdag udtalte han at han mente at der kom stoffer ind i hans legeme der virkede som giftstoffer. Han udtalte endvidere at hvis han ikke var blevet syg, kunne han være blevet 150 år med sin metode, men nu kun forventede at blive 100 (han blev 80).
Han plæderede for at spise "naturlige" ("råkost") og ikke kunstigt forarbejdede næringsmidler. I "Livets Manna" (1907) omtalte han sukker som livets manna og at den hurtige og fuldkomne druesukkerdannelse er livsbetingelsen. De blev flittigt omtalt i mange aviser, ligesom han selv skrev adskillige artikler. I 1913 udtalte han sig mod forbud mod alkohol da det havde vist sig at have modsat effekt. I "Bliv rask. Helbredelsens ABC" (1926) agiterede Bramsen for den franske mirakeldoktor Emil Coués selvhelbredelseslære. I juni 1882 var han medunderskriver af en indsamling til et minde om Guiseppe Garibaldi i Italien.
Se også artiklen om hans kunstsamlervirksomhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar