Ligeså skødesløse som man i almindelighed er med brugen af vandet, så ligegyldig er almuen mange steder på landet i henseende til vandsteders renholdelse. Og dog er den genstand i særdeleshed på en tid da man så ofte hører klager på landet over vandmangel, af yderste vigtighed. "Disse forbedringer i agerdyrkningen" således taler man, "denne udgravning og udtørringen af moser og lær vil til sidst gøre en almindelig vandmangel uundgåelig." Oh I som således kaster skygge på de almennyttige forbedringer. I som ofte derved afholder den uoplyste almue der desuden er sen nok til at prøve nye forslag, blot fordi de er nye, fra at udvide sin virkekreds og at fordoble de skatte hvormed naturen velsigner hans flid, ville I kaste et blik til jer selv, ville I betragte hvorledes vandets aftagen ofte har sin grund i jeres egen efterladenhed, ville I opmuntre almuen til flittigt at sørge for de steders renholdelse der er bestemt til at forsyne dem med fornødent vand, sved at lære dem de uudblivelige fordele som er forbundet med det, da skulle det erfares at ikke uduelige og sumpagtige steders opdyrkning til sædbringende jord er årsag til at vandet aftager.
At bønderne, jeg vil ikke sige overalt, for det var at sige mere end jeg vidste, mange steder er ligegyldige, ja til en utrolig grad ligegyldige med hensyn til den omtalte genstand, dette ved jeg af erfaring at være tilfældet på flere steder. Forleden sommer manglede man i den stærke hede vand i 8 dage, og et sted er mig bekendt hvor man efter en kort frost ikke ejede en eneste dråbe vand i byens offentlige og eneste vandsted, uagtet det af naturen er uudtømmeligt på vand. En af stedets beboere og tillige en af de virksomste landmænd måske i hele landet, satte med megen bekostning og arbejde forsøg på at rense nogle favne af kæret. Man fandt kun 5 til 6 tommer is, ikke en dråbe vand, men derimod to til tre alene dynd. Han gravede to alen dybt og opgravede på en strækning der ikke udgør meget over en fjerdedel af kæret 12 til 1300 læs møg og skaffede derved byen den hele øvrige og strengeste del af vinteren det reneste og herligste vand. Men inden af de øvrige beboere var, uagtet al forestilling om fordelen, dels af kærets fuldkomne oprensning, dels om nytten af dyndet som tilbørligt tilberedt giver en frugtbar gødning, at bevæge til at opofre end ikke en eneste dag til dette arbejde, i en tid da der dog intet arbejde er for hestene, og folkene har kun lidt at sysselsættes med. Så langt er man altså endnu tilbage fra at indse det nyttige og fordelagtige. Det er et bedrøveligt syn at se trækdyret efter et strengt arbejde spændt fra ploven eller læsset, forgæves at lede efter en ren drik vand, og at forlade kæret heller ulæsket, end at drikke af den stinkende pøl til hvilken man ledte det. Det er bedrøveligt at se det atter ledes til sit arbejde og under svøben at tilsætte den sidste kraft so mejeren nægtede det at styrke med en sund vanddrik.
Hvornår skal da det tidspunkt komme da vi vil erkende at disse grødefulde agre, disse gyldne sæddynger, at al vor velstand er kreaturers arbejde. Kreaturet som vi ofte nægter en sund drik vand! Hvornår skal det tidspunkt komme da vi ved omhu og pleje vil erstatte dem den frihed naturen tildelte dem, og vi berøvede dem uden ret?
Jeg vil ikke engang kræve den humanitet hos bonden at han for sine kreaturers skyld skulle forlade sit trekort, øl og brændevin for at bidrage til den fornødne forråd af vand, men at han ikke for sin egen skyld gør det, er ubegribeligt. Jeg formoder dog at han ved at fordærvet og stinkende vand er en sand pest for hans helbred. Det må dog formodentlig opvække ækelhed at vand der ser ud som om bleer var vasket i det, og lugter som indeholdt det væsker af forrådnede ådsler, bruges til alt hvad han nyder. At han ikke engang kan drikke et krus øl uden at smagen minder ham om de svinerier han svælger, ja jeg indbilder mig at den tanke stundom må falde ham ind, hvad om byen blev hjemsøgt med ildebrand? I brønden intet, i kæret intet. Måtte hele byen ikke da blive et offer, måtte ikke da den elendige idet han sukkede over sin tabte formue tillige sukke over den efterladenhed, den dovenskab i at vedligeholde det middel der alene kan standse luen - dog nej! den formodning er urigtig, vist nok urigtig. For jeg tror det ikke muligt at en sådan tanke kan vågne hos ham uden at vække ham af sin søvn. Den mening at den nærværende almues slægt begynder at oplyses, er uden tvivl i det hele lige så rigtig som det er forgæves at arbejde på det.
(Fortsættes).
(Politivennen. Hæfte 4, nr. 46, den 9. marts 1799, s 721-726)
