03 august 2015

En Besynderlighed

Det er besynderligt at skuespillere og skuespillerinden der nyder benefice, nu er begyndt at anmærke at de ikke udgiver flere billetter end det antal direktionen har bestemt. For uagtet disse bekendtgørelser finder man såvel ved beneficer som de øvrige aftener at der i pladslogerne og parkettet er indladt flere end der gives rummelige og anstændige pladser for tilskuere der kommer for at nyde skuespillet. Heri synes også at ligge en beskyldning mod kontrollørerne. Hvilket næppe er rigtigt. For selv om en eller anden af disse embedsmænd forsømte deres pligt, så er det ikke afgjort at alle gør det. Skulle derfor dette antal virkelig være bestemt af direktionen, så håber man at der sker en forandring. Men det er næsten ikke troligt at denne bestemmelse er fra den. For så måtte der om søndagen være lige så trangt som de øvrige aftener. Hvilket ikke er tilfældet for selvom alt er udsolgt både i pladslogen og i parkettet, kan man få om ikke magelige så dog upåklagelige pladser.

(Politivennen nr. 162, Løverdagen den 6de Februari 1819, s. 2622-2623)

Almindeligt Ønske ved Barnedaab om Kirkedagene

Man ser som oftest i alle kirker at børn bæres ind til dåben eller for at døbes før den øvrige gudstjeneste er til ende. Ja man hører ikke sjældent spædbørn græde ganske højt og uophørligt, hvorved mange forstyrres i deres andagt. Det var derfor at ønske at en forbedring ved denne lejlighed måtte finde sted. Den nemlig at fadderstadsen enten ikke kom før man med sikkerhed kunne bestemme at gudstjenesten var til ende, eller at der i nærheden af enhver kirke, enten hos klokkeren, graveren, organisten eller hvilken som helst af betjentene, var et værelse ledigt som om vinteren var opvarmet, så man kunne henvise sådanne for tidligt ankomne jordemødre og fruensfaddere til det, og siden afhente dem til rette tid. Det kunne meget let ske ved den undergraver eller betjent som almindeligvis opholder sig ved kirkegården. Derved ville al sådan skrål være forebygget i kirken under gudstjenesten

(Politivennen nr. 162, Løverdagen den 6de Februari 1819, s. 2614-2615)


"Det var ønskeligt med et værelse ledigt som om vinteren som var opvarmet for der at henvise sådanne for tidligt ankomne jordemødre og fruensfaddere og siden afhente dem til rette tid". (Barnepige fra o. 1810. Lahdes Kobbertryk)

Om Gasbelysningen

Man har nu her i en tid af 3 år beundret gaslysets skønne og blandt alle kunstige lysfrembringelser den mest uskadelige flamme for det menneskelige øje. Anmelderen så første gang gaslyset brænde i december måned 1817. Brødrene hr. Colding havde i et temmelig stort værelse på gården nr. 74 uden for Nørreport anbragt en lille lysekrone, fra hvilken 9 gaslysflammer udbredte et skønt og virksomt lys. Ved opstillede forsøg overbeviste hr. kandidat og dannebrogsmand Colding sig om at virkningen af disse 9 gasflammer var at sammenligne med det lys som 12 nylig pudsende vokslys til 6 på pundet gav. For at udvikle den mængde gas som behøvedes til denne belysning i en tid af 4 til 5 timer, forbrugtes 11 pund stenkul. Af hvilke de 6 pund blev anvendt til destillationen og de 5 pund til at bringe og vedligeholde retorten i gloende tilstand.

I hr. grosserer Hambroes gård på Kongens Nytorv nr. 2 har der i 4 uger stået et gasbelysningsanlæg, som har oplyst porten, trappegangen og to værelser med gas der strømmer ud fra meget smagfulde lamper som ejeren af dette gaslys hr. auditør Steen Bille har fået fra England. Adgang til at se denne gasbelysning er (så længe som tøvejret vedvarer) for det meste hver aften fra 7 til 9 forundt enhver anstændig klædt person af begge køn. Hensigten af denne gasbelysning er anmelderen ubekendt. Men af den metode på hvilken den er anbragt, kan han slutte sig til at den blot er midlertidig, og alene har til formål at vise gaslysets pragtfulde glans. For han kan ikke bekvemme sig til at tro at ejeren af dette gasbelysningsanlæg har haft til hensigt at fremstille samme som mønster for noget gaslysetablissement. Dertil har det alt for betydelige fejl. 


Ingen kan vel sige noget imod at de apparater som ejeren måske længe har haft i besiddelse og som for en del år siden er forfærdigede efter da brugelige, men nu forkastede principper, er anvendt ved denne gasbelysning i den form de har. Men det røber alt for stor ukyndighed i dette fag at de væsentligste ting der henhører til gasudviklingen og maskineriet som af nyt er anskaffet, ikke er konstruerede efter de hensigtsmæssigste og fordelagtigste principper. Indretningen af retortovn forbruger så meget brændsel at destillationen ved en mere hensigtsmæssig anlagt ovn kunne iværksættes med 1/3 af den mængde stenkul som her unødvendigt bliver forbrugt. At cisternen og gassamleren har fået plads i gården under åben himmel, forøger betydelig de øvrige væsentlige mangler som disse redskaber har, da et indtræffende frostvejr så længe samme vedvarer ganske ville hindre gasbelysningen.

Ønskeligt var det imidlertid at man her i København snart måtte se dette skønne lys anvendt ved en eller anden offentlig indretning, hvor meget lys er nødvendigt. For derved kunne man ved selvsyn ved et efter de mest hensigtsmæssige og mest økonomiske principper anlagt gasbelysningsetablissement erfare det økonomiske resultat af denne nye belysningsmåde, der i følge den af hr. kandidat Colding nylig udgivne lille afhandling om gasbelysningen har ligeså betydelige økonomiske fortrin frem for den nu brugelige belysningsmåde som den i glans og pragt langt overgår samme.


(Politivennen nr. 162, Løverdagen den 6de Februari 1819, s. 2609-2612)


"Ønskeligt var det imidlertid at man her i København snart måtte se dette skønne lys anvendt ved en eller anden offentlig indretning". Dette ønske gik i opfyldelse, dog først årtier senere. Fotoet viser gasbelysning på Amalienborg. Dels standere samt i baggrunden også vægophængt. Måske nogen ved hvor gamle de er - formentlig opsat efter 1857. (Eget foto).

Redakteurens Anmærkning

Ifølge denne artikel skulle Irgens have tændt gaslyset i 1816. Det er interessant, idet det strider imod den gængse opfattelse af hvornår det skete. Der er et særligt tag om gasbelysningen

I 1832 er der en debat om gasbelysning: i Politivennen nr. 849, lørdag den 7. april 1832, s. 222-227 diskuterer artiklen "Om Gasbelysning." farligheden (eksplosion) ved gasbelysning. Et modsvar i Politivennen nr. 850, lørdag den 14. april 1832, s. 243-249 ("Et Par Modbemærkninger mod det i forrige Nr. af Politievennen om Gasbelysningen Indførte.") gendriver nogle af disse betænkeligheder. På hvilken gensvares "Svar paa Anmærkningerne over Gasbelysning i Politievennen Nr. 851. Tillæg til Politivennen, lørdag den 21. april 1832, s. 267-271Politivennen nr. 852, lørdag den 28. april 1832, "Ultimatum til Gasbelysningens Fjende." s. 286-287

02 august 2015

Søndagsskrigen i St. Pederstrædet.

(Indsendt)

Ikke sjældent hænder det at en eller anden fiskerkone med ål eller torsk udråbt af det gevaldigste gab, passerer gennem Sankt Peders Stræde forbi kirkens hovedindgang i det klokken er 11.30 til 12 på hvilken tid tilhørerne i samme kun ønsker at høre en stemme. Men hører derimod snart et vræl med torsk, snart med ål, af fuld hals skingre ind ad kirkens døre når disse just i samme øjeblik åbnes, enten for en ind- eller af nødvendighed udgående.

Politiet ville uendelig forbinde Skt. Petri menighed om denne her fremsatte påanke måtte blive bemærket, og derved sådan utålelig skrig under samme andagtstimer som bekendt er fra 10 til 12 og undertiden 12.15, afskaffet.

Fiskerkonerne kunne ikke tabe ved denne forandring da de i almindelighed råbte så højt med deres varer at man godt kan høre dem halve, ja hele gader igennem når de første gang giver hals til at forhandle samme. De ville også snart underrette de få beboere ved kirken derom at disse nok ville kalde ad dem hvis de ellers behøver nogen af deres levende torsk eller ål.

(Politivennen nr. 161, Løverdagen den 30de Januari 1819, s. 2605-2606)

Ønske angaaende Rygter

I henved 14 dage er det blevet fortalt at en tyve- eller røverbande som på en gård på Sjælland skal have forøvet flere mord, er blevet opdaget af en hund. Scenen skal være foregået snart i Osted, snart i Blovstrød, snart på ligeså mange forskellige steder som fortællingen har haft munde at passere igennem. Men endnu har man ingen autentisk efterretning om fortællingen er sand eller blot opdigtet. 

Undertegnede der nogle dage om ugen opholder sig i Blovstrød, blev ved sin ankomst her i staden i forrige uge af næsten alle sine bekendte modtaget med en slags forundring, da de havde hørt at han var blandt de dræbtes tal, ligesom hans familie ikke så lidt blev foruroliget over de mange kondolencer som i nogle dage bevidnede dem. 

At opfinde de ubegrundede rygter er skammeligt. Og de der udbreder disse, ved ikke hvor meget ondt de selv mod deres vilje kan forvolde andre. Det ville derfor være godt at når sådan udåd skulle indtræffe, så blev den bekendtgjort offentlig og autentisk med alle omstændigheder i henseende til tid og sted. Man ville da komme i den gode vane at anse ethvert andet rygte som på denne måde ikke blev bekræftet, for løs snak og ikke lægge videre mærke til det.

(Politivennen nr. 161, Løverdagen den 30de Januari 1819, s. 2604-2605)