Slet Politi i Købstaden ******* i Sjælland.

Hr. Politiven!

For nogle dage siden var jeg vidne til en tildragelse der synes at kunne tjene til oplysning om hvorvidt politiet er berettiget til at uddele stokkeprygl. To grøftegravere fra Holsten der havde arbejde i nærheden af en lille købstad, sad om eftermiddagen før Kristi Himmelfartsdag i en købmands skænkestue og drak brændevin for ikke at kedes over at de måtte vente på nogle af deres kammerater der havde noget at forrette andetsteds i byen. Uvante til stærk drik blev de snart tunge i hovedet og man ville ikke skænke mere for dem. En nabo der var politibetjent i byen, kom ind, fik dem ud på gaden og derfra ind i sit hus, hvor de atter drak stærk drik han lod hente til dem, hvorved den lette rus gik over til den sande fuldskab. Om betalingen opstod uenighed mellem de drukne, og en ædru kammerat som kom til og et slagsmål begyndte hvori værten, politibetjenten tog parti derved at han ville kaste de drukne ud af huset. Tumult opstod. Den anden af byens politibetjente kom til, og i stedet for at tage fornødent mandskab blandt borgerne til hjælp for at binde de fulde, blinde og uvane mennesker, indlod de sig i ordentlig slagsmål med dem og slog dem hvis hoved stedse var for tungt, ofte i rendestenen. Byfogden sendte så snart han fik underretningen, sin fuldmægtig der også da han kom, greb fat i de drukne uden at æske hjælp, og disse forvildede mennesker forsvarede sig det bedste de kunne, fordi de ikke kendte eller kunne kende nogen af politiet på et par lappede frakker. 

Endelig indfandt byfogden sig, og efter en mængde stokkeprygl uden nytte var tildelt de fulde og de ikke mere kunne stå på benene, blev de først taget fat og blev slæbt til rådstuen langs ad gaden. Alt efter om de enten faldt, ikke ville eller kunne gå, blev de af byfogden smurte med en stok. Den de dog slet ikke kunne fornemme. 

Fredag morgen blev de forhørt. Politibetjenten i hvis hus opløbet skete, gjorde ingen påstand mod dem på nogen måde. De vedtog godvilligt for at slippe for den arrest med videre som de blev truet med, ved at betale hver 3 rigsdaler, og tilstod at de intet havde at klage over politiets medfart siden det blev dem gjort klart at hvis de ikke var tilfreds med det, måtte arrest og søgsmål vedblive. De erklærede at de intet kunne erindre af det forefaldne, kun erfarede de ved opvågningen i arresten at klæderne var tilsølet, hovedet forstødt, samt en hånd slet forslået. Under forhøret skulle de have vist sig så anstændige og brave at man ikke nogensinde ved arrestanters forhør har truffet sådanne. Deres kammerater der misbilligede ganske deres fuldskab, bevidnede om dem at de ingenlunde før havde gjort sig skyldige deri eller forårsaget offentlig ro forstyrret.

Spørgsmål bliver nu efter alt dette: Om de burde betale mere end hver 1 rigsdaler og 24 skilling for arresten? Dette er Københavns takst. Havde politiet forsynet med kendemærke som politi, taget nødvendigt mandskab med, ja endog reb for at binde disse fulde mennesker, da havde de vist ingen ømme hoveder eller forslåede hænder haft at vånde sig ved. Havde man bundet dem på en stige, da de dog ikke turde gå af fuldskab, da havde de været befriede fra de vedvarende stød som faldene måtte forårsage dem og som let kunne have skilt dem ved deres førlighed og legemes bekvemhed til ved arbejde siden at ernære sig. Og politimesteren kunne have sparet sin arm under marchen til arresten for at uddele så hyppige prygl der ingen virkning havde eller kunne have, og som så let ved et urigtigt træf i hovedet kunne berøve dem livet, var det endog blot en hasselkæp. Var 2 nætters arrest og 11 rigsdaler 24 skilling ikke straf nok for fuldskab? Bør menneskelig elendighed ikke hellere formindskes end ved uforsigtige midler let forstørres.
Hilsen og respekt
X Y Z

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 57, den 25 Maj 1799, s 897-901)

Uordener

I Filosofgangen er vel som nr. 53 af Politivennen har anmeldt den forbedring sket at vognene ved oprettede bomme er udvist til den stenlagte gade. Men det er urigtigt at man ikke mere behøver der at frygt for heste. For bommene er sat således at ridende kan have ind- og udgang. Indsenderen vil ikke opholde sig ved at gøre de bemærkninger som han kunne ved denne indretning der dog mulig er sket i uskyldig hensigt. Han anmoder blot guvernøren om at de ridende så langt Filosofgangen når, må tillades og tilholdes at ride oppe på volden og ikke i gangen.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 56, den 18 maj 1799, s 895)

Kronprinsen indlukker Madskibene

De vil uden tvivl, hr. Politiven, sammen med indsenderen heraf ønske at embedsmanden, når han udføre den ham givne instruks, i ekstraordentlige tilfælde, altså dem instruksen ikke kan forudse, turde, ikke mindre end burde, skønne hvad der er rigtigt og nyttigt for det almene vel. Følgende tildragelse er et bevis på at dette ikke altid finder sted.

I den forlegenhed, hvori man her i staden har været i de sidste 14 dage for visse provisionsvarer, efter en isbelejring af henved 6 måneder, har man med længsel set fartøjer med provisioner i møde. Endelig som hertil i lørdag aften og første pinsedag 10 a 12 skibe, som med megen fare og ved utrolig møje havde arbejdet sig ind gennem isen til bommen. De hørte hjemme i Lolland og Falster, og var, da løbet var spærret ved Dragør, vendt om og gået norden om Sjælland, altså over 40 miles omvej. Der var mange årsager for hånden, som stemte dem til at ønske sig igennem bommen efter 3 a 4 ugers rejse, på et farvand, som sædvanlig lægges tilbage i en snes timer. Den vigtigste var den, at deres små fartøjer, hvoraf nogle havde taget skade i isen, stod nu i fare for at ville blive knust mellem de andre store skibe, som dels var kommet og dels var udlagt for at gå bort, og som da vinden begyndte at blæse op fra nordvest, let kunne rage på hinanden.

At ingen skibe lades ind gennem bommen på søn- og helligdage, fatter man let er en god og fornøden orden. Men i et så ualmindeligt tilfælde, som det der træffer København i år, fordrer det almindelig tarv at reglen har undtagelse. Jeg var i mandags mellem mængden af stadens folk på toldboden og så et antal skive så stort og så tæt på hinanden, at jeg aldrig har set lige dertil. Jeg hørte nogle provinsskippere, der havde en del mennesker omkring sig, klage over at de ikke kunne komme ind i havnen med deres fartøjer, uagtet toldvæsnet havde på muligste måde lettet dem vejen dertil. Gå til Buntzen, råbte en af forsamlingen. Gå til kommandanten råbte en anden. Vi har været hos dem begge: Det er mod ordrer, svarer de. Gå til kronprinsen råbte flere. Han er præses for admiralitetet. Vi vil vise jer vejen til ham. Dette råd blev fulgt. Skipperne fik hans kongelige højhed i tale og det gode tilsagn, at der skulle komme ordre til at lade bommen ufortøvet oplukke. Men naturligvis tog det tid, inden ordren kunne komme vedkommende i hænde, på en dag og en tid da mange er ude at trække frisk luft. Henimod klokken 8 aften kom en admiral fra admiralitetet, som gav bådsmanden befaling at lade provisions-skibene gå gennem bommen. Dog måtte nøglen først hentes fra Holmens chef. Den kom kl. 9. Nu oplodes bommen, og idet varpningen gik for sig lovprisede det forsamlede folk kongens hulde søn, som i et øjeblik fattede at der gives tilfælde hvori instrukser kunne tåle undtagelse. O! at han ville engang for alle berige toldbodens chefs instruks med den klausul, at der i tillfælde som dette eller nåren særdeles gavnlig vind blæste, altid på begæring af skipperne skulle åbnes for dem. At toldbodens kommandant, der selv er sømand, og altså indser nytten, vil understøtte dette ønske, bør man love sig.

Skipperne og deres mandskab arbejdede hele natten i spillet, og morgenen tidlig var de på deres markedsplads. Skulle de have ventet til dagen efter, da de udgående skib endnu mere gøre farten gennem bommen besværlig, ville de ikke endnu i 2 dage have kommet op i havnen. Og rimelig ikke alle i behold.

De såkaldte pæreskuder var vigtigere for København end de store skibe med sukker, kaffe og tobak: Det nyttige måtte vige for det nødvendige.

den 14. maj 1799. Sincerus

(Politivennen Hæfte 5, nr. 56, den 18. maj 1799, s 881-885)

 "Nu oplodes bommen, og idet varpningen gik for sig lovprisede det forsamlede folk kongens hulde søn" (Træsnit fra o. 1790 af kronprinsen og kronprinsessen)

Redacteurens Anmærkning

Se endvidere den supplerende beretning om madskibene i Politivennen. Hæfte 5, nr. 59, den 8 Junii 1799, s 929-932.

Uordener.

1) Uagtet alle de klager der nu og da er indrykket i Politivennen mod den uorden der begås hist og her i byen ved at udkaste vand og skarn af vinduerne på de forbigående, har anmelderen af dette dog med ærgrelse erfaret at det ikke har båret frugt på vedkommende. For da han torsdag aften den 9. maj gik forbi hjørnegården på Admiralgade og Fortunstræde og var kommet ud for de to sidste fag ind i Admiralgade, blev der nedkastet noget snavs, lig tykt sæbevand, på hans hat og på frakken. Han bemærkede ikke fra hvilken etage det blev udkastet, men formoder fra stuen hvor billardet er. Hvor ubehageligt sådant er for den det nedkastes på, vil enhver der har erfaret det, sande med anmelderen. Og at det eftertrykkeligt burde påtales, om det sker for mageligheds skyld, og endnu mere om det sker af skadefryd, vil enhver vist nok tilstå, da ingen kan vide sig sikker for sådant svineri der er lige så fordærveligt for klæderne som ubehageligt for personen det træffer på.

2) Ved at gå gennem Store Kannikestræde har jeg observeret at en gammel kone meget ofte ved højlys dag udkaster flydende sager og baker tæpper o. fl. ud af nogle vinduer på tredje etage af den røde hjørnebygning af Store Kannikestræde og Store Købmagergade. Da gården er meget lang, kan jeg ikke bestemt angive faget, men husker blot at det er ungefær over døren på venstre hånd af porten,

(Politivennen nr. 55, Maj 1799, Hæfte 5, s. 879-880)

Om Uorden ved Bryllups-Højtideliger i en vis Købstad.

Det er meget ubehageligt at savne politiet der hvor det egentlig burde have nøje opsyn. For så længe som pøbelen og kåde drenge uden tiltale spøger med en god mands agtelse, så længe behøver man desværre politi og sand justits.

Jeg vil som bevis på disse sørgelige sandheder meddele Dem følgende optrin: Sandhed og upartiskhed skal føre min pen. Så snart som et bryllup (eller anden højtid) skal holdes i bemeldte købstad, så forsamler der sig en mængde skødesløse drenge med andre voksne mennesker ude på gaden. De sidste er to slags: Ryttere, ligesom nogle borgere (usle borgere, forstår sig).

Nu begynder altså bryllupshøjtiden. Men udenfor på gaden hersker den skrækkeligste kontrast. Fx kikker nogle af de respektive tilskuere dristigt ind af vinduerne (ofte går ruderne derved fløjten), nogle ler, andre griner, nogle hujer, nogle beskadiger hinandens klæder såsom ved at kaste snavs på dem, eller at sy i dem med groft tvinde. Andre råber på de personer, som er med til højtiden, dem til lille vinding med visse udtryk såsom: Den nar, den kvast, den nathue osv. Andre har deres søde løjer med bruden og brudgommen. Af beskedenhed for det agtede publikum, vil jeg tie med disse naive flauheder.

Omtalte klynge af sådanne skadefro bremser bliver uafladeligt stående på gaden så længe brudeselskabet konverserer hinanden. Men, vil man sige, hvorfor ruller man ikke rullegardinerne ned? Ja da skete først en ulykke, fordi så ville alle vinduerne snart gå i med i købet. Men vægterne da? De snuser tobak, drikker brændevin og tier. Men Magistraten da? Bør om muligt afværge disse fatale uordener. Og til det vil man fremsætte følgende forslag til midler, som sikkert vil have deres gode indflydelse så snart han bruger dem.

1) Pålægge alle mestre, at de ved sådanne lejligheder måtte passe på, at deres drenge bliver hjemme. I manglende fald burde drengene transporteres på rådstuen, og der skulle de straffes med ris. I forvejen kunne man bekendtgøre det med trommeslag. I manglende tilfælde, burde mesteren betale mulkt 1 a 2 rigsdaler.

2) Den militære patrulje skulle bringe ryttere i hovedvagten, forstå sig selv en smule dada måtte have. Item mulkteres, overensstemmende med deres forfatning.[Side 876-877 mangler]

(Politivennen nr. 55, Maj 1799, Hæfte 5, s. 873-875)