Privatbankens Bygning. (Efterskrift til Politivennen)

Axel Berg (1856-1929) arkitekt, uddannet på Kunstakademiet i København 1873-1880. Han arbejdede med historicistisk arkitektur, og tegnede bl.a. Bregentved Gods' hovedbygning (øst- og sydfløjen) og avlsgård i nyrokoko (1887-1891). Nordfløjen er fra 1660'erne. For dette arbejde fik han Kunstakademiets Hansens medalje.

Bregentved Gods: de af Axel Berg tegnede øst- og sydfløj. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Axel Berg tegnede Privatbankens hovedsæde i Børsgade i København som blev opført 1901-1904 med anvendelse af stiltræk fra forskellige perioder. Huset blev opført hvor tidligere De Seks Søstre (Nybørs) stod.

Privatbankens bygning på Børsgade 4-8, Slotsholmsgade 1-3  (1901-1904) set fra Christianshavnssiden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Privatbankens nye Bygning

Arkitekt Axel Berg sejrer i Konkurrencen.

I Gaar Eftermiddag blev Spørgsmaalet om, hvem der skal opføre Privatbankens nye Bygning, endelig afgjort.

Kl. 3 samlede Bedømmelses-Komiteen til det sidste Møde i Privatbankens Bankraadssal, hvor de konkurrerende Arkitekters Tegninger dels var ophængte langs Væggene, dels fremlagte paa det stoie Bankraadsbord. De sex Arkitekter, som har været indbudte til Konkurrencen, er d'Hrr. Axel Berg, Martin Borch, L. Clausen, Albert Jensen, V. Koch og K. Varming. De modtager hver et Honorar af 1500 Kr. for deres Arbejder.

Alle Bedømmelseskomiteens Medlemmer var enige om, at samtlige Arkitekter har præsteret et sjældent stort og smukt Arbejde, som i høj Grad fortjener Anerkendelse. Valget har da ogsaa, hvad der ikke er nogen Hemmelighed, været ret vanskeligt for Bedømmelsesudvalget, og naar Arkitekt Axel Berg i Gaar blev den lykkelige foretrukne i Konkurrencen, da skyldes det Rikkert ikke mindst de praktiske Krav, som han har foistaaet at tilfredsstille i saa høj Grad ved sit Projekts Udarbejdelte, og som fik en afgørende Indflydelse paa Bedømmelses-Komiteens Afstemning.

Vi skal i Dag kun omtale Hr. Axel Bergs Projekt paa Basis af de Oplysninger om hans Bygning, som han selv har givet Bedømmelses-Komiteen, da han indsendte sine Tegninger. Men vi haaber, at vor kunstneriske Medarbejder vil finde Lejlighed til kritisk at bedømme baade den sejrende Arkitekts Projekt og de fem andre Herrers interessante Arbejder, hvoraf særlig i Gaar Hr. Martin Borchs karakteristiske gamle hollandske Købmandshus tiltrak sig stærk Opmærksomhed. I Gaar etter Mødets Slutning havde nemlig en Del besøgende Lejlighed til at se Skitserne, ligesom et snævrere Publikum, bl. a. Bankens Aktionærer, i de følgende otte Dage vil faa Adgang til at gøre sig bekendt med Arbejderne

Men tilbage til Arkitekt Axel Bergs Projekt. Som bekendt, skal den nye Bygning opføres paa Karreen, hvor bl. a. "De sex Søstre" nu er ved at synke i Grus. Denne Karré afgrænses jo i sine to største Længder af Børsgade og Slotsholmsgade samt for Enderne af Strømløbet og af det Stykke af Christiansgade, hvor nu Opgangen er til Privatbanken i Børsens Bygning.

Det er Meningen, at Hovedfacaden skal ligge ud mod Børsgade, hvor Hovedstrøget og Færdselen ogsaa med Sporvogne bliver i Fremtiden. Gaden bliver jo dér udvidet, bl. a. ved Opfyldning af en Del af Kanalen.

Hovedfacaden gør et solidt og fornemt Indtryk. Ved et ganske overfladisk Blik synes den med sine røde, tunge Mursten, med sin Sandstens-Fronten og sine Sandstens-Ornamenter at have nogen Lighed med Ministeriabygningen. Men ved et nærmere Eftersyn viser det sig, at en saadan Sammenligning ikke passer. Ved mange og væsenlige Enkeltheder er Hr. Axel Bergs Projekt afvigende fra den nævnte Bygning. Blandt andet ved at lade Taglinjen brydes af flere Gavle har han søgt at give sit Arbejde en særlig Karakter. Arkitekten kalder selv den Stil, han har valgt, en Art Efter- eller Sen-Renæssance.

I Følge de af Arkitekten iøvrigt givne Oplysninger vil tre Fjerdedele af det ca 5600 Kv.-Alen store Areal blive bebygget. Bygningen er trukket lidt tilbage fra Gadelinjen mod Knippelsbro, hvorved en Del af det ubebyggede Areal (ca. 155 Kv. Alen) udlægges til Gade. Af Gaardsrum vil ca. 560 Kv. Alen blive overbyggede i Kælder- og Stueetagen.

Mod Børsgade kommer altsaa Hovedfacaden til at ligne, og som Følge deraf henlægges de vigtigste Indgange til denne Side.

Bygningen skal bestaa af to Dele, A og B. I A indrettes der foruden de til Banken fordrede Lokaler samr Direktørboligen nogle Forretningslokaler, som kommer til at indtage et samlet Fladerum paa ca. 2100 Kv.-Alen. I B bliver Forretningslokalernes samlede Flademaal ca 3230 Kv.-Alen, heri iberegnet Kafélokalet med tilhørende Udenomsbekvemmeligheder Dette Lokale skal vende ud mod Strømløbet. Gæsterne vil da gennem Kafeens Vinduer faa det livline og morsomme Skue af Traflken i Havnen.

Bygningerne tænkes opførte af røde, haandstrøgne Mursten med en Underbygning af Granit og med Anvendelse af Bremer-Sandsten eller Portland-Kalksten til Baand og Gesimser samt med forskellig dekorativ Udsmykning. Taget dækkes med glasserede Teglsten; Kobber vil blive anvendt til Spiret, til Afdækning af Gavlkammene samt til Render og Udløbsrør. Etage-Adskillerne skal udføres af armeret Beton (Hennebrique-Konstruktion) hvorved Lofterne fremtræder enten som Bjælke- eller Kassetlofter. Alle Gulvene skal belægges med Papyrolith eller et lignende Stof.

Tagkonstruktionen m. m. vil blive gjort saa solid og brandsikker som muligt. Spørgsmaalet om Brandfare er jo et af de allervigtigste og vanskeligste ved Udarbejdelsen af Projektet til en Bankbygning.

Det store Banklokale skal udstyres med et højt Panel af en eller anden fin Træsort samt med Kassetloft og Stuk dekoration. Sejlerne bliver af Jern med Beklædning.

I Banklokalet og i Trapperummene indrettes der Ovenlys. De sidstnævnte Rum vil enten blive beklædte med Marmor eller en anden Kalksten.

Hovedtrapperne i begge Bygningerne - altsaa i A og B - skal hvile paa Hjørnepiller af Granit, og ved Hovedtrapperne bliver der desuden Person-Elevatorer. Begge Bygninger, hvis Opførelse antagelig vil vare ca. to Aar, skal funderes med Beton. Arbejdet vil saa vidt muligt blive fremskyndet. Med Hensyn til Udgifterne, da beløber hele Grundens Værdi sig til ca. ea Million Kroner, og Omkostningerne ved Bygningernes Opførelse bliver ogsaa omtrent en Million Kroner.

Arkitekt Axel Berg, der er ca. 40 Aar gammel, er bl. a. kendt for sine betydelige Keatavreringsarbojder paa Bregentved og paa flere Godser og Herregaarde.

Det er ogsaa Hr. Axel Berg, som har givet Tegning til den sidste Kongewaggon samt til det i Lokkende rejste Monument over General Krogh, Lensgreve Raben-Levetzaus Bedstefar.

(Dannebrog (København) 7. november 1900).

I 1923 var pladsen blevet for trang, og gården blev overdækket. Axel Berg stod også for dette bygningsarbejde.

Privatbankens nye Bygning.

Privatbankens nye Bygning.

Det er en fortrinlig Beliggenhed, den nye Bygning, som Privatbanken lader opføre med Hr. Axel Berg som Arkitekt, har faaet, Ud mod Børsgade og mod Slotsholmsgade kommer de to mægtige Længdefacader til at ligge, og den ene Tværfacade skal ligge ud mod Havnen og faar Kristianshavn til Vis-a-vis.

Bygningen vil kunne tage sig ud paa dette Sted, og paa lang Afstand vil de Tusender, der daglig færdes fra Kristianshavn og indefter, kunne se et betydeligt Parti af Privatbankens Hus. Naar Byggeforetagendet er endt - der er ikke sat nogen bestemt Frist for, hvornaar Bygningen skal afleveres fuldt færdig - vil antagelig Omlægningen af Færdselsforbindelsen mellem de to Bydele være i Orden. Udvidelsen af Børsgade er jo allerede godt i Gang; det er, som bekendt, Planen at føre Trafiken denne Vej - i Stedet for gennem Slotsholmsgade - og Knippelsbro skal derfor i Fremtiden ligge i direkte Linje med den udvidede Børsgade.

Arkitekt Axel Berg har, i Følge sine egne Udtalelser, tænkt sig, at hans nye Bygning - eller rettere Bygninger, thi der bliver to, der skal udgøre et samlet Hele - skal danne et Overgangsled mellem Kjøbenhavn og Kristianshavn. Han har dernæst strax været klar over, da han gav sig i Kast med denne Opgave, at han ikke vilde skabe en Bygning, som var for nær beslægtet med Børsen; Bygningen maatte bevare sin selvstændige, egne Karakter, men skulde alligevel harmonere med sin berømte Nabo.

Om selve Bankbygningen eller -Bygningerne her et Par orienterende Oplysninger. Den Del, som faar Udsigt mod Knippelsbro og Havnen, bliver en Etage højere end selve det øvrige Parti af Bygningen hen imod Børsens Retning. I dette højere Parti mod Havnen indrettes iøvrigt den eneste store Privatbolig i Bygningen; paa 3dje-Salen dér skal nemlig Rankens første Direktør, Etatsraad Larsen bo.

Hele Bygningen opføres nærmest en Art Barokstil med nogle Renæssancemotiver.

Den høje Underbygning bliver af Granit, derover vil de røde Murflader (røde haandstrøgne Sten) med Sandstens-Forsiringer hæve sig; overalt skal Sandstenen anvendes til Indfatninger og Ornamenter. Over Midtpartiet ud mod Børsgade kommer der til at knejse en stor. bred Fronton af Sandsten med allegorisk Fremstilling af Handelen og mulig flere beslægtede Erhvervsgrene.

Bankens Direktion vil aabenbart intet spare, for at Bygningen kan gøre et virkelig smukt og faobelt Indtryk. Derfor skal de bedste og mest gedigne Materialier anvendes. Hele det store Tag bliver saaledes af Kobber, og Opgangen til Banken skal Trapperummet udfores af Marmor og Kalksten.

Det største og prægtigste Rum i Bygningen bliver det store Banklokale til Expedition; det faar Beliggenhed første Etage og vil strække sig gennem hele Bygningens Brede og kommer altsaa til at vende ud baade mod Slotsholmsgade og Børsgade.

Dette mægtige Lokale med et samlet Fladeindhold af 900 Kv.-Alen faar fuldt Ovenlys. Da Rummet kommer til at ligge i Bygningens hele Brede, bliver ogsaa en Del af den i Midten beliggende overdækkede Gaard inddraget til Expeditionslokalet, 

Banksalen bliver 9 Alen høj. I fire Alens Højde fra Gulvet dækkes Væggen med Teaktræspaneler; Resten bliver Stukarbejde.

Loftet, ligeledes i Stuk, inddeles Felter, og dér er det Meningen at lade en fremragende Kunstner fortælle os et eller andet, som knytter sig til Bankvirksomhed og Handel. Sex polerede Granitsøjler med Broncekapitæler skal bære Loftet.

Under Expeditionslokalet og de andre Bank lokaler i samme Etage bliver der en mægtig Boxafdeling; selvfølgelig anvendes kun ildfaste Sten og Jærnkonstruktioner af sværeste Art til denne Afdeling.

Anden og tredje Etage skal udlejes til Forretningslokaler og Kontorer, Ikke færre end 3 Personelevatorer indrettes i Bygningen, endvidere for synes denne med de bedste og mest praktiske Ventilations- og Varmeanlæg og andre Bekvemmeligheder.

Endvidere skal det kun nævnes, at ud mod Havnen, hvor nu den gamle morsomme "Skipper kafé" "Kvasen" ligger - et Stykke Fortidens Kjøbenhavn - vil der blive indrettet en mindre første-Rangs Kafé, hvor sikkert Børs og Bankmænd særlig omkring Børstiden vil søge ind for at faa en Forfriskning.

(Dannebrog (København) 25. december 1901)

Axel Berg blev den 29. november 1907 formand for Akademisk Arkitektforening efter at den daværende bestyrelsesmedlem Ludvig Andersen var blevet ekskluderet med næsten alle stemmer og formanden Clemmensen ikke ønskede at fortsætte. Ludvig Andersen blev dømt skyldig i Akademiske Arkitektforenings voldgiftsret i november 1907 fordi han uden arkitekt Gudmes samtykke havde udført tegninger til Det Nye Teater, bl.a. på trods af at Gudme var selskabets arkitekt. Han havde derfor overtrådt foreningens vedtægter.

Axel Berg ombyggede Vemmetofte Kloster (1907-1909) og opførte Arbejdsgiverforeningens bygning i København (1910-1911) i nybarok. Han fik Kunstakademiets årsmedalje 1910:

Ny Kongensgade 16a / Vester Voldgade 113  (1910-1911). Opført for Arbejdsgiverforeningen  på den gamle Håndværkerstiftelses grund. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Axel Berg med hat og overskæg, markeret med x på jakkekraven ses på fotoet en anelse til højre for midten, mellem herren med bowlerhat (bagest) og manden med den store kasket (forrest). Herren uden hat markeret med xx er Arbejdsgiverforeningens formand Rostrup. Anledningen er rejsegilde på Arbejdsgiverforeningens Hus. Foto fra Dagbladet (København) 28. september 1910).

Andre af hans bygninger er pakhuset Overgaden Neden Vandet 11 / Wildersgade 12-18  (1914), samt Nationalbankens bygning i Aarhus (1923)

marts 1915 regeringens tilsynsførende  ved de af Københavns Brandforsikrings Taxationsmænd foretagne vurderingsforretninger.

Axel Bergs gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Paludan-Müller: Nogle Oplysninger fra St Croix. (Efterskrift til Politivennen)

Alfred Paludan-Múller blev 1873 pharmaceutisk kandidat og fik 31. januar 1880 bevilling til at drive apotek i Christiansted på St. Croix. Han blev der medlem af New St. Croix Savings Bank. 23. maj 1882 til 2. november 1882 overformynder på St. Croix i hospitalsforstander løjtnant Johansens fravær. I november 1884 annoncerede han med at have modtaget Tuborg øl til salg i tønder og flasker. Han var fra 1885 agent for The Royal Insurance Company, Liverpool indtil sin afrejse i 1904, samt svensk og norsk vicekonsul. 1. juni 1885 3. kongevalgte medlem af kolonirådet for St. Croix. Han fremstillede (i hvert fald i 1894) lemonasier som blev solgt i Danmark. 

Som apoteker havde han de kemikalier som skulle bruges til fotografering. Det kongelige Bibliotek har 317 fotografier som viser hvordan han gerne ville fremstille sin tilværelse der. Fotografierne viser bl.a. (utilsigtet?) den store sociale ulighed: Myndighedspersoner, familiemedlemmer og plantageejere poserer stolt eller nochalant, mens fotografierne af den sorte befolkning som oftest viser undren, mistro, modvilje mod at blive en del af de hvides fremstilling af sig selv. Nedenfor er nogle af hans fotoer. Der findes også enkelte af herskabets forte tjenestefolk.  Et af hans fotografier af stuepigen Sarah (1900) er brugt af kunstneren Jeannette Ehlers i værket "Black is a Beautiful World. I & I"

Alfred Paludan-Müller (1851-1924). Privatoptagelse fra Sankt Croix. I sin behagelige mahognistol på verandaen kigger han ud på betragteren. Han er tilsyneladende afslappet. I tropeheden er han klædt som de hvide gjorde i kolonitiden: lys jakke og vest, hvid skjorte med slips, manchetknapper og lommetørklæde samt en skinnende kæde fra reversen, formentlig et guldur. Dørene til huset er åbne. Ingen tvivl om hvem der er herre i huset. Som han udtrykker det i teksten: "... vor Races Gerning i tropiske Kolonier (bestaar) ikke alene ... i at gøre disse saa vidt muligt selvbetalende, men tillige i at udvikle den Befolkning, vi er satte til at herske over, saa langt som dens Udviklingsmulighed naar". Under fotografiet står hans navn med skråskrift. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nogle Oplysninger fra St Croix

Af Paludan-Müller

I Anledning af at det ofte her i Danmark anføres, at Regeringen i de senere Aar næsten intet har gjort for de dansk-vestindiske Øer, maa det være mig tilladt at oplyse, hvor god en Grundvold til Fremskridt der allerede er lagt paa St. Croix. Jeg mener, at, naar der kan arbejdes videre paa denne, vil Øens Fremtid paa ingen Maade være haabløs, og skal i det følgende paavise, hvilke Fremskridt der er gjort, og at Øens Administration ikke er forsømt. Jeg gaar ud fra, at vor Races Gerning i tropiske Kolonier ikke alene bestaar i at gøre disse saa vidt muligt selvbetalende, men tillige i at udvikle den Befolkning, vi er satte til at herske over, saa langt som dens Udviklingsmulighed naar.

Vor Races Ret til at være i Troperne, hvor vi ikke selv kan dyrke Jorden, er betinget af, at vi er villige til at paatage os det mange Gange brydsomme og utaknemmelige Hverv at opdrage, vejlede og ved vort Eksempel retlede en uselvstændig Race, der med sin stærkt udprægede Imitationslyst er tilbøjelig til at følge os, saavel i daarligt som i godt.

Har Danmark nu forstaaet at løse sin Opgave, og er der i de sidste 25 Aar gjort Anstrængelser for at indhente, hvad der tidligere var forsømt?

Hvad der særlig mærker disse Aar er følgende:

Oprettelsen af et Central-Sukkerkogeri.
Udstykning af Plantagen Work & Rest.
Oprettelsen af en Sparekasse.
Skolernes ny og faste Organisation.
Etableringen af en botanisk Forsøgsstation og et Laboratorium til Jordbundsanalyse.

Oprindeligt blev Central-Sukkerkogeriet anlagt for at spare Planterne Fabrikationen af Sukker; mere Kapital vilde derved kunne anvendes paa intensiv Dyrkning af Sukkerrøret, Jorden vilde blive bedre gødet og i det hele faa en omhyggeligere Behandling. Men Faktoriet har haft en anden og lige saa vigtig Mission, nemlig den at bryde Fordommen med det manuelle Arbejde i Marken.

Efter de sørgelige Negeroptøjer i 1878, der skyldtes Fjærnelsen af Frederikssteds Garnison, blev der indført nye Arbejdslove, og Øen var fra at være en stor Tvangsarbeidsanstalt gaaet over til Indførelse af frit Arbejde. Men Arbejdet i Marken, "The work with the hoe", ansaas for en Skam; det havde tidligere været Slavens Arbejde og senere den lavere Klasses. At bryde denne Fordom blev en af Regeringens vigtigste Opgaver, hvis Løsning blev søgt ved Udstykning af Statens Plantage Work & Rest lag blev givet dygtige og flittige Folk af Arbejderklassen Lejlighed til ved Selvarbejde at blive Ejere af den Lod Jord, der af Staten blev overdraget dem paa særdeles rimelige Vilkaar. Nu, da Central-Sukkerkogeriet havde overtaget Fabrikationen af Sukkeret og kunde modtage Sukkerrør, saavel fra Planteren som Parcellisten, var Tiden kommen til at forsøge om den Mand, der tidligere havde dyrket Jorden for andre, nu vilde være i Stand til at dyrke den for sig selv.

Prisen paa Jorden, der blev udstykket, rettede sig efter, om den tidligere havde været dyrket eller ikke, og varierede fra 20 til 40 Dollars pr. Acre.

Af Købesummen svaredes de første 20 Aar 4 pCt., derefter 5 pCt. Købesummen afbetaltes i 24 halvaarlige Terminer med 1/48 Del hver Gang plus forfalden Rente, og naar Halvdelen af Købesummen var betalt, kunde Resten indestaa paa første Prioritet uopsigelig fra Kreditors Side i 20 Aar, at regne fra Parcellens Overtagelse. Kreditor kan efter de 20 Aars Forløb give et halvt Aars Opsigelse for Restgælden, men Debitor kan til enhver Tid give Opsigelse.

Der er til Dato udstykket ca. 700 Acres land til 37 Parcellister. De fleste Parceller er fra 15-20 Acres.

Det var de bedste blandt landarbejderne, der blev udvalgte ved Salget af Parcellerne. Som Betingelser fordredes der, at Vedkommende havde været fast Arbejder paa en Plantage i flere Aar, var gift, havde Familie og var ustraffet. Til en Begyndelse fordredes der en lille Afbetaling paa Købesummen, men dette overholdtes ikke saa nøje, naar Manden ellers havde gode Anbefalinger.

Parcellisternes Høst Aar i 5 Aar været:

1895 257 Fade Sukker.
1896 361 Fade Sukker.
1897 447 Fade Sukker.
1898 358 Fade Sukker.
1899 855 Fade Sukker.

Udstykningen sluttedes i 1889 og efter de Resultater, der foreligger, maa det siges, at Hensigten fuldt ud er opnaaet. Der er skabt en økonomisk velstillet Middelklasse, der svarer Skatter og Afgifter og er og har været et godt Eksempel for andre.

Fordommen mod Markarbejder er brudt. Findes der paa en Plantage et Areal, som det ikke betaler sig at dyrke for Ejeren, lejer han Jorden ud til landarbejdere - de saakaldte "squatters" - der i Afgift betaler fra 5-7 Dollars pr. Acre.

Paa Statsplantagen "Sions Farm" er der udlejet et Areal paa 160 Acres. Plantagen havde heraf i Fjor en Indtægt af ca. 1000 Dollars.

Rider man fra Plantagen Work & Rests Negerby mod Syd over de nedlagte Plantager Humbug og Retreat møder man Synet af en vel dyrket, gødet og muget omhyggelig luget Samling af Sukkermarker, alle tilhørende Parcellisterne. Man ser Mand, Kone og Børn besørge det nødvendige Markarbejde, der udføres med den i sin Tid saa foragtede Hakke. For en Mand lige fra Europa vilde disse Mennesker sikkert kun være en Samling yderst pjaltede og lidet tiltalende Individer, men for os, der kender Befolkningen, er det klart, alene efter den Maade, hvorpaa Mandes besvarer vor Hilsen, at han er i Besiddelse af ikke ringe Selvfølelse og er vel tilfreds.

Blandt Markarbejderne er der aabenbart skabt en Middelstand, hvis Betydning som Udviklingsfaktor ikke maa undervurderes.

De gamle Planteres Profetier, at Udstykningen af Work & Rest var et dødfødt Projekt, en absurd Utopi, der vilde udvikle Negerens Dovenskab, Upaalidelighed og Løgnagtighed og ødelægge Øens Arbejdskraft, er bleven gjort glimrende til Skamme.

Sparekassen blev oprettet 1881. Begyndelsen var tarvelig nok. Omtrent 50 Mænd indbetalte 5 Dollars hver, og for den indsamlede Sum anskaffedes Bøger og Inventarium.

Det første Aar blev der deponeret 5400 Dollars, og i 1889 var Summen, der indestod i Sparekassen, stegen til 60,000 Dollars. I Sammenligning med danske Sparekasser er det vel ikke noget stort Beløb, men da Sparerne særlig tilhører de ubemidlede Klasser, maa Resultatet kaldes godt.

I Følge Aarsregnskabet 1899 stillede Forholdet sig aaaledes:

Der var i Aarets Løb indgaaet:

504 Deposita a 20 Cents
1370 Deposita  fra 20 Cents-1 doll.
1441 Deposita fra 1 doll. - 5 doll.
503 Deposita fra 5 doll - 10 doll.
282 Deposita fra 10 doll - 20 doll.
121 Deposita fra 20 doll - 50 doll.
45 Deposita 50 doll. opefter.

Sparekassens Midler er anbragte dels i faste Ejendomme i Byerne og paa landet og dels i kgl. Obligationer - 20,000 Dollars - ; kun et mindre Beløb er udlaant mod Selvskyldnerkavtion.

Med Guvernementet er der truffet den Aftale, at Sparekassen, hvis det skulde gøres fornødent, kan hæve hos dette Beløbet, der svaler til de kgl. Obligationers Værd. Sparekassen er herved sikret imod at komme i Forlegenhed, hvis Sparerne skulde forlange en stor Del af deres Tilgodehavende udbetalt.

Sparekassen har i de forløbne 19 Aar intet Tab lidt.

Bestyrelsen bestaar nominelt af mange. Der er ikke mindre end ca. 20 Tillidsmænd, og blandt disse vælges der en Formand og to Udvalg til Regnskabseftersyn og til Anbringelsen af Sparernes Penge.

Tilsyneladende er Arbejdet fortræffeligt fordelt, men i Virkeligheden er det paa én Mand, hele Arbejdet hviler, og det er Formanden. D'Hrr tilsynshavende tager sig Sagen overmaade let, de bliver borte fra de berammede Møder og bidrager næsten intet til at lette Formanden Arbejdet, der mange Gange kan være brydsomt nok og altid utaknemmeligt.

Vi har været saa heldige i de 19 Aar, Sparekassen har bestaaet, at de i den Tid fungerende Overdommere har modtaget Valget til Formænd, da det er af stor Betydning, at Pladsen beklædes af absolut uafhængige Mænd.

Der er den Fare for Sparekassn, at den er givet Tilfældighederne lidt vel meget i Vold. Alt vil afhænge af Formandens person. Saa længe en ganske uafhængig Mand kan overvinde sig selv til at modtage Valget, vil alt gaa vel; men siger han sig fra Bestillingen, og man maa nøjes med en mulig Brugelighed, kan Sparekassen let komme til at tjene private Interesser.

For mig staar det som vigtigt at søge Sparekassen forenet med en solid dansk Bank, hvis en saadan kan blive etableret derude.

Banken vilde næppe have nødig at trække Kapital til sig fra Danmark. Sandsynlighed taler for, at Guvernementet, der altid ligger inde med et større Beløb, vilde foretrække mod en lav Rente at deponere dette i en solid dansk Banks Filial paa vore Øer, fremfor at lade det ligge ganske uproduktivt.

(Sluttes). 

(Samfundet (København) 30. oktober 1900)

Alfred Paludan-Müller (1851-1924). Privatoptagelse fra Sankt Croix. I modsætning til Paludan-Müller sidder den ukendte man stift på en kasse (?). Han stirrer tomt ud på betragteren, døren og vinduet bag ham er lukket. Han er klædt som kolonitidens landarbejdere: Nøgen overkrop og hvide bukser, uden statussymboler. Som Paludan-Müller så sin opgave: "opdrage, vejlede og ved vort Eksempel retlede en uselvstændig Race, der med sin stærkt udprægede Imitationslyst er tilbøjelig til at følge os, saavel i daarligt som i godt." Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nogle Oplysninger fra St. Croix

af A. Paludan-Müller

Da der er fremkommet forskellige Forslag til at ophjælpe Øerne, og disse Forslag i flere Tilfælde gaar ud paa Dyrkningen af andre Planter end Sukkerrøret, skal jeg henlede Opmærksomheden paa, at der ved den botaniske Forsøgsstation paa Plantagen Orange allerede er præsteret et godt Arbejde, der vil kunne bruges som Grundlag for eventuelle Forsøg med nye Kulturer.

Det synes, som om Hamp og Tobak kan trives.

De to Arter Sisal Hemp og Mauritius Hemp vokser i den tarveligste Jord og fordrer ikke meget Tilsyn, bladene afskæres, naar de har naaet den rette Udvikling, og der høstes blade hele Aaret rundt.

Tobak fordrer mere Tilsyn. Naar Planten har opnaaet ca 3 Fods Højde, afknibes Toppen for at forstærke bladenes Udvikling. De ny Skud, der fremkommer i bladhjørnerne, afknibes ogsaa; tillige maa Bladene hyppigt renses for Larver, Tørringen, Pakningen i Bundter og Kontrol med Gæringen synes ikke at have voldet særlige Vanskeligheder.

Forsøgsstationen forestaas af en Havebrugskandidat, og Arealet, der benyttes til Forsøgene, er :

13 Acres til Anotta,
4 Acres til Tobak.
4 Acres til Sisal Hemp
4 Acres til Mauritius Hemp.
2Sfl Acres til Forsøg med almindelige tropiske Planler.

I dette sidste indhegnede Stykke Jord findes Kaffe, Bomuld, Allehaande, Vanille, Peber, forskellige Sorter Hamp med brede plettede Blade, den høje kraftige Bambus, Pokkenholt og mange andre tropiske Planter.

Dette sidste Træ var tidligere meget almindeligt paa Øen, men er nu ganske forsvundet.

Desværre er Stedet for Forsøgene ikke ganske heldigt valgt, idet der i en Dybde af 3-4 Fod findes Ler, og enkelte Planter trives ikke, naar deres Rødder naar dette Lag. Vandet fra Bækken, der maa benyttes til Planternes Vanding, indeholder desuden Klornatrium, hvad der naturlig vis volder Ulemper.

Der findes tillige en Køkkenhave, og Resultatet af Forsøgene i denne er trykt i "Videnskabelige Meddelel.er fra den naturhistoriske Forening i København", under følgende Titel:

Nogle Bemærkninger om europæiske Køkkenurters Vækst og Udvikling i Guvernementets botaniske Forsøgsstation i "Grange" paa St. Croix. ved C. Olav E. Hansen.

Er der i Danmark Vilje og Evne til at hjælpe Øerne frem, er det af Betydning, at de nye Forsøg støtter sig til de allerede paa Stedet vundne Erfaringer. Megen Skuffelse vil der ved kunne undgaas.

Heldigt vilde det være, om der kunde blive gjort nogle Forsag med Majs. Paa Puerto Rico dyrkes der af denne Kornsort, hvad øen forbruger, og det vil være af Betydning, om det samme kan blive Tilfældet paa St. Croix. Der importeres nemlig aarligt Majsmel til et Beløb af 50,000 £

Ved de Forsøg, der er foretagne paa Grange med denne Plante, viste det sig, at der gik Orm i Kolberne, inden de var afskaarne. Maaske vil dog nye Forsøg godtgøre Muligheden af Dyrkningen af denne Kornsort paa Øen.

Naar man tager i Betænkning, at Halvdelen af Øen henligger udyrket, er det sikkert værd at forsøge, hvilket Udbytte der kan opnaas ved Kultivation af Hamp og Tobak. Den østlige Del af øen med sit tynde Muldlag vil særlig egne sig for den førstnævnte Plante.

Det er blevet mig meddelt, at store Summer blev ofrede for at faa de dansk-vestindiske Øer solgte ved privat Initiativ. Var disse Penge anvendte med Fornuft paa St. Croix vilde øen sikkert gaa en bedre Fremtid i Møde.

Forsøg har godtgjort, at Øen ikke behøver at være henvist til Dyrkning af Sukker alene.

En fornuftig Arbejderbefolkning er under Udvikling, og et Laboratorium for Jordbundsanalyser kan give de nødvendige Oplysninger om Jordens Drift.

Det vil ikke være nødvendigt at famle i Blinde med nye Forsøg paa Plantekulturer; Resultater, hvorpaa det kan bygges videre, foreligger.

Skolevæsenet blev ordnet ved Lov af 7 Maj 1884 Tidligere har det været temmelig mangelfuldt Børn fra det 6 til det 10. Aar skulde søge Skolerne de første 5 Dage i Ugen, medens Lørdagsundervisningen var forbeholdt Børn fra 10 til 13 Aars Alderen. Det viste sig imidlertid vanskeligt at opretholde Lørdagsskolen, der til sidst faktisk ikke mere eksisterede. Resultatet var, at der opvoksede en ganske uvidende Slægt.

Skoleloven af 1884 foreskriver, at alle Børn mellem det 6. og 13. Aar, der ikke bliver sømmeligt underviste paa anden Maade, skal undervises i de offentlige Skoler. Lister - der i Byerne udfyldes af Husejere og paa Landet af Plantageejere - over alle skolepligtige Børn sendes fra Politiet til Skolekommissionen. Forældrene til de Børn, der ikke nyder anden Undervisning, modtager da Tilhold om at sende deres Børn til Skolerne. Forsømmelser heraf straffes med Mulkter.

I Christiansted findes en Skolebygning, hvori der undervises ca. 600 Børn, der deles i 4 Drengeklasser og 4 Pigeklasser.

I Frederiksted findes ligeledes en Skolebygning, hvori der undervises ca. 300 Børn i 3 Drengeklasser og 3 Pigeklasser.

Paa Landet undervises Drenge og Piger samtidigt i 7 Skolebygninger. Det samlede Elevantal et her ca 900 Børn.

I alle Skolerne undervises Børnene ½ Dag. I Byerne gaar de yngste Børn i Skole fra Kl 8-11, Lørdag iberegnet, medens de ældres Skoletid er henlagt til Eftermiddagen; hvert Barn modtager 18 Timers ugentlig Undervisning.

I Landskolerne undervises alle Børnene fra Kl. 8-12 undtagen om Lørdagen. Om Eftermiddagen undervises de Børn, hvis Forældre ønsker Undervisningen fortsat efter det 13 Aar.

I Christiansted har 84 pCt. af de indregistrerede Børn besøgt Skolen, I Frederiksted 77 pCt. og i Landskolerne 74 pCt.

Til at undervise disse Børn er der i Christiansted ansat 2 Lærere og 2 Lærerinder, i Frederiksted 2 Lærere og 1 Lærerinde Børnene i Landskolerne undervises af 6 Lærere og 1 Lærerinde. Desuden assisteres lærerpersonalet af Hjælpelærere, der rekruteres fra Skolernes flinkeste Elever, medens de fast ansatte Lærere og Lærerinder har modtaget deres Uddannelse paa Seminarier i Antigua eller de forenede Stater.

Lærerne modtager foruden deres Løn smaa Præmier, hvis Størrelse retter sig efter de halvaarlige Eksamensresultater.

Foruden det allerede nævnte Lærerpersonale har hver Skole, baade i Byerne og paa Landet, en Sylærer inde Drengene i Christiansted Skole undervises i Dansk af en Lærer, Pigerne af en Lærerinde, medens samme Undervisning i Frederikssted besørges af en Lærer, baade for Drenge og Piger.

For øvrigt undervises der i :

Læsning, Skrivning, Diktat, Regning, lidt Geografi, Naturhistorie og Bibelhistorie.

Dette er i meget grove Træk Skolernes Organisation. Den ser meget net ud paa Papiret, men hvorledes har den virket ? 

Jeg var saa heldig i Slutningen af Maj Maaned at overvære en Eksamination i Christiansted Skole.

I det store Lokale var ca. 150 Børn bænkede langs med de 3 Vægge, Drengene for sig og Pigerne for sig Alle Nuancer i Farven vat repræsenterede, Børnene struttede af Sundhed, og man fik Indtryk af en vis Velstand i den Klasse, hvorfra de var udgaaede; de havde næsten alle Støvler paa Fødderne og var net og renligt paaklædte, Pigerne i deres lyse Musselinskjoler, Drengene med Skjorte og Benklæder, nogle tillige i Trøje. Af Drengene saa jeg kun en, der var absolut fattigt paaklædt, af Pigerne ingen. Af Forældrene, der bestod af Tjenestefolk, Karrekuske eller af Individer, der lever af tilfældigt Sjov, havde nogle indfundet sig og paahørte med stor Interesse Eksaminationen af deres egne Børn. Tværs over Lokalet var paa en Snor ophængt de Syarbejder, Pigebørnene havde gjort færdige i den sidste Tid Der var Kjoler, Undertrøjer, Chemiser, Forklæder, og hvad der ellers hører til den daglige Paaklædning, medens en enkelt endogsaa havde forsøgt at brodere en Lysdug. Den ældste Klasse Drenge og Piger oplæste først med høj Røst, korrekt Udtale og fuld Forstaaelse et ulæst Stykke af en Læsebog. Det blev dernæst givet dem et Nummer af det engelske Blad "Spectator", og Oplæsningen af en deri trykt Artikel viste samme gode Resultat.

Børnene blev nu stillede ud paa Gulvet 2 og 2, Ryg mod Ryg, med tilbørlig Aistand for at forhindre Snyderiet, og efter Prøven paa Diktat, nedskrevet paa Tavle, viste det sig, at af 13 Piger havde de 12 og af 13 Drenge de 11 nedskrevet det dikterede ganske fejlfrit Pigernes smukke Skrift var der god Grund til at lægge Mærke til

Et Regnestykke saalydende :

Jeg købte 12 Sække Kaffe k 14 Dollars; hver Sæk indeholdt 170 Pund. jeg solgte igen Kaffen l 12 Cent pr. Pund.

Hvor stor var min Gevinst? blev rigtigt udregnet af alle Eleverne.

I Prøven paa Børnenes Færdighed i Dansk viste det sig, at de kunde oversætte Eventyret om Askepot næsten korrekt.

Det maa nu være mig tilladt at meddele en lille Episode, der ikke hørte Eksaminationen til, og som ogsaa forefaldt efter denne. Da jeg vilde gaa, bad et Par Lærerinder mig om at blive, da der var noget, de gerne vilde vise mig.

Paa et Vink af Lærerinderne opmarcherede der ca. 50 Smaapiger hver med et lille Dannebrogsflag i Haanden, og medens de svingede disse frem og tilbage, sang de paa deres naive Vis en lille Sang, skrevet af en af Lærerinderne; den gik ud paa, at Danmark var deres Land og Kong Christian deres Konge.

Det gjorde et meget trist Indtryk at se denne lille Demonstration. Det var i de Dage, vi havde faaet Vished om, at der var blevet spillet Poker om Øernes Skæbne, at det beroede paa Tilfældigheder, om den Befolkning, der er vokset op i Beskyttelse af de milde, humane danske Love, under hvilke der findes Ret og Retfærdighed saavel for høj som for lav, skulde have Lov til at udvikle sig videre paa den for ca. 20 Aar siden etablerede Basisdeller skulde udleveres til de forenede Staters "tender mercy".

Under mit Ophold i Danmark har jeg nu og da hørt sige, at der næsten ingen Danske findes i Hs. Maj. Kongens vestindiske Besiddelser. Dette er en stor Fejltagelse, der findes ca. 25,000 danske Individer med forskelligt Sprog og forskellig Hudfarve, men lige saa vel danske som Beboerne paa Ærø og Langeland. At udvikle denne Befolkning har i den senere Tid været Danmarks Opgave paa de danskvestindiske Øer. Maatte den ved blive at være det.

- - - -

Rettelse til forr. Artikel: Sp. 3 L. 20 1839, læs 1899

(Samfundet (København) 31. oktober 1900)

Man vil lede forgæves i avislitteraturen efter eksempler på hvad den sorte befolkning mente. Til nød omtales de i udtalelser fra lokale hvide som giver deres fortolkning - som oftest i deres eget favør. Set i lyset af den nævnte holdning om at den sorte befolkning var uselvstændige og måske endda helst ville lade de hvide bestemme, er dette ikke underligt.

Paludan-Müllers kone døde i 1904 i Danmark, og i juli 1904 solgte Paludan-Müller Christiansted Apotek for 100.000 kr. til cand. pharm. R. J. A. Larsen, Randers med overtagelse til oktober 1905. Han havde tidligere gjort tjeneste på et vestindisk apotek, ligesom han overtog bestyrelsen af The Royal Insurance Company i Liverpool.

Se endvidere en artikel fra 1915 i anledning af folkeafstemningen i hvilken Paludan-Müller uddyber sine synspunkter.

Københavns Hundekirkegård. (Efterskrift til Politivennen)

At København er på gode veje til at blive en verdensstad, mærkes på de forskelligste områder. Moden i verdens storbyer gør sig efterhånden også gældende i vort lille samfund. De mærkeligste udslag af moderne overkultur, om hvilke der i ny og næ er tilflydt os beretninger fra udlandet, under vi en skønne dag omplantede på københavnsk grund.

Vi skal i dag fremdrage et lille eksempel herpå: begravelsespladserne for hunde eller, som de i almindelighed benævnes, hundekirkegårdene har også fundet vej til os. Paris, London, New York og Berlin har længe ejet sådanne dødens haver. Det er derfor ikke underligt at vi også er fulgt i kølvandet.

I ikke mindre end en halv snes år har der nemlig ude på Østerbro eksisteret en sådan begravelsesplads, og den dag i dag florerer den frodigt. På det lille stykke havejord, der løber langs med Østerbrogade, har gartner Preisler stedet en stor mangfoldighed af de kære firbenede husdyr til hvile, og som et synligt vidnesbyrd herom findes endnu derude et betydeligt antal velplejede grave, indgærdede af stensætninger og smykkede med marmorplader, stedsegrønne planter og levende blomster.

Ganske af sig selv og ikke efter nogen forud lagt plan har forholdene medført hundekirkegårdens tilblivelse.

Som forståeligt er, skylder den væsentlig ældre damer sin begyndelse. Det traf sig jo i årenes løb, at en eller anden ældre dame mistede sin eneste, kære ven, den "Trofast" som gennem år havde delt onde og gode tider med sin ejerinde. Var sorgen dyb og oprigtig, nærede de efterlevende det inderlige ønske at komme til at hvile i grav sammen med den firbenede ven. Men da kirkegårds-autoriteterne selvfølgelig stillede sig absolut afvisende overfor et sådant forlangende, faldt det jo ganske naturligt at de pågældende damer i deres nød henvendte sig til gartner Preisler, der så bekvemt residerede udenfor Garnisonskirkegården.

Hr. Preisler der er en elskværdig og tjenstvillig mand, kunne ikke modstå de indtrængende bønner, og således gik det til at den første hundebegravelse som han for ca. 10 år siden arrangerede, lidt efter lidt efterfulgtes af flere, så de årlige begravelser nu endog regelmæssig løber op til en halv snes stykker.

Vor vej faldt i går forbi begravelsespladsen som graverkarlen var så venlig at vise os. Idet han til hver enkelt grav havde små supplerende bemærkninger. Alle gravene bar vidnesbyrd om at være plejede med en rørende omhu og kærlighed. Der fandtes ikke gran af ukrudt på de små jordveje, men på dem alle er tujaer, pelargonier og rosentræer, ja endog frisk afskårne blomster.

"Nå, det er nu ikke hele kirkegården, De ser her," siger graverkarlen, "som årene går, bliver en og anden grav jo glemt og forfalder - Fattigkirkegården som vi kalder den, forsvinder hurtig - men de andre bliver i almindelighed plejede og passede omhyggelig år ud og år ind. Det er jo næsten altid damerne, der begraver deres hunde, men der er dog også herrer, som trolig kommer og ser til gravene, og til "Lille Kvik" dér kommer således næsten daglig en herre med friske blomster. Man skulle såmænd undertiden tro, et det var mennesker de begravede her. Således kan de stå grædende og sørge ved gravene. Som regel bliver hundene jo puttede i en almindelig trækasse med blomster og kranse, men der gives også dem der ofrer virkelige kister -  ja "Musse" derovre ligger så sandt i en zinkkiste, men hun er også flyttet tre gange, efter at han først havde stået et halvt års tid med sort fløjlstæppe over sig i sin ejerindes hjem. Hun sørgede nok over den hund som kunne den have været hendes eget barn; ja, folk er undertiden helt underlige overfor deres hunde; jeg hørte således forleden fortælle om en mand, der havde sat 800 kr. ud for sin hund - Gud véd, hvad glæde den skal have af de penge - eller hvad siger De til at begrave dyrene i kostbare fine sjaler. Jeg forstår det ikke, men de folk må vel holde svært meget af deres dyr".

Vi spørger om, hvad nu en sådan begravelse koster. "Ja, det billigste er jo 2 kr., men så kommer der hverken sten om graven eller blomster på den. Skal det til, bliver det jo noget dyrere.

Vi lader et hastigt blik fare hen over de små grave. Alle har de navneplade, enkelte af marmor med forgyldte bogstaver, andre tarveligere sortmalede, men for de flestes vedkommende synes inskriptionen at fortælle at det er et kvindeligt væsen, der i sin sentimentale sorg har rejst sin "Lille Bob", "Lille Vaps", "Lille Kvik", "Lille Rolf", eller hvad de nu alle hedder, et æresminde. Endog en kat, "Lille Pusse", død den 28. Juli 1900, har ene blandt de mange hunde her fundet sit hvilested.

(Dannebrog (København), 17. september 1900).

Nicolai Reimer Rump (1834-1900). "Prygleloven"s Forgænger. (Efterskrift til Politivennen)

N. R. Rump var efter sin juridiske embedseksamen 1859 blevet ansat i det slesvigske ministerium. Efter krigen 1864 hvor ministeriet forsvandt, blev han manuduktør. 1866 sorenskriver på Færøerne. 1871-1886 var han borgmester, byfoged og byskriver i Korsør. Rump er omtalt i adskillige andre indslag på Politivennen Live Blogging.

Fra Rumps politimestertid i Korsør før 1871 var han kendt for aktivt at støtte Højre. Korsørvælgere blev transporteret til Slagelse hvor de marcherede med faner og musik ind i byen, drak sig fra sans og samling på Højres regning og indledte slagsmål og spektakler. Rump marcherede i spidsen for disse optog. Hvis oppositionen valgt, indledte Højres vælgere ofte slagsmål og optøjer. Selvom Rump ikke deltog i disse optøjer, skete de i hans politimester tid hvor Korsør var berygtet for fanatisme og brutalitet. I 1876 spiste han belejligt middag med Slagelses politimester på hotel Postgården og forblev ved måltidet mens optøjerne fandt sted. Aviserne som hovedsagelig var partiske til fordel for Højre, berettede ikke om disse hændelser. 

Da de politiske vinde senere skiftede side i Korsør til Socialdemokratiet i 1913, kunne man læse følgende erindring om Rumps storhedstid i Korsør. En lidt bitter Venstre-mand beskriver her hvordan Højres politik overfor Venstre førte til at "socialisterne" i Korsør overtog magten:

Byraadsvalget i Korsør.

---

Saadan skifter Tiderne! Da Tauber i 1872 første Gang for Alvor rejste Venstres Fane i denne Valgkreds, fik han 12 Stemmer fra Korsør. Da T. stillede sig sidste Gang her i Kredsen 1879 var hans Stemmetal i Korsør dalet til 2, en foruden Glarmesteren, om hvis Død der dannede sig vilde Sagn. Med den haardeste og mest brutale Haand, som overhovedet kendtes - og der var mange haarde Hænder i de Tider - blev enhver frisindet Ytring kvalt, enhver Oppositionsmand knækket og knægtet, hvor det var muligt. En uskyldig Jernbaneassislent blev forflyttet mod sin Villie, fordi han var set læsende i en Sociologi, som en af Lederne forvekslede med Socialisme. Naar Oppositionens Førere passerede Byen, var de ikke sjældent Genstand for raa Demonstrationer. Holdt Venstre Møder, blev der først serveret Punch for Arbejderne, og naar saa Hr. Borgmester Rump i Uniform (!) dirigerede, blev Venstres Talere peben ned og maatte være glade til ved at slippe med det. "Referaterne" af deres Udtalelser var lige saa langt fra Virkeligheden som Himmelen fra Jorden. Endnu saa sent som 1892, da Sagfører Bentzen og Redaktør Jensen efter Indbydelse holdt et privat Møde med Aktionærerne i Arbejdernes Fællesbageri Aftenen for Valget, indfandt Politibetjent Vind sig ved dette, først "for at undersøge Bageriet", dernæst pukkende paa "Politiets Ret til at overvære alle Møder"! Kun ved alvorlig Forestilling om. at der vilde blive klaget, hvis han krænkede Foreningsretten, tøflede han hjem til sin Borgmester for at søge Trøst; men han kom dog ikke igen. Det Aar delte Korsørtoget sig for første Gang, idet 40-50 Vælgere rejste for sig selv og stemte paa Venstres Kandidat. Hidtil var disse Fællestog lige saa mange Højrestemmer som der var Mand, og man var meget liberal med at eftergive Fattighjælp foran et Valg. I Spidsen for Toget gik Hr. Rump, og til en Smædevise for Venstre marscheredes der til Frokost i Industriforeningen og senere ned i Ridehuset. Den, der skriver dette, har set Hr. Rump overrække Hr. Tauber et Eksemplar af en saadan paa Valgtribunen. 1876 forsøgte man at banke Bønderne af Raseri over Valgets Udfald; men det gik ikke. Bønderne vendte ikke den højre Kind til; de foretrak at slaa igen. Slagelse Politi (det gamle) forduftede, og Byens Politimester stod netop ved Højres Gilde og talte om et godt Forhold mellem By og Land. Saa han var jo ogsaa forhindret.

Saadan var vore Vilkaar, og saadan var de andres.

Vi er ikke skadefro, og vore Meningsfæller i Korsør har glemt gammelt Nag og stemt og virket for Borgerlisten. Fra et almindeligt Borgerstandpunkt er den skete Udvikling beklagelig. Men - om man havde været mindre haardhændet mod Venstre dengang, da var vist adskilligt anderledes nu. Kolding er et Eksempel herpaa. Man var anderledes hensynsløse overfor dem, man burde have støttet, end man har været det mod Socialdemokraterne. Af den Sæd er der vokset en Høst, som bjergedes i Gaar.

Det gamle Højreregimente i Korsør er færdigt og kommer aldrig mere til Magten. 

---

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 15. marts 1913. Uddrag).

Bemærkningen om jernbaneassistenten hentyder til en afskediget jernbaneassistent Holst som havde søgt oprejsning pga. begrundelsen for afskedigelsen: at have drevet politisk agitation. Rump skulle som borgmester i Korsør have angivet ham. Herefter var han blevet forflyttet fra Korsør til en ringere stilling i Masnedsund efter angivelse af redaktøren af "Korsør Avis". Sagen kom op i Folketinget i januar 1884. Her afviste indenrigsministeren at Rump havde fremsat anmeldelse, og at han ad andre veje havde fået at vide at Holst agiterede mod forsvarsadressen - hvorved han var "kommet på kant med en del af befolkningen i Korsør". Forflytningen til Vordingborg var blot sket for at beskytte Holst! På trods af det vedtoges indstillingen dog med 64 stemmer mod 8. 

Rump var tilhænger af Estrups gendarmerilov fra 1885 - han mente at kun tiggere, løsgængere, vagabonder og forbrydere kunne være imod. En argumentation som ikke er ukendt i diktaturstater. Venstre påpegede da også den reelle hensigt bag korpset. Og korpset opnåede aldrig at blive populært, tværtimod forbitrelse.

Kort efter Rumps tiltræden som amtmand i Hjørring i 1887 afslørede Social-Demokraten horrible forhold på tvangsarbejdsanstalten i Korsør under Rumps borgmesterperiode. Se de særskilte artikler om dette. Bl.a hans behandling af de fattige på Korsør Tvangsarbejdsanstalt blev beskrevet som brutale, bl.a. med prygl efter borgmesterens ordre, ofte overværet af ham selv. På den lange bane betød det at der kom nye regler for fattiges behandling, således at Folketinget forbød opsynets ret til at give fangerne rotting. Dette beklagede Rump, og udtalte ved den lejlighed at "Sådanne fyre skal have prygl" .

Maler, tegner Alfred Schmidt (18581938). Blæksprutten 1899. "Tror Herren, det kan nytte mere i Dag?" Udslidt trækhest og politikere. Alfred Hage kommer kørende ind i byen på sin hestevogn som trækkes af et gammelt, svedigt og træt øg. Her møder han konseilspræsidenten (Hørring). Undertekst: - - Atter igaar var Konseilspræsident Hörring i travl Virksomhed med at finde den manglende Justitsminister. Resultatet blev desværre det samme som de foregaaende Dage - -

Rump blev valgt til Landstinget, fra 1894 kongevalgt. 1896 efterfulgte han den estrupske justitsminister Nellemann og minister for Island 1896-1899 i Højre-regeringerne Reedtz-Thott (1894-1897) og Hørring (1897-1900). Hørring havde problemer med at finde folk der var villige til at sidde i regering. Rump havde betænkeligheder (bl.a. fordi han skulle efterfølge Nellemann, Estrups tro følgesvend siden 1875). Det var ikke de store ting der blev vedtaget i hans embedsperiode.

 

Hvem er Justitsminister Rump?

Højre har altsaa bedt Hr. Rump om en Forandring i Retsplejen og en anden Ledelse af vort Politi.

Hvem er denne Hr. Rump, som skal være Københavns frelsende Engel, og som Højres Vælgerforening ønsker, at vi alle stal vise den største Tillid?

Til dette Spørgsmaal svarer vi følgende :

Hr. Rump er ikke Manden for at kunne fremme en Ordning, der forener Hensynet til Retssikkerheden med "den Enkeltes Krav paa at sikres mod vilkcarlig Behandling".

Før Hr. Rump blev Justitsminister og for han blev flyttet "norden for Lov og Ret", som Amtmand i Hjorring, var han en Tidlang Politimester i Højreravnekrogen Korsør. Hans Virksomhed dernede er falden sammen med de ulykkeligste Dage for Lemmerne paa "Korsør Tvangsarbejds- og Forsørgelsesanstalt".

Forholdene paa denne Anstalt omtaltes i "Social-Demokraten" i 1888. Vi skrev den Gang en Række Artikler om Fattiggaards- og Forsørgelsesforholdene her hjemme, og den første af Artiklerne beskæftigede sig med Anstalten i Korsør. Hernede var Tvangsfanger og Fattiglemmer blandet mellem hverandre, og Behandlingen af disse Stakler var umenneskelig, kendt og berygtet over hele Landet. Lemmerne havde det værre end Tugthusfanger, idet Arbejdet var meget strængt og Føden ussel, medens Prygl derimod uddeltes i rigelige Portioner.

Og for Pryglene stod den Korsør Borgmester, Hr. Landsthingsmand Rump, som øverste Chef. En tidligere Inspektor paa Anstalten stod ikke i Yndest hos Hr. Rump, efter Sigende fordi han ikke var stræng nok overfor Lemmerne. Han kunde ikke lide at anvende Prygl, hvorimod Hr. Rump anfaae denne Behandlingsmetode for udmcrrket. Om det var af den Grund, at han saa ofte overværede Uddeling af Rotting paa Anstalten, er ikke godt at sige. men Faktum er, at han ofte var til Stede. Det var vitterligt for enhver, at Borgmester Rump ingen Smærte følte, hver Gang han, som Retsarvighedens Haandhaver, diklerede en eller anden Stymper en Dragt Klo og saae Dommen blive eksekveret paa staaende Fod. Tojet af lige til den bare Skjorte, et Par Mand til at holde Fyren og stramme Ryggen og saa flog man los saa godt som paa den bare Ryg as Hjartens Lyst.

Det var nu endda kun den officielle Uddeling af Prygl. Den gik dog efter en Art "Lov og Dom", var det end saa sin Sag dermed; men saa havde man ogsaa en mere privat Afbankning, der henhorte under en endnu hurtigere Retsforsolgning.

Hr. Rump opfordrede nemlig ofte Opsynsperfonalet til, naar en af Lemmerne gjorde Vrøvl eller der paa anden Maade var noget i Vejen, bare at give ham en god Dragt Prygl.

Den Slags demoraliserende Ordrer fra den øverste stedlige Myndighed har selvfølgelig ikke undladt at sætte dybe Spor hos det overordnede Opsynspersonale. Og Følgen blev en raa og i høj Grad uforsvarlig Behandling af Lemmerne ved enhver Lejlighed. En anset, bosiddende Mand fortalte i den Anledning en oplysende Historie, som passerede i Korsør, da Hr. Rump var Borgmester dernede. Han gik en Vinterdag tilligemed sin Hustru, en Ven, der er Købmand, og dennes Hustru en Tur uden om Byen. Paa en Vej bag Skoven traf de paa en Betjent og en Karl fra Anstalten, der lige havde anholdt en af Lemmerne, som samme Dag havde absenteret sig. Det var aldeles oprørende, fortalte han, saa disse to Lovens Mænd hamrede løs paa den ulykkelige Desertør med deres Stokke. Saa umenneskeligt var det, at de alle fire fandt sig beføjede til at give deres Harme og Indignation Luft. Naturligvis uden Resultat. Den samme Mand fortalte om Karlen, at han ikke kunde udholde at være paa Anstalten, fordi han ikke kunde være haard nok mod Lemmerne og ikke var i Stand til at opfylde Ordren: Prygl ved det mindste Ord, de mukker eller svarer igen.

Hr. Rump var den øverste Myndighed paa dette Sted. Hr. Rump anbefalede Prygl for et godt Ord. Og denne Mand, som ikke forhindrede Tilstande, under hvilke Vilkaarlighed og Raahed gik i Svang, ønsker man skal fremme Retstilstandene her i Landet, specielt bidrage til Omordningen af Københavns Politiledelse.

Vi antager, at Borgerne vil bede Vorherre bevare sig for Hr. Rumps Indgriben og ønsker ham væk tilligemed det fordærvelige Retssystem, han mere end de fleste har holdt Haanden over.

(Social-Demokraten 8. august 1896).

Fotograf Lars Peter Rasmussen: N. R. Rump (1834-1900), ægtefælle Helene Sophie Rump, født Olrik (1830-1899). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Grundlaget for Rumps "Pryglelov"

"Berlingske Tidende" indeholdt i Aftes følgende:

"Sikkerheden paa Kjøbenhavns Gader. Af falske Meddelelser i flere Blade om, at Røverier efterhaanden stulde være blevne ret hyppige her i Staden, tog vi nylig Anledning til at fastslaa, at der overhovedet ikke i meget lang Tid har fundet et virkeligt Røveri Sted i København, samtidig med at vi eksempelvis paaviste, hvorledes en ganske ubetydelig og langtfra allarmerende Begivenhed i oppustet og udpyntet Tilstand var gaaet igennem en Række Blade.

Der synes i det hele i den senere Tid at være en vis Tendens til at fremstille Forholdene paa Københavns Gader som særlig usikre.

Et særrlig fremtrædende Eksempel herpaa frembyder en Meddelelse, der for godt en Uges Tid siden indeholdtes i adskillige Blade. Under Overskrifter som "Overfaldet". "Bølleoverfald!" o. fl. beskreves, hvorledes en yngre Person den foregaaende Nat var fundet liggende i Istedgade med et dybt Hul i Hovedet, hvoraf Blodet stod stærkt. Personen, der havde været fuldstændig bevidstløs og altsaa ikke havde kunnet afgive nogen Forklaring, var straks kørt til Kommunehospitalet. Al Sandsynlighed talte naturligvis ser, at der her forelaa en særlig grim Form for et Bølleoverfald. Meddelelserne var ganske vist i holdt noget forskelligt, men stammede aabenbart fra samme Kilde.

Paa Grundlag af indgaaende Undersøgelser er vi i Stand til at oplyse, at den hele Historie er fuldstændigt Opspind. Politiet kender ikke det allermindste til Sagen, og fra Kommunehospitalet er der afgivet den Erklæring, at det af Hospitalets Bøger og Lister fremgaar, at der til den anførte Tid ikke er behandlet et saadant Tilfælde paa Hospitalet, og at den vagthavende Læge er ingen saaledes tilskadekommen Person indbragt, hverken til Forbinding eller Indlæggelse.

Det er klart, at den Art Meddelelser, særlig naar de fremkommer samtidig i flere Blade, let vil gøre ubodelig Skade. Ingen staar sig ved eller kan have Glæde af, at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kunde færdes i Byens Gader.

* * *

Nu river "Berl. Tid." pludselig hele dette Grundlag for Hr. Rumps Pryglelov bort - nu, da det er bagefter, og Loven forlængst er vedtaget trods Socialdemokratiets Protest. Bladet burde have fremsat sine Oplysninger forinden Loven blev vedtaget, men da tav det stille.

"Berl. Tidende"s nuværende Standpunkt er ganske det samme som Socialdemokratiets Repræsentanter paa Rigsdagen indtog, da de hævdede, at der ingen som helst Grund var til at vedtage en saadan Lov, og det beviser endvidere, at vore Repræsentanter ogsaa havde Ret, da de fremhævede, at Lovens Hensigt ikke var at ramme Overfald, men at skaffe Reaktionen et nyt Vaaben overfor strejkende Arbejdere.

Justitsminister Rump har mere end nogen anden bidraget til, "at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kan færdes paa Københavns Gader", og "Berl. Tid." har i saa Henseende hjulpet ham, hvorimod Socialdemokratiet, idet vi protesterede mod Hr. Rumps Pryglelyst, har søgt at forhindre denne Overbevisning i at fæste Rod.

(Social-Demokraten 3. juni 1897).

Som repræsentant for højrefløjen i Højre var han i denne regering noget isoleret. Han blev upopulær hos oppositionen til Højre. Rump forelagde bl.a. i samlingen 1896/97 en ændring af straffeloven. Han foreslog i første omgang tvangsarbejde og rotting for selv bagateller. Med slet skjult adresse var den rettet mod strejkende arbejdere. Det blev af oppositionen betegnet som "bølleloven" og "prygleloven". Han var utilfreds med at skulle fjerne rottingstraffen, men modererede sig senere. Gehejmeråd Goos udtalte dengang sin glæde over at justitsministeren ikke havde foreslået prygl som straffemiddel. Rump udtalte:"Jeg kunne nok sympatisere med tanken om at give bøllerne prygl, men jeg anser det for umuligt at tænke på at byde Folketinget en sådan lov." men såvel P. G. E. Jensen og Alberti var dengang med på prygl anvendt som andet end disciplinærmiddel overfor straffefanger, og i 1904 fik Alberti manipuleret pryglestraf overfor førstegangsforbrydere i Folketinget - "Prygleloven".

Journalisten og senere chefredaktør for Politiken Henrik Cavling havde udgivet rejsebreve med titlen "Det Danske Vestindien" baseret på et besøg i 1894. Heri havde han beskrevet tropekolonien som et statisk samfund der levede i fortiden. Nationalfølelse var der ikke meget af i kolonien. Bogen stærkt racistiske fordomme om de sorte vakte ingen opsigt: "Negeren er meget doven, så doven at han næsten ikke gider slå en spyflue af sin egen næse". Det gjorde derimod hans kritiske beskrivelse af hvide embedsmænd og de hvide generelt. Især da han tre år efter skrev folkekomedien "Den vestindiske soldat", der havde de udsendte danske soldater som hovedpersoner. Kultusminister H.V. Styhr forbød bogen efter pres fra guvernementet i Vestindien. Cavling mente at Danmarks tid som vestindisk kolonimagt burde afsluttes hurtigst muligt. En salgsaftale med USA blev i 1902 forkastet af Rigsdagen efter en meget snæver afgørelse.

Edvard Brandes havde 1899 i bogen "Det unge blod" karikeret Rump, dog næppe nok til at rejse en injuriesag. Men Rump besluttede i stedet at gå efter nogle "utugtige kapitler". Enden blev at Brandes fik en bøde på 200 kr. og 20 dages hæfte. Rump fik endnu ethak nedad i den offentlige mening. I et brev til Vilh. Andersen skrev Edvard Brandes selv:

"Jeg har skrevet to Fortællinger Lykkens Blændværk og Det unge Blod, om hvilke der blev en farlig Staahej; den sidste nød endda den Ære – jeg mener Ordet Ære bogstaveligt – at blive dømt som utugtigt Skrift af danske Dommere...  for mig selv var Dommen af stor Betydning, idet den fæstnede hos mig Bevidstheden om, at jeg havde handlet hæderligt ved at skrive min Bog, hvilken altsaa blev dømt, da Sagen først var anlagt af Hr. Rump, tilskyndet dertil af den indre Mission og Smudspressen i kærlig og naturlig Alliance. ..."

Bogen blev beslaglagt, men havde allerede solgt en del eksemplarer som cirkulerede blandt læsere. Forargelsen mod Rump voksede.

Amtmand Rump død.

I en Alder af 66 Aar er den for faa Uger siden efter Ansøgning og paa Grund af Svagelighed afskedigede Amtmand i Holbæk Rump afgaaet ved Døden. I den Tid, han beklædte dette Embede, var han saa lidende og svag, at han i Virkeligheden næppe har fungeret, og hans Bortgang kan derfor ikke siges at komme uventet. Rump har iøvrigt havt en rig Virksomhed som Embedsmand. Efter at han havde taget juridisk Embedsexamen med bedste Karakter til begge Prøver og dernæst tillige den slesvigsk-juridiske Examen, var han ansat i det slesvigske Ministerium indtil Freden 1864. I 1866 blev han Sorenskriver paa Færøerne, l 1874 blev han Byfoged og Borgmester i Korsør.

Det var vor indre politiske Strids varmeste Dage og ikke mindst heftig stod Kampen i den vestsjællandske Kreds, hvor Tauber var valgt i Slagelse, men hvor navnlig Borgerne i Korsør som ivrige Højremænd gjorde Alt for at faa ham fortrængt.

Deres Byfoged gik gierne i Spidsen og udfoldede en ualmindelig Iver, en ualmindelig Dygtighed. Baade som Agitator og som Organisator var han den første Mand, utrættelig paa Møder, i Stand til at slaa Modstanderne i Diskussionen, hvortil han medbragte sine solide juridiske og politiske Kundskaber, varm for sin Sag men ogsaa frygtløs, idet han ikke veg tilbage for Angreb, selv om disse tidt bleve yderst nærgaaende. Hans personlige Bravhed og Elskværdighed skaffede ham Agtelse fra alle Sider, hans uomtvistelige Kraft som Embedsmand og som Partifører gav ham blandt Fjender som blandt Venner en Anseelse, der naturlig snart voxede ud over den stedlige Kreds. I denne lykkedes det ham at bære Sejren hjem, da det den 3. januar 1879 lykkedes Højre at fortrænge Tauder i Slagelse, idet Dahl fik næsten 300 Stemmers Overtal, 1326 mod 1042. Udfaldet vakte stormende Jubel i hele Hejre Landet over, og med Føje tilkjendte man Rump en Hovedpart af Æren. Til det Sidste havde han været i Spidsen - ogsaa bogstavelig talt, da Korsørianerne optraadte ganske "engclst", ved Extratog til Slagelse, med Procession, klingende Spil, en til Anledningen skreven Kampsang, Faner med stærke Indskrifter o. s. v.

Saa blev han valgt ind i Landsthinget, nærmest af Kjøbstæderne i Sorø og Præsts Amter. Hans Gjerning i vort Første Kammer blev dog fortrinsvis storpolitisk. Ganske vist var Rump Mand for at yde rent saglige Indlæg i Debatten og en ikke ringere Gjerning i Udvalg. Ikke heller undlod han i saa Henseende at gjøre sig bemærket; men jo skarpere Striden tilspidsedes af Venstre med dets Visnepolitik, des mere maatte Alt uundgaaelig koncentreres om den konstitutionelle Kjærne. Og her stod Rump forrest som Talsmand for den Politik, der bl. a. bestod i Anvendelse af Grundlovens 25 i dens yderste Konsekvenser. Gang efter Gang paatog Rump sig det Hverv at optræde som Højres paalidelige Ordsørcr under Landshingets Behandling af de forskjellige provisoriske Love.

Efter Forliget i 1891 kom Sagerne jo i en anden Gænge, og da Gehejmeraad Nellemann, som fra Ministeriet Estrup var gaaet over i Kabinettet Reedtz-Thott, i Juni 1896 trak sig ud af Regjeringen, blev Rump, der imidlertid havde faaet Amtmandsembedet i Hjørring, hans Efterfølger som Justitsminister og islandsk Minister, hvilken Stilling han fremdeles beklædte under Hørrings Ministerium indtil August 1899. Kort efter sin Afgang som Minister modtog han saa Udnævnelsen som Amtmand i Holbæk

Rumps Deltagelse i det offentlige Liv har havt sin Betydning og skal mindes med Anerkjendelse. Hans Dygtighed som Embedsmand, hans Retsindighed som Karakter og hans bramfri Elskværdighed som Privatmand sikrer ham den bedste Erindring hos Alle, men hvem han kom i nærmere Berøring.

(Dagens Nyheder 17. august 1900).

Amtmand Rump.

Som meddelt ved Telegram er fhv. Justitsminister Rump i Torsdags afgaaet ved Døden. Han var født den 26de Juni 1834 i Hillerød, hvor hans Fader var Glarmester. Han tog juridisk Eksamen, blev senere Sysselmand paa Færøerne, men forflyttedes i 1871 til Korsør som Dommer og Borgmester. Her havde Rump sin gode Tid. Under Højres Parti-Regimente var det jo saa ganske i sin Orden, at Dommeren blev Leder af Højres Valgagitation, og naar Rump i Spidsen for sine Korsørianere paa Valgdagen kom til Slagelse, kan det nok hænde, der blev Sjov i Gaden. På den Konto var det, at Rump naaede at gjøre sig berømt.

Han var nu inde paa den slagne Vej til Forfremmelse. Efter allerede i 1878 at være valgt ind i Landsthinget, hvor han viste sig som en flittig Mand ved Siden af Godsejerne, der rigtignok heller ikke er meget arbejdsomme, blev han i 1887 Amtmand i Hjørring, og i 1896 blev han Nellemanns Afløser som Justitsminister. Nogen fin Jurist var han ikke, og som Taler havde han kun en eneste Genre, nemlig den kjedelige. Hans Rolle som Justitsminister var ogsaa forholdsvis hurtig udspillet, og naar han endda blev siddende saa længe, som han gjorde, nemlig i ca. 3 Aar, var det nærmest fordi Hr. Hørring ikke kunde finde ham en Afløser. Hans Helbred var tilmed stærkt svækket, og i Holbæk hvor han samtidig med sin Fratrædelse som Minister blev udnævnt til Amtmand, kom han ikke til at virke synderlig.

(Thisted Amts Tidende 18. august 1900.)

Fhv. Justitsminister Rump død.

Om fhv. Justitsminister Rumps Dødsfald skriver "Vort Land" følgende :

Det er først to Aar siden, at Amtmand Bille i Holbæk døde, og allerede nu residerer Hans Efterfølgers Efterfølger i Embedet.

N. R. Rump, der efter sin Udtrædelse af Ministeriet Hørring blev Billes Efterfølger, kom syg til Holbæk, saa han ikke fik Tid til at udfolde sine solide Egenskaber i den ny Virksomhed, men efter kort Tid maatte tage sin Afsted.

Efterretningen om Hans Død kommer derfor ikke overraskende.

Sygdommen knækkede denne oprindelig raske arbejdsstærke Mand fuldstændig, saa at han de sidste Aar kun var en Skygge af sig selv. Den ligefrem usømmelige og uappetitlige Maade, "Politiken" benyttede hans Navn til sine Hm-Referater, bidrog ikke til at forbedre Hans Helbred. Særlig efter at Rump havde forbudt Opførelsen af Cawlings "Den vestindiske Soldat", var der ikke den Taktløshed, Bladet nægtede sig mod ham.

Rump var født den 26de Juni 1834 i Hillerød og Broder til den afdøde geniale Landskabsmaler. Han tog i 1859 juridisk Embedsexamen og blev samme Aar ansat i det slesvigske Ministerium. Efter Freden i 1864 afskedigedes han fra denne Stilling, var et Par Aar Sorenskriver paa Færøerne, indtil han i 1871 blev Borgmester og Byfoged i Korsør.

Snart blev Rump, der var ivrig Højremand, Korsørianernes politiske Fører. Under hans Ægide var det, at Tauber i 1879 fortrængtes fra Slagelsekredsen. I denne Periode var han en varm og dygtig Taler, der ved Agitationsmøder og paa Valgtribunen gjorde et stort og nyttigt Arbejde. Som Tak valgtes han af Købstæderne i Sorø og Præstø Amter ind i Landsthinget, hvor han ved Afstemninger altid var en sikker Mand paa konservativ Side.

Da Excellencen Nellemann 1896 trak sig tilbage fra Kabinettet Reedtz Thott, blev Rump. som imidlertid var blevet Amtmand i Hjørring, hans Eftermand som Justitsminister.

I 1899 maatte Rump af Helbredshensyn tage sin Afsked som Minister og blev kort efter Amtmand i Holbæk. Rump vil af alle, som kjendte ham, mindes som en ualmindelige brav og retsindet Mand, der kun vilde det Gode og som kæmpede for sin Overbevisning uden Frygt og uden Hensyntagen.

(Isefjordsposten 18. august 1900).

Et radikalt Venstreblad om

Amtmand Rump. Om den afdøde, fhv. Justitsminister, Amtmand Rump skriver den radikale Vendsyssel Tidende :

"I politisk og social Henseende stod den afdøde os og de frisindede Vendelboere i det hele saa fjernt som muligt. Hvad der i saa Henseende kan være at sige, er alt sagt under Fortidens Strid, og i Fremtiden vil det blive nærmere bestemt af den Historie, der omhandler vore Kampaar.

Men naar vi særligt se paa det Arbejde, den afdøde har udfoldet for Vendsyssel i den Tid, da han virkede heroppe som Amtmand, da finde vi dette præget af en saa energisk, handlekraftig Villie til at fremme og gavne Udviklingen heroppe, at vi ikke kunne nægte denne Del af hans Virksomhed vor oprigtige Paaskønnelse.

Kommer dertil, at Amtmand Rump i sine sidste Leveaar blev prøvet haardt i dyb Sorg og smertefuld Sygdom, saa høre vi Budskabet om hans Død med den medfølende Sympati, som naar ud over alle de Meningsforskelligheder og Kampe, der nu en Gang ere Livets Kaar".

(Ribe Stifts-Tidende 20. august 1900)

Rump trak sig af helbredsårsager som justitsminister i 1899, og blev efterfulgt af ovennævnte professor Carl Goos. Derefter udnævnt som amtmand over Holbæk Amt. I september 1899 blev han opereret for galdesten hvilket dengang kunne være dødeligt. Han overlevede dog, og den 10. november 1899 meddelte Herning Folkeblad at Rump var så rask at han kunne spadsere i Frederiksberg Have. Men sygdom fik ham til at tage sin afsked 1. august 1900, hvorefter han døde kort til efter.

I bladet "København" blev han beskrevet som en hensynsløst provisorist - hentydende til Estrups provisorier. Hans virke i Korsør "med dets berygtede fattiggårdsaffærer og valgoptog med slagsmål". (Om denne anstalt, se Politivennen Live Bloggings indslag). "Han hørte til de mest usympatiske skikkelser som provisorietiden drev frem på den politiske arena. Som amtmand var han derimod oppe i Hjørring ved at vinde nogen anseelse; der burde han været blevet."

Rump blev begravet den 23. august 1900 i stor stilhed på Vestre Kirkegård. Provst Glahn (Frederiksberg) holdt talen, bl.a. om den afdødes "store flid" og "retsindighed".

En af N. R. Rumps sønner, Johannes Rump (1861-1932) sad i Københavns Borgerrepræsentation 1903-1932 - for Socialdemokratiet! Han havde været medlem allerede kort før faderens død i 1900. Han var som sådan med til at vælge Jens Jensen som den første socialdemokratiske borgmester i 1903. Han var bl.a. ven med Carl Jacobsen. Johannes Rump blev til forskel fra sine forældre begravet på Bispebjerg Kirkegård.

Albertis "Pryglelov" blev vedtaget af Folketinget med mindst mulig marginal. 54 medlemmer stemte for - der krævedes ellers 57 hvis alle var mødt. Heriblandt 4 ministre. Og kun efter at konseilspræsidenten forlod salen.