Den Store Sædelighedsskandale: Borgerrepræsentationen 6. maj 1895. (Efterskrift til Politivennen)

Grunden til at justitsministeren blev inddraget af oppositionen, var den at selv om Københavns Politi blev finansieret af københavnerne (ca. 1 mill. kr. årligt), hørte politiet under justitsministeren og dennes repræsentant, politidirektøren. Formanden for Borgerrepræsentationen aflyste mødet den 29. april. Diskussionen om oppositionens forslag var ellers blevet afvist på mødet den 22. april pga. formelle regler og man kunne måske forvente en hurtig diskussion derefter, men det ønskede Magistraten formentlig ikke. 

Borgerrepræsentanterne 

vil, efter hvad vi erfarer, ingenlunde af den officielle erklæring i "Berlingske"s gårsnummer lade sig afholde fra at forlange sædelighedsskandalen undersøgt ved en kommission. Sagen vil blive drøftet på mandag og resolutionen om kommissionen rimeligvis så godt som enstemmig vedtaget.

Måske vil Magistraten finde sig foranlediget til at gå imod resolutionen - borgerrepræsentanterne vil sikkert vide at følge den vej borgerne med enestående enstemmighed og pressen i sluttet trop har anvist.

Vi gad så se, hvad politidirektøren og hr. Nellemann vil sige til det!

(København 30. april 1895) 

Borgerrepræsentationen mødtes i rådhuset på Nytorv, nu domhuset. Kbhbilleder har et foto fra mødesalen. 

Sædelighedssagen.

København, den 7. maj.

Lige så stor opmærksomhed, sædelighedssagen uomtvistelig har vakt i hovedstaden, ligeså stor uklarhed har der hersket i den offentlige mening om, hvad der burde gøres, og hvorledes sagen bedst burde gribes an.

Efter politiinspektør Korns selvmord var det naturligt at politidirektøren lod nøje undersøge, om det skyldtes misligheder i hans embedsførelse. Politidirektøren stillede sig straks på den strenge retfærdigheds standpunkt, og det er ganske karakteristisk, at han forbød politimandskabet at gå til Korns begravelse i uniform. Der forelå på dette tidspunkt ingen vanærende sigtelser mod Korn, om hvis navn der endog stod megen sympati, men politidirektøren lod sig ikke lede af følsomme stemninger; han betragtede det som et i høj grad beklageligt eksempel at foregå med for en overordnet embedsmand i en stor institution med mange underordnede, og tillige som en besmittelse af politiets enemærker, at Korn havde valgt at tage sig af dage i sit embedslokale, og når man sammenholder hans ordre til politipersonalet om at møde civil ved begravelsen med de ydre tilkendegivelser, der fandt sted da en gardeofficer, der havde skudt sig, for et par år siden fulgtes til jorden, vil det springe i øjnene at politidirektøren fra første færd har villet optræde i strengeste forstand korrekt. Han beordrede da hurtigt en undersøgelse iværksat ved den nye politiinspektør, der var konstitueret i Korns embede. Denne mand er den hidtilværende politiassistent på Store Kongensgades Station, cand. jur. Stephensen. Det er en ung mand på et par og tredive år, men han har allerede længe haft lejlighed til at vise sig som en dygtig, besindig og strengt retfærdig politimand. Han har været assistent på Christianshavn, kom derefter til Nørrebro og senest til St. Kongensgades Station, da hr. Smit havde fået embede på Bornholm. Til sine øvrige gode egenskaber føjer hr. Stephensen den sikkerhed, som privat formue altid giver. Han gav sig hurtigt til at undersøge forholdene i Sund- og Sædelighedspolitiet, og han havde selvfølgelig den allerstørste opfordring til at gøre det med al mulig energi, da det måtte være af betydning for ham at have ren grund at stå på i sin nye virksomhed Da hans undersøgelse var tilendebragt, konstateredes det, at der var bevist en underbalance hos afdøde Korn og en gavemodtagere for overbetjent Meyers vedkommende, hidrørende fra en såkaldt privat udført tjeneste mod en værtinde i et utugthus. Imidlertid ansås det dog for heldigt, at undersøgelsen blev ført videre, og den eneste vej, der da var at gå, var at henvise sagen til behandling ved et kriminalkammer.

Dette skete, og assessor Ussing er for tiden ivrigt beskæftiget både med de to oplyste punkter og med en række beskyldninger, der er fremsat mod Sædelighedspolitiet i herværende småblade. Disse beskyldninger føres for størstedelen tilbage til skøger, og dels er disse jo i og for sig ikke gode vidner, dels er det en kendsgerning, at de som regel ikke er i god overensstemmelse med sandheden. Man kan spørge hvilken som helst læge man vil, af dem som har haft med den slags ulykkelige kvinder at gøre på hospitalerne, og man vil få det svar, at de i almindelighed ikke taler sandhed, sålænge de kan finde på løgn. Men det er dog ikke udelukket, at retten ved deres udsagn kan blive ledt på et eller andet spor. Assessor Ussing samler omhyggeligt enhver antydning, og hans forarbejde går bl. a. ud på at afhøre de journalister, der har udkastet beskyldninger, for at erfare deres kilder. Forsåvidt der måtte være begået misligheder, ville disse altså komme frem for retten og eventuelt blive pådømte af de fem voterende assessorer. Anderledes kunne der ikke være tale om at gå frem med hensyn til sagens kriminelle side, og når seks oppositionelle borgerrepræsentanter har villet haft denne opgave lagt i en civil kommissions hænder, har de befundet sig i en mærkelig vildfarelse. En kommission, der skulle være udrustet med rettens myndighed, ville være i strid med vor lovgivning. En helt anden side af sædelighedssagen er en undersøgelse af hele prostitutionssystemets virksomhed, og angående denne besluttede borgerrepræsentationen i aftes at andrage om en kommissions nedsættelse. Der var enighed i forsamlingen om det ønskelige heri og forhåbentlig vil det nu lykkes at få denne sag ind i et spor, der passer bedre med guddommelige og humane love og med hele tidsånden end det system, der nu har lovmæssig hævd, og på hvilket der med rette rejses stærke angreb som en stor forargelse.

*)  Her er dog det at bemærke at den nævnte gardeofficer utvivlsomt dræbte sig i et anfald af sindssyge.

Red. bem.

(Viborg Stifts-Tidende, 8. maj 1895).

Der er tale om Carl Theodor Ussing (1857-1934) der 1891 var blevet assessor ved Københavns kriminal- og politiret. 

 Kommissionen 

i

Prostitutionssagen.

Fra Borgerrepræsentationens møde mandag aften bringer "Avisen" følgende: referat.

Formanden stillede de seks medlemmers forslag under debat. Dets ordlyd var:

"Kommunalbestyrelsen opfordrer det høje justitsministerium til at nedsætte en kommission til undersøgelse af det københavnske Sædelighedspolitis forhold og virkemåde samt til eventuelt at gøre indstilling om reformer på dette område "

Boghandler Philipsen skulle som ordfører søge at tale roligt om denne sag, som havde sat Københavns borgere i så stærk bevægelse. Det var en vanskelig opgave, så meget vanskeligere som den måde, hvorpå autoriteterne havde behandlet denne sag, ikke opfordrede til ro. Dette gjaldt heller ikke den omstændighed, at man ved ikke at holde møde sidste mandag - enten det nu var sket efter indstilling fra politidirektøren eller fra anden side - på en næsten officiel måde havde hindret forsamlingen i tidligere at drosle sagen.

Man burde allerede for længst have været videre, end man var nået indtil nu. Det havde i lang tid været givet, at man i denne sag ikke kunne nøjes med en administrativ undersøgelse. I hvert fald var dette aldeles givet, da borgmesteren for fjorten dage siden fremsatte sine bekendte oplysninger.

Man må nødvendig fremsætte et ønske om en indgående undersøgelse af de fremkomne beskyldninger, forsåvidt de danner det nødvendige grundlag for en undersøgelse, og dette var efter talerens opfattelse utvivlsomt.

Man havde først kendsgerningerne: Korns selvmord og dernæst dette, at det var oplyst, at Korns private liv havde vist overtrædelse af sædelighedslovene. Taleren var imod, at en embedsmands private liv således fremdroges, men i dette tilfælde var sagen en ganske særegen, for hvilken garanti havde man for at de underordnede betjente ikke misbrugte deres stilling til at skaffe sig kønslig omgang, når den øverste foresatte viste et sådant eksempel. Hvilken autoritet havde Korn til at hindre betjentene i at optræde som anført? Justitsministeren havde i Rigsdagen flere gange forsvaret den nuværende ordning med henvisning til den udmærkede personlighed, der stod i spidsen for Sædelighedspolitiet. Denne garanti var nu bortfaldet! Ved siden heraf stod Korns kassemangel, som syntes større end oplyst, i hvert fald når private forretningsforhold toges med. Også herved faldt garantien.

I næste række mødte man de beskyldninger, der var rettede mod betjente i Sædelighedspolitiet. Det var bestemt oplyst, at en overbetjent havde stået i et meget intimt forhold til en bordelværtinde og havde modtaget en betydelig gave derfor. Det var i et interview (i "Avisen") oplyst, at overbetjenten havde fået pengene for at skaffe bordelværtinden ud af et uheldigt forhold. Det var derved konstateret, at overbetjenten altså påtog sig sådanne forretninger, og det var i det hele en bekendt sag, at overbetjent Meyer var en meget benyttet privat mellemmand, som privat opdager, til fremskaffelse af oplysninger ved skilsmisser etc.

Det var meddelt taleren, at ved salget af en ejendom her i byen var der blevet forlangt et meget højt kommissionærhonorar. Da man protesterede, havde kommissionæren oplyst, at han skulle afgive halvdelen af honoraret til vedkommende embedsmand for at få den til ejendommen hørende bordelleringsbevilling bibeholdt.

Dernæst måtte undersøgelsen kræves af hensyn til de fremkomne oplysninger om at sædelighedspolitibetjente havde misbrugt deres stilling til at skaffe sig kønslig omgang. Ved en vidneforklaring i slutningen af politiinspektør Thorsens funktion var det bl. a. oplyst, at dette faktisk var sket. I et tilfælde havde en sædelighedsbetjent jaget en kvindes kæreste ud af sengen, hvor han lå ved siden af hende, og havde derefter ganske rolig indtaget hans plads. Det var også oplyst, at politiet ikke havde haft mere respekt for de optagne vidneforklaringer, end at det bagefter havde optaget rapport over vidnerne, prostituerede kvinder, og derved brugt sin særlige magt over disse. Dette burde man erindre ved denne sag og ved dens forløb.

Endelig skulle taleren pege på den uheldige kvindejagt, Sædelighedspolitiet anstillede, som kunne gå ud over uskyldige, og som også var gået ud over uskyldige, i et enkelt tilfælde over en dame, der nu var provinsskuespillerinde. Med henblik på alt dette var det, man krævede nedsættelsen af en kommission, og man bestyrkedes i dette ønske ved en betragtning af hele den nuværende på mange punkter uheldige ordning af vort prostitutionsvæsen. Således dusørsystemet, som fristede betjentene til at skaffe så mange faldne kvinder frem som muligt og fik dem til - som kaptajn Wagner havde peget på i Folketinget - at optræde som en slags agents provocateurs, derved, at de søgte at forføre kvinder og betale dem for på den måde at bevise deres skyld.

Hvorledes kommissionens sammensætning blev, var ikke hovedsagen, men hovedsagen var, at en kommission blev i stand til at skaffe et værdifuldt materiale til stede og skaffe oplysninger, som kun kunne ventes fremsatte overfor en kommission. Taleren vidste positivt, at der var mænd, der ville fremkomme med vigtige oplysninger, og hvis man kunne nævne deres navne, ville man forstå, at det var vægtige vidnesbyrd.

Nu stod man jo overfor det omvendte forhold, at der allerede var sket henvisning til en kriminalretsassessor, uden at det dog vidstes, hvad og hvor meget denne skulle undersøge. Det så jo lidt mærkeligt ud, at de samme autoriteter, der erklærede, at der intet var, skred til en undersøgelse, og så, at man begyndte at forhøre bladenes medarbejdere. Det var da vel ikke meningen, at det skulle gå ligesom i den ryderske sag, hvor man til sidst glemte denne for at kaste sig over en bladmand?

Taleren anbefalede sluttelig forsamlingen at slutte sig til det foreliggende forslag

Formanden: Når der ikke holdtes møde i mandags, var det, fordi jeg vidste, at der skulle holdes møde i dag, så at jeg mente, at der kunde ventes indtil nu. Der er ikke fra anden side sket nogen som helst henvendelse til mig fra nogen side om ikke at holde møde i mandags. Skylden må altså alene lægges på mig. 

Højesteretsassor Koch anså, ligesom Philipsen, den foreliggende sag for at være overordentlig vigtig, og han ønskede meget, at der kunne komme til at foreligge en enstemmig og fælles indstilling fra forsamlingen. Dette lod sig imidlertid vanskeligt gøre, hvis man skulle holde sig til forslaget. En kommission, tiltrådt af lægmænd, lå udenfor vor lovgivning. Den ville jo komme til at undersøge kriminelle forhold, og der forelå i hvert fald to forhold, som måtte kriminelt undersøges: Korns kassemangel og Meyers modtagelse af en gave på 15.000 kr. Når der desuden fremkom så stærke beskyldninger, da stod man også her overfor således, at der måtte ønskes en kriminel undersøgelse. Taleren var derfor enig i, at man havde henvist sagen til kriminalretten, det var sikkert den bedste vej. Det kunne med rette bebrejdes politidirektøren, at det ikke var sket før. Der var ingen grund til den månedlange forudgående undersøgelse fra politiets side. Nu var krimininalretsundersøgelsen i gang, og taleren fandt det rimeligt, at man søgte de vidner, bladene erklærede at have. Ganske vist kunne en del af de vidner, særlig de prostituerede kvinder, der kunne ventes i denne sag, ikke kaldes gode vidner, men der kunne måske komme så mange vidner, at der bødedes derpå. Kriminalretsundersøgelsen var den naturlige vej og den vej, der kunne være gået straks.

På dette punkt kunne taleren altså ikke følge forslagsstillerne. Derimod var han fuldstændig enig med forslagsstillerne i, at der var al grund til at benytte den forhåndenværende stemning til at få, hvad vi i mange år havde ønsket, en revision af sædelighedslovene, af det nugældende i mange henseender højst uheldige regulativ, som tilmed var blevet benyttet af politidirektøren på en måde, som man måtte virke imod. Taleren sigtede særlig til hele den nuværende ordning af bordelleringen, som i mange henseender var således, at den var skikket til at udbrede den moralske smitte, disse forhold førte med sig. Han tænkte særlig på forøgelsen af de fritboende kvinders tal. Det var rigtigt nok, at man ved henvisningen til bordel gjorde det noget vanskeligere for disse kvinder at vende tilbage til et hæderligt liv, men samtidig med, at man gik bort fra bordellerne, lettede man overgangen, udslettede man kløften mellem andre kvinder og offentlige kvinder. Det er overhovedet i disse forhold yderst vanskeligt at finde det rette, men taleren ønskede alligevel en undersøgelse, altså en kommission.

Der er tre veje at gå: En forandring således, at det gøres strafbart at søge erhverv ved utugt, men dette er en utopisk tanke; det er aldeles umuligt at nå frem ad denne vej, det har til alle tider i alle civiliserede stater, ja i alle uciviliserede med, været således, at kvinderne solgte sig. Hvis man ville have en sådan straffebestemmelse, ville man fuldstændig prisgive kvinderne til politiets vilkårlighed. Den anden vej var den, man havde betrådt i England, fuldstændig at hæve prostitutionen, at sige i hele dette forhold kommer ikke staten ved. Men taleren troede også at det var uheldigt. Det havde vist sig alle steder, hvor man havde forsøgt at nå frem ad denne vej at det både af hygiejniske og moralske grunde var utilrådeligt således at hæve alt tilsyn. Den tredje vej var den, der fulgtes her i landet. Man var inde på det rette spor, men der krævedes en reform, og taleren stillede derfor følgende forslag:

"Kommunalbestyrelsen andrager justitsministeriet om nedsættelsen af en kommission til at tage under overvejelse og eventuelt gøre forslag til forandring l de gældende bestemmelser om de kvinder, der søge erhverv ved utugt."

Taleren troede, at man, hvis man ville følge ham, ville nå videst.

Formanden meddelte, at professor Lange havde stillet følgende forslag :

"Borgerrepræsentationen beslutter at nedsætte et udvalg til undersøgelse af sædelighedsforholdene og til at fremkomme med forslag til reformer".

Dr. med. Lange anbefalede dette forslag. Han kunne ikke slutte sig til kravet om en kommission, allerede af den grund at dette krav, som det var stillet af de seks medlemmer, kom for sildigt. Justitsministeren måtte allerede have undersøgt spørgsmålet om en kommission, og han ville nu sikkert svare, at der var sket henvisning til kriminalretten, og at man måtte afvente resultatet derfra. Hvis ministeren alligevel besluttede at nedsætte kommissionen og at standse undersøgelsen ved retten, ville ministeren så sammensætte kommissionen således, at kommunalbestyrelsen blev repræsenteret i den, eller på en sådan måde, at det var i overensstemmelse med vore ønsker? Vi ønsker ikke give sagen fra os, men selv nedsætte en kommission eller et udvalg hovedsagen var efter talerens opfattelse ikke at få undersøgt de øjeblikkelige misligheder - om en eller flere betjente blev straffede eller afskedigede, var ikke spørgsmålet - men at få udarbejdet forslag til reformer, og det lå i et udvalgs magt. Et udvalg, sammensat af borgerrepræsentanter ville være det rette medium til tilvejebringelsen af en heldig forandring. Udvalget burde ikke være et fællesudvalg, men bestå alene af borgerrepræsentanter.

Professor Torp ville ønske, at han fra først af kunne have sluttet sig til de seks medlemmers forslag. Hele forsamlingen havde sikkert en følelse af usikkerhed, og han ønskede, at de skyldige, om de fandtes, ville blive draget frem. Når han ikke kunne tilslutte sig forslaget, var det af hensyn til de af Koch anførte grunde. En kommission, som den af de seks medlemmer krævede kunne ikke tænkes, for skulle der gives den retslige myndighed, kom den i strid med lovene, og blev den ikke udrustet med særlig myndighed, kom den ikke til at svare til hensigten. Han opfordrede derfor stærkt til at følge Koch og at vedtage hans forslag. Han så meget gerne, at hele forsamlingen sluttede sig hertil, samtidig med, at man beklagede den behandling, hele sagen hidtil havde fået, særlig fra politidirektørens side. Det var naturligere at kræve en kommission end at følge Lange og nedsætte et udvalg. En kommissjon fik større myndighed. Naturligvis kunne kommunalbestyrelsen gerne nedsætte et rådgivende udvalg, men kommissionen måtte kræves alligevel, for sagen måtte betragtes som helhed og ikke med henblik på København alene. Der var ingen som helst grund til at opgive kravet om en kommission, så længe der var håb om at få den, og det troede taleren der var, ligesom han heller ikke kunne se nogen som helst fornuftig grund til, at justitsministeren ikke skulle efterkomme Borgerrepræsentationens ønske om at blive repræsenteret i kommissionen.

Journalist Jens Jensen (1859-1928). Fotograf Frederik Riise (1863-1933). Jens Jensen blev en meget indflydelsesrig socialdemokrat, og landets første socialdemokratiske borgmester. Han var på daværende tidspunkt angivet som journalist fordi han var medarbejder ved Social-Demokraten 1887-1903. Oprindelig var han formand for Malernes Fagforening (1883-1888). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Journalist J. Jensen beklagede meget, at forsamlingen ikke var blevet kaldt til møde i mandags, og at politidirektøren, der forud i en måned havde ladet sagen hvile, netop havde fået den henvist til kriminalretten i mellemtiden, mens det havde været rimeligt at han når han havde ventet så længe, havde afventet borgerrepræsentationens udtalelse. Taleren var bestemt imod Langes forslag. Et udvalg ville være aldeles utilstrækkeligt, og det ville være henvist til gennem Magistraten at søge sine oplysninger hos politidirektøren. Men heller ikke Kochs forslag kunne taleren finde tilfredsstillende. Det havde den allerstørste interesse at få - ved kommissionens hjælp - nøjagtige oplysninger om, hvorledes Sædelighedspolitiet har virket. I anledning af nogle bemærkninger af Koch hævdede taleren, at man skulle vogte sig for i almindelighed at sætte uhæderlighedsstemplet på den, der lever af utugt. Han var imod bordelleringssystemet og imod, at man i det hele gik ud fra, at de og de mennesker skulle føle, at de hørte til en pariakaste. Han fandt det oprørende at berøve mennesker deres frihed, således som det skete ved bordelleringen. Det var desuden ikke sanitære grunde, som talte for bordeller, da antallet af sygetilfælde var større blandt de herværende kvinder end blandt de fritboende. Det var talerens håb og ønske, at man fuldstændig ophævede det nuværende system, og det var i håbet herom, at han stemte for det af Philipsen anbefalede forslag.

Formanden udtalte, at han ikke havde kendt beslutningen om henvisning til kriminalretten, før end den forelå.

Borgmester Hansen: Når man kræver en kommission er dette dikteret af dette: Vi har ikke tillid til politidirektøren, vi har ikke tillid til justitsministeren, vi har ikke tillid til kriminalretten, og det synes jeg er en dristig position, og derfor synes jeg, at de seks medlemmers forslag er så betænkeligt. Han syntes, at det der var sket, var rigtigt. Højesteretsassessor Koch havde heller ikke ret i at bebrejde politidirektøren, at han havde ladet hengå så lang tid. Der var ikke sket andet end den naturlige fremgangsmåde overfor forseelser. At man skulle gå til en kommission, et velfærdsudvalg, kunne han ikke tilråde. Læs den franske revolutions historie - taleren havde netop læst den i disse dage - og man vil se, hvad velfærdsudvalg fører til (Munterhed). Hvad er der sket? Jeg ved intet. Der er sket Korns selvmord, kassemangelen, gaven til Meyer, men ud derover er der kun beskyldninger, ikke fakta. Nu kan man sige: Der er meget svineri i disse forhold, ja, det er der, men det ligger jo i sagens natur. Korn blev jo rost i alle blade ved sit jubilæum, og justitsministeren havde udtalt sig overmåde rosende om ham. Hvor kan så alle nu sige, at alt, hele Korns embedsvirksomhed er svineri! Jeg forstår ikke den tankegang. Jeg forstår, at man kan skrive det i bladene, men jeg forstår ikke, at alle vi andre kan tænke på samme måde. Når man spørger om beviser, kommer man med historien om Prochowsky - det var 1886 og 87 - men hvorfor sagde Borgerrepræsentationen ingenting den gang. Borgerrepræsentationen burde møde de seks herrers forslag ved en bestemt afvisning. "Det var det. Så slår jeg en lang streg og går over til spørgsmålet i almindelighed." Her ville han finde det heldigt, om man lod sagen hvile til roligere tider - det var vanskelige forhold, og han ville for så vidt ønske, at d'hrr ville sige: Det haster ikke, lad os give lidt respit. Han forbeholdt sig sin stilling.

Philipsen ville ligesom borgmesteren dele sine udtalelser med en lang streg mellem borgmesterens udtalelser og medlemmernes udtalelser. Han havde oprigtig medfølelse med den stilling, borgmester Hansen indtog i denne sag. Borgmesteren talte om, at det var en tåbelig bevægelse, og han ville skyde det hele over på bladene. Det virkelige forhold var det, at der i København hos befolkningen i mange år var opsamlet en stærk stemning imod det nuværende system, og bladene modtog ganske sikkert mange flere udslag af denne stemning, end der offentliggjordes. Medlemmernes udtalelser - nu kom han til stregen - havde en hel anden karakter, og han glædede sig over den. Principielt stod jo nemlig alle, selv professor Lange, der stod fjernest, som enige. Taleren havde ikke tillid til kriminalretten. Han troede gerne, at den pågældende assessor havde den bedste vilje, men han var aldeles overbevist om, at retten ikke var i stand til at tilvejebringe det materiale, som måtte ønskes. Han ville hellere end at gå med borgmesteren til den franske revolution, gå til Panamakommissionen; den fik jo dog en del udrettet. Ville man ikke her beslutte at andrage om en kommission, var man udsat for, at Rigsdagen besluttede nedsættelsen af en parlamentarisk kommission, og i den blev Københavns interesser måske ikke repræsenterede.  Han stillede sig således, at han naturligvis holdt på sit eget barn, det af ham stillede forslag, men han ville subsidiært stemme for Kochs forslag.

J. Jensen protesterede imod den opfattelse, borgmesteren havde ladet skimte igennem, at man ikke skulle tage hensyn til, hvad der fremkom i pressen. Borgerrepræsentationen ville ikke stå uforskånende overfor, hvad der rørte sig i befolkningen, og hvad særlig pressen angik, da skyldtes der den store fremskridt.

Borgmester Hansen ville ikke have udtalt sig således 

Overretsassessor Lassen hævdede, at man kunde vente en fuldt tilfredsstillende undersøgelse af kriminalretten. Han anbefalede Kochs forslag.

Højesteretsassessor Koch fastholdt overfor borgmesteren, at det var uhensigtsmæssigt og uheldigt af politidirektøren at lade så lang tid hengå. I øvrigt fandt han at man netop burde benytte det øjeblik nu da stemningen var oppe, til at få en reform. Borgmesterens henstilling om at give tid, kunne han ikke tiltræde 

Philipsen præciserede, at den af de seks medlemmer ønskede kommission ikke skulle foretage en kriminel undersøgelse, men kun indhente oplysninger.

Koch: Men så kunne d'hrr. jo tiltræde mit forslag. Også efter dette kan kommissionen fremskaffe alle ønskede oplysninger.

Lassen sluttede sig hertil.

Man skred derefter til afstemning.

Der stemtes først over Kochs forslag, betragtet som ændring. Det vedtoges med 25 st. mod 5 (de seks undtagen Trier). Kochs forslag vedtoges derefter som helhed med 30 st. (Lange undlod at stemme). De seks medlemmers forslag og Langes forslag var dermed bortfaldne.

(Herning Folkeblad - Vestjylland, 8. maj 1895).

Mødet er også refereret i Social-Demokraten 7. maj 1895, med enkelte afvigelser, ikke i indhold, men udvalg af hvad der blev sagt. 

Borgerrepræsentationen bestod i 1895 af 36 medlemmer. Valgbarhed var betinget af borgerskab og skattebetaling. Dens indflydelse var dog stærkt begrænset. 

De i artiklen omtalte medlemmer er:

Højesteretsadvokat Hans Nicolai Hansen, borgmester for 1. afd. 1873-1897. 

Boghandler Gustav Philipsen (1853-1925). Folketingsmedlem, cand. jur. BR 1893-1904. Rådmand i Magistratens 4. afd. 1904-1925 

Højesteretsassessor Peter Frederik Koch (1832-1907). BR 1882-1898. Formand 1885-1895.

Dr. med. C. G. Lange. BR 1883-1897.

Professor Carl Torp, dr. jur. BR 1894-1900.

Journalist Jens Jensen (1859-1928). BR 1893-1903 (Socialdemokratiet). Han blev den første socialdemokratiske borgmester, først for 2. afd. 1903-1924, senere overpræsident 1924-1928.

Overretsassessor,N. K. P. Lassen (1848-1923). dr. jur. BR 1889-1897.

Cand phil. Herman Trier (1845-1925). BR 1893-1917 (Det Radikale Venstre). Formand 1898-1907. Landstingsmedlem.

Oprør paa St. Croix 1895. (Efterskrift til Politivennen).

I maj 1895 kom danske aviser i besiddelse af et telegram som fejlagtigt berettede om en opstand på St. Croix. Det blev hurtigt dementeret, men i mellemtiden bragte avisen København nogle baggrundsartikler.

Oprøret paa St. Croix.

Hvad Øjenvidner beretter. - Den sidste Opstand. - Negere og Plantere. - Den forurettede sorte Hånd. - Oprørets Arnested. - Den danske Hærstyrke. - Hvad skal vi med de Øer. - Et heldigt Projekt. - Noget for Reedtzs-Thott. - Guvernøren og hans Udsigter. - Hvad de Øer kunde være værd. - Hvorledes man behandler de Sorte.

Det Telegram, der kom i Gaar fra Vestindien om, at Hs. Maj. Kongen af Danmarks sorte Undersaatter havde gjort Oprør, vakte i Agurketidens sure Dage en ikke ringe Opsigt her i Byen.

Oprør i den danske Stat!

Man syntes det saare æventyrligt og spurgte hinanden: var det dertil Kongen hentydede ved Hartmanns Jubilæum, da han udtalte en for Hs. Majestæts Beskedenhed karakteristisk Tvivl om, at han kun havde Venner i sine elskede Riger og Lande. Man skulde have forsvoret, at Majestætens Tanker just i dette højtidelige Øjeblik skulde have svævet saa vidt som over Atlanterhavet, samtidig med. at Allerhøjstsamme med en fast beundringsværdig Sikkerhed satte Grænsen for den Højde, Danmarks største Tonekunstner kunde naa, ved det Insignium i Brillanter, der hører til Dannebrogsordenens Storkors.

Naa, det tilkommer ikke os at ræsonnere derover. Men Tilfældet ser ud som en Tanke.

I hvert Fald kaster Ritzaus Bureaus Telegram af i Gaar et grelt Lys over de af Kongens Lande, hvor Solen staar i Zenith, naar vi Andre ligger med Dynerne over Ørene.

Det er anden Gang i mindre end 15 Aar, at Negrene tager sig for paa blodig Vis at konstatere, at de ikke just befinder sig vel under de paa vore vestindiske Øer herskende Forhold.

Det var Danmarks Ære i længst forsvundne Tider at gaa i Spidsen for at afskaffe Slavehandelen. Det var Danmarks mindre ærefulde Tilskikkelse længere end de fleste andre Stater at have holdt Negrene paa vore faa Besiddelser i et Afhængighedsforhold af Plantageejerne, der søger sin Lige over alt i det fjærne Vestindien.

Opstand paa Opstand har vist, hvor slet vi har styret disse Øer, hvor langt vi har været fra at indfri de humane Løfter, vi gav, da vi gik i Spidsen for Nationerne ved Negerhandelens Afskaffelse.

Ved at gennemgaa Øernes og Negeropstandens Historie kan vi ikke undgaa at faa ud deraf, at det danske Styre gennem gaaende har været slet, at vi hellere burde overlade det til Andre.

Vi har kun haft Kval af de Øer.

En Tid betalte de sig vel. Men vor slette Regering af dem, vor urimelige Forsømmelse af St. Thomæ udmærkede Havn, der kunde være blevet en Stabelplads for det ganske Mellemamerikas Handel, gjorde, at de nu er os en Byrde, der evig vil tynge vor Statskasse med en urimelig Afgift - for Øjeblikket er den paa henved ½ Mill. Kr. aarlig.

Havde vi i gode Tider tænkt paa en Frihavn der, hvor den hele gavmilde Natur har lagt alt tilrette, vilde vi have trukket gode Renter af Besiddelsen og Øernes Befolkning have været lykkelige og rige i Stedet for, at de nu er fattige og fortrykte.

Som det er nu, er de vestindiske Øer kun til Besvær og Udgift. De har gennem Aarrækker dannet et Stridspunkt paa Finansloven mellem de vekslende Folketingsflertal og de mindre vekslende Regeringer. Hr. Estrup har sendt flere Penge derover, end han vilde være i Stand til at tilsvare med baade Kongsdal og Skaffegaard Gaarde og Godser.

Derfor har der ogsaa i oppositionelle Kredse og mange andre Steder været rejst det Spørgsmaal:

Kan vi sælge de vestindiske Øer?

Dertil kan svares: Ja!

Vi har i alt Fald været lige ved at sælge dem. Nordamerika bød os i Slutningen af Tredserne en Sum af 27 Mill. Kr. for Øerne St. Thomas og St. Jan. Hvad man vilde beholde St. Croix for, begriber vi ikke. Handelen kom ikke i Stand. Vi har Øerne endnu, og det er maaske endda godt, at vi har dem.

Ikke fordi vi skulde tjene Guld paa dem. Den Tid er forbi. Men i en Stormagts Hænder er de sikkert Penge værd. Og den Tanke, at Tyskland skulde købe dem af os er ingenlunde ilde. Vi kunde, som det ofte er blevet sagt, bytte med det tyske Kejserrige og faa den nordlige Del af Slesvig tilbage,- en Udvej alle Danske vilde imødese med Glæde, og som alle Parter vilde være særdeles vel tjent med.

Dog, vi skal ikke tale meget om alt dette. Vi gaar over til at omtale den i Kongeriget Danmarks Historie ret oplivende Begivenhed, at der er gjort et lille oprør. Det er den Slags Ting, vi ikke er vant til paa denne Side af Jordkloden, saa vidt Kongens Lande strækker. Og vi maa med Skam bekende, at vi har meget mere Respekt for de sorte "Landsmænd", der i disse Dage staar for danske Riffelkugler, fordi de finder sig misregerede, end for de hvide Danske, Fynboer og Jyder, Sjællandsfarer og andre, der i den sidste halve Snes Aar krøb til Korset og blev Højremænd, da de ikke mente at kunne klare sig længere som Oppositionsmænd og med Rifler.

Ære være for saa vidt Negrene fremfor de hvide Slaver af Estrupiatet!

Hvorfor gør Negrene Oprør?

Ja, hvorfor? Fordi de ganske simpelt hen lever under umenneskelige Forhold. Vi har af Folk, der for nylig har været i Vestindien hørt, hvorledes de behandles. I "Politiken" skildredes deres Kaar fornylig, maaske endda i lyse Farver af Bladets Korrespondent, Hr. Ignotus (Henrik Cavling), og han oplyser, at vore sorte Landsmænd maa nøjes med en Dagløn af ca. 50 Cents daglig. D. v. s., maalt efter den Værdi, Pengene har paa disse Øer omtrent det samme som 50 Øre i gode danske Penge.

At de under disse Forhold henfalder til Laster af alle Arter, bliver sløve og dovne, bestialske og ligegyldige for de Ting, der ellers interesserer civiliserede Mennesker, er saare naturligt. Men at de ikke er saa gale endda, det beviser, at naar Elendigheden, Forurettelsen, det hvide Regimentes Tryk i Smaat og Stort bliver dem for grovt, saa rotter de sig sammen - om At kvæle Udsugerne!

At de har Energi dertil, beviser, at der er Krummer i dem til et bedre Arbejde end de gør for Tiden.

At disse godmodige Mennesker gør Oprør, vil forbavse de Hvide. Men lad os se:

Hvorledes de Sorte behandles.

Den Befolkning, der nu atter har rejst Hovedet mod deres Undertrykkere, bestaar jo hovedsagelig af Negere. Og naar man kender lidt til Forholdene i Vestindien, kan man ikke forundre sig over, at de stakkels Sorte griber til Vaaben.

Thi hvorledes er deres Stilling derovre? Der eksisterer nominelt ikke mere Slaveri i Vestindien. Men det er ogsaa kun nominelt, at Negerne er fri Mænd. De har faktisk ikke Spor af Ret overfor deres hvide Undertrykkere.

En Neger kan behandles akkurat, som hans Herre lyster - - han være Dansk, Amerikaner, Irlænder eller Englænder Vi kender Snese af Eksempler paa den oprørende Uret, som disse i Grunden godmodige og villige Mennesker maa lide - ja, vi skammer os næsten ved at sige - af egne Landsmænd i de fede Bestillinger derovre.

Vi har hørt Øjenvidner fortælle t. Eks. om den skammelige Maade, endogsaa meget højtstaaende Militære - vi kunde nævne Navne - behandler de stakkels Negerkvinder. Og ve disse Skabninger, om de falder paa at klage!

En Negerpige har fortalt os, at hun en Aftenstund, netop som hun kom ud fra Kirken, blev overfalden af en dansk Løjtnant, der paa aaben Gade etablerede en Kamp med den værgeløse Kvinde, der med sønderrevet Tøj maatte flygte fra Voldsmanden. Slige Optrin hører nok ikke til Sjældenhederne, og det nytter i et saadant Tilfælde ikke en Smule at klage hverken til Politi eller de militære Overordnede. En sort Piges Vidnesbyrd gælder ikke en Gang til Wandsbeck, selv om hun har den soleklareste Ret.

Under saadanne Forhold lever Negerbefolkningen i Byerne, og at de ikke er bedre ude paa Landet, hvor Plantageejerne har den fuldstændigste Hals- og Haandret over deres Arbejdere, er en Selvfølge.

Og endelig koger det hede Blod over, vi faar disse blodige Opstande, der forvandler de smilende Plantager paa St. Croix til rygende Brandtomte.

Her har det sin Interesse at betragte

Oprørets Arnested,

Vor skønne vestindiske Ø St. Croix bærer med god Grund Navnet "the pearl of the Westindies". Den har alle Tropeklimaets Behageligheder og meget faa af dets Ulæmper. Den stadig blæsende Passatvind mildner Varmen, der for os Evropæere ingenlunde er generende som i andre hede Himmelstrøg. Varmen stiger meget sjældent, i de saakaldte Orkanmaaneder fra Juli til Oktober, til over 28 Grader Reamur, og der er kun nogle ganske faa Graders Forskel mellem Aarets varmeste og koldeste Maaned, det er den evige Sommers Land.

Øen, der har en langagtig Form med den største Udstrækning fra Vest til Øst. er meget kuperet, grønne Sukkermarker afveksler med venlige Lunde, hvor bredbladede, majestæ- tiske Kokuspalmer rager op over de ovrige Træer, Bananer, Kokus osv.

Gennem Øen fører fortrinlige, haarde og jævne Veje, flankeret af de mægtige Kokus og Kaalpalmer. Rundt omkring paa Øen ligger Plantagerne spredt i et Antal af ca. 100 og omkring hver findes der en Samling af de elendige Negerhytter, der huser Arbejderne.

løvrigt er der en stor Forskel paa Øens Fysiognomi i dens østlige og vestlige Del. Østenden henligger til Dels uopdyrket, opfyldt med Akasier, Agaser og andre tornede Vækster, medens dens vestlige Del er optaget af smilende Sukkermarker og Palmelunde.

Som bekendt findes der paa St. Croix to Byer, Christianssted og Frederikssted. Christianssted er den største og har ca. 5000 Indbyggere. Frederikssted ligger ved Vestenden og blev som bekendt særlig haardt medtaget under det store Oprør i 1878. Christianssted er en venlig lille By, her findes det stadselige Gavernementshus, flere Kirker, et Fort osv. Tæt udenfor Byen ligger det store Centralsukkerkogeri.

Til at beskytte de hvide Plantere holder vi en hværvet Hær i disse fjærne Besiddelser. Om den blot et Par Ord:

den dansk vestindiske Hærstyrke

lever som Gud og Hvermand ved under saare miserable Forhold. Vi har regelmæssig hvert Aar, naar Hyringen af de vestindiske Soldater foregik, omtalt de rentud skandaløse Vilkaar, der bydes disse vore Landsmænd i det fjærne Tropland.

Deres Lidelser begynder den Dag, de forlader København, naar de sammenstuves som Kreaturer i en af Melchiors Koffardiskibe. Hvad disse Mennesker døjer paa den to Maaneders Tur over Oceanet, kan enhver tænke sig!

Og naar de saa endelig betræder Vestindiens Jordbund, saa begynder først deres Lidelser for Alvor. De pakkes sammen i en Kaserne, hvor de om Dagen plages af en kvælende Hede og om Natten holdes vaagne af Moskitoer og Væggetøj.

Som vi mange Gange har omtalt, bestaar deres Lønning i 15 cent pr. Dag -  omtrent af samme Værdi som 15 Øre herhjemme - og herfor maa de stakkels Mennesker skaffe sig Frokost, Aftenmad og desuden bestride øvrige Fornødenheder. De faar rigtignok en Kop Kaffe om Morgenen - uden Fløde - og saa en Slags Middagsmad. Men den skal være af en saadan Beskaffenhed, som en af Soldaterne har udtrykt sig for os - "at Kaptajnens Hund rynker paa Næsen deraf". Dyret er bedre vant.

Til den slette Forplejning kommer nu den aldeles meningsløse Beklædning. I et Klima, hvor Termometret viser 28 Graders Reamur i Skyggen bærer Soldaterne samme Uniformsfrakke og Kasket som herhjemme! det kan man kalde Menneskeplageri.

I det Kostyme drives Soldaterne ud paa Marschture i Tropesol og ikke en smule anderledes klædt er de, naar de maa forrette Vagttjeneste i de forholdsvis kølige Nætter.

Er det derfor noget Under at vore vestindiske Soldater bliver et let Bytte for det dræbende Klima, at Malaria og gul Feber gør saa rig en Høst blandt dem! En Soldats Begravelse er paa St. Croix en ganske hverdagsagtig Begivenhed, som ingen tager nogen Notits af, Hvad deres numeriske Antal angaar, da ligger der ca. 150 Mand paa St. Croix, men som det allerede viste sig under Revolten i Slutningen af Halvfjerserne maatte man ty til fremmed Hjælp, og overfor en større Rejsning vil den nuværende Styrke netop paa Grund af Soldaternes miserable Kondition - maaske vise sig magtesløs. Der er jo ikke meget, der animerer dem til at kæmpe under "Dannebrog" og vi kan godt faa at høre om blodige Optrin paa de skønne Øer i Halvfemserne. Som ret betegnende for de fortvivlede Forhold, Soldaterne lever under kan anføres, at de ret jævnlig forsøger at flygte bort fra Øerne.

Maaske vil da atter Telegrafen melde om Rædselsgærninger fra Antillernes Perle om Mord og Brand, forøvet af de ophidsede Negere - ligesom for en Snes Aar siden, da "queen Mary" lod den røde Hane gale paa St. Croiz Plantager.

Det et ved disse Soldater, det lever under saa triste Forhold, det nu udbrudte Opret skal dæmpes.

Hvorledes et saadant Oprør udvikler sig vil man forstaa, naar man husker paa 

Den sidste Opstand.

Den 30te September 1878 skinnede en glødende Sol paa fredelige danske Udflyttere i det fjærne Vestindien. Dagen derpaa svang Negerne paa St. Croix Brandfaklen over den faatallige hvide Befolknings rige Landsteder.

Den 1ste Oktober er Skiftedag paa St. Croix. Daarlige Tider og Planternes Paaholdenhed havde gjort, at Marknegernes Lønninger var gaaet ned til omtrent det halve. Frederiksted var opfyldt af en larmende Hob sorte Arbejdere, der for en billig Pris drak sig fulde i frisk Rom. "Onkel Toms Hytte" er en Idyl, hvis blide, underdanige Niggere ikke har meget tilfælles med Antillernes letbevægelige "colored men".

I Fuldskab gjorde Negerne Opstand, og det var ikke ædru Folk, der efterhaanden afbrændte omtrent 80 Plantager

Løjtnant Ostermann var den første Officer, der paa Statens Vegne rykkede frem mod Oprørerne. Ham fulgte kun 25 Mand. Den lille Troppestyrke marscherede om Natten til Frederiksted, hvor de døddrukne Niggere nemt spredtes.

Imidlertid galede den røde Hane over 74 Plantager. Kun 24 Sukkergodser slap fra de Sortes Hævn.

Overalt, hvor Hvide havde Tilhold, brændte det, medens Negerbyerne sparedes. I det første Anfald dræbtes tre Hvide, to menige Soldater og Planteren Fontaine; senere maatte Oprørerne alene bære Tabet i Kampen.

Allerede den 2den Oktober ankom Guvernør Garde pr. "Arno", en engelsk Damper, fulgt af ca. 50 Soldater. I "Arno"s Kølvand løb "Desirade", "Du petit Thomas" og "Bourdonnaise", tre franske Krigsdampere, der hurtigt kastede Landgangstropper ind paa St. Croix, hvor der en Tid lang stod en hæftig Kamp om Toldbygningen i Kristiansted.

Ude paa Landet kæmpede man i blindt Raseri om Plantagen "Annas Hope". Her hjalp Mandskabet fra en engelsk Orlogsmand Danskerne med at vinde Sejr over de sorte Lømler.

Paa faa Dage knustes Opstanden i over 200 Negeres Blod. Utvivlsomt vinder de danske Vaaben med tilbørlig fremmed Understøttelse atter en Sejr, en af den Slags Sejre, Pyrrhus vandt.

Thi det er sikkert, at det lille Kongerige Danmark ikke har Raad til at holde oprørske Kolonier.

Opstanden i 1878 sluttedes i 1881 med en Højesteretsdom, hvorefter nogle Negre blev hensatte i livsvarigt Fængsel og enkelte Plantageejere fik adskillige danske Kroner til derfor at opbygge deres Landejendomme.

Dansk Ligegyldighed har skabt en sørgelig Situation paa vore smaa vestindiske Øer; dansk Brutalitet vil sandsynligvis endnu en Gang fejre en Sejr overfor slet væbnede, uvidende, desperate Negere, der har gjort Revolte, fordi deres hungrende Koner og Børn har overbevist dem om, at "Massa" spiser mere end han kan taale, medens "Jem" og hans Unger maa nøjes med et udpint Sukkerrør.

- - -

Vi har her saa upartisk som muligt skildret Forholdene paa vore vestindiske Besiddelser, og vi spørger nu:

Hvad skal vi med de Øer?

Som man ser er det ret jævnligt, at d'Hrr. Negere gør Opstand paa vore Øer.

De har en udpræget Lyst til at slagte deres hvide Brødre derovre. Disse "Brødre" er i ringe Grad danske. Men de skal beskyttes af danske Soldater, hvis tarvelige Vilkaar vi har skildret. Vore mishandlede Jenser, saa faa de er, skal gaa i Uden for Planterne, der vel sjældent har talt og daarligt forstaar et dansk Ord.

Hvad skal vi da med de Øer?

Vi har kun Udgift af dem. Vi kan aldrig vente andet. Vi smider aarlig store Summer ud til dem, og vi faar intet igen. Hvorfor beholde dem?

Her var

noget for Reedtz-Thott.

Det var meget bedre end at være "Frejr", om han indledede en Forhandling med Fyrst Hohenlohe hvorved vi fik vore danske Nordslesvigere tilbage, og Kejser Wilhelm en Flaadehavn midt i Amerikas Farvande.

Prøv det, Hr. Reedtz-Thott. Der er Lavrbær at hente!

Naar der er Tale om at sælge de Øer, har vi jo Prisen sat nogenlunde i rede Penge ved de tidligere Handeler. Skal der tuskes, saa vil Landomraadet og Menneskemængden gøre Handelen saa nogenlunde af sig selv.

Vi beder blot Hr. Thott med Kommitterede tænke derover.

Efterskrift.

Det danske Finansministerium, der bestyres af Kammerherre Lüttichau til Thjele, en Herre, af hvis brave, danske Væsen vi just ikke venter os Underværker, har, efter hvad Ritz. Bur. i Aftes vidste at meddele, Intet erfaret om Negeroprøret.

Det er der dog ikke noget mærkeligt i. Standards Telegram med de flygtede Plantere er næppe til at misforstaa. At Hr. Lüttichau siden faar bedre Besked, vilde i alt Fald stemme med Sagernes Gang under sidste Oprør

(København 23. maj 1895)

De sorte Rebeller.

St. Croixnegerne.

Hans Majestæts sorte Undersaatter paa St. Croix er atter blevne aktuelle, deres strænge Herrer, Planterne, søger at flygte for de sorte Mænds Knive og Brandfakler.

Uagtet Danmark i over halvandet Aarhundrede har ejet St. Croix, er Kendskabet til den Befolkning, der beboer vore eksotiske Kolonier i Almindelighed meget ringe. Det times jo forholdsvis faa Landsmænd at stifte Bekendtskab med de solbeskinnede Øer, og vore Soldater, der repræsenterer Majoriteten af Danske i Vestindien, ser i Reglen ikke Moderlandet mere, de enten lægger deres Ben paa St. Croix eller gaar efter endt Tjeneste til Amerika.

I disse Dage kan det derfor maaske være af Interesse at høre lidt om Negerne paa St. Croix. Og vi vil da straks begynde med at sige, at de forekommer os at være en meget sympatetisk Menneskerace.

St. Croixnegerne falder naturligt i to Klasser, By- og Landnegere, der udviser betydelig Forskel i Levevis. Vi skal hovedsagelig her beskæftige os med Bybeboerne, saaledes som vi kender dem fra Byen Christiansted.

Det er en Fejltagelse at tro, at man her har at gøre med et vildt, uciviliseret Folkefærd, der gives en god Del intelligente Sorte.

Man bebrejder Negerne, at de er dovne og Ingenting gider bestille. Og hvorvel vi indrømmer, at den sorte Mand elsker at tilbringe sin Dag siddende under Husenes Gallerier, saa holder Teorien om Dovenskaben dog ikke Stik, Negerne vil gærne bestille noget, naar de bare kan kapre sig en "job". Men f. Eks. i Christiansted er Markedet saa overfyldt med Arbejdskraft, at en Mængde Arbejdere maalte sulte ihjel, hvis ikke deres tarvelige Fordringer til Livet og den gavmilde Natur hjalp dem.

En Neger kan nemlig leve for utrolig lidt. Han behøver egentlig ikke at have Arbejde mere end et Par Dage om Ugen for at kunne bjærge sig. Og alligevel er Forholdene saa usle paa St. Croix, at den sorte Mand griber enhver Lejlighed til at komme bort fra Øen til Amerika. Men det er med blødende Hjerte han tager Afsked med sin skønne, sollyse Ø.

Negerne elsker - til deres Ulykke, - den friske Rom, og det Liv, man bliver Vidne til i Shopperne, hvor den berusende Drik serveres til Kl. 8 Aften - da et Kanonskud fra Byens Fort forkynder, at alt skal være lukket og slukket - er baade vildt og støjende. Imidlertid har Forfatteren af disse Linjer aldrig set en beruset Neger paa Christiansteds Gader. De drikker videre og sover Rusen ud i deres elendige Hytter, og her forefalder da mange Gange blodige Optrin.

Hos en fuld Neger sidder Kniven nemlig løs, han bruger den for et godt Ord og under et almindeligt Skænderi stikker han den i Brystet paa sin Kontrapart. Vildmanden faar sin Dom - nogle Aars Tugthus - og føres til Skræk og Advarsel gennem Byens Gader med bundne Hænder foran en bereden Betjent og naturligvis efterfulgt af en Sværm af Nysgærrige.

Negerkvinderne er i Almindelighed mere sympatetiske end Mændene. De er fortrinlige Tyender, og fortjener deres Ophold enten derved eller som Gadesælgersker. Med de store Træbakker - altid anbragt paa Hovedet - vandrer de gennem Gaderne falbydende det Utal af de fortrinlige Frugter, St. Croix frembringer, Appelsiner, Bananer, Mangoer, Annanas o. s. v. En Negerpige bærer sjældent eller aldrig noget i Haanden, alt placerer hun paa Hovedet lige fra en Ølflaske til en Spand Vand. 

Som Regel gælder det, at baade Mænd og Kvinder, naar de er unge, er stadselige Folk med en Holdning og Gang, vi Evropæere maa misunde dem. Mændene bærer i Reglen kun en Uldskjorte og Benklæder, og den uundgaaeiige Kniv i Bæltet, Kvinderne derimod altid Kjoler af lyse og lette Stoffer og et spraglet Tørklæde slynget turbanagtig om Hovedet.

Negerboligerne, selv i Byen, er af meget primitiv Art, det, der først falder i Øjnene ved Besøget i en saadan Hytte, er den store ofte smukt forarbejdede Træseng med Moskitonættet.

Landboerne har man især Lejlighed til at iagttage, naar de om Lørdagen kommer til Byen med deres Produkter, Frugter, Grøntsager, Trækul o. s. v. Da danner Christianssteds Torv et broget Skue, der nok er værd at betragte.

Som bekendt er Negernes Moralbegreber og især deres Forestillinger om Ægteskabet betydelig afvigende fra vore. En Negerinde har gærne flere Børn med en Mand, før hun bestemmer sig til at gifte sig med ham. Hun ræsonerer ikke helt ulogisk. Saa længe jeg ikke er bunden til ham, kan jeg dog løbe min Vej, hvis han skulde falde paa at banke mig.

Uagtet der f. Eks. i Christiansted undervises i Dansk i Skolerne, forstaar Negerne dog i Reglen ikke et Muk af Moderlandets Sprog - et Land, som de jo ogsaa i enhver anden Henseende vil vedblive at være fremmed for.

Massa.

(København 24. maj 1895)

Fra Vestindien.

Oprør.

I Anledning af den senere dementerede Telegrafefterretning om Negeroprør paa St. Croix, skriver "Politiken"s bekjendte Medarbejder Ignotus, som ved et længere Ophold paa Øerne har haft Lejlighed til at satte sig ind i Forholdene:

Forholdene paa St. Croix ere nu saadanne, at man kan vente en Katastrofe hvert Øjeblik. Det synes, som om Regnmængden aftager paa St. Croix. Sidste Vinter har man haft mindre Regn end gjennemsnitlig i de foregaaende 10 Vintre, og Sukkerhøsten, der i disse Dage kjøres hjem til Plantagerne, er mindre end en Middelhøst. Dette fik endda vare. Men samtidigt er Prisen paa Sukkeret gaaet ned til 1½ vestindisk Cents (5 Øre) pr. Pund. Det vil sige, at Planterne nu maa sælge deres eneste Produkt for mindre end det halve af, hvad de fik for det førend Negeropstanden i 1878. Og de vestindisk Landmænd, hvis Indtægter saaledes er reducerede til det halve, kan paa Grund af farlige Forhold ikke værge sig mod de daarlige Tider ved ny Drift, f. Ex. ved at indrette Mejerier eller lægge an paa Kvægavl. Det eneste, de kunde gjære, var at dyrke Kaffe, Muskat og Kakao, men der vilde hengaa 5 Aar, førend de første Gang høstede disse ny Produkter, og selvfølgelig kan de ikke undvære deres Indtægter i et saa langt Tidsrum.

Forholdene er altsaa ligefrem fortvivlede for Planterne. Deres Jord giver dem kun et eneste Produkt, som de maa sælge for den halve Pris. Og samtidigt er deres Udgifter stegne næsten til det dobbelte. Mon maa nemlig erindre, at den vestindiske Planter baade er Jordbruger og Fabrikant. Han avler Sukkerrør paa Jorden og fremstiller deraf selv Fabrikatet i sin Sukkermølle. Men til dette Arbejde bruges Negre, og disses Fordringer er siden Oprøret stegne, samtidigt med at deres Arbejdsevne er formindsket. Den danske Regering har jo - meget prisværdigt forøvrigt - begyndt at udstykke Regeringsplantagerne mellem Øens Squatters, de sorte Husmand, der . er Negerbefolkningens Kjærne. Disse Squatters, der langsomt er blevne Selvejere, arbejder ikke mere paa Plantagerne. Lidt efter lidt er Plantagearbejdet mellem Negrene sunket ned til at blive Arbejde af en lavere Orden, og Følgen er bleven den, at Plantagerne faar de daarligste Arbejdere, Løsgangere og Oldinge, der kun udretter det halve Arbejde for den fulde Løn.

Under disse kritiske Forhold har Planterforeningen paa St. Croix i Løbet af de sidste Maaneder afholdt en Række Møder, og som sædvanlig har Planterne besluttet at indgive forskjellige Ansøgninger til Guvernementet. Disse Ansøgninger gaar dels ud paa at erholde Understøttelse af det gamle Emigrationsfond, dels paa at erholde en saa stor direkte Støtte fra Hjemlandet, at Jordbesidderne derved blev sat i Stand til at forandre Sukkerdyrkningen til Dyrkning af Kakao, Kaffe og Muskat. Men vil Moderlandet ofre mere paa disse Øer, der allerede forud giver et aarligt Underskud af over en halv Million Kroner?

Hvad vil der da ske? Det er ikke vanskeligt at forudsigt. De Trefjerdedele af Planterne er saa fattige, at de efter denne Høst ligefrem vil mangle Midler til at udplante ny Rør. Følgelig vil den største Del af Negerbyerne opløses, endnu flere Rørmarker vil blive overdækkede af det frodige vestindiske Ukrudt, og endnu flere Plantager vil blive forvandlede til saakaldte Kvægplantager, der giver Græs til nogle Køer, men intet Arbejde for de Sorte. Fra disse Plantager, som man desværre allerede nu ser saa mange af paa Øens Østende, søger Negrene til Byerne, der i Forvejen er overbefolkede. Saaledes har Forholdene udviklet sig de sidste Aar, og de 1000 Hvide, der lever paa Øen, ved, hvilken Fare, de gaar i Møde den Dag, da de 17,000 Sorte mangler Brød. Denne Dag kan desværre ikke være fjærn. Det ganske naturlige Spørgsmaal, som da paatrænger sig, er Spørgsmaalet om, hvorvidt Militæret vil være særkt nok under en saadan Situation.

Det nytter nemlig ikke at skjule, hvad dog Enhver ved i Vestindien, at Negrene i Løbet af de sidste Aar har bevæbnet sig til Tænderne med Revolvere, Hagelbøsser og Winchesterrifler, som de imod Loven har smuglet ind fra Portorico. Mod denne sorte Hær, i hvilken Kvinderne altid har vist sig at vare de mest blodtørstige, kan Guvernementet stille 151 Mand. Af denne Styrke ligger der i Kristianssted 110 Mand, hvoraf de 10 dog sædvanlig er indlagte paa Hospitalet. Af Officerer findes 2 Løjtnanter, samt Kapt. O. P. Ditlevsen, der var med i Oprøret 1878. Til Fortet hører 2 Ottepunds Forladekanoner, forspændte med 4 Heste og førte af en Underofficer til Hest. Ved Hjælp af disse Kanoner kan en Sukkermark bestryges med Granater. Foruden Garnisonen i Kristianssted ligger der i Frederikssted ca. 40 Mand, der kommanderes af en Løjtnant. Paa St. Thomas endelig ligger 85 Mand, men disse er fjærnede 10 Mile fra St. Croix, og der findes som bekjendt ingen Dampskibsforbindelse mellem Øerne.

Den samlede Styrke paa alle 3 Øer er altsaa ca. 230 Mand - mod ca. 30,000 Negre. Erfaringen fra tidligere Opstande har vist, at Udfaldet af en Kamp ikke saa meget afhænger af Soldaternes Antal som af Officerernes Snarraadighed og Mod. Forhaabenlig vil det dog lykkes at komme over de fortvivlede Forhold paa St. Croix uden Blodsudgydelse. Med Bly stiller man dog ikke Negrenes Sult. Klarere og klarere viser det sig, at Moderlandet kun har 2 Udveje: enten at tråde til med ny, store Ofre eller ogsaa helt at opgive Oen. Den nærmeste Fremtid vil vise, at der er intet andet Valg.

Aarhus Amtstidende 25. maj 1895.

Den kendte Politiken medarbejder var Henrik Cavling der anvendte pseudonymet Ignotus, og som just havde besøgt øerne.

Knud Pontoppidan om Nathanson. (Efterskrift til Politivennen)

Tilfældet angaar en sindssyg Mand, en jysk Hestehandler Nathansen, hvem det ved Autoriteternes Overbærenhed blev muligt i en Række Aar at spille en vis Rolle her i Landet og at foranledige en Masse Skandaler. Han begyndte som Projektmager i stor Stil, navnlig med Planer til Hesteavlens Fremme; men efter at han under en Exaltations-Paroxysme var bleven „indespærret" i en Daareanstalt og senere paa Alm. Hosp., der den Gang svarede til det nuværende Kommunehospital, gjorde han det til sit Livs Hovedopgave at bringe Lys i denne „Skændselssag". Alle de, der ved denne og senere Lejligheder havde afgivet Forklaringer eller Erklæringer, dannede et Komplot med den Opgave at aflægge falske Vidnesbyrd angaaende hans mentale Tilstand. I en længere Aarrække optraadte han nu som en hensynsløs Kværulant, løb Autoriteterne paa Dørene for at fremtvinge nye Undersøgelser, fyldte Bladene med de taabeligste og mest uforskammede Inserater og udgav en hel Række af Smaaskrifter om den himmelraabende Uret, der var overgaaet ham. I nogle af disse gaar det mest ud over hans hippologiske Modstandere, navnlig en enkelt, hvem han mistænker for at have en Finger med overalt og beskylder for at „arbejde hen paa at blive Kammerraad" (se saaledes: „Recenscenten og Dyrene eller Dyrlæge Neergaard og mine Hingste"); men det er dog navnlig Lægerne, der maa holde for, saavel i hans Selvbiografi, der udkom 1859 og er tilegnet det danske Folk, som i Pjecerne „Et Lægekomplot" og „Arkiv for Læger". D'Hrr. Læger ere jo altid rede til at dække hverandres Fejl; det er dem, der har konspireret og faaet ham indespærret som gal. „Dr. N. har nemlig villet hjælpe Dr. C., Dr. G. vilde hjælpe Dr. B., Dr. G. vilde atter hjælpe Dr. N." o. s. v. Han aftrykker samvittighedsfuldt som Bilag de officielle Erklæringer, i hvilke han stemples som en forrykt Mand; men det falder ham ikke svært at afkræfte deres Betydning. Den indlæggende Læges Attest er „galt affattet"; Overlægen paa Almindeligt Hospital har ingen Ret til at tale med, eftersom han er indviklet i Fjendernes Komplot og har underkastet Patienten en saakaldet Kur, der hverken har været mere eller mindre end en planmæssig Mishandling, anlagt paa enten at berøve ham Forstanden eller i det mindste at tirre ham til Ubesindigheder, som kunde retfærdiggøre yderligere Foranstaltninger. „Denne snu og rænkefulde Doktor" har da „i sin Befippelse" heller ikke kunnet fremsætte andet end lutter „naragtige Paastande". Det Skøn, Overlægen paa Bidstrupgaard afgav, var „meget latterligt og forviklet affattet". Hvad endelig Sundhedskollegiets Erklæring angaar, udtaler han sig deromsaaledes: „Disse 10 Professorer, alle Medlemmer af Sundhedskollegiet, har ikke alene, for at søge at retfærdiggøre for det danske Folk de mod mig udøvede Handlinger af deres Kolleger, offentliggjort i deres saakaldte „Bibliothek for Læger", Juni-Heftet 1840, deres løjerlige Dokument, men de har tillige affattet dette latterlige Papir af den for Kollegiet vistnok snilde Skingrund o. s. v. Men hvad gør man ikke for at redde sine Kollegers enfoldige og ubetænksomme Adfærd?"

Denne forrykte Mand kan tilsidst ikke tænke paa andet end sin Tvangsindlæggelse og Indespærring; „saa længe der flyder Blod i mine Aarer, vil denne Skændselsdag (nemlig Indlæggelsesdagen) stedse være i frisk Minde." Hans Intellektualitet absorberes ganske af de fixe Ideer, og han indvikler sig derfor i den ene Proces mere endeløs end den anden. Og „alle disse Bryderier og Udgifter, som det Offentlige bebyrdes med, foranlediget ved enfoldige „lægekyndige Skøn", alle de lidte Kvaler, som jeg med Familie i mangfoldige Aar maatte gjennemgaa, kunde have været sparede, dersom Dumhed og Ondskab i Aaret 1839 ikke havde forøvet lovløse Handlinger mod mig."

I en Række Aar vedblev Myndighederne med en mærkelig Overbærenhed at finde sig i denne Mands vanvittige Færd og at lempe sig ud over de dels fortrædelige, dels ligefrem forargelige Sager, han i sin Hævngerrighed stillede paa Benene; de fleste af dem udjævnedes og sluttedes, og Patienten blev tilsidst praktiseret bort til Brasilien. Dette Skridt var imidlertid til liden Baade for Lægerne, da den gale Mand naturligvis i sine Afskeds-Publikationer lod forstaa, at det kun skete „for ej at kompromittere de implicerede Læger." Disse stode i Virkeligheden værgeløse overfor de Injurier og Bagvaskelser, med hvilke han i sin Harme overfaldt dem. At tage de Repressalier, der ligger i en Sagsøgeise, vare de fornuftigvis afskaarne fra. Anlæggelsen af en Proces forudsætter jo nemlig, at den Sagsøgte er juridisk ansvarlig for sine Handlinger, og er altsaa en Uting mod en vanvittig Mand. Og den er det dobbelt for de Læger, der paa Embedsvegne have maattet afgive Erklæring om hans Sindssygdom, fordi denne indirekte har involveret Injuriantens Utilregnelighed. De kan ikke anlægge Sag uden stiltiende at indrømme Ugyldigheden af deres egen Erklæring, de kan ikke værne deres Navn og Rygte ved at slaa sig selv paa Munden.

Jeg har refereret denne Nathansen'ske Affære temmelig udførligt, fordi den kan tjene som Paradigma for talrige lignende Sager, saa at de Betragtninger, til hvilke den giver Anledning, har en mere almindelig Gyldighed. Hvad for det første Lægernes Stilling til Sagen angaar, kan der rejses Spørgsmaal om Rigtigheden af det Resultat, til hvilket de ere komne ved Bedømmelsen af N.s mentale Tilstand. Der er jo nemlig Ingen, der vil paastaa, at Lægerne ere ufejlbare. Man kan imidlertid sige, at der her er tilvejebragt saa stor Sikkerhed, som man overhovedet kan opnaa i menneskelige Ting. Forskellige Læger have erklæret Patienten for sindssyg, en Specialkollega har paa en Sindssygeanstalt verificeret Diagnosen, og Landets øverste lægevidenskabelige Autoritet, Sundhedskollegiet, har givet de tidligere faglige Instanser Medhold. Det er jo tænkeligt, at man 100 Aar tidligere eller 100 Aar senere ikke vilde kalde det Sindssygdom; men under de givne historiske Forudsætninger var Nathansen sindssyg.

Der er iøvrigt ingen Grund til at komme nærmere ind paa den videnskabelige Undersøgelse af Diagnosens Berettigelse. Det fremdragne Tilfælde har sin væsentligste Interesse ved det Indblik, det giver i det store Publikums Fordomme, hvor Talen er om Sindssygdom. Og i denne Henseende ere vi stillede nu til Dags omtrent ligesom for 50 Aar siden. Endnu bestandig maa vi spørge os selv, hvorfra den indgroede Tro kommer, at vi Sindssygelæger skulde have nogen Interesse af at gøre Folk sindssyge i større Udstrækning, end de er det. Dersom det insinueredes, at vi lode os underkøbe til at holde Patienterne indespærrede, vilde Misforstaaelsen være forklarlig. Men da vi dog vel som Regel ikke mistænkes for noget saadant, er det ikke let at se, hvad der egentlig skulde bevæge os til at holde Patienterne tilbage i Sindssygeanstalterne imod deres Ønske længere end vor Pligt og vort Ansvar byder det. De paagældende Sager ere altid saa ubehagelige og besværlige, at Patienterne ingenlunde gør os nogen Tjeneste ved deres Nærværelse; vi slap dem sandelig gerne jo før jo heller.

Jeg taler her, mine Herrer, af personlig Erfaring fra min Virksomhed i en Lægeplads, der hører til de mest fremskudte og derfor ogsaa til de stærkest exponerede. De egentlige Sindssygeanstalter, hvor Patientens „Indespærring" er bleven et fait accompli og alle hans Forhold bragte i Ro og Orden, have en gunstigere Stilling. Men paa en Receptionsafdeling som denne, hvor vi har Publikum saa nært paa Livet og skal tage Stød af til alle Sider, bliver vor Opgave nødvendigvis meget utaknemmelig. Nogle skal gøres gale, Andre maa ikke være det, og hvad der saa sker, har vi ikke andet end Utak for det. Intetsteds er der nærmere Adgang til Indblanding fra selvbestaltede „Tillidsmænds Side end her, hvor Indlæggelse eller Overflytning kan komme til at foregaa under Hujen og Protest, hvor der skal handles hurtigt og afgørende, og hvor Virksomheden derfor under Omstændigheder former sig som en ren Profosbestilling. Det er derhos utroligt, hvad man paa et Sted som dette faar Ord for at have sagt og gjort, og skulde jeg berigtige alle de fejlagtige Meddelelser, der bringes Offentligheden her fra Afdelingen, fik jeg for meget at bestille. Der er altsaa ikke andet for end at uddanne sig til Pachyderm, saa at intet længer bider paa En; der hører nu en Gang til en Stilling som denne en lidt haard Hud og en stiv Rygrad.

Saa vist altsaa som den Art Sager kan have sine Ubehageligheder, saa er det alligevel ikke os Sindssygelæger, man mest skal beklage; os gør det ikke noget, vi ere hærdede. Nej, mine Herrer, hvem det er Synd for, det er først og fremmest Patienten. Det er Synd for en saadan Stakkel, at han gør sig til Skive for Offentlighedens nysgerrige Opmærksomhed og stiller sin sørgelige Sygdom til Skue. Men hvem bærer Hovedskylden derfor? Det gør disse uforstandige Venner og disse den saakaldte offentlige Menings Talsmænd, der giver hans sygelige Ideer Næring ved deres Tilslutning og hidser den Syge op til den meningsløse Kværuleren. Patienten selv rammes ikke af nogen Bebrejdelse; men desto stærkere maa den rettes imod dem, der uden at have Forudsætninger for Bedømmelsen tage Parti i Sagen.

Der er navnlig to Punkter, hvor Opinionens Holdning under en opsigtsvækkende Sag som denne maa frappere ved sin Uforstand, og begge belyses godt ved det Exempel, jeg har valgt at fremstille. Det ene Punkt angaar den gængse Misforstaaelse med Hensyn til, hvorledes man i en Erfaringsvidenskab som Psykiatrien tilvejebringer det fornødne Bevismateriale. Nathansen samlede naturligvis ivrigt paa Vidnesbyrd, der kunde bruges til at slaa Beskyldningen for Sindssygdom ned, og overfor Lægernes Udtalelser stillede han en Række af Attester, der gik ud paa at vise, at han ingenting fejlede. Disse undlod ikke at gøre den forønskede Virkning, endskøndt de stammede fra' Personer, der ikke blot manglede enhver Sagkundskab, men som end ikke kunde antages at være i Besiddelse af særlig god Iagttagelsesevne. Og endnu bestandig er det disse Hjælpetropper, der rykke i Marken mod Lægerne; endnu bestandig maa vi høre det Argument, at Skræder X eller Skomager Y „ikke kan forstaa", at den Paagældende er sindssyg, hvortil der egentlig kun kan svares, at det maa regnes til det meget andet, Skrædere og Skomagere ikke forstaa.

Ikke mindre forbausende er det at være Vidne til, hvorledes Folk uden videre tror, hvad en saadan Patient kan finde paa at fortælle om sine imaginære Forfølgelser. „Hvad jeg har lidt i hine 14 ulykkelige Døgn vilde være utroligt at beskrive," siger Nathansen; men ikke desto mindre giver han i sit Ugeblad „Korvetten Politivennen" detaillerede Skildringer af „allehaande uhørte kvalfulde Mishandlinger". Tillige lægger han Lægerne dé taabeligste Yttringer i Munden og har den Dristighed med Citationstegn at indføre dem ordret talende. Det ubegribelige er nu, at dette virkelig tages for gode Varer af Publikum; en saa ubetinget Tillid har Folk til, at de „har set det paa Tryk", skøndt dette ofte skulde synes en Grund mere til ikke at tro det. Saaledes bliver den Nathansenske Sag ikke i første Række en Ubehagelighed for de implicerede Læger, men først og fremmest en Ulykke for den Syge, og dernæst et sørgeligt Vidnesbyrd om den saakaldte oplyste Almenheds Uforstand. Og dertil kommer det nedtrykkende i at se, at Indignationen er ganske forloren, saa at den ikke varer længere, end til en ny Skandalehistorie har lagt Beslag paa Offentlighedens Opmærksomhed.

Den Nathansen'ske Affære blev i sin Tid — dog inden den var fuldt afsluttet — gjort til Genstand for en indgaaende psykopatologisk Studie af Selmer, vor første og hidtil største Autoritet paa Psykiatriens Omraade. S. ender sin Afhandling, der er offentliggjort i „Bibl. f. Læger" 1848, med følgende Passus:

„Dette Hof- og Stadsrettens Felttog mod en gal Mand er i Sandhed den bittreste Persiflage over vor Retspleje; og vi kommer saaledes tilbage til den Sætning, som dannede Udgangspunktet for nærværende Skildring, at Nathansens Historie afgiver det skarpeste Bevis for Vigtigheden af en Daarelovgivning, som tager Hensyn til alle de Forhold, hvori de Afsindige kunne træde til Samfundet, være sig i borgerlig Henseende eller for de civile og kriminelle Domstole, og som ikke blot faststiller Samfundets Forpligtelser mod disse Ulykkelige, men ogsaa dets vel begrundede Rettigheder lige overfor dem."

Denne Udtalelse har fuld Gyldighed den Dag i Dag og saa tidt en ny Sag af denne Art vækker en stærk Opinion til Live. Det er fremdeles en Sindssygelov, vi trænge til, og vi Læger ere trods Nogen interesserede i at faa den, fordi det er den eneste Maade at blive fri for den evige Mistænkeliggørelse. Kunde saadanne Pamfleter som de Nathansen'ske bidrage til hurtigere at skaffe os den ønskede Lov, vare de ikke skrevne forgæves. Men der kan næppe tillægges dem megen Betydning ud over den øjeblikkelige.

Knud Pontoppidan: Psykiatriske forelæsninger og studier. København 1895. Side 19-26. Findes digitaliseret hos Det Kongelige Bibliotek.