Nekrolog: Hans Wilhelm Meyer 1824-1895. (Efterskrift til Politivennen)

Se de to tidligere afsnit fra 1855 om Hans Wilhelm Meyer, dels da han modtog et stipendiat, dels da han ikke blev reservelæge på Frederiks Hospital.

I 1855 havde de nationalistiske dagblade i Københavns hetzet mod lægen H. W. Meyer for at have slesvigholstenske synspunkter. De havde på denne måde fået oppisket en stemning så han ikke fik stilling som reservelæge ved Frederiks Hospital. En nekrolog i anledning af hans død i 1895 rehabiliterede fuldt ud H. W. Meyer:

Etatsraad, Dr. med Hans Wilhelm Meyer

Et Telegram meldte i Gaar, at den bekjendte Specialist, Dr. med Meyer er død i Venedig.

Dr. Meyer var en af den danske Lægevidenskabs Stormænd; hans Navn var vel det, der kjendtes videst ud over Landets Grænser, som uimodsigelig havde erhvervet sig en international Berømmelse. Ligesom Medicinens andre store Navne knyttedes det til en Sygdom og en Behandling, som vil bevare det til sene Tider over hele den videnskabelige Verden.

I 1868 offenliggjorde Dr. Meyer en Undersøgelse: "De adenoide Vegetationer i Næse-Svælgrummet og deres Behandling". Han beskrev her en Sygdom, som til Trods for dens enorme Udbredelse og dens store Fare aldrig havde været rigtig opfattet før, og han fastslog med ét Slag ikke alene dens hele Udvikling og Symptomkomplex, men ogsaa dens Behandling til de mindste Detailler. Intet af de Snese af Arbejder, som Specialister i de følgende omtrent tredive Aar har skrevet om dette Æmne, har kunnet tage en Tøddel fra eller lægge noget væsentigt til, hvad Opdageren den Gang skrev. Hans Beskrivelse af Sygdommen kan nævnes som et af den danske medicins klassiske og berømteste Arbejder. 

De fleste Mennesker ved nu, hvad adenoide Vegetationer er, og de kjender Udskrabninger i Næsen som en Operation, der praktiseres uden Fare paa Tusender af Børn. Da den berømte Specialist Schwartz en Gang havde skrevet, at Meyers Operation havde bevaret mindst 100,000 Mennesker fra at blive døve i en ung Alder, svarede Mackenzie (Kejser Friedrichs Læge) i det britiske laryngologiske Selskabs Møde i 1888, at Tallet var galt; det maatte sættes meget højere; Tusender og Tusender af Børn, som uden Operationen vilde hjemfalde til stærk Tunghørighed eller komplet Døvhed i en ung Alder og derigjennem hæmmes eller endog fuldstændig standses i deres hele aandelige Udvikling, maatte nu takke den danske Læge for hans geniale Fund.

Etatsraad Meyer nød en Anseelse mellem sine Kolleger herhjemme, der svarede til hans Betydning, og han talte Udlandets største Læger mellem sine nære Venner, Men han var en beskeden Mand, der en Gang omtalte sin store Opdagelse som "et godt Greb i Posen, der sagde ham, at saa havde han da ikke levet forgjæves." Han var en fin Mand, i Besiddelse af sin Stands hele humane Blik, velvillig og skaansom i sin Dom, godhjærtet og hjælpsom; men hans Kjendemærke og fornemste Sans var hans logiske Skarphed og hans udmærkede Evne til altid at finde det rette, til strax at se det centrale i Sagen uden at lade sig vildlede af Sidemotiver og underordnede Hensyn. 

Hans Wilhelm Meyer var Lægesøn og paa mødrene Side i Familie med de bekjendte danske Læger Horneman. Han fødtes i Fredericia, hvor Faderen var Overlæge i Hæren, og kom som lille Barn til Glückstadt, hvor han blev Student i 1843. Efter at være immatrikuleret ved Kjøbenhavns Universitet, blev han lægevidenskabelig Kandidat med Udmærkelse efter kun 4 Aars Studium Aaret efter blev han Vikar for Faderen i Glückstadt, da denne gik til den danske Hær i det første Felttog. Som praktiserende i Glückstadt kom han derfor til at gjøre Lægetjeneste ved flere af Insurgenternes Militærlasaretter, men fungerede derefter i 1850 som Læge for de fangne Danske i samme By.

Efter Krigens Slutning bebrejdede man Meyer, at han havde været Læge for Landets Fjender, og den unge, nationale Rejsning kunde i mange Aar ikke tilgive ham dette. Man tillagde ham tyske Sympathier, og han maatte paa forskjellig Maade bøde for den Vanskæbne, der bød ham at virke for syge, der havde kæmpet imod det Land, som var hans Fædreland. Man vilde den Gang ikke se, at han gjorde sin Pligt som Læge og ikke kunde handle anderledes som Faderens Stedfortræder. Da Meyer kort efter Krigen efter daværende Overlæge, senere Finansminister, Gehejmeetatsraad Fengers Ønske søgte Pladsen som Reservemedicus paa Frederiks Hospital, opagiteredes en Opposition imod ham som Følge af hans Virksomhed under Krigen, og det lykkedes at forhindre hans Udnævnelse til Trods for hans gode Kvalifikationer.

I de følgende Aar studerede han i Udlandet, hvor han traadte i nøje Forbindelse med flere af de Mænd, som senere skabte sig evropæisk Berømmelse (Virchow, Claude Bernard, Rokitansky, Skoda o m. a ), og efter Hjemkomsten nedsatte han sig som praktiserende Læge i Kjøbenhavn Kort Tid efter Hjemkomsten begyndte han med vanlig Energi paa egen Haand at studere Ørets Sygdom, saa at han i 1865 kunde oprette en Klinik for Ørets, Halsens og Næsens Sygdomme. Han dannede sig en meget betydelig Konsultationspraxis paa Kliniken, som i mange Aar var Byens største og mest ansete, og praktiserede samtidig som almindelig Læge i et stort og rigt Klientel.

I Aarenes Løb vandt Meyer stor videnskabelig Anerkjendelse hjemme og i Udlandet. Han var Medlem af forskjellige medicinske Selskaber, Præsident ved de otologiske Sektioner paa flere internationale Kongresser, Æresmedlem af det czekiske Lægeselskab i Prag og Æresdoktor ved Kjøbenhavns Universitet. Paa sin 70-aarige Fødselsdag blev han Etatsraad.

Efter en haardnakket Influenza i Vinter, som fuldstændig berøvede ham Smags- og Lugtesansen, og som gjorde den ellers kraftige og arbejdsdygtige Mand træt og svagelig, søgte Etatsraad Meyer i Foraaret til Syden for at gjenvinde sit Helbred. Efter et Brev til hans Slægtninge var han i Florens ved Jordskjælvet hvilket han beskrev som frygteligt, og tog derfra til Venedig. Her argrebes han af en ondartet Kolerine. Hans Mave var ikke stærk - han havde stærke Kolerineanfald omtrent hvert Foraar - og trods den omhyggeligste Pleje af hans Frue og to Døtre, der fulgte ham paa Rejsen, bukkede han under i Søndags. Meddelelsen om Dødsfaldet vakte i Gaar almindelig Deltagelse.

Etatsraad Meyer var gift med en Baronesse de Bretton, Datter af Læge og Plantageejer B. paa St. Thomas. Moderen var en Slægtning af Forfatteren Sir Walther Lytton Bulwer.

- Dr. C. -

(Dannebrog 5. juni 1895)

Frederik Riise: Statue af Doktor Hans Wilhelm Meyer. Statuen blev rejst 26. oktober 1898 Ved Strandboulevarden i København. Senere – i forbindelse med Rigshospitalets store udvidelse – blev monumentet flyttet til Amorparken ved Juliane Maries Vej i anlægget mellem Rigshospitalet og Panum Instituttet. Busten af Meyer er udført af finnen W.M. Runeberg. Københavns Museum. Public Domain.

En mindesten blev opsat ved Rigshospitalet på internationalt initiativ i 1898. Den stod først på Gefions Plads, men blev senere flyttet til Amorparken ved Juliane Maries Allé i anlægget mellem Rigshospitalet og Panum Instituttet. Den er udført af W. M. Runeberg. Hygæa, den græske gudinde for sundhed, læner sig op ad soklen og rækker en palmegren, er lavet af Vilhelm Bissen. I den anden hånd holder hun en slangestav. Den blev støbt hos bronzestøber Lauritz Rasmussen.

Statuens nuværende (2024) placering i Amorparken ved Rigshospitalet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den Store Sædelighedsskandale 1895: Assessor Ussings Afhøringer. Dommen (3), Juni 1895. (Efterskrift til Politivennen)

I juni begyndte assessor Ussing afhøringer af de prostituerede. Indtil 2. juni havde han afhørt omkring 40. Afhøringerne viste at bordelværtinderne brandskattede de prostituerede og berigede sig på deres bekostning. Ussing tog derefter til Jylland for at foretage afhøringer af tidligere prostituerede der, og vendte tilbage til København 12. juni 1895. "Smukke Petersen" var fortsat hospitalsindlagt.

Sædelighedsskandalen

En ny arrestation. 
Sædelighedsbetjent Borelli arresteret. Sigtet for bestikkelse og pengeafpresning.

Som meddelt ved løbesedler i går, blev betjent i Sædelighedspolitiet

C. J. Borelli.

efter et Forhør hos Assessor Ussing, arresteret i går eftermiddags kl. 3:30. For folk, der er inde i sædelighedsaffæren, er der ikke noget overraskende i denne arrestation, og vi gjorde allerede i torsdags opmærksom på, at den måtte komme. "København" har gentagende omtalt hr. Borellis meriter, og vi har udtalt, at han var den stærkest kompromitterede af det underordnede sædelighedspersonale. Vi nærer heller ingen tvivl om, at det under sagens gang vil vise sig, at hr. Ussing vil få bedre grunde for at beholde hr. Borelli end de bestikkelser m. m., hvorpå arrestdekretet i går blev afsagt.

Ved hr. Borellis indsættelse i arresten var der forøvrigt den mærkelighed, at han ikke som sin kollega "Smukke-Petersen" kom til at sidde sine tre dage under anholdelse. Der var nok til et arrestdekrets afsigelse straks!

Arrestationen af denne betjent er en ny illustration til politiets og Højrebladenes mærkværdige behandling af skandalen. Det er ikke mere end 4 - 5 dage siden, at "Nationaltidende" kunne berette, at der kom intet ud af det hele, at der slet ikke var oplyst noget. Denne krønike havde naturligvis ærinde til de folk, hvis daglige kost det er at læse om oppositionsbladenes upålidelighed. Og for politiets vedkommende er det værd at mærke, at hr. Borelli har fungeret som sædelighedsbetjent, lige indtil han vandrede i hullet. Vi oplyste for blot et par dage siden om, at han havde været anden mand til at anholde en ung pige på den kendte brutale måde, skønt hun næppe havde forset sig.

Man har grund til at undres over at d'hrr Eugen Petersen og Steffensen slet intet ved om de kompromitterende ting, der kommer frem i forhørene, skønt alle andre ved det!

Desværre er arrestationen af nogle underordnede betjente et utilstrækkeligt middel til at udrydde svampen i politikælderen. Men forhåbentlig vil den nærmeste tid også skaffe retten bedre kort på hånden.

(København 9. juni 1895).

En ny anholdelse i Sædelighedspolitiet.

Siden vore sidste meddelelser om den undersøgelse, der ved 2. kriminalkammer er i gang med hensyn til forholdene i Sædelighedspolitiet har der været afholdt en række omfattende forhør. Til disse har særlig været tilsagt forskellige ejere af offentlige huse, værtinderne diare og et utal af prostituerede kvinder. Det gjaldt for assessor Ussing at få klarhed over, hvor meget eller hvor lidt der var i de mange sigtelser, der fra forskellige hold er rejst mod betjente i Sædelighedspolitiet, og som særlig beskyldte disse for at have modtaget bestikkelser og til gengæld svigtet deres pligt som politimænd ved at se gennem fingre med de overtrædelser af Regulativet for offentlige Huse og privatboende prostituerede kvinder, som de tid til anden kom under vejr med.

For den arresterede betjent H. P Petersens vedkommende var sigtelserne som bekendt så mange og så alvorlige, at han blev sat fast allerede et par dage efter, at undersøgelsen var begyndt. Han har nu i længere tid ligget syg på Kommunehospitalet, men han er dog så vidt i bedring, at assessoren i forgårs kunne tage ham i forhør på hospitalet, og i den kommende uge vil han rimeligvis kunne føres tilbage til arresterne på Nytorv.

For en af hans kolleger, sædelighedsbetjent Borellis vedkommende var beskyldningerne imidlertid af en sådan natur at der måtte anstilles meget vidtløftige undersøgelser, før man kunne skride ind imod ham. Dertil de mange forhør over værtinder og de prostituerede kvinder. Gennem disse forhør mente assessor Ussing at have tilvejebragt et sådant bevismateriale at han igår kunne afsige arrestdekret over Borelli.

Til kl. 12 var Borelli tilsagt til forhør. Han mødte ved den tid i rettens forsal og blev straks ført ind for skranken, hvor assesor Ussing underkastede ham et langt og skarpt forhør. Beskyldningerne mod sædelighedsbetjenten går ud på at han ved adskillige lejliheder har ladet sig betale forholdsvis betydelige summer af værtinder og prostituerede kvinder for at undlade at indgive rapport over dem til afd. politiinspektør Korn, ligesom Borelli oftere skal have lånt penge af offentlige fruentimmer.

Hvorledes spørgsmål og svar er faldet mellem assessoren og sædelighedsbetjenten, skal vi ikke komme ind på - det hører kriminalrettens protokoller til. Men det faktiske resultat blev dette, at assessor Ussing i løbet af det tre timers forhør fik sådanne svar på sine spørgsmål, at han kl 18 erklærede sædelighedsbetjent Borelli for arrestant.

Assessoren nøjedes altsaa ikke - som overfor sædelighedsbeljent H. P. Petersen - med at sætte Borelli under anholdelse indtil videre, men han har fundet betjentens forhold så graverende, at han straks har afsagt arrestdekret over ham.

Borelli er en mand på ca 40 år. Han har gjort tjeneste i Sædelighedspolitiet efter først at have været ansat i Ordenspolitiet.

______________________

I Morgen optager Assessor Ussing nogle vidneforklaringer. I de følgende dage fortsættes med forhør over Sædelighedspolitiets personale. Rimeligvis kommer også overbetjent Meyer i forhør i indeværende uge. Den orlov, der tilstodes ham umiddelbart efter det første forhør i sagen, udløb i sidste uge, men den blev under hensyn til den verserende undersøgelse forlænget på ubestemt tid.

(Dannevirke, 9. juni 1895).

Sædelighedsbetjent Borelli arresteret.

Vi begynder med et deltagende spørgsmål til hr. politidirektørens befindende.

Det var jo Dem, hr. Eugen Petersen, der straks efter Korns død offentligt erklærede, at der udover inspektørens "illegitime forhold" intet eksisterede, det var jo Dem der anstilllede en "undersøgelse" med det resultat at der intet var på færde, det var jo Dem, der gennem borgmester Hansen i Borgerrepræsentationen gav den erklæring at der intet forelå, der kunne give anledning til fornyet undersøgelse, endsigee til en kommissions nedsættelse! Ikke sandt! det var jo Dem, Københavns politidirektør

Og nu;

Korns svindlerier. der løber op til de 40.000 kroner, frembragt ved falske veksler og bedrageri med betroede penge. 

Meyers 15.000 kroners obligation i madam Clausens bordel i Farvergade (hvem ved hvad det kan blive til?), 

Smukke Petersens arrestation for at have modtaget bestikkelser. 

og i går sædelighedsbetjent Borellis arrestation.

Så meget kom der - foreløbigt - ud af intet, og enden er ikke endda! 

Mon det da ikke skulle begynde at gå op for Dem selv - som det for længst er alle andre klart - hvilken ynkelig rolle De har spillet i hele denne sag? Her har De i en betydningsfuld sag der har vakt hele byens opmærksomhed, intet vidst, og kun nødtvungent har De ladet Dem tvinge ind på den undersøgelse, som nu bringer resultater, der næppe kan være Dem behagelige. Og det gør ikke blamagen mindre om grunden er den, at De intet har villet vide, eller den, at De intet har kunnet få at vide. Begge dele er lige kompromitterende.

Der er for Dem kun en udvej ud af den suppedas De har beredt Dem selv. Udvejen er den, alle venter og håber - en allerunderdanigst ansøgning om afsked. 

*

Efter således at have lettet vort hjerte, går vi over til gårsdagens begivenhed;

Borellis arrestation. 

Allerede lidt før kl.5 i går morges begyndte assessor Ussing sine forhør, og med særlig henblik på de mod Borelli rejste sigtelser for bestikkelser og embedsmisbrug var tilsagt en mængde værtinder og piger fra offentlige huse. Blandt disse vakte navnlig en ikke længere ung, tidligere for sit forhold til en eks-minister meget omtalt dame, nu forholdsvis selvstændig husejerinde her af staden, mest opmærksomhed.

Det var adskillige smukke oplysninger, hr. Ussing fik fat i gennem disse afhøringer, og da sædelighedsbetjent Borelli omtrent kl. 12:30, kom for skranken, var det en vægtig anklage, der rettedes mod ham. Den lød på at han havde gjort lån hos en mængde offentlige fruentimmer - penge, som naturligvis i de færreste tilfælde blev betalt eller krævet tilbage - at han for at se gennem fingre med pigernes og værtindernes forseelser havde modtaget betydelige pengegaver af dem, at han havde advaret fruentimmerne, når der var ugler i mosen, hvorfor han ligeledes havde modtaget betaling, endelig at han på forskellige andre måder havde misbrugt sin stilling.

Borelli fulgte sin forudgangne kollega Petersens eksempel, han nægtede glat væk alt hvad assessoren foreholdt ham.

 Følgen blev at han straks blev sat under bevogtning, og da forhøret sluttede ved 2-tiden, afsagde assessor Ussing arrestdekret over ham.

Gennem de forsamlede og uhyggelige berørte kollegers deltagende skare gik turen over til arresten.

----

Borelli er en mand på op mod de 40 år, gift og har flere børn. I en halv snes år har han været i politiets tjeneste

(Aftenbladet, 9. juni 1895).

Borelli i forhør.

Konfrontation. - Graverende vidnesbyrd. - Makkerskab.

Straks i går morges da retten var sat i 2. kriminalkammer, blev den arresterede sædelighedsbetjent hentet op fra arresten. I lørdags nægtede ha som omtalt, alt, og dommeren ønskede nu at vide om han ikke skulle være kommet på andre tanker.

Forskellige kvinder der var fremkommet med de mest gravrende sigtelser, var tilsagt på ny, og da Borelli vedblev at nægte, blev de en for en kaldt ind til assessoren for på ny at vedstå deres forklaringer i Borellis nærværelse.

Den første der mødte og blev konfronteret med arrestanten, var et i Dybensgade boende fruentimmer C: Hun havde en gang foræret B. en paraply som han havde forlangt for at se gennem fingre med forskellige forseelser hun havde gjort sig skyldig i.

Efter hende kom turen til "Lyse Mathilde", kendt fra den hasselblachske bedragerisag. Mathilde havde forklaret at hun en gang havde givet Borelli 10 kr. for at han skulle skaffe en ung pige som havde rivaliseret med hende, ind under Sædelighedspolitiets kontrol. Borellis opgave var at skaffe en mand der skulle give pigen penge, så hun kunne tiltales for at drive erhverv ved utugt. Den noble plan fik Borelli dog ikke bragt til udførelse, og Mathilde ønskede derfor sine penge tilbage. Dem fik hun dog ikke, da Borelli var i stadig pengetrang, og der har siden den tid hersket et meget spændt forhold mellem dem.

Endvidere mødte en fraskilt kone, fru K. Hun havde forklaret at Borelli flere gange havde begivet sig op hos hende og opfordret hende til utugt, og at hun flere gange havde føjet ham, da hun frygtede for ellers at lide under hans forfølgelse som han havde truet hende med. 

Endelig mødte en fru Ø der havde forklaret at hun havde stået i intimt forhold både til Smukke Petersen og Borelli. Hun havde en dag lånt Borelli 70 kr., da denne var kommet til hende og havde fortalt at hendes mand var vendt tilbage fra Amerika og havde ondt i sinde imod hende. Borelli skulle da påtage sig at skaffe den ubehagelige ægtemand til side. Da historien viste sig at være opspoind, forlangt fru Ø. sine penge igen og fik dem først da hun truede med at melde ham til politiinspektør Korn. 

I øvrigt er det under sagen oplyst at Borelli har været bekendt med flere af de misligheder der er gået i svang i afdelingen. Da han imidlertid selv havde så meget på samvittigheden, holdt han ren mund og sørgede så vidt det stod i hans magt, for at de indløbne klager ikke kom videre. Han havde så meget lettere ved det som Korn i særlig grad holdt sin hånd over ham. Grunden hertil oplystes bl.a. at være den at Korn stod i forretningsforbindelse og havde modtaget adskillige tjenester af en mand der var nær beslægtet med Borelli.

- - - 

Efter endt forhør blev Borelli ført tilbage til arresten hvorfra han næppe for det første slipper ud. 

(Aftenbladet (København), 11. juni 1895).

Hvad en betjent i Sædelighedspolitiet kunne tillade sig.

Når vi fortæller nedenstående to interessante småhistorier, beder vi på forhånd om undskyldning, fordi vi nødes til at berøre forhold der ikke er ganske appetitlige og af en sådan natur at de kun vanskeligt lader sig genfortælle. De har dog forekommet så betegnende at vi har troet at kunne regning på vore læseres overbærenhed. Vi beder dem samtidig tro at historierne er ganske overensstemmende med sandheden. 

Historierne handler om sædelighedsbetjent Borellis meritter og lyder således: 

En dag for et års tid siden kommer Borelli op til et under politiets kontrol stående fruentimmer R. Han var i stærk pengeknibe og beder pigen, om hun vil låne ham det og vel beløb.

Pigen ville nødig sige nej, fordi hun naturligvis så sin interesse fremmet ved at stå sig godt med den indflydelsesrige betjent, men hun var desværre nødt til det, da hun ikke havde en rød øre i huset. 

Mens de står og parlamenterer derom, banker det på døren, og pigen går hen for at se hvem det er.

Hun kommer tilbage og siger: "Det er en herre til mig. Nu må De gå, Borelli, jeg kan ikke have Dem heroppe nu "

"Å. snak", svarer han. "jeg går ud i køkkenet imens og venter, han bliver vel ikke så længe".

Og sædelighedspolitiets betjent sætter sig til at vente ude i køkkenet, til den besøgende

har fjernet sig. Han vidste jo at der så måtte være kommet penge til huse.

Og ganske rigtig - pigen var blevet syv kroner rigere, som betjenten rolig stak til sig og gik

sin vej med !!

-   -   -

Behøves der nogen kommentar! 

I stedet for kan den anden historie gøre tjeneste:

Borelli kommer en dag op til en anden pige og fortæller, at der var kommet en anmeldelse på hende til politiet, og at han blev nødt til at tage hende med sig.

Pigen, der naturligvis ikke kunne vide, at det var løgn, bliver højst ulykkelig, og Borelli erklærer da at han vil søge at klare sagen for hende, hvis hun vil låne ham en sum som han havde påtrængende brug for.

Desværre er pigen dog ikke i stand dertil, da hun ingen penge har, og Borelli opfordrer hende så til at følge sig.

De følges ned ad gaden, og pludselig siger Borelli. idet han tager hendes ur: "Her har De jo et rigtigt pænt ur. Og De som sagde, at De ingen penge havde!" Det går så op for pigen, at hun jo virkelig havde, om ikke penge, så penges værdi, og de følges hen til den nærmeste pantelåner, hvor hun pantsætter sit ur.

Borelli stikker pengene til sig og aftaler med hende, at han kan hente resten af den sum, han ville låne, i mindre portioner, efterhånden som hun tjener dem. Pigen, der intet havde gjort,

fik så lov at løbe, og Borelli fik sine penge på afbetaling!

---

Hr. politidirektør! Borelli er en af de betjente om hvem De, efter Deres egen undersøgelse, erklærede at han intet havde gjort som var påtale værd!

(Aftenbladet (København), 12. juni 1895).

Forhørene i sædelighedssagen. Borelli bekender.

Vi bebudede i forrige uge, at det i disse dage ville ske mærkværdige ting ved 2. kriminalkammer, hvor assessor Ussing leder forhørene i sædelighedssagen. Begyndelsen skete i går. Til forhøret, der begyndte Kl. 11:30 havde assessoren tilsagt alle de kvinder, hvis vidnesbyrd og sigtelser mod sædelighedsbetjentene var af en sådan beskaffenhed, at han ville afæske dem ed på de punkter, hvor der ikke allerede forelå tilståelse.

Hr. Borelli, der ved siden af Meyer og "Smukke Petersen" synes at være den, som i alle retninger er stærkest kompromitteret, blev allerede en time forinden hentet op fra arresten. Han så uhyggelig dårlig ud. Hans store, fedkindede ansigt var slapt og indfaldent, og det ejendommelige svedne smil, der altid før lå over det, var fuldstændig forsvundet. Det var kendeligt, at nu var han mør.

Assessor Ussing tog ham straks indgående under behandling og foreholdt ham, at han opnåede kun at trække tiden længere ud ved stadig at nægte sig skyldig, hvorved det ville komme til at gå værst ud over hans kone og 9 børn.

Disse formanende ord gjorde sin virkning. Borelli bekendte og de 2 o damer, der skulle have fældet ham ved deres ed, fik hurtigt lov at gå.

Hans tilståelser omfatter bestikkelse, pengeafpresning og - flere med voldtægt beslægtede forbrydelser.

(København 19. juni 1895)

Sædelighedssagen.

Hvad man kunne vente. En dannebrogsorden.

I går middags fortsatte assessor Ussing forhøret over den i sin tid så mægtige overbetjent Meyer.

Dagen forinden havde hr. Ussing kørt frem med et temmeligt groft skyts mod hr. Meyer, og det han benyttede i går, var af en endnu grovere art. Så hedt blev det både for assessoren og hr. Meyer, at efter en to timers kampagne måtte den nye sædelighedsinspektør, hr. Steffensen, kaldes op fra sit kontor i den skumle, mørke kælder for at være til assistance.

Medens hr. Ussing imidlertid i forhørskamret bombarderede hr. Meyer med et noget mildere skydestof, tog hr. Steffensen plads ved kammerbetjentens pult ude i arrestantgangen og gennemgik dér bilagene på de af Sundhedspolitiets regnskaber, hvor Korn havde snydt sig de 10.000 kr. til.

Det var netop på disse bedragerier, kampen i går væsentlig stod. Hr. Ussing ville nemlig have at vide af hr. Meyer, hvorledes det var muligt, at han ikke vidste besked derom. Som Korns altid fortrolige og håndgangne mand var det såre sandsynligt, at Meyer var hans medvider. Men mod dette og de mange andre sigtelser værgede hr. Meyer sig tappert. Ethvert skud, hr. Ussing affyrede mod hr. Meyer, prellede af mod hans brede bryst, hvor dannebrogsordenen funklede. Efter et fem timers langt forhør gik han, så rød i kammen som en kalkunsk hane, frelst ud af skærsilden.

Over hr. Borelli, der unægtelig er den af det nette sædelige trekløver, som har båret sig smudsigst ad, vil assessor Ussing en af dagene holde et afsluttende forhør. Assessor Ussing holder nemlig ferie fra 1. juli til 1. september og det er derfor hans mening at afslutte forhørene med denne uges udgang.

Derimod vil der blive adskillige ting for "Smukke-Petersen" at klare, når han - som det forventes - i morgen udskrives fra Kommunehospitalet og føres til arresten på Nytorv. Bl. a. har assessor Ussing ved vidneafhøringerne fået oplyst, at den "smukke" mand har haft en særdeles god indtægt af et bordel i Adelgade 40.

I marts f. å. købtes denne ejendom af værtshusholder Hansen i Kattesundet, den tidligere vært i beværtningen "Katten". Med en måneds varsel blev alle beboerne sagt op og hele huset indrettedes til bordel. Men den egentlige leder af bordellet var "Smukke-Petersen". Ligesom Meyer sørgede for, at madam Clausen altid fik de smukkeste piger, således forstod "Smukke"-Petersen at forsyne bordellet i Adelgade med piger af det kønneste sort.

De ulykkelige kvinder, som værtshusholder Hansen gennem bordelleverandøren "Smukke"-Petersen fik indenfor sine vægge, har alle for assessor Ussing beklaget sig over den kamp, de førte, for alene at kunne udrede 10 kr. hver i husleje om dagen. Af denne lejeindtægt, der for de fire pigers vedkommende, som bordellet husede, beløb sig til 280 kr. om ugen, har "Smukke"-Petersen strøget sit rigelige "gebyr" til sig og levet højt derved, indtil vore afsløringer af sædelighedsskandalen bragte ham i arresten.

Da viste det sig også hvem der i virkeligheden havde drevet geschäften. Kort efter Petersens arrestation måtte værtshusholder Hansen trække sig ud af det, og for et beløb af 10.800 kr. blev der af en husejer i Ryesgade gjort arrest i bordellet.

(København 26. juni 1895).

Sædelighedssagen.

Madam Clausen. Overbetjent Meyer og hele hans stab i forhør.

Assessor Ussing kunne i forgårs ikke slutte sit lange forhør for den dag, før han også havde talt med den bekendte bordelværtinde, madam Clausen. Kl. 6 om aftenen blev hun afhentet i sit bordel i Farvergade og var i samfulde tre timer i forhør.

Der fremkom dog intet væsentlig nyt ud over de 15.000 kr., som hun havde foræret overbetjent Meyer, fordi han havde hjulpet hende af med en ubehagelig påtrængende elsker.

I går middags fortsatte hr. Ussing forhørene over Meyer. Han fastholdt imidlertid sin absolutte uskyldighed og efter en lille times indgående krydsforhør fik han lov at gå.

Efter ham drog fem af hans betjente frem i rad. Den første, hr. Christensen, der i fem år har været i Sædelighedspolitiet, kunne give assessoren nogle supplerende oplysninger om sin kollega Borelli, om Meyer og "Smukke" Petersen vidste han derimod intet.

Det samme resultat kom assessoren til ved at afhøre sædelighedsbetjentene Madsen, Larsen og den i "Smukke" Petersens sted tiltrådte betjent Dam. Men hovedinteressen drejede sig dog væsentlig om sædelighedsbetjent Nielsen, populært kaldet "Vorte"-Nielsen. Hvorledes han ville klare skærene nu, efter at alle de fornødne forhør havde været afholdt, var der delte meninger om.

Hr. Ussing meddelte ham imidlertid straks, at der intet som helst af kriminel natur var fremkommet, som kunne krumme et hår på hans hoved. Og hvad Nielsens ejendom i Istedgade angik, så meddelte assessoren, at det var oplyst, at N. var kommet til den på aldeles lovlig måde, idet han havde været barndomsven til den bekendte kludegrosserer Schlager, som tre dage før sin død skænkede ham ejendommen.

At hr. Nielsen ikke har spundet silke som ejendomsbesidder, fremgår af de uomstødelige fakta, at ejendommen der købtes for 48.500 kr. er prioriteret op til 50.500 kr.

(København 27. juni 1895).

1. juli blev Borelli og H. F. Petersen løsladt, men var suspenderet fra tjeneste. Meyer var hjemsendt på orlov. Herefter var assessor Ussing arbejde slut, og materialet overladt til kriminalrettens dom. I alt var ca. 700 vidner afhørt og nedskrevet på 1.000 sider. Og assessor Ussing tog en måneds ferie på landet. 

I starten af september 1895 besluttede politidirektøren at der skulle anlægges sag mod Petersen og Borelli. Derimod fandt han ikke grundlag i Ussings materiale til at gøre det samme mod Meyer. Meyer ansøgte i efteråret 1895 om afsked med pension pga. sukkersyge. Det blev dog trukket ud eftersom et medlem i Borgerrepræsentationens udvalg ville afvente domsafsigelsen så han ikke var berettiget til pension. Den 19. november 1895 kom den endelig dom over Petersen og Borelli.

Vinteren 1895/96 blev madam Clausen syg, 78 år gammel. Hun havde frygtelige blodstyrtninger, og lægerne opgav håb om hendes redning. 

I perioden 1875-1894 blev der anlagt mindst 280 pressesager, plus byretssager der ikke blev anket. Dette er et af de højeste antal og derved anslag mod ytringsfriheden, næsten kun overgået af situationen under den tyske besættelse 1940-45. Sagerne var ofte udløst af spændinger mellem arbejderbevægelsen og diverse regeringer. 

Selv om denne sag ikke direkte indgik i den konflikt, berører den dog indirekte denne, idet aviskampagnerne havde til hensigt at afsløre magtinstansernes korrumpering. Artiklerne i dagbladet "København" og "Social-Demokraten" skal også ses i dette lys. En af dem som forfulgte sine kritikere var i øvrige Peter Adler Alberti (1851-1932), som i perioden 1890-1908 var særlig aktiv, også som justitsminister 1901-1908. Han gik som bekendt af som justitsminister pga en af Danmarkshistoriens største underslæbssager.

Eugen Petersen truede også dagbladet København med injueriesag efter at han var blevet frikendt under Ussings undersøgelser. Han fortsatte som politidirektør indtil 1917.

Araberen Hadj Saib Ben Achmed. (Efterskrift til Politivennen).

En arabisk Artist død.

Et medlem af den store arabertup der i slutningen af sidste sæson optrådte i Cirkus Variete, er i forgårs død på Kommunehospitalet. Han hed Hajd Said og var blevet angrebet af lungebetændelse der gik over til svindsot. Det nordiske vinterklima passede ikke til hans konstitution. Hans broder Muhamed, der også hørte til truppen, blev tilbage hos ham, trøstede og opmuntrede ham så godt han kunne og håbede ligesom den syge at de atter begge to skulle drage herfra til sydens arme sol, men det skete anderledes. Muhamed stod i forgårs alene tilbage med broderens lig, og havde nu den sidste handling at udføre, den at skaffe den døde en ordentlig begravelse.

Det synes imidlertid som om dette bliver det besværligste af det hele. Hajd Said var muhamedaner og det er tilstrækkeligt til at hverken de hellige lutheranere, de ikke mindre hellige katolikker, eller de ligeså rettroende jøder vil have dem i deres "indviede" jord. Brændt kan liget heller ikke blive, da der hertil udtrykkelig kræves at den afdøde skal have efterladt sig et i behørig form affattet dokument, hvori han eller hun udtaler ønsket om at blive brændt, og den stakkels Muhamed der tilmed har besvær med sproget, står derfor aldeles rådvild overfor denne kalamitet

(Social-Demokraten, 19. juni 1895)

Et fredløst lig

I mandags ved ettiden døde, som omtalt i går, på Kommunehospitalet araberen Hajd Said.

Broderen Mahomet begyndte derpå en rastløs vandring for at skaffe begravelsen i orden, men i to dage var al hans ulejlighed forgæves. Hverken protestanterne, katolikkerne eller jøderne ville have liget på deres kirkegårde, da den afdøde var - muhamedaner. Krematoriet turde ikke brænde hans lig, da han intet testamente havde efterladt sig, hvori han ønskede at blive brændt. Politiet ville intet have med sagen at gøre og ville ikke fremtvinge det forfærdelige at en "hedning" skulle begraves i "indviet" jord, men på den anden siden skulle araberen begraves.

Endelig i går blev sagen ordnet. Hajd Said vil finde sit sidste hvilested i en krog af Vestre Kirkegårds udkanter, og graven vil blive besået med græs.

Blandt artisterne her i byen var der i går stor bevægelse. De ville alle følge deres afdøde kollega til jorden, og der blev indsamlet et betydeligt beløb til kranse. Men hvorfra vil jordfæstelsen finde sted?

Liget henlå endnu i går på hospitalets ligstue, men man håbede at der ville blive givet tilladelse til at begravelsen sket fra Kommunehospitalets kapel uden nogen kirkelig ceremoni.

Begravelsen der vil finde sted kl. 10:30 i formiddag, vil dog sikkert blive meget højtidelig.

Der skete i går henvendelse til det franske gesandtskab om at deltage i jordfæstelsen, en henvendelse der sikkert vil blive taget til følge, da Hajd Said er født i Algier, der som bekendt er en af Frankrigs afrikanske besiddelser.

Det er så vidt bekendt den anden araber der i løbet af dette århundrede er kommet hertil som artist og har fundet sin død her fjernt fra sit fædreland. Den første var også en artist, tilhørende den store arabertrup Beni-Zoug-Zoug der i 70'erne optrådte på "Alhambra" i Frederiksberg Alle. Også ham lykkedes det først efter megen ulejlighed at få i jorden i en krog på Garnisons Kirkegård.

(Social-Demokraten, 20. juni 1895).

I Krogen

Hadj Saids Segravelse.

Som vi omtalte i går i artiklen "Et fredløst lig" skulle den afdøde artist, araberen Hadj Said Ben Achmed (Ben Achmed betyder Achmeds søn) begraves på Vestre Kirkegård.

Begravelsen var uden al kirkelig medvirkning. Hadj Said var muhamedaner, og for folk af det trossamsund har de danske præster ingen plads. Og dog tror muhamedaneren på en Gud, ja giver endogså Moses og Kristus et ophøjet sæde ved siden af Muhamed. Men hverken jøder eller kristne kender Guds uendelige kærlighed til alle mennesker, når der er tale om en muhamedaner eller anden ikke-statsanerkendt religionsudøver. Allahs børn sætter Muhamed over Moses og Kristus, jøderne sætter Moses over Kristus, og de kristne sætter Kristus over Moses. Men de tror jo alle på en Gud. Des mere ubegribeligt er det, at en dansk præst ikke vil assistere, når et Guds barn skal begraves, ja at man endogså har betænkeligheder ved at give ham et hvilested i indviet jord.

Ved det franske gesandtskabs indblanding i sagen lykkedes det dog at skaffe en plet indviet jord i en krog af Vestre Kirkegård, så at Hadj Said, om man vil se sagen fra den side, fik en anstændigere begravelse end en hund. Det franske gesandtskab tagen affære er, som vi i går anførte, en følge af at den afdøde araber er født i Algier og således er fransk borger. 

Man havde ventet en stor begravelse. Der er jo en stor mængde artister her i byen, men på grund af en formiddagsprøve i Cirkus Busch nåede artisterne derfra ikke at tage med til Vestre Kirkegård. Artistverdenen repræsenteredes af hr. forretningsfører Scheel Wandel, som i vinter har stået i nær forbindelse med arabertruppen, da den optrådte i Cirkus Variete, og dette etablissements direktør, hr. Rasmussen, havde sendt kranse til kisten.

Da ligtoget i går formiddags Kl. 10:30 udgik fra Kommunehospitalet, var følget derfor kun lille. I et par drosker fulgte den afdødes kollega Hadj Muhamed Ben Achmed, den franske vicekonsul Raimond Pilet, legationssekretær Tronker, hr. Scheel Wandel, samt flere damer, blandt hvilke vi nævner plejemoder på hospitalets 5. afdeling, Hansine Lynge, og frk. J. Müller, der begge med stor omhu har plejet den syge muhamedaner. Hertil sluttede sig den franskfødte hattemager Petitgas og mange af kirkegårdens besøgende.

Det lille ligtog bevægede sig stilfærdigt til graven i kirkegårdens sydlige hjørne, og mens mændene blottede deres hoveder, sænkedes den 15 kroners kiste, på hvis låg det kristne kors var erstattet af to Hænder, samlede i broderligt håndtryk. I følge Koranens forskrifter var liget lagt således i graven, at Hadj Said vendte ansigtet mod øst, mod profetens hellige by Mekka.

Så trådte konsulen frem ved den åbne grav og gav på fransk den afdøde et par ord med på vejen til det ukendte hinsides. "Skønt den afdøde havde en anden tro end vi," sluttede konsulen, "var han dog vor broder. Adieu Said, adieu, adieu!"

Den sympatiske måde, på hvilken de få ord fremsattes, gjorde et velgørende indtryk. Hr. Scheel Wandel bragte derefter forsamlingen en tak fra Hadj Muhamed for den deltagelse, den havde vist hans afdøde fætter og halvbroder. Hadj Said og Hadj Muhamed er nemlig sønner af gamle Achmed som bl. a var gift med to søstre.

Hadj Muhamed havde ikke ønsket at der kom blomster med i graven da dette er forbudt i Koranen. Men her måtte Muhameds lære for en gangs skyld vige for københavnsk skik og brug. 

Omkostningerne ved begravelsen er udredet af den arabertrup, hvortil afdøde og hans halvbroder hørte. Truppen har fra Tyskland, hvor den nu opholder sig, sendt 175 kr til bestridelse af udgifterne. Deraf er 111 kr gået med til hospitalsplejen. Direktør Rasmussen havde tilbudt Hadj Muhamed at bekoste hele begravelsen, men truppen har anset det for en æressag at klare den ved egen hjælp. 

Nu er Hadj Muhamed ene tilbage i det fremmede land, hvor hans trosfælle og broder hviler sine trætte ben, langt borte fra Afrikas glødende sol og Allahs hellige jord. Men hver dag før sin bortrejse, der finder sted i næste uge, vil den mørke sydens søn knæle ved Hadj Saids grav og bede sine fædres bøn.

I går formiddag var der ikke lejlighed for ham til at være alene ved graven. Kvinderne havde besat den og forlod den først, da Hadj Muhameds røde fez skjultes af træernes løv ved udkørslen fra kirkegården.

Allahs børn, der ikke drikker spiritus, kender ikke noget til et dansk gravøl. Den stille, sympatiske ørkensøn sad tavs i vort selskab og tænkte vel på Allahs uransagelige veje. Men muhamedaneren, som tror på en skæbne, bøjer sig ydmygt under den. Derfor måtte det være så, at Hadj Said skulle dø i den fremmede by.

Og derfor vil skæbnen atter føre Hadj Muhamed tilbage i brødrenes, til trosfællernes kreds, til artistens store virkefelt, som strækker sig fra ørkensolens lande til Nordens ismarker.

(Social-Demokraten, 21. juni 1895). 

Araberen Hadj Saib Ben Achmed er nu blevet begravet i en afsides krog i frijorden på Vestre Kirkegård. Det franske gesandtskab tog sig af sagen, da Hadj er født i Algier og således under Frankrigs beskyttelse, og ved gesandtskabets medvirkning opnåedes det endelig at han måtte begraves i krogen, når det foregik uden nogen art ceremoni.

(Esbjerg Folkeblad, 23. juni 1895).

Den Store Sædelighedsskandale 1895: Assessor Ussings Afhøringer (2), Fra 2. Maj 1895. (Efterskrift til Politivennen).

Assessor Ussing afhørte indtil 2. juli 1895 de implicerede politibetjente, journalister og andre vidner i sagen. Herefter gik sagen til doms.

Et vidnesbyrd i sædelighedsskandalen.

I går formiddags fortsatte assessor Ussing sine forhør over journalisterne.

Efter at en provinskorrespondent og en forretningsfører havde afgivet deres forklaring, mødte en journalist der fremkom med et for Sædelighedspolitiet graverende vidnesbyrd.

Blandt de i den Hasselbalchske affære indstævnede vidner var, som det måske erindres, et fruentimmer md. J. fra Rådhusstræde der havde spillet en rolle i sagen og mentes at vide god besked fordi hun står i Iivlig rapport til de offentlige fruentimmer. Hun løber dem nemlig penge med meget høje renter, ligesom hun skaffer dem beklædningsgenstande i ublu priser. Forretningen giver naturligvis et betydeligt overskud, og der er tilmed det mærkelige ved den at madammen så godt som aldrig lider noget tab. 

Det var forklaringen af dette fænomen journalisten meddelte assessoren, idet han meddelte at denne ågerske protegereres af Sædelighedspolitiet der bistår hende med indbringelsen af de udestående fordringer og sjældent kræver en af de det undergivne piger forgæves.

Sigtelsen er som man vil se, af den alvorligste art og vil hvis den kan dokumenteres, rette et dødbringende stød mod politiet og dets forsvarere. Skulle det virkelig være tilfældet at Sædelighedspolitiets betjente har ladet sig bringe til at gå den slags ærinder og øve pres mod fruentimmerne for at få dem til at betale, vil det vidne om en korruption som ikke nok så mange ord og dementier vil kunne besmykke eller skjule.

Vi venter i spænding på hvad resultat hr. Ussing skal komme til på dette punkt.

(Aftenbladet, 8. maj 1895).

En mand med fremsyn

Politidirektør Eugen Petersen hører ikke til det velbekendte politi der altid kommer, når det hele er forbi. Han har tværtimod en forbavsende evne til at komme for tidligt. Vi skal ikke her brede os over, at han kom for tidligt til sit politidirektørembede. Vi holder os alene til de senere dages begivenheder.

Her forekommer det os da, at hs højvelbårenhed kom temmelig tidlig med sin meddelelse om, at Korn havde "illegitime forbindelser". Efter den langsomhed, hvormed alle andre opdagelser er gået for sig i denne sag, er der al grund til at spørge politidirektøren, hvorledes han så tidligt kunne kende Korns kæresteforhold, når han ikke kendte dem før Korns selvmord.

Men kendte han dem før, så ville enhver anden også have regnet sig til, at Korn havde underbalance. - Når hr. Ussing er færdig, håber vi, at dette punkt finder en plads i hans redegørelse.

Dernæst kom politidirektørens gennem hr. borgmester Hansen afgivne redegørelse for tidlig med dens kraftige påstande om, at alene Korns underslæb og Meyers obligation var rigtigt af alt det, der hvirvledes op om Sædelighedspolitiet. Hr. Ussings undersøgelser turde allerede have vist det.

Tredje gang, politidirektøren kom for tidlig, var, da han gav sine sædelighedsbetjente lov til at sagsøge "København". Heraf har navnlig Smukke Petersen haft en rigtig forståelse; han erklærede straks, at han troede dog nok, at han ikke ville anlægge sag. Også de andre har fundet tidspunktet løjerligt valgt, just som kriminalretten sad. Kun hr. Meyer har med fortvivlelsens mod bebudet sag mod os.

For fjerde, men næppe sidste gang, kom politidirektøren for tidlig med at konstituere Smukke Petersen i Meyers sted. Det kunne uden skade for folks tro på politiledelsens fremsynethed have ventet det par dage, indtil hr. Ussing havde fået afsagt sit arrestdekret.

Der er kun en eneste ting, som vi ikke finder, at hr. politidirektøren er kommet for tidlig med, og det er hans ansøgning om afsked fra en post, hvor det er slemt at komme for sent, men under tiden værre at komme for tidligt.

(København, 20. maj 1895)

Skandalen.

Forhørene - Smukke-Petersen nægter - Hr. Ussing som kommissionsdommer.

Assessor Ussing fortsætter i dag sine forhør, og han er nu så vidt at det er de kvindelige vidners tur.

Når sagen dog ikke skrider så hurtigt fremad, som ønskeligt var, skyldes det Smukke-Petersens mærkelige holdning. Den gamle, erfarne politimand var så naiv at tro at han kun behøvede at nægte for at slippe helskindet ud af affæren, hvilket naturligvis kun vil bevirke at han kommer til at sidde så meget længere.

Blandt andet har Petersen ikke villet være ved at han vidste besked med nogen af afdelingens intimere historier, og dog har alle afdelingens betjente kunnet bevidne at han arbejdede hånd i hånd med Meyer, og at han alene fik lov til at overvære de mere private konferencer for lukkede døre i overbetjentens kontor.

Der er dog håb om at han snart vil blive medgørligere. Som meddelt er der stadig vagt i hans celle, da man frygter for at han der nu pludselig bliver tvunget til en uvant afholdenhed, skal finde på at lægge hånd på sig selv. I de dage han har været i arresten, er han faldet så meget af, at han næsten ikke er til at kende. 

*

Det er ikke alene her i byen at sædelighedsskandalen har givet anledning til undersøgelser. Den har været livlig omtalt i de fleste provinsblade, og det har derfor været nødvendigt at afæske vedkommende redaktioner en forklaring. Det har bl.a. været i Slagelse hvor politimester Bang har haft redaktør Jensen af "Sorø Amtstidende" for sammen med en del folk fra omegnen der mentes at sidde inde med oplysninger fra tidligere tid.

Også til Jylland vil undersøgelsen strække sig, og da der er sandsynlighed for at der der kan fås oplysninger af stor betydning for sagenm, vil assessor Ussing muligvis selv foretage afhøringerne for hvis skyld det da bliver nødvendigt at udruste ham med myndighed som kommissionsdommer.

Vi får da måske alligevel en kommission omend af en anden beskaffenhed end den forlangte.

(Aftenbladet, 20. maj 1895).

Da "Smukke Petersen" blev arresteret.

Assessor Ussing skulle altså - skriver "Dnb" - i fredags træffe bestemmelse om hvorvidt der skulle afsiges arrestdekret eller ej over den anholdte H. P. Petersen, konstitueret overbetjent i Sædelighedspolitiet.

De 3 gange 24 timer udløb kl. 3 eftermiddag. 

H. P. Petersen blev hentet op fra arresten og underkastet et nyt, langt forhør om de kendte sigtelser mod ham, dels for at have modtaget bestikkelser, dels for på anden måde at have gjort sig ulovlig fordel af sin stilling som sædelighedsbetjent.

De indrømmelser som den anholdte her måtte gøre, var af en sådan natur at de ikke kunne fri ham for at ombytte "anholdelsen" med "arrestationen".

Ved 3-tiden sås assessor Ussing komme ud fra 2. kriminalkammer og ile gennem rettens forsamlingshal ind til den samlede ret.

Et øjeblik efter viste den anholdte betjent sig i det rum hvis vægge dannes af de uhyggelige "skabe".

Han var ledsaget af et af kammerets betjente der i sin venstre hånd bar et hvidt papir: arrestordren.

Konstitueret overbetjent H. P. Petersen var af assessor Ussing erklæret for arrestant.

Den gamle mand der i 29 år har været i politiets tjeneste, går nu ved betjentens side ned til arresterne gennem de trapper og korridorer ad hvilke han selv i tidens løb har ført så mange syndere fra forhøret til cellen.

Han er iført grå sommerdragt og bærer sort filthat. Han går gennem salen med bøjet hoved og hilser synlig genert på de opdagere og kammerbetjente der sidder på bænkene langs vinduerne. De sidste dages begivenheder synes at have taget stærkt på ham

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 20. maj 1895).

Højre om sædelighedssagen. 

Den døende avis skriver i går følgende om sædelighedssagen:

"For øvrigt mener jeg, at først når denne sag af regeringspartiets venner bringes frem i Rigsdagen, vil der være håb om at udrette noget. Alt andet bliver kun til oppositionsvrøvl."

Disse ord er betegnende for Højres kærlighed til sagen: Kun når partiet selv kan få lov at løse spørgsmålet, vil det være med - og det endda kun efter at det forgæves har søgt at vride sig fra det. At ordene er lagt Midnatsmissionens formand, grev Moltke i munden, bør man næppe opholde sig ved. Han er næppe fanatisk nok til at udtale dem, selv om et døende Højreblad er dumt nok til at skrive dem.

Nå, - oppositionen har trumfet sagen så langt frem, som den er kommet. Skulle nu Højre være mørt nok til ikke ikke at turde vise den fra sig, skulle det oprigtig glæde os, der tog det første tag.

(København, 20. maj 1895)

Overbetjent P. T. Meyer

Det vil sikkert interessere de alier fleste af vore læsere at se, hvorledes den mand ser ud, der spiller en hovedrolle i den uhyggelige sædelighedsskandale. Den nys så mægtige Meyer ligner nu en knækket lilje; vort billede viser Sædellghedspolitlets souschef som han så ud, mens han endnu var dydens næstfornemste vogter i København.

Hr. Meyer har ofte beklaget sig over, at de ham underordnede betjente kun besad ringe dannelse. Han har talt om sit anstrengende slid, men først pressen har til denne beklagelse føjet en ganske naturlig bemærkning om store, uregelmæssige indtægter, rigeligt balsam for de trætte tale- og skriveorganer.

Den lille firskårne Meyer kom til verden i 1843 og fik 24 år gammel politihjelmen på sit brunlokkede hoved. Kun i to år sled Meyer gadefliserne, hans overordnede fik nemlig snart lejlighed til at optage hans evner ved et skrivebord, og vi træffer derfor den blidt og høfligt talende mand i Sundhedspolitiet, hvor han arbejdede i fire år. Så gik han over i Sædelighedspolitiet. Politiinspektør Carsten Petersen lærte hurtig at sætte megen pris på M., hvem han altid kaldte den skikkelige, pæne mand.

Ved at vise ærbødighed opefter, og affabel venlighed nedefter, nåede Meyer snart at blive ledende overbetjent i sin afdeling. Under sine skiftende chefer, C. Petersen, Thorsen og Korn, befæstede Meyer sin store indflydelse, der delvis var baseret på indgående kendskab til sædelighedsaffærernes intime detaljer.

Kollegerne døbte M. "den lille konge", og når en bordelværtinde ydmyg trådte over Meyers tærskel, sagde man, nu giver kongen audiens. På et vink af overbetjenten lukkedes alle døre og den smilende forretningsdame tog ærbødig plads på en tarvelig stol foran Meyer, der tronede i en højrygget lænestol. Hvad Værtinden afhandlede med M. fik ingen at vide dengang. Nu bringer hr. Ussing forhåbentlig indholdet af disse interessante samtaler for dagens lys.

(København, 20. maj 1895)

Den store skandale

Forhørene i går
Korn forsøger bedrageri
Hvad Meyer gjorde.

Der er falden en mærkelig tavshed over Højrebladene. "Berlingske"s tale om "ædle vrøvlehøveder" og "oppositionsjournalisters forbindelser i skøgeverdenen" er forstummet. Den døende avis taler ikke mere om oppositionens "egne kastanjer", den har nu travlt med også at få lidt af stegen og rager troligt rundt i asken efter nogle smuler; kun engang imellem kvækker den lidt mod os, fordi den er så fattig.

Og forandringen er forståelig. Da "Smukke Petersen" blev erklæret for arrestant, følte de ædle herrer på den anden side, at sagen var drevet så vidt frem, at den ikke mere lod sig reducere til nul og nix. Men de skulle have sparet sig fra først af. For den skandale, vi med ihærdighed har forfulgt, gjort vort til at oplyse, vil ikke vise sig egnet til at dysses ned med nogle flabede angreb på os eller andre kolleger.

Det viste arrestation, vistes det ved "Smukke Petersen"s. Men endnu værre er det, der oplystes i går. I forhøret i går fremstod nemlig to pantelånere - foruden nogle bordelejere og piger - , og af dem forklarede den ene, at Korn havde forsøgt at bedrage ham. Det gik således til:

En dag for ikke så længe siden kom en herre ind i pantelånerens forretningslokale, hilste og spurgte på pantelånerens ærbødige genhilsen:

- Kender De mig?

- Ja, det gjorde pantelåneren nok. Det er jo hr. Politiinspektør Korn.

- Nå ja, det gør jo heller ikke noget. Men det er rent galt med de 4 cykler, som De har lånt på til d'Hrr. . . . Dem må vi have. Men det er jo et stort beløb for Dem, og jeg kommer da her for at tilbyde Dem det halve af lånesummen, for at De ikke skal tabe for meget.

Nu ved man at på tyvekoster taber pantelånerne hele lånesummen, så tilbuddet syntes fristende. Men pantelåneren var ikke fra dagen før. Han kendte sine pappenhejmere og holdt standhaftigt på: Alt eller intet.

Hr. Korn gik bort i vrede; men næste dag blev alle 4 cykler indløste med den fulde lånesum, 400 Kr., plus renter. Det var "bedre folks børn", der havde pantsat cyklerne. At skaffe dem igen lå i øvrigt uden for hr. Korns sædelighedsembede.

Det er jo kedeligt, sagde borgmester Hansen, at alle de er døde, hvem sagen vedrører. Og man kunne synes det kedeligt nok, at Korn er død nu. Men det er ret ligegyldigt. Om de alle var døde, og sagen alligevel kunne oplyses, ville det kun glæde os - for d'hrr.s egen skyld, hvem det nu vil gå ud over.

For os er personerne ligegyldige. Vi lægger ingen vægt på personerne uden som bærere af systemet. Derfor er det her omtalte kornske tilfælde af værdi. Det viser korruptionen i det grelleste lys. Hvorledes er vel et korps med sådan en chef? Vi føjer til, for en ordens skyld, at pantelånernes afhøring skyldes oplysninger fra "København".

- I øvrigt synes Sædelighedspolitiet at have haft meget med pantelånerne at gøre. Også hr. Meyer har slidt pantelånernes trapper for at akkordere om panters tilbagelevering. Men endnu synes det kun oplyst, at hr. Meyer har pruttet på renterne, i øvrigt i de hidtil behandlede tilfælde uden held.

Som man ser: Der er god grund til ikke at skrive i "Berl. Tid." om skøger eller i den svindsottige om de kastanjer, vi skal brænde os på.

(København, 21. maj 1895)

En slagen mand

Smukke Petersen

Det er ikke mere end godt og vel otte dage siden at Smukke Petersen blev indsat i arresten.

Det har taget så stærkt på ham at han nu er næsten en dødssyg mand, ligesom hans sindsstemning er meget nedtrykt.

I går har man måttet indlægge ham på Kommunehospitalet. Han havde til opsynet klaget over stærke smerter, og hen på eftermiddagen måtte lægen hentes.

Denne beordrede ham straks indlagt på hospitalet hvor han fik plads på officiantgangen under dr. med. Mygge der fungerer ved 3. afdeling.

Her ligger han under streng bevogtning både dag og nat; da han jo ellers havde nem lejlighed til at begå selvmord. Og det ville under sagens nuværende standpunkt være et uvurderligt tab om han så lejlighed til at breberøve sig livet, det ville unddrage assessor Ussing betydeligt materiale. 

Hr. Mygge vil også vide at han har en kostbar patient at våge over. Af hans lov og død afhænger måske manges skæbne. 

Hans sygdom er et hjerteonde i forbindelse med begyndende vattersot. 

(København, 24. maj 1895).

I de sidste uger af maj afhørte assessor Ussing omkring 16-18 vidner dagligt, og blev efterhånden fritaget fra andre opgaver, så han udelukkende kunne hellige sig sædelighedssagen. 

Autoriterer og vidner.

Under udviklingen af den famøse sædelighedsskandale har vi ofte haft lejlighed til at pege på det uforsvarlige i den optræden, overbetjent Meyer viste overfor en del af de eventuelle vidner i sagen.

Hr. Meyer kaldte som bekendt en del af de under hans opsigt stående piger op til sig, formanede dem til at holde bedrageren Korns minde i ære og ikke sige noget ondt om ham, der havde været dem så god.

Hvilken hensigt hr. Meyer har haft med sin tale, skal vi overlade til hr. assessor Ussing at udrede. Vi skal kun holde os til den virkning talen kunne gøre. Og virkningen turde ligge lige for næsen. Der er ingen tvivl om at de piger, der hørte på talen, opfattede den som en formaning til at undlade at give de oplysninger, de måtte sidde inde med om forholdene i Sædelighedspolitiet. Det vil med andre ord sige at de under visse forudsætninger måtte gå ud fra, at det ville være d'hrr i Sædelighedspolitiet behageligt om de for retten forklarede falsk. Og der er heller ingen grund til at tro andet, end at flere af disse piger kunne have alvorlige grunde til at overveje, hvilket der ville være dem ubehageligst: enten at overhøre formaningstalen og forklare rigtigt eller lægge sig den bag øret og forklare falsk. Det er derfor vi så ihærdigt har fordret Meyer fjernet fra hans plads, indtil undersøgelsen var forbi. 

Nu er der vel dem der kan mene at der ingen grund var til at frygte bestræbelser fra politiets side i retning af at forhindre en indgående og rigtig oplysning af sagen. Men disse godtroende beder vi først overveje det ovenfor udviklede og dernæst huske på at man har set mærkeligere ting før.

Vi skal her blot minde om, at i den af os tidligere omtalte sag som afdøde inspektør for 3. afdeling, Thorsen, anlagde mod læge Prochowsky, førte denne sidste en række piger som vidner. De blev afhørte og bekræftede deres udsagn med lovens ed. Men bagefter lod politiinspektøren dem kalde op i sædeligskælderen, og der optage rapport over dem på en sådan måde, at de fragik deres beedigede forklaringer, for så vidt de var generende for politiet.

Og da sagen siden hævedes af Thorsens enke, var der alligevel ingen, der faldt på at anstille undersøgelse om, hvorledes denne uoverensstemmelse mellem vidneforklaringer og rapport var fremkommet. Et spørgsmål som måske hr. Meyer véd besked om, og som politidirektør Eugen Petersen ikke burde være uvidende om. 

Af denne sidste sag og hr. Meyers og senere andre betjentes formaninger til de under dem stående piger vil man sikkert få god grund for en ikke ringe mistillid til vore autoriteters omgang med de vidner der i en eventuel sag kunne genere dem.

Hvad vidnerne vil forklare når de kommer for skranken efter at være formanede af de deri interesserede, kan ingen vide, selv om man véd, hvad de vidste i forvejen.

Men det er heller ikke altid man har kunnet vide, når man er kommet et stykke hen i en proces, hvilke vidner man har tilbage at føre. Det er hændt og det ganske åbent for publikums øjne, at vidner er forsvundet på kortere eller længere tid, netop som de skulle føres i en celeber sag, autoriteter til gene.

Et af de smukkeste eksempler er her den Scavenius-Ingemann Petersenske vidnesag, hvor det trods megen ihærdighed aldrig lykkedes at holde et vidne fast, endda politiet havde hals- og håndsret over vedkommende pige.

Denne sag, der ikke er uden interesse under sædelighedsskandalen og måske også kendt af hr. Meyer, skal vi i en senere artikel behandle til oplysning for hr. assessor Ussing og ærede læsere.

(København, 25. maj 1895)

Vi har modtaget følgende:

Da det rygte har udbredt sig at det er undertegnede der bl.a. under betegnelsen "betjent Petersen" er omtalt i pressen som arresteret i den for tiden ved kriminalretten verserende såkaldte Sædelighedssag, ville jeg være Dem, hr. redaktør særdeles taknemmelig hvis dette falske rygte måtte blive dementerede i "Aftenbladet"

København den 20. maj 1895

Ærbødigst
Adolf J. Petersen
Overbetjent i Københavns Sundhedspoliti.

(Aftenbladet, 21. maj 1895).

København uden Sædelighedspoliti.

Opløsningstilstand.
Damerne i Tivoli.
De nye mænd.

Tilstanden er i øjeblikket faktisk den: København er for tiden så godt som uden nævneværdigt Sædelighedspoliti.

Alt er i opløsning - de underordnede uden virkelig ledelse, de "ledende" rådvilde og forfjamskede institutioner genstand for den ganske bys hånlige overlegenhed.

Hvorledes skulle det være anderledes - ?

En af politiets ældste betjente den konstituerede overbetjent, i arrest adskillige af hans kolleger stærkt kom promitterede Meyer benådet med en "permisssion" fra hvilken han aldrig når tilbage til sin stilling som inspektør, en ganske ung og uerfaren mand, der allerede synes træt og nok nærer alvorlige betænkeligheder ved at søge fast ansættelse - og over dem alle, som kransekagens topfigur - al, hvilken ynkelig figur! Hr. Eugen Petersen.

Hvilket billede af en ærefrygtindgydende politiinstitution!

Således er stillingen i øjeblikket, og vi bedrøves ikke yderligere over at det er således. For at nå til det ry, måtte det gamle først tilintetgøres.

Men der er grænser for alt, også for den tid, vi helt kan undvære et Sædelighedspoliti. Lige så hurtigt og resolut det gamle burde brydes ned, ligeså energisk burde det ny bygges op. Og der er nu gået 2 måneder siden Korns revolver udledede det kaos hvorunder vi for øjeblikket lever. 

At alt nu er i opløsning, vil enhver kunne overbevise sig om. Sædelighedspolitiet er ganske gået i stå, dets folk er dels sat ud af virksomhed, dels bange for at virke. Den før så hidsige menneskejagt er næsten ganske indstillet, af anholdelser finder de færrest mulige sted. 

Vil man have det håndgribeligste bevis på hvor lidt respekt Sædelighedspolitiet i øjeblikket nyder, behøver man kun at ulejlige sig ind i - Tivoli.

Et blad opkastede i går det spørgsmål om damer kunne gå alene i Tivoli, og det æskede sine læseres mening i dette spørgsmål der var et af "århundredets vanskeligste".

Vi skal nu ikke foregribe bladets læseres dom i en sag af så verdenshistoriske betydning. Men det kan sikkert slås fast, at som forholdene for øjeblikket er, kan ingen dame uden at risikere sit rygte, gå alene noget steds i Tivoli. 

Takket være det dødvande der nu er indtrådt i politiets virksomhed, er det populære etablissement oversvømmet af tvivlsomme og ganske utvivlsomme "damer" der endog overtræder selv de mest direkte bestemmelser om de steder hvor de må færdes.

Vi lægger al skylden derfor på politiet, eller rettere sagt manglen på politi og intet af den på direktionen. Den har ved at ophæve den gamle bestemmelse at en dame ikke kunne få kort til Tivoli uden en navngiven herres garanti - en ganske fornærmende og meningsløs bestemmelse - kun handlet godt og rigtigt, og den kan ikke stå ved sit tælleapparat og forlange dydsbevis af sine gæster. Når forholdene er blevet som de er, skyldes det som sagt, ene og alene det Sædelighedspoliti der om det havde nogen autoritet, kunne forhindre skandaler af en sådan art. 

---

Men Tivoli giver kun et eksempel på opløsningen udenfor afdelingen. Det kunne suppleres med adskillige andre.

Spørgsmålet bliver da: hvor længe skal de nuværende, ganske umulige forhold vedvare? Bliver der snart gjort en ende på dem?

Det siges at der indenfor spidsernes snævre kreds hersker adskillig ubestemthed angående ordningen og de nye folk som må antages. Vi tror det så gerne. Politidirektøren siges at have udset en betjent i opdagelsespolitiet til at afløse Meyer, fra anden side gøres det gældende at det er nødvendigt, navnlig da inspektøren er så ny i tjenesten at beholde en af de gamle der er kendt med forholdene, endelig ved man ikke hvilke og hvor mange af de gamle man vil beholde - - - kort sagt: Forfjamskelse over hele linjen!

Afgørelsen skulle ikke synes så vanskelig. Undersøgelsen må vel til dato have givet så meget resultat at det kan ses hvem der er skikket til at forblive i politiets tjeneste og hvem ikke. Man behøver jo ikke her at spørge om deres forhold er kriminelle eller ej.

Og så: Bort med alle dem på hvem der hviler blot den allermindste plet!

Ingen utidig skånsel, ingen øllebrødsbarmhjertighed! Det ny politi vi må have, må fra første færd være uden lyde, om det skal have held til at vinde den autoritet det gamle har forskertset.

Var det mon så uoverkommeligt for andre end for hr. Eugen Petersen?

(Aftenbladet, 22. maj 1895).