Bøn fra Langsaugskiærerne

(Indsendt)

En ikke ubetydelig del uformuende mænd her i staden som ikke har anden levevej, har i lang tid ernæret sig med at skære med langsav. De kan nu næsten ikke få fortjeneste, fordi mange andre hvoriblandt også skal findes håndværkere og folk der er i tjeneste eller har anden håndtering at drive, nu også giver sig af med dette arbejde og således ligesom tager brødet af munden på disse. De første ønsker derfor at måtte udgøre et lav hvorfra enhver som kan anses for uberettiget må afsondres, da de almindelige brændesavsskærere og andre næringsbrugere i de sidste år er indgået i lav hvis rettigheder er bestemt. Så man håber tillidsfuldt at den høje øvrighed der med iver antager sig enhver borgers tarv, vil lægge gunstigt mærke til dette ønske.

(Politivennen nr. 163, Løverdagen den 13de Februari 1819, s. 2632)

Ønske om almindelig Nedsættelse paa Arbeidslønnen for Laugsvendene

På et tidspunkt som nu hvor forbedringen af statens pengevæsen bidrager så betydeligt til enhver enkelt mands blidere udsigter for fremtiden, hører man især visse mestre jævnligt klage over at de enten ikke kan få deres regninger betalt for det forgangne år, eller at de ikke kan komme overens med deres kunder om den arbejdsløn de for øjeblikket finder rimelig at tage.

Godt nok har der fundet alternativ nedsættelse på arbejdsløn sted af visse bekendte mestre i ethvert lav. Ja nogle har endog offentlig bekendtgjort samme. Men dette har fornemmelig været en frivillig opofrelse af deres egen fortjeneste, da ingen kan være i stand til at sige svendelønnen er indrettet derefter. Det er der sørget for ved lavet. Nej, det erfares stadig mere at selvom arbejdet er småt hos de fleste, og flere svende i lavene er ledige, er disse dog endnu ikke til at slå af på deres arbejdsløn. De påstår derimod en 3 til 4 dobbelt betaling i rigsbankpenge imod det som de fik for 12 til 18 år siden.

Vintappersvend o. år 1810. (Lahdes Kobbertryk) 

Jeg vil her nævne nogle af de lav som lider mest ved den ublu løn som ovennævnte mestre må give deres svende, endog under de vanskeligste omstændigheder hvor de første undertiden må vente flere måneder efter deres tilgodehavender, mens de sidste øjeblik nyder hvad de fortjener. Disse er nemlig: vævere, hattemagere, skræddere, skomagere. Hvorfor jeg nævner disse fremfor andre er fordi disse arbejder er de meste fornødne, næst efter bagere og slagtere, og altså bør tages i betragtning når håndværkere her skal berøres.

Årsagen til denne nølende nedsættelse på svendelønnen i førnævnte lav ligger uden tvivl først og fremmest i at der ikke foretages rådslagning blandt oldermænd og de mestre som holder svende inklusive til at opnå dette formål. Dernæst at der sjældent eksisterer enighed og ordholdenhed i hvad de kunne fremvirke ved et endelig resultat. Svendene finder vist selv at de får for høj løn og står sig overmåde godt ved det. Men de vil også utvivlsomt ligeså fornuftige som veltænkende finde sig i at man foreskrev dem almindelig løn for simpelt arbejde og gav dem en bestemt særdeles løn for det finere. Man fik dem da i tale, og ville snart se gode følger både for mestre og svende.

Vistnok ville føromtalte nedsættelse på svendeløn møde sine vanskeligheder. Men disse ville snart kunne hæves. For når svendene mærker det kan ikke være anderledes, så finder de sig nok i det.

Uden at øvrigheden medvirker til bestemmelsen for de her berørte håndværkssvende vil det næppe kunne finde sted, hvorfor enhver mester vist ønsker sådan. Den ville da i forening med oldermænd og nogle enkelte af de ældre mestre snart kunne gøre udslaget til de bestemte priser som for fremtiden skulle gælde for nævnte svende. Herved ville vindes for det første at arbejdet i almindelighed blev lettere at få. For det andet at svendene når der var nok arbejde ville være flittigere. Og endelig for det tredje at mesteren ikke behøvede så mange svende for at få lidt arbejde færdigt. Den høje øvrighed vil vist finde ønsket rimeligt, og den glemmer aldrig at give gehør hvor der forestilles den noget som er godt og gavnligt for det almene vels fremme.

(Politivennen nr. 163, Løverdagen den 13de Februari 1819, s. 2625-2628)

Redaktørens Anmærkning

Lavsvæsnet var ved at udspille sin rolle på tidspunktet for denne artikel. At det knagede i det gamle system med mesterlav og svendelav var tømrerstrejken i 1794 et forvarsel om. Den indvarslede at efterspørgslen ikke steg i samme takt som befolkningstallet og konkurrencen derfor blev hårdere. Svende og lærlinge overgik mere og mere fra at være udtryk for hvor langt man var nået hvad angik erfaring til at være arbejdskraft for mestrene. Det blev ydermere skærpet af at der blev sat loft over antallet af mestre. Uligheden mellem de mestre som klarede sig godt og de som klarede sig dårligt blev ligeledes større. Og det kunne ende med at de sidste overlevede som underleverandører til de første.

En Besynderlighed

Det er besynderligt at skuespillere og skuespillerinden der nyder benefice, nu er begyndt at anmærke at de ikke udgiver flere billetter end det antal direktionen har bestemt. For uagtet disse bekendtgørelser finder man såvel ved beneficer som de øvrige aftener at der i pladslogerne og parkettet er indladt flere end der gives rummelige og anstændige pladser for tilskuere der kommer for at nyde skuespillet. Heri synes også at ligge en beskyldning mod kontrollørerne. Hvilket næppe er rigtigt. For selv om en eller anden af disse embedsmænd forsømte deres pligt, så er det ikke afgjort at alle gør det. Skulle derfor dette antal virkelig være bestemt af direktionen, så håber man at der sker en forandring. Men det er næsten ikke troligt at denne bestemmelse er fra den. For så måtte der om søndagen være lige så trangt som de øvrige aftener. Hvilket ikke er tilfældet for selvom alt er udsolgt både i pladslogen og i parkettet, kan man få om ikke magelige så dog upåklagelige pladser.

(Politivennen nr. 162, Løverdagen den 6de Februari 1819, s. 2622-2623)

Almindeligt Ønske ved Barnedaab om Kirkedagene

Man ser som oftest i alle kirker at børn bæres ind til dåben eller for at døbes før den øvrige gudstjeneste er til ende. Ja man hører ikke sjældent spædbørn græde ganske højt og uophørligt, hvorved mange forstyrres i deres andagt. Det var derfor at ønske at en forbedring ved denne lejlighed måtte finde sted. Den nemlig at fadderstadsen enten ikke kom før man med sikkerhed kunne bestemme at gudstjenesten var til ende, eller at der i nærheden af enhver kirke, enten hos klokkeren, graveren, organisten eller hvilken som helst af betjentene, var et værelse ledigt som om vinteren var opvarmet, så man kunne henvise sådanne for tidligt ankomne jordemødre og fruensfaddere til det, og siden afhente dem til rette tid. Det kunne meget let ske ved den undergraver eller betjent som almindeligvis opholder sig ved kirkegården. Derved ville al sådan skrål være forebygget i kirken under gudstjenesten

(Politivennen nr. 162, Løverdagen den 6de Februari 1819, s. 2614-2615)

"Det var ønskeligt med et værelse ledigt som om vinteren som var opvarmet for der at henvise sådanne for tidligt ankomne jordemødre og fruensfaddere og siden afhente dem til rette tid". (Barnepige fra o. 1810. Lahdes Kobbertryk)

Om Gasbelysningen

Man har nu her i en tid af 3 år beundret gaslysets skønne og blandt alle kunstige lysfrembringelser den mest uskadelige flamme for det menneskelige øje. Anmelderen så første gang gaslyset brænde i december måned 1817. Brødrene hr. Colding havde i et temmelig stort værelse på gården nr. 74 uden for Nørreport anbragt en lille lysekrone, fra hvilken 9 gaslysflammer udbredte et skønt og virksomt lys. Ved opstillede forsøg overbeviste hr. kandidat og dannebrogsmand Colding sig om at virkningen af disse 9 gasflammer var at sammenligne med det lys som 12 nylig pudsende vokslys til 6 på pundet gav. For at udvikle den mængde gas som behøvedes til denne belysning i en tid af 4 til 5 timer, forbrugtes 11 pund stenkul. Af hvilke de 6 pund blev anvendt til destillationen og de 5 pund til at bringe og vedligeholde retorten i gloende tilstand.

I hr. grosserer Hambroes gård på Kongens Nytorv nr. 2 har der i 4 uger stået et gasbelysningsanlæg, som har oplyst porten, trappegangen og to værelser med gas der strømmer ud fra meget smagfulde lamper som ejeren af dette gaslys hr. auditør Steen Bille har fået fra England. Adgang til at se denne gasbelysning er (så længe som tøvejret vedvarer) for det meste hver aften fra 7 til 9 forundt enhver anstændig klædt person af begge køn. Hensigten af denne gasbelysning er anmelderen ubekendt. Men af den metode på hvilken den er anbragt, kan han slutte sig til at den blot er midlertidig, og alene har til formål at vise gaslysets pragtfulde glans. For han kan ikke bekvemme sig til at tro at ejeren af dette gasbelysningsanlæg har haft til hensigt at fremstille samme som mønster for noget gaslysetablissement. Dertil har det alt for betydelige fejl. 

Ingen kan vel sige noget imod at de apparater som ejeren måske længe har haft i besiddelse og som for en del år siden er forfærdigede efter da brugelige, men nu forkastede principper, er anvendt ved denne gasbelysning i den form de har. Men det røber alt for stor ukyndighed i dette fag at de væsentligste ting der henhører til gasudviklingen og maskineriet som af nyt er anskaffet, ikke er konstruerede efter de hensigtsmæssigste og fordelagtigste principper. Indretningen af retortovn forbruger så meget brændsel at destillationen ved en mere hensigtsmæssig anlagt ovn kunne iværksættes med 1/3 af den mængde stenkul som her unødvendigt bliver forbrugt. At cisternen og gassamleren har fået plads i gården under åben himmel, forøger betydelig de øvrige væsentlige mangler som disse redskaber har, da et indtræffende frostvejr så længe samme vedvarer ganske ville hindre gasbelysningen.

Ønskeligt var det imidlertid at man her i København snart måtte se dette skønne lys anvendt ved en eller anden offentlig indretning, hvor meget lys er nødvendigt. For derved kunne man ved selvsyn ved et efter de mest hensigtsmæssige og mest økonomiske principper anlagt gasbelysningsetablissement erfare det økonomiske resultat af denne nye belysningsmåde, der i følge den af hr. kandidat Colding nylig udgivne lille afhandling om gasbelysningen har ligeså betydelige økonomiske fortrin frem for den nu brugelige belysningsmåde som den i glans og pragt langt overgår samme.

(Politivennen nr. 162, Løverdagen den 6de Februari 1819, s. 2609-2612)

"Ønskeligt var det imidlertid at man her i København snart måtte se dette skønne lys anvendt ved en eller anden offentlig indretning". Dette ønske gik i opfyldelse, dog først årtier senere. Fotoet viser gasbelysning på Amalienborg. Dels standere samt i baggrunden også vægophængt. Måske nogen ved hvor gamle de er - formentlig opsat efter 1857. (Eget foto).

Redakteurens Anmærkning

Ifølge denne artikel skulle Irgens have tændt gaslyset i 1816. Det er interessant, idet det strider imod den gængse opfattelse af hvornår det skete. Der er et særligt tag om gasbelysningen. 

I 1832 er der en debat om gasbelysning: i Politivennen nr. 849, lørdag den 7. april 1832, s. 222-227 diskuterer artiklen "Om Gasbelysning." farligheden (eksplosion) ved gasbelysning. Et modsvar i Politivennen nr. 850, lørdag den 14. april 1832, s. 243-249 ("Et Par Modbemærkninger mod det i forrige Nr. af Politievennen om Gasbelysningen Indførte.") gendriver nogle af disse betænkeligheder. På hvilken gensvares "Svar paa Anmærkningerne over Gasbelysning i Politievennen Nr. 851. Tillæg til Politivennen, lørdag den 21. april 1832, s. 267-271. Politivennen nr. 852, lørdag den 28. april 1832, "Ultimatum til Gasbelysningens Fjende." s. 286-287