Ola Berggreen. (Efterskrift til Politivennen)

 Domme.

afsagte i den kgl. Landsoverret i Viborg Mandagen den 1ste Novbr. 1858.

Nr. 343. Ldsovrprøvepct. Smith som Actor, contra: Ldsovrpct. Morville som Defensor for Arrestanten Ola Berggreen, svensk af Fødsel, der tiltales for Mord i Forening med Røveri eller Udplyndring af den myrdede svenske Pige Karna Boosdatter, som tilligemed Arrestanten tjente paa Hovedgaarden Holbekgaard, og ved Rougsøe m. fl. Herreders Extraretsdom af 6te Septbr. 1858 dømt at miste sin Hals og hans Hoved at sættes paa en Stage. De nærmere Omstændigheder i denne Sag ere følgende: Arrestanten, der i Novbr. 1857 kom i Tjeneste paa Holbekgaard og der traf Karna Boosdatter, hvem han godt kjendte fra Sverrig, da de vare fra samme Egn, blev strax Kjæreste med Karna, dog ikke i den Forstand, at de havde levet hinanden Ægteskab, hvilket han end ikke nogensinde havde anmodet hende om at love ham, men iøvrigt spøgte og talte de meget med hinanden og stode i et meget venskabeligt Forhold. Heri foregik der imidlertid nogen Forandring, efterat Karna havde faaet Brev fra en tidligere Kjæreste i Sverrig, med hvem hun havde været uenig, men som nu fornyede Forbindelsen med hende, idet hun nemlig da yttrede til Arrestanten at hun nu vilde have sin gamle Kjæreste igien og vilde tilbage til Sverrig til November, og skiønt hun vedblev at være venlig mod Arrestanten og fjasede og talte meget med ham, var han dog meget fortrydelig i sit Sind over, at hun ikke længere vilde have ham til Kjæreste. 

- Anden Pintsedag den 24te Ma om Aftenen KI. 9 gik Arrestanten og Karna tilligemed stokkepigen og en Tømmerdreng først ud at spadsere i en nær ved Gaarden liggende Skov og derfra gik de efter Karnas Forslag til den c. 1/4 Miil fra Holbekgaard liggende Landsby Udby, hvor Karna havde et Ærinde: ankommen hertil bleve de enige om, at Karna skulde gaae alene derind, medens de andre tre skulde vente udenfor Byen; der var vel først Tale om at Kokkepigen skulde følge med Karna, men da Arrestanten yttrede, at det vilde være et Savn for dem ogsaa at miste hende og Karna derfor Meente, at det ogsaa var bedst, at Kokkepigen blev tilbage for at de ikke skulde gaae fra hende, gik Karna alene ind i Byen. Arrestanten kom da til at tænke paa, at naar de ikke ventede paa Karna, kunde han gaae tilbage og møde hende og derved faae Leilighed til at hævne sig paa hende hvorved han imidlertid kun i Almindelighed tænkte paa at hævne sig lidt, men ikke nærmere paa, hvorledes det skulde udføres, dog var det nærmest hans Hensigt at at give hende et Par Ørefigen; idet han derefter besluttede at see at faae de andre hiem til Holbekgaard uden at oppebie Karna foregav han for dem, at Karna skulde til et Geburtstagsgilde i Udby og derfor neppe kom saa snart, og fik derved de to andre til at begive sig hjem tilligemed ham, hvorhen han paa Hjemveien, idet de alle tre gik Arm i Arm, gik rask til for at kunne komme tilbage. Ankommen paa Gaarden Kl. c. 10 gik han ind i sit Kammer for at see, om en anden Karl, der havde fælleds Sovekammer med ham, var derinde og sov eller ikke, hvilket han gjorde for at erfare, hvorvidt denne Karl bemærkede at han var borte, idet han dog har udsagt, at han i hvert Fald vilde være vendt tilbage; og efterat den havde seet, at Karlen ikke var paa Kammeret, gik Arrestanten der paa Kokkepigens Spørgsmaal derom havde negtet, at han vilde gaae tilbage og møde Karna tilbage ad Udby til og traf ogsaa Karna paa en Sti i Nærheden af et nedrevet Huus, hvorefter de deels stode noget og talte sammen, deels fulgtes et lille Stykke henad Veien: men da nu Karna drillede ham med en Pige, som hun havde truffet i Udby og som formeentlig gierne vilde være Kiæreste med arrestanten og hun navnlig spurgte ham, om han ikke vilde gaae til Udby til det Sted, hvor hun var, samt da han dertil svarede nei, med Tilføiende, at hun ikke behøvede at drille ham med denne Pige, vedblev dermed og yttrede, at naar han fik den nævnte pige fik han en rigtig Kassetaske, blev han over dette Drilleri endnu mere fortrydelig paa Karna, der vel ogsaa tidligere enkelte Gange havde drillet ham med den ommeldte Pige, men kun ubetydeligt og uden at han havde lagt sig det paa Sinde, og han fattede nu med eet, uden tidligere at have tænkt i mindste Maade derpaa den Beslutning at aflive Karna, idet han tillige strax udkastede Planen til Beslutningens Udførelse, nemlig at qvæle hende og derpaa kaste hende i Fjorden. I denne Hensigt og for at faae hende nærmere ned mod Fjorden formaaede han hende til, istedetfor at vedblive at følge Stien og gaae igjennem Skoven at gaae nedenom denne og udenom et Stykke Raps, idet han navnlig som Grund dertil anførte, at der i Skoven var noget Morads; uden Indvending fulgte hun da med ham ned mod Fjorden først over en Mark og derpaa langs en Skjelgrøft mellem Udbyes og Holbekgaards Enge, idet de gik med Hinanden i Haanden og talte om ligegyldige Ting, uden at Karna længere drillede ham og uden at der var nogen Ordstrid eller Uenighed imellem dem; da de imidlertid saaledes vare naaede et Stykke langs Grøften og vare komne nær ved Fjorden, c. 250 Skridt fra Fjordbredden, vilde Karna ikke gaae længere ned, men vilde over Grøften ind paa Holbekgaards Side og derpaa hjemad, og Arrestanten bestemte sig da hurtigt til her at udføre sin Beslutning. Til dette Øiemed og for at kunne komme til at gvæle Karna, der var af en stærk Legemsbygning, gav han hende først med knyttet Næve saastærkt han kunde, et Slag i den høire Tinding, hvortil hun yttrede, "Du skal vel ikke slaae mig" og derefter et lignende stærkt Slag omtrent paa samme Sted i hovedet, hvorved hun signede baglænds til Jorden og syntes at være besvimet samt laae ganske stille uden at skrige eller sige noget; hurtigt tog han nu sit ene Strømpebaand af, og liggende paa Knæ bøiet over Karna, der laae paa Ryggen, kastede han Baandet om hendes Hals, slyngede det i en enkelt Knude foran og trak saa stærkt som han kunde til i begge Baandets Ender; da han havde trukket noget, kom Karna til sig selv og yttrede, "Du skal vel ei gjøre det af med mig" eller "qvæle mig", men uden at svare noget dertil, vedblev Arrestanten at trække, indtil Karna, efterat have sprællet nogle Gange med Arme og Been, efter nogen Tids Forløb blev ganske rolig, og da han nu kunde mærke at hun var død, slap han Baandets Ender. Efter hans Formening hengik der c. Time fra det første Slag indtil rette Øieblik. Efterat Karna saaledes var dræbt, kom Arrestanten i Tanke om at eftersee, om hun ikke havde Penge hos sig; hun havde vel om Eftermiddagen viist ham sin Portemonaie hvori han saae at der var Sølvpenge og svenske Sedler, og derpaa puttet den i Lommen, men da han besluttede at aflive Karna, vidste eller tænkte han dog slet ikke paa, om hun havde Penge hos sig. Hvorimod det først efter Drabet faldt ham ind at see efter, og da han nu i hendes Lomme fandt en Portemonaie og syntes, at det ei var værdt at de deri værende Penge, som han dog ei da eftersaae, til ingen Nytte blive kastede i Fjorden, samt desuden tænkte, at Pengene jo altid kunde bruges, tog han Portemonaien til sig i den Hensigt at beholde dens Indhold, hvorefter han deels slæbte deels bar Liget ned til Fjordbredden og derfra, efterat have taget sine Strømper og Trætøfler af og opsmøget sine Buxer, ud i Fjorden, hvor han lagde Liget paa et Sted, hvor Vandet gik ham op til Knæet. Derpaa gik han tilbage til Gjerningsstedet, hvor Karnas Skoe og en lille Pakke Uldtøi var bleven liggende, tog disse Gjenstande til sig uden strax at tænke over, hvad han ville giøre med dem, og begav sig tvers over Engene ad Holbekgaard til, men da han underveis kom til at tænke paa, at det ikke gik an at tage disse Sager hiem med sig, skiulte han dem ved en Grøftekant under nogle Græstørv, Skoene paa eet Sted og den lille Pakke lidt derfra, idet han havde isinde senere at tage dem der eg kaste dem bort. Dom: Underretsdommen bør ved Magt at stande."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis1. december 1858)

Holbækgård. Nationalmuseets samlinger.

Tirsdag den 18. januar 1859 stadfæstede Højesteret landsrettens dom. Se hele teksten i Højesteretstidende. Også kongen stadfæstede dommen, men hovedet skulle dog ikke sættes på en stage. 

Holbæksgaard nordøst for Randers er en herregård hvis historie går tilbage til 1200-tallet. I hele 1800-tallet havde Holbækgaard kun tre ejere.

Den Ola Berggreen idømt Dødsstraf for at have myrdede Pigen Karna Boosdatter paa Holbekgaard blev, efter Rand. Av., igaar Morges Kl. 8 fuldbyrdet 1 1/4 Miil fra Byen. Morderen havde for længere Tid siden tilbagekaldt sin Tilstaaelse af Misgjerningen og vedblev denne Paastand om at være uskyldig indtil han ankom paa Retterstedet. For Herredsfogden og Pastor Langballe, som med utrættelig Nidkjærhed har været hans Sjælesørger, erkjendte han da her atter sin Brøde og røbede megen Anger. Henrettelsen overværedes af en stor Menneskemængde. (Eft. Rand. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. marts 1859).

Ola Berggreen er en af de 10 sidste som blev henrettet. I perioden 1859-1882 blev følgende henrettet: 3 i 1859: Lars Jønsson for rovmord, Morten Sørensen for Rovmord og Ola Berggreen for Rovmord; 1 i 1860: Lars Nielsen for at have skudt en kone efter anmodning og for betaling, "smældet hende af for 110 Rdl." I 1861: Lars Gabrielsen for at have myrdet en sovende mand for 100 Rdl. I 1862 Anna Andersdatter for barnemord; I 1863 skulle smeden Morten Elman have været henrettet for at have ombragt sin hustru med gift, men efter dødsdommens forkyndelse syntes han imidlertid afsindig, stilledes i lang tid til observation og benådedes året efter, da der var hengået så lang tid efter mordet. I 1865 Lars Tofte for at have forsøgt at myrde lægen i straffeanstalten på Christianshavn samt en opsynsmand i Horsens Straffeanstalt og endelig for brandstiftelsen i Studiestræde der kostede 5 mennesker livet. I 1869 Hans Hansen for at have skudt sin mor, "da han kedede sig hjemme." (Se om hans henrettelse i Dags-Telegraphen (København) 7. august 1869). I 1880 Rasmus Pedersen Mørke for et rovmord på to sovende mænd. I 1882 Anders Nielsen Sjællænder.

200-Aaret for Stormen paa Kjøbenhavn 10de til 11te Februar 1660. (Efterskrift til Politivennen)

200-årsdagen for svenskernes storm på København i 1659 blev bl.a. fejret i København, Fredericia og Rødding. I København satte skandinavismen sit præg: "Arvefjenden" - svenskerne - blev især efter 1845 anset som et skandinavisk broderfolk. Prominente nationalliberale og guldalderens førte sig frem: H.C. Andersen, B.S. Ingemann og Christian Richardt, Orla Lehmann og Carl Ploug, Lumbye og Bournonville. Samt de kongelige, om end tronfølgeren (den senere Christian IX af Glücksborg) noget tøvende idet han var konservativ helstatsmand, og absolut ikke tilhænger af den skandinavistiske, nationalliberale Ejder-politik.

 Se fx nedenstående artikel i Fædrelandet:

- At et Folk holder sine historiske Minder i Ære, er smukt og gavnligt, og Kjøbenhavns Befolkning ærer et saadant, idet den festligholder Tohundredeaarsdagen eller Stormen paa Kjøbenhavn Natten mellem 10de og 11teFebruar 1659; thi, skjønt denne Begivenhed i og for sig ikke var saa mærkelig, da Udfaldet af den, saa at sige, var givet forud derved, at Byens vaabenføre og væbnede Befolkning var stærkere end hele den beleirende Hær, slaaer den dog som Glandspunktet i dm lange Belejring, hvis Følger saavel for Danmarks indre borgerlige Udvikling som for dets ydre Selvstændighed vare afgjørende. At altsaa hin Begivenhed mindes ved Festligheder, finde vi ganske i sin Orden og fra alle Sider betragtet bifaldsværdigt. Men man skulde antage, at da der nu er bragt ikke mindre end tre særskilte Fester i Forslag, nemlig en almindelig Borgerfest om Aftenen den 10de i Casino, et Optog samt en Banquet i Ridehuset om Formiddagen den 11te, egenlig bestemt for Borgervæbningen, men nu tilgængelig for Alle, og endelig et Bal i Casino samme Dags Aften, ligeledes tilgængeligt for Alle, saa maatte de, der ønske at feire hin Erindring, kunne finde tilstrækkelig Ledighed dertil, og at hvad der foreslaaes mere let kunde blive formeget af det Gode. Vilde dette nu gjælde, ifald der fremkom Indbydelser til flere lignende Fester, saa gjælder del dog fornemmelig om det Forslag, der vel ikke vises at være gjort af nogen bestemt Person, men som fremsmugles gjennem Bekjendtgjørelser i Adresseavisen af deri interesserede Næringsdrivende, nemlig Forslaget om en almindelig Illumination. At en saadan meget passende kan bruges, hvor en stor, overvældende Glæde pludselig griber alle Gemytter, negte vi ikke; men Glæden over hint tohundredaarige Minde kan dog for det Første ikke være pludselig, og for det Andet heller ikke saa aldeles ublandet, da den indre Orden, der udgik fra 1659, langtfra opfyldte folkets Ønsker og Ret, og den ydre Selvstændighed, der da hævdedes, netop i den nyeste Tid fra anden Kant er stærkt anfægtet, og endelig tør man desværre sikkert forudsætte, at Historiens Minder langt fra omfattes af Alle med lige Kjærlighed og Ærefrygt. Hertil kommer nu, at en almindelig Illumination medfører den Mislighed, at den paalægger en stor Tvang, idet Mange dels af Frygt for Molest, dels af en vis Forfængelighed nøies til at være med, uagtet de hverken have Lyst eller Raad dertil; og endelig vilde den, foranstaltet paa samme Tid, da en stor Del Familier vare borte fra deres Hjem for at deltage i de andre Fester, med øre megen lldsfare og let tillige Gadeoptøier, og maatte paa begge Maader gribe forstyrrende ind i disse. Dette Forslag, der, som sagt, ikke er fremsat bestemt af Nogen, men øiensynlig drives frem af egennyttige Speculationer, der ikke have noget Krav paa at begunstiges, finde vi altsaa forkasteligt, og vi anmode vore ærede Colleger, uden Hensyn til andre Meningsforskjelligheder, om at understøtte os i at bekæmpe det. Hvis Nogen, som ikke kan være med ved Festerne, eller som har Lyst til at udgive Mere, end disse koste, vil foretage noget Yderligere i taknemmelig Erindring om Forfædrenes Trofasthed og Tapperhed og om de Lidelser og Farer, denne By tidligere har udstaaet, da er der af en høiagtet Medborger for os fremsat et langt smukkere og hensigtsmæssigere Forslag, nemlig at de 3 Festcomiteer forene sig om at modtage milde Gaver til Byens Huusarme, der ikke høre under Fattigvæsenet, og med Bistand af Geistligheden besørge disse uddelte.

(Fædrelandet 4. februar 1859).

Både det stockholmske "Aftonblad" og "Göteborger Handelszeitung" synes at være utilfredse med denne fejring, som dog ikke passer godt til de tidligere skandinaviske festivaler, der er holdt siden 1845.

Sowohl das Stockholmer "Aftonblad" als die "Gothenburger Handelszeitung" scheinen mit dieser Feier unzufrieden zu sein, die allerdings zu den früheren, seit 1845 abgehaltenen Skandinavischen Festen nicht gut passt. 

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 5. februar 1859. Uddrag)

Maleren F. C. Lunds (1826-1901) maleri "Stormen på København 10/11 februar 1659" afspejler måske meget godt det budskab som man lagde i begivenheden 200 år tidligere. Oplyst i centrum er Frederik 3. Maleriet kan fortolkes som en afspejling af hvordan man på tilblivelsestidspunktet ønskede at fremstille begivenheden. F. C. Lund havde allerede ved festballet på Casino i 1859 motivet klart, og skal ifølge hans daværende forlovede (senere kone) fortalt og tegnet hvordan han havde forestillet sig maleriet: Volden, dragterne, is, sne, hvordan den første opkravlende svensker var blevet stødt ned af grev Ahlefeldt, konerne der hældte sydende beg. I forgrunden artilleristerne, og selvfølgelig kongen. I mellemgrunden de hvidklædte svenskere (gengivet i Illustreret Tidende nr. 20). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fejringen i København var udpræget nationalliberalt: fortidens heltebedrifter skulle danne forbillede for det danske heltemods sejr i en eventuel kommende krig med tyskerne om hertugdømmet Slesvigs tilknytning til kongeriget Danmark. Det blev der ikke lagt skjul på i nedenstående artikel fra Fædelandet:

- Kjøbenhavns Borgere feire i morgen og overmorgen paa mange Maader Tohundredaarsdagen efter CarI Gustavs mislykkede Storm paa Byen, og saavist som vel just er saadanne Festers Betydning og Hensigt, ved Mindet om Forfædrenes Heltegjerninger at vække den under Hverdagslivets travle Syssel lidt halvt slumrende Fædrelandskjærlighed til nyt Liv, og styrke Sindet til at bære de Ofre, som Staten i Farens Stund maa kræve at sine Borgere, saavist er det netop for Øieblikket al Anledning til at feire denne Mindefest; thi true end ikke fjendlige krigshære Land og By, saa er dog Faren saa nær for Haanden, at, hvis Tydsklands Overgreb ikke iTide kraftig vises tilbage, vil Danmark og Danskheden inden rum Tid være truet med Undergang maaskee endog i høiere Grad end for to hundrede Aar siden. Saameget er jo nemlig klart, at det ikke er Holsten, ikke Slesvig alene, at Tydsklands Hu staaer til, nei, det er ofte og tydelig nok udtalt, at det ophøiede Maal, som tydskerne i denne Henseende har sat sig, er Intet mindre, end at lyksaliggjøre hele Danmark, ved at indlemme det i det store tydske Fædreland. Og lad det end være afgjort, at, hvis Stormen paa Kjøbenhavn ikke var bleven afslaaet, vilde Danmark have ophørt at existere som selvstændig Stat, og det danske Sprog og den danske Nationalitet være gaaet op i det fælles Nordiske, saa er det dog altid et Spørgsmaal, om Danmark med sin kraftige borgerstand og sin fordelagtige Beliggenhed, skjønt undertvunget, ikke inden kort Tids Forløb vilde have tilvendt sig Hegemoniet i den skandinaviske Stat, og om det, som Følge af det høiere Culturtrin, hvorpaa det unegtelig dengang stod, ikke vilde have faaet en saa overveiende indflydelse paa Nordens fremtidige Udvikling, at del danske Sprog og den danske Nationalitet kun uegentlig kunde siges at være gaaet til Grunde, i Danmarks nuværede Kamp med Tydskland gjælder det derimod i en ganske anden Grad, at, hvis Danmark taber, er vort Fædreland for evig udslettet af Staternes Række, og vort Sprog og vor Nationalitet viet til Undergang og Død. Thi Fjenden er nu ikke en Stat af omtrent samme Størrelse og styrke som Danmark; det, er et Land, mange Gange større end vort, i hvis Raad vort lille Fædrelands Stemme vil være aldeles uden Vægt. Det er ikke et Folk med en kun ufuldkommen udviklet Nationalitet af samme nordiske Stamme, som vor; det er et Folk paa et høit Culturtrin, i hvis fremtidige Udvikling Danskheden ikke vil blive et integrerende Led, men kun finde sin Grav. Det er endelig en Fjende, der angriber os med et Vaaben, som Dansken altid har havt ondt ved at svinge, - Diplomatiets Rænker og List.

Saa lad os da feire denne Mindefest, men lad det midt under Glæden staae klart og levende lor vor Sjæl, at ogsaa vi have en Storm at afslaae, en Storm, der er farligere og frygteligere end den, over hvis Rædsler Natten mellem den 10de og 11te Februar 1659 bredte sit Slør!

-I.

(Fædrelandet 9. februar 1859).

Iøjnefaldende var fraværet af at nævne at udfaldet af Københavns belejring for en stor dels vedkommende skyldtes at datidens store sømagt, Holland havde sendt en ganske betydelig styrke med forsyninger til hjælp for københavnerne. Det forhindrede en svensk succes. Den første undsætningsflåde bestod af 35 krigsskibe med 1.284 kanoner, foruden en proviantflåde, samt 2.200 hjælpetropper. Den 29. oktober 1658 gennemførte den et dristigt og vellykket angreb på den overmægtige svenske flåde på 45 skibe med 1.838 kanoner støttet af de faste batterier ved Kronborg og Helsingborg som spærrede Øresund. Hollænderne mistede 1 skib, men erobrede 3 svenske, samt uskadeliggjorde endnu flere. Det var altså toptrænede styrker der kom københavnerne til hjælp. Under stormen spillede hollænderne en central rolle i at nedkæmpe det forvildede afledningsangreb ved Østerport (Rosenborg), og måske endnu vigtigere: hollænderne forsvarede sammen med Sjællandske Regiment Københavns Akilleshæl: "den halve bolværk ved Kastellet" (Stormgade). I juni 1659 mens belejringen fortsat stod på, ankom en ny hollandsk flåde på 40 orlogsskibe, 1743 kanoner og 7.700 mand.

Nogle annoncer for arrangementer i forbindelse med 200-året: ved Ridebanen, Alhambra og en udgivelse fra F. Chr. Pios bog- og papirhandel. Flyveposten 10. februar 1859. Derudover var der fest i Casino. I Kjøbenhavnsposten den 9. februar blev hollændernes rolle dog nævnt, så den var kendt. Ofte blev dog kun hollændernes indsats ved afledningsangrebet ved Østerport nævnt.

 Ikke overalt i Danmark delte man de københavnske skandinavisters synspunkter:

... At det altid beredvillige Krigspartie hos os vilde forsøge Festen udbyttet paa sin Viis: saae man ogsaa allerede af Eiderscandinavernes Forsøg paa, i en halvkomisk Modstrid til Festens Oprindelse, at trække Sverrig, ved Mindet om Befrielsen fra at trækkes op i det, med et Tableau af Lundske Studenter ind i Festen. Det vilde ogsaa have været en Deelagtighed næsten i dobbelt Forstand svarende til de gamle Latineres ironiske Fortolkning af, at lucus (en Lund) kommer af non lucendo (at der ikke er lyst). Havde de sidste Aars politiske Tendentser, navnlig fra Universitetssiden, været anderledes, d. v. s. til Bevaring af er selvstændigt udeelt dansk Monarchie, saa havde der i hint Sindbillede endda kunnet ligge en smuk Forsoningstanke ovenpaa den ældre Tvist med Naboriget. Men selve dette Forsoningsudtryk behøvedes ikke engang, thi Tvisten er forældet, og ingen Dansk kan nuomstunder tænke paa andet end for bestandige Tider at bevare et brodervenligt Sind til sin østlige og nordlige Nabo, naar denne forhaabentlig ogsaa selv vil undlade Alt, hvad der kan indvirke forstyrrende paa det danske Monarchies udeelte Bevaring, dels Ro og Selvstændighed. Hint Forsøg med at bestille Studenterne fra Lund strandede da ogsaa paa de danske Studenters egen gode Smag, om endog lidt Confusion, og det skader ialtfald ikke ved Forsøg med en allerede confus Idee, har assisteret" herved. Den spredede Scandinavisthær samlede sig imidlertid i lidt broget Snit under sin journalistiske Fører og har faaet et Par militaire Generaler med til at feire en Casinofest, der idetmindste ved Anføreren ikke har kunnet frigjøre sig for en Tendents, som ligger udenfor den, Monarchiet ene tjenlige, bestemte Fredspolitik. En Indbydelse til Hs. Maj. Kongen, om at deeltage med heri, er heller ikke bleven modtagen, af samme anførte Grund, som ovenfor er nævnt.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. februar 1859. Uddrag)

I Fredericia blev hollænderne heller ikke nævnt:

Fredericia, den 12te Februar. (Fred. Av.) Festen i Anledning af Tohundredaarsjubilæet for Stormen paa Kjøbenhavn indskrænkede sig her til et i Frederiksforeningens store Sal arrangeret Festmaaltid, ved hvilket c. 100 Deeltagere af alle Stænder vare tilstede. Den forventede Parade af Fæstningens Garnison cg Borgervæbning og det paatænkte Optog af Laugene fandt ikke Sted, da Krigsministeriet, som der siges, efter Generalcommandoens Indstilling, havde fundet, at der ikke var nogen Anledning for Garnisonen som saadan til at deeltage i Festen, og dette bestemte da Komiteen til ogsaa at lade Paraden af Borgervæbningen og Optoget af Laugene bortfalde, hvor, til der forøvrigt ikke km skimtes nogen Grund, hvis der ellers havde været nogen Sympathi for Festen mellem Borgerne. - Kl. 1 samledes man i Festlocalet, ved Siden af hvillet var opstillet et Musikkorps, der under hele Festmaallidet udførte fædrelandske Melodier. - Amtmand Lehmann, hvem Festcomiteen havde overdraget Præsidiet ved Bordet, gav først Ordet til General Ræder, der udbragte Skaalen for Kong Frederik den Syvende. Derpaa udbragte Provst Boisen Mindets Skaal. Kapt. Falkenberg foreslog en Skaal for "Danmarks Borgere og Landmænd", hvorefter fulgte en Skaal for "Kjøbenhavn", forestaaet af Amtmand Lehmann, efterat Justitsraad Mourier i smukke Ord havde udbragt en Skaal for "Armeen", talte Amtmand Lehmann atter for det nordiske Fostbroderlag, endnu udbragtes nogle Skaaler: for Amtmand Lehmann af Skolelærer Frank, for General Ræder af Lehmann, for Fredericia Borgerskab og Borgermester, Justitsr. Mourier, af General Ræder. Skaalen for Qvinden fremsagde i en versificeret Tale af Lieutn. Hoskjær og til Slutningen udbragtes Festcomiteens Skaal af Capt. Lundbye.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. februar 1859).

Koblingen til Slesvig fremgår af nedenstående artikel:

En Skrivelse fra Slesvig. Hr. Redacteur! Over hele Landet har Enhver i disse Dage længtes efter Aviserne, for at see Beretninger fra Hovedstaden om den storartede Fest, hvis Mage ikke har været siden de mindeværdige Septemberdage. Kjøbenhavn er i Kongeriget Hjertet; derfra gaaer Strømningerne til de yderste Hjørner; men fadedes er det ikke i Slesvig. Der ere Mange, der ikke dele Hovedstadens Begeistring, der Intet have af det Fædrelandssind, der sammenføier de andre standsdele; ikke det samme Sprog, ikke de samme Interesser. Men Enhver veed, det er langtfra Alle, der fadedes ere revne bort fra Moderlandet. Slesvig eier ogsaa Blinder om opoffrende Troskab og Fædrelandssind, rige og uegennyttige; thi det var intet Haab om en fri Forfatning, ingen personlige Interesser, der vare knyttede dertil; det var kun Pligtens Stemme de fulgte; med stiv og Blod vare de Konge og Moderlandet hengivne, som de igjen vilde være det, hvis Kampen atter kalder dem. Her ere Mange, der endnu bære følelige Minder om hine Dages Opoffrelse. Det er deres Sag, som vi, nogle dansk slesvigske Medborgere, ønske at være Talsmand for. Med Forundring have vi i Bladenes Referater for Festen ikke med et eneste Ord seet Invaliderne fra sidste Krig omtalte. Det synes os en ringe Taknemmelighed mod endeel Medborgere, hvoraf Mange endnu hver Dag lide Smerter for deres Trostab; Vidnerne om Fædrelandskjærlighed i det høieste Maal; Hæderen for et heltemodigt Folk og en tapper Armee, der hædrer sig selv ved at hædre sine Invalider. 

At en Forglemmelse er skeet, maa Enhver vist indrømme, men i Kongeriget lægges der vel ikke saa megen Vægt derpaa, da man der veed, at det i Virkeligheden kun er en Forglemmelse, og at Invaliden endnu, som vi haabe, i Folkets Hjerter finder den Deeltagelse, han med Rette kan fordre. Men her i Slesvig er det under enhver Omstændighed anderledes. Han møder sjeldent Opmuntring i sine Lidelser; oftere endog modtages han af Spot og Haan, naar han beklager sig, og stadigt svarer man ham: "Hvad vilde Du med for: har Du faaet nogen Tak for din Opoffrelse; ikke engang en Erkjendelse af, at Kongen paaskjønner, at Du kæmpede for ham og ikke imod ham."

I disse Ord, jevnligt udtalte af oprørske Undersaatter. ligger en alvorlig Paamindelse til Regjeringen om at gjøre et Skridt, som idetmindste viser, at den anerkjender Troskaben, og hvis, som Gud forbyde, atter Krigen skulde udbryde, at da et Ydre Tegn tilkjendegiver, at Invalidens sjon ikke er Svagelighed, Forglemmelse og Utaknemmelighed, der vistnok er en Skjæbne, som Enhver maa være bange for, og som altsaa vil have en Demoralisation tilfølge, der umuligt kan andet end virke stadeligt paa Armeen og sløve den enkelte Mands Mod.

Deres ærede Blad har tidligere omtalt, at der findes Medailler, som i Krigen bleve slagne til Uddeling blandt Soldaterne. Vilde det blive for vanskeligt at uddele til Alle, gid Regjeringen da vilde gjøre det til Invaliderne. Enhver af dem kunde sikkert trænge til denne Opmuntring, og navnlig Slesvigerne, der i dette Paaskjønnelsesbeviis vilde finde en Glæde i at have udøvet ! deres Pligt: en Stolthed i deres Konges Erkjendelse og en Anviisning for de Vankelmodige, hvilken Vei de skulle gaae, naar Kongen atter kalder dem.

Ærbødigst
Nogle Slesvigere.

(Flyveposten 17. februar 1859).

Artiklen nævner ikke at begivenheden stort set ikke blev markeret udenfor København og Fredericia, hvilket dog ikke gav anledning til at stemple disse egne som fædrelandsfjendtlige.

Den 11. Februar blev der igjen i Aar holdt offentlige Foredrag paa Rødding Høiskole for saa stor en Tilhørerkreds, som den største Skolestue kunde rumme. De fik en særlig Betydning ved Dagens historiske Minder, og vi skulle derfor tillade os at fremhæve Forstander Høegsbros Skildring af Carl Gustavs Planer mod Danmark, og hvorledes de lidt efter lidt mislykkedes, indtil den Uheldige Storm endelig i den Henseende blev afgjørende. Han gjorde tillige opmærksom paa, at Grunden ril, al denne Dag nu blev festligholdt, medens man i forrige Aarhundreder af Forsonlighed mod Sverrig havde hørt op dermed, ikke var at søge i et storre Fjendskab, men i den gjensidige Erkjendelse af, ar det ene Lands Undertrykkelse al der andet aldrig kunde føre til en sand og varig Forening, og at man derfor, naar man ønskede en saadan, netop maatte være glade, baade ved, at Sverrig havde revet sig løs fra Danmark 1523, og at dette havde tilintetgjort Carl Gustavs Erobringsplaner; thi kun derved kunde der banes Vei for en Forening, hvori de tre nordiske Folk, som selvstendige og ligeberettigede, af fri Villie sluttede sig sammen til fælles Udvikling og Forsvar, og meget vidnede om, at en saadan Tid nu nærmede sig. Til Slutning fremhævede han den Lighed, der i flere Henseender var mellem Begivenhederne Ira 1658 til 60 og dem fra 1848 til 50. Som Adelsvældet dengang havde maattet ty til Borgerstanden i Kjøbenhavn for at frelse Landet fra den Fare, der havde paaført det, saaledes havde Enevældet i 1848 maattet paakalde det hele Folk mod den ved dets Brede endnu mere truende Fare. Baade Adelsvældet og Enevældet vare med der samme gaaede tiI Grunde; men, som meget af hvad der var vundet 1659 og 60, igjen gik tabt ved altfor god Tro til de Styrende, saaledes var det ogsaa gaaet med meget af hvad der var vundet i 1849 og 50. Begge Gange havde det dog vist sig, at naar Faren var størst, var Hjælpen nærmest, og dette maatte give Fortrøstning til Fremtiden. Ved Bordet udbragtes Skaaler for Kjøbenhavn, det nordiske Folkelivs Udvikling, de to nordiske Konger, Hans Nansens og Jakob Dannefers Minde, det gamle Danmarks Rige, den danske Bondestand osv., og saavel i Tale som Sang yttrede sig en livlig og fædrelandsk Stemning. (Vstsl. Tid.) 

(Ribe Stifts-Tidende 22. februar 1859).

Jacob Nielsen Danefer (1630-1676) var formentlig ansat ved færgevæsenet mellem Møn og Falster. Han blev senere rytter under navnet Jacob Nielsen Damefehr (Dammefærge), senere forandret til Danefehr. Han deltog i slutningen af 1655 med i kampene i Polen som korporal og kvartermester i den polske konges livregiment. I foråret 1657 blev han enspænder (menig rytter) i Ditlev Ahlefeldts regiment under Josias Breide Rantzau. Ved Roskildefreden 1858 blev hans afdeling opløst og indlemmet i et svensk korps på 2000 ryttere. Han var derefter livknægt hos den svenske hærs næstkommanderende, rigsadmiral K. G. Wrangel. Han var ombord på en svensk skib med 120 danske krigsfanger, gods og bytte mm.  til sin gemalinde og husstand. Skibet konvojeres gennem Sundet af en svensk orlogsgaliot. Dammefehr erobrede sammen med ti fanger fra svenskerne, og tvang skipperen og rorgængeren til at styre mod København. Da han kom til København, kunne han endvidere fortælle om den hollandske hjælpeflådes nærforestående ankomst. Han blev udnævnt til ritmester og fik en del spredt bøndergods på Møn. Han kom i strid med oberstløjtnant G. Rauch og dømtes for "insubordination" til at miste sit kompagni. Frederik III lod ham dog igen januar 1661 antage som ritmester med 400 rdl. ventepenge. Han blev herefter tolder i Stege. Senere deltog han i forskellige felttog. Han døde formentlig i Wismar. Boet efter ham viste ingen velstand.

- - - Det er betegnende at denne hændelse nu er bragt ud af sin ufortjente glemsel for at fremsætte en åbenlys erklæring for verdens øjne, at det danske folk i sit store flertal, foruden glædeligt anerkender det broderlige og venlige naboskab forhold til svenskerne, men stærkt misbilliger ethvert forsøg på at forene de tre nordiske riger på bekostning af Danmarks politiske og dynastiske selvstændighed. Den enighed hvormed hele Københavns befolkning, med undtagelse af ganske få, sluttede sig til denne idé som tydeligvis lå til grund for festen, er et smukt vidnesbyrd om den patriotisme de stadig har fundet på trods af det mangfoldige arbejde med den, og den takt hvormed man denne gang undgår ethvert upassende sideblik på de tyske medundersåtter af staten, endsige anerkendte dem, afgav et bevis på at synet på situationens virkelighed er blevet væsentligt afklaret og tiden for fredelig aftale med vore sydlige brødre nærmer sig.

- - - Es ist bezeichnend, dass man diese Begebenheit im gegenwärtigen Zeitpunkt wieder aus ihrer unverdienten Vergessenheit hervorzog, um eine eclatante Erklärung vor der Welt Augen abzulegen, dass das dänische Volk in seiner grossen Mehrheit neben freudiger Anerkennung des brüderlichen und freundnachbarlichen Verhältnisses mit den Schweden, doch jedes bestreben, die drei nordischen Reiche, auf Kosten der politischen und dynastischen selbstständighkeit Dänemarks zu vereinigen, entschieden missbillige. Die Einmüthigkeit, womit sich, mit Ausnahme ganz Weniger, die ganze Bevölkerung Kopenhagens diesem dem Feste klar zum Grunde liegenden Gedanken anschloss, legt ein schönes Zeugniss ihres trots vielfältiger Bearbeitung noch gefunden Patriotismus ab, und der Takt, womit man diesmal jeden unpassenden Seitenblick auf die deutschen Mitunterthanen des Staats vermied, ja ihnen sogar Anerkennung zu Theil werden liess, dürfte ebenfalls einen Beweis abgeben, dass die Ansichten über die Wirklichkeit der Verhältnisse sich bedeutend abgeklärt haben und die Zeit friedlichen Einvernehmens mit unsern südlichen Brüdern sich nähert.

(Artiklen gennemgår herefter stormen, og modsat de danske aviser nævnes også hollændernes andel i sejren over svenskerne, samt tilføjede at Holland også modsatte sig at Danmark overtog Helsingborg. Borgervæbningens parade og festen i Ridehuset beskrives. Den slutter med at ønske at den næste fest skulle handle om forsoningen med holstenerne, ligesom det nu var sket med svenskerne)

Kjøbenhavn den 3. Marts 1859.

"Fædrelandet" af 1ste Marts har gjengivet nogle almindelige Betragtninger, som "Aftonbladet" har knyttet til sin Beretning om de her i Staden afholdte Fester den 10de og 11te Frbr. Qvintessentsen i disse Betragtninger er, at Skandinavismen har spillet en Hovedrolle ved disse Fester, samt at, naar man vil tillægge dem noget politisk Physiognomi, saa maa dette blive afgjort skandinavisk. At et fremmed Blad, hvis Taktik og Politik det er at øse sine Beretninger af eensidige Partiorganer, kan udtale en saadan Anskuelse, er vel ikke saameget til at undres over, men at et kjøbenhavnsk Blad, hvis Redacteur har havt saa god Leilighed til at erfare den virkelige skal falde paa at gjentage dem triumpherende, vilde være ubegribeligt, naar man ikke af Erfaring vidste, hvilket Spil der drives med Kjendsgjerninger, hvorledes man snart exploiterer dem, naar Øiebliktet er til at bruge dem i et vist Formaal, og snart aldeles raisonnerer dem bort eller staser dem ihjel i samme Formaals Tjeneste. Skal Skandinavismen tages i den Forstand, som baade "Aftonbladet" og dets Aandsfrænde Hr. Ploug bestandig have opfattet den, men som stærkt afviger fra den almindelige Opsætningsmaade hos det store Fleertal i Danmark som i Sverrig, saa veed Hr. Ploug sikkert meget godt fra hans Nærværelse ved Banketten i Ridehuset den 11te, at Stemningen aldeles ikke var skandinavisk; den var dansk, specifik dansk, medens derhos fremgik Bestræbelsen efter at vise Forskjellen mellem Fortid og Nutid, mellem 1659, da Dansk stod mod Svensk, og 1859, da et smukt Venskabsbaand knytter Nationerne sammen. Det var ogsaa denne Tanke, der udtrykte sig i de fire poetiske Linier, som havde faaet deres Plads i det saakaldte Fredens Tempel, og som man, med Villie aldeles seende bort fra Anledningen og fra det virkelige Indhold, har taget til Indtægt med en saa overordentlig Gridskhed. Men Hr. Ploug har jo selv havt Følelsen af denne Stemning Tryk, thi naar det ikke var Tilfældet, saa havde han neppe i de tvende Artikler i "Fædrelandet" gjort et mærkeligt Tilbagetog i sine skandinaviske Fordringer, naturligviis med Forbehold af de fromme Ønsker, han knytter til en fjern Fremtid.

Til Slutning en lille personlig Bemærkning. "Aftonbladet" bemærker, at vi "for tilfället" have anslaaet en ret skandinavisk Tone, og anfører dette som et Beviis for Stemningen, da vi skulle være meget bange for at gaae mod Strømmen. "Fædrelandet" maa naturligviis vide, at det Ene er ligesaa usandt som det Andet, men deraf lader det sig aldeles ikke genere ved at gjengive disse Beskyldninger. Det veed nemlig meget godt, at der aldrig fra vor Side hverken ved dette eller noget andet "tilfälle" er fremkommet Noget, der kunde betragtes som Forsvar for den politiske Skandinavisme, ligesom det, naar det blot vilde være ærligt, maatte indrømme, at vi aldeles ikke have nogen Frygt for at gaae imod Strømmen. Vor Holdning i 1853 og 54, da vi, saagodtsom staaende ene i den kjøbenhavnske Presse, havde at kæmpe imod en misbrugt og forført Folkestemning, er i saa Henseende vort bedste Forsvar.

(Flyveposten 3. marts 1859)

De svenske aviser refererede uden kommentarer festlighederne. Dog diskuteredes ganske kort om der burde være svenske repræsentanter til stede ved lejligheden. Desuden nævnte flere at der ikke i Sverige - trods ganske mange lejligheder - var tradition for at fejre ærerige sejre.

Et eksempel på illumination: Peter Tom-Petersen (1861-1926): Fra Jubilæumsdagen: Illuminationen på Gammeltorv og Nytorv i anledning af Christian 9.s regeringsjubilæum 1888. Illustreret Tidende. Det kongelige Tog passerer Torvet. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Forbud mod slesvig-holstenske Foreninger. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig-Holsten. Ved dekret fra ministeriet for hertugdømmet Slesvig af 23. december med henvisning til bekendtgørelsen af ​​14. december, som ophævede "Schleswig-holstein-lauenburgische Gesellschaft für vaterländische Geschichte" og "Schleswig-holstein-lauenburgische Gesellschaft für Sammlung und Erhaltung vaterländischer Alterthümer", og i det hele taget alle som gennem kgl. meddelelse af 18. januar 1852 ophævede foreninger og foreninger med henvisning til hertugdømmet Slesvig, som har til formål at forene hertugdømmet Slesvigs beboere med beboere i hertugdømmet Holsten til fælles virksomhed, såsom "Gartenbauverein der Herzogthümer Schleswig-Holstein und Lauenburg", "Verein zur Verbreitung naturwissenschaftlicher Kenntnisse" og "Kunstverein zu Kiel". Formodentlig endnu en forsoningsforanstaltning, hvis vedtagelse ikke kunne være sket på et mere passende tidspunkt end umiddelbart før åbningen af ​​den holstenske stænderforsamling!

Schleswig-Holstein. Durch einen Erlass des Ministeriums für das Herzogthum Schleswig vom 23. Dez. werden, unter Bezugnahme auf die Verordnung vom 14. Dez., welche die "Schleswig-holstein-lauenburgische Gesellschaft für vaterländische Geschichte" und die "Schleswig-holstein-lauenburgische Gesellschaft für Sammlung und Erhaltung vaterländischer Alterthümer" für Schleswig aufhob, überhaupt alle nicht durch die königl. Bekanntmachung vom 18. Jan. 1852 gestatteten Vereine und Gesellschaften it Bezug auf das Herzogthum Schleswig aufgehoben, welche die Bestimmung haben, Einwohner des Herzogthums Schleswigs mit Einwohnern des Herzogthums Holstein zu gemeinsamer Wirksamkeit zu vereinigen, wie namentlich der "Gartenbauverein der Herzogthümer Schleswig-Holstein und Lauenburg", der "Verein zur Verbreitung naturwissenschaftlicher Kenntnisse" und der der "Kunstverin zu Kiel." Vermutlich eine weitere Aussöhnungsmassregel, deren Erlass in keiner passenderen Zeit als unmittelbar vor Eröffnung der holsteinischen Ständeversammlung geschehen konnte!

(Münchener Bote für Stadt und Land. 5. januar 1859)

Kjøbenhavn, d. 16de januar. (H. Nachrichten). Ingen Handling eller Forordning af den nærværende danske Regjering har vel nogensinde sat den tydske Presse i en saadan Bevægelse, som den nylig publicerede Bekjendtgjørelse fra det slesvigske Ministerium betræffende Ophævelsen af forskjellige slesvig-holsteen-lauenborgske Foreninger for Hertugdømmet Slesvigs Vedkommende. Denne Begivenhed er bleven anseet for saa vigtig, at en foranledigede Præsidenten for den holsteenske stændersorsamling, Baron Scheel-Plessen, til i sin første Tale fra Præsidentsædet at yttre sig misbilligende derom; og dette har atter vakt stor Opsigt i Kongeriget, da man der endnu aldrig har oplevet, at Præsidenten for en lovgivende Forsamling nogensinde i denne sin Egenskab har udtalt sig om Begivenheder i andre landsdele, der ikke høre under den af ham ledede Forsamlings Ressort, og endnu mindre, at dette er skeet med en saadan Lidenskabelighed, som Scheel-Plessen lagde for Dagen. I Deres ærede Blad har man ogsaa fra forskjellige Sider omtalt denne Bekjendtgjørelse og bemærket, at den Kritik over Professor Allens Værk: "Om Sprogforholdene i Hertugt. Slesvig", som indeholdes i "Jahrbücher für die Landeskunde der Herzogthümer Schleswig-Holstein-Lauenburg," mulig kan have været en medvirkende Aarsag til Ophævelsen af de forskjellige Foreninger. - Det burde imidlertid slet ikke være vanskeligt at udfinde den rette og eneste Grund til Forbudet, naar man kun med et roligt, ulidenskabeligt Blik vil undersøge Tingene, saaledes som de foreligge; og en saadan Undersøgelse er det, jeg vil tillade mig at anstille. Jeg har saameget større Grund til at haabe, at Deres Upartisthed vil forunde den en Plads i Deres Blad, som jo Regjeringen paa sin Side heller ikke lægger mindste Vanskelighed iveien for oppositionelle Ytringer i holsteenske eller i Holsteen udbredte Blade.

Først og fremmest maa man spørge: hvad tilsigte de i Holsteen bestaaende forskjellige slesvig-holsteen-lauenborgske Foreninger? Ville de virkelig kun fremme Haveculturen, Landhuusholdningen, fædrelandshistoriske Kundskaber osv.? Jeg troer at kunne besvare dette Spørgsmaal med nei; thi hvis det var Hensigten, hvorfor stifter man da ikke Foreninger, der ogsaa omfatte Kongeriget, med hvilket man jo dog har fælles Historie, og hvis Jordbundsbeskaffenhed og Culturtilstand har saa stor Lighed med Holsteens? Eller hvorfor slutter man sig ikke hellere til de i samme Øiemed stiftede Foreninger i Kongeriget? Den Kaal som voxer i Angeln, er af samme Slags som den, der voxer i sjælland; hvorfor lærer man da ikke samtidigt Landmanden her og der, hvorledes han tidligst og snarest skal bringe den til Modenhed? Hvad har en Kunstforening for Slesvig-Holsteen Lauenburg med dets faa Kunstnere, som desuden næsten allesammen have faaet deres kunstneriske Uddannelse paa Akademiet i Kjøbenhavn, at betyde mod en Kunstforening for det danske Monarki, der kan henvise til en Thorvaldsen, en Bissen, en Eckersberg, en Carstens. en Marstrand osv? Og hvad en fædrelandshistorisk Forening angaaer, saa vilde det holsteenske Folk ikke have nogen skade af at lære en Niels Ebbesen af Nørreriis' Bedrifter at kjende samtidig med en Grev Geert af Holsteens Historie.

Ifølge dette forekommer det mig utvivlsomt, at man har en Bihensigt for Øie med disse Foreninger. Man vil nemlig holde Billedet af en selvstændig Land-Compleks: "Slesvig-Holsteen-Lauenborg", i Modsætning til "Kongeriget Danmark" for Hertugdømmernes saavelsom for hele den øvrige Verdens Øine; man vil ligesom indpode Alverden, at der existerer en saadan Stat. Tidligere betjente man sig til dette Øiemed af slesvig-holsteenste Sangforeninger, slesvig-holsteenske Landsfarver, et slesvig-holsteensk Vaaben, o. s. v.; men alle disse Herligheder ere gaaede til Grunde ved den treaaarige Krig, og de europæiske Magter have anerkjendt, at der ikke existerer noget Slesvig-Holsteen. Man søger nu at slaae ind paa en anden Vei, som dog skal føre til samme Maal; siden "Slesvig-Holsteen" alene ikke tør vise sig for de europæiske Magters Øine, saa tager man det uskyldige Lauenborg med paa Slæbetouget og danner forskjellige slesvig-holsteen-lauenborgske Foreninger, for hvem alt Dansk synes at ligge i Maanen: den preussiske Capitain Geertz udgiver et Kaart over "Hertugdømmerne Slesvig - Holsteen-Lauenborg, o.s..v., o.s.v. Alt dette kan en Regjering, der vil gjennemføre Fællesstaten, imidlertid ikke see paa med ligegyldige Øine, og det er derfor nødvendigt for den at gjøre en ende paa slige Bestræbelser. Regieringen har ligesom giort reent Bord for Holstenerne, for at de uhindret kunne fremkomme med deres Ønsker og Andragender; men samtidig har den ogsaa maattet være betænkt paa at give de holsteenste Stænder at forstaae, at det, trods al den Frihed, der er givet dem, dog ikke maa falde dem ind at formulere disse Ønsker til et "Slesvig-Holsteen". Dette er Grunden til Forbudet mod Foreningerne, og netop af denne Grund er det udstedt nu.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. januar 1859)

I Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. januar 1859 var en uddybende artikel med eksempler fra Schleswig-Holstein-Lauenburgischer Kunstverein hvor anvendelsen af ordet "land" kritiseres som om det sidestilles med en stat.

"Dagbladet" kritiserede ministerierne for ikke at have grebet ind før mod de slesvigske foreninger.

Schleswig-holstein-lauenburgische Gesellschaft für Sammlung und Erhaltung vaterländischer Alterthümer blev grundlagt 1833 i Kiel, altså lang tid før sprogstridighederne brød ud, og i øvrigt i tråd med mange lignende lokalhistoriske foreninger. Se fx Jahrbücher für die Schleswig-holstein-lauenburgische Gesellschaft für vaterländische Geschichte, 1858, samt 1859 og 1860. En oversigt over selskabets historie ses i tidsskriftet for 1870.

Præsten Mørk-Hansen (1815-1895) i Felsted (1850) er omtalt andre steder på denne blog. Han blev indvalgt i den slesvigske stænderforsamling af gejstligheden i 1859, og talte i 1860 stærkt imod at ophæve forbuddet mod slesvig-holstenske foreninger, bøger og blade. I 1864 blev han arresteret og afsat juli 1864. Han blev herefter præst i Volsild.

Gerhard den Store (1293-1340) eller "de groote Gert" var søn af Heinrich I og Heilwig von Bronckhorst. Da denne døde i 1304, blev Gerhard greve over Holsten-Rendsburg (størstedelen af Holsten) mens fætteren Johann III regerede Holsten-Kiel. 

Nabolandet Danmark befandt sig på daværende tidspunkt i krise pga.kostbare krige som bl.a. Erik VI Menved havde ført. Gerhard havde - modsat de danske konger - udviklet sig til en enestående hærfører og senere klog politiker og statsmand. Han hjalp danske stormænd der var utilfredse med Christoffer 2. pga. skatter, med i 1326 at fordrive Christoffer, og blev herefter rigsforstander for Valdemar 3, hertug af Slesvig.

Den økonomiske bistand til danskerne skete med pant i Slesvig (1326), Fyn (1329) og Jylland (1332). I realiteten samlede han for første gang Slesvig-Holsten under en person i 1326. Han nedkæmpede bønderopstande i 1328 på Sjælland og 1329 i Jylland, ligesomforsøg fra Christoffers sønner Erik i 1331 og Otto (1334). Adelen og Valdemar var betænkelige ved den store indflydelse Gerhard derved havde fået, og Gerhard imødegik delvist deres krav om tilbagegivelse af danske områder.

Det var imidlertid ikke nok, og Gerhard måtte i stedet bruge sine evner som feltherre. I 1340 blev syg, og den danske ridder Niels Ebbesen trængte i nattens mulm og mørke ind i hans logi i Randers og myrdede ham. Hans sønner gav herefter afkald på kravene i Danmark. Denne begivenhed blev ca. 500 år senere - i 1853, altså efter Krigen 1848-1850..

Edvard Lehmann (1815-1892) var en af mange som i 1800-tallet tegnede Niels Ebbesens mord på Gerhard, her fra 1849. Billeder som har præget manges historieopfattelse helt op i vore dage. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Danmark kendes han mest som Den kullede Greve fordi han var skaldet. I Kiel og Rendborg er der opkaldt gader efter ham (Gerhardstrasse). Det danske kongehus har siden da været af tysk afstamning. Første oldenburgerne, senere en sidelinje til denne, Glücksburgerne der indledtes med Christian 9. i 1863. Som overvejede at blive en del af det tyske rige. I hans titel indgik Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg. Kun Danmark og Nordslesvig kan siges at være danske. Hans børn giftede sig med udlændinge og de fleste flyttede til udlandet.

Kvistkammertyven Tofte (5): Pågribelse. Fængsel. Tilstaaelser. 1858-1859. (Efterskrift til Politivennen)

 De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Kvistkammertyven"

Peder Ludvig Tofte.

(Fortsat.)

Politiadjudanten blev da den 19de Mai 1858 om Eftermiddagen sendt ud til Klampenborg med endeel Betjente. Han meddeelte Konditoren, i hvilket Ærinde han var kommen, og de traf den Aftale, at han skulde bestille nogle Kopper Kaffe til sig og sine Ledsagere, hvilke Tofte da skulde bringe ind til dem. Tofte, der den Dag netop havde inviteret nogle af sine fordums Kammerater fra Jernstøberiet ud til sig for at more sig med hverandre i Skoven, gik ind med Kaffen uden at ane den Snare, der var lagt for ham, men saasnart han havde faaet at see, hvem det var, han skulde hen til, gav han sig strax villieløst i deres Hænder. Hvor fræk en Forbryder Tofte end var, manglede han dog aldeles den energiske Villie, der selv hos et fordærvet Menneske uvilkaarlig indgyder en vis Agtelse. Da han stod Ansigt til Ansigt med Politiet, var hans kjække Mod forsvundet, og han faldt sammen som et Barn.

I Forhøret tilstod han strax, at han havde udøvet saa mange Tyverier, at han ikke var istand lil at opregne dem alle, og naar Retsmøderne trak sig langt ud, maatte han jævnlig bede sig fritaget i nogle Timer for at samle sine Tanker, da han følte sig for træt til at fortsætte sin Forklaring. Skjøndt han væsentlig havde holdt sig til røve Penge, der naturligviis alle vare brugte, blev der dog under Sagen fremlagt over 250 Nummere af Tyvekoster; de fleste af disse fandtes hos Mad. Løve, men foruden hende og hendes Børn bleve ikke faa andre Fruentimmer inddragne under Undersøgelsen og straffede for Hæleri. Man maa imidlertid ikke troe, at Toftes Tilstaaelse var fuldstændig og uforbeholden. Navnlig lagde han Dølgsmaal paa de af ham begaaede Brandstiftelser, uden Tvivl fordi han ved sit Studium af Lovgivningen var kommen efter, at denne Forbrydelse altid fører Tugthuusstraf efter sig, medens 2den Gang begaaet Tyveri næsten aldrig straffes med haardere Straf end Forbedringshuusarbeide, især naar den Paagjældende ikke tidligere har været anseet med offentligt Arbeide.

Hvis dette har været hans Tankegang, forregnede han sig imidlertid, thi ved Kriminalrettens Dom af 4de Januar 1859 blev han anseet med Straf af 8 Aars Tugthuusarbeide, og et Par Dage efter blev han indsat i Christianshavns Straffeanstalt. Han var dengang i en meget afkræftet Tilstand som en Følge af det udsvævende Liv, han havde ført indtil sin Paagribelse. Tugthuusfangerne leve i Almindelighed ikke under streng Afsondring, og det Liv, han nu begyndte at føre, var derfor vel meget ubehageligt og tvungent for ham, men da han snart var som hjemme mellem sine Tugthuuskammerater, var det dog til at udholde, og man mærker ikke, at det har taget noget paa hans Humeur; men man seer endnu mindre noget Spor til, at den strenge Tugt har vakt Alvor i hans Sind og bragt ham til at tænke over den elendige Maade, hvorpaa han havde forspildt sine Ungdomsaar.

Et Øiebiik saae det ud, som om der var faret en bedre Aand i ham. Den 19de Februar 1860 begjærede han sig fremstillet for Inspektøren i Straffeanstalten, Justitsraad Keller, idet han foregav, at han ikke kunde faae Ro i Sindet, før han fik aflagt Tilstaaelse om en heel Deel Forbrydelser, der ikke vare komne for Dagen under den tidligere Sag. Han blev nu indsat som Varetægtsarrestant i "Almeensikkerheden", og en ny vidtløftig Undersøgelse begyndte, under hvilken han afgav Beretning om en Masse nye Tyverier og desuden om sex forskjellige Brandstiftelser. Han tilstod at have sat Ild paa Nr. 16 og Nr. 109 i Gothersgade, Nr. 6 i Nyhavn, Nr. 155 paa Gammelmønt, Nr. 24 paa Hjørnet af Pilestræde og Antoniestræde og Nr. 66 paa Hjørnet af St. Kongensgade og Hoppenslænge. Flere af disse Ildspaasættelser lykkedes kun altfor vel og skilte flere fattige Folk, der ikke havde assureret, af med Alt, hvad de eiede. I Anledning af Ilden paa Hjørnet af Antoniestræde og Pilestræde havde han i sin Tid været i Forhør, da han var bleven seet i Stedet umiddelbart før IIdens Udbrud, og nogle af Beboerne henledede Undersøgelsesdommerens Opmærksomhed paa ham som den, der nok kunde have paasat Ilden. Dommeren synes ikke at have lagt Mærke til, at det var en straffet Person, han havde for sig, og da Tofte kunde godtgiøre at have været i Huset i lovligt Ærinde, nemlig for at besøge sin Pleiemoder, som boede der, lod Dommeren ham gaae i Fred.

Da han blev adspurgt om Grunden, hvorfor han havde begaaet disse Brandstiftelser, sagde han, at det var for at benytte den ved Ildebranden opstaaede Forvirring til at begaae Tyveri i de paagjældende Steder. Denne Forklaring er imidlertid usand. Han har først sat Ild paa efter at have udøvet eller forsøgt Tyveri i Husene, og han har aldrig nogensinde benyttet Forvirringen til at stjæle eller havt Saadant isinde. Senere har han udtrykkelig erkjendt, at det af ham anførte Motiv ikke er stemmende med Sandheden, og han har yderligere tilføiet, at han ikke kan anføre nogensomhelst Grund, hvorfor han har iværksat disse skammelige Forbrydelser. Han har altsaa foretage dem som et Barn af en ubestemt Drift til at ødelægge og gjøre Fortræd. Og saaledes som han dengang behandlede Andres Gods og Formue, saaledes har han senere villet behandle andre Menneskers Liv!

Han blev den 21de Juli 1860 dømt til Tugthuusarbeide paa Livstid. Dette Resultat var vistnok atter strengere, end Tofte havde ventet sig det. Idetmindste har han under et senere Forhør forklaret, at han var forbittret paa Justitsraad Keller, fordi nogle af de andre Fanger havde sagt til ham, at det var Kellers Skyld, at hans Straf var bleven saa haard.

Naar vi tør tillade os at sætte et lille Spørgsmaalstegn ved Oprigtigheden af hans Udsagn om, at han afgav sin Tilstaaelse for at faae Ro i Sindet, da er det, fordi det forekommer os, at en anden Forklaring ligger endeel nærmere for Haanden. Han vidste nemlig fra den tidligere Sag, at han vilde blive ført ud i Byen for at paavise de Steder, hvor han havde begaaet Forbrydelserne, og hvor fristende maatte det ikke være for ham saaledes at afbryde det eensformige Liv inden Tugthusets Mure med at foretage Spadseretoure omkring i Kjøbenhavns Gader. Kun den, der kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at være indespærret i et Fængsel, vil kunne forstaae, hvorledes en Fange, blot for at opnaae en saadan Lykke i Øieblikket, kan falde paa at afgive en Tilstaaelse, om hvilken han meget godt veed, at den vil forlænge hans Straffetid. Erfaringen viser endog, at Folk have paaløiet sig selv Forbrydelser for at komme en Tour ud af Fængslet.

Det afgjørende Bevis for, at Bevæggrunden til hans Tilstaaelse ikke var den af ham anførte, ligger imidlertid i den Omstændighed, at han ikke ved samme Leilighed aflagde Bekjendelse om en Forbrydelse, der nødvendigviis maatte have tynget ham meest af alle, hvis han virkelig var istand til at føle Anger og Samvittighedsnag.

Han tilstod nemlig ikke, at det var ham, der dan 24de Januar 1858 havde sat Ild paa Nr. 33 i Studiestræde og derved bevirket fem Menneskers Død.

Den ommeldte Dag havde han begaaet flere Tyverier, og da hans Vei derefter faldt gjennem Studiestræde, gik han om Eftermiddagen mellem Kl. 4 og 5 ind i det nævnte Huus, hvor han med en falske Nøgle banede sig Adgang til et Snedkerværksted for at begaae Tyveri. Han fandt intet Andet, som det var Umagen værd at tage med, end et Stemmejern, som han senere brugte til at gjøre Indbrud med. Da han havde stukket dette til sig, fik han pludselig det Indfald at sætte Ild paa Stedet. Han strøg da en Svovlstik af, antændte nogle Høvlspaaner, hvoraf der laa fuldtop over hele Værkstedet, og efterat han havde seet, at Gulvet begyndte at fænge, lukkede han Døren i Laas efter sig, for at Ilden ikke skulde blive bemærket, og skyndte sig derefter afsted. Han saae nok, at der boede Folk ved Siden af Værkstedet og ovenpaa, men tænkte ikke paa, at han udsatte deres Liv for Fare. Ilden greb imidlertid om sig med rasende Kraft, og inden Beboerne af Værelserne ovenover Værkstedet havde opdaget den, var Nedgangen dem allerede afskaaren. Enken Giessing, Skrædersvend Andersens Kone og to Børn indebrændte paa den ynkeligste Maade. Manden selv tog det tredie Barn i sin Favn og sprang ned paa Gaden med det; han reddede ogsaa Barnet, men slog sig selv ihjel i Faldet.

Tofte selv havde opholdt sig i de tilstødende Gader, indtil der blev gjort Brandallarm; saa vidste han, at hans kaade Drengestreg var lykkedes, og han gik bort for at tilbringe Aftenen paa et Forlystelsessted.

Et Par Dage efter hørte han tale om, at nogle Mennesker vare omkomne ved Branden og den paafølgende Søndag mødte han, da han fra sit Logis paa Nørrebro vilde gaae ind til Byen, et langt Sørgetog med Ligene af de fem ulykkelige Døde. Efter hvad han siger, følte han sig stærkt rystet ved dette Syn. Vi troe det gjerne; selv den meest forhærdede Forbryder vilde ikke kunne have betragtet et saadant Syn med Ligegyldighed, men det Indtryk det gjorde paa Toftes Sjæl, var kun af en flygtig Natur, thi faa Uger efter, i Marts Maaned samme Aar, begik han tre nye Brandstiftelser!

(Fortsættes)

(Folkets Avis 18. februar 1865)

Fængselsinspektør, senere etatsråd Christian Nicolai Keller (1802–84) var far til Johan Keller som i 1880'erne oprettede de såkaldte Kellerske Institutioner, og til Frederik Waldemar Keller (1840-1890)

Om ildebranden i Studiestræde og følgerne af denne, se særskilt indslag her på bloggen.

Foto af Peter Ludvig Thorvald Tofte. Forbryderalbum 1863-1865. Københavns Politi. 2. politiinspektoret. Fundet på Genealogisk Forlag og velvilligt stillet til rådighed til dette indslag.

Fra I. C. Søller: En opdagelsesbetjents erindringer fra en tiaars virksomhed under Kjøbenhavns Politi. (1866), kapitlet: Peter Ludvig Thorvald Toftes Anholdelse og første Tilstaaelser. 

Den næste Dag, altsaa Lørdagen den 29de Mai, befandtes det, at Skomager Toftes Søn paa Nørrebro i Aaret 1857 havde været anseet med Rottingslag for Tyveri af en saadan Beskaffenhed, at det meget lignede flere af de Tyverier, der vare begaaede i den sidste Tid.

Som Følge heraf kjørte Politiadjutanten og Betjent F. samme Dag ud til Klampenborg og anholdt Tofte. *)

Da de samme Aften kom tilbage med den Anholdte, mødte jeg dem tilfældigviis paa Strandveien, og da Politiadjutanten saae mig, sprang han strax af Vognen forat meddele mig, at Personen, som vi den foregaaende Aften havde forfulgt i Tivoli, var anholdt, hed Tofte og alt havde tilstaaet at være Gjerningsmanden til flere af de begaaede Tyverier. Idet han derpaa takkede mig for den Bistand, jeg havde ydet, anmodede han mig om at komme op paa Politikammeret, naar jeg kom til Byen, hvilket jeg ogsaa lovede.

Da jeg efter en Times Tids Forløb kom derop, traf jeg atter Politiadjutanten, som var stedet i en vis Forlegenhed, fordi han, der ikke havde været ansat længe ved Politifaget, ikke godt kunde paatage sig at lede Forundersøgelsen i en saa vigtig Sag som den, Toftes Anholdelse lod forudsætte, og da Betjent F., som Adjutanten sagde, hellerikke havde stor Øvelse heri, paatog jeg mig at lede Forretningen og udspørge Tofte, medens Betjent F. nedskrev Rapporten efter min Dictat.

Idet jeg saaledes kom til at afæske Tofte Forklaring om en Deel af de Tyverier, han havde begaaet, fik jeg Leilighed til at danne mig et Begreb om hans Charakteer og hele Personlighed.

Han blev ikke tiltalt med et eneste uvenligt Ord, og i de Svar, han afgav paa mine Spørgsmaal, viste han sig saa beskeden og aabenhjertig, at der ikke kunde opdages ringeste Spor af en trodsig og ondskabsfuld Charakteer, og naar han senere har afgivet saa store Prøver herpaa, nærer jeg den bestemte Overbevisning, at Fængselslivet har bidraget meget til at udvikle disse slette Egenskaber hos ham, ligesom jeg ikke kan bortvise den Tanke, at alle de Forbrydelser, han har begaaet førend sin Anholdelse, mere ere begaaede af Ungdoms Letsindighed, forat kunne tilfredsstille sit vidtløftige Levnet, end af egentlig Ondskab. Naar han i de Skrifter, der ere udkomne om ham, er fremstillet som en Person, der var i Stand til at agere Cavalleer og freqventere bedre Selskaber, da er dette saa langtfra Tilfælde, at jeg maa formode, at det skriver sig fra hans egen Indbildning og en særlig Lyst til at gjøre sig interessant, eftersom hans hele Personlighed var tilstrækkelig til at tale imod dette.

Da jeg havde afæsket ham Forklaring ad generalia, bad jeg ham opgive de Tyverier, han havde udført, og idet han strax nævnede nogle, erklærede han: "Jeg har gjort mange flere, men jeg kan ikke huske Stederne, medmindre De vil nævne dem for mig."

Jeg maatte nu tage den ene Rapport efter den anden, og saasnart jeg nævnede Stedet, sagde han, om han havde været der, og i saa Tilfælde kunde han nøjagtigt opgive de nærmere Omstændigheder ved Tyveriet, samt hvorledes han havde anvendt de stjaalne Koster.

Paa denne Maade afgav han Forklaring om en Mængde Tyverier, af hvilke flere vare forbundne med Indbrud, og da der var hengaaet saamegen Tid med at nedskrive dette til Rapporten, at det lakkede ad Morgen, syntes han at blive søvnig, og da jeg spurgte ham, om dette var Tilfælde, svarede han, at Søvnen hindrede ham i at fortsætte sine Tilstaaelser.

Rapporten blev da sluttet for hans Vedkommende, og Undersøgelsen fortsattes hos de 2 Piger, han havde havt med sig i Tivoli, ligesom der fandtes Anledning til at anstille en yderligere Visitation paa Klampenborg, hvor han havde tjent.

Den 30te Mai 1858 blev han første Gang stillet for Retten og ratihaberede sine til Rapporten afgivne Tilstaaelser, hvilke han i de følgende Forhør betydeligt forøgede.

Han blev derefter belagt med personlig Arrest og kom aldrig mere paa fri Fod.

I de følgende Dage blev det omtalt i Bladene, Politiadjutanten havde anholdt den berygtede Kvistkammertyv, hvorimod Betjent F. ikke blev nævnet med et eneste Ord, uagtet det var ham, der, ved at skaffe Navnet at vide paa den Person, der var bemærket i Tivoli, egentlig bidrog til Anholdelsen, og som tillige havde hele Forretningen, da han nedskrev og underskrev den Rapport, til hvilken Tofte afgav sine første Tilstaaelser.

*) I et Skrift, der er udkommet om Tofte og nedskrevet efter Meddelelser fra Kjøbenhavns Opdagelsespoliti, er det anført, at han blev anholdt den 28de Mai; men dette er ikke correct, da det var den 29de. 

På en hjemmeside gives denne version om denne periode i hans liv:

I 1857 blev han anholdt, sigtet for at have stjålet et Sæt Tøj. Han havde ved et Indbrud set Tøjet, som han syntes så godt om, at han glemte sin sædvanlige Forsigtighed og tog det med sig. Da han fik prøvet det, passede det ham ikke, og han var letsindig nok til at sælge det til en Marskandiser, som senere genkendte ham. Da han påstod, at Døren til Lejligheden havde stået åben, og det modsatte ikke kunne bevises, undgik han Straf for Indbrud og slap med 25 Slag Rotting.

Det rørte ham ikke mere, end at han Dagen efter, da han skulle møde på Politikammeret, på Vejen derhen begik et Indbrud.

Han var nu imidlertid blevet noget bange og tænkte på at søge hæ­derligt Arbejde i hvert Fald for en Tid. Han søgte en Plads som Stewart på en Damper, der gik på Kiel, men det blev ikke til noget. Så fortsatte han i Stedet for sine Tyverier, dristigere end før.

Atter blev han nervøs for Opdagelse og søgte og fik en Plads som Op­varter på Klampenborg, men uheldigvis var der en af Køkkenpigerne, der havde genkendt ham fra Tyveriet af Klæderne, hun sladrede, og han blev bortvist.

Nye Indbrud fulgte, indtil han i Maj 1858 blev anholdt. Han tilstod straks ca. 90 Tyverier, de fleste af dem Indbrud, og blev idømt 8 Års Tugthusarbejde, der skulle afsones i Christianshavns Straffeanstalt. Her forfaldt han til Tungsind. Han havde altid været melankolsk, og allerede som Dreng havde han et Par Gange villet begå Selvmord, den ene Gang med Polervand, den anden Gang med Rottekrudt, men da disse to Ting havde en ækel Smag, opgav han sit Forehavende.

Efter en Tids Forløb besluttede han sig til at indrømme, hvad han hidtil havde skjult, og tilstod nu yderligere hen ved 100 Indbrud og 7 Ildspåsæt­telser, som han påstod, han havde begået for under den opståede For­virring at se Lejlighed til at stjæle.

Engelske Rapporter om Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Elben. For nogen tid siden berettede offentlige aviser at den engelske generalkonsul Crowe fra Christiania havde fået til opgave personligt og på stedet at undersøge klagerne over fordanskningen af ​​hertugdømmet Slesvig, over danskernes undertrykkelse af det, og over oversvømmelsen af det selvstændige hertugdømme med danske embedsmænd. Det blev antydet af danske aviser at generalkonsul Ward var blevet bedraget af en ensidig fremstilling; Hr. Crowe burde kontrollere hr. Wards rapporter. Ganske vist har hr. Ward intet at frygte for en sådan kontrol, den kan kun være gunstig. Hr. Crowe vil også være blevet tilstrækkeligt informeret af nordmændene om hvad han sandsynligvis vil finde i Slesvig. Nordmændene fortæller enhver der vil lytte, at de kender danskerne, ligesom befolkningen i Slesvig-Holsten nu har lært dem at kende. Da nogen for nylig klagede til en nordmand over at danskerne beskæftigede så mange danske embedsmænd i Slesvig, svarede han: "Det undrer mig overhovedet ikke; de ​​vil udfylde hver vægterstilling med en dansker." Dette er allerede blevet delvist sandt. I hvert fald skal vægterne som før fremsagde tiden på tysk, nu ringe på dansk, og har også sunget en dansk sang i nogen tid nu. Det krævede nok indfødte danskere at gøre dette. Vi kan ikke sige om sangene er fra den kristne lutherske salmebog, eller om vægterne deltager i Danmarks nuværende religionsfrihed. Hr. Crowe vil måske forklare dette nærmere. I hvert fald vil han ud fra de nyligt fremlagte beviser for at der siden 1850 er blevet ansat over 200 danske embedsmænd i forvaltning, retsvæsen, kirke og skole, kunne finde ud af hvilke han skal forhøre sig om. Hvad han kunne finde ud af gennem de danske embedsmænd, kunne han nemmere få at vide hos hr. Regenburg i det slesvigske ministerium i København eller hos den statsmand der selv leder dette ministerium. Forhåbentlig finder hr. Crowe det acceptabelt at det uafhængige hertugdømme Slesvig skulle styres af dets indfødte embedsmænd og ikke af danskere. Nu er det nok at være indfødt slesvig for ikke at blive ansat, især hvis han studerede på kontraktuniversitetet for Slesvig i Kiel. Hvad vil hr. Crowe sige hvis de højere poster især i ministeriet, var besat af folk der enten er danskere eller frafaldne født i Slesvig, men som ikke er blevet kendt for andet end deres danske fanatisme. Desværre er det netop sådanne frafaldne der er blevet siddende på trods af alle ændringerne i ministeriet, og som nemt regerer mere end selv deres overordnede. Et ministerskifte vil ikke hjælpe hertugdømmet. Må hr. Crowe blot snart begynde sin rejse gennem Slesvig. Intet er mere ønskværdigt for hertugdømmet; folk har altid klaget over at diplomati kontrollerer landet uden nogen viden om omstændighederne. Hertugdømmernes ceterum censeo er: fjernelse af alle danske embedsmænd og genoprettelse af det oprindelige indigenat for alle ansatte i hertugdømmerne, især i hertugdømmet Slesvig, og ikke kun i de stillinger der skal besættes med kandidater, men også i posten kontor- og toldafdeling og i folkeskolen.

Von der Elbe. Vor einiger Zeit verbreiteten öffentliche Blätter: der englischen Generalconsul Crowe aus Christiania sey beauftragt die Klagen über die Danisirung des Herzogthums Schleswig, über die Bedrückung desselben durch die Dänen, über die Ueberschwemmung des selbstständigen Herzogthums mit dänischen Beamten persönlich und an Ort und Stelle zu untersuchen. Es wurde dabei von dänischen Blättern insinuirt: der Generalconsul Ward sey durch einseitige Darstellung getäuscht; Hr. Crowe solle die Berichte des Hrn. Ward controliren. Sicherlich, Hr. Ward hat von solcher Controle michts zu fürchten, sie kann nur günstig seyn. Hr. Crowe wird überdiess schon durch die Norweger über das was er in Schleswig muthmasslich finden wird, hinreichend unterrichtet seyn. Die Norweger sagen jedem, der es hören will, dass sie die Dänen vollkommen so kennen, wie die Schleswig-Holsteiner sie nun kennen gelernt haben. Als jemand sich jüngst gegen einen Norweger beklagte dass die Dänen so viele dänische Beamte in Schleswig anstellten, antwortere dieser: "Das wundert mich gar nicht; dsie werden euch jeden Nachtwächterposten mit einem Dänen besetzen." Das ist schon zum Theil waht geworden. Wenigstens müssen die Nachtwächter, welche früher die Stunde deutsch riefen, jetzt dänisch rufen, und seit geraumer Zeit auch einen dänischen Gesang dabei singen. Wahrscheinlich hat es dazu wohl geborner Dänen bedurft. Ob die Gesänge aus dem christlich-lutherischen Gesangbuch sind, oder ob die Nachtwächter an der jetzigen Religionsfreiheit Dänemarks participiren, können wir nicht sagen. Hr. Crowe wird darüber vielleicht das nähere berichten. Jedenfalls wird er aus der jüngst gegebenen Nachweisung, dass seit 1850 über 200 dänische Beamte in der Administration, Justitz, Kirche und Schule angestellt sind, entnehmen können, bei welchen er sich erkundigen muss, denn was jene dänischen Beamten ihm sagen, das kann er viel bequemer bei Hrn. Regenburg im schleswigschen Ministerium in Kopenhagen, oder bei dem Staatsmann der diesem Ministerium selber vorsteht, erfahren. Hoffentlich wird Hr. Crowe es billig finden, dass das selbstständige Herzogthum Schleswig von seinen eingebornen Beamten und nicht von Dänen regiert werde. Jetzt genügt es ein eingeborner Schleswiger zu seyn om nicht angestellt zu werden, zumal wenn er auf der vertragsmässigen Universität für Schleswig zu Kiel studiert hat. Was wird Hr. Crowe dazu sagen, dass grade die höheren Posten, namentlich im Ministerium, mit solchen Personen besetzt sind die entweder Dänen oder in Schleswig nur geborne Renegaten sind, aber durch nichts bekannt geworden als gegenwärtig durch ihren dänischen Fanatismus. Leideer sind es gerade solche Renegaten welche bei allem Wechsel der Ministerium im Amt geblieben sind, und leicht mehr regieren als selbst ihre Vorgesetzten. Eine Aenderung der Minister wird dem Herzogthum wenig helfen. Möge nur Hr. Crowe seine Reise durch Schleswig recht bald antreten. Dem Herzogthum ist nichts enwünscter; hat es doch immer geklagt, dass die Diplomatie ohne Kenntniss der Verhältnisse über das Land verfüge. Das ceterum censeo der Herzogthümer ist: Entfernung alle dänischen Beamten und wiederherstellung des ursprünglichen Indigenats für alle Angestellten in den Herzogthümern, namentlich im Herzogthum Schleswig, und awar nicht bloss in den mit studirten zu besetzenden Stellen, sondern auch im Post- und Zollfach, und in der Volksschule. 

(Allgemeine Zeitung. 3. januar 1859)

Sir John Rice Crowe (1795 -1877) var engelsk forretningsmand og diplomat, britisk generalkonsul i Norge fra 1843. Før det havde han været 6 år i Rusland. De danske aviser var utilfredse med Ward som de mente kun hørte slesvigholstenske synspunkter.

I 1861 rejste den engelske konsul Rainals rundt i Slesvig. Heller ikke ham var de danske aviser synderlig tilfreds med. Harry Thomas Alfred Rainals var født i København og ved den britiske flåde i Østersøen 1854-1856, vicekonsul i København 1859, udpeget som undersøger af tilstandene i Slesvig 1860 og 1861, konsul på St. Croix 1863. I 1866 blev udpeget som ansat konsulatet i Manila, Philippinerne, men da han ikke forstod spansk, blev det annulleret. Han blev i stedet ansat som konsul i Baltimore.

Rainals fik en mindre sag på halsen i 1860 som vakte en del opsigt i England pga dens principielle karakter: Rainals var i 1860 blevet afkrævet hundeskat, men Rainals havde påberåbt sig at han var at betragte som udlænding. Den danske regering anså ham for dansk: han havde ansøgt om borgerbrev i 1848 og boede i Danmark - og dermed også havde svoret troskab mod den daværende danske konge, Frederik 7. Dette nægtede Rainals og påviste at han havde givet afkald på sit borgerbrev i 1859. At de danske aviser kunne anse en person der skulle have svoret troskab til Frederik 7. som uhildig i en undersøgelse af forholdene i Slesvig, siger måske en del om datidens presse.

Se også indslaget om Rainals' rejse til Slesvig i 1861.

Wards og vicekonsul Rainals beretninger om de slesvig-holstenske tilstand dukkede op i de engelske aviser i 1864. Her blev Wards dog som af de danske aviser betragtet som udtryk for tyske synspunkter. Og heller ikke Rainals blev tillagt stor betydning.