Søtræfningen ved Helgoland 9de Maj 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag bringer forskellige artikler fra tyske aviser om Slaget ved Helgoland 9. maj 1864.

Først et uddrag af en artikel om et øjenvidne - en officer fra "Adler". Oprindeligt fra Spenerschen Zeitung. De tre preussiske skibe var mindre end de to østrigske. "Adler" var armeret med to 68 og to 32 pundskanoner, de to sidstnævnte stammede fra det danske skib Gefion der i 1849 blev erobret i Eckernförde (se indslag om Eduard Jungmann og Johann Heinrich Bartelsen). Bemærk at det er skrevet dagen efter slaget og der forekommer forkerte oplysninger om de danske skibe, fx at Niels Juel skulle være sunket:

Søslaget ved Helgoland

Klokken 10.15 om formiddagen gik vi under damp og var allerede ved det inderste fyrskib, ikke langt fra Cuxhaven, da kommandanten klokken 10.45 gav tegn til at følge hans bevægelser. En båd med østrigsk flag og en lille damper, der kom fra Cuxhaven, var ved hans side. Han så ud til at have modtaget nyheder, for vi vendte om og gik mod havet igen. Nu stod det ret klart for os hver især, hvad vi stod over for, og i min rolle som styrmand havde jeg forberedt alt nøje for ikke at forvirre besætningen unødigt, når signalet "Klar til kamp" blev givet.

Tiden gik med spøg og underholdning, indtil vagthavende officer meldte, at de netop havde passeret Elbens yderste fyrskib (12.45 minutter om eftermiddagen), og at 3 fregatter, sandsynligvis danskere, var i sigte øst for Helgoland. Jeg gik nu på dækket og bemærkede i den angivne retning, cirka 15 sømil væk, tre store skibe, der lå mod vest, og hvis nederste dæk endnu ikke var over horisonten. Flagene kunne ikke engang skelnes. En anden fregat, som lå under Helgoland nordvest for os, vakte længe bekymring. Hvis dette også havde været en dansker og ikke den hjemvendte engelske fregat "Aurora", kunne det sagtens være sket for os.

Kort efter klokken 1 lød kamptrommeslag, og vi ​​drog nordpå i kamprækkefølge, "Schwarzenberg", "Radetzky", "Adler", "Basilisk", "Blitz". Nu satte dansken også kursen mod os, på den modsatte kurs, altså sydpå. Da begge linjer nu nærmede sig hastigt, og de første skibe lå omkring 2000 skridt over for hinanden og dampede forbi hinanden, blev det første skud affyret fra "Schwarzenberg" ved 2-tiden om eftermiddagen, som blev returneret af danskerne og blev straks et vedvarende skud for alle skibene. I øjeblikket kunne vi kun se sprængninger og krudtrøg og den flimrende ild fra bomberne, der bragede i luften, hvis stykker ramte ved siden af ​​os med uhyggelige fløjter og fik vandet til at sprøjte højt oppe. Efter cirka en time ændrede danskerne kursen mere mod vest og tog dermed kontrol over Elben, styrede derefter nordpå og vi sydpå, så begge eskadriller var i samme position i kamplinien i omvendt rækkefølge som i begyndelsen.

Denne gang gik "Schwarzenberg" og "Radetzky" imidlertid inden for 600 skridt fra fjenden, et foretagende, der måtte være bekymrende i betragtning af, den korte tid en ung besætning havde været i tjeneste. Klokken 02.45 brød formasten på "Schwarzenberg" pludselig i brand. Ilden var startet i forsejlets stævn og havde snart fået fat i hele forrigningen; Der steg røg fra hele fordækket. Helt sikkert en forfærdelig situation, som vi befandt os i.

Schwarzenberg" holdt sig nu tilbage for vinden, så røg og flammer kunne blæse fremad, hvilket potentielt kunne redde hele skibet. De blodrøde flammer, som igen og igen bredte sig hist og her, fremlagde et frygteligt smukt syn i det klare, men bleggule sollys; - og kanonerne stoppede ikke. - Resten af ​​eskadronen fulgte hurtigt efter i retning af Helgoland; Klokken 04.00 (altså efter 2 timers kamp) blev det sidste skud affyret, og alt blev dødstille. Få minutter senere kollapsede hele den brændende fortop og forårsagede frygtelig kaos blandt besætningen. 05.15 blev vi ankret tæt bag klitten og øst for den. Kun "Schwarzenberg" måtte kæmpe under damp, hele tiden manøvrere, så vinden kunne blæse enten fra siden eller bagfra. Nu skyndte alle i bådene at hjælpe med sprøjter, og vores læger gik ombord på "Schwarzenberg" og "Radetzky" for at hjælpe der. Forfærdelige beskrivelser de gav os bagefter. Indtil efter klokken 10 om aftenen sejlede "Schwarzenberg" rundt med dens nederste mast stadig ulmende, fordi det var umuligt at slukke den i højden. Først da var det muligt at kappe den overbord. Dette blev efterfulgt af buldermørke. Med tiden var hele eskadronen atter under damp; Klokken 4½ om morgenen, i dag, ankrede vi i Cuxhaven. "Schwarzenberg" ligner mere et vrag end noget andet. Bovspryd, reb osv. hænger og slapper rundt på stævnen. Fregatten havde 31 døde, 43 alvorligt sårede og omkring 50 lettere sårede. "Radetzky" havde 5 døde, 8 alvorligt sårede og flere lettere sårede. Vi har ikke noget at klage over, hvilket især skyldes, at danskerne fra start bombarderede østrigerne med velrettet, koncentreret ild; Først da danskerne drejede nordpå, fik vi fuld udsyn med bådene. Bådene var så heldige at sejle i smult vande, klarede sig meget godt og gjorde et godt stykke arbejde med deres riflede kanoner. - Danskeren må også være blevet elendigt skudt ned, han forlod straks slagmarken i nordlig retning i stor hast og efter cirka 1½ time var der ingen spor af ham mere. Det siges at være iagttaget fra Helgoland, at et af skibene senere blev taget på slæb; vi holdt op med at lede, fordi vi havde for meget med os selv at gøre. (Niels Juel siges allerede at være sunket.) Danskerne skød udmærket disse skibe specielt til denne eventualitet, desværre nok udrustet med udenlandsk støtte.

Das Seegefecht bei Helgoland.

Vormittags 10 Uhr 15 Minuten gingen wir unter Dampf und waren bereits beim innersten Feuerschiff, nicht mehr weit von Cuxhaven, als 10 Uhr 45 Minuten der Commandant Signal machte, seinen Bewegungen zu folgen. Ein Boot mit österreichischer Flagge und ein kleiner Dampfer, aus Cuxhaven kommend, waren bei ihm langs Seit gewesen. Er schien Nachrichten erhalten zu haben, denn wir kehrten um und steurten wieder seewärts. Jetzt war einem Jedem von uns ziemlich klar, was uns bevorstand und unter der Hand liess ich in meiner Funktion als erster Offizier Alles sachte vorbereiten, um beim Signal "Klar zum Gefächt" die Mannschaften nicht unnüss zu verwirren. 

Die Zeit verging mit Scherz und Unterhaltung bis und der wachthabende Offizier melden liess, dass man so eben (12 Uhr 45 Minuten Nachmittags) das äusserste Feuerschiff der Elbe passirte und östlich von Helgoland 3 Fregatten, wahrscheinlich Dänen, in sicht seien. Ich ging nun auf Deck und bemerkte in der angegebenen Richtung, ungefähr in 15 Seemeilen Entfernung, drei grosse Schiffe, die westlich lagen und deren Unterschiffe noch nicht über dem Horizont waren. Die Flaggen waren noch gar nicht zu unterscheiden. Eine andere Fregatte, die unter Helgoland in nordwestlicher Richtung sich von uns befand, stösste und längere Zeit Besorgniss ein. Wäre diess auch ein Däne gewesen, und nicht die zurückgekommene englische Fregatte "Aurora", so hätte es leicht um uns geschehen sein können. 

Bald nach 1 Uhr wirbelte die Trommel bei uns zum Gefecht, wir steuerten in Schlachtordnung nördlich, "Schwarzenberg", "Radetzky", "Adler", "Basilisk", "Blitz". Nun hielt auch der Däne auf uns ab, den entgegengesetzten Curs, also südlich steuernd. Als beide Linien sich nun rasch näherten, und die ersten Schiffe sich auf etwa 2000 Schritte gegenüber befanden und an einander vorüberdampften, fiel der erste Schuss von "Schwarzenberg" um 2 Uhr Nachmittags, der von den Dänen erwidert und sofort zum anhaltenden Geschützsener sämmtlicher Schiffe wurde. Momentan sah man nur Blotz und Pulverdampf und das züngelnde Feuer der in der Luft platzenden Bomben, deren Stücke mit unheimlichen Gepfeise neben uns einschlugen und das Wasser hoch aufspritzen machten. Nach einer Stunde ungefähr änderten die Dänen ihren Curs mehr westlich und bekamen dadurch die Elbe in ihre Gewalt, steuerten dann nördlich und wir südlich, so dass beide Geschwader in umgekehrter Ordnung in Schlachtlinie wieder in derselben Lage sich befanden, wie Anfangs. 

"Schwarzenberg" und "Radetzky" gingen diessmal jedoch auf 600 Schritt an den Feind, ein Unternehmen, das bei einer noch so kurzen Zeit der Indienststellung einer jungen Mannschaft bedenklich sein musste. Um 2 Uhr 45 Minuten brannte plötzlich der Fockmast der "Schwarzenberg". Das Feuer war im Bug des Vormassegels ausgekommen und hatte bald die ganze vordere Takelage ergriffen; Rauch stieg vom ganzen Vorderdeck auf. Sicherlich eine schreckliche Lage, in die wir gerathen waren. 

Die "Schwarzenberg" hielt nun von dem Winde ab, damit Rauch und Flammen nach vorne schlagen konnten, um dadurch möglicherweise das ganze Schiff zu retten. Die blutrothe Lohe, die bald hier, bald dort sich immer wieder frisch verbreitete, bot einen furchtbar schönen Anblick in dem hellen, aber sahlgelben Sonnelicht dar; - und dabei hörte der Kanonendonner nicht auf. - Bald folgte das übrige Geschwader in der Richtung nach Helgoland; um 4 Uhr (also nach 2 Stunden Gefecht) fiel der letzte Schuss, und Alles war todtenstill. Einige Minuten nachher brach der ganze brennende Vortopp herunter und richtete unter der Mannschaft noch entsetzliches Unheil an. Um 5 Uhr 15 Minuten lagen wir dicht hinter der Düne, östlich davon vor Anker. Nur die "Schwarzenberg" musste sich unter Dampf herumquälen, immer so manöverirend, dass der Wind entweder von der Seite oder von hinten wehen usste. Jetzt eilte alles in Böten zu Hilfe mit Spritzen, und unsere Aerzte begaben sich an Bord der "Schwarzenberg" und "Radetzky", um dort zu helfen. Schreckliche Schilderungen, die sie uns nachher machten. Bis nach 10 Uhr in der Nacht lief "Schwarzenberg" mit noch immer glimmendem Untermast umher, weil er in seiner Höhe nicht zu löschen war, dann erst gelang es, ihn über Bord zu kappen. Darauf folgte Stockdunkelheit. Mit der Zeit war das ganze Geschwader wieder unter Dampf; um 4½ Uhr Morgens, also heute, kamen wir in Cuxhaven vor Anker. Die "Schwarzenberg" sieht mehr einem Wrack änhlich, als etwas anderem. Bugspriet, Tauwerk u. s. w. hångt und schlackert an dem Bug herum. Die Fregatte hat 31 Todte, 43 Schwerverwundete und ungefähr noch 50 leichter Verwundte. "Radetzky" hat 5 Todte, 8 Schwerverwundete, verschiedene leichter Verwundete. Wir haben nichts beklagen, was hauptsächlich darin seinen Grund hat, dass die Dänen die Oesterreicher von vorn herein durch ein wohlgezieltes concentrirtes Feuer beschossen; nurs als die Dänen nörclich sich wandten, bekamen wir mit den Booten seine ganze Lage. Die Boote hatten das Glück ganz stille See zu treffen, haben sich sehr gut gemacht, und mit ihren gezogenen Geschützen gut gewirkt. - Der Däne muss auch jämmerlich zusammengeschossen worden sein, er verliess sofort den Kampfplatz in grösster Eile in nördlicher Richtung un in circa 1½ Stunde war nichts mehr von ihm su sehen. Von Helgoland aus will man beobachtet haben, dass später eines der Schiffe in Schlepptau genommen worden ist; wir sahen nicht mehr hin, weil wir zuviel mit uns selbst zu thun hatten. (Der "Niels Juel" soll bereits gesunken sein.) Die Dänen haben ausgezeichnet geschossen, sie scheinen diese Schiffe eigens für diesen Fall, leider wahrscheinlich genug, mit fremder Unterstützung ausgerüstet zu haben. 

(Neues bayerisches Volksblatt. 18. maj 1864. Uddrag)

Fra O. Lütken: Die Nordsee-Escadre und das Seegefecht bei Helgoland am 9. Mai 1864. 1886

Først flere dage efter fulgte mere pålidelige efterretninger fra slaget. 

Altona, 11. maj. Efter forgæves at have ventet til omkring klokken 12 i går aftes på alle transportmidler og mandskab med de østrigere der blev såret i det nylige søslag med danskerne, der skulle ankomme hertil på den preussiske rådgivende damper "Adler", fandt vi endelig ud af, at skibet først kunne nå at ankomme her til morgen. Klokken 5½ om morgenen lagde dampbåden til ved den lokale anløbsbro. Den havde 50 meget alvorligt sårede og nogle grueligt forbrændte østrigere ombord, samt 3 mænd, der var døde på rejsen fra Cuxhaven hertil. De resterende sårede der er registreret her, for hvem alle nødvendige foranstaltninger allerede var truffet for indlæggelse på det lokale østrigske felthospital, er midlertidigt landet i Cuxhaven og blevet indkvarteret på midlertidige hospitaler. Transporten hvortil alle østrigske, saksiske og hannoveranske læger og alt her stationeret lægepersonale var kommanderet, blev udført med største omhu og tog derfor godt tre timer. Der er ingen officerer blandt de sårede, der ankom hertil, men kun en kadet hvis ben er blevet amputeret. På grund af forsinkelsen af ​​skibets ankomst med hele 7 timer, havde de sårede lidt frygteligt. "Adler" har en rustning på 2 68 pd. og 2 32 pd kanoner. De to sidstnævnte kanoner er fra fregatten "Gefion". De to preussiske andre kanonbåde, der var involveret i slaget, er hver bevæbnet med 1 24pd. og 1 68pd kanoner. De mange sår og lemlæstelser blandt besætningen på fregatten "Schwarzenberg" skyldes mindre de danske granater, end at østrigerne for at kunne skyde hurtigere havde taget den risiko at placere et større antal armerede bomber i deres batterier, hvoraf flere brød i brand og sprang i luften i skibet. Mange mistede også livet på grund af den uheldige omstændighed, at mandskabet på formasten havde travlt med at arbejde på rigningen i det øjeblik, først et sejl og derefter hele rigningen af ​​formasten brød i brand på grund af en dansk granat.

Altona, 11. Mai. Nachdem man gestern Abend vergeblich bis gegen 12 Uhre mit allen Transportmitteln und Mannschaften die bei dem jüngsten Seegefecht mit den Dänen verwundeteten Oesterreicher erwartet hatte, die mit dem preussischen Avisodampfer "Adler" hier eintreffen sollten, erfuhr man endlich, dass das Schiff erst heute Morgen hier anlangen könne. Gegen 5½ Uhr Morgens legte denn auch das Dampfschiff bei der hiesigen Landungsbrücke an. Dasselbe hatte 50 sehr schwer verwundete und zum Theil grässlich verbrannte Oesterreicher am Bord, sowie 3 Mann, welche auf der Reise von Cuxhaven auf hier gestorben waren. Die übrigen hier angemeldeten Bewundeten für deren Aufnahme im hiesigen österreichischen Feldhospital schon alle nöthigen Anstalten getroffen waren, sind vorläufig in Cuxhaven gelandet und in fort provisorisch eingerichtete Spitäler unterbracht. Der Transport, wozu alle hier stationirten österreichischen, sächsischen und hannöverschen Aerzte und alle Sanitätsmannschaft commandirt war, wurde mit der grössten Sorgfalt ausgeübt und nahm daher reichlich dreit Stunden in Anspruch. Unter den hier angekommenen Verwundeten sind keine Offiziere, sondern nur ein Cadet, dem ein Bein amputirt ist. Durch die Verzögerung der Ankunft des Schiffes um volle 7 Stunden hatten die Verwundeten schrecklich leiden müssen. Der "Adler" hat eine Armirung vom 2 68pf. u. 2 32pf Kanonen. Letztere beiden Geschütze sind von der Fregatte "Gefion". Die beiden mit im Gefecht gewesenen preussischen Kanonenboote sind jedes mit 1 gezogenen 24pf. und 1 68pf. Kanonen armirt. Die vielen Verwundungen und Vestümmelungen unter der Mannschaft der Fregatte "Schwarzenberg" sind weinger der dänischen Geschossen als dem Unstande zuzuschreiben, dass die Oesterreicher, um schneller feuern zu könnnen, es risikirt hatten, eine grössere Anzahl gefülter Bomben bei sich in den Batterien zu placiren, von denen mehrere Feuer fingen und im Schiffe platzten. So auch sind viele Leute durch den unglücklichen Umstand ums Leben gekommen, dass die Mannschaft am Fockmastd gerade in dem Augenblicke eben mit Klarund der Takelage zu thun hatte, als durch eine däniche Granate zuerst ein Segel und darauf die ganze Takelage ds Fockmastes im Brand gerieth.

(Pfälzer : Bote für das Glanthal und Anzeige-Blatt für den Bezirk Kusel. 18. mej 1864)

Fra krigsskuepladsen. Et brev fra Cuxhaven dateret den 11. i år beskriver begravelsen, der fandt sted den dag, hvor de tapre mænd, der faldt på havet. De blev begravet på Sankt Martins kirkegård i Ritzebüttel. Der var 36 sømænd og marinesoldater og 2 kadetter. En officer var allerede blevet begravet på samme kirkegård dagen før. Et næsten uoverskueligt følge havde sluttet sig til begravelsesoptoget, der gik fra Cuxhaven fra Ritzebüttel ved 4-tiden om eftermiddagen, forud for en katolsk skibspræst og en afdeling af marinesoldater og søfolk. Alle embedsmænd i Ritzebüttel-kontorets retsvæsen og administration, kommandanten og alle officerer på lods-, vagt- og signalskibene, de protestantiske præster i officiel dragt og hanseaternes garnison i Ritzebüttel og Cuxhaven for at beskytte kysten gav de faldne æreseskorte, mens hele borgervæbningens vagtgruppe foran og på kirkegården og modtog begravelsesoptogene med militær hæder og førte dem til graven. Alle kisterne var behørigt pyntet med kranse, og unge piger med kranse til at dekorere de faldnes store fællesgrav fulgte umiddelbart efter optoget af ligvogne. I miles omkreds, især fra nabolandet Hannover, ilede folk i vogne og til fods for at vise deres sidste ære til de modige mennesker, der forsvarede tysk lov med deres blod og ofrede deres liv for at beskytte tyske søfolk mod dansk sørøveri for at ledsage dem til deres sidste hvilested .

Vom Kriegsschauplatz. Ein Schreiben aus Cuxhaven vom 11. d. schildert das an diesem Tage stattgefundene Begräbniss der in dem Seetreffen gefallenen Braven. Sie wurden auf dem St. Martins-Kirchhofe in Ritzebüttel beigesetzt. Es waren 36 Matrosen und Seesoldaten und 2 Cadetten. Ein Offizier war bereits am vorhergehenden Tage auf demselben Kirchhofe beerdigt. Ein fast unabsehbares Gefolge hatte sich dem Leichenzuge angeschlossen, der unter Vortritt eines katholoschen Schiffsgeistlichen und einer Abtheiliung Seesoldaten und Matrosen sich von Cuxhaven aus Ritzebüttel Nachmittags 4 Uhr in Bewegung setzte. Sämmtliche Beamten der Justitz und Verwaltung des Amtes Ritzebüttel, der Commandeur und sämmtliche Offiziere des Lootsen-, Wacht- und Signalschiffe, die evangelischen Geistlichen in Amtstracht und die zum Küstenschutze in Ritzebüttel und Cuxhaven garnisonirenden Hanseaten gaben den gefallenen Braven des Ehrengeleite, während die gesammte Bürgerwehr des Amtes vor und auf dem Kirchhofe sich aufgestellt hatte und mit militärischen Ehren die Leichenzüge empfing und zur Gruft geleitete. Alle Särge waren mit Kränzen sinnig geschmückt, und junge Mädchen mit Kränzen, das gemeinsame grosse Grab der Gefallenen damit zu schmücken, folgten unmittelbar hinter dem Zuge der Leichenwagen. Meilenweit, namentlich aus dem benachbarten Hannover'schen waren Leute zu Wagen und zu Fuss herbeigeeilt, um den Tapferen die mit ihrem Blute deutsches Recht vertheidigt, und ihre Leben eingesetzt, um deutsche Seefahrer gegen dänischen Seeräuberei zu schützen, die letzte Ehre zu erweisen und sie zu ihrer Ruhestätte zu begleiten.

(Pfälzer : Bote für das Glanthal und Anzeige-Blatt für den Bezirk Kusel. 20. maj 1864)

En gennemgang af slaget kan findes i Militär-Zeitung. 17. 1. juni 1864. Den øverstkommanderende på den østrigsk-preussiske flådeafdeling, kontraadmiral Wilhelm von Tegetthoff gav sin fremstilling af slaget som både findes på tysk og på dansk, i forskellige versioner. Se fx Der Kamerad: militärisch-belletristisches Wochenblatt. 20. maj 1864. Et portræt af Tegetthoff stod i Neue Militär-Zeitung 24, 19. april 1871. Herunder også hans optræden under slaget ved Helgoland. 

En østrigsk søkadet på "Schwarzenberg" gav nedenstående skildring af sine oplevelser før og under slaget:

Søtræfningen ved Helgoland.

* Fra et brev fra en østrigsk midtskibsmand *) til hans forældre, dateret "Cuxhaven, i maj, om bord på hs. maj. fregat Schwarzenberg" og venligt delt med os, finder vi følgende beskrivelse af rejsen fra Brest til Helgoland og den søslag nær sidstnævnte ø:

Efter afslutningen af ​​slaget med danskerne ved Helgoland den 9. i år. d. m., udkæmpet fra 1 3/4 til 3 3/4 kl. skynder jeg mig straks at give jer nyheder derom. Så indtil videre er jeg rask og har ikke lidt andre skader udover nogle få læsioner, som jeg fik da jeg faldt på grund af kugler eller granater, der fløj forbi. Da I nu ved at jeg er rask, vil jeg nu fortsætte min rejsebeskrivelse fra Brest.

Den 16. eller 17. april ankom vi til Brest. Vi blev der til den 22., fordi vi ville give resten af ​​eskadronen tid til at følge med. På afstand ligner Brest en af ​​vore fabriksbyer i Øvre Schlesien, fordi flådearsenalerne udgør næsten en hel del af byen; de strækker sig næsten en halv tysk mil ind i landet, langs en halvt naturlig, halvt kunstig kanal. Resten af ​​byen er ujævn, men meget smuk, og livet er billigt. Et teater fra Louis XIV's tid er bemærkelsesværdigt, men det er i øjeblikket ikke meget værd. Den 22. april modtog vi ordre om at gå om bord til England. Klokken 1 den 26. ankom vi til Deal, hvor vi ankrede på reden og indtog kul og friske proviant, mens vores kommandant tog til London til en samtale med vores ambassadør, grev Appony, hvortil han var inviteret. Næste dag kom han tilbage og gav os ordre til straks at gå til Rexel, hvorfra vi skulle gå til Cuxhaven, forstærket af de preussiske kanonbåde.

Efterladt blev kanonbåden "Seehund", som var ankommet til Ramsgate ved Themsens udmunding under lavvandet, og vi drog ud ved 7-tiden om aftenen den 30. og ankom til Newdiep om eftermiddagen den 1. maj. Der forenede vi os med de tre preussiske skibe "Blitz", "Basilisk" og "Adler", tog nye kulforsyninger ind og fortsatte d. 3. Under rejsen til Cuxhaven skulle vi være forberedt på at støde på den danske flåde hver dag. Men uforstyrret eller rettere med utilfredstillet kampgejst gik vi 4. aften ind i Cuxhaven til befolkningens jubel. Men vi skulle ikke hvile længe, ​​for dagen efter meldte et telegram fra Helgoland at danskerne var mellem øen og udmundingen af ​​Elben. Kedlerne blev straks opvarmet og den 6. aften tog vi ud for at møde fjenden. Næste morgen meldte udkiggen om en fregat. Straks blev der telegraferet "generel jagt", alle kedler blev fyret op, sejlene sat og nu tog vi afsted på Lütkows vilde jagt. "Schwarzenberg", en fremragende løber, var hurtigt foran de andre skibe, og ved 11-tiden ved middagstid var det fremmede skib så tæt på os at vi kunne genkende skibet som den engelske fregat "Aurora" som vi allerede havde set i Deal. Nu vendte vi selvfølgelig om og efter vi var genforenet med de andre skibe, satte vi kursen mod Helgoland. Vi ankom der den næste dag; Adler blev beordret til havnen for at undersøge om der var dukket danske skibe op der; Blitz gik med samme kommando til Elbens udmunding, Basilisk til Weser. Det varede ikke længe ​​før alle tre vendte tilbage med nyheden om at danskerne var taget til Vesterhavet. Vi tog straks afsted igen og ankrede ud for Cuxhaven om aftenen. Dagen efter da vi skulle til at sejle ind, blev vi forhindret i det af den østrigske konsul som kom os i møde med nyheden om at danskere var blevet set. Vi vendte straks om igen og gik ud. Klokken 11 (jeg var på vagt) så jeg tre røgskyer i horisonten som de straks fulgte som svar på min melding. Allerede klokken 12½ kunne man skelne det danske flag med teleskopet. Nu gik jeg ned til vores sædvanlige opholdssted (contracarré), spiste min frokost med stor appetit, og så, bevæbnet med sabel, dolk og cigarer for at ryge under kampen, gik jeg til batteriet hvor jeg mødte et tordnende hurra fra min sektion (8 kanoner, to 30-punds og seks 60-punds granatkanoner). Jeg gjorde straks alt klar til kamp. De danske fregatter kom tættere og tættere på med kurs vest-syd-vest, mens vi holdt nord-vest. Da vi havde nærmet os en afstand af 15 kabler (1½ sømil, 3/8 tyske mil), gav vores kommandant ordre om at skyde, og vores første salve som begyndte engagementet, lød 3 minutter før kl. Så tændte jeg en cigar, så jeg altid kunne have nok spyt i munden på grund af den kvælende pistolrøg. Da vi var inden for 11 kabler af en, fik jeg tilladelse til at skyde og sendte straks nogle fjendtlige jernbudbringere ind i danskerne. De besvarede ilden, men deres kugler nåede os ikke. Dette fortsatte i omkring 30 minutter, indtil vores kommandant kedede sig af skydningen og besluttede at rykke tættere på. Så vi nærmede os gradvist inden for 1½ kabler (150 klasters), og nu begyndte en morderisk ild. Da jeg var tættest på midten af ​​skibet, var min sektion højst sandsynligt målet for kuglerne; ikke så mærkeligt at ud af 54 mand der betjente fire kanoner, var kun var 15 eller 20 overlevende tilbage, mens de andre lå lemlæstet rundt uden hoveder, hænder eller fødder. Nu måtte jeg selv give en hånd med, dels for at få de sårede af vejen, dels for selv at betjene kanonerne.

Sveden løb ned af min pande på grund af den frygtelige varme og arbejde; Jeg troede jeg var ved at blive kvalt, og min hals føltes tør, selvom jeg tyggede den ene cigar efter den anden. Til sidst, efter to timer, som varede fem minutter, stoppede vores skydning fordi folk skulle slukke masten, som stod i flammer. Først nu havde jeg mod nok til at se på hele det forfærdelige billede. Men det var også virkelig forfærdeligt. Gulvet var fingertykt dækket af koaguleret blod, forskellige arme, ben, hænder uden ejere lå rundt, plus de forfærdelige smertehyl fra de sårede, som var ret øredøvende. Jeg var fuldstændig dækket af knogler, hjerner og blod, våbenrøgen havde sværtet os alle så meget, at vi var fuldstændig uigenkendelige. Men selv nu var der ingen ro! Nu skulle de sårede fjernes og ilden slukkes. Det første var hurtigt overstået, det andet knap så hurtigt. Men først lykønskede de hinanden, og så var det jeg fandt ud af, at auditoren [Hauptmann] var faldet af skibet og allerede var død, og en kadet havde mistet benet.

Jeg var lige ved at glemme at beskrive afslutningen på kampen. Da vi sejlede ud af kampformationen for at slukke ilden, tog danskerne af sted. Vi sendte et par skud mere efter dem, men de gjorde ingen skade fordi de var for langt væk. Først da så vi at danskerne var stoppet, havde sat slæbetove ud og hurtigt fjernet dem med Nils Juel på slæb. Nu ankrede de andre skibe under Helgoland, men vi sejlede væk et par sømil for ikke at skade andre skibe, hvis vi skulle ryge i luften.

Så vi slukkede, arbejdede osv. så hurtigt som muligt, og endelig ved 11-tiden den nat var ilden slukket, og vi var allerede genforenet med de andre skibe som vi satte kursen mod Cuxhaven med. Vi ankom kl 3 om natten. Dagen efter blev auditør Kleinert begravet og dagen efter begravede vi med hele befolkningens kondolencer vores 34 døde, samt de 5 faldne soldater fra "Radetzky", hvoriblandt en kadet. De viste deres taknemmelighed ved at indlægge alle de alvorligt sårede på Hamborgs hospital og derefter indsamledes på 5-6 timer 55.000 mark i sølv, dels til de sårede, dels til forældrene til de tilbageværende. Beboerne i Cuxhaven og omegn tilbød også at tage sig af de lettere sårede, hvilket vi naturligvis tog imod med taknemmelighed. Generelt er folk her så imødekommende og tager så venligt imod os under vores besøg på land, at vi ikke ved, hvordan vi kan takke dem nok.

Under pinsefesten ankom flere dampere fra Hamborg hertil med besøgende som alle kun blev tiltrukket af fregatten "Schwarzenberg". Hele fregatten var hele dagen fuld af fremmede, så vi kadetter og officerer havde nok at lave fra morgen til aften for at vise dem skibet og dets inventar, samt de huller, som kugler og granater havde ramt os til at vise.

Das Seegefecht bei Helgoland.

* Einem aus "Cuxhaven, im Mai, am Bord Sr. Maj. Fregatte Schwarzenberg" datirten, uns gütigst mitgetheilten Briefe eines österreichischen Seekadeten *) an seine Eltern enthehmen wir nachstehende Schilderun der Seefahrt von Brest nach Helgoland und des Seegefechts bei der letztgenannten Insel:

Nach beendigung des Gefechts, das wir den Dänen bei Helgoland am 9. d. M. Nachm. von 1 3/4 bis 3 3/4 Uhr geliefert haben, beeile ich mich sogleich Nachrichen darüber zu geben. Fürs erste also bin ich gesund und habe ausser einigen Contusionen, welche ich beim Biederstürzen, durch das Vorbeifliegen von Kugeln oder Granaten verursacht, erhalten habe, keine weiteren Verwundungen erlitten. Da Ihr nun wisst, dass ich gesund bin, so werde ich jetzt meine Reisebeschreibung von Brest aus weiter fortsetzen. 

Also am 16. oder 17. April liefen wir in Brest ein. Dort blieben wir bis zum 22sten, weil wir der übrigen Eskadre Zeit geben wollten, nachzukommen. Brest steht von weitem aus wie eine unserer Fabriksstädte in Oberschlesien, denn die Marine-Arsenale bilden fast einen ganzen Stadttheil; sie erstrecken sich fast eine halbe deutsche Meile weit ins Land hinein, längs einem halb natürlichen, halb künsdtlichen Kanal. Die ubrige Stadt ist uneben, aber sehr hübsch und das Leben ist billig. Bemerkenswerth ist ein Theater aus der Zeit Ludwig XIV., das aber genewårtig nicht viel werth ist. Am 22. April erhelten wir Befehl, uns nach England einzuschiffen. Am 26sten früh 1 Uhr kamen wir in Deal an, wo wir auf der offenen Rhede ankerten und Kohlen und frische Lebensmittel einnahmen, während unser Kommodore sich nach London zu einer Unterredung mit unserem Gesandten, Grafen Appony, begab, zu welcher er eingeladen war. Den nächsten Tag kam er wieder und überbrachte uns den Befehl, augenblicklich nach Rexel zu gehen, von wo wir, durch die preussischen Kanonenboote verstärkt, nach Cuxhaven abgehen sollten. 

Mit Zurücklassung des Kanonenbootes "Seehund", das während der Ebbe bei Ramsgate an der Themsemündung aufgefahren war, liefen wir am 30sten 7 Uhr Abends aus und kamen am 1. Mai Nachmittags in Newdiep an. Dort vereinigten wir uns mit den dret preussischen Schiffen "Blitz", "Basilisk" und "Adler", nahmen neue Kohlenvorräthe ein und am 3ten ging es weiter. Während der Fahrt nach Cuxhaven mussten wir täglich gewärtig sein, auf die dänische Flotte zu stossen. Aber ungestört, oder vielmehr mit unbefriedigter Kampflust, liefen wir am 4ten Abends unter dem Jubel der Bevölkerung in Cuxhaven ein; aber wir sollten nicht lange Ruhe haben, denne schon den nächsten Tag meldelte ein Telegramm aus Helgoland, die Dänen zeigten sich zwischen der Insel und der Elbemündung. Sogleich wurde geheizt und am 6ten Abens liefen wir aus, dem Feinde entgegen. Am nächsten Morgen bereits meldete der Ausluger ene Fregatte. Sogleich wurde "allgemeine Jagd" telegraphirt, alle Kessel erhielten Feuerung, die Segel wurden gesetzt und nun gings wir Lütkow's wilde Jagd. Der "Schwarzenberg", ein ausgezeichneter Läufer, war den anderen Schiffen bald voraus und bereits um 11 Uhr Mittags war uns das fremde Schiff zo nahe, dass wir es als dit englische Fregatte "Aurora" erkennen konnten, welche wir schon in Deal gesehen hatten. Nun wurde natürlich Kehrt gemacht, und nachdem wir unswieder mit den anderen Schiffen vereinigt hatten, steuerten wir gegen Helgoland. Während des nächsten Tages blieben wir dort; der Adler wurde nach dem Hafen beordert, um zu erforschen, ob sich etwa dort dänische Schiffe gezeigt hätten; der Blitz ging mit demselben Befehl nach der Elbemündung, der Basilisk nach der Weser. Nich lange dauerte es, so kehrten alle drei mit der Nachricht zurück, die Dänen seien nach der Nordsee gegangen. Sogleich setzten wir und also wieder in Bewegung und ankerten Abends vor Cuxhaven. Am nächsten Tage im Begriff, einzulaufen, wurden wir durch den österr. Konsul daran verhindert, der uns mit der Nachricht entgegen gefahren kam, dass Dänen gesehen worden seien. Sogleich wendeten wir wieder und steuerten hinaus. Um 11 Uhr (ich war gerade auf Wache) erblickte ich am Horizont drei Rauchwolken, nach welchen man auf meine Meldung sogleich Kurs nahm. Um 12½ Uhr konnte man mit dem Fernrohr bereits die dåanische Flagge unterscheiden. Jetzt begab ich mich hinunter zu unserem gewöhnlichen Aufendhaltsort (contracarré), verzehrte mein Mittagessen mit grossem Appetit und ging dann bewaffnet mit Säbel, Dolch und - Cigarren, um während des Gefechtes zu rauchen, in die Batterie, wo ich con einem furchbaren Hurrah meiner Sektion (von 8 Kanonen, zwei 30fündigen und sechs 60pfündigen Granatgeschützen) empfangen wurde. Sogleich liess ich Alles klar zum Gefecht machen. Die dänischen Fregatten kamen, in der Richtung nach West-Süd-West steuernd, immer näher, während wir Nord-West hielten. Als wir auf eine Entfernung von 15 Kabeln (1½ Seemeile, 3/8 deutsche Meilen) herangekommen waren, gab unser Kommandant den Befehl zum Feuern, und unser erster Schutz, welcher das Gefecht begann, ertönte 3 Minuten vor 2 Uhr. Da zündete ich mir eine Cigarre an, um bei dem ertickenden Pulverdampf immer genug Speichel im Munde zu haben. Als wir und bis auf 11 Kabeln eineiner genähert hatten, erhielt ich die Erlaubniss zum Feuern und sogleich sandte ich den Dänen einige eiserne Feindschaftsboten in den Leib. Sie erwiderten das Feuer zwar, jedoch reichten ihre Kugeln nicht bis zu uns. So ging es ungefähr 30 Minuten fort, bis das Feuern unserem Kommandanten zu langweilig wurde und er beschloss, näher zu gehen. Wir näherten uns also nach und nach bis auf 1½ Kabeln (150 Klaster) und jetzt begann ein mörderisches Feuer. da ich der Mitte des Schiffes am nächsten war, so war meine Sektion am meisten der Zielpunkt der Kugeln; kein Wunder also, dass von 54 Mann, welche 4 Kanonen bedienten, nur 15 oder 20 gesunde übrig blieben, währen die anderen verstümmelt, ohne Köpfe, Hände oder Füsse umherlagen. Nun musste ich selbst Hand anlegen, tehils um die Verwundeten bei Seite zu schaffen, theils um selbst die Kanonen zu bedienen.

Der Schweiss lief mir von der Stirn von der furchtbaren Hitze und Arbeit; ich glaubte zu ersticken, und meine Gurgel war wie ausgetrocknet, obgleich ich eine Cigarre nach der andere zerkaute. Endlich nach zwei Stunden, welche mir wir fünf Minuten vergingen, hörte unser Schiessen auf, da die Leute beim Löschen des Eckmastes, welcher lichterloh brannte, nöthig waren. Nun erst hatte ich genug Mutze, das ganze grauenvolle Bild anzusehen. Es war aber auch wirklich schaudervoll. Der Boden war fingerdich mit geronnenem Blute bedeckt, verschiedene Arme, Beine, Hände ohne Eigenthümer lagen herum, dazu das furchtbare Schmerzgeheul der Verwundeten, das ordentlich betäubend war; ich war ganz mit Knochensplittern, Gehirn und Blut bedeckt, der Pulverdampf hatte uns alle so geschwärzt, dass wir ganz unkenntlich waren. Aber auch jetzt noch keine Ruhe! Jetzt mussten erst die Verwundeten weggeschaffen und das Feuer gelöscht werden. Das erste war schnell beendet, nicht so schnell das zweite. Zuerst aber beglückwünschte man sich, und dabei erfuhr ich erst, dass den Auditor vom Bord gefallen und bereits todt sei, und ein Kadet das Bein verloren habe.

Bald hätte ich vergessen, das Ende des Kampfes zu beschreiben. Als wir aus der Schlachtordnung hinausführen, um das Feuer zu löschen, fuhren die Dänen ab; wir schickten ihnen zwar noch einige Schüsse nach, die aber der zu grossen Entfernung wegen keinen Schaden thaten. Da erst sahen wir, dass die Dänen hielten, Schlepptaue ausbrachten und scih mit Nils Juel im Schlepp schnell entfernten. Nun ankerten die anderen Schiffe unter Helgoland, wir aber fuhren auf einige Seemeilen weg, damit wir nicht, wenn wir etwa in die Luft gingen, andere Schiffe beschädigten.

Wir löschten also, klappten etc. so schnell als möglich, und endlich in der Nacht um 11 Uhr war der Brand gelöscht und wir hatten uns schon wieder mit den anderen Schiffen vereinigt, mit welchen wir nach Cuxhaven steuerten; früh 3 Uhr liefen wir dort ein. Den nächsten Tag wurde Auditor Kleinert und den Tag darauf unter den Beileidsbezeigung der ganzen Bevölkerung unsere 34 Todten, sowie die 5 Gefallenen vom "Radetzky", unter denen ein Kadet, begrabe, Die hiesigen Einwohner haben sich überhaupt für den kleinen Dienst, den wir ihnen erwiesen haben, sehr dankbar bewiesen, indem sie nämlich alle Schwerverwundeten in das Hamburger Spital aufnahmen, dann in 5-6 Stunden 55,000 Mark Silber, theils für die Verwundeten, theils für die Eltern der Gebliebenen sammelten. Auch ahtten sich die Bewohner von Cuxhaven und Umgegend erboten, die Leichtverwundeten bei sich zu pflegen, was von uns natürlich mit Dankbarkeit angenommen wurde. Ueberhaupt sind die Leute hier so gefällig und nehmen uns bei unseren Besuchen an Land so freundlich auf, dass wir nicht wissen, wie wir ihnen genug danken können.

Während der Pfingstfeier sind mehrere Dampfer aus Hamburg mit Besuchern hier angekommen, welche alle nur durch die Fregatte "Schwarzenberg" angezogen worden waren. Die ganze Fregatte war die gedächten Tege hindurch immer mit Fremden angefüllt, so dass wir Kadetten, sowie die Offiziere von Früh bis Abends genug zu thun hatten, um ihnen das Schiff mit seiner Einrichtung, sowie die Löcher, die uns Kugeln und Granaten gechlagen hatten, zu zeigen.

*) Der Schreiber ist in Breslau geboren.

(Mnemosyne. 1. juni 1864).

Blandt de lettere sårede angives i Wilhelm Heuer Hoffmann: "Der schleswig-holsteinische Befreiungskrieg im Jahre 1864" See-Kadet Richard Schönberger und 22 Mann, hvilket måske kunne være brevskriveren. Han blev for sin tapre indsats i slaget tildelt tapperhedsmedalje i guld og forfremmet til Linienschiffsfähnrich. Han var søn af købmand F. A. Schönberger.

(Altona, 10. maj) - - Årsdagen for søslaget nær Helgoland blev fejret af officererne fra den østrigske brigade Ritter v. Kalif fejrede på en solrig måde. Den dag rejste mere end 80 officerer med brigadegeneralen i spidsen til Cuxhaven på en særligt lejet damper med regimentsmusik fra 35. infanteriregiment, hvor 50 modige marinesoldater nød evig hvile. Der blev afholdt en højtidelig begravelsesmesse, hvori også deltog en paradebataljon af Hamborgs Borgermilitær, flere civile myndigheder og næsten alle beboere i Hamburg Ritzbüttel-distriktet. Cuxhaven og Ritzebüttel var udsmykket med de smukkeste flagdekorationer; Triumfporte og bannere rejst med meningsfulde ordsprog: "Helgolands helte", og individuelle kanonsalutter, der lød langvejs fra, viste søfolkene på åbent hav, at Tyskland mindes sine haves forsvarer med taknemmelighed.

(Altona, 10. Mai.) - - Der Jahrestag des Seegefechtes bei Helgoland wurde ovon den Offizieren der österreichischen Brigade Ritter v. Kalif auf eine solenne Weise gefeiert. Mehr als 80 Offiziere, der Herr Brigade-General an der Spitze, fuhren an diesem Tage, mit der Regiments-Musik des 35. Infanterie-Regiments, auf ainem eigens gemietheten Dampfer nach Cuxhaven, allwo 50 tapfere Seesoldaten der ewigen Ruhe geniessen. Ein feierliches Todtenamt wurde gehalten, an dem sich auch ein en Parade ausgerücktes Bataillon Hamburger Bürger-Militåar, mehere Zivil-Autoritäten und fast alle Bewohner des Hamburger-Amtes Ritzbüttel betheiligten. Cuxhaven und Ritzebüttel prangten im schönsten Flaggenscmucke; Triumppforten und Transparente, mit sinnreichen Sprüchen: "den Helden von Helgoland" errichtet, und einzelne weithin tönende Kanonensalutschüsse zeigten den Seglern auf hoher See an, dass sich Deutschland der Vertheidiger seiner Meere mit Dankbarkeit erinnert.

(Militär-Zeitung. 17. maj 1865).

Mindesmærke over de faldne østrigere indviet 18. august 1865 i Cuxhaven. Ophavsret: Von Ra Boe / Wikipedia, CC BY-SA 3.0 de.

Den 17. maj 1864 ankom Niels Juel og Nordsøeskadren til København hvor den fik en heltemodtagelse. Ankomsten antydede at eskadrens mål med at forhindre tyske skibe i at forlade Cuxhaven var opgivet. Hvilket havde været den østrigsk-preussiske flådes formål.

Korvettenkapitän og kommandant Klatt, Capitänlieutenant Jung og Assistenzarzt dr. Köster blev 19. juli 1864 tildelt forskellige ordner og udmærkelser af den preussiske konge. Det samme gjaldt de to dampkanonbådes officerer.

I juli 1864 var resten af den østrigske flåde ankommet, og den 20. juli 1864 angreb de kaptajnløjtnant Hammers flotille ved Vesterhavsøerne. Om denne begivenhed, se indslag her på bloggen.

Året efter mødtes to af kombattanterne, den østrigske admiral Thegetoff og orlogskaptajn Suenson. Dette møde er beskrevet her på bloggen.

"Radetzky" eksploderede i februar 1869 ud for Fort Wellington på øen Lissa. Af besætningen reddedes 1 officer (Barth), 1 kvartermester (Kraus), 1 fyrbøder og 19 matroser.

Sønderborg. Ribe. 7de til 11te Maj 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Meddelelser fra Armeen. Hvor det dog seer sørgeligt ud i Sønderborgs Gader. En Ruin og et gjennemskudt Hus, en sværtet Murstensdynge og et ubeskadiget Sted med en Plakat i Vinduet, der fortæller, al her skjænkes varm Punsch og Kaffe. Hele Byen er som et stort Gravkammer; man møder Ingen, seer Intet uden Døden og Tilintetgjørelsen. Noget Levende saa jeg dog. Paa en Bagers Hus sad to forsultne Duer, og kikkede om efter den, der plejede at komme med deres Føde. Beboerne vare flygtede, maaske dræbte, hvem veed det. Duerne vare blevne tilbage. Ved Siden af Bagerens Hus laa en Ruin, oppe paa en halvnedstyrtet Gavl sad en Stær og baskede med Vingerne og sang og jublede af alle Livsens Kræfter, hvad kom vel Krigen og dens Rædsler Fuglen ved. Det seer ud her som i Pompeji, har en Anden sagt, men i Pompeji er enhver Konstruktion og Alt, hvad vi se, os fremmed og nyt, trods dets Ælde, Pompeji er et Monument over Talentet, stort, fredeligt og ophøjet, Sønderborg er Rædslens, Tilintetgjørelsens Billede, saa friskt, saa levende, at man endnu synes at høre de sørgelige Skrig lyde ud fra Murene, hvormed Beboerne forlode dem. Overalt viser sig Gaarsdagens Spor af Granater og Bomber, man seer Markerne af det Hastværk, som laa i Flugten, Ulykken staaer at læse paa alle Mure. Raadstueklokken ligger endnu midt i Gaden, Brandlugten trænger ind med hvert Aandedrag, siden der daglig antændes nye Huse og de tidligere antændte endnu brænde i Grunden. Nede ved Stranden møder os et andet Syn. Husene langs med Søen stode endnu den 20. i lys Lue fra om Mandagen. Paa flere Steder i Sundet, og langs med Bolværket, rager den sorte Boug eller Spanterne op af de sønderskudte Skibe, som bare de to Broer. Denne Broafbrydning skildres af Alle som det bedst og lykkeligst udførte Værk, man kan tanke sig. Det Hele stod kun nogle saa Minuter paa. Ingeniørerne havde været rede fra Kampens Begyndelse, hver Mand paa sin Post. I samme Nu som den sidste Afteling af Vore kom over, svingede de midterste Brodele ind til Sønderborg Siden, Samlingen skiltes, Strømmen drev de afbrudte Rester hver til sin Strandbred. Derefter aabnedes en voldsom Kanonild paa Pontonerne og de smaa Jagter, som sank eller brændte. Det Held og den Kløgt, som fulgte hele dette Foretagende, har udentvivl voldet de preussiske Generaler et stort Skaar i deres Glæde, thi derom tvivler da vel Ingen, at det nærmesl gjaldt dem om at forcere Overgangen til Als end at satte sig i Besiddelse af ni sammenfaldne Grushobe, hvis Kanoner kun lode sig bruge til et tydsk Triumf- og Theateroptog og dernæst sig til Støbejern, og som Ingen af os mere brød om at forsvare.

(Ribe Stifts-Tidende 7. maj 1864).

Charles Eduard Junod: Sønderborg efter bombardementet. Perlegade set fra rådhuset. Bygningen til venstre er Ernst Günthers Palais. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kriqsskuepladsen i Nørrejylland. Til Varde ankom i Søndags Middags, ifølge Byens Avis, 466 fjendtlige Soldater, befordrede paa 40 Vogne. De udskreve i Kontanter 23,000 pr. Talere, da disse naturligvis ikke kunde præsteres, erklærede den Øverstkommanderende, Oberstlieutenant Grev Hompesch, at i hvor ubehagelig (?) en Forretning det end var for ham, saa havde han dog fra Wrangel Ordre til at medtage som Gidsler indtil Betaling skeer, 10 af Byens mere ansete Indvaanere; i Kraft af denne Ordre bortslæbtes ogsaa Dagen efter sydpaa: den konst. Byfoged Fuldmægtig Lunøe, Borgerrepræsentanterne Kjøbmand Johnsen, Apotheker Helms, Overlærer Larsen, Værtshusholder L. Tranberg, Drejer Madsen og Kbmd. Søren Thomsen, samt af Privatmand: Kjøbmænderne Chr. Hansen og J. V. Palludan, Borgerrepræsentant, Konsul Haunstrup slap, paa Grund af at han er nederlansk Vicekonsul, for Fangenskabet mod at stille for sig en Sted fortræder (Kbmd. Duer). Fjenden ødelagde Telegrafen og medtog ved Bortmarchen i Mandag Morges endel rekvirerede Gjenstande saasom Oxekjød, Vin, Tobak, Cigarer, Havre, Hø og Halm.

(Ribe Stifts-Tidende 7. maj 1864)

Ribe, den 7de Maj.

Igaar Eftermiddags havde vi den Glæde at se de ti i Mandags arresterede Borgere komme tilbage, frigivne af Fjenden, og idag vil Stiftamtmanden og Borgmesteren ligeledes komme tilbage hertil. Hvorvidt dette staaer i Forbindelse med en paa Londonnerkonferencen afsluttet Vaabenstilstand foreligger der ingen bestemte Efterretninger om, maaske det ogsaa kun er en Følge af Konseilspræsidentens Rundskrivelse til de europæiske Magter angaaende de jydske Embedsmænds Arrestation. Efter Sigende skal Fjenden være i Bevægelse sydpaa, hvilket jo tyder hen paa en Udmarsch af Jylland og altsaa har den førstnævnte Formodning Sandsynligheden for sig, dog, de første Dage ville jo bringe Vished herom og indtil da maa vi ikke hengive os altfor meget til et Haab, der let kunde blive skuffet.

- I Anledning af den glædelige Begivenhed med Øvrighedens og Borgernes Tilbagekomst vajer idag overalt i Byen Dannebroge og Stemningen er mere fortrøstningsfuld end den har været i lang Tid.

(Ribe Stifts-Tidende 7. maj 1864).

Viborg, den 6te Mai. Gaarsdagen (Christihimmelfartsdag) gik temmelig rolig hen, men tidligt idag i Morgenstunden udbredte sig Tidenden om, at flere Indvaaneres Boliger vare omringede af preussisk Militair, der var paa Jagt efter Gidsler; paa denne Maade satte den fjendtlige Magt sig i Besiddelse af 6 Personer og henbragte disse til Hovedvagten, nemlig: Etatsraad, Overretsassessor Bregendahl, Kasserer ved jydske Landejendomsbesidderes Creditforenings - Contoir, Overretsprøveproct. Fasting, Borgerrepræsentanterne Kjøbmand M. Samson, Reebslager Werring, Skræderm. Munch og Skomagerm. Mehlesen, og, som det hedder, har Generalen stillet i Udsigt, at endnu flere Personer ville paa lignende Maade blive annammede, saafremt man ikke giver efter og rykker ud med den forlangte Krigscontributionssum. Hen paa Formiddagen havde man det lidet opbyggelige Syn at see, at vore 6 fangne Medindvaanere under Eskorte saavel af Cavalleri som Infanteri kjørte bort herfra ad Randersvejen; formodentlig gjælder Reisen vel neppe længer end til Aarhuus, hvortil Wrangel siges at være indtruffen, og forhaabentlig see vi dem nok snart her tilbage, eftersom det idag her fortaltes, at de Personer, der for nogle Dage siden af Fjenden som Gidsler var ført fra Hobro, imorges skulle være retournerede til deres Hjem. Ved slige Bortførelser opnaaer Fjenden dog neppe Andet end at vise, at han er i den Besiddelse af den physiske Magt. men som anvendt paa den Maade kun er simpel Raahed og hvorover selv flere hervær. preussiske Officierer have udtalt sig fordømmende. - Imorges gik atter endeel Militair herfra ad Landevejen til Holstebro saavelsom ogsaa til Skive.

- S. D. Kl. 7 Efterm. Det berettes her fra en paalidelig Kilde, at alle af Fjenden hidtil som Gidsler tagne Personer - ogsaa de i længere Tid i Rendsborg hensiddende jydske Amtmand osv. - ere frigivne; og vi kunne saaledes allerede her imorgen vente tilbage vore i Formiddag bortførte Medborgere. - Idag have Preuserne ogsaa snappet en Englænder, en ved Jernbanen ansat Overmaskinmester, ved hvis Hjælp man troer at kunne faae Lokomotiverne istandsatte til Benyttelse, hvad der dog neppe lader sig udføre i kortere Tid; det hedder forøvrigt, at Fjenden har til Hensigt at faae Forbindelsen pr. Jernbane sat igang mellem her og Randers ved Hestekraft.

- Den 7de Mai. Vore 6 Medborgere ere allerede inat vendte her tilbage fra deres Fangenskab; kort efter at være indtrufne til Randers og der indsatte vaa Hovedvagten, blev deres Frihed dem betydet, og det bekræfter sig, at alle i de forskjellige Kjøbstæder af Fjenden som Gidsler tagne Personer ere blevne frigivne. Det lader forresten til at der i flere Retninger er skeet et Omslag i Fjendens Handlemaade; han skal saaledes i Randers have givet tilbage de af ham i Banken røvede 120 Rd. ligesom ogsaa Størstedelen af de af ham der i Byen tagne Heste. Ogsaa i Mariager skal Fjenden have været, piint Indvaanerne af med c. 1100 Rd. og ved Bortgangen derfra medtaget Byens Præst, en Skolelærer tilligemed flere Borgere. - Der var her igaar den paa Eftermiddagen saavelsom iaftes stort Røre iblandt de fjendtlige Tropper, som lod formode en snart forestaaende Afmarsch, men idag er denne behagelige Tanke atter fløiten; den synlige Forandring er imidlertid den, at Fjendens Artilleri, der tidligere var opstillet udenfor Byen nu er pladseret paa Hjultorvet. 

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 9. maj 1864).

- Som et Bidrag til de preussiske Røveriers Historie kunne vi endnu meddele Følgende: Igaar Eftermiddags indfandt der sig paa Kalbygaard en Patrouille c: en Bande paa 10 Mand og en Officeer, der forlangte at see Kreaturerne, "da de havde det ubehagelige Hverv at skulle skaffe Kreaturer". De udtoge derpaa fire af de bedste Stude og efter Sigende en Hest, hvorefter de lod sig indkvartere. Imorges kjørte de videre hertil og eftersaae et Teglværk (som de troede var en Staldbygning) og en Kostald, hvor de gjorde nogle Optegnelser i en Bog. Da Køerne formodentlig ikke vare dem til Behag, forlod de atter Byen og kjørte til Østerkeilstrup, hvor endeel Kreaturer blev taget, hvormange vides endnu ikke. Formodentlig vil nu Banden hjemsøge alle de større Gaarde heri Egnen. - Det hedder, at Preusserne have standset Pengeudpresningen, da de saae, at Ingen vilde betale. Derfor kaste de dem nu over Kvæget, som de sælge til tydske og - som det hedder - danske Prangere. Vi kunne dog ikke troe, at nogen dansk Mand vil nedlade sig til at kjøbe disse Fjendens Tyvekoster, men skulde dette alligevel være Tilfældet, gjøre vi opmærksom paa, at Vedkommende udsætter sig for, naar Freden atter er vendt tilbage, at blive stillet for en Standret og skudt. Dette byder Loven. - For Fuldstændigheds Skyld meddele vi, at Preusserne i Aalborg forlangte 126,000 Rd., i Hobro 21,000 Rd. og i Varde 25,000 Rd. De medtagne Gidsier ere løsladte. - I Veile har Wrangel forlangt 35 Kreaturer daglig, og i Viborg blev der i Løverdags atter forlangt Naturalforpleining til 4000 Mand i 14 Dage. Antallet af de Heste, Preusserne have taget, beløber sig nu til c. 800, der ere og blive førte Syd paa. De tilbageblevne Kanoner i Fredericia ere ligeledes førte Syd paa - af danske Bønder. - Østerrigerne ligge endnu i Fredericia.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 9. maj 1864)

Oversættelse af tysk artikel om 5. maj 1864, se oversættelse nedenfor:

Fra Fredericia. Den 5., skrev Nordd. Z.: De fleste indbyggere havde allerede evakueret byen i begyndelsen af ​​det første bombardement, en rest trak sig tilbage med tropperne, kun de fattigste mennesker, som sandsynligvis manglede midler til at rejse, blev. Selvfølgelig blev de bedste ejendele taget væk, kun de dårlige møbler blev efterladt. Mange huse står helt tomme. I går ankom borgmesteren (August Jørgensen?) igen ad landevejen fra syd, formentlig via Lübeck. I morges fik han meldt noget ud til de borgere, som alligevel ikke er der. En del familier ankom også i går og i dag i vogne. Husenes tilstand er ikke så dårlig, som aviserne har gjort det til. Jeg anslår byen til 10 - 1200 huse - da jeg slet ingen statistiske oplysninger har; af disse er omkring en tyvendedel brændt og delvis nedrevet. De brændte bygninger ligger for det meste tæt bag volden mellem Prinsens og Kongens Porte; færre i centrum af byen. Et af de højeste punkter er vindmøllen beliggende nær Prinsens Thor på volden; Der er i dag opført et observatorium, hvorfra man kan se tre teltlejre og 23 kanoner på Fyns-kysten øst for Strib. På voldene og i kastellets depot blev taget mere end 200 kanoner, de fleste af dem fornaglede; i et arsenal nogle våben, sabler etc. og seletøj; der blev også fundet et proviantmagasin. Ellers var alt ryddet. Ammunition lå selvfølgelig i alle værkernes magasiner.

Ueber Fridericia wird vom 5. der Nordd. Z. geschrieben: Die Einwohner hatten die Stadt schon grösstente4heils beim Beginn des ersten Bombardements geräumt, ein Rest zog mit den Truppen ab, nur das ärmste Volk, dem wahrscheinlich die Mittel zur Reise fehlten, ist geblieben. Die beste Habe wurde natürlich mitgenommen, nur schlechtes Meublement blieb zurück. Viele Häuser stehen gänzlich leer. Gestern ist der Bürgermeister (August Jörgensen?) wieder eingetroffen und zwar zu Lande von Süden, wahrscheinlich via Lübeck. Heute morgen liess er etwas an die Bürger ausrufen, die doch nicht da sind. Auch etliche Familien kamen gestern und heute zu Wagen an. Der Zustand der Häuser ist gar kein so schlimmer, wie ihn die Zeitungen bisher dargestellt. Ich taxire - da mir statistische Angaben gänzlich fehlen - die Stadt auf 10 - 1200 Häuser; von diesen ist ca der zwanzigste Theil verbrannt und theilweise demolirt. Die verbrannten Gebäude liegen zumeist dicht hinter dem Wall zwischen dem Prinzen- und Königsthor; wenige nur in der Mitte der Stadt. Einer der höchsten Punkte ist die in der Nähe des Prinzen-Thors auf dem Wall gelegene Windmühle; dort ist heute ein Observatorium errichtet worden, von wo man ander Fühnschen Küste, östlich von Strüb, drei Zeltlager und 23 Kanonen sieht. Auf den Wällen und im Depot der Citadelle erbeutete man über 200 freilich meist vernagelte Kanonen; in einem Arsenale eininge Waffen, Säbel etc. und Pferdegeschirre; auch ein Proviant-Magazin fand sich. Sonst war alles geräumt. Munition freilich lag in allen Magazinen der Werke.

Incendie de Fredericia par l'artillerie autrichienne. L' illustration: journal universel. 16. april 1864

(Bamberger Zeitung 9. maj 1864)

Det var ikke rigtigt, naar det sidst heri Bladet heed, at den preussiske Patrouille, der iforgaars var paa Studerov, tog endeel Kreaturer med fra Østerkeilstrup; Patrouillen var rigtignok paa denne Gaard, saavelsom paa Vesterkeilstrup, men da der ingen fede Stude fandtes, tog den bort igjen med uforrettet Sag. I Holms Mølle og paa Grauballegaard giorde Studerøverne derimod en bedre Fangst; paa det første Sted tog de nemlig 4 Stude med sig og paa det sidste 2. Endelig tog de hos en uformuende Mand i Resendal begge hans Arbeidsstude, men da Manden fulgte med og tiggede og bad om at faae sine Stude igjen, "rørtes omsider den preussiske Officeers Hjerte", og Manden fik sine Stude udleverede. Patrouillen, der er vendt tilbage til Aarhuus, laae igaar Nat i Linaa Kro, hvor den opførte sig meget vel, men glemte kun at betale, hvad den forlangte. Officeren havde udtrykkelig Ordre til at skaffe 20 Stude, og han var meget ulykkelig over, at han kun kunde skaffe Halvdelen. Paa Spørgsmaal om, hvad der skulde gjøres ved Studene, svarede de Menige, at de fra Aarhuus skulde sendes til Flensborg for at sælges (!).

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 11. maj 1864)

Die deutschen Mächte, die Herzogthümer und Kopenhagen. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående artikel fra den tyske avis Allgemeine Zeitung giver en politisk vurdering set fra tysk side af våbenstilstanden efter slaget ved Dybbøl. Oversættelse først, dernæst originalen:

**Neumünster, 1. maj. Så blev fæstningen Fredericia ryddet for danskerne, de har tabt hele fastlandet! Der er i militære kredse ingen tvivl om at deres stilling på Als heller ikke kan opretholdes, og den preussiske hærs hidtidige passivitet kan kun forklares ud fra hensynet til den uforholdsmæssige indsats i arbejdskraft som den permanente besættelse af øen ville kræve. Landkrigen kan derfor anses for overstået. Hvordan skal historien registrere det? To stormagter vil kunne optegne nogle strålende militære succeser. Det lille land mellem bælterne har ikke uværdigt forsvaret sig. Men dens politiske betydning er stadig af tvivlsom værdi. Selv nu efter kongen af ​​Preussens rejse, hvorpå sejrherrens krigsherre fra Dybbøl blev mødt med en jubel over hele vort land som kun burde være berettiget, er Preussen selv nu ikke i stand til at forpligte sig seriøst til den nationale sag, og Østrigs statsmænd kan stadig ikke bruge muligheden for igen at overtage sin stilling som vogter af tysk nationalitet fra kejserstaten. Ganske vist er begge magter kommet lidt tættere på nationens sag og retfærdighed i det forgangne kvartal. Østrig lader den forenede stat som det stadig stræber efter, forsvinde mere og mere på grund af analogien med dets eget imperium som slet ikke er gyldig i betragtning af de modsatrettede retsforhold. Og i Preussen er der allerede en i alarmerende brændende grad ønsker om en annektering, som i det mindste vil ramme os negativt, idet "princippet om det danske monarkis integritet", denne opfindelse der er en Talleyrand værdig, må blegne for den. Der er al mulig udsigt til at denne udvikling i de to magters hensigter ikke vil få en ende foreløbig. Om ikke andet vil Danmark, især København, gøre Slesvig-Holsten frit og uafhængigt; for den for de tyske magter heldigvis utilgængelige danske hovedstad gør alt for at påtvinge dem den rene helstatsstilling. Også den politik som i mangel af højere inspiration og ethvert syn på historiske strømninger kun holder sig til det der er håndgribeligt nærværende, vil før eller siden erkende den fuldstændige umulighed i at gennemføre den tidligere stormagtsteori. Selv politik der i mangel af nogen højere inspiration og ethvert syn på historiske strømninger kun holder sig til det der er håndgribeligt nærværende, vil før eller siden erkende den fuldstændige umulighed i at gennemføre den tidligere stormagtsteori. Private breve fra København beskriver stemningen der efter Dybbøls fald lige så krigerisk som i begyndelsen af ​​felttoget. På trods af alle de tab som især ramte den danske hovedstad (de københavnske regimenter, 1., 11. og 20. eksisterer næppe mere) var der næsten enstemmigt ønske om at fortsætte kampen uden hvilken København selv ville være tabt. Efter at være blevet rig gennem røveri af "provinserne", men også rig på behov, et moderne Babel af luksus og umoral, må den danske hovedstad som allerede var alt for stor for hele staten, stå over for sin fuldstændige undergang i den økonomiske adskillelse af hertugdømmerne. Krigen derimod påvirker ikke denne bys velstand; dens fabrikker nyder godt af forsyninger til hæren, deres handel blomstrer på bekostning af de lammede tyskere. - Hvis disse forhold kun får den rette påskønnelse, så - det er her den indsigtsfulde overbevisning - vil det være Østrig, der bliver den første af de to tyske stormagter til at ære loven. Hvis den fælles stat anerkendes som umulig, så har kejserdømmet intet andet valg.

Men i bund og grund er det lige meget, hvilke hensigter magterne har og vil have med hensyn til den enighed, hvormed vort land har samlet sig om hertug Friedrichs flag. Siden embedsmændene der tilbad Christian IX ved fejltagelse eller viljesvaghed, erklærede sig løs fra eden, har den danske konge mistet den sidste svage base i landet. Den preussiske annektering har lige så få venner. I så henseende er det overflødigt for os, men det kan i det mindste ære Frankrig ved konferencen, hvis der ved hjælp af samtykkeadresserne til den velkendte bevarelse af vore stænder i alle lokaliteter afholdes en slags forventet folkeafstemning om den arvelige hertug, som ingen næppe udebliver fra. Og hvad der siges skriftligt de enkelte steder på denne måde, vil gentages i fællesskab den 8. i denne måned for hele Slesvig-Holsten i Rendsborg.

**Neumünster, 1 Mai. Also das feste Fridericia von den Danen geräumt, das ganze Festland für sie verloren! Dass auch ihre Position auf Alsen nicht zu halten, wird in militärischen Kreisen nicht bezweifelt, und es erklärt sich die vortige Unthätigkeit der preussischen Armee wohl nur aus der Rücksicht auf den unverhältnissmässigen Aufwand an Mannschaft den die dauernde Besetzung der Insel erfordern würde. Der Landkrieg kann daher als beendet gelten. Wie wird die Geschichte denselben zu registriren haben? Einige Glänzende militärische Erfolge der beiden Grossmächte hat sie zu verzeichnen, eine nicht unrühmliche Vertheidigung des kleinen Volks der Belte. Aber die politische Bedeutung desselben ist noch immer von zweifelhaften Werth. Auch jetzt, nach der Reise des Königs von Preussen, auf welcher dem Kriegsherrn der Sieger von Düppel überall in unsern Landen ein Jubel entgegengetragen wurde der erst gerechtfertigt werden sollte, auch jetzt vermag Preussen sich nicht zur nationalen Sache ernstlich zu bekennen, und Oesterreichs Staatsmänner nutzen noch immer nicht die Gelegenheit dem Kaiserstaat die Stellung als Wächter deutscher Nationalität wieder zu vindiciren. Etwas freilich haben beide Mächte in dem verschlossenen Quartal sich der Sache der Nation und des Rechts genähert. Oesterreich lässt den von ihm, wegen der bei den entgegengesetzten Rechtsverhältnissen gar nicht stichhaltigen Analogie des eigenen Reichs, noch immer angestrebten Gesammtstaat immer mehr sich verflüchtigen, und bei Preussen schimmern bereits in bedenklichem Grad Annexionsgelüste durch die wenigstens negativ uns zugute kommen, indem das "Princip der Integrität der dänischen Monarchie," diese eines Talleyrand würdige Erfindung, davor erblassen muss. Es ist alle Aussicht vorhanden dass dieser Entwinklungsgang in den Absichten der beiden Mächte sein Ende nicht so bald erreicht. Wenn nicht anderweitig, so wird durch Dänemark, speciell durch Kopenhagen, Schleswig-Holstein frei und selbstständig werden; denn die dänische Hauptstadt, die glücklicherweise den deutschen Mächten  unerreichbar, thut alles um denselben den reinen Reichtsstandpunkt aufzuzwingen. Auch die Politik welche, in Ermangelung jeglicher höheren Inspiration und jeglichen Blicks für geschichtliche Strömungen, sich nur an das handgreiflich Vorliegende hält, wird früher oder später die vollständige Unermöglichkeit der Durchführung der bisherigen Grossmachtstheorie erkennen. Privatbriefe aus Kopenhagen schildern die dortige Stimmung auch nach dem Fall von Düppel als ebenso kriegerisch wie beim Beginn des Feldzugs. Trotz aller Verluste, welche namentlich eben die dänische Hauptstadt betroffen (die Kopenhagener Regimenter, das 1., 11. und 20. existiren kaum noch) wünscht man fast einhellig die Fortsetzung des Kampfes, ohne den Kopenhagen selbst verloren wäre. Reich geworden durch den Raub der "Provinzen", aber auch an Bedürfnissen reich, ein modernes Babel an Luxus und Sittenlosigkeit, muss die dänische Hauptstadt, die schon für den Gesammtstaat viel zu gross war, in der auch nur finanziellen Abtrennung der Herzogthümer ihren vollständigen Ruin erblicken. Der Krieg dagegen berührt den Wohlstand dieser Stadt nicht; ihre Fabriken erfreuen sich der Lieferungen für die Armee, ihr Handel blüht auf Kosten des Lahmgelegten deutschen. - Wenn diese Verhältnisse erst zur gehörigen Würdigung gelangen dann - so ist hier er Einsichtsvollen Ueberzeugung - wird es Oesterreich seyn das zuerst von beiden deutschen Grossmächten dem Recht die Ehre gibt. Ist der Gesammtstaat als unmöglich erkannt, so hat das Kaiserreich keine andere Wahl.

Aber es ist im Grunde gleichgültig welche Absichten die Mächte hegen, und hegen werden, der Einstimmigkeit gegenüber mit der unser Land um des Herzogs Friedrich Fahne sich geschaart. Seit auch die Beamten welche Christian IX, in Irrthum oder Schwäche gehuldigt, sich des Eides entbunden erklärt, hat der Dänenkönig den letzten schwachen Stützpunkt im Lande verloren. Ebensowenig Freunde hat die preussische Annextion. Es ist insofern für uns selbst überflüssig, aber es mag doch auf der Conferenz wenigstens Frankreich in Ehren binden, wenn mitelst der Zustimmingsadressen zu der bekannten Verwahrung unserer Stände in allen Ortschaften sich eine Art anticipirter Volksabstimmung für den angestammten Herzog vollzieht, von der kaum einer sich ausschliesst. Und was in dieser Weise schriftlich in den einzelnen Orten ausgesprochen, wird am 8. d. M. ganz Schleswig-Holstein in Rendsburg in offener Landsgemeine wiederholen. 

(Allgemeine Zeitung, 6. maj 1864).

Sammen  med Frankfurter Zeitung og Kölnischer Zeitung var Allgemeine Zeitung blandt de vigtigste dagblade i det tyske forbund. Det var grundlagt i 1798. På grund af censur, rykkede bladet 18907-1882 til Augsburg. Blandt bidragyderne gennem tiderne til bladet var Heinrich Heine, Friedrich Engels, Friedrich Hebbel, samt en lang række af betydende skribenter.

Chefredaktør på daværende tidspunkt var Gustav Kolb (1798-1865). Han førte en uafhængig, ikke ensidig og partiløs verdensborgerlig linje, hvilket afspejler sig i denne artikel såvel som i de andre artikler fra bladet som er i denne serie. 

Kaptajn Hammer og Vesterhavsøerne Sylt, Föhr mm., Marts-Juni 1864. (Efterskrift til Politivennen).

Otto Christian Hammer (1822-1892) var 1854 blevet ansat som krydstold- samt fyr- og vagerinspektør på kongedømmets Vestkyst, fra 1862 tillige ved tønde-, vager- og fyrvæsenet på Ejderen. Med titel af premierløjtnant var han chef for Vesterhavsøerne i Krigen 1864. Følgende artikler beskriver samme hændelser, set fra to sider. Hvorvidt den ene version eller den anden er mere sand end den anden, er det formentlig umuligt at efterprøve.  

Oversættelse af tysk artikel, original følger efter oversættelsen:

Flensborg 8. marts. Den følgende hændelse fandt sted på Sild sidste fredag. Kaptajn Hammer som er berygtet for sin danske fanatisme efter i årevis at havde været kommandør over toldkuttere der var stationeret nær Sild, landede med en kanonbåd og 20 bevæbnede søfolk ved Keitum, gik til guvernøren, en tidligere dansk officer, Tvede, og krævede at de Sild-beboere som havde overbragt øens hyldest til hertug Friedrich, kom til stede. De kom, men sammen med mange Sild-folk, der var mistænkelige. Hammer erklærede nu at hvis hyldesten ikke blev tilbagekaldt, ville han tage stedfortræderne med sig som fanger. Tilbuddet blev naturligvis nægtet, men folket gjorde ham klart at stedfortræderne ikke godvilligt ville lade sig tage med. Kaptajnen fik mandskabet til at lade og truede med at skyde hvis der blev budt modstand. Kaptajn Lassen gik hen til ham med ordene: "Bare skyd, jeg bliver det første lig, du det andet!" Hammer var tilsyneladende ikke forberedt på en sådan modstand; han tøvede og ville trække sig tilbage til båden med sine mænd; men nu stod folk fra Sild frem og erklærede at han nu var deres fange. Hammer indlod sig til sidst på kapitulation og udvirkede fri tilbagetrækning mod det løfte, der blev givet skriftligt til landfogeden om, at han ikke ville komme tilbage til øen.

Flensburg, 8. März. Am vorigen Freitag hat sich auf Sylt folgener Vorfall zugetragen. Capitän Hammer, der seit Jahren wegen seines dänischen Fanatismus berüchtigte Befehlshaber des bei Sylt stationirten Zoll-Kutters, landete mit einem Kanonenboot und 20 bewaffneten Seeleuten bei Keitum, begab sig zum dortigen Landvogt, einem früheren dänischen Offizier, Tvede, und verlangte die Zistirung derjenigen Sylter, welche dem Herzoge Friedrich die Huldigung der Insel überbracht hatten. Sie kamen, mit ihnen aber eine Menge Sylter, welche Verdacht schöpften. Hammer erklärte nun, dass, wenn die Huldigung nicht widerrufen würde, er die Deputirten als Gefangene mitnähme. Das Anerbieten wurde natürlig zurückgewiesen, das Volk aber bedeutete ihm, dass man die Deputirten nicht gutwillig würde abführen lassen. Der Capitän liess nun seine Mannschaft laden und drohen, er würde, sofern Widerstand geleistet würde, schiessen lassen. Da trat der Kapitän Lassen auf ihn zu, mit den Worten: "Schiessen Sie nur, ich werde die erste Leiche Sein, Sie sind die zweite!" Hammer war auf einen solchen Widerstand offenbar nicht vorbereitet; er stutzte und wollte sich mit seinen Leuten auf das Boot zurückziehen; aber nun traten die Sylter mit der Erklärung hervor, er sei jetzt ihr Gefangener. Hammer liess sich endlich auf eine Capitulation ein, und erwirkte sich freien Abzug gegen das schriftlich auf der Landvogtei abgegebene Versprechen, dass er die Insel hinfür nicht wieder betreten wolle.

(Straubinger Tagblatt, 17. marts 1864).

Hammers flotille ved Föhr: Bl.a. Liimfjord, Auguste. Christian Friedrich Brandt (1823-1891). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Vesterhavsøerne. Et Brev fra Vyk af 22. marts, der har været meget længe undervejs, bringer følgende berigtigelse af, hvad der er sket ovre på øen Sild:

Kapitain Hammer ankom den 3. marts om morgenen til List, og da han der erfarede, at man i Keitum havde hyldet prætendenten, samt at der samme dags eftermiddag var berammet en folkeforsamling for at organisere en væbnet modstand imod det kgl. militær, der mulig kunne forventes dertil, tog han straks op til byen Keitum med de ca. 20 mand, han havde hos sig for at forebygge dette. Kaptajn Hammer lod hovedmændene for oprøret dr. Jenner, C. Lornsen, A. Andersen, U. Bleicken, Jansen og Simonsen, alle af Keitum, afhente til Landfogdiet i Tinnum, hvor han var taget ind, og hvor de også ankom med undtagelse af dr. Jenner, der var forsvundet. Her stillede kaptajn Hammer nævnte herrer alternativet imellem enten at føres bort som fanger eller at afgive et revers, hvorved de forpligtede sig til, så længe hs. maj. kongen af Danmark havde faktisk herredømme på øerne og i farvandene, en for alle og en, efter bedste evne at drage omsorg for orden og rolighed på øen og intet at foretage i danskfjendtlig retning. Et sådant revers blev dernæst af de nævnte herrer udfærdiget, underskrevet og oplæst for den ved landsognet imidlertid sammenløbne folkehob, som derefter rolig fjernede sig. Det vil deraf ses: 1) at kapt. Hammer ikke, således som i en korrespondanceartikel i "Itzehoer Nachrichten" nr. 30 af 10. marts 1864 er anført, måtte udstede noget revers til sild-beboerne, men at disse derimod måtte udstede et sådant til ham; 2) at kaptajn Hammer ikke, som det endvidere hedder "schimpflich abzieben müsste", men derimod fuldkomment opnåede sin hensigt, nemlig at forhindre et åbent oprør og ved navns underskrift at aftvinge hovedmændene for samme og den påtænkte folkevæbning løfte om ordens og roligheds opretholdelse.

(Dagbladet (København), 25. april 1864)

Oversættelse af tysk artikel. Original følger oversættelsen:

Pastor Møller fra Øland rapporterer om et brev fra sin kone fra Husum i Norddeutsche Zeitung, der offentliggøres i Flensborg, hvorfra vi refererer følgende: "Den 17. om aftenen kom en mand der identificerede sig som løjtnant Rasmussen, ledsaget af fem soldater til pastor Møllers hus, som tilfældigvis var fraværende, og informerede pastorens kone om at han var sendt af kaptajn Hammer, og at han havde brug for at tale med hendes mand. Da hun erklærede at hendes mand ikke var hjemme, og også også var lidt indigneret over det tilsyneladende mislykkede forsøg på at slæbe sin mand væk, glemte den påståede løjtnant ikke at spytte hende i ansigtet og fortælle hende at hvis hun var en mand og ikke en gammel "løgnagtig kvinde", ville han have bundet hende og trukket hende med for at kaptajn Hammer kunne gennemprygle hende. I øvrigt ville kaptajn Hammer selv komme til Øland om et par dage. Sandheden i denne for dansk skik karakteristiske måde at kommunikere på, er desto mindre tvivlsom da pastor Møllers kone absolut ikke har nogen grund til at uretfærdiggøre den danske nation. Hun er selv dansker, en nær bekendt af grevinde Knuth. Som et resultat af konens advarsel vil pastor Møller nu foretrække ikke at vende tilbage til Øland.

Aus Husum wird mit der neuen in Flensburg erscheinenden Norddeutschen Zeitung von Pastor Möller aus Öland ein Schreiben seiner Frau mitgetheilt, dem wir Folgendes entnemmen: "Am 17. Abens kam ein Mann, der sich als Marinenlieutenant Rasmussen zu erkennen gab, in Begleitung con fünf Soldaten in das Haus des zufällig abwesenden Pastors Möllers und theilte der Frau Pastorin mit, dass er von Capitän Hammer abgesandt sei und nothwendig ihren Mann sprechen musse. Als diese erklärte, dass ihr Mann nicht zu Hause sei, sie sich auch wohl etwas entrüstet über den augenscheinlichen Versuch der Wegschleppung ihres Mannes ausliess, vergass der angebliche Lieutenant sich so weit, der Pastorin ins Gesicht zu speien und ihr zu sagen, wenn sie ein Mann wäre und nicht ein altes "Lügenweib" dann würde er sie binden lassen und mitschleppen, damit sie bei dem Capitän Hammer durchgeprügellt werde. Übrigens were der Capitän Hammer in einigenn Tagen selbst nach Öland kommen. An der Wahrheit dieser für dänische Sitten charakteristischen Mittheilung ist um so weniger zu zweifeln, als die Frau Pastorin Möller durchaus kaine Veranlassung hat, der dänischen Nation Unrecht zu thun. Sie ist selbst eine Dänin, enge eingeborne Gräfin Knuth. In Folge der Warnung seiner Frau wird Pastor Möller es nun wohl vorziehen, nicht nach Öland zurückzukehren.

(Süddeutsche Zeitung, 1. april 1864).

Kaptajnløjtnant Otto Christian Hammer. Forlagsbureauet, 1865. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Vesterhavsøerne, navnlig Før og Sild, på hvilke stemningen er stærkt bearbejdet af slesvigholstenske udsendinge, holdes med stor dygtighed i orden af kaptajn Hammer med nogle kanonbåde og et lille mandskab. Om et besøg af kaptajnen på øen Sild, som er blevet løgnagtig fremstillet i tyske blade, melder ifølge "Dgstelg." et privat brev følgende: Han kom fra List med 10 mand i en stærk tåge og tog ganske ubemærket ind til landfoged Tvede; derfra sendte han mandskabet hen til kaptajnerne Andersen og Bleiken for at hente dem hen til ham da han ønskede at tale med dem; da de kom begge, men meget opbragt over, at de således blev hentete. Hammer havde en opfordring til dem fra regeringen, om at forholde sig rolige, hvilken han forlangte, de skulle underskrive, men de nægtede det i begyndelsen. Imidlertid hørte Hammer råb og spektakler udenfor: det var sildringerne, en masse mennesker, store og små, mænd og kvinder, som havde samlet sig udenfor bevæbnede med hvad de bedst kunne, og stormede mod Landvogteriet. Hammer lod sin officer med 10 mand stille sig op udenfor med deres geværer, og de kommanderede nu folk tilbage, men disse støjede og skreg, at det gik ikke, før Andersen og Bleiken bleve udleverede. Da Matroserne derpå blev kommanderede til at lægge an, skiltes de dog ad som avner for vinden, hver til sin side; den stærke tåge hjalp måske noget til at indjage dem skræk, da de ikke bestemt kunne se, hvor mange mand, Hammer havde. De to herrer formåedes omsider efter megen snakken frem og tilbage til at underskrive og slap så fri igen; derefter gik Hammer ud til folket og sagde dem med få ord, at når de kun forholdt sig rolige, var der Intet i vejen, og han ville kun deres vel; så råbte de Hurra, og hver gik til sit. De fejlagtige beretninger om denne historie havde forøget urolighederne noget på Før, hvis beboere straks besluttede at træde lige så energisk op, men efter at Hammer efter sin tilbagekomst dertil med kanonjollerne har ladet en af de værste urostiftere arrestere, er alt der igen roligt.

(Ribe Stifts-Tidende, 5. april 1864).

Den danske kaptajn Hammer tyranniserer nu friserne på Føhr med 150 soldater; I øvrigt vil han lære at friserne ikke er til at spøge med; deres gamle motto: "Bedre at dø end slave" gælder den dag i dag.

Der dänische Kapitän Hammer tyrannisirt jetzt mit 150 Soldaten die Friesen auf Föhr; er wird übrigens erfahren, dass mit den Friesen nicht zu spassen ist; ihr alter Wahlspruch: "Lieber todt als Sklav", gilt heute noch.

(Kemptner Zeitung, 17. april 1864).

Som "Itzehoer Nachrichten" rapporter, har den danske kaptajn Hammer formået at bringe et antal af 150 danskere til øen Föhr, hvilket resulterer i at han nu fremstår som den absolutte herre, og de stakkels øboere, frisere lavet af ægte skrot og korn, bliver tyranniseret ved enhver lejlighed.

Wie die "Itzehoer Nachrichten" melden, ist es dem dänischen Kapitän Hammer gelungen der Insel Föhr ein Einzahl von 150 Dänen zu bringen, in Folge dessen er jetzt als unumschränkter Herr auftritt und die bedauernswerthen Insulaner, Friesen aus echtem Schrott und Korn, bei jeder Gelegenheit tyrannisirt.

(Volks- und Schüẗzen-Zeitung, 20. april 1864).

Oversættelse af tysk artikel, original følger:

En reporter fra Botschafter skrev den 28. april: "Fra den frisiske vesterhavsø Sild lyder der igen et nødskrig efter ​​den østrigske flådes ankomst. De ved at kommandanten for den danske kanonbådseskadron i Nordsøen, kaptajn Hammer, da han den 3. april landede nogle få mennesker på Sild, kun var i stand til at unddrage sig fangenskab ved at give sit æresord på ikke at genere øen længere; på trods af dette æresord dukkede kaptajn Hammer op omkring midten af ​​april med godt 100 mand for at hente nogle værnepligtige der var på Sild. De gjorde sig usynlige, og nu tøvede Hammer ikke med at trække disse værnepligtiges hustruer ud af deres hjem under hård mishandling. To af de eftersøgte dukkede som følge af det op, resten forblev skjult, på trods af husundersøgelser til dels med fysisk mishandling af de pågældende beboere på hele øen. Først efter at nyheden om Dybbøl-stillingen blev kendt, og nyheden samtidig spredtes om, at de eftersøgte militærmænd var flygtet til fastlandet under livsfare, blev de arresterede kvinder løsladt. Siden da har øen dog været næsten fuldstændig blokeret, kun lejlighedsvis kommer beskeder fra fastlandet til øen via hemmelige ruter. Øboernes mod er stadig ubrudt, de holder ud ved passiv modstand, men holder sig kun oppe med håbet om en hurtig frigørelse fra det pres der tynger dem - en befrielse som ifølge sagens art kun kan opnås fra den østrigske flotille.

Der Berichterstatter des Botschafter schreibt vom 28 April: "Von der friesischen Nordsee-Insel Sylt tönt abermals ein Nothschrei nach der Ankunft der österreichischen Flotte herüber. Sie wissen dass der Befehlshaber des dänischen Kanonenbootgeschwaders in der Nordsee, Capitän Hammer, als er am 3 April mit wenigen Leuten auf Sylt landete, sich nur dadurch der Gefangennehmung entziehen konnte dass er sein Ehrenwort verpfändete die Insel nicht weiter zu belästigen; trotz dieses Ehrenworts erschien Capitän Hammer um die Mitte Aprils mit reichlich 100 Mann, um einige sich auf Sylt aufhaltende Militärpflichtige einzuziehen. Die Leute machten sich unsichtbar, und jetzt nahmen Hammer keinen Anstand die Frauen dieser Militärpflichtigen unter starker Bedeckung aus ihren Häusern zu schleppen. Zwei der Gesuchten stellten sich in Folge dessen, die übrigen blieben verschwunden, trotsdem dass Hausdurchsuchungen theilweise unter körperlicher Misshandling der betreffenden Einwohner in allen Theilen der Insel angestellt wurden. Erst nachdem die Nachricht vom Fall der Düppeler Stellung bekannt geworden, und zugleich die Kunde sich verbreitetete dass die gesuchen Militärpflichtigen sich unter Lebensgefahr nach dem Festland geflüchtet, wurden die verhafteten Frauen in Freiheit gesetzt. Seitdem aber ist auch eine fast gänzliche Absperrung der Insel eingetreten, nur auf Schleichtwegen gelangen ab und zu Mittheilungen vom Festland nach der Insel. Noch ist der Muth der Insulaner im Beharren bei ihrem passiven Widerstand ungebrochen, doch hält denselben nur die Hoffnung auf eine baldige Erlösung von dem Druck der auf ihnen lastet aufrecht - eine Erlösung die ihnen der Natur der Sache nach nur von der österreichischen Flottille werden kann.

(Allgemeine Zeitung, 4. maj 1864).

Husum. Kaptajn Hammer med sine kanonbåde er nu nær Sild, klar til at flygte nordpå til enhver tid, så der kun er behov for et lille fremstød for at rydde Slesvig-Holstens vesthavsøer for disse.

Husum. Der Kapitän Hammer liegt mit seinen Kanonenbooten jetzt bei Sylt, jeden Augenblick zur Flucht nordwärts bereit, so dass es nur eines geringen Anstosses bedarf, um die schleswig'schen Westsee-Inseln von diesem zu säubern. 

(Neuer Bayerischer Kurier, 4. maj 1864).

Oversættelse af tysk artikel, original følger:

Siden begyndelsen af ​​april har den danske kaptajn Hammer holdt til på de vestslesvigske øer, især på Føhr og Sild. Til den første ø bragte han et antal af 150 "tapre landsoldater", hvorefter han optrådte som absolut herre og tyranniserede de stakkels øboere - frisere lavet af ægte [skrot og korn] - ved enhver lejlighed. For at gøre passagen på vestkysten af ​​Slesvig så vanskelig som muligt for tyske krigsskibe, placerede Hammer Seetonnen og Baaken, især ved Føhr og længere nordpå, for at vildlede skibene. Kaptajnen, en energisk og klog mand, bistås af andre danske officerer i disse drengestreger. Fra den 12. april rekvirerede han en gruppe på 106 danske soldater påståede værnepligtige på Sild og gik så langt i tyranniet at fire kvinder hvis ægtemænd var flygtet fra rekvisitionen, tilbragte så lang tid låst i vagten sammen med de rå soldater, indtil hendes mænd overgav sig. Den 17. havde danskerne den frækhed til at beordre valget til rigsrådet. Ingen sylter stemte: hvis der er valg, gøres det af de danske embedsmænd og præster. Endelig forsvandt plageånden. Tre påståede militærofficerer som danskerne ikke kunne få, vandrede under livsfare over Schlick til fastlandet i løbet af ebben og ankom helskindet.

Schleswig-Holsteinische Angelegenheit.

Seit Anfang April haust der dänische Kapitän Hammer auf den westschleswigschen Inseln, besonders auf Föhr und Sylt. Nach der erstern Insel brachte er eine Anzahl von 150 "tappere Landsoldaten", in Folge dessen er als unumschränkter Herr auftrat und die bedaurnswerthen Insulaner - Friesen aus echtem Schrot und Korn - bei jeder Gelegenheit tyrannisirte. Um deutschen Kriegsschiffen die Passage an der scleswigschen Westküste möglichst zu erschweren, hat Hammer die Seetonnen und Baaken, besonders bei Föhr und weiter Nordwärts, falsch aufgelegt, um die Schiffe irre zu führen. - Bei diesen Streichen wird der Kapitän, ein energischer und umsichtiger Mann, von andern dänischen Offizieren unterstützt. Vom 12. April an requirirte eine Truppe von 106 dänischen Soldaten auf Sylt angebliche Militärpfichtige und ging deibei in der Tyrannei so weit, dass sie vier Frauen, deren Männer sich durch die Flucht der Requisition entzogen hatten, so lange auf der Wachtstube bei den rohen Soldaten einsperrte, bis ihre Männer sich gestellt hatten. Am 17. hatten die Dänen die Frechheit, die Reichsrathswahlen anzubefehlen. Kein Sylter hat gewählt: wenn eine Wahl erfolgt, so ist sie durch die dänischen Beamten und Pfarrer geschehen. Endlich zogen die Peiniger ab. Drei angebliche Militärpfichtige, welche die Dänen nicht hatten bekommen können, haben während der Ebbe einen Gang auf Leben oder Tod über Schlick auf's Festland gemacht und sind glücklich angekommen.

(Nürnberger Abendzeitung, 5. maj 1864).

Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

Vi husker frem for alt indbyggerne på øerne på Slesvigs vestkyst, de "delefri" frisere; Denne urtyske, modige, robuste folkestamme har altid været et bolværk mod dansk undertrykkelse, den sidste af de slesvigske stammer, der bøjede sig for det danske åg, og fra deres midte rejste sig den første forkæmper og martyr for sagen i 1830'erne hertugdømmerne. Med udbruddet af den nuværende krig begyndte en periode med lidelse og rædsel for disse øboere. Danske krydsere og kanonbåde besatte deres farvande og under ledelse af søkaptajn Hammer blev de unge, så vidt de ikke havde undsluppet forfølgelsen ved at flygte, trukket væk og tvunget til at kæmpe mod deres tyske brødre på danske krigsskibe, for ikke at nævne de mange andre uretfærdigheder der blev praktiseret mod de forsvarsløse beboere. Det vil være kendt fra tidligere rapporter, hvor mandigt folket i Sild mødte kaptajn Hammer, især på hans første ekspedition mod deres ø; men selv det modigste sind måtte endelig vige for brutal kraft og overlegenhed.

Wir erinnern hier vor Allem an die Bewohner der Inseln der schleswigschen Westküste, die "delen freien" Friesen; dieser urdeutsche, brave, kernige Volksstamm war von jeher ein Bollwerk gegen dänische Unterdrückung, unter allen schleswigschen Stämmen der letzte, der sich dem dänischen Joche gebugt und aus seiner Mitte erstand denn auch in den dreitziger Jahren unseres Jahrhunderts der erste Vorkämpfer und Märtyrer für die Sache der Herzogthümer. Mit dem Ausbruch des gegenwärtigen Krieges begann für diese Inselbewohner eine Leidens- und Schreckenszeit. Dänische Kreuzer und Kanonenboote okkupirten ihre Gewässer und unter der Anführung des Seekapitäns Hammer wurde die Jugend, soweit sie sich nicht bereits durch die Flucht den Nachstellungen entzogen hatte, fortgeschleppt und gezwungen, auf dänischen Kriegsschiffen gegen ihre deutschen Brüder zu kämpfen, abgesehen von mancher weiteren Unbill, die genen die wehrlosen Bewohner geübt wurde. Es wird aus früheren Berichten bekannt sein, in welch mannhafter Weise die Sylter namentlich jenem Kapitän Hammer bei seiner ersten Expedition gegen ihre Insel entgegentraten; allein auch der tapferste Sinn hat endlich der rohen Gewalt und Uebermacht weichen müssen.

(National-Zeitung, Abend-Ausgabe, 24. maj 1864)

Militaire Fordringer. 1.-6. Maj 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk notits som citerer en korrespondent fra "Daily Telegraph". Originalen følger nedenfor:

"Folk der holder hus og hjem eller deres arbejde på øen Als, har mange andre ting at tænke på end Danmarks velfærd. De deler trods alt samme skæbne som Slesvig, ikke Fyn eller Sjælland. Jo mere jeg går rundt på Als, desto tydeligere ser jeg at befolkningens nationalitet er af meget blandet karakter. Jeg synes jeg har opdaget en ikke unaturlig tendens blandt øens indbyggere til at foretrække at kalde sig danske slesvigere end danskere, hurtigere og mere villige med deres tyske nu end de var for et par uger siden, og jeg hører nogle klager jeg ikke har hørt før, især over den måde hvorpå landets velfærd er blevet ofret til Københavns halsstarrighed. De fortæller mig, at Sjælland ikke har lidt under krigen, at derimod københavnerne har gjort gode forretninger, at på Als har man altid tænkt på hertugen af ​​Augustenborg med længsel, at de lavere klasser af danske embedsmænd ikke er af en sådan art at det slesvigske folk kan respektere dem - og videre i denne tone."

"Leute, welche Haus und Hof oder ihre Beschäftigung auf der Insel Alsen fest hält, haben an viele andre Dinge zu denken als an die Wohlfahrt Dänemarks. Schliesslich haben sie doch mit Schleswig, nicht mit Fühnen oder Seeland das gleiche Loos zu theilen. Je länger ich mich auf Alsen herum tride, um so klarersehe ich ein, dass die Nationalität der Bevölkerung sehr zusammen gesetzter Natur ist. Ich glaube bei den Bewohnern der Insel schon eine nicht unnatürliche Neigung entdeckt zu haben, sich lieber als Dänischer Schleswiger denn als Dänen zu bezeichnen. Die Leute sind mit ihrem Deutsch jetzt viel schneller und bereitwilliger bei der Hand als vor einigen Wochen, und ich höre manche Beschwerden, die ich früher nicht gehört habe, zumal über die Art und Weise, wie die Wohlfahrt des Landes der Kopenhagener Halsstarrigkeit aufgeopfert worden sei. Man erzählt mir, dass Seeland vom Kriege nichts gelitten hat, dass im Gegentheil die Kopenhagener gute Geschäcfte gemacht haben, dass man in Alsen immer mit Sehnsucht des Herzog von Augustenburg gedacht hat, dass die untern Klassen der Dänischen Beamten nicht derartig sind, dass die Schleswiger sie respectieren können - und in diesem Tone weiter."

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 1. maj 1864)

Ribe, den 2den Maj.

Som vi erfare, har under de fjendtlige Troppers Ophold her i Onsdags den kommanderende Officer opfordret Borgerpræsentantskabet til at møde hos sig og meddelt det, at han paa sin Overkommandoes Vegne skulde erklære at der ikke her fra Byen maatte ske Noget, som kunde være til Fordel for den danske Regering (!) eller til Skade for ten allierede Hær; Overtrædelser heraf vilde blive straffede strengt efter Krigslovene. - Fra Repræsentantskabets Side skal hertil vare gjort den Bemærkning, at vi ikke kunde undlade at udføre vor Regerings Befalinger.

- Igaar Eftermiddags kom de samme fjendtlige Soldater, som vare her i Onsdags, tilbage hertil, efter formentlig at have huseret slemt og udskrevet en hel Del navnlig i Løve- og Møgeltønder Herred. I Møgeltønder have de udskrevet en enorm Pengesum, som de beordrede tilvejebragt under Trusel af Plyndring, og arresterede sammesteds Redaktøren af "Vest-slesvigsk Tidende", Larsen, og førte ham med sig til Ribe. Her fremkom de med det skammelige Forlangende at Byen skulde udrede en Sum af c. 50,000 pr. Daler , hvilket Kommunalbestyrelsen paa det bestemteste vægrede sig ved at opfylde. De arresterede derpaa 10 af Byens anseteste Borgere, nemlig: Overlærer Kinch, Tømmerhandler Lund, Værtshusholder A. Mickelsen, Skomager Kruse, Ølbrygger Fred. Jacobsen, Kbmd. Gregersen, Sparekassekasserer Rosenstand, Værtshusholder A. Weis samt Værtshusholder Th. Nissen og førte dem imorges ved deres Afmarch nordpaa formodentlig til Kolding. Redaktør Larsen blev ligeledes herfra ført nordpaa.

(Ribe Stifts-Tidende 2. maj 1864).

Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:

Haderslev, 26. april. På gode dage lod den dansksindede præst Helweg sig rive med af sin fanatiske lidenskab på kirkeområdet ved at bede Gud om hævn for de voldsomme handlinger der var sket, og for befrielsen af ​​det ulykkelige land fra undertrykkerne. Derfor lod kommandanten, den østrigske major Ernst, ham fængsle, måske det samme fængsel som Helweg selv satte vor patriotiske medborger dr. Markus i for 16 år siden. Selv om han snart blev løsladt igen, er han indtil videre blevet suspenderet, og der er indledt en undersøgelse som forhåbentlig vil føre til hans afskedigelse og afløsning af en prædikant med tyske sympatier som så også kunne få provsteembedet. Det er ønsket af alle tyske borgere som for nylig har givet udtryk for til civilkommissærerne i et andragende. Enhver der endnu nærer tvivl om det tyske elements styrke iblandt os, skulle i øvrigt gå hen og se på de gaver der er modtaget til en tombola, der er arrangeret til gavn for de sårede; tallet og værdien af ​​samme vil lære ham bedre.

Hadersleben, 26 April. Am Vutztage liess sich der ter genannte dänisch-gesinnte Pastor Helweg durch seine fanatische Leidenschaftlichkeit henreitzen im Kirchengebiet Gott anzuflehen um Rache für die geschehenen Gewaltthaten und Befreiung des unglücklichen Landes von den Bedrängern. Dafür liess ihn der Commandant, der österreichische Major Ernst, ins Gefängniss bringen, vielleicht dasselbe in welches Helweg selbst vor 16 Jahren unsern patriotischen Mitbürger, den Dr. Markus, abführen liess. Zwar wurde er bald wieder freigegeben, indess ist er doch vorläufig suspendiert und eine Untersuchung eingeleitet, die hoffentlich zur Entlassung und Ersatz durch einen Prediger von deutscher Gesinnung, dem dann auch die Probstei übertragen werden könnte, führen wird. Diess ist der Wunsch aller deutschen Bürger, den sie durch eine Petition dieser Tage den Civilcommissären ausgesprochen haben. Wer übrigens noch Zweifel hegt über die Stärke es deutschen Elements unter uns, der möge hingehen und die Geschenke ansehen die für eine zum Besten der Verwundeten veranstaltete Verloosung eingegangen sind; die Zahl und der Werth derselben wird ihn eines bessern belehren.

(Allgemeine Zeitung. 1864 3. maj 1864)

Der har været anket over det Misbrug, der er gjort med Hensyn til Kjørsler for den danske Hær i Jylland; os er et Exempel bekjendt, hvor der baade synes at være gjort en unødvendig Fordring til den enkelte Mand og at være givet en altfor ussel Godtgjørelse for den ydede Kjørsel. En Landeiendomsbesidder et Par Miil nord for Skanderborg havde efter Ordre leveret en Vogn med 2 Heste og en Kudsk; efter 8 Dages Forløb kom Kudsk og Befordring tilbage; Kudsken var syg og Hestene saa medtagne, at de vare 50 Rd. mindre værdt end ved Udreisen. Som Hjælp til Reisen for samtlige 8 Dage fik Kudsken ialt 32 sk. til sig og een Skjæppe Havre til Hestene. (Nørrej. Tid.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. maj 1864).

Den preussiske generalmajor grev Münsters proklamation i Viborg, offentliggjort i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 27. april 1864. Næste nummer af avisen udkom først en uge senere, den 4. maj 1864 (se efterfølgende artikel).

Viborg, den 29de April.

Det var selvfølgelig under nedtrykkende Følelser at man her i Tirsdags Formiddag saae Fjenden rykke ind i Byen; i stor Skyndsomhed spredte han sig omkring i de forskellige Gader for at efterspore om danske Tropper endnu maatte være her, men disse, blot en lille Cavalleripatrouille, vare kort forinden dragne bort. I mindst 3 Timer vedholdt uafladeligt Indmarscheringen, thi foruden de c. 5000 Mand med 12 Kan. som bleve der, drog en Styrke af flere Tusinde Mand med 16 Kan. igjennem Byen og gik i østlig Retning, spredende sig til forskjellige Landsbyer og Gaarde i nærmeste Omegn. Strax efter Ankomsten paa Nytorvet holdt den commanderende General, Grev Münster en Tale til Tropperne, hvori han meget alvorligt lagde disse paa Sinde at afholde sig fra Uordener imod Byens Indvaanere, der vilde have stræng Straf tilfølge, ja grovere Forseelser endog blive straffede med Døden. Den fjendtlige Generals Mening at ville indqvartere Styrken i nogle faa hinanden nærliggende Gader fik kommunalbestyrelsen ham dog til at forandre, og det blev saaledes overladt til Indqvarteringscommissionen at sørge herfor. Kort efter Indrykningen indfandt en Husar-Officier sig hos os med Befaling fra Gen. Münster om at lade trykke en i det danske og tydske Sprog affattet Proclamation (see forr. Av.) til Opslag paa Gadehjørnerne, og vi greb da Leiligheden til at bemærke, om Proklamationen ikke ogsaa skulde indrykkes i Dagsavisen, for af Svaret herpaa at erfare, hvorvidt Avisen kunde vedblive at udgaae eller ei. Officieren svarede, at han fandt det rigtigst at Proklamationen indførtes i Dagsavisen og at han formeente, at Avisen nok maatte udkomme, naar deri Intet skrives imod dem, hvortil vi bemærkede, at Bladet selvfølgelig vilde undlade at kritisere eller videre omtale den hertil indtrufne Styrke; hvad der ikke specielt vedkom den, formeente vi maatte være en Undtagelse. Henimod Aften, ligesom Avisen skulde udsendes i Byen, indløb imidlertid skriftlig Ordre fra en Major v. Steding til Red. om at indfinde sig paa hans Bopæl, og ved hans Ankomst her, erklærede denne Mand fra Generalen at have modtaget Befaling om at tilkjendegive Red., at han tillod, at Vib. Stiftstidende vedblivende maatte udkomme, dog med den Indskrænkning, at Bladet ikke maatte indeholde et eneste Ord om Preussen eller dette Lands nærværende Krigsforhold til Danmark, og for at kontrollere, at Forbudet ikke overtraadtes, skulde Generalen tilstilles et Numer af Avisen; ved ikke at overholde det Paabudne vilde Tilladelsen til Udgivelsen strax være forbrudt og Red. dernæst derfor være ansvarlig med sin Person. - Følgen heraf var, at den færdigtrykte Avis for 26de April ikke blev uddeelt og medfølger først idag. - Den første Dag maatte Indvaanerne tilteels yde fornøden Mad og Drikke til de langtfra velkomne Gjæster, og den følgende Dag indtraadte Naturalforpleining for disse; nu begyndte altsaa Reqvisitionerne til den fjendtlige Armee, der strax antog saa store Dimensioner, at Byen umuligt kunde præstere disse, ialtfald ikke til den fordrede Tid, Hvisaarsag der fra Fjendens Side truedes med ved Huusundersøgelser (Plyndring) selv at ville skaffe det Manglende tilstede. For nu at undgaae en slig Medfart maatte man gribe til gjennem forskjellige Herredsfogden at skaffe fornøden Assistance ved Fødemidlers og Fourages Indbringelse hertil fra Landjuristictionerne; man blev imidlertid noget beroliget ved at det stilledes i Udsigt, at Reqvisitionerne vilde ophøre med Ugens Udløb, da det hed sig, at de fjendtlige Tropper ville forlade os; men denne Trøst gik allerede tabt idag da den større Deel af Styrken imorges marscherede bort ad den gamle Landevej til Hobro, idet der kort efter rykkede andre Tropper ind; dog blev Styrken derved reduceret til c. 3,300 Md. Et større Antal af Skomagere og Skræddere commanderedes til at arbeide for Fjenden, ligesom ogsaa flere Tømrere igaar maatte følge med en fjendtlig Commando for at restaurere de afbrudte Broer imellem her og Skive, men hvoraf kun Broen ved Nybro blev sat i farbar Stand, eftersom der ved Jordbromølle viste sig 3 danske Dragoner, der foranledigede Preusserne, til hurtigt at gaae tilbage. Samme Eftermiddag saaes en Infanteribataillon iilsomst at rykke ud derfra og at gaae ad den gamle Landevei til Hobro; senere hørte man fortælle, at Fjenden i samme Retning havde taget 20 Mand at Vore, men Sandheden var nok den, at 6 preussiske Husarer vare blevne tagne tilfange; der syntes forøvrigt at være megen Uro hos de Fjendtlige, muligt foranlediget ved det her circulerende Rygte, at 20,000 svenske Tropper vare landede i Aalborg. - Igaar holdt Preusserne Gudstjeneste i Søndresogns Kirke, og siges den holdte Prædiken meget at have dreiet sig om god Mandstugt. - Ved Troppernes afmarsch derfra imorges var det harmeligt at see den Masse af Fødemidler osv. Fjenden tog med sig. - En gl. Røgter fra Gaarden Engelsborg, 1/4 Miil herfra, som vogtede nogle Faar, er idag indbragt hertil Sygehuset; en preussisk Forpost, af hvem han var bleven anraabt, men ikke kunde gjøre sig forstaaelig for, har skudt ham en Kugle gjennem den ene Arm

.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 4. maj 1864).

"Ein Schauspiel für Götter" (Skuespil for guder), på plakaten står: "Waffenstilstand mit Beibehaltung der Blokade" (Våbenstilstand med bibeholdelse af blokaden). Preusseren spørger: "Kamerad, begreifst du die Frechheit von den Kerl?" (Forstår du karlens frækhed?). Østrigeren svarer: "Nein! Dahinter muss etwas Anderes stecken" (Nej, der må gemme sig noget andet bagved). Tegning fra Kladderadatsch 8. maj 1864.

Oversættelse af tyske notitser, originaler nedenfor:

Altona, 5. maj. Efter afgørelse af forbundskommissærerne af 1. d. m. er etatsråd L. C. H. Bargum blevet fritaget for sit embede som borgmester i byen Kiel. Bargum var en af ​​de mest berømte notabiliteter i hertugdømmerne fra 1848-51 og blev gentagne gange valgt til præsident for Slesvig-Holstens Statsforsamling. Senere gik han efterhånden over til den danske lejr. Selvom han blev erklæret død for længe siden, lever han, men fysisk ødelagt og moralsk død. - Den allerede den 24. december sidste år suspenderede politichef i byen Altona, kammerjunker von Villemoes-Suhm, er nu definitivt blevet afskediget fra sine kontorer. Den tidligere præsident for Altona, Landdrost v. Scheele har været forsvundet længe, ​​men siges at være i Danmark nu. Provst Nievert i Altona, som blev udvist, men for nylig gik på pension, er flyttet til Ratzeburg.

- - -

Haderslev, 3. maj. En ny sprække er åbnet i den lokale danske embedsmandsstand gennem afskedigelsen af ​​herredsfoged Rumohr og genindsættelsen af ​​cand. juris Seelig, der som tyskuddannet og tysksindet advokat, tidligere udelukket fra al ansættelse, erhvervede sig kendskab til forretningen og forholdene som mangeårig ansat hos sin far, advokat Seelig. For så vidt angår omlægningen af ​​kirke og skole tog preusseren skoleråd Stiehl, da han var der tidligere på ugen, kontakt til flere af de nye embedsmænd og lærere og besøgte også folkeskolen hvor han i nogle siges at have forefundet triste forhold. (Fl. Nordd. Z.)

Altona, 5. Mai. Durch Beschluss der Bundeskommissare vom 1. d. M. ist der Etatsrath L. C. H. Bargum des Amtes als Bürgermeister der Stadt Kiel enthoben worden. Bargum var von 1848-51 eine der gefeiersten Notabilitäten der Herzogthümer und wurde wiederholt zum Präsidenten der schleswig-holsteinischen Landesversammlung gewählt. Später ging er allmälig ins dänische Lager über. Vor längerer Zeit todtgesagt, lebt er noch, aber physisch gebrochen und moralisch todt. - Der schoen am 24. Dezember v. J. suspendirte Polizeimeister der Stadt Altona, Kammerjunker von Villemoes-Suhm, ist nunmehr definitiv von seinen Aemtern entlassen. Der vormalige Oberpräsident von Altona, Landdrost v. Scheele ist seit längerer Zeit verschollen, soll sich aber jetzt in Dänemark aufhalten. Der vertriebene, kürzlich aber mit Pension verabsciedete Probst Nievert in Altona ist nach Ratzeburg übergesiedelt.

---

Hadersleben, 3. Mai. Eine neue Bresche ist in das hiesige dänische Beamtenthum geschossen durch Entlassung des Hardesvogt Rumohr und Wiederanstellung des Cand. juris. Seelig, welcher als deutschgebildeter und deutschgesinnter Jurist bisher von allen Verwendung ausgeschlossen, sich als langjähriger Mitarbeiter seines Vaters, des Advokaten Seelig, Kunde der Geschäfte und der Verhältnisse erworben hat. Was die Neugestaltung der Kirche und Schule betrifft, so ist der preussische Schulrath Stiehl bei seiner Anwesenheit im Anfang dieser Woche zu mehreren der neuen Beamten und Lehrer in Beziehung getreten, und hat auch die Bürgerschule besucht, in denen er zum Theil traurige Zustände gefunden haben soll. (Fl. Nordd. Z.)

(Nationalzeitung 6. maj 1864)

Johann Friedrich Fritz, H. Wernicke: Die Schleswig-Holsteinische Volksversammlung (8.5.1864) Nach dem 27.12.1863 in Elsmhorn fand am 8.5.1864 auf dem Paradeplatz in Rendsburg die zweite große Landesversammlung statt. Schleswig-Holsteinische Landesbibliothek

Ludvig Conrad Hannibal Bargum (1802-1866) blev stærkt påvirket af begivenhederne i 1863-64, og han blev indlagt på Slesvig Sindssygeanstalt. Han blev dog udskrevet, men aldrig sig selv igen. Han døde i Kiel i juli 1866. Her er han også begravet..

August Beck (1823-1872): Von Kriegsschauplatz: Ein von der Dänen auf Alsen entlassenes schleswigsches Bauernfuhrwerk. (Fra krigsskuepladsen: En slesvigsk lastvogn som danskerne har løsladt på Als). Tegningen viser hvordan Beck forestiller sig danskerne behandlede slesvigerne. 25. juni 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.