Louis Czarnewski Sasse. (Efterskrift til Politivennen).

En af de første i offentligheden kendte personer som blev begravet på Vestre Kirkegård, var Louis Czarnewski Sasse. Og så nåede han endda kun at være begravet der i mindre end en uge før han blev flyttet til Holmens Kirkegård! Hans historie er dog ret spændende, så den følger her, som den så sig ud i aviserne dengang.

Louis Czarnewski Sasse var født 1798? i Posen eller Warschawa. Ifølge folketællingerne i 1850 og 1860 blev han gift med Francisca Henni(ng),  født 1801? i Mont(pellier)? i Frankrig. I Viborg Stitstidende og Adresse-Avis, 24. maj 1856 angives Franciska Casse, f. Henni til at være død, 55 år. Af børnene fremgår det at de rejste meget rundt: De fik sønnen Ludvig Sasse, 1826? i Batteburg, Schlesien, som i 1850 var fraværende som frivillig i den danske arme. Mathilde Sasse 1829? i Ratheburg eller Dresden/Sachsen, Josephine Marie Sasse, 1838? i Amsterdam. 

Han kom sommeren 1843 til København, måske fra Amsterdam, Ifølge "Fotografer i og fra Danmark". Han beskæftigede sig som daguerrotypist dengang. I 1845 boede ham sammen med familien på Vesterbro med titel af mechanicus. hvor han optog portrætter Gråbrødretorv 98 (nu 14) daglig fra kl. 9-4 for 2 specier pr. stk. Oktober 1843 var han i Malmö på rejse til Stockholm og Petersburg, og igen september 1844 i Malmö. Han var den første daguerrotypist i Malmö.

Daguerreotypiske portrætter aftages dagligt fra kl. 9 formiddag til kl. 4 eftermiddag a 2 specier pr stykket, på Gråbrødetorv nr. 98.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 25. juli 1843).

Fra 21.10.1845 boede de i Randers, Nørregade nr. 613. Han anbefaler ved afrejsen 27.12.1845 sin søn. Randers Amts Avis 22.10.1845-2.1.1846. Maj 1846 i Hjørring, gæstgiver Ryes gård på Nørregade. Hjørring Amtstid. 25.4.-26.5.1846. Iflg. ann. sst. 27.6.1846 ab denne dato i Frederikshavn en kort tid. Aug./sept. 1846 i Thisted hos snedkermester A. C. Schou. Var iflg. to ann. i Horsens Avis - Skanderborg Amtstidende 27.2.1846 i Horsens hos gæstgiver Münster, hvor han dels s.m. J. L. Ussing daguerreotyperede, dels underviste i botaniske voksarbejder.

Louis Sasse: Portrait of Adelheid Heckscher. Creative Commons – Attribution Non-commercial, No derivatives (BY-NC-ND).

Endnu i maj 1847 at daguerrotyp-atelieret hos skomagermester Hammershøy i St. Mathiasgade, Viborg er åbent hver dag 9-17. Men det ser imidlertid ud til at forretningen gik dårligt:

De hr. professor daguerreotypist Ludvig Casse tilhørende effekter vil om 3 uger blive solgt, hvis mit tilgodehavende inden bemeldte tid ikke bliver betalt.

E. A. Mønsted.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 27. april 1847.)

 7. august 1847 annonceres i Viborg Stifts-Tidende at der i urmager Topps gård i Viborg fremvises et camera obscura for 1 mark for voksne og det halve for børn. En overgang ser det så ud til at han forsøgte sig som foredragsholder og "physicalske forelæsninger":

Viborg. Professor Sasse med søn, der førstkommende søndag ville holde deres andet fysikaliske foredrag, agter at lade dette ske på teatret i købmand Worres gård, da eksperimenterne, foretaget fra et højere beliggende sted, bedre vil kunne ses af samtlige tilskuere, end klublokalet tilsteder. Denne forandring er dog fornemmelig bestemt med hensyn til de interessante eksperimenter, hr. Sasse agter på søndag at foretage med det såkaldte gasmikroskop. Vi tvivler ikke om, at enhver der fra et nogenlunde gunstigt standpunkt overværede de herrer Sasses med forklaring ledsagede eksperimenter afvigte søndag, vil have fundet dem underholdende og lærerrige samt finde forøget opfordring til at overvære deres andet foredrag under de nævnte gunstigere lokaleforhold.

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 26. oktober 1847)

Anmeldelse.

Som en Følge at jeg forfærdiger forskjellige nye Instrumenter, som jeg agter at anvende ved interessante Experimenter, maa jeg udsætte min sidste physicalchemiske Aftenunderholdning til Søndag AFten d. 13. ds., hvor jeg da vil opbyde Alt for at tilfredsstille det herværende kunstelskende Publikum. Ogsaa vil jeg producere forskjellige Tryllestykker, som den berømte græske Taskenspiller Wiljalba her har udført, og derhos forklare det dermed forbundne Hexeri. Ogsaa vil jeg forklare alle de Kunster, som jeg viser, paa det tydeligste. Skuepladsen bliver atter i Unionens Sal hos Hr. T. Erichsen, Entreen 1. Plads 12 Sk., 2. Plads 6 Sk. for Børn det Halve. Begyndelsen præcis Kl. 7.

Ærbødigst

L. Casse

Professor.

(Dannevirke 9. februar 1848).

Professor Sasse agter i Randers i løbet af næste måned at give tre aftenunderholdninger i eksperimental-fysik og kemi, der såvel for damer som herrer lover at blive både interessante og lærerige. Således vil han ved den første forestilling vise, hvorledes man ved elektricitet kan antænde et halvt hundrede lys i et sekund (et af prof. Döblers bedste kunststykker); hvorledes man af vand kan tilberede en stærk belysning; en elektrisk helvedmaskine; forskellige eksperimenter med elektriciteten; interessante eksperimenter med magneten; forskellige gasarter samt et gasfyrværkeri; ligesom også en fremvisning af hydro-oxygen-gaslyset, hvis stråler ligner solens og forbrænder alle metaller (alt med oplysende forklaringer). Også vil der blive forevist glaspuseri. Abonnementsprisen er 4 mark per person for alle 3 forestillinger. 

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 27. oktober 1852).

Iflg. ann. i Randers Avis 17.8.1848-27.5.1850 synes han i to år væsentlig at have optrådt som optiker, instrumentmager og foreviser af et solmikroskop. Men 10., 17. og 20.7.1850 nævner han atter, at han aftager daguerreotypiportrætter. KB har daguerreotypi fra ca. 1850 af Adelheid Koppel, gift Heckscher.

I 1850 boede de i von Hattenstræde 4, Randers, i 1860 i Slotsgade 149, Randers. Hans stilling i 1860 opgives som enkemand, husfader, ortopædist, og han har tjenestepigen Else Kirstine Nielsen, 23 år fra Vejle Amt.

- I "Rand. Av." læses følgende Bekendtgjørelse: "Til Publikum! Da jeg troer, at have overbeviist mig om, at ingen Sygdom er smitsommere end Charletaneriet, saa har jeg, smittet heraf, fundet mig foranlediget til at gjøre Publikum opmærksom paa, at det ogsaa hos mig kan erholde alle Slags "velproberede og anbefalede" Kobberplader og Ringe som Cholera-Afledere - ja paa Forlangende kan endog erholdes hele Kobberkyradser, der dog efter al Sansynlighed maae være meest virkende mod Epidemien. - Efter megen Studering er jeg kommen til det Resultat, at de saa særdeles stærkt anbefalede Plader maae staae i samme Forhold til Smitten, som Aflederen til Lynstraalen, hvorfor jeg tillader mig at anbefale de Vrede, der ville benytte dette "ufejlbarlige Middel" til end mere Sikkerhed at anbringe een eller fiere Metaltraade fra Pladen langs Benene til Jorden, for saaledes at lede Sygdommen til et uskadeligt Sted. For at bidrage Mit til, at Publikum tydeligere maatte kunne indsee Nytten af ovennævnte Apparaters Brug, har jeg tilladt mig at fremsætte disse Bemærkninger; thi hverken Hr Hahnemann eller øvrige Contributions-Opfindere ved Kobberplader, Ringe, Kjæder etc. have angivet materielle Beviser for, paa hvad Maade deres Apparater kunne aflede epidemiske Sygdomme. NB. Da "Troen gjør salig", kunne Lysthavende hos mig erholde Apparaterne paa Bestilling til 2/3 Priis af hvad Sligt ellers bliver solgt til. L. Casse"

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 26. september 1853).

Fra omkring 1855 rejste han rundt som ortopæd:

Orthopædiske maskiner.

bliver forfærdigede hos undertegnede. Børn og unge mennesker som lider af skævhed i skulderbladet, rygraden eller på andre dele af legemet, modtager jeg til helbredelse. Smerter i brystet, siden eller ryggen hidrørende fra skævhed, ophører straks efter anlæggelsen af de til hensigten svarende indretninger. Honoraret bestemmes efter beskaffenheden af sygdommen, og sker behandlingen under tilsyn af den her i byen praktiserende læge hr. Bohse.

Randers i februar 1856

L. Casse, professor.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 6. juni 1856)

I henhold til mine tidligere annoncer i dette blad, om forfærdigelse af ortopædiske maskiner etc. undlader jeg ikke herved at bekendtgøre for mine patienter, såvelsom for dem der muligvis kunne ønske at benytte mine maskiner, at jeg på en gennemrejse til Fredericia indtræffer til Skanderborg mandag den 10. ds. hvor jeg vil opholde mig hos hr. gæstgiver Nielsen fra kl. 9 formiddag til 2 eftermiddag, og til Horsens tirsdag den 11. ds. hvor jeg vil være at træffe hos hr. gæstgiver Jørgensen fra kl. 9 formiddag til 2 eftermiddag.

Randers, den 3. november 1856

L. Casse.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 7. november 1856)

Professor Casses Orthopædiske Helbredelsesanstalt

i Randers for skæve og halte.

Jeg tager mig herved den frihed at gøre mine patienter og dem som ville anbetro deres børn til min behandling, opmærksomme på at jeg er at træffe i Skanderborg den 12. januar fra om morgenen kl. 7 til eftermiddag kl. 4 i "Hotel Skandinavien" og i Horsens den 14. fra kl. 11 formiddag til kl. 6 eftermiddag i Jørgensens Hotel.

L. Casse, professor.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 11. januar 1858)

Lignende annoncer ses i de følgende år hvor han turnerer til fx Haderslev, Ribe, Skanderborg, Horsens, Vejle, Skive, Aalborg mm. Men i 1862 var hans turnevirksomhed åbenbart blevet en torn i øjet på nogle læger:

Advarsel imod den såkaldte professor L. Casse.

Hr. L. Casse er ikke læge og derfor uberettiget til at tale om "sine patienter", han er ikke professor; hr. overlæge Rathje følger ikke med på hr. Casses rejse, om han overhovedet har noget med ham at gøre. Hvad moderationen i pris efter præsteattest angår, da kan vi fra Nyrip i København skaffe lettere, bekvemmere og mere hensigtsmæssige bandager og transport iberegnet til en billligere pris, end hr. Casse sælger sine varer med den omtale moderation.

Ovenstående finder vi os i sandhedens interesse beføjede til at bekendtgøre.

M. Gleerup. E: Flemmer.

(Holstebro Avis og Avertissementstidende, 27. maj 1862)

Orthopædisk Anstalt

ved Professor L. Sasse

i Randers.

Herved underrettes mine patienter, samt andre, som måtte ønske min hjælp for skævhed i ryggen, hals, arme, ben etc. om, at jeg indtræffer til

Holstebro den 12. oktober fra Kl. 10 til 4;

Struer den 13. oktober fra Kl. 10 til 2;

Lemvig den 14. oktober fra Kl. 10 til 2;

Ulfkjærkro den 15. oktober fra Kl. 8 til 4.

Uformuende kan, medbringe præsteattest erholde betydelig moderation.

Hr. overlæge Rathje har tilsyn ved anstalten. 

L- Sasse,

Professor.

Da jeg nu atter tiltræder min sædvanlige rejse på Vestkysten og også agter at besøge Holstebro, vil jeg ikke undlade at besvare Dhrr. Glerup & Flemmers angreb på mig af 26. maj d. å. Deres yttringer om, at jeg ingen læge er og ingen ret har til at befatte mig med lægevidenskabelige kure kan jeg kun besvare således, at det aldrig er faldet mig ind at udgive mig for en sådan, eller at befatte mig med slige kure. Det stulle da være, at jeg for menneskehedens skyld har givet nogen det råd af den afdøde, verdensberømte doktor Burhave i Amsterdam, som lyder således:

Haltet die Füsse varm,

Den Kopf kalt,

Ueberladet nicht den Tarm,

So werdet Ihr alt."

(Holder fødderne varme, hovedet koldt, overlæsser ikke maven, så skulle I blive gamle).

Hvad overlæge Rathje angår, så har jeg hverken i mine annoncer eller mundtligt ytret, at han fulgte med på mine rejser. Det ville i sandhed være latterligt, at ville indbilde publikum sådant, fordi ethvert fornuftigt menneske meget let vil kunne indse, at ikke alene ingen kongelig overlæge, men lige så lidt nogen privatlæge kunne befatte sig med at følge med mig på mine ofte meget langvarige rejser, og derved forsømme sine patienter. At overlægen har tilsyn ved anstalten, kan jeg bevidne ved de patienter, som have modtaget deres maskiner hjemme hos mig, hvilke sidste han har set og anerkendt for at være gode. I øvrigt vil enhver, der har læst mine avertissementer kunne se, at jeg der alt i 15 år har boet i Randers, hverken ved charletaneri eller ved at producere attester har søgt at tilvende mig publikums opmærksomhed, Men da de herrer G og F, jeg ved ikke af hvilken Grund, søger at nedsætte mine maskiner, så vil jeg dog her vedføje en attest af hr. doktor Hald i Randers, og enhver, som ønsker det, kan hos mig, gennemse en mængde breve, som forældrene til de unge mennesker, der er blevet behandlede i min anstalt, har tilskrevet mig med den inderligste taknemmelighed uden nogensomhelst anmodning fra min side, alene ledet af glæden over deres børns helbredelse.

Den omtalte attest lyder saaledes :

Hr. Professor Sasse har for ikke lang tid tilbage forfærdiget mig til en patient en maskine eller et snøreliv med fjedre, som bæres mod skævhed og krumning af ryggen. I henseende til smukt arbejde, soliditet og akkuratesse står den ikke tilbage for dem som leveres ved det orthopædiske Institut, og i henseende til konstruktion hører den til de bedste og hensigtsmæssigske, man for tiden kender. Jeg tør på det bedste anbefale dette hr. professorens arbejde, så meget mere som jeg tror allerede deraf at spore gavnlige Virkninger.

Randers, den 18. august 1851.

Hald,

praktis. læge.

Og hermed må jeg overlade til Dhrr. at skrive og gøre, hvad de ville; fra min side er disse ord de sidste i denne sag.

L. Sasse

Professor

(Holstebro Avis og Avertissementstidende, 2. oktober 1862)

Advarslen mod Casse ser ikke ud til at have påvirket hans turnevirksomhed, for annoncerne fortsætter til i hvert fald 1866. Efter der ophørte hans annoncer, selv om der stadig i 1867 åbenbart var lidt aktivitet:

Min søn, Johan, 1½ år gl., er ved en af hr. professor Sasse forfærdiget bandage blevet for størstedelen helbredet for en medført skævhed i foden, i hvilken anledning jeg føler trang til herved at bevidne hr. Sasse min påskønnelse.

Thisted, den 12. februar 1867

Chr. Andersen,

Sømand.

(Thisted Amtsavis, 14. februar 1867.)

Han var på det tidspunkt også blevet bosat i Thisted:

Bopælsforandring

Undertegnede er flyttet fra Nørregade og bor nu i forrige købmand Krabbes gård på det lille torv, hvilket herved bekendtgøres. Opgangen fra porten.

L. Sasse

Orthopæd.

(Thisted Amtsavis, 9. november 1867)

(Der er muligvis tale om købmand Krabbes Gård, Storegade 15, Thisted).

Et Tilfælde af Skindod. Ved at overvære en Prøve, som foretoges med Grosserer Jm. Pfeiffers elektromagnetiske Signal Apparat "Vitalmetret", kom jeg til at mindes en mærkværdig Begivenhed, der med Hensyn til Spørgsmaalet om "Skindøde" ikke vil være uden Interesse. Efterat jeg som ungt Menneske med den polske Legion havde bivaanet Napoleon den Førstes Felttog i Rusland og senere i Tydskland, vendt jeg i Aaret 1818 fra Frankrig tilbage til mit Fædreland, hvor jeg i længere Tid opholdt mig i Warschau. Et dengang berømt tydsk Operaselskab, under Direktion af Hr. Døblin, gjæstede netop Warschau i længere Tid. Da jeg ofte besøgte Operaen, traf det sig, at jeg stiftede Bekjendtskab med Direkteur Døblins to Sønner, Conrad og Carl, der omtrent vare paa min Alder, og blev ved dem indført i deres Forældres Hus. Da jeg en Dag i August Maaned l818 vilde besøge Døblins, traf jeg flere af Familiens Medlemmer i Forværelset, nedslaaede og opløste i Taarer, og før jeg kunde henvende et Spørqsmaal til dem, erfarede jeg, at Direkteur Døblin pludselig og uden forudgaaende Sygdom var afgaaet ved Døden. Han var Frimurer og beklædte en høiere Grad i Logen. Dette bidrog til, at mange Læger og Professorer indfandt sig ved hans Dødsleje, hvoriblandt Flere i Begyndelsen nærede Tvivl om, hvorvidt han virkelig var død. Disse Videnskabsmænd foretog derfor alle mulige Forsøg til hans Oplivelse, men da Alt viste sig frugtesløst, erklæredes han enstemmig for død. Denne Erklæring blev afgiven 5 eller 6 Dage efter hans pludselige Hensoven, og den følgende Dag skulde Begravelsen finde Sted, hvortil alle Forberedelser alt vare trufne. En ung Læge, som hele Tiden havde tvivlet paa, at Døden virkelig varindtraadt, indfandt sig igjen i sidste Øieblik og anmodede om endnu engang at maatte foretage nogle Oplivningsforsøg med den Afdøde. Denne unge Læge havde ikke vovet ligeoverfor de mange erfarne Læger og Professorer at yttre sin Tvivl, da han ikke knude støtte sin Mening med sikkre videnskabelige Grunde. Han fik ogsaa strax Adgang til den Døde og foretog sine Forsøg og Undersøgelser paa mange Maader, men kunde ikke komme til noget Resultat. Endelig spurgte han den unge Conrad Døblin, om han kunde sige ham, hvad der mest opmuntrede hans Fader, da han levede. "Et Glas god Champagne" var Svaret. Lægen rystede paa Hovedet og spurgte videre: "Har De ikke lagt Mærke til, om der gaves Et eller Andet, der især kunde virke opmuntrende paa hans Følelser, hans Sandser, f. Ex. et bestemt Instrument eller en Sang, som fortrinsvis tiltalte ham?" Den unge Døblin svarede efter kort Betænkning: "Jo, Moder sang undertiden en Sang af Operaen "Azur, König von Ormus", naar Fader var i daarligt Humeur, og denne Sang havde altid den Virkning at opmuntre ham." Det var nemlig denne Sang, hvormed Fru Døblin, født Meser, Søster til Komponisten Meser, første Gang debuterede for sin tilkommende Mand. Lægen lod sig nu føre til den sørgende Hustru og formaaede hende til at synge den omtalte Sang med Guitar-Akkompagnement ved Kisten. Fru Døblin begyndte sin Sang med sagte og usikker i Stemme, men i Følelsen af sin alvorsfulde Opgave gjenvandt hun snart sin Fatning og foredrog Sangen saa sjælfuldt og smukt som nogensinde før. Lægen iagttog den Døde med spændt Opmærksomhed, og jeg saa, at han særlig henvendte sin Opmærksomhed paa de halvtaabne Øine. Efterat Sangen var foredragen et Par Gange uden tilsyneladende Virkning, saa vi Lægens Ansigt pludselig blive opklaret, og med ængstelig Hast tilvinkede han Fru Døblin at vedblive. Alle de Andre, som befandt sig i Værelset, gav han ved Tegn at forstaa, at de maatte forholde sig tause. Han vedblev med Haanden at tilvinke Fru Døblin Mod til at vedblive, medens hans Blik lige som ved en magisk Kraft var fæstet til den Dødes Øine. Nu viste sig for os Alle svnlige Livstegn, idet den Skindødes Øine begyndte at rulle frem og tilbage. Lægen gav os ved Tegn at forstaa, at vi maatte fjerne os fra den Skindøde, hvorefter vi sagte trak os tilbage i Baggrunden. I samme Øieblik reiste den Syge sig op fra sit Leie, idet han udstødte et dybt Suk, og ligesom vaagnende efter en svær Drøm sagde han med svag Stemme: Hvad er det? Alle Nærværende maatte nu efter Lægens Ønske forlade Værelset, og den Gjenoplivede blev overladt til sin lykkelige Redningsmands Omsorg. Hvad denne videre foretog sig til den Syges Helbredelse, er mig ikke bekjendt. Saaledes blev Hr. Døblin reddet fra at blive levende begravet, han blev igjen fuldkommen rask og ved godt Helbred, men var dog siden noget tungsindig, og hans Hukommelse var ikke saa god som før. Han var dengang en Mand paa nogle og 60 Aar og levede efter denne Tildragelse endnu i 7 Aar. Den unge Læge, som tidligere kun havde ubetydelig Praxis, erhvervede sig ved denne Begivenhed et berømt Navn, som desværre er gaaet ud af min Hukommelse.

L. Sasse

Nørrebro, Ravnsborggade.

(Dagens Nyheder 29. april 1869).

Fra 1870 blev aviserne tavse omkring ham. Men var altså flyttet til København, hvor han nævner sig selv som krigsveteran - et forhold som ingen af de tidligere avisartikler har antydet noget om. Han genoptog her sin ortopæd-virksomhed i Sankt Hansgade 10, stuen.

På søndag kl. 11:30 bliver der på Vestre Kirkegård jordet en gammel kriger, Louis Czarnewchi Sasse, der som officer har tjent under Napoleon den Store og deltaget i flere slag. Den afdøde, der tillige var med i storarmeens tog til Rusland 1812, flyttede senere til Danmark og opholdt sig i en årrække i Jylland, hvor han virkede som ortopæd. I 1848 bestræbte han sig for at undervise den jydske "Landstorm" i brugen af leen, som benyttedes af de polske bønder under opstanden i 1830, hvori den afdøde skal have deltaget.

(Folkets Avis - København, 28. april 1882.)

Dødsfald. I en alder af næsten 89 år er død i København Louis Czarnewski Sasse, der tillagde sig titel af professor og kom her til landet som ortopæd eller bandagist. Han var polak af fødsel og havde som officer tjent under Napoleon den Store og deltaget i flere slag samt i tilbagetoget fra Rusland. Han havde en tidlang bolig i Randers og gjorde sig i 1848 bemærket ved at forsøge at organisere et korps af lemænd til forsvar mod oprørerne.

(Skive Avis, 29. april 1882.)

Få dage efter han var blevet begravet på Vestre Kirkegård, blev han imidlertid gravet op igen, og flyttet til "Skibskirkegården" (Holmens Kirkegård) af ukendte årsager. Hvis det skulle være fordi han var soldat, burde det snarere have været Garnisons Kirkegård.

Erna Juel-Hansen (1845-1922). Del 2: Gymnastik. Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er anden del af en serie på 4 om Erna Juel-Hansen (1845-1922): Del 1 behandler børnehaver, del 2 gymnastik, del 3 kvindesagen og del 4 hendes forfatterskab.

Om en Reform af den højere Pigeskole udtalte Fru Erna Juel-Hansen sig i et pædagogisk Møde i Kjøbenhavn i Tirsdags: Siden Spørgsmaalet om Skolepigers tiltagende Sygelighed først var bleven rejst, var der fremkommen adskillige Oplysninger, sidst de af Dr. Kaarsberg offentliggjorte, der syntes klart at bevise, at det ingenlunde var det aandelige Arbejde, der betingede Sygeligheden, men at Grunden til denne maatte søges paa helt andre Omraader. Dette fremgik navnlig af de Iagttagelser, der vare anstillede blandt Landboungdommen, hvor Sygeligheden omtrent var den samme, skjønt Lærdommen saa langt fra kunde siges at være overanstrængende. Som Regel troede Talerinden ikke paa, at vore Pigebørns Hjærner overbebyrdedes. Hun vilde endog gaa saa vidt at paastaa, at de ikke lærte nok af, hvad de burde lære, og alt for lidt i Forhold til de Krav, Livet nu stillede til Kvinden. Hun vilde spørge d'Hrr. Læger, der havde været saa strænge imod Skolerne, hvor mange Hjem af alle dem, de kjendte, der overholdt en nogenlunde ordenlig Hygiejne for Pigebørnenes Vedkommende. Hyppig Badning, sunde Næringsmidler og Spadsereture i det fri kunde virke Vidundere med Hensyn til de aandelige Kræfter. Det var ikke Skolerne, der bestemte, hvad og hvor meget Børnene skulde lære, men Tidsaanden eller rettere Moden - altsaa egenlig Forældrene selv. Naar disse frygtede Overanstrængelsen, hvorfor kom de da aldrig og forlangte, at Børnene skulde lære mindre, f. Ex. nøjes med et levende Sprog foruden Modersmaalet. Dette var saa langt fra Tilfældet, at man snarere hørte Klager over, at de havde for lidt at gjøre hjemme, at de kjedede sig. Hvem ramte egentlig Overanstrængelsen i en Pigeklasse, lad os sige paa 15-16 Børn? Ikke de 4-5 gode Hoveder, de have ingen Nød, for dem er Skolegangen en Leg. Saa er der 6-7 Mellemhoveder, arbejdssomme af Naturen, de følge med paa deres jævne, solide Maade uden at besværes. Saa ere der de dovne og dem, der ingen Hoveder have. Vilde man til en saadan lille Piges Forældre foreslaa f. Ex. at stryge et Sprog, blev det i Reglen taget ilde op, og Barnet blev rimeligvis taget ud af Skolen, man maatte altsaa slæbe dem med. Men for disses Vedkommende, især for dem, der manglede Evne, men havde en god Vilje, blev det let Overanstrængelse baade for Lærerne og dem selv. Det var imidlertid kun Forældrene, der kunde raade Bod herpaa, ved at staa af paa de dovne eller mindre begavede Børns Lærdom. Hvortil førte nu den moderne Undervisning? Medens den nyere Tid havde forandret Kvindens Stilling i Samfundet, aabnet hende Adgang til Erhverv ad Veje, der før vare hermetisk tillukkede for hende, er der i hendes Opdragelse og Undervisning ikke gjort noget tilsvarende Skridt fremad. I Stedet for at gjøre hende til et arbejdsdygtigt, selvstændig tænkende Samfundsmedlem, vordende Moder og Opdragerinde for den ny Slægt, uddanner Skolen hende i mange Tilfælde kun til en præsentabel Salondame, en Luxusplanle. Spørger man dem, hvis Lod det ikke blev at færdes i Salonerne eller at gjemmes i Moders Dragkisteskuffe, om de have havt nogen Gavn af deres Skolelærdom, medens de søgte et Erhverv, vil Svaret som oftest være Nej. Skolen burde ikke længer lade sig tvinge af Moden; Bestyrerinderne burde enes om at diktere andre Love for den kvindelige Undervisning, Love, der vare mere tidssvarende; "Kvindens Frigjørelse" var ikke længer et tomt Ord, men havde sat Frugt iblandt os især derved, at Fordringerne til hendes intellektuelle Evner vare stegne. Hun maatte sættes i Stand til det, om fornødent, at lægge Planen til et selvstændigt Erhverv, der selv for den gifte Kone snart hørte til Dagens Orden. Ægteskabet var ikke længere nogen absolut Forsørgelsesanstalt. Som Middel til at naa en solidere Uddannelse foreflog Talerinden at forlænge Skoletiden til det 18. Aar. Ingen Dreng regnedes for voxen for den Alder, og vi vidste alle, hvad vi regnede en nybagt Student for. Det var vistnok en Fejltagelse, som saa mange andre, at Kvinden skulde være tidligere udviklet. Ved at forlænge Skoletiden vilde man ogsaa bedre kunne imødekomme Lægerne i Letttelse af Overgangsalderen. Ethvert Pigebarns Undervisning burde dernæst afsluttes med en Examen, der kunde svare til Preliminærexamen eller Examen artium. Den nu gjældende Undervisningsplan maatte forandres, saa at Vægten lagdes paa Udviklingen af de Evner hos Kvinden, der hidtil vare forsømte, og som kunde gjøre hendes Tænkning klarere, hendes Intelligens rummeligere. Som det nu er, har en Skolepige 15 Fag med Musik, som alle skulle læres i temmelig faa Aar. Resultatet er, at intet læres til Gavns og Overfladiskheden trives. Hvor mange af vore udlærte Damer forstaa at fastholde et Udgangspunkt i Samtale eller blot at høre et Foredrag? Dette hidrørte ikke fra en ringere Intelligens, men fra en forfejlet Opdragelse. For at hjælpe paa Sundhedstilstanden og bidrage til at udvikle Viljen og Energien anbefalede Talerinden varmt en udvidet Gymnastikundervisning. Gymnastik burde blive lige saa nødvendig før Pigebørn som daglig Brød. Hun anførte Exempler paa, at hun i Paris havde set epileptiske og hysteriske unge Piger ved den Anspændelse as deres Aandsevner og Vilje, som Gymnastikundervisningen kræver, vinde Herredømmet over deres Legemer. (Mgbl.)

(Kolding Folkeblad 13. april 1882)

Harald Riise (1856-1892): Erna Juel-Hansen (o. 1885-1888). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Gymnastik for Kvinder.

Kvindegymnastiken er et af Tidens store Spørgsmaal, og den er en af de mest velsignelsesrige Reformer, Kvindebevægelsen i Norden har bragt med sig, kommen ned til os, som den er fra Sverige, der her som meget andet paa Reformers Omraade er mere end et Hestehoved foran os.

Som naturligt er begyndte Bevægelsen i Hovedstaden, hvor der til en Begyndelse oprettedes to store, hver for sig lige ansete Gymnastikinstituts for Kvinder, dels for at de unge Kvinder her kunde faa Lov til under kyndig Vejledning at øve den Gymnastikens Sport, som de fleste har elsket fra Barndommen af. men de færreste faaet Lov at øve, og dels for her at uddanne Gymnastiklærennder, der saa senere kunde spredes Staden og Landet over og gjøre alle Landets Døtre delagtige i dette uerstattelige Gode.

Disse to første Gymnastikinstituter lededes, det ene af Poul Petersen, en Mand, der er vidt og bredt bekjendt for sine Fortjenester paa Gymnastikens Omraade, samt det andet af Fru Erna Juel-Hansen, født Drachmann.

Professor Drachmann ledede forøvrigt alt for en Snes Aar siden et Gymnastikinstitut, hvor han underviste i den saakaldte franske Gymnastik, hvor Lærerinder uddannedes for Skoler og hvor unge og ældre Damer gymnasticerede for Sundhedens Skyld.

Fru Erna Juel-Hansen er altsaa, kan man sige, opvoxet sammen med den kvindelige Gymnastik, og den energiske Læges Datter, der har arvet Faderens Virkekraft, hvilede ikke, for det blev hende muligt at rejse til Stockholm og der tage Kursus i den moderne svenske Kvindegymnastik, der i Følge mange ansete Lægers Udsagn vil være bedre for den kvindelige Ungdom end alskens Lægemidler.

I Begyndelsen havde Kvindegymnastiken meget at kæmpe imod. Mændene her til Lands var den Gang for største Delen saa bornerede, at de fandt det upassende for unge Piger, endsige for gifte Koner, at deltage i slig Sport. Og sikkert brødes da mangen faderlig Modstand kun under Taarer og Bønner eller maaske kun ved et bestemt udtalt Ønske fra den mere oplyste Moders Side, og mange brødes maaske slet ikke.

Raaheden, den hæslige Smag, stak naturligvis ogsaa sit giftige Hoved frem, og paa de første offentlige Fremvisninger mødte Mændene in pleno, ikke for at glæde sig over en sund og kraftig kvindelig Ungdom, men for at kritisere - Damernes Former.

Dog allerede ved den første Fremvisning tiltvang Kvinderne sig Respekt, og Sansen for Gymnastik og Sport i det hele er tiltaget saa betydeligt, at ingen Mand, ung eller gammel, vilde vove at forholde Kvinden hendes Ret til Legemets normale Udvikling.

Naar vi kaster et Blik tilhage og ser paa den opvoxende og unge Menneskeslægt, blot for en Snes Aar tilbage, hvorledes stod det da til?

Ja, den Gang  var Gymnastiken som saa meget andet udelukkende Drengenes og Mændenes Ejendom. Af vore Fædre vilde det, at lade et Pigebarn gjøre Gymnastik være bleven anset for et af Emancipationens vildeste Udslag.

Og det er det dog saa langt fra at være.

Naar vi tænker os om, ser vi saa ikke i Aanden sørgeligt mange Smaapiger med høje Skuldre og skæve Rygge, medens den Dreng, der er født uden Lyde, ogsaa vedbliver at være det i sin Opvæxt, og det kan han takke Gymnastiken for, Gymnastiken, som har rækket og strakt de unge Lemmer, som har givet Legemet Kraft, eller, hvor den i Forvejen var til Stede, udviklet den til den højeste Fuldkommenhed.

Og tænk, hvor de elskede Gymnastiken, disse Drenge, vore Brødre; den Time vilde de ikke for alt i Verden forsømme, de gjennemstrømmedes af Ungdommens Munterhed og boltrede sig i den støvede Gymnastiksal som løsslupne unge Foler; de kappedes med hverandre om at springe, klatre, svinge sig højst, og Brystet udvidedes. Lungerne fyldtes, Øjnene straalede af Livsmod.

Imidlertid gik Pigebørnene og saa med misundelige Blikke paa Drengene - deres Shavler hindrede dem jo i at være med, om de end nok saa længselsfuldt strakte de smaa Arme ud mod de tillokkende Tov; de maatte nøjes med en Danseøvelse, der varede højst et Par Maaneder af Aaret, og de maatte sidde Dag ud og Dag ind paa en Stol uden Ryg og strikke paa en Strømpe eller stirre paa et Broderi, og ikke sjældent hændte det, at Ryggen krummedes og Øjnene sløvedes, og den snigende Blegsot, denne for unge Piger saa farlige Fjende, tog dem helt i Besiddelse. De blev saa gjærne af Doktoren anbefalet Bevægelse, disse stakkels unge Piger, de skulde tage rigtig fat i Huset, selv med det strengeste Arbejde; de skulde gaa, de Stakler, som knapt gad slæbe sig fra en Stol til en anden.

Hvad om de var blevne raadede til et sex Maaneders Kursus i Gymnastik; mon ikke det vilde have været nok saa virkningsfuldt?

I en meget udbredt Brochure, af en bekjendt engelsk Forfatter, der har gjort Gymnastiken til sit Hovedstudium, skrives saaledes:

"Om det sunde Menneske ret kjendte de ubestridelige Sjælskvaler, som f. Ex. en brystlidende føler, medens han, der er sin Tilstand klart bevidst, langsomt hentæres - kunde han høre denne fortvivledes hjærteskjærende Selvbebrejdelse over ikke, medens det endnu var Tid, at have lyttet til Naturens og fornuftige Menneskers Raad - hørte han disse forpintes hellige Lofter om fremtidig Selv-Vedligeholdelse, dersom Forsynet blot endnu vilde skaane dette elendige Legeme fra Døden - havde han da tillige en rigtig Forestilling om, hvor meget den alt overvejende Del af Menneskeheden, ham selv rimeligvis medregnet, mangler i Brystudvikling, og hvor tvingende nødvendig en normal Brystudvikling er til Bevarelse mod Sygdommen i dettes Organer - og dersom han endelig havde et klart Begreb om, hvor simpelt og let det i Virkeligheden er at forberede og bevare sig selv i fysisk Henseende, og hvor usigelig gjerne Naturen vil være behjælpelig dermed - da vilde Brystsygdommen og andre lignende Lidelser næppe være saa almindelige. Lægerne har jo dog aldrig lagt Skjul paa den virkelige Aarsag til disse Sygdomme, og lige saa aabent og bestemt fremhæver og anbefaler de bestandig det naturligste og virksomste Forebyggelsesmiddel: Leg, Sport og Bevægelse - Legemsøvelser af enhver tænkelig Art for Mænd og Kvinder, i Barndom, Ungdom og Alderdom - hvorfor da ikke i Tide lytte til disse gjentagne og atter gjentagne Formaninger."

Jo tidligere Børn begynder paa Gymnastiken des bedre. De faar et Herredømme over deres Legeme, som er vidunderligt, en Frihed i Bevægelsen, en Lethed og Smidighed, en Sundhed og Krast, som ikke kan ødelægges hverken af Stolen uden Ryg eller af sine, hvide Broderier. Fri for Snorlivets Tvang, der fordum tjente den svage Ryg, det indsunkne Bryst til Støtte, udvikler Legemet sig nu harmonisk, idet det udvikler sig i Frihed, og Blegsoten, det snigende Uhyre, tør ikke vise sig. Ved Gymnastiken er den opvoxende unge Piges Legeme bleven sat i Stand til om fornødent at finde sig i Civilisationens eller snarere Modens tyranniske Snoreliv, og hun har nu et Overmaal af Kraft, Elasticitet og Munterhed, som viser sig i hele hendes Fremtræden. Hun vil være i Stand til at udholde de samme Anstrængelser, næsten det samme Arbejde som Manden; Arbejdet i Marken, i Kjøkkenet eller Mejeriet vil være som en Leg for hende, ligesom hun vil kunne sidde bøjet over Bog og Naal uden Smerter i Ryg eller Øjne.

Her inde i Hovedstaden har den kvindelige Gymnastik nu voxet sig stor og faaet Hævdsret. De tvende første Instituter er bleven fulgt af mangfoldige - Aflæggere af de første - og alle har de fuldt op at gjøre.

De unge Piger, der ikke for har gjort Gymnastik, vil ikke staa tilbage i Gangens Elasticitet, og de gymnasticerer, unge og yngre Fruer, der har Tilbøjelighed til al blive lovlig fyldige og faa en vis Ladhed og Træthed i deres Bevægelse, gjør Vold paa sig selv og gymnasticerer, og Kuren er vidunderlig; den gjengiver og vedligeholder Sundhed og Munterhed, den forynger og forskjønner, og Følgen er den, at ogsaa Hjemmet og Omgivelserne bliver lysere og gladere.

Men foruden de private Kursus for voxne Damer findes der nu næppe en privat eller offentlig Pigeskole, hvor ikke Gymnastiken er indført som Fag. Selv ved Studentersamfundets Arbejderundervisning var der saa stærk Forespørgsel om Vejledning i denne Legemsøvelse, at der i Aar er bleven oprettet et Kursus, hvori der deltager ca. 40 Kvinder fra 16 til 50 Aar.

Det er tænkeligt nok, at denne for Sundheden og Legemets harmoniske Udvikling saa gavnlige Sport endnu ikke ret har vundet Indpas rundt om i Stæderne og paa Landet, hvor det i endnu højere Grad end i Kjøbenhavn er vanskeligt at bryde med Traditionen. Men jeg ved dog, at saa maa mange dygtige Lærekræfter, uddannede derinde og besjælede af Begejstring for og Tro paa deres Sag, er spredt ud over det ganske Land, saa Vejledning fattes ikke.

Naar dertil kommer, at Mændene i Reglen i Provinsen er en god Del frisindede og Kvinden sædvanlig har Sans for alt skjønt, saa kan jeg ikke tænke mig andet, end at den kvindelige Gymnastik maa have en stor Fremtid for sig paa Landet.

Lige saa vist som de unge Mænd i By og paa Land ikke kan undvære denne Legemsøvelse, lige saa vist bør Kvinden tage Del i et Kursus, hvor Lejlighed tilbyder sig.

Hun bør heller ikke fly den offentlige Opvisning. Resultaterne: Disciplinen, de afrundede Øvelser, den erhvervede Smidighed og Kraft afvæbner al Raahed og Egoisme, og den Mand, der vilde vove at spotte en Kvinde, fordi hun vilde styrke sit Legeme til Gavn for ham selv og den kommende Slægt, ham er det ikke værd at tage det ringeste Hensyn til.

At en Fader eller Moder vilde nægte sin Datter at tage Del i Gymnastik, er aldeles utænkeligt, det vilde være det samme som bevidst at nedbryde hendes Sundhed, eller nægte hende det nødvendige til Livets Ophold.

Dette kan synes for meget sagt, men det er det paa ingen Maade:

Den kvindelige Gymnastik er det eneste og sikreste Middel til at forskaffe Kvinden et sundt og kraftigt Legeme i Lighed med den mandlige Ungdom.

Skam faa den, som vil afholde hende derfra.

S-h

(Aarhus Amtstidende 5. december 1890)

Graverbolig, Vestre KIrkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

På Vestre Kirkegård er den nye graverbolig nu færdig, en net, toetages bygning, opført af røde sten og tækket med skifer. I disse dage bliver et større stykke jord drænet, da det i en nær fremtid vil blive taget i brug til begravelser.

(Social-Demokraten, 23. september 1881.)

Graver- senere inspektørboligen ved indgangen fra Bavnehøj Alle. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Der er tale om inspektørboligen ved indgangen fra Bavnehøj Alle. Den var tegnet af arkitekt Hans Jørgen Holm. Før huset blev opført, holdt graverne til i et gammelt skrøbeligt hus der tidligere havde været banevogterhus. Bevillingen var givet i april 1881 på et borgerrepræsentationsmøde: "bevilling af 10,500 Kr. til Opførelse af en Bolig for Graveren ved Vestre Kirkegaard og af 5000 Kr. til Jordarbejder, Vejanlæg m. V. paa den Del af samme Kirkegaard, der skal tages i Brug til Efteraaret… " (Dagbladet (København) 22. april 1881.)

Kjøbenhavns Amtsraads Møde. (Efterskrift til Politivennen)

Den 16. august 1881.

Amtet havde begæret rådenes erklæring over en ansøgning fra invalid Jens Larsen om tilladelse til at drive beværtning på Valby jorder ved "Vestre Kirkegård". Hvidovre Sogneråd fandt, af hensyn til andragerens personlighed og, fordi beliggenheden af den nye beværtning ikke vil friste mange arbejdere på vejen til og fra deres arbejdssteder, udtalt sig for at tilladelsen gives. Rosen fandt ingen anledning til at anbefale andragendet og derigennem forøge beværtningsstedernes antal. Berg antog, efter forholdene ved de andre kirkegårde at dømme, at der snart vil komme et beværtningssted ved Vestre Kirkegård, og da andrageren er vel anbefalet af sognerådet og af sine tidligere militære foresatte, ville han støtte andragendet. Formanden sluttede sig til Rosen. Med 5 st. imod 3 vedtoges det ikke at anbefale andragendet. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 22. august 1881)

Jødekirkegaarden. (Efterskrift til Politivennen).

Da den herværende mosaiske kirkegård på Nørrebro snart vil være fuldstændig optaget, og da der efter jødisk ritus ikke må finde nogen omlægning sted af grave, men disse skal forblive urørte, hvor gamle de end bliver, har man i menigheden allerede i nogen tid været betænkt på tilvejebringelsen af en ny kirkegårdsplads, og efter forlydende i "Nt." vil man nu søge en sådan sikret i nærheden af Vestre Kirkegård. Den hidtidige kirkegård vil samtidig på alle sider bliver omgivet af en mur.

(Social-Demokraten 16. oktober 1881)