15 december 2021

Jylland 20de til 25de Juni 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Folkethingsvalget i Nørresundby. "Dbl." har fra Nørresundby modtaget Brev om det der afholdte Valg, hvori første Regiments Deltagelse i Valget skildres som meget livligt og, det maa desværre tilføjes, tillige meget upassende. "Første Regiment viste" - skriver "Dbl.s Hjemmelsmand - "paa en temmelig massiv Maade, at det havde "et godt Øje" til Zahle og hans Ven, Bernhard Rée. Jeg vil ikke tale om, at der blev pebet og fløjtet under Zahles Optræden (ligesom under Piehls), men det værst gik for sig, da der skulde afstemmes til Protokollen. Første Regiment synes nu, at det var bedst at underholde Rée og Zahle, medens Afstemningen gik for sig, for at de ikke skulde agitere paa Bønderne. Saa agiterede Soldaterne. De slog Kreds om de to Herrer, puffede og knubsede dem, drillede dem paa det Ubarmhjertigste, kaldte dem ved Fornavne, fortalte Rée, hvorledes de antog, at han næste Dag vilde skrive i sin Avis, osv. Tilsidst blev Kredsen altfor snever, saa at de "kom til at klemme de gode Herrer en Smule", og det var næsten uhyggeligt at se den Stilling, hvori de to "cernerede" Politikere befandt sig. Da de ikke kunde slippe ud, valgte de at lede Bevægelsen nedefter mod Færgebroen, hvor Soldaterne bevidnede dem deres "Agtelse", og da Baaden endelig fik Lov til at støde fra Land peb og hujede de ud efter dem, raabte Hurra og sang nærgående Smædeviser. En af Zahles Stillere var man ogsaa meget slem ved, fordi han havde udtalt sig med Foragt om første Regiment. Raabene imod ham blev tilsidst saa stærke, at han tyede ind i et Hus, hvor saa Regimentet besatte alle Udgange paa militær Vis; hvad det siden blev til, veed jeg ikke, men da de kun vilde skræmme Manden, have de vel opgivet videre Forfølgning af Sagen." Vi finde saadanne Optrin overordentlig beklagelige, siger "Dbl.", og kunne aldeles ikke fatte, hvorledes de have kunnet finde Sted. Vel er første regiment ikke af de letteste at holde Styr paa; men man skulde dog synes, at Regimentets Befalingsmand maatte kunne forhindre saa grove Udskejelser som de ovenfor beskrevne ved høilys Dag og paa aaben Gade, naar dette ikke er skeet, kunne vi kun forklare det deraf, at slet ingen Officerer have været tilstede. Der falder da et Ansvar paa disse, fordi de have undladt at føre det Tilsyn med deres Undergivne, som er deres Pligt, især da de mod noget Indicium maatte kunne forudse, at der kunde blive Anledning til en Udøvelse af de Zouaveprivilegier, som første regiment i en temmelig stærk Grad synes at have tiltaget sig.

(Ribe Stifts-Tidende 20. juni 1864).


- I de sidste Dage har man herfra Byen og Marstal gjort Lysttoure ud til nogle i Farvandet værende Orlogsskibe; paa disse har Besøget givet Anledning til megen Gemytlighed, især da endeel af Skibenes Besætning er hjemmehørende her paa Ærø.

(Ærø Avis. Kongelig privilegeret Adresse-, politisk og Avertissements-Tidende 20. juni 1864).


Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

Fra det sydøstlige Slesvig den 9. juni. Også i dette sydøstlige hjørne af hertugdømmet Slesvig vender enkelte kuske fra vognflåden tilbage til Als, men desværre i en tilstand som civiliserede mennesker gyser ved, og som virker utroligt for enhver der ikke selv har været vidne til det. En troværdig bondefoged fra Hütten-kontoret forsikrer forfatteren af ​​disse linjer: at hans tjener, der netop er vendt tilbage, kun har sovet i sin vogn i tre måneder, ikke har været under tag, ikke har skiftet skjorte, er fuld af skadedyr, og er tæt på galskab, og også at de heste, der er betroet ham, er så godt som ødelagte. (Alt. N.)

Aus dem südostlichen Schleswig, 9. Jun. Auch in dieser südöstlichen Ecke des Herzogthums Schleswig kommen einzelne Fuhrleute aus dem Fuhrpark auf Alsen zurück, aber leider in einem Zustdand vor dem der civilisirte Mensch zurückschaudert, und der unglaublich erscheint für jeden der selbst nicht Augenzeuge desselben gewesen. So versichert dem Schreiber dieser Zeilen ein glaubwürdiger Bauernvogt aus dem Amt Hütten: dass sein Knecht, der so eben zurückgekehrt sey, seit einem Vierteljahr nur in seinem Wagen geschlafen, unter keinem Dach gewesen, kein Hemd gewechselt, voll des Ungeziefers sitze, dem Wahnsinn nahe sey, sowie auch dass die ihm anvertrauten Pferde so gut als ruinirt seyen. (Alt. N.)

(Allgemeine Zeitung 20. juni 1864)


Den meget virksomme Diakonisse Elisa Hepp er død i Haderslev af Tyfus, som Følge af de store Anstrengelser ved de Saaredes Pleie. Med tre andre Diakonisser havde hun daglig plejet over hundrede saarede Krigere. Elisa Hepp var Datter af en Præst i det baierske Rhinpfalz. Hendes Begravelse var meget høitidelig, den vidnede om, at der i Døden ikke var nogen Forskjel i Tro og Kjærlighed. Danske og tydske Damer have flettet Krandse til hendes Ligkiste; tre Præster, den danske og to tydske: den evangeliske og den katholske, ledsagede den. Gravtalen holdtes af Distelkamp efter den Afdødes Ønske over Phil. 1. 2l og 23 (Christus er mit Liv og Døden min Gevinst). I Ligtoget saaes General Condrekourt, Pladskommandanten og flere andre høie Officerer. Den Afdødes Grav er midt imellem østerrigske og preussiske Krigere. Johanniterordknen har ladet opreise et Kors derpaa med svigende Indskrift: "Elisa Hepp. Diakonisse fra Kaiserswerth, død den 17de Mai 1864. Phil. 1. 2t, 23," hvorunder et Johanniterkors.

(Thisted Amtsavis 20. juni 1864).


En tydsk Skildring af de danske Krigsfanger. I et tydsk Blad læses i en Correspondanceartikel fra en Militair følgende Skildring af de danske Krigsfanger i Küstrin: "I Küstrin opbevares de danske Krigsfanger i Redonten til Kronprindsens Bastion, den saakaldte "høie Cavaleer", en fra den store Kurfyrstes Tid hidrørende, colossal, bombefast Bygning. Behandlingen af dem er yderst human og stemmer ganske med de nu gjældende, milde Krigsførelsesprincipcr; om Dagen besinde de sig i store, rummelige Blokhuse eller paa Græsplainerne. som omgive Bygningen, om Natten ere de forsynede med gode Leier og uldne Tæpper, de forpleies med nærende Spise, og der paalægges dem kun saa meget Arbeide, som der er nødvendigt til Sundhedens Bevarelse; endelig have de Tilladelse til i smaa Afdelinger under Bevogtning af Patrouiller (Enkelte endogsaa uden en saadan) at besøge det Indre af den herlige By og benytte dens gode Fortouge, og de føre saaledes et saa fornøieligt Liv, at mangen en Indfødt kunde misunde dem det, og vise sletingen Bedrøvelse eller Længsel efter Hjemmet (?). Hvad deres Individualitet angaaer, ere vi nødte ril at skjelne mellem tre Classer. Øverst staae de det tydske Sprog tildeels mægtige Underofficerer: Commandeersergeanter, Gendarmer (?), Sergeanter og Corporaler (Officerer findes her ikke); de ere Folk, som næsten alle gjøre et yderst behagelig, meget militairt Indtryk, og som i deres hele Væsen røbe en forholdsviis høi Grad af social Dannelse. Vi have havt Leilighed til at bivaane den at Fangerne, navnlig Underofficererne, til Ære for den danske Konges Fødselsdag foranstaltede Fest og kunne forsikkre, at de ved denne Leilighed til Ære for den danske Konge, den preussiske Konge (?), Commandanten og Fangernes Inspectionsofficeer (den saakaldte "Dänenvater") af enkelte Underofficerer holdte Taler fremsattes med en saadan Tact og Veltalenhed, at vi ikke kunde tilbageholde vor Forbauselse og troede at befinde os mellem en langt høiere Classe af Mennesker. Den anden Classe af Fanger bestaaer af de fra de danske Øer og de jydske Søstæder stammende Individer. Disse udmærke sig næsten alle ved en vis fransk Livlighed og militair Anstand, de holde paa deres Ydre og lægge umiskjendelig for Dagen den Hensigt at behage det smukke Kjøn i Küstrin. i hvilken Henseende det ikke kan nægtes, at de have Held med sig. Den tredie Classe, der danne en afgjort Modsætning til de to andre, er Danmarks Stedbørn (!). Beboerne at det lyngbevoxede, skovløse indre Jylland. De ere meget blonde, tunge, flegmatiske og lade; deres Hovedfornøjelse bestaaer i at spadsere rundt paa "Cavalleren" med deres selvlavede Træskoe, spille Klink eller et Slags Kortspil, der har megen Lighed med det tydske "Schasskopf". De gjøre i Almindelighed et meget umilitairt Indtryk og have en stor Tilbøjelighed til at lade deres hørhaarede Jeg mangfoldiggjøre ved Photographiens Hjælp for at stirre paa disse Billeder, som om de vare naglede til Muren. Som Curiosum nævne vi her endelig, at der mellem de Fangne befinder sig en ikke 4 Fod høi, 15 aarig Spillemand, baade af Indre og Ydre et reent Barn, der ogsaa behandles som saadant saavel af os som af sine Landsmand og glædes ved mange Gunstbevisninger, som lade ham glemme hans tunge Lod. I Almindelighed kunne Fangerne disponere over temmelig rundelige Pengemidler, de faae mange Sendelser fra Hjemmet, af hvilke navnlig Bibler og Opbyggelsesskitfter synes at glæde dem, og de læse med største Interesse Bladene, som i stort Antal tilstilles dem deels ved deres Landsmands Forsorg, deels ved Commandantens Godhed. De troede tidligere alle fast paa Dybbølskandsernes Uindtagelighed (?)'"

(Skive Avis 20. juni 1864).


Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

Flensborg, 15. juni. I Kolding blev en yderst naiv dansk rekrutteringskommission der vovede at hverve unge mellem 17 og 20 år til den danske hær midt i den østrigske lejr (i selve Kolding), for nylig overrasket i sin funktion af generalstabskaptajn Gründorf og straks bragt til et sikkert sted. Deres højheder danskerne siges at have været forbavsede over østrigernes uro og at have klaget højere steder. (HR.)

Flensburg, 15 Juni. In Kolding wurde neulich durch den Generalstabshauptmann Gründorf eine höchst naive dänische Recrutirungscommission, welche sich inmitten des österreichischen Lagers (in Kolding selbst) erdreistete junge Leute vom 17 bis 20 Jahren für die dänische Armee auszuheben, bei ihrer Function überrascht, und sofort in sichere Quartiere gebracht. Die HH Dänen sollen sich über die Ungemüthlichkeit der Oesterreicher höchlich gewundert, und höhern Orts beschwert haben. (H. R.)

(Allgemeine Zeitung. 1864 21. juni 1864)


Første Regiment ved Valget i Nørresundby og Stemningen i Armeen. Fra en Officeer have vi modtaget Følgende:

Hr. Redakteur! Af "Dagbladet" for Fredagen den 18de seer jeg, at en Anmelder, som upaatvivlelig hører til den Zahle-Rée'ske Klique *), har faaet Indpas i Deres ærede Blad; thi anderledes kan jeg ikke forklare mig den eensidige Opfattelse af det Passerede ved Valghandlingen den 14de i Nørresundby, der bivaanedes af en Mængde Officerer fra forskjellige Afdelinger i Vendsyssel.

Jeg kan med Sandhed udtale, at der blandt de tilstedeværende Officerer kun var een Mening om Regimentets fortræffelige Optræden under Valghandlingen. En Valghandling skal vel foregaae med Sømmelighed, men dette Hensyn udelukker ikke, at der kan herske en vis Gemytlighed. Noget, som vort engelske Forbillede jo ofte fører med sig, og denne Gemytlighed overskredes ikke den 14de. Enhver af Talerne hørtes meget tydelig, og havde man ønskes stenografisk at meddele samtlige Taler, havde det kunnet realiseres i fuldeste Maal.

(Herefter mener brevskriveren at løjtnant Piehl og Zahles taler udmærket kunne høres, på trods af soldaternes spydige bemærkninger, hvorefter han fortsætter:)

Det var første Gang, jeg saaledes kom i nærmere Berøring med Soldater af 1ste Regiment, og jeg kan ikke nægte, at de forøgede den gode Mening, som jeg forud havde om dem: jeg fik Indtrykket af Soldater, som vare politisk udviklede; disse Soldater mindede mig uvilkaarlig om Cromwells tappre Skarer, endskjøndt jeg i samme Aandedræt villig skal indrømme, at de neppe ere saa puritanske.

Der var kun een Stemning blandt de tilstedeværende Officerer for Soldaterne, og det var Glæde over deres Optræden; man følte, at saadanne Soldater forstod, "hvorfor vi kæmpe". - Forøvrigt var Regimentets interimistiske Kommandeur tilstede, medens Talerne holdtes og Kaaringen fandt Sted, og jeg lagde Mærke til, at Kommandeuren, naar Munterheden et Øieblik stod i Begreb med at overskride den rette Grændse, blot behøvede at gjøre en Bevægelse for at dæmpe Lystigheden. 

Med Hensyn til Hr. Bernhard Rée, da saae jeg vel denne Mand, efterat Kaaringen havde fundet Sted, i over en Time omringet af Soldater og Bønder; men jeg fik Indtrykket af, at denne Opsigtvækken slet ikke var ubehagelig for Hr. Rée: tvertimod saaes han flere Gange selv at søge hen til Soldaterne, som han uafladelig bød Priis af sin Snuustobaksdaase. Ganske vist vare Soldaterne ikke lempelige i deres Spøg, der ofte var bidende og vittig; men som sagt, jeg og flere Andre fik Indtrykket af, at selv paa denne Maade havde Hr. Bernh. Rée ikke Noget imod at give den offenlige Personlighed. Havde han villet undgaae Sligt, havde Intet været lettere; han kunde da blot være gaaet op paa den rummelige Tribune, hvor saa mange Andre opholdt sig, og Alt vilde strax have været forbi - men han søgte Soldaterne, og Soldaterne søgte ham.

Det er første Gang, jeg anmoder om Optagelse for Noget i Deres ærede Blad. Vi Soldater trykke os nu engang ved at tage fat paa Pennen; men det har den Ulempe, at mange Ting komme til at staae uimodsagte i Bladene. Saaledes er det næsten blevet en staaende Sætning: "Officererne i den kongelige Armee give Ploug, Bille og Kjøbenhavnerne Skyld for den Krig, vi føre". Tro dog ikke, at Officererne føre en saa dum og ufornuftig Tale; jeg har sjeldent hørt denne Yttring af Militaire, men rigtignok desto oftere heroppe af de Vendsysselske Smaa-Proprietairer, af hvilke der findes en Masse. Stemningen i Vendsyssel er en reen Modsætning til den patriotiske Aand, som kommer frem fra de Egne i Jylland, hvor Fjenden for Øieblikket hersker; man mærker, at den Bernhard Ree'ske Udsæd desværre ikke har været uden Frugter. Hvor ofte har jeg imidlertid ikke hørt Officererne 'ivre mod denne meningsløse Snak. De gjør derfor den af Dem saakaldte "Kongelige Armee" stor Uret; - De maa ikke gjøre Undtagelsen til Regel!

En Officeer som ikke staaer ved 1ste Regiment.

(Dagbladets redaktion er dog ikke enig i officerens bemærkning om hæren, og redegør i et længere afsnit for det modsatte.)

*) Deri tager dog den ærede Indsender fuldstændig feil. Red.

(Dagbladet (København) 21. juni 1864).

Skønt Bernhard Ree (1813-1868) var redaktør af Aalborg Stiftstidende (1838-) har det ikke været muligt at finde noget om episoden der. Bernhard Rée sad i jyske stænderforsamling 1844-48. Medlem af Folketinget 1849-1854, valgt ved kåring. Igen 1864-1866. Medlem af Landstinget 1866-1867 Han blev sindssyg og døde i 1868. Han var helstatsmand og ikke venligsindet overfor dansknationalistiske strømninger.


Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

For nylig blev der indkaldt til et møde af sådanne præster og skolelærere til Slesvig by som før krigens begyndelse havde aflagt en hyldest til Christian IX. Meget få af de førstnævnte dukkede op, og rigtig mange af de sidste. Det var ikke muligt at give afkald på den ed selv om alle som det siges, var overbevist om lovligheden af ​​Frederik VIII som efterfølger i Slesvig og om London-traktatens uforpligtende karakter. Med undtagelse af enkelte mente alle at en offentlig erklæring var nyttesløs og kun forværrede samvittigheden, fordi man ikke ensidigt kunne frigøre sig fra en ed der var ulovligt afkrævet; man ville afvente den forfatningsmæssige beslutning om Slesvigs ejerskab som af sig selv ville løse spørgsmålet om homagialedens gyldighed.

Vor kurzem war nach der Stadt Schleswig eine Versammlung solcher Pastoren und Schullehrer berufen welche vor dem Beginn des Kriegs Christian IX den Huldigungseid geleistet haben. Von den ersteren waren sehr wenige, von letztern sehr viele erschienen. Es gelang hier nicht die Lossagung von jenem Eid durchzusetzen, obgleich, wie es heisst, alle von der Rechtmässigkeit der Nachfolge Friedrichs VIII in Schleswig und von der Unverbindlichkeit des Londoner Vertrags überzeugt waren. Mit Ausnahme weniger war man der Ansicht dass eine öffentliche Erklärung nutzlos und nur das Gewissen beschwerend sey, weil man sich auch eines widerrechtlich geforderten Eides nicht einseitig entbinden könne; man wolle die staatsrechtliche Entscheidung über den Besitz Schleswigs abwarten, durch die sich die Frage über die Gültigkeit des Homagialeids von selbst erledigen werde.

(Allgemeine Zeitung 22. juni 1864)


Oversættelse af tysk artikel om justitsråd Blaeuenfeldt som var blevet løsladt i starten af juni 1864, se original nedenfor. Blauenfeldt blev i slutningen af marts 1864 overført fra Rendsborg til Flensburg i rådhusfængslet, hvor der sad 16 andre spionanklagede, bl.a. hans søn.:

"Det preussiske militærs grusomme procedure mod mig og min familie" er titlen på et dokument skrevet af den berygtede justitsråd Blauenfeldt. Han beskylder preusserne for at have overladt ham, den uskyldige mand, til pøbelens raseri og lade ham blive hånet og fornærmet. Historien munder ud i påstanden om at hans ejendom også er ødelagt, hø, halm osv. brændt, døre er rykket ud, alt er forsvundet fra kælder og spisekammer, papirer er fundet i nærheden af ​​huset, og endda blandt andre iturevne dokumenter er der fundet en obligation på 650 thaler!! - Skriftet skal oversættes til flere sprog så hele verden lærer om den frygtelige preussiske Brigantis, der stjal 650 thaler for at rive dem i stykker! Dette er takken for løsladelsen!

"Das grausame Verfahren des preussischen Militärs gegen mich und meine Familie" ist der Titel einer von dem berüchtigen Justitzrath Blauenfeldt verfassten Schrift. Sie wirft den Preussen vore, dass sie ihn, den Unschuldigen, der Wuth des P'obels preisgegeben und zugelassen haben, dass man ihn verhöhne und beschimpfe. Die Erzählung gipfelt in der Behauptung, auch sein Eigenthum sei zerstört, Heu, Stroh u. s. w. verbrannt, Thüren fortgetrogen, aus Keller und Speisekammer Alles verschwunden, Papiere habe man in der Umgebung des Hauses, ja sogar unter andern zerrissenen Dokumenten eine Obligation von 650 Thlrn. gefunden!! - Die Schrift soll in mehrere Sprachen  übersetzt werden, damit die ganze Welt erfahre von den furchtbaren preussischen Brigantis, die 650 Thlr. nehmen, un sie - zu zerreissen! Das ist der Dank für die Freilassung!

(Berliner Gerichts-Zeitung: Tageszeitung für Politik, Rechtspflege, Handel, Industrie, Kunst 23. juni 1864).


Viborg. Idag Morges er det herværende preussiske Militair, Cavalleri, Artilleri og Infanteri afmarscheret nordpaa ad Hobro efter, og har her kun efterladt nogle faa Syge under en Læges Tilsyn tilligemed 2 Diaconisser; i samme Retning befordredes paa Bøndervogne herfra igaar et større Antal Syge, og eftersom det næsten hele Dagen regnede og blæste stærkt, ere disse neppe i den bedste Tilstand naaede til deres Bestemmelsessted. Efter at vi saaledes paa 9de Uge have været omgivne af en preussisk Soldatersværm af flere Tusinde Mand, er der ved den nu paa Eengang indtraadte Stilhed eller Tomhed noget ganske Besynderligt, men unægteligt særdeles Behageligt, der ligesom lader Brystet aande mere let og frit og indbyder til at paatage et mere glad Ansigt; ja uendelig lang synes Occupationstiden at have været, mere dog maaskee en Følge af det sjælelige end af det materielle Tryk, der har tynget paa Byens Indvaanere, ihvorvel vi indrømme, at det ogsaa i sidste Retning for Fleertallet af den næringsdrivende Stand har været meget tunge Dage, og at Antallet af dem, der i denne Tid kan siges at have tjent godt, kun staaer i et ubetydeligt Forhold dertil. - Som vi tidligere have udtalt, saaledes ville vi nu atter, da de fjendtlige Tropper have forladt os, gjentage, at Mandstugten her har været fortrinlig, ihvorvel at Vandalisme og Uordener af og til have fundet Sted, men at det dog ialtfald er gaaet langt bedre end man fra først af havde tænkt sig, og vi troe, at Hovedaarsagen dertil nærmest turde være at søge i de enkelte, mere overordnede Commanderendes Personlighed, hvis Humanitet tilvisse bør anerkjendes. Eftersom Preusserne forinden deres Afmarsch endnu mere fuldstændigt end førhen have ødelagt Telegraphledningen, synes deraf at maatte fremgaae, at disse i Tilfælde af Krigens Udbrud paany ikke ville benytte Viborg til et mere stadigt Opholdssted, og derved stiller sig saaledes i Udsigt det for os Glædelige: Vest fra at kunne vedblive at staae i Forbindelse med
Hovedstaden, eftersom jo Postgangen ad den østlige Route jo rimeligviis allerede med idag ophører. De Tropper, som for nogle Dage siden gjæstede Skive og hvoraf nogle gik til Sallingsund og Hvalpsund, ere derfra komne her tilbage, saa at der ikke er noget iveien for Postgangen ad den Kant.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 25. juni 1864).


O. Günther: Gidslerne føres bort fra Jylland, Über Land und Meer, nr. 7 juli 1864.

Den 31. januar 1864 var der blevet udskrevet valg til Rigsrådet, med det formål at få forhindret krigen, bl.a. ved at få ophævet Grundloven af 1863. Der skulle være valg til Rigsrådets folketing 5. marts 1864 og til Rigsrådets landsting den 29. marts. På grund af krigen blev der i Slesvig kun afholdt valg til Rigsrådets folketing i 3 ud af 28 folketingskredse (Sønderborg, Als og Ærø). I de jyske kredse blev valgene mange steder udsat pga. krigen. Rigsrådets første møde efter valgene blev afholdt 25. juni 1864. 

Nordslesvig. 15de til 16de Juni 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artiklen om Randers:

Beretninger fra Randers i Jylland: Danskerne har altid fejret 5. juni med en stor fest; de fejrede Slesvigs og Holstens tilbagevenden til Danmark i 1852. General v. d. Mülbe tillod dog ikke indbyggerne i Randers at deltage i denne festival og beordrede at de flag mv, der allerede var sat op, skulle tages ned. Denne ordre af General v. d. Mülbe vakte naturligvis stor utilfredshed blandt indbyggerne i Randers, og følgelig drog de med dampbåd til et sted to mil borte fra Randers og fejrede deres fest der.

Aus Randers in Jütland wird berichtet: Den 5. Juni begingen die Dänen bisher stets mit einer grossen Festlichkeit; sie feierten den Rückfall Schleswigs und Holsteins im Jahre 1852 an Dänemark. Der General v. d. Mülbe erlaubte den Einwohnern von Randers jedoch nicht die Begehung dieser Festlichkeit und ordnete die Herabnahme der bereits aufgesteckten Fahnen etc. an. Diese Anordnung des General v. d. Mülbe erregte natürlich grosses Missfallen bei den Einwohnern von Randers, und sie begaben sich in Folge dessen mittels ihrer Dampfboote nach einem zwei Meilwn von Randers entfernt gelegenen Ort und feierten daselbst ihr Fest.

(Pfälzer Zeitung 15. juni 1864)


- Fra Aabenraa skrives til os under 3dieMai: Strax efter at "Freia" ved dette Qvartals Begyndelse maatte dele "Dannevirkes" Skjæbne, og blev forbudt af Civilkommissairerne, taltes der om, at vore Hjemmetydskere vilde lade udgaae et nyt Blad her i Byen til Bestyrtelse for alle Rettroende og til Omvendelse af alle Vildfarende. Et saadant Blad er nu udkommet under Navnet "Apenrader Nachrichten" og redigeres af en Huuslærer ved Navn Keppler, som en af vore tydsksindede Stormænd har forskrevet sig, saa vidt vides fra Sachsen. Om nævnte Huuslærer er en Ætling af den ubodelige Mathematiker og Astronom Joh. Keppler vides ikke, men vist er det, at de Theoremer, han fremsætter i sit Blad, ere ligesaa vindige, som Astronomen Kepplers Læresætninger ere overeensstemmende med Virkeligheden og begrundede paa den evige Sandhed. Avismager Keppler følger fuldstændig Fodsporet af sine Forgængere i 1848 og 49: Staten Schleswigholsten har han færdig fra Elben til Kongeaaen og skilt fra Danmark, Tydskheden er eneberettiget deri, og "wir" Hjemmetydskere herskende fra nu af til Verdens Ende. Som en Prøve paa denne nye Herr Spatziers ægte tydske Hovenhed fremsættes følgende. imod de Danske rettede Ord af hans Avis Nr. 1 :

"Wir wollen nicht den Fremdling ungastlich von uns weisen, wenn er unser Recht anerkennt und sich unserer Sitte sügt; wenn aber der Fremdling gewaltsam bei uns eindringt, unser Recht missachtet und uns in eigenen Hause zu Knechten machen will, dann wollen wir Gebrauch machen von unserem Hausrecht!"

Ja, det ville ogsaa vi, Hr. Keppler, naar Tiden kommer! - Bladet er forresten prydet med selvsamme Titelvignet som "Freia" havde, lige indtil den lukkede Kongekrone; kun ere isteden for de tvende Dannebrogsbannere anbragte tvende meget massivt udseende Skralder, særdeles passende Emblemer for et saadant Blad. Dettes Udgiver og Trykker, Bogbinder Wohlenberg, er ogsaa af tydsk Udspring; han hører til de fromme Folk, sælger ikke et Ark Papir om Søndagen og nægtede at trykke et Gravvers, fordi han antog, at et ulykkeligt Dødsfald ikke var ufrivilligt. Men denne hans ømme Samvittighed har ikke afholdt ham fra at bryde sin Borgered og udhænge Oprørsfanen. Imidlertid er han ved denne praktiske Hellighed kommen i Besiddelse af et fuldstændigt Bogtrykkeri Inventarium, der ikke har kostet saa lidet. Der skeer Et og Andet, som hentyder paa, hvorledes de Penge blive anvendte, der indsamles i hele Tydskland til Schleswig-Holstein. Da Preusserne strengt forbøde at gaae ud paa Havet med Baade, lode velbegrundede Klageraab fra alle dem, der paa Havet maae søge deres eneste Næringsvej: hvad skulde de nu leve af med Kone og Børn? Men midt i denne største Nød bleve Adskillige, der ellers neppe have Salt til Brødet, paa eengang forsynede med nye Klædedragter og fik fri Befordring til Dybbøl og til Rendsborg, - men de vare ogsaa "deutsch gesonnen", havde udhængt det trestribede Flag og raabt Hurra, da Johan Jacobsen paa Søndertorvet proklamerede Hertug Friedrich.

Vor nye Avis leverer da ogsaa i en Bekjendtgjørelse af 24te Mai Beviset for, at vor nye Magistrat uden videre har indført tydsk Retssprog istedetfor det lovlige danske. Efter hvad man hører, er Magistraten rigtignok senere gaaet ind til Civilkommissairerne med et Andragende om at faae det danske Retssprog fuldstændig afskaffet her i Byen med Undtagelse af saadanne enkelte Tilfælde, hvor Magistraten skjønnede at det endnu burde bruges. Indtil dette Øieblik har man ikke hørt, at Civilkommissairerne have sanktioneret denne nye Methode at træde under Fødder Folkets naturligste Ret og Rettighed: at forstaae hvad Øvrigheden siger og dømmer. Men Fremgangsmaade og Andragende vise, hvad vor hjemmetydske Magistrat tør vove og ikke vove. Den tør nok vove egenmægtig at Afskaffe det lovligt bestaaende Retssprog i sine Udfærdigelser, men den tør ikke vove at bevare blot Skinnet af Upartiskhed ved at andrage paa, at Valget af Retssproget maatte blive overladt til Parterne. Vore nuværende Magistratsmedlemmer vide allfor godt, hvorledes det i saa Fald vilde gaae. Endnu have vi neppe mærket Noget til vore Høivises administrative og justitielle Virksomhed. Borgermester Richardi synes at styre Kodillen, for saavidt en Styrelse finder Sted. Af Raadmændene ere Ahlmann og Lüders tvende høitbegavede Mænd, den Ene affældig i legemlig, den Anden i aandelig Henseende, B. B. Jessen er føielig, og Gustav Raben, en energisk Mand med uhyre store Tanker om sig selv, har fuldtop at gjøre med at varetage sine egne Interesser i sin nye Stilling. Han har nemlig i et Par Aar været Ihændehaver af et af Havnevæsenet Skibsværfter; ved Nutidens Omvæltninger er han ikke alene bleven Raadmand, men ogsaa Havneinspekteur, og har i denne Egenskab ogsaa at vaage over sig selv som Brugeren af Værftet og hvad dermed staaer i Forbindelse. En saa fordeelagtig Dobbeltstilling kunne sikkerligen kun Faa rose sig af, og G. Raben har alt tidligere viist, at han forstaaer at benytte gunstige Lejligheder.

Saaledes er vor tydske Magistrat, og da vi i nu ogsaa faae et ditto Deputeret Kollegium, saa er vor By sandelig godt hjulpen. Efter Forlydende skulle de, der under forrige Oprør vare
Medlemmer af nævnte Kollegium, forsaavidt som de endnu ere ilive, indtræde i det nye, og da Ingen af dem i nogen Maade har forandret Anskuelser, saa er da givet, af hvilken Aand det nye Deputeret Kollegium vil være besjælet og i hvilken Retning det vil virke. Overalt kan det Faktum ikke noksom fremhæves, at den exempelløse Forsonlighed og Overbærelse, hvormed vor Regjering ikke alene tilgav de grove Brud paa Tro og Love, som bleve begaaede i Aarene 1848 og 49, men endog i de derpaa følgende Aar langmodigen fandt sig i Bestræbelser, som i andre Stater, navnlig i Preussen og Østerrige aldrig vilde være blevne taalte, ikke har havt andre Følger her, end at alle Tilhængere af det forrige Oprør, paa een eller to hæderlige Undtagelser nær, have sluttet sig til det nye Oprør. De have for anden Gang reist Oprørsfanen, for anden Gang sammensvoret sig imod deres Konge og Herre, for anden Gang brudt den Troskabeed, de svore, dengang de bleve Borgere her i Byen. Vel ere endeel af Rebellerne fra forrige Periode afgaaede ved Døden, men Partiet har rekruteret sig ved ny Opvæxt og indvandrede Tydskere og er nu ligesaa hovmodigt som i 1848. Hvad vilde vel den preussiske, den østerrigske Regjering gjøre, naar indføbte Undersaatter for anden Gang revolterede og udraabte nye Herskere? naar indvandrede Udlændinge for at findeBrødee i Landet først aflagde Troskabseden til Monarken, men siden aabent og ugeneert udtalte sig for og arbeidede for at styrte den bestaaende Regjering, at sønderlemme Staten og at overgive dens Dele til fremmede Dynastier eller Eventyrere? De talrige politiske Fanger i Preussens og Østerrigs Fængsler og Tugthuse ere Svaret paa disse Spørgsmaal, medens veb Tydskernes Indmarche ikke en eneste politisk Fange blev funden i vort Land. De derimod, Preusserne og Østerrigcrne, sørgede strax for, at denne Mangel blev afhjulpen, og fyldte under de letfærdigste og meest grundIøse Paaskud Fængslerne med Mænd af alle Stænder og af enhver Alder. Fra den Høitstaaende Embedsmand til den fattige Fisker, fra den bedagede Familiefader til den unge Handelslærling har den vilkaarlige Arrestering strakt sig. En umotiveret Sigtelse af en ondskabsfuld Hjemmetydsker eller indvandret Stammvenwandt var tilstrækkelig Grund til at berøve Hædersmænd deres Frihed, at kaste dem i skumle Fængsler og give dem Fangeføde, ja kun Vand og Brød som overbeviste Forbrydere. Og for at faae Ondskabsmaalet fyldt, maatte de Arresterede som oftest selv betale deres Arrestomkostninger, med indtil 1 Thaler preussisk om Dagen! Saaledes har Preussernes og Østerrigernes Humanitet viist sig her i Slesvig. Den danske Smaaborger, hvis huuslige Anordning nødsager ham til at spise med de tydske Soldater ved eet Bord og give dem Ophold i sin egen eneste Stue, har maattet høre med Taalmodighed, hvorledes navnlig Preusserne pukkede og brovtede med deres egen mageløse Fuldkommenhed, talte med krænkende Ringeagt, med saarende Spot og Haan om Danskerne, deres Vaaben, deres Krigsførelse, deres Mod; hvorledes hele den danske Nation, hele Danmark, ja selv den danske Konge blev let Gjenstand for Forhaanelse og Bagvaskelse. Glad maatte Borgeren være, naar de fremmede Gjæster, efter at have fyldt Maven og forladt Bord og Slue uden at sige Tak, lode ham og hans faae nogle Øieblikkes Ro, og ikke kom strax tilbage med Kammerater, for med dem idelig og evindelig at drøvtygge Fortællinger om egen Stordaad og Modstanderens Usselhed i alle Retninger. Og det var desværre ikke de Menige alene, der broutede og skrydede paa denne Maade; mange Officerer manifesterede sin ægte Tydskhed paa samme Maneer, og navnlig vare Læger og Apothekere, Alle, der havde været paa Universiteter, ligesaa uudtømmelige og mere hovmodige i at forkleine og forhaane Alt, hvad dansk er. Man har havt Exempel paa, at en preussisk "Oberarzt" har udviist den Skamløshed i en dansk Borgers Familiestue at kalde vor Konge "ein deutscher Renegat". 

Efter den forrige Krig havde der her dannet sig et Ord: "Preusseri", der blev brugt til at betegne Egenskaber som dem, der fremgaae af de foranførte Meddelelser. Ordet var fordetmeste igjen gaaet af Brug, men nu er det atter blevet optager og fortjener at bevares for Fremtiden. 
r

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. juni 1864).

Apenrader Nachrichten udkom 1864-1885 og 1895-1906. Det smeltede herefter sammen med Apenrader Tageblatt. Avisen er et eksempel på den augustenborgske presse i Nordslesvig. Andre eksempler er den dansksprogede Nordslesvigsk Tidende og Wöchentliches Tondersches Intelligenzblatt. Forsøget på at overbevise de dansktalende om Friedrich VIII lykkedes imidlertid ikke særlig godt. Skolemester/huslærer Traugott Keppler var ifølge Sønderjydske Aarbøger 1947, s. 70 blevet forvist fra sit tyske fædreland (Sachsen) pga. demagogiske "Umtriebe".

Aabenraa var ca. 1830-1870'erne præget af søfart og værftsindustri. I 1864 var Aabenraa  Sønderjyllands førende søfartsby med større tonnage end Flensborg. I 1857 beskæftigede de seks værfter 4-500 mand. Dette vedblev til omkring 1870 hvor byens handelsflåde og værftsindustri blev udkonkurreret af Flensborg. Efter 1864 stagnerede befolkningstallet og lå i 1895 på 5.564 indbyggere, to flere end i 1867. Herefter voksede indbyggertallet atter kraftigt indtil 1921. 

Skibsreder og værftsejer Gustav Raben (1819-1890) var en af Aabenraas rigeste  mænd. Raben leverede mad til de preussiske soldater ved Dybbøl, og deltog senere i overgangen til Als, hvorfor han fik en preussisk orden. Ved Wienerfreden skal han ifølge Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 5. august 1870 have udtalt at hans skibe nu ikke længere behøvede at sejle under det danske røverflag. I 1870’erne var han byens største reder: 17 skibe. Hans værft byggede 25 store træskibe, primært til hans eget rederi og af træ og sejl, selvom jern- og dampskibe var blevet almindelige. Samme avis nævner at Gustav Raben og en mand i Rinkenæs var ved at søsætte et barkskib i 1870 under nordtysk flag, men det skabte problemer ved udbruddet af den fransk-tyske krig i juli 1870. Det blev ordnet ved at Rinkenæs-manden rejste til Kolding, fik dansk statsborgerskab og Raben solgte skibet til ølbrygger og brændevinsbrænder Ahlmann i Fredericia. Raben var førstesenator i bystyret. Han havde del i Kobbermølle ved Kruså og ejede Tørninggård/mølle ved Haderslev. (Se fx G. Japsen: Aabenraa bys økonomiske historie 1850-64, i: Sønderjydske Aarbøger 1943, s. 149-202.)


Andreas Fritz (1828-1906): Heste-Røvere. Personer: Løjtnant, artillerist Richthofen, løjtnant v. Schierstedt, dyrlæge, dragon-ritmester R. z. F., Michaelis, dragoner. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

14 december 2021

Sundeved, Als 11te til 13de Juni 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel om akut hjælp til bønderne på Sundeved: 

Eksekutivkommissionen for Deputeretforsamlingen i Frankfurt modtog følgende beretning fra Flensborg om de foranstaltninger, der var truffet til støtte for krigsinvaliderne i Sundeved: "Den tyske hjælpekomité i Flensborg for de trængte Sundeved blev dannet i begyndelsen af ​​marts, d.v.s. straks forstærket af pålidelige patrioter, der var i stand til at arbejde i Sundeved og støttet af den slesvig-holstenske forening i Hamborg begyndte sine aktiviteter med at godkende småbeløb på fire til seksten preussiske thaler for at afhjælpe det presserende behov. På denne måde blev der i første omgang over 150 forskellige former for støtte blev bevilget til familier. Efter at Dybbøl skandser var faldet den 18. april og dermed i det mindste frigjorde hertugdømmet Slesvigs fastland fra det danske åg, havde udvalget et bredt aktivitetsfelt at vælge imellem. Det var nu mere end at yde midlertidig støtte. Den næste bekymring var dyrkningen af ​​markerne, da det stadig var muligt at bringe frøet ned i jorden. Denne aktivitet forhindrede en undtagelsestilstand hvis eftervirkninger ville have vist sig i stigende omfang i de kommende år. Flensborgs Hjælpeudvalg skaffede større kornindkøb og havde fornøjelsen af ​​at kunne forsyne bønderne med det sædekorn de havde brug for, blot fjorten dage efter stormen på voldene. Fordelingen skete efter oplysninger fra de tillidsmænd, der var mødt til formålet i de forskellige sogne. Enhver indbygger i det egentlige Sundeved som beviseligt har mistet sin frøforsyning, har fået hvad han havde brug for. I alt blev der uddelt 1.240 tons havre, 850 tons ærter, 70 tons boghvede, 50 tons kartofler, 240 pund kløverfrø, med en samlet værdi af 8.400 thalere, til 214 personer. Denne hurtige og effektive hjælp som de for det meste dansktalende sundevedere fik af deres tyske landsmænd, gjorde dybt indtryk. Desuden hørte man en taxation af de beskadigede, men endnu ikke reparerede lejligheder hos de små husmænd og daglejere, og der blev givet 6600 mark i større og mindre bidrag til 50 familier til restaurering af disse bygninger. Der blev også opfordret tømrere og glarmestre fra Flensborg og omegn til at arbejde, og de fleste af disse mindre familier er nu rimeligt bosat igen. Landmændene hvis huse også er revet ned, men som også konsekvent er meget velhavende, vil blive tilbudt støtte fra Herzog-Friedrich-Fonden, og efter nærmere drøftelse med eksperter og efter en inspektion på stedet, tror vi at vi vil skal bruge 15.000 mark til dette. Alt i alt er der øremærket 8.000 thalere til Sundeved kontant fra Herzog-Friedrich-Foundation Thaler. Med disse beløb vil der også kunne ydes tilskud til opførelsen af ​​de helt nedbrændte gårde og lejligheder, omkring en snes i antal, da der formentlig vil gå lang tid før krigsskaden er erstattet og statens brandkasse opfylder sine forpligtelser. Så vidt det kan oplyses, er der allerede siden krigens begyndelse brugt i alt 45.390 mk. crt i Sundeved. Så inklusiv ovenstående 23.000 thalere bruges i alt omkring 100.000 mark, hvoraf en stor del kommer fra de midler, som det centrale sikkerhedskontor i Frankfurt har overført til Hamburg-foreningen. Desuden er der leveret mange ting i naturalier, nemlig 1 million pund halm fra den holstenske kommission i Kiel. Linned, tøj og børnetøj kom fra hele Tyskland. Skanserne leverede en masse træ som blev overdraget af militæret. Der er blevet gjort en indsats fra alle sider for at afhjælpe den triste lod for Sundeveds befolkning, så godt de kan.

Fotograf Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Danske og tyske sårede på lazarettet i Flensborg. Det kongelige Bibliotek Fri af ophavsret.

Aus Flensburg ist der geschäftsleitenden Commission der Abgeordnetenversammlung zu Frankfurt nachstehender Bericht über die zur Unterstützung der Kriegsbeschädigten in Sundewitt getroffenen Vorkehrungen zugekommen: "Das deutsche Hülfescomite in Flensburg für die nothleidenden Sundewitter bildete sich Anfang März, d. h. verstärkte sich sofort durch zuverlässige, im Sundewitt anfässige Patrioten und begann, unterstützt durch den schleswig-holsteinischen Verein in Hamburg, seine Thätigkeit, indem es kleinere Summen von vier bis sechszehn Thaler preuss. bewilligte, um der Augenblicklich dringenden Noth abzuhelfen. Auf diese Weise sind anfänglich über 150 verschiedene Unterstützungen an Familien gewährt worden. Nachdem am 18. April die Düppeler Schanzen gefallen, somit wenigstens das Festland des Herzogthums Schleswig von dem dänischen Joche befriet war, bot sich dem Comité ein weites Feld der Thätigkeit dar. Es galt jetzt mehr als temporäre Unterstützungen zu gewähren. Die nächste Sorge war auf Bestellung der Felder gerichtet, da es noch möglich wurde das Saatkorn in die Erde zu bringen. Durch diese Thätigkeit ist einem Nothstande vergebeugt worden dessen Nachwirkungen sich in wachsender Grösse noch Jahre land geäussert haben würden. Das Flensburger Hülfscomité beschaffte grössere Kornkäufe, und hatte die Freude, schon vierzehn Tage nach der Erstürmung der Schanzen den Bauern das Saatkorn liefern zu können, dessen sie bedurften. Die Vertheilung richtete sich nach den Angaben der Vertrauensmänner, die zu diesem Zweck in den verschiedenen Kirchspielen zusammengetreten waren. Jedem Einwohner des eigentlichen Sundewitt, der nachweislich seinen Vorrath an Saatkorn eingebüsst hatte, ist zu Theil geworden, was er bedurfte. Im Ganzen sind 1240 Tonnen Hafer, 850 Tonne Eerste, 70 Tonnen Buchweizen, 50 Tonnen Kartoffeln, 240 Pfund Kleesaat, im Gesammtwerth von 8400 Thaler, an 214 Personen vertheilt worden. Diese schnelle und wirksame Hülfeleistung, die den grossentheils dänisch redenden Sundewittern von ihren deutschen Landsleuten zukam, hat einen tiefen Eindruck gemacht. Ausserdem ward eine Tazation der beschädigten, aber noch zu reparirenden Wohnungen der kleinen Grundbesitzer und Taglöhner vergenommen, und wurden zur Widerherstellung dieser Baulichkeiten 6600 Mark in grösseren und kleineren Beiträgen an 50 Familien gegeben. Es wurden ferner Tischler und Glaser aus Flensburg und Umgegend veranlasst, dort Arbeit zu nehmen, und sind die meisten dieser kleineren Familien jetzt wieder einigermassen wohnlich eingerichtet. Den Bauern, deren Häuser ebenfalls zu Theil demoliert, die aber auch durchgehends sehr wohlhabend sind, wird man eine Understützung aus der Herzog-Friedrich Stiftung anbieten, und glauben wir nach näherer Besprechung mit Sachkündigen und nach Besichtigung an Ort und Stelle hierfür 15,000 Mark zu bedürfen. Im Ganzen sind aus der Herzog-Friedrich-Stiftung Thaler, an baaren Unterstützung 8000 Thaler für das Sundewitt bestimmt worden. Mit diesen Summen wird es auch ermöglicht werden, zum Aufbau der gänzlich abgebrannten Gehöfte und Wohnungen, circa verizig an der Zahl, einen Zuschuss zu gewähren, da es wohl längere Zeit anstehen wird, bis die Kriegsschäden ersetzt werden und die Landes-Brandkasse ihre Verbindlichkeiten erfüllt. So viel sich ermitteln liess, sind im Ganzen seit Beginn des Krieges im Sundewitt bereits verwendet worden 45,390 Mk. Crt. Es kommen also mit Einschluss der obigen 23,000 Thaler im Ganzen cirka 100,000 Mark zu Verwendung, davon ein grosser Theil aus den Mitteln, welche der Centralausschutz in Frankfurt dem Hamburger Verein überwiesen hat. Ausserdem sind viele Naturalien geliefert worden, namentlich 1 Million Pfund Stroh von der holsteinischen Commission in Kiel. Aus den verschiedensten Orten Deutschlands kamen Leinzeug, Kleidungsstücke und Kinderzeug. Die Schanzen haben viel Holz geliefert, das vom Militär verabfolgt worden. So ist man von allen Seiten bestrebt gewesen, das traurige Loos der Sundewitter Bevölkerung nach Kräften zu lindern.

(Kemptner Zeitung 11. juni 1864) 


Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Sundewitt Ekensund (Egernsund). 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.


Oversættelse af et uddrag af en længere artikel, originalen findes under oversættelsen:

Som regel gælder det at jo længere væk fra hovedstaden, jo dårligere bliver embedsmændene, og i de sidste 15 år er alle slags danske prædikanter, læger, skolelærere, dommere og administrative embedsmænd som man af forskellige grunde ikke kunne bruge på øerne, blevet sendt til Slesvig. Skønt danskerne trods deres overmod syntes at blive mere og mere usikre på deres stilling i Slesvig-Holstein, så var deres sociale liv for de af befolkningen så ringeagtede danske embedsmænd så ubehagelig der, at alle virkelig dygtige og anstændige mænd kun undtagelsesvis kom, og de ønskede så vidt det var muligt kun midlertidigt at acceptere et job i de tyske hertugdømmer. Alle de danskere der er langt væk fra hovedstaden og har en beskæftigelse som på dansk passende kaldes "levebrød", forsøger at udnytte deres embede så økonomisk som muligt og skyr ingen midler til at tjene mange penge, og med deres mange penge og samlede formue og en pension derefter at vende tilbage til København. Det skal være ganske overordentlig mange penge der på denne måde erhverves af embedsmændene i hertugdømmerne og i Jylland og senere forbruges i København, altså trækkes væk fra provinserne.

Denne masse af stokdanske embedsmænd som altid blev sendt fra København til fastlandet, kombineret med forfængeligheden, som er et så karakteristisk træk ved ø-danskerne, skaber også en latterlig rivalisering og trang til titler som man næsten ikke har et begreb om i Tyskland. For eksempel er en meget almindelig titel for de danske postmestre: "krigsråd", og uden titlen "justitsråd" eller "etatsråd" er næsten ingen embedsmand der har noget ry, tilfreds. Til alle sådanne titler er forbundet personlig adel, som der lægges stor vægt på i Danmark.

Je weiter von der Hauptstadt entfernt, desto schlechter werden in der Regel die Beamten, und gar nach Schleswg sandte man in den letzten 15 Jahren allen Ausschuss an dänischen Predigern, Aerzten, Schullehrern, Richtern und Verwaltungsbeamten, die man auf den stets bevorzugten Inseln aus verschiedenen Gründen nicht brauchen konnte. Schien den Dänen, trotz ihres Uebermuthes, ihre Stellung in Schleswig-Holstein doch immer unsicherer zu werden, so war das sociale Leben der von den Bevölkerung verachteten dänischen Beamten dort so unangenehm, dass alle wirklich tüchtigen und anständigen Männer nur ausnahmesweise und dann wo möglich auch nur vorübergehend, eine Anstellung in den deutschen Herzogthümern annehmen wollten. Alle solche fern von der Hauptstadt befindtlichen Dänen, welche eine Anstelling haben, die im Dänischen recht bezeichnend "liebes Brod" heisst, suchen ihr Amt in pekuniärer Hinsicht möglichst auszubeuten und verschmähen kein Mittel, um ja recht viel Geld zu erwerben und sich mit dem gesammelten Vermögen und einer Pension dann wieder nach Kopenhagen zurückzuziehen. Es soll ganz ausserordentlich sein, wie viel Geld auf dieser Weise in den Herzogthümern und in Jütland von den Beamten erworben und später in Kopenhagen verzehrt, also den Provinzen entzogen wird.

Diese Unmasse stockdänischer Beamten, welche man stets von Kopenhagen aus auf das Festland sandte, verbunden mit der Eitelkeit, die einen so sehr bezeichnenden Charakterzug der Inseldänen bildet, erzeugt auch eine lächerliche Rivalität und Titelsucht, von der man in Deutschland kaum einen Begriff hat, unter ihnen. So ist s. B. ein sehr gebräuchlicher Titel für die dänischen Postmeister: "Kriegsrath", und ohne den Titel "Justitzräthe" oder "Etatsräthe" heissen, sich fast kein Beamter, der nur etwas Ansehen hat zufrieden gibt. Mit allen solchen Titeln ist der persönliche Adel auf den in Dänemark viel Gewicht gelegt wird, verbunden.

(Neue Würzburger Zeitung : Würzburger Abend-Zeitung ; Würzburger Anzeiger und Handelsblatt. 11.juni 1864)


Silkeborg, den 13de Juni.
- Som sidst bebudet, ankom hertil i Løverdags en Transport af c. 70 preussiske Tyfus- og Øiensygepatienter eller Rekonvalescenter, som vare paa Reisen mod Syd. De bleve indlagte i et Par store Lokaler, som for Øieblikket staae ledige, og afreiste igaar Morges videre til Skanderborg. Det hedder, at den ægyptiske Øiensygdom samt en smitsom Tyfus skal være meget udbredt blandt de tydske Tropper heri Jylland.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 13. juni 1864)


Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:

Fra Flensborg, 5. juni, skrives: For nylig er slesvigernes vogne som blev ført til Als af ​​danskerne, frigivet derfra, og af de mere end 900 vogne er hidtil omkring 350 vendt tilbage. Antallet der er blevet bragt over dagligt på det seneste, er 75 til 100 stk. Det siges at 250 af de bedste forspand skal forblive der. Man kan ikke forestille sig den tilstand hvori nogle af hestene, næsten alle vognene og de fleste mennesker vendte tilbage; en sten ville få medlidenhed med den behandling mænd og kvæg har fået. Striberne på kuskens ryg viser endnu de steder, hvor vognkontrolløren i Nygaard i Sønderborg skrev sit navn; hans stok har rørt mænds rygge mere end jorden; end ikke den svage gamle mand blev skånet for hans brutalitet. Uanset om de kommer fra det sydlige eller nordlige Slesvig, er alle de hjemvendte enige om at udøve folkelig ret mod deres plageånd så snart de får fat i ham, og denne gang vil han ikke så let væk som på Als hvor han måtte bære sin arm i bandage i otte dage som følge af en sådan scene. 10 species rakte til at sætte en bedre vogn af sted, og bondevagten gav ofte den manglende sidste skilling. Omkring halvtreds kuske siges at være døde, nogle faldt på forposter fordi de blev tvunget med sabel i hånden til at styre trafikken over broerne nær Sønderborg under bombardementet af Sønderborg og under stormen den 18. april.

Aus Flensburg, 5. juni, wird gescrieben: Seit kurzem swerden die Fuhrwerke der Schleswiger, die nach Alsen von den Dänen mitgenommen wurden, von dort entlassen, und sind von den mehr als 900 Wagen bis jetzt etwa 350 zurückgekehrt. Die Anzahl der in letzter Zeit täglich herübergeschafften beträgt 75 bis 100 Stück. Wie es heisst, sollen 250 der besten Spannwerke dort verbleiben. Von dem Zustand in welchem ein Theil der Pferde, fast sämmtliche Wagen, die meisten Menschen zurückkehren, kann man sich keine Vorstelling machen; ein Stein müsste sich erbarmen über die Behandlung welche Menschen und Vieh zu Theil geworden. Noch zeigen Stiemen am Körper der Kutscher die Stellen wo der Wagencontroleur in Nygaard in Sonderburg seinen Namen eingezeichnet; sein Stock hat mehr den Rücken der Menschen als die Erde berührt; nicht einmal den schwächlichen Greis hat seine Brutalität verschont. Gleichviel ob Süd- oder Nordschleswiger, alle Heimgekehrten sind einig Volksjustitz an diesem ihrem Peiniger zu üben sobald seiner habhaft werden, und diessmal möchte er nicht so leicht davonkommen wie auf Alsen, wo er in Folge einer solchen Scene den Arm acht Tage lang in der Binde tragen musste. Um besseres Fuhrwerk auszulösen genügten 10 Species, und hat gar oft die Uhr des Bauern den noch fehlenden letzten Schilling gegeben. An fünfzig Kutscher sollen theils gestorben, theils auf Vorposten gefallen seyn, da man mit dem Säbel in der Hand sie gezwungen während des Bombardements von Sonderburg und während des Sturms am 18 April den Verkehr über die Brücken bei Sonderburg zu bewerkstelligen.

(Allgemeine Zeitung 13. juni 1864)


Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:

Fra Hørup (?) på Als, 1. juni, skriver en slesviger der tjener i den danske hær, som meddelt i "Alt. Nachr.": "For os slesvigere (fra 10. og 12. regiment) er der oprettet et arbejdskorps som består af fire kompagnier og som bruges til det ringeste arbejde. Vi skal feje gaderne og gøre mere af det samme. Det meste af tiden skulle vi bygge skanser, for det meste under granatregn, men alligevel fik vi kun to døde og tre sårede. I et stykke tid blev vores kompagni brugt som brandkorps under bombningen af ​​Sønderborg, hvilket betød at vi var mål for de preussiske granater. Mere end én gang protesterede vi, men danskerne truede med at skyde hver tiende mand der ikke adlød officerernes ordre. Vi afventede at preusserne skulle komme over, som vi ventede med åbne arme som vores frelsere."

Von Hollerup auf Alsen, 1 Jun., schreibt ein im dänischen Heer dienender Schleswiger, wie die "Alt. Nachr." mittheilen: "Aus uns Schleswigern (aus dem 10. und 12. Regiment) ist ein Arbeitscorps errichtet worden, welches aus vier Compagnien besteht, und die zu den niedrigsten Arbeiten verwendet werden. Wir müssen die Strassen fegen und derartiges mehr in Sonderburg verrichten. Den grössten Theil der Zeit haben wir Schanzen bauen müssen, und zwar meistens unter dem Saufen der Granaten; trotzdem haben wir nur zwei Todte und drei Verwundete zu beklagen. Eine Zeitlang wurde unsere Compagnie während des Bombardments von Sonderburg als Spritzencorps verwendet, bei welcher Arbeit wir dann den preussischen Granaten zur Zielscheibe dienten. Mehr als einmal haben wir uns aufgesetzt, aber die Dänen drohten jeden zehnten Mann zu erschiessen der sich den Befehlen der Officiere widersetzte. Sehnsüchtig harrten wir auf das Herüberkommen der Preussen, die wir als unsere Retter mit offenen armen erwarteten."

(Allgemeine Zeitung 13. juni 1864)

Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. (Efterskrift til Politivennen)

Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. KapelFranz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892Franz Nerudas Karriereslut (1912)Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915)  

Om musiktrioen Sødskendene Nerudas internationale berømmelse, se et tidligere afsnit. Franz Neruda kom fra en meget musikalsk familie; en søster Wilhelmine Maria Franziska Neruda (1838-1911) eller Lady Hallé blev 1901 "violinist to the queen" (Wilhelmine Neruda blev Lady Hallé ved giftermål med Charles Hallé). Lillebroderen Franz Neruda fik da trioen var opløst i 1863 en livslang karriere i Danmark ved det kongelige kapel. 

Franz fik i september 1864 ansættelse i kapellet i København. Han blev 1869 udnævnt til kongelig kammermusikus og ægtede samme år balletdanserinden Ludovica Cetti, datter af sangeren Giovanni Battista Cetti.

Konkurrence i det kgl. Kapel. Efter hvad vi erfare, skal der en af Dagene i denne Uge afholdes en Konkurence til Pladsen som anden Violoncellist i det kongelige Kapel. Ved Hr. Kuhlaus Død er den bekjendte og dygtige Violoncellist Hr. Ranch rykket op til den første Plads. Dermed er Avancementet imidlertid standset; Dhrr. Petersen og Rüdinger, der ere ansatte som tredie og fjerde Violoncellist, ere ikke rykkede op med deres ældre Kollega, men der er anordnet en Konkurrence om den næstældste Plads, og til at deeltage i denne har man indforskrevet Hr. F. Neruda fra Brünn, en Broder til den feirede Violinistinde Frøken Vilhelmine Neruda.

Der hersker i Kapellet megen Misstemning og Misfornøielse med denne Fremgangsmaade. Forsaavidt der nu ligges Vægt paa, at Hr. Neruda er en Tydsker, kunne vi ikke ganske dele denne Opfattelse, thi Opgaven er naturligviis at skaffe Kapellet de bedste Kræfter, og om den, der spiller Violoncel med størst Dygtighed, taler Dansk eller Tydsk eller Italiensk, synes ikke at burde komme i Betragtning. Derimod kunne vi ikke Andet end tiltræde Ankerne over den Principløshed, som atter her giver sig tilkjende i Theatrets Bestyrelse. Naar man lader den næstældste Violoncellist rykke op til den første Plads uden Konkurrence, er det ubilligt at standse Avancementet for de to Yngre og ansætte en Konkurrence om den næstældste istedetfor om den sidste Plads. Det tyder paa, at man vælger Konkurrencens Form, ikke for at faae den Dygtigste, men for ad en Omvei at sætte Noget igjennem, som man generer sig ved at gjøre ligefrem. Hr. Neruda begunstiges af et indflydelsesrigt musikalsk Koteri, der har store Fortjenester af Musikens Udvikling her i Kjøbenhavn, men ikke er frit for den Eensidighed og personlige Partiskhed, der saa let udvikler sig i Kunstens Verden. Kun derved kan man forklare sig, at Hr. Neruda møder ved en Konkurrence, til hvilken man ikke har seet nogen offenlig Indbydelse, og man paastaaer, at Hensynet til ham ogsaa har afgjort den Plads, til hvilken der skulde konkurreres. Om dette nu forholder sig saa, vil vel tildeels kunne afgjøres efter Konkurrencens Udfald. Theatrets Bestyrelse har det i sin Magt at møde den Mistanke, som dets Fremgangsmaade har vakt, ved at lade Konkurrencen foregaae offenlig og saaledes overbevise de Sagkyndige om, at den handler i Kapellets Interesse og ikke har til Hensigt at begunstige en fremmed Virtuos paa danske Kunstneres Bekostning.

(Dagbladet (København) 30. maj 1864).

Cellisten Søren Kjerulf Kuhlau (1798 –1864) var siden 1820 ansat som kongelig kapelmusikus. Han var fætter til den berømte komponist Friedrich Kuhlau, søn af stadsmusikant i Aalborg og organist ved Vor Frue Kirke Johan Daniel Kuhlau (1746-1810) og Elisabeth Marie Sørensdatter Kjærulf (1759-?).


- Der er i denne Tid noget Høre i Theater- eller nærmere bestemt Capelverdenen over en Concurrence, som Theaterchefen har anordnet om den ledige Plads som anden Violoncellist. Vi finde ikke, at denne Fremgangsmaade giver nogen skjellig Grund til Klage, Ganske vist gives der en tredie og en fjerde Violoncellist, og ganske vist er det i Reglen skeet, at man er rykket op fra disse Pladser til de høiere. Men naar man nu har Tvivl om disse Capellister kunne tilfredsstille de Fordringer, som paa Kunstens Vegne maae gjøres til de to første - med hinanden afvexlende - Pladser i deres Fag, er det da ikke aldeles i sin Orden, at en Concurrence afgjør, om de ere duelige dertil, eller om en Udenforstaaende er dueligere? At den Udenforstaaende, som siges at ville deltage i Concurrencen, Hr. F. Neruda, er en Fremmed, en Czecher, gjør virkelig ikke noget til Sagen ved besættelsen af en blot og bar musikalsk Post. At af to lige Dygtige den Indfødte bør foretrukken, ere vi enige i; men kunstens Tarv vilde aabenbart lide, hvis man foretrak den mindre dygtige Indfødte for den dygtige Udlænding i et Spørgsmaal, hvor Nationaliteten meget lidt eller slet ikke kommer i Betragtning. Saa exclusivt nationale skulle vi ikke være, at vi ubetinget foretrække enhver hjemlig Middelmaadighed for enhver fremmed Dygtighed, eller at vi udelukke alle Fremmede Talenter fra at maale sig med vore egne.

(Fædrelandet 31. maj 1864).


Den afholdte Konkurrence til den ledige anden Violoncellistplads i det kongelige Kapel. Vi have, allerede før denne Prøve blev afholdt, meddelt, at Hr. Neruda, en Broder til de berømte Violinspillerinder, var kommen hertil - indforskreven, om man vil - for at deltage i denne Konkurrence. De øvrige konkurrerende vare af det kongelige Kapel Dhrr. Rüdinger og Møller; af det Lumby'ske Orkester Hr. Hansen. Hr. Neruda viste sig strax som gammel Solospiller ved (uden Noder) at foredrage et Bravurnummer, men med Hensyn til Udførelsen af de forelagte Numere, der skulde spilles "fra Bladet", en Marsch af "Erik Menveds Barndom", sam Zerlines Trøstearie til Masetto i "Don Juan", stod de andre konkurrerende ifølge Sagkyndiges Paastand ialtfald ikke tilbage for Hr. Neruda. Efter hvad vi fra paalidelig Kilde have bragt i Erfaring, er strax efter Prøvens Afholdelse Hr. Neruda enstemmig bleven indstillet af de fire Censorer. Naar den officielle Udnævnelse endnu ikke er indløben, beroer det altsaa kun paa en ren Formsag, og det har da her vist sig, at man selv under Forhold som de nuværende maa for at faa en dygtig anden Violoncellist tage en Tydsker - efter de Raadendes Mening. Vi have seet, at "Fædrelandet" har ment, at det ikke gjorde Noget til Sagen, da det her gjælder om et rent Kunstspørgsmaal. Mon "Fædrelandet" vil sige det Samme, om Akademiet for de skjønne Kunster indforskriver en Professor i Maleri, en anden Billedhuggerkunst etc. "Det er rene Kunstspørgsmaal".

(Dags-Telegrafen (København) 15. juni 1864).


Fotograf Georg Emil Hansen (1833-1891): Franz Neruda (1843-1915). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.


Dette blev retrospektivt i 1876 beskrevet således af Th. Overskou:


Franz Neruda

Besættelsen af ledigblivende Poster i Kapellet gav paany i denne Saison Leilighed til Omtale. Kapelmusikus Kuhlau var død, og F. Rauch rykkede op i hans Plads som første Violoncellist. Dette var fuldstændig i sin Orden. Derimod rykkede ikke Albert Petersen og Rüdinger op fra tredie og fjerde Plads i dette Fag, hvorimod der for den anden Plads' Vedkommende skulde være en Konkurrence. I "Dagbladet“ blev der i den Anledning anket over, at der ikke ligesom tidligere var bekjendtgjort Noget om denne Konkurrence, som burde holdes offenlig, og ved samme Leilighed anførtes det, at denne Konkurrence, hvortil der egenlig aldeles ikke var nogen Trang, da man jo med størst Billighed kunde lade Ancienneteten afgjøre Oprykningsspørgsmaalet, var arrangeret for at skaffe Franz Neruda Pladsen. Denne dygtige Violoncellist blev som en Broder til Violinistinden Vilhelmine Neruda støttet stærkt af det toneangivende musikalske Parti i Hovedstaden med N. V. Gade i Spidsen, men fra anden Side blev der ikke ganske uden Føie anket over, at man just paa dette Tidspunkt, saa kort efter Krigen med Preussen og Østerrig, vilde søge at faa en Tydsker ind i Kapellet, uden at dette kunde siges at være strengt nødvendigt. Bladets Anke gjorde sin Virkning, og allerede den følgende Dag blev der indrykket en Bekjendtgjørelse om, at der den 3die Juni skulde afholdes en offenlig Konkurrence om Pladsen som anden Violoncellist i Kapellet, hvormed der var forbundet en aarlig Gage af 650 Rd. Mærkelig nok var Neruda allerede en Uge forinden kommen hertil, saa at Rygtet om Konkurrencen altsaa maatte være naaet helt ned til Tydskland, og den offenlige Prøve havde da ogsaa det Udfald, at Neruda fik den ledige Plads, idet han viste sig at være den Dygtigste af de Konkurrerende.

(Th. Overskou: Den danske Skueplads, syvende del, 1876).

I det følgende år gæstoptrådte Wilhelmine Neruda og søsteren sammen med Franz Neruda såvel i København som i provinsen. Også i disse år var det Wilhelmine som optrådte som hovedperson.

Nordslesvig. Bøgehoved. 10de til 11te Juni 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:

Fra Haderslev i slutningen af ​​maj skriver "Kreutzztg.": En af de diakonisser, der arbejder her, Elise Hepp, bukkede under for tyfus som følge af den store indsats med at tage sig af de sårede. Elise Hepp kommer fra en gammel præstefamilie i den bayerske Rhin-Pfalz. Hun havde allerede arbejdet som diakonisse i Berlin Charitë i mere end to år, da hun blev kaldt til Slesvig. Hun havde været aktiv i de sidste uger af februar i Haderslev, hvor hun og tre andre diakonisser havde pligt til at tage sig af de sårede krigere, der talte fra 100 til 110 om dagen. Også hun døde på sin slagmark, og derfor har hun fundet sit hvilested blandt krigere. Til højre for hende ses preusserne, til venstre for hende ses østrigerne, der ligger begravet i Haderslev. Begravelsen var rørende og højtidelig. Danske og tyske damer havde sendt de kranse, der dækkede hendes kiste. Et østrigsk musikkorps afspillede koralen. Tre præster, den danske og de to tyskere, den protestantiske og den katolske, fulgte efter. De blev ledsaget af general grev Condrecourt, byens kommandant, grev Wrschowetz, ridder af St. John og andre høje officerer. Diakonisserne fra Apenrade og Kolding var kommet til begravelsen.

Aus Hadersleben, Ende Mai, wird der "Kreutzztg." geschrieben: Eine der hier thätigen Diakonissen, Elise Hepp, ist in Folge der grossen Anstrengungen bei der Pflege der Verwundeten dem Typhus erlegen. Elise Hepp stammt aus einer alten Pfarrerfamilie in der bayerischen Rheinpfalz. Sie hatte schon länger als zwei Jahre als Diakonissin in der Berliner Charitë gewirkt, als sie nach Schleswig berufen ward. Sie hatte ihre Wirksamkeit in den letzten Wochen des Februars in Hadersleben erhalten, wo ihr mit drei andern Diakonissen die Pflicht oblag die verwundeten Krieger zu pflegen, deren Zahl täglich 100 bis 110 waren. Auch sie starb auf ihrem Feld der Ehre Gottes, und so hat sie auch ihre Ruhestätte unter Kriegern gefunden. Rechts von ihr liegen die Preussen, links die Oesterreicher welche in Hadersleben beeridigt sind. Das Begräbniss war rührend und feierlich. Dänische und deutsche Damen hatten die Kränze gesandt die ihren Sarg bedeckten. Ein österreichisches Musikcorps stimmte den Choral an. Drei Geistliche, der dänische und die beiden deutschen, der evangelische und der katholische, folgten. Mit ihnen begleiteten den Zug General Graf Condrecourt, der Stadtcommandant, der Johanniterritter Graf Wrschowetz und andere hohe Officiere. Die Diakonissen aus Apenrade und Kolding waren zur Beerdigung gekommen.

(Allgemeine Zeitung 10. juni 1864)

Johanniterordenen anbragte et kors med indskriften: "Elisa Hepp, Diakonisse fra Kaiserswerth, død den 17. Maj 1864. Phil. 1, 21, 23" og et johaniterkors. Det var første gang uddannede sygeplejersker arbejdede på feltlazaretterne. Danske diakonisser plejede sårede og syge danske soldater i Augustenborg og Nordborg på Als, tyske diakonisser fra Kaiserswerth arbejdede på tyske lazaretter i Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og Kolding. Elise Hepp var en af de mange, der brød med 1800-tallets traditionelle kvinderolle og gik ind i diakonissebevægelsen, hvor hun blev uddannet til at pleje syge; hun var blandt de første, der meldte sig til tjenesten som sygeplejerske på slagmarken. Tydeligt fremhævet ses symbolet for alle diakonissehuse: Duen med oliegrenen, som stammer fra beretningen i 1. Mosebog, kapitel 8, om Noahs ark. Stenen er placeret i det område på kirkegården, hvor det tyske mindretal mindes deres døde under de slesvigske krige og under første og anden verdenskrig. (Fra "Sygeplejersken" 2001, 41).

Engelsk illustrator Robert Thomas Landells (1833-1877): Hadersleben. Formentlig omkring 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den rebelske Lærerstand i SlesvigSom et Exempel paa den dybe Demoralisation, der findes i den nuværende slesvigske Embedsstand, anfører "Dagbladet" følgende Erklæring fra 5 Lærere i Tønderegnen, hvorved de "sige sig løs" fra den Troskabseed, de have aflagt til Kong Christian den Niende: "Undertegnede Lærere, som have underskrevet den dem af den danske Kong Christian den Niende affordrede Homagialeed, erklære herved: at kun vort Lands daværende haabløse Tilstand, Visheden om, at de, naar de vægrede sig ved at aflægge Eden, strax vilde blive afsat fra deres Embeder, og den deraf opstaaede Bekymring for deres Familie have foranlediget dem til at aflægge Eden; at der efter deres faste Overbeviisning ikke forelaae nogen Ret, hvorefter Kong Christian den Niende af Danmark kunde være beføiet til at fordre en Homagialeed af Beboerne af Hertugdømmerne Slesvigholsteen; at, ihvorvel det i og for sig ikke lader sig retfærdiggjøre, at slesvigholsteenske Undersaatter have aflagt denne Eed, er det dog en endnu langt større Forseelse at holde og efterleve den (!); at derfor Undertegnede ikke kunne forene det med deres Samvittighed at holde og efterleve den dem retsstridig affordrede og i sit Indhold uretmæssige Eed. De sige sig derfor paa det Højtideligste løs fra den til Kong Christian den Niende af Danmark aflagte Homagialeed og udtale herved, at de efter denne aabne Erklæring og Løssigelse betragte sig som løste fra deres Eed, De erkjende tillige, at de i Friedrich den 8de anerkjende Slesvigholsteens retmæssige Landsherre."

Forsamling ved Haderslev. Den tidligere bebudede Forsamling ved Haderslev, hvis Øiemed det skulde være at tilkjendegive Nordslesvigernes Antipathi ikke blot mod en Deling af Slesvig, men ogsaa mod en Forening med Danmark, har fundet Sted i Mandags. Det er bekjendt, at denne Forsamling, skjøndt afholdt i Haderslev, ingenlunde kan siges at være en Forsamling af Nordslesvigere, idet man i længere Tid har trommet Folk derop og et ikke ringe Antal Sydslesvigere have deeltoget deri. Dette forhindrer imidlertid ikke de tydske Blade i at lade sig telegrafere fra Haderslev: "I dette Øieblik har en Forsamling af "6000 nordslesvigske Mænd" paa den Vest for Haderslev liggende Høi Bøghoved vedtaget følgende Erklæring: Den af Englands og Frankrigs Befuldmægtigede paa Londoner-Konferencen foreslaaede Deling af Slesvig strider imod vore vigtigste Livsinteresser. Vi betragte den som den største Uret og den største Ulykke, der kunde ramme os. Vi ville aldrig adskilles fra Slesvig eller indlemmes i Kongeriger Danmark," Man vil dog vide, at Bøghoved ikke skal kunne rumme over 1000 Mennesker.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 10. juni 1864).


Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:

Haderslev, 6. juni. Seks tusinde mennesker fra Nordslesvig var i dag samlet ved Bøgehoved. Begyndende og afsluttende med en salme, blev mødet åbnet og ledet af dr. Hansen fra Haderslev på nordslesvigsk dialekt. Dr. Hansen hilste de fremmødte med en tale hvori blev påpeget denne forsamlings store betydning for hertugdømmerne Slesvig-Holsten, og især for det nordlige Slesvig, der i lige så høj grad har ret til evig forening med syden som enhver anden del af hertugdømmerne. Efter dette foredrag holdt prof. dr. Jessen, født i Nordslesvig, i en tysk tale mod de delingsprojekter der ødelægger hele landets lov. Han fremhævede at nordslesvigerne havde lige så stor ret til at blive hørt om deres skæbne som ethvert andet folk; en deling ville ødelægge det sunde liv i hele hertugdømmet Slesvig, hele Slesvig-Holsten. For 400 år siden havde Christian I svoret hele hertugdømmet Slesvigs ret til udelelighed fra Holsten og evig uafhængighed af Danmark; denne yderst vigtige handling blev beseglet lige her på dette sted, hvor det gamle Haderslev Slot engang lå. Det er ikke blot ret, men enhver slesvigers pligt at protestere uden menneskefrygt mod enhver deling af landet som mod en vanærende ødelæggelse af samme. Derfor ville alle brødrene fra Nordslesvig, fra Vidå til Kongeå, være samlet her i dag for sammen og højtideligt at protestere mod enhver splittelse. Derpå anbefalede jernstøber Bonnichsen fra Haderslev den fremlagte resolutionen på nordslesvigsk dialekt ved især at understrege at en deling af Slesvig ville ødelægge såvel den klare ret og landets materielle interesser. Enhver slesviger der elsker sit land, vil hæve sin røst kraftigt mod enhver indlemmelse i Jylland, mod deling af Slesvig. Endelig fremlagde dr. Hansen den læste beslutning til vedtagelse. Det samme blev enstemmigt accepteret med højlydt bifald. Efter mødet gik folkemængden af ​​sted med "Slesvig-Holsten"-sangen. Hele fejringen gjorde et meget opløftende og værdigt indtryk. Resolutionen lyder ordret (den er skrevet på nordslesvigsk dialekt og på tysk): "Den deling af Slesvig der blev foreslået af Englands og Frankrigs befuldmægtigede på London-konferencen, er i strid med vores vigtigste vitale interesser. Vi betragter den som den største uretfærdighed og den største ulykke, der har ramt os Vi ønsker aldrig nogensinde at blive afskåret fra Slesvig og indlemmet i kongeriget."

Hadersleben, 6 Juni. Sechstausend Nordschleswiger waren heute bei Bögehoved versammelt. Die Versammlung mit einem Choral begonnen und geschlossen, wurde eröffnet und geleitet von Dr. Hansen aus Hadersleben im nordschleswigischen Dialekt. Dr. Hansen begrüsste die Anwesenden mit einer Ansprache, in welcher auf die grosse Bedeutung dieser Versammling für die Herzogthümer Schleswig-Holstein, und namentlich für den Norden Schleswigs hengewiesen wurde, der ebensowohl das Recht der ewigen Union mit dem Süden habe als irgenein anderer Theil der Herzogthümer. Nach diesem Vortrag sprach Prof. Dr. Jessen, geborner Nordschleswiger, in deutscher Rede gegen die das Rechts des ganzen Landes zerstörenden Theilungsprojecte. Er betonte dass die Bevölkerung Nordschleswigs ebensowohl das Recht habe über ihr Geschick gehört zu werden als irgendein anderes Volk; eine Theilung werde das gesunde Leben des ganzen Herzogthums Schleswig, ganz Schleswig-Holsteins vernichten. Vor 400 Jahren habe Christian I das Recht des ganzen Herzogthums Schleswig auf Untheilbarkeit von Holstein und ewige Unabhängigkeit von Dänemark beschworen; dieser hochwichtige Act sey gerade hier auf dieser Stelle, wo einst das alte Schloss Hadersleben gestanden, besiegelt worden. Das Recht nicht bloss, die Pflicht jedes Schleswigers sey es gerade ejtzt ohne Menschenfurcht gegen jede Theilung des Landes als gegen eine schmåhliche Zerstörung desselben zu protestiren. Darum hätten sich alle Brüder aus Nordschleswig, von der Widau bis zur Königsau, heute hier versammelt, um gemeinsam und feierlich gegen jede Theilung zu protestiren. Hierauf motivirte Eisengiesser Bonnichsen von Hadersleben die vorgelegte Resolution im nordschleswigischen Dialekt, indem er namentlich hervorhob dass eine Theilung Schleswigs das klare Recht wie die materielle Interessen des Landes vernichten werde. Jeder Schleswiger welcher sein Land liebe, werde gegen jede Incorporation in Jütland, gegen Theilung Schleswigs seine Stimme mannhaft erheben.  Schliesslich legte Dr. Hansen die verlesene Resolution zur Annahme vor. Diesselbe wurde einmüthig unter lauten Zuruf angenommen. Nach Schluss der Versammlung zog die Menge mit dem "SChleswig-Holstein"-Lied ab. Die ganze Feier machte einen sehr erhebenden und würdigen Eindruck. Die Resolution lautet wörtlich (abgefasst ist sie im nordschleswigischen Dialekt und deutsch): "Die von den Bevollmächtigten Englands und Frankreichs auf der Londoner Conferenz vorgeschlagene Theilung Schleswigs widerstreitet unsern wichtigsten Lebensinteressen. Wir betrachten sie als das grösste Unrecht und als das grösste Unglück welches uns treffen könnte. Wir wollen nie und nimmer von Schleswig abgeschnitten und in das Königreich einverleibt werden."

(Allgemeine Zeitung 11. juni 1864)


Af et Brev fra Haderslev den 6te Juni(Fs. Stiftd.) Idag har den store Demonstration funden Sted, som vore Hjemmetydskere saa længe har forberedt, og som skal bilde Verden ind, at vi her i Byen og Egnen ere tydsksindede. Stort var den anlagt, og Hundreder vare hentede herned fra Sydslesvig og Holsteen for at demonstrere i vort Navn, men tarveligt faldt den alligevel ud ligesom alle de Komedier, der ere opførte her siden den 11te Marts, da vor Lidelsestid begyndte. Det er kun en flygtig Beskrivelse, jeg i dag er istand til at give. Hele Dagen igaar strømmede Vogne, fulde af Mennesker, ind over Sønderbro. Jeg saae selv et Tog paa fire propfulde Vogne med en Fane, hvorpaa stod "Amt Huten". Alle brølede "Schleswigholstein", svang Oprørsfanen og opførte sig overhovedet paa en Maade, som aldrig kunde falde nordslesvigske eller andre danske Bønder ind. Der var opført ikke færre end syv Æreporte, men Østerrigerne, som lode sig bruge til Alt, skare inat disse Æreporte ned. Østerrigerne syntes forresten at have sat sig for at lade Demonstrationen gaae for sig og kun at forebygge Conflicter. Derfor var det paa den ene Side forbudt Deeltagerne at drage ud til Festpladsen i Optog med Faner og Musik, paa den anden Side havde Gondrecourt af "Amtmand" Kier ladet sig bevæge til at lade et Compagni med skarpladte Geværer møde for at afholde de Danske fra nogen Moddemonstration. Dette var ikke overflødigt, thi da det er Torvedag, er der en stor Mængde virkelige nordslesvigske Bønder i Byen, og de saavelsom de brave Smaaborgere vare mere end villige til at sprænge hele den elendige Forestilling. Men da man havde erfaret Østerrigernes Hensigt at forsvare Demonstrationen med Vaabenmagt, havde man skrevet efter flere af de meest ansete Mænd fra Landet for at afholde Bøndernes berettigede Forbittrelse fra et Udbrud, der blot kunde lede til et sørgeligt Myrderi, ligesom ogsaa indflydelsesrige Borgere hele Dagen maatte være i Virksomhed for at faae Byens Folk til al forholde sig rolige. Demonstrationen fik saaledes Lov til at gaae sin uforstyrrede Gang. Fra den tidlige Morgenstund vrimlede det i Gaderne af Mennesker, Faner og Indskrifter; saaledes har f. Ex. Kjøbmand P. Petersen, der i Begyndelsen bar Kappen paa begge Skuldre og endog lod sig nøde til at blive Raadmand, sat med Grønt over sin Dør: "Ingen Deling", hvorved han dog ikke har fornægtet sin sædvanlige Forsigtighed, idet hans Kunder kunne tage det, i hvilken Betydning de ville. En stor Fane med Indskriften "Ewig ungedeelt" blev baaren igjennem Gaderne ud til Festpladsen paa Bøghoved. Dersom De kjender denne Plet, saa veed De, at det er en lille enkeltstaaende, kratbevoxet Bakkevold tæt Vest for Byen, der ikke kan rumme eet Tusinde Mennesker. Saamange har der imidlertid næppe været, skjønt det var en ganske anseelig Mængde, der var skrabet sammen; de fleste saae ud som Bønder, og mange af dem bare "Herzog Friedrichs" nye "Gerhardsorden", men fra Byen og dens Opland vare de Færreste. Da det var bleven forbudt at drage ud til Festpladsen i Optog, trak Deeltagerne derud i smaa Klynger og maatte i Storegade passere Revue imellem to Rader danske Bønder. Et andet Sted i Gaden stod Slagtergadens fortræffelige Befolkning for at see paa Optoget og trøstede sig i sin Skuffelse over, at dette udeblev, med at sige Vittigheder paa de Forbidragende og af og til opslaae en skraldende Latter f. Ex. da Østerrigerne kom, raabte de: "Der kommer æ Bedækning !" Byens Drenge løb om med Dannebrogssløifer og naaede da ogsaa engang imellem at blive forfulgte af Husarerne, men slap heldigviis fra dem.

Festligheden derude varede kun en Time, saa kom Deeltagerne nok saa kalkunske tilbage. Jeg var der selvfølgeligt ikke, men har hørt, at der vexelviis blev holdt danske og tydske Taler, og at de have besluttet ingen Deling at ville have og ingen Forening med Danmark, men at holde sammen som Brødre.

(Svendborg Amtstidende 11. juni 1864).

Der var uenighed om antallet af deltagere på Bøghoved. Fra tysk side angaves antallet til mellem 5 og 8.000, fra dansk mellem 1.200 og 3.000. En delegation bestående af købmændene C. A. Hundewadt og C. E. Hoffgaard fra Aabenraa og gårdmændene Boy Jürgensen fra Stubbæk og Peter Nissen fra Hjollerup (samt muligvis nogle stykker mere) blev sendt til Berlin med resolutionen.

Et lignende arrangement og forløb fandt sted i Løgumkloster den 21. juni 1864. Kilder var igen uenige om deltagerantallet. Tyske opgivelser sagde 5 til 7000, danske fra 600 til 3000. Udover at afholde folkemøder blev der også afsendt mange andre deputationer til Berlin og Bismarck med ønske om ikke at dele Slesvig, eventuelt heller ikke Slesvig-Holsten. Bismarck havde på daværende tidspunkt hemmeligt instrueret den preussiske forhandler i London til at acceptere linjen Tønder-Flensburg (altså tilnærmelsesvis den grænse som blev fastlagt med afstemningen i 1920). Uden at kende Bismarcks overvejelser var en deling af Slesvig "som det mindst onde" også begyndt at vinde indpas hos dansksindede i Nordslesvig.

Christian Friedrich Brandt (1823-1891):Sundewitt Büffelkoppel (Bøffelkoppel på Sundeved). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.