Spørgsmål til Professorerne Winsløv og Schumacher.

Udenlandske rejsende, som ofte besøger København, ønsker at vide om det skidne, surbenede fruentimmer der i så mange år har ligget og tigget på det kirurgiske akademis trappe, virkelig er akademiets attribut eller ikke? Er hun attribut burde hun have en anden stilling, og er hun det ikke, burde hun helbredes. Det sidste var nok det hæderligste.

(Politivennen, Hæfte 4, nr. 49, den 30. marts 1799, s  781-782)

Bredgade 62, dengang det Chirurgishe Academie

Redacteurens Anmærkning

Det Chirurgiske Academie blev opført i Bredgade 62, tegnet i 1785 af arkitekten Peter Meyn opført i Bredgade nr. 62. Bygningen eksisterer stadig og er nu medicinsk museum.

Om Voldskyttens Skydning paa Volden.

 At den såkaldte voldskytte der lønnes og underholdes af staten, for at afværge voldenes beskadigelse af omkringløbende hunde, høns og andre lignende kreaturer, jo med al mulig flid bør søge at opfylde dette sit embedes forretning, er hans pligt. Men at det ligeledes burde pålægges ham at betjene sig af sådanne midler, hvormed han uden at sætte menneskers liv i fare, kan efterkomme de ham pålagte pligter, det tror jeg. Selv om vel ikke noget menneske kom til skade, da han for nogen tid siden på volden lige over for Teglgårdsstræde nedskød to gående høns omtrent en alen fra gaden, så følger dog deraf ikke at han altid er lige heldig i at træffe det tilsigtede mål. Jeg mener derfor at det på ingen måde burde være voldskytten tilladt at nedskyde noget kreatur på de sider af voldene som vendte ind mod staden, så ingen ulykke skulle forårsages på grund af det.

(Politivennen, Hæfte 4, nr. 49, den 30. marts 1799, s  779-780)

Militær Uorden i Helsingør.

For 14 dage *) siden sloges to slagterdrenge med snebolde ved Svingelport hvor der står jægerskildvagt. Den ene slår fejl og slår en vinduesrude ind hos en derved boende færgemand. Drengen går straks ind og bede rmanden om forladelse, som straks tilgav forseelsen mod skadens erstatning. Da drengen kommer ud, slår skildvagten ham uden videre årsag for panden med kolben af geværet så at blodet strømmede heftigt frem. På nogles råd løb han straks til hovedvagten og anklagede underjægeren for den vagthavende officer som lod drengen arrestere indtil underjægeren ved en anden var blevet afløst. Denne foregav at drengen havde været grov og på dette udsagn befaler officeren en oberjæger at holde drengen og fugtler ham selv derpå forskrækkelig af indtil han ked deraf lader ham løbe. Nu blev der klaget for Magistraten. Politimesteren angav det for chefen som selv kom til vagten, lod officeren afløse med en anden og gav ham husarrest indtil sagens uddrag. Drengens ryg som så ret mishandlet ud, og hans pande blev synet, klagen indgivet og sagen anlagt. I begyndelsen var man varm, men nu siger man at sagen neddysses og officeren slipper med sin arrest og med at betale doktorløn og nogle dalere til drengen.

*) Da udgiveren troede at måtte afvente forfatterens svar på den i nr. 46 indrykkede bekendtgørelse dette bidrag angående, har dette stykke henligget er par uger så at det er over 4 uger siden historien foregik i Helsingør.

(Politivennen, Hæfte 4, nr. 49, den 30. marts 1799, s  778-779)

Bygning på nuværende Svingelport. Af selve byporten er der ikke levninger tilbage. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Et Par Ord for Hestene i Filosofgangen.

Hvem som ønsker at hæve sit hjerte mod følelse og medynk går daglig hen i Filosofgangen. Der skal han finde i hestenes umenneskelige behandling det største bevis på barbari i en kultiveret stad. Således så jeg i dag en vogn overlæsset med 2 favne brænde. Tilskuerne som ikke kunne hjælpe, bortvendte øjet fra et optrin der gør menneskeheden så såre megen vanære. Gid politiet ikke ville bortvende sit øje.

B-t

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 48, den 22. marts 1799, s 765-766)

Noget om Kjærs og andre Vandstæders Oprensning.

 (Sluttet)

Endnu bør jeg nævne forordningen af 25. juni 1790 angående skadeligt vands afledning til agres, enges og mosers forbedring i Danmark. For selv om denne anordning ikke egentlig afhandler nærværende genstand, så tjener dog dens ånd til at lede til bestemmelsen i dette tilfælde. Kongen befaler i denne anordning at åer skal foranstaltes oprensede, at enhver der høster nytte deraf, bør tage del i arbejdet, at stiftamtmændene og amtmændene bør føre tilsyn med det, osv. hvilket også især synes at kune anvendes i henseende til kærs og vandsteders oprensning. Men da de midler nævnte forordning 65 foreskriver i tilfælde af at nogen fornærmes ved at en å ikke oprenses, forekommer mig mindre anvendelige i dette tilfælde, så vil jeg ikke forbigå at yttre mine tanker i henseende til den måde på hvilken jeg tror at arbejdet med politiets medvirken bør foretages, Jeg mener altså:

1) At det bør være sognefogdens pligt, enhver i sit sogn, at påse at gadekær og andre offentlige vandsteder tilbørligt vedligeholdes.

2) Til den ende skulle de en gang årligt på den tid de selv finder mest passende og som sognets beboere mest bekvemt kan undvære fra andet nødvendigt arbejde, ved byens oldermand eller den gårdmand som har byhornet, lade bekendtgøre den dag der berammes til arbejdets foretagelse.

3) Enhver såvel inderste som husmand som gårdbrugere, sognefogederne undtaget, bør efter bekendtgørelsen møde ved arbejdet. Gårdbrugerne med to heste og en vogn, husmænd og inderster med spader og andet fornødent redskab.

4. Er arbejdet så vidtløftigt at det ikke bekvemmeligt i 8 til 14 dage kan tilvejebringes, da bør sognefogeden udvise hvor stort et stykke der for den gang skal istandsættes. På samme måde fortsætter årligt til hele kæret er opryddet.

5. Udeblivelse efter bekendtgørelsen straffes med 24 skilling daglig for en karl og 3 mark for en vogn med heste.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 48, den 22. marts 1799, s 763-765)