Bredfælget Vogn. (Efterskrift til Politivennen)

Offentlig Politisag. Under en af Criminal- og Politiretten den 11te Novbr. paadømt offentlig Politisag, hvorunder Tiltalte, Vognmand Niels Frandsen, boende paa Stadens Nørrebro, tiltaltes for Overtrædelse af Placat af 7te Februar 1845 angaaende Indførelse af bredfælgede Hjul paa Arbejdsvogne i Kjøbenhavn, var det ved Tiltaltes egen af de iøvrigt oplyste Omstændigheder bestyrkede Tilstaaelse godtgjort, at han den 6te September d. A. har benyttet en med 2 Heste forspændt Fjedervogn med Fjellefadning, hvis Hjulfælger ikkun havde en Bredde af 2½ Tomme, til at kjøre et Læs Sild ind i Staden til Forhandling paa Torvet. Da han ikke fandtes at kunne disculperes ved de af ham anførte Omstændigheder, at Vognen, der var indrettet til 4 Agestole, af hvilke de 3 ved den omhandlede Leilighed vare aftagne, ikke kunde ansees som en Arbejdsvogn og at den kun var afbenyttet til at indkjøre Varer fra Landet til Forhandling her, men ikke til at transportere Varer fra et Sted til et andet i Staden eller paa dens Grund, idet den citerede Placat ikke giver Anledning til at udelukke Vogne af den omhandlede Slags fra Begrebet om Arbejdsvogne, naar de, forspændte med 2 Heste bruges til Transport af Gods eller Varer, og det derhos som Betingelse for Pligten til at benytte bredfælgede Hjul paa en saadan Vogn kun fordres, at den, som i det foreliggende Tilfælde, tilhører Beboere i Kjøbenhavn og dens Forstæder, og er afbenyttet paa Stadens Grund, blev Tiltalte anseet efter den ommeldte Placat 2 med en Kjøbenhavns Politikasse tilfaldende Mulct af 5 Rdlr., hvorhos han tilpligtedes at betale denne Sags Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. december 1856).

Henrettelser. (Efterskrift til Politivennen)

Dødsdommen over Morderen S. R. Bundgaard fuldbyrdedes d. 16 paa Bjergelide ved Horsens, hvor en ikke ubetydelig Mængde Mennesker havde samlet sig for overvære Executionen. Forbryderen viste tilsyneladende megen Syndsfortrydelse; efterat Dommen var oplæst for ham og han havde modtaget geistlig Trøst, læste han selv en Bøn og gik med Fatning Døden imøde. Selve Acten udførtes med Præcision og Hurtighed af den i Horsens bosiddende Skarpretter for Jylland og Fryen, der saaledes i kort Tid har expederet fire Forbrydere. (Hors. Av.)

(Ribe Stifts-Tidende 20. december 1856).

D. 22. blev Forbryderen Frederik Claus Christiansen, der ifjor i Forening med Rasmus Mikkelsen i det korte Tidsrum af 5 Dage begik en Mængde grove Forbrydelser, deriblandt 2 Mord, og hvortil Sidstnævnte efter at være bleven arresteret endnu føiede et Selvmord, bleven henrettet paa Brædstrup Mark. Det Hele skal have baaret et meget religiøst Præg. Efterat de sædvanlige Skikke vare iagttagne: Dommen var bleven oplæst og Præsten havde berettet Synderen, blev en Psalme, hvori denne istemmede, afsungen, hvorpaa den Dødsdømte, der viste sig meget fattet, i en angerfuld Tale henvendte sig til den forsamlede Mængde. Efter Executionen, der udførtes med Raskhed, holdt Præsten endnu en Tale.

(Hors. Avis.)

Ribe Stifts-Tidende 29. december 1856).

Præste-Afskedigelse i Tønder. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Tønder skrives i "Dvk.": Det er bekjendt nok, at der endnu her i Amtet findes ikke faa Præster, som i mer eller mindre Grad have kompromitteret sig under Oprøret, og skjøndt Provst Tidemand upaatvivlelig har været meget virksom for de mest Kompromitteredes Fjernelse, saa synes dog i længere Tid den Modstand, han mødte hos det Verdslige Medlem af Visitatoriet, at skulle gjøre hans Virksomhed i denne Retning frugtesløs. Som det lader til har imidlertid den nuværende slesvigske Minister, hos hvem Arthur Reventlow turde have mindre Indflydelse end hos Carl Moltke, luftet en lille Smule ud iblandt Præstestanden i Tønder Amt, hvad der da ogsaa var paatrængende nødvendigt. Det er saaledes bekjendt, at Hr. Mathiesen for nogen Tid siden har faaet sin Afsted som Præst i Klægsbøl, Iigesom ogsaa, at Hr. Hoeck i Hostrup under 5. ds. har havt en lignende Skæbne. Begge disse Herrer have været meget virksomme i Oprørets Tjeneste, og hvad den Første angaaer, da har han senere sat sig imod Gjennemførelsen af Sprogreskriptet, saa man af den Grund, skjøndt uden Frugt, har maatet paalægge ham hver anden Søndag, da der skulde holdes dansk Gudstjeneste, at indsende sin danske Prædiken til Biskoppen. Hvad Hr. Hoeck desuden angaaer, da er han temmelig almindelig bekjendt for mindre moralsk værdig til ar være Sjælesørger. Samme Skrivelse nævner dernæst flere slesvigske Geistlige, som ved Erklæringer mod Regeringen og deres øvrige Opførsel under Oprøret have fortjent at afskediges, saasom: Pastor Jepsen i Humptrup. Meyer i Raepstedt, Jessen i Abild, Momsen i Høyr, Carstens, Diakonus i Tønder, Göttge i Uberg, P. C. Holm i Aventoft.

(Ribe Stifts-Tidende 6. december 1856).

Hvad angår to af de nævnte sogne, Klægsbøl og Humtrup, blev der i april 1864 holdt en afstemning om kirke og skolesproget. I Tønder provsti var der i sognene Aventoft, Humtrup, Klægsbøl, Læk og Sønder Løgum forsvindende få der gik for dansk eller begge sprog i kirken (under 5 ). Selvom man fra dansk side anse afstemningerne for en farce, så viste det dog (i modsætning til under det danske styre i 1856) at man var rede til at tage befolkningens holdning i betragtning, mhp at tilgodese mindretal. (Schultz-Hansen: Danskheden i Sydslesvig, s. 174).

Fyringer i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Fra hertugdømmet Slesvig, 23. november. De seneste fyringer af højtstående og lavtstående embedsmænd har vakt endnu større opmærksomhed, fordi de ramte meget loyale mænd. Overdirektøren for byen Slesvig og overembedsmand for Gottorff- og Hütten-amterne (over 50.000 euro), GL. Davids, modtog afskedigelsesbrevet med den simple begrundelse "af højere statslige hensyn." Skønt han var en nidkær embedsmand under Friedrichstadts provisoriske regering og guvernørskab fra 1848-50, blev han støttet af hr. v. Tillisch forfremmet til ovennævnte høje embeder og opnåede offentlighedens respekt og tillid gennem lovlighed og medmenneskelighed. Han forsvarede også den tyske nationalitet i de ham underordnede landdistrikter, hvor sprogtvang fandt sted, så vidt muligt mod de danske gejstliges angreb og forsøgte at bevare de juridiske barrierer. Denne juridiske adfærd passer måske ikke med minister Wolfhagens højere statslige hensyn. Da han overtog porteføljen, havde han allerede sagt til embedsmænd, at han ikke blot ville udføre sprogreskriptet, men også ville bestræbe sig på at bringe det danske sprog endnu længere sydpå. Embedsmænd i Sydslesvig hvor det officielle erhvervssprog er tysk, modtager ofte danske breve. Efterfølgeren til hr. David, kammerherre v. Holstein, der er hjemmehørende i Holstein, betragtes som en levedygtig tilhænger af den Ejderdansk-skandinaviske bevægelse; det er den samme person der nægtede alle rettigheder til hertugdømmerne i rigsrådet. Lige så beslutsomt handler handler ministeren overfor gejstligheden og lader landsherrerne udnævne prædikanter hvor sognefællesskaberne tidligere havde forfatningsmæssig ret til at stemme.

Aus dem Herzogthum Schleswig, 23. Novbr. Die in jüngster Zeit mehrfach vorgekommenen Entlassungen von höheren und niedrigen Beamten haben um desto grösseres Aufsehen erregt, da sie sehr loyale Männer betroffen haben. Der Ober-Director der Stadt Schleswig und Oberbeamte der Aemter Gottorff und Hütten (uber 50,000 E), GL. Davids, empfing das Entlassungsschreiben mit der einfachen Motivirung "aus höheren Staatsrücksichten." Obgleich er unter der provisorischen Regierung und Statthalterschaft von 1848-50 in Friedrichstadt eifriger Beamter gewesen, ward er von dem Hrn. v. Tillisch zu den obigen hohen Aemtern befördert und hat sich in denselben die Achtung und das Vertrauen des Publikums durch Rechtlichkeit und Humanität erworben. Er schüsste auch die deutsche Nationalität in den ihm untergebenen Landdistricten, wo der Sprachzwang stattfindet, so viel als möglich gegen die Uebergriffe der dänischen Geistlichen und suchte die gesetzlichen Schranken zu bewahren. Dieses legale Verhalten mag zu den höheren Staatsrücksichten des Ministers Wolfhagen nicht passen. Derselbe hatte schon bei Uebernahme des Portefeuille gegen Beamte geäussert, er werde nicht nut das Sprachsrescript durchführen, sondern auch die dänische Sprache noch weiter nach Süden zu bringen bemüht sein. Wirklich empfangen auch schon die Beamten im südlichen Schleswig, wo die Geschäftssprache gesetztlich die deutsche ist, oft dänische Schreiben. Der Nachfolger des Herrn David's, Kammerherr v. Holstein, ein geborerner Holsteiner, wird als ein brauchbarer Anhänger der eiderdänisch-scandinavischen Richtung betrachtet; es ist derselbe, der im Reichsrath den Herzogthümern alle Rechte absprach. Gleich enschieden verfährt der Minister in dem geistlichen Stande und lässt den Landesherrn Prediger ernennen, wo bisher die Gemeinden verfassungsmässig das Wahlrecht hätten.

(Bayerisches Volksblatt. 3. december 1856)

Tegningen skal illustrere hvordan rettigheder rives i stykker. Titlen "Illustration zu dem Liede:" ("Illustration til sangen:") Under tegningen et digt: Treu im Denken, treu im Handeln, // Treu dem einst beschwornen Wort, // Ist der Däne ohne Wandeln, Schleswigs Schirm und Holsteins Hort" (Tro i tanken, tro i handling, // Tro mod ordet engang svoret til, // Er danskeren uden forandring, Slesvigs paraply og Holstens tilflugtssted”). Kladderadatsch 24. februar 1856.

(Slesvig-Holsten.) "Schw. Merkur" skriver fra Slesvig den 23. november: "De nylige afskedigelser af højere og lavere embedsmænd har forårsaget desto større omtale, fordi de har ramt meget loyale mænd. Chefdirektøren for byen Slesvig og øverste embedsmand for kontorerne Gottorff og Hütten (over 50.000 indbyggere) G. Davids modtog afskedigelsesbrevet med den simple begrundelse: "Af højere statslige hensyn." Skønt han var en ivrig embedsmand under den provisoriske regering og guvernørskab af 1848-50 i Friedrichsstadt. Han blev forfremmet til ovennævnte høje embeder af hr. v. Tillisch og opnåede offentlighedens respekt og tillid gennem sin retfærdighed og menneskelighed. han beskyttede også den tyske nationalitet i de ham underlagte landdistrikter hvor sprogtvangen finder sted, så meget som muligt mod de danske gejstliges overgreb og søgte at bevare de juridiske grænser. Denne juridiske adfærd passer måske ikke minister Wolfhagens højere statslige hensyn. Da han overtog porteføljen, havde han allerede sagt til embedsmændene at han ikke blot ville udføre sprogreskriptet, men også ville bestræbe sig på at bringe det danske sprog endnu længere sydpå. Faktisk modtager embedsmænd i Sydslesvig, hvor det officielle erhvervssprog er tysk, ofte breve på dansk. Efterfølgeren af ​​Hr. David, Kammerherre af Holsten, en indfødt Holsten, betragtes som en nyttig tilhænger af den eiderdansk-skandinaviske tendens; det er den samme, der nægtede alle rettigheder til hertugdømmerne i det kejserlige råd. Lige så beslutsomt gik ministeren frem hvad angik det gejstlige og lod de landsfyrsten udnævne præster, hvor tidligere menighederne grundlovsmæssigt havde haft stemmeret. Sådan skete det i Gelting i Angel, i Dretzbül, Neukirchen, Lygum og Ledt i amtet Tønder, hvor menighederne ellers ville have valgt tyske prædikanter. I Katting og Poppenbüll, Eiderstedt, har man i to år forgæves ventet på ministergodkendelsen af ​​oplægget til præstevalget, og man frygter også den allerhøjestes udnævnelser.

(Schleswig-Holstein.) Dem "Schw. Merkur" schreibtman aus Schleswig unterm 23. Nov.: "Die in jüngster Zeit vorgekommenen Entlassungen von höhern und niedern Beamten haben um so desto grösseres Aussehen geregt, da sie sehr loyale Männer betrroffen haben. Der Oberdirektor der Stadt Schleswig und der Oberbeamter der Aemter Gottorff und Hütten (über 50.000 Einwohneer) G. Davids empfing das Entlassungsschreiben mit der einfachen Motivirung: "Aus höhern Staatsrücksichten." Obgleich er unter der provisorischen Regierung und Statthalterschaft von 1848-50 in Friedrichsstadt eifriger Beamter gewesen, ward er von dem Hrn. v. Tillisch zu den obigen hohen Aemtern befördert und hat sich in denselben die Achtung und das Vertrauen des Publikums durch Rechtlichkeit und Humanität erworben. er schützte auch die deutsche Nationalität in den ihn untergebenen Landdistrikten, wo der Sprachzwang stattfindet, so viel als möglich gegen die Uebergriffe der dänischen Geistlichen und suchte die gesetzlichen Schranken zu bewahren. Dieses legale Verhalten mag zu den höhern Staatsrücksichten des Ministers Wolfhagen nicht passen. Derselbe hatte chon bei Uebernahme des Portefeuille gegen Beamte geäussert, er werde nicht nur das Sprachreskript durchführen, sondern auch die dänische Sprache noch weiter nach Süden zu bringen bemüht sein. Wirklich empfangen auchschon die Beamten im südlichen Schleswig, wo die Gechäftssprache gesetzlich die deutsche ist, oft dänische Schreiben. Der Nachfolger des Hrn. Davids, Kammerherr von Holstein, ein geborner Holsteiner wird als ein brauchbarer Anhänger der eiderdänisch-skandinavischen richtung betrachtet; es ist Derselbe, der im Reichsrathe den Herzogthümern alle Rechte abstprach. Gleich entschieden verfährt der Minister im geistlichen Stande und lässt den Landesherrn Prediger ernennen, wo bisher die Gemeinden verfassungsmässig das wahlrecht hatten. So ist es geschehen zu Gelting in Angeln, zu Dretzbül, Neukirchen, Lygum und Ledt im Amt Tondern, wo sonst die Gemeinden deutsche Prediger gewählt, haben würden. In Katting und Poppenbüll, landschaft Eiderstedt, wird seit zwei jahren vergeblich auf die ministerielle Genehmigung der Präsentation zur Predigenwahl gewartet, und man befürchtet ebenfalls allerhöcste Ernennungen."

(Regensburger Tagblatt : Kampf-Organ für nationale Freiheit und soziale Gerechtigkeit 5. december 1856) 

Amtmand Mathias Davids (1800-1877) blev 1834 stadssekretær og stadspenningmester i Frederiksstad, hvor han forblev kongetro i sit embede under Treårskrigen, med embeder i Husum. 1850-1856 var han amtmand over Gottorp og Hütten amter samt Stapelholm. Politisk henseende var han helstatsmand. I 1856 stemte han mod Carl Scheel-Plessens forslag om helstats-forfatningens forelæggelse for stænderne i Slesvig og Holsten. Han beholdt sin plads i rigsrådet, men nedlagde det 1863 efter at have stemt imod novemberforfatningen. Han afslog senere den preussiske regerings tilbud om en amtmandspost.

Amtmand Ulrich Adolph von Holstein (1803-1864) var søn af major, toldforvalter og Kirchspielvogt i Kellinghusen Henning Christoph Boëtius von Holstein (17641844) og Anna Maria f. Steffens (1781-1858). Han tog 1825 juridisk eksamen i Glückstadt, derefter amtssekretær hos amtmændene H.C.D.V. von Levetzow i Husum og C.F. Tillisch i Aabenraa. 1832 amtsforvalter og husfoged på Ærø. 1845 blev han amtsforvalter i Tønder, men efter krigens udbrud i  1848 måtte han forlade det forlade og flytte til København. September 1849 blev han adjungeret F.F. Tillisch som kasserevisor. 1850 amtsforvalter i Flensborg, stempelpapirforvalter og kammerherre og endelig som artiklen beskriver 1856 amtmand i Gottorp og Hytten Amter samt overstaller i landskabet Stabelholm. 

Han sad i Rigsrådet 1856, 1858, 1859, 1862 og 1863; i de 3 sidste som kongevalgt vicepræsident. I Slesvig stænder var han i samlingen 1857 kongelig kommissarius. Efter tilbagetrækningen fra Dannevirke i 1864, måtte han efter voldstrusler forlade embedet. Da han var syg og svag tog rejsen over Rostock og Ystad til København hårdt på ham. Han døde 17. april 1864. 

Huuslæger. (Efterskrift til Politivennen)

Huuslægehonoraret. Det er, som bekjendt, her i Vandet en - fornemmelig blandt Kjøbstadbefolkningen - almindelig Skik, at Familier, som have nogenlunde Evne dertil, vælge sig en fast Læge, for i paakommende Sygdomstilfælde at yde den hele Huusstand fornøden Lægehjælp og forøvrigt være deres Raadgiver i Sundhedsanliggender. Herfor erholder Lægen en vis aarlig Betaling, hvad enten der forekommer hyppige Sygdomstilfælde eller aldeles intet, dog er det ikke ualmindeligt, at de, der have Evne, betænke Lægen med et høiere Honorar, naar særdeles Sygdomme har gjort mere end sædvanlig Krav paa hans Tid og Kræfter. Forholdet er saaledes en Art Assurance. Men medens det paa Landet og i nogle Kjøbstæder, overeensstemmende med naturlig Orden, er Brug, at Lægen efter Billighed bestemmer Honorarets Størrelse, er det derimod i Hovedstaden og endeel Kjøbstæder blevet almindeligt, at Vedkommende, som have engageret Lægen, fastsætte Honoraret, og at denne i det høieste undertiden spørger om han er tilfreds dermed.

I en tidligere Periode har denne Skik muligen været til Fordeel for Lægerne, idetmindste for dem, hvis Praxis faldt blandt den mere bemidlede Deel af Befolkningen, der ved rundelige Honorar gjorde det lettere for Lægen at yde Ubemidlede sin Bistand, thi det tør vel antages som anerkjendt, at Lægen i Almindelighed med samme Ufortrødenhed opfylder sin Pligt hos den Ubemidlede som hos den Bemidlede. I de senere Aar derimod har mangen Læge paa disse Steder havt fuld Grund til at beklage, at hans naturlige Ret til at bestemme Lønnen for sit Arbeide, er gaaet tabt for ham; thi medens de mere uheldigt stillede Samfundsclasser, der ikke have erholdt forøgede Midler til at bære Dyrtidens Tryk, have været nødte til at formindske Lægehonoraret, have de Classer, hvis Indtægter enten middelbart eller umiddelbart ere forøgede, i Reglen ikke forhøiet Lægehonoraret, og deraf er opstaaet et særdeles ugunstigt Forhold for den især af Kjøbstadspraxis levende Læge, som ikke kan andet end virke meget nedtrykkende paa den Aandsfriskhed , der er saa nødvendig til en heldbringende Virken i hans Kald.

Der hersker vistnok i det Hele en ofte urigtig Mening i Publikum om Lægernes oekoncomiske Stilling, idet man fra de faa heldigere Stilledes Forfatning feilagtigen slutter til de Øvriges. Men selv blandt dem, som have en temmelig betydelig Praxis, findes der kun faa, som see sig istand til at opspare Midler, hvorved de kunde bære de Afsavn, mulige Sygdomme og Alderdom medføre. Et sørgeligt Vidnesbyrd om Sandheden heraf er, at det paa den sidst afholdte Lægeforsamling i Roeskilde blev erkjendt, at det vilde falde for trykkende for de fleste Læger at bidrage 10 Rd. aarlig til den for trængende Læger stiftede Understøttelseskasse. Ved denne Forsamling blev det og fremhævet, at Lægerne maatte ved indbyrdes Overeenskomst søge at faae det Misforhold hævet, der det de stigende Priser paa Livets Fornødenheder var opstaaet mellem det hidtil erlagte Honorar og Lægens Forretninger. Det er og Indsenderne af nærværende Artikel bekjendt, at det paa flere Steder er skeet, og Lægernes Forlangende er med Velvillie blevet opfyldt af Befolkningen i de forskjellige Egne.

I Hovedstaden og de Kjøbstæder, hvor samme Skik med Hensyn til Lægehonoraret følges, vil imidlertid, paa Grund af den engang herskende Brug, en saadan Overeenskomst være det sidste Middel at tye til, og det er at haabe, at det ei heller vil blive nødvendigt; thi det kan neppe betvivles, at jo den Velvillie, som i Regelen findes mod Lægerne, vil foranledige at Enhver, som har nogenlunde Evne dertil, vil, efter at være gjort opmærksom paa denne Sag, imødekomme deres billige Krav paa forhøiet Honorar, saa at de uopfordrede supplere det efter bedste Skjøn, eller saafremt de ikke maatte finde sig foranledigede dertil, da uden Uvillie modtage Lægens Erindring i saa Henseende.

Idet Ovenstaaende bringes i Pressen af en mindre Lægekreds med Overbevisningen om, at samme Anskuelser deles saagodtsom af hele Landets Lægestand, tør vi antage at dHrr. Redacteurer af Provindsaviserne ville yde Standen en Tjeneste ved at optage denne Artikel i deres respective Blade.

Flere Læger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. december 1856)