Spørgsmaal om de publiske tilfrosne Tude.

Tilkommer det vandmesteren eller inspektøren eller også brand- og vandkommissionen eller politiet eller kvarterernes kommissærer at påse at isen blev hugget væk fra tudene hver dag på de offentlige poster, da man i denne stærke frost næppe kan bruge dem til at få en spand vand ved på grund af den megen is som er ved dem, og da rendestenene hver dag må ophugges, så indses let at dette er mere magtpåliggende at burde ske, allerhelst i påkommende tilfælde at ildebrand.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 42, den 9. februar 1799, side 668-669)

Forslag om Sne.

Hvor farligt det ville være om en ildebrand to overhånd i nærværende frostvejr er let at indse. Det var altså nødvendigt i tide at søge slukningsmidler. Ofte hindrer forvirringen at gribe til det nærmeste. Vand, Vand! råber enhver. Men næsten alt vand er frosset, og før man kan skaffe tilstrækkeligt vand, især varmt vand, som er nødvendigt for at bringe sprøjterne i gang, er huset ofte i fuld brand. For nærværende tid er der mængde af sne. Når man altså kun straks skaffede så meget deraf som det var muligt og kastede det med sluffer i den opflammende ild, så kunne forekome en stor ulykke da det er bekendt at sneen køler særdeles meget idet den smelter og damper bort, og følgelig er meget tjenlig ti slukning.

Men man må altid begynde med slukningen hvor ilden har taget sin begyndelse, først dæmpe alting der og siden gå videre, det er med vinden og ikke tværtimod vinden og altid nedefra og opefter. Da har erfaringen lært at en ildebrand kan slukkes med meget mindre vand og langt hurtigere, da ellers bestandig det som slukkes her, antændes igen et andet sted.

(Indsendt)

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 42, den 9. februar 1799, side 667-668)

Spørgsmaal til Brand- og Vandkommissionen.

En sørgelig erfaring har vist at København mere end nogen anden stor stad er udsat for ildsvåde. Intet under altså at enhver frygter dette onde dobbelt nu da frosten læger så mange hindringer i vejen for slukningen. Den eneste beroligelse man kan finde, måtte være at se vedkommende ivrige i at hæve disse hindringer. I denne anledning spørges: Hvorfor brand- og vandkommissionen ikke besørger overalt i stadens kanaler hugget våger for derfra at kunne forsyne sprøjterne med vand i tilfælde af ildsvåde der i nærheden? - Admiralitetet har foregået dem med eksempel på det. - Disse våger måtte da hver dag efterses, og i meget stærk frost både morgen og aften. Den ophuggede is måtte ikke lægges tæt omkring vågen, hvorved den ville forhindre passagen når man skulle hente vand.

E. B.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 42, den 9. februar 1799, side 666-667)

Soldaterbravure

Lørdag den 26. i denne måned om eftermiddagen kl. omtrent 2 da jeg gik ned af Store Købmagergade og kom næsten ved etatsråds v. Hemmers port, mødte jeg en kone, som en usædvanlig lang soldat kom i møde med stærke skridt, og som skubbede hende omkuld inden hun kunne blive opmærksom på ham. Soldaten fortsatte sin gang med den største ligegyldighed uden at bekymre sig om at konen kunne have fået skade af faldet, som hun til hendes lykke ikke fik, men slap med at få sine klæder tilsmurte i gadeskarnet, som vore gader desværre har stor overflødighed af.

Det var ønskværdigt om sådanne folk af deres foresatte blev erindret om hvad de skylder deres medmennesker. For dersom jeg eller en anden ville gøre det når sådant et tilfælde fordrede det, da slap vi næppe uden at få en eftertrykkelig erindring af disse Mars' sønner. Så at klogskab byder os at tie. Overalt kan en sådan uforskammethed skubben overende have de slemmeste følger for dem, som det sker for, især for frugtsommelige fruentimmer og børn.

(Politivennen. 1799, Hæfte 4, nr. 42, den 9. februar 1799, side 665-666)

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1799 er omtalt Hemmert, etatsråd og søofficer, st Købmagergade 6. Om artiklen er et skjult hentydning til ham er uvist. Adresse skiftede i 1859 til Store Købmagergade 44, 1871 bare til Købmagergade 44 og endelig i 2008 til Købmagergade 44-46.

Om dødfrosne Mennesker og Sneplove

(Tilegnet amtmændene i Sjællands stift)

I de få dage da frost, sne og fog på engang satte så stærkt ind, blev vejene i en hast upassable. Posterne måtte dels vende tilbage, dels ligge stille. Adskillige farende er frosset ihjel, ikke af frostens absolutte strenghed, men fordi de ved de ufremkommelige veje blev så længe udsatte for den. I kroerne sad sognefogederne og bønderne, og i stedet for at åbne vejene (jeg taler egentlig kun om Kongevejen) søgte de blot at skræmme de rejsende tilbage, eller til at betale for hjælp. Enhver indser hvor forkert denne adfærd af bønderne og fogederne er. Netop når det sner og fyger bør snebjergene ved skufning og snepløjning foretages efterhånden som de vil ansætte sig. Da er sneen løse og blæser endog bort af skuffen. Når den derimod har fået frost ovenpå, bliver den hård og tung, og altså uendelig vanskeligere at bortskaffe eller bortpløje. Men dertil fordres da også to ting: Først, at nogen driver bondefogederne, og at disse nogen drives af natmændene. Dernæst, at der overalt langs vejene var mængde af sneplove. Ikke sådanne uhyre maskiner der skal slides frem af 8 par heste, og hvor en snes karle har bænk at sætte sig på for at passiare, men et par spidst sammenslagne brædder hvorved sneen løselig, men ofte overfares.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 42, den 9. februar 1799, side 663-665)