Sidste mandag morgen 1:15 blev oppe i 3. etage af en gård hørt en højrøstet samtale afholdt på gaden der lignede et skænderi. Man lå i rolig søvn, og ved samtalen blev vækket, stod op, åbnede vinduet og blev opmærksom på at det var to personer (ikke matroser, soldater, burscher) i kavajer som gik og spadserede med hinanden under armen, op og ned af gaden fra St. Annæ Plads til kongens palæ, og ofte blev stående stille, men var så højrøstede at flere folk i gaden utvivlsomt må være vækket af søvnen. Således blev denne vandring og snak ved til kl. 2:30 omtrent, da man ikke hørte videre til dem. Da det nu ikke var skænderi, og fra samtalen at slutte var personerne ikke øllede, heller ikke af den laveste folkeklasse, så er det ubegribeligt hvor disse mennesker så ganske kunne glemme at de skylder deres medborgere at lade dem uden når nødvendighed vil, ligge uforstyrrede i deres søvn. Vægteren i gaden må enten af frygt have tilladt denne utilbørlige nattevandring og prat, eller hans mund været tilfrossen på den tid som snarere er troligt, da man i al den tid hverken hørte eller så ham før uret i Garnisons Kirke havde slået 3, og han råbte. Bør vægtere ikke have frihed, ifald de ikke har den, til at anmode sådanne højrøstede nattevandrere, så de nedtoner deres røst, således at man på 3. etage i det mindste kan være fri for at vækkes af sin søvn, og ikke nødes til i sengen at ligge og høre på deres samtaler.
(Politivennen. Hæfte 4, nr. 43, den 16. februar 1799, side 675-677)
Det er besynderligt hvordan man er kommet på det indfald at sammendynge nogle hundrede læs is og skarn på en af de smukkeste pladser i byen. At det er sket efter politiets og magistratens foranstaltning, kan man formode deraf at politiets betjente nu og da har ladet sig se ved aflæsningen. Men at det er en ulykke kan selv politiet ikke nægte. Indtræffer der nu en pludselig tø på denne frost, så behøves der jo lige så lang tid til at føre det bort som der er medgået til at bringe det der. Ja vel endog længere da det altid fryser mere og mere sammen jo længere det henligger, og af hvem skal det da bortkøres? De almindelige gaderenovationsvogne får da nok at bestille med at holde gaderne rene på den tid så der vil næppe levnes tid til at tænke på Højbro Plads.
Herskabskuske og andre som nu har fundet deres regning ved så magelig fra deres gårde at kunne henbringe hele læs sne blandet med urenlighed, vil næppe deltage i at føre det bort. Skal det ligge til det efterhånden tør bort, så ve beboerne! hvis kældre da må fyldes af vand, for ikke at tale om det forskrækkelige søle dette snevanddræk vil afstedkomme. Nu bliver det et spørgsmål: Er magistraten eller politiet berettiget til at udvise en sådan offentlig plads til renovationsaflæsning som man vil sige de omkringboende husejere med ikke ringe summer skal have bidraget til at indrette til torv? Eller var det ikke bedre at is og sne blev ført enten til kanalerne eller uden for byen efterhånden som det i gaderne blev opsanket, i stedet for at opstable det i midten af byen? Man skulle snart falde på at tro at denne nyttige indretning var sket for at favorisere det respektive vognmandslaugs kuske og heste på de omkring pladsen boende borgeres bekostning. For hvorfor kunne da sne og skarn ikke lige så vel føres bort i år som de øvrige år da der ingen Højbro Plads var til.
I Nyboder skal der på Østerportsiden være et lignende isbjerg. Men på en plads hvor der dog kun på den ene side bor folk, hvis huse desuden er således beliggende at om tå indtræffer oversvømmes de dog ikke af vand, for hvilket sidste at blive fri ønsker indsenderen, og derfor beder at sneen måtte snarest bortkøres.
-i-
(Politivennen. Hæfte 4, nr. 43, den 16. februar 1799, side 673-675)
Knap noget tænkes mere rimeligt end så meget muligt at befordre almindeligt vel i det offentlige, så meget mere når det ved simple midler kan ske. Således har i disse hårde vinterdage især den 4. og 5. denne måned passagen over knippelsbro næsten været utilgængelig for fodgængere og lige så vanskelig for kørslen, på grund af de på broen ved denne tid så højst fornødne revler eller lægter som derpå skulle være slået, har været aldeles bortslidt, så mennesker og heste har måttet gå over denne højde som over en glidebane. Enhver må gyse for at komme over, især en mørk aften da et menneske ved et ulykkeligt fald kunne endog risikere at falde ud i vandet, for hvem da aldeles ingen redning kunne være. Dette blev da omsider (måske efter at være påtalt) rettet i hensigt de ommeldte revler, hvilke på grund af frosten kun kan holde en ganske kort tid før de er kørt i stykker. Man tror derfor det er højst rimeligt om der på siden ved jerngelænderet (som er så åbent at et menneske gerne kan glide derigennem) nu især da broen ikke bliver lukket op, blev slået nogle brædder i det mindste forneden hvor især børn let kunne falde ud, da det ikke er muligt med sikkerhed der at kunne stå på fødderne. Eller at på broen blev pålagt hestegødning hvorved mennesker kunne få fodfæste.
(Politivennen. Hæfte 4, nr. 42, den 9. februar 1799, side 670-671)
På Kongens Nytorv og på andre store torve og pladser her i København, men mest på dette sted, findes hver aften mellem kl. 7 og 10 nogle små kaner som farer omkring disse pladser samt op ad Østergade og videre frem. Disse kaner lejes bort for 4, 6 eller 8 skilling til at gøre sådanne ture, og da enhver kan overkomme at betale sådan en sum, lejes de ofte bort til skomagerdrenge, gadedrenge osv. Disse kører i deres overgivenhed så stærkt til og ubetænksomt at de der er så uheldige at møde dem, ikke kan være sikre for at blive kastet omkuld og få deres lemmer sønderknuste, og da glathed er en uvis gang altid forbundet med kanekørsel, kan sådan en ulykke desto lettere ske.
Håbet om at denne uskik kan endes og at de gående københavnere kan betrygges mod sådan en fare, bringer anmærkeren heraf til at tale om det.
(Politivennen. Hæfte 4, nr. 42, den 9. februar 1799, side 669-670)
