En lille Bøn til Brandmajoren.

Når der om aftenen enten ved klemten eller ved vægterpiben og brandråben gives signal til at ild er udbrudt her i staden, indjages enhver der hører sådant, en øjeblikkelig skræk, og denne skræk er altid større når man er udenfor sit hjem og i en talrig forsamling. Anmelderen som nogle gange i sådant tilfælde har været til stede i det Kongelige Teater, og set den angst og forvirring som tidenden om ildsudbrud der har frembragt blandt tilskuerne, kan ikke undlade at ønske at den på det Kongelige teater vagthavende brandofficer måtte i ildebrandstilfælde så snart som muligt fra sin chef eller den første ved brandstedet mødende officer, få rapport om hvor ilden var udbrudt, for at han enten selv eller ved en anden kunne bekendtgøre sådant for de forsamlede tilskuere. Blev der således fra scenen, parkettet eller parterret anmeldt: "Der er skorstensild i N. Gade. - Der er husild i G Gaden, men har fået magt over ilden" osv. så ville sådan efterretning være beroligende for mange tilskuere hvoraf en stor del kan forblive roligt på deres pladser når de vidste at de intet havde at frygte af ildens virkninger, i stedet for at de nu med angst, trykken og trængsel iler fra skuepladsen. At mange besvimelser eller andre ubehagelige følger hos nervesvage eller frugtsommelige fruentimmer ofte derved ville forebygges, er vist nok også troligt.

(Politivennen nr. 367. Løverdagen den 11te Januari 1823, s. 5951-5953).

Svar fra Leiebibliotheket paa Nørregade.

Vistnok hører skryd og pral lige så vel til dagens orden som avind og misundelse. Når imidlertid angriberen næppe har læst noget galere og mere urimeligt skryd og pral end bekendtgørelsen at man fra ovennævnte lejebibliotek kan få 2 bøger ad gangen for 2 mark månedligt, må han helt have egne begreber om skryd og pral, galskab og urimelighed. For denne bekendtgørelse indeholder ikke en tøddel som ikke er historisk bogstavelig sandhed. Når angriberen vil have læst bekendtgørelsen næsten daglig i avisen, må han have læst et og samme nummer flere gange. For bekendtgørelsen har aldrig stået mere end 2 gange ugentlig. 

Af kataloget hvis pris angriberen ikke har trøstet sig til at føre anke over, vil enhver kunne erfare hvilke bøger biblioteket består af. Og der findes i øvrigt i dette en skreven fortegnelse over de flere bøger hvormed samlingen efterhånden forøges. Vel erkender ejeren til fulde hvor såre langt biblioteket er fra at kunne måle sig med de større som hr. J. E. Langes, af hvilke et endog skal være forsynet med bøger der endnu ikke er udkommet (fx Mimers Skjold). Men ligesom biblioteket allerede er dobbelt så talrigt som da det begyndte, så skal man også fremdeles stræbe at bringe det til endnu større fuldkommenhed. At det også allerede indeholder meget godt, tør man vel slutte af den stedse tiltagende søgning der værdiges det. 

Da angriberen selv tilstår at blot nysgerrighed førte ham til biblioteket, skulle man måske tro at han selv havde lejebibliotek. Men det rimer dog næppe med at han kalder reoler små af hvilke hver kan rumme 7-800 numre, og at han taler om løseligt hensatte bøger, som om de der er ude, endda kunne vedblive at fylde deres plads. At samlingen der består af omtrent 900 numre, kaldes et lejebibliotek, retfærdiggøres af at bøger af samme kan fås til leje. Men hvad skal man sige om angriberens forstand når han fra ejerens ret til den omhandlende bekendtgørelse slutter at ejere af andre lejebiblioteker er uforskammede når de forlanger dobbelt eller tredobbelt så høj leje? Hvem kunne vel fortænke dem heri når man hos dem fandt ikke blot 2 til 3 gange så mange alen bøger, men også 2 til 3 gange så meget brugbart som i det her nævnte lejebibliotek.

(Politivennen nr. 367. Løverdagen den 11te Januari 1823, s. 5944-5946).

"Næppe har man læst noget galere og mere urimeligt end bekendtgørelsen af lejebiblioteket på Nørregade som næsten dagligt gentages i Adresseavisen med store bogstaver." (Den omtalte bekendtgørelse.)

Redacteurens Anmærkning

Artikelserien omfatter Politivennen nr. 364, 21. december 1822, Politivennen nr. 366, 4. januar 1823 og Politivennen nr. 369, 25. januar 1823.

Ubehagelig Stank i Helsingøer.

Ved i julehelligdagene at aflægge et familiebesøg i Helsingør faldt det ikke lidt i forundring over at de fleste gaders navne endnu ikke er anbragt på hjørnerne, uagtet så vidt jeg tror, samme før skal være påanket i Politivennen, og savnet af sådant er ubehageligt. Jeg måtte derfor overalt spørge mig frem hvor den og den gade var at finde og om den familie jeg søgte, boede i samme. Ved en sådan omvandring kom jeg en dag igennem en gade kaldet Fiolgade for ved at passere samme til Nye Kirkegård at tage en familiebegravelse i øjesyn. Men på vejen derhen, straks ved Sudergade, mødte mig en ubehagelig stank som formodentlig kom af en sammenbrændt tangmødding. Da samme ikke inder sted i København, så ved jeg ikke hvorvidt sådant er tilladeligt derned. Vedkommende ville derfor herved behageligst gøres opmærksomme derpå, for at se samme forebygget som aldeles upassende for det såkaldte Lille København.

(Politivennen nr. 367. Løverdagen den 11te Januari 1823, s. 5943-5944).

Fiolgade i Helsingør. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Aftenvandring paa Vesterbroe.

Vesterbro har den bekvemmelighed i forhold til de andre broer at den på en måde er oplyst. Men dens belysning er dog kun så som så og ikke tilstrækkelig når man vi sammenligne den med Københavns gaders, hvorom fremmede dog har sagt at de i disse ser dårligt ved mange lygter. Afstanden mellem lygterne på broen er ca. 120 eller 130 skridt. Og med den konstruktion de har, ville de ikke selv i nogenlunde mørkt vejr være i stand til at oplyse terrænet. Men hvor lidt belysning de frembyder i regnvejr, sne, slud og tåge samt når blæst eller storm slukker nogle af dem, vil den der i sådanne tilfælde har passeret broen, kunne gøre sig et fuldstændigt begreb om. 

Vel er de således placeret at lygterne på den ene side af broen eller vejen sidder lige i midten af de modstående lygters mellemrum. Men da gaden eller vejen er meget bred, trænger endog den velpudsede og efter sin evne velskinnende lygtes skin kun til midten af samme. For kørende der kommer fra den mørke landevej, kunne lygterne altså være gode vejvisere til at finde midten af gaden for at de således kunne undgå at køre på fodgængere, vogne eller andre genstande. Men for fodgængere er belysningen langt fra ikke tilstrækkelig. Kommer en sådan på en mørk aften ud fra et oplyst værelse og af frygt for ridende eller kørende vil holde sig til en af siderne på fortovet, vil han snart famle i mørke. Og han kan han prise sig lykkelig hvis han da undgår at løbe panden mod de der stående træer og vandposte, eller træde i de med blodvand opfyldte rendestene der findes uden for de fleste slagtergårde, og således uden et eller andet uheld når konsumptionshuset.

Men vil han nu ind i alleen fordi man der går mere sikkert og bekvemt, så kniber det når vinden ikke er gunstig. Hvorledes, vil man spørge, kan vinden her have nogen indflydelse? Jo, det skal jeg straks forklare. Man må nemlig vide at æblekonen der sidder ved konsumptionshuset, drejer sig efter vinden. Hersker der altså østlig eller nordlig vind, så har hun sit stade ved den sydlige side. Men når de andre vinde regerer, så sidder hun ved den østlige. Da hun har en velbrændende lygte på sit bord, så vejleder denne vandreren til at finde gennem bommen ind i alleen når hun gør front mod samme. Men er vinden således at hun vender sit stade mod vejen, da må vandringsmanden lege blindebuk med grøft, træer og bommen inden han kommer ind i alleen. Slipper han nu endelig ind, så går han, hvis han har vinden mod sig eller en heftig sidevind, med hovedet nedad, rask frem indtil at han ved et drøjt stød mod bommen for enden af Farimagsvejen får den erindring: Stå stille, vandringsmand! Lygten lige over for ham ved vejen til tømmerpladsen synes at grine ad ham og ligesom at sige: Havde du kommet til mig, så havde du undgået dette stød, og dog formår den ikke at lyse så meget for ham, at han uden at famle og føle for sig kan komme gennem bommen på den anden side af vejen. Nu går han atter frem og får nok en hilsen ved enden af alleen straks ved ravellinen hvor der vel står en lygte, men i en sådan stilling at dens skygge falder på bommen.

"Straks ved ravellinen hvor der vel står en lygte, men i en sådan stilling at dens skygge falder på bommen" (Udsigt fra Vesterport mod Vesterbro midt i billedet år 1800. Ravellinen ses som en ø. Farimagsgade forløber mellem voldgraven og Sankt Jørgens Sø fra højre og ca. midtvejs ind i billedet. Udsigten er ukendelig i dag. Det ville svare til at stå ved Industriens Hus på Rådhuspladsen og kigge ud af Vesterbrogade mod Vesterbro og Frederiksberg).

Disse vanskeligheder møder vandreren i mørke og tåget vejr på den venstre side når man kommer fra Frederiksberg. Den højre side frembyder lignende hvis ikke flere. For der er ingen æblekone hvis lygte kan hjælpe folk til at slippe ind i alleen. Desuden står der ved enderne af bommen hvor alleen overskæres af vejen til tømmerpladsen fire afvisere hvoraf i det mindste de 2 synes at være helt unyttige, og at være sande anløbsstene for de fodgængere der vil ind i alleen, eftersom de står midt i fodstien.

Da Frederiksberg By såvel som Vesterbro med omegn er temmelig stærkt beboet sammenlignet med førhen og samfærdslen med hovedstaden til enhver årstid hyppigere, så kunne man ønske en bedre belysning på broen, hvortil de samtlige beboere vist gerne ville bidrage. Men kan dette af økonomiske eller andre grunde for tiden ikke lade sig gøre, så ønsker man at nogle af de derværende lygter blev placeret således at deres skin og ikke deres skygge falder på bommene, så at man kunne se at finde ind og ud af alleen uden at støde sig. På samme måde ville det også være gavnligt og passende om der for enden af Farimagsvejen samt ved vejen til tømmerpladsen blev anbragt to lygter, både fordi her findes dobbelte bomme og fordi de kørende herved lettere ville kunne finde midten af vejen.

(Politivennen nr. 366. Løverdagen den 4de Januari 1822, s. 5937-5942).

Mere om Kjøbenhavns Holsteenssild!

Da forfatteren af stykket i Politivennen nr. 364: Kjøbenhavns Holsteenssild formoder at de såkaldte Holstensild ikke lige så godt kan røges i København som i Holsten, tror man at burde gøre ham og publikum opmærksom på at de når den rigtige behandlingsmåde anvendes, lige så godt kan røges i København som i Holsten, hvilket grundet på flere års erfaring, er anmelderens uforgribelige mening.

Hvad derimod forfatteren erindrer om indgreb i andres lovlige næring, da er sådant fuldkommen sandt. For det er ikke alene en vildthandler som befatter sig med røgning. Men det øvrige røgende personale er en brændevinsbrænder, en garver, en skomager, en urfutteralmager, en brødbager, en hjulmand, en vognmandskarl, en værtshusholder, en tømmersvend, en bødker, en vægter, en tjener og en høker en gros. Om alle disse er berettigede til at modtage varer til røgning, er anmelderen ubekendt. Men hvad der kunne bidrage til at sikre de berettigede i denne deres lovlige næringsvej, var at de ved en korporation blev forenede til at påse deres fælles rettigheder overholdt. At en høker især, som har et så udstrakt borgerbrev at han kan handle en gros, alligevel ikke undser sig ved at fornærme de til røgning berettigede personer som derfor betaler til det offentlige det der som pligt pålægges enhver borger, synes vist nok underligt. Men vist er det at denne hr. høker sidste sommer drev næringen så vidt at han modtog laks til røgning af de fra Norge og Bornholm komne skippere hvortil hans velbeliggende bopæl ved Stranden bidrager så meget da skipperne her kunne lægge til bolværket med deres både og således på denne måde spare bærepenge for ellers at henbringe disse til den mand der i så mange år har røget laks der her i staden er solgt under navn af røgede Mandals laks.

Der findes også sådanne der driver næringen endnu videre ved enten at postere en karl eller kone i gadedøren for at anråbe alle som passerer forbi at de skal bringe fødevarer til røgning hos dem. Således hører man dem ofte råbe: Kom kun herind, her bor røgemanden. Der bor ingen flere i denne gade, og lignende. Undertiden hænder det vel når budene er kommet hjem og varernes reelle ejere har set at der ikke har været deres sædvanlige røgemands navn på sedlen, at enkelte har ladet varerne hente tilbage, hvilke de da har fået tillige med en del uhøflige udtryk. Men som oftest beholder de dem til røgning og høster således nytte af deres påfund.

Sådan handlemåde tilligemed omtalte indgreb kan være tilstrækkelig til at sætte en familie tilbage der i flere år har ernæret sig af røgning. Måtte disse linjer vække vedkommendes opmærksomhed til med kraft at tilintetgøre utilladelige indgreb i andres lovlige næringsveje, så ville på denne måde fleres rimelige ønske blive opfyldt.

Petersen.

(Politivennen nr. 366. Løverdagen den 4de Januari 1822, s. 5932-5934).