Spørgsmaal til det Asiat. Compagnie.

Burde direktionen for det Kongelige Oktroerede Asiatiske Kompagni ikke - nu da en ny ladning af Kongo og andre teer ligger i deres pakhuse - påse at fremmed te ikke blev indført, og om sådant forbud at ansøge hans majestæt kongen. Det er så meget mere grund hertil da de sig (imod anordningerne) her opholdende og sågar uden borgerskab bosatte kommissionærer og probenreutere som dels for hamborgerne, og dels for andre fremmede landes købmænd løber omkring for deres regning og påtrygler herværende købmænd, ja endog detailhandlerne deres varer. Hvilket er til stor skade for handelen i almindelighed og for grossererne og Asiatisk Kompagni i særdeleshed.

(Politivennen nr. 298. Løverdagen den 15de September 1821, s. 4785).

Erklæring i Anledning af Ligtornelæge Meyers Indrykkelse i Politievennen No. 296

I anledning af det i Politivennen nr. 296 indrykkede fra ligtornelæge Meyer hvori man har brugt mit navn, finder jeg det nødvendigt at bekendtgøre følgende:

For nogen tid siden blev jeg kaldt til hr. urtekræmmer Hjaltelin for at tilse nogle af hans folk der var syge. Tillige klagede han selv over smerte i storetåen. Ved undersøgelse fandt jeg at tåen var opsvulmet og betændt, og at neglen på grund af en begyndende bulning (suppuration) var så løs at den kunne skydes frem og tilbage, men dog endnu lidt fasthængende på et enkelt sted så at den rimeligvis først om nogle dage når suppurationen var videre fremme, ville løsnes af sig selv og altså uden vanskelighed kunne borttages. Neglen selv var buklet og dannede en fremragende knop omtrent som en flad nød. 

På mit råd om at holde sig rolig og bruge det sædvanlige blødgørende omslag indtil neglen var blevet fuldkommen løs, svarede han at han ikke kunne ligge fordi han selv var nødt til at passe sine forretninger så længe hans svend var syg. Da den smerte han følte ved at gå for det meste var foranlediget ved trykket af skoen på den fortykkede negl hvorved denne igen pressede på det underliggende ømme og bulnende sted, så rådede jeg ham under den forudsætning at han på ingen måde ville eller kunne holde sengen til at lade ligtornelæge Meyer bortskære eller skrælle noget af neglens overflade og derved formindske dens tryk på den underliggende ømme hud for det første indtil hele neglen kunne borttages.

Dette var årsag hvorfor hr. Meyer blev tilkaldt og ikke for at indhente hans mening eller råd om tilfældets beskaffenhed.

Ved mit næste besøg hørte jeg at hr. Meyer i stedet for at opfylde mit forlangende havde forestillet hr. Hjaltelin tingen så farlig at han havde bevæget ham til at holde sig i ro og bruge omslag. Da dette var mit eget råd, kunne jeg intet have at indvende med det, og villig overlod jeg ham nu den forretning at borttage den inden kort tid fuldkommen løse negl.

Efter nogle dages forløb kom hr. Meyer til mig og underrettede mig om den strid der havde fundet sted mellem hr Hjaltelin og ham angående hans betaling. Jeg erklærede ham da at 5 rigsbankdaler for 4 besøg (som han nemlig havde gjort hr. Hjaltelin) var omtrent det samme som jeg og andre læger fik for vores umage, og at han altså vel kunne lade sig nøje med det, skønt jeg tilstod ham at det ikke var nogen brillant betaling. Men at 10 rigsdaler syntes mig her en anstændig dusør og at han dersom han havde fået mere, fx 15-20 rigsdaler måtte han anse det for et særdeles udmærket salær. 

Ved at afgive denne min erklæring i en økonomisk sag der egentlig var mig uvedkommende, gik jeg ud fra hvad der ved anordningerne er bestemt som rimelig betaling for egentlige videnskabelige læger. Og hvad jeg således havde erklæret hr. Meyer gentog jeg senere for hr. Hjaltelin da han forlangte min betænkning angående denne sag. 

At jeg skulle have sagt at jeg hverken havde ventet eller ønsket hr. Hjaltelins helbredelse, og at jeg ved hr. Meyers oplysning var blevet underrettet om sygdommens sande beskaffenhed, er mildest talt så enfoldigt fremsat at det ikke fortjener at modsiges, ligesom det også er usandt at jeg skulle have fundet hr. Hjaltelins erklæring i Politivennen falsk eller fornærmende mod mig.

Klingenberg.
Dr. Med. professor

(Politivennen nr. 297. Løverdagen den 8de September 1821, s. 4778-4782).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen var del af en længere debat. Her en oversigt: Det oprindelige indlæg var i Politivennen nr. 294. 18de Augusti 1821, s. 4722-4725, Meyer svarede i Politivennen nr. 296. 1ste September 1821, s. 4753-4757, dr. med professor Klingenberg i Politivennen nr. 297. 8de September 1821, s. 4753-4782, den første skribent svarer Meyer i Politivennen nr. 298. 15de September 1821, s. 4793-47[98], endnu en kommentar i Politivennen nr. 299. 22de September 1821, s. 4817-4818, og endnu en i Politivennen nr. 302. 13de October 1821, s. 4861.

Om Ølsnakken i Skilderiet No. 70 for dette Aar.

Det er vel værd at vide hvor de ølkældre findes der har vækket forf. ånd som døde i vinkælderen. Dermed skete den store hob en sand tjeneste, for det øl mængden får at nyde er af den beskaffenhed at det snarere vil forvolde ethvert andet tænkeligt onde end det at gøre øllet. Hvor den saft og kraft findes i vore dages øl må vorherre vide. For i fald nogen har lyst og rum dertil kan man sikkert drikke  øl i litervis uden at det skal besvære koncepterne, men svage maver får al landets ulykke af langt ringere kvantiteter. Og ikke sjælden har man stor ulejlighed inden man kan blive af med det igen. Og lykkelig den der kan det. 

"For for 30 år siden fik man så godt øl her i landet som nogen ville drikke. Men disse 30 år, hvad har de ikke forværret og forvansket? I stedet for ærlighed og retskaffenhed, kneb og bedragerier. I stedet for flid og tarvelighed, forfængelighed, forlystelsessyge" (Udstyr til ølbrygning omkring 1815. Nationalmuseet. Eget foto, 2015).

Det går med øllet i vore dage som med alt andet. Det går stærk krebsegang, og at tro at nogen i hvad fag det end er, ville lægge bind og flid på at forbedre deres produktioner er aldeles i strid med tidsånden som blot ser på at få sine 100 pSto ud af sin handel. Hvad der drives med dristighed og fremgang er dyrehavsrejser og charlottenlundsfarter. Rejsen er ikke værd at bekymre sig om. Det øl forfatteren taler om som vores forfædre har nydt, kender han nok ikke stort til. Det er højst troligt at det ikke har været det sprøjt man nu giver navn af øl. 

Vi behøver heller ikke engang at gå så langt tilbage for at lede efter dansk øl, da der endnu var danske mænd. For for 30 år siden fik man så godt øl her i landet som nogen ville drikke. Men disse 30 år, hvad har de ikke forværret og forvansket? I stedet for ærlighed og retskaffenhed, kneb og bedragerier. I stedet for flid og tarvelighed, forfængelighed, forlystelsessyge og storha(n)serier. I stedet for at hver kendte og blev ved sin stand og passe sin håndtering, så ser man nu tambourering i kældervinduer, og hører pianofortespil i kældre. 

Hvis nogen tror at der kan komme noget reelt ud af sådant, så tager han fejl og vil blive overbevist derom. Ligesom den der drikker af vore tiders øl næppe skal rose sig af at have tilbagevundet enten forfædres ånd eller mod og kraft ved det. Godt er det for forfatteren af det stykke om øllet hænger ham ved ribbenene. Overhovedet er nok den ånd og kraft der hentes såvel i øl- som vinkældre ikke at sætte stor pris på, ligesom det er anmelderen ubekendt at vores forfædre fra disse steder hentede enten deres ånd eller kraft. Men da man nu tror at hente denne forsvundne ånd tilbage fra ølkældre, så kan man fra øllet slutte hvorledes denne vil blive.

(Politivennen nr. 297. Løverdagen den 8de September 1821, s. 4776-4778).

Til Dem, som plages af Liigtorne.

Da hr. ligtornelæge Weil i 4½ år for billig betaling har skåret mine ligtorne til min største tilfredshed, så giver jeg mig herved den frihed at bringe denne unge stræbsomme mand i mine medborgeres og medborgerinders erindring, overbevist om at hans bestræbelser sigter til at erhverve sig tillig og yndest.

Dreier

Højesteretsadvokat.

* * *

Da her. Weils duelighed i kunsten at behandle ligtorne og beskadigede negle, såvel som hans nøjagtighed i at besøge sine patienter er mig og flere af mine venner bekendt, kan jeg foranlediget ved ovenstående, i overensstemmelse med sandhed og i håb om at bidrage til at gøre denne stræbsomme unge mand bekendt for dem som trænger til hans hjælp, ikke undlade at anbefale ham forsikret om at enhver vil finde sig fornøjet såvel med hans behandlingsmåde som med den billige pris han sætter på sin tjeneste. Han bor i Vingårdsstræde nr. 143.

K. Kristensen.

(Politivennen nr. 297. Løverdagen den 8de September 1821, s. 4775-4776).

Usikkerhed paa Liv og ejendom i Omegnen af Frederiksborg.

I begyndelsen af august måned brød 4 karle ind om natten på vejen mellem Frederiksborg og Fredensborg hos justitsråd overførster Brühl. En del sager blev stjålet forinden man kom på færde, og dynerne var i vinduerne for at bringes ind ad skoven til. Efter den tid har denne bande sat den hele egn i ængstelse, hvilke hele tiden forøgedes eftersom efterretninger om nye indbrud indløber. Således er disse sket på Fredensborg hos oberstinde Recke og majorinde Meelsted og i Nøddebo hos kancelliråd birkedommer Meining. Endvidere hos skovriderne Sarau og Rekke. Men hos præsten Nyeholm i Helsinge ikke mindre end 5 gange. Alt i alt er man vidende om 21 indbrud der uforstyrret er foretaget i en tid af 4 uger. Da landmanden nu er midt i høsten og har strengt arbejde om dagen, falder det beboerne af stæderne meget vanskeligt at lade holde vagt om natten.

Hvad der fra øvrighedens side er foranstaltet for at sikre statsborgeren sit liv og ejendom, er endnu ubekendt. Men det er skrækkeligt at en tyvebande således uhindret i 4 uger kan vedblive at ængste og hærge en omegn af 2 til 3 miles distance uden at blive pågrebet.

(Politivennen nr. 297. Løverdagen den 8de September 1821, s. 4767-4768).