14 marts 2023

Værtshuset "Nordpolen". (Efterskrift til Politivennen).

"Nordpolen"

"Signe med kongenæsen"
Den danske "Skalle"
Ignatus fortæller i "Politiken"

"Nordpolen" er en af de få virkelig forbryderfælder der findes her i byen. Man stiger fra Vognmagergade ned ad en smal trappe og befinder sig i et underjordisk, af borde, stole, diske og flasker opfyldt lokale, hvor ordenen mellem vagabonderne opretholdes af et par solide kæmper, der passer handsker nr. 12. Gennem en dør i baggrunden opdager man et glimt af værten, der dog ikke viser sig uden ved højtidelige lejligheder. 

Til venstre for den egentlige beværtning ligger der et aflangt rum, som kaldes "Stuen". Dette rum hvori der som regel er slagsmål i den ene ende, medens en halv snes driverter ligger og sover i den anden, er unægtelig interessantere end gaskælderen i "Sherlock Holmes". Rundt om på de fedtede bænke sidder forbrydere, der har tilbragt deres meste tid i Vridsløselille, og mellem forbryderne Vognmagergades friserede alfonser, de såkaldte "krasseka'le", "blæsere" eller "embedsmænd" (betegnelserne "alfons", "hopsaka'l" og "gummidreng" er opfundne af bladene og ukendte i kvarteret). 

Mellem damerne, der næsten uden undtagelse ryger træpibe, er den mest bekendte en tidligere værtshusholderske som bærer navnet "Signe med kongenæsen". Når hun er drukken, synger hun en sentimental sang. 

I denne stue sad i gamle dage "den dovne Dreng" (han er nu i Horsens Tugthus), og her soldede "Tevehår" og "Bernhardt med Patten" for de penge, de havde tjent ved indbrud. Mange pladser er nu blevet tomme efter Lersøaffæren. "Og alt det", siger Bræddestablen. "fordi de fingererede lidt ved en politibetjent."

Bræddestablen er en mand med ydre optræden og måske i øjeblikket den af vagabonderne, der renest har bevaret kvarterets sprog. Den 35-årige mand er høj og velvoksen, med et rødligt, stærkt bygget ansigt, med en dobbelt overlæbe, knækkede fortænder og med et knivstik-ar på underlæben. I henseende til toilette er han på højden af de moderne fordringer. Han taler gerne og understreger enkelte ord med stærke armbevægelser. Og hvad er det ikke for besynderlige ord!

Forbryderne i kvarteret har deres eget sprog, som dels er ejendommeligt ved de adjektiviske betegnelser (en pibe med et stort hoved kaldes fx for "bredskuldret") dels ved en ironisk ombytning af ord fra bogsproget, som når fx en bisse ufravigelig kaldes "prins". (Ordet bisse er opfundet af skribenter). Yderligere benyttes disse ord til dannelse af verber. En prins der om natten sover i en retirade, siger, at han "prinser den", og damer som han møder på logisstedet kaldes prinsesser. Hr. sprogforsker! Tal med Bræddestablen og Strile-Karl, og De vil opdage, hvor uvidende De er i dansk sprog!

Han "går og skyder" betyder, at han går og stjæler, "et skud" er et stykke tyvegods (ladegårdslemmerne kalder i øvrigt en cigarstump "et skud"). "Kan du være i vognen" betyder: Kan du klare dig? At "gå på'en" betyder at bekende. At "blive solgt" er at blive overlistet i et krydsforhør. "Vil du springe?" betyder: Vil du slås? Og "Så siger jeg nik" betyder: parat til at drikke en skalle.

At drikke en skalle er at træde et par skridt tilbage, lynsnart at fare frem og med den øverste del af panden at ramme modstanderen over næsen og knuse denne med et stærkt stød. Nordpolens stamgæster viser i så henseende en forbavsende færdighed. Man må personlig se dem drikke en skalle eller dog betragte deres skade, knækkede næser for at få en forestilling om det frygtelige våben. Danske slagsbrødre, der om bord på skibe henflyttes til andre egne her drikker fremmede slagsbrødre skaller, vækker på en gang forfærdelse og forbavselse. En lignende benyttelse af hovedet til slagsmål er ganske ukendt andre steder end i Danmark. Bræddestablen viser styrken af sin pandebrask, idet han drikker kældervæggen en skalle, så det bogstavelig talt knager i den gamle, sure rønne. Endda erklærer han at Lars med Patten er hans overmand. En gang i ungdommens dage drak han Bræddestablen en skalle, der "blev siddende", og at denne mester i faget nu i 2 år skal være forhindret i at præstere ordentligt arbejde, forøger yderligere Bræddestablens misfornøjelse med de bestående samfundsforhold.

Ved afskeden gør han følgende klassiske bemærkning:

"Man går op af pølen og fingererer ved en panser (gadebetjent). Værså'artig, ind i svededåsen med det samme. Man danderer den med seven (grøn sæbe, som benyttes til at knuse ruder med i udhængsskabe), og aldrig så snart har han lugtet til et par skaldede brocher, førend den står på kul (vand og brød). I Leret (Lersøen) må man ikke komme, og forladning i pistongen er der ikke over det hele. Man kan li'så godt straks gå ud på går'en og slå de tre slaw."

Derefter vendte Bræddestablen sig til Signe med Kongenæsen og sagde:

"Sine! La vos så få de to drosler!"

(Aalborg Tidende, 1. marts 1902).


Fotoet viser ikke Nordpolen, men en kælderbeværtning i Lille Brøndstræde 12. Bagest porten til Sjæleboderne (7. oktober 1908). Fotograf Ernst Nyrop Larsen. Københavns Museum. Public Domain.

I en omtale af en bog af Albert Gnudtzmann og Helmer Lind, bragte Fredericia Social-Demokrat 26. februar 1907 nogle citater fra bogen:

Vi vælger at aflægge "Nordpolen" et besøg. Det stemmer os for brystet da vi efter at være klatrede ned ad den stejle trappe, befinder os i et lokale hvor en snes mennesker trænges sammen i to rum der hver for sig er af størrelse som et pigekammer i en ældre københavnsk ejendom. Et lokale hvor den ubeskriveligste stank af last og dyrisk ligegyldighed lægger sig tyngende på åndedrættet, og hvor kærligheden til snavset har overtrukket de nøgne vægge med en fedtet og klæbrig patina.

Af de to rum er det ene skænkestue, det andet "dameværelse". Ved denne elegante betegnelse forstås at stedets furier her har deres residens. Ikke alene opholder de sig der på de tider af dagen da de ikke virker i deres kald, men de sover her også, hvilende på borde og bænke eller simpelt hen på gulvet, hvor det tommetykke snavs er stampet sammen til en fast, ubestemmelig masse. Når dagens jagt efter de usle skillinger de behøver til megen brændevin og en smule mad, er endt, og kavalererne er gået ud for at forsøge hvad nattens timer kan kaste af sig, synker det hærgede kvindelegeme sammen her, svækket og udmarvet af last, arrest og pint af utøj, stinkende af spiritus.

(Fredericia Social-Demokrat, 26. februar 1907).

12 marts 2023

Andréa Nielsen om Fagforeninger. (Efterskrift til Politivennen)

Er det til nogen Nytte at være Medlem af en Fagforening?

Dette Spørgsmaal bliver saa ofte rejst af Kvinder, naar rnan taler til dem om Organisationen. Vi skal der betale Kontingent 25 Øre om Ugen, siger de, hvad faar vi for de Penge; de, som staar uden for Organisationen, kan jo arbejde som vi andre, og de er fri for at betale Kontingent.

Ja ganske vist har de maaske Arbejde ligesaavel som de organiserede, men de staar aldeles retsløse overfor Arbejdsgiverne og maa finde sig i de Forhold, som disse mer eller mindre vilkaarligt byder. Thi veed Arbejdsgiveren, at hans kvindelige Arbejdere - i dette Tilfælde tænker jeg navnlig paa Syersker - staar i deres Organisation, er han nødt til at tage noget Hensyn ogsaa til deres Mening. Jeg skal ganske kort omtale, hvad en enkelt forretnings Syersker har opnaaet i de sidste Dage ved Organisationens Hjælp.

Omtalte forretning forfærdiger for største Delen Bomuldsarbejde, og Syerskerne havde der som saa mange andre Steder staaet ligegyldige overfor Organisationen, men efterhaanden som Tiden gik, sank Arbejdslønnen, og Syerskerne følte, at de stod magtesløse. De besluttede da at melde sig ind i Fagforeningen og sendte derefter en Skrivelse til Fagforeningen med Beklagelse over den stedfundne Lønreduktion. Nogle Møder afholdtes og en Henstilling til vedkommende Forretning om at betale højere Arbejdsløn blev ikke tagen til Følge. Syerskerne nægtede da alle at tage Arbejde Hjem paa de gamle Betingelser.

Rasende derover sendte Arbejdsgiveren en Skrivelse til Foreningens Bestyrelse med Fordring om at faa opgivet, hvem der havde givet Anledning til, at der blev rørt op i hans Sager, disse skulde afskediges af hans Forretning. Samtidig havde vi imidlerlid indbudt ham til en Forhandling om Sagerne, og det kan kun siges, at den i alle Retninger førte til en tilfredsstillende Ordning for de organiserede Syersker. Saaledes maatte Arbeidsgiveren gaa ind paa at betale 18 og 20 Øre for smaa Drengebenklæder, som han for kun gav 15 - 16 á 19 Øre for, det bliver en Merfortjeneste af 2 a 3 Øre pr. Par. eller, lavt regnet, at en Syerske syr 6 Par om Dagen, en Merfortjeneste af 12-18 Øre om Dagen, 72-108 Øre om Ugen. Og naar vi regner med 48 Arbejdsuger i Aaret, 56 Øre til 51 Kr. 84 Øre om Aaret.

Et andet Arbejde, Bomuldsbenklæder til Voxne, vil der i Fremtiden blive betalt 5 Øre mere for end hidtil; det bliver 30 Øre mere om Dagen, naar der opstilles samme Regnestykke som ovenfor nævnt, 90 Øre om Ugen og 43 Kr. 20 Øre om Aaret.

Og da Syerskerne havde erklæret, at de ikke vilde arbejde sammen med 2, som ikke var i Foreningen, gik Fabrikanten ind paa at afskedige disse, saafremt de ikke til 1ste December var blevne Medlemmer af vor Forening. Som man ser, førte vor Forhandling kun til Fordel for de organiserede Syersker; og saaledes er det selvfølgelig altid til Gavn og Nytte at staa i sin Fagforening.

De Tal, som her er fremsatte, maa mer end tydeligt nok vise, at de 25 Øre, som indbetales om Ugen til Foreningen, eller 13 Kr. om Aaret, kommer igjen med større Rente end nogen Bank kan give. Hav derfor ikke saa mange Betænkeligheder, eller lad Tiden gaa med at spørge til hvad Nytte.

Naar I skal være med i Arbejdet, da vær med som maalbevidste, organiserede Arbejdere, der forstaar at hævde deres Stilling og at blive respekteret.

Andrea Nielsen.

(Aftenbladet (København) 26. november 1901)

Andrea Johanne Marie Brochmann,  født Nielsen (1868-1954). Familie. Forældre: cigarfabrikant Lauritz Christian Nielsen (1842-1918) og herreskrædder Anna Pedersdatter (1842-92) som var formand for de Kvindelige Herreskræderes Fagforbund. 

Andrea Nielsen var født i et socialdemokratisk arbejderhjem, og i hjemmet kom bl.a. partiets stiftere Louis Pio, Harald Brix og Povl Geleff samt den socialistiske feminist Jaquette Liljencrantz. Moderen Anna Nielsen var 1890-92 formand for De kvindelige Herreskrædderes Fagforening (KHF), den ældste selvstændige kvindelige fagforening, aktiv i kvindebevægelsen (De samlede Kvindeforeninger) og var med til at udgive kvindeforeningernes tidsskrift "Hvad vi vil". Arbejderkvinderne havde i modsætning til den daværende kvindebevægelses overklassekvinder, dobbeltarbejde: husarbejde. Det havde kvindebevægelsens kvinder tjenestefolk til.

Andrea Brochmann gik 1875-83 på Mathilde Borums pigeskole på Nørrebrogade. Da der ikke var råd til at hun blev lærer, blev hun i stedet herreskrædder. I Dansk Skrædderforbund var der blandt de mandlige svende uvilje mod kvinderne, og da Andrea Nielsen i 1896 mødte op til et agitationsmøde for skræddere fra en af de københavnske systuer, sagde den daværende formand for skrædderforbundet at “han havde rigtignok ikke tænkt sig, at der skulde komme kvinder”. Hun var formand for De kvindelige Herreskrædderes Fagforening (KHF) 1887-1909 deri starten havde godt 35 medlemmer. Men holdningen i Dansk Skrædderforbund ændrede sig. Ved årsskiftet 1898-99 havde KHF over 1.200 medlemmer, og skrædderforbundet iværksatte en strejke (se artiklen Syerskerne i Provinsen, 14. april 1899). 1.000 kvindelige skræddere nedlagde arbejdet for at få udarbejdet en fælles prisaftale og dermed ensartede lønninger. Arbejdsnedlæggelsen varede i 14 dage og førte til en sejr for kvinderne og indgåelse af den første prisaftale. (Se artiklerne herom på bloggen)

Andrea Nielsen var kvindesagsforkæmper og blandt de ledende i kampen for kvinders valgret, og hun var samtidig overbevist socialdemokrat. 1899 var der for første gang kvindelige talere ved en 1. majdemonstration på Fælleden. Hun talte om kvindernes organisering og om den netop afsluttede strejke. 

Andrea Nielsen blev gift 1905 med journalist, politiker Jens Peter Brochmann (1870-1937) og de to arbejdede sammen på avisen Social-Demokraten. 

Andrea Brochmann forblev formand indtil 1909, 1899-1909 tillige medlem af Dansk Skrædderforbund og De samvirkende Fagforbunds forretningsudvalg. Så udtalte hun at hun var “nervøs og træt” og desuden efter sit giftermål ikke længere i faget

I 1907 trak de socialdemokratiske kvinder sig ud af Kvindeforeningers Valgretsudvalg, og dannede Socialdemokratisk Kvindevalgretsforening hvor hun var formand. Socialdemokratiets hovedbestyrelse afslog at optage foreningen i partiet - man ikke ønskede at optage særskilte kvindeorganisationer. Selv da loven om kvinders valgret til de kommunale råd blev vedtaget i 1908, fastholdt Socialdemokratiet modstanden mod særskilt kvindeorganisering. 


Andrea Brochmann på talerstolen ved et friluftsmøde på Kvægtorvet, et agitationsmøde i 1. kreds' vælgerforening i den store forgård til selve slagterhusene på Kvægtorvet. Der deltog flere hundrede. Ved mødet talte også Stauning og cand. mag Vilh. Rasmussen. Andrea Nielsens emne var kvindens stilling til skattebyrderne. (Social-Demokraten 19. august 1912).

I forbitrelse over Socialdemokratiets kvindepolitik var hun i 1908 medstifter af Socialdemokratisk Kvindeforening (SK) og efter 1912 tillige formand. Det var partiledelsen meget utilfreds med - “separatistiske tilbøjeligheder” kaldte Thorvald Stauning det. Da kvinderne for første gang kunne opstille til Folketinget i 1918, opstillede Socialdemokratiet kun to kvinder: Andrea Brochmann og Helga Larsen. Det Radikale Venstre opstillede ni kvindelige kandidater. Kun Helga Larsen blev valgt. Først i 1929 (på bl. a. Sylvia Pios initiativ) dannedes socialdemokratiske kvindeudvalg. Senere blev hun valgt til Landstinget 1926-32 og 1933-40. 

Andrea Brochmann var 1917-43 medlem af Borgerrepræsentationen. Her argumenterede for arbejdernes berettigede lønkrav, for arbejdsløshedsunderstøttelse, folkekøkkener og brændselshjælp. Hun argumenterede  for opførelse af kvindehuse til enlige og selverhvervende kvinder og husmoderferiehjem, og nødvendigheden af vuggestuer og fritidshjem og forebyggende børneforsorg. 

Se også Silkehusets"s Syersker, om forholdene i 1902 Fru Andrea Brochmann fortæller om 25 Aars Agitation, 23. januar 1923.

Andréa Brochmann blev begravet på Bispebjerg Kirkegård. Urnen stod i kolumbariet indtil 1974, hvorefter den blev nedsat et ukendt sted.

10 marts 2023

Den kostbare Leg. (Efterskrift til Politivennen)

disse Dage har Artilleriet afholdt nogle ualmindelig kraftige Skydeøvelser ude paa Amager Fælled. Uafbrudt dundrer Skuddene ud over del flade Amagerland, og det er ikke ualmindeligt, at Lufttrykket laver en frygtelig Ravage i og paa Ejendommene.

I Kvarteret omkring Store Nygade mærkes Skydningerne saa stærkt, at Bygningerne ligefrem rystes i deres Grundvold. Forleden Dag fik en Familie, der bor der i Gaden, en ubehagelig Overraskelse netop som Følge af Skydningen. Just som en af de svære Kanoner var affyret, faldt to store Skilderier ned og blev slaaet i Stumper og Stykker. Hos en anden Familie sprang en Rude under det voldsomme Lufttryk.

Det er ikke alene om Dagen, at Amagerne ikke kan finde Ro for Kanontordenen. Undertiden skydes der ogsaa om Natten, og saa ligger hele Amager som et klart Lyshav fra de store nye elektriske Projektorer, som man i Anledning af Natmanøvrerne prøver for første Gang.

Skydningens værste Ulæmpe er dog den, at Arbejdet ved den store Dæmning oppe ved Taarnby maa hvile, medens den staar paa. Rystelserne er nemlig saa stærke, at det ikke kan være Tale om at fortsætte.

(Folkets Avis - København 10. august 1901).

Lona Barrison. (Efterskrift til Politivennen).

Lona Barrison på Marienlyst.

Lona Barrison og hendes mand, "Social-Demokraten"s gamle medarbejder, Fleron, kom for nogle dage siden hertil fra Paris, hvor de ejer en ejendom, og tog ind på Marienlyst Badehotel. Enkelte af badegæsterne var henrykt over at kunne få lejlighed til daglig at beundre den bekendte varietestjerne, og særlig damerne fulgte hende, hvor hun gik og stod.

En enkelt jødisk familie blev imidlertid forarget og truede med at flytte hvis hun ikke blev vist bort fra hotellet, og til sidst måtte hr. Anders Jensen der ikke selv turde overbringe ægteparret det budskab, sende sin inspektør op for at bede parret flytte. Hr. Fleron svarede imidlertid at både han og hans hustru opførte sig fuldstændig dadelfri og ikke generede nogen som helst. Derfor ville han ikke flytte før værten udtrykkelig forlangte det. Og det ville Anders Jensen ikke, for i mellemtiden havde alle de andre damer bedt om ikke Lona Barrison nok måtte blive.

(Horsens Folkeblad, 22. juli 1901).

Politidirektøren og Lona Barrison.

Vor artikel om, at det ville blive Lona Barrison forment at optræde i Arenateatret, har vakt en berettiget opsigt. Man vil nemlig med god grund spørge om, hvorfor politidirektøren i vinter gav tilladelse til fruens optræden i Cirkus Varieté, men nægter Thor Jensen tilladelse til at lade hende optræde i Arenateatret.

Var Lona Barrison ufarlig i vinter hos direktør Rasmussen, må hun vel også være det i sommer hos direktør Thor Jensen. Med mindre man da vil gå ud fra, at Cirkus Varieté har et større privilegium end Arenateatret.

Denne sidste antagelse er imidlertid ganske urimelig alene af den grund, at Arenateatret som liggende på Tivolis grund snarere må siges at være begunstiget fremfor nogen anden varieté heri byen. Under Christian den ottende har Tivoli fået sit privilegium, der giver etablissementet ret til varietéforestillinger, hvis frihed kun begrænses af det almindelige hensyn til "orden, sikkerhed og velanstændighed". Det hedder netop herom i et af privilegiets punkter, at Tivoli i den henseende har at "forholde sig efter de specielle forskrifter, som politiet eller andre vedkommende autoriteter måtte træffe".

Direktør Thor Jensen må begribeligvis have haft ret til at gå ud fra, at når politiet ikke i vinter
lagde nogen hindring i vejen for Lona Barrisons optræden, kunne han ganske rolig engagere fruen. Der havde jo ikke været tilkendegivet det allermindste fra politiets side om, at hendes optræden var til fare for "orden, sikkerhed og velanstændighed".

Men heri har hr. Thor Jensen altså taget fejl. Da det kunne have sin interesse at erfare, hvorpå politiet ville støtte et forbud mod Lona Barrisons optræden, henvendte vi os i går til 1. politiinspektør, hr. Theodor Petersen, som med beredvillighed gav svar på vore spørgsmål.

Hr. Th. Petersen erklærede, at Lona Barrison under sin optræden i Cirkus havde overtrådt sømmelighedens hensyn. Ved den generalprøve, fruen aflagde for politiets repræsentant og for censor, prof. Vilhelm Møller, var der intet at sige til den scene, hvori fruen i sit boudoir modtager den gamle libertiner, der vil gøre hende sin opvartning. Og i den form blev det tilladt Lona Barrison at spille boudoirscenen. Men grænsen var blevet overskredet, idet bl. a. den gamle kavaler havde lagt enkelte uartige ting ind i sit stumme spil.

Det var allerede den gang blevet besluttet, at Lona Barrison ikke oftere skulle have lov til at optræde i København. Følgelig var et forbud mod hendes optræden i Arenateatret 
alene af den grund i sin orden.

Dette er hr. Th. Petersens mening, og vi behøver naturligvis ikke at tilføje, at det også er Politidirektørens, og at denne er forbudets fader. Hr. Eugen Petersen har jo altid været lydhør overfor missionens tale om verdens dårlighed.

Men det forekommer os, at politiets optræden mod Thor Jensen på ingen måde kan forsvares af den grund. Man lod jo Lona Barrison uanfægtet spille videre i vinter, selv efter at politiet eller "Kristeligt Dagblad" havde opdaget de af hr. Th. Petersen nævnte "overskridelser". Hvorfor gjorde man ikke den gang Lona Barrison opmærksom på, hvad politiets velanstændighed fordrede? Nu er forbuddet jo kun for smed at rette bager. Og det så meget mere, som Lona Barrisons ægtefælle, hr. W. Fleron, der i går formiddag ankom her til byen, overfor Tivolis direktion har erklæret, at hans hustru ved sin optræden i Arenateatret kun ville vise sig i lang kjole og i øvrigt underkaste sig en ny prøve for politiet, der da havde den ønskeligste anledning til at gøre forestillinger, hvis der var et og andet, som mishagede. Denne erklæring, ledsaget af en motivering, sendte Tivolis direktion i går til politidirektøren med anmodning om, at forbuddet måtte blive hævet.

Men politiinspektør Th. Petersens udtalelser i går overfor os viser, at forbuddet nok alligevel skal opretholdes. Kuløren på denne moralske suppe er dog den omstændighed, at politiet har ansat to betjente til at "holde orden" i Arenateatret, og at disse betjente skal betales med 4 kr. hver pr. aften. Dette er noget ganske nyt i Arenateatrets historie og foranlediget ved, at Lona Barrison skulle have optrådt.

Man ville måske kunne have forstået dette, dersom politidirektøren havde givet tilladelsen til Lona Barrisons optræden og gav de to betjente fuldmagt til at passe på, at velanstændigheden ikke blev overskredet. Men dette kan jo ikke være betjentenes opgave. Det er "ordenen" blandt publikum, de skal våge over. Men da der ikke tidligere har været anledning til at holde orden blandt publikum og sikkert heller ikke nu er nogen anledning dertil, så bliver de 8 kr. at opfatte som en daglig bøde, der idømmes Thor Jensen, fordi han i god tro og ganske i overensstemmelse med, hvad der tidligere har været tilladt, har engageret Lona Barrison. Dette er unægteligt en småtskåren hævn, politidirektøren tager over en ganske uskyldig mand, og politiets optræden får et stærkt præg af vilkårlighed, der burde give anledning til stærkt at begrænse politidirektørens myndighed overfor borgerne. Ingen kan jo nemlig vide sig sikker mod at blive presset for penge, hvis en handling, som den hr. Thor Jensen i god tro har foretaget, kan medføre dette resultat.

(Social-Demokraten, 2. august 1901).

Social-Demokraten fulgte den 4. august op med en yderligere artikel hvor argumenterne blev gentaget og et par nye oplysninger kom frem.

Forbud mod Lona Barrison,

Hos Politidirektøren.

Sangerinden Lona Barrison, der i vinter optrådte i Cirkus Varieté, var af Arenateatrets direktion blevet engageret til nogle dages optræden her i byen. Onsdag eftermiddag modtog Tivolis direktion imidlertid en skrivelse fra politidirektør Eugen Petersen, i hvilken politidirektøren nedlade forbud mos Lona Barrisons optræden Arenateatret. I anledning af dette forbud havde vi  i går en samtale med politidirektøren, der bl. a. udtalte:

Så længe Barrison-truppen optrådte samlet i udlandets byer, var jeg bestemt imod, at den måtte optræde på nogen af vore varieteer, dens demoraliserende egenskaber syntes mig af alt hvad der bliv skrevet om den og forskellige fotografier af truppens enkelte numre, ganske klare.

Så opløstes truppen imidlertid, og da direktøren for Cirkus Variéte ansøgte om tilladelse for Lona Barrison til at optræde i etablissementet, gav jeg denne tiladelse, idet sangerinden dog kun fik lov til at vise sig i et enkelt nummer. Da jeg havde set Lona Barrison i Cirkus Varieté, var jeg på det rene med, at hun egentlig helst slet ikke burde være kommet her. Særlig forekom det mig, at den hende ledsagende herre var meget uappetitlig i sin optræden.

Tilladelsen var jo imidlertid givet, og jeg ville ikke tage den tilbage; men allerede den gang besluttede jeg, at Lona Barrison ikke mere ville få lov til at optræde i København. Da hun senere under sin optræden i Cirkus Variété androg om tilladelse til at vise sig i nye numre, blev dette nægtet hende.

I øvrigt må jeg tilføje - indskyder politidirektøren - , at havde det været mig bekendt, da jeg gav tilladelsen til Lona Barrisons optræden i Cirkus Variete, at politiet i Berlin for 3/4 år siden havde nægtet hende tilladelse til at optræde der, så havde jeg ikke tilladt hendes optræden i København.

Da vi nu fik meddelelse om, at Arenateatrets direktion agtede at lade Lona Barrison optræde ved en række forestillinger, så nedlagde jeg i henhold til min i vinter fattede beslutning forbud hos  Tivolidirektionen, under hvilken Arenateatret sorterer, mod hendes optræden. I øvrigt har sangerinden, sidst, hun optrådte i Cirkus Variete, gjort forsøg på at få tilladelse til at optræde i Stockholm; men det blev hende nægtet, bl.a. fordi vedkommende stockholmske myndigheder havde erfaret, at hun ikke mere ville få lov til at optræde i København.

Da der hos de fleste mennesker hersker den opfattelse, at Tivolidirektionen har friere hænder angående sine artister end de øvrige forlystelsesetablissementer, spurgte vi politidirektøren, om han ikke med et par ord ville klare dette spørgsmål for os og vore Læsere.

Tivoli har, udtalte politidirektøren, ikke nogen som helst ret fremfor de øvrige forlystelsesetablissementer i forholdet til sine artister. Når etablissementet fx er fritaget for at præsentere de optrædende artister for 1. politiinspektør på Råd- og Domhuset, således som det er påbudt Varieteerne at gøre, så er det kun en velvilje, vi viser Tivolidirektionen. Den dag, da politiet finder, at Tivolis direktion ikke selv holder den fornødne kontrol med sine artister eller med de artister, der engageres til lokaler, som sorterer under etablissementet, vil politiet benytte sin ret og skride ind, således som det nu er sket ved forbuddet mod Lona Barrisons optræden.
C. U.

(Dagens Nyheder, 2. august 1901).
 

Lona Barrison

fortsætter vedblivende sine bestræbelser for at komme til at optræde. Forleden indgav Cirkus Krembser til politidirektøren en ansøgning om at Lona måtte optræde som en slags - skolerytterske. Politiet svarede at det havde man intet imod, når blot hun optrådte anstændigt

"Gudbevares", sagde fru Krembser "det er en selvfølge". Og efter denne forsikring blev der til i går fastsat en prøve ved hvilken politiinspektør Theodor Petersen var til stede. Ind i manegen red så fru Lona i yppigt trikot a la chevalier!! Meget hurtigt forlod hr. Theodor Petersen sit dommersæde med en utvivlsomt meget velbegrundet fornemmelse af at det var en noget ejendommelig måde at efterkomme politiets henstilling på. Det blev herefter kort og godt nægtet den uheldige fru Lona at optræde.

- Efter hvad vi erfarer, har justitsminister Alberti sendt fru Lonas andragende til Københavns politidirektør der i torsdags tilbagesendte det med en motivering af forbuddet. En af de nærmeste dage vil den justitsministerielle kendelse falde. 

Var det ikke snart på tide at man kunne blive fri for den celebre Lona Barrisons demonstrative påtrængenhed?

(Kalundborg Avis, 19. august 1901).

Cirkus Krembser optrådte en enkelt gang i Cirkusbygningen i året 1901.

Lona Barrison. Folies-Bergeres. August Guillaume. Biblioteque Nationale de France. No copyright. I Paris udførte Lona et afklædningsnummer (mandetøj!), forlod scenen i sit undertøj, for at komme tilbage på en lippizaner-hest. Hesten udførte ridekunster, mens Lona sang om "den ægteskabelige ridekunst": Den gør lidt ondt første gang, den er svær anden gang, men så ... hvis hesten altså er hård. Nummeret vakte begejstring i Frankring, men i New York, efteråret 1896 blev det en fiasko. Sidste udførelse var i Graz i Østrig i marts 1897. 

"Et martyrium i nutiden".

Med en passende blanding af indignation mod foruretteren og medlidenhed med den forurettede vil man i Aarhus have erfaret den skæbne, der nu igen er overgået den arme, hårdt prøvede Lona Barrison. Endnu inden udbyttet af denne dames og hendes gemals direkte henvendelse til vor højsindede og retfærdighedsfølsomme justitsminister Alberti forelå, har påny et af skæbnens tunge slag ramt hendes lille, velskabte person. Skæbnen var repræsenteret af Københavns Politi, in casu politiinspektør Th. Petersen, der uden barmhjertighed forbød fruen at optræde som skolerytterske i Cirkus Krembser.

De kender naturligvis allerede den lille, stærkt dramatiske situation: Th. Petersen kommer cyklende ud til cirkus for på opfordring at se en prøve på fru Barrisons kvalifikationer som skolerytterske, før der meddeltes hende tilladelse til at optræde. På forhånd havde man lovet politiet, at alt skulle gå så nydeligt og decent til, som blot tænkeligt, lang ridedragt, damesaddel osv. Så det må jo nok have været en lille overraskelse fra politiinspektøren, da den skønne kom ind i manegen, ridende på mandfolkevis, i en slags jockeydragt!

Oprigtig talt: man forstår, at hr Theodor Petersen nøjedes med en grumme fransk visit i den ham ventende cirkusloge. Han nåede nok kun midtvejs på trappen; - så havde han fået nok og udtalte sit kategoriske forbud mod den optræden, med den ikke helt urimelige tilføjelse, at dette jo i grunden var at gøre nar af politiet. Det var på det ganske sikkert også.

Imidlertid, man måtte kende københavnerne og den københavnske presse dårligt om man troede, der ved denne lejlighed var sympati for politiet. Tværtimod! Skulle man tro bladene, dvs. det store flertal af dem, var der påny øvet en himmelkrigende uret mod en stakkels, forfulgt uskyldighed. I harmfnysende artikler drager man til felts mod det reaktionære politi, med forblommede trusler om, at man jo nu heldigvis har frisindede autoriteter over dette politi. Før man ser sig for, bliver "forfølgelsen" imod hende måske til et politisk nummer, selv om hun vel næppe får held til at fremkalde en revolution, som i sin tid danserinden Taglioni i München, et af fru Lonas berømte og historiske forbilleder.

*   *   *

Det store københavnske varietepublikum, der har så villige talerør i en hel række af de københavnske galleriblade, stiller sig selvfølgelig på den uskyldig forfulgtes side. Når hun for et halvt år siden kunne få lov at optræde i Cirkus Variete, ræsonnerer man, hvorfor da nu forbyde hendes optræden andetsteds ? Der er tilsyneladende en vis logik i dette ræsonnement, som kun glemmer at tilføje, at netop hvad Lona Barrison den gang præsterede, er årsagen til det nuværende forbud. Thi ved den dengang afholdte forudgående prøve havde man kun vist censor og politi en stærkt afdæmpet del af fruens berømte afklædningsscene. Logik er imidlertid ikke det københavnske varietepublikums stærke side. Ellers ville man ikke nu så højrøstet forlange at se hende påny, på brædderne eller i manegen, al den stund man faktisk var led og ked af damernes lidt falmede yndigheder, medens de forevistes i cirkus. Vi har vist i det hele taget fået Lona Barrison nok.

Så vel hun som hendes stærkt om sig værende impressario-gemal er vist ogsaa ganske på det rene med denne kendsgerning. Deres sidste forsøg har sikker fået nøjagtig det udfald, ægteparret ventede og Taglioni Munchen, et af fru Lonas berømte og historiske forbilleder, håbede: København var presset, der lod sig ikke "gøre" mere her på pladsen. Men en tilpas reklame kunne man endnu på falderebet tage med, i fald et politiforbud lod sig udvirke. For at opnå det, var man ikke kræsen i midlerne. Hvilken skuffelse, om hr. Theodor Petersen forgangen dag havde været lidt mere oplagt til at lade sig gøre til grin - om han smilende havde ladet prøvenummeret i cirkus passere, måske med en lille, overlegen bemærkning om, at fru Barrison så vist ikke længer kunne gøre fortræd, enten hun nu viste sig i lang kjole eller i jockeydragt.

Så overlegen var politiinspektøren nu ikke - heldigvis, siger utvivlsomt hr. og fru Barrison, mens de officielt græder deres krokodilletårer over den skændige forfølgelse, der "ødelægger Lonas erhverv", hvilken opbyggelige passiar pligtskyldigst refereres i de dertil indrettede blade, der lader, som om de tror det.

I virkeligheden er "martyriet" lige så let gennemskueligt som fru Lona Barrisons toiletter. Politiforbuddet, der bjerger hende fra endnu en fiasko i København, er den bedste reklame, hun kan få til den næste storstad, hvor det dog muligt kan skaffe hende en succes. Eksemplet på slig reklames magt har vi jo lige ved hånden: vor mest omtalte varietedames sejrsgang gennem Europa, inklusive Nordre Birk - København undtaget.

*   *   *

Således forholder det sig altså med dette som på bestilling leverede martyrium: den gamle, durkdrevne socialistfører Fleron har opnået netop, hvad han ville, og har dertil fået venlig bistand af det københavnske politi. Den hele historie var ikke værd at beskæftige sig med - så lidet appetitligt som ægteparret Barrison er - hvis den ikke så klart og så pinligt belyste visse hovestadsfænomener som man fra gammel tid har et godt øje til ude i provinserne. Nu og da begynder man at forstå, hvad der i grunden menes med de jævnlige udfald mod "Københavneriet". Affæren Barrison er et sådant typisk stykke københavneri.

Den oppositionslyst og uafhængighedstrang, som er københavnerne iboende, kan være ypperlige, både sunde og styrkende egenskaber. Men de udarter rigtignok lovlig tit til, skal vi sige principmæssig gøren vrøvl. Ser det københavnske gadepublikum en konflikt mellem politiet og en Lona Barrison, går "den offentlige mening" øjeblikkelig og uden fjerneste overvejelse imod politiet. Autoritelerne skal nemlig have uret. Det er en trossag, ved hvilken der ikke kan rokkes.

Føj hertil den mere og mere udprægede københavnske forkærlighed for de lidt anløbne celebriteter, for det "vildt", der har den lille, behørige "tanke". Man skal hverken være snerpet eller pietistisk; alligevel har man nok lov at finde, at det er nogle løjerlige genstande, det københavnske publikum til tider vælger sig for sin begejstring. Og her er det ikke blot den tankeløse hob, der har ansvaret. Store ånder er jo gået i spidsen. Hvem vil helt kunne benægte slægtskabet mellem Drachmanns Edith -forherligelse - med sidekomplimenter til Lona, den rent ud fjottede og hysteriske Dagmar Hansen-forgudelse, der endnu behersker store dele af det københavnske bourgeoisi? - og så de sidste dages forsøg på at lægge martyrglorien på en Lona Barrisons pande? I ramme alvor bebrejder man politiet dets "ugalante" optræden mod disse galante damer dets "mangel på ridderlighed". Og folkesnakken, der er utrolig naiv, kolporterer villig de usandsynligste legender til bestyrkelse af den snart hævdvundne tradition for samme damers fremragende fortrinlighed.

Med al agtelse for deres artistiske dygtighed, der ikke interesserer os, og deres menneskelige egenskaber, om hvilke vi gerne tror det bedste, må vi bekende fremdeles at stå udenforstående til hele denne nykøbenhavnske smagsretning der i de damer som de her omtalte, ser nationale heltinder, veritable martyrer, moderne Jeanne d'Arc'er.

Men måske er det vor dumhed, at vi ikke kan se og ikke kan tro, at det just er den slags "fromme, stærke kvinder" der er "Danmarks mål".

Invitus.

(Aarhuus Stifts-Tidende 21. august 1901). 

Ny-Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen).

Fra det vestlige Overdrev.

Der er noget meget friskt ved at se en By voxe. Se menneskeligt Snille, menneskelig Kultur strække sine Fangarme ud og gjøre sig ny Jord underdanig. Se nye Kvarterer, nye store Foretagender reise sig, hvor der før kun var grønne Marker. Der er al Ufærdighedens, Nybegyndelsens Poesi over det.

Færdes man ad et Strøg, som i Aarevis har været bebygget og beboet, er det med en Fornemmelse af Ligegyldighed. Strøgets spejlglasrudede Butiker, Arbejderkvartererne med de mangeøiede Kaserner, Villakvartererne med deres tillavede Landlighed og deres knapt tilmaalte Havestumper have det tilfælles, at de tage sig saa inderlig selvfølgelige ud. Man har ingen Fornemmelse af, at der her er Kræfter i Brud, Evner, som anspændes. Tanken om, at alt dette repræsenterer en uhyre Sum af menneskelig Energi, er saa langt borte, at den slet ikke melder sig.

De fleste Kjøbenhavnere holde sig imidlertid til de kjendte Enemærker. "Byen" det er den Gade, hvor man boer plus Strøget. Og vil man "udenfor" er der Frederiksberg, Promenaden omkring Søerne, Langelinje og strandvejen. Altsammen kjendt til Overmaal og med denne Mangel paa Friskhed og Oprindelighed, som fremkaldes af stærk Færdsel.

Saaledes skeer det, at der i Byens Udkanter findes Kvarterer, hver for sig med en Folkemængde, som en større Provinsby vilde være stolt af men som næsten ere ukjendte for en meget betydelig Del af Hovedstadens Befolkning.

Lad os f. Ex. istedetfor at følge Strømmen ud ad Vesterbro til Frederiksberg dreje til Venstre gjennem en af de lange Arbejdergader, der som snævre Fjeldkløfter skære sig igjennem de to Husrækker. Disse Gader, der med deres mørke Huse, fattigklædte Børn, Marskandiser- og Pantelaanerforretninger danne en saa stærk Modsætning til den muntre, asfalterede og Sporvognsbefærdede Vesterbrogade. Og lad os blive ved, til vi naa helt ud til Søndre Boulevard.

Det er en Boulevard som alle de andre. I Midten en Spaserevej med træplantninger, Bænke og Cyklestier, paa begge Sider Gadelinjen. Og alligevel - hvilken Forskjel !

Man seer paa dens Mennesker, dens Butiker, dens Beværtninger, at man er i Byens Udkant, der hvor den brydes med Landet. Dens Beboere have Landboens Trang til at være i det Frie; de lukke sig ikke inde eller gaa paa Beværtninger som de akklimatiserede Københavnere. De Beværtninger, der findes, have for Størstedelen Friluftspræg med Borde og Stole paa Fortovet. Men Flertallet af Beboerne nøjes med at gaa en Tur ned ad Boulevarden, Mændene i Morgensko og med Pibe, Kvinderne barhovede. De fordele sig i smaa sladrende Klynger, som var det omkring Landsbyens Gadekjær, de holdt deres Aftenpassiar. Eller unge Kvinder og Mænd tage sig en umiddelbar Tagfat paa det sirlige Magistrats-Grus.

Boulevarden er lagt som et langt, tyst bælte om Byens Midie. Til den ene Side klumpe Husmasserne sig sammen, mørke og i uafsluttede Kolonner, med rygende Skorstene og flimrende Gaslygter. Til den anden Side er der flad Mark. Men hist og her paa den Mark rager der en Nybygning op - som en Forpost, Byen har skudt ud i det ukendte Terræn for at undersøge Mulighederne for en videre Fremrykning.

Midt ude paa denne Mark ligger et underligt, rødt Bygningskomplex med en lav, tæt Taarnbygning. Det er den nye Godsbanegaard, Midtpunktet i det hele Nybyggeri. 

Hvad det er for en tårnbygning er usikkert, men et godt bud er vandtårnet ved Otto Bussesvej der blev opført i 1901. Til højre det andet vandtårn som blev opført i 1907. Det har artiklens forfatter ikke kunnet se. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Men det er i Øiebliket ikke den, der vækker vor Nysgjerrighed. Derimod en ny, meget lang Gade, der kommer inde fra Byen, skærer Boulevarden og gaaer videre ned ad Gasværkshavnen til. Paa Hjørnet læste vi dens Navn: Dybbølsgades Forlængelse. Paa Ære, vi vidste ikke, at en af vor Bys Hovedgader bar dette Navn.

Men lad os følge den! Den munder ud i en bred og anseelig Kjørevej, der atter fører til en Jernbro over den nye Banelinie. 

Fritz Theodor Benzen: Godsbanegården. September 1901. Vestre Gasværk til højre. Fotoet viser Dybbølsbro set ind mod Vesterbro. Kbhbilleder.

Broen minder stærkt om dem, der ude ved Frihavnen fører over Kystbanelinien. Siderne ere dannede af stærkt Jernfletværk, der stiller Kjørebanen fra to asfalterede Spadserestier. Dybt nede under den strække Jernbaneskinnerne deres blanke Metalvaand ud i Landet.

Men endnu farer ingen larmende Tog henad den. Og paa denne Tid af Dagen i det mindste er Gasværkshavnen og dens Omgivelser som uddøde. Skibene ligge ubevægelige, og der høres ingen Lyd fra Fabrikkerne og Arbejdspladserne. Ikke et Hammerslag, ikke et Pift fra en Dampfløjte. Ganske tydelig kan man høre Armstagene fra en Robaad, der ganske langsomt glider gennem Havnens maanebestraalede Vande.

Herude spaserer øjensynlig det nye Kjøbenhavns Beaumonde. Damer og Herrer med et vist Landligger-Præg over sig drive om nede ved Stranden, spytte tankefuldt i Vandet, lade sig fange af Stedets Stemning.

Og virkelig er den ejendommelig, denne Stemning. Her er Jernbanespor, Kraner, Skibe, Værksteder, Fabriksskorstene, mægtige Viadukter, men Altsammen hviler det i idyllisk Fred, og midt i det Altsammen er der Marker, grønne Marker. Man kunde tænke sig, at Tiden var skredet et Par Aartusinder frem, at forlængst en eller anden Katastrofe havde begravet en Storstad fra vor Tid under Jordens Skjød, og at den nu atter var blevet udgravet. Men Gudskelov! det er ikke saa. Det nye Kvarter sover Barnets drømmeløse Søvn, ikke Dødens. 

Vi følge Strandkanten. Foran os til den ene Side Amagers lave Kyster, til den anden det blanke Vand. Paa en stor Strækning løber Vejen lige nede ved Stranden. I Tuborg- og Langelime Cyklister, der hver Aften kjøre ud for at faa frisk Luft og som kun opnaa at faa Støv: her er en Vej. der er ny og luftig, Ikke endnu forurenet af Ølknejper, ikke gjort ufremkommelig af Spor-, Vand-, Arbejds-, Kaper-, Barne- og andre Vogne.

Men man kan ogsaa med Udbytte blive ved at følge Søndre Boulevard. Et Sted, gjemt nede under Gadens Niveau ligger den gamle Beværtning "Jægerhuset", i hvis Have hver Aften en Pianist og en Violin opmuntre et andægtigt Publikum. Rundt om ved Bordene sidde der Ægtepar og forlovede eller forelskede Par og - tie. Det er utroligt, hvor den jævne Befolkning kan more sig i Stilhed. Der føles ingen Forpligtelse til at være underholdende, ingen Trang til at udtale sig. Tavsheden føles ikke som trykkende, men som kvægende, hvilegivende. Og i Jægerhusets Have synes Mundene kun at aabnes for at lade Øllets Flod strømme ind gjennem dem. 

Ernst Nyrop Larsen: Gammelt traktørsted besøgt af teglværksarbejdere og ligvognskuske. 4. september 1907. Public Domain. Kbhbilleder.

"Jægerhuset" er endnu et Stykke Gammel-Kjøbenhavn med alt til Idyllen henhørende. Lige udenfor blinker imidlertid Enghavevejens elektriske Sporvogn forbi. Den gjennemfarer et Stykke moderne Kjøbenhavn med Arbejder-Forsamlingsbygning og stærk Færdsel. Og pludselig stopper den saa op, man møder kun faa Mennesker, og Enghavevej bliver til en Landevej. Ja virkelig! Vi er paa Landet. Her er selve Kongens Enghave, her er Gaarde og Villaer med duftende Rosenhække og store, velplejede Haver. Her er Familier, som nyder Aftenhvilen i Lysthusene, unge Par, som drive henad Vejen i gryende Forelskelse, blinkende Gadekjær og smaa, livligt bjæffende Køtere.

Længe, længe kan man blive ved - for den Sags Skyld lige til Kjøge. Men vi foretrække at søge at glide ad den umaadelig lange Trekroners Vej, forbi Bryggeriet Trekroner med dets store, hvide Bygningskomplex, dets Arbejderboliger og knejsende Skorstene, forbi Gartnerhaver og enkeltstaaende, høje Huse, som et barokt Lune synes at have anbragt midt i al denne Landligded.

Vi passere en Jernbro over Banelinien - saa se vi Jesuskirkens slanke Taarn rage op lige foran os. Gadelygterne - derude paa Landet fandtes de, men vare ikke tændte - flimre for vort Blik og vi hører Sporvognsklokkerne klemte. Vi ere i Valby c: i Kjøbenhavn, og vi synes, at vi have gjort en lang Rejse for at komme hertil.

Længe vil det imidlertid ikke vare, før Hovedstaden har opslugt al den Landlighed, vi have gjennemfaret. Godsbanegaarden vil komme til at ligge mellem høje Huse. Søndre Boulevard vil blive en Hovedgade midt i Byen, Cyklerne ville gøre Promenaden ved Gasværkshavnen usikker. Endnu kan man paa en Times Tid gjennemvandre en Række Kvarterer hver med sit Særpræg. Men om et Par Aar vil det altsammen være iført Storstads-Uniform.

(Nationaltidende 1. august 1901).