Ublu Forlangende af Ligtornelæge Meyer

(af den mosaiske Tro)

Da jeg i nogle dage havde følt nogen ømhed i en tå hvorpå neglen sad løs, sendte jeg bud efter hr. Meyer som snart indfandt sig. Efter at have set på den og gjort sig meget vigtig, gør han tingen endog særdeles farlig. Men siger dog "at han nok ved sin kunst skal kurere det på nogle dage ved at tage neglen af". Dette gjorde han da også og var hos mig i alt fire gange.

Jeg spørger nu nævnte hr. Meyer hvad jeg skylder ham, hvorpå han svarer "Nå, De kan jo nok selv passe det så ungefær". Jeg lægger da 5 rigsbankdaler på bordet til ham i det håb at han ville være fornøjet med det. Men hr. Meyer tilbød at lægge en til og forære mig "dette er ikke nok for min kunst", siger han "jeg har kone og børn at forsørge". For at blive vel af med ham og hans kunst lagde jeg endnu 5 rigsbankdaler til. Men hr. Meyer ville endnu næppe se til de 10 rigsbankdaler, langt mindre tage dem, men beråber sig stedse på kunst, kone og børn. Jeg spørger nu: "Hvor meget skal De da have? Forlang!". "Nå, jeg kan sku ikke have mindre end 20 species. Det er jo dog en stor kunst at kurere en tå på så få dage, og hvad er dog en specie? Hvordan jeg vender og hvordan jeg drejer den, så regner jeg den dog ikke for mere end 7 mark 8 skilling". (Jeg bruger ofte sølv til adskillige varers betaling. Om jeg da kom til hr. Meyer og bad at overlade mig noget sølv, mon han da ville sætte så ringe pris på det eller ikke snarere sige 4 skilling over kursen?).

Jeg forfærdedes naturligvis over dette urimelige forlangende og troede at han ikke var i besiddelse af alle sine fem. Jeg lagde endnu 5 og atter 5 rigsbankdaler til, så der lå nu 20 rigsbankdaler for ham som enhver vist vil finde at være overdreven betaling for hans kunst. Men som en fastsat takst vedblev han med de 20 species. Jeg tog da straks de 20 rigsbankdaler tilbage og sagde: Når jeg har talt med folk derom, som forstår at vurdere Deres store kunst, så skal De få Deres betaling.

Derpå gik hr. Meyer, men efter nogle øjeblikkes forløb indfandt han sig igen og sagde at for at være venner ville han nu modtage de 20 rigsbankdaler, og kunne ved nærmere overenskomst få mere. Jeg svarede: For i dag afgør jeg intet.

Jeg forespurgte mig hos min huslæge hvad han vel kunne have fortjent. Denne mand svarede mig at det første tilbud var rimeligt, men hans forlangende var alt for overdreven.

I søndags kom hr. Meyer til mig for at få betaling, hvorpå jeg tilbød ham 5 rigsbankdaler, hvilke han afslog og gik. Da hr. Meyer nu formodentlig agter at sagsøge mig for den her nævnte speciesfordring, så skal jeg i i tilfælde heraf i sin tid bekendtgøre sagens udfald. Imidlertid har jeg ikke villet undlade at meddele mine ærede medborgere underretning hvilken ublu måde hr. Meyer går frem på, fordi adskillige muligvis kunne henvende sig til denne berømte mand i lignende tilfælde uden at gøre regning på hans overdrevne prætentioner for en i så få dage tilendebragt forretning.

G. H. Hialtelin
Urtekræmmer

(Politivennen nr. 294. Løverdagen den 18de Augusti 1821, s. 4722-4725)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen affødte en længere debat. Her en oversigt: Det oprindelige indlæg var i Politivennen nr. 294. 18de Augusti 1821, s. 4722-4725, Meyer svarede i Politivennen nr. 296. 1ste September 1821, s. 4753-4757, dr. med professor Klingenberg i Politivennen nr. 297. 8de September 1821, s. 4753-4782, den første skribent svarer Meyer i Politivennen nr. 298. 15de September 1821, s. 4793-47[98], endnu en kommentar i Politivennen nr. 299. 22de September 1821, s. 4817-4818, og endnu en i Politivennen nr. 302. 13de October 1821, s. 4861.

Meyer havde allerede i Adresseavisen 9. oktober 1807 annonceret for sin virksomhed:

Da Undertegnede i 17 Aar her i Staden haver borttaget Liigtorne, tager han sig den Friehed at anbefale det ærede Publicum der maatte behøve hans Tieneste, da han er forsynet her af Stadens Doctores og Herskabers bedste Beviser om sin Duelighed, smigrer han sig med at han vil blive søgt af de af hans Medborgere, der saavel ville see sig befriede for Liigtorne, som forgroede og beskadigede Negle, især da han forretter Operationen uden ringeste Smerte for Patienten

J. Meyer. boer i Teglgaardsstræde 187 anden Sal til Gaden.

En glubsk Hund i Ulkegaden.

I Ulkegade nr. 140 bor i baggården en smed som har en sort puddelhund der er meget bidsk og glubsk, og da hver etage i gården er indrettet til to familier, så er det ikke sjældent tilfældet at fremmede der besøger disse familier, bliver glubsk overfaldet af dette dyr. Ja, det skal endog for ikke længe siden være sket det at en mand er blevet bidt i benet af den. Uagtet husets beboere flere gange har advaret hundens ejer om at holde den inde, har det hidtil været forgæves. Derfor nødsages man offentligt til at ytre det ønske at ejeren til nævnte hund enten måtte af de ansvarlige blive pålagt at anskaffe den en mundkurv, eller også strengt befales at holde den inden for sine egne døre.

(Politivennen nr. 294. Løverdagen den 18de Augusti 1821, s. 4721-4722)

Venlig Bøn til Commandantskabet.

Flere gange er der i dette og andre ugeblade ført anke over den folkestimmel der altid findes om søndagen på Vesterbro udenfor Møllers værtshus, hvor der tillige er gynger. Kommer man det nær, så øjner man lutter handelsmænd NB i korte blå trøjer og lange bukser. Disse karle driver byttehandel, ligesom også reel handel, især med lommeure, tobakspiber, piberør etc. og når købet skal sluttes, driver parterne og mægleren ved denne handel over på det fortov hvor der også slås hånd i hånd under tusind forskellige eder og forsikringer. Hvorefter de alle falder ned i den nærmeste kælder for at drikke ligekøb.

Der kan ikke være nogen tvivl om at omtalte folkestimmel strider mod anordningerne, og det må vel kunne skønnes at det er til forargelse for hvert tænkende individ.

"Disse karle driver byttehandel, ligesom også reel handel, især med lommeure, tobakspiber, piberør etc. og når købet skal sluttes, driver parterne og mægleren ved denne handel over på det fortov hvor der også slås hånd i hånd under tusind forskellige eder og forsikringer. Hvorefter de alle falder ned i den nærmeste kælder for at drikke ligekøb". (Vesterbro 1855. Tilfældigvis hedder slagteren også Møller, men har formentlig intet med Møllers værtshus at gøre).

Man kan være vis på at vores nidkære politi vist gerne skaffede stadens indbyggere fri passage såvel ad denne bro som de øvrige to udenfor stadens porte, men der må uden tvivl møde det hindringer som gør sådant umuligt.

Man gætter på om ikke kommandantskabet skulle have tilladt så mange som lystede om søndagen at stå på dette sted af Vesterbro. Men da man tror at såvel denne autoritet som alle andre giver gehør hvor det gælder om offentlig ro og offentlig færdsels ukrænkede rettigheder, så vil man tro at vores human kommandant der altid viser sig som borgerven, vil skænke dette sin opmærksomhed og bifalde at nævnte karlestimmel der udgør et syn som en børs, ved politiets ordre henvises til Trommesalen, hvor de uforstyrret kan nyde selvsamme friheder som de her har tiltaget sig.

(Politivennen nr. 294. Løverdagen den 18. Augusti 1821, s. 4719-4721.

Øienglasset i Roeskilde Domkirke, Søndagen den 15de Julii.

At man engang imellem ser narre blandt mandekønnet som ligeså fuldt benytter øjenglas i Guds hus som i Komediehuset, kan desværre ikke nægtes. Men at pigebørn på 13-14 år også nu benytter sig at sådant et redskab for at forulempe en værdig prædikant samt agtsomme tilhørere ved deres uanstændige lorgnetteren ledsaget med uafbrudt fnisen er dog alt for galt. Især når et pigebarn er i selskab med ældre fruentimmer som var tilfældet den 15. juli. For ellers kunne fejlen tilskrives uvidenhed, når den unge mangler en foresat, der kan gøre hende bekendt med hensigten af sit komme i Guds hus og som burde forbyde et pigebarn at hænge et øjenglas om sin hals for ikke i enhver henseende at ligne aberne.

(Politivennen nr. 293. Løverdagen den 11. Augusti 1821, s. 4713-4714.

Stikbrev.

Man mener at skylde sine medborgere beretning om følgende tildragelse:

Onsdag den 11. juli ankom 2 unge fruentimmere om morgenen tidlig kørende til Sorgenfri Slot med en kildevogn. Her bad de kusken at holde, mens de et øjeblik besøgte slotsforvalteren, hvorefter de lovede at vende tilbage og beværte deres kusk med kaffe. Imidlertid behagede de at gå en omvej gennem skoven til præstegården, hvor den ene, iført en rødternet tvisteskjole, en sort fløjlshat med hvidt underfor, et langt sort sjal, grå everlastings støvler med grønne galocher, med en grøn taske med en stålkæde, i hånden gik ind mens den anden ventede på hende udenfor. Førstnævnte forlangte at tale med præsten, hos hvem hun udgav sig for en frøken Petersen, hvis søster for flere år siden skulle været konfirmeret her i Lyngby. Desårsag begærede hun på sin moders vegne som foregaves at være syg, at en yngre søster ligeledes måtte blive konfirmeret her. hun sagde også at hendes moder med familie i disse dage ville flytte fra København til Lyngby sogn. 

Efter at have røgtet dette ærinde begav hun sig med sin såkaldte veninde til hr. inspektør Møller her i byen. Veninden havde en gul stråhat med en rød blomst på hovedet, og var iklædt en blå sirtseskjole med gule prikker, et gult sjal og på fødderne et par sorte fedtlæderstøvler. Hos hr. inspektør Møller udgav de sig for at være familie med dennes bekendte og at stå i venskabelig forbindelse med præstens hus. De bad om at måtte opholde sig der i nogen tid, hvilket blev dem tilstået. Videre foregav de at ville besøge folk på Frederiksdal, men hvorhen de ikke rigtig vidste vejen. Dette besøg udsatte de så længe at man først gav dem middagsmad og kaffe, og omsider undskyldte de sig med at det var blevet for sent, og beklagede at have mistet deres penge, indsvøbt i et hvidt tørklæde, i den vogn med hvilken de var kommet fra København til Lyngby. 

"Rigtignok indfandt de sig derefter i præstegården, hvor man til alt held havde hørt lidt om deres eventyrlige togt. For præstens kone fremførte de at den ene af dem på rejsen til Brede havde tabt den grønne taske som hun om morgenen havde haft i hånden, og tilligemed den alle sine penge, hvorfor hun udbad sig et lån på 3 rigsbankdaler til rejsen" (Lahde Kobbertryk).

Efter endnu et ophold påstod de at de måtte vende tilbage til præstegården, hvor de sagde at have lånt et rent nødvendigt stykke til påklædningen. Rigtignok indfandt de sig derefter i præstegården, hvor man til alt held havde hørt lidt om deres eventyrlige togt. De forlangte at tale med præsten, men han var nu ikke hjemme. For hans kone fremførte de derimod den fortælling at den ene af dem, nemlig frøken Petersen, på rejsen til Brede havde tabt den grønne taske som hun om morgenen havde haft i hånden, og tilligemed den alle sine penge, hvorfor hun udbad sig et lån på 3 rigsbankdaler til rejsen. Men på grund af det man havde hørt blev det dem ikke tilstået. 

Da den såkaldte frøken Petersen åbenlyst syntes at føre folk bag lyset og formodentlig andetsteds ved at give sig et nyt navn kunne tilvende sig et lån, som man ellers ikke ville give hende, har man troet på omstændeligt at burde anmelde det passerede.

Anmelderen har senere erfaret at et fruentimmer der har givet sig samme navn og været iført omtrent samme dragt (dog stundom spencer) som før omtalte sig såkaldte frøken, har besøgt familier her i staden og omegnen og under påskud af at hendes moder skulle begraves, hun selv skulle anlægge sorg, eller endog undertiden være i slægt med familien, har vidst at tilvende sig en understøttelse.

(Politivennen nr. 293. Løverdagen den 11. Augusti 1821, s. 4707-4710.