Ønske om et nyt Stipendium.

Flere stipendier er i forrige tider stiftede for at understøtte fattige studerende i deres studier, men endnu har ingen tænkt på at hjælpe dem til anskaffelsen af deres uniform der dog næppe kan haves for ringere end henved 50 rigsbankdaler sedler. Vores rige mænd og videnskabsyndere og beskyttere betænker hvor mange studenter der surt må spilde deres kostbare tid med timeinformationer, sælge deres få bøger for dog at være anstændigt klædt ved de befalede våbenøvelser! Ønskeligt var det også om uniformen kunne blive noget mindre kostbar, fx uden rabatter, og chacoerne noget simplere. en af de nuværende med besætning koster 10 rigsbankdaler sedler.

(Politivennen nr. 360. Løverdagen den 23de November 1822, s. 5835). 

Forslag til Gavn for Bryggere og deres Kunder.

Især i de senere år har indsenderen haft den erfaring at ikke blot bryggere selv, men endog de som har troet at få øl fra et bestemt bryggeri, på en meget upassende måde har måttet lade sig føre bag lyset af bryggerknægte.

Således har indsenderen flere gange erfaret at uagtet han har bestilt øl fra et bestemt bryggeri og den samme knægt, som de første gange afleverede øllet, endnu vedblev afleveringen, er leverancen sket kort eller længe efter fra et aldeles fremmed sted som han da først er kommet efter, enten ved hos den formentlige rette brygger at besvære sig over varens slette kvalitet, eller ved udeblivende leverance, herom at lade gøre påmindelse. Ikke sjældent er det mødt indsenderen at han hist og her har hørt omtale at øl af samme kvalitet er leveret nogle mark ringere pr. fjerding end han har måttet betale, og ved derefter herover at besvære sig hos bryggeren selv, har han erfaret at sådant var et tillæg knægten på egen hånd og imod bryggerens vidende og vilje, tog. Og ved herover at gøre knægten bebrejdelser eller på grund af misforhold mellem priserne på 1/4 og ½ tønder, er ham mødt svar at de mindre træer koster forholdsmæssigt mere at vedligeholde (skønt dette jo sker for bryggerens regning) eller at han fik således andre steder og mere sådant.

Foruden at sådanne knægte der lønnes meget, og vel for rigeligt, af husbonderne på denne måde kan gøre profession af ved at vildlede køberen at medtage husbondens kunder når de flytter til et andet bryggeri, skader de både ham og køberen på en meget upassende måde. For når køberen af erfaring kender at ham leveres gode varer til billig pris fra et ham bekendt bryggeri, men den samme knægt efter nogen tids forløb enten leverer dårlige varer eller kræver en overdreven pris, har det da ikke let til følge at køberen tror at det er bryggerens skyld og han derfor søger et andet sted hen? Og dog er bryggeren almindeligvis den uskyldige det går ud over.

For at forebygge sådan uorden og at uskyldige ikke skal lide for den skyldige, var det vist ønskeligt om man altid kunne kende hvilket bryggeri knægten hørte til (ligesom den kyndige af vognens påmaling og træernes mærke kan se sådant om disse), og at man altid kunne vide bryggeriets priser. Når knægten har hos sig et skilt eller tegn med bryggeriets nummer og ejerens påsatte stempel eller navn og segl, og uden hvis tilbagelevering ham intet skudsmål meddeltes, eller i alt fald kun med anmærkning om denne mangel, tror indsenderen at disse misbrug kunne forebygges, og til den ende foreslås:

1) At enhver bryggerknægt eller den som ombringer øl for bryggere, hos sig burde bære et skilt eller andet tegn undr bryggerens mærke eller navn og segl der udviste ved hvilket bryggeri han tjente, og at intet skudsmål meddeltes før tegnet afleveredes, eller i mangel heraf at sådant anmærkedes og:

2) At bryggere desuden hver gang nogen forandring sker med knægten eller ølpriserne, bekendtgjorde dette i aviserne og så vidt muligt tillige for de ham bekendte kunder.

Ved disse de bedste midler indsenderen for tiden ved, tror han bryggerknægtene kunne vænnes både til orden og hengivenhed for deres husbonder.

(Politivennen nr. 360. Løverdagen den 23de November 1822, s. 5831-5834). 

Advarsel til en Kjeldermand i Pilestrædet.

Ved nogle gange om aftenen kl. 9 at have passeret Pilestræde har anmelderen set slagsmål af voksne drenge uden for nr. 122 og i den tilstødende port. Ved at forhøre sig nøjere herom, har han fået at vide at en del håndværksdrenge, især skrædder- og hattemagerdrenge, søger i denne kælder, og da de så ofte kommer i klammeri, formoder man at dette sker over deres tab eller gevinst i spil. Foruden at drengenes mestre og husbonder på flere måder taber ved sådan værtskab, kan dette også have betydelige følger for drengenes fremtid. At holde drikke- og spillehus for drenge er utilladeligt, og da beboeren af nævnte kælder synes at være uvidende herom, så gives ham herved denne underretning for at han i fremtiden kan vogte sig for de ubehagelig følger et utilladeligt og ulovligt værtshushold for drenge sikkert vil drage efter sig.

(Politivennen nr. 359. Løverdagen den 16de November 1822, s. 5830).

Noget til den ubudne Indsender af Stykket om Menneskeafretning i Politievennen No. 358.

Det er ubegribeligt hvad denne indsender egentlig har haft til hensigt med sit langtrukne, intetsigende væv uden det skulle være for at modsige, eller for at vise hvor udansk og tillige meningsløst han kan skrive. Hvad kan det vedkomme publikum (hvis ordfører han tillige giver sig mine af at være) at han i sin ungdom har fortjent revselse og fået den, skønt måske ikke nok? Skulle derfor Danmarks samtlige bønderkarle regaleres med mavepuf, ørevrid, sidestød, drøje næsestyvere og lignende som om det var kreaturer? For at de får nogle rap har jeg jo aldrig påanket. Ligesom jeg også tydeligt nok har erklæret både hvad jeg forstår ved soldatens mishandling og at der kunne gives undtagelser blandt underofficerer som blandt andre mennesker. Men det er med indsenderen *) som med alle sådanne folk: af mangel på grunde gentager de hvad man allerede engang har gendrevet, eller tager deres tilflugt til ordfordrejelse og grovheder. Derfor ikke et ord mere fra min side i denne sag, om end nok så mange anonyme smørere skulle finde for godt at overfalde mig. Det er mig nok at have gjort opmærksom på et misbrug som man må håbe at se hævet.

J. C. Lange.

*) Ved indsenderen forstår jeg hr. Mørcks selvindbudte forsvarer skønt man her måske turde anvende det bekendte: "Røsten er Jacobs røst, men hænderne er Esaus hænder."

(Politivennen nr. 359. Løverdagen den 16de November 1822, s. 5828-5829).

Redacteurens Anmærkning

Indslag i denne debat: Politivennen 347, Politivennen 349, Politivennen nr. 351 eller 352 mangler, Politivennen nr. 353, Politivennen nr. 355, Politivennen nr. 356, Politivennen nr. 357, Politivennen nr. 358, Politivennen nr. 359.

Et Par Ord i Anledning af Anken over Kirkebetjenterne i Garnisons Kirke.

Det er vel sandt at kirkebetjentenes kald ikke kræver nogen særlig uddannelse og øvelsen af deres pligter er ikke forbundet med megen åndskraft, anstrengelse og opofrelse. Dog synes det tillige at man en gang imellem kræver for meget af dem. Hvem vil forsvare den egennyttige som ikke giver bevæge sig uden at få en gave? Den uopmærksomme der ikke agter på og ikke søger sindig og stille at opfylde enhver tilhørers ønske? Den uhøflige som but og myndig afviser en beskeden anmodning? Men man bør dog også have nogen hensyn til alderdom og svaghed der ikke altid straks kan efterkomme enhvers ønske. Erindre den pligt der hviler på kirkebetjente at frede om de bortlejede stole og pladser der ikke tør besættes før lejerne har vist at de ikke selv vil benytte dem. 

Man bør skelne mellem den især ved konfirmationen fremtrængende nysgerrighed, kådhed og letsind der så tit forstyrrer andagten og vanhelliger denne hellige handling, og mellem den fromme følelse der fører forældre og slægtninge nær til deres elskede med stille ønsker og bønner. Og nu kirkebetjentenes foresatte: er de altid ligegyldige fordi de ikke altid bemærker eller har tid til at agte på og læse hver anke? Er de forpligtede til at læse den? Og var det ikke bedre at vedkommende henvendte sig personligt til de foresatte med deres klager og først når de havde erfaret det var forgæves, da nedskriver deres bitre bemærkninger? Derved ville nok udrettes mere til god ordens vedligeholdelse og man ville ledes til at fælde rimeligere domme.

(Politivennen nr. 359. Løverdagen den 16de November 1822, s. 5824-5825).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen var et svar på en artikel i Politivennen nr. 357. 2. november 1822