Spørgsmål om ti-Dalersøllet

Mange af vores fornuftige medicinere råder deres patienter til at drikke ved visse lejligheder af det såkaldte stærkøl, til 10 rigsdaler tdn. og har man af erfaring at det hos mange tilvejebringer ønskelig virkning. Men når dette nu ikke er til at få fra det kongelige bryghus, hvor henvender man sig da, for at bekomme heraf. Indsenderen kender mange der har i 2 år forgæves sendt bud herom. Men det er blevet ved løfter. Måske er afsætningen så stærk til klubberne og dem der sælger det på flasker, at de på bryghuset ikke kan lade andre få små mængder, var det da ikke ønskeligt at enhver brygger kunne brygge denne nektar, da den der havde det bedste vist ikke ville mangle afsættelse.

(Politivenne. Hæfte 4, nr. 45, den 2. marts 1799, s. 716-717)

Bøn til en vis Hunds Ejer i store Kannikestræde

I Store Kannikestræde findes en, måske flere der holder løse hunde som de ved aftenstid ikke bekymrer sig om at få i hus. Når det da går ud på  natten og alle er kommet til ro, tyr hundene til deres hjem og vil lukkes ind. Den højst ubehagelige tuden og gøen af denne udelukkede hun har i nogen tid mere end en gang vakt mig af min søvn og det kan ikke fejle at det har været tilfældet med flere naboer. Hvor ubehagelig en sådan natteforstyrrelse må være for sunde folk, og endnu langt mere for syge, behøver jeg ikke at gøre Dem opmærksom på. Under hvis påagten sådant ligger, ved jeg ikke da jeg har erfaret at vægteren går forbi den tudende hund uden at tiltale ham. Men jeg vil vente af gode naboer og veltænkende folk at de efter at være gjort opmærksom på denne ulejlighed der måske for dem uvidende stiftes for andre, herefter vil drage omsorg for at sådanne ubehageligheder må blive fjernet, da jeg for min part vil yde dem min tak for den agt de derved viste at bære for grundet påanke.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 45, den 2. marts 1799, s 714-715) 

En Tildragelse paa Store Belt

(Fragment af et Brev fra Fyen)

Har De hørt at en præst fra Augustenborg, Mejer og en styrmand gik fra Sprogø til Nyborg da Langballe ikke ville gå ud med posten, skønt Jespersen samme dag førte to hamburger poster til Sprogø af hvilke den ene først kom hertil efter middag. Langballe hævnede sig på præsten da han kom hertil om fredagen idet han ved byfogden lod præsten mulktere 3 rigsdaler fordi han havde betjent sig af en af bådenes hager hertil som dog blev sendt Langballe igen med Jespersen om eftermiddagen til Sprogø, og han dog ikke savnede siden han først anden dag gik fra Sprogø. Dette er vitterligt passeret.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 45, den 2. marts 1799, s. 713-714)

Redacteurens Anmærkning

Lidt overraskende udviklede denne lille artikel sig til en længere føljeton fordi nogle aviser med ganske få ordomstillinger fik givet artiklen en drejning, fx Kongelig allernaadigst privilegerede Aarhuus Stifts Adresse-Contoirs Tidender, 27. marts 1799:

I Politievennen læser man at Præsten Meyer som i disse Aviser er ommeldt, der tilligemed en Styrmand gik over isen fra Sprogøe til Nyeborg, da Postfører Langballe ikke ville gaae ud, uagtet Postfører Jespersen samme Dag førte 2 Hamburger Poster til Sprogøe, er af Byefogden i Nyeborg mulkteret for 3 Rd, fordi han havde betient sig af een af Baadenes Baadshager, uagtet at Langballe fik Baadshagen igien dagen før han afreiste.

Langballe skrev til Politivennens udgiver og fik et svar som blev publiceret i nr. 51, s. 812 f. Ligeledes besvares den i artiklen "Erklæring i Anledning af det i No. 45 mod Hr. Postfører Langballe indrykkede Bidrag" i Politivennen. Hæfte 5, nr. 65, den 20 Julii 1799, s 1025-1029.

Overfald ved Nørrevold

Forleden middag blev igen foretaget en voldsgerning foretaget uden for nr. 59 ved Nørrevold. 

En stakkels karl - ingen kunne få hans brøde at vide for støj - blev af en anden slået i næse og mund adskillige gange så han styrtede til jorden. Hver gang rejste han sig, lynede en ny morderisk velkomst ham atter til jorden. Endelig da han som det lod for sidste gang styrtede - for man skulle sandelig ikke tro, at han kunne rejse sig mere - greb man ham i håret og imens en slæbte ham ved dette, under en forskrækkelig brølen, langs ad gaden, avancerede en skindbetrukken bryggerkarl bag efter ham og overvældede ham med idelige puf og dødelige spark, indtil endelig nogle velklædte personer kom og reddede ham fra selvhævn, for om muligt at forebygge eller i det mindste at standse dem. Samt indstilles det til de ansvarliges overvejelse, om der ikke ikke burde sættes en lov som tillod enhver voldelig overfalden at anklage sin overfalder for retten. Og i tilfælde at den overfaldne ikke har begået alt for uerstatteligt tyveri, mord eller sligt, da at frikendes. Men voldsmanden idømmes at stande i hans sted. - Og om endog forseelsen af den overfaldne var så betydelig, at han ikke kunne fritages for straf, så dog straffen modereres når han bevisligt angav den der havde overfaldet ham? 

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 45, den 2. marts 1799, s. 710-711) 

"Hver gang rejste han sig, lynede en ny morderisk velkomst ham atter til jorden." (Den imponerende hjørnebygning til højre var scene for ugerningen. Dengang ville man ikke have kunnet se huset fra denne vinkel da volden tårnede sig op her. Eget foto 2015)

Redacteurens Anmærkning 

Nørrevold 59 skiftede 1859 adresse til Nørrevold 60/Nørregade 53 og har siden 1875 hedder Nørre Voldgade 60/Nørregade 53. Huset er fra 1852.

Et Par Ord til Svar paa det i Politievennen No. 41 Indrykkede om Selskabet i Adelgaden No. 299.

1) Der er ingen i det omtalte selskab som kan kaldes et barn. Det består foruden nogle få ældre af unge mennesker der allerede hver især har betrådt den bane ad hvilken de skal vandre, og ved bestemte kaldsforretninger gavner deres fædreland. Troligt tør man frit påstå opfylder enhver af dem disse kaldsforretninger og opfordrer hvem det skal være til at bevise at nogen af dem savnes enten i deres kald eller hjem når deres pligter fordrer dem der. Dagdriveren tåles ikke i selskabet. I øvrigt er man forvisset om at den fordomsfrie og oplyste mand holder et skuespils opførelse for lige så tilladelig som enhver anden sindsopmuntrende forlystelse.

2) Opsigten med lysene har hidtil været og vil for eftertiden kun blive betroet til ældre folk og skal i denne henseende den muligste forsigtighed blive anvendt. For resten er den mening urigtig at skødesløshed med lys skulle alle være unge mennesker egen.

3) Det røber enten vankundighed eller ubesindighed - for ikke at bruge et hårdere udtryk - at man vil anse fjas med elskov og følelse som øjemed af selskabets forlystelser. Er da kærligheds handlinger i et skuespil ikke som oftest den mest ubetydelige del deraf? Og ve! den elendige der kun læser ser eller påtager sig en rolle i et skuespil for at opvække øjeblikkelige elskovsfølelser hos sig. Hvor skildres dyden og fremstilles mere beskuelig end i skuespil? Hvor ser man nogen tid lasterne så sanseligt afmalede som i skuespil? Og er det ikke det sanselige der gør mest indtryk på ynglingen? Er det ikke lige så sandsynligt at forestillingen af borgerlige og huslige dyder kunne gøre velgørende og varige indtryk på ham som at han blot skulle føle for elskov? Er det ikke lige så muligt og sandsynligt at et ungt menneske ved i skuespil at beskue laster i deres hele fælhed kan fatte afsky for dem som at disse forestillinger skulle lokke ham ind i dem? Er det ikke muligt at et menneske engang i højere alder kan komme til at velsigne detøjeblik da han i et skuespil lære at kende og undgå de snarer til fordærvelse der i hans yngre år blev ham lagt af moralske misfostre af hvilke der desværre altid gives nogle?

Gid man ville betænke dette inden man fælder dom om et selskab af den natur.

Dette engang for alle om denne sag fra et af selskabets medlemmer.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 45, den 2. marts 1799, s 705-707)