Spørgsmaal angaaende en formeent Uskik i Frederiksberggaden.

Er det bønderne tilladt at køre op på fortovene for der at føre deres heste? Dersom samme ikke er tilladt, tror anmelderen med føje at burde gøre de ansvarlige opmærksom på det. For vandringsmanden passerer med møje og fare gennem nævnte gade især torvedagene, da fortoven besættes af heste og vogne og gaden er opfyldt af dem der hele tiden passerer ud og ind.

Anmelderen passerer just i denne tid nævnte gade daglig og har flere gange været udsat for at blive hilst af disse uberettigede fortovsgæster der i det man passerer deres bagdel, ofte får i sinde at træde tilbage og derved beskadige eller tilsøle den gående. Hvilket jeg også virkelig har set ske. Det synes derfor rimeligt at man bortviser disse uhøviske gæster, eller tiltale værten når han tålte dem på sit fortov. Man kan ikke kræve at politiet skal være allesteds nærværende, og det var en lettelse og tillige skønt når hver mand havde ret til og tillige ville påse orden uden for sin ejendom.

P***.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 67, den 3 August 1799, s 1059-1060)

Forslag til Vandvæsenets Foresatte.

Man har ofte set huse sat i den øjensynligste fare for at synke eller styrte ved den dybe gravning ved rendernes indlægning i gårde eller ved deres reparation. Et af de tydeligste eksempler på de følger denne gravning kan drage med sig, har man nylig haft i Pilestræde hvor der for at indlægge en rende, måtte graves dybt under husets grund. Men hvorfor vil man fortsætte en metode som ukyndigheden om de flydende legemer og om tyngdeloven har valgt ved vandledningens første indretning, denne nemlig at lægge renderne ind til gårdene lige så dybe som renderne i gaden hvorfra de ledes? Ved man da ikke at vandet stiger til lige højde med søen hvorfra det kommer, og at man altså ved at sætte et opadgående rør på gadens rende kan i en dybde af 1 alen lægge renden ind i gården, hvorved både bekostningerne sparedes og al fare for bygningerne blev undgået. Skulle stedet ligge så højt mod Søerne at vandet ikke kan stige i det, så hindrer dette ikke, for er hjertet i pumpen kun tæt, vil den alligevel give vand da dog ingen pumpe i byen står 32 fod over Peblingesøens vandlinjer. Hvad her er sagt om gårdrenderne, kan til dels anvendes på gaderenderne hvor man så ofte ser gravet i en dybde der sikkert er større end behøvedes.

I øvrigt gjorde vist enhver husejer bedre især så længe den gamle metode varer, hvis han foretrak blyrender for trærender. Når de første engang haves, er de uforgængelige. De sidste derimod bliver hastig nok opslidt og meddeler desuden vandet ikke den bedste smag.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 67, den 3 August 1799, s 1057-1059)

Velmeent Anmeldelse til St. Hans-Hospitals Opsynsmænd; og til enhver fra hvilken et afsindigt Menneske maatte være gaaet bort.

Søndag den 7. juli d. å. mellem kl. 5 og kl. 6 om eftermiddagen blev jeg sammen med nogle andre idet vi opholdt os ved traktørstedet Fortunen, opmærksom på et menneske der roligt vandrede forbi og fortsatte vandringen på den almindelige vej ind ad skoven. Bestandig kløede han sig i hovedet, var halvt bedækket med få og simple beklædningsstykker. Hovedet udækket, hans lange hår hang uordentlig omkring hovedet, halsen udækket. Overkroppen skjult af en gammel hvid ulden trøje, lærene bedækket med et par gamle skindbukser. Benene og fødderne nøgne. 

Enhver af os formodede ved synet af dette menneske at han måtte være afsindig, da hans udseende var forvirret og hans påklædning påfaldende. Vi blev bestyrkede i denne formodning af værten i nævnte traktørsted der gav os føgende efterretning: "Jeg kender vel ikke det menneske, men i nat vækkede han mg ved snart at banke på døren, og snart på vinduerne. Jeg adspurgte ham hvad han ville. Han svarede mig om dette ikke var forstaden til Helsingør. Dette benægtede jeg. Men sagde ham derimod hvad stedet kaldtes hvor han nu var, og at han var langt fra det angivne sted. Han forføjede sig derpå ad skoven til og siden den tid har jeg ikke set ham før nu."

Anmelderen tror at nævnte vært havde handlet rigtigt hvis han enten straks eller den påfølgende dag havde besørget dette menneske til vedkommende, da der ikke tvivles om at hans umage og bekostning var blevet betalt. Anmelderen er ukyndig om dette menneske er udgået fra Sank Hans Hospital eller fra en familie. Imidlertid har jeg troet det var min pligt at gøre vedkommende opmærksomme på det. Jeg har aldeles ingen grund til at formode andet end at de vedbørlige anstalter vil blive føjede til at eftersøge dette menneske og bringe det på et sikkert sted.


(Indsenderen bedes undskylde at indrykkelsen af dette bidrag er blevet noget forsinket)

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 66, den 27 Julii 1799, s 1050-1052)

Vejpoliti i Loland.

Med megen deltagelse læste jeg den i deres udgivne Politiven nr. 26 og 27 indlemmede anmeldelse fra en rejsende jyllænder om grevskabet Knuthenborgs veje o. m. i det håb at vedkommende dog engang ville skamme sig for så mange bebrejdelser i fald de ikke er i stand til at føle for deres medmenneskers skæbne der skal passere ad disse veje. Men ligesom jeg ikke skulle efterladt til deres berømmelse at indberette i fald dette havde gjort den forønskede virkning, så må jeg desto værre sige det modsatte. For alt er endnu som da - ved det gamle. Anmelderen må forsikre da han ofte og mest ved nattetid må passere disse veje, at det ikke er grevskabets bestyrelses skyld at han hidtil er kommen derfra uden sønderslagne lemmer skønt faren dog undertiden har været meget sandsynlig. Derimod må han meget beklage andre det ikke er gået så vel. 

Iblandt andre er der især en vej fra enden af grevskabet Christianssædes Alle over Hillested Skov som er skændig om vinteren og når det ikke er tørre somre. I den såkaldte Humles Rende må enhver frygte at sætte heste og vogne, uagtet der ved siden af vejen ligger mange læs gode fyldesten der alene koster den ringe umage at lade udføre på vejen som altid derved ville bedres, helst når et par smågrøfter blev gravet ved siderne og denne fyld kastet op blandt stenene. Broen som ligger over renden er ganske løs og vaklende, ud over at den er meget sid og lige med den anden vej. Så når vandet enten i for- eller efterår eller på andre tider løber lidt stærkere end midt om sommeren i den tørreste tid, hæver vandet samme over ½ alen eller 1/4 qv i vejret af sit bestemte sted, så den ganske fejler og er usynlig. Nu vil enhver indse hvor vanskeligt og voveligt det vil være at komme over den såvel for ridende som kørende da om uheldet skulle indløbe at man kom ved siden eller om hesten fik et ben ned i slusen under broen, måtte en af dem og var det en ridende måske begge, blive lemlæstet på det gyseligste i fald uheldet ikke skulle være større.

I dette forår var en ridende person så uheldig at hesten ved at gøre et spring op på dette flod, styrtede om på siden. Men til alt held slap han dog derfra med nogle blessyrer. Havde derimod hesten faldet mod et  stykke tømmer der står ved siden af broen eller på nogle store vægtstene der undertiden ligger på broen, ville hans liv næppe være reddet.

Udenfor den forrige vandmølle ved Maribo og på den almindelige landevej til Nakskov er en stenbro eller rettere en hob uordentlige sten, hvorpå ingen kan passere hverken nat eller dag uden med livet i hænderne. Enten denne bro tilhører Søholt eller Knuthenberg ved anmelderen ikke rigtig, men dette ved han: at det er intet ubetydeligt tab for byens handlende. De må også ofte tåle at rejsende nedriver deres gærder og kører over deres marker for at undgå det meste af denne ufare vej.

Mellem Maribo og Våbensted ved Anderstrup By er et så gyseligt hul i ledstedet at mange mennesker med heste og vogne er både væltet og blevet siddende fast i det. Blandt andet var der for nogle år siden en aldrende kone fra Saxkøbing så uheldig at vognen væltede med hende og foruden at hun nær druknede i moradset, blev hendes ene arm brækket 2 steder. Denne vejpart skal ligge under Nielstrup Gods der har samme politimester som Knuthenborg. Oh! Gid dog disse mænd engang ville tænke tilbage på deres fags forretninger og fuldføre de pligter der burde være dem så hellige for ikke at tale om den følelse ved så ulykkelige tidender der alene kan afværges med nogle læs fyld.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 66, den 27 Julii 1799, s 1046-1050)

Redacteurens Anmærkning

Hovedgården Christianssæde var grevskab for slægten Reventlow. Den ligger i Lollands Kommune. I perioden 1775-1827 var den ejet af Christian Ditlev Frederik lensgreve Reventlow. Et navn mand ellers mest forbinder med ophævelsen af stavnsbåndet, hoveri mm. I 1797 var han blevet udnævnt til gehejmestatsminister.

Til Spørgeren i No. 57 af Politivennen, om Arbejds og Plejehuset i Mariebo.

How long shall it be thus? say Reason say!
When shall thy long minority ecpire?
When shall thy dilatory Kingdom come?

Uagtet indsenderen for sit individ gerne er villig til at tro at kun rene og ædle hensigter bestemte spørgeren til offentligt at føre anke mod stiftamtmanden og biskoppen i Lolland fordi de ikke havde bragt magi

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 66, den 28 September 1799, s 1041-?)

Redacteurens Anmærkning

Desværre mangler siderne 1042 og 1043 i Politivennen, så vi kan ikke læse resten af svaret