Ulovlig Snighandel ved Bispevisitatser i Lolland

I denne tid læser man ofte i aviserne, at borgere bliver med handel og andre ulovlige trækker fornærmede i deres næring og borgerlige rettigheder. Men hvad skal man kalde det, når deres højærværdigheds hr. biskop Bloks tjener nu i 6 til 7 år, ikke alene i de første år ved hver visitats  i præste- og herregårde i Lolland har handlet med hvide allunshandsker. Men også i sidste år hos bønderne med brune mands- og fruentimmerhandsker, da dog alene i Nakskov 7 borgere og handskemagermestre derved bliver højligen fornærmede, og samme Bahre ikke engang bliver angivet for konsumptionsbetjenten ved porten?

Kan man ikke kalde dette smughandel, eller mon en biskoppelig betjent har rettighed dertil? Dette ønskes besvaret af en veltænkende og kyndig mand, da gerningen lovlig kan bevis af
Nakskov d. 4. juni 1799
Gabriel Lundberg
Handskemagermester i Lolland

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 61, den 22 Junii 1799, s 969-970)

Svar paa Spørgsmaalet i Politivennen No. 60 i Anledning af Helten paa Nørrebro den 9de Juni.

Da jeg omtrent kl. 10 om aftenen kom på broen over Peblingesøen, hørte jeg et nødskrig, og da jeg tydelig kunne skelne at det var et fruentimmerskrig, sprang jeg ilende til for om det var muligt at afværge uorden. Da jeg kom for enden af den østre Farimagsvej, fandt jeg et fruentimmer, vel klædt, opsvulmet i panden som grædende beklagede sig over at være mishandlet af en underofficer, iklædt det Sjællandske Infanteri-regiments mundur, der stod hos hende med dragen sabel. Hvorpå man fratog ham den og leverede den til politirettens undersøgelse. Hvilket foretoges den 17. juni hvor sagen under lovens ed blev forklaret af de civile og efter formodning henvist til krigsretten for der at pådømmes. Bliver jeg underrettet om sagens udfald, skal jeg med fornøjelse igen underrette mine medborgere derom.
Møller.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 61, den 22 Junii 1799, s 968-969)

Til det militære Politi.

Som et bevis på krigstugten hos de soldater som i flokkevis i går dig gennem Lyngby med hujen og skrigen, meldes at en af dem havde et stykke gammel måtte på sin stok som skulle forestille en fane. Med denne viftede han en gammel skrøbelig kone om øjnene som stod med leddet åbent for ham der går ud til Sorgenfrigrund og til sidst gav han hende et rap af stokken. En skikkelig mand som så dette, tiltalte ham derfor, men han besvarede ham blot ved en af fiskerkonernes håndgebærder.

Sådant er følge af den besparelse, ikke at følge dem til distriktet med en officer og underofficer som før har været brug.
Kongens Lyngbby den [17] juni 1799
****r

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 61, den 22 Junii 1799, s 967-968)

Om Betlerie i Amaliegade og uden for Østerport.

Så inderlig glad som anmelderen af dette blev ved at læse Kollegial Tidende nr. 23, hvori står indført den ypperlige indretning med fattigvæsenet og sammes bestyrelse, så nedslået må han og enhver ædel dansk mand blive, hver gang turen falder gennem Amaliegade og ud af Østerport, ved øjensynlig at være vidne til de mange tiggere af alle slags som findes der. Især er det ethvert fornuftigt og retskaffent menneske højst ubehageligt at se små friske og sunde børn opmuntrede af deres lumpne forældre eller tilhørende uden ophør at forfølge de forbigående med deres tryglen. Der findes også bestandig krøblinge og syge mennesker, hvoriblandt en apoplektikus med et fruentimmer opvækker yderste medlidenhed. 

Uden for Østerport ligger bestandig et fruentimmer, som foregiver at have et dårligt ben, hvad enten det er sandhed eller ikke, i lige måde en hel hoben nøgne rollinger, som stedse har de mest udsøgte overtalelser i munden, hvoraf hjertet vist intet føler, for at opvække dårernes medlidenhed til at bestyrke og underholde dem i deres skammelige og menneskeslægten fornedrende næringsvej. Det er indsenderen heraf ubegribeligt hvordan noget sådant kan tåles lige for næsen den militære magt og den ovennævnte betlen i Amaliegade efter fattigvæsenets så ypperlige nye indretning endnu kan finde sted. Han ved blot at det er den største skam for de ansvarlige ikke at våge bedre over de bedste indretninger og at det var lige så godt slet ingen lov i den henseende at have, som at den ikke overholdes

Den 19. juni 1799
Betlerihader.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 61, den 22  Junii 1799, s 966-967)

Noget til Oplysning angaaende den i No. 60 fortalte sørgelige Tildragelse d. 9 Junii.

Af oven nævnte nummer har jeg med misfornøjelse måttet erfare at man har troet sig beføjet til at føre offentlig anke imod mig i anledning af den behandlingsmåde jeg har brugt ved den underofficer som den 9. juni druknede ved Køkkenkurven.

Skønt fuldkommen overbevist om at enhver der kender min fremgangsmåde ved syge i almindelighed, såvel som i særdeleshed ved de druknede som i de 3 sidste år så hyppigt er indbragt på det Kongelige Artillerikorps' Sygehus, vil have bemærket at jeg mere hælder til den fejl af forsigtighed at gøre for meget, end af ligegyldighed at gøre for lidt, tror jeg dog at skylde mig selv herved at fremsætte sagens sande sammenhæng for dog i mængdens øjne at være uden brøde.

Søndag eftermiddag kl. halv syv kom her kirurg L. Saxtorph på mit værelse og bad mig gå til Køkkenkurven hvor et menneske var druknet. Han beklagede sig over allerede længe forgæves at have anmodet den vagthavendeunderofficer om at sende bud efter mig. Jeg forlod straks mit værelse med ham, og på trappen mødtes os en musketer fra vagten der ligeledes bad mig at komme derhen. Så snart jeg kom på stedet, adspurgte jeg den vagthavende underofficer hvor længe det var siden mennesket var druknet. Han svarede, en halv time. Og da jeg atter spurgte hvorfor nu først var gået bud efter mig, svarede han at han allerede havde skikket 2 gange i forvejen men at de tossede bønderkarle (således udtrykte han sig) var kommet tilbage med den besked ikke at have kunnet finde huset (hr. Saxtorph havde i forvejen gjort det samme spørgsmål, og ham svarede han at han havde sendt bud til nogle amtskirurger). Et andet spørgsmål hvor den druknede ikke var bragt ind i vagtstuen, men endnu lå på underlivet på den blotte jord, blev afvist med grovhed. 

Uden nu på stedet at undersøge den druknede, forhørte jeg mig om der var noget sted i nærheden hvor man kunne foretage forsøg til hans redning. Man viste mig vagtstuen, men da dette var et lille værelse hvor jeg desuden savnede et bekvemt bord, og hvor den mængde ørkesløse tilskuere betydeligt ville have forhindret redningsforsøgene, og da artillerikorpsets sygehus var så nær, forlangte jeg at nogle af vagtmandskabet skulle følge med for at få fat i en stige og et lagen til at transportere ham til sygestuen hvor imidlertid alt til hans redning blev sat i beredskab. Da han var indkommen, blev alle passende forsøg anvendt og i særdeleshed med den i den senere tid så meget anbefalede luftindblæsning i lungerne. At oven meldte forholder sig således, kan med mere end 10 vidner bevises,og om det måtte fornødiges, med ed bekræftes.
Den 18. juni 1799
C. F. Schwatzkopff.
Licentiatus Chirurgiæ et medicinæ.
Compagnie Chirurgus ved det Kongelige Artillerie Corps.

*   *   *

Hr. Schwatzkopff vil undskylde at jeg har udeladt slutningen af hans brev der ikke giver nogen oplysning, og som jeg ellers havde måttet gendrive. Læserne kan nu holde oplysningen og indberetningen sammen. For mig synes de ganske overensstemmende, og det er altså ikke modsigende at begge kan bevidnes og beediges.

Udg.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 61, den 22 Junii 1799, s 961-964)

Redacteurens Anmærkning

Køkkenkurven omtales flere gange i Politivennen (dette er første gang), og var det sted der i en ret vinkel skød ud i vandet ved udgangen til tømmerpladserne, ikke langt fra det sted hvor badehusene ved Langebro senere blev anlagt. Den blev også kaldt Rysensteen Køkkenkurv. Langebro lå dengang nordligere og forbandt nuværende Vestervoldgade med Langebrogade på Amager. Se kortet fra 1815.

Schwartzkopff optræder ikke i Krak, det gør til gengæld Saxtorph, regimentskirurg ved Arveprinsens Regiment, Borgergade 118.