Uordener.

Langs solsiden af Pilestræde forulejliges beboerne undertiden af en afskyelig stank fra rendestenen. Ved at bese den ved flere lejligheder finder man at den er fuld af vandhus- eller tarmeurenlighed som er pumpet ud. Ved at følge løbet op, finder man da at disse uhumskheder og denne utilbørlige udskyllelse har sit sted i en gul gård ved siden af hattemager Marks

(Politivennen Hæfte 9, nr. 117. 19. juli 1800, s. 1870)

Til Præsten i Kirke Helsinge

Ved forsøget på at gendrive det af præsten Alexander Holm til Kirke Helsinge i Politivennen nr. 112 og 113 fremsatte svar, har jeg kun til hensigt at oplyse og bevise min i samme blads nr. 110 indrykkede anmeldelse, der ene foranlediges af inderlig, rimelig fortrydelse og uvilje over den der tilsigtede, i mine tanker så umoralske handling.

At den omflakkende urmager var af den romersk-katolske religion, vidste præsten lige så lidt før begravelsen som nogen anden i sognet, da ingen der kendte ham. Og han havde ikke rekvireret den af mig, der som kommitteret stiftsforvalter var den eneste der havde den afdødes papirer i hænde og følgelig kunne give oplysning herom. På den blotte formodning altså, siden den syge nu og da råbte på Maria, kunne vel præsten ikke nægte den forlangte jordpåkastelse? Mangel på sådan vægring bliver altså ingen fortjeneste af præsten. Om urmageren døde torsdag eller fredag betyder ikke noget, da det er bevisligt at ligkisten ikke blev færdig før søndag aften, hvorledes også møllerens bekvemmelighed, det er: At denne anså sin altergang vigtigere end begravelsen, lige så lidt kan anses som nogen rimelig forsvarsgrund.

De der kendte landsbykirkegårdene ved, at der på de fleste er gennemgange, hvorved dørene ofte kommer til at stå åbne, så at både svin og hunde indfinder sig der. Hvor upassende altså at anvise liget sin plads i den åbne grav. Ligbærerne var af samme tanker, og sendte derfor bud til mig med anmodning om at måtte hensætte liget i kirken. Hvilket gav anledning til at jeg blandede mig i denne begravelsessag.

Jeg troede at burde afværge fra godset alle mulige ubehagelige følger af skadelig uddunstning og afsendte i den anledning godsets forvalter med min nævnte høflige anmodning, der som præsten selv siger s. 1790 "til største forundring for godsejeren ikke blev opfyldt". Hvilket dels skulle være gengæld, fordi jeg ikke efter hans anmodning lod anneksvejen istandsætte, dels og følge s, 1796 "fordi det havde sin gode rigtighed, at han hverken en søgn- eller helligdag var forpligtet til denne forretning..." Det første var privat animositet, det sidste en uforklarlig underlighed. For efter min overbevisning var det mindre sekteriske had ganske at nægte jordpåkastelsen ifølge embedspligt, end at lade den afdøde, for sin religions skyld, stå i graven utildækket samfulde 8 dage. Med ringeagt for sine medmennesker kunne man i det mindste benævnte den handling at lade liget så lang tid stå åben i kirken.

Jeg skal ikke afgørende kunne bestemme hvorvidt en i Norge brugelig sædvane at opsætte jordpåkastelsen til næstfølgende søndag, der måske finder sin undskyldning i besværlige fjeldveje, stundom endog i lange ubehagelige sørejser, er lovlig, og hvorvidt dette kan anvendes på Danmark, og in specie på Helsinge og Drøsselbjerg sogne, mellem hvilke næppe er en halv mil, en om sommeren særdeles jævn og god vej. Kun synes mig årsagens ophør burde være virkningens.

Endelig om præstens andragende: "At godsejeren sjældent eller aldrig kommer i kirken". herved naturligvis de s. 90 anførte visse årsager må forklares. Og: "At det var noget uventet for bønderne at se dette bevis på hans omsorg for sundhed". Det første skal jeg villigt indrømme, at jeg sjældent, når lejlighed gives, forsømmer nogen agtets foredrag især når jeg ved en bestemt tid til prædikenens begyndelse. Det sidste gendriver et fra hr. eskadrons chirurgus Petersen i Slagelse erhvervet attest, som beviser at jeg i 3 år har lønnet læge for godsets uformuende bønder, samt uddelt og betalt de fornødne lægemidler.

Den. 11 juni 1800
von Deurs
Ejer af Bøttrup.

(Politivennen Hæfte 9, nr. 117. 19. juli 1800, s. 1860-1865)

Redacteurens Anmærkning.

Oversigt over artikler i denne debat: 
Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 108. 17. maj 1800, s 1723-1724
Politivennen Hæfte 9, nr. 112. 14. juni 1800, s. 1788-1790
Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 113. 21. juni 1800, s. 1794-1796
Politivennen Hæfte 9, nr. 117. 19. juli 1800, s. 1860-1865
Politivennen Hæfte 10, nr. 124. 6. september 1800, s. 1979-1983
Politivennen 1800, Hæfte 11, nr. 131. 25. oktober 1800, s. 2088-2089

En strafværdig Bager i Store-hedinge.

Herr Politiven!

Selvom man med sand glæde ser af Deres opgivelse at de udmærkede politiuordener for det meste villig rettes, så har man dog her ikke kunnet opnå den forventede lykke at Deres bretning i nr. 85 om denne bys eneste bagers forhold forrige år gjorde mindste indtryk på ham. Tværtimod er denne mand steget til en højere grad af uforskammethed, for i år har hans falholdende brød været næsten aldeles uspiseligt, så mange fattige derover med grædende tårer har klaget ynkeligt, og når han bager for indbyggerne, brænder han deres brød i kul eller de må finde sig i at få det råt tilbage.

Selv følte jeg nylig i min svaghed virkningen af hans fordærvede hvede i det såkaldte hvedebrød.

Nødvendighed kræver derfor at man offentligt påanker sådan bagerens forhold i forventning at den pligt lovens 3 B, 1. kap. 2. art. samt 4. kap. 5. art. i Politiforordningen af 22. oktober 1701, og stifts ordren af 5. oktober 1776 byder de ansvarlige nøje at opfylde, vil anspore dem til at lindre borgernes fortrykkelse ved at lade bageren mærkbart blive straffet, så han for eftertiden kan kende den redelige omgang han skylder sine medborgere. Deres patriotisme, hr. Politiven! betager mig al tvivl at dette nægtes indført i Deres næste blad, da jeg for sammes indhold er ansvarlig, og dets øjemed er befrielse fra et moralsk og fysisk onde som i vores atmosfære ikke bør tåles.

Store Heddinge den 15. juli 1800.

C. H. Holstein
Herredsforged og skriver i Stevns og Farø Herreder.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 117. 19 Juli 1800, s 1857-1859)

Redacteurens Anmærkning

Der hentydes til en tidligere klage over bageren i en artikel i nr. 85 (december 1799). Bageren bliver forsvaret i artiklen "Forsvar for Bageren i Storehedinge.", Politivennen 1800, nr. 121. 16 August 1800, s 1921-1922), dette indslag bliver imødegået i Politivennen 1800, nr. 124. 6 September 1800, s 1975.

To Toldboder, to Indsejlinger til Kjøbenhavn.

(Fortsat)

Bådefarten til fiskeri, varetransport og fornøjelse blev forringet meget da Kalvebod Strand blev afspærret. Ja næsten tilintetgjort. I stedet for at få tilførsel på både fra kysten ned til Stevns, ligesom fra den nordre kyst, blev man nu indskrænket til den sidste. Kun fiskerlejerne nord for København tilfører den fisk. De sydlige lejer skilte ved denne afsætningskilde, er nedsunkne til den største grad af ubetydelighed.

Vandet nord for København er mere uroligt og vanskeligt for både. Med stærk pålandsvind er ikke et sikkert tilflugtssted lige til Helsingør, den så beklagelig forsømte Nivå Havn undtaget. Allevegne må både drages på land, og for desertørers skyld fastlænkes. Derfor bliver det naturligt nok, hvad i førstningen forekommer ubegribeligt og dorsk, at uagtet kysten fra København til Helsingør er oversået med lystssteder, huse og gårde, der ved både måtte have en let transport til og fra København, og brug af dem både til fiskeri og lystruter, dog ingen benytter sig af denne beliggenhed fordi bådene på denne havnløse vall intet ly kan have mod øst og sydøst storme eller mod vinterens isgang. Fiskerne selv *) har intet andet råd end det forfædrene for tusinde år siden havde, at drage deres både op og lænse dem. Ja, de kongelige slotte, Charlottenborg og Sofienberg ligger ved bredden af vandet uden at eje havn eller båd. Det måtte synes for fremmede som om de danske her har en afsky for det element der gennem årtusinder bragte Danmark hæder og som om det i det mindste ikke var for denne slægt digteren sang.

"Du danskes vej til ros og magt, sortladne hav!"

Men studser man ved bådefartens forsømmelse langs ad denne kyst, så har man endnu langt mere årsag dertil i København selv. Denne stad der ligger så indbydende til at gøre sølystture, har måske næppe ti lystfartøjer. De mange fornøjelige fiskefarter, jagtfarter, besøgelsesfarter, serenadefarter osv man i enhver anden, endog meget mindre søstad nyder, ved man her intet af. Den som vil nyde noget af den fjernere omegn, må evig enten gå i støv over anklerne eller betale fornøjelsen dyrt i en hyrevogn. De få som har både, møder de største vanskeligheder. Om søndagen da de helst måtte ønske at bruge dem, er det ikke muligt at komme igennem bommen. På søgnedage når den åbnes, er det på grund af ind- og udhaling både sinkende, vanskeligt og farligt at komme igennem. De samme vanskeligheder man møder ved at lægge ud, har man igen når man kommer tilbage. Efter en vis tid er bommen lukket, og nu må man dyrt nok betale færgefolkene for at passe derpå til næste dag. Med et ord, det går ikke an at have lystbåden liggende i byen. Men udenfor er ikke heller noget sted. Lader man den ligge ved Toldboden for dræg, så er allerede vejen derhen lang. Den kan borttages, den kan stødes fordærvet, den kan synke, hvis man ikke atter vil skatte

1851, fortsættes...

*) Forfatteren der ved bekendtskab med de nordsjællandske fiskerlejer ved hvor stort et savn denne mangel på havn er for dem, indsendte for en 5 år siden til Landhusholdningsselskabet en forestilling derom, da han håbede at præmier fra selskabet ville kunne her udrette en overmåde gavnende forbedring. Uagtet selskabet med opmærksomhed modtog denne forestilling, har det dog hidtil fundet sig hindret fra at udsætte præmier for denne art vindskibelighed. Jeg henvender derfor min bøn til admiralitetet desangående, så meget mere som endog en forøgelse og besparelse af fødninge folk derved kan bevirkes. Ved undersøgelse vil dette kollegium befinde at fiskerne mange gange holdes hjemme fordi der ikke er hænder nok til at sætte hans tunge båd i vand, at dette arbejde ligesom opslæbningen ved en stærk brænding er forbundet med store strabadser, at fiskeren for denne forretnings skyld nødes til udgiften for et par højt i skrævet opgående vandstøvler, penge som bedre anvendtes til sejle- eller fiskeredskaber, at bådene lider såvel ved op- og udhaling som ved at ligge på landet, og at fiskerens eget helbred lider. Ved præmier for det fiskerleje der først ved flere stene indelukkede sig en med bom og lans forsynet havn, ville man snart se sådanne havne opstå da kysterne har sten nok, og da disse om vinteren på is let kunne henføres på det sted hvor de skulle ligge. Måske ville det fremme disse arbejder om admiralitetet på sin bekostning først opsatte en sådan havn.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 116. 12 Juli 1800, s 1847-1854)

I Anledning af den i No. 115 indrykkede Opfordring til Hr. Brummer.

Uagtet jeg holder mig overbevist om at hr. Brummer der ikke vel kan andet, svarer på opfordringen, og uagtet det altså er muligt at hans svar kan støde sammen med denne min erindring i Deres blad, og måske da et og det samme siges to gange, har jeg dog ikke villet undlade at tilsende Dem følgende notabene:

1) er det ikke afgjort at det princip der i opfordringen fremsættes, som det regeringen blot af prisværdig omsorg for oplysningen har gjort en undtagelse fra, hvad angår til trykte skrifters og papirers indførsel dette princip: At indførelsen af fabrikata bør bære større byrder end indførelsen af de rå materialer for ikke at nedtrykke, men opmuntre fabrikationen i landet selv, er det lovgivren i toldforordningen 97 har haft for øje. Indledningen giver endog ikke utydelige vink på det modsatte.

2) Er papir en af de ting der lige såvel kaldes fabrikata som rå materialer. En bogtrykker kalder det med det sidste navn, en papirmøller derimod med det første. Jeg anfører dette blot for at gøre opmærksom på at man i opfordringen gør en urigtig applikation af hint princip på papiret som vare. Da jeg forresten i overensstemmelse med det ovenfor sagte ikke tror at lovgiveren ved tolden på papiret har villet ophjælpe fabrikationen af denne vare, hvorfor over 100.000 rigsdaler årligt udgår af landet. Denne fabrikation er hos os så langt tilbage at den ikke ved så små midler kan trækkes frem.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 116. 12 Juli 1800, s 1845-1847)

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om artiklen i nr. 115.