Farligt Tandvand. (Efterskrift til Politivennen)

Apotheker Friis i Veile bekjendtgjør Følgende: Her er heri Byen i denne Tid en Hr. Wagner, som skal være megel flink til at fordrive Rotter, Muus etc, samt til at beskjære Ligtorne; derimod giver han sig ogsaa af med hvad han ikke forstaaer, hvad der endog er uberettiget, naar han ikke har Sagkundskab deri, nemlig at efterse Folks Tænder, giøre disse rene, plombere etc., og afgiver han til Patienten et Tandvand, hvormed Tænderne skulle pudses etc. Ved at afgive og anbefale Patienten dette Tandvand, som bestaaer af en staerk mineralsk Syre, som stærkr angriber og afæder Tænderne, røber Hr. W. enten en stor Uvidenhed om de Midler, der kunne bruges dertil, eller ogsaa en Samvittighedsløshed mod de Patienter, som anbetro sig til ham, saa at han kan drages til Ansvar derfor. Min Kollega, Apotheker Lotze i Odense, har analyseret dette Tandvand og offentlig advaret Folk derimod; ifald Hr. W. ikke forud vidste det, saa kunde han deraf erfare, at det var et fordærveligt Middel, han brugte. Jeg troede, at Hr. W., belært deraf, havde komponeret et andet uskadeligt Tandvand; men ved en mig idag tilsendt Flaske, som jeg har analyseret paany, seer jeg til min store Forundring, at det er selvsamme Slags Tandvand, som er saa fordærveligt for Tænderne. Hr. W. lader sig derfor betale ti Mk.; den sande Værdi er høist 8 sk. Samtidig analyserede jeg ogsaa et Badevand, han havde afgivet mod Leverpletter; det bestod blot at lidt almindeligt Salt, opløst i lidt Vand og gjort vellugtende med Eau de Cologne, dette betaltes med 3 Mk.; den sande Værdi til den virkelige forholder sig ligesom ved Tandvandet. Dette Leverbadevand er tilvisse uskyldigt at bruge i Modsætning til Tandvandet, dog er det i ethvert Tilfælde et meget kostbart vellugtende Saltvand.

(Ribe Stifts-Tidende 5. juli 1858)

Grøvt paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

Hof- og Stadsretsdom. Omstændlghederne ved en den 5te Juli af Hof- og Statsretten paakjendt Sag mellem Capitain Bangert og Kjøbenhavns Politidirecteur vare følgende:

Under 3die Juni f. A. rapporterede Politibetjent Hertz, at Forpagter Christensen paa Eiendommen paa Eiendommen Nr. 33 A , beliggende ved Nørrebroes Parcelvei, havde opført en Bygning, som nu var tagen i Brug saavel til Beboelse for ham og Familie som til Kostald for c. 20 Køer, og at de tynde Dele fra Kostalden lededes gjennem en Trærende fra Gaarden ud paa Veien, hvilket havde tilfølge, at det urene Vand - da der paa Veien ei fandtes Rendesteen eller andet Afløb - bliv staaende og samlede sig midt paa Veien i større Pytter, hvor det fordampede og udbredte ilde Lugt. Stadsphysicus erklærede, at dette stillestaaende cg stinkende Vand var saa skadeligt i sanitær Henseende, at der uopholdelig maatte skaffes Afløb tilveie. Ligeledes androg Sundhedscommissionen for udenbyes Klædebo Qvarteer paa, at ommeldte Sump uopholdelig maatte afskaffes. Ovennævnte Christensen saavelsom hans Nabo C. Sørensen, af hvis Grund Christensen i 1856 havde tilkjøbt sig sin Lod, erklærede, at den paapegede Mangel ikke kunde afhjælpes, medmindre Eieren af Solitude, Capitain Bangert, enten vilde oprense en af ham paa den modsatte Side af Veien tilkastet Grøft eller give Plads til en Kule til Vandets Opsamling paa hans Grund. Da Captain Bangert ikke vilde indlade sig paa noget af disse Alternativer og Afhjælpningen af det omhandlere Onde ansaaes paatrængende nødvendig, blev det ham betydet, at Afløbet vilde blive reguleret ved det Offentliges Foranstaltning, mod Regres med Hensyn til Omkostningerne hos de rette Vedkommende. Da Bangert vedblev sin Vægring, blev der den 14de til 16de Juli næstefter ifølge Politiets Foranstaltning over Bangerts Eiendom gravet en Grøft i Længde af 347 Alen langs Parcelveien til Korsveien. Til Udførelse heraf blev det nødvendigt at afmeie en Strimmel Havre, og da Bangert vægrede sig ved at modtage det Afmeiede, blev det solgt for 4 Mk. som grøn Staldfodring. Med Fradrag af disse 4 Mk. beløb Udgifterne ved dette Arbeide sig til 13 Rd. 4 Mk. 1 sk hvilke affordreres Bangert, men som denne vægrede sig ved at erlægge.

Sidstnævnte sagsøgte derefter Politidirecteuren til at kjendes pligtig til under en daglig Mulct at lade den anlagte Grøft tilkaste samr udrede Erstatning for det ham forvoldte Tab, hvoriblandt for den ovenmeldte Havre. m. m.

Indstævntes Afviisningspaastand, der var støttet paa den Betragtning, al der her handledes om en sanitær Foranstaltning, der var bestaltet af Sundhedspolitiet, og hvis Hensigtsmæssighed Domstolene ikke skulde have Competence eller Sagkundstab til at bedømme, blev af Retten forkastet, da der nemlig under Sagen ikke var Spørgsmaal om at bedømme, hvorvidt Sundhedspolitiets Bestemmelse om, at de paa Veien staaende Ureenligheder som skadelige for Sundheden burde bortskaffes, havde været beføiet eller ikke, hvilket Spørgsmaal vilde ligge udenfor Domstolenes Competence, men Sagen alene dreiede sig om, hvorvidt Indstævnte ved Udførelsen af bemeldte Bestemmelse havde gjort et udenfor hans Myndigheds Grændser gaaende Indgreb i Bangerts Ejendomsret, og Afgjørelsen heraf, hvorpaa atter Retten til Erstatning beroede, fandtes i Medfør af Grundlovens § 77 utvivlsomt at maatte kunne indbringes for Domstolene.

Hvad nu selve Hovedspørgsmaalet angik - om Politidirecteuren kunde antages at have overtraadt sin Øvrighedsmyndigheds Grændser - maatte dette efter Rettens Skjønnende besvares bekræftende. Som foran bemærket hidrørte nemlig den ovenmeldte Ulempe fra Forpagter Christensen, der havde indrettet en Kostald uden at sørge for tilstrækkeligt Afløb fra denne, og der var fra Indstævntes Side Intet anført til Begrundelse for, at man, istedetfor at forbyde Koholdet, hvortil Politiet under disse Omstændigheder maatte være competent, søgte at afhjælpe det derved foranledigede Onde ved al lade grave en Aftøbsrende over Andenmands Grund, hvilket maatte antages at have været saa meget mindre beføiet, som den sammesteds forhen existerende Grøft ingenlunde havde været benyttet til at modtage Afløbet fra Sørensens eller Christensens Grundstykker.

Som Følge heraf blev Politidirecteuren kjendt pligtig til, under en daglig Mulct af 2 Rd., at lade den omhandlede Grøvt, forsaavidt den endnu befandtes at existere, tilkaste og til at betale Captain Bangert Erstatning for den ommeldte Strimmel Havre, hvorimod iøvrigt ingen af Sidstnævntes Erstatningspaastande blev tagen tilfølge, men Sagens Omkostninger ophævedes.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juli 1858).

Badeanstalt paa Øen Sild. (Efterskrift til Politivennen)

"Dgbl." er blevet anmodet om at optage Følgende: Paa Vesterland Sild er der iaar oprettet en ny Badeanstalt, som fortjener at omtales, da den bedre end nogen anden yder et Bad af Nordsøens kraftig rullende Bølger. De fleste Badeanstalter ved Nordsøen, navnlig ogsaa den paa Føhr, ere indrettede saaledes, at Badevognene kjøres ud i Vandet; paa Silde derimod kjøres Vognene kun til Strandens Kant, og man faaer da ved at lægge sig paa del flade Sand den ene kraftige Bølge over sig efter den anden. Hvor velgjørende er saadant Bad er, kan kun den beskrive, som har forsøgt det, og hvor kraftigt og styrkende der er, kunne de Mange bevidne, som i flere Aar helbredte ere vendte tilbage derfra. Patienter, som vare aldeles lammede paa alle Lemmer og maalte bæres ud til Stranden, have i kort Tid faaer deres Lemmers Brug igjen, nerveuse og hysteriske Tilfalde ere blevne totalt hævede, kirtelsvage Personer ere blevne betydelig bedre, kort sagt Badet har i flere Aar vist sig saa fortræffeligt, at Opmærksomheden omsider er bleven henledet derpaa, og en større Anstalt arrangeret saavel med Telte som Badevogne, da Bølgegangen ikke tillader, at saadanne anbringes umiddelbart i Vandet selv, saaledes som ellers er Tilfældet. Man kunde mene, at dette Bad maatte være farligt; det er det imidlertid ikke, thi Bølgernes Magt brydes ved en udenfor liggende Sandrevle, der derover dem Kraften til at tage Badegæsten med sig tilsøes, uden at den velgjørende Kraft derfor tabes. For os her i Norden, som ere mer fortrolige med Badning, har dette Bad ikke saa meget Alskrækkende som for den, som aldrig har brugt Bade for og kommer hertil fra det Indre af Tydskland eller andre saadanne Steder; det er derfor rimeligt, at Badet vil blive stærkt benyttet af Danske. Øen Sild frembyder tillige ved sine interessante Naturforhold adskillige Adspredelser. Hos de for deres Reenlighed bekjendte Beboere findes der godt Logis for Familier og Personer, som ville bo sammen. I Restaurationslokalet er der Logis for enkelte Personer og hver Dag Table d'hote, bestaaende af tarvelig og renlig behandlet Kost, saaledes som Folk ialmindelighed ønske det. Jeg kan derfor ikke Andet end anbefale Enhver, som vil tilbringe nogle behagelige Uger med al udhvile sig og styrke sig til sin Gjerning, at tage til Badet i Vesterland paa Sild. Veien dertil gaaer enten over Husum fra Flensborg med Dampskibet "Hammer" til Sild eller ogsaa fra Flensborg til Høier, hvortil der fra den 1. Juli hver Aften afgaaer lukket Befordring. Fra Høier gaaer der 3 Gange ugentlig Færge til Sild.

(Ribe Stifts-Tidende 28. juni 1858).

Beboerne på Sild (Sylt) havde i århundreder levet af skibsfart. Men i 1855 startede den første søbadeanstalt, forløberen for kuranstalterne i Vesterland Sylt midt på øen. I 1855 kom der dog kun 98 badegæster, øen havde da omkring 500 indbyggere, og det var så som så med komforten. Det ændrede sig i 1858 da man opførte et hotel "Dünenhalle", det senere "Hotel Union" (nedrevet 2002). Tilstrømningen hæmmedes især af de vanskellige transportveje dertil. Sydfra måtte man rejse med jernbanen fra Hamborg til Rendsborg, og derefter til Husum. Herfra kom man med dampskib først til Föhr, dernest til Sild. Herefter steg antallet af turister til 2.000 i 1880, 22.000 i 1905.

W. Dreesen: Klitter ved øen Silds vestkyst. Wandtafeln für den Unterricht in der Geologie und physischen Geographie. Düne an der Westküste der Insel Sylt. 1889. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Dünenhalle blev bl.a. besøgt af Frederik 7. og grevinde Danner i juli 1860. Der var da kommet flere hoteller til, fx Standhotel. Samtidig med kongens besøg udviklede sig en skandale da en af badegæsterne, dr. Reinck fra Bremen udbragte en skål for kongen der blev citeret i Flyveposten den 2. august 1860 således:

"Nun, meine Lieben, wollen wir auch - un der Hoffnung dass wir Alle gute und brave Deutsche sind - die Gesundheit des Königs trinken, der uns heute besucht, aber auch nur unter der einen Bedingung - "als Herzog von Schleswig-Holstein"; dass er uns künftig regieren möge wie er soll, wie er muss und wie es uns von Rechtswegen zukommt, als Herzog von Schleswig-Holstein!! Hoch lebe der Herzog! Hurrah! Hurrah! Hurrah" etc. etc."

("Nu, mine kære, vil vi også - i håbet om, at vi alle er gode og modige tyskere - drikke for kongens sundhed, den konge, som besøger os i dag. Men kun under én betingelse - "som hertug af Slesvig-Holsten"; at han i fremtiden må regere os, som han skal, som han skal og som vi lovmæssigt har ret til, som hertug af Slesvig-Holsten!! Længe leve hertugen! Hurra! Hurra! Hurra" osv. osv.")

Frederik 7. var konge over Danmark og hertug over Slesvig, Holsten og Lauenborg, men ikke desto mindre skabte det voldsom forargelse i de københavnske aviser. Herredsfogden nedlagde forbud mod at værten Orth afholdt kurballer oftere end hver 14. dag. I Dünenhalle kunne dette ske hver uge. Det blev ikke bedre af at Strandhotel blev stærkt besøgt. Dannevirke skrev den 9. august at Orth formentlig ikke var utilfreds med straffen idet kurgæsterne herefter strømmede til hans salon, mens musikken i Dünenhalle spillede for tomme vægge, og det således blev værten i sidstnævnte som kom 

"til at betale gildet, idetmindste indtil en eller anden tydsk Doktor atter hjælper ham paa Benene ved at synge "Schleswigholstein" eller sligt.

I 1865 besøgte den preussiske kronprins Sild og Dünenhalle. Her blev de efter Lemvig Avis 5. august 1865 mødt af det slesvig-holstenske flag.

Grundlovsfest i Alhambra. (Efterskrift til Politivennen)

Grundlovsfejringen 1858 blev beskrevet forskellige steder. To mænd havde arrangeret musikkorps gennem Københavns gader med fyrværkeri på glacierne. Der var også større arrangementer, bl. a. på Bellevue, i Tivoli, og som nedenfor referet, i Alhambra:

Grundlovsfesten paa Alhambra havde samlet et temmelig talrigt, vel omtrent af 5 til 6000 Personer bestaaende meget elegant Publicum. Som en Følge af det korte Varsel, der havde været givet Etablissementets Directeur, Hr. Lieutn. Garde, til Arrangementet, begyndte Festlighederne just ikke til den bestemte Tid, hvilket fremkaldte endeel Uvillie hos Publikum. Festens alvorlige Deel aabnedes saaledes først Kl. 6½ med 3 Kanonskud , hvorpaa Overretsprocurator Damkjær foreslog Etatsraad Spandet til Dirigent. Denne opfordrede til at afsynge den første af de omdeelte Sange (af Prof. H. P.Holst), hvorpaa Damkjær mindede om den Kjærlighed og Taknemlighed mod Kongen, som vi Alle skyldte ham og udtalte den Forvisning, at Han vil værne om vor Frihed og aldrig bøie Nakken under tydsk Trældom. Det udbragte "Kongen leve!" besvaredes med 9 kraftige Hurraer. Efter at den anden af de omdeelte Sange (af Ploug) var afsungen fremtraadte Grundtvig og holdt et humoristisk Foredrag om Grundloven, idet han udtalte, at der hos Folket var Haab om at den vilde blive gammel og "gamle Danmark" endnu ældre, men "saalænge der var Haab, var der ogsaa Liv!" Det udbragte "Leve" for gamle Danmark modtoges med stærk Acclamation. Nu sang man den tredie Sang (af El. R.), hvorpaa Rimestad talte "for Grundloven" idet han udviklede de Farer, for hvilke den var udsat og Grundene dertil, "men enhver Constitution har jo sine Modstandere og er udsat for Angreb". For Grundloven, som var det fasteste Baand mellem Kongen og Folket, udbragte han et "Leve", som besvaredes af 9 rungende Hurraer. Efter at derpaa Sangen: "Længe var Nordens" osv. var bleven afsungen, talte Cand. Brandt (lærer ved Grundtvigs Høiskole) om de tre nordiske Brødre, som længe havde været adskilte, men som nok engang vilde samles for at jage Tydskerne til Hekkenfeldt eller idetmindste til Wandsbeck. Han udbragte et Leve for de nordiske Trillinger, for den nordiske Enighed, som optoges med stærkt Bifald. Efterat "Danmark, deiligst Vang og Vænge" var bleven afsungen, mindede Barfod om, al Danmarks Historie begyndte med Kampen mellem Tydskland og Danmark, under Brødrene Dan og Angel, under hvilke Kampe Sønderjylland stedse have maattet tage den første Tørn af; derfor udbragte han et Leve for den danske, sønderjydske Bonde og udtalte Ønsket om, at de ved Grundloven hjemlede Friheder maae komme til at herske i Slesvig. Fineerskjærer Frederiksen opfordrede indstændigen Vælgerne til paa en god Maade at benytte Valgloven ved at møde den 14de Juni. Paa Dirigentens Opfordring til Folk udenfor Indbyderne om at bestige Talerstolen, fremtraadte forhenværende Redacteur af "Nissen", Sørensen og talte for de Mænd, som have virket for at Danmark fik en Grundlov, og for de Mænd, som senere have værnet om den. Ligeledes optraadte en Skolelærer Eskesen og talte "for den tappre Landsoldat". - Klokken var imidlertid bleven over 8 og Musikken begyndte, ligeved Siden af Talerpladsen, at spille op til den, til Kl. 7 3/4 bebudede store Afcension. Hr. Damkjær skyndte sig derfor at slutte "Festens alvorlige Deel" med et "Leve" for Dirigenten.

Etablissementets Münchnerhalle var bleven indrettet til deri at afholde den Sexa, som var ansat til Kl. 9, men hvortil Agangen først aabnedes ½ Time senere, hvorfor ogsaa de udenfor Ventende flere Gange forsøgte at sprænge Døren. Der var kun Plads til lidt over 200 Deeltagere, hvoraf omtrent en Snees vare Damer. Præsidiet indtoges af Hr. Frederiksen, som bød Forsamlingen velkommen og bød den tage tiltakke med det i al Hurtighed trufne Arrangement. Derpaa udbragte han den første Toast "for Kongen". Prof. Borring udbragte derpaa en Skaal "for Frihed, Lighed og Brodersind". Skrædermester Nørholm for det danske Folk, "som nok skulde møde, naar det kniber". Rimestad proponerede derpaa en smuk Skaal for Nicolai Frederik Severin Grundtvig og hans "pæredanske" Natur. Cand. Brandt opfordrede til at tømme et Bæger for "det gamle England". Barfod udtalte Ønsket om, at det danske Folk, og navnlig Kjøbenhavnerne, adaare maa lægge sin Kjærlighed for Grundloven for Dagen paa en saadan Maade, at alle Autoriteter kunne see, at Danmark vil Grundloven. Professor Borring gik ind paa en meget vidtløftig Undersøgelse af vort Forhold til England og Frankrig, men da han blev afbrudt af Dirigenten, gav dette Anledning til mindre hyggelige Scener, der imidlertid endtes med en af ham udbragt Skaal for "det frie Folk i Occidenten!" Efter at Prof. Stephens derpaa havde talt, uden imidlertid at kunne forstaaes, takkede I. A. Hansen Indbyderne for Festen. Cand. phil. Poulsen udbragte en Skaal "for almindelig Enighed" og Redacteuren af "Lolland Falst. Stiftstidende", Hr. Jørgensen "for Qvinden!" Skrædermester Odder takkede for den for Indbyderne udbragte Skaal og proponerede Selskabets Velgaaende, hvorpaa Frederiksen hævede Festen, "da det stundede mod Midnat," under Raabet: "Leve Dirigenten!"

Det forsamlede Publicum begav sig imidlertid til Concertsalen, hvor Musikken uopfordret spillede "den tappre Landsoldat," i hvilken de Tilstedeværende med stor Jubel istemte.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. juni 1858)

Grøvt ved Blegdammen. (Efterskrift til Politivennen)

En skadelig Muddergrøvt. Dersom nogen af dHrr. Borgerrepræsentanter engang ville gjøre sig den Ulejlighed i Middagstimerne at passere Blegdamsveien paa den Side, hvor den store Grøvt (rettere Kloak) befinder sig, og naar han som en anden Decius Mus eller Mucius Scævola, modigen havde trodset den Fare, der paa denne Vei kunde opstaae for hans Liv og Helbred, da vilde upaatvivleligt hans første Handling, han foretog til Stadens Tarv, være den, paa vedkommende høie Sted at stille et energisk Andragende om, at denne skandaleuse Muddergrøvt i den allerkorteste Tid blev udryddet. Det er og bliver en uhørt Skandale, at denne Kloak, der vistnok var Skyld i, at Choleraen paa Blegdamsveien fordrede saa mange Offre, desuagtet vedbliver at forpeste hele Omegnen med dens utaalelige Stank. Vel har man af og til muddret lidt op i den, men dermed næsten kun gjort Ondt værre; skal her bringes en gavnlig Forandring tilveie, saa maa Bunden udmures, og Grøvten gives et saadant Fald, at Vandet kan saae tilstrækkeligt Afløb. Vi skulle tillige opfordre de vedkommende militaire Autoriteter til at foretage virksomme Skridt for at standse dette Uvæsen, thi det kan ingenlunde være dem ligegyldigt, at Rekrutterne, hvis Øvelseeplads ligger i Nærheden af den omtalte Kloak, i 9-10 Timer daglig skulle indaande denne pestilentsagtige Stank.

En Mand, der er saa uheldig, dagligen at maatte freqventere Blegdammen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juni 1858)