En ikke glædelig Efterretning om Ruinerne af Tycho Brahes Uranienborg.

Den almeninteresse hvormed vores samtidige modtager enhver meddelelse om vores verdensberømte landsmand Tycho Brahe og om hans berømte bolig og observatorium på Ven, lader håbe at nedenstående linjer ikke vil læses uden deltagelse. Indsenderen har fundet denne uden tvivl allersidste efterretning om ruinerne på Ven i en skånsk provinsavis, hvoraf herved en oversættelse meddeles.

"Efter at ruinerne af den navnkundige Tycho Brahes observatorium mm på øen Ven var opdaget, om jeg ikke tager fejl af oldgranskeren hr. Ekdahl *) og befriet fra den jordmasse hvormed en utilgivelig ligegyldighed havde ladet dem være bedækket i en mængde år, og de derefter, formodentlig ved regeringens omsorg, var blevet omgivet med et stengærde for at frede dem (i det mindste fra urenligheder), skulle de dog efter beretninger af rejsende som i den seneste tid har besøgt stedet, være fundet under dårligt tilsyn i den grad at urenlighed har spærret adgangen, og således berøvet de rejsende lejlighed til at opnå hensigten med en lang og bekostelig rejse. Det ellers så fortræffelige vand i Tycho Brahes brønd, hvoraf de hvert år til Ven ankommende udlændinge og andre rejsende gerne ønsker at drikke et glas, skal således også være blevet udrikkeligt af den omgivende urenlighed. Årsagen vil man tilskrive en notabilitet på øen, nemlig klokkeren som dog i dignitet ikke kan sammenlignes med Holbergs bekendte Per degn på øen Anholt. 

Ligesom alle andre notabiliteter tager sig små friheder, skal også hr. klokkeren have taget sig den frihed, lige midt for den årvågne politiautoritets, sognefogedens næse at indkvartere sin svinehjord på den indhegnede ruinplads, og forholder dette sig således, må man tilstå at det er meget svinagtigt.

Hvad angår den af klokkeren for sin således anmassende græsningsplet, kan der dog vel findes middel til forandring, hvis som man siger, den ene kile drev den anden, eller enhver blev holdt til at gøre sin tjeneste. Men hertil ville vel behøves mere end det bekendte udråb i Jægerbruden: "Hjælp Samuel!" **)

Efter det foranstående synes det desværre som endog det sidste spor af det fordum så stolte Uranienborg, hvortil hele det lærde Europa i sin tid valfartede, atter er i fare for at udslettes. Ikke stort mere end 50 år efter at Brahe havde forladt Ven, således beretter P. Petersen, "var alle synlige spor af Tychos anlæg forsvundne." I sandhed sørgeligt om nu de i vores tid udgravede ruiner atter ved en så uforsvarlig behandling som den her omtale, skulle måske for evigt begraves.

*) Af præsten Niels Ekdahl i året 1823-1824. (P. Pedersen: Tycho Brahes liv og levnet. København. 1838.)

**) Formodentlig en allusion, måske til sognefogden.

(Politivennen nr. 1368, Løverdagen, den 19de Marts 1842. Side 183-187). 

Titelblad fra P. Pedersens bog om Tycho Brahe, 1838 hvorfra der henvises til oplysningen om Niels Ekdahl. (Københavns Biblioteker). Ekdahl omtales også i F. R. Friis: Tycho Brahe, 1871. 

Redakteurens Anmærkning.

En fingeret beretning af et besøg på Uranienborg i Tycho Brahes tid fandtes i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn den 21. august 1819. Skribenten angives til at være Sebastian Syvsover der i slutningen af sin beretning antyder at det hele kan være en drøm.

Bekjendtgjørelser.

1) Beskæftiget med andre forretninger og bestemt på at foretage en rejse der vil medtage en tid af 4 måneder, må jeg indtil videre ophøre med redaktionen og udgivelsen af Politivennen med det den 26. dennes udkommende nummer. Skulle imidlertid nogen ville påtage sig sammes udgivelse, enten på eget eller mit forlag, da bedes sådant afhandlet med mig inden denne måneds udgang.

K. Kristensen.

(Politivennen nr. 1367, Løverdagen, den 12te Marts 1842. Side 176). 

Valdby-Kneb.

Man har før hørt om den skammelige og skadelige måde nogle slagtere har brugt at opblæse kødet for at dette skal se fedt og godt ud, hvilket nu da sådant er forbudt, ikke finder sted. Men man har ikke før hørt at nogle valbyer har fundet på en lignende metode med kalkuner og andet fjerkræ. Dette er imidlertid tilfældet. Anmelderen købte forleden dag på torvet hos en valbykone der havde stade der, en kalkunsk høne som så meget fed og delikat ud, og som hun også tillagde tilbørlig ros for de 8 mark han betalte for samme. Men da hans kone dagen efter ville tilberede denne personage, fandt hun at den på en mesterlig måde var udstoppet med fedt og allehånde sager der gav denne magre ting et meget fordelagtigt udseende. Det var derfor ønskeligt at politiets betjente engang imellem ville efterse valbyernes eller valbyindernes varebeholdning for at vænne disse fra en så skammelig uskik.

(Politivennen nr. 1363, Løverdagen, den 12te Februar 1842. Side 110). 

Om Mangel af Hegn for en Deel af Assistents-Kirkegaarden.

Det betydelige jordstykke der allerede for en del år siden er indtaget til udvidelse af den såkaldte Assistenskirkegård det er stadens hovedkirkegård, og hvor nu i reglen alle lig hvis familier ikke har ejendoms gravsteder på de to ældre afdelinger af kirkegården, begraves er endnu ikke blevet omgivet med nogen ringmur, heller ikke vides noget om at sådant er påtænkt, uagtet den allersimpleste landsbykirkegård ikke savner dette værn om de dødes hvilested. Dan denne del af kirkegården ligger tæt ved landevejen og ud til denne kun er omgivet med en tør grøft og en ubeplantet grøftevold, er det endog omtrent det samme som om den var aldeles uden hegn. Vi vil ikke tale om de begrebet almuen endnu har om en begravelse udenfor kirkegårdenes ringmur, heller ikke om at mange er af den opfattelse at denne begravelsesplads er fattigkirkegård. Men spørge ligefrem om det ikke må anses for usømmeligt at lade den uden hegn, åben for markens vilde dyr som ingen hindring kan finde for at tage bopæl hos den skrinlagte eller stille sin hunger med hans levninger, åben for løsgående kreaturer som vi ikke tvivler på undertiden må finde vej derud. Og til enhver tid tilgængelig for den frække der vil udrække sin hånd for at røve eller ødelægge hvad en taknemmelig efterslægt med kærlig hånd henplantede på en elsket hedenfarens gravhøj? Klager over sådan skammelig færd endog på de ældre dele af kirkegården som er hegnede med en forsvarlig ringmur, og hvortil adgangen kun er åben til visse tider om dagen, hører jo ikke til sjældenheder. Ved at kaste et blik på denne nyere del af kirkegården og sammenligne den med de ældre dele, vil man også finde at forholdsvis kun få anvender nogen særdeles flid eller bekostning for at pryde de derværende grave hvortil grunden rimeligvis ikke alene ligger i de københavnske borgeres aftagne velstand, men sandsynligvis også med rette må søges i den ringe udsigt man her har til at se gravene fredede.

Man kan ikke vide hvad der har været årsag til at den omtalte del af stadens almindelige begravelsesplads ikke som dens andre dele fik et forsvarligt hegn før man begyndte at nedsætte lig i den hvilket ellers overalt plejer at være tilfældet. Men det er dog uden for al tvivl at den bør have det, og det er at ønske at nu ikke længere nogen udsættelse i denne henseende må finde sted.

Er den almindelige anløbssten for vore foretagender - pengemangel - årsag til den her påankede mangel, da synes der dog allerede nu at måtte være indkommet en ikke ubetydelig sum for de på denne del af kirkegården nedsatte lig, og stadens kasse er jo i alt fald i stand til at gøre forskud som vil kunne refunderes af de for sådan anvendelse bestemte indtægter. Og skulle der end ikke, hvad vi dog ikke kan formode, være udsigt hertil, da ville det visseligt være en meget passende anvendelse for en del af stadens midler når de brugtes for at frede om dens borgeres grave. - Gravens hellighed anerkendes jo endog hos de mest rå nationer og har hidtil heller ikke hos os savnet vedbørlig anerkendelse.

(Politivennen nr. 1361, Løverdagen, den 29de Januar 1842. Side 73-75). 

Et Par Bemærkninger ved Bazaren.

Bazaren er nu lukket. Den har efter sigende udholdt prøven til sælgernes og besøgernes tilfredshed. men tager man hensyn til nyheden og til tiden hvori den var åben, nemlig jule- og nytårstiden, da mange køber presenter til familie og venner, samt dertil at mange indfandt sig af nysgerrighed, så ville man sikkert gøre sig alt for sangvinske forhåbninger hvis man ville vente at bazaren ville få samme held hvis den stod åbenhele året igennem. Hvis dette skulle være planen, vil man tillade sig at fremsætte nogle bemærkninger som man ønsker må tildrage sig vedkommendes opmærksomhed.

Vi har fremmede luksusvarer nok til salg på Østergades bazar og på flere steder i staden så at man ikke havde ventet at finde sådanne i en bazar for danske industrifrembringelser. Således solgtes der ægte havannacigarer, franske parfumer og engelske sæber. Indsenderen heraf købte et stykke skægsæbe der havde følgende påskrevet: Naval & Military Shaving Tablet, by J. & T. RIGGE, 65 Cheapside, London, og betalte 20 skilling for samme, mens lignende sæbe kun koster 1 mark på Østergade. Man har vel hørt påstå at denne sæbe som blev udsolgt i bazaren, var en dansk frembringelse, hvorpå der var sat engelsk signatur for at fremme afsætningen. Men forholder dette sig så, da fortjener det dadel. For at udgive og sælge varer for det de ikke er, er mildest talt en ureel handel. Og denne vil og bør forstanderne for indretningen ikke fremme. Desuden, viser man så lille tillid til egne frembringelser, hvorledes skal skal man da tro at andre ville finde behag deri, og ved at lade disse gå under fremmed firma, vækker man vist næppe sans eller lyst for dem, men snarere at den os ejendommelige forkærlighed for alt fremmed ikke aftager, men endnu mere forøges. Englænderne handler ganske modsat. De anser intet for godt uden hvad der er engelsk. Denne nationalstolthed eller nationalegenkærlighed har hos dem bragt industrien på det høje standpunkt hvorpå den nu står. Er endog vore danske industrifrembringelser ikke så fuldkomne, at de kan måle sig med fremmedes, så vil dog patrioten eller den tænkende danske, foretrække at købe disse, når de på nogen måde nærmede sig disse, og tillige glæde sig over at hans landsmænd stræbte efter at befri sig fra fremmede bånd.

At der betaltes for adgangen til bazaren, kan man ikke misbillige da en del pøbel og andre uordenstiftere derved holdtes borte, men man kan ikke billige at der kun godtgjordes dem som købte en eller anden ting det halve af indtrædelsesgebyret, nemlig 8 skilling. Efter et offentligt blad har bazaren besøgendes antal været mellem 11 til 12.000 individer. Indtægten for samme har altså nå rman endog regner at alle har købt en ubetydelighed, været mellem 900 og 1.000 rigsbanksdaler, og man tør vel spørge hvortil denne sum er blevet anvendt? Der menes vel at bazarens belysning og opvarmning derfor skulle anskaffes, men burde denne udgift ikke erstattes af de i bazaren handlende hvis de respektive 3 og 7 % som de gav ikke kunne opveje de udgifter som bazarens indretning medførte. Ni hundrede til tusinde rigsbankdaler ville dog næppe medgå til de nævnte udgifter, i en så kort tid som bazaren var åben om end prisen på brændsel, belysning og materialer var dyrere end de er for nuværende tid. I alt fald mener vi at køberne burde have været godtgjort alt hvad de havde betalt ved indtrædelsen da bestyrerne vel ikke ville lukrere noget ved dette forsøg, især da priserne på adskillige ting var nok så høje som i de mest brillante butikker hvor man kan gå ind, bese mange ting, og forlade samme uden at købe noget eller give nogen erstatning for lys og varme.

Der kan vist ingen mere end indsenderen ønske vor danske industri lykke og fremgang, men han ønsker også at man ikke ville sælge fremmede varer for egne, eller udgive egne for fremmede, samt at man ville lette adgangen til beskuelse af danske præstationer så meget som muligt. Skulle en bestående bazar derfor blive oprettet, så var det at ønske at dette måtte ske på Børsen der før havde butikker for alle slags varer og besøgtes hyppigt af fremmede såvel som af stadens indbyggere, men nu næsten kun tjener til pakhus eller møbelmagasin.

(Politivennen nr. 1359, Løverdagen, den 15de Januar 1842. Side 33-37). 

Annonce for bazaren i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 29. december 1841.

Redacteurens Anmærkning

Politivennen nr. 1391, 27. august 1842, s. 544-548 meddelte at Industriforeningens generalforsamling havde besluttet at gentage arrangementet. Politivennen nr. 1396, 1. oktober 1842, s. 639-642 meddeltes at man nu kunne se planen i Industriforeningens lokaler (Østergade mat. 63, 2. over gården). Hvor Politivennen mest kom med forslag til hvordan det skulle gøres, skrev andre aviser om hvordan det gik til i praksis, herom er der lavet et specielt efterskrift til Politivennen.