Andragende om Forlystelsessteder: Borgbjerg vs. Blom. (Efterskrift til Politivennen)

Befolkningen og Forlystelserne.

Et Andragende.

Nedenstaaende Adresse er tilstillet os med Anmodning om Optagelse:

Til Regering og Rigsdag!

Oplysningens og Kulturens almindelige Goder er ikke nok til at sikre et Folks Udvikling henimod en højere aandelig og legemlig Sundhed og hos det skabe den rette Følelse for Pligt og Ære. Det er ogsaa nødvendigt at stoppe nogle af de Smittekilder, der i saa høj Grad virker nedværdigende og forraaende paa Mennesker.

Vi tænker herved særlig paa en stor Del af vore offentlige Forlystelser m. m., som staar i et skærende Misforhold til vort Folks almindelige Kulturstandpunkt. En af Hovedaarsagerne til dette beklagelige Forbold ser vi deri, at Ordningen af og Tilsynet mod disse Forhold er unddraget Befolkningen og lagt i Hænderne paa Myndigheder, som aldrig kan overkomme at føre en virksom Kontrol og ofte har vist en bristende Forstaaelse af, hvad Hensynet til Befolkningens sande Velfærd kræver paa dette Omraade.

Befolkningen vil sikkert føle sig vel tjent mod selv at raade for, hvilke Forlystelser der bydes deres Børn og deres Tyende. 

I Erkendelse af, at det er bydende nødvendigt, at der hurtigst sker en Forandring i disse Forhold, tillader vi undertegnede os ærbødigst at bede den høje Regering og Rigsdag om at træffe de fornødne Foranstaltninger til, at Ordningen af og Tilsynet med de offentlige Forlystelser m. m. lægges i folkevalgte Myndigheders Hænder. Vi tillader os derfor at henstille følgende Forslag:

1) Tilladelse til at holde Varieté, offentlig Dans, Kro og Beværtning (med og uden Musik), drive Teater, Biografteater, Cirkus m. m. gives af de Kommunale Myndigheder (By eller Sogneraad) og Politimesteren i Forening, dog saaledes, at denne sidste kun - ligesom hvert Medlem af By-(Sogne)raadet - har én Stemme. Alle Bevillinger, som ikke er givne paa bestemt Aaremaal, skal inden et Aar efter Lovens Ikrafttræden forelægges den nye bevilgende Myndighed til Afgørelse.

2) Der oprettes i hver Kommune et Tilsynsraad, bestaaende halvt af Mænd og halvt af Kvinder, valgt af Kommunalbestyrelsen efter Reglerne for Forholdstalsvalg blandt de af Kommunens Beboere, som har kommunal Valgret, hvilket Raad pauser, at de offentlige Fornøjelser, som Folket har Krav paa, holdes indenfor Anstændighedens Grænser, saa at de højner i Stedet for at drage nedad.

3) Det forbydes Politifunktionærerne under nogen som helst Form at tage imod Vederlag for at være tilstede og vaage over Ordenens Opretholdelse ved offentlige Fornøjelser.

Idet vi underskriver denne Adresse, opfordrer vi samtidig alle Medborgere og Medborgerinder over 18 Aar til at medunderskrive samme.

I November 1910.

[Herefter følger knap en spalte med navne som allerede havde underskrevet. Blandt dem blandt andet:]

Fru Johanne Blauenfeldt. Johanne Blom, Borgerrepræsentant. Fru Harriet Borgbjærg, Frederiksborggade 46. Marie Christensen, Forstanderinde for Københavns Tjenestepigers Fagskole. Thora Esche, Forstanderinde. H. O. Lange. Overbibliotekar, samt en betragtelig mængde gejstlige, 

(København 26. november 1910)

At socialdemokraten Borgbjergs kone optrådte blandt underskriverne samme med bl. a. den indremissionske Johanne Blom, fik Borgbjerg til tasterne:

Borgbjergs kone.

I "Socialdemokraten" skriver Folketingsmand Borgbjerg:

Jeg ser, at min kone er Medunderskriver paa en Adresse til Regering og Rigsdag om Indførelse af folkevalgte Raad, der skal føre Tilsyn med de offenlige Fornøjelser og holde dem indenfor Anstændighedens Grænser.

Af Adressens Ord og Aand fremgaar det, at Formaalet er en Indskrænkning af de offenlige Fornøjelser.

Jeg er her - som paa flere andre Punkter - ganske uenig med min Kone. Det er ikke af Frygt for, at hun, som en af Adresseunderskriverne, skulde blive valgt ind i et saadant Tilsynsraad og derved faa pligt til at bese samtlige Danselokaler, Varieteer, Biograf- og andre Teatre, Cirkus, Beværtninger (med og uden Musik) osv. Thi jeg er en liberal Ægtemand, der giver min Kone fuld personlig Frihed samtidig med, at jeg kræver samme Frihed for mig selv. Jeg skulde ogsaa uden Bekymring se en anden Underskriver, min skattede kollega i Borgerrepræsentationen, Frøken Johanne Blom, som Formand i Tilsynsraadet og under hende gerne den Fornøjelse og det kendskab til vor By baade ved Dag og Nat, som en saadan Virksomhed vilde medføre, jeg skal heller ikke bestride, at Dansen i "Florasalen" og andre Steder mulig kan trænge til en Reform - jeg selv, der holder meget af at danse, er ikke begejstret far de sveddrivende danske Hvirveldanse, men foretrækker den mere gratiøse amerikanske Dans. Og skønt jeg yderst sjældent kommer paa Varieteer, benægter jeg ikke, hvad der fortælles mig, at Numrene altfor ofte er uanstændigt slibrige og dumme - trods vor moralske Censor og saare kristelige Politidirektør.

Som god Demokrat er det naturligvis ogsaa noget vanskeligt for mig at gaa imod en Udvidelse af Befolkningens Myndighed - skønt jeg ganske vist mener, der bør være Grænser ogsaa for den almindelige valgrets Omraade. Min personlige Frihed - baade til at tænke og tale og til at leve, som jeg vil - hvor den ikke strider mod andres tilsvarende personlige Frihed, ønsker jeg hverken undergivet et Mindretals eller et Flertals Formynderskab.

Det er imidlertid meget muligt, at politiet ikke varetager sin Gerning fyldestgørende og godt kunde trænge til vejledning fra folkevalgte Raad. Men jeg maa da holde paa, at disse faar Myndighed til at blive virkelige Fornøjelses-Raad. Lad dem hæmme de daarlige og usunde Forlystelser ved at indrette sunde og gode Fornøjelser for den store Befolkning. Lad os faa mere Musik i vore parker og paa vore offenlige pladser, lad os faa et rigere Gadeliv, lad Folk faa Lov til at danske og synge indenfor de Grænser, som Folks Krav paa Nattero nødvendiggør.

Jeg har i Bryssel set. hvorledes der uden politianmeldelse, næsten uden Varsel er arrangeret Studenter- og Arbejderprocessioner med Faner og Musik gennem Gaderne, uden at nogen tog Forargelse deraf. Og i Paris danser man paa de ydre Boulevarder hele Aftenen den 14. Juli og paa andre Festaftener.

Hvad om politiet tillod sligt ogsaa her. Ofte har jeg ærgret mig over den store, golde Asfaltflade omkring Øglekummen ved Raadhuset. Der blev i Foraaret gjort Forsøg paa lidt Rulleskøjtning. Men Asfalten er for ujævn dertil, hvad om her blev musiceret Søndag Eftermiddag og et par Hverdagsaftener om Ugen og Folk fik Lov til at danse dertil.

Med denne henstilling om en Ændring i Adressen og med haab om et godt Resultat engagerer jeg Frøken Blom til den første Vals paa Raadhuspladsen - og min Kone til den anden.

(Kolding Folkeblad 29. november 1910)

Den socialdemokratiske politiker Frederik Hedegaard Jeppesen Borgbjerg (1866-1936) var blandt de 8 første socialdemokrater som blev indvalgt i Folketinget i 1895. Han var desuden 1895-1913 medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Han blev 1911 redaktør af Social-Demokraten.

Harriet Doloris Meyer (1868-1943) og Borgbjerg blev gift 1890. De havde 3 børn (Hjarne, Sif og Idun). Men i øvrigt er litteraturen fåmælt omkring hvordan ægteskabet gik. Det blev opløst i 1911 eller 1913.

Johannes Hauerslev: Fælledvej 6. Kbhbilleder. Public domain.

Florasalen lå på Fælledvej 6, Nørrebro hvor det var blevet opført 1908 som et teater, men blev fortrinsvis brugt som fornem dansesalon. Desuden blev den benyttet til vælgermøder, generalforsamlinger, julefester m. v. Salen var et stort og smukt etablissement med balkon, sideloger og et kæmpe dansegulv oplyst af lysekroner fra et dekoreret loft. I 1925 blev det omdannet til biografen Odeon. I 1958 udbrød der brand og biografen  blev nedlagt. På nabohusets gavl kan man stadig se Odeon-biografens skilt.

"Øglekummen" er Dragespringvandet på Rådhuspladsen. Springvandet blev indviet i 1904 og havde på det tidspunkt da artiklen blev skrevet, kun dragen ("øglen"). Tyren kom først til i 1923.

Andragendet blev indbragt til Rigsdagen i februar 1911. Det blev henvist til udvalget for andragender.

Hærværk paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

En mærkelig hævnlyst.

Opdagerne på Vesterbro har i denne tid en højst ejendommelig sag til undersøgelse: det drejer sig om den ikke ualmindelige forbrydelse: hærværk overfor gravsteder. Men denne sag består af så mange mærkelige enkeltheder at den må siges at være et ganske særegent mysterium.

Klageren der har anmodet om politiets bistand, er en ung enkefrue hvis mand døde for fire år siden og blev begravet på Vestre Kirkegård. Han var indehaver af en solid og anset forretning, og det var den almindelige mening at han kun efterlod sig venner.

Man forstår derfor så meget lettere den harme og sorg der har grebet enkefruen ved at se mandens gravsted blive genstand for et gennemført systematisk hærværk. Fra første færd var det hende ubegribeligt at alle blomster som blev plantet på graven visnede. Men nu er hun ikke i tvivl om årsagen hertil. Ved henvendelse til en gartner erfarede hun nemlig at planterne var vandet med en giftig væske således at de nødvendigvis måtte sygne hen lidt efter lidt.

Den ondsindede person der har været på færde, har imidlertid ikke nøjedes med hermed. I løbet af det sidste års tid er mindestenen på graven blevet så godt som ødelagt. Navnet på den døde er efterhånden kradset ud. Småsten og gamle klude er atter og atter henlagt på gravstedet. Kort sagt: hvad der kunne gøres for at besudle mindet, er blevet gjort. 

Enken vægrede sig længe ved at bringe denne uhyggelige hævnakt til politiets kundskab. Men omsider har hun altså alligevel besluttet sig dertil. 

Samtidig med at hun gav anmeldelse om sagen, oplyste hun at hun siden mandens død hvert år på hans fødselsdag fandt bekendtgørelser rundt om i bladene om at han den pågældende dag fejrede fødselsdagsfest. Annoncerne var stadig holdt i samme form med vedføjelse af fuldstændig navn og adresse osv. Den, der har besørget indrykkkelsen, må således være en der var godt kendt med hans personlige forhold.

Politiet har i øjeblikket ikke mistanke til nogen bestemt og heller ikke fra en ulykkelige enkes side har man kunnet få blot det fjerneste vink om hvem det er der bærer på en så mærkelig hævnlyst

(Folkets Avis - København, 3. november 1910).

Emmy Drachmann: "Ingers Ægteskab". (Efterskrift til Politivennen)

Find andre artikler om og af Emmy Drachmann: Emmy om Frederik V. Hegel. Se også indslag om Holger og Emmy Drachmanns søn, Poul Drachmann.

Ingers Ægteskab. En Samtale med Fru Emmy Drachmann.

Ude i Prinsesse Maries Allee bor paa en Fjerdesal Digteren Holger Drachmanns fraskilte Hustru, Forfatterinden Fru Emmy Drachmann i et Hjem, der er gennempræget af Minderne om den store Lyriker, hvis Liv er os alle lige saa bekendt som hans Digtning.

Strax de første Anmeldelser af Fru Drachmanns Bog "Ingers Ægteskab" har fastslaaet den nøje Lighed, der er mellem Romanens mandlige Hovedperson og Drachmanns velkendte Skikkelse - og Bogen er bleven opfattet som og omtalt som et Forsvarsskrift for "Fru Inger" samtidig med at den da skulde være et Angrebsskrift mod Digterens urolige holdningsløse Personlighed. 

- "Ja, jeg har ikke noget imod at udtale min Opfattelse," svarer Fru Emmy Drachmann paa vor Henvendelse. "Jeg har ikke noget Øjeblik tænkt den Bog som et Forsvarsskrift for Fru Inger. Jeg tror ikke, hun trænger til noget Forsvar. Men det har ligget mig paa Hjerte at give et Billede af Digteren Jørgen Dahl, saadan som kun jeg kendte ham ... Og det kunde ikke falde mig ind at lægge Skjul paa, at Jørgen Dahl er Holger Drachmann."

"Lad mig her indskyde - jeg overvejede længe, om jeg nu ogsaa turde gaa Virkeligheden saa nær, saa jeg tydelig angav, hvad han virkelig var. Maler havde da ikke gjort det væsentlig bedre - Holger var jo ogsaa Maler. Og almindelig Borger - nej, saa blev der ingen sund Sans i det hele. Jeg talte en Gang for længere Tid siden i Dresden med Karl Gjellerup om Sagen. "Ja, du kunde for saa vidt gerne gøre ham til Skorstensfejer", bemærkede han. "Og da vilde det dog ikke nytte det allermindste. Nej, lad nu ham blot være Digter. Saa skriver Du kun naturligere og friere."

Men altsaa - der havde i de sidste Aar dannet sig et Billede af Drachmann, som slet ikke lignede den Holger Drachmann, jeg kendte. Der var sket saa meget grimt .. saa meget, som gav et falsk Indtryk - eller ogsaa var han selv ikke længere den samme. Nu vilde jeg slaa et Slag for den Holger, jeg kendte. Jeg vilde vise ham saa god og fin og kærlig, som han kunde være i sit Hjem. Jeg vilde have det frem, for at mine Børn skulde se ham, som jeg kendte ham, og for at gode Menneskers Dom om Drachmann kunde blive nogenlunde forstaaende. 

Maaske er nu det Billede ikke helt blevet saadant, som jeg vilde have det. Det skulde gøre mig forfærdelig ondt. Men saa er det, fordi jeg ikke gik gjort Bogen fyldig nok. Det hænger sammen med, at jeg egentlig havde planlagt Bogen i to Dele, de to første Afsnit i et Bind, det sidste i et Bind for sig. Det skulde have vist ham, som han var og levede i sit Hjem. Nu maatte jeg forkorte det saa stærkt, at det sagtens ikke er bleven helt fyldestgørende. Men Forlaget vilde have det saadan.

Var Billedet bleven mere Uddybet, saa maatte man jo ogsaa have faaet den Sympathi - som intet af, hvad der er sket, har kunnet berøve mig selv. Aa, De veed ikke, hvilken Ømhed og Elskværdighed, han kunde udfolde i sit Hjem, hvor han kunde være indtagende og kærlig. Ingen kunde modstaa ham. Rent ud bedaarende har han i sin Elskværdighed. Naar han havde gjort mig en stor Sorg, led han ved at se mig lide. Der var ikke den Ting, han ikke vilde gøre, blot det kunde blive godt igen. Saa kom han hjem med Frugt og Blomster. hans Hjertes strømmende Godhed maatte erobre En paany ...

Men han kunde Dagen efter saare mig lige saa dybt paany. Aa, disse evindelige Saar - -  Han var en svag Mand, og de stærkere Mænd og Kvinder, han mødte paa sin Vej, kunde have en ulykkelig Indflydelse paa ham."

- "Der er i Deres Bog en farlig Ven - Berner?"

- "Berner er ikke nogen bestemt Person. Han er lidt af A. og lidt af B. og lidt af C., samlede til een Type. Det var netop ikke stærke Personligheder - men ogsaa de gjorde ham fortræd. Just hans Elskelighed bevirkede, at han næsten altid var omgiven af en egen Race Mænd, uselvstændige Mænd, der ukritisk beundrede ham og fandt alt dejligt, hvad han saa indlod sig paa, og var villige til hvad det skulde være, blot det kunde tilfredsstille et af hans Luner.

Jeg var ikke skinsyg paa hans Venner, skønt en og anden af dem intet hellere vilde end tage ham bort fra hans Hjem, det Hjem, som han dog inderst inde elskede over alt andet.

Selv til sidst - da det var for sent - kunde han sige til mig: Kunde Du ikke tænke Dig vort Ægteskab ordnet saaledes, at Du lod mig drage ud i Verden som jeg selv vilde, og Du sad hjemme og ventede mig - Som Vikingernes Hustruer i gamle Tider ... Jeg er jo ogsaa saadan en vild Natur. Men det vilde give mit Hjerte Ro at vide, Du sad herhjemme og ventede - Freden og TIlgivelsen og Hjemmet!

Det skulde nu ikke en Gang blive saadan. Han kom ikke tilbage ....

Men jeg fører ikke derfor Klager over ham. Der var en Anmelder, som citerede af min Bog de Linier: "Var en Digter da ikke ogsaa et Menneske, der havde Pligter mod Hustru og Børn? .... Hvis det at være Digter ophævede disse Forpligtelser, var det jo en Forsyndelse af en saadan Mand at stifte Familie - - ". Og det er rigtigt: saadan skrev jeg. Men strax efter staar der rigtignok: "Nej, hun kunde ikke hitte Rede i det ... Hun vilde ikke for alt i Verden have undværet sin Lykke i alle disse Aar."

Jeg husker en Gang, Erik Skram spurgte mig: Men er De nu ikke bitter? - Og jeg svarede: Nej, hvis jeg skulde leve mit Liv om - hvis Holger nu kom til mig igen som den Gang - og jeg vidste alt det, der siden skulde blive i mit Liv - jeg vilde dog følge ham paany!

De vil forstaa, at intet kunde være mig fjernere end at beklage mig? Han led selv lige saa meget som jeg. Hvor gjorde netop dette alt saa meget bitrere for mig. Jeg husker den Dag, han rejste - sidste Gang .. Vor Huslæge kom netop den Gang - - - Han sagde: Den Mand lider endnu meget værre end De!

- Jeg skrev ikke denne Bog for min egen Skyld og mindst af alt for at vække Sensation. Jeg har arbejdet paa den længe - jeg begyndte paa den i 99. Han skulde selv have set den .. Da han døde, sagde jeg netop: Aa Gud, han fik ikke læst Bogen! For to Aar siden var første Del færdig. Men Sygdom og andre alvorlige Forhindringer har gjort, at jeg fik mindre Tid til Slutningen, men nu maatte jeg have mig befriet for den.

En Anmelder skrev, at han vilde have foretrukket en dokumenteret Fremstilling af hele dette Forhold fremfor en subjektiv Bog. Men jeg trængte jo netop til at frigøre mig for det rent personlige Indtryk, ja mit personlige Forhold til ham. Først saa kunde jeg aande frit.

Siden vil jeg samle alt det, jeg har - og det er et Skab fuldt - af Aktstykker til en Biografi. Den vil det tage Aar at skrive. Men den maa først komme femogtyve-tredive Aar efter min Død!

- Hvis der nu skulde komme Skandale af denne Roman, vilde det være frygteligt. Det vilde ganske ødelægge min Glæde ved Bogen. Jeg har intet - intet andet villet end tegne et levende og sympatisk Billede af ham i hans Hjem, saadan som den nuværende Generation ikke kender ham.

- Og saadan som jeg aldrig har ophørt at elske ham.

Palander.

(Dagbladet (København) og Nationaltidende 20. oktober 1910. 2. udgave)

Emmy Drachmanns Roman Ingers Ægteskab.

Gyldendalske Forlag )

Fru Emmy Drachmann har udgiver en Roman (293 Sider), som hverken udmærker sig ved sin Psykologi eller sin Stil, men udelukkende derved, at den - som enhver kan se - handler om hendes Ægteskab med Holger Drachmann, den Lykke og den Ulykke, det var for hende. Alene af den Grund vil Bogen rimeligvis blive meget læst og omtalt.

Den begynder nede i Hamborg, hvor den danske Digter Jørgen Dahl kommer paa Besøg hos Frk. Inger Holst fra Jylland, som han kender herhjemmefra. Han er usædvanlig høj, bruger store Armbevægelser og taler i en halvt spottende, halvt overgiven Tone. Han har allerede - siger han om sig selv - spist to Koner og er paa Vej med den Tredje. Denne tredje er Ingers Kusine, en Verdensdame ved navn Fru Fanny, som Jørgen Dahl bortfører hjemmefra, men med hvem det snart viser sig, at han slet ikke passer sammen. Inger derimod har forelsket sig i ham - er bleven dybt skuffet, da han vælger Fanny - og giver ham med Glæde sin Haand, da han tager tilflugt til hende som en frelsende Madonna.

"Det er jo dig - dig - jeg hele Tiden har elsket", siger   han. "Det andet - din Kusine - var en Forblændelse - en Sanserus - en Galskab, som jeg nu er grundigt kureret for. Nu kommer jeg for at spørge dig, om du vil have mig som den mangelfulde Fyr, jeg er. Om du vil bære over med mig og være god imod mig."

Det vil hun hellere end gerne, og de bliver da gift. Inger bliver ved sit Giftermaal hensat i en helt ny Verden. Intet er som før. Forholdene, Menneskene omkring hende hun selv er anderledes. Men foreløbig er hun kun optaget af Jørgen. Dette altid at være sammen med med ham, hver Dag at opdage nye Egenskaber hos ham, som imponerer eller rører hende, gør hende ør af Lykke.

En Dag kommer han hjem og lægger forsigtigt to Pakker fra sig - med Blomster og Vin. Han griber hende om begge Skuldre og anbringer hende med stor Højtidelighed i en Lænestol:

"Højstærede Frue," sagde han med komisk Ærbødighed og rakte hende Buketten, "maa jeg ønske Dem til Lykke med Deres berømte Mand! - Kgl. dansk dramatisk Forfatter - Penge paa Lommen - flere i Udslgt - Professor - Etatsraad - Etatsraadinde Inger Dahl lyder det ikke nydeligt?"

"Hvad er det for noget Vrøvl," udbrød Inger leende.

Hans Ansigt straalede som et Barns i overgiven Slæde.

Jeg har solgt mit Stykke til det kgl. Teater," sagde han og dvælede ved hvert Ord for ligesom at understrege bet.

"Hvilket Stykke?" spurgte hun forbavset.

"Mit nye fire-Akts Drama naturligsvis"

"Nye Tider?"

"Ja, og Du skulde bare have set den gamle Exscellences Begejstring. Han spaar en stor Sukces"

"Ja, men - er det ikke det, Du har solgt til Direktør Olsen?"

"Det - eller et andet." svarede Jørgen afvisende, "de kan slet Ikke spille det Stykke paa den Scene."

"Hør nu Jørgen," sagde hun alvorligt. "Dette forstaar jeg ikke. Du skrev allerede til Hamborg til mig, at Direktør Olsen havde købt Stykket forud, uden at kende det, og saa vidt jeg ved, har Du allerede faaet et Forskud"

"Aa, tag ikke saa tungt paa det," udbrød han i en lidt ærgerlig Tone, "nu kom jeg her og var saa glad. Lad os gaa ind og spise Frokost, saa skal jeg forklare Dig det hele."

Han har i Virkeligheden solgt Stykket til to Direktører, men det lykkes ham at faa "Direktør Olsen" stillet tilfreds med et andet Stykke. Ingen af dem gør imidlertid Lykke - Drachmann havde jo ikke Held med sig som Dramatiker undtagen med "Der var en Gang".

Ægteskabet varer i seks Aar og er i Begyndelsen lykkeligt. Men som Jørgen Dahl selv siger en Dag: "En Digter er ikke skabt til at stifte Hjem og være Familiefader - jeg i hvert Fald ikke. Han kommer til at gøre dem ondt, som han helst af alt vilde være god imod."

En Dag faar Inger af en Fejltagelse et Brev fra en gift Dame som røber det Forhold, hvori hun staar til Jørgen. Det lykkes ham at udviske det pinlige Indtryk af dette Brev, og efterhaanden falder der atter Ro over den borgerligt anlagte Inger. Hun indser, at hendes Mand hører til de Mænd, som Kvinder maa lægge Mærke til og tiltrækkes af. Ikke alene er han en berømt Mand, men der er over hans store og smukke Skikkelse, i hans Maade at tale paa, noget, der betager - og det ikke alene Kvinder, men ogsaa Mænd. "Han er, hvad man almindelig kalder en Charmeur."

Men nu ved hun ogsaa, at der findes en Type Kvinder, om hvis Tilværelse hun næppe før har haft Begreb. "Intrigante og samvittighedsløse, som de er, føler de det som en Tilfredsstillelse, naar de vinder den Mand, der vækker deres Behag - ligegyldigt om de derved ødelægger en anden Kvindes Lykke, ja, maaske et helt Hjems."

Ud fra delte Ræsonnement dømmes nu i Bogens sidste Afsnit den Edith, som Drachmann jo rigtignok selv har givet et ganske andet Billede af (i "Forskrevet"). Her skildres hun altsaa saadan, som Fru Drachmann saa hende og maatte se hende ud fra sine Forudsætninger. Eller rettere sagt: hun selv skildes ikke - der antydes kun lidt af de Breve, som Drachmann skriver til hende ("min hvide Due"), og af dem, som hun - anonymt - sender Fru Drachmann. Ja, det paastaar Fru Drachmann i hvert Tilfælde. Efter Modtagelsen af et saadant Brev finder den Scene Sted, som skildres paa Bogens Side 273-74. "Elsker du mig da ikke mere?" udbryder Hustruen. "Du skal sige mig det! Holder du ikke af mig? - Svar mig - hører de - elsker du mig ikke mere?"

Han tav.

"Du maa svare - Du skal," sagde hun og stod skælvende og bleg foran ham

Han rejste sig langsomt, skød hende blidt sil Slde og sagde bønligt: "Aa, skaan mig for at svare."

"Nej, sig det - sig det! Holder Du ikke af mig?" -

"Ikke saaledes, som Du vil have det," kom det tonløst over hans Læber.

Med et Skrig sank hun til Jorden "Jørgen, Jørgen, hvad har jeg dog gjort Dig?"

Han kom hen sil hende, drog hende varsomt op og sagde, kæmpende med Granden: "Inger, Inger, jeg beder Dig, være rolig. - Jeg lider selv saa grænseløst."

Og i Øjeblikkets store Sorg og Fortvivlelse slyngede de Armene om hinanden og græd sammen. Hun, fordi hun ikke kunde lade være med at elske ham, og han, fordi han ikke kunne besvare hendes Kærlighed.

Der kommer Dage, hvor hun ikke længer kan beherske sig, men overvælder ham med bedende og vrede, med bilde og ubeherskede Ord. Han lider selv, siger han. Han er jo ikke noget helt letsindigt Menneske og endnu mindre ond. Men man sagde til ham fra mange Kanter, at han var ved at forsumpe i sin borgerlige Uangribelighed, og tilsidst troede han det selv. "Jeg frygtede, at jeg var bleven gammel - og Musen, ved du, flygter for de hvide Haar. Jeg søgte min Ungdom igen, og jeg bildte mig ind, at jeg fandt den."

Han rejser - kommer endnu en Gang hjem og besøger Hustru og Børn - rejser saa igen og bliver borte. Og Fru Inger sidder tilbage - "med en Kærlighed, som kun føles en Gang i Livet."

Spørgsmaalet er jo saa, om de Bøger, som Drachmann skrev efter Bruddet med sin Hustru, er for dyrt købte. Men det vil Fru Emmy Drachmann ikke en Gang selv paastaa - nu mere.

(Social-Demokraten 20. oktober 1910, 2. udgave)

Bogen blev også anmeldt i Aalborg Amtstidende 22. oktober 1910 og Aarhus Stifts-Tidende 23. oktober 1910. Den blev bl. a. oversat til tysk.

Anna Blochs 25 Aars Jubilæum 1910. (Efterskrift til Politivennen)

Serie om skuespilleren Anna Bloch: 25 års jubilæet i 1910. Afskeden med Det kongelige Teater og William og Anna Bloch. 

Skuespiller Anna Kirstine Bloch (2. februar 1868 -  25. november 1953) var datter af lægen Johan Sørensen Lindemann (1825-1909) og Bodil Margrethe Gylding (1838-75). I 1887 blev hun gift med forfatter og  teaterinstruktør William Edvard Bloch (1845-1926). Hun debuterede 1885 som Titania i Shakespeares "En Skærsommernatsdrøm". I samme sæson spillede hun en række lystspilroller: Helga i Bjørnstjerne Bjørnsons "Geografi og Kærlighed", kammerpigen Nanette i E. Scribes "Oscar", Florence i C. Hostrups "Karens Garde" og den unge frue i Emma Gads "Et Aftenbesøg". '

I 1886 skrev de senere ægtefæller sammen "Frk. Nelly". I 1888 spillede - og nyfortolkede -  hun Trine Rar i J.L. Heibergs "Aprilsnarrene". Herefter gav hun sine kvinde- og pigeroller et eget særpræg: Hilde i Henrik Ibsens "Fruen fra Havet", Ellen i Gustav Wieds "Skærmydsler", Gerda i Einar Christiansens "Frøken Bodil" og Ida i Gustav Esmanns "Den kjære Familie". Hun spillede også Lucretia i Ludvig Holbergs "Den Vægelsindede" og Lady Teazle i R.B. Sheridans "Bagtalelsens Skole". 

Theaterportræter

II

Fru Anna Bloch, s. Lindemann.

Fru Bloch er opvoxet i Horsens, vore Provinsskuespilleres Eldorado. Ingen anden af alle Danmarks komediegale Kjøbstæder maaler sig med den i umættelig Theaterbegjærlighed og naiv Tilbedelse af Scenen og dens Folk.

I Horsens er der Theather baade Vinter og Sommer, lokale Revner og khronisk Dilettantkatarrh. Her var det, at Provinsens Michael Wiehe, den fortryllende Christian Møller (for mange Aar siden ved det kongelige Theater og Folketheatret, i adskilligt mindende om den nu bekjendte Damekomiker Hr. Wiiborg) i utrolige Kostumer - paa Grund af sine talrige pragtfulde Pantalons kaldtes han ogsaa Buxemøller - fejrede pyramidalske Triumfer. Byens fineste Damer feterede ham, overdængede ham med Buketter, fulgte ham til og fra Theatret. En Kammerjunkerinde indfandt sig hver Dag i det Bondehus, hvor Møller paa sin Spadseretur nød et Glas Mælk, og lod sig servere Mælk efter ham i samme Glas. Da han til sin Benefice optraadte som Molieres "Don Juan", skrev Byens Avis om ham: "Hr. Chr. Møller er en første Rangs Skuespiller; Skuespilkunsten er Læren om de Bevægelser med Arme, Ben og Mimik, der udtrykker de forskjellige Sindsbevægelser, og Hr. Møller kan disse Bevægelser til Fuldkommenhed. Naar han som Don Juan er gal, er han ikke blot gal i Hovedet, men ogsaa i Benene!"

Hvilken nok saa yndet Hovedstadsskuespiller kan vel pege paa tilsvarende Anerkjendelse saavel fra Publikum som fra Kritikens Udvalgte ?

Det forstaar sig at en saadan Hede i Byen heller ikke kunde lade Omegnen kølig. Nabolagets Herremænd stod da ikke tilbage for Stadens Honoratiores. Afdøde Kammerherre Schütte gav paa Bygholm store Middage for reisende Skuespilselskaber, og en anden Godseier i Nærheden fyldte i Kappestrid med sin Gemalinde Huset med Provinselskere og -elskerinder. Ja, ogsaa i Literaturen giver denne alt smittende Betagethed sig Vidnesbyrd. Det er saaledes i Horsens Theaterluft, at "Haabløse Slægter"s Helt William Høg under Overværelsen af en Ballet indsuger de første Bakterier til den Sjælesot, der senere i Romanen hærjer hans unge Liv.

Den lille Frøken Lindemann delte, ganske naturligt, tidligt sin Barndomsbys saa stærkt udviklede Interesse. Enhver, der har levet i en Provins ved jo, hvilken Rolle Ankomsten af en rejsende Theatertrup spiller for Børnene. Hvordan de følger efter Skuespillerne paa Gaden, beundrer deres afstikkende Dragter, løber foran for at kigge dem op i Ansigtet, lærer Plakaterne udenad og, længe efter at Trupen er reist, selv prøver at spille de Stykker, de har set. Men den vordende Kollega gjorde mere end det. Saa lille hun var, blev hun sine Yndlinge. Skuespillernes hjælpsomme Veninde, bevægede sin Papa til at aabne sit Hus for dem og skaffede dem manglende Rekvisiter til Laans fra sit velhavende Hjem. Hendes Paarørende forstod ogsaa snart, at hendes Rampefeber var mere end en Børnesygdom og efter at have spillet adskillig Privatkomedie, bl. a. Karoline i "De Uadskillelige", denne alle Provinsdilettanters Livret, kom hun saa, næppe stort mer end 16 Aar gammel, til at aflægge Prøve ved der kgl. Theater og debuterede som Titania i "En Skærsommernatsdrøm". Faa erindrer hende vel her som i de andre Smaaroller, hun spillede i Begyndelsen. En enkelt fortjener dog at erindres, Florence Ling fra Karens Garde. Det lille Provinspigebarn blev Skuespillerindens første hele Figur, i al sin Ubetydelighed - Rollen tæller vel knap en Snes, ikke stort karakteristiske Repliker - en nydelig Studie med slaaende Betoninger og rappe Gestus, nysgjerrig fornøiet, tankeløst skræppende op, en Gæsling i et Gadekær.

Større Opmæksomhed vakte Frøken Nelly hos Publikum, vel mest fordi det vidstes, at Rollens Fremstillerinde snart skulde giftes med Stykkets Forfatter.

Det lille Lystspil er hyggeligt og elskværdigt, maaske lidt for gammeldags reflekteret. Men der er Stemning over Slutningen, og den unge Pigeskikkelse i den lyse Kjole, med det rødlig-blonde Haar, tegnede sig fint mod Augustaftenens blaalige Skumring, paa Bænken i den gamle Villahave, hvor hun bittert grædende fortryder sin Kaadhed mod sin aldrende Tilbeder.. Hendes Graad var naturlig uskøn, saadan vilde ingen Ingenueaspirantinde have vovet at græde. Men Fru Bloch har ogsaa baade der og senere sprængt Ingenuetraditionen med dens Alfeynde; hun har lagt et Slægtled mellem den og sin Kunst, og der skal en Fru Hennings Mesterskab til for at gjøre den smagelig nu.

Trine Rar i Aprilsnarrene og Hilde i Fruen fra Havet er blevet hendes første ubestridelige Triumfer. En Gienkaldelse er vel næsten overflødig, saa ny er de i Erindringen, saa levende staar de for den almindelige Beundring. To dramatiske Pastelfigurer, klare i Farven, sikre i Omrids, den flankede Skoletøs fra den gamle Vaudeville, med det opstrøgne Haar, de spillende Øine, de flade Ører og den stramme Mund, mager og næsvis, som ridset ned af en Hans Tegners spidse og lunefulde Blyant, og saa den moderne norske Fjældbachfisch, purret og rødmusset, struttende og haandfast, skrævende og dybttalende som undfanget af en Krøyers Menneskeblik og friske Sans.

Og disse Resultater skylder hun mest sig selv. Hun har ikke modtaget stor Instruktion. Da hun kom til Theatret, var der ingen Elevskole, hun læste i Begyndelsen med Kandidat Eckardt og Hr. Emil Poulsen og har senere snart nogen Veiledning af sin Mand. Helst arbeider hun paa egen Haand og finder selv sine Ideer. Det ægte, det fødte Talent arbeider altid saaledes, ensomt, erobrende sig fremledet af sit Instinkt, hvis Stemme det stolt føler, ikke bedrager. Det er da Middelmaadighedens og de afrettede Dygtigheders Sag at lære sig at se med Andres Øine og lydigt spadsere de i anviste Spor.

Men som forstaaende Barn af sin Tid har hun følt og fattet det Ene og Fornødne, at Personlighed i Tanke og Naturlighed i Form er al ærlig moderne Kunsts simple og eneste Væsen og Lov. Derfor er hun paa vor Scene den Yngste, den nyeste af Alle.

(Dagens Nyheder 13. april 1889).

Lars Peter Elfelt (1866-1931): Fru Anna Bloch i "Mørkets Magt". Mørkets magt (1895) er et skuespil af Leo Tolstoj (1828-1910). Det blev opført på Det kongelige Teater 1900, så fotoet stammer mulig vis herfra. I givet fald ville Anna Bloch være ca. 32 år. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fru Anna Bloch.

Hvorfor Drachmanns Skuespil blev kasseret. - Forholdene ved det kgl. Teater.

Det kgl. Teater har nu kasseret Holger Drachmanns ny Stykke "Det grønne Haab", skønt Skuespillet først var antaget og der var holdt store Prøver paa det.

Det sidste Numer af "Hver 8. Dag" bringer et stenografisk Interview af en af det kgl. Teaters dygtigste Skuespillerinder, Fru Anna Bloch. I Begyndelsen af Interviewet kommer Fru Bloch ind paa en Omtale af Drachmanns Stykke og siger:

"Jeg tror nok, jeg er en af dem, som det har gjort mest Sorg, at Drachmanns Stykke ikke blev spillet. Jeg havde saadan en god Rolle i det: den lille Paula .... den lille Pige, der sidder der i en Kælder, sidder og venter, han skal komme hjem. og saa er der en Solstraale, der kommer ind ad Vinduet, hun sætter de smaa, usle Blomster hen i Solstraalen, saa skrupper hun Gulv . . Jeg forstaar den lille Pige, jeg holder forfærdelig meget af hende, det var mig en stor Skuffelse, at det paa Prøverne viste sig, at Stykket ikke lod sig opføre. Der var saadan en Poesi over hele første Akt der nede i Kælderen, det er en stor Digter, der har skrevet det alligevel. Men saa var der alt det lavkomiske i anden Akt, der slugte al Poesien, det er paa en Sydhavsø, de tatoverer sig, der er en hel Masse Niggerviser og Slavinder, saadan noget rædsomt noget . . . Men nu et den Rolle gemt hen i Skuffen, saa siger man Farvel til den lille Paula.

Jeg har taget mig det meget nær, for jeg har saa lidt at gøre."

Derefter gaar Fru Bloch over til at omtale sin Kunst og sin Stilling ved det kgl Teater. Udtalelsernes Bitterhed er ret opsigtsvækkende, fordi den vistnok udtrykker Kunstnernes almindelige Stemning overfor Ledelsen af vor nationale Scene.

Fru Bloch siger:

"Se nu Fru Dybwad, der har været her nede, hun er en fortrinlig Skuespillerinde, hun er saa ægte, saa ægte og saa klog. Men hun har ogsaa haft den store Lykke, at hun har kunnet spille alt muligt og faaet Lov til det. Alle de Roller, der duer noget, har hun haft. Hun er ikke bleven sat hen i Skyggen. Hun maa, siger jeg, ret føle sig lykkelig og tilfreds. Og saa er hun, og det er det smukke ved hende, saa elskværdig og beskeden, ikke Spor af primadonnaagtig, hun er saa forfærdelig pæn.

Men De kan bare tænke Dem jeg har ikke sagt et nyt Ord paa Teatret siden den 14. December 1902, det er næsten et helt Aar, det var i "Paa Storhove". Jeg kan ikke blive ved paa den Maade, hvis det ikke bliver anderledes, vil jeg heller ikke være der.

Jeg er ung endnu. Jeg føler saadan ubrugte Kræfter i mig. Jeg har saadan en umaadelig Kærlighed til mit Arbejde. Og jeg tror, uden at være ubeskeden, at jeg vil det ægte, at jeg har en ærlig, sand Stræben."

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 12. oktober 1903).

Johanne Dybwad (1867-1950) var skuespiller ved  Den Nationale Scene i Bergen. Hun gæstespillede tit på danske scener.

Senere i livet spillede Anna Bloch mere modne kvinder, såsom Rosalia i Gads "Guldfuglen". Men roller der passede til hendes, var allerede besat af andre, fx Betty Hennings. Privat levede ægteparret som i 1890’erne, klunketiden. Med interiør i rokoko, tung eg og let empire. I 1910 tildeltes hun Ingenio et arti.

Anna Bloch.

25 Aar ved det kgl. Theater.

I "København" bringer Christian Houmark et Interview med Fru Anna Bloch, som paa Søndag fejrer sit 25-Aars Jubilæum som Skuespillerinde ved det kgl. Teater. Houmark skriver:

Fru Bloch sidder inde i sin Mands Dagligstue og ser ud over en hel Række af rode kristianshavnske Tagrygge. Det er ud paa Eftermiddagen, og en let Taage slører Tage og Gavle. Nede fra Gaden lyder Støjen fjern og fortættet. Der er saa efteraarsstille i William Blochs Arbejdsværelse.

Fru Bloch rejser sig i en hastig Bevægelse:

- Ved De, jeg forsikrer Dem, jeg kan til Tider virkelig blive helt vemodig, naar jeg saadan ser ud over alle de Huse. For det er jo akkurat som hjemme i Horsens 

- Holder De meget af Deres Fødeby.

Og med et Tonefald, som vilde hun forsvare noget, siger Fru Bloch:

- Ja, det gør jeg da rigtignok. Der var nu dejligt. Forstaar De, Mor døde tidligt, og saa vilde Far, min kære, gode Far, at jeg skulde trøstes ... Og saa gik vi i Theatret. Lotte, det var min Pige, og jeg ... Folk talte om det i Byen, at det var underlig, at Dr. Linnemann lod sin Datter rende paa Komedie. Og min Lærerinde sagde engang: Hvis Du er i Theatret i Aften, saa hilser jeg ikke paa Dig i Morgen. Aah, det var rædsomt. For jeg skulde se baade "Kanariefuglen" og "Hr Volmer i Sorø".

- Gik De der?

- Ja, det gjorde jeg Og hun var der saamænd selv, og hun nikkede da ogsaa til mig 

- Hvornaar "vaagnede" Theaterlysten hos Dem?

- Den vaagnede slet ikke. for jeg er født med den. Fra jeg var fire Aar, vilde jeg spille Komedie, og Inge Stallknecht og jeg, vi opførte et Drama, i hvilket hun var en Greve, aah, saa rig, saa rig og jeg en fattig, ulykkelig Pige, som Greven - han hed nu for Resten Lord Beaconsfield - frelste ... Hvor var det dejligt ... Bag efter, oven paa Anstrengelserne, gav mine Tanter os Tvebakker og Syltetøj ... 

... Men er det alligevel ikke mærkeligt at tænke sig, at jeg som en lille, bleg, opskrabet, spidsnæbet Pige paa syv Aar en Aften sad i Horsens og saa "Lygtemænd", Williams Slutspil . . . Hvis nogen den Gang havde sagt ham, at hende skulde han giftes med ... Aah, aah, hvor det gaar underligt i Verden ...

- Hvordan kom De til Theatret? 

- Far sagde, at hvis jeg gik til Scenen, saa giftede han sig igen ... Var det ikke forfærdeligt? Jeg ynder ikke den Race, ynder den absolut ikke, sagde han om Skuespillerne.

Fru Bloch bryder ud i et højt Suk:

- Aah, men en Dag rejste han da alligevel over med mig til København Jeg var femten Aar og krøllet og kreppet efter de bedste Provins - Primadonna Forbilleder og saa angst, at jeg ikke turde være alene noget Sted ... Jeg kom til at bo i Nyhavn, paa en Kvist, sammen med de to kære Frøkener Ingwersen fra Slagelse ... Og saa - Fru Bloch folder sine Hænder og stirrer forundet ud over Tagene - ja, saa en Dag stod jeg i sort Atlask med Krøller og Krep for Fallesen og tæt op ad Far. Fallesen sendte mig til Instruktør Eckardt, og da jeg havde læst hos ham i halvanden Maaned, blev jeg tilsagt til Prøve ... Jeg mødte frem i min Konfirmationskjole, kan jeg huske.

- Var De meget bange?

- Næ - nej, ikke den Gang Jeg var fast besluttet paa, at jeg vilde spille Komedie ... Og jeg blev da ogsaa antaget ... skønt ... skønt der var en, som stemte imod mig. og ved De, hvem den ene var: William Bloch. Vi har nok af den Slags, det sagde han. Jeg syntes, han var det nederdrægtigste, jeg havde set for mine Øjne ...

- Varede det længe?

- Oh - nej, smiler Fru Bloch. En Dag hørte jeg ham sige til Fallesen: Hvad skal vi gøre med den lille, blege, krøllede Pige fra Jylland, og det hjalp. Jeg fik mine Debutroller udleverede, og han læste dem med mig. Naa, det er Dem fra Horsens, udbrød han den første Dag ... Men efter Prøven, De kan tro, jeg husker de Ord, sagde han: De er perfectibel, ja, det sagde han, og jeg anede ikke, hvad det aar. Men saa slog jeg op i en Ordbog, og der stod det, det dejlige, dejlige Ord

- Og saa var De lykkelig?

- Nu skal De høre: efter at jeg havde læst den unge Pige i "Geografi og Kærlighed", sagde han engang, lige som jeg skulde til at gaa: De er den bedste Elev. jeg har haft - og derpaa styrtede jeg ned til Kondiloren og spiste alle de Kager, jeg havde Lyst til i overvældende Lykkefølelse. Det var i Begyndelsen af September - og i Maj var vi forlovede ... hvad ingen begreb, for han kunde jo have faaet, hvem han vilde ha' ...

- Og nu er De Jubilar?

- Ja, er det da ikke underligt. Men De kan tro, jeg vilde have naaet meget mere, hvis jeg bavde haft Hjælpemidler. For jeg har hverken Skønhed, Gratie, Charme eller den "grosse Leidenschaft", min Stemme er heller ikke særlig god ... Hvis jeg havde været smuk, aah ... aah ... jeg synes ikke, jeg har naaet noget særligt, nei, det har jeg ikke ... Men jeg har haft en ærlig Stræben, jeg føler min Kunst som et alvorligt Livskald, og jeg er min Mand saa uendelig taknemlig for alt, hvad han har været for mig. Han har lært mig Sandhed og Menneskelighed ...

- Har De aldrig Lyst til at spille paa andre Scener?

- Nej, - nææhh ... Jeg beundrer Dr Mantzius, og med ham. Emma Thomsen og Poul Nielsen har jeg oplevet mine skønneste Theateraftener. Ser jeg tilbage, ja, saa har jeg dejlige Minder. men ... nej. Kvalerne, Uroen og Angsten har alligevel overtaget. Jeg brænder mig selv op.

- Har De haft store Sorger?

- Aah nej, det maa De nu slet ikke spørge om ... Om jeg har ... ja, det kan De rigtignok tro og det i disse Dage Jeg var lige kommen hjem fra Udlandet, og for at glæde min Hund, Sille hed den, gaar jeg en Tur her nede i Gaden, og den springer og danser af Glæde og ser ikke en Ølvogn ... og, ja saa kan De vistnok tænke Dem til Resten ... Død, død laa den for mine Øine. Jeg faldt om Halsen paa en Soldat og græd ... De kan ikke tro, hvor den Hund var kær ... Vi havde lige været paa Munkebjerg, vi to alene, og haft det saa dejligt ... Men jeg maa have gjort noget ondt den Dag. Sille døde. før ellers var det ikke sket. Det maa jeg nu ... 

- Glæder De Dem til Jubilæet?

- Glæ ... ja. jeg er vældig glad for mit Publikum, men jeg ved ikke, hvordan jeg den Aften skal komme ind paa Scenen ... Det blir forfærdeligt ... Se, her skal De se: den grønne Bog gav min Mand mig, da vi blev forlovede. Og siden har jeg indskrevet enhver af mine Roller, de nye med rødt Blæk, og ...

Fru Bloch aabner Bogen

- Ok, Gud. ja, hvormange røde Bogstaver mon der kommer paa den anden Side af Jubilæet Se, alle de Firkløvere, der ligge, paa Bladene, dem har jeg selv fundet ... 

- Saa maa De da være lykkelig.

- Jeg elsker min Kunst, men ikke Theaterlivet, svarer Fru Bloch, hvis Øjne blinker i Taarer.

... Alle Anna Blochs Venner, og de er mange og trofaste, vil haabe for hende, at de Aar, der kommer, maa staa i Firkløverens Tegn

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 31. august 1910)

Anna Bloch.

25 Aars Jubilæum som Skuespillerinde.

København. 2. September.

Paa Søndag den 4de September kan en af det kongelige Teaters betydeligste Kunstnerinder. Fru Anna Bloch, fejre sit 25 Aars Jubilæum som Skuespillerinde.

Paa Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, har Gustav Wied i Anledning heraf udsendt "Skærmydsler" i ny Udgave, forsynet med en Række fornøjelige Scenebilleder. Netop i dette lille Stykke udfører Fru Bloch som bekendt en af de Ungpigeroller, hun i Aarenes Løb har gjort sig til Specialitet. Det maa da ogsaa siges, at Fruen har været saa lykkelig at kunne bevare sin slanke og smidige Ungpigeskikkelse, sit lyse Humør, sit klare Blik og sin ungdommelige Røst. 

- - -

Den purunge Datter af Dr. Linnemann i Horsens havde ikke helt let ved al slippe ind paa Scenen, skønt hele hendes Længsel gik der henimod. Doktoren truede bl.a. med at ville gifte sig igen, hvis Anna fastholdt sit Ønske, men en skønne Tag rejste han alligevel med hende til København, og den 15aarige blege, men lysgule og kreppede lille Pige blev da fremstillet for Det kgl. Teaters strenge Direktør, Fallesen.

Hun blev ret hurtigt antaget, skønt Professor William Bloch gjorde alt for at forhindre det!

Den 4. September 1885 debuterede hun som "Titania" i "En Skærsommernatsdrøm", men det var dog først i 1888, at hun vandt sin store Sejr som Trine Rar i "Aprilsnarrene".

Efterhaanden vandt den unge Dame sig et Navn blandt Publikums Yndlinge, ja, tilsidst forsonede endog Professor Bloch sig med hende og tog hende til Hustru . . , ,

Senest havde Fru Bloch en smuk Rolle i Sophus Bauditz "Sne" men selv om dette ikke var sket, vilde Fruens Beundrere dog i Forveien være tilstrækkelig mange til, at Huset kunne runge af Bifald for hende paa hendes Hædersaften.

T

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 3. september 1910)

Karl Mantzius udtalte ved hendes jubilæum: "Hun har paa Scenen givet det mest typiske og mest facetterede Billede af sin Generations Ungpige" (Kai Flor: Danske scenekunstnere). Mantzius spillede bl.a. sammen med Anna Bloch som professor Petersen og hun som Ellen i Gustav Wieds "Skærmydsler" på det Kongelige Teater 1901.

Internationale i København 1910. (Efterskrift til Politivennen).

 Den røde uge.

"Proletarer fra alle lande" forsamles i København. Hvilken forskel fra før og nu. - Intet politi. - Et stilfærdigt fanetog i fred.

Vor særlige politiske hovedstadskorrespondent skriver om den i går i København påbegyndte socialdemokratiske verdenskongres: Det behøver jo slet ikke at nægtes: Samfundets stilling til socialismen er en anden nu end før. Vi ser alligevel ikke mere på den nu som i halvfjerserne.

Dengang kommanderedes der soldater sammen, og dengang mobiliserede man den hele disponible politistyrke. Nu derimod - der er fred og glæde over hele linjen.

I disse dage samles et tusind mennesker fra alverdens kanter som repræsentanter for socialdemokratiets ideer. De mødes i København, holder deres kongres og vedtager, hvad de nu synes. Og ingen lægger dem en hindring i vejen.

Ja, men dette er jo uhyre klogt og godt. Man kan næsten ikke forvare sig imod den tanke, at havde man blot altid behandlet dem således, så var man ude over mangt og meget af det, vi nu først skal til at skændes om.

Det skulle have været for år tilbage! Så havde der vel været politikordon om deres forsamlingsbygning. Nu derimod! I den tidlige søndagstime, mens folk gik til kirke, og forinden de storborgere blandt socialisterne, der boede på grevehotellet "Phoenix" , endnu var færdige med deres frokost, samledes der ude på gaden foran det gamle grev Schimmelmanns Palæ et tusind mennesker.

Man så kun et par for færdselen nødvendige politimænd. Andet var unødvendigt i denne folketingskreds, hvori selve kongen bor, og hvis repræsentant er socialdemokrat.

Men ganske vist måtte selv en pressemand med sit autoriserede legitimationskort bane sig vej gennem en fire-femdobbelt kordon af tillidsmænd, der hver for sig affordrede ham bevis for, at han havde lov til at komme ind.

Deroppe i festsalen blev snart hver en plads optaget. Og alt var ordnet med en rent ud militærisk disciplin. Et bureau der fungerede fortræffeligt. En telegrafstation! Et postkontor! Staten selv stillede sine fineste institutioner til rådighed for disse "samfundsomvæltere".

Og det er måske det værste, man kan gøre Socialdemokratiet! Bare ganske rolig behandle dem som det, de er - et politisk parti, der arbejder for deres maxime.

Denne næsten overstømmende velvilje og elskværdighed fra samfundets side skulle blot tidligere være trådt i virksomhed. Så havde den ganske simpelt hen kvalt de herrer i sin favn.

Nu samledes man altså.

Oppe i salen hang der ned fra væggene store blodrøde faner med indskrifter, der tolkede socialistiske krav, og var oversat i 4 sprog på en måde, der næppe har tiltalt de fremmede, som simpelt hen ikke har genkendt deres modersmål i den slette omskrivning.

Og på salens balkon var der et par hundrede begunstigede tilskuere. På venstre side sad de danske repræsentanter. På højre var der indrettet en mængde pladser for alle landes presse. Her sad der et par hundrede journalister, som i forvejen var forsynede med kongressens sorte, guldtrykte mapper inde fra bureauet, der havde sine sager i en mønsterværdig orden.

Og nede på gulvet samledes så efterhånden den internationale repræsentation ved lange borde med bannerindskrifter om, hvorfra de kom.

Endelig stod der oppe på tribunen et stort orkester og et sangerkor - en skov af 500 hvidhuede sangere fra de københavnske arbejderkor.

Omsider kunne Kapelmester Hemme slå til lyd, og så brusede da musikken ud over salen. Allerførst kom nogle strofer. Saa samlede de sig i den gamle kønne, marchfaste melodi: "Kom, ræk mig oh broder, din barkede hånd !" Og efterhånden nåede man igennem mange landes arbejdermelodier til selve "Marseillaisen" - altsammen til ord, der var skrevet af A. C. Meyer, og, omend de af og til var lidt naivt affattede, røbede megen sprogglæde.

De hundreder af struber samlede sig i dette kor og aftvang forsamlingen et frenetisk bifald, der først forstummede, da dr. Gustav Bang tren frem og på fransk, engelsk og tysk holdt en velkomsttale.

Så kom kantatens anden halvdel. Og endelig samledes alle de kraftige mandsstemmer i den gamle sang "Internationale". Man hører den ikke meget herhjemme. Den er imidlertid endnu derude i den store verden forbudt. Vi herhjemme har råd til at lade dem synge den, disse Strofer, der har rystet sindene derude.

Men man stod jo også nok med et stramt smil og så dem, disse proletarer der havde forenet sig fra alle landene - lige så snart de hørte disse toner, for de op som raketter og stod ret som når andre hører vor nationalsang!

Der er intet at sige dertil. Men hvad der er frihed for Loke, bør nu ogsaa være ret for Thor - nu vil vi andre ikke mere skældes ud når vi lægger vor ærbødighed for nationalsangen for dagen !

Salen rystede under jubelen. "Internationale" måtte synges endnu engang. Først da kunne tribunen ryddes, så "det internationale verdensbureau" kunne komme til sæde. Man så imellem denne lille snes mennesker så interessante folk som den gamle bedstefadertype Keir Hardic, den berømte Rosa Luxemburg, en nogle og fyrretyveårig dame, ikke køn, men med mørke, flammende sorte øjne, og en del andre socialistkoryfæer.

Vandervelde åbner.

Det er en kortklippet, skaldet advokat, der gør et meget distingveret indtryk.

Han efterfølges af Stauning som er vor egen P. Knudsens efterfølger i embedet: Forretningsfører for Socialdemokratiet. Ligervis som P. Knudsen i Paris forsikrer Stauning, at man skal finde det lille Danmark kampberedt, og han råber med en røst, der ligger to oktaver under dagligt vande: Kapitalismen er krig, socialismen frihed og fred!

Alt det siger han på tysk, og det oversættes i en fart til engelsk og fransk. Så kommer Vandervelde. Han har en pragtfuld plastik og en næsten mesterlig retorik, og hans strømmende veltalenhed kalder gang efter gang bifaldet frem. Han smigrer Danmark som foregangsland på det parlamentariske område. Taler så lidt om blod, der har gødt russisk jord for frihedens sag, og endelig omtaler han med store armbevægelser socialisternes stilling i alle lande - og han trumfer i bordet, så vandglasset ofte hopper.

Endelig kommer så den blege, asketisk udseende Huysmans, der er generalsekretær for kongressen, og nu giver de af alle deltagere frygtede oplysninger om, hvordan de skal stå og gå i denne skønne by.

Så først slår opbrudets time, og man går til en kort hvile eller

det store fanetog 

Det er længe siden, at der har været samlet så mange på Boulevarden fra Rådhuspladsen til Langebro.

Atter et bevis på omslaget. I gamle dage fælledoptøjerne med husarindhug. Nu ved den ottende internationale socialistkongres næppe en politibetjent. Politidirektøren i civil i mængden. Politiinspektør Theodor Petersen til fods - ellers altid tidligere til hest som gammel dragonofficer - og overalt milde ansigter.

Her samles socialisterne imellem bourgeoisiets store, flotte ejendomme, imellem Glyptoteket og det kgl. Videnskabernes Selskab og Landhusholdningsselskabet og Musikkonservatoriet. Og stille og roligt finder hver mand sin plads under de hundreder af faner, og præcis på slaget 4 - under dundrende kanonsalut fra Tivoli - sætter toget sig i bevægelse.

Pressens folk ser det fra "Nyt dansk Landmandshotel" lige overfor Kvægtorvet, hvor hotelforpagter Jacobsen har stillet værelser til disposition med vanlig elskværdighed, og hvor de mange mennesker tager en time om at nå forbi.

Omsider når de da allesammen ud i Søndermarken, hvor der er mængder af mennesker. Vejret bedrer sig. Der tales under bifald fra fire talerstole af alle de fremmede berømtheder - og overfor politiske berømtheder fra deres egen lejr er ingen større snobber end socialdemokraterne - og under aften er der et vældigt folkeliv i den gamle park.

Således forløb da første dag af den internationale, røde uge.

Det vrøvl, der kan blive, det sørger de for at holde indenfor Odd Fellow Palæets mure. Der sker intet i byen ved at have disse mennesker gående iblandt os. Så lidt som der sker noget ved, at vi andre holder kongres.

Men det er jo unægtelig lidt sent at komme til den erkendelse! Det er ikke ved tvangsmidler, som i gamle dage, man besejrer en bevægelse 

(Fyens Stiftstidende, 29. august 1910).

Det Kongelige bibliotek har seks fotoer af folketoget. De er alle muligvis underlagt ophavsret, men de kan findes her.