Arveprindsesse Caroline (1793-1881). (Efterskrift til Politivennen)

Arveprinsesse Caroline (28. oktober 1793 - 31. marts 1881) var ældste datter af kong Frederik 6. og dronning Marie Sophie Frederikke. Hun var først kronprinsesse (kongens ældste ugifte datter). Ifølge Nationaltidende skal kejser Napoleon have været interesseret i at få hende gift med den svenske trønfølger, prins Carl August af Augustenborg. Frederik 6. var imod dette, og det hele løste sig af sig selv, idet Carl August døde maj 1810. Herefter var hun gift med sin onkel, prins Christian af Hessen til hans død i 1814. Heller ikke et giftetibud med hertugen af Clarence (den senere Vilhelm 4.) blev til noget, angiveligt pga Frederik 6.

I 1829 var hun ikke længere kronprinsesse, da hun blev gift med den senere arveprins Ferdinand (1792-1863). Hvorefter hun gik som arveprinsesse Caroline. Parret boede i et palæ i Bredgade 42, opført 1756 på hjørnet af Bredgade og Frederiksgade. Det var tegnet af arkitekt J. G. Rosenberg. I palæet befandt sig bl.a. fire gobeliner med motiver af Francois Boucher, og det øvrige interiør fra 1830 af G. F. Hetsch. De blev solgt af kong Georg af Grækenland, og ingen kender i dag deres skæbne. I 1921 overtog forsikringsselskabet Baltica bygningen.

Efter Ferdinands død gik en mindre del af tiden med at modtage inden- og udenlandske royale, fyrstelige og adelige personer, herunder lillesøsteren hertuginde Vilhelmine af Glücksborg, og besøg hos gæster i det kongelige palæ. En større del med folk der ville bede hende om penge. Hun skænkede lidt penge til forskellige velgørende formål. Bl.a. overtog hun efter sin mor protektoratet over frøkenklostret Vallø Stift i 1852.

Hun opnåede også at nogen lavede et digt om hende da hun blev 80 år:

Hendes kongelige Høihed

Arveprinsesse Caroline

d. 28de October 1873

Syvti Aa er Støvets Dage -
Otti ere Nordens Aar!
Nordens Aar, til Livets Dage,
Trylle en fornyet Vaar.

Fortids kjære Minder, alle,
Blomstre i dete dybe Sind -
Og de ere alle, alle.
Præntet dybt i Hjertet ind.

Og Kong Fred'rik Sjettes Datter
Har saa rigt et Hjertehjem,
At det ogsaa ømt omfatter
Hvad som gaaer mod Fremtid frem.

Fortid kommer her til Orde:
Fremtid være lys og ny!
Og den længste Aften vorde,
Som et venligt Morgengry!

Sophie Bohnhoff.

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 28. oktober 1873).

Caroline lagde navn til det stadig eksisterende "Arveprinsesse Carolines Børneasyl" i Århus i 1836. Det var oprettet på initiativ af biskop Jens Paludan-Müller, og fik tilladelse til at bruge hendes navn, samt 550 rigsdaler til indretning og drift fra arveprinsessen. Asylet modtog herefter årligt 640 kr. fra arveprinsessen, der bortfaldt ved hendes død. Asylet måtte herefter ud at bede om penge, 15-1600 kr. årligt. 

Måske Københavns ældste, stadig eksisterende hundekirkegård: Den består af en enkelt grav, den barnløse prinsesse Carolines hund Tello, som døde i 1865. Ifølge Bo Bramsen skal hun være gået rundt og rundt i haven så ofte vejret tillod til, indtil hun kunne sige at "nu er jeg gået Frederiksberg Alle igennem".

(Dannevirke, 6. juli 1878).

Hds. kgl. højh. hertuginde Vilhelmine af Glückborg forlod i fredags hovedstaden, ledsaget til Banegården af hele den kongelige familie. Den alderstegne hertuginde har efter hvad der meddeles os, haft megen fornøjelse af sit fire ugers ophold her i Danmark hos sin søster arveprinsesse Caroline, et besøg hun længe havde glædet sig til. Hendes kærestes udflugt her var en køretur til Frederiksberg Have med arveprinsessen.

(Nationaltidende, 3. august 1878, 2. udgave).

Besøget gentog sig i øvrigt årene efter.

Breve fra hovedstaden.

København den 23. juli

Arveprinsesse Caroline der nu er 86 år gammel, har i disse dage været medlem af det kjøbenhavnske Skydeselskab i 70 år, hvilket sjældne jubilæum naturligvis ikke er forblevet upåagtet. I næste uge er der imidlertid en anden mærkedag i prinsessens liv som har større betydning for hendes selv. Den 1. august oprinder nemlig hendes guldbryllupsdag, idet det var den 1. august 1829 at "kronprinsesse" Caroline ægtede prins Frederik Ferdinand, med hvem hun forundtes at leve sammen indtil 1863 eller i alt i 34 år. Hun havde tidligere (1812) været forlovet med sin 16 år ældre morbror (!) prins Christian af Hessen-Cassel, men han døde allerede i 1814. Da hun blev gift med prins Ferdinand, var hun 36  gammel. 

(Folketidenden, 24. juli 1879).

Fotograf E. Lange: Arveprinsesse Caroline (1793-1881). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1879 var hendes apanage 100.000 kr. Hun betalte 400 kr i indkomstskat.

At en hofintendant er konservativ har man set før, men fænomenet har måske sjældent vist sig i en så hjemlig skikkelse som i den allersidste tid. Denne bemærkning gør "Mrgbl." i anledning af en lille begivenhed ved arveprinsesse Carolines hof. Arveprinsessen er som bekendt et godt stykke oppe i firserne. Det er derfor let forståeligt at ledelsen af hendes lille hofholdning fuldstændig er overladt til andre. Således er det finansielle betroet prinsessens intendant, etatsråd Lindberg, om hvis vita ante acta kun vides at han tidligere har været på Liebes kontor, mens det henstår som en gisning at han oprindelig har været en opadstræbende dansk jurist. Derimod er intet vissere end at etatsråden i disse dage er blevet udnævnt til dannebrogsmand. Det almindelige personale ved arveprinsessens hof har kun meget små lønninger, 50 kr. månedlig på egen kost. I slutningen af 1879 fremsatte personalet et ærbødigt ønske om en lønningsforhøjelse. En af betjentene blev mistænkt for at være ophavsmand til oprøret og blev sagt ud af bestillingen, efter etatsrådens egne ytringer som følge af hans fri, for forholdene upassende anskuelser. Vedkommende var nemlig - abonnent på "Morgenbladet".

(Roskilde Dagblad, 10. februar 1880).

Hendes kongelige Højhed Arveprinsesse Caroline er i Følge Telegram til os fra Ritz. Bur. i Formiddag Kl. 9½ afgaaet ved Døden i Kjøbenhavn, 87½ Aar gl. Efterretningen om hendes Død kommer ikke uventet, da den betænkelige Vending, den højt bedagede Prinsesses Sygdom havde taget, maatte fjerne enhver Sandsynlighed for Helbredelse.

Den afdøde Arveprinsesse Caroline, der var ældste Datter af Kong Frederik den Sjette og Dronning Marie, blev født paa Christiansborg Slot den 28. Oktober 1793 og havde den 1. August 1829 Bryllup paa Frederiksberg Slot med den 1 Aar ældre Arveprins Frederik Ferdinand. som døde den 29. Juni 1863 i Kjøbenhavn efter et barnløst Ægteskab.

Det faldt ikke i den afdøde Prinsesses Lod at komme til at indtage nogen større Plads i Danmarks offenlige Liv, men hun havde Navn som en ædel og godgjørende Kvinde, der med rund Haand har hjulpet mange Trængende.

(Viborg Stifts-Tidende 31. marts 1881).

Hendes kgl. Højhed Arveprinsesse Caroline er ifølge et igaar Middag modtaget Telegram til os afgaaet ved Døden igaar Formiddags. Hendes kongelige Højhed Arveprinsesse Caroline havde trods sin høje Alderdom nydt en god Helbred indtil for et Par Maaneder siden. Den 25. Januar havde Prinsessen det Uheld at falde i et af Gemakkerne i sit Palais, dog som det efter Lægens omhyggelige Undersøgelser viste sig, uden at have taget Skade. Imidlertid havde dette Fald dog en mindre gunstig Indflydelse paa Forløbet af et let Ildebefindende, hvoraf Hendes kongelige Højhed den Gang led. Lægen fandt det derfor raadeligt, at Prinsessen holdt sig hjemme, og efter et Par Dages Forløb maatte Højstsamme ty til Sengen. Sygdommen antog dog ikke nogen egentlig faretruende Karakter, medens Kræfterne dog paa Grund af Prinsessens høje Alderdom aftog en Del. Imidlertid var Prinsessen dog i Løbet af Marts Maaned bleven saa vel, at hun kunde tilbringe den største Del af Dagen oven Senge, havde god Appetit og Søvn. Natten til den 21. Marts, hendes højsalige Moders Dødsdag, indtraadte der en mindre gunstig Vending i Sygdommen, forbunden med Ophidselse og Angst. De som en Følge hendes stærkt svundne Kræfter vare dog begyndte at restitueres, da der i de sidste Dage viste sig Symptomer paa et nær forestaaende Endeligt. Efter den sidste, i Tirsdags Aftes udstedte Bulletin, havde Prinsessen dog en taalelig Nat. Igaar Formiddags befandt hun sig saa vel, at hun ønskede at nyde sin sædvanlige Morgendrik. Efter at have nydt denne, lagde Hendes kongelige Højhed sig tilbage paa Puden, og næsten umærkeligt for de Omstaaende drog hun stille og uden Dødskamp sit sidste Suk. Prinsessen var i Dødstimen omgiven af sin Hofmesterinde, Gehejmeraadinde Pechlin, Hofdame Frk. Bluhme og Livlæge, Etatsraad Schytz, der i længere Tid har tilbragt Nætterne i Palaiet, samt hendes trofaste Sygeplejerske. 

Dødsbudskabet blev strax meddelt Kongefamilien, som under Arveprinsessens sidste Sygdom flere Gange om Dagen har besøgt, den højt skattede og afholdte Patient og i Onsdags Eftermiddag, da Tilstanden en  Stund var meget foruroligende, længe havde opholdt sig ved hendes Sygeleje. Umiddelbart efter at Budskabet var naaet til Amalienborg, indfandt Ds. Maj. Kongen og Dronningen, Ds. kgl. Højh. Kronprinsessen og Prins Valdemar samt Ds. H. Prinserne Vilhelm og Hans sig i Palæet i Bredgade for at dvæle nogle Øjeblikke ved den alderstegne Arveprinsesses Dødsleje.

I Folkethingets Gaarsmøde udtalte Formanden, Krabbe: Ved en Skrivelse fra Konsejlspræsidenten, har jeg modtaget Meddelelse om, at Hendes Kongelige Højhed. Arveprinsese Caroline i dag er afgaaet ved Døden. Sikkerlig bør dette betragtes som en Forløsning for Hende; men ikke mindre sikkert vil Efterretningen om Kong Frederik den Sjettes alderstegne Datters Bortgang blive modtagen med den Sympathiens Vemod, som skyldes baade Hendes ærværdige Personlighed og Hendes Stilling som Medlem af Kongehuset. Medlemmerne hørte staaende paa denne Udtalelse af Formanden.

Efterretningen om Prinsessens Død udbredte sig i Følge "B. T." hurtig i Hovedstaden, hvor der derefter fra offentlige og private Bygninger samt fra skibene flagedes paa halv Stang.

(Fredericia Dagblad 1. april 1881).

Kjøbenhavn, den 31. Marts.

Kongehusets ældste Medlem, Hds. kgl. H. Arveprinsesse Caroline er i Formiddags Kl. 9½, afgaaet ved Døden i sit Palais i Bredgade, henimod 87½, Aar gammel. Denne Begivenhed omtales idag i "Berlingske Tidende" i følgende smukke og sande Artikel, der fremhæver de mest karakteristiske Træk af Prinsessen og hendes Liv:

"Med den idag hensovede Arveprinsesse Caroline er der atter svundet et af de levende Minder fra en Periode i vor Historie, som omfatter Størstedelen af et Aarhundrede. 

Arveprinsessen, der var født den 28de Oktober 1793, var Kong Frederik den Sjettes tredie Barn - hun fulgte efter en kun kort levende Broder og Søster - og hilsedes med Glæde af Folket, skjøndt hun var en Kronprinsesse, og ikke en Kronprins. Hendes Fødsel faldt i den for Danmark hæderlige og lykkelige Tid, hvormed Hendes Fader tiltraadte sit Regentskab og dermed indviede en ny Æra. Til Lærer fik hun i Aarene 1803-10 den danske Patriot Frederik Høegh Guldberg, og saavel hendes kongelige Fader som denne Lærer skyldes det, at hun ingensinde under Hoffets Ophold i det tyske Kiel fra 1805-10 glemte sin Herkomst som dansk Prinsesse; thi dansk i Sjæl og Sind var og forblev hun til det Sidste.

Da der efter hendes Konfirmation blev Tale om en Formæling, faldt Valget paa Hendes Morbroder, Prins Christian af Hessen. Dennes Sygdom og Død samt Sønderrivelsen af Forbindelsen med Norge i Aaret 1814 svarede imidlertid kun lidet til de lykkelige Udsigter, med hvilke Frederik den Sjettes Tidsalder var begyndt. Der kom dog snart roligere Dage. Prinsesse Caroline levede hos sine høje Forældre i Kjøbenhavn og paa Frederiksberg, og det blev af hele Folket bemærket, hvorledes hun mere og mere udviklede sig efter sin Faders Forbillede og efter ham arvede de Egenskaber, som selv under de for Landet tungeste Prøvelser gjorde ham saa elsket og afholdt. Det var den samme ejendommelige Ligefremhed, den samme ukunstlede Naturlighed, den samme jævne Ærlighed i Sind og Væsen.

Atter i denne Periode var der Tale om Prinsessens Formæling, og der meldes endog om ærefulde Tilbud fra Udlandet; men den Afdøde, som elskede Fædrelandet og Fædrehuset over alt Andet, forblev her, hvor hun var sødt og baaren, og formælede sig den 1ste August 1829 med Prins Ferdinand, for hvem hun ved sin Besindighed og faste Karakter blev en god og trofast Støtte. Hvor højagtet den Afdøde var ogsaa af dem, der ikke hørte til Kongehusets Venner, f. Ex. Prinsen af Noer, er senere bleven bekjendt af et Brev fra ham til Broderen.

Den ophøjede Stilling, hun hidtil havde indtaget som Kronprinsesse, maatte selvfølgelig undergaa en Forandring ved Hendes kongelige Faders Død den 3die December 1839. Kong Christian den Ottendes Søn blev nu Kronprins og hans Gemalinde Kronprinsesse. Men den afdøde forstod med en saadan Værdighed at træde tilbage til en lavere Rang, at hun snarere vandt end tabte derved i den offentlige Mening. Ogsaa de Prøvelser, som fulgte efter Kong Christian den Ottendes Død, forstod hun at bære med Værdighed, navnlig Tabet af sin dyrebare Moder, som hensov i Aaret 1852. 

Men Prøvelsens Dage vare endnu ikke tilende. Ved Prins Ferdinands Død den 29de Juni 1863 blev Prinsesse Caroline Enke og arvede som saadan Byrder, hun ikke vilde unddrage sig, og som der udfordredes en ikke ringe Selvfornægtelse til at bære.

Men selv i den høje Alder, som den Afdøde nu havde naaet, svigtede Karakterens Fasthed hende ikke. Da store og tunge Ulykker brød ind over Folk og Land kort efter Kong Frederik den Syvendes uventede Død, havde Prinsessen nylig fyldt "Støvets Aar", og Sandsernes, navnlig Hørelsens Svækkelse mindede hende stærkt derom. Men trods Alt, hvad der personlig tyngede paa hende, forstod hun med Kraft at bære, hvad der ikke kunde være anderledes. Paa den anden Side glædedes hendes milde Hjærte ved at se det foryngede Kongehus skyde nye og kraftigt Skud og træde i nær Forbindelse med mægtige Throner. og denne velgjørende Følelse bestyrkedes yderligere ved den udmærkede Højagtelse og Hengivenhed, som det nye Kongehus aldrig undlod at lægge for Dagen for den alderstegne Arveprinsesse.

Saaledes tilbragte den Afdøde en næsten attenaarig Enkestand.

Den i sin Tid saa elskede Prinsesse Charlotte Amalie, Kong Frederik den Fjerdes Datter, blev 76 Aar og bevarede Mindet om fire Konger; men Arveprinsesse Caroline opnaaede en Alder af henved 88 Aar, og med hende hensov det levende Minde om fem danske Konger."

Prinsessen, der endnu for et Par Maaneder siden var ved god Helbred, havde henimod Slutningen af Januar dette Aar det Uheld at falde i et af Gemakkerne i sit Palais, og denne Omstændighed i Forbindelse med en Forkjølelse nødte hende en Tid lang til at holde Sengen, men derefter kom hun atter til Kræfter, indtil der pludselig paa hendes Moders Dødsdag den 21de Marts indtraf et stærkt Tilbagefald. I Formiddags havde Prinsessen imidlertid med god Appetit drukket sin Morgenkaffe og havde netop forlangt endnu en Kop, da hun pludselig sank tilbage i Sengen og drog sit sidste Suk uden nogen Dødskamp, saa at det næsten var umærkeligt for de Omstaaende. Foruden Prinsessens Sygeplejerske vare tilstede Hendes Hofmesterinde, Gehejmeraadinde Pechlin, Hofdamen Frk. Bluhme og Livlægen, Etatsraad Schytz Den kongelige Familie, som strax fik Underretning om Prinsessens Død, indfandt sig kort efter og dvælede nogle Øjeblikke ved hendes Dødsleje. Begivenheden omtaltes i Folkethingets Dagsmøde med følgende smukke Ord af Formanden, Borgmester Krabbe: "Ved en Skrivelse fra Konsejlspræsidenten har jeg modtaget Meddelelse om, at HdS. kgl. H. Arveprinsesse Caroline idag er afgaaet ved Døden. Sikkerlig bør dette betragtes som en Forløsning for hende; men ikke mindre sikkert vil Efterretningen om Kong Frederik den Sjettes alderstegne Datters Bortgang blive modtagen med den Sympathiens Vemod, som skyldes baade hendes ærværdige Personlighed og hendes Stilling som Medlem as Kongehuset." Medlemmerne viste deres Tilslutning til Formandens Ord ved at rejse sig under hans Udtalelse, og en lignende Meddelelse kan ventes fra Landsthingets Formand, naar dette Thing holder Møde imorgen. Efterretningen om Prinsessens Død kom hurtigt ud i Byen, og der flages idag paa halv Stang fra de offentlige og en stor Mængde private Bygninger samt fra Skibene, ligesom endvidere det kongelige Theater holdes lukket. Da Prins Ferdinand døde i 1363, blev der iøvrigt kun udstedt Forbud mod offentlige Forlystelser paa selve Bisættelsesdagen, hvorhos der blev paabudt Ringning med Kirkeklokkerne rundt om i hele Landet en Time daglig, indtil Bisættelsen havde sundet Sted, og lignende Foranstaltninger ville formodentlig blive trufne ved denne Lejlighed. Til de Oplysninger, som "B. T." bringer om Prinsessen« Liv, skulle vi endnu føje nogle enkelte Notitser. Prinsesse Caroline blev, som ovenfor nævnt, født den 28de Oktober 1793, hvorom "Berl. Tid." samme Dag indeholdt følgende Meddelelse: "Idag Morgen Kl. 4'½ Slet blev HdS. kgl. H. Kronprinsesse Marie Sophia Friderica lykkelig forløst med en Prinsesse, hvilket derefter Kl. 7 Slet blev fra Tøjhusbatteriet, Kjøbenhavns og Christianshavns Volde bekjendtgjort med 27 Kanonskud fra hvert Sted. Kl. 8 blev opført Musique paa Slots-Altanen ud til Ridebanen af Pauker og Trompere ved Garden til Hest og Hautboisterne af Garden til Fods, om Eftermiddagen var Gratulations-Kur hos Hs. kgl. H. Kronprinsen." Prinsessens Forældre boede den Gang, som det vil ses af Ovenstaaende, ligesom Christian den Syvende paa Christiansborg, hvor de endnu havde Bolig, da Slottet brændte den 26de Februar 1794. Det lille Barn var den Gang nær ved at indebrænde, idet man under Flugten fra det brændende Slot i Forvirringens første Øjeblik havde glemt hende. I Aaret 1830 havde Prinsessen et slemt Uheld, idet hun en Aften kom for nær til et Lys, hvorved der kom Ild i hendes Kappe, saa at hun blev forbrændt i Ansigtet, hvilket efterlod flere vansirende Ar. Hendes Apanage af Statskassen udgjorde, saa vidt vi erindre, 116,000 Kr., og desuden oppebar Prinsessen efter sin Faders Død en efterhaanden stigende aarlig Indtægt af en Tantine, en Livsforsikringsanstalt, i hvilken Renterne af de indskudte Kapitaler bleve fordelte til de Indskrevne, saa at disse kom til at oppebære større og større Indtægter, efterhaanden som deres Antal indskrænkedes ved dødelig Afgang iblandt de Indskrevne. For nogle saa Aar siden var Antallet af de i denne Tantine indskrevne Personer sunket ned til nogle ganske saa (saavidt vi vide 16), og i Overensstemmelse med Tantinens Statuter blev den hele Kapital da delt imellem disse, hvorved der tilfaldt Prinsesse Caroline en ikke ubetydelig Sum, der vistnok ikke kan komme hendes Mands Kreditorer tilgode. Efter Prins Ferdinands Død har Prinsesse Caroline aarlig betalt Renter og et vist Beløb til Amortisation af hans Gjæld, og efter det ved Prinsens Død trufne Arrangement vil Palaiet i Bredgade og Størstedelen af hendes Indbo nu tilfalde Prinsens Kreditorer.

(Slagelse-Posten 1. april 1881).

Arveprinsesse Caroline. I disse Dage fortælles følgende Anekdote i Kjøbenhavn: Da Biskop Martensen for nogen Tid siden aflagde den gamle Arveprinsesse et Besøg ved hendes Sygeleje, spurgte hun, om Biskoppen troede, hun kunde blive salig. Dette var han i Stand til at kunne forsikre Hendes kongelige Højhed. Arveprinsessen spurgte da videre, om hun nu ogsaa kunde være sikker paa at træffe sin afdøde Mand, Prins Ferdinand, men da Hans Højærværdighed ikke med samme Vished turde afgive Forsikring herom, blev Hds. kgl. Højhed meget fornærmet, kaldte paa Kammerfrøkenen og udbrød hidsigt: "Hent mig Pastor Pauli, Martensen skal gaa, Martensen skal gaa!" (Fs. Td.)

(Vendsyssel Tidende 6. april 1881).

Den 19. April.

Til det Kjøbenhavn, som forsvinder, hørte "Arveprinsessen", der i Tirsdags Aftes kjørtes ud til Kongegravene i Roskilde. Man havde rigtignok vænnet sig til at betragte hende som forsvunden for længe siden, thi man saa hende jo aldrig færdes i Gaderne og Promenaderne saaledes som i Prins Ferdinands Dage; men medens hun laa paa sit Yderste kom mangt et gammelt og glemt Træk af hendes Liv atter paa Omtale og hertil knyttede sig nogle ny hentede fra Sottesengen. Her stal kun nævnes et Par Exempler. Prinsessen besøgte jevnlig Teatrene med sin Gemal, skjønt hun ikke skal have havt megen Sans for Skuespil. En Gang - fortælles der - fik hun sig et lille Blund under Forestillingen. Det var i et af Sekondteatrene, hvor der netop den Aften opførtes "Orfeus i Underverdenen." Da Frederik Madsen traadte ind som Hans Styx og som sædvanlig modtoges med Jubel og Latter vaagnede Prinsessen, og gjort bekjendt med, at den agerende Skuespiller, sit ynkelige Udvortes uagtet, er en fordums Prins, skal hun have udbrudt: "Saa, det er en Prins, ja saa maa vi jo se paa ham." Da man meddelte hende Enkedronningens Død stal hun have ment, at Dronningen havde vist sig for eftergivende overfor Døden. "Hun kunde godt have stredet imod lidt endnu" - skal hun have sagt. Paa sit Yderste skal hun ikke have vist megen Uro, og der fortælles om den Kulde, hvormed hun modtog Biskop Martensens Trøst. Men i intet af alt, hvad der fortælles, er der noget, der taler ufordelagtigt om hendes Karakter. Som det var naturligt efter Hendes Stilling og Alder nærede hun afgjort Utilbøjelighed for det ny, men Hendes Kjærlighed til det gamle var ikke blandet med den uædle Konservatisme, der med Misundelse iagttager, at meget af det, der hidtil har ligget goldt og øde, i et Folk faar Livskraft og Fremvæxt. Om hendes oprigtige Hengivenhed for Land og Folk er der ingen Tvivl. Et smukt Vidnesbyrd i saa Henseende var det jo, at hun i Koleraaaret troligt delte Faren med den Befolkning, med hvilken hun hidtil havde delt Livets Omskiftelser. De Pøbeloptøjer, som fandt Sted, da hendes Lig førtes ud af Byen, vare derfor saa ubeføjede som tænkes kunde; men desværre synes den afskyelige Skik, at støje og larme, saa snart der er det mindste Usædvanlige paa Færde, at høre til det Kjøbenhavn, der ikke forsvinder.

(Aarhus Amtstidende 20. april 1881).

Den 9. april 1881 fyldte Christian 9. 63 år, og flagning og fejring foregik som vanligt. Den 13. april 1881 blev hun bisat i Roskilde domkirke. Arveprinsessens jordefærd kostede statskassen 16.428 kr. Herefter var det tid til at gøre boet op efter arveprins Ferdinand.

Bredgade 42. Bernstorff Palæ. Hvor Caroline og Ferdinand boede, tæt på Amalienborg.

- Det hedder, at den engelske Legation skal være Liebhaver til Arveprinsesse Carolines Palais i Bredgade, naar dette bliver stillet til Auktion, hvilket sandsynligvis først vil ske om nogen Trd, idet der er opstaaet Uenighed mellem Bolt og Statskassen, som Ejer af Christian den Syvendes Palais om Ejendomsretten til en Del af Arveprinsessens Have, et Stridsspørgsmaal, der ikke har saa ringe Betydning for Ejendommens Værdi i det Hele, idet denne meget vil afhænge af Grundens Udstrækning, Arealet er i de til Arveprinsens Creditorer udstedte Obligationer angivet til 10,500 Kvadratalen, hvilket i Byens fornemste Kvarter, og for sig repræsenterer en betydelig Kapital. Den i Privatbanken deponerede Hovedobligaiion, som Arveprinsessen udstedte til Dækning af sin Gemals Gjæld, er dateret den 8de Februar 1865 og lyder paa 400,000 Kr. med Pant i det hende af Frederik den Sjette ved hendes Ægtepagt af 27de Juli 1829, thinglæst 3die Marts 1856. skjænkede "Palais med tilhørende Husgeraad, Meubler og Inventarium, samt andre Effekter, derunder oqsaa Juveler og Pretiosa". Obligationerne have oprykkende Panteret etter Bankheftelsen (der udgjør 9000 Kr.) og 200,000 Kr.. som skyldes til Østifternes Kreditforening. Bygningerne ere assurerede for 252,000 Kr., og hele Palaiset med Grund blev i 1864 vurderet 450.000 Kr. Meubler, Juveler etc. bleve vurderede til 246,000 Kr., og de ere assurerede for 250.000 Kr. Ihændehaveren af de for Hovedobligationerne udstedte Partialobligationer have saaledes god Udsigt til at faa hele deres Tilgodehavende udbetalt, af hvilket de siden 1865 have saaet 5 pCt. i Rente. Disse Kreditorers Obligationer have Mærkel A, men der ere ogsaa Obligationer af Litr. B, som først senere komme i Betragtning, naar de andre ere fyldestgjorte. Hvorvidt disse ville saa Dækning, vil bero paa, om Boet vil give noget Overskud ved Afhændelser udenfor det Pantsatte. Ved Pantsætningen har Arveprinsessen udtrykkelig indtaget de Gjenstande, hun vilde testamentere bort som Gaver, til Erindring om hende og hendes Gemal.

(Slagelse-Posten 30. april 1881).

- Det er et ejendommeligt Indblik, man gjennem den i disse Tage afholdte Auktion efter Arveprinsesse Caroline faar i en forsvunden Tids Levnedssæt. Da den enevældige Konge udstyrede sin Datter til hendes Bryllup med Prins Fredrik Ferdinand, da var det først og fremmest de ydre Tegn paa Kongemagtens Pomp og Glans, han tænkte paa at forsyne hende med. Der findes saaledes endog i Palæet en Tronstol, betrukken med rød falmet Silke, men tydeligst træder Tendensen dog frem i det store Sølvservice med de mange Sølvtallerkener, som nu have været til Auktion. Tallerknerne ere fri for enhver kunstnerisk Prydelse med Undtagelse af det kongelige Vaaben; thi det var ikke paa det Kunstneriske, Vægten blev lagt, men paa det Imponerende og Massive. Derfor træffer man heller ikke egenlige Kunstsager i Palæet; naar Porcellænet eller Broncesagerne nu have faaet Kunstværdi, er det, fordi Tiden har ført det med sig, og ikke, fordi de ere blevne anskaffede af Hensyn hertil. Derimod er det interessant at se, hvorledes næst efter Hensynet til Hoffets Pragt ogsaa hos "Borger-kongen" Hensynet til det Nyttige har gjort sig gjældende. Der er en hel Afdeling af Prinsessens Efterladenskaber, som endnu ikke er kommen til Auktion, men som paa sin Vis er ikke mindre karakteristisk end dem, der nu ere til Auktion. Det er hendes Kjøkkensager. Disses Antal er legio; Prinsessen skulde være godt forsynet, og hun er bleven velsignet med Fade, Pader, Gryder, Krukker og Potter efter en storartet Maalestok. Alt dette Kjøkkentøj er desuden helt forskjelligt fra det moderne; Metalgenstandene ere af Kobber og have en ikke ringe Værdi, og dernæst repræsenterer Stenkrukker, Jydepotter og Lign. vore Dages Jern- og Fajancekar. Denne Samling vil sikkert, naar den henad Efteraaret kommer til Auktion, ogsaa vække megen Interesse, om end naturligvis ikke saamegen som den nu bortauktionerede, der stadig foraarsager Trængsel i Palæet. Kataloget, der var trykt i et betydeligt Antal Exemplarer, har endog, hvad der er noget Enestaaende ved et Auktionskatalog, maattet trykkes i 2det Oplag.

(Viborg Stifts-Tidende 27. juni 1881).

Det er almindelig kendt, at den i 1870 afdøde Prins Ferdinand havde en meget betydelig Gæld, der hovedsagelig var kommen paa mindre heldige Hænder. Den Maade, hvorpaa den nu afdøde Arveprinsesse Caroline overtog og forvaltede sin Gemals Gæld, var et smukt Vidnesbyrd om Prinsessens Karakter. De i sin Tid udstedte "Partialobligationer" vare ved Prinsessens Død væsentlig bleve samlede paa en enkelt meget bekjendt Kjøbenhavnsk Forretningsmands Haand, og denne har if. en Korrespondent gjort en - pekuniært taget - glimrende Forretning, idet hele Gælden ved Salget af Prinsessens Efterladenskaber bliver dækket.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød, 16. august 1881).

Flere auktioner fulgte. Den i oktober 1881 indbragte 126.800 kr. Palæet i Bredgade blev overdraget til kong Georg af Grækenland, som brugte det når han en sjælden gang kom på besøg, indtil han blev myrdet i 1913. Trods det uhyre beløb der kom ud af auktionerne - 827.000 kr - var det ikke nok til at dække hele den gæld som parret havde oparbejdet, især pga Ferdinands ødsle levevis.

Enkedronning Caroline Amalie. (Efterskrift til Politivennen)

Det er et stort spand af år den afdødes liv omfatter, og det er et tidsrum, i hvilket Danmark som stat har lidt så hård en medfart og så store tab som næsten ingensinde førhen i historien. Der var over Caroline Amalie for os bestandig et minde, og et ærværdigt og smukt minde, om svundne tider. Hun var den enevældige konges enke og havde vaner som sådan - man tænker på hendes firspændige køretøj uden kusk men med jockeyer og med forriddere langt foran vognen - men hun var tillige det milde, landsfaderlige regimentes efterlevende dronning. Uden oprindelig at have synderlig kendskab til eller forståelse af det folks trang, i hvis spidse hun stod ved en åndfuld mands side, havde hun en følelse af at være sit lands moder, og hun nærede en aldrig svigtende kærlighed til Danmark. Hun fik dog alt som hun blev en gammel kvinde bestandig bedre kendskab til adskillige af de livsrørelser, som omgav hende - man tænker på hendes venskab for Grundtvig og pastor Rørdam i Lyngby - og blandt det gammelt-kongelige sølv og guld, der prydede hendes sale, kunne friske unge planter fra de sidste dage finde plads. Hendes sind var religiøst og skulle der i hendes tankesæt plantes unge skud ind, måtte det ske ad religionens vej. Hun har næppe forstået meget af, hvad det danske folk politisk ville, men hun kunne føle med det folk, som hun levede blandt. Tiden var løbet hende forbi, men hun beholdt den ungdom i sit hjerte, som hendes kærlighed til land og rige gav. Hendes venskab for børn var en bekendt sag. Derfra skriver de fleste af hende grundlagte eller støttede institutioner sig: Asyler og velgjørende selskaber. Hendes godgørenhed var det hele stor og større ofte, sagde man, end hendes forholdsvis ikke rige midler tillod hende. Når man derfor i hendes skønne ansigtstræk og ædle skikkelse så efterskæret af en svunden kongemagt, var det også den vennesæle kvinde huskede, og som vandt hjerterne. Det er rigtigt, at der nu sørges med krep og snip for den døde dronning - hun ville ikke have kunnet begribe, at sligt kunne undværes - der vil også blive sørget uden disse ydre tegn.

Enkedronning Caroline Amalie (1796-1881). Christian 8's ægtefælle. Fotograf Georg Emil Hansen (1833-1891). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Men når nu dette er så, hvad skal så det påbud til, som er udgået om landesorg indtil videre? Lad den afdøde enkedronning Caroline Amalie få al den officielle hyldest som følger af hendes stilling, og som ved denne lejlighed vil blive ydet af et langt ærligere sind end det ofte ellers er tilfældet; men hvad tjener det til at belægge landet med en tynge af fremkunstlet stilhed? Mener man derved at fæste mindet om den afdøde dronning dybere i trofaste sind? En underlig tro! Og de folk, som pekuniært ikke kunne tåle denne tilstand af landesorg, har man tænkt på dem? Skulle de lide, fordi de tjene deres brød i et letsindig øjemeds tjeneste? Man handler urigtigt i dette, og man handler ikke i den afdøde milde dronnings ånd. Kunne hun høre, at en eneste stakkels positivspiller i København, hvem man havde forbudt at spille i gårdene, skulle sulte, fordi hun nød officiel ære i sin grav, ville hun i samme nu give befaling til at holde inde med sorgen. Vi taler ikke de letsindige fornøjelsers sag, men vi taler en stor mængde menneskers sag, som ikke er således stillede i samfundet, at de have råd til at være med i denne art af sorg, som "befalingen" lyder på. Og vi taler den store mængde fornuftige og hæderlige menneskers sag, der forstår at være ærbødige overfor døden og at tage kongehusets sorg så vel som enhver anden ærlig sorg, uden at de derfor have lyst til at tage del i det udtryk for sorgen, som er befalet, men som ingen rod har i den almindelige bevidsthed. Danmark sørger ikke over sin afdøde enkedronning på den personlige måde, at skuespil og kunstnydelser overhovedet derfor med et kunne blive tant her i landet. Jo før altså det tryk bliver hævet, som denne landesorg "indtil videre" har lagt på os alle, jo bedre. Det smukke minde, som enkedronning Caroline Amalie har sat sig selv i Danmark, vil ikke lide noget skår derved.

(Morgenbladet (København), 11. marts 1881).

En nutidsbegravelse i København. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. redaktør! 

Til belysning af den måde hvorpå begravelserne nu foregår her i byen under den nye bestyrelse, beder jeg om velvillig plads for nedenstående linjer: Sidste søndag den 25. d.s. skulle min søster begraves fra St. Johannes Kirke. Jordpåkastelsen var bestemt til kl. 1, og der var mødt flere bekendte som ønskede at ledsage liget til Vestre Kirkegård. På begravelseskontoret var ligvogn til 8 kr. bestilt og betalt til møde den anførte tid, men da talen var endt og jordpåkastelsen foregået, var der ingen ligvogn kommet. Vi ventede og ventede, og til sidst måtte jeg afsted til begravelseskontoret for at få vognen, som endelig mødte kl. 2.40. På Vestre Kirkegård blev kisten sænket i linjejord og dækket løselig med jord, og så måtte vi tage bort med den besked at den egentlig tilkastning af graven og dennes opklapning først kunne foregå dagen efter.

S. J. 

(Dags-Telegraphen 17. juli 1880.)

Erna Juel-Hansen (1845-1922). Del 1: Børnehaver. Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er første del af en serie på 4 om Erna Juel-Hansen (1845-1922): Del 1 behandler børnehaver, del 2 gymnastik, del 3 kvindesagen og del 4 hendes forfatterskab.

Erna Juel-Hansen, født Drachmann var søster til digteren Holger Drachmann. Faderen blev en af Københavns betydeligste medicinere, fx indenfor hygiejne og forebyggelse af fysiske lidelser gennem gymnastik. Erna ønskede at følge faderens karriere som læge, men ministeriet nægtede hende tilladelse til at studere, medicinstudiet var kun for mænd. Hun begyndte i stedet at studere gymnastikkens teori og praksis, bl.a. under et studieophold i Paris 1866, og underviste på et pigegymnastikinstitut som faderen startede i slutningen af 1860'erne.

Hun forlovede sig med juristen Niels Juel-Hansen (1841-1905) - som hellere ville være pædagog og studerede pædagogik i udlandet. Begge blev optaget af den tyske pædagog Friedrich Fröbels (1782-1842) "Kindergarten", som inspirerede til oprettelse af børnehaver i Europa. Efter lærerindeeksamen 1870 på N. Zahles Seminarium rejste hun til Berlin for at studere på byens Fröbelseminarium med økonomisk støtte fra Det Classenske Fideicommis. Parret oprettede i 1871 i Kvæsthusgade 7 den første danske Fröbelbørnehave, den første børnehave hvor man brugte pædagogik baseret på en pædagogisk teori. Hovedformålet var at medvirke til uddannelsen af det barnlige i barnet: "Legen er ikke blot leg, men et for barnet naturligt og kærkomment middel til dets udvikling". Det pædagogiske pasningstilbud til bedre stillede folks børn afveg markant fra asylernes formål som var pasning af fattige folks børn.

Inden åbningen blev børnehaven skarpt kritiseret af "En Læge" i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  29. maj 1871. Kritikken blev besvaret af Niels Juel-Hansen i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. maj 1871. At børnehaven også skulle være opdragende, blev  hårdt angrebet i et skrift af H. C. Frederiksen, lærer ved latin- og realskolen på Værnedamsvej: "En pædagogisk Vurdering af den Fröbelske Børnehave" (1871). Skriftets formål var at "det nye pædagogiske fænomen snarlig maa blive glemt og lukket for aldrig at aabnes mere i vort Fædreland." Han harcellerede især imod at den brød med asylernes hensigt med at lære børnene at sidde stille og i det hele taget forberede sig til at komme i skole.

Mens ægteskabet indgået i 1871 blev et ligeværdigt arbejdsfællesskab, havde Niels i privaten svært ved at acceptere sin kones krav om lige ret også i samlivet. De fik fire børn.

Børnehaven blev siden suppleret med en såkaldt overgangsafdeling, svarende til vor tids børnehaveklasse, og fra 1876 med en pigeskole. En fællesskole for drenge og piger måtte de opgive. Børnehaven affødte et kritisk skrift "Hvad vil den indre Mission?" af pastor Harald Stein.

Skoleprogrammer. Der foreligger Meddelelse om Juel Hansens Børnehave og høiere Pigeskole i Skoleaaret 1876-77 af N. Juel Hansen og Erna Juel Hansen. Beretningen indledes med "Et Par Ord om Børnehaven", som navnlig er rettet mod en Kritik af den Frøbelske Børnehave, som Pastor Stein har fremsat i sit Skrift "Hvad vil den indre Mission?" Bevillingen til at oprette den høiere Pigeskole gaves i September ifjor. Antallet af Skolens Elever er for Tiden 68, inddeelte i 4 Klasser, nemig Børnehaven, Overgangsklassen, 1ste og 2den Klasse. Underviisningen har foruden af Bestyreren og Bestyrerinden været ledet af 5 Lærerinder, der alle have virket i den fulde Skoletid hver Dag. Examen finder Sted den 18de og 19de Mai. Den derefter begyndende Ferie varer til 30te Mai.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. maj 1877).

Økonomisk var børnehaven afhængig af det pæne borgerskab. Men så langt var det ikke nået: I 1883 måtte de pga. økonomiske vanskeligheder lukke børnehaven. Skolen fortsatte til 1894.

Juel-Hansens Børnehave og høiere Pigeskole har udsendt Beretning for Aaaret 1878-1879 ved N. Juel-Hansen og Erna Juel-Hansen. Antallet af Skolens Elever er for Tiden 84 (ifjor 72), der ere fordelte i 6 Klasser. Undervisningen i Institutet har været ledet i Overensstemmelse med den tidligere vedtagne Plan. Skolen optager Pigebørn i alle Klasser; Smaadrenge optages kun i Børnehaven og Overgangsklassen, saaledes at de i Reglen maa forlade Skolen med det fyldte syvende Aar.

(Dagens Nyheder 19. juni 1879).

Den Frøbelske Børnehave.

Trods sin Beskedenhed hører den Frøbelske Børnehave dog til de Institutioner, der have Betydning, idet den har gjort en formelig Revolution i Børneopdragelsen. Den første Børnehave stiftedes i Aaret 1840 i Tydskland af den berømte Pædagog Frederik Frøbel, og hans Værk har nu antaget saa store Dimensioner, at der i enhver tydsk By findes Børnehaver, ja man kan med Sikkerhed sige, at i Tydskland har omtrent ethvert Barn fra 3-6 Aars Alderen besøgt en Børnehave. Fra Tydskland har Institutionen udbredt sig videre og er nu trængt igjennem næsten overalt i Europa. England har først og kraftigst taget sig af Sagen, de andre Lande ere langsommere fulgte efter, senest er den naaet til Norden, hvor sikkert de Fleste have hørt Børnehaven nævne, om end de Færreste kjende dens Betydning. Inden jeg gaaer over til at give en Beskrivelse af Børnehaven, skal jeg med et Par Ord omtale dens Formaal.

Hensigten med Børnehaven er nærmere at tage sig af Barnet i Alderen før Skoletiden for paa en let Maade at forberede det til den senere Undervisning, naturligvis ikke theoretisk, men dels ved Beskjæftigelser, der passe til Barnets Natur og ikke overstige dets Kræfter, dels gjennem Leg; tillige vil sikkert Enhver, der har gjort sig bekjendt med Børnehaven indse, af hvor stor Betydning for Barnet det er ikke alene, at det leger med og beskjæftiger sig mellem Jævnaldrende, men tillige, at det er under Opsigt af en dannet Dame. Det er jo netop i den Alder, Barnet mest er overladt Barnepigens vilkaarlige Behandling, og af hvilken skadelig Indflydelse denne ofte kan være, behøver jeg næppe at omtale, i ethvert Tilfælde kan hun selv med sin bedste Villie ikke hjælpe med til at udvikle Barnet, Det kan derimod Børnehaven; her finder Barnet en lille Verden, hvor det kan udvikle sig i Overensstemmelse med sin Natur, og da det falder det raske Barn naturligst at lege, henvender Børnehaven sig som før omtalt jo ogsaa gjennem Leg til sine smaa Elever. Dog er Legen her ikke som Barnets tilfældige Leg vilkaarlig, thi den har det store Maal for Øie saa meget som muligt at udvikle dets Evner harmonisk. 

Vi ville nu aflægge et lille Besøg i Børnehaven og se lidt paa dens Indretning. Om Sommeren leges der i Haven paa en skyggefuld Plads, om Vinteren derimod i en Sal af passende Størrelse. Allerede langtfra lyde muntre Barneslemmer os imøde, og naar vi komme nærmere, se vi en Kieds af Børn baade Drenge og Piger, ledede af deres Lærerinde, dreie sig rundt om en lille Kammerat, der staaer i Midten og udfører en eller anden let gymnastisk Bevægelse, som hele Kredsen gjentager, indtil den lille Lærer bliver afløst af et andet lille Medlem af Kredsen. Har man nok af Gymnastiken, gaaer man over til andre Slags Lege. Nogle Lege vise Scener fra det professionelle Liv; man efterligner saaledes forskjellige af det daglige Livs Arbeider. Til hver Leg synges der, og Sangens Indhold forklarer, hvad Børnene udføre. Netop disse Lege, saa barnlige og naturlige de ere, have stor Betydning for Barnets harmoniske Udvikling, thi de virke paa en Gang baade paa dets Legeme og Aand. De for Barnet baade lette og interessante Bevægelser udvikle dets Lemmer og Muskler, medens Sangen har et dobbelt Formaal, idet Melodien indvirker paa Sindet, og Ordene bevirke, at Børnene forstaa, hvad de udføre. Er man endelig bleven træt as at lege, opløser Kredsen sig, og de Smaa skynde sig til deres Blomsterbede, hvoraf hvert Barn helst skal have sit eget, hvor de saa more sig med at vande, rive Jorden og deslige.

Vi ville nu forlade Haven for at see lidt paa Værelserne. Lokalet maa mindst bestaa af to høie, lyse, venlige Værelser, hvoraf det ene bruges til Legestue, i dette skal ikke være Meubler, for at saa saa megen Plads som mulig. Væggene i den anden Stue ere behængte med Billeder, det er de bekjendte Anskuelsesbilleder, der nu ere saa almindelige i Skolerne. Her sees Afbildninger af enkelte af Børnene udførte Lege, som f. Ex. Bondens og Landmandens Liv; ogsaa Afbildninger af de for Barnet bekjendte Husdyr findes der, og her er et rigt Stof til Historier. Det er vistnok Enhver bekjendt, hvor glade Børn ere, naar man vil fortælle dem Historiers gjennem disse kan man derfor ogsaa indvirke meget belærende paa Barnet, naar man blot passer at vælge saadanne, der ikke pirre dets let modtagelige Fantasi. Naar der fortælles, sidde de smaa Tilhørere ved lave Borde med tilsvarende Bænke med Rygstød i her sidde de ogsaa, naar de beskjæftige sig med de saa rigt afvexlende Frøbelske Arbeider; snart flettes der brogede Papirs strimler ind i hverandre fra ganske lette Mønstre til vanskeligere, ja nogle Børn opfinde endog selv Mønstre, hvad der naturligvis morer dem meget i der laves mange nydelige Smaating, Bogmærker, eller naar Striberne ere af Straa eller Læder, Lampebakker, Kurve osv.; snart foldes Papiret sammen til forskjellige Former, der alle udvikles af en Grundform i det Samme er Tilfældet med Beskjæftigelsen med Byggeklodserne, hvert Barn faaer en Kasse med et bestemt Antal Klodser, og hermed bygges lin lettere eller vanskeligere Bygninger efter Børnenes Alder og Evne, men alle udvikles den ene af den anden, en ny Form laves uden at kaste den gamle omkuld, blot ved at forandre Klodsernes Stilling. Ingen af Klodserne maa mangle, da der ikke gives flere, end der bruges, herved vænnes Barnet jo til Orden. Et andet Arbeide, der ogsaa er til stor Glæde, er at forfærdige Gjenstande med Pinde og opblødte Ærter, eller for de Mindre, hvem dette er for vanskeligt, med smaa Pinde at forskjellig Størrelse at lægge Afbildninger af Figurer. Endog med at modellere i Ler befatte Børnene sig, og her er saaledes en rig Mark til Virksomhed, der er gavnlig og belærende for de Smaa uden at trætte dem; tvertimod Driften til Virksomhed er Barnet medfødt. derfor er det ogsaa den største Glæde for det, naar det formaaer selv at frembringe Noget Mere end en halv Time arbeides ikke ad Gangen, for ikke at trætte de Smaa ved at sidde for længe stille, men Kjedsomhed eller Mangel paa Beskjæftigelse kjendes ikke, hvor der er en saa rig Kilde at øse af; Tiden flyver ogsaa, saa at det, inden man veed af det, er paa Tide at holde op. Man slutter, som der begyndtes, med en kort Bøn, og saa skynde Børnene sig fornøiede hjem for at fortælle Forældre og FamiIie om Dagens Begivenheder.

Man tør vistnok sikkert hævde, at Børnehaven er en Institution, der i enhver Henseende egner sig til at være Familien behjælpelig ved Børneopdragelsen, naar blot denne vil understøtte den og gaa Haand i Haand med den.

Henriette Berendsen.

(Dagens Nyheder 12. september 1880).

Den Frøbelske Børnehave. Hr Redakteur ! Med stor Glæde har jeg i Deres ærede Blad af 12te September seet den Frøbelske Børnehave omtalt paa en saa venlig og sympathetisk Maade, fordi jeg af Deres velvillige Indrømmelse af Plads for Artiklen og af dennes Fremkomst maa slutte at der herhjemme synes at udbrede sig mere og mere Interesse for denne Sag. Som den, der selvanden først har indført den Frøbelske Børnehave her i Landet, ligger det mig imidlertid stærkt paa Sinde, at en Skildring, der saaledes gives Offenligheden af denne Sag, bliver saa klar og korrekt som mulig. Til Trods for den umiskjendelige Sympathi, hvormed den nævnte Artikel er skreven, er der dog i Fremstillingen mere lagt Vægt paa de Midler der anvendes, end det Maal, der tilstræbes, og det er for at supplere det Manglende, at jeg udbeder mig Plads for nogle Linier. 

Frøbels store Ide paa Opdragelsens Omraade er jo nemlig den, gjennem Legen alt fra den tidligste Alder at tilfredsstille Barnets Virksomhedsdrift og udvikle dets Sandser. Trangen til at lege er en Naturdrift hos Barnet, og at det leger vil ikke sige andet, end at det tilfredsstiller den samme Drift, der bringer den Voxne til at arbeide og beskjæstige sig. Med fint og skarpt Blik for Barnenaturen greb Frøbel dette som Udgangspunkt for Indretningen af Børnehaven. Men da enhver sand Erkjendelse i sit dybeste Grundlag hviler paa en sund og kraftig Udvikling af Sandserne, valgte han sit Materiale med særligt Hensyn herpaa. Hvorfor lade vi Børnene i Børnehaven flette med Papirstrimler af rene, smukke Farver, hvorfor lade vi dem bygge med regelmæssigt ormede Klodser, hentende vore Forbilleder sta de omgivende Ting, hvorfor vælge vi iørefaldende Melodier til deres Sange og lade deres Lege være en Afspeiling eller Efterligning af Haandværkernes Haandtering eller Dyrenes Liv? For at skjærpe deres Øjne og Øren, øve deres Hænder, berige deres Fantasi med sande og virkelige Billeder og vække deres Skjønheds sands.

I Børnehaven gaaer altsaa Alt, hvad Børnene foretage sig, ud paa gjennem legende Beskjæftigelser at oplade deres Sandser for Naturen og det daglige Livs Fænomener, at klare deres Begreber og bringe Orden i det Kaos af Indtryk fra Omverdenen, som det lille Barns Hoved rummer. Legen er her ikke blot Leg, men et for Barnet naturligt og kjært Middel til dets Udvikling, og Børnehaven er ikke blot en Legeskole, men en virkelig Forskole for Livet.

Skal imidlertid det Grundlag for klar Erkjendelse og skarp Sandseopfattelse, der lægges her, faa sin rette Betydning, maa den hele Undervisning opad baseres paa dette System, saaledes som det f. Ex. er gjennemført foruden mange andre Steder i Direkteur Kehlers i en stor Del af Europa bekjendte Institut i Gotha.

Ærbødigst

Erna Juel-Hansen.

(Dagens Nyheder 17. september 1880).

Gården til Dronningens Tværgade 9. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Skoleprogrammer. N. Juel Hansens Børnehave og Drengeforberedelsesskole (Dronningens Tværgade Nr. 9) har til Opgave at udvikle Legement, Sanserne og Dømmekraften, meddele positive Kundskaber og opdrage Følelses- og Villieslivet. Børnehaven er et Overgangsled mellem Skole og Hjem, den forener Hjemmets hensynstagende Hygge med Skolens nødvendige Fordringer til ordnet Arbeide og regelbunden Frihed, og samtidig med, at den stræber at blive et Sted, hvor Børenene gjerne ville være, anvender den deres naturlige Trang og Drift til Virksomhed i Opdragelsens tjeneste, idet den giver dem en Række Beskæftigelser, der ere morende og vækkende, og som tillige øve deres Legeme og Sanser. Af disse arbeider Skolen særlig paa at skarpe Synet, Hørelsen og Følelsen, og dette sker dels gjennem den Frøbelske Haandgjernnig, dels giennem en Række ordnede pege. Ved Haandgjerningen gives der tillige Armenes og Hændernes Muskelbevægelser en Finhed og Sikkerhed, som Drenge ellers vanskelig opnaa. Legemet øves dels gjennem Legen, dels gjennem Gymnastik. Hensigten med denne er - navnlig paa dette tidlige Alderstrin - at sikre sig mod en ensidig Udvikling af Musklerne. Der drives derefter Anskuelses- og Forstandsøvelser, og disse Forøvelser gaa efterhaanden over til at blive egenlig Undervisning. Skolen har foruden Børnehaven 5 Klasser.

Erna Juel Hansens høiere Pigeskole og Børnehave (Dronningens Tværgade 9, 2. Sal) har i sit Lokale fundet et fortræffeligt Hjem med høie, luftige, vel ventilerede Værelser, hvor hver Elev har omtrent 300 Kubikfod Luft (Bygningsloven fordrer kun 70 Fod). Skolen begynder med en Frøbelsk Børnehave, og i den Opdragelse og Udvikling, som dens Elever saa fra Klasse til Klasse, er Anskuelse, Selvvirksomhed og Individualisering Grundstenene samtidig med, at der tages det yderste gaaende Hensyn til Elevernes legemlige Forpleining i Skoletiden. Undervisningen ledes i alle Fag under Bestyrerindens og hendes Mands personlige Overopsigt og Garanti med assisterende Kræfter, og de have i alle Klasser mindst en l to Timers Undervisning i de forskjellige Fag. Denne Ordning i Forbindelse med det begrænsede Antal Elever (10 a 12 i hver Klasse), Skolen vil optage, gjør det muligt for dem at sætte sig i direkte Forhold til hvert enkelt Barn og bringe det kombinerede Undervisningsmaskineri og de medvirkende Kræfter til at udgjøre et harmonisk Hele. Antallet af Skolens Elever er som ifjor; de ere inddelte i 8 Klasser, nemlig Børnehaven, Overgangsklassen, 1., 2., 3., 4., 5. og 6. Klasse. Denne sidste oprettedes efter Examen f. A. Iaar vil der efter Examen blive oprettet en 7. Klasse.

(Nationaltidende 28. maj 1881).

Dronningens Tværgade 9 i Frederiksstaden er fra 1794. Det var på 2. sal i den grøn-hvide bygning børnehave og skole lå. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Erna Juel-Hansen kritiserede Natalie Zahle for at opdragelsen og undervisningen af den kvindelige ungdom var inde på et helt galt spor. I stedet skitserede hun i et foredrag i april 1882 (offentliggjort i Vor Ungdom) en pigeskolereform bl. a. gennem indførelse af gymnastik og bedre sundhedsmæssige forhold i skolerne, skolegang udvidet til 18 årsalderen også for piger, en uddannelse som udviklede den kvindelige tænkning og intelligens. Kritikken af Natalie Zahle var dog til dels uberettiget, idet hun selv havde været inde på noget lignende. Zahle blev dybt såret og gendrev kritikken.

En af eleverne var Edith Rode (1879-1856) som i sine erindringer skrev nedenstående om sin tid der:

Sikkert for at gøre mig en Glæde har mine Forældre saa sat mig i Børnehave, maaske ogsaa fordi det nu var min yngre Søsters Tur til at sidde i min Stil. I al Fald blev jeg hver Morgen fulgt hen hos Forfatterinden Erna Juel-Hansen, der havde enten en Børnehave eller en Skoleklasse - mig forekom i al Fald de andre Piger meget Store - i en Lejlighed, hvor ogsaa hendes Mand havde en Drengeskole.

Det var vist der, jeg fik min Aversion for Støj, men havde det ikke været der, havde det jo nok været et andet Sted, saa jeg siger det ikke af Nag, skønt jeg indrømmer, at fra jeg blev bragt, til jeg blev hentet, tilbragte jeg Tiden i en eneste Rædsel.

Jeg ved ikke, hvor Skolen laa, men jeg har en Erindring om, at det var i Dronningens Tværgade, og jeg har ogsaa Erindringen om en Mand med mørkt Fuldskæg og en stormende Drengebande, som maaske har været Skolebestyrer Juel-Hansen selv med sine Elever. Fru Juel-Hansen var bleg og havde lidt udstaaende Tænder, maaske var hun en nydelig Dame, for mig var hun en skrækkelig Heks, skønt jeg ikke kan huske, at hun nogensinde har sagt et eneste Ord til mig. - Senere har vi talt sammen dog uden at mindes Børnehavetiden. Hun var en Søster til Holger Drachmann.

Hvorfor og hvornaar jeg derpaa kom i en nyoprettet Frøbelbørnehave ved jeg ikke. Men der gik jeg lidt mere frimodigt og længe og lærte omend højst ufulkomment paa Grund af egne Mangler at flette kulørte Strimler til smaa Maatter og sy Dyr med kulørt Garn i Pap. Vi lærte ogsaa en Slags Stavning, men den var efter moderne Moetoder, og jeg kunde kuln de gammeldags og udmærkede mig ikke. Der gik jeg, til mine smaa Søstre ogsaa kunde komme der ....

(Edith Rode: Der var engang. 1951)

Ane Johanne Olesen. (Efterskrift til Politivennen)

Bedrageri og Tyveri. Ane Johanne Olesen, der er født i Aaret 1846 og som, efter at have ernæret sig som Tjenestepige i sit Fødesogn fra sin Konfirmation, for 4 Aar siden kom her til Staden, har efter den Tid opholdt sig her og ernæret sig ved Syning. I forrige Aar sad hun i længere Tid arresteret som mistænkt for Tyveri, men blev løsladt i Oktober Maaned, og hun leiede derefter et møbleret Værelse hos en Sergent. Dennes Hustru leverede hende en Dag et Par Lagener til Brug, men disse pantsatte hun uden Eierens Vidende og Villie. Den 10. Januar d. A. blev hun anholdt af Politiet paa Nørrebrogade, efter at Opmærksomheden var henledet paa hende ved en af en Skomagermester paa Nørrebrogade gjort Anmeldelse om Tyveri af et Par Damestøvler, men hun nægtede at være skyldig saavel i dette som i et Par andre Tyverier, der paasigtedes hende, og hvad der oplystes imod hende, var ikke tilstrækkeligt til at tilvejebringe et saadant Bevis imod hende, at hun kunde dømmes. Derimod var dette Tilfældet med en Sigtelse for Tyveri af et Par Støvler, som vare frastjaalne en paa Fælledveien boende Skomager. I denne Henseende blev følgende oplyst: Ved sin ovenomtalte Anholdelse den 10. Januar Kl. 4 blev Arrestantinden funden i Besiddelse af et Laanebevis paa et Par Støvler, som samme Dags Eftermiddag mellem Kl. 3 og 4 vare pantsatte i en Laaneforretning paa Nørrebrogade. Med Hensyn til disse Støvler forklarede Arrestantinden, at hun faa Dage før afvigte Jul havde kjøbt dem i den sidstnævnte Skomagerbutik af ham personlig, og at hun siden den Tid havde havt dem i sit Værge uden at bruge dem, indtil hun pantsatte dem; ligeledes nægtede hun at have været i bemeldte Skomagers Butik efter den Dag, hun kjøbte Støvlerne. Skomageren og hans Hustru gjenkjendte imidlertid disse Støvler som dem tilhørende og stjaalne den 10. Januar i Butikken, hvor de stod i Vinduet; for Tyveriet havde de mistænkt et Fruentimmer, som den nævnte Dag Kl. halv fire kom ind i Butiken og bestilte et Par Morgensko, og som herunder et Øieblik var alene. De havde set Støvlerne samme Dags Middag; fra den Tid og til det Øieblik, da Arrestantinden kom ind i Butiken, havde ingen Fremmed været der med deres Vidende og kunde vanskelig have været der uden deres Vidende, da Butiksdøren var forsynet med Klokke; baade Skomageren og hans Hustru gjenkjendte i Arrestantinden det af dem mistænkte Fruentimmer, og Skomageren nægtede at have solgt Arrestantinden færdigsyede Støvler; det Maal, han havde taget af Arrestantindens Fod, svarede ikke til Støvlernes Maal. Skomageren og hans Hustru bekræftede deres Forklaringer med Ed; den Skomagersvend, der havde syet Støvlerne, gjenkjendte disse og beedigede sin Forklaring herom saa vel som om, at han endnu i Januar Maaned havde set dem staa i Butiken. Efter Kriminalrettens Skjæn fandtes der derefter at være tilveiebragt et efter D. L. 6-17-10 og 11 jfr. Fr. 8. Septbr. 1841 § 6 tilstrækkeligt Bevis til med Hensyn til disse Støvler, der bleve vurderede til 10 Kr., at dømme Arrestantinden for uhjemlet Besiddelse af stjaalne Koster, og idet Omstændighederne noksom viste hen til, at hun selv havde stjaalet dem, som Tyv for samme. Straffen bestemtes efter Straffelovens §§ 228 og 253 til Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

(Nationaltidende 8. april 1880)

“Ane Johanne Olesen, født 1846. 3 Gange str: for Tyveri, navnlig hos Skomagere naar der bliver taget Maal af hende til Fodtøi. Mist. Prot. 93 M. 328.III.” [1881/1882]". Genealogisk Forlag.

Opdaget Snedighed. Arrestantinden Ane Johanne Olesen havde i November Maaned f. A. begivet sig ind i 4 Urtekræmmerbutikker i Kjøbenhavn og der, efter at have betalt et Indkjøb paa hvert Sted af 2 Øres Størrelse mcd et Kronestykke, af de Pengestykker, som derpaa blev hende tilbagegivne, hemmeligt udtaget hver Gang et Femogtyve-Ørestykke, i Stedet for hvilket hun lagde et Tiørestykke mellem Pengene, medens disse endnu laa foran hende paa Tisken. Hun havde da foregivet, at der manglede 15 Øre i de hende tilbagegivne Penge, og hun opnaaede derved i de 2 Butikker at faa disse Beløb yderligere udbetalte, medens Forsøgene mislykkedes de 2 andre Steder, det ene Sted, fordi Expedienten, som paastod at have givet hende rigtigt tilbage, nægtede at betale de 15 Øre, det andet Sted, fordi hun blev anholdt strax efter at have forlangt de 15 Øre. Arrestantinden, der er 58 Aar gl. og forhen straffet, bl. A. med Forbedringshusarbejde. blev af Kriminal- og Politiretten anset med Fængsel paa Band og Brød i 4 Gange 5 Dage (Dgbl.)

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. januar 1885).