Om Troppernes Ophold i Colding. (Efterskrift til Politivennen)

Om Troppernes Ophold i Colding har Redaktionen modtaget følgende Brev fra Colding af 6te Juni: Tidsrummet fra den 2den Mai, da Preusserne i Ilmarsch og i tætsluttede Masser strømmede igjennem vor By for at afskjære vore Tropper Overgangen fra Snoghøi og Fredericia, indtil den 26de, da de sidste af disse ubudne Gjæster forlode os, vil vistnok forblive i uudslettelig Erindring hos Enhver, der har tilbragt samme her i Byen. For de Fleste var der en saa piinlig Tid, som vi ingensinde havde troet at skulle opleve. Jeg vil ikke tale om del materielle Tab, den medførte: Saadant glemte man for det meste dengang. Men et saare tungt aandeligt Tryk hvilede paa os. Vi ængstede os for Fædrenelandets Skjebne, vi harmedes over at see Fjenderne som Herrer i vor By, foragtelige Forrædere som Tiedemand og Consorter gaae omkring her og komme i vore Huse (til Preusserne), uden at have Magt til at kaste dem paa Døren, over at see vore Medborgere, Bønderne, ligge paa Pladser og Torve med deres Heste og Vogne for at kjøre efter den ofte bydende og haarde Fjendes Bud. Vi levede som Fanger, afskaarne fra den øvrige Verden, hørte i Almindelighed om de offentlige Anliggender og Krigens Gang Intet eller kun Saadant, som Fjenderne berettede og fremstillede i deres Lys, og vare saaledes berøvede Alt, hvad der i slig sørgelig Tid kan tjene til at styrke Sindet og opretholde Haabet, undtagen Tilliden til Gud og vor retfærdige Sag. Mange af os savnede Familielivets Opmuntring og Trøst, fordi vi havde bortsendt vore Kjære fra en Egn, som kunde ventes at ville blive Krigens Skueplads, og hvor Mangel paa Levnets midler sandsynligviis efterhaanden maatte indtræde, selv om ikke den paatænkte Plyndring var kommen til. Det vilde nu være meget uretfærdigt ikke at indrømme, at de preussiske Tropper i det Hele have overholdt god Disciplin, ja, som Fjender betragtede, opført sig meget stikkeligen; man kunde stundom fristes til at beklage, at de kom som Fjender, saa høflige og godmodige viste de sig i Almindelighed. Imidlertid mangler det ikke ganske paa Exempler paa det Modsatte, og de tage mærkeliges Feil, som mene, at det "dog var omtrent det Samme som at have Indqvartering af vore egne Tropper". Ved Siden af denne Høflighed opførte de (mindst de Menige) sig tit med en Ugenerthed og bydende Adfærd, som ikke saa ganske passede til den "store Intelligents", som enkelte af dem ideligen priste hos den preussiske Armee. De requirerede paa flere Steder efter Behag varm Mad 3 Gange dagligen, inviterede Gjester hos sig paa deres Værters Bekostning og bestilte da uden videre saa og saa mange Couverts til, anordnede Spisetiden osv., kort, gererede sig som Herrer i Huset, det de da ogsaa vare. De Commanderendes Fordringer og Requisitioner vare, som bekjendt, ingenlunde beskedne eller altid billige: det synes ikke synderligt passende for den fra "das grosse deutsche Vaterland" sendte Armee, at den ikke engang vilde betale Ligkisterne til deres egne Døde, men tvang Communen til at levere dem; dette som et Exempel. At der var blevet til Alvor med Plyndringen efter den 28de, tvivler her vist Ingen om, da Wrangel neppe truede uden at opfylde sin Trudsel. Det er vist, at mange Soldater erklærede ikke at ville plyndre og at flere Officeerer yttrede sig i samme Aand, især hvor Talen var om denne By og Egn, hvor de nu engang kjendte Folk og "vare blevne godt behandlede"; men dette vilde ikke have kunnet afværge Sagen i Almindelighed. Det var kun deres pludselige og for dem selv uventede (dette veed jeg med Vished) Afmarsch, der frelste os.

Stemningen i denne By under den fjendtlige Occupation har været saadan, at den vistnok fortjener megen Paaskjønnelse. Man har opfyldt sine Forpligtelser imod de Indqvarterede med Villighed og Høflighed, i Erkjendelse af, at det Modsatte nytter lidt men skader meget; men man har forøvrigt holdt sig kold og fremmed imod Fjenderne, ikke søgt eller modtaget noget Samqvem med dem uden det, som ikke kunde undgaaes, og ved enhver Lejlighed har man, naar Samtalen faldt paa de politiske Stridsspørgsmaal, med Bestemthed forsvaret vor retfærdige Sag. Denne, som jeg troer, agtværdige Holdning hos Byens samtlige Beboere, Borger som Embedsmand, har ikke savnet Paaskjønnelse hos Fjenden; jeg har hørt og seet flere mundtlige og skriftlige Tilkjendegivelser, især fra Officerer, af den Agtelse, som "den danske Befolknings trofaste og patriotiske Holdning", indgød dem, formodentligen i Modsætning til den Foragt som de følte og uforbeholdent lagde for Dagen for det Slesvigholsteenske Forræderi (den samme Dag, da de rykkede herind, beklagede 4 Soldater sig til mig over, at de her skulde kæmpe for Rebeller, imedens de i Berlin havde kæmpet imod Rebeller). Jeg troer derfor, at de ved deres Ophold i Jylland og ved de Oplysninger, de her villigen (thi man bearbejdede dem rigtignok dygtigen i denne Retning) modtoge om Tingenes virkelige Tilstand i Slesvig (den de dog tildeels, "til deres store Forundring", selv havde bemærket ved Gjennemmarschen, navnlig hvad Sprogforholdene angik), ville være blevne istand til at berigtige Meningerne herom i Tydskland, naar de vende tilbage, og jeg tvivler aldeles ikke paa, at de ville gjøre dette. I Begyndelsen fortalte Nogle om "en provisorisk Regjering, som det forurettede og og af vore Ministre saa aldeles forladte Jylland vilde oprette" o. dsl., og bleve høilig forundrede, da man loe af dem og forsikkrede dem, at de ikke kjendte Jydernes Aand ret, naar de troede, at Nogen tænkte paa Sligt; thi vel sukkede vi under et tungt Aag, men vi forlangte ikke, at Danmark skulde opoffres for at skaffe os en hurtigere Lettelse o. s. v. Men siden forandrede de baade Anskuelse og Tale.

Meest mærkelig er Stemningen hos de preussiske Tropper imod deres "Saakaldte Regjering" og imod Berlin. Af mangfoldige Officerer og Soldater hørte jeg yttre, at de langt hellere gik hjem og tugtede deres egen Pøbel end her føre en uretfærdig Krig. Men stærkest af Alt og et Exempel fremfor alle er, at den sidste Aften 4 Officerer i Nærværelse af en dansk Embedsmand, hos hvem de vare indqvarterede, yttrede, at de haabede, at "den Tid var nær, da Provindserne reiste sig imod det Tyranni, som Pøbelreden Berlin udøvede", og under Yttringer af heftig Forbittrelse drak paa, at "de maatte opleve den Glædesdag, da de kunde være med at skyde denne lumpne Stad og dens skjændige Befolkning ned", og at Pøbelherredømmets Tid maatte være forbi! Det var næsten tungt at høre dem sige: "De har dog Noget at kjæmpe for, men vi have intet Fædreneland."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. juni 1848, 2. udgave).

Barrikadekampe fra martsdagene i Berlin 18.-19. marts 1848. Mindeblad af ukendt kunstner. Public Domain. Den 15.-18. marts blev der udkæmpet blodige barrikadekampe i Berlins gader. Den 19. marts måtte den preussiske konge Frederik Vilhelm 4. kalde regeringstropperne tilbage, love politiske reformer og stille sig i spidsen for de tyske enhedsbestræbelser. Pressecensuren blev ophævet, et nyt liberalt ministerium blev udnævnt, og i maj indkaldtes en forfatningsgivende nationalforsamling. Det var på den baggrund at en preussiske hær på det tyske forbunds vegne var trængt op i Jylland. At der fandtes konservative preussiske officerer i Jylland i juni 1848 som var imod de liberale reformer og opfattede dem som resultatet af "pøbeloptøjer", er ikke utænkeligt. I december 1848 opløste Preussens konge med  støtte fra modrevolutionære kræfter den overvejende liberale nationalforsamling. Han genoprettede det gamle styre og udnævnte et nyt ministerium med basis i den konservative modrevolution og blandt junkerne.

Krigen 1848-1851 Juni 1848 (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de embedsmænd i Slesvig der for tiden opholder sig som flygtninge i København er også pastor Boisen til Vonsbæk i Haderslev Provsti. Af en beretning, som pastor B. har indgivet til det interimistiske slesvig-holstenste Kancelli, ses det imidlertid, at han først har forladt sin embedskreds, da hans personlige sikkerhed i højeste måde blev truet, så at han altså ikke kan anses for at have svigtet den ham som civil embedsmand påhvilende pligt, at forblive på sin post under en fjendtlig okkupation. Uagtet det nemlig var ham berettet af flere af hans sognefolk, at slesvig-holstensk sindede borgere i Haderslev ved den preussiske armes nærmelse havde udstedt heftige trusler imod ham, besluttede han dog i bevidsthed om intet at have foretaget hvorfor han rettelig kunne forfølges, at forblive på sin post, og stræbte det bedste han kunne at trøste og berolige sine sognefolk. 

Straks ved preussernes indmarsch i Haderslev den 30. april rekvireredes en stor leverance fødemidler af Vonsbak sogn, hvilket uvægerlig præsteredes, og hvori præsten også deltog med de øvrige beboere. Den følgende dag fik sognet en indkvartering af 300 mand, der forplejedes uden vederlag. Præsten deltog ligeledes heri. På efterretning om nogle tyske friskarers ankomst til Haderslev og disses brutale opførsel mod fruentimmer, lod  pastor B. den 5. maj sin kone og sine børn reise til sognets yderste punkt Ørbybage, hvor han på grund af et dansk krigsskibs nærhed anså dem for mere sikker; selv forblev han rolig i sin præstegård. Men alt den 6., da han var gået ud til Ørbyhage for at besøge sin kone, kom der et ilbud efter ham hjemmefra, som meldte, at et detaschement hannoveransk kavalleri var ankommet og havde anvendt vold mod hans tjenestefolk for at de skulle angive præstens opholdssted, samt derpå, efter forgæves at have gennemsøgt alle gårdens vråer og kroge (endogså bagerovnen) og ligeledes have og skov, havde besat alle tilgange til præstegården. Da hensigten af denne inkvisition utvivlsomt var at slæbe pastor B. i fængsel og måske til Rendsborg, anså han det for en ganske unyttig dumdristighed at vende tilbage, og lod sig i det sted sætte ud til orlogskutteren "Neptun." 

Herfra tilskrev han provsten i Haderslev og meldte ham, hvorfor han havde forladt sit embede, bad ham forespørge hos kommandoen, hvorfor man ville fængsle ham, og om muligt skaffe ham et tilsagn om i fred at turde rygte sit kald, i hvilket tilfælde han ufortøvet ville vende tilbage. Da han forgæves havde ventet nogle dage på svar, begav han sig til Fyn, hvorhen hans familie tidligere var afgået. Efter beretning af nogle af hans sognefolk havde søndag d. 7. et større detachement forbundstropper indfundet sig på kirkegården formodentlig for at gribe præsten i kirken; da de ikke fandt denne, havde de arresteret og bortslæbt skolelæreren og et par andre af sognets beboere. (Fdl.)

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 2. juni 1848)

Hvor fordærvelig bissekræmmernes omløben er, ikke alene på grund af det tab, den påfører statskassen og de handlende i købstæderne, men også væsentlig formedelst den skade derved i så mange henseender påføres landboerne, og den demoralisation, som ved disse af al øvrighed ukontrollerede omlevere udbredes på landet, er i de senere år bleven mere og mere erkendt. En ny retning, hvori disse omløbere har vist sig skadelige, er imidlertid i denne krigstid opdaget, idet man har erfaret at flere bissekræmmere er i den nordlige del af provindsen anholdt som spioner, og det må visselig erkendes at de i høj grad er skikkede til sådant hverv og til hemmeligt at ombringe forræderiske budskaber, efter deres bedrageriske karakter, deres kendskab til beboere og biveje, og under skjul af deres Handel. 

Det fortjener i forbindelse hermed at fremhæves, hvad der fra flere sider med pålidelighed er erfaret, at der imellem de slesvigholsteenske soldater, som har hjemsøgt den sydlige del af Jylland, er af bønderne genkendt forskellige forhenværende bissekræmmere, som nu tjener deres kammerater til vejvisere, og således gengældte de landboere, som før havde vist dem en ulovlig bistand, med at påføre dem plyndring. Uden tvivl er det nærmest den forbitrelse, som herover har udbredt sig hos de i Skanderborg-egnen boende bønder, der har bevirket, at et par mænd i Hvolbæk i disse dage har pågrebet og indbragt til Skanderborg en omløbende bissekræmmer og hans krampose. Da der ved den foretagne undersøgelse har vist sig, at alle varerne var ustemplede, og der hos personen blev forefundet en regning for varer fra Haderslev, kan det vist antages, at omløberen er kommet fra hertugdømmerne.

Hvorvidt han tillige har haft noget hemmeligt hverv, vides vel ikke; men der bør dog bemærkes, at han efter at være indbragt i et hus, imedens en vogn blev hentet til hans henførsel, benyttede et øjeblik, hvori han var upåagtet, til at henkaste i ilden nogle papirer, der var fortærede da man kom til, og om hvis indhold nu ingen oplysning er at få. Det var meget at ønske, at disse nye erhvervede erfaringer om bissekræmmernes skadelighed måtte bidrage til, at landboerne, som desværre hidtil på mange steder af gammel fordom og medlidenheds- eller frygtshensyn har bestyrket disse omløbere mod anholdelse, i fremtiden ville være enige om, at pågribe hver omløbende kræmmer og lade ham henbringe til vedkommende herredsfoged.
(Aalb. Av.)

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 5. juni 1848).

Kampen ved Dybbøl den 5. juni 1848. Illustrirte Chronik, No. 8, 1848

Angaaende de fjendtlige Troppers Forhold i Nørrejylland. (Efterskrift til Politivennen)

Angaaende de fjendtlige Troppers Forhold i Nørrejylland, indtil den 19de exclusive, har en Landmand fra Bjerre Herred i Veile Amt meddeelt følgende til "Hp- Av."; "Som et Bidrag til hvorvidt Fjenden følger folkeretlige Grundsætninger i Krigen, troer Indsenderen at burde meddele følgende Kjendsgjerninger; I den første Tid af Fjendens Cantonnement i Veile og Horsens have hans Reqvisitioner - endskjøndt overdrevne i visse Poster - dog ikke synderlig oversteget hvad der kunde ansees som utåleligt, og der yttrede sig heller ikke hos Bondestanden nogen betydelig Uvillie; tvertimod Bonden veiede Brødet og Smøret rigeligt og Provisionernes qvanlitative Størrelse har ogsaa været saa overflødig i Veile, at de fjendtlige Tropper have slængt Brød i Partier paa Gaderne til Hunde og Heste. I det korte Tidsrum af 8 a 19 Dage have Udskrivningerne imidlertid Dag for Dag antaget bestemtere Charakteer af Røveri og Plyndring, og hvad der i dette Øieblik sattes i med fuld Føie at kunne betegne Reqvisitionerne og Udpresningerne som saadanne, er ikkun saare Lidet. Det første Tegn til Excesser fra Fjendens Side mod Bondestanden røbede sig i en af Amtmanden i Veile gjennem Øvrighederne publiceret fjendtlig Ordre til alle Landmand, om ufortøvet at sende alt det Smør og Flæsk, vi havde, til Veile. At Ingen efterkomme saa ubegrændset Ordre, forstaaer sig af sig selv. Den blev imidlertid indskrænket til 1 a ½ Pd. Smør pr. Td. Hartkorn. Den næste Exces var Fordringen af 300 Heste af Amtet. Øvrighederne nægtede som brave Mand at udføre en saadan Ordre. Men den 17de og 18de Mai ankom fra Veile en Trop af 188 Mand Cavalleri, bestaaende af en Afdeling preussiske Gardehusarer og Resten schleswig-holsteenske Dragoner. Indsenderen saae dem trække fra Hornum imod Thinghusene i Nebsager Sogn. Her deelte Colonnen sig. Den ene Deel af Samme gik imod Stenderup, den anden over Gram og Lindved ad Møgelkjær, hvor 69 Mand skulle have overnattet og bortført 40 a 50 Stude. Fra Hornum Sogn vides, at Troppen indfandt sig paa Sædegaarden Borchsminde, trak 9 Heste ud af Stalden og valgte deraf 4 samt medtog 2 Karle. _ Fra Gaardmandsenke Volmer borttoges 2 Heste, fra Gaardeier Ravn i Hornumkjær 2 og saa fremdeles. De lode sig i Hornum stærkt beværte og registrerede Vin fra Herregaarden. Næste Dag deelte Troppen (preussiske Husarer), som drog ad Møgelkjær, sig i 3 mindre, den første gik ind i Glud og Skjold Sogne, den anden gik ind i Raarup og As Sogne, den tredie gik tilbage til Bjerre og derfra til Nebsager Sogn. Allevegne gjaldt det Hesterov; man tog med Magt, uden at give Beviis eller Tilstaaelse; man forbød Bønderne flere Steder at forlade Gaardsrummet, for at man ikke skulde see hvad Vei Røverne tog. Man gik endog til den Raahed at borttage Politimester og Birkedommer Christensens eneste 2 Heste, og paa den agtværdige aldrende Embedsmands Yttring, at han nu som Øvrighed savnede Befordringsmiddel til sin Jurisdiktion, svarede den preussiske Officeer (en Grev -): "saa fik han at gaae". Paa Palsgaard borttoges 7 Heste, paa Jensgaard 3, hos Provst Plesner 1 og hos mange Bønder et betydeligt Parti. I det Hele tør man vistnok anslaae det bortførte Antal til 6 a 7 Stkr. i hvert af Bjerre-Hatting Herreders 24 Landsogne. - En mindre Afdeling paa nogle og 20 Mand indfandt sig nogle Dage tidligere paa Barritskou og recognoscerede ved Juulsminde; den synes at have et andel Hverv, end Hesteplyndring, nemlig at arrestere Personer, som meer eller mindre have ledet Bondebevægelsen og ordnet Landstormen. Dagen for dette Hesterøveri udøvedes, modtoge Beboerne en trykt Proclamation, der gik ud paa, at da Generalen var bleven vidende om, ar der paa Landet skjultes en stor Deel Vaaben, opfordredes Beboerne til frivillig at aflevere disse, da der 24 Timer efter Proklamationens Bekjendtgjørelse vilde blive foretaget Huusinqvisitioner ved fjendtlige Troppedivisionder, og Enhver, hos hvem Vaaben fandtes, vilde uden videre blive slæbt til Colding. At den jydske Bonde, som en brav og ærekjær dansk Mand, skammer sig ved at adlyde slig en Ordre og, med faa Undtagelser, lader der komme an paa Fjendens Næse om han kan lugte hvor Vaabnene ligge - forstaaer og af sig selv. Disse Inqvisttioner ere sandsynligviis begyndte igaar eller idag. Som notorisk Kjendsgjerning kan endvidere anføres: at Fjenden i Veile forleden har taget ca. 100 Tdr. Rug hos en Kjøbmand med Magt; noget senere paa Dagen tilbød man med ægte schleswig-holsteinsk Frækhed Kjøbmanden at kjøbe sin egen Rug for 5 Rbd. pr. Tønde! - og da dette afsloges, bleve Bøndervogne læssede med Ranet og sendte til Colding. - Fremdeles: Beboerne i Veile og Omegn have stor Vanskelighed ved at tilvejebringe det forlangte Qvantum Kjød og Smør, men den fjendtlige Intendantur har naadigst publiceret, at man kan kjøbe det Manglende hos den!"

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. maj 1848)

General Wrangels Proclamation af 18de Mai 1848. (Efterskrift til Politivennen)

"Jyllands Beboere!

"Siden 14 Dage befinder sig en stor Deel af min Armee paa Jyllands Sletter; jeg har nøie overholdt det, som min Proklamation af 1ste Mai d. A. har lovet Eder, og selv ikke engang fordret alle Fornødenheder for min Hær, ligesom jeg ikke heller har ladet Eder undgjælde den Modstand og Vrangvillighed, jeg hos flere af Eders Øvrigheder har truffet i saa Henseende.

"Ved dette Beviis paa tydsk Maadehold havde jeg haabet at bevæge Eders Regjering til lige Maadehold, til lignende Agtelse for tydsk Privateiendom. Saadant har imidlertid ikke fundet Sted. Eders Regjering vedbliver at lægge Beslag paa tydsk Eiendom og at opbringe tydske Skibe. Ved denne Adfærd tvinger Eders Regjering mig saaledes til at anvende Overmagten, at gjøre Brug af Krigens Ret, og til at søge i Jylland Skadesløsholdelse og Vederlag for al den Skade, som den tydskee Handel, den tydske Skibsfart og tydske Eiendele, lide paa andet Sted.

"Jyder! Eders Regjering tvinger mig til at paalægge Eder en Contribution af 2 Millioner Specier. Denne Contribution skal imidlertid kun være et Pant for den Skade, som Eders Regjering har tilføiet tydsk Handel og Eiendom.

"Saafremt Eders Regjering frigiver de under Beslag liggende tydske Eiendele, og giver Vederlag for den Tydskland tilføiede Skade, skulle Contributionspengene ogsaa tilbagebetales Eder.

"Ved Hjælp af Eders Øvrigheder agter jeg at fordele denne Contribution forholdsviis ligeligen over de forskjellige Amter, hvorved jeg vil lægge de nyeste Skatte-Registre til Grund og fremdeles lade den Bestemmelse gjælde, at det frie Hartkorn betaler dobbelt imod det ufrie, og at veldædige Stiftelsers og Skolers Eiendomme skulle være aldeles fritagne for Bidrag til Contributionen. Naar Contributionens Beløb indtil den 28de d. M. ikke er bleven indbetalt, vil Sammes Inddrivelse tage sin Begyndelse.

"Skulle, mod Forventning, Eders Øvrigheder vægre sig ved at lette Eder denne Krigens Byrde ved en retfærdig og billig Repartition, saa vil jeg overdrage dette Hverv til andre paalidelige Mand, og skulle ikke heller disse lade sig finde eller I endog selv nægte Betalingen, saa lader jeg tage ved Tropper Alt som behøves og hvor det findes.

"Jeg haaber til Gud, at Øvrighederne og Folket selv ville have tilstrækkelig Indsigt til ei at tvinge mig til dette sidste Middel; skeer dette endda, saa maa ogsaa Folket selv paatage sig Ansvarlighed for al den Elendighed og Ulykke, som er uadskillelig fra saadan Fremgangsmaade!

Colding, den 18de Mai 1848,

Overbefalingsmanden over Armeen

Wrangel,

kongelig preussisk General af Cavalleriet.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. maj 1848)

Fra Veile. (Efterskrift til Politivennen)

Af et Brev fra Veile, dat 8de Mai Efterm., meddeler "Fædrel." følgende Details, der maaskee ikke ville være uden Interesse. Prindsen af Noer, der, som bekjendt, er Høistcommanderende paa Stedet, har ved Vejrmøllen, der ligger paa den høie Bakke saa hundrede Skridt udenfor Byens Sønderport, ladet opstille 10 Kanoner, hvormed han truer at beskyde Byen, saafremt hans Reqvisitioner ikke uden Ophold opfyldes. Foruden de betydelige Reqvisitioner af Fødemidler - hver Dag slagtes der i Byen 17 store Stude - har han derfor ogsaa erholdt opfyldt flere andre Fordringer, skjøndt disse ingenlunde kunne henføres til de Fornødenheder, der omtales i Wrangels Proclamation. I Anledning af en Gudstjeneste, som den fjendtlige Armee Søndagen den 7de holdt udenfor Byens Nørreport, blev der saaledes fordret 3 schleswigholsteinste Faner til nogle ny oprettede Batailloner. Endvidere er der fordret 360 Heste, af hvilke de 206 skulde være opsadlede. Fjendens Vagter staae 1/4 Miil fra Byen, og denne Afstand er Grændsen for de Udflugter, som det uden Pas er tilladt Indbyggerne at foretage. Fornemmelig er det dog Bønderne, der lide under Trykket, thi, foruden at den i Jorden nedlagte Sæd nedtrampes og ødelægges, er der ogsaa lagt stadigt Beslag paa deres Heste og Vogne, deels for at kjøre rundt med Victualier, deels for at holde parate til anden Tjeneste. Paa Byens Kirkegaard, der afbenyttes som Holdeplads, sees saavel Dag som Nat et betydeligt Antal af Vogne, som ialmindeliqhed ere henved et Par Hundrede. En Masse af danske Cocarder er af en Kjøbmand (ved Navn Koppel) solgt til Soldaterne, der gjemme dem omhyggeligt, for ved den første gunstige Lejlighed at afbenytte dem. At Amtets Beboere ikke siden den 2den ds. have modtaget nogetsomhelst Blad eller Brev, gjør naturligviis deres Tilstand saa meget mere piinlig.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. maj 1848)

(Uddrag af et Par Breve fra Familier i Veile-Egnen, dat. 11te Mai). Foruden de tidligere betydelige Reqvisitioner i Naturalier, som Fjenden i Veile har gjort, og som skulle være præsterede til den 16de (igaar). Aften, har General Wrangel fordret betalt 9000 Mk. Bco. og 300 Heste leveret, og for at give Fordringen meer Eftertryk ere Kanoner opplantede ved en udenfor Byen beliggende Veirmølle, for at true de stakkels ulykkelige Indvaanere til at opfylde Barbarernes Forlangende, og skal Wrangel have erklæret, at han i Mangel af promte Opfyldelse ei kunde indestaae for Byen. Desuden har Byen maattet levere 400 Spader, Skovle etc. samt en betydelig Mængde Tømmer til Broer til en fra Bleggaarden, syd for Veile, til Gaarden Sophiesminde over sumpige Enge anlæggende Vei, hvor desuden 200 Vogne samt utallige Arbeidere daglig ere beskjæftigede, og endvidere holde stedse 50 Vogne i Byen til Militaires Befordring. Byens totale Undergang synes afgjort og Omegnen lider betydeligt, saaledes maa et lille Sogn daglig levere 50 Lpd. Brød og ugentlig 10 Lpd. Smør foruden mangfoldige andre Ting og endda have Indqvartering; i Byerne Ammitzbøll og Ødsted, sydvest for Veile, gives der mindre Bøndergaarde, som daglig have 200 Mand i Qvarteer, og de stakkels Beboere ere saa medtagne, at flere Bønderfamilier agte at forlade Huus og Hjem. Høfligheden aflægges meer og meer af Fjenden; saaledes maatte en agtet aldrende Frue i Veile forleden Dag taale slemme Grovheder af en Soldat, og ved at henvende sig til den fjendtlige Commandant, Lesser, der er født i Kjøbenhavn, fik Karlen kun en meget mild Tilrettevisning. Ingen kan komme ud af Byen uden Pas, der maa forevises Forposterne, og stundom, ja ofte, naar det ei behager bemeldte Commandant, opholdes Folk til langt ud paa Natten. Et vakkert ungt Menneste, en Søn af Kammerraad Dalgas, som boer 1 Miil syd for Veile, blev saaledes forleden Dag anholdt af en Forpost, og da han havde været uforsigtig nok til at yttre Et og Andet om Prindsen af Noer, blev han arresteret, og en nedsat Krigsret menes at ville dømme ham til at skydes. Sidste Søndag havde Armeen Gudstjeneste paa en Agent 8. tilhørende Eng, og foruden Prædikestolen maatte Byen levere 4 slesvig-holsteenske Faner, som bleve oprejste omkring Prædikestolen. En af de høiere Officerer henvendte sig samme Dag til Kbmnd. Bøgh og sagde, at han hørte, at han havde et smukt Anlæg udenfor Byen, som jo var et Forlystelsessted for Indvaanerne; dette vilde de fjendtlige Officerer benytte til Bal, og paalagde Bøgh at sørge for Damer; men B. erklærede, at alle Byens Damer vare tagne bort, og desuden vilde Ingen tage Deel i slig Forlystelse. Kun et Par Damer, Døttre af en Provst her i Egnen, vise sig - sørgeligt nok - ofte blandt de fjendtlige Officerer. Om Aftenen bliver sjunget og musiceret udenfor Prindsens Logis, der er hos Amtmanden, Kherre. Hoppe, som ligger meget syg. 200 Mand drog den 10de gjennem Landsbyen Give, 4 Miil vest for Veile, ad Veien til Holstebro. - Alt Markarbejde er ophørt og lægge Bygsæden kan Ingen, da baade Folk og Heste benyttes af Fjenden og som det gaaer til i Veile, gaaer det til overalt her i Egnen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. maj 1848)

(Af et Brev fra Veile, dat. 23de Mai): Disse Tydskere gjøre frygtelige Udskrivningcr og ødsle paa det skrækkeligste med Alt, saaledes kan man finde Brød liggende paa Gaden og fattige Folk kjøbe et stort Commisbrod for 1 sk. Courant. Kommer Hjælpen ikke til Søndag, seer det vist ikke godt ud for os, thi da faaer jo Soldaterne Tilladelse til at plyndre. Vi havde haabet al vore Tropper tilligemed Svenskerne havde gjort Landgang den 20de; dog vi ventede forgjæves; med Længsel imødesee vi Øieblikket, der skal befrie os fra disse ubudne Gjæster. Forrige Nat indbragte de 218 Heste som de havde stjaalet, saaledes udgjør nu det røvede Antal 300. Igaar drog en Bataillon nordpaa, men hvorhen vide vi ikke. Indkvarteringen her er stræng; saaledes har en lille Familie, der sidder lilleie, 14 Hoboister og 6 Menige; de 14 Hoboister ere imidlertid nu flyttede, da de ikke kunde udholde længere at ligge paa Halm. En anden Familie har 20 Menige foruden Officerer, ja mangen Kjøbmand har over 100 Mand i Qvarteer. Toldinspectcuren er Proviantforvalter i Colding. Collecteur Packness og Fæstemand Ferslev ere arresterede for ar have villet hjælpc nogle Tydskere til at desertere. Amtmanden ligger for Døden og Justitsraad With er constitueret."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 26. maj 1848)

Efter 3 uger kunne den konstituerede amtmand P. With den 25. maj 1848 meddele af Vejle Amt nu ikke længere var besat.

- Idel vi, i fuldkommen Overeensstemmelse med den i ovenstaaende officielle Beretning fra Amtets Overøvrighed til det ovrige Danmark udtalte Aand, ligesom føle Luften renere omkring os, efter al den fjendtlige Occupation af vor By og Egn er ophørt, maae vi tillige udtale den almindelige herskende Erkjendelse, at de Meniges Opførsel ber har varet aldeles upaaklagelig; de yttrede ingen Forbittrelse mod os Danske, erklærede tvertimod, at de mod deres Villie vare tvungne til at indfinde sig i Rendsborg og senere til al overskride Jyllands Grændse. Naar en Enkelt begyndte at blive kaad paa Grund af den altfor overstadige Mad og Drikke, blev der holdt stræng Mandstugt. Den kommanderende Generals Adfærd kan man derimod ikke andet end i høieste Grad harmes over. Den er et glimrende Beviis paa tydsk Ærlighed og tydsk Ordholdenhed. Gen. Wrangel erklærer i sin Proklamation af 1ste Mai, at han ikke kommer i fjendtlig Hensigt, det hedder: "jeg indestaaer Eder for, at Eders Person skal være os hellig og at Eders Eiendom og Eders Nationalfarver skulle blive beskyttede mod hver vilkaarlig Behandling" - - "men jeg kan ikke fritage Eder for at tilvejebringe Hærens Fornødenheder." Det sidste Udtryk fortolker han selv længere hen ved "alle til deres Livsophold henhørende Midler." Men den samme Mand lod Borgerne forrette Fæstningsarbeide i Fredericia, udskrev saa uhyre Masser af Levnetsmidlcr, at det var lige umuligt for Indvaanerne at tilvejebringe dem og for Tropperne at fortære dem, røvede omtrent 300 Heste fra Bønderne, berøvede Skomagerne i Colding et betydeligt Parti Saalelæder og udskrev endelig - for at krone Værket - en Conlribution paa 2 Millioner Species af et Land, som han ikke havde besat meer end et lille Hjørne af. Vi overlade Enhver selv at betænke, om denne Modsigelse mellem Ord og Handling bedst forklares af overlagt Falskhed eller af ussel, villieloø Eftergivenhed for Andres Indskydelser. (Veile Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. maj 1848)