Ugudelige Stenbroer paa Godsejernes Grev Knuths, Kapt. Wichfelds, Ritmester Flindts og paa Saxkøbings Vejparter i Lolland.

Vist nok er det at Lollands jordbund forenet med dens naturlige mangel på sten og grus noget undskylder denne provins' dårlige veje. Men vist er det også at landets både høje og lave øvrighed gør sit til heri at følge naturen. For selvom der ligger stenbroer og der i nærheden af disse ligger sten på markerne og i skovene nok til reparation, gøres dog intet ved dem. Således er på den almindelige landevej fra Stokkemark til Saxkøbing flere stenbroer, men alle så forfaldne at de passeres med livet i hænderne. Nylig har en passager væltet og brækket en arm, men takker Gud hun endda slap med det. Hvad tænker dog de ansvarlige?

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 60, den 15 Junii 1799, s 956-957)

Ønske til Konf. R. E. Kolbjørnsen.

Færgestedet som besørger transporten over Guldborg Sund fra Falster til Lolland, ligger på Falsters side. Rejsende som kommer fra Lolland og vil over til Falster, må derfor råbe over vandet efter en båd eller færge. Men opvartningen ved denne Falsters Færgegård er alt i alt få, og i dette stykke så dårlig at man kan skrige og skrige sig hæs i to, tre ja flere timer inden færgefolkene kommer. Dette skete for mig for nylig, så jeg uagtet det var mig meget derom at gøre, ikke alene ikke den dag nåede Vordingborg, men måtte endog med Falsters færgemands hele mådelige befordring i mulm og mørke køre til Gåbense. For at ligge i Falsters Færgegård brød jeg mig ikke om.

Hr. konferensråd Edvard Colbjørnsen som ejer af Vennerslund Gods hvorunder færgegården ligger, vil vist sørge for de rejsendes større bekvemmelighed ved en bedre indretning heri for fremtiden! Men skulle end hr. konferensrådens indflydelse på færgegården forpagter eller fæster ikke kunne række til at virke denne højst nødvendige forbedring, må amtmandens og birkedommerens embedsindflydelse ufejlbarlig kunne udvirke den.

Næstved den 8. juni 1799

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 60, den 15 Junii 1799, s 954-956)

Redacteurens Anmærkning

Vennerslund var siden 1789 ejet af den i 1785 afdøde Hans Terslings enke, Kirstine Hofgaard (1754-1800). Hun giftede sig på ny i 1789 med Jacob Edvard Colbjørnsen (1744-1802), jurist og siden 1784 konferensråd. Omkring artiklens tilblivelsestidspunkt sad han i en kommission som skulle udarbejde nyt forslag til straffelov.

Opfordring til de tvende civile Personer som tog Sablen fra Underofficeren.

Søndag den 9. juni om aftenen kl. omtrent 10 eller lidt over, kom jeg tillige med så mange andre på Nørrebro for at gå hjemefter at have muntret sindet, og fået lidt sund og frisk luft i naturens skød. Da jeg kom inden for Peblingesøen, hørtes et ynkeligt skrig der lignede en fruentimmerstemme som skreg om hjælp mod overfald. Da vi kom til stedet,løb alle de forreste personer efter en underofficer som sablen var frataget. Rygtet sagde han havde trukket blank og mishandlet hende. Da der blev fortalt så forskellige ting om denne tildragelse, så opfordres disse to personer herved til at give en nøjagtig forklaring over den skete tildragelse således som den er passeret, så det sande kan skelnes fra det falske. De vil herved gøre en stor del af dem der kom til på samme tid og hørte denne fortælling på så forskellige måder, sig meget forbunden. *)

*) Formodentlig angår denne anmeldelse den samme tildragelse som den foregående. Udg.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 60, den 15 Junii 1799, s 951-952)

Tapperhedsprøve.

Rygtet fortæller om en af Danmarks krigere der i søndags den 9. juni udenfor stadens Nørreport gav prøve på sin tapperhed ved ubarmhjertigt at prygle et fruentimmer med dragen sabel. Men sit mod og sin uforfærdethed uagtet afvæbnedes af en ubevæbnet borgerlig. Imidlertid fik sukkurs af nogle krigskammerater der ligeledes mit dem Degen in der Faust, Donner, Blitz und Hohl mich der Teufel! in Munde ville tilbagevinde deres broders tabte krigsære og sabel. Dog så sig nødt til retirade uden deres zwek at errække, eller nogle Gefangene at have gjort, hvorledes endelig dieses braven Heldens sabel bragtes i Justitias tempel og nedlagdes der for hr. prof. Kolds fødder. I det hvad hidtil er læst er der enhed i rygtets fortælling, men meget af vigtighed lægges til, forskellige og stridende. Du raske borger som hindrede vold, fortæl os nu omstændelig det sandfærdige i tildragelse og herefter hvad krans Justitia belønnede de omtalte helte med, for offentlighed er den bedste spore for al slags retfærdighed.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 60, den 15 Junii 1799, s 950-951)

Redacteurens Anmærkning

Skribenten bruger ironisk militærets sprog, tysk. Sukkurs er understøttelse, hjælp. Degen, en heltemodig kriger, Faust, knyttet hånd

En sørgelig Tildragelse d. 9 Junii.

Søndag aften gik vi ud at ro i en båd ved Langebro. Omtrent kl 6 hørte vi at folk som stimlede sammen om en person der var trukket op af vandet, skreg om hjælp. Vi roede da derhen og fik at vide at det var en underofficer von Kampt der tillige med en kapperet der også var underofficer og af samme regiment, var gået ud for at bade. Kammeraten kunne svømme, men v. Kampt ikke. Da nu denne sidste (sådan fortalt folkene) var enten af uagtsomhed eller ved strømmens magt kommet for langt ud, råbte han om hjælp, ikke desto mindre ville den anden der endnu var i vandet, ikke gå ud til ham. Men en anden mand som hørte skriget, sprang ud og slæbte ham efter at han allerede var gået under, på land. Da vi kom, så vi ham ligge uden livstegn, og nogle af tilstedeværende rullede ham, vi hentede i vagten nogle børster og forsøgte dermed at bringe ham til live, men forgæves. Fra først af var der gået bud til artilleriets sygestue efter en feltskær, men først en halv time efter kom feltskæren. Denne hverken rørte ham eller foretog sig det ringeste til hans oplivelse, men sagde blot at det var ude med ham og til underofficeren fra den næste vagt, at han skulle bringes på sygestuen, hvilket skete først et korter efter.
København d.13. juni 99.

*  *  *

Udgiveren der har denne beretning under fire vidners underskrift, kan ikke andet end lægge til at denne feltskærs adfærd endnu mere må sætte i ubehagelig forundring når man ved at netop artilleriets sygestue er forsynet af Selskabet for duknede Menneskers Redning med instrumenter til sådanne ulykkeliges oplivelse.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 60, den 15 Junii 1799, s 948-950)