Til Hr. Justitsraad Lange uden for Østerport

(Efter indsendt)

Hr. justitsråden har ikke villet istandsætte hegnet omkring sin have ud mod Kastelsvejen. Men i stedet for det opslået en plakat hvori fortælles at der i haven er lagt selvskud mv. Her spørges for det første: Har justitsråden ret til efter vores love at skyde på enhver som han ser i sin have, i den tanke at det er en tyv. Giver loven ham ikke denne rettighed, hvorledes tør han da skyde nogen ved selvskud? For det andet: Kan ikke en hund eller en kat trække selvskuddet af, og derved skyde folk som i al uskyldighed går på vejen uden for haven?

Er det blot et skræmmemiddel justitsråden vil anbringe, så skader det ikke at gøre ham opmærksom på det højst upassende i offentlig at true med noget som loven ville straffe ham for at have udført og som vores årvågne politi ikke ville tåle. Det er i grunden intet andet end at drive gæk med den offentlige orden. 

(Politivennen nr. 532, 9. juli 1808, s. 8537-8538)

Om den Beklagelse man i disse Tider ofte hører af Landbrugere at det skorter på Hænder

(Fortsat fra nr. 526, 528 og 529)

Den fjerde opgivne årsag (se nr. 526) var: Adskillige fordomme som burde søges udryddet.
Disse fordomme er sandelig mange: Og så mange fejlende dele af almueopdragelsen og af almueomgangen stiler til at skabe enten arbejdslede i almindelighed, eller en tåbelig indbildning om et arbejdes ærefuldhed og et andet foragt eller en stolthed af at ens børn ikke behøver at arbejde hos andre eller tjene. Endelig alle de tåbelige begreber om tjenerstanden vores almue er fuldpakket med - at man næsten kom til at gennemgå det hele landalmues osv hvis han ville her være fuldstændig.

Synderlig skade er de ikke alene på landet, men i alle stæderne, København iberegnet herskende fordomme mod børns tidlige anbringelse i andres tjeneste til duelighed, hårdførhed og undværelsers overvindelse. Den almindelige almuemening og ytring at barnet nemlig er aldrig bedre end hos forældrene. Den mening der så ofte skurrer i tænkernes ører: Han kan tids nok komme til at lide ondt, lad ham nu nyde det gode hans forældre kunne gøre ham - forenede med det skønne påskud: Man kan jo dog ikke andet end lade ham gå i skole - peger vil til hovedårsagerne af det særsyn Danmark frembyder at det nemlig er det land, hvor man sjældent ser børn satte og antagne i tjeneste. For landmanden har også en fordom mod at tage drenge eller piger i sin tjeneste. Det samme gælder om vores søfolk. I England er drengene omtrent 1/3 af det hele forenede antal af søfolk. I Danmark er drengene næppe [Ulæseligt, men sandsynligvis 1/tocifret tal].

Dog man kunne næsten her spørge hvem har ret til at bebrejde almuen sine fordomme, for hvem arbejder på ved skrifter at skaffe ham af med dem?

5) Endelig kommer vi nu til den femte årsag til den almindelig følte mangel på hænder. Savnet af en politilov som påbød en gang årligt at undersøge hvad enhver som det ikke var vitterligt om at han enten ved embede eller stadig næringsbrug havde tilstrækkeligt udkomme, levede af.

En sådan velgørende politilov er ikke i nogen af de nyere stater. Men tredobbelt held den stat der indførte den hos sig. Frygten for dette regnskab ville lidt efter lidt formindske og endelig så godt som tilintetgøre tyvenes, hælernes, skøgernes, ruffernes, dagdrivernes, spillernes og alskens bedrageres nu overalt talrige hære.

Den som angav at forfærdige noget slags arbejde hjemme hos sig selv og deraf at leve, måtte bevise at han virkelig havde fået netop sådant arbejde betalt, og med så meget at han deraf kunne leve. Den som angav at arbejde hos eller for andre, måtte skaffe disse folk frem. Den som påstod at studere måtte ved forældres eller formynderes attester bevise at penge til udkomme tilflød ham fra dem, osv.

Ikke alene ligefrem på alle døgenigterne ville denne lov virke, men kraftigen også i alle klasser og alle tider ville den hævde den moralske følelse af menneskets pligt til at æde sit brød i sit ansigts sved, eller at enhver bør anvende sin tid til noget nyttigt, at skaffe sig færdigheder, hvormed han kan fortjene livsophold for sig og andre. Dagdriveri ville ikke længere kunne undgå den fortjente foragt. Arbejdsom blev et hædersord, og klage over savn af hænder ville aldrig høres

(Politivennen nr. 531, 2. juli 1808, s. 8528-8532) 

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen startede i Politivennen nr. 526, 28. maj 1808, s. 8448-8453, forsattes i Politivennen nr. 528, 11. juni 1808, s. 8473-8478 og Politivennen nr. 529, 8. juni 1808, s. 8498-8502

En strafværdig Kaadhed og Letsindighed af en Karl i Frederiksberg Allee.

(Efter indsendt).

Fredag den 1. juli om aftenen kom en i blå trøje klædt gemen karl der så ud til at være kusk, staldkarl, gårdskarl, rideknægt e. lign. ridende og med en anden hest ved hånden fra Vesterbros port ind i Frederiksberg Alle. Så snart han var kommet derind, slap han straks håndhesten løs, og denne frydefuld over sin frihed, og formodentlig endnu et unge dyr, fløj straks omkring, snart til siderne, snart tilbage, skærende kaprioler og kastende bagdelen i vejret mens dens kammerat som sad på den anden hest og oho-ede til den på det kærligste. For alle de gående og disse var mange, var dette et rædsomt skuespil da det ubændige dyr i det stærkeste rend snart satte ind i en sidealle, snart i den anden lige ved siden af flokke af børn. Man talte til karlen, men det hjalp ikke. En af de gående forstærkede imidlertid sin gang nok til at følges med ham for at se hvor denne uforskammede person vel hørte hjemme, og fandt han da at han tog ind i den sidste af de nye bygninger på højre hånd før man kommer til Carlsens, og som skal have tilhørt hr. murermester Qvist. Her kunne den gående nu ikke bare sig for at spørge knægten hvorledes han kunne være så sanseløs eller skadefro at sætte så mange børns og andres liv og lemmer på spil. Men hestemennesket svarede som man kunne vente sig af ham, med trods: Hvad kommer det ham ved? Og hesten gjorde jo inen skade! og: Jeg behøver jo ikke at gøre ham regnskab! osv. - Efter det her opgivne vil det være let for hestens ejer der efter rimelighed er menneskets husbond, at se hvad for en letsiding og lidet tænkende karl han har i sin tjeneste. Man forventer af hans menneskekærlighed at han vil give personen en tilbørlig irettesættelse og det strengeste forbud mod oftere at gøre sig skyldig i sådan ubesindig og strafværdig opførsel.

(Politivennen nr. 531, 2. juli 1808, s. 8526-8528) 

Forslag til Frederiksberg Byes Indbyggere

Længe har Deres by trængt til vand. Intet godt vand har været eller er endnu at få, undtagen slotskildevandet inde i haven, som ligger afsides og er møjsommeligt at afhente, og ikke engang til alle tider er mulig. Og endelig vandet af den [bæk] som står tæt ved staldene hvis vand skønt meget brugelig dog ikke er fra kildens. Man frygter imidlertid for at denne post muligt kunne blive lukket for andre end slotsfolket.

Højlig kærkomment måtte det altså være Dem, om en lejlighed gaves til at skaffe Deres by vand, der kan trodse slotskildens i skønhed og renhed og det uden store omkostninger. En sådan lejlighed er nu kommet.

Frederiksberg Slot set nogenlunde fra Pile Alle. Lokalhistorikere vil formentlig mere præcist kunne placere degnens bolig og hvor kilden vældede op.

I den afvigte uge er af sig selv vældet en kilde op i Pilealleen på selve vejen lige over for degnens, dog så yderlig i jordvejen på højre hånd at den ved at bryde jorden fra har åbnet sig vej ned i grøften. Dette vand er ikke alene som oven sagt fundet for smagen fortræffeligt, men også ypperligt skummende med sæbe og altså blødt og velegnet til madlavning.

Nu er mit forslag at De mine herrer! modtager med kyshånd den velsignelse Vorherre har sendt dem. Herved forstår jeg at De indhegner kilden således at den er værnet mod overlast, føjer anstalt til vandets opsamling i en net og smuk vandbeholder, forsynet med haner og endelig ansætter en vogter derved til dens fulde betryggelse.

Det tilstås at dette ikke kunne ske uden at borttage 22 til 3 alen af vejens bredde. Men da vejen er mere end bred nok til stedets lille færdsel og genstanden vigtig, vil det ikke være vanskeligt at få tilladelse til at gøre dette indgreb i vejens bredde, linje og udsigt.

(Politivennen nr. 531, 2. juli 1808, s. 8523-8524)

Forslag, tilegnet Kbhvns høje Magistrat

(Efter indsendt)

Efter den store ildebrand i København i 1795 foreslog Politivennen at det ved lovbud måtte befales at det ved lovbud måtte befales at i de nyopførte bygninger ikke måtte anlægges de sædvanlige med murede kasser forsynede vandhuse, men at det derimod måtte pålægges enhver gård- eller husejer at indrette vandhusene således at i dem kunne anvendes tønder. Da nu atter en stor del af staden er af vores såkaldte venner lagt i aske, og vi kunne vente at den vil fremstå forskønnet af sine ruiner, så vil det vel ikke anses for upassende at bringe dette forslag på ny i erindring og tillige at henvise til hvad vores så højligen fortjente Callisen herom har sagt i sine ypperlige "Fysisk- medicinske Betragtninger over København, 1. del, s. 188 til 195" i håb om at det måtte værdiges de høje foresattes opmærksomhed.

(Politivennen nr. 531, 2. juli 1808, s. 8522-8523)

Redacteurens Anmærkning

Callisens værk er absolut et must for historieinteresserede. I det nævnte afsnit står bl.a.: 

Urenligheden som nu flyder omkring i den murede kiste, skulle optages i tjærede med jernbånd, hanke og et tæt låg forsynede tønder, af hvilke 4 til 5 ad gangen kunne ved en simpel og lidet bekostelig indretning sættes i vognen og bortføres uden at forårsage den ringeste stank