Nok en Dosis til den selvgjorte Doctor

I nr. 36 af Politivennen omtaltes en pjece med titlen: "Hvad er mennesket i sammenligning med dyrene?" af dr. C. F. Simonsen. Der bemærkedes at denne pjece gerådede såvel vores litteratur som forfatteren til skam, og denne sidste opfordredes derfor til at offentliggøre når og ved hvilket universitet han er kreeret til doktor. Skønt forfatteren som anmelderen ved har læst denne opfordring, har han dog ikke besvaret den, men ganske forbigået den med tavshed. Havde han nu ligeledes ophørt med at kalde og lade sig kalde doktor, ville man have tilgivet ham at han ikke havde besvaret dette spørgsmål, hvilket vist nok vil falde ham vanskeligt. Men da han endnu fremturer i denne synd og således endog for nyligt under navn af doktor har ladet sig tilskøde et hus på bryggernes længe (se Statstidende for 3. januar i år) kan man ikke undlade at gøre vedkommende fakultet opmærksom på at et hædersnavn som kun tildeles mænd af lærdom og fortjenester således egenmægtigt tilegnes og vanhelliges af en uberettiget. Da man let kan indse at det ville have flere ubehageligt følger om enhver plaster smører eller dumstolt person kunne efter eget forgodtbefindende skrive og kalde sig doktor eller professor håber man at der sørges for at sådant misbrug hæmmes og at vedkommende må lære at indse at der er forskel på kong Salomon og Jørgen Hattemager.

(Politivennen nr. 56, Løverdagen den 25. januar 1817, s. 871-872)

Om Salg af selvdøde eller syge Kreatures Kjød

Blandt stadens talrige brændevinsbrændere er der en stor del som holder køer. Også mange andre gårdejere holder køer for enten at udnytte mælken til husholdningen eller for at handle med det. Og således findes et betydeligt antal af disse nyttige dyr her i staden.

Men det hænder det sig vist ikke sjældent at de bliver syge fordi disse kreaturer som oftest står indespærrede i stalde der er opfyldt med usunde dunster og hvortil den friske luft ikke har adgang, aldrig nyder nogen bevægelse og for det meste næres ved en føde der er ganske forskellig fra den deres art nyder i dens naturlige tilstand.

I sådant tilfælde henvender man sig til en kvaksalver for at få bugt med sygdommen, eller som dog nogle af de klogere gør, til vores gode veterinæranstalt. Den ene eller anden anvender sine lægemidler, men når kuren hvad der oftest sker mislykkes når kreaturet uagtet al anvendt umage og omkostning nærmer sig sit endeligt, er det sidste resultat at lade hente en slagter til hvem det sælges for hvad denne da finder for godt at give for det.

Kostald, dog ikke i byen, men på landet hvor dyrene formentlig har haft betydelig bedre forhold end i en brændevinsbrænders kælder. (Lundbye o. 1843)

Det er vist også bevist at kødet af et sådant sygt og medicinsk behandlet kreatur kan være farligt at nyde og at dette kan udbrede farlige sygdomme. Men det er nok også lige så sikkert at egennytten uden at bryde sig om det sælger og afhænder sådant kød for godt. Især da man ikke uden en særdeles kyndighed i slagterfaget kan se om kreaturet har nydt medicin eller ikke.

Anmelderen har den tiltro til vores reelle slagtere at ingen af dem vil befatte sig med en sådan handel, hvor stor end fordelen kunne være, og heller ikke ville det, eftersom kødet er udhængt til offentlig skue i deres butikker, så let lader sig skjule, da en eller anden kyndig person i forbigående bliver opmærksom på det. Men snarere vil han tro at en sådan handel drives af de personer der udøver slagteri i smug og siden løber omkring i husene for at sælge kødet udskåret i småstykker. Man vil derfor ikke handle urigtigt i når man køber af sådanne personer at undersøge om de med øvrigheden samtykke er berettigede til at sælge kød eller ej.

I øvrigt var det ønskeligt om der af øvrigheden blev bestemt en klækkelig mulkt for den slagter der overbevistes om at have købt et sygt kreatur eller at have solgt kød af det. At ejeren eller sælgeren af et sådant kreatur heller ikke burde forglemmes er en selvfølge. For den der for en ringe fordels skyld udsætter sine medmennesker for farlige sygdomme fortjener ikke skånsel.

(Politivennen nr. 56, Løverdagen den 25de Januarii 1817, s. 868-869)

En gammel Mands Uheld og et Spørgsmaal i den Anledning

(Indsendt)

Lørdag eftermiddag den 18. januar kom indsenderen fra Vesterbro for at gå til staden. På vejen møder han en gammel mand og borger her i staden der uheldigvis er meget beruset. Da han kendte manden for ellers at være en ulastelig karakter, tog han sig af ham og lejede en karl for at følge ham til sit hjem. Men det var umuligt på denne måde at bringe ham længere end til Vesterports vagt, da en mængde mennesker der ikke havde mangel på tid, i mellemtiden havde samlet sig om ham for at have deres morskab. 

For at han ikke skulle tjene disse til genstand for spot og for at han ikke skulle smudse sine klæder, bad indsenderen løjtnanten i vagten, at manden måtte anbringes indtil man fik hentet en vogn. Officerens svar var kort og bestemt: At dette kunne han på ingen måde tillade. Hvorfor da en gammel mand, far og borger måtte ligge i skarnet til glæde for den tilstrømmende pøbel.

Indsenderen der som borger ikke er så nøje bekendt med en vagthavende officers pligter i dette tilfælde, ønsker at kyndige underretter ham om det.

(Politivennen nr. 56, Løverdagen den 25de Januarii 1817, s. 868-869)

Aabenbart Bedragerie

(Indsendt)

Det er snyd når bønderne falbyder muslinger i aftagende måne eller når mørket falder på Det kan nemt forebygges når man kun ville agte på det tidspunkt hvor muslingerne ikke duer. Man vil almindeligvis bemærke at bønderne helst råber med dem om aftenen, hvor muslingerne ikke duer fordi man ikke skal se at der intet er i skallerne. Og hvorfor vil man da lade sig tage ved næsen af bonden? Sikkert var det om det blev bonden aldeles forbudt at komme til byen med muslinger på en tid hvor man kun køber muslingeskaller for penge. Indsenderen ønsker at der måtte lægges mærke til denne advarsel.

(Politivennen nr. 56, Løverdagen den 25de Januarii 1817, s. 867-868)

Tiggere paa Børsen.

I denne tid ser man dagligt en del pjaltede koner opholde sig på Børsen hvor de tror at kunne udøve tiggerprofessionen med større tryghed end på gaden. De handlende som har stader der, såvel som de købere der indfinder sig samme sted, overhænges og trygles penge. Dette er en ubehagelighed, især da det går så ofte på, men er ikke den eneste. For vedkommende personer efterlader sig ofte en slags seksbenede smådyr der er til megen uro og plage for dem som elsker renlighed. Man håber sikkert at dette onde fjernes når de ansvarlige herved gøres opmærksomme på det.

(Politivennen nr. 56, Løverdagen den 25de Januarii 1817, s. 866-867)