Svar på det i Politivennen nr. 108 s. 1723 gjorte Spørgsmål til en Kasuist. i det Gejstlige

Den omflakkende urmager hvorom meldes, var af den romersk-katolske religion. Som følge heraf var præsten efter kirkeritualet ikke forpligtet til at kaste jord på ham. Ja, det var ham ikke engang tilladt at gøre det, uanset den her herskende tolerance og menneskekærlighed næppe vil lægge en præst til last, end han viste denne høflighed imod en afdød af en anden sekt. Bemeldte urmager var også død natten mellem onsdag og torsdag, eller torsdag morgen tidlig. Her var altså tid nok til at besørge ham begravet næste søndag, (for at han først skulle være død om fredagen er urigtigt. det var først om søndagen ved annekskirken at mølleren forlangte, at jeg mandag derpå ville komme ned til annekset for at kaste jord på dette lig. Og da jeg spurgte mølleren, hvorfor han ikke havde sørget for, at liget samme søndag var bragt til kirken, svarede han mig, at det havde og blevet begravet samme dag, dersom det ikke havde været ham til ulejlighed, da han og hans hustru just nu kommunikerede. Jeg skulle altså for møllerens bekvemmeligheds skyld en anden dag i ugen gøre en rejse og en forretning, som jeg kunne gjort om søndagen, da jeg var ved kirken. Men dette var i dårligt vejr, og gennem en dårlig vej en stor besværlighed for en gammel mand. Jeg sagde derfor mølleren at jeg ikke kom ned til annekset om mandagen og bad ham lade liget nedsætte i den dertil kastede grav da jordpåkastelsen kunne ske følgende søndag.

For i vores oplyste tider ville det være upassende med kundskabens fremgang, at nægte denne fremmede jords påkastelse, da denne nægtelse var en frugt af sekterisk had, som hørte til de mindre oplyste tider. Ligbærerne kunne altså ikke være satte i nogen forlegenhed ved min udeblivelse, da de forud vidste at jeg ikke kom. Ikke heller kunne de være uvidende om hvor liget skulle sættes, da jeg havde anvist det sin plads i graven. Da det ikke alene er brug i Norge, men også i Danmark, at lig, som uden ceremoni begraves en søgnedag i ugen først får jordpåkastelse følgende søndag, så kan det ikke anses som en misgerning af mig, at jeg lod det henstå disse få dage. Allerhelst da loven ikke forpligter mig til at kaste jord på bemeldte afdøde. Man kan ikke heller sætte på min, men vel på ligbærernes regning, alle mulige sørgelige følger, som kunne forårsages af slig skadelig uddunstning, som for visse årsagers skyld, dog aldrig kunne ramme godsejerens person. For hans bønder vil det være noget uventet at se dette bevis på hans omsorg for deres sundhed.

At jeg på godsejerens anmodning ikke straks foretog denne jordpåkastelse, bør ikke sætte ham i forundring, som bedst ved, hvor ofte jeg har anmodet ham om, at sørge for, at vejen til annekskirken sættes i stand, men ved tillige, at denne vej i afvigte vinter har været så dårlig, at en af hans egne vogne forspændt fire heste er der kørt i sænk og med vanskelighed er kommet op af sølet ved hjælp af en del løftestænger mm.

(Fortsættes)

(Politivennen Hæfte 9, nr. 112. 14. juni 1800, s. 1788-1790)

Redacteurens Anmærkning.

Andre artikler i denne serie:
Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 108. 17. maj 1800, s 1723-1724
Politivennen Hæfte 9, nr. 112. 14. juni 1800, s. 1788-1790
Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 113. 21. juni 1800, s. 1794-1796
Politivennen Hæfte 9, nr. 117. 19. juli 1800, s. 1860-1865
Politivennen Hæfte 10, nr. 124. 6. september 1800, s. 1979-1983

Politivennen 1800, Hæfte 11, nr. 131. 25. oktober 1800, s. 2088-2089

Træ-Altanerne paa Charlottenborg Slot

Når jeg vandrer over Kongens Nytorv, kaster jeg ofte et betænksomt øje til de trætralværker der står på midten og fløjene af dette slot, og ønsker hver gang de snart måtte blive taget bort. Da jeg meget nyder denne bygning, hvis udvendige arkitektur endog af udenlandske rejsende, man se fx Ramdohrs Reise nach Dänemark, I Theil pag. 151, fremfor andre i København, er udmærket, så skulle det gøre mig meget ondt om dette gamle vindtørrede, fængende trætøj der står deroppe, i tilfælde af uheldig indtræffende ildgnister fra nærheden deromkring, kunne give en skjult og hastig næring for samme, og være anledning til videre om sig gribende ulykke. Efterhånden må man beflitte sig på at ville alt det gamle træværk bort, vore forfædre med rund hånd har udstaferet vores bygninger med, og især ønskede jeg at disse gamle vindtørrede træmerkurius og neptunusser der så mange steder sidder højt til vejrs, kom på deres hals herned. I påkommende tilfælde formår de ikke med deres trefork at kommandere en eneste dråbe vand op til sig. Overalt hvor jeg øjner disse herrer, ser jeg surt til de, måske den misfornøjelse jeg her yttrer med dem, kan være en anledning til at nogle, særdeles de af dem der mere sidder til zirat end til nytte, eller findes at være rådne og forfaldne, ved indfaldende husreparationer kan bliver aldeles borttaget.

(Politivennen Hæfte 9, nr. 112. 14. juni 1800, s. 1786-1787)

Advarsel i Raadhusstræde.

Da jeg lørdag den 7. juni kom igennem Rådhusstræde kl. halv ti slet, tænkte på ingenting og gik i mine forretninger, blev jeg overfaldet af 2 bidske hunde, en stor sort og en større hvis med brune ører. Den hvide var som en stor slagterhund, denne var værst og søgte at bide mig i benene. Jeg retirerede ned i en auktionskælder baglæns. Havde en mand ikke kommet og hjulpet mig, havde hunden forfulgt mig ned i kælderen. Hundene kom ud af den gård som er på hjørnet af Rådhusstræde og Brolæggerstræde hvor de også siden gik ind igen. 

R. A. Thonning.

(Politivennen Hæfte 9, nr. 112. 14. juni 1800, s. 1783-1784)

Redacteurens Anmærkning. 

Ifølge vejviseren var R. A. Thonning amtschirurgus og boede på Kultorvet 99 på hjørnet med Rosengården.

En Tyvesamtale.

P. M.

På en tid da så mange af Københavns indvånere bliver hjemsøgte af listige og voldelige tyve især af nøgletyve, troede jeg mig i flere end en henseende forbundet til at bekendtgøre vedhæftede tildragelse. Da dens indhold synes at berettige den til en plads i Politivennen, beder jeg at De vil lade den indføre der.

København den 22. juni 1800.

Klokken var henved 9 da jeg første pinsedags aften gik ud på Christianshavn for at gøre en tur over volden. Det var en mørk og kold aften og regnede af og til. Jeg var just kommet til det yderste hjørne af den første redoute da jeg nær ved mig, på den anden side af volden, hørte en sige: Komme ind? Ih, for Djævelen kammerat, du ved jo dog nok jeg kan komme ind overalt hvor det lønner umagen. Jeg standsede et øjeblik og hørte af det følgende at to personer aftalte med hinanden hvorledes de samme nat ville bestjæle hattemagerenken mad. Jansen på Christianshavn. Da de gik frem og tilbage mens de tale, kunne jeg ikke tydelig høre alt, men følgende var omtrent indholdet: Tro du mig, den gamle har grunker, og dem skal vi nok få fat på, sagde den første, og på den andens indvendinger som lod til at være mere frygtsom, og som talte så sagte at jeg ikke kunne høre meget af hvad han sagde, svarede han at han vidste god besked at han immer kunne få folk til at tie hvor de ikke burde tale, dette var hans egne ord - at vejret just i nat var godt og at vægteren rimeligvis i aften ville være beskænket da det var helligaften, hvorhos han tillige bandede en anden vægter som i nogle foregående nætter havde hindret ham, da han havde været på jagt, som han kaldte det, efter en gammel slyngels mammon. 

Da de havde talt en tidlang med hinanden, skiltes de ad, den ene gik ud ad mod Qvintus, den anden kom lands volden mod mig. Jeg kunne komme af vejen eller blive ubemærket, og holdt det derfor rådeligt at gå ham lige i møde. rimeligvis har han formodet at jeg havde hørt hvad der var blevet aftalt, eller også han ville plyndre mig, for uden at sige et ord, slog han efter mig med en knippel som han havde i hånden. Slaget havde uden tvivl knust min arm hvis jeg ikke ved et hastigt spring til side var undveget det, så at det blot strejfede min arm uden at gøre skade. Da han på ny hævede stokken, løb jeg ind på ham idet jeg afbødede slaget med hånden. Han trådte et skridt tilbage og gled med den ene fod. For han stod lige ved kanten af volden så han blev siddende. Jeg ville nu forsøge at kaste ham ved, men da han i det samme greb til lommen,, frygtede jeg han kunne have en kniv eller pistol hos sig, og råbte derfor et par gange på skildvagten. Han ønskede formodentlig ikke dennes mellemkomst, for han lod sig gesvindt glide ned ad volden og løb så hurtigt udad at han i mindre end et minut var mig af syne. 

Jeg vendte nu tilbage, og da jeg af skildvagten som stod ved møllen, ingen oplysning kunne få, for han sagde at han ikke havde hørt mig råbe, og kunne heller ikke bestemt erindre om han havde set to sådanne personer som jeg beskrev for ham, gå der forbi, meldte jeg straks for officeren i Amagerports vagt det forefaldne og bad at der om muligt måtte føjes anstalt til at opsøge og anholde gerningsmændene. Denne lovede meget høflig at sende en patrulje ud, hvis jeg ville følge med for at vise den stedet, men sagde tillige at der løb så mange veje at det var højst usandsynligt at få dem fat. Og da det desuden var vaskeligt at genfinde noget i mørket, fandt jeg ikke at der kunne gøres noget videre ved sagen. Dog gik jeg på tilbagevejen ind til mad. Jansen, fortalte hende hvad jeg havde hørt og rådede hende til at bruge forsigtighed. Jeg sagde hende tillige mit navn og hvad jeg var, men erindrede ikke at underrette hende om hvor jeg boede, hvilket hun ligeledes glemte at spørge om, og dette foranledigede hende til at indrykke et avertissement i nr. 181 af Adresseavisen, hvori hun bad mig derhen, da hun for at få en mistanke bestyrket eller hævet, ønskede en nøjere beskrivelse over de nævnte personer. Hvad jeg i denne henseende kunne sige hende, gav ikke megen oplysning, for dels havde jeg ingen synderlig lejlighed til at betragte de talende personer, dels vilde mørket have hindret mig, om jeg endog havde haft lejlighed til at se dem nøjere. Den ene var klædt i en grå eller lys trøje og bukser som en arbejdskarl, og havde strømper og sko på. Han talte meget slæbende og utydeligt. Den anden havde en mørk frakke, rund hat og støvler. Denne sidste, hvilken var den der  overfaldt mig, talte flydende, godt og med megen lethed, han brugte et par franske og tyske ord som han udtalte meget rigtig, hans stemme var mandig, dog meget bøjelig, hans sprog var dannet og hans figur høj, og så vidt jeg kunne se, smuk.

Erik Røring.

Kongelig fuldmægtig.

(Politivennen Hæfte 9, nr. 112. 14. juni 1800, s. 1777-1782)

Redacteurens Anmærkning.

I vejviseren fra 1796 er omtalt en hattemager H. Jansen, Brogade 6 på Christianshavn. Hans enke boede også i denne ejendom, hvad der fremgår af den omtalte notits i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger3. juni 1800:

Den Person ved Navn Røring Kongl. Fuldmægtig som var hos mig første Pinse Aften Kl. immelem 10 og 11 slet, vilde behage at komme til mig, da jeg har noget af Vigtighed at tale med ham. Christianshavn den 3 Junii 1800.

M. sal. Jansens Enke

i Broegade 9

Til nogle af Kongens Haves Besøgere.

Det er ikke sjældent at den som kommer ind i Kongens Have,og har nået Kavalergangen, er træt og ønsker sæde. Helst ønskes dette på de lukkede bænke. Men den uorden jeg vil påanke, hindrer ikke så sjældent dette. Den nemlig at nogle unge mennesker har den vane at lægge benene op på bænken, hvor de da med ryggen lænet mod plankerne i den mageligste stilling enten læser i en bog eller sover ind. På denne måde optager disse venner 3 gange så meget plads som tilbørligt, og bænken tilsmudses af støvlerne. Begge dele er uret og håbes afskaffet.

Ligeledes måtte man ønske at det ikke var tilladt drenge at spille langbold i Rosenborg Have.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 111. 7 Juni 1800, s 1772-1773)