Indianertrup i Danmark. (Efterskrift til Politivennen).

December 1885 ankom en trup sioux-indianere til København hvor de fra mandag den 6. december optrådte på National Scala. Truppen må have været en af de allerførste, hvis ikke den første overhovedet, og formentlig udsprunget af turneer i Tyskland. Indianerstammen blev præsenteret som "bestående af mænd, kvinder og børn under anførsel af høvdingen Standing Eagle og prinsesse Ogalola, fører en stor samling våben, skalpe og redskaber med sig. Stammen optræder i våbenøvelser, skarpskydning og dans." 

Det var meningen at sidste forestilling skulle have været den 20. december, men da et 1½ barn som var med, blev sygt, blev det forlænget til 31. december 1885. Herefter drog truppen videre, mens barnet og moderen forblev på Kommunehospitalet hvor det døde i januar 1886 og blev begravet under kummerlige omstændigheder på fattigkirkegården på Vestre Kirkegård.

Indianerne i "National"

Det er en kritisk tid, vor tid. Og folk er så fælt vantro, man tvivler om alt. Hvorfor da ikke også tvivle om, at det var rigtige indianere, man her så. Dog om dette punkt ganske i almindelighed behøver københavnerne ikke at være i tvivl. Men om det specielt er sioux-indianere og endnu mere specielt af stammen Sitting Bull, ja til at afgøre det, mangler vi tilstrækkelige etnografiske kundskaber. Og om det allermest specielle, at hans højhed med de to fjer er den berømte høvding, som dræbte General Custer tilligemed et helt regiment soldater (eller, efter en anden beretning fra foreviseren, generalens eskorte), derom kan vi ikke undlade at nære en vis beskeden tvivl.

For resten ser de ikke så forfærdelig indianske ud: de fleste har vistnok ment, at de ville være langt mere udstafferede. Der er over kvinderne og børnene noget næsten eskimoisk, men det mindste af børnene vil nærmest vinde beundring, det er et virkelig smukt barn, og det ville ikke forbavse at høre damer sige: Gud, sikken en sød unge! 

Meget får man nu i grunden ikke at se af dem. Tavse og melankolske, eller måske kun noget gnavne, sidder mændene indhyllede i store tæpper lige op til øjnene og selv dem slår de i
reglen ned. Kun et par af dem kigger en gang imellem noget halvt sky, halvt ironisk ud på folk, som ville de sige: Hvad Fanden er I i grunden for nogle fisk? Børnene ser helt fornøjede ud og kan næsten sidde på en stol og næsten ryge cigarer og cigaretter. Kvinderne synes ikke at lide meget af det der siges at være deres europæiske søstres skødesynd. Lidt kan man dog dem tale med hverandre. "Prinsessen" producer sig i syning på indiansk maner, for resten da også på grønlandsk, uden synål. Med en slags syl borer hun hul i tøjet og stikker så tråden med fingrene og sylen gennem hullet, akkurat som vore skomagere.

Når man har set noget på dem, kommer foreviseren og fra tribunen præsenterer han så selskabet for publikum, begyndende med høvdingen og prinsessen, for ære den, som æres bør! Derefter kommer turen til selskabets første danser og dets hurtigløber, der kan løbe om kap med en vild hest, men om han kan sejre i kapløbet, forties viselig. Endelig præsenteres en texaner, Happy Jack Sutton, "Amerikas bedste Pistolskytte", der dog så lidt som rødhuderne får lov til at vise deres skydefærdighed, uvist om på grund af riffelprovisoriet eller fordi politiet ikke ret stoler på deres færdighed: behageligt var det jo ganske vist heller ikke for en tilskuer at gøre bekendtskab med en af de "forgiftede" pile. Samme texaner er i øvrigt en glimrende teaterfigur: lille, mager, køn, sydlandsk, med en flot læderdragt, spækket som en albaneser med revolvere og knive og præmiemedaljer, med den bredskyggede, lavpullede sombrero lidt flot på snur: han forstår åbenbart at gøre sig.

Så fremviser samme foreviser et par tomahawker, mærkelig nok af en tenformig sten fastgjort til et smidigt skaft, nogle broderede tobakspunge og sko, perlebroderede barnesenge, der kan anbringes både på moderens ryg og på en saddel, et par lassoer, og så en pil som han fortæller en gyselig historie om, at den er blevet forgiftet på en næsten münchausensk måde: "De indfødte henlægger leveren af et dyr på et sted hvor de giftige slanger søger hen; disse bider i leveren, forgiftes, og i denne stikkes så pilespidsen ind, så at den på den måde optager den dræbende gift."

Af de få redskaber, som er opstillet, lægger man særlig mærke til et meget smukt ridetøj, tilhørende mr. Sutton, der var så forekommende at vise os, hvorledes en lasso svinges. Bidslerne viste klarte at ejermanden kunne være glad ved, at han ikke skulle bruge dem her i landet, for så ville dyrebeskyttelsesforeningen med god grund lade han tiltale for det skændigste dyrplageri.

Når foreviseren er færdig, kommer humlen, som Per Brast sagde: Selskabets musikalske medlem sætter sig noget ugalant med ryggen mod tilhørerne og bearbejder unægtelig med en vis færdighed en god europæisk stortromme, ledsagende denne trommemusik med nogle dyriske hyl. Han har vel begyndt, så springer danseren op, kaster tæppet og viser, hvad en danser hos de folk vil sige. En efter en følger de andre krigere og en af drengene, alle dansende på deres maner, men langt fra så kunstfærdig som mesteren, alle i temmelig luftige kostumer, og med lidt andre hyl sekunderende musikvirtuosen. Således må åbenbart de gamle nordboeres sang have lydt i araberen Turtusi's øren når han siger, at indbyggernes sang i Slesvig lignede en hunds gøen.

Dog dansen er hurtig til ende, og i en fart sidder atter de rødhudede krigere tavse, mørke, indhyllede i deres tæpper.
L

Indianerne toges i søndags i øjesyn af over 3.000 personer.

(Social-Demokraten, 8. december 1885).

Forestillingen blev  ligeledes bl.a. anmeldt i Dannevirke, den 8. december 1885, Dags-Telegraphen 7. december 1885 og i Folketidenden - Ringsted, 7. december 1885.

Happy Jack Sutton (1853-1890) turnerede med P. T. Barnum's Circus i 1870'erne og 1880'erne, og havde sit eget show, the Jack Sutton Wild West Show. Han er afbildet på adskillige fotografier, alle underlagt ophavsret. Han indgik i Sitting Bull Sioux Indians, som bestod af 30 mænd, kvinder og børn, 16 heste og altså også Happy Jack Sutton. Sitting Bull deltog dog ikke i gruppen der rejste rundt i Europa, han rejste i stedet rundt med Buffalo Bill i USA. 

Sioux-indianere i København 

På etablissement Nationals taganlæg fremvises i disse dage en stamme Sitting Bull Sioux indianere, bestående af 4 høvdinge, 4 yngre mænd, 4 squaws (koner) og 4 børn. Det er første gang, at virkelig ægte Sioux-indianere er kommet til Europa, og det har da også kostet truppens impressario stort besvær at få dem hertil, for indianerne var ikke så snart kommet til New York, før de ville vende tilbage til deres skove, og kun efter megen overtalelse fik man dem ombord. Sioux-indianerne er bekendt som den vildeste og mest krigeriske stamme i Nordamerika. Det er næppe 10 år siden at denne stamme under anførsel af Hicrow, som er med truppen her på National, tog del i det bekendte myrderi ved Black Hills, hvor den tapre amerikanske general Custer med et helt regiment soldater blev dræbt til sidste mand. Nu er stammens hjemsted Dakota i Nordamerika, hvor den lever i venskab med United States regering, der har anvist dem Rosebud reservation til opholdssted. Med indianerne følger den berømte Happy Jac Sutton, også kaldet Stifinderen, en texaner, der fra barndommen af har levet blandt indianere, og der overalt i Amerika er bekendt som skyttekonge; særlig excellerer mr. Sulton som pistolskytte. og mange gange tusind dollars har han vundet i væddemål på sin skydefærdighed. Man glemmer heller ikke at gøre sig bekendt med den interessante våbensamling, truppen medbringer. Her er tomahawker, bue og kogger samt forgiftede pile, man lægger mærke til enkelte, endnu brunlig røde af unionsoldaters blod, og ingen går forbi indianerskalpene med de fæle hårtotter uden gysen. Stammen, der er kommen hertil fra Hamborg, hvor den under overordentlig tilstrømning er fremvist for første gang i Europa, går herfra til Castans Panoptikon i Berlin; derfra er indianerne engagerede til London, Paris og Moskva. København bliver således den næstførste by, som ser ægte rødhuder, og det er også en fremstilling, som ikke forsømmes af hverken lærd eller læg, såvel den etnografiske studerende som de mange der har slugt Coopers skildringer af dette mærkelige folk. 

(Demokraten (Århus), 10. december 1885)

"Castans Panoptikum" var et berømt voksfigurmuseum som eksisterede 1869-1922, på daværende tidspunkt i Friedrichstrasse i Berlin.

Sioux-indianerne

Den herværende amerikanske minister besøgte i går sioux-indianerne og førte i Nationals tårnværelse gennem tolken en længere privat samtale med dem og underholdt sig særlig med den gamle indianerhøvding Hicrow. Da det blev meddelt ministeren at flere her drog stammens ægthed i tvivl, erklærede denne at have færdedes meget blandt indianerne og kunne derfor bevidne at de her optrædende er fuldblods, hvad ministeren yderligere i et brev til truppens impressarier ville tilkendegive.

(Dagen Nyheder, 10. december 1885)

Sioux-indianerne 

kunne fremdeles glæde sig ved et talrigt besøg. Den tyske postdampskibsekspedition oplyser at indianerne ombord har opført sig meget civiliseret og ikke gjort mine hverken til mytteri eller til at springe overbord. De holdt sig tværtimod meget rolig og føg deres cigaretter, hvilke de kun slap når søsygen en gang imellem overvældende dem.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 12. december 1885).

Ægte indianere. 

På etablissementet "National" i København optræder for tiden en trup sioux-indianere og gør stor lykke hos publikum. Forleden har den amerikanske minister i København, professor Rasm. B. Andersson, som det skrives til os, besøgt disse indianere, og attesteret deres ægthed. Professor Andersson er så meget mere i stand til at udtale sig herom som sagkyndig, som han selv har tilbragt en stor del af sin ungdom blandt indianere. Hans forældre boede på en farm i det fjerne vesten, og de eneste nærboende mennesker var en indianerkoloni, med hvis børn han legede sammen næsten til sit 14. år. Han lærte deres sprog, han fiskede og gik på jagt med dem og delte føde med dem. De indianere, med hvilke han således gjorde et så intimt bekendtskab, hørte rigtig nok til Winnipegstammen, medens de foreviste er sioux'er, og da sprogene hos de forskellige indianerstammer er lige så forskellige fra hinanden som fx. dansk fra russisk og selv indenfor den samme stamme undergår en stadig omdannelse, var det kun ministeren muligt at underholde sig med indianerne her gennem tolk. Han spurgte dem bl. a. om, hvad de ønskede, hvorpå høvdingen efter et øjebliks betænkning svarede, idet han pegede på den med medaljer og mønter overlæssede texanske skyttes bryst, at han gerne ville have en medalje af  "dette lands store fader" (kongen). Dette må nu ikke forstås således, som om indianerne allerede havde tilegnet sig civilisationen i den grad, at de har fået smag for dennes ordener og dekorationer; det er kun en almindelig indiansk tilbøjelighed til at fylde brystet med så mange mønter og medaljer som muligt. På høvdingens ønske svarede gesandten ham, at han var ude af stand til at formå dette lands fader til at bortgive nogen medalje, men derimod kunne høvdingen meget godt få en mønt eller medalje af gesandten, som repræsenterede den store fader i Washington, efter indianerbegreb indehaveren af den fornemste magt og herlighed på kloden. Høvdingen slog sig til tåls hermed, og det glædede ham øjensynligt at erfare, at den store fader i Washington rundt om i de stæder, de skulle gæste, har afsendinge, der ville tage sig af steppens børn, så længe de, som hr. Andersson udtrykkelig betingede, opførte sig vel.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 15. december 1885)

National Scala, på hjørnet af Vesterbrogade og Vester Farimagsgade set fra Vesterbrogade. Det var blevet opført 1882. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder til fotoet.

Etablissementet "National" 

er stærkt besøgt i denne tid. Det har fået en hel mængde nye kunstnere og kunstnerinden.
---
Af og til blander der sig om aftenen en mislyd i de musikalske præstationer. Den skriver sig fra sioux-indianerne, der opholder sig på taganlægget og som navnlig i forrige uge, før de fik opsat en kakkelovn, ved hvilken de kunne opvarme deres væsentligt ubeklædte tatoverede legemer, hver time foretog et vildt opvarmningsløb der gik igennem forsalens store galleri, og som var ledsaget af langtrukne "hugh"-lyd og en hvislende piben, således som den beskrives af Cooper når han taler om rødhuderne der befinder sig på krigsstien.

(Dannevirke, 15. december 1885)

Indianernes yngste barn

er alvorlig angrebet af brystkatar. Faderen siges at være set slibende sin skalperkniv og truende med at lade det gå ud over "medicinmanden", hvis barnet ikke kommer sig. Den behandlende læge tager sig med stor omhu af sin interessante lille patient.

(Morgenbladet (København), 16. december 1885).

Indianerne på "National" taganlæg.

Den 17-årige prinsesse af sioux-truppen er ifølge "Avisen" i disse dage upasselig af krampeanfald, ligesom det yngste barn som en indianerkvinde ved forestillingerne kom slæbende ind med på ryggen, har fået så heftige anfald af brystkatar, at der stærkt tvivles om at bevare dets liv. Høvdingen sidder bestandig hen i dyb melankoli. På søndag, den sidste dag truppen forevises i København, vil han bære den guldmedalje som den amerikanske gesandt har lovet at skænke ham.

(Jyllandsposten, 18. december 1885).

En af de ægte sioux-indianere 

følte for et par dage siden trang til at blive barberet. Ledsaget af en tolk begav han sig til et atelier for barberkunsten, hvor han blev betroet til et ungt menneskes omsorg. Den unge mand skulle til at begynde på udførelsen af sit hverv, men da indianeren i denne anledning slog kraven på sin ulster-coat ned, blev den unge barber så rædselsslagen over at stå overfor en af de blodtørstige rødhuder, at han tabte sæbekoppen og ikke var til at bevæge til at fortsætte sin forretning. Mesteren - der altså har været en del mere behjertet - måtte da tage fat, og så vidt vides slap både han og indianeren helskindede fra affæren.

(Dags-Telegraphen (København) 19. december 1885).

Noget om indianere

Indianerne på "National" er fuldstændigt ægte. Der er ikke mindste tvivl derom. Om de alle er af fuldstændig ublandet race turde tværtimod være et andet spørgsmål. Dog gælder det utvivlsomt for høvdingens og krigernes vedkommende. De er ægte sioux-indianere. 
Sioux-indianernes hjem er de nuværende stater Iowa og Minnesota. Derfra dreves de vester på til det nuværende territorium Dakotah. Da man for en halv snes år siden også ville drive dem bort fra "de sorte høje" (the Black Hills) i dette territoriums vestlige del, satte de sig til modværge - ikke ganske uden grund, skulle man synes - og massakrerede en del hvide
indvandrere. Regeringen i Washington sendte da en anselig stridsmagt, under general Custer, ud for at undertvinge de genstridige indianere. Men i en kamp mellem de sorte høje vandt sioux-indianerne, under høvdingen Sitting Bull, en sejr så eklatant, som det er muligt at tænke sig. Custer og hans folk faldt til sidste mand. Ikke en sjæl af de hvide kom levende derfra, så man vidste i mange år næppe en gang rigtigt, hvorledes det egentligt var gået til i denne kamp.

Unionens våbenære krævede, at en ny og større troppestyrke sendtes mod siouxerne, og nu jagede man dem, til de gik over på kanadisk territorium, hvor unionstropperne var nødte til at
lade dem i fred. Men da siouxerne væsentligt ernærede sig ved jagt på de vilde bisonokser, og disse efterhånden trak sig over på Unionens grund, var Sitting Bull og hans folk tvunget til at følge efter.

Så snart dette rygtedes sendte den amerikanske regering på ny sine tropper imod ham, denne gang under en general der hed Miles, om jeg ikke husker fejl. Sitting Bull åbnede underhandlinger, på sin maner, men de førte ikke til noget. De diplomatiske aktstykker, der udveksledes, havde en ret ejendommelig form, omtrent som følger:

"Sitting Bull til Miles. Bull og hans folk lever af okserne. Hvor okserne er, må Bull også være. Det er ikke Bulls hensigt at ville gøre de hvide mennesker noget ondt, men hvis Miles rykker længere frem, så skyder Bull".

General Miles svarede i samme stil, at han intet hensyn tog til, om Bull skød eller ej, og efter nogle skærmydsler måtte siouxerne igen trække sig tilbage til Kanada. Tvunget af nød, overgav en del af dem, under høvdingen Antelope, sig imidlertid snart til amerikanerne og fik anvist en "Reservation" (forbeholdt stykke land), hvor de kunne leve. Sitting Bull holdt ud så længe han kunne, men omsider, i sommeren 1881, tvang hungeren også ham til at underkaste sig tilligemed den sidste rest af sine folk.

Amerikanerne, der nu kom i personlig berøring med den frygtede indianerhøvding, der havde tilintetgjort en af deres hære til sidste mand, blev meget forbavsede ved i stedet for en vild bersærk at finde en skikkelig, godmodig, meget fredsommelig og religiøs mand. "De hvide mænd indrømmer," sagde en reporter fra "New York Herald" til Sitting Bull, "at I
viste Jer som en stor høvding i kampen mod Custer". - "Det var den store Ånd, der beskærmede mig og afgjorde den kamp", svarede høvdingen. "Jeg ville ikke gøre noget ondt. Derfor fik jeg styrke fra den store gådefulde deroppe." Og han pegede opad med sin finger.

Da Sitting Bull havde været nogen tid blandt amerikanerne, erklærede han en skønne dag, at nu var han ked af dette stille liv og ville ud at jage igen. Hans "værter" betydede ham imidlertid, at dette ikke kunde tillades, og for at vise ham på en håndgribelig måde, at de mente, hvad de sagde, anbragte de ham i et fort. Her befandt Sitting Bull sig imidlertid alt andet end vel, og den offentlige mening hos amerikanerne var også imod, at den tapre og godmodige høvding skulle behandles på denne måde. Men hvad skulle man gøre ved
ham? Agerdyrker vilde han ikke være.

Så var der en impressario, der optrådte som frelser i nøden. Han forestillede Sitting Bull, at alle hvide mænd var begærlige efter at se den store høvding, og opfordrede ham til at rejse
rundt med sig og give audiens. Om Sitting Bull følte sig smigret, skal jeg ikke kunne sige, men vist er det, at han lod sig bevæge til at rejse med. I det første hotel, han kom til, debuterede han ved middagsbordet med at brede sin serviet omhyggeligt ud over sin stol
og sætte sig på den. Han blev dog snart fortrolig med hotellivets sædvaner og hotellernes indretning, og de sidste efterretninger lyder desværre på, at han stadigt forlanger sit værelse
så nær som muligt ved hotellets "bar", det lille kabinet, hvori øl og whisky mm. konsumeres.
Det her anførte kaster måske lidt lys over den ubestridelige kendsgerning, at også vi, her i København, får besøg af nogle af Sitting Bulls folk. Hvad over-høvdingen gør, kan selvfølgeligt også under-høvdinger og menige indianere gøre. Kan Sitting Bull "give
audiens" i Amerikas store byer, kan Standing Eagle også gøre det i Europas.
X

(Morgenbladet (København), 20. december 1885).

National Scala, tegning 1885. Erik Henningsen (1855-1930). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Sioux-indianerne på National taganlæg.

Opmærksomheden henledes på omstående annonce, ifølge hvilken indianerstammens ophold her i byen af hensyn til den stærke og vedvarende tilstrømning er blevet forlænget til den 31. december. Rødhuderne har trods kontraktsforhold andet steds, indgået på denne forlængelse af omsorg for det syge indianerbarn, der har sat megen uro i stammen. Der menes at barnet næppe vil kunne tåle en sørejse før om nogen tid.

(Morgenbladet (København), 21. december 1885).

Indianernes sidste forestilling var ellers planlagt til den 20. december. 

En buket til prins Valdemar.

Den gamle sioux-indianer Hi-Crew der fra "National"s vinduer så den uoverskuelige menneskemasse - efter hans anskuelser mindst 1 million - , der modtog deres kongelige højheder prins Valdemar og prinsesse Marie, blev meget rørt og løb ind i sit sovekammer, hvor han af en vældig dragkiste udtog en ørnefjer, som han indtil i forgårds har gemt som en helligdom (høvdingen skal nemlig bære 3 fjer på sit hoved, men efter at han i krigen blev ramt af en kugle i den højre hofte, tør han kun bære 2 fjer. Fjerens farve var på dens øverste del sort, på den nederste del hvid, den ene side af det hvide var malet rød som tegn på at den var taget af høvdingens hoved på grund af at han var blevet såret). Idet han truede med mytteri, erklærede han at ville sende fjeren som tegn på sin deltagelse tilligemed fotografi af sig og de andre indianere til prinsen og prinsessen. Impressarioerne der var bange for at gøre høvdingen noget imod, sendte derfor ifølge "Natt." søndag eftermiddag fra Dina Schuldts blomsterforretning en stor, elegant buket til prinsen og prinsessen. Buketten der var i amerikanske farver og med bånd i franske farver, bar indskriften: "Hi Crew, høvding for 4.000 sioux-indianere", og forneden på båndene var fotografiet med ørnefjeren anbragt.

(Aalborg Stiftstidende, 24. december 1885).

Prins Valdemar boede på daværende tidspunkt i det gule palæ i Amaliegade, hvortil buketten blev sendt.

Indianerbarnet Black-Eyes, 

der ved indianernes bortrejse fra København måtte efterlades i syg tilstand på Kommunehospitalet, er senere død. Barnets fader ville komme hertil i går for at afhente sin hustru, som blev tilbage, da resten af truppen afrejste. (Dg. Nh.).

Begravelsen fandt ifølge "Natt." sted i går fra kapellet ved Kommunehospitalet. Der havde i den anledning indfundet sig en mængde nysgerrige, der trodsede det ublide vejr, men blev skuffede, idet der kun indlodes ganske få i kapellet. Her var kun barnets moder og fader samt texas-Indianeren. Efter at hospitalets præst havde forrettet den gejstlige handling, blev liget i hospitalets rustvogn kørt til Vestre Kirkegård, hvor det sænkedes i graven. Hertil  fulgtes det af de 3 indianere og et par af hospitalets funktionærer. 

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 7. januar 1886.)

Sioux-indianerne på etablissement National taganlæg, optrådte 31. december 1885 med skalpdans, krigsdans, bueskydning samt indiansk våbensamling for sidste gang. Skalpdansen under anførsel af Hi Crow, samt "doktordansen" under anførsel af Black Horse (sorte hest). Bueskydning og forevisning af den medbragte interessante samling våben, skalpe samt andet indiansk husgeråd. 

Sioux-indianere underholdt nytårsdag på exsercerskibet "Dannebrog" og "tiltrak sig de besøgendes livlige opmærksomhed".

En indianer-begravelse.

Indianertruppen der for kort tid siden opholdt sig i København, mistede der et af sine medlemmer, et barn der bar navnet O-ke-sas. Barnet blev indlagt på Kommunehospitalet og begravedes derfra. "Politiken" giver følgende interessante beretning om begravelsen:

Der har vist aldrig på en gang været samlet så mange mennesker ved Kommunehospitalets yderst tarvelige ligkapel, som ved denne ejendommelige jordefærd. 

Folk slap dog ikke ind. Inde i kapellet var kun samlede: Barnets forældre, indianertruppens tolk og impressario, nogle læger og sygeplejersker, "Politiken"s medarbejder, samt en enkelt uniformeret hospitalstjener. 

O-ke-sas (Sorte Øje), eneste barn af truppens bedste danser Sorte-Hest og dennes squaw Den Hvide Bjælde, blev kun 1½ år gammel. Den lille stakkel der af naturen var svagelig, havde lidt såre meget på den besværlige rejse fra det vilde vesten til det fjerne Europa og Københavns umilde decemberklima bragte så den lurende brystsyge til fuldt udbrud. Da de andre indianere i følge kontraktsmæssig forpligtelse rejste herfra, blev det dødssyge barn indlagt på Kommunehospitalet, hvor moderen fik særlig tilladelse til at pleje det. Fraregnet enkelte næsten vanvittige udbrud, blev den sørgende Hvide Bjælde i sin yderlige forladthed, hvor hun kun med tegn kunne gøre sig forståelig for sine omgivelser, lidt efter lidt blød og føjelig og søgte så godt hun kunde at vise de deltagende plejersker sin taknemmelighed ved at klappe dem på skulderen og grædende at stryge deres hånd. 

Natten mellem søndag og mandag døde så den lille Sorte Øje. Man var forberedt på et ulykkeligt udbrud af sorg fra moderens side, men afkræftet som hun var af vågen og gråd, var hun dog så nogenlunde rolig. 

Der telegraferedes straks til truppens impressario mr. Dawe i Stettin, der i tirsdags ankom hertil med faderen Sorte-Hest og tolken halvindianeren David Twist. Efter at ægteparret havde omfavnet hinanden, klippede de straks til stor sorg for mr. Dawe, deres lange prægtige hår af og afførte sig alle prydelser. Videre sørgeforanstaltninger så man ikke noget til, da den stærke kulde tvang dem til at have klæder på kroppen. 

I ligkapellet sad forældrene indhyllede i røde tæpper side om side på hug ved den åbne kiste, der var pyntet med kranse fra forskellige hospitalsfunktionærer. Mr Dawe og David Twist lagde som en hilsen fra de fraværende stammefæller hver en buket blomster på det af et hvidt slør dækkede lig og gjorde derpå plads for moderen, der langsomt rejste sig for at tage en sidste afsked med sit barn. 

Hendes fortvivlelse var hel uhyggelig at se og høre. De hvinende skrig, hun udstødte, gjorde den talrige forsamling ude i gården ganske bange, og hendes hjerteskærende hulken gik til sidst over i et hastigt krampeanfald, der endte i en voldsom blodstyrtning. Halvt besvimet blev hun ført tilside og, så godt det lod sig gøre, trøstet af medlidende damer fra hospitalet. Faderen kastede med stive tåreløse øjne og krampagtigt bidende i sin kappe et sidste blik på den døde og gav så tegn til at skrue låget på kisten.

Da dette var sket, trådte pastor Bostrup frem, som, da moderen og barnet var døbte, (faderen er derimod hedning) på kristen vis forrettede jordpåkastelsen. 

Han holdt på dansk en kort tale, i hvilken han kaldte den lille Sorte Øje sin og vor broder, og trykkede, da de tre skuffer sand var faldne, højtidelig forældre og nærstående i hånden.

Hverken tolken eller nogen af de andre fremmede forstod naturligvis ret meget deraf. 

Kisten blev derefter bragt ud i hospitalets ligvogn, som fulgt af to drosker med det fåtallige følge i flyvende fart kørte afsted til Vestre Kirkegård. 

Under kørslen sad forældrene tavse og hensunkne i tanker, kun da tolken ville tænde sig en cigar, for Sorte Hest op i vrede. Det var en forrygende storm, ruderne klirrede, og vognen truede flere gange med at vælte. Den Hvide Bjælde gjorde af og til et ejendommeligt tegn i luften med den højre hånd, mens hendes ægtefælle nikkede med dyb alvor, men den fornærmede tolk ville ikke forklare os hvad det betød. 

Det har dog rimeligvis hentydet til verdens nærforestående undergang eller noget lignende.

Oppe på en bakke på kirkegårdens fattigjordsafdeling standsedes der endelig. Kisten blev båren hen til en stor kold grav, der åbenbart var bestemt til også at rumme adskillige andre lig, og følget fulgte efter i den rasende storm og på den islagte, knudrede vej så godt det kunne. En bluseklædt mand med et blikskilt på kasketten kom til stede og forlangte en gul kvittering underskrevet, hvorefter man i en snup væltede kisten ned i det store, med smudsig sne beklædte hul. Den lille kiste synede så uendelig lidt dernede, men har vel op ad dagen fået kammerater ved siden. Manden med blikskiltet kilede derpå af med nogle kranse, vi havde medbragt, for, som han sagde, at lægge dem ovenpå, når der var klappet til, og vi havde således ikke mere der at gøre. På gravens rand stod de to vilde forældre stive som støtter, og så i deres fremmedartede dragt og med de dristige, alvorlige træk i den flagrende blæst ud som noget helt uvirkeligt på den prosaiske, ægte danske fattigkirkegård. Det kneb at få dem med hjem igen. Vi trykkede deres hånd og gav efter ønske moderen en håndfuld jord fra graven, det eneste hun i sin fjerne hjemstavn vil have tilbage af sin døde yndling.

(Demokraten (Århus) , 13. januar 1886).

Ernst Ahlgren (1850-1888): "Penge" (1885). Anmeldelser. (Efterskrift til Politivennen)

 Ernst Ahlgren:

Penge.

Oversat af Sofie Horten.

(Andr. Schous Forlag)

Ernst Ahlgren er et Pseudonym. Forfatterindens virkelige Navn er Fru Benediktsson. Hun gaar ind i Rækken af den unge Skare, der med August Strindberg som polemisk Banebryder. Fra Anna Charlotte Edgren som den strængest objektive Skildrer, har ført moderne Ideer og ny Fremgangsmaade ind i Sverigs Literatur. Langt ringere vel end denne sidste følger Ernst Ahlgren nærmest hende i det: at fremstille virkelighedstro, med Udelukkelse af direkte udtrykt Tendens, det sete, saaledes at Samfunds- eller Livsskildringen i sig selv indebærer Kritiken. Hun debuterede, Fru Benedictsson, med Fortællingen om "en Realist"s Levnet; det var en skarp Revselse af dem, der med store Ord træder op som sociale Reformatorer, medens deres egen Personlighed og Vandel staar i skarp Modstrid lmod de Idealer, de holder frem. Angrebet havde sin visse Berettigelse, men kunde naturligvis være vildledende til den Tro, at det var selve Realismen, den moderne Livsanskuelse i Almindelighed, som blev lagt for Dadel. Langt mere turde Bogen vel imidlertid tyde paa sin Forfatterindes strænge Samvittighedsfuldhed og Trang til hensynsløs Sandhedssøgen.

Disse Egenskaber gør sig ogsaa gældende i den foreliggende Bog. Ved naturtro at fortælle et Menneskelivs Historie rammer den et af de bestaaende Samfundsforholds svageste Punkter: Handelen med Menneskeliv for Penge. Det er en ung Piges Skæbne, her skildres. Selma Berg hedder hun, og moderløs som hun fra Lille har været er hendes Udvikling forskellig fra sædvanlig Dameopdrætning. Skilt fra Faderen er hun efter tilendebragt Skole i en Pension kommet til Huse i en Præstegaard hos Onklen og Tanten, og her fører hun saa temmelig sit eget Frihaandsliv. Hun sværmer for Malerkunsten, og hendes Hu staar til at blive en af dens Dyrkere. Vi ser hende opsøge en stakkels Købmandsbodsvend med kunstneriske Interesser, indestængt under den moderlige Tvang bag Disk og Tønder, for at faa se Billeder af hans Onkel, der har været en betydelig Maler. Hun rykker frem med sit Ønske til Plejeforældrene, men møder naturligvis Hindringer i filistrøs Sky for det usædvanlige i et saadant Skridt. Og selv har hun jo intet, ingen Penge, hvormed hun vilde kunne komme nogen Vegne. Saaledes maa hendes Ærgærrighed sygne hen indenfor Præstegaardens Mure. Da dumper der pludselig et Frieri ind ad Døren. Det er den halvhundredaarige, hovedrige Godsejer Kristensen, hvis Lidenskab er bleven vakt for det friske, kække Pigebarn. Hun er kun seksten Aar, og hendes Tanker om Ægteskabet gaar ikke længere end til Brudeskamlen: hvad et Samliv med en Mand vil sige, aner hun ikke. Men det Perspektiv, hendes Plejefader Præsten lader hende skimte af et Liv i Rigdom og ostentativ Elegance - og maaske med Lejlighed til Dyrkelse at Kunsten - frister hende stærkt nok til liden synderlig Modstand at give den lystne Faun sit Legeme i Vold. Først efter Brylluppet føler hun Modbydelighed og begynder at ræsonnere over, hvad der gør et Ægteskab lykkeligt? Da føler hun, at hun har solgt sig eller rettere er bleven solgt og er en fremmed i sin Mands Hjem. Men da har hun ikke mere noget andet og maa blive. Saa gælder det blot at bevare Skinnet: "Det naive Barn er forsvundet, Ærligheden borte og i deres Sted stod Selvopholdelsesdrift og Forstillelse - nu var Kvinden færdig."

Den unge Frue optræder i Selskabslivet med opsigtvækkende Ekstravagance og fordriver i øvrigt Tiden med ihærdige Rideture. Saadan søger hun at udfylde sit luksuriske, men saa uendelig tomme og ensformige Liv, af hvilket hun blot ønsker al blive vakt ved et eller andet usædvanligt. Noget sligt sker ved, al Faderen pludselig bliver meget syg. saa hun maa tage hjem; her træffer hun sammen med sin Fætter, Lægen Richard Berg, der har været forelsket i hende i fordums Dage, men som nu er forlovet med en ung smuk Pige, over hvis Mangel paa Forstaaelse af hans Ideer han dog beklager sig. Thi Richard er fordomsløs og fritænkerisk, og hun kan ikke frigøre sig for Konveniensmoralen. Under Faderens sygdom, som trækker længe ud, lærer Selma og Fætteren hinanden nøjere at kende og kommer efterhaanden i stærkere indbyrdes Rapport, navnlig da Richard efter sit Giftermaal ret føler det utilfredsstillende i sin lille Dukkekones aandelige Snæverhed. Godsejerfruens og Lægens Forstaaelse vokser til gensidig Kærlighed, og nu føler hun først ret, hvad hun er gaaet tabt af for Penges Skyld. Han rejser. Men hun vil gøre Ende paa sit usædelige Forhold til en Mand, som er hende en Væmmelse; hun vil være uafhængig og ved eget Arbejde bryde sig en Bane i Verden. Saa kommer det da til et Opgør mellem Ægtefællerne. Ved et Aftensmaaltid kaster Selma paa én Gang sin Mand hans Adfærd i Ansigtet: først det, at han har røvet hende til Hustru i saa ung en Alder, at hverken hendes Formynder, eller hun selv kunde vide, om hun havde i noget Sjæleægteskab med den Mand, som friede til hende. Hvor kan Loven tilstede saadant? "Hvad syntes Du, at jeg var, da vi giftede os? Et stakkels Barn, som hverken kendte Menneskene i eller sig selv, som ikke vidste, hvad hun gik ind til, og som gærne kunde holde af hele Verden, fordi hun saa paa alt med samme naive Ukyndighed. Sig, syntes Du aldrig, at det var Synd, I gjorde imod mig?" Hun anklager i bittre Ord den Moral, som tillader Manden alt. Kvinden intet; den Lov, som gør en umyndig Kvindes Gældsbevis ugyldigt, men tilsteder hende at bortskænke hele sin Fremtid, som om Personen ikke var mere end Pengene. Hun har skammet sig blodig over sit Ægteskab - men hun har maattet tie, thi han havde betalt. Manden har kun spidsborgerlige Indvendinger til alt dette; han forstaar i Grunden ikke stort deraf, for hun siger, at nu vil hun tage fra ham og forførge sig selv. Da viser han hende Udsigten til Fattigdom og Nød, naar hun staar ene uden Kendskab og Vane til Arbejde - og hun staar atter over for det usalige Pengespørgsmaal. Hun maa blive en Stund endnu. Men hun skriver til sin Fætter om at skaffe hende en Plads paa et Gymnastikinstitut nede i Tyskland. "Og hele hendes Væsen gennemstrømmendes af den ungdomskrastige Egoisme, som raåber: "Plads, jeg vil leve!" 

Der ligger en sikkert fangende og sart forstaaende Opfattelse bag Skildringer af den unge Kvindes Sjæleliv. Man faar et klart Indblik i det sekstenaarige Pigebarns Karakter og tankesæt - med bl. a. den paradoksale Tro, som i er hendes Religion: Jeg tror ikke paa Gud, derfor vil han straffe mig. Fint og træffende motiveres hendes Indvilligelse i Egteskabet dels ved Omgivelsernes Pengedyrkelse, dels ved hendes egen Uforstand paa, hvad det egenlig gælder, og hendes séen alt i at kunne hæve sin Tarvelighed glimrende op over dem, der var tilbøjelige at se ned paa hende.

Bogen er et Stykke Liv. som sanddru fortalt af en Kvinde selv - haardt angriber den Nedværdigelse, i hvilken bestaaende Samfundsforhold holder Kvinden, ved at spærre hende Vejen til Selvstændighed og gøre hende afhængig af Mændenes Penge.

C. E.

(Social-Demokraten 25. oktober 1885)

Literaturføljeton.
Ernst Ahlgren.

Rundt om i alle Landes Literaturer spiller Kvinden nu en fremtrædende Rolle, et af de mange Forvarsler om, at hendes Indflydelse i Samsundet stadig er i Stigning. Fru Gyllembourg, i hvis Sjæl der dog - ligesom hos Oldemoder i "Leonarda" - gik Dønninger fra den store franske Revolution, gjemte sig bly og angst, naar Verden vilde løste Sløret for Hverdagshistoriernes berømte Forfatter. "Jeg har" - hedder det i hendes fine og elskværdige literære Testamente til Sønnen - "med Ret eller Uret tænkt, at jeg havde krænket eller fornærmet den kvindelige Beskedenhed ved at vove mig ud paa en Forfatters mandige Bane. En ubeskrivelig undseelse, næsten en Skræk greb mig, naar jeg ret betænkte, at jeg, som ikke blot var et Fruentimmer, men vistnok en af de frygtsomste og svageste af mit Kjøn, var fremstaaet for Publikum som Digter og var af adskillige anset som saadan." Det er næsten med et Suk, at Fru Gyllembourg afgiver denne Tilstaaelse om ikke i et og alt at have været en "sand Kvinde", saaledes som i alt Fald hendes Samtid opfattede en saadan, men hendes Kjøn har dog for længe siden tilgivet hende disse ukvindelige Tilbøjeligheder til al ombytte Naal og Traad med Bog og Pen, og Aar for Aar har den ene af hendes Søstre efter den anden vovet sig ud paa den "mandige Bane". Det er jo ogsaa en nordisk Forfatterinde, der i vore Dage har kaldet sit Kjøn til Kamp mod Mændenes gamle Fordringer til "sande Kvinder", ligesom Bjørnson strax fik talrige Efterlignere, saasnart han havde ladet en Kvinde slynge sin "Handske" i Øjnene paa den gængse mandlige Moral. Behøver vi endnu at nævne en Nutids Kvindetype som Hostrups Eva eller at minde om, hvorledes Henrik Ibsen og Fru Edgren begge har skrevet som fælles Feltraab paa deres Fane: Kvinden og Arbejderen!

Men tilhører altsaa Fremtiden Kvinden, kalder vi hende allerede nu ud fra Hjemmets Skjød til Deltagelse i Dagens alvorlige Kamp - selv den politiske, fordi det gjælder vor statsborgerlige Frihed og vor Ære som Folk -- saa har det ogsaa dobbelt Interesse at høre hende selv tale, om sit eget Liv, om sine egne Følelser, Krav og Forhaabninger. Lad os lytte efter i Tide, hvad hun vil og ønsker; lære, hvad hun kan og evner; og fremfor alt se os selv i det Spejl, hun holder op for vort Ansigt. Nu da Kvinden baade kan tale og fortælle frit ud, kan endelig Manden faa at vide, hvad hun mener og tænker om ham. Han har saa ofte haft Ordet om hende. Nu er Turen kommet til den anden Part. Samlivet imellem Mand og Kvinde lider endnu af saa mange Brøst, at der er Arbejde nok at giøre for dem begge.

Et saadant Indlæg fra kvindelig Side er den Fortælling af Ernst Ahlgren, som ovenfor er nærmere omtalt. Til en Begyndelse derfor et Par Ord om den Rolle, som Kvinden for Øjeblikket spiller ogsaa i Sveriges Literatur. Ernst Ahlgrens Forfatterskab frembyder nemlig ogsaa i andre Henseender Interesse, hvorom strax nedenfor.

Sverige tæller nu næppe færre kvindelige Forfattere end Danmark, men af den halve Snes Navne, der enten har eller begynder at faa Klang i deres Hjemland, er næppe fler end tre endnu naaede til danske Øren. Og af disse tre er det maaske igjen kun Fru Edgrens, der er mer end en tom Lyd hos os. Skjønt den ny Udgave af vort "nordiske" Konversationslexikon næppe nok har sluttet Alfabetets første 4-5 Bogstaver, findes dog hverken Alfhild Agrell eller Ernst Ahlgren nævnede deri. De maa have deres Navnkundighed til gode til næste Gang. Saa vil de begge være der, og ikke mindst den sidste. Om de øvrige svenske Forfatterinder - Mathilda Roos, Amanda Kersstedt, Daniel Sten, Mathilda Kruse o. s. fr. - er det endnu til ingen Nytte at tale, naar man ved, hvor sejg den danske Læseverden er overfor baade Brødre og Søstre i Literaturen hinsides Sundet, og det har knap nok Interesse at oplyse om, hvorvidt disse Navne er de paagjældende Fruers og Frøkeners egne borgerlige eller kun deres selvtagne literære Benævnelser.

Fru Edgren er tilstrækkelig kjendt nu, og den Dag, vore Theatre gjør Alvor at at spille hendes, i saa høj Grad scenist virkningsfulde, bedste Arbejder, vil hendes Ry være grundfæstet. En anden Dag vil ogsaa Fru Agrells to Skuespil "Dönd" og "Räddad" gaa over en Scene herhjemme, og hendes novellistiske "Skildringer fra Land og By" vil finde baade deres Oversætter og deres Publikum. Foreløbig har vi Ernst Ahlgrens Bekjendtskab at gjøre. Endnu er det ikke vanskeligt at overkomme en Række Smaaskrifter, saakaldte "Studier": "Från Skåne", allerede for største Delen oversatte i danske Blade og Tidsskrifter, var hendes første Bog. Den større Fortælling "Penge" hendes anden inden Jul vil den være almindelig læst og paaskjønnet, og adstillige - ikke altid for os Danske lige smigrende - Paralleler vil være trukne mellem vore og Sveriges nyere kvindelige Forfattere.

Ernst Ahlgrens borgerlige Navn er Fru Victoria Benedictsson. Hun er ligesom Albert Bååth en Skaaning af Fødsel, og hendes Forfatterskab er som hans udpræget skaansk. Begge er ogsaa hyppige Gjæster i Kjøbenhavn. Der er mange Baand endnu, der knytter Skaane til Danmark. Begge betegner endvidere noget nyt, en særegen Afskygning i den moderne svenske Literatur. Bååth har brudt med den traditionelle svenske Lyrik og vil en Dag mødes med sit Fædrelands største Lyriker, Carl Snoilsky, der med mere og mere aabent Øre lytter til Tidens Pulsslag, og hvis nyeste Digtning med stedse inderligere Varme omsætter Folkets Sag, det store Demokratis Frihedsvært ikke mindre end Arbejderens Livskrav. Ernst Ahlgren paa sin Side skildrer ligeledes Folket i sin Hjembygd. Bååth og hun er Landets Indlæg i den - i Sverige som hos os - ellers overvejende Hovedstadsliteratur. Der er Kraft og Sundhed i dem begge. Den nyere danske Literatur kan lære af dem, skjønt de begge endnu kun staar ved Begyndelsen af deres Bane.

Ernst Ahlgren - som Fru Benedictsson vil vedblive at kalde sig, skjønt hun iøvrigt ikke længer overholder sin Pseudonymitet - er ogsaa et Friluftsbarn. Hun er Datter af en Landmand BruzeIius, er født og opvoxet paa Landet og har aldrig gaaet i nogen Skole, idet hendes kundskabsrige Moder selv læste med hende. Hun var allerede som ung en ivrig Rytterske og Støjteløberske, og dobbelt tungt ramte det hende derfor, da hun for et Aar tilbage blev kastet paa et - som det først tegnede til - haabløst Sygeleje. Et Stød med Knæet mod en Ladedør fængslede hende i Aarevis til Sengen, og kun havde alt sit fribaarne Mod og sin oprindelig lyse og lette Natur nødig for ikke at bukke under i stump Fortvivlelse En Bedring er dog nu indtraadt, og den høje, slanke Dame bevæger sig nu saa smidig og hurtig med sine to Krykker, at den Tid forhaabenlig ikke vil være fjærn, da hun kan kaste dem begge helt fra fig. Det hedder, at Familien - hun er gift med en Postmester i Hørby i det indre af Skaane - med en vis Rædsel saa hende betræde Forfatterbanen, men naar Lykkens Sol først er kommet op over Synskredsen, svinder Taagerne bu tig Bundet som den selv var til Sygelejet, uden literære Forbindelser, gjemt dybt nede i Provinserne, fjærnt fra Hovedstadens Presse og Publicister, havde hun ingen til at tale sin Sag og være kendes Mellemmænd hos Almenheden. Hendes to smaa Bøger har imidlertid talt for sig selv. Hun er nu en opgaaende Stjærne i stt Fædreland, og de hjemlige Kritikere har kappedes om at hædre hende. Selv er hun nu, i Følge Indbydelse fra en højsindet, bekjendt Dame og Forfatterinde i Stockholm, paa Vej til Hovedstaden, for ogsaa personlig at gjøre sin Indtrædelse i Samfundslivet og de literære Kredse.

En af det unge Sveriges Kritikere og Forfattere, Ola Hanson, ogsaa en Skaaning af Byrd, har nylig i "Aftonbladet" hilst sin Landsmandinde velkommen i Literaturen og varmt fremhævet, hvor nationalt og demokratisk, eller paa Dansk hvor hjemligt og folkeligt hendes Forfatterskab er. Etter en nærmere Redegjørelse for, hvor paalidelige og troværdige hendes Skildringer af skaansk Natur og skaansk Folkeliv er, ender Anmeldelsen med følgende Ord: 

"Ernst Ahlgren er den friskeste Personlighed i vor nye Literatur. Det sunde og kraftige er det almene Grundtræk i hendes Digtning, nuanceret paa mange Maader. Hendes Satire er skærende og rammer altid Centrum, hendes Humor bredt smilende og solklart, hendes Sorg dyb og hendes Alvor imponerende. Et saadant Menneskes Tanker bliver helstøbte og gjennemsigtige, hendes Følelser rige og varme. Dybest og inderst ligger Livsmodet og Livsglæden. Glæden over at være til. Livsmodet, som rejser sig smukkere og stærkere for hvert nyt Slag.

"For Ernst Ahlgren ligger Skjønheden i det sunde, i fri og utvungen Natur; hun elsker "Sundhedens robuste Skjønhed". Hun vælger til digterisk Fremstilling med Forkjærlighed saadanne Personer, hos hvem Naturens egen Sundhed straaler tilbage, som f. Ex Almuetyperne i adskillige af de smaa Studier i "Från Skåne" samt forstandsskarpe, følelsesdybe og viljestærke Kvinder som i "Penge" 

"Over selve Stilen hviler ligesom et Gjenskin fra hendes egen klare og friske Aand. Den er ren og skjær som nyfalden Sne, den har en Markblomsts simple Vakkerhed og noget af "Sundhedens robuste Skjønhed". Det er ikke mindst Fremstillingen, der har gjort "Penge" til et af vor nye Literaturs bedste Arbejder. Det er lykkedes Ernst Ahlgren for sin gedigne Virkelighedsskildring at finde en Form, der, paa samme Tid som den er sin Kunst, tillige er tilgængelig for alle. Og kun den Digter, der er naaet saa vidt, er i Ordets fuldeste og sandeste Mening demokratisk og national. Dette: at være en Literatur for de faa, er den nye svenske Literaturs saarbare Akilleshæl."

O. B.

(Morgenbladet (København) 25. oktober 1885).

Penge, Fortælling af Ernst Ahlgren. Oversat fra Svensk af Sofie Horten. (Andr. Schous forlag)

Enhver nogenlunde Øvet Læser - for ikke at tale om Læserinderne - af den foreliggende Fortælling vil hurtig være kommen paa det rene med at den skyldes en Kvinde. At dette ikke skal være sagt som en Dadel, er det vel ufornødent udtrykkelig al fremhæve. I vore Dage er Tallet paa de Kvinder, der i Henseende saavel til alvorligt og indtrængende Syn paa Livet og dets Fænomener som til kunstnerisk Opfattelse og Fremstillingsevne helt vel kan tage det op med deres virkelig dygtige Kaldsfæller af Mandkjøn, jo ikke ringe, og forfærdiges der end stadig adskillige Guvernanteromaner og andre kvindelige Husstidsprodukter af lignende Art, saa vil dog allerede Navne som f. Ex. H. Greville og A. Ch. Edgren have lært os, at det ikke længere gaar an uden videre at trække paa Skuldrene ad de "skrivende Damer". Hvad der strax røber "Ernst Ahlgren"s Kjøn, er da ingenlunde Mangler som den, der saa ofte klæber ved de kvindelige Smaatalenters Frembringelser: det er visse Egenskaber i Maaden, hvorpaa de psykologiske Iagttagelser er giorte, særegne Finesser i Skildringen af Enkeltheder, som en Mand næppe vilde have kunnet sé saa grundig, i alt Fald ilke saa frisk og umiddelbart set paa. Særlig falder dette i Ojnene naar man staar over for Billedet af Selma, Bogens Hovedfigur.

"Penge" er en Ægteskabshistorie; Titlen er for saa vidt ikke rigtig heldig valgt, som det, at den unge Pige føres og lokkes til sit Giftermaal væsenlig derved, at hendes Bejler er en rig Mand, ikke har afgjørende Betydning for Udviklingen: heller ikke de andre Punkter i Bogen, hvor Pengespørgsmaalet er oppe, synes saa væsenlige, at man derved fristes til at kalde Gud Mammon Fortællingens Hovedperson. 

Hvad det først og fremmest kommer an paa, er, at den næppe stort mere end sextenaarige Selma gifter sig med en Mand. som hun ikke elsker, og uden at vide, hvad et Ægteskab er; hun er opdragen til at skulle være en "sand Kvinde" og i den Art af Uvidenhed, som pjankede Mødre med en saa skæbnesvanger Standhastighed forvexler med Uskyldighed. Umiddelbart før hun giver den rige, halvgamle Godsejer sit Ja, har hun lidt en haard Skuffelse: Vejen til at udvikle sig, til at "blive til noget", har bornerte Mennesker spærret for hende. Halv ør af Smerte, paavirket ude fra, lokket af Udsigten til at komme i glimrende Kaar - Tanken om, at hun kan blive Ejerinde af en Ridehest og vække Misundelse ved sine kostbare Dragter, spiller her en ikke ubetydelig Rolle - tager hun mod Frierens Tilbud; noget Haab nærer hun da ogsaa om, at hun, naar hun først er bleven rigt gift, kan faa Lov at udvikle det Malertalent, hun tror at sidde inde med. Alt gaar da ogsaa tilsyneladende ret vel i den første Tid efter Giftermaalet med den godmodige Mand, der søger at opfylde alle en Hustrus Ønsker. Men den Tid maa jo dog komme, da den unge Kvinde vaagner delt til Bevidsthed om sit eget Væsen og sin egen Ret, og saa er Tragedien i Gang. Dens Opløsning hidføres derved, at Selma kommer til Klarhed over, at hun elsker og er elsket af en anden end sin Mand: fra dette Øjeblik er Samlivet med den blevet hende en Umulighed. Fortællingen er en Skæbnetragedie; men Brøden, der drager Hovedpersonens Ulykke efter sig, er ikke det enkelte Individs; det er Slægtsbrøden, Samfundets uhyre Skyld, der fremkalder Nemesis. Selma bliver ulykkelig paa Grund af fine Opdrageres og Omgivelsers nedarvede raa og stupide Opfattelse af Kvindelighedens og Kjærlighedens Væsen, bliver Offer for Samfundets respektfulde Forestilling om Ægteskabet som en Institution, der ikke blot legaliserer, men helliger et Samliv uden Kjærlighed.

Som man let vil se, er Motivet lige saa betydeligt som nærliggende, lige saa vanskeligt at behandle som fristende for en Nutidsforfatter. I "Penge" er det magtet med en Dygtighed, som indgyder Agtelse, med en for en begyndende Forfatter mærkelig Sikkerhed i Methoden og med sjælden Selvbeherskelse og Moderation. Forfatterinden har saa megen Agtelse for det vigtige Spørgsmaal, hun har taget for, at hun har sat alt Snerperi paa Døren; lige saa klart som hun opfatter Betydningen af den foreliggende Sags forskjellige Sider, lige saa uforbeholdent udtaler hun sig derom. Men lige saa langt er hun fra alt, hvad der paa nogen Maade kan regnes for unødvendig Udmaling af pinlige Situationer. Bogen er fra Ende til anden et Mønster paa Alvor og Kyskhed. Der findes ikke en Sætning i den, som kan støde en sund Natur; dette bør udtrykkelig fremhæves, netop fordi det er en Bog, man maa ønske læst af unge Kvinder, før de gifter sig. Maaske den kunde give en og anden af dem Anledning til at spørge sig for og tænke sig om.

Ogsaa paa andre Omraader viser Forf. den Sans for Moderation og fornuftig Økonomi, der hører til al god Tekniks Grundlag. Hovedpersonens Karakter er skildret som gjennemført Billede; Selma staar fast og plastisk som et Resultat ikke blot af digterisk Fantasi, men ogsaa af en Mængde fine og skarpe Iagttagelser, og paa flere Punkter tillige af en Viden, der vanskelig skulde kunne findes hos en Mand. Ogsaa de andre Forgrundsfigurer, .Ægtemanden og Fætteren, Richard, er udførlig skildrede; især staar den førstnævnte godt med al sin Skikkelighed, sin Halvdannelse og sin plumpe Forelskelse Flertallet af Fortællingens andre Skikkelser er derimod nærmest skitserede, og morsomt er det at sé, med hvor klog Bevidsthed Forfatterinden har regnet ud, hvor megen Farvefylde og Gjennemførthed hver enkelt af dem netop har godt af for at fylde sin Plads og gjøre sin rette Virkning. I samme Forhold som de nærmer sig Kompositionens Baggrund, har hun dæmpet dem af; hver af dem har her faaet, netop hvad der behøves for at stille den i det rette Forhold til Hovedfigurerne, lige fra den sølle lyriske Krambodsmand, der giver Forf. Lejlighed til at vise, hvor kostelig en "Backfisch" eller Tøs "mellem 12 og 17" Selma er til at begynde med, og til Selmas Fader, som man faar saa godt Rede paa, skjønt han ikke har faaet et eneste Penselstrøg ud over det højst nødvendige.

"Penge" er en Bog, som Forf. har Ære af baade som Kunstnerinde og som Menneske.

S: M. 

(Morgenbladet (København) 25. oktober 1885).

Ernst Ahlgren begik selvmord i 1888, se indslaget her på bloggen.

Uroligheder i Anledning af en Strejke paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Onsdag den 12te f. M. om Eftermiddagen, indlod der til Politistationen t Sundbyerne Anmeldelse fta Fredens Mølles Fabriker om, at 26 Arbejdere, der hørte til et Hold paa ca. 35 Mand, den nævnte Dags Middag havde gjort Skrue paa Fabriken og forladt deres Arbejde, samt at disse 26 Arbejdere eller i alt Fald Størstedelen af dem opholdt sig paa et Værtshus i Nærheden af Fredens Mølle, og at man nærede Frygt for, at de 8 eller 9 Arbejdere, som ikke vilde deltage i Skruen, men vare forblevne ved Arbejdet, ved deres Bortgang fra Fabriken om Aftenen, skulde blive forulæmpede af de Mænd, der havde nedlagt Arbejdet. I Anledning af denne Anmeldelse indfandt Overbetjenten sig med en større Politistyrke Kl. mellem 5 og 6 paa Amagerbrogade i Nærheden af Fredens Mølles Fabriker, og forefandtes da imellem Brigadevej og Dannebrogsgade Deltagerne i Skruen staaende i Klynger paa Vejen paa 5 a 6 Mand, ligesom der havde samlet sig et betydeligt Antal af Nysgerrige, saavel Mænd som Fruentimmer og Børn. De Strejkende blev nu gentagne Gange af Politiet opfordret til ikke at staa stille paa Vejen, men at passere denne, og disse Opfordringer bleve da ogsaa, om end noget langsomt, efterkommet af de Paagældende, med Undtagelse af Arbejdsmand N., som blev sat under Anholdelse. Efter at dette havde fundet Sted, havde der paany indfundet sig en stor Mængde Mennesker, og da disse tildels spærrede Vejen og derved umuliggjorde Færdselen, saa Politiet sig atter nødsaget tit at skride ind, og Mængden blev nu flere Gange opfordret til at sprede sig og passere Vejen. Politiets Opfordringer bleve nu ogsaa efterfulgte af de Tilstedeværende, med Undtagelse af Smedesvendene S. F. og H. F., som begge nægtede at passere Vejen. Paa Grund heraf lod Overbetjenten S. F. ved to Politibetjente føre til Stationen. Smedesvend H. F., der, som anført, nægtede at passere Vejen, blev af to Politibetjente ført hen til Porten, som førte til hans Bolig, men i Stedet for at gaa op i denne, forblev han ude paa Vejen og begav sig senere hen paa Amagervejen til de her tll Stede værende Politibetjente og forlangte at blive anholdt, hvilket Ønske han straks sit opfyldt. Kl. ca. 9 vare de Arbejdere, som ikke havde deltaget i Skruen, færdige med deres Arbejde paa Fabriken, og de paa Amager boende blev da ledsagede hjem af Politiet, medens to af dem, af hvilke den ene boede paa Kristianshavn og den anden paa Frederiksberg, bleve kørte i Sporvogn til deres Hjem. For deres saaledes udviste Forhold tilbød Arbejdsmand N. og Smedesvend S. F. hver især at betale en Bøde af 20 Kr. til Amager Birks Politikasse, hvilket Tilbud Dommeren modtog og erklærede hermed Sagen for deres Vedkommende for afgjort. Smedesvend H. F. nægtede derimod godvillig al ville betale en Bøde sor sit Forhold, hvorfor han i Følge Antager Birks Politirets Dom blev tilpligtet at betale en lignende Bade som sine Kammerater til Politikassen.

(Social-Demokraten 10. september 1885).

Fredens Mølle var blevet anlagt 1822 af grosserer J. Owen på Østerbro (englænder). Den flyttede 1826-27 til Amager hvor der indrettedes en kemisk fabrik, bl.a. salt-, salpeter- og svovlsyre, skedevand mm. Der blev endvidere brugt lufttørret gødning fra renovationskulerne, blandet med fejeskarn og dagrenovation til kunstgødning.