Antoniegades Politistation gennem 25 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Et Stykke bevæget Historie.

Paa lørdag er det 25 Aar siden, at Antoniegade Politistation toges i Brug. Jubilæet har en vis aktuel Interesse, idet man for Tiden overvejer at nedlægge St. Kongensgades Politistation og overflytte Mandskabet til Antonegade.

2. Kreds' Hovedkvarter fandtes oprindelig i Pilestræde 32. I 1899 flyttede det til Nr. 63 i samme Gade for endelig den 21. April 1903 at flytte hen i Antoniegade, det gamle Antoniestræde, hvor der den Gang fandtes lige saa mange Børstenbindere samlede, som der nu findes Klædehandlere i Kristen Bernikowsgade.

Den første halve Snes Aar i det nye Hus, som Kommunen havde ladet opføre, var af en meget urolig Beskaffenhed. Den Gang stod Brøndstræde-Kvarteret endnu, og den offentlige Prostitution florerede. I saa at sige hvert eneste af de gamle Huse var der en Beværtning. Ikke en Nat gik hen uden Ballade og Anholdelser, det var strenge Tider for Betjentene.

"Peter Saft" som æselridende Politiassistent.

Adskillige af Kvarterets Bøller indlagde sig herostratisk Berømmelse. Gamle Københavnere vil endnu erindre Navnene "Bræddestablen", "Fløjtedrengen", "Peter Saft" og "Den dovne Dreng". "Peter Saft" var den vennesæleste af de nævnte. Naar man bare gav ham noget at drikke, kunde man faa ham til hvad som helst. En Gang havde man klædt ham ud i en gammel Politiassistent-Uniform, og man havde sat ham op paa et Æsel, idet man havde bundet ham forsvarligt fast, for at han ikke i sin Rus skulde glide ned.

Under vild Jubel red han gennem de smaa Gader, straalende af Spiritus og med naadige Haandbevægelser til alle. Det endte med, at en Betjent tog sig af ham. Af praktiske Hensyn lod Betjenten ham blive paa Æslet, og saadan blev han transporteret til Stationen, ledsaget af et mægtigt Følge.

Det er et af Stationens muntre Minder, men den gemmer naturligvis nok saa mange mørke. Det var til Antoniegade, at Morderen Bulotti blev bragt. Ogsaa Mozart Lindberg blev bragt dertil efter hans Drabsforsøg paa Hotel Kongen af Danmark. Et andet Stykke Drama i Stationens Historie er den store Brand paa d'Angleterre.

Da 47 Værtshuse blev revet ned.

Da Byggeriet ryddede op i den indre By, oprandt de stille Tider for Stationen. Brøndstræde-Kvarterets Nedrivning kostede ikke mindre end 47 Værtshuse Eksistensen. Blandt disse fandtes "Guldgruben", "Det lille Apotek", "Nordpolen" og "Transvaal". De urolige Elementer blev fordrevet til Saxogade og Prinsensgade. Prostitutionens Afskaffelse i 1906 gjorde ogsaa sit til at skabe Ro.

Tilbage paa Skansen.

Af det gamle Mandskab, som var med til at flytte ind i Antoniegade, er der endnu 5 tilbage, nemlig Politibetjentene 297 Oreby, 355 Udby, 471 Andersen, 610 Raun og 224 Christensen. Vi havde i Gaar en Samtale med sidstnævnte. Han fremhævede med Stolthed, at Pilestrædes Station og altsaa Antoniegades var den mest kendte i hele Danmark.

- Der er vel stor Forskel paa gamle Dage og saa nu ? spurgte vi.

- Det er slet ikke til at kende igen, lød Svaret.

Hvis Store Kongensgades Politistation bliver indlemmet i Antoniegades, saa vil der imidlertid atter blive Liv af samme Beskaffenhed som før, for saa kommer Nyhavn og Borgergade ind i Kredsen, og saa er det forbi med Stilheden.

Det bør bemærkes, at der, populære Politiassistent With var den, der havde Ledelsen, da Stationen flyttede fra Pilestræde til Antoniegade, og han forblev paa Skansen til 1925, da han gik af. Nu ledes Stationen af Politiassistent Stamm, bekendt fra en Række store Bedragerisager, i hvilke han fungerede som Anklagemyndighedens Repræsentant.

Torrent.

(København 18. april 1928).

Antonigades Politistation lå i nr. 11.

Politiassistent With. Foto bragt i København 29. september 1925 i anledning af hans 70 års fødselsdag, og dermed også tilbagetræden. Han nåede således at fejre 40 års jubilæum. Han blev ansat som politibetjent 1880, 1885 overbetjent og samme år politiassistent i 7. politikreds. 1887 til 2. kreds i Pilestræde. 12. juni 1924 blev han påkørt af en sporvogn, men dog uden med. Han beskrives her som måske lidt gammeldags.

Politiassistent With siddende i lænestolen - gaven ved hans afsked. Bag ham overbetjent Spettrup. Foto fra Aftenbladet (København) 1. oktober 1925. Withs bror Carl With var kommandant på Christiansø. Broderen Olaf With udvandrede 1887 til Argentina og blev apoteker i Resistencia. Han var også ugift og var flere gange borgmester i byen, hvor en gade er opkaldt efter ham (Olaf With). Han vendte aldrig tilbage til Danmark og døde i 1933. Datteren Ebba With var skuespiller.

Lersøens Forvandling. (Efterskrift til Politivennen)

Bispebjærg Hospital set fra Lersøen.

København har faaet en ny og meget interessant Gade: det er Tagensvej. For nogle Aar siden var den spæd som et lille Barn, egentlig kun en Sti, der løb bag Blegdamshospitalet langs Fælleden. I Regnvejr henlaa den i Morads, om Aftenen oplystes den af et Par døsige Lamper, der kun forøgede dens Mystik og Skummelthed, og hver den egentligt udmundede, vidste ingen undtagen Nattens hjemløse Eksistenser, der flakker om i Storbyens Udkanter som vilde Dyr i Djunglen.

Det er saa kort Tid siden. Og nu genser man dette Kim til en Gade, fuldt udviklet som Ællingen, der bliver til Svane, stor og bred og stadselig - en imponerende Storstadsgade af nyeste Tilsnit, flot anlagt med ødsel Fortovplads, elegant Brolægning og Gærder af stærkt lysende Gaslygter. Den bruser forbi Fælleden, den skærer først Nørre Alle, saa Jagtvejen, og derpaa styrer den videre i lige Linie ud af Byen, over Lersøen og op til Frederiksborgvejen, Højderne omkring Bispebjerg, hvor den standses af Enge og Kornmarker. "Linje 10" løber klemtende med, omtrent til Slangerupbanen, og smukke, moderne Bygninger rejser sig paa begge Gadens Sider, helt ud til Randen af Lersøen, som breder sig i et Dalstrøg fra Frederikssundsvej østpaa hen mod Hellerup.

Herude brydes By og Land for Tiden stærkere end paa nogen anden Kant af København. Der er hele den krydrede Duft af Forstad og frisk Landliv, som er saa karakteristisk for en Bys Periferi. Fabriker, der er trængte ud fra Nørrebro, ligger halvtskjult mellem grønt, med Bundter af rygende Skorstene strittende op mod Himlen. De to Jærnbanelinier, Klampenborg- og Slangerupbanen, suser forbi halvfærdige Bygninger og Oplagspladser, smutter under Viadukten, som dannes af Tagensvej og forsvinder mellem Lersøens Pilekrat. Paa Bispebjergs Skrænter smælder Dannebrogsflagene i den blaa Sommerluft fra en Samling Kolonihaver, og øverst deroppe staar gamle, straatækte Bøndergaarde og ser forundrede ud over den graadige Storby, der æder sig nærmere og nærmere for at sluge dem selv i den næste Mundfuld. Det nye Bispebjerg Hospital ses favnet af Marker, sin Fuldendelse nær, en Gruppe prægtige røde Bygninger, hvis friske Sten lyser i Solen. Og gennem hele Dalen gaar Lersøen, den gamle Lersø, før saa berygtet, nu blomsterbevokset, næsten smuk som en Have.

For en Københavner, der ikke har fulgt sin Bys Udvikling, er det noget af en Lysttur og noget af en Opdagelsesrejse at besøge Lersøen paa en af disse smukke Augustdage. Det mægtige Areal, der før var halvt Sump, halvt Eng, har enkelte Steder endnu saa meget Karakter af et Vildnis, at man kunde vandre omkring mellem Grøfter og Krat og mandehøjt Græs med Følelsen af at befinde sig paa Malajkysten, hvis man ikke havde Raadhustaarnet blinkende i det Fjærne. Men det er dog ikke mere den gamle Lersø, det stinkende Oplagssted for Dag- og Natrenovation. Natrenovationen gaar nu ud i Kongedybet, og af Dagrenovationen aflæsses endnu kun en ganske lille Del paa en kort Strækning ved Jærnbaneviaduken.

Resten af den gamle Lersø henligger som et nydeligt Landskab, allerede saa smaat forberedende sig til at overtage sin Rolle som Byens yderste Park. Kommunen har grundig udrenset hele Terrænet, har ladet det planere og har inddraget et stort Stykke til sit fremtidige Gartnere. Hele Foraaret er her belven arbejdet af flittige Hænder, og i Hjørnet op mod Bispebjerg begynder Drivhusene at rejse sig. Der staar 5-6 aflange Bygninger, et stort, rundt Palmehus og et Kompleks for Varmeanlæg. Om kort Tid vil et moderne indrettet Gartneri være fuldt færdigt, og saa gaar man i Gang med for Alvor at skabe Lersø-Parken.

Det er gjort med et Par Spadestik. Thi den gamle, blomstrende, pilebevoksede Eng er en Park i sig selv, rummende en stor Del ægte, dansk Naturskønhed indenfor sit udstrakte Omraade mellem Bispebjerg, Hellerup og Utterslev. Den venter med aabne Arme paa at modtage Københavnerne paa deres Søndagsudflugter.

Men endnu er den Stedbarn. Dens gamle Stamgæster, Ferdinand Eriksen, Karen Spidsmus, Bræddestablen og hvad de hedder, alle Byens mange Hjemløse, har forlængst vendt den Ryggen og søgt andet Tilflugtssted. Og sjældent finder andre Vej ud til dette Stykke grønne Danmark midt mellem Københavns Fabriker, skønt Sporvognen standser ved dets Rand. Her og der vandrer en ung Pige midt i det lyse Solskin, et Par Børn dukker op fra et Pilekrat paa Jagt efter Sommerfugle, en græssende Hest vrinsker i det Fjærne, og borte paa Stenoplagspladsen ved Tagensvej gaar en Flok Arbejdere og ruller Skærver af Sted paa Trillebøre. Det er Lersøen, som den ligger og venter paa at blive Folkepark.

G.-g.

(Social-Demokraten 8. august 1910).

Ukendt fotograf: Udsigt fra Tagensvejbroen over Lersøen, med Slangerupbanen. 14. september 1910. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

"Den dovne Dreng" (3): Lovlydig borger. (Efterskrift til Politivennen)

3. del af artikelserie om August Peder Jensen også kaldet "Den dovne Dreng" som består af tre dele: Perioden 1893-ca. 1900 hvor hans "renomme" bliver oparbejdet, perioden ca. 1900-1910 hvor politi og retsvæsen slår hårdt til gennem bl.a. ophold i forbedringshus og tugthus, og endelig nedenstående som omfatter perioden 1910-1912 hvorefter det ser ud til at "Den dovne Dreng" holdt op med at drikke, blev lovlydig borger og endog organiserede en strejke blandt kreaturtrækkerne. Herefter forsvinder han ud af historien, kun hans renomme levede videre endnu et par årtier.

En strejke på Kvægtorvet.

I går formiddags var der stor bevægelse blandt kreaturtrækkerne i København der besørger trafikken fra Kvæsthusbroen til Kvægtorvet. I kreaturtrækkernes række træffer man bl.a. celebre navne som "Bræddestablen", "Den dovne Dreng" og "Skovser-Wilhelm".

Hidtil har taksten været 1 krone for at trække fire kreaturer. Nu forlangte korpset 5 øre mere pr. kreatur. Men dette forlangende vakte stor modstand hos kommissionærerne.

Efter en hård kamp lykkedes det dog kreaturtrækkerne at sætte kravet igennem, og kort efter gik "Bræddestabelen" og hans fæller på ny frem og tog tyrene ved hornene og køerne ved halen.

(Ribe Stifts-Tidende, 13. oktober 1910).

Den dovne Dreng blokeret.

Københavns kreaturtrækkere drager i leding - Generalstrejke under opmarch - "Skovser-Wilhelm" aflægger visit på "Aftenbladets" kontor.

Som vore læsere nok erindrer, udbrød der i forrige uge en lille rask strejke på Kvæsthusbroen.

Kreaturtrækkerne nedlagde arbejdet for at tvinge deres arbejdsgivere til at give dem en lille forhøjelse af lønnen.

Det hele var iscenesat af Peter Jensen (den "dovne Dreng"), og på en fuldt ud arbejdermæssige måde idet han først høfligt havde bedt om en forhøjelse, men da trækkerne fik et overlegent svar, sendte de så arbejdsgiverne et strejkevarsel.

Og netop på dagen som de havde forkyndt i forvejen, nedlagde alle mand arbejdet.

Resultatet blev at arbejdsgiverne måtte give sig, og stor blev glæden blandt trækkerne.

Men den lille strejke har fået et mindre behageligt efterspil, idet "Den dovne Dreng" nu er blevet blokeret af arbejdsgiverne.

Da han tilligemed sine kammerater indfandt sig i går morges på Kvægtorvet, optrådte en forvalter F. Jørgensen for "Københavns Kreaturtransport" og protesterede imod at "Den dovne Dreng" tog fat med de andre.

- Man ønskede ham fremtidig ikke på arbejdspladsen! - havde forvalteren sagt.

Som svar på forvalterrens optræden nedlagde Kvægtorvets ca. 70 kreaturtrækkere på nær tretten mand arbejdet.

De tretten der straks blev døbt "de sorte får", gik på trods af kammeraterne opfordring i gang med losning af en kreaturdamper der var kommet fra Riga.

Vi havde i aftes besøg af "Skovser-Wilhelm" som ret forståeligt var meget indigneret over "de trettens" optræden.

Det ser unægtelig heller ikke videre fint ud at de tretten herrer vægrer sig ved at støtte en kammerat, og da navnlig den af deres kammerater som for ikke otte dage tilbage fik gennemført den lønforbedring de nu alle nyder godt af. 

- Det er sjofelt! - sagde "Skovser-Wilhelm", og vi må give ham ret.

Vi skal holde vore læsere a jour med slagets gang på Kvægtorvet de følgende dage.

Reporter.

(Aftenbladet (København), 18 oktober 1910).

Et møde mellem rønnerne.

Fabrikantfruen og arbejderen
To menneskeskæbner

De svage lys fra gadelygterne og de små kælderbeværtninger står som sløvede strjerne i en uendelighed af mørke. Vognmagergade er i dobbelt forstand den mørkeste gade i København. Der driver triste stakler forbi, mennesker som nøden slog til jorden med sine ulveklør eller som lasten tog livsmodet fra. Man ser dem et øjeblik i den svage belysning, så forsvinder de igen i mørket som gengangere der efter en kort spøgelsesvisit i livet atter går ind i skyggeriget. Se hende, den pjaltede kone der kommer gående ned ad trappen og nu skrumler hen til den nærmeste knejpe for at få brændevinsflasken fyldt. Det er kun få år siden hun som den velhavende fabrikanthustru modtog sine gæster i et strålende lyshav i en elegant salon. Efter mandens død rullede pengene som savsmuld mellem hendes fingre, og nu skjuler en mørk gade og et skråt tagkammer hendes elendighed.

Se så ham der kommer der. Det er en høj, kraftig mand. Engang var han kendt som den værste urostifter i kvarteret. "Den dovne Dreng", som han kaldtes, herskede med en tyrans voldsomhed i kvarteret. Der er betjente der endnu bærer minder om de kampe de måtte udkæmpe med ham. Så blev han afholdsmand, og da han slap brændevinen, slap mørket og lasten ham. Nu går han forbi de kendte steder. Med et smil på vejen hjem fra sit arbejde. Og ved lysskæret fra en enlig lygte mødes de to. Hun der oppe fra er på vejen nedad, og han der kommende nedefra er på vejen opad.

To mennesker som skæbnen fører i diametralt modsatte retninger og hvis historie man ligesom i et kort øjeblik læser ved skæret af en af Vognmagergades døsende lygter.

Aoe

(Aftenbladet (København), 5. maj 1913).

Herefter ser det ud til at aviserne har tabt interessen for "Den dovne Dreng"

"Peter Ordrup". (Efterskrift til Politivennen).

Et letsindigt Væddemaal.

I Lørdags Eftermiddags sad der i en Beværtning ved Gl. Strand i Kjøbenhavn en broget Forsamling af Lediggængere og Bøller fra Vognmagergade og Brøndstræde. Præsidenten i den smukke Forsamling var "Den dovne Dreng", og om ham fylkede sig "Ole Nifinger", "Flæske-Karl", "Fløjtedrengen", "Peter Ordrup" og andre celebre Personligheder.

"Peter Ordrup" førte Ordet og fortalte vidt og bredt om sine "Heltebedrifter". Blandt Andet fortalte han, at han kunde svømme som en Fisk, og at han havde reddet flere Mennesker fra at drukne.

"Flæske-Karl" tillod sig under hans Foredrag at komme med flere tvivlende Bemærkninger, hvilket havde til Følge at "Peter Ordrup" udfordrede ham til en Kapsvømning i Kanalen lige med det Samme.

"Flæske Karl" betakkede sig dog, men erklærede, at han vilde vædde "en Gang stegte Rødspætter over det Hele! og 4 "Krus", hvis "Peter Ordrup" kunde holde sig oven Vande i 20 Minutter.

Da "Flæske Karl" lagde Pengene paa Bordet, sagde "Peter Ordrup" Top, kastede Frakke og Hat, og sprang fra Bolværket paa Hovedet ud i Kanalen. Der samlede sig hurtigt en Mængde Mennesker, og blandt de Tilstedekomne var ogsaa Hs. kgl. Højhed Prins Valdemar.

Hs. kgl. Højhed forlod dog hurtig Skuepladsen og hentede en Betjent.

"Peter Ordrup" vilde dog ikke med det Gode op af Vandet, og det varede længe førend det lykkedes Politiet at faa ham op. Han rev sig saaledes en Gang løs fra Betjentene og sprang ud i Vandet igjen.

Da man endelig fik ham paa det Tørre var han i Følge "V. L." nok saa frisk og forlangte sin Gevinst, men i Stedet for, blev han puttet i en Droske og kjørt til Arresten paa Nytorv.

(Jyllandsposten 14. marts 1898).

Ifølge Aarhuus Stifts-Tidende var der en tilskuer der havde råbt "Selvmord, hjælp, politi!"

Peter Ordrup

der som omtalt forleden gav en Svømmepræstation tilbedste i Gl. Strands Kanal, mødte i Gaar i den offentlige Politiret og blev idømt en Bøde paa 50 Kr. for sin Vandpantomime, der rangerer under "Gadeuorden"

De 4 Kroner, Væddemaalet gjaldt, maa saaledes siges at være surt fortjente.

(Folkets Avis - København 20. marts 1898.)

"Røde Vilhelm" og "Julekagen", der er to kendte københavnske Bondefangere, har forleden sammen med en kollega, kaldet "Peter Ordrup", plyndret en Konditorsvend for 100 Kr.

Ovenpaa denne Bedrift blev det smukke Trekløver ifl "Soc.-Dem." arresteret.

(Kolding Folkeblad 3. marts 1902).

Rundskue.

En kendt københavns Bølle, "Peter Ordrup", sad forleden Dag i en Kælderbeværtning i Ryesgade i København og drak med nogle Venner, da 2 Mænd kom ned og forlangte et Par Genstande.

- De mener vel til hele Stuen? Spurgte Peter Ordrup advarende.

- Nej, kun til mig og min Kammerat, svarede Manden.

- Maa jeg saa tillade mig at belære Dem om, hvad der er god Tone her paa Pladsen, sagde Bøllen og rejste sig.

Faa Minutter efter laa Manden med Ansigtet halvt knust og det ene Ben sparket over. Man bragte ham paa Hospitalet, hvorfra han nu er udskrevet som delvis Invalid.

Er det for meget at et saadant Udskud af Menneskeslægten faar læsterlige Klø? Vi holder paa Pryglestraffen overfor saasanne Individer.

(Ærø Avis 6. august 1904.) 

Ifølge Aftenbladet (København) 2. august 1904 foregik det i Ryesgade 66, og Peter Ordrup blev idømt 1 års forbedringshus og 200 kr. i erstatning.

Et uhyggeligt Drama for en Flaske Brændevin.

Druknet i Københavns Havn.

(Specialkorrespondance til "Aarh. Stiftst.")

København, Tirsdag.

Paa en Beværtning i Nyhavn sad i Eftermiddag ved Femtiden nogle Kreaturtrækkere, deriblandt en, som gaar under Navnet "Peter Ordrup" - en af Københavns Særlinge.

De talte om at svømme, og "Peter Ordrup" talte med stor Autoritet, da han faktisk var en brillant Svømmer.

"Tør du svømme over Nyhavn med alle Kludene paa?" spurgte en ham.

"Lad gaa - - lad os sige for en Flaske Fuselfri"

"Top!"

Og hele Selskabet gik ud på Gaden, og "Peter Ordrup" sprang resolut ud.

Pludselig saa man ham saa synke. I sin Ivrighed var han sprunget lige ind i en Bunke Tang, og han var straks ude af Stand til at røre sig. Han arbejdede og arbejdede - tilsidst fik han Krampe og gik til Bunds.

Og det blev saaledes hans Død.

Til Ros for ham, som havde væddet med ham, skal det siges, at han øjeblikkelig sprang ud for at hjælpe ham, men vær var omkommet selv.

Opdager.

(Aarhuus Stifts-Tidende 20. juni 1906).

Hædret af Bisser

En sjælden Højtidelighed fandt i Lørdags Sted paa Vestre Kirkegaard. Man erindrer, at en af Byens kendteste Bisser, kaldet Peter Ordrup, for en Tid siden druknede under Forsøget paa at svømme over Kanalen ved Nyhavn; det galdt et Væddemaal om en Flaske Brændevin. Forleden blev han begravet paa Vestre Kirkegaard.

Imidlertid havde en af hans Kammerater, "Fløjelsvesten", faaet Skrupler, fordi han havde været med til Væddemaalet og saaledes paa en Maade var medskyldig i, at Peter Ordrup druknede. For at gøre Bod satte "Fløjelsvesten" sig da i forrige Uge i Spidsen for en Indsamling til en Krans til den dødes Grav. De fleste af Byens ældre Bisser, og navnlig "Kreaturførerne" fra Kvægtorvet gav en Skærv med hertil, og der blev hos Dina Schultz købt en pragtfuld Krans til 12 Kr., som præsenteredes - med vedhængende Kvittering - for Giverne paa Halmtorvet.

I Lørdags lagdes den i Overværelse af en Mængde "kendte Navne" paa Peter Ordrups Grav, blandt de tilstedeværende var Fløjelsvesten, Gummisjalet, Oskar den 1. og Oskar den 2., Bræddestablen, Rødepeter o. fl. Der blev talt nogle kønne Ord om den bortgangne Kam'rat, og derefter gik Flasken en Omgang rundt til Minde for den Afdøde.

(Pressen (København) 3. juli 1906)

Dina Schultz havde en blomsterforretning på Hellerupvej 60 eller 72. I hendes drivhus indrettede "A/S Dania Biofilm Kompagni" (i 1913?) senere et atelier. I 1908 havde hun et gartneri på Katrinevej.

Slagsmål på Kvægtorvet. (Efterskrift til Politivennen).

Lørdag formiddag opstod et blodigt slagsmål på Kvægtorvet mellem en folk kvægdrivere, deriblandt "Den dovne Dreng", "Surmulen", "Gråbideren" og "Bræddestablen". De bearbejdede hinanden med stave så blodet flød af dem.

Nogle slagtersvende kom nu til og ville forhindre yderligere overlast, men nu kom et andet slæng kvægdrivere til og begyndte at slå løs på slagterne, så at der kom en snes mennesker i slagsmål.

Politiet kom nu til, og fik de værste slagsbrødre anholdt, men "Gråbideren" og "Surmulen" måtte tages under lægebehandling.

(Folkets Avis - København, 11. december 1905).

Værtshuset "Nordpolen". (Efterskrift til Politivennen).

"Nordpolen"

"Signe med kongenæsen"
Den danske "Skalle"
Ignatus fortæller i "Politiken"

"Nordpolen" er en af de få virkelig forbryderfælder der findes her i byen. Man stiger fra Vognmagergade ned ad en smal trappe og befinder sig i et underjordisk, af borde, stole, diske og flasker opfyldt lokale, hvor ordenen mellem vagabonderne opretholdes af et par solide kæmper, der passer handsker nr. 12. Gennem en dør i baggrunden opdager man et glimt af værten, der dog ikke viser sig uden ved højtidelige lejligheder. 

Til venstre for den egentlige beværtning ligger der et aflangt rum, som kaldes "Stuen". Dette rum hvori der som regel er slagsmål i den ene ende, medens en halv snes driverter ligger og sover i den anden, er unægtelig interessantere end gaskælderen i "Sherlock Holmes". Rundt om på de fedtede bænke sidder forbrydere, der har tilbragt deres meste tid i Vridsløselille, og mellem forbryderne Vognmagergades friserede alfonser, de såkaldte "krasseka'le", "blæsere" eller "embedsmænd" (betegnelserne "alfons", "hopsaka'l" og "gummidreng" er opfundne af bladene og ukendte i kvarteret). 

Mellem damerne, der næsten uden undtagelse ryger træpibe, er den mest bekendte en tidligere værtshusholderske som bærer navnet "Signe med kongenæsen". Når hun er drukken, synger hun en sentimental sang. 

I denne stue sad i gamle dage "den dovne Dreng" (han er nu i Horsens Tugthus), og her soldede "Tevehår" og "Bernhardt med Patten" for de penge, de havde tjent ved indbrud. Mange pladser er nu blevet tomme efter Lersøaffæren. "Og alt det", siger Bræddestablen. "fordi de fingererede lidt ved en politibetjent."

Bræddestablen er en mand med ydre optræden og måske i øjeblikket den af vagabonderne, der renest har bevaret kvarterets sprog. Den 35-årige mand er høj og velvoksen, med et rødligt, stærkt bygget ansigt, med en dobbelt overlæbe, knækkede fortænder og med et knivstik-ar på underlæben. I henseende til toilette er han på højden af de moderne fordringer. Han taler gerne og understreger enkelte ord med stærke armbevægelser. Og hvad er det ikke for besynderlige ord!

Forbryderne i kvarteret har deres eget sprog, som dels er ejendommeligt ved de adjektiviske betegnelser (en pibe med et stort hoved kaldes fx for "bredskuldret") dels ved en ironisk ombytning af ord fra bogsproget, som når fx en bisse ufravigelig kaldes "prins". (Ordet bisse er opfundet af skribenter). Yderligere benyttes disse ord til dannelse af verber. En prins der om natten sover i en retirade, siger, at han "prinser den", og damer som han møder på logisstedet kaldes prinsesser. Hr. sprogforsker! Tal med Bræddestablen og Strile-Karl, og De vil opdage, hvor uvidende De er i dansk sprog!

Han "går og skyder" betyder, at han går og stjæler, "et skud" er et stykke tyvegods (ladegårdslemmerne kalder i øvrigt en cigarstump "et skud"). "Kan du være i vognen" betyder: Kan du klare dig? At "gå på'en" betyder at bekende. At "blive solgt" er at blive overlistet i et krydsforhør. "Vil du springe?" betyder: Vil du slås? Og "Så siger jeg nik" betyder: parat til at drikke en skalle.

At drikke en skalle er at træde et par skridt tilbage, lynsnart at fare frem og med den øverste del af panden at ramme modstanderen over næsen og knuse denne med et stærkt stød. Nordpolens stamgæster viser i så henseende en forbavsende færdighed. Man må personlig se dem drikke en skalle eller dog betragte deres skade, knækkede næser for at få en forestilling om det frygtelige våben. Danske slagsbrødre, der om bord på skibe henflyttes til andre egne her drikker fremmede slagsbrødre skaller, vækker på en gang forfærdelse og forbavselse. En lignende benyttelse af hovedet til slagsmål er ganske ukendt andre steder end i Danmark. Bræddestablen viser styrken af sin pandebrask, idet han drikker kældervæggen en skalle, så det bogstavelig talt knager i den gamle, sure rønne. Endda erklærer han at Lars med Patten er hans overmand. En gang i ungdommens dage drak han Bræddestablen en skalle, der "blev siddende", og at denne mester i faget nu i 2 år skal være forhindret i at præstere ordentligt arbejde, forøger yderligere Bræddestablens misfornøjelse med de bestående samfundsforhold.

Ved afskeden gør han følgende klassiske bemærkning:

"Man går op af pølen og fingererer ved en panser (gadebetjent). Værså'artig, ind i svededåsen med det samme. Man danderer den med seven (grøn sæbe, som benyttes til at knuse ruder med i udhængsskabe), og aldrig så snart har han lugtet til et par skaldede brocher, førend den står på kul (vand og brød). I Leret (Lersøen) må man ikke komme, og forladning i pistongen er der ikke over det hele. Man kan li'så godt straks gå ud på går'en og slå de tre slaw."

Derefter vendte Bræddestablen sig til Signe med Kongenæsen og sagde:

"Sine! La vos så få de to drosler!"

(Aalborg Tidende, 1. marts 1902).

Fotoet viser ikke Nordpolen, men en kælderbeværtning i Lille Brøndstræde 12. Bagest porten til Sjæleboderne (7. oktober 1908). Fotograf Ernst Nyrop Larsen. Københavns Museum. Public Domain.

I en omtale af en bog af Albert Gnudtzmann og Helmer Lind, bragte Fredericia Social-Demokrat 26. februar 1907 nogle citater fra bogen:

Vi vælger at aflægge "Nordpolen" et besøg. Det stemmer os for brystet da vi efter at være klatrede ned ad den stejle trappe, befinder os i et lokale hvor en snes mennesker trænges sammen i to rum der hver for sig er af størrelse som et pigekammer i en ældre københavnsk ejendom. Et lokale hvor den ubeskriveligste stank af last og dyrisk ligegyldighed lægger sig tyngende på åndedrættet, og hvor kærligheden til snavset har overtrukket de nøgne vægge med en fedtet og klæbrig patina.

Af de to rum er det ene skænkestue, det andet "dameværelse". Ved denne elegante betegnelse forstås at stedets furier her har deres residens. Ikke alene opholder de sig der på de tider af dagen da de ikke virker i deres kald, men de sover her også, hvilende på borde og bænke eller simpelt hen på gulvet, hvor det tommetykke snavs er stampet sammen til en fast, ubestemmelig masse. Når dagens jagt efter de usle skillinger de behøver til megen brændevin og en smule mad, er endt, og kavalererne er gået ud for at forsøge hvad nattens timer kan kaste af sig, synker det hærgede kvindelegeme sammen her, svækket og udmarvet af last, arrest og pint af utøj, stinkende af spiritus.

(Fredericia Social-Demokrat, 26. februar 1907).

Fra Brøndstrædekvarteret. (Efterskrift til Politivennen).

Tegneren Axel Thiess skriver en længere artikel i "V. L." om et besøg han for nylig aflagde i "Brøndstrædekvarterets" huler sammen med en opdager.

Ekspeditionen foretoges en af de tunge grå aftner, hvor selv himlen synes at ville smudse jorden til med skidne røgfyldte tåger, der dæmper søvnige gasblus og trækker et fugtigt slimet overtræk over de elendige rønner .

I den usikre belysning så beboerne endnu mere smudsige og sorte ud som de skubbede sig op af kælderhalse og listede langs husrækkerne hjem til den usle hummer med trøsteren. brændevinsflasken, klemt i favnen af den magre arm.

Så står vi foran et af de celebre tilflugtssteder for tyve, bondefangere og andre forbrydere.

Opdagerens brede ryg fylder ganske den lille dør. idet vi dukker ned i den lavloftede hule

Det er øjensynligt at han et godt kendt af gæsterne. Nogle kommer slesk hilsende fra en lille bagstue. Det stikkende blik i de onde øjne harmonerer kun dårligt med de venlige forespørgsler til betjentens befindende.

Andre sidder trodsigt surmulende uden så meget som at rykke i hatteskyggen, blot gravende hænderne endnu dybere i bukselommerne og strækkende benene demonstrativt fra sig med et triumferende smil over. at det denne gang ikke er bud efter dem. I en krog sidder "Gnistersmeden", "Bamschen" og "Svedsken" drøftende det sidste kup, mens en gamling der er blevet hvidhåret I forbrydertjenesten, hæver sit frygtelige fjæs fra den ret, han er i færd med at nyde, kogt koyver med dyppelse, og sender en lang misbilligende spytteklat efter os. 

Det viser sig at den mand der eftersøges, ikke findes der, og vi styrer derfor vore skridt til en kælder på hjørnet af Store og Lille Brøndstræde,

Her er lidt pynteligere, og gæsterne er af en noget anden karakter. Det er kvarterets alfonser og dansebulernes fejrede skallesmækkere, der volder til. 

De dybt nedskårne flipper med det røde slips og den friserede lok ned i panden karakteriserer godt nok en del af disse kavalerer der driver tiden hen med svir og kortspil.

Ofte går det livligt til her: Når der opstår uenighed mellem Brøndstrædes houris, så vanker der brådne pander, og blodet flyder, mens kvinder og mænd under hæse skrig vælter sig i en kæmpende klynge på gulvel mellem itubrudt bohave og splintrede flasker og glas.

Så må politiet, ofte særdeles mandstærkt, med stort besvær rydde bulen og smide samtlige gæster på gaden, hvad der ikke er nogen let sag, da mange af dem er professionelle slagsbrødre. 

Der findes heller ikke få invalider mellem politiets betjente, der har hentet deres sår, bogstavelig talt, på selve valpladsen; navnlig kan et rasende fruentimmers bid være meget farligt.

Da vi ikke finder den eftersøgte i "Dukkehjemmet", går vi til kvarterets allerværste bule,

Man gvr sig intet begreb om det indtryk, den lave kælder gør på den indtrædende, en frygtelig os af dårlig tobak, spiritus, kulrøg og branket hestefedt slår os i møde. Der er mange gæster i de små og lave rum, og der er celebre navne imellem. Der er bondefangeren "Månekongen" og flæskesjoveren "Svingeren", men to kære stamgæster savnes, det er "den dovne Dreng" og "Menneskeæderen", der for tiden er "på huset", som Vridsløselille benævnes. 

Opdageren går lige hen mod en rødhåret mand, som duknakket hænger over et bord. Idet han lægger sin hånd på hans skulder, farer han sammen og vender sig med et meget talende udtryk af rædsel mod politimanden .

Da den eftersøgte er den. der har fundet barneliget og derfor opfordres til at give nogle oplysninger, føler han sig synlig lettet. Farven vender alter tilbage til det for et øjeblik dødblege ansigt, han føler sig som en interessant mand, der skal til en konference under fire øjne med opdageren ude i køkkenet.

Imedens sidder den der skriver disse linjer, alene tilbage i den uhyggelige skænkestue uden at turde forlange noget, til trods for, at cognacen til 6 øre snapsen unægtelig er fristende. Inde I sidestuen hænger et sovende fruentimmer over bordet, et par andre laller døddrukne i munden på hinanden. I den længst bortliggende krog på gulvet skimter vi en bylt pjalter der rører sig, men den lille osende hængelampe formår ikke at oplyse noget nærmere om det er en mand eller en kvinde, og vi tør ikke flytte os fra  pladsen, da de øvrige gæster begynder at indtage en truende holdning. 

De spankulerer trodsige op og ned med ondskabsfulde hentydninger til "snushanernes venner" og dirigerer med virtuositet spytteklatterne der synes at være en uundværlig form for afsky, mod vore støvler, som vi trækker helt op under stolen.

Konferencen i køkkenet synes at trække ud, og det er med en vis ængstelse vi skotter op ad kældervinduet for at forvisse os om at gadebetjentens solide fedtelæders ben er plantede lige ud for kælderhalsen. 

Endelig kommer opdageren igen fulgt af den meget vigtige hjemmelsmand. Bøllerne trækker følehornene lidt til sig ved synet af politimanden, og ved bortgangen springer "Bræddestablen" til, åbner døren og siger med et ironisk buk:

"Væs'arti! - Rejs ad Helvede til!"

Gadens kvalme, røgfyldte luft forekommer en ganske forfriskende, den ujævne stenbro, der synes som overtrukket med et lag af sort leverpostej, synes ren imod knejpens lokaler.

Opdageren smiler ad vor snappen efter luft, rasler med håndjernene i lommen og siger:

"Det var godt at vi ikke kom i går. Der var stort folkeslag, og bulen blev lukket allerede kl. 8."

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 8. januar 1901).

"Bræddestablen": Bølle, Voldsmand. (Efterskrift til Politivennen)

Et par slemme brødre.

I Vognmagergade-kvarteret i København gik det ifølge Aftenbladet, lørdag aften usædvanlig livligt til. Det var de to berygtede slagsbrødre Carl Ludvig Johansen og Adolf Julius Johansen, almindelig kendt under navnene "Bræddestablen" og "Fløjtedrengen" der var på krigsstien.

Excesserne begyndte med at de i Vognmagergade forfulgte to mænd som de forgæves havde opfordret til at prøve kræfter. I Aabenraa indhentede de dem, og begge brødrene vendte sig nu i mod den ene og slog ham nogle skaller, så at han faldt til jorden og blev liggende. Tililende folk fik ham hjulpet op, og han skyndte sig ind i en gård i nærheden for at få blodet vasket af sig.

Imidlertid var politiet kommet til stede og anholdt "Bræddestabelen" der endnu stod på valpladsen. Under stor deltagelse blev han transporteret til Pilestrædes politistation hvor han foreløbig blev taget i forvaring.

Men da politiet havde absenteret sig, med "Bræddestabelen" kom "Fløjtedrengen" frem fra sit skjul og lidt efter var der i Ole Nifingers berygtede beværtning i Vognmagergade et frygteligt Halloh, ved hvilket han var den anførende. Politiet skred in og anholdt også ham, men under transporten til og på stationen opførte han sig så brutalt at det var nødvendigt at baste ham og køre ham op i arresten.

Mærkeligt nok fandt man her anledning til søndag morgen at slippe fyren ud igen, hvilket havde til følge at han ikke en time efter på ny var på spil, denne gang oppe hos sin kæreste i Pilestræde, som han sædvanlig mørbankede. Han blev så anholdt på ny.

(Randers Dagblad og Folketidende, 12. april 1894).

"Bræddestablen" på ny anholdt.

Brøndstrædekvarterets bekendte voldsmand populært kaldet "Bræddestablen", blev i går formiddags da han kom spadserende i Vognmagergade, anholdt af den patruljerende betjent. "Bræddestablen" havde for et par nætter siden brudt ind hos sin kæreste og stjålet hendes penge.

(København, 26. oktober 1895).

"Bræddestablen" i forbedringshuset.

Københavns mest berygtede voldsmand, Adolf Julius Johansen, kaldet "Bræddestablen" blev i går af kriminalretten idømt et års forbedringshusarbejde for vold. Hans sidste bedrift bestod i at han i Frelsens Hærs herberge i Ryesgade af pur ondskab slog et menneske til krøbling.

(Dannebrog (København), 26,. juli 1896).

"Bræddestabelen" dømt.

I tirsdags pådømte kriminalretten en for vold anlagt sag mod den berygtede, mange gange straffede voldsmand Adolf Julius Johansen, populært kaldet "Bræddestablen". Han der tidligere har været idømt forbedringshusarbejde, slap denne gang med tvangsarbejde i 120 dage.

(Thisted Amts Tidende, 14. oktober 1897).

"Bræddestablen" anholdt.

Voldsmanden Adolf Julius Johansen, kaldet "Bræddestablen", overfaldt i mandags aftes i Landemærket i København en mand fordi denne ikke ville give ham penge til nattelogis. Den overfaldne fik ifølge "V. L." ansigtet slemt skamferet, og måtte køres til hospitalet for at komme under lægebehandling. "Bræddestablen" blev sat fast.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 10. marts 1898).

Han fik 180 dages tvangsarbejde for dette overfald. Januar 1899 overfaldt han atter i Landemærket en kvinde og blev arresteret.

Landemærket over 100 år senere. Bygningsstilen minder lidt om den på gamle fotoer. Men snavset og forfaldet er væk: Brøndstræderne og Vognmagergade er for længst revet ned. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Igen en "menneskeæder"

I Brøndstræde var der natten til i går et syndigt leben. Den berømte bølle Adolf Julius Johansen var kommet på krigsstien og truede enhver der kom ham nær, med døden.

Efter at have raset en tid på gaden, fandt Johansen alias "Bræddestablen" på at aflægge sin kæreste en visit. Om det nu var på grund af hans berusede tilstand, eller fordi visitten fandt sted i så sen en nattetime - nok er det, skønjomfruen modtog temmelig unådig sin kavaler. Det var imidlertid uforsigtigt at hende, "Bræddestablen" er ikke til at spøge med, og i næste nu lå fruentimmeret på gulvet med et blåt øje og diverse andre prydelser i ansigtet, bl.a. en flænge i kinden, som hidrørte fra bøllens tænder. Han har nemlig taget lære efter "Menneskeæderen".

Naturligvis hvinede kvindfolket i vilden sky, og skrigene gav genlyd i den stille gade og lokkede et par af kvarterets betjente til. Men der måtte som sædvanlig grov konfekt til, "Bræddestablen" følger aldrig godvillig med, først da han var bundet på hænder og fødder lykkedes det at få ham transporteret til stationen i Pilestræde.

Nu bliver det igen en længere tur på "Gården".

(København, 27. april 1899).

Bræddestablens kæreste.

Den berygtede "Bræddestabel" sad onsdag aften på Københavns Kvæsthusbro og spillede terninger. Under spillet kom "Røde Ane" hen til ham og bebrejdede ham at han havde forladt hende, således at hun sad alene med skændslen. "Røde Ane" er Bræddestablens tidligere kæreste som han har sveget for en anden kvinde. Hun bor i Vognmagergade og er et meget ilde anset fruentimmer.

Da "Røde Ane" ikke kunne komme nogen vegne med ham, sprang hun i vandet med råbet: "Julius, jeg kan ikke undvære dig!" Men Julius eller Bræddestablen blev siddende ganske rolig og rørte ikke en finger til hendes redning.

Imidlertid havde kaptajnen og styrmanden på "H. P. Prior" set "Røde Anes" dødsspring. Uden at betænke sig sprang de begge i vandet efter hende, men hun gjorde så rasende modstand at de ikke var i stand til at redde hende. Første da havneforvalter Lykke havde sat en båd ud og var kommet de to mænd til hjælp, lykkedes det at få "Røde Ane" på det tørre.

Da hun øjensynlig var ganske gal, blev hun i en droske kørt til sjette afeling. "Bræddestablen havde med ophøjet ro været vidne til hele scenen uden at en muskel rørte sig i hans ansigt. 

(Købehhavn, 17. august 1899 - Svendborg Avis. Sydfyns Tidende, 18. august 1899).

Bræddestablen og de "8"

Ved femte kriminalkammer sidder for tiden en fyr arresteret for at have stjålet en trækvogn. Tyven havde et horn i siden på "Bræddestablen", den bekendte bølle fra Vognmagergade, og for at hævne sig på ham, fortalte han i retten at "Bræddestablen" havde været med til at stjæle vognen.

Bræddestablen følte sin bølleære i allerhøjeste grad krænket over en sådan infam beskyldning, og fik lov til at skaffe vidner på sin uskyldighed.

I går troppede 8 af hans allerfineste venner op i retten og svor og bandede på at Bræddestablen var en gentleman og at tyven var en sjuft, der skulle få alle sine ribben knækkede hvis han nogensinde satte sine ben i "Vognmageren".

Dommeren, assessor Schou, morede sig kostelig over hele scenen, og gav dem alle sammen hver 1 kr i vidnesgodtgørelse.

Med Bræddestablen i spidsen drog hele banden ned i "Blodkoppen", der den dag bogstavelig talt svømmede i det bare brændevin.

(Folkets Avis - København, 19. maj 1901).

"Bræddestablen" generer kronprinsen.

Da kronprinsen for et par dage siden spadserede gennem Amaliegade, blev han i følge "Vort Land" tiltalt af den bekendte bølle, Adolf Julius Johansen, der er bedst kendt under sit "nom de guerre" "Bræddestablen".

På en meget nærgående måde blev kronprinsen anmodet om en skærv, og da hans kongelige højhed ikke ville høre på Johansens prellerier, fulgte bøllen efter ham ned ad Amaliegade.

Tilfældigvis lagde nogle folk mærke til bøllens påtrængenhed, og de gjorde derfor politiet opmærksom på hans adfærd. Johansen blev så anholdt og ført op i arresten, og i går holdt assessor Finsen forhør i sagen.

I den anledning mødte kronprinsens adjudant i retten for at give en fremstilling af det passerede.

(Østsjællands Avis (Køge), 15. marts 1902, 2. udgave).

I en omtale af en bog af Albert Gnudtzmann og Helmer Lind, bragte Fredericia Social-Demokrat 26. februar 1907 nogle citater fra bogen:

"Kan du huske" siger en til en af opdagerne, "da du tog mig og Bræddestabelen nede ved Nørrevold? Du var s'gu nobel imod mig, det ved Gud du var. Du tog mig ned på en beværtning og gav mig labskovs og øl, og bagefter stak du mig et par flade. Du har altid våren en stadsmand, det skal jeg attestere."

Politimanden og den gamle forbryder fordyber sid med tydelig erindringsglæde i de fælles oplevelser, og med rørelse mindes man Bræddestabelen, hvilken celebre bølle allerede i nogle år ikke mere har tilhørt lavet, men ernæret sig ved mere borgerlige og mindre berømmelige sysler. "Ak ja, stavlen!" sukker hans fordums værkfælle. "Han var en svend fra fad! Det var i det hele taget anderledes tider dengang end som det er nu"

Syng med, københavner!

"Bræddestablens" jubilæum.

Efter forlydende har "Stablen" i går holdt sit 25 års jubilæum som "Bræddestabel" i København.

Mel.: I skoven skulle være gilde osv.

I Lersøen, ih du milde,

De dypped' snabelen

For der blev lavet gilde

For "Bræddestabelen"

Han fik en rædsom masse

Og så en tak-adresse

Fra byens bøller - tænk på vers

En ca. 60-70;

De fleste vers var for så vidt

Det allerværste skidt.

En komite gik sammen

Til Bræddestablens skur

Det var 3 urostiftere

Og bøllefrø med fru'r

De talte først især om

Det sjældne jubilæum,

Og så gav jubilaren frit

2 flasker akvavit,

Foruden "takadressen" som

Vi nu skal synge om.

Det første vers der fandtes,

var fra "Jens "Spittegøg",

En vældig "tak" fra "Karen Spids"

Samt 4 linjer spøg,

"Jens Fut" fra "Badskærsgangen",

Skriv bare - "Tak for sangen"!

Og Bræddestablens omgangskreds,

Vel nok en lille snes,

De skrev 2 linjer hver

Som ej kan skrives her.

"Den skallede Sofie"

Og "Tullemo'er fra Berren"

Forærede "Stabelen" et nyt

Og kraftigt brækkejern,

"Den dovne Dreng" en kikkert,

En fin present, der sikkert

Blir efterlyst som tyveri

Af byens politi.

Det som en "brander" lyder rent

At den var "ærlig ment"

Og aftenen blev fejret

På ægte bøllevis

12 elverpi'r fra Vesterbro

Gik som i "Paradis";

Og "Aben" slog på "Strengen",

Så sveden sprang af drengen

Og pluds'lig hele banden sprang

I en bersærkergang,

Så blev der hentet pansere

Til festens dansere.

Nu hviler Bræddestablen

Alt på sin laurbærkrans,

Sålunde lyder fablen

Forbi er glædens dans,

I morgen kan vi læse

Den velbekendte pjece,

"Da ej jeg takke kan enhver"

"Så modtag "takken" her",

"Tak! hver veninde og hver ven",

"Fra Bræddestabelen".

Robert Schønfeld.

(offentlig foredrag uden forfatterens tilladelse forbydes.)

(Aftenbladet 5. maj 1907).

"Stærke-Jens", "Bræddestablen" og "Ole Nifinger". (Efterskrift til Politivennen).

Stamgæster i den offentlige

Strålende navne.
"Stærke Jens"

morede sig forleden med at slå sin "forlovede"s møbler i stykker i hendes hyggelige lille lejlighed i Brøndstræde nr. 9. Frøkenen, der populært kaldes "Aarhusmine", blev selvfølgelig vred over at se sit jomfrubur så voldelig krænket, og enden blev, at politiet kom til og tog "Stærke Jens" i krebsen.

I går skulle han have mødt i retten, men, skarpttænkende som han er, sendte han en god ven hr. "Stjærnens Skræk" med fuldmagt. Jens, der nylig er kommet fra en større svedetur, ville nemlig nødig "bøsse" med det samme.

Aarhusmine var heller ikke mødt. Hendes fuldmægtig, en skikkelig kone, forklarede, at Mine var hos vicepolitidirektøren, hvor hun skulle vente på sin belønning, fordi hun har "brændt den af".

I betragtning af, at Jens den dag, han blev anholdt, havde været usædvanlig "venlig" og ikke - som han plejer - knækket politiribben i nogen større målestok, var assessor Obelitz elskværdig nok til at lade ham slippe med 50 kr.

"Bræddestabelen'.

Dette usædvanlige navn har dets bærer erholdt på grund af sin ustyrlige lyst til at "ramle". "Bræddestabelen" ramler ved dag og ved nat og har i lange tider i kompagni med "Stærke Jens" og "den dovne Dreng" været en sand rædsel for 2. kreds' politimyndigheder, særlig betjent Nr. 242 har han sat mange grå hår i hovedet. 242 har dog nu grund til at være glad, for - det vidunderlige er sket - "Bræddestabelen" har forlagt residensen.

Han, der før var en daglig gæst i Pilestrædes Stations gæstfri haller, er nu en flittig, omend ikke altid ganske velkommen besøgende på stationen i Knudsgade.

Det synes imidlertid som om "Bræddestablen" derude i den vestre kant af byen ikke kan finde så megen anlednnig til at lave fest som i sin tid i "Brønden". For forleden tærskede han i mangel af andre løs på sin gode ven og staldbroder Jens Peter Jensen, der selvfølgelig ikke blev svar skyldig.

Følgen af dette lille optrin blev et møde i går i den offentlige der atter i en ikke fjern fremtid vil foranledige et par dages ophold på Christianshavn.

"Ole Nifinger".

er godt kendt i den ganske stad. Det var ham, der indtil for kort tid siden havde den bekendte knejpe i Lille Kongensgade, hvor der både var "rum för resande" og "deutsches Herberg". Luften blev ham formodentlig for lummer i det gamle hus, eller han tænkte rnåske, at når han flyttede et mere hyggeligt sted hen, ville "gæsterne" blive mere medgørlige. Ole har nemlig altid haft et ganske vidunderligt uheld med sine gæster.

Stedse var der vrøvl og ballade hos ham, og det er slet ikke så få penge, han i tidernes Løb har ladet tilflyde politikassen.

Ole er nemlig en "kontant" mand, der hader svederiet på Christianshavn som pesten. Nok er det, Ole flyttede, men den slemme uro-nisse flyttede med. Slag i slag er det gået med klø, knubs,  spark og spænd, og 242 er nær ved at ønske Bræddestablen tilbage, når han kunne blive Ole Nifinger kvit.

Natten til i går karambolerede 242 og Ole, og inden slaget var endt og Ole bragt i brummen, lå kakkelovnen væltet på gulvet, medens Oles madamme sad i en krog og græd over al den vederstyggelighed.

Prost.

(København, 28. januar 1894).