Jylland 14de Maj 1864. (Efterskrift til Politivennen)

- Lazarettet paa Latinskolen i Haderslev har maattet flyttes paa Grund af Blodgangstyfus.

(Ribe Stifts-Tidende 14. maj 1864)

Det Corps, der var i Skive fra Morgenen den 30te April til Morgenen den 2den Mai, commanderedes, efter Byens Av., af Brigadegen. v. Bornstedt og bestod af 3 Batailloner af 1ste schlesiske Grenadeerregiment Nr. 10, Keiser Nicolaus's Kyradsseerregiment (command. af Prinds Wilhelm af Meklenborg - Schwerin) og et Batterie paa 6 12 pds. Granatkanoner, ialt omtr. 3000 Md. Strax ved Indrykningen stilledes der Fordring om en daglig Levering i 3 Dage af 3000 U Kjød (eller 1500 Pd. Flæsk), 750 U Riis (eller 1000 Pd Gryn eller 2000 Ærter), 150 U Salt, 100 U br. Caffe, 355 Potter Brændeviin, 120 Fl. Viin, 375 U Tobak, 1000 Cigarer, 5600 Pd. Rugbrød, 12,000 Pd. Havre, 8000 U Hø og 3500 U Halm, hvilken Reqvisition leveredes med Undtagelse af det forlangte Qvantum Hø, der efter nogen Forhandling nedsattes til 5000 U dagligt; desuden fordredes leveret 300 nye Sække, hvilken Fordring dog kun udførtes med det halve Antal og med gamle Sække". Samme Dag fremkom Reqvisitien paa 700 U Bindsaalelæder, 600 U Overlæder, 500 U Saalelæder og 1000 Pd. Jern til Hesteskoe, hvoraf dog kun Jernet leveredes. Endvidere fordredes leveret 150 Tdr. Rug og 7500 U Rugmeel, hvilken Fordring næste Dag forhøiedes til 250 Tdr. Rug, 7500 U Rugmeel og 1600 U Gryn, samt fremkom ny Reqvisition paa 15,000 Støvlesaalesøm, 500 Par Sløvlehælejern, 800 Par Hesteskoe og Forplejning (som foranført) paa een Dag til. Af disse Reqvisitioner havde Commissionen, der besørgede Tilvejebringelsen af Krigsfornødenhederne til Troppernes Underhold, efter Forlydende besluttet at opfylde selve Forplejningsreqvisitioucn samt den paa Søm, Hælejern og Hesteskoe, forsaavidt som der af hver Deel skulde leveres en Bagatel, hvorimod den besluttede ikke at indlade sig paa Leveringen af det forlangte Qvantum Rug, Rugmeel og Gryn. Ved Bortrykningen faldt dog alle disse Fordringer bort. Den daglige Forpleinings-Reqvisition kan anslaaes til et Beløb af tilnærmelsesviis 1000 Rd. dagligt, og det, som er ydet udover denne, til henved 150 Rd. Natten til Mandag beredte de preussiske Tropper sig til at drage bort, idet de pakkede de registrerede, men endnu ikke forbrugte, Forpleiningsgjenstande paa Jernbanevogne, og til at trække disse Vogne paa Banen til Viborg, reqvirerede de 21 Heste. Kl. 7-8 Form. afmarscherede Styrken ad Viborg til. - Telegraphtraaden er paa flere Steder ved Skive blevet overhugget af de fjendtlige Tropper. Forholdet imellem disse og Befolkningen har været nogenlunde taaleligt; naar man undtager, at der hist og her er forøvet nogle Smaarapserier, have de fjendtlige Tropper i det Hele opført sig upaaklageligt. Til forskjellige Steder i Salling ud, sendtes Patrouiller. Indqvarteringen har naturligviis været en haard Byrde og til stor Uleilighed for Mange; smaa Huse have havt 4, 6, 8 indtil 16 Md., større 40-40 i Qvarteer. Efter Forlydende har Fjenden været i Struer og molesteret Telegraphstationen.

I Randers maatte alle Byens Heste møde paa Exerceerpladsen, og 171 af dem - af Fjenden vurderede til 17,000 Thl. - bleve tagne. Senere har man tilbudt Eierne dem tilkjøbs for Vurderingssummen med 10 pCt. Afslag; men man synes heldigviis at være enig om, ikke at indlade sig herpaa. Efter at de Heste, som vare mødte, saaledes vare tagne, gik Soldater, bevæbnede med Øxer, omkring og opbrøde alle Stalddøre for at finde flere. (Fdl.) 

Paa Grund af Begivenhederne i Randers i Onsdags (see vor Gaarsavis) opfordrer Politiemesteren Byens Indvaanere "til at afholde sig fra enhver Demonstration imod de derværende Militaire og deres Foranstaltninger, men alene at forebringe for Centralcommitteen eller Politiemesteren hvad der maatte findes Anledning til at bemærke". Derhos advares imod Sammenstimlen paa Torve og i Gader, gives Paalæg om at Børn og Læredrenge holdes hjemme fra Kl. 9 Aften gjentages, og enhver god Borger bedes om at være behjælpelig med at overholde disse Paabud.

Den 30te April forkyndtes Rand. Av. ved Byens Politimester, at den Øverstcommanderende for de preussiske Tropper, Oberst Winterfeld, havde forbudt Udgivelsen af "Rand. Avis" saaalænge Occupationen varede. Fra Vaabenhvilens Forkyndelse i Torsdags Middags er Forbudet hævet.

- - -

Fs. Av. beretter om følgende "Revolution i Slagelse": Kjøbmand Agent Schow eier et Teglværk lidt udenfor Byen. Til driften af dette har han i de sidste syv Aar benyttet Arbeidere fra Lippe-Deimold, der som bekjendt ere særdeles øvede i den Slags Arbeide. Lippe-Detmolderne kom hvert Foraar og reiste igjen hjem om Vinteren efter at have arbeitet saa flittigt Sommeren igjennem, at de havde opsparet saa mange Penge, at de om Vinteren kunde leve i deres Hjem af Kartofler og Spegesild, hvad der nok skal være et Tractement der. I forrige Uge ankom de samme Lippe-Detmoltere til Slagelse og begav sig til Teglværket, hvor de begyndte deres vante Arteide. Men "Folket i Slagelse" vilde det anderledes. Arbejdsfolkene og endeel Pøbel, hvoraf der jo findes endeel i enhver By, om den end er nok saa lille, sammenrottede sig og marscherede med en Dannebrogsfane i Spidsen ud til Teglværket og fordrede, at Hr. Schow skulde udlevere Lippe-Detmolderne, da de ikke vilde taale disse Tydskere i Landet, og meente, at det var tilstrækkeligt, at Jylland og Slesvig rare "occuperede". Da Hoben ikke vilde lade sig tale tilrette, indgik man en Vaabenhvile, under hvilken Hr. Schow lovede at sende Lippe-Detmolterne hjem, hvilket ogsaa er skeet, og saaledes endte den første Slagelse-Revolution. Følgerne af denne Revolution ville være, at Hr. Schow formodentlig ikke kan fabrikere Steen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 14. maj 1864).

Det store U i artiklen står for det gamle pundtegn, altså ½ kg. Hvorfor artiklen også angiver pund som Pd., er uklart. Måske har der bare ikke været flere tegn i sættekassen?

Beboerne i bl.a. Sneslev og Fuglebjerg havde lige før krigens udbrud indtrængende forlangt de tyske teglværksarbejdere fjernede. Alligevel søgte nogle til Danmark igen da gemytterne tilsyneladende var faldet til ro. Ved Slagelse fik fjernelsen af Lippe-Detmolderne en ret voldsom karakter. Affæren huskedes lang tid efter blandt ældre folk en drastisk vise herom, der begyndte: "I Slagelse har der været Sjov". Men de fleste andre steder skete afrejsen dog mere fredeligt. De sammenkaldte arbejderne fik forklaret at det var klogest at rejse, og det skete så. 

- Aalborg, den 28. April. Kommunalbestyrelsen har idag udstedt følgende "Opfordring til Medborgere": "I Tilfælde af Byens Besættelse af Fjenden opfordre vi vore Medborgere til villigt at efterkomme de Fordringer, der igjennem Kommunalbestyrelsen, eller de ansatte Autoriteter, maatte blive stillede til dem, selv om de sædvanlige Former ikke skulle blive iagttagne. Vi opfordre til at vise en rolig og værdig Holdning. Alt bør, saavidt muligt, holdes gaaende; Enhver passe sin Gjerning som til dagligt Brug. For at undgaa upassende Sammenstimmel paa Gaden, navnlig ved Fjendens Indrykning, anmode vi Forældre og Husbonder om at holde deres Børn. Lærlinge og Tyende saa meget som muligt ved Hjemmet; derhos fraraade vi paa det Indstændigste alle Demonstrationer i enhver Retning og især enhver Deltagen i Fjendtligheder, som ikke kan Andet end være ulykkebringende baade for den Paagjældende selv og for det hele Samfund." (Frdh. Av.)

(Ribe Stifts-Tidende 14. maj 1864).

Carl Henrik Bøgh (1827-1893): Preussisk Bedrift i Aarhuus. 1865. Illustreret Tidende Bind 5, nr. 245. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nordjylland besat. Slagelse. 12.-13. Maj 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Krigsskuepladsen i Nørrejylland. Varde, den 9. Maj. Igaar Middags holdt 4 Officerer (hvoriblandt skal have været en Prinds af Sachsen-Koburg-Gotha) og en Afdeling af 63 østerrigske Dragoner under Ritmester Grev Waldburgs Kommando, deres Indtog her i Byen. Da de vare blevne indkvarterede, forlangte Greven af Byens Autoriteter 25 gode Heste. Da Byen imidlertid ikke besad Heste af den Slags, kunde Forlangendet ikke opfyldes, og det viste sig ogsaa, efterat Fjenden selv havde drevet alle Byens Heste sammen paa Vejen mellem Sønderbro og Byen, at han kun kunde finde 5, der vare ham tjenlige, hvilke han da ogsaa førte med sig, da han om Aftenen drog bort igjen. - En Patrouille gik vesterpaa i samme Ærinde, og i de nærmest foregaaende Dage har Fjenden i lignende prisværdige Anliggende hjemsøgt de øst herfor beliggende Sogne, men hans Udbytte der vides ikke. - (Efter Byens Av.)

- I Torsdags kom en større Styrke af Preussere til Holstebro, omtrent 1200. De forlangte en Kontribution af 14,000 preussiske Talere, og da denne Sum, der skulde leveres inden Fredag Aften, ikke blev betalt fik de stakkels Holstebroere at føle, at det var Preussere; de havde for sig. Fjenden foretog derefter Undersøgelse hos Kjøbmændene og røvede der en stor Mængde Huder og Skind samt omtrent 200 Tdr. Rug. Hos Embedsmændene blev foretaget  Kasseundersøgelse, men der fandtes Intet, naar undtages paa Postkontoret, hvor de i en Skuffe fandt 6 Rd., som den fjendtlige Officer med dragen Sabel tvang Postmester Carstensen til at attestere var kongelige Penge, hvorefter Pengene toges med. Sluttelig arresterede man Kommunalbestyrelsen og tre Privatmænd og førte dem med sig; mulig dog, at disse Mænd senere ere komne tilbage. Hensigten var at gaa fra Holstebro til Struer og Lemvig, men det rygtedes, al vore Tropper havde gjort Landgang, og saa fik Fjenden Hastværk og skyndte sig tilbage til Viborg, hvorfra han var kommen. (Varde A.)

- Ringkjøbing, den 7. Maj. Imorges Kl. 7 forlod Fjenden Holstebro og begav sig tilbage til Viborg, efter at have gjort en Udskrivning i Penge der naturligvis ikke blev præsteret, og modtaget endel Leverancer. Borgerpræsentanterne og flere Borgere førtes bort, mærkelig nok lod Fjenden Byfoged Olsen i Ro, hvis Optræden ved denne Lejlighed ikke skal finde Borgernes udelte Bifald. En anden Synderlighed skete derved, at Kjøbmand Wium fik Lov til at stille forhenværende Gjæstgiver Schaumborg i sit Sted som Gidsel imod at betale ham hundrede Rdl. Et større Trælager skal Fjenden have været nedrig nok til at antænde. (Byens Av.): Vi skulle vel vogte os for, ikke at anføre denne Kilde, uagtet "Ringkj. Av." glatvæk optage ordret vore Redaktionsartikler uden at anføre Kilden. 

- Fra Nykjøbing p. M. telegraferes den 30. April til "Thisted Amtsav.": Efter Øjenvidners Udsagn er Skive imorges besat af 2000 Mand.

- Nykjøbing p. M., den 30. April. Ifølge private Efterretninger skulle Preusserne i Onsdags af Viborg Amt have udskrevet Rekvisitioner til 10,000 Mand og 2,800 Heste. Det Kvantum, der daglig skal leveres, angives til 119,000 Pd. Brød, 35 Stk. Slagtekvæg, endvidere Havre, Ris, Tobak, Brændevin og Kaffe. Den Styrke, hvormed de have besat Viborg og Omegn, angives iøvrigt til 8000 Mand og 16 Kanoner og skal bestaa af et Regiment blaa Husarer, et dito Garde-Kyrasserer, et dito hvide, 1ste og 50de Infanteri-Regiment, samt en Del af 3. (Elisabeths) og 4. Garde-Regiment. (B. Av.)

- - -

I Aarhus var den 27. April stærkt Røre, thi Dampskibet fra Korsør ventes og en Masse Mennesker strømmede ned til Havnen for at høre Nyt. Skibet lagde bi og Postmesteren erklærede, at han nok vilde modtage Posten til Aarhus, Ebeltoft og Grenaa, hvorimod han ikke vilde afsendte Posten til Randers og videre nordpaa. Der blev nu megen Uro lighed, enkelte Brushoveder forlangte iøvrigt, at Postmesteren skulde sende Posten afsted og at han burde afsættes osv., men Postmesteren vilde ikke forandre sin Menig, da han alene stod til Ansvar. Endelig bestemtes det, at Dampskibet skulde sejle Kl. 6½ til Udbyhøj, men Folk vare desuagtet meget opirrede og der opstod heftigt Mundhuggeri med Dampskibskapitainen - da det pludseligt lod i Byen: "Tydskerne ere her!" Ganske rigtigt! en Patrouille paa 18 Mand kom og besatte Byen, medens de øvrige endnu stode og demonstrerede, at Fjenden idetmindste var 2 a 3 Mile borte. Heldigvis var Dampskibet, som medførte en stor Del Penge, mange Tjenestebreve og en betydelig Mængde Gods gaaet bort fra Broen, for Tydskerne kom ned til Havnen, og det satte nu af al Kraft afsted og var snart ud af Skudvidde. Et Par ladede Jagter og nogle andre Skibe, slap ligeledes, da Vinden var gunstig, bort, saa at den tydske Patrouille ikke dengang kom til at gjøre Priser i Havnen. De 18 Mand droge bort igjen, men næste Dag kom en større Styrke, bestaaende af 16 a 1700 Mand Preussere, som indkvarteredes og som foruden Tobak og andre Sager, særligt fordrede Støvler; man var ubetænksom nok til at erklære at det ikke var muligt at opdrive Støvler og den fjendtlige Major lod ogsaa til at gaa ind paa Fremstillingen, men henad Aften kom han tilbage og var nu bleven et andet Menneske, han skjældte og smeldte og sagde at man havde løjet for ham han havde selv været omkring, og seet efter hos en Skomager og fundet 12 Par Støvler hos ham, og han vilde nu sende Kommandoer ud i Byen til alle Skomagere og lade borttage alt Fodtøj, som Soldaterne kunde bruge. Som sagt saa gjort, og inden kort Tids Forlod saa man alle Skomagere komme trækkende op til Raadstuen med Soldater, som bare Fodtøjet. Hele Udbyttet var her kun 60 Par Støvler, som kunde bruges af Soldaterne. Næste Dag droge næsten alle Tydskere bort nordpaa.

(RIbe Stifts-Tidende 12. maj 1864).

Silkeborg, den 13de Mai.

- Igaar havde vi atter her et Besøg af en preussisk Patrouille paa 30 Mand, under Kommando af en Major v. Michelsen og nogle Lieutenanter. Den kom imidlertid ikke som den forrige for at røve Stude; dens Ærinde var en lille Smule pænere - den skulde blot røve Heste, - og det maa man lade de preussiske Officerer og Soldater, de udførte deres hæderlige Hverv med en Routine, som var beundringsværdig, og som lod formode, at de oftere havde udført lignende Bedrifter; Skade kun, at Udbyttet blev saa lille. Da de kom igaar Morges, kom de ind i Byen fra alle Sider paa eengang, og strax besatte de Udgangene og lod holde Vagt i Gaderne, for at ingen Heste skulde undkomme; derefter gav de Befaling til, at alle Byens Heste strax skulde møde paa Torvet; men da det netop var paa den Tid, Hestene vare i Marken, mødte der kun nogle faa Stykker, som de kasserede. De gik da fra Huus til Huus for at undersøge, om der ingen Heste vare skjulte; men "hvor Intet er, har Keiseren (og saa saglens Kongen af Preussen) sin Ret fortabt", og Expeditionen maatte derfor forlade vor By ligesaa riig, som den var kommen, med een Hest, som den havde taget heri Nærheden. Den tog herfra til forskjellige Gaarde og Byer Nord paa, men saavidt vi vide er det kun lykkedes den at faae fat i to gode Heste.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 13. maj 1864).

Oversættelse af tysk artikel (en bedre ønskes om muligt, kontakt redakteuren). Originalen følger oversættelsen:

Fra det sydlige Holsten, 11. maj. (H. B. Z.) I den store nationalforsamling i Rendsborg, den første, hvor begge hertugdømmers indbyggere i lang tid atter var mødtes i massevis, kunne man se hvor fuldstændigt de stadig i dag trods tolv års voldelig adskillelse udgør et enkelt stat og et enkelt folk. Her fik man nu lejlighed til at høre tanker om landets fremtid udvekslet fra alle afkroge af landet på samme tid. Selv efter at de preussiske ledende organer i stigende grad fremsatte ønsket om annektering, var der naturligvis aldrig tale om muligheden for en sådan vending. Hertugdømmernes folk lukker ikke øjnene for politiske fornødenheder, og næsten alle ser tydeligt at Preussen hvis det har brug for magt her for at gøre sig gældende i hertugdømmerne, må give afkald på at blive kaldt en højborg for lov og retfærdighed, men at hvis det ved hvordan for at hævde hertugdømmerne på denne måde, har den gjort store ting for sin fremtidige magtudvikling og forblevet tro mod traditionerne fra den tidligere stormagtspolitik. Preussen vil aldrig kunne regne sig selv som befolkningens tilhænger her. For vi er ikke optaget af magt og ære, men af ​​lykke og udvikling. Andragendet eller adressen (som vor avis også offentliggjorde for et par dage siden) er som det blev sagt der, distribueret i tusindvis af eksemplarer, men så vidt man hører er den ikke underskrevet af nogen, i hvert fald kun uansvarlige hhv. interesserede ville deltage i det; så generelt vender de loyale mennesker sig væk fra et sådant skridt. Endvidere blev der fra Breslau sendt en proklamation til befolkningen i Slesvig-Holsten, hvori de med klare ord blev bedt om at kaste sig i Preussens arme, at frasige sig al selvstændighed og til at råbe til kongen: ”Her har du Hohenzollerne, som din vugge med krop og sjæl!" Men fabrikanten af ​​sådanne adresser, proklamationer og andragender røber kun, hvor lidt han kender de mennesker han henvender sig til. Med samme kølige forståelse hvormed hertugdømmernes indbyggere erkender at landets kommende fyrste uundgåeligt må indgå en militær konvention med Preussen, at han kommer til at afstå havne til den preussiske flåde, da der ikke er en tysk, uden betingelser, og den store flådekanal skal beskyttes af preusserne og fremmes på alle måder. D​en øvrige preussiske situation ses der også på med samme kølige sind, og selv om optagelse i toldforeningen hvis vi ikke bliver et toldfrit land, ikke betragtes som en ulykke, anerkender man det store fordele ved vores øvrige borgerlige eksistens med resterne af selvstyre som kan udvikles og ekspandere, i modsætning til under en centraliseret preussisk natur, i en sådan grad at en egentlig indlemmelse i Preussen ville blive betragtet som en ulykke. Derudover kan indbyggerne i disse lande ikke rokkes i deres loyalitet over for den forfædres suveræne af store løfter eller udsigter, og at de på grund af deres store vindskibelighed betragter bevarelsen af ​​status quo som et hovedanliggende i den enkelte borgers politik. Uoverensstemmelsen med Danmark havde naturligvis altid et nationalt skær, men det var i bund og grund en kamp for selvstændighed og en trofast tilslutning til gamle og gode rettigheder af enhver art.

Aus dem südlichen Holstein, den 11. Mai. (H. B. Z.) In der grossen Landesversammlung zu Rendsburg, der ersten, in welcher seit langer Zeit die Bewohner beider Herzogthümer sich einmal wider massenweise zusammen gefunden hatten, konnte man sehen, wie gänzlich sie trotz zwölfjährigen gewaltsamen Trennung noch heute ein einziges Land und ein einziges Volk bilden. Hier hatte man nun Gelegenheit, von allen Enden des Landes gleichzeitig die Gedanken über die Zukunft desselben austauschen zu hören. Selbstverständlich war auch, nachdem die Preussischen leitenden Organe immer mehr mit den Annexionsgelüsten hervortreten, von der Möglichkeit einer solchen Wendung nie Rede. Das Volk der Herzogthümer verschliesst seine Augen nicht den politischen Nothwendigkeiten und fast jedermann sieht klar ein, dass Preussen, wenn es hier Gewalt braucht, um sich in den Herzogthümern zu behaupten, zwar darauf verzichten muss, als ein Hort des Rechtes und der Gerechtigkeit genannt zu werden, dass es aber, wenn es die Herzogthümer in dieser Weise zu behaupten versteht, für seine künftige Machtentfaltung Grosses gethan har unde den Ueberlieferungen der bisherigen Grossmachtspolitik treu geblieben ist. Allein auf einen Anhang im Volke wird Preussen hier dann niemals rechnen können. Denn uns ist es nicht um Macht und Ruhm, sondern um Glück und Entwicklung zu thun. Die Petition oder Adresse (welche auch unsere Zeitung vor einigen Tagen brachte) ist zwar, wie dort gesagt wurde, in Tausenden von Exemplaren verbreitet, allein, so weit man hört, von niemandem unterzeichnet, wenigstens würden wohl nur Unzurechnungsfähige oder Interessirte sich daran betheiligen; so allgemein wendet das loyale Volk sich einem solchen Schritte ab. Man hat ferner von Breslau aus eine Proclamation an die Schleswig-Holsteiner verbreitet, worin dieselben mit deutlichen Woren aufgefordert werden, sich Preussen in die Arme zu werfen, auf jede Selbstständigkeit zu verzichten und dem Könige zuzurufen: "Hier hast Du und gleich Deiner Wiege Hohensollern mit Leib und Seele!" Der Fabrikant solcher Adressen, proclamationen und Petitionen verräth aber nur, wie wenig er die Leute kennt, an welche er sich wendet. Mit demselben kühlen Verstande, mit welchem der Bewohner der Herzogthümer erkent, dass der künftige Fürst des Landes unweigerlich eine Militärconvention mit Preussen schliessen, dass er der Preussischen Flotte, wenn keine Deutsche da ist, die Häfen des Landes ohne Reserve cediren und den grossen Marinecanal unter Preussischer Aegide gestatten und in jeder Weise fördern muss, mit demselben kühlen Verstande werden auch die übrigen Preussischen Verhältnisse angesehen, und wenn auch eine Aufnahme in den Zollverein, falls wir nicht ein zollfreies Land werden, als kein Unglück betrachtet wird, so erkennt man doch die grossen Vorzüge unsrer sonstigen bürgerlichen Existenz mit den Resten des Selfgovernments, die einer Veredlung und Erweiterung entgegen gehen, vor dem strassen und centralisirten Preussischen Wesen in so hohem Masse, dass eine wirkliche Einverleibung in Preussen als ein Unglück angesehen werden würde. Dazu kommt, dass der Bewohner dieser Lande in der Treue gegen den angestammten Landesherrn durch glänzende Versprechungen oder Aussichten nicht wankend gemacht werden kann und dass er zufolge seiner grossen Geschäftigkeit die Erhaltung des Bestehenden als eine Hauptsache der Politik des schlichten Staatsbürgers ansieht. Der Zwiespalt mit Dänemark hatte zwar selbstvertändlich immer eine nationale Färbung, allein er war doch wesentlich ein Ringen nach der Selbststdändigkeit und ein treues Festhalten am alten guten Rechte jeder Art.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 13. maj 1864)

Ubekendt: Marketenderi for 64de prøjs. infant. regiment i Ulkebøl. Fotoet er taget efter slaget om Als, altså efter 1. juli 1864. Men formentlig minder det om lignende situationer andre steder fra. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Søtræfningen ved Helgoland 9de Maj 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag bringer forskellige artikler fra tyske aviser om Slaget ved Helgoland 9. maj 1864.

Først et uddrag af en artikel om et øjenvidne - en officer fra "Adler". Oprindeligt fra Spenerschen Zeitung. De tre preussiske skibe var mindre end de to østrigske. "Adler" var armeret med to 68 og to 32 pundskanoner, de to sidstnævnte stammede fra det danske skib Gefion der i 1849 blev erobret i Eckernförde (se indslag om Eduard Jungmann og Johann Heinrich Bartelsen). Bemærk at det er skrevet dagen efter slaget og der forekommer forkerte oplysninger om de danske skibe, fx at Niels Juel skulle være sunket:

Søslaget ved Helgoland

Klokken 10.15 om formiddagen gik vi under damp og var allerede ved det inderste fyrskib, ikke langt fra Cuxhaven, da kommandanten klokken 10.45 gav tegn til at følge hans bevægelser. En båd med østrigsk flag og en lille damper, der kom fra Cuxhaven, var ved hans side. Han så ud til at have modtaget nyheder, for vi vendte om og gik mod havet igen. Nu stod det ret klart for os hver især, hvad vi stod over for, og i min rolle som styrmand havde jeg forberedt alt nøje for ikke at forvirre besætningen unødigt, når signalet "Klar til kamp" blev givet.

Tiden gik med spøg og underholdning, indtil vagthavende officer meldte, at de netop havde passeret Elbens yderste fyrskib (12.45 minutter om eftermiddagen), og at 3 fregatter, sandsynligvis danskere, var i sigte øst for Helgoland. Jeg gik nu på dækket og bemærkede i den angivne retning, cirka 15 sømil væk, tre store skibe, der lå mod vest, og hvis nederste dæk endnu ikke var over horisonten. Flagene kunne ikke engang skelnes. En anden fregat, som lå under Helgoland nordvest for os, vakte længe bekymring. Hvis dette også havde været en dansker og ikke den hjemvendte engelske fregat "Aurora", kunne det sagtens være sket for os.

Kort efter klokken 1 lød kamptrommeslag, og vi ​​drog nordpå i kamprækkefølge, "Schwarzenberg", "Radetzky", "Adler", "Basilisk", "Blitz". Nu satte dansken også kursen mod os, på den modsatte kurs, altså sydpå. Da begge linjer nu nærmede sig hastigt, og de første skibe lå omkring 2000 skridt over for hinanden og dampede forbi hinanden, blev det første skud affyret fra "Schwarzenberg" ved 2-tiden om eftermiddagen, som blev returneret af danskerne og blev straks et vedvarende skud for alle skibene. I øjeblikket kunne vi kun se sprængninger og krudtrøg og den flimrende ild fra bomberne, der bragede i luften, hvis stykker ramte ved siden af ​​os med uhyggelige fløjter og fik vandet til at sprøjte højt oppe. Efter cirka en time ændrede danskerne kursen mere mod vest og tog dermed kontrol over Elben, styrede derefter nordpå og vi sydpå, så begge eskadriller var i samme position i kamplinien i omvendt rækkefølge som i begyndelsen.

Denne gang gik "Schwarzenberg" og "Radetzky" imidlertid inden for 600 skridt fra fjenden, et foretagende, der måtte være bekymrende i betragtning af, den korte tid en ung besætning havde været i tjeneste. Klokken 02.45 brød formasten på "Schwarzenberg" pludselig i brand. Ilden var startet i forsejlets stævn og havde snart fået fat i hele forrigningen; Der steg røg fra hele fordækket. Helt sikkert en forfærdelig situation, som vi befandt os i.

Schwarzenberg" holdt sig nu tilbage for vinden, så røg og flammer kunne blæse fremad, hvilket potentielt kunne redde hele skibet. De blodrøde flammer, som igen og igen bredte sig hist og her, fremlagde et frygteligt smukt syn i det klare, men bleggule sollys; - og kanonerne stoppede ikke. - Resten af ​​eskadronen fulgte hurtigt efter i retning af Helgoland; Klokken 04.00 (altså efter 2 timers kamp) blev det sidste skud affyret, og alt blev dødstille. Få minutter senere kollapsede hele den brændende fortop og forårsagede frygtelig kaos blandt besætningen. 05.15 blev vi ankret tæt bag klitten og øst for den. Kun "Schwarzenberg" måtte kæmpe under damp, hele tiden manøvrere, så vinden kunne blæse enten fra siden eller bagfra. Nu skyndte alle i bådene at hjælpe med sprøjter, og vores læger gik ombord på "Schwarzenberg" og "Radetzky" for at hjælpe der. Forfærdelige beskrivelser de gav os bagefter. Indtil efter klokken 10 om aftenen sejlede "Schwarzenberg" rundt med dens nederste mast stadig ulmende, fordi det var umuligt at slukke den i højden. Først da var det muligt at kappe den overbord. Dette blev efterfulgt af buldermørke. Med tiden var hele eskadronen atter under damp; Klokken 4½ om morgenen, i dag, ankrede vi i Cuxhaven. "Schwarzenberg" ligner mere et vrag end noget andet. Bovspryd, reb osv. hænger og slapper rundt på stævnen. Fregatten havde 31 døde, 43 alvorligt sårede og omkring 50 lettere sårede. "Radetzky" havde 5 døde, 8 alvorligt sårede og flere lettere sårede. Vi har ikke noget at klage over, hvilket især skyldes, at danskerne fra start bombarderede østrigerne med velrettet, koncentreret ild; Først da danskerne drejede nordpå, fik vi fuld udsyn med bådene. Bådene var så heldige at sejle i smult vande, klarede sig meget godt og gjorde et godt stykke arbejde med deres riflede kanoner. - Danskeren må også være blevet elendigt skudt ned, han forlod straks slagmarken i nordlig retning i stor hast og efter cirka 1½ time var der ingen spor af ham mere. Det siges at være iagttaget fra Helgoland, at et af skibene senere blev taget på slæb; vi holdt op med at lede, fordi vi havde for meget med os selv at gøre. (Niels Juel siges allerede at være sunket.) Danskerne skød udmærket disse skibe specielt til denne eventualitet, desværre nok udrustet med udenlandsk støtte.

Das Seegefecht bei Helgoland.

Vormittags 10 Uhr 15 Minuten gingen wir unter Dampf und waren bereits beim innersten Feuerschiff, nicht mehr weit von Cuxhaven, als 10 Uhr 45 Minuten der Commandant Signal machte, seinen Bewegungen zu folgen. Ein Boot mit österreichischer Flagge und ein kleiner Dampfer, aus Cuxhaven kommend, waren bei ihm langs Seit gewesen. Er schien Nachrichten erhalten zu haben, denn wir kehrten um und steurten wieder seewärts. Jetzt war einem Jedem von uns ziemlich klar, was uns bevorstand und unter der Hand liess ich in meiner Funktion als erster Offizier Alles sachte vorbereiten, um beim Signal "Klar zum Gefächt" die Mannschaften nicht unnüss zu verwirren. 

Die Zeit verging mit Scherz und Unterhaltung bis und der wachthabende Offizier melden liess, dass man so eben (12 Uhr 45 Minuten Nachmittags) das äusserste Feuerschiff der Elbe passirte und östlich von Helgoland 3 Fregatten, wahrscheinlich Dänen, in sicht seien. Ich ging nun auf Deck und bemerkte in der angegebenen Richtung, ungefähr in 15 Seemeilen Entfernung, drei grosse Schiffe, die westlich lagen und deren Unterschiffe noch nicht über dem Horizont waren. Die Flaggen waren noch gar nicht zu unterscheiden. Eine andere Fregatte, die unter Helgoland in nordwestlicher Richtung sich von uns befand, stösste und längere Zeit Besorgniss ein. Wäre diess auch ein Däne gewesen, und nicht die zurückgekommene englische Fregatte "Aurora", so hätte es leicht um uns geschehen sein können. 

Bald nach 1 Uhr wirbelte die Trommel bei uns zum Gefecht, wir steuerten in Schlachtordnung nördlich, "Schwarzenberg", "Radetzky", "Adler", "Basilisk", "Blitz". Nun hielt auch der Däne auf uns ab, den entgegengesetzten Curs, also südlich steuernd. Als beide Linien sich nun rasch näherten, und die ersten Schiffe sich auf etwa 2000 Schritte gegenüber befanden und an einander vorüberdampften, fiel der erste Schuss von "Schwarzenberg" um 2 Uhr Nachmittags, der von den Dänen erwidert und sofort zum anhaltenden Geschützsener sämmtlicher Schiffe wurde. Momentan sah man nur Blotz und Pulverdampf und das züngelnde Feuer der in der Luft platzenden Bomben, deren Stücke mit unheimlichen Gepfeise neben uns einschlugen und das Wasser hoch aufspritzen machten. Nach einer Stunde ungefähr änderten die Dänen ihren Curs mehr westlich und bekamen dadurch die Elbe in ihre Gewalt, steuerten dann nördlich und wir südlich, so dass beide Geschwader in umgekehrter Ordnung in Schlachtlinie wieder in derselben Lage sich befanden, wie Anfangs. 

"Schwarzenberg" und "Radetzky" gingen diessmal jedoch auf 600 Schritt an den Feind, ein Unternehmen, das bei einer noch so kurzen Zeit der Indienststellung einer jungen Mannschaft bedenklich sein musste. Um 2 Uhr 45 Minuten brannte plötzlich der Fockmast der "Schwarzenberg". Das Feuer war im Bug des Vormassegels ausgekommen und hatte bald die ganze vordere Takelage ergriffen; Rauch stieg vom ganzen Vorderdeck auf. Sicherlich eine schreckliche Lage, in die wir gerathen waren. 

Die "Schwarzenberg" hielt nun von dem Winde ab, damit Rauch und Flammen nach vorne schlagen konnten, um dadurch möglicherweise das ganze Schiff zu retten. Die blutrothe Lohe, die bald hier, bald dort sich immer wieder frisch verbreitete, bot einen furchtbar schönen Anblick in dem hellen, aber sahlgelben Sonnelicht dar; - und dabei hörte der Kanonendonner nicht auf. - Bald folgte das übrige Geschwader in der Richtung nach Helgoland; um 4 Uhr (also nach 2 Stunden Gefecht) fiel der letzte Schuss, und Alles war todtenstill. Einige Minuten nachher brach der ganze brennende Vortopp herunter und richtete unter der Mannschaft noch entsetzliches Unheil an. Um 5 Uhr 15 Minuten lagen wir dicht hinter der Düne, östlich davon vor Anker. Nur die "Schwarzenberg" musste sich unter Dampf herumquälen, immer so manöverirend, dass der Wind entweder von der Seite oder von hinten wehen usste. Jetzt eilte alles in Böten zu Hilfe mit Spritzen, und unsere Aerzte begaben sich an Bord der "Schwarzenberg" und "Radetzky", um dort zu helfen. Schreckliche Schilderungen, die sie uns nachher machten. Bis nach 10 Uhr in der Nacht lief "Schwarzenberg" mit noch immer glimmendem Untermast umher, weil er in seiner Höhe nicht zu löschen war, dann erst gelang es, ihn über Bord zu kappen. Darauf folgte Stockdunkelheit. Mit der Zeit war das ganze Geschwader wieder unter Dampf; um 4½ Uhr Morgens, also heute, kamen wir in Cuxhaven vor Anker. Die "Schwarzenberg" sieht mehr einem Wrack änhlich, als etwas anderem. Bugspriet, Tauwerk u. s. w. hångt und schlackert an dem Bug herum. Die Fregatte hat 31 Todte, 43 Schwerverwundete und ungefähr noch 50 leichter Verwundte. "Radetzky" hat 5 Todte, 8 Schwerverwundete, verschiedene leichter Verwundete. Wir haben nichts beklagen, was hauptsächlich darin seinen Grund hat, dass die Dänen die Oesterreicher von vorn herein durch ein wohlgezieltes concentrirtes Feuer beschossen; nurs als die Dänen nörclich sich wandten, bekamen wir mit den Booten seine ganze Lage. Die Boote hatten das Glück ganz stille See zu treffen, haben sich sehr gut gemacht, und mit ihren gezogenen Geschützen gut gewirkt. - Der Däne muss auch jämmerlich zusammengeschossen worden sein, er verliess sofort den Kampfplatz in grösster Eile in nördlicher Richtung un in circa 1½ Stunde war nichts mehr von ihm su sehen. Von Helgoland aus will man beobachtet haben, dass später eines der Schiffe in Schlepptau genommen worden ist; wir sahen nicht mehr hin, weil wir zuviel mit uns selbst zu thun hatten. (Der "Niels Juel" soll bereits gesunken sein.) Die Dänen haben ausgezeichnet geschossen, sie scheinen diese Schiffe eigens für diesen Fall, leider wahrscheinlich genug, mit fremder Unterstützung ausgerüstet zu haben. 

(Neues bayerisches Volksblatt. 18. maj 1864. Uddrag)

Fra O. Lütken: Die Nordsee-Escadre und das Seegefecht bei Helgoland am 9. Mai 1864. 1886

Først flere dage efter fulgte mere pålidelige efterretninger fra slaget. 

Altona, 11. maj. Efter forgæves at have ventet til omkring klokken 12 i går aftes på alle transportmidler og mandskab med de østrigere der blev såret i det nylige søslag med danskerne, der skulle ankomme hertil på den preussiske rådgivende damper "Adler", fandt vi endelig ud af, at skibet først kunne nå at ankomme her til morgen. Klokken 5½ om morgenen lagde dampbåden til ved den lokale anløbsbro. Den havde 50 meget alvorligt sårede og nogle grueligt forbrændte østrigere ombord, samt 3 mænd, der var døde på rejsen fra Cuxhaven hertil. De resterende sårede der er registreret her, for hvem alle nødvendige foranstaltninger allerede var truffet for indlæggelse på det lokale østrigske felthospital, er midlertidigt landet i Cuxhaven og blevet indkvarteret på midlertidige hospitaler. Transporten hvortil alle østrigske, saksiske og hannoveranske læger og alt her stationeret lægepersonale var kommanderet, blev udført med største omhu og tog derfor godt tre timer. Der er ingen officerer blandt de sårede, der ankom hertil, men kun en kadet hvis ben er blevet amputeret. På grund af forsinkelsen af ​​skibets ankomst med hele 7 timer, havde de sårede lidt frygteligt. "Adler" har en rustning på 2 68 pd. og 2 32 pd kanoner. De to sidstnævnte kanoner er fra fregatten "Gefion". De to preussiske andre kanonbåde, der var involveret i slaget, er hver bevæbnet med 1 24pd. og 1 68pd kanoner. De mange sår og lemlæstelser blandt besætningen på fregatten "Schwarzenberg" skyldes mindre de danske granater, end at østrigerne for at kunne skyde hurtigere havde taget den risiko at placere et større antal armerede bomber i deres batterier, hvoraf flere brød i brand og sprang i luften i skibet. Mange mistede også livet på grund af den uheldige omstændighed, at mandskabet på formasten havde travlt med at arbejde på rigningen i det øjeblik, først et sejl og derefter hele rigningen af ​​formasten brød i brand på grund af en dansk granat.

Altona, 11. Mai. Nachdem man gestern Abend vergeblich bis gegen 12 Uhre mit allen Transportmitteln und Mannschaften die bei dem jüngsten Seegefecht mit den Dänen verwundeteten Oesterreicher erwartet hatte, die mit dem preussischen Avisodampfer "Adler" hier eintreffen sollten, erfuhr man endlich, dass das Schiff erst heute Morgen hier anlangen könne. Gegen 5½ Uhr Morgens legte denn auch das Dampfschiff bei der hiesigen Landungsbrücke an. Dasselbe hatte 50 sehr schwer verwundete und zum Theil grässlich verbrannte Oesterreicher am Bord, sowie 3 Mann, welche auf der Reise von Cuxhaven auf hier gestorben waren. Die übrigen hier angemeldeten Bewundeten für deren Aufnahme im hiesigen österreichischen Feldhospital schon alle nöthigen Anstalten getroffen waren, sind vorläufig in Cuxhaven gelandet und in fort provisorisch eingerichtete Spitäler unterbracht. Der Transport, wozu alle hier stationirten österreichischen, sächsischen und hannöverschen Aerzte und alle Sanitätsmannschaft commandirt war, wurde mit der grössten Sorgfalt ausgeübt und nahm daher reichlich dreit Stunden in Anspruch. Unter den hier angekommenen Verwundeten sind keine Offiziere, sondern nur ein Cadet, dem ein Bein amputirt ist. Durch die Verzögerung der Ankunft des Schiffes um volle 7 Stunden hatten die Verwundeten schrecklich leiden müssen. Der "Adler" hat eine Armirung vom 2 68pf. u. 2 32pf Kanonen. Letztere beiden Geschütze sind von der Fregatte "Gefion". Die beiden mit im Gefecht gewesenen preussischen Kanonenboote sind jedes mit 1 gezogenen 24pf. und 1 68pf. Kanonen armirt. Die vielen Verwundungen und Vestümmelungen unter der Mannschaft der Fregatte "Schwarzenberg" sind weinger der dänischen Geschossen als dem Unstande zuzuschreiben, dass die Oesterreicher, um schneller feuern zu könnnen, es risikirt hatten, eine grössere Anzahl gefülter Bomben bei sich in den Batterien zu placiren, von denen mehrere Feuer fingen und im Schiffe platzten. So auch sind viele Leute durch den unglücklichen Umstand ums Leben gekommen, dass die Mannschaft am Fockmastd gerade in dem Augenblicke eben mit Klarund der Takelage zu thun hatte, als durch eine däniche Granate zuerst ein Segel und darauf die ganze Takelage ds Fockmastes im Brand gerieth.

(Pfälzer : Bote für das Glanthal und Anzeige-Blatt für den Bezirk Kusel. 18. mej 1864)

Fra krigsskuepladsen. Et brev fra Cuxhaven dateret den 11. i år beskriver begravelsen, der fandt sted den dag, hvor de tapre mænd, der faldt på havet. De blev begravet på Sankt Martins kirkegård i Ritzebüttel. Der var 36 sømænd og marinesoldater og 2 kadetter. En officer var allerede blevet begravet på samme kirkegård dagen før. Et næsten uoverskueligt følge havde sluttet sig til begravelsesoptoget, der gik fra Cuxhaven fra Ritzebüttel ved 4-tiden om eftermiddagen, forud for en katolsk skibspræst og en afdeling af marinesoldater og søfolk. Alle embedsmænd i Ritzebüttel-kontorets retsvæsen og administration, kommandanten og alle officerer på lods-, vagt- og signalskibene, de protestantiske præster i officiel dragt og hanseaternes garnison i Ritzebüttel og Cuxhaven for at beskytte kysten gav de faldne æreseskorte, mens hele borgervæbningens vagtgruppe foran og på kirkegården og modtog begravelsesoptogene med militær hæder og førte dem til graven. Alle kisterne var behørigt pyntet med kranse, og unge piger med kranse til at dekorere de faldnes store fællesgrav fulgte umiddelbart efter optoget af ligvogne. I miles omkreds, især fra nabolandet Hannover, ilede folk i vogne og til fods for at vise deres sidste ære til de modige mennesker, der forsvarede tysk lov med deres blod og ofrede deres liv for at beskytte tyske søfolk mod dansk sørøveri for at ledsage dem til deres sidste hvilested .

Vom Kriegsschauplatz. Ein Schreiben aus Cuxhaven vom 11. d. schildert das an diesem Tage stattgefundene Begräbniss der in dem Seetreffen gefallenen Braven. Sie wurden auf dem St. Martins-Kirchhofe in Ritzebüttel beigesetzt. Es waren 36 Matrosen und Seesoldaten und 2 Cadetten. Ein Offizier war bereits am vorhergehenden Tage auf demselben Kirchhofe beerdigt. Ein fast unabsehbares Gefolge hatte sich dem Leichenzuge angeschlossen, der unter Vortritt eines katholoschen Schiffsgeistlichen und einer Abtheiliung Seesoldaten und Matrosen sich von Cuxhaven aus Ritzebüttel Nachmittags 4 Uhr in Bewegung setzte. Sämmtliche Beamten der Justitz und Verwaltung des Amtes Ritzebüttel, der Commandeur und sämmtliche Offiziere des Lootsen-, Wacht- und Signalschiffe, die evangelischen Geistlichen in Amtstracht und die zum Küstenschutze in Ritzebüttel und Cuxhaven garnisonirenden Hanseaten gaben den gefallenen Braven des Ehrengeleite, während die gesammte Bürgerwehr des Amtes vor und auf dem Kirchhofe sich aufgestellt hatte und mit militärischen Ehren die Leichenzüge empfing und zur Gruft geleitete. Alle Särge waren mit Kränzen sinnig geschmückt, und junge Mädchen mit Kränzen, das gemeinsame grosse Grab der Gefallenen damit zu schmücken, folgten unmittelbar hinter dem Zuge der Leichenwagen. Meilenweit, namentlich aus dem benachbarten Hannover'schen waren Leute zu Wagen und zu Fuss herbeigeeilt, um den Tapferen die mit ihrem Blute deutsches Recht vertheidigt, und ihre Leben eingesetzt, um deutsche Seefahrer gegen dänischen Seeräuberei zu schützen, die letzte Ehre zu erweisen und sie zu ihrer Ruhestätte zu begleiten.

(Pfälzer : Bote für das Glanthal und Anzeige-Blatt für den Bezirk Kusel. 20. maj 1864)

En gennemgang af slaget kan findes i Militär-Zeitung. 17. 1. juni 1864. Den øverstkommanderende på den østrigsk-preussiske flådeafdeling, kontraadmiral Wilhelm von Tegetthoff gav sin fremstilling af slaget som både findes på tysk og på dansk, i forskellige versioner. Se fx Der Kamerad: militärisch-belletristisches Wochenblatt. 20. maj 1864. Et portræt af Tegetthoff stod i Neue Militär-Zeitung 24, 19. april 1871. Herunder også hans optræden under slaget ved Helgoland. 

En østrigsk søkadet på "Schwarzenberg" gav nedenstående skildring af sine oplevelser før og under slaget:

Søtræfningen ved Helgoland.

* Fra et brev fra en østrigsk midtskibsmand *) til hans forældre, dateret "Cuxhaven, i maj, om bord på hs. maj. fregat Schwarzenberg" og venligt delt med os, finder vi følgende beskrivelse af rejsen fra Brest til Helgoland og den søslag nær sidstnævnte ø:

Efter afslutningen af ​​slaget med danskerne ved Helgoland den 9. i år. d. m., udkæmpet fra 1 3/4 til 3 3/4 kl. skynder jeg mig straks at give jer nyheder derom. Så indtil videre er jeg rask og har ikke lidt andre skader udover nogle få læsioner, som jeg fik da jeg faldt på grund af kugler eller granater, der fløj forbi. Da I nu ved at jeg er rask, vil jeg nu fortsætte min rejsebeskrivelse fra Brest.

Den 16. eller 17. april ankom vi til Brest. Vi blev der til den 22., fordi vi ville give resten af ​​eskadronen tid til at følge med. På afstand ligner Brest en af ​​vore fabriksbyer i Øvre Schlesien, fordi flådearsenalerne udgør næsten en hel del af byen; de strækker sig næsten en halv tysk mil ind i landet, langs en halvt naturlig, halvt kunstig kanal. Resten af ​​byen er ujævn, men meget smuk, og livet er billigt. Et teater fra Louis XIV's tid er bemærkelsesværdigt, men det er i øjeblikket ikke meget værd. Den 22. april modtog vi ordre om at gå om bord til England. Klokken 1 den 26. ankom vi til Deal, hvor vi ankrede på reden og indtog kul og friske proviant, mens vores kommandant tog til London til en samtale med vores ambassadør, grev Appony, hvortil han var inviteret. Næste dag kom han tilbage og gav os ordre til straks at gå til Rexel, hvorfra vi skulle gå til Cuxhaven, forstærket af de preussiske kanonbåde.

Efterladt blev kanonbåden "Seehund", som var ankommet til Ramsgate ved Themsens udmunding under lavvandet, og vi drog ud ved 7-tiden om aftenen den 30. og ankom til Newdiep om eftermiddagen den 1. maj. Der forenede vi os med de tre preussiske skibe "Blitz", "Basilisk" og "Adler", tog nye kulforsyninger ind og fortsatte d. 3. Under rejsen til Cuxhaven skulle vi være forberedt på at støde på den danske flåde hver dag. Men uforstyrret eller rettere med utilfredstillet kampgejst gik vi 4. aften ind i Cuxhaven til befolkningens jubel. Men vi skulle ikke hvile længe, ​​for dagen efter meldte et telegram fra Helgoland at danskerne var mellem øen og udmundingen af ​​Elben. Kedlerne blev straks opvarmet og den 6. aften tog vi ud for at møde fjenden. Næste morgen meldte udkiggen om en fregat. Straks blev der telegraferet "generel jagt", alle kedler blev fyret op, sejlene sat og nu tog vi afsted på Lütkows vilde jagt. "Schwarzenberg", en fremragende løber, var hurtigt foran de andre skibe, og ved 11-tiden ved middagstid var det fremmede skib så tæt på os at vi kunne genkende skibet som den engelske fregat "Aurora" som vi allerede havde set i Deal. Nu vendte vi selvfølgelig om og efter vi var genforenet med de andre skibe, satte vi kursen mod Helgoland. Vi ankom der den næste dag; Adler blev beordret til havnen for at undersøge om der var dukket danske skibe op der; Blitz gik med samme kommando til Elbens udmunding, Basilisk til Weser. Det varede ikke længe ​​før alle tre vendte tilbage med nyheden om at danskerne var taget til Vesterhavet. Vi tog straks afsted igen og ankrede ud for Cuxhaven om aftenen. Dagen efter da vi skulle til at sejle ind, blev vi forhindret i det af den østrigske konsul som kom os i møde med nyheden om at danskere var blevet set. Vi vendte straks om igen og gik ud. Klokken 11 (jeg var på vagt) så jeg tre røgskyer i horisonten som de straks fulgte som svar på min melding. Allerede klokken 12½ kunne man skelne det danske flag med teleskopet. Nu gik jeg ned til vores sædvanlige opholdssted (contracarré), spiste min frokost med stor appetit, og så, bevæbnet med sabel, dolk og cigarer for at ryge under kampen, gik jeg til batteriet hvor jeg mødte et tordnende hurra fra min sektion (8 kanoner, to 30-punds og seks 60-punds granatkanoner). Jeg gjorde straks alt klar til kamp. De danske fregatter kom tættere og tættere på med kurs vest-syd-vest, mens vi holdt nord-vest. Da vi havde nærmet os en afstand af 15 kabler (1½ sømil, 3/8 tyske mil), gav vores kommandant ordre om at skyde, og vores første salve som begyndte engagementet, lød 3 minutter før kl. Så tændte jeg en cigar, så jeg altid kunne have nok spyt i munden på grund af den kvælende pistolrøg. Da vi var inden for 11 kabler af en, fik jeg tilladelse til at skyde og sendte straks nogle fjendtlige jernbudbringere ind i danskerne. De besvarede ilden, men deres kugler nåede os ikke. Dette fortsatte i omkring 30 minutter, indtil vores kommandant kedede sig af skydningen og besluttede at rykke tættere på. Så vi nærmede os gradvist inden for 1½ kabler (150 klasters), og nu begyndte en morderisk ild. Da jeg var tættest på midten af ​​skibet, var min sektion højst sandsynligt målet for kuglerne; ikke så mærkeligt at ud af 54 mand der betjente fire kanoner, var kun var 15 eller 20 overlevende tilbage, mens de andre lå lemlæstet rundt uden hoveder, hænder eller fødder. Nu måtte jeg selv give en hånd med, dels for at få de sårede af vejen, dels for selv at betjene kanonerne.

Sveden løb ned af min pande på grund af den frygtelige varme og arbejde; Jeg troede jeg var ved at blive kvalt, og min hals føltes tør, selvom jeg tyggede den ene cigar efter den anden. Til sidst, efter to timer, som varede fem minutter, stoppede vores skydning fordi folk skulle slukke masten, som stod i flammer. Først nu havde jeg mod nok til at se på hele det forfærdelige billede. Men det var også virkelig forfærdeligt. Gulvet var fingertykt dækket af koaguleret blod, forskellige arme, ben, hænder uden ejere lå rundt, plus de forfærdelige smertehyl fra de sårede, som var ret øredøvende. Jeg var fuldstændig dækket af knogler, hjerner og blod, våbenrøgen havde sværtet os alle så meget, at vi var fuldstændig uigenkendelige. Men selv nu var der ingen ro! Nu skulle de sårede fjernes og ilden slukkes. Det første var hurtigt overstået, det andet knap så hurtigt. Men først lykønskede de hinanden, og så var det jeg fandt ud af, at auditoren [Hauptmann] var faldet af skibet og allerede var død, og en kadet havde mistet benet.

Jeg var lige ved at glemme at beskrive afslutningen på kampen. Da vi sejlede ud af kampformationen for at slukke ilden, tog danskerne af sted. Vi sendte et par skud mere efter dem, men de gjorde ingen skade fordi de var for langt væk. Først da så vi at danskerne var stoppet, havde sat slæbetove ud og hurtigt fjernet dem med Nils Juel på slæb. Nu ankrede de andre skibe under Helgoland, men vi sejlede væk et par sømil for ikke at skade andre skibe, hvis vi skulle ryge i luften.

Så vi slukkede, arbejdede osv. så hurtigt som muligt, og endelig ved 11-tiden den nat var ilden slukket, og vi var allerede genforenet med de andre skibe som vi satte kursen mod Cuxhaven med. Vi ankom kl 3 om natten. Dagen efter blev auditør Kleinert begravet og dagen efter begravede vi med hele befolkningens kondolencer vores 34 døde, samt de 5 faldne soldater fra "Radetzky", hvoriblandt en kadet. De viste deres taknemmelighed ved at indlægge alle de alvorligt sårede på Hamborgs hospital og derefter indsamledes på 5-6 timer 55.000 mark i sølv, dels til de sårede, dels til forældrene til de tilbageværende. Beboerne i Cuxhaven og omegn tilbød også at tage sig af de lettere sårede, hvilket vi naturligvis tog imod med taknemmelighed. Generelt er folk her så imødekommende og tager så venligt imod os under vores besøg på land, at vi ikke ved, hvordan vi kan takke dem nok.

Under pinsefesten ankom flere dampere fra Hamborg hertil med besøgende som alle kun blev tiltrukket af fregatten "Schwarzenberg". Hele fregatten var hele dagen fuld af fremmede, så vi kadetter og officerer havde nok at lave fra morgen til aften for at vise dem skibet og dets inventar, samt de huller, som kugler og granater havde ramt os til at vise.

Das Seegefecht bei Helgoland.

* Einem aus "Cuxhaven, im Mai, am Bord Sr. Maj. Fregatte Schwarzenberg" datirten, uns gütigst mitgetheilten Briefe eines österreichischen Seekadeten *) an seine Eltern enthehmen wir nachstehende Schilderun der Seefahrt von Brest nach Helgoland und des Seegefechts bei der letztgenannten Insel:

Nach beendigung des Gefechts, das wir den Dänen bei Helgoland am 9. d. M. Nachm. von 1 3/4 bis 3 3/4 Uhr geliefert haben, beeile ich mich sogleich Nachrichen darüber zu geben. Fürs erste also bin ich gesund und habe ausser einigen Contusionen, welche ich beim Biederstürzen, durch das Vorbeifliegen von Kugeln oder Granaten verursacht, erhalten habe, keine weiteren Verwundungen erlitten. Da Ihr nun wisst, dass ich gesund bin, so werde ich jetzt meine Reisebeschreibung von Brest aus weiter fortsetzen. 

Also am 16. oder 17. April liefen wir in Brest ein. Dort blieben wir bis zum 22sten, weil wir der übrigen Eskadre Zeit geben wollten, nachzukommen. Brest steht von weitem aus wie eine unserer Fabriksstädte in Oberschlesien, denn die Marine-Arsenale bilden fast einen ganzen Stadttheil; sie erstrecken sich fast eine halbe deutsche Meile weit ins Land hinein, längs einem halb natürlichen, halb künsdtlichen Kanal. Die ubrige Stadt ist uneben, aber sehr hübsch und das Leben ist billig. Bemerkenswerth ist ein Theater aus der Zeit Ludwig XIV., das aber genewårtig nicht viel werth ist. Am 22. April erhelten wir Befehl, uns nach England einzuschiffen. Am 26sten früh 1 Uhr kamen wir in Deal an, wo wir auf der offenen Rhede ankerten und Kohlen und frische Lebensmittel einnahmen, während unser Kommodore sich nach London zu einer Unterredung mit unserem Gesandten, Grafen Appony, begab, zu welcher er eingeladen war. Den nächsten Tag kam er wieder und überbrachte uns den Befehl, augenblicklich nach Rexel zu gehen, von wo wir, durch die preussischen Kanonenboote verstärkt, nach Cuxhaven abgehen sollten. 

Mit Zurücklassung des Kanonenbootes "Seehund", das während der Ebbe bei Ramsgate an der Themsemündung aufgefahren war, liefen wir am 30sten 7 Uhr Abends aus und kamen am 1. Mai Nachmittags in Newdiep an. Dort vereinigten wir uns mit den dret preussischen Schiffen "Blitz", "Basilisk" und "Adler", nahmen neue Kohlenvorräthe ein und am 3ten ging es weiter. Während der Fahrt nach Cuxhaven mussten wir täglich gewärtig sein, auf die dänische Flotte zu stossen. Aber ungestört, oder vielmehr mit unbefriedigter Kampflust, liefen wir am 4ten Abends unter dem Jubel der Bevölkerung in Cuxhaven ein; aber wir sollten nicht lange Ruhe haben, denne schon den nächsten Tag meldelte ein Telegramm aus Helgoland, die Dänen zeigten sich zwischen der Insel und der Elbemündung. Sogleich wurde geheizt und am 6ten Abens liefen wir aus, dem Feinde entgegen. Am nächsten Morgen bereits meldete der Ausluger ene Fregatte. Sogleich wurde "allgemeine Jagd" telegraphirt, alle Kessel erhielten Feuerung, die Segel wurden gesetzt und nun gings wir Lütkow's wilde Jagd. Der "Schwarzenberg", ein ausgezeichneter Läufer, war den anderen Schiffen bald voraus und bereits um 11 Uhr Mittags war uns das fremde Schiff zo nahe, dass wir es als dit englische Fregatte "Aurora" erkennen konnten, welche wir schon in Deal gesehen hatten. Nun wurde natürlich Kehrt gemacht, und nachdem wir unswieder mit den anderen Schiffen vereinigt hatten, steuerten wir gegen Helgoland. Während des nächsten Tages blieben wir dort; der Adler wurde nach dem Hafen beordert, um zu erforschen, ob sich etwa dort dänische Schiffe gezeigt hätten; der Blitz ging mit demselben Befehl nach der Elbemündung, der Basilisk nach der Weser. Nich lange dauerte es, so kehrten alle drei mit der Nachricht zurück, die Dänen seien nach der Nordsee gegangen. Sogleich setzten wir und also wieder in Bewegung und ankerten Abends vor Cuxhaven. Am nächsten Tage im Begriff, einzulaufen, wurden wir durch den österr. Konsul daran verhindert, der uns mit der Nachricht entgegen gefahren kam, dass Dänen gesehen worden seien. Sogleich wendeten wir wieder und steuerten hinaus. Um 11 Uhr (ich war gerade auf Wache) erblickte ich am Horizont drei Rauchwolken, nach welchen man auf meine Meldung sogleich Kurs nahm. Um 12½ Uhr konnte man mit dem Fernrohr bereits die dåanische Flagge unterscheiden. Jetzt begab ich mich hinunter zu unserem gewöhnlichen Aufendhaltsort (contracarré), verzehrte mein Mittagessen mit grossem Appetit und ging dann bewaffnet mit Säbel, Dolch und - Cigarren, um während des Gefechtes zu rauchen, in die Batterie, wo ich con einem furchbaren Hurrah meiner Sektion (von 8 Kanonen, zwei 30fündigen und sechs 60pfündigen Granatgeschützen) empfangen wurde. Sogleich liess ich Alles klar zum Gefecht machen. Die dänischen Fregatten kamen, in der Richtung nach West-Süd-West steuernd, immer näher, während wir Nord-West hielten. Als wir auf eine Entfernung von 15 Kabeln (1½ Seemeile, 3/8 deutsche Meilen) herangekommen waren, gab unser Kommandant den Befehl zum Feuern, und unser erster Schutz, welcher das Gefecht begann, ertönte 3 Minuten vor 2 Uhr. Da zündete ich mir eine Cigarre an, um bei dem ertickenden Pulverdampf immer genug Speichel im Munde zu haben. Als wir und bis auf 11 Kabeln eineiner genähert hatten, erhielt ich die Erlaubniss zum Feuern und sogleich sandte ich den Dänen einige eiserne Feindschaftsboten in den Leib. Sie erwiderten das Feuer zwar, jedoch reichten ihre Kugeln nicht bis zu uns. So ging es ungefähr 30 Minuten fort, bis das Feuern unserem Kommandanten zu langweilig wurde und er beschloss, näher zu gehen. Wir näherten uns also nach und nach bis auf 1½ Kabeln (150 Klaster) und jetzt begann ein mörderisches Feuer. da ich der Mitte des Schiffes am nächsten war, so war meine Sektion am meisten der Zielpunkt der Kugeln; kein Wunder also, dass von 54 Mann, welche 4 Kanonen bedienten, nur 15 oder 20 gesunde übrig blieben, währen die anderen verstümmelt, ohne Köpfe, Hände oder Füsse umherlagen. Nun musste ich selbst Hand anlegen, tehils um die Verwundeten bei Seite zu schaffen, theils um selbst die Kanonen zu bedienen.

Der Schweiss lief mir von der Stirn von der furchtbaren Hitze und Arbeit; ich glaubte zu ersticken, und meine Gurgel war wie ausgetrocknet, obgleich ich eine Cigarre nach der andere zerkaute. Endlich nach zwei Stunden, welche mir wir fünf Minuten vergingen, hörte unser Schiessen auf, da die Leute beim Löschen des Eckmastes, welcher lichterloh brannte, nöthig waren. Nun erst hatte ich genug Mutze, das ganze grauenvolle Bild anzusehen. Es war aber auch wirklich schaudervoll. Der Boden war fingerdich mit geronnenem Blute bedeckt, verschiedene Arme, Beine, Hände ohne Eigenthümer lagen herum, dazu das furchtbare Schmerzgeheul der Verwundeten, das ordentlich betäubend war; ich war ganz mit Knochensplittern, Gehirn und Blut bedeckt, der Pulverdampf hatte uns alle so geschwärzt, dass wir ganz unkenntlich waren. Aber auch jetzt noch keine Ruhe! Jetzt mussten erst die Verwundeten weggeschaffen und das Feuer gelöscht werden. Das erste war schnell beendet, nicht so schnell das zweite. Zuerst aber beglückwünschte man sich, und dabei erfuhr ich erst, dass den Auditor vom Bord gefallen und bereits todt sei, und ein Kadet das Bein verloren habe.

Bald hätte ich vergessen, das Ende des Kampfes zu beschreiben. Als wir aus der Schlachtordnung hinausführen, um das Feuer zu löschen, fuhren die Dänen ab; wir schickten ihnen zwar noch einige Schüsse nach, die aber der zu grossen Entfernung wegen keinen Schaden thaten. Da erst sahen wir, dass die Dänen hielten, Schlepptaue ausbrachten und scih mit Nils Juel im Schlepp schnell entfernten. Nun ankerten die anderen Schiffe unter Helgoland, wir aber fuhren auf einige Seemeilen weg, damit wir nicht, wenn wir etwa in die Luft gingen, andere Schiffe beschädigten.

Wir löschten also, klappten etc. so schnell als möglich, und endlich in der Nacht um 11 Uhr war der Brand gelöscht und wir hatten uns schon wieder mit den anderen Schiffen vereinigt, mit welchen wir nach Cuxhaven steuerten; früh 3 Uhr liefen wir dort ein. Den nächsten Tag wurde Auditor Kleinert und den Tag darauf unter den Beileidsbezeigung der ganzen Bevölkerung unsere 34 Todten, sowie die 5 Gefallenen vom "Radetzky", unter denen ein Kadet, begrabe, Die hiesigen Einwohner haben sich überhaupt für den kleinen Dienst, den wir ihnen erwiesen haben, sehr dankbar bewiesen, indem sie nämlich alle Schwerverwundeten in das Hamburger Spital aufnahmen, dann in 5-6 Stunden 55,000 Mark Silber, theils für die Verwundeten, theils für die Eltern der Gebliebenen sammelten. Auch ahtten sich die Bewohner von Cuxhaven und Umgegend erboten, die Leichtverwundeten bei sich zu pflegen, was von uns natürlich mit Dankbarkeit angenommen wurde. Ueberhaupt sind die Leute hier so gefällig und nehmen uns bei unseren Besuchen an Land so freundlich auf, dass wir nicht wissen, wie wir ihnen genug danken können.

Während der Pfingstfeier sind mehrere Dampfer aus Hamburg mit Besuchern hier angekommen, welche alle nur durch die Fregatte "Schwarzenberg" angezogen worden waren. Die ganze Fregatte war die gedächten Tege hindurch immer mit Fremden angefüllt, so dass wir Kadetten, sowie die Offiziere von Früh bis Abends genug zu thun hatten, um ihnen das Schiff mit seiner Einrichtung, sowie die Löcher, die uns Kugeln und Granaten gechlagen hatten, zu zeigen.

*) Der Schreiber ist in Breslau geboren.

(Mnemosyne. 1. juni 1864).

Blandt de lettere sårede angives i Wilhelm Heuer Hoffmann: "Der schleswig-holsteinische Befreiungskrieg im Jahre 1864" See-Kadet Richard Schönberger und 22 Mann, hvilket måske kunne være brevskriveren. Han blev for sin tapre indsats i slaget tildelt tapperhedsmedalje i guld og forfremmet til Linienschiffsfähnrich. Han var søn af købmand F. A. Schönberger.

(Altona, 10. maj) - - Årsdagen for søslaget nær Helgoland blev fejret af officererne fra den østrigske brigade Ritter v. Kalif fejrede på en solrig måde. Den dag rejste mere end 80 officerer med brigadegeneralen i spidsen til Cuxhaven på en særligt lejet damper med regimentsmusik fra 35. infanteriregiment, hvor 50 modige marinesoldater nød evig hvile. Der blev afholdt en højtidelig begravelsesmesse, hvori også deltog en paradebataljon af Hamborgs Borgermilitær, flere civile myndigheder og næsten alle beboere i Hamburg Ritzbüttel-distriktet. Cuxhaven og Ritzebüttel var udsmykket med de smukkeste flagdekorationer; Triumfporte og bannere rejst med meningsfulde ordsprog: "Helgolands helte", og individuelle kanonsalutter, der lød langvejs fra, viste søfolkene på åbent hav, at Tyskland mindes sine haves forsvarer med taknemmelighed.

(Altona, 10. Mai.) - - Der Jahrestag des Seegefechtes bei Helgoland wurde ovon den Offizieren der österreichischen Brigade Ritter v. Kalif auf eine solenne Weise gefeiert. Mehr als 80 Offiziere, der Herr Brigade-General an der Spitze, fuhren an diesem Tage, mit der Regiments-Musik des 35. Infanterie-Regiments, auf ainem eigens gemietheten Dampfer nach Cuxhaven, allwo 50 tapfere Seesoldaten der ewigen Ruhe geniessen. Ein feierliches Todtenamt wurde gehalten, an dem sich auch ein en Parade ausgerücktes Bataillon Hamburger Bürger-Militåar, mehere Zivil-Autoritäten und fast alle Bewohner des Hamburger-Amtes Ritzbüttel betheiligten. Cuxhaven und Ritzebüttel prangten im schönsten Flaggenscmucke; Triumppforten und Transparente, mit sinnreichen Sprüchen: "den Helden von Helgoland" errichtet, und einzelne weithin tönende Kanonensalutschüsse zeigten den Seglern auf hoher See an, dass sich Deutschland der Vertheidiger seiner Meere mit Dankbarkeit erinnert.

(Militär-Zeitung. 17. maj 1865).

Mindesmærke over de faldne østrigere indviet 18. august 1865 i Cuxhaven. Ophavsret: Von Ra Boe / Wikipedia, CC BY-SA 3.0 de.

Den 17. maj 1864 ankom Niels Juel og Nordsøeskadren til København hvor den fik en heltemodtagelse. Ankomsten antydede at eskadrens mål med at forhindre tyske skibe i at forlade Cuxhaven var opgivet. Hvilket havde været den østrigsk-preussiske flådes formål.

Korvettenkapitän og kommandant Klatt, Capitänlieutenant Jung og Assistenzarzt dr. Köster blev 19. juli 1864 tildelt forskellige ordner og udmærkelser af den preussiske konge. Det samme gjaldt de to dampkanonbådes officerer.

I juli 1864 var resten af den østrigske flåde ankommet, og den 20. juli 1864 angreb de kaptajnløjtnant Hammers flotille ved Vesterhavsøerne. Om denne begivenhed, se indslag her på bloggen.

Året efter mødtes to af kombattanterne, den østrigske admiral Thegetoff og orlogskaptajn Suenson. Dette møde er beskrevet her på bloggen.

"Radetzky" eksploderede i februar 1869 ud for Fort Wellington på øen Lissa. Af besætningen reddedes 1 officer (Barth), 1 kvartermester (Kraus), 1 fyrbøder og 19 matroser.

Sønderborg. Ribe. 7de til 11te Maj 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Meddelelser fra Armeen. Hvor det dog seer sørgeligt ud i Sønderborgs Gader. En Ruin og et gjennemskudt Hus, en sværtet Murstensdynge og et ubeskadiget Sted med en Plakat i Vinduet, der fortæller, al her skjænkes varm Punsch og Kaffe. Hele Byen er som et stort Gravkammer; man møder Ingen, seer Intet uden Døden og Tilintetgjørelsen. Noget Levende saa jeg dog. Paa en Bagers Hus sad to forsultne Duer, og kikkede om efter den, der plejede at komme med deres Føde. Beboerne vare flygtede, maaske dræbte, hvem veed det. Duerne vare blevne tilbage. Ved Siden af Bagerens Hus laa en Ruin, oppe paa en halvnedstyrtet Gavl sad en Stær og baskede med Vingerne og sang og jublede af alle Livsens Kræfter, hvad kom vel Krigen og dens Rædsler Fuglen ved. Det seer ud her som i Pompeji, har en Anden sagt, men i Pompeji er enhver Konstruktion og Alt, hvad vi se, os fremmed og nyt, trods dets Ælde, Pompeji er et Monument over Talentet, stort, fredeligt og ophøjet, Sønderborg er Rædslens, Tilintetgjørelsens Billede, saa friskt, saa levende, at man endnu synes at høre de sørgelige Skrig lyde ud fra Murene, hvormed Beboerne forlode dem. Overalt viser sig Gaarsdagens Spor af Granater og Bomber, man seer Markerne af det Hastværk, som laa i Flugten, Ulykken staaer at læse paa alle Mure. Raadstueklokken ligger endnu midt i Gaden, Brandlugten trænger ind med hvert Aandedrag, siden der daglig antændes nye Huse og de tidligere antændte endnu brænde i Grunden. Nede ved Stranden møder os et andet Syn. Husene langs med Søen stode endnu den 20. i lys Lue fra om Mandagen. Paa flere Steder i Sundet, og langs med Bolværket, rager den sorte Boug eller Spanterne op af de sønderskudte Skibe, som bare de to Broer. Denne Broafbrydning skildres af Alle som det bedst og lykkeligst udførte Værk, man kan tanke sig. Det Hele stod kun nogle saa Minuter paa. Ingeniørerne havde været rede fra Kampens Begyndelse, hver Mand paa sin Post. I samme Nu som den sidste Afteling af Vore kom over, svingede de midterste Brodele ind til Sønderborg Siden, Samlingen skiltes, Strømmen drev de afbrudte Rester hver til sin Strandbred. Derefter aabnedes en voldsom Kanonild paa Pontonerne og de smaa Jagter, som sank eller brændte. Det Held og den Kløgt, som fulgte hele dette Foretagende, har udentvivl voldet de preussiske Generaler et stort Skaar i deres Glæde, thi derom tvivler da vel Ingen, at det nærmesl gjaldt dem om at forcere Overgangen til Als end at satte sig i Besiddelse af ni sammenfaldne Grushobe, hvis Kanoner kun lode sig bruge til et tydsk Triumf- og Theateroptog og dernæst sig til Støbejern, og som Ingen af os mere brød om at forsvare.

(Ribe Stifts-Tidende 7. maj 1864).

Charles Eduard Junod: Sønderborg efter bombardementet. Perlegade set fra rådhuset. Bygningen til venstre er Ernst Günthers Palais. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kriqsskuepladsen i Nørrejylland. Til Varde ankom i Søndags Middags, ifølge Byens Avis, 466 fjendtlige Soldater, befordrede paa 40 Vogne. De udskreve i Kontanter 23,000 pr. Talere, da disse naturligvis ikke kunde præsteres, erklærede den Øverstkommanderende, Oberstlieutenant Grev Hompesch, at i hvor ubehagelig (?) en Forretning det end var for ham, saa havde han dog fra Wrangel Ordre til at medtage som Gidsler indtil Betaling skeer, 10 af Byens mere ansete Indvaanere; i Kraft af denne Ordre bortslæbtes ogsaa Dagen efter sydpaa: den konst. Byfoged Fuldmægtig Lunøe, Borgerrepræsentanterne Kjøbmand Johnsen, Apotheker Helms, Overlærer Larsen, Værtshusholder L. Tranberg, Drejer Madsen og Kbmd. Søren Thomsen, samt af Privatmand: Kjøbmænderne Chr. Hansen og J. V. Palludan, Borgerrepræsentant, Konsul Haunstrup slap, paa Grund af at han er nederlansk Vicekonsul, for Fangenskabet mod at stille for sig en Sted fortræder (Kbmd. Duer). Fjenden ødelagde Telegrafen og medtog ved Bortmarchen i Mandag Morges endel rekvirerede Gjenstande saasom Oxekjød, Vin, Tobak, Cigarer, Havre, Hø og Halm.

(Ribe Stifts-Tidende 7. maj 1864)

Ribe, den 7de Maj.

Igaar Eftermiddags havde vi den Glæde at se de ti i Mandags arresterede Borgere komme tilbage, frigivne af Fjenden, og idag vil Stiftamtmanden og Borgmesteren ligeledes komme tilbage hertil. Hvorvidt dette staaer i Forbindelse med en paa Londonnerkonferencen afsluttet Vaabenstilstand foreligger der ingen bestemte Efterretninger om, maaske det ogsaa kun er en Følge af Konseilspræsidentens Rundskrivelse til de europæiske Magter angaaende de jydske Embedsmænds Arrestation. Efter Sigende skal Fjenden være i Bevægelse sydpaa, hvilket jo tyder hen paa en Udmarsch af Jylland og altsaa har den førstnævnte Formodning Sandsynligheden for sig, dog, de første Dage ville jo bringe Vished herom og indtil da maa vi ikke hengive os altfor meget til et Haab, der let kunde blive skuffet.

- I Anledning af den glædelige Begivenhed med Øvrighedens og Borgernes Tilbagekomst vajer idag overalt i Byen Dannebroge og Stemningen er mere fortrøstningsfuld end den har været i lang Tid.

(Ribe Stifts-Tidende 7. maj 1864).

Viborg, den 6te Mai. Gaarsdagen (Christihimmelfartsdag) gik temmelig rolig hen, men tidligt idag i Morgenstunden udbredte sig Tidenden om, at flere Indvaaneres Boliger vare omringede af preussisk Militair, der var paa Jagt efter Gidsler; paa denne Maade satte den fjendtlige Magt sig i Besiddelse af 6 Personer og henbragte disse til Hovedvagten, nemlig: Etatsraad, Overretsassessor Bregendahl, Kasserer ved jydske Landejendomsbesidderes Creditforenings - Contoir, Overretsprøveproct. Fasting, Borgerrepræsentanterne Kjøbmand M. Samson, Reebslager Werring, Skræderm. Munch og Skomagerm. Mehlesen, og, som det hedder, har Generalen stillet i Udsigt, at endnu flere Personer ville paa lignende Maade blive annammede, saafremt man ikke giver efter og rykker ud med den forlangte Krigscontributionssum. Hen paa Formiddagen havde man det lidet opbyggelige Syn at see, at vore 6 fangne Medindvaanere under Eskorte saavel af Cavalleri som Infanteri kjørte bort herfra ad Randersvejen; formodentlig gjælder Reisen vel neppe længer end til Aarhuus, hvortil Wrangel siges at være indtruffen, og forhaabentlig see vi dem nok snart her tilbage, eftersom det idag her fortaltes, at de Personer, der for nogle Dage siden af Fjenden som Gidsler var ført fra Hobro, imorges skulle være retournerede til deres Hjem. Ved slige Bortførelser opnaaer Fjenden dog neppe Andet end at vise, at han er i den Besiddelse af den physiske Magt. men som anvendt paa den Maade kun er simpel Raahed og hvorover selv flere hervær. preussiske Officierer have udtalt sig fordømmende. - Imorges gik atter endeel Militair herfra ad Landevejen til Holstebro saavelsom ogsaa til Skive.

- S. D. Kl. 7 Efterm. Det berettes her fra en paalidelig Kilde, at alle af Fjenden hidtil som Gidsler tagne Personer - ogsaa de i længere Tid i Rendsborg hensiddende jydske Amtmand osv. - ere frigivne; og vi kunne saaledes allerede her imorgen vente tilbage vore i Formiddag bortførte Medborgere. - Idag have Preuserne ogsaa snappet en Englænder, en ved Jernbanen ansat Overmaskinmester, ved hvis Hjælp man troer at kunne faae Lokomotiverne istandsatte til Benyttelse, hvad der dog neppe lader sig udføre i kortere Tid; det hedder forøvrigt, at Fjenden har til Hensigt at faae Forbindelsen pr. Jernbane sat igang mellem her og Randers ved Hestekraft.

- Den 7de Mai. Vore 6 Medborgere ere allerede inat vendte her tilbage fra deres Fangenskab; kort efter at være indtrufne til Randers og der indsatte vaa Hovedvagten, blev deres Frihed dem betydet, og det bekræfter sig, at alle i de forskjellige Kjøbstæder af Fjenden som Gidsler tagne Personer ere blevne frigivne. Det lader forresten til at der i flere Retninger er skeet et Omslag i Fjendens Handlemaade; han skal saaledes i Randers have givet tilbage de af ham i Banken røvede 120 Rd. ligesom ogsaa Størstedelen af de af ham der i Byen tagne Heste. Ogsaa i Mariager skal Fjenden have været, piint Indvaanerne af med c. 1100 Rd. og ved Bortgangen derfra medtaget Byens Præst, en Skolelærer tilligemed flere Borgere. - Der var her igaar den paa Eftermiddagen saavelsom iaftes stort Røre iblandt de fjendtlige Tropper, som lod formode en snart forestaaende Afmarsch, men idag er denne behagelige Tanke atter fløiten; den synlige Forandring er imidlertid den, at Fjendens Artilleri, der tidligere var opstillet udenfor Byen nu er pladseret paa Hjultorvet. 

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 9. maj 1864).

- Som et Bidrag til de preussiske Røveriers Historie kunne vi endnu meddele Følgende: Igaar Eftermiddags indfandt der sig paa Kalbygaard en Patrouille c: en Bande paa 10 Mand og en Officeer, der forlangte at see Kreaturerne, "da de havde det ubehagelige Hverv at skulle skaffe Kreaturer". De udtoge derpaa fire af de bedste Stude og efter Sigende en Hest, hvorefter de lod sig indkvartere. Imorges kjørte de videre hertil og eftersaae et Teglværk (som de troede var en Staldbygning) og en Kostald, hvor de gjorde nogle Optegnelser i en Bog. Da Køerne formodentlig ikke vare dem til Behag, forlod de atter Byen og kjørte til Østerkeilstrup, hvor endeel Kreaturer blev taget, hvormange vides endnu ikke. Formodentlig vil nu Banden hjemsøge alle de større Gaarde heri Egnen. - Det hedder, at Preusserne have standset Pengeudpresningen, da de saae, at Ingen vilde betale. Derfor kaste de dem nu over Kvæget, som de sælge til tydske og - som det hedder - danske Prangere. Vi kunne dog ikke troe, at nogen dansk Mand vil nedlade sig til at kjøbe disse Fjendens Tyvekoster, men skulde dette alligevel være Tilfældet, gjøre vi opmærksom paa, at Vedkommende udsætter sig for, naar Freden atter er vendt tilbage, at blive stillet for en Standret og skudt. Dette byder Loven. - For Fuldstændigheds Skyld meddele vi, at Preusserne i Aalborg forlangte 126,000 Rd., i Hobro 21,000 Rd. og i Varde 25,000 Rd. De medtagne Gidsier ere løsladte. - I Veile har Wrangel forlangt 35 Kreaturer daglig, og i Viborg blev der i Løverdags atter forlangt Naturalforpleining til 4000 Mand i 14 Dage. Antallet af de Heste, Preusserne have taget, beløber sig nu til c. 800, der ere og blive førte Syd paa. De tilbageblevne Kanoner i Fredericia ere ligeledes førte Syd paa - af danske Bønder. - Østerrigerne ligge endnu i Fredericia.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 9. maj 1864)

Oversættelse af tysk artikel om 5. maj 1864, se oversættelse nedenfor:

Fra Fredericia. Den 5., skrev Nordd. Z.: De fleste indbyggere havde allerede evakueret byen i begyndelsen af ​​det første bombardement, en rest trak sig tilbage med tropperne, kun de fattigste mennesker, som sandsynligvis manglede midler til at rejse, blev. Selvfølgelig blev de bedste ejendele taget væk, kun de dårlige møbler blev efterladt. Mange huse står helt tomme. I går ankom borgmesteren (August Jørgensen?) igen ad landevejen fra syd, formentlig via Lübeck. I morges fik han meldt noget ud til de borgere, som alligevel ikke er der. En del familier ankom også i går og i dag i vogne. Husenes tilstand er ikke så dårlig, som aviserne har gjort det til. Jeg anslår byen til 10 - 1200 huse - da jeg slet ingen statistiske oplysninger har; af disse er omkring en tyvendedel brændt og delvis nedrevet. De brændte bygninger ligger for det meste tæt bag volden mellem Prinsens og Kongens Porte; færre i centrum af byen. Et af de højeste punkter er vindmøllen beliggende nær Prinsens Thor på volden; Der er i dag opført et observatorium, hvorfra man kan se tre teltlejre og 23 kanoner på Fyns-kysten øst for Strib. På voldene og i kastellets depot blev taget mere end 200 kanoner, de fleste af dem fornaglede; i et arsenal nogle våben, sabler etc. og seletøj; der blev også fundet et proviantmagasin. Ellers var alt ryddet. Ammunition lå selvfølgelig i alle værkernes magasiner.

Ueber Fridericia wird vom 5. der Nordd. Z. geschrieben: Die Einwohner hatten die Stadt schon grösstente4heils beim Beginn des ersten Bombardements geräumt, ein Rest zog mit den Truppen ab, nur das ärmste Volk, dem wahrscheinlich die Mittel zur Reise fehlten, ist geblieben. Die beste Habe wurde natürlich mitgenommen, nur schlechtes Meublement blieb zurück. Viele Häuser stehen gänzlich leer. Gestern ist der Bürgermeister (August Jörgensen?) wieder eingetroffen und zwar zu Lande von Süden, wahrscheinlich via Lübeck. Heute morgen liess er etwas an die Bürger ausrufen, die doch nicht da sind. Auch etliche Familien kamen gestern und heute zu Wagen an. Der Zustand der Häuser ist gar kein so schlimmer, wie ihn die Zeitungen bisher dargestellt. Ich taxire - da mir statistische Angaben gänzlich fehlen - die Stadt auf 10 - 1200 Häuser; von diesen ist ca der zwanzigste Theil verbrannt und theilweise demolirt. Die verbrannten Gebäude liegen zumeist dicht hinter dem Wall zwischen dem Prinzen- und Königsthor; wenige nur in der Mitte der Stadt. Einer der höchsten Punkte ist die in der Nähe des Prinzen-Thors auf dem Wall gelegene Windmühle; dort ist heute ein Observatorium errichtet worden, von wo man ander Fühnschen Küste, östlich von Strüb, drei Zeltlager und 23 Kanonen sieht. Auf den Wällen und im Depot der Citadelle erbeutete man über 200 freilich meist vernagelte Kanonen; in einem Arsenale eininge Waffen, Säbel etc. und Pferdegeschirre; auch ein Proviant-Magazin fand sich. Sonst war alles geräumt. Munition freilich lag in allen Magazinen der Werke.

Incendie de Fredericia par l'artillerie autrichienne. L' illustration: journal universel. 16. april 1864

(Bamberger Zeitung 9. maj 1864)

Det var ikke rigtigt, naar det sidst heri Bladet heed, at den preussiske Patrouille, der iforgaars var paa Studerov, tog endeel Kreaturer med fra Østerkeilstrup; Patrouillen var rigtignok paa denne Gaard, saavelsom paa Vesterkeilstrup, men da der ingen fede Stude fandtes, tog den bort igjen med uforrettet Sag. I Holms Mølle og paa Grauballegaard giorde Studerøverne derimod en bedre Fangst; paa det første Sted tog de nemlig 4 Stude med sig og paa det sidste 2. Endelig tog de hos en uformuende Mand i Resendal begge hans Arbeidsstude, men da Manden fulgte med og tiggede og bad om at faae sine Stude igjen, "rørtes omsider den preussiske Officeers Hjerte", og Manden fik sine Stude udleverede. Patrouillen, der er vendt tilbage til Aarhuus, laae igaar Nat i Linaa Kro, hvor den opførte sig meget vel, men glemte kun at betale, hvad den forlangte. Officeren havde udtrykkelig Ordre til at skaffe 20 Stude, og han var meget ulykkelig over, at han kun kunde skaffe Halvdelen. Paa Spørgsmaal om, hvad der skulde gjøres ved Studene, svarede de Menige, at de fra Aarhuus skulde sendes til Flensborg for at sælges (!).

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 11. maj 1864)

Die deutschen Mächte, die Herzogthümer und Kopenhagen. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående artikel fra den tyske avis Allgemeine Zeitung giver en politisk vurdering set fra tysk side af våbenstilstanden efter slaget ved Dybbøl. Oversættelse først, dernæst originalen:

**Neumünster, 1. maj. Så blev fæstningen Fredericia ryddet for danskerne, de har tabt hele fastlandet! Der er i militære kredse ingen tvivl om at deres stilling på Als heller ikke kan opretholdes, og den preussiske hærs hidtidige passivitet kan kun forklares ud fra hensynet til den uforholdsmæssige indsats i arbejdskraft som den permanente besættelse af øen ville kræve. Landkrigen kan derfor anses for overstået. Hvordan skal historien registrere det? To stormagter vil kunne optegne nogle strålende militære succeser. Det lille land mellem bælterne har ikke uværdigt forsvaret sig. Men dens politiske betydning er stadig af tvivlsom værdi. Selv nu efter kongen af ​​Preussens rejse, hvorpå sejrherrens krigsherre fra Dybbøl blev mødt med en jubel over hele vort land som kun burde være berettiget, er Preussen selv nu ikke i stand til at forpligte sig seriøst til den nationale sag, og Østrigs statsmænd kan stadig ikke bruge muligheden for igen at overtage sin stilling som vogter af tysk nationalitet fra kejserstaten. Ganske vist er begge magter kommet lidt tættere på nationens sag og retfærdighed i det forgangne kvartal. Østrig lader den forenede stat som det stadig stræber efter, forsvinde mere og mere på grund af analogien med dets eget imperium som slet ikke er gyldig i betragtning af de modsatrettede retsforhold. Og i Preussen er der allerede en i alarmerende brændende grad ønsker om en annektering, som i det mindste vil ramme os negativt, idet "princippet om det danske monarkis integritet", denne opfindelse der er en Talleyrand værdig, må blegne for den. Der er al mulig udsigt til at denne udvikling i de to magters hensigter ikke vil få en ende foreløbig. Om ikke andet vil Danmark, især København, gøre Slesvig-Holsten frit og uafhængigt; for den for de tyske magter heldigvis utilgængelige danske hovedstad gør alt for at påtvinge dem den rene helstatsstilling. Også den politik som i mangel af højere inspiration og ethvert syn på historiske strømninger kun holder sig til det der er håndgribeligt nærværende, vil før eller siden erkende den fuldstændige umulighed i at gennemføre den tidligere stormagtsteori. Selv politik der i mangel af nogen højere inspiration og ethvert syn på historiske strømninger kun holder sig til det der er håndgribeligt nærværende, vil før eller siden erkende den fuldstændige umulighed i at gennemføre den tidligere stormagtsteori. Private breve fra København beskriver stemningen der efter Dybbøls fald lige så krigerisk som i begyndelsen af ​​felttoget. På trods af alle de tab som især ramte den danske hovedstad (de københavnske regimenter, 1., 11. og 20. eksisterer næppe mere) var der næsten enstemmigt ønske om at fortsætte kampen uden hvilken København selv ville være tabt. Efter at være blevet rig gennem røveri af "provinserne", men også rig på behov, et moderne Babel af luksus og umoral, må den danske hovedstad som allerede var alt for stor for hele staten, stå over for sin fuldstændige undergang i den økonomiske adskillelse af hertugdømmerne. Krigen derimod påvirker ikke denne bys velstand; dens fabrikker nyder godt af forsyninger til hæren, deres handel blomstrer på bekostning af de lammede tyskere. - Hvis disse forhold kun får den rette påskønnelse, så - det er her den indsigtsfulde overbevisning - vil det være Østrig, der bliver den første af de to tyske stormagter til at ære loven. Hvis den fælles stat anerkendes som umulig, så har kejserdømmet intet andet valg.

Men i bund og grund er det lige meget, hvilke hensigter magterne har og vil have med hensyn til den enighed, hvormed vort land har samlet sig om hertug Friedrichs flag. Siden embedsmændene der tilbad Christian IX ved fejltagelse eller viljesvaghed, erklærede sig løs fra eden, har den danske konge mistet den sidste svage base i landet. Den preussiske annektering har lige så få venner. I så henseende er det overflødigt for os, men det kan i det mindste ære Frankrig ved konferencen, hvis der ved hjælp af samtykkeadresserne til den velkendte bevarelse af vore stænder i alle lokaliteter afholdes en slags forventet folkeafstemning om den arvelige hertug, som ingen næppe udebliver fra. Og hvad der siges skriftligt de enkelte steder på denne måde, vil gentages i fællesskab den 8. i denne måned for hele Slesvig-Holsten i Rendsborg.

**Neumünster, 1 Mai. Also das feste Fridericia von den Danen geräumt, das ganze Festland für sie verloren! Dass auch ihre Position auf Alsen nicht zu halten, wird in militärischen Kreisen nicht bezweifelt, und es erklärt sich die vortige Unthätigkeit der preussischen Armee wohl nur aus der Rücksicht auf den unverhältnissmässigen Aufwand an Mannschaft den die dauernde Besetzung der Insel erfordern würde. Der Landkrieg kann daher als beendet gelten. Wie wird die Geschichte denselben zu registriren haben? Einige Glänzende militärische Erfolge der beiden Grossmächte hat sie zu verzeichnen, eine nicht unrühmliche Vertheidigung des kleinen Volks der Belte. Aber die politische Bedeutung desselben ist noch immer von zweifelhaften Werth. Auch jetzt, nach der Reise des Königs von Preussen, auf welcher dem Kriegsherrn der Sieger von Düppel überall in unsern Landen ein Jubel entgegengetragen wurde der erst gerechtfertigt werden sollte, auch jetzt vermag Preussen sich nicht zur nationalen Sache ernstlich zu bekennen, und Oesterreichs Staatsmänner nutzen noch immer nicht die Gelegenheit dem Kaiserstaat die Stellung als Wächter deutscher Nationalität wieder zu vindiciren. Etwas freilich haben beide Mächte in dem verschlossenen Quartal sich der Sache der Nation und des Rechts genähert. Oesterreich lässt den von ihm, wegen der bei den entgegengesetzten Rechtsverhältnissen gar nicht stichhaltigen Analogie des eigenen Reichs, noch immer angestrebten Gesammtstaat immer mehr sich verflüchtigen, und bei Preussen schimmern bereits in bedenklichem Grad Annexionsgelüste durch die wenigstens negativ uns zugute kommen, indem das "Princip der Integrität der dänischen Monarchie," diese eines Talleyrand würdige Erfindung, davor erblassen muss. Es ist alle Aussicht vorhanden dass dieser Entwinklungsgang in den Absichten der beiden Mächte sein Ende nicht so bald erreicht. Wenn nicht anderweitig, so wird durch Dänemark, speciell durch Kopenhagen, Schleswig-Holstein frei und selbstständig werden; denn die dänische Hauptstadt, die glücklicherweise den deutschen Mächten  unerreichbar, thut alles um denselben den reinen Reichtsstandpunkt aufzuzwingen. Auch die Politik welche, in Ermangelung jeglicher höheren Inspiration und jeglichen Blicks für geschichtliche Strömungen, sich nur an das handgreiflich Vorliegende hält, wird früher oder später die vollständige Unermöglichkeit der Durchführung der bisherigen Grossmachtstheorie erkennen. Privatbriefe aus Kopenhagen schildern die dortige Stimmung auch nach dem Fall von Düppel als ebenso kriegerisch wie beim Beginn des Feldzugs. Trotz aller Verluste, welche namentlich eben die dänische Hauptstadt betroffen (die Kopenhagener Regimenter, das 1., 11. und 20. existiren kaum noch) wünscht man fast einhellig die Fortsetzung des Kampfes, ohne den Kopenhagen selbst verloren wäre. Reich geworden durch den Raub der "Provinzen", aber auch an Bedürfnissen reich, ein modernes Babel an Luxus und Sittenlosigkeit, muss die dänische Hauptstadt, die schon für den Gesammtstaat viel zu gross war, in der auch nur finanziellen Abtrennung der Herzogthümer ihren vollständigen Ruin erblicken. Der Krieg dagegen berührt den Wohlstand dieser Stadt nicht; ihre Fabriken erfreuen sich der Lieferungen für die Armee, ihr Handel blüht auf Kosten des Lahmgelegten deutschen. - Wenn diese Verhältnisse erst zur gehörigen Würdigung gelangen dann - so ist hier er Einsichtsvollen Ueberzeugung - wird es Oesterreich seyn das zuerst von beiden deutschen Grossmächten dem Recht die Ehre gibt. Ist der Gesammtstaat als unmöglich erkannt, so hat das Kaiserreich keine andere Wahl.

Aber es ist im Grunde gleichgültig welche Absichten die Mächte hegen, und hegen werden, der Einstimmigkeit gegenüber mit der unser Land um des Herzogs Friedrich Fahne sich geschaart. Seit auch die Beamten welche Christian IX, in Irrthum oder Schwäche gehuldigt, sich des Eides entbunden erklärt, hat der Dänenkönig den letzten schwachen Stützpunkt im Lande verloren. Ebensowenig Freunde hat die preussische Annextion. Es ist insofern für uns selbst überflüssig, aber es mag doch auf der Conferenz wenigstens Frankreich in Ehren binden, wenn mitelst der Zustimmingsadressen zu der bekannten Verwahrung unserer Stände in allen Ortschaften sich eine Art anticipirter Volksabstimmung für den angestammten Herzog vollzieht, von der kaum einer sich ausschliesst. Und was in dieser Weise schriftlich in den einzelnen Orten ausgesprochen, wird am 8. d. M. ganz Schleswig-Holstein in Rendsburg in offener Landsgemeine wiederholen. 

(Allgemeine Zeitung, 6. maj 1864).

Sammen  med Frankfurter Zeitung og Kölnischer Zeitung var Allgemeine Zeitung blandt de vigtigste dagblade i det tyske forbund. Det var grundlagt i 1798. På grund af censur, rykkede bladet 18907-1882 til Augsburg. Blandt bidragyderne gennem tiderne til bladet var Heinrich Heine, Friedrich Engels, Friedrich Hebbel, samt en lang række af betydende skribenter.

Chefredaktør på daværende tidspunkt var Gustav Kolb (1798-1865). Han førte en uafhængig, ikke ensidig og partiløs verdensborgerlig linje, hvilket afspejler sig i denne artikel såvel som i de andre artikler fra bladet som er i denne serie.