Dette er anden del af en serie om Rudoph Hanisch som falder i tre dele: Dom for kvaksalveri 1860, dom for kvaksalveri og dispensation af lægemidler 1864 og tiden derefter indtil udrejsen til Sverige 1867.
Kvaksalveri. Under en fra Sorø Birks Extraret til Overretten indanket Justitssag var Forpagter Rudolph Hanisch tiltalt for Qvaksalveri og ulovlig Dispensation af Lægemidler, og var han overbevist om at have taget en Mængde Personer i Kuur og leveret dem Lægemidler, for hvilket sidste han i Reglen forlangte Betaling, hvorimod han for selve Kurene Intet forlangte, men vel i flere Tilfælde havde modtaget Betaling, deels i Penge, deels i Varer. En Deel af de under denne Sag oplyste Tilfælde faldt nn vel tidligere end hans seneste Domfældelse sov te samme Forseelser, for hvilke han nu var aktioneret, og da de, hvis de forinden havde været oplyste, ikke fandtes at ville kunne have bevirket en Forøgelse af den ham tidligere idømte Straf, kunde de ikke komme i videre Betragtning; men en Deel af Tilfældene vare senere end det nysomhandlede Tidspunkt.
Forsaavidt nu Tiltalte med Hensyn til det ham imputerede Ovalsalveri havde villet gjøre gjældende, at han kun havde taget Personer under Kuur, der vare opgivne af Læger, eller i længere Tid uden Nytte havde konsuleret Læger, da kunde dette allerede af den Grund ikke komme i Betragtning, at det ikke nud Hensyn til nogen af de af Tiltalte behandlede Personer var oplyst, at disse havde været opgivne af Læger, og at det kun for en enkelts Vedkommende var sikkert, at denne uden Nytte i længere Tid havde konsuleret en Læge. Tiltalte, der ikke havde Tilladelse til at praktisere som Læge, kunde derfor ikke undgaae at dømmes efter Loven af 3die Marts 1854 jfr. Fdg. 5te Septbr. 1794 § 5; da han adskillige Gange tidligere havde været straffet for lignende Forseelser, blev han ved Overrettens Dom anseet for 4de Gang begaaet Qvaksalveri med Straf af simpelt Fængsel i 1 Maaned. hvorved bemærkedes, at det ikke var oplyst, at hans Kure i noget Tilfælde havde medført Skade for de Vedkommende. For den ulovlige Dispensation af Lægemidler tilpligtedes han endvidere i Henhold til Fdg. 4 Decbr. 1672 § 30 at betale en Mulkt af 100 Rd.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. maj 1864).
Forpagter Hanisch. (Fdl.) Af de i det nye Straffelovudkast omhandlede Forbrydelser er der en, med Hensyn til hvilken det vistnok vilde være ønskeligt, om Rigsdagen gjorde en Undtagelse fra den Regel om at henholde sig til gamle Begrebsbestemmelser, som ellers med Rette er fulgt i Udkastet. Denne Forbrydelse er Qvaksalveri. Hvis Staten nemlig overhovedet vil gjøre Indskrænkninger i Borgernes Frihed til at søge Raad mod legemlige Onder hos hvem de selv have Tillid til, burde den i alt Fald ikke straffe stige Raadgivere, medmindre de ere Fuskere i Lægekunsten og beviislig gjøre Skade ved at spekulere i Menigmands Lettroenhed og anvende urigtige Midler. Dette er vel ogsaa den sprogrigtige Betydning af Ordet "Qvaksalver". Men efter den bestaaende Lovgivning begaaes denne Forbrydelse af Enhver, som for Betaling tager Syge i Kuur, uden dertil at være berettiget og uden at have taget den almindelige Lægeexamen ved Universitetet. Om Vedkommende forstaaer sig paa at kurere eller ikke, er derimod ganske ligegyldigt, og deraf følger, at om han end har gjort mange af sine Medborgere væsenlige Tjenester ved at helbrede dem for Sygdomme, som de examinerede Læger ikke havde kunnet helbrede dem for, bliver han ligefuldt at straffe med Bøder eller endog med Fængsel, naar Lægerne anklage ham for at have gjort Indgreb i det til Fordeel for dem bestaaende Monopol. Vi skulle idag dvæle ved en mærkelig Sag i denne Retning, der i Tirsdags blev paakjendt i Høiesteret. Under denne tiltaltes Forpagter Hanisch af Tersløsegaard for Qvaksalveri og ulovlig Dispensation af Lægemidler, og da det under Sagen tilfulde var oplyst, at han havde taget en Mængde Personer under Kuur og leveret dem Lægemidler, for hvilke sidste han i Reglen forlangte Betaling, hvorimod han for selve Kuren ikke forlangte, men vel i flere Tilfælde har modtaget Betaling i Penge eller Varer, samt da han flere Gange tidligere havde været straffet for Qvaksalveri, blev Overrettens Dom af 10de Mai d. A., hvorved han var dømt til 1 Maaneds Fængsel og for Uddelingen af Lægemidler til en Bøde af 100 Rdl., stadfæstet. At denne Mand nyder en særdeles stor Tillid hos Befolkningen i Sorø og Holbek Amter, og det ingenlunde blot hos Smaafolk, samt at denne Tillid ikke er ufortjent, blev til Overmaal godtgjort ved de under Sagen optagne Vidneforklaringer, af hvilke vi her skulle meddele nogle i Uddrag.
Gaardmand L. P.: I forrige Vinter var hans Hustru syg, og efterat han i 21 Uger havde hentet Doktor N. N., uden at nogen Forbedring var at spore, blev han raadet til at henvende sig til Hanisch. Delte gjorde han ogsaa, Hanisch kom til ham, foreskrev Medicin og paa 14 Dage var hans Kone bedre og bedredes bestandig.
Kjøbmand Th.s Kone: Forrige Vinter var hun meget syg og havde til Læge Doktor N. N. Da Hanisch en Dag kom til dem, gav han hende et Raad, som hjalp.
Forvalter B.: Han har to Gange lidt af Hæmorrhoider og er begge Gange bleven kureret af Hanisch. Da hans Kone for flere Aar siden leed af Smerter i Munden, og denne Sygdom, uagtet hun blev behandlet af Distriktslægen i et heelt Aar, ikke forandrede sig, tog han med hende til Hanisch, som derpaa tog hende under Knur og gav hende nogle Piller og Pulvere, der hævede Sygdommen efter et Aars Forløb. Ogsaa hans Datter har Hanisch helbredet for en Sygdom, efterat hun havde været undergiven Lægebehandling, først af en Læge paa Landet i 2 Aar, derefter i 1/3 Aar af en Distriktslæge og senere paa Almindeligt Hospital i Kjøbenhavn.
Skolelærer Th.: Hans Kone har flere Gange søgt Hjælp hos Hanisch for Modersyge og Smerter i Hovedet, og har han da givet hende nogle Draaber, som have lindret.
Værtshuusholder P.: Han var forrige Vinter syg af Edder og Koldbrand i den høire Haand og Arm, og efterat han i 3-4 Uger havde været under Distriktslæge N. N.s Kuur, uden at han følte nogen Lindring, henvendte han sig til Hanisch, der forordnede forskjellige Ting, hvorved Smerterne lindredes og han kureredes, saaledes at kun 2 Led af den ene Finger gik bort.
Fiskehandler B.: Han havde i lang Tid lidt af Feber og Udslet i Ansigtet; efterat han i 7 Uger havde været under Kuur hos praktiserende Læge N. N. og Sygdommen blev værre, fik han at høre, at andre Personer vare blevne helbredede af Hanisch, hvorfor han henvendte sig til denne og fik nogle Piller og en Salve, der kurerede ham efter 3 Ugers Forløb.
Forpagter S.'s Enke: Hun har i 13 Aar lidt af Blodopspytning , og hendes Helbred var saa ødelagt, at hun ikke kunde foretage sig selv ubetydeligt Arbeide, uagtet hun bestandig var under Lægebehandling af Doktor N. N. Efterat hun havde givet sig under Kuur hos Hanisch, forbedredes hendes Tilstand saaledes, at hun kunde foretage sig selv anstrængende Arbeider.
Fabrikeier N.: Efterat hans Datter havde været under Kuur hos Doktor N. N. for Krampetilfælde i 4-5 Uger, uden nogetsomhelst gunstigt Resultat, henvendte han sig til Hanisch, der ordinerede en Medicin, og siden gik Helbredelsen stadig fremad.
Kammerraad K.: Hans Datter har været under Hanischs Behandling for Blegsot, efterat hun i længere Tid havde varet under Lægebehandling af forskjellige Læger, uden at Sygdommen hævedes, hvorimod hun ved Hanischs Behandling sporede betydelig Lindring.
Gaardeier J.s Hustru: Hun leed af en Knude i det venstre Bryst, og var i lang Tid bleven behandlet af Doktor N. N., men da denne Læges Midler ikke hjalp hende, henvendte hun sig til Hanisch, og ved Anvendelsen af de af ham brugte Midler varede det kun nogle Uger, inden hun var helbredet.
Bundtmager T.: Efterat hans Broderdatter havde været under Distriktslægens Kuur for Krampehikke, uden at nogen Virkning sporedes, fik hun af Hanisch 2 Flasker Medicin, og blev efter 4-5 Dages Forløb aldeles fri for denne Sygdom.
Gaardfæster J. Th.s Hustru: Efterat hun i en 3 Ugers Tid var bleven behandlet af Doktor N. N. for heftige Underlivssmerter, uden at hendes Tilstand bedredes, hentede hendes Mand Hanisch, og ved Hjalp af de af denne ordinerede Midler kom hun sig ganske.
Skovfoged R.: Han var under Distriktslæge N. N.s Behandling for Steensmerter, men da Kuren ikke hjalp, fik han Medicin hos Hanisch, og kom sig derpaa efterhaanden.
Endnu en 4-5 Personer afgave aldeles lignende Forklaringer, og mod Rigtigheden af alle disse Udsagn er aldeles Intet fremkommet. Kun i eet Tilfælde forelaae der under Sagen en Erklæring fra en authoriseret Læge om, at den af Hanisch brugte Behandling (af en Brystbetændelse) var feilagtig, og det var netop i dette Tilfælde, at Distriktslægen i Sorø indgav Klage, og saaledes nødte Justitien til at skride ind.
(Sjællands-Posten (Ringsted) 31. oktober 1864).
Højesteretsdom nr. 193 24. oktober 1864 stadfæstede Lands-Over samt Hof- og Stadsrettens dom på hensættelse i simpelt fængsel i 2 måneder og en mulkt til Holbæk amts fattigkasse på 100 Rd.
- I "Fædrelandets" Nr. 253 for 29de October d. A. fandtes meddelt en af Højesteret paakjendt Sag, der var anlagt af det Offenlige mod Forpagter Hanisch af Tersløsegaard ved Sorø for Qvaksalveri og ulovlig Dispensation af Lægemidler. I de tilføiede Bemærkninger var yttret det Ønske, at Rigsdagen ved Behandlingen af den nye Straffelov vilde indskrænke Begrebet Qvaksalveri saaledes, at for Fremtiden kun den lkke-Læge, der havde speculeret i Lettroenhed og tilføiet et andet Menneske Skade ved at give ham urigtige eller skadelige Lægemidler, skulde kunne straffes, men derimod ikke den, som havde givet Andre Raad eller Lægemidler, hvoraf de troede at have havt Nytte eller i hvert Fald ingen Skade. Det Sidste er nemlig skeet i den paakjendte Sag. Det er oplyst under denne, at Forpagter Hanisch har taget en Mængde Personer under Cur og givet dem Lægemidler - for hvilke han i Reglen forlangte Betaling, men ikke for selve Curen - og at en stor Mængde Personer troe at have havt megen Nytte af disse Lægemidler. Da imidlertid Districtslægen i Sorø fandt den af ham brugte Behandling fejlagtig i eet Tilfælde, indgav han en Klage og bevirkede Sagens Anlæg, og ved Overrettens af Høiesteret stadfæstede Dom dømtes Hanisch, da han tidligere har været straffet for Qvaksalveri, til en Maaneds Fængsel og en Bøde af 100 Rdl., uagtet en stor Mængde under Sagen afgivne Vidneforklaringer oplyse, at han nyder stor Tillid blandt den omboende Befolkning i en vid Kreds. Denne har ogsaa kundgjort sig derved, at efter denne Saga Paakjendelse have 69 Mænd af Slagelse By og Omegn, hvoraf de fleste staae over Almueclassen, indgivet en allernaadigst Adresse til Hs. Maj., om der maa forundes Hanisch Ret til at practisere, hvortil denne selv har knyttet en Ansøgning om at fritages for den ham idømte Straf. Over disse Andragender har etter Justitsministeriets Foranstaltning Holbeks Amt affordret Landphysikus i det nordre sjællandske Physikat hans Erklæring, og da Ur. Landphysikus Uldall har ment, at Offenliggjørelsen af denne vilde tjene til at berigtige den det gode Forhold mellem Publicum og Lægestanden modvirkende Forestilling at det er af Brødnid Lægerne staae Qvaksalverne imod, saa har han sendt den til Redactionen for "Ugeskrift for Læger", i hvis Nr. 24 for 24de Decbr. den findes trykt. Da Erklæringen er meget vel skrevet og i det Hele oplysende, skulle vi saameget desto hellere optage den her, som vi ønske at tilføie en Bemærkning.
"Idet jeg skal besvare Deres høivelbaarenheds ærede Skrivelse af 24de f. M., maa jeg først, uden særligt Hensyn til den foreliggende Ansøgning om jus practicandi for Forpagter Hanisch, udbede mig Opmærksomhed for følgende almindelige Betragtninger:
Medens Lægfolk ganske sædvanligen ansee det for en let Sag at gjøre erfaring om et Lægemiddel og en Læges mere eller mindre heldige Indbydelse, har Lægestanden vel til enhver Tid været sig bevidst den store Vanskelighed ved at skjelne mellem "post hoc" og "propter hoc". Medens den mere verdenskloge end ærlige Læge glatvæk kan tage til Indtægt for sig den heldige Vending i de hans Forsorg anbetroede Patienters Befindende, er hans mere oprigtige Collega villig til at indrømme, at saare ofte Naturens helbredende Kraft (vis medieatriv naturæ) er rette Vedkommende, hvem største Delen tilkommer af den Ros, som Ukyndighed saa godt som alene tillægger ham selv. Hvor hyppigt det end er, at en Læge uforskyldt miskjendes, fordi han ikke han beherske Naturen, er hin vrange Bedømmelse i Lægestandens Faveur unegtelig endnu langt almindeligere, og, medens den egenlige Lægevidenskab kun langsomt er skreden frem til sit nuværende Standpunkt under enorme Fremskridt af dens Hjælpediscipliner, ere vel uddannede Læger nutildags ganske almindelige tilbøielige til blot at vurdere den praktiske Nytte af Medicamentbruget lavt. Vi behøve ikke at søge udenlands for at træffe Exempel paa, at netop en af vor Tids udmærkede Læger er gaaet til yderlighed i denne til Ydmygelse grændsende Beskedenhed i at vurdere den helbredende Indflydelse af Lægehjælp overhovedet mod de indvendige Sygdomme.
Til denne saa fordringsløse Bekjendelse af Mænd, hvis Livs Hovedopgave Lægevidenskabens Studium og Udøvelse har været, danner det ganske vist en paafaldende skarp Modsætning, at Lægfolk antage sig skikkede til al bedømme Prisværdigheden af Sygebehandling, at i nærværende Tilfælde en Mængde Mænd i de forskjelligste Livsstillinger have forenet sig om al bevidne, at Hr. Hanisch har cureret Mange, som autoriserede Læger ikke have kunnet helbrede eller endog have erklæret for uhelbredelige.
Inden herom dømmes, maa det være mig tilladt endnu at indføie el Par almindelige Bemærkninger:
Medens Læger, - fornemligen de ældre og mere erfarne blandt dem, - ofte tilraade Syge uden fortsat Medicamentbrug at see Tiden an samt at sætte deres bedste Haab til denne og til Naturens egne Kræfter (methodus exspectativa), er det ganske almindeligt, i Særdeleshed, - men ingenlunde alene - i Bondestanden, al Folk langt udover Mulighedens Grændser kræve hurtig iøinefaldende Bedring ved Lægens Ordinationer. Naar en efter sin Natur langsomt forløbende Sygdom ikke er hævet ved eet eller nogle faa Sygebesøg, henvender man sig ikkun altfor ofte til en 2den og 3die Læge, og Kvaksalveren bliver - om end ikke altid - dog oftest den sidste i Tallet, hos hvem man søger Raad mod det endnu fortvarende Onde. Just herpaa maa jeg lægge Vægt; thi naar omsider Tidens Fylde er forhaanden, og Naturens egen helbredende Kraft faaer Overhaand over Sygdommen, da er det let forstandigt, at Vedkommende (om end med nok saa liden virkelig Grund) er mest tilbøielig til at betragte den sidst gjennemførte - altsaa oftest Kvaksalverens - Cur som Aarsag til det lykkelige Omsving , navnlig naar dette i Tiden slutter sig nogenlunde nær til Curen, hvad stundom maa indtræffe for den Mand, der faaer mangfoldige Syge i Behandling. For Qvaksalveren er da Lejligheden forhaanden til at forsyne sig med en anbefalende Attest.
Blandt de Feil, som Læger (tildels vistnok formedelst Ulyst til et langvarigt, trættende og rimeligvis i ingen Henseende lønnende Arbeide) - unegtelig ikke ganske sjeldent begaae, er den, uforsigtigvis at erklære en Patient for uhelbredelig eller endog redningsløs. Nys har Sundhedscollegiets Senior, Hr. Conferensraad Bang, idet han i sine "therapeutiske Supplementer, Kbhvn 1864" (S. 65) lovpriser Auskultationen Fortrinlighed til Brystsygdommenes erkjendelse, - ikke desto mindre kunnet tilføie "Jeg har seet Personer, dømte til en snarlig Død af Tuberculose, leve 20 Aar efter uden synderligt Brud paa deres Helbred, og dog vare Auskultatorerne dygtige og øvede Læger". Om hine Personer mulig have været under Forpagter Hanischs Cur, derom erfares Intet; men det Nysanførte oplyser, at der ikke kan lægges afgjørende Vægt paa, at en "anerkjendt dygtig Læge" i Slagelse havde betegnet som lidende af uhelbredelig Brystsyge den i Hr. Jernstøber Nielsens Beretning af 11te October omhandlede Patient, hvem Sidstnævnte angiver senere helbredet af Hr. Hanisch. At Helbredelsen er skeet under og efter Hanischs Behandling, skal ingenlunde drages i Tvivl; men hvorvidt den i Virkeligheden tillige er skeet ved hans Cur (ikke blot "post hoc", men ogsaa "propter hoc"), dette er, overensstemmende med mit Ovenanførte, et høist tvivlsomt Spørgsmaal, til hvis Bedømmelse Jernstøber Nielsen aldeles ikke er competent. Som Sidestykke til denne Begivenhed, hvoraf der er tilflydt Hanisch saa overmaade megen Ros, vilde jeg saare let kunne paavise, hvorlunde en med Rette særdeles vel anseet Læge først har opgivet Patienter som redningsløse og senere har seet dem komme sig uden Lægehjælp af nogensomhelst Anden end ham selv. Ved uforsigtige Yttringer om tvivlsomme Tilfælde have Læger vel befordret Hanisch's Renommée, men neppe nogensinde hans virkelige Ære.
Jeg har valgt Jernstøber Nielsens Beretning af 11te Octbr. til særlig Omtale, fordi den blandt alle i nærværende Sags Bilag foreliggende Helbredelsesattester er den eneste nogenlunde udførlig skildrede. Alle de øvrige og navnlig de i "Fædrelandet" for 29de Octbr. sidst), optagne mangle end mere den til sagkyndig Bedømmelse nødvendige Udførlighed, hvorfor jeg i Henseende til dem blot henholder mig til ovenstaaende min Fremstilling af Grunde til i Almindelighed at frakjende deslige af Lægfolk "bona fide" udfærdigede Helbredelsesattester stor Tilforladelighed. Denne min Paastand involverer forresten slet ikke Benegtelsen af, at jo nok Henvendelsen til en Qvaksalver hvor ukyndig han endog maatte være, alligevel nu og da kan fremlede et gunstigt Resultat. Deslige Folk fremtræde ofte med stor Suffisance samt Fiffighed; et Ordsprog taler jo ikke uden Grund om, at man gjælder for, hvad man udgiver sig for at være, og det Oplivende i den blotte Tanke om at befinde sig i "Mirakeldoctorens" Hænder, kan ikke frakjendes Indflydelse.
Om jeg nu end forudsætter, at man vil erkjende Gyldigheden af foranstaaende mine Betragtninger, maa jeg dog forudsee følgende Indvending: Jo villigere (vil man sige) Lægestanden nutildags selv erkjender den utilfredsstillende Begrændsning i vor Videnskabs sande Udbytte i praktisk Retning, desto mindre Anledning er der til at kaste Vrag paa de (saa at sige) helbredende Guldkorn, som denne eller hin Lægmand heldigvis maatte være truffen paa Dette skal gjerne indrømmes; men ligesaa sikken er det, at der er den største Anledning til Varsomhed i at fæste Lid til Angivelsen om saadant heldigt Fund, og, naar Talen er ikke om et enkelt, men om mange deslige Guldkorn, fundne af een og samme Lægmand, kan der ikke levnes nogen Tvivl om, at en Fejltagelse finder Sted; thi, om end "ogsaa en blind Høne kan finde el Korn", bliver den dog aldrig fed ved at finde mange.
Disse Ord kunne tilvisse anvendes ved nærværende Leilighed, da det i Modsætning til, at Kvaksalvere ellers oftest blot angives kyndige i visse enkelte udvendige eller indvendige Sygdommes Behandling, - hedder i Ansøgningen fra de 59 Mænd i Slagelseegnen, at Hanisch "i mange, mange vanskelige Tilfælde har reddet en stor Mængde Mennesker fra Døden eller Lemlæstelse" - - - "at Hanisch har hjulpet i usigelig mange Tilfælde", og (tilføie Dhrr. Ansøgere) - det er ikke bekjendt, at han nogensinde har været uheldig". I 2 af de foreliggende Attester, nemlig den ovenfor omtalte af Jernstøber Nielsen og i Mariane Blytmanns, men ikke heller flere, finde angivet Exempel paa, at hver Gang en (og ikkun een) Læge skal have erklæret, for uhelbredelig en af Hanisch senere helbredet Patient. De 59 Ansøgere have saaledes aldeles ikke ved denne Sags Bilag godtgjort, hvad de yttre til forhøjet Lovprisning af Hanischs formentlige Redningskure, at "ofte endog flere autoriserede Læger for enkelt Mand have udsagt, at der ingen Redning var". At overhovedet deslige Angivelser ikke bør tages gyldige, uden at de paagjældende Læger faae Leilighed til at yttre sig derom, er en Selvfølge.
Jeg antager ikke just, at alle de Helbredelser, for hvilke Hanisch lovprises saa høit, i Virkeligheden alene burde tilskrives Naturens egen helbredende Kraft, og skjønt den Sætning: "Ved Troen kan man flytte Bjerge", ogsaa her har sin store Betydning, mener jeg dog ikke heller, at hele "Mirakeldoctoriets" Tryllekraft har sin Oprindelse fra Troen og dens oplivende Indflydelse. Hvad monne det da være, hvormed Hanisch vej stundom virkelige helbreder? At han electriserer ved det saakaldte Inductionsapparat, har jeg oftere bragt i Erfaring, og jeg betvivler ikke, at han undertiden derved heldigen bekæmper nerveuse, rheumatiske og deslige Tilfælde; men det gjælder forresten om Electricitet som om Lægemidler overhovedet, at den, anvendt ved upassende Lejligheder, ogsaa kan skade, og saaledes haves Høiesteretspræjudical af 2den Oct. 1843 for, at Anordning samt Anvendelse deraf til Syge ved Ikke-Læger er at betragte som Qvaksalveri.
Naar jeg dels ved tidligere Retssager imod Hr. Hanisch, dels i egen privat Praxis har havt Leilighed til at see hans Medicamenter, har jeg kun truffet daarlig Tillavning af velbekjendte ordinaire Lægemidler. Chroniske uhelbredelige Patienter, som forgjæves havde søgt Hanischs Hjælp, have stundom senere henvendt sig til mig, og den sidste af disse, en i August d. A. afdød Gaardmand i Iglesø, havde af sin Tour til Hanisch ikkun det Udbytte foruden Udgifterne til denne at paadrage sig et frugtesløst Offer af 24 Rdl. Den syge Menigmand fatter lettest Tillid til Midler, som stærkt paavirke Sandserne, og da nu Hanisch ogsaa havde electriseret denne af gammel Leverforhærdelse lidende Mand, vilde Familien endelige have en "Maskine" til fortsat Brug, og, uimodtagelig for mine bestemte Forsikkringer om Frugtesløsheden deraf, anskaffede den da ogsaa et Inductionsapparat faa Uger før Mandens Død.
Med den Beskedenhed, som gjerne ledsager sand Dygtighed, har Forpagter Hanisch i sin allerunderdanigste Ansøgning benævnt sig og sine Lige "virkelig Læge" i Modsætning til de autoriserede Læger, hvis "mulige Uvidenhed eller Forsømmelse er lovmedholdelig". Ja vel kan det skorte paa Kyndighed ogsaa hos autoriserede Læger; men naar end ikke det mangeaarige Studium, som betinger Examen, er tilstrækkeligt til at sikkre herimod, hvorledes skulde det da være muligt for den aldeles ustuderte saakaldte "lægekyndige" Prakticus - at undgaae idelig at begaae grove Feil?
Naar det undertiden hedder i Hanischs Ansøgning til Kongen, at det er en ifølge guddommelige Love uimodstaaelig Trang for ham at virke til Lindring af Medmenneskers Lidelser, - at dette Motiv, og ikke Egennytte, har været hans Drivefjeder, da lyder dette jo i og for sig smukt nok, men det er det samme Paaskud, hvorved saa godt som alle Qvaksalvere søge at besmykke deres Færd. Af den under 25de Oct. sidstl. Hanisch overgaaede Høiesteretsdom, som udgjør et af nærværende Sags Bilag, sees det vel, at han ikke har forlangt, men i flere Tilfælde har modtaget Betaling for selve sine Kure, og hertil kommer som Hovedsag, at han selv leverer Patienterne Medicamenter, "for hvilke sidste han i Reglen forlangte Betaling". Just denne Forholdsmaade er et almindeligt Qvaksalverfif; men - hvo er vel troskyldig nok til at antage, at Qvaksalvere, idet de selv tillave deres Medicin, indskrænke sig til at tage Godtgjørelse for deres i Almindelighed ubetydelige Udlæg til eget Indkjøb? At overbevise dem om det Modsatte maa falde vanskeligere end at constatere, at der ligefrem er forlangt Betaling for kuren, og saaledes er det let forstaaeligt, at Honoraret pleier at tilsløres paa betegnet Maade. Hvad nu i denne Henseende særlig angaaer Hanisch, kan det, saa vidt jeg veed, ei heller vel antages, at han kan leve med Familie af den ham overladte lille Forpagtning.
Jeg haaber nu tilstrækkelig at have motiveret, at jeg ikke kan anbefale Ansøgningen om uden videre at indrømme Hanisch "jus practicandi"; men der foreligger en anden mere antagelig Udvei til vi afvende det i og for sig lidet tiltalende Skue af en Udlænding, som hist nedefra, hvor "die dummen Dänen" er gangbar Benævnelse af vor Nation, er indvandret hertil for at ernære sig her ved idelig Lovovertrædelse. Ifølge Justitsministeriets Skrivelse til Sundhedscollegiet af 20de Mai 1853 vil det staae Hanisch frit at ansøge om Tilladelse til at underkaste sig Tentamen ved det lægevidenskabelige Facultet. Da hans almindelige moralske Forhold er vel attesteret af Præst og Sogneforstanderskab, antager jeg efter de øvrige føre liggende Omstændigheder sandsynligt, at Adgangen til Tentamen ikke vil blive ham negtet, og dersom de 69 Ansøgeres varme Anprisning af ham ikke mangler al objectiv Begrundelse, er del vel rimeligt, at Udfaldet kan komme til at svare til hans Ønsker. I alt Fald ville vel hverken Ansøgerne eller Hanisch selv betvivle, at han ved Tentamen, som selvfølgelig indskrænkes til del rent Praktiske, kan gjøre Regning paa Retfærdighed og Billighed.
Saadan Forholdsmaade ved Ledigheder som den her paagjældende er uden Tvivl meget bifaldsværdigere end den tidligere omkvæstionerede Ophævelse af Qvaksalverilovgivningen. Til at ophæve denne vilde efter min Overbevisning del mindst uholdbare Motiv ikkun ligge i den gamle Sætning: "Mundus vult decipi, ergo decipiatur" *)! At gaae nærmere ind paa dette Spørgsmaal, dertil er det naturligvis ikke her Stedet; men da jeg i et af nærværende Sags Bilag, nemlig i "Fædrelandet" for 29de Octbr. d A. finder Qvaksalverilovgivningen betegnet som et "til Fordel for Lægerne bestaaende Monopol", kan jeg ikke undlade at indvende, at der neppe nogetsteds findes Spor af saadan Lovgiverens Hensigt til Gunst for Lægestanden. Ligesom det er ved jf 5 af Frdn. 5te Seplbr. 1794, at Qvaksalveriels Strafbarhed er statueret, saaledes er det i samme Forordnings § 1, at det eneste Motiv dertil er udtalt, nemlig "det Uheld, de paadrage sig, der overlade sig til uvidende Qvaksalvere".
Nordre sjællandske Physikat, Holbæk d. 6te Decbr. 1864.
Hvad Lovgiveren nærmest har havt til Hensigt med Qvaksalverilovgivningen, enten at give den autoriserede Lægestand et Monopol, eller at øve en faderlig Omsorg for den uoplyste Almue, derom skulle vi ikke disputere med Hr. Landphysicus Uldall; men ligesom den første Hensigt dog særdeles vel lod sig forene med Fortidens laugsmæssige Begreber og Indretninger, saaledes er det i hvert Fald ganske naturligt, at ingenlunde blot Almuen, men ogsaa Mange blandt det dannede Publicum nu opfatte denne Lovgivning saaledes. Thi medens det er en aldeles afgjort og ubestridelig Sag, at mange ikke-lægekyndige Personer give Andre Raad og Lægemidler i Sygdomstilfælde, har man næsten aldrig hørt, at Sag er blevet reist mod Andre, end mod dem, som tog Betaling derfor; om for Raadet eller Lægemidlerne, har Ur. Uldall Ret i, kommer omtrent ud paa Eet. Men for at kunne tage Betaling for Saadant, er en vis Tillid og et vist Tilløb nødvendigt, og saaledes seer Tilfældet da ud, ganske som naar Skomagerlauget har anlagt Sag mod Kjøbmændene, fordi de solgte udenlandske Støvler o. desl. Og netop derfor paastaae vi, at Qvaksalverilovgivningen, som den bestaaer, og som den udøves, gjør Lægestanden Skade og forhindrer den fra at vinde Tillid i Befolkningen, i Stedet for at understøtte dens menneskekærlige Bestræbelser, medens derimod Ophævelsen deraf maaskee nok i den første Tid vilde bevirke, at flere Ikke-Læger befattede sig med Cure, men ogsaa at Almuen snart ad Erfaringens Vei vilde lære, at nogen Kundskab dog i Reglen er bedre end ingen. Heller ikke maa det ganske lades ude af Betragtning, at Læge-kundskab kun er den ene Side af Læge-Dygtighed, og at den anden Side, det praktiske Blik og det lykkelige Instinct, vel ofte vækkes og udvikles ved kundskabens Erhvervelse, men ingenlunde er nogen nødvendig Følge af denne. Heraf følger da igjen, at selv den kundskabsrigeste Læge kan være en klodrian, der ofte ikke seer det, som ligger lige for Næsen af ham, ligesom det kan hændes - og hændes saare ofte - at den meget sysselsatte Læge ikke seer eller spørger sig rigtig for. Hvem vil nu kunne negte, at der kan gives - og virkelig gives - i det mindste Enkelte, Qvinder som Mænd, der af Naturen have faaet, hvad den autoriserede Læge ofte mangler, et skarpt Øie til at opdage kilden til Andres Lidelser og et lykkeligt Instinct til at gjætte, hvad intet menneskeligt Øie kan see, og at denne Gavn kan udvikles og skærpes ved Livets Erfaringer, saaledes at den opvejer megen kundskab, ja stundom er nyttigere end denne. Hvorfor skulle nu saadanne kræfter ikke turde anvendes til Bedste for deres Medmennesker? For ikke at gjøre Skade? Men gjør den autoriserede Læge ikke ogsaa tidt Skade, uden at vide og uden at ville det? Det være langt fra os, at kaste nogen Skygge paa vor Lægestand; vi troe den fuldkomment kan udholde Sammenligning med den øvrige civiliserede Verdens; men netop derfor behøver den ingen kunstig Beskyttelse i sin velgjørende Virksomhed; den vil tvertimod vinde ved at undvære den. Det stemmer hverken med vor politiske Frihed eller med vor Næringsfrihed, at det skal paadrage Nogen Straf, at give Andre Raad og Lægemidler, med mindre det kan bevises, at der er øvet Bedrageri, eller tilføjet Skade paa Liv og Lemmer, i dette Tilfælde bør den ikke lægekyndige Raadgiver straffes, hvad enten han har taget Betaling eller ikke, og ovenikjøbet betale en klækkelig Erstatning til den eller dem, han har tilføiet Skade. Hertil bør Qvaksalveribegrebet indskrænkes.
Hval Hr. Hanisch paa Tersløsegaard angaaer, da gjør han Indtrykket af at være en dannet Mand. Han er eller egen Angivelse ikke Tydsker, men Polak, og udsiger at have student Lægevidenskaben 2 Aar i Besancon. Hvis han saae sig istand til at godtgjøre dette, vilde der formentlig ikke være nogen Grund til at kræve en Prøve af ham, som dog umulig kan have nogen stor Betydning.
*) "Folk ville holdes for Nar; saa lad dem blive det"!
(Fædrelandet 30. december 1864).
