Raad til Tjenestetyende.

Pigen A.kom fra Jylland herover sidste november. Men for sent til at kunne træde i tjeneste i rette tid. Hun lod sig i avisen averteres fra en familie som hun kendte. Hr. B. melder sig, lover hende fæstepenge når hun straks vil følge ham, og A lader sig overtale i den formodning at hun ikke kan opsiges før til næste skiftetid. Fru B. vedbliver at love hende fæstepenge. Men 14 dage før nytår opsiges A til nytår. Hun studser, men hører at fejlen bestod deri at hun ikke havde modtaget de lovede fæstepenge. Idet hun priser sig lykkelig ved at være kommet i tjeneste hos folk der ikke som hendes forrige herskab skifter hver uge eller måned, kan hun derfor ikke andet end råde enhver tjenende i tide at sikre sig for en behandling som den hun har prøvet, ved ikke at lade sig love fæstepenge, men straks at modtage disse eller indgå ordentlig kontrakt med den husbond eller madmoder der ønsker tyendet.

(Politivennen nr. 683, Løverdagen den 31te Januar 1829, s. 72-73)

Anmodning til Herr' Brændeviinsbrænder og Danebrogsmand Brøndum.

Idet man fuldstændig erkender det hensigtsmæssige og nyttige i de forelæsninger som hr. brændevinsbrænder og dannebrogsmand Brøndum holder over måden, hvorpå brændevin mest rigtigt tilberedes, må man beklage at disse forelæsninger holdes dels privatim, dels med hensyn til deres oprindelige øjemed kun for et indskrænket personale, nemlig sådanne som selv agter at lære og drive denne næringsvej. Da det imidlertid er sandsynligt at en nøjere kundskab om den måde hvorpå landets vigtigste produkter lettest kunne forædles vil interessere et større publikum, tager man sig herved den frihed at anmode hr. Brøndum om at holde offentlige forelæsninger over samme genstand. 

Indsenderen mener ikke med det at de skal holdes gratis, men mod en vis moderat betaling, således at der for et helt kvartal eller semester blev udstedt et vist antal adgangskort uden hvilke ingen kunne overvære forelæsningerne. Ikke blot eksemplet af andre offentlige læreres adfærd i denne henseende, men også sagens interesse i og for sig smigrer mig med det håb at hr. Brøndum godhedsfuld vil opfylde denne anmodning såfremt uforudsete hindringer ikke måtte gøre det muligt.

(Politivennen nr. 683, Løverdagen den 31te Januar 1829, s. 69-71)

Forslag til en ny Næringsvei.

Man hører altid boghandlere og forlæggere klage over den ringe afsætning på danske bøger og skrifter i København, og at det næppe lønner sig at udgive noget på tryk. Men hvad gør de også for at befordre afsætningen? Det nys udkomne skrift bekendtgøres i Adresseavisen og i Statstidende, og nu lader man det komme an på om der findes købere. Læseselskaber og lejebiblioteker anskaffer sig i almindelighed et eksemplar. Men ofte undgår en sådan bekendtgørelse andre læselystnes opmærksomhed. Eller hvis den bemærkes, har man ikke for øjeblikket lejlighed til at sende bud efter den, og den forglemmes således, eller den fortrænges af en anden bekendtgørelse, eller af noget andet nyt.

Ser man derimod hen til den betydelige afsætning som endog den mest usle gadevise har, så tager man næppe fejl når man tror at måden hvorpå disse falbydes, eller så at sige stikkes køberne i hænderne, bidrager det meste til det.

I Paris findes der folk som påtager sig at gå rundt og sælge aviser, lejlighedspjecer og andet dagsnyt. De finder deres udkomme ved det og befordrer afsætningen til gavn for forlæggeren. Skulle et lignende foretagende ikke give et lignende resultat her? Man tror jo.

I Adresseavisen ser man næsten dagligt at folk søger ansættelse, ja endog tilbyder betaling for at få samme. Her er en vej åben hvorved en eller muligvis flere kunne tjene brødet på en anstændig måde. Et forsøg tror man i det mindste burde anstilles.

Anmelderen foreslår derfor at en af vores boghandlere lader en anstændig klædt person der kun behøver at kunne læse og skrive, blive forsynet med en portefølje eller en læderkasse, fyldt med de sidst udkomne blade, pjecer og skrifter. Hermed går personen nu om dagen på de steder hvor han kan vente at træffe de fleste læselystne, fx i kancellibygningen, råd- og domhuset og flere sådanne steder. Ja vel også på kaffehuse, restaurationer og spisekvarterer. Om aftenen bør han være forsynet med de stykker, som repertoiret angiver, og indfinder sig med samme i Skuespilhusets forsal, hvortil han sikkert ikke vil blive nægtet adgang.

Ingen vil nægte at kundskab om nye, udkomne skrifter på denne måde udbredes langt mere end ved en avis, og det just blandt folk af de klasser hvori de fleste læselystne findes. Enhver som har erfaret hvor meget lejligheden at få noget til købs bidrager til at man køber og som ved hvor nødigt en bogelsker lader en bog der tilbydes ham gå ulæst fra sig, vil vist med anmelderen tro at en sådan vandrende boghandler som man måske kunne kalde bogfører, ved at få en vis provision af det solgte, ville kunne ernære sig på en anstændig måde og tillige gavne den forlægger der måtte betro ham sine forlagsartikler til salg. 

Anmelderen der uden mindste egennytte har fremsat dette forslag, vil ønske at en eller anden vil gøre et forsøg dermed til prøve. Og det ville glæde ham meget om resultatet svarede til forventningen.

(Politivennen nr. 683, Løverdagen den 31te Januar 1829, s. 65-68)

Ønsker i Aarhuus.

Århus er som bekendt en af de købstæder der har det største besøg af rejsende da den er en samlingsplads såvel for dem der vil til Sjælland som for dem der kommer derfra og agter sig til Hamborg, Tyskland og videre. Siden dampfarten mellem Jylland og København er kommet i stand, er antallet af de rejsende meget tiltaget, og vil sikkert tiltage endnu mere ved den lette samfærdsel som denne herlige opfindelse skaffer. Det er derfor byens pligt som dens fordel at skaffe de rejsende alle de bekvemmeligheder og behageligheder som det står i dets magt, og ligesom man må tilstå at der i de senere år er sørget for de rejsendes bekvemmeligheder ved gode herbergsteder hvor man får billig og god behandling, ved temmelig god og billig befordring, ved smukke anlæg udenfor byen til behagelige spadseregange såvel for fremmede som for byens indbyggere, ved en badeindretning der dog kunne ønskes noget udvidet, så kan man heller ikke nægte at der endnu er adskilligt at ønske hvis savn er og alt for længe har været mærkbar såvel for indbyggerne som rejsende der i nogen tid opholder sig der, nemlig:

1) Bedre brolægning af gaderne. Som højst trængende hertil vil man blot nævne Mejlgade især den ende der går mod Randersvej.

2) En bedre belysning af gaderne om vinteren. Dette savn er så meget mere mærkbart som gaderne ikke er godt brolagt, og passagen på fortovene i de gader hvor disse findes, spærres aldeles af udspringende trapper, karnapper og kælderlemme.

3) At gadernes navne påmaledes alle gadehjørner. Denne foranstaltning som er til megen bekvemmelighed for fremmede, kan udføres med lille bekonsting, men er endnu ikke så almindelig som fx i Horsens og flere andre byer.

Ser man hen til de foranstaltninger, anlæg og forbederinger der i de senere år er udført i den mindre købstad Vejle, hvor i blandt man blot vil nævne det betydelige havneanlæg, så tør man håbe at Århus der både i henseende til dens størrelse og dens handel er af mere betydning, sikkert snart vil få disse, i den bedste mening påpegede mangler afhjulpne da sådant vil geråde øvrigheden til ære, byen til pryd og dens borgere til nytte.

(Politivennen nr. 682, Løverdagen den 24de Januar 1829, s. 60-63)

Svar fra Chr. Holst til den lille Angriber i forrige Nr. af Politivennen.

I det sidst udkomne nummer af dette blad har "en næsvis lille person" (jeg ved ingen anden måde at benævne ham på) gjort sig den umage at fremsætte en annonce imod mig i en uforskammet tone. Og hvorfor? Fordi han har set mig give en grov tjenestekarl en følelig, men velfortjent irettesættelse!

At høflighed på et sted hvor en snes mennesker af den tjenende klasse er i virksomhed, ikke altid er det mest virksomme middel, om det end var det mest ønskværdige til at holde så mange som oftest rå og uvillige karle i tømme og bringe dem til at gøre deres pligt, det vil enhver indse der besidders und menneskeforstand. Dog herpå gør den lille anonymus formodentlig heller ingen fordring. For i følelsen af sin lille persons store vigtighed blandede han sig på en næsvis måde i en affære der på ingen måde vedkom ham eller trængte til tredje mands drøftelse. For at jeg uden ydre foranledning skulle have tilladt mig fornærmelige udtryk mod en mig aldeles ubekendt person, er en så tåbelig beskyldning at den næppe behøver noget svar. For hvad skulle vel have bevæget mig til at ytre mig netop mod personen "i den blå chenille" og ikke mod den anden tilstedeværende, når ikke denne første ved på en næsvis måde at trænge sig ind på mig, havde udladt sig med noget om "uforskammet opførsel" og deslige, der opbragte mig og måske har fremkaldt de af ham omtalte udtryk, hvilke jeg for resten hverken vil bekræfte eller benægte, da næsten en hel måned er forløbet siden den tid. Og hvis det måske skulle være netop disse, i brede kredse udtalte ord, der har fornærmet hr. Anonymens lille personlighed og foranlediget hans offentlige angreb, Herre Gud! er det da værd at gøre så mange ophævelser for de prygl han ikke har fået, skønt de for resten kunne have været velfortjente?!

Hvad den øvrige del af historien angår, ved jeg ikke hvad jeg mest skal beundre: personens klogskab eller hans sandhedskærlighed. Han siger "at han gav mig koldsindige og undvigende svar". Hvor klogt! Skade kun at jeg ikke har samme begreber om disse som han. Han fortæller derpå med største suffisance en opspunden diskurs med gadevægteren, hvoraf sandheden er at vægteren bad personen "at pakke sig, da det var juleaften og folkene var lidt muntre, hvilket ikke vedkom ham". Men hvor klogt, hvor snildt ved personen ikke at lægge sine usande udsagn i munden på en stakkels gadevægter! 

Dog hele denne diskurs bærer overhovedet et så latterligt præg at der behøves en forstand som den lille persons, for blot et øjeblik at kunne håbe at bringe andre til at tro den. Men når nu denne samme gadevægter, hvis autoritet De bestandig påberåber Dem, og hvis vidnesbyrd De vel altså heller ikke vil forkaste, da han er deres eneste hjemmel, når nu han tilbyder sig endelig at bevidne hvor det forlanges at han ikke har talt et eneste ord af hvad det har behaget Dem at lægge i munden, så tror jeg enhver vil indse at Deres uforskammethed også heri søger sin lige og alt hvad De har opnået ved at bekendtgøre denne i sig selv ubetydelige sag kun er: at have prostitueret Dem selv.

(Politivennen nr. 682, Løverdagen den 24de Januar 1829, s. 52-56)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i nummer, 681, 17. januar 1829.