08 juli 2014

Spørgsmål i Anledning af Dampmøllen på Christianshavn

Det forsikres at et interessentskab lader opbygge på Christianshavn en kornmølle, der i stedet for, som det hidtil er brugt at drives ved vind, vand eller heste, skal sættes i bevægelse ligesom den dyre maskine på Holmen ved emmen af kogende vand. Uden at indlade sig i at bedømme om dette foretagende vil lønne sig, kunne de der trues med at blive naboer til denne dampmaskine ikke tilbageholde følgende spørgsmål: er det ikke så godt som sikkert, at den store ildebrand 1795 havde sin oprindelse fra smedemaskinen? Og hvad sikrer da naboerne for lige fare fra den christianshavnske maskine? Burde det ikke pålægges interessentskabet, til sikkerhed for nabolaget, at holde to eller i det mindste en stor sprøjte altid færdig til at slukke? Burde det ikke pålægges dem, altid på forlangende at give enhver adgang, der ønskede at se om der ikke fyredes, eller i det mindste tændtes med ved, i stedet for med stenkul?

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 46, den 9. marts 1799, s 729-730)

Om Kongevejen imellem Birkerød og Kjøbenhavn.

Den 1ste marts 1799.

Når bonden ser en offentlig indretnings vedligeholdelse hvortil han årlig må bedrage så anselig, behandlet af de ansvarlige med skødesløshed, da er uviljesytringer og forbandelser de eneste midler han ved at hævne sig med. Disse genlyder da også for nærværende tid på Kongevejen mellem Birkerød og København, en vej som på mange steder synes at være blevet behandlet med en utilgivelig efterladenhed. Jeg vil ikke tale om hvor tung den er for hestene, da man i stedet for at skovle vejen til bunds har ladet sig nøje med på mange steder blot at kaste overdelen af sneen til siderne. Men den fare de mange dybe huller og sleng som følge af vedkommendes efterladenhed sætter de rejsende i fortjener nok offentlig omtale. Et sted bør især udmærkes. Det er under bommen ved Rødskovs Bakke hvor enhver kørende må yde sit offer for som det synes for nærværende, at køre i afgrunden. Jeg så med gysen en bonde vælte deri med et læs brænde. Er det ikke ubegribeligt at manden som står der hele dagen og modtager folks penge, ikke umager sig for at holde det i det mindste passabel under bommen, ja ikke engang advarer for den fare han dog så ofte må have været vidne til. 

Selvom jeg som i en tid af 4 uger et par gange har måttet passere denne vej frem og tilbage, ikke har fundet årsag til at velsigne opsynsmændene ved samme, så dog vil jeg ikke her forøge de omtaltes frugtesløse forbandelser. En offentlig bekendtgørelse desangående turde derimod bære mere frugt i fremtiden og måske være en mere mærkbar revselse for de ansvarliges forsømmelse.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 46, den 9. marts 1799, s 727-729)

C. W. Eckersberg: Udsigt fra Kongevejen over Furesøen i nærheden af Rudersdal. 1833. Statens Museum for Kunst.

Et Spørgsmaal angaaende Opgangen paa Rundetaarn.

Skulle der ikke kunne findes noget middel til at forebygge den væmmelige urenlighed som opgangen til Rundetårn altid er besat med? Det er ubegribeligt at de ansvarlige år ud og år ind tåler at denne gang bruges som en offentlig kloak. Er passagen end ikke hyppig op til biblioteket og observatoriet, så har dog mangfoldige smukke folk tit ærinde til den derværende fjederbutik. For ikke at tale om at udenbys folk og rejsende som gerne plejer at gå derop for at den frie udsigts skyld over byen, må ved synet af sådan svinskhed fatte de aller ufordelagtigste tanker om københavnernes renlighed. - Svar udbedes Politivennen tilsendt. Underskrevne vil gøre opmærksom på at det måske ikke går an at lade portneren flytte sin bolig ned ved indgangen da det lokale muligvis lægger hindringer i vejen for dette ellers så naturlig forslag.
Desiderius

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 46, den 9. marts 1799, s 726-727) 

Noget om Gadekjærs og andre Vandsteders Rensning.

Ligeså skødesløse som man i almindelighed er med brugen af vandet, så ligegyldig er almuen mange steder på landet i henseende til vandsteders renholdelse. Og dog er den genstand i særdeleshed på en tid da man så ofte hører klager på landet over vandmangel, af yderste vigtighed. "Disse forbedringer i agerdyrkningen" således taler man, "denne udgravning og udtørringen af moser og lær vil til sidst gøre en almindelig vandmangel uundgåelig." Oh I som således kaster skygge på de almennyttige forbedringer. I som ofte derved afholder den uoplyste almue der desuden er sen nok til at prøve nye forslag, blot fordi de er nye, fra at udvide sin virkekreds og at fordoble de skatte hvormed naturen velsigner hans flid, ville I kaste et blik til jer selv, ville I betragte hvorledes vandets aftagen ofte har sin grund i jeres egen efterladenhed, ville I opmuntre almuen til flittigt at sørge for de steders renholdelse der er bestemt til at forsyne dem med fornødent vand, sved at lære dem de uudblivelige fordele som er forbundet med det, da skulle det erfares at ikke uduelige og sumpagtige steders opdyrkning til sædbringende jord er årsag til at vandet aftager.

At bønderne, jeg vil ikke sige overalt, for det var at sige mere end jeg vidste, mange steder er ligegyldige, ja til en utrolig grad ligegyldige med hensyn til den omtalte genstand, dette ved jeg af erfaring at være tilfældet på flere steder. Forleden sommer manglede man i den stærke hede vand i 8 dage, og et sted er mig bekendt hvor man efter en kort frost ikke ejede en eneste dråbe vand i byens offentlige og eneste vandsted, uagtet det af naturen er uudtømmeligt på vand. En af stedets beboere og tillige en af de virksomste landmænd måske i hele landet, satte med megen bekostning og arbejde forsøg på at rense nogle favne af kæret. Man fandt kun 5 til 6 tommer is, ikke en dråbe vand, men derimod to til tre alene dynd. Han gravede to alen dybt og opgravede på en strækning der ikke udgør meget over en fjerdedel af kæret 12 til 1300 læs møg og skaffede derved byen den hele øvrige og strengeste del af vinteren det reneste og herligste vand. Men inden af de øvrige beboere var, uagtet al forestilling om fordelen, dels af kærets fuldkomne oprensning, dels om nytten af dyndet som tilbørligt tilberedt giver en frugtbar gødning, at bevæge til at opofre end ikke en eneste dag til dette arbejde, i en tid da der dog intet arbejde er for hestene, og folkene har kun lidt at sysselsættes med. Så langt er man altså endnu tilbage fra at indse det nyttige og fordelagtige. Det er et bedrøveligt syn at se trækdyret efter et strengt arbejde spændt fra ploven eller læsset, forgæves at lede efter en ren drik vand, og at forlade kæret heller ulæsket, end at drikke af den stinkende pøl til hvilken man ledte det. Det er bedrøveligt at se det atter ledes til sit arbejde og under svøben at tilsætte den sidste kraft so mejeren nægtede det at styrke med en sund vanddrik.

Hvornår skal da det tidspunkt komme da vi vil erkende at disse grødefulde agre, disse gyldne sæddynger, at al vor velstand er kreaturers arbejde. Kreaturet som vi ofte nægter en sund drik vand! Hvornår skal det tidspunkt komme da vi ved omhu og pleje vil erstatte dem den frihed naturen tildelte dem, og vi berøvede dem uden ret?

Jeg vil ikke engang kræve den humanitet hos bonden at han for sine kreaturers skyld skulle forlade sit trekort, øl og brændevin for at bidrage til den fornødne forråd af vand, men at han ikke for sin egen skyld gør det, er ubegribeligt. Jeg formoder dog at han ved at fordærvet og stinkende vand er en sand pest for hans helbred. Det må dog formodentlig opvække ækelhed at vand der ser ud som om bleer var vasket i det, og lugter som indeholdt det væsker af forrådnede ådsler, bruges til alt hvad han nyder. At han ikke engang kan drikke et krus øl uden at smagen minder ham om de svinerier han svælger, ja jeg indbilder mig at den tanke stundom må falde ham ind, hvad om byen blev hjemsøgt med ildebrand? I brønden intet, i kæret intet. Måtte hele byen ikke da blive et offer, måtte ikke da den elendige idet han sukkede over sin tabte formue tillige sukke over den efterladenhed, den dovenskab i at vedligeholde det middel der alene kan standse luen - dog nej! den formodning er urigtig, vist nok urigtig. For jeg tror det ikke muligt at en sådan tanke kan vågne hos ham uden at vække ham af sin søvn. Den mening at den nærværende almues slægt begynder at oplyses, er uden tvivl i det hele lige så rigtig som det er forgæves at arbejde på det.

(Fortsættes).

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 46, den 9. marts 1799, s 721-726) 

07 juli 2014

Bekendtgørelse

I nr. 3 af disse blade er et stykke indrykket under navn af soldaterpoliti, hvor til et slagsmål på Knippelsbro mellem værtshusholder Henriksen og underofficer Andreas Falck af kronprinsens regiment gav anledning. Da der kom en sag ud af det, lovede udgiveren at publikum skulle underrettes om udfaldet, som her sker ved at aftrykke retskendelsen i hof- og stadsrettens dom den 4. juni 1798.

Thi kendes for ret: Kontraklageren, værtshusholder Andreas Henrichsen bør for hovedklageren tilføjede sår i panden og på næsen bøde tre gange 3. 4½ lod sølv, samt for hårgreb og jordskuf 2 gange 3. 6 lod sølv. Derimod bør hovedklageren i denne sag fri at være. At efterkommes inden 15 dage efter denne doms lovlige forkyndelse, under adfærd efter loven.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 45, den 2. marts 1799, s. 718-719)