Roskilde Landevej.

Hr. Politiven! Da jeg i disse dage havde ærinde til Roskilde, erindrede jeg mig Deres blad nr. 41 sneskufningen angående, samt den blæst der på nogen tid har været over sneen i Københavns Amt som dog nu har lagt sig. Det er mærkværdigt at sneen har været så føjelig at lægge sig allertykkest ved kroerne. Vejen var så god at jeg kørte til Roskilde på 3 timer. Men dette må dog anmærkes at vejen over Vigerslev Mark straks vest for remisen er på et temmelig stort stykke så snæver at jeg ikke vel kunne se mulighed for at to bøndervogne kunne passere hinanden, og umuligt er det på grund af den høje snevold at skeje ud til siderne. Jeg var så lykkelig at ingen kom mig for boven. Gennem Glostrup uden for præstens er det slemmeste og farligste stykke med huller og slag på hele vejen som burde forbedres. Imellem Hedehusene og Roskilde lader det ikke til at § 64 i B. F. på mindste måde er vedkommende bekendt, hvorfor også vejen på nogle steder er utilbørlig dårlig.

*****

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 47, den 16. marts 1799, s 741-742)

Noget om Gadekjærs og andre Vandsteders Rensning.

(Fortsat.)

Men nu er tingen engang således, og nu kan spørgsmålet kun blive: Hvorledes afhjælpes de påtalte mangler? Det er det spørgsmål jeg vil forsøge at besvare.

Et af to, enten må bønderne af egen drift vedligeholde kære og vandsteder, eller også må arbejdet pålægges dem af øvrigheden under straf når det forsømmes. Det første nemlig at bønderne af egen drift skulle påse deres vandsteders renholdelse, det er noget som den der interesserer sig for det almennyttige, alene kan ønske. At håbe det er efter erfaringens dom forgæves, idet mindste i øjeblikket. Det sidste middel, nemlig at pålægge bønderne arbejdet, står altså kun tilbage. Men så opstår der atter spørgsmålet: Bør kæres og vandsteders renholdelse være genstand for politiets virkekreds? Her mener jeg at der bør skelnes mellem private vandsteder, det er sådanne som ligger på privatmands ejendom, og som han har udelukkende ret til at benytte sig af, og offentligt vandsteder, derved forstår jeg sådanne som en eller flere landsbyer har ret til at betjene sig af, og som i hensigt til sammes beboere ligger i et privativt fællesskab. Hvad det første af disse angår, da finder jeg det i modstrid med ejendommens natur at pålægge politiet at påse hvorledes ejeren vedligeholder dem. For han har uden tvivl ret endog til at lade dem forfalde. Talen kan følgelig kun blive om sidstnævnte.

Det er uden tvivl en afgjort sag at man bør være sparsom med at gøre indretninger fra private til publike. Øvrighedens mellemkomst forudsætter altid en slags formynderskab hvis udvidelse er mindre passende for borgere, hvis regering ved vise love og velgørende foranstaltninger har ophøjet den til den frihed som naturen dannede dem til. Og lad en sag endog være nok så vægtig, nok så alment interesserende, så snart den ophører at være privat, det vil sige, så snart øvrigheden skal påse at den ikke forsømmes, og ved tvang motivere de vedkommende til at efterkomme deres pligter, så bliver den almindeligvis anset som en byrde, og betragtes da med et odium som den hverken efter sin natur eller sine virkninger bør betragtes med. Fra dette synspunkt betragtet synes det altså grundet at være af benægtende mening, når der spørges om offentlige kæres og vandsteders renholdelse bør være en politiet sysselsættende genstand. 

Overvejer man imidlertid sagens vigtighed for det almindelige, så vil det dog altid blive et mindre onde at lade politiet blande sig i sagen, end at en hel by skulle lide vandmangel, eller påføres sygdomme og andre fortræd af mangel på sundt vand. I betragtning heraf holder jeg altså på at politiet bør påse de offentlige vandsteders renholdelse. Lovgivningen selv giver denne mening medhold. Forordningen af 29. februar 1792 befaler blandt andet "at alle brønde, vandsteder, gadekær etc. såvel i byerne som i nærheden på marker skal holdes i stand, så at stedse kan findes forråd af rent vand". Fremdeles: "Amtmanden skal sørge for at vandsteder anlægges hvor ingen er", endelig "alle beboere skal forrette arbejdet ved brøndes, vandsteders etc. rensning og istandsættelse." Vel taler denne anordning ikke om at det skal være politiets sag at påse at sådant arbejde forrettes, den synes at overlade det til stedets beboere efter for godt befindende at forrette arbejdet, men den befaler dog at vandstederne skal holdes i stand, og når nu erfaringen viser at dette ikke kan overlades almuen selv, hvorfor da ikke tvinge dem dertil?

(Fortsættes).

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 47, den 16. marts 1799, s 737-741)

Et Raad til bedste for Brandfolkene.

Da det er sket ved slukning af ildebrande at brandfolk når alt er endt, har selv i mørke måttet se hvorledes de krøb, sprang eller faldt ned fra taget, hvor de havde siddet med strålen, så ville det vel ikke skade om brandvæsnets foresatte lod anskaffe en tilstrækkelig mængde af lange silkereb forsynede i enden med en stærk holtskrue og lod disse ved ildebrand gennem brandmajoren uddele til brandfolkene. Sikkert ville disse vore dristigere når de havde sådan en frelser i lommen. Selv indebrændte kunne derved reddes. Oh at de mange stakler som brændte på slottet, havde haft et reb ved hånden. 

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 46, den 16. marts 1799, s 733-734)

Vand i Tran.

I det stærke frostvejr vi for nogen tid siden havde, bemærkede jeg ved en hoben lygter at uagtet flammen i dem ikke kunne nægtes at være i live, så var den dog ikke ret som Baggesen: i levende live, en ting der rigtig nok af og til bemærkes ved enkelte lygter i en gade. En ven som jeg konsulterede, fortalte mig at i .... hvor han var født, blandedes ofte vand i tranen, enten det nu var juks af vægterne eller af leverandørerne eller af begge, og at denne tran som således var spædet, i stærk frost kunne antage en art af frysning hvorved lampen kom til at brænde for alverden som disse her omtalte. Tingen synes mig var af den vigtighed at den burde meldes offentlig for at magistraten kunne lade 1) eksperimentere om den samme blanding har samme virkning i København, 2) engang imellem efterse den tran der gydes i Københavns lygter, såvel for at erfare den kvantitet som kvalitet.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 46, den 16. marts 1799, s 732-733)

Et Par Ord af Arild Hvitfeldt til Husejerne i Frederiksberggaden.

Ingen fremmed kommer til København der jo ligesom indvånerne selv yttrer sin forundring over at Frederiksberggade hvor så stor en kørsel af vogne falder fra og til byens færdselsrigeste port, og hvor desuden så mange hørkræmmere bor, der gerne vil gøre deres fortov til et torv, er vedblevet at være lige så snæver efter ildebranden som før, mens så mange andre gader hvorigennem færdselen er meget mindre, er blevet en, to til tre alen bredere. Det hedder: Husejerne modsatte sig gadens udvidelse. Godt nok! men hvad om man beviste de gode mænd at deres modsigelse er af ingen gyldighed, da det er en af artiklerne i Københavns bys allerførste byret at borgerne ikke må modsætte sig at der til byens almindelige bedste borttages af deres grunde, ja hvad endnu mere er denne artiklen i byloven grunder sig på borgernes frie minde. Man efterlæser Arild Hvidtfeldts danske krønike s. 240 hvor artiklen lyder således:

"Borgerskabet haffver ocsaa loffvet, hvilcke som nye Huse og Grunde, at de ikke skal for deris Grundes Skyld, forhindre det almindelige Bedste, at Graffve og Veye (Gader, Stræder o.s.v.) jo skal gaae for sig, som nyttige sjunis, dog at derfor skeer tilbørlig Vederlag."

I kraft af denne Københavns borgeres frivillige antagne lov af året 1250 kan enhver forbedring der sigter til det almindelige vel foretages uden at husejerne har mindste ret til at modsætte sig samme. Jeg grunder også derpå adskillige forslag til forbedringer på vore gader som jeg i et andet nummer vil gøre, og som vist ville befindes at sigte til det almene bedste, skønt husejerne af egennytte skulle sige nej til det 

-18-

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 46, den 16. marts 1799, s 730-732)