Københavns Ghetto: Juli 1911. (Efterskrift til Politivennen).

 Københavnske ghetto-billeder

I en artikel andetsteds i bladet gives i dag en skildring af forholdene i den store koloni af indvandrede russiske jøder her i byen. På ovenstående billede ses nogle interiører fra koloniens daglige liv. Det store billede til højre viser en lille samling indvandrerbørn i en af Nansensgade gårde, øverst til venstre ses den unge bogtrykker, der udgiver den jødiske avis her i byen, og nederst et jødisk nådlerværksted i Nansensgade. Vi henviser i øvrigt til artiklen side 4.

Københavnske Ghetto Billeder.

Den jødisk-russiske koloni her i byen.
Dens indvandringshistorie - livsforholdene i kolonien
En avis på "jiddisch".

Hvis man på en af disse varme sommeraftener går sig en tur i omegnen af det nu halvt nedrevne Vognmagergadekvarter, i Nansensgade eller Dronningens Tværgade-kvarteret, så hænder det ikke

"Das Wochenblatts" hoved.sjældent, at man møder en figur, der et øjeblik får en til at studse. Det er en gammel mand, klædt i brun kattun; på hovedet bærer han en slags persisk lammeskindskoltsjula, under hvilken et endnu kulsort hår ringler sig frem i lange proptrækkerkrøller. Det er den livagtige Ahasverus eller typen på en rigtig Holbergsk Achwai-m ir-jøde.

Hvordan dukker han pludselig op her i byen ?

Følger man efter den gamle mand, vil man se ham gå ind fx i Kongens Have og et øjeblik efter se ham omringet af en halv snes små sorte, krøllede børn med æblerøde kinder, der trækker ham i proptrækkerkrøllerne og hiver ham hen til en bænk, hvor der sidder en 3-4 unge kvinder lige så mørke som de krøllede børn. Hos dem slår den gamle, kaftanklædte sig ned, og pludderen går livligt på et sprog, hvis hals- og strubelyde skurrer i et dansk øre.

Går man videre i sine undersøgelser og foretager en vandring gennem den nordre del af Pilestræde og Landemærket, opdager man snart, at den kaflanklædte i Kongens Have ikke er enestående. Efter fyraften ses her mange indehavere af sorte proptrækkerkrøller. Gemytligt sidder de side om side på stentrapperne, rygende på deres snadder, mens snakken går på "Jiddisch", denne mærkelige blanding af polsk, russisk, tysk og hebraisk, der tales af Abrahams folk i det sydøstlige Europa. Man kommer til at mindes den udmærkede jødefortæller Karl Emil  Franzos og hans typer.

Den indvandrede koloni af russiske jøder er en faktor, som man efterhånden må regne med i det københavnske liv. Giver man sig i tale med en af de kaftanklædte, så vil man erfare, at det indvandrede samfund i øjeblikket tæller 3000 medlemmer, og der er ingen udsigt til, at det skal blive mindre; tværtimod.

RIGET har sat sig for at undersøge den store kolonis forhold og levevis her i byen, idet de forekommer os at være af interesse at erfare lidt om de fremmede folk, der lever iblandt os, og hvis børn vil blive danske statsborgere.

Den jødisk-russiske indvandring hertil begyndte i 1904, samtidig med den russisk-japanske krig. Under de daværende uroligheder i Odessa og Kisjenef flygtede mængder af russiske jøder over grænserne, bl. a. for at unddrage sig den langvarige russiske militærtjeneste. Senere fortsattes udvandringen, under urolighederne i Kijef, Bjalostok og Lodz.

De rige blandt de russiske jøder rejste til Berlin og nedsatte sig der; de "velhavende", de der havde haft lidt ejendom, som kunne omsættes i klingende mønt, emigrerede til Amerika - man vil endnu erindre de mange, der fra Riga med "Det forenede"s dampere lagde vejen over København. De fattige var værst stillede; de måtte søge et opholdssted, der ikke lå alt for langt fra deres udgangspunkt.

Tusinder af disse flygtede til Tyskland, der imidlertid er lukket for den art indvandring. De blev næsten alle tilbagesendt. En del forvildede sig her til København, hvor man ikke lagde dem hindringer i vejen. De kunne roligt nedsætte sig her, og byen blev snart bekendt mellem de russiske jøder som et tiltalende fristed.

Til at begynde med så forholdene alt andet end lyse ud for de fremmede indvandrere der kom hertil bogstavelig talt uden klæder på kroppen og uden penge i lommen. De rykkede ind i de værste huler i Lille Brøndstræde og Vognmagergade og levede i enkelte usle værelser klumpede sammen fra 20 til 30 personer. Den mosaiske Menighed her i byen fik nok at gøre med at hjælpe i al denne elendighed.

Siden har forholdene bedret sig betydeligt. De 95 procent af de indvandrede var flittige, vindskibelige og overordentlig nøjsomme håndværkere; det lykkedes dem hurtigt at skabe sig en eksistens, selv om den var nødtørftig. Tro mod gammel jødisk sæd og skik holdt de vedblivende sammen i bestemte kvarterer, ja i bestemte huse. I øjeblikket holder de navnlig til i 5-6 ejendomme i Pilestræde, i Landemærket, i Adelgade, i Nansensgade og på Christianshavn.

Indvandrene har efterhånden lært sig dansk. De fleste af dem kunne kun tale "jiddisch", da de kom hertil, nu kan alle de små sorte krøltoppe, der i dag afbildes på vort forsidebillede, skændes på det nydeligste dansk med kvarterets jævnaldrende, og forældrene har på deres arbejdspladser ligeledes lært at tale sproget, i hvert fald til husbehov.

Der findes mellem indvandrerne både skræddere, skomagere, vævere - fra Lodz - snedkere, bogbindere, tapetserere, slagtere, bagere, smede, malere og blikkenslagere. Flere af dem har efterhånden drevet det så vidt, at de har indrettet sig særlige værksteder. I Nansensgade nr. 21 findes således et jødisk nådlerværksted, hvor to unge mænd fra Kijef forsørger hele deres familie ved at sy overlæder til skomagere her i byen. Samme steds findes en anden virksomhed, indvandrerbladet "Das Wochenblatt"s trykkeri.

"Das Wochenblatt" er grundlagt af en 21-årig ung jøde Litischevki, der med hele sin familie indvandrede fra Kijef for 1½ år siden. Litischevskis trykkeri ligger langt inde i baggården i en lav stue; der besøgte vi ham i forgårs, medens han trykte sit "uafhængige ugeskrift".

Den unge jøde, der er sætter, fortalte os lidt af sin danske livshistorie. Han fik, da han kom her til byen, arbejde på et dansk trykkeri. Her lagde han sig lidt penge op, og da han så hvor stor den jødiske koloni efterhånden blev, fik han den ide at starte et ugeblad for indvandrerne. Han købte sig en almindelig lille korrekturpresse og trykte de første numre af bladet på "jiddisch", men med danske Bogstaver.

"Men de kunne ikke læse det" fortæller han - og så anskaffede jeg mig et hebraisk alfabet."

Litischevskis blad er redigeret af M. Katz og Ben Abraham. Det er sikkert det blad her i landet der bliver til med de største besværligbeder. Den lille presse kan ikke trykke mere end en halv side ad gangen, og da bladet er ottesidet, må den unge udgiver således trykke 16 gange, inden det er færdigt. Efter det hebraiske sprogs krav er bageste side første, og bladet læses fra højre til venstre. Det indeholder saglige artikler om forhold indenfor jødeundervisningen, som vi senere skal komme tilbage til, små referater af begivenheder rundt omkring i verden, beretninger fra Rusland osv. Det lille blad er trods sin primitive udstyrelse nydelig trykt og kan allerede købes hos flere af de største avisforhandlere.

Nansensgade 21 bebos i øjeblikket af over 50 jødiske familier, og der udfolder sig et liv i de skumle baggårde, der kun har sit sidestykke i Roms og Amsterdams ghettogader. I nærheden, i Linnésgade, ligger indvandrernes læsestue, der bestyres af en ung malersvend ved navn Friedmann. Om denne læsestue, om undervisningen og om de øvrige indre forhold i kolonien skal vi fortsætte ved en anden lejlighed.

Bayard.

(Riget 19. juli 1911)

Københavnske Ghetto-billeder.

Vi bringer i dag nogle flere interiører fra de indvandrede russiske jøders koloni her i byen. Ovenstående billeder er taget i Pilestræde og viser nye sider af de flittige håndværkeres liv. Øverst til højre i medaljonen ses en prægtig gammel skrædder. Han er indvandret hertil for et halvt år siden og kan endnu kun tale "jiddisch"; han er en overordentlig karakteristiske type. Øverst til venstre ses en jødisk skomager ved sit arbejde. Nederst til venstre har vor fotograf ved et lynskud taget en af de ældste med proptrækkerkrøllerne på kornet. Han har dog aflagt kaftanen og kattsjula'en og optræder i moderne dragt. På billedet i midten ses en hel jødisk håndværkerfamilie og den statelige kvinde yderst til højre er en ung jødinde der har åbnet en høkerforretning i Pilestræde. Hun er et slags faktotum for sine landsmænd og nyder mellem dem stor anseelse for sin hjælpsomhed og sin klogskab.

Københavnske Ghetto-billeder.

Er der revolutionære mellem indvandrerne? - "Bundisterne" - Undervisningen i kolonien.

Under Bulotti-affæren, og nu sidst under Hounditch-sagen, har det spørgsmål været fremme også her i byen, om der nu ikke mellem alle de indvandrede russiske jøder fandtes revolutionære og anarkistiske individer, der kunne blive samfundsfarlige. Bulotti havde jo mellem sine medskyldige i hvert fald en russisk jøde, og kolonien i Vognmagergade var et af hans tilflugtssteder.

Hertil er der for det første det at bemærke, at begivenheden fandt sted i indvandringens første tid, da de såkaldte "vinterpolakker" udgjorde en stor del af fremmedkolonien i Vognmagergade, -jøderne sondrede sig imidlertid hurtigt ud Ira disse, og da kolonien kom under

mere ordnede forhold, begyndte de at føre en streng indbyrdes kontrol.

Der findes imellem de jødiske indvandrere, navnlig mellem de unge, en mængde af de såkaldte "Bundister"; men deres mulige revolutionære tendenser ytrer sig her i landet kun ved, at de er erklærede tilhængere af den teoretiske socialisme. De holder ikke møder, hvad de i øvrigt heller ikke har ret til efter dansk lov; de er i det hele taget yderst rolige og fredelige.

Kyndige folk, der er inde i de russiske forhold, påstår endog at den jødiske koloni her i byen er en udmærket afleder for anarkistiske voldsgerninger, og der nævnes et bestemt eksempel, idet de jødiske indvandrere for nogle år siden, under enkekejserindens ophold her, skal have holdt russiske anarkister fra at rejse hertil ved at underrette deres organisationer om, at den mindste anarkistiske voldsgerning ville medføre hele jødekoloniens udvisning.

Til sammenligning kan vi anføre, at politiet i frilandet England har betydet de indvandrede revolutionære, at man den dag der sker noget medlem af det engelske kongehus nogen overlast, vil udvise alle, som har søgt fristed i Storbritannien. Man har derved opnået at interessere alle de hjemløse i, at England forbliver fri for alle ubehagelige begivenheder af den art.

Vi har omtalt, at den mosaiske menighed her i byen har gjort overordentlig meget for de indvandrede. Til at begynde med måtte de fleste næsten helt forsørges. Efterhånden som forholdene ordnedes, har man imidlertid søgt at indskrænke hjælpen til det mindst mulige; man ønsker selvfølgelig ikke at gøre invasionen her til byen større end strengt nødvendig, og søger tvært imod at begrænse den. Fri Iæge og fri medicin kan de indvandrede få til enhver tid; pengehjælp gives kun, hvor det er yderst nødvendigt, derimod har man lagt stor vægt på undervisningen af indvandrernes børn. En del af dem besøger den mosaiske menigheds "Carolineskole" , og der er blevet oprettet en særlig religiøs skole i Gothersgade, hvor alle de

børn, der går i de danske kommuneskoler, kan få religionsundervisning. De små jødisk-russiske børn befinder sig udmærket i vore kommuneskoler.

I religionsskolen har man indtil for en måned siden undervist på "jiddisch"; nu er det imidlertid efter nogen modstand fra de ældste i kolonien sat igennem, at undervisningen herefter skal foregå på dansk, idet man med rette hævder, at det gælder om, at de unge jøder hurtigst muligt lærer fejlfrit at benytte sproget i det land, der skal være deres fremtidige opholdssted. Spørgsmålet "jiddisch" eller dansk undervisning har været behandlet gentagne gange i M. Katz' og Ben Abrahams i går omtalte ugeblad.

Religionsskolen har mange elever, men en stor del af de unge jøder, navnlig "bundisterne" , er irreligiøse og emanciperer sig, efterhånden som de kommer ind i det københavnske håndværkerliv, fra deres trossamfund; de arbejder om lørdagen - noget, man absolut ikke får de gamle til - og flytter ind i arbejderkvartererne på Nørrebro.

Nogen nøjagtig statistik over, hvor mange familier der i øjeblikket lever her, kan hverken den mosaiske menighed eller politiet levere. Derimod bevidner det sidste, at de russiske indvandrere er yderst skikkelige og fredelige folk, der sjældent giver anledning til spektakler. De passer deres arbejde, drikker ikke og lever et udmærket familieliv.

Det halvtorientalske liv man endnu kan iagttage i Pilestræde og Landemærket, vi sikkert heller ikke vare mange år endnu. Proptrækkerkrøllerne forsvinder mere og mere, og børnene glemmer deres "jiddisch" . Om ti år vil urolighederne i Bjalostoek, Kijev og Odessa være glemt af alle de flittige småhåndværkere der her i byen fandt en ny og sikker eksistens.

Bayard.

(Riget 20. juli 1911)

Jødeliv i København.

Den indvandrede koloni af russiske jøder er, skriver Riget, en faktor, som man efterhånden må regne med i det københavnske liv. Det indvandrede samfund tæller i øjeblikket 3000 medlemmer, og der er ingen udsigt til at det skal blive mindre; tværtimod.

Den jødisk-russiske indvandring til København begyndte i 1904, samtidig med den russisk- japanske krig. Under de daværende uroligheder i Odessa og Kitheneff flygtede mængder af russiske jøder over grænserne, bl. a. for at unddrage sig den langvarige russiske militærtjeneste. Senere fortsattes udvandringen under urolighederne i Kieff, Bjalostok og Lodz.

Tusinder af dem flygtede til Tyskland, der imidlertid lukkede for den art indvandring. De blev næsten alle tilbagesendte. En del forvildede sig til København, hvor man ikke lagde dem hindringer i vejen. De kunne roligt nedsætte sig der, og byen blev snart bekendt mellem de russiske jøder som et tiltalende fristed. Til at begynde med så forholdene alt andet end lyse ud for de fremmede indvandrere, der kom til Danmark bogstaveligt talt uden klæder på kroppen og uden penge lommen. De rykkede ind i de værste huler i Lille Brøndstræde og Vognmagergade og levede i enkelte usle værelser klumpede sammen fra 20 til 30 personer. Den mosaiske menighed der i byen fik nok at gøre med at hjælpe i al denne elendighed.

Siden har forholdene bedret sig betydeligt. De 95 procent af de indvandrede var flittige, vindskibelige og overordenlig nøjsomme håndværkere; det lykkedes dem hurtigt at skabe sig en eksistens, selv om den var nødtørftig. I øjeblikket holder de navnlig til i 5-6 ejendomme i Pilestræde, i Landemærket, i Adelgade, i Nansensgade og på Christianshavn. Der findes blandt jøderne både skræbere, skomagere, vævere (fra Lodz), snedkere, bogbindere, tapetserere, slagtere, bagere, smede, malere og blikkenslagere. Flere af dem har efterhånden drevet det så vidt, at de har indrettet sig særlige værksteder.

Ejendommen Nansensgade 21 bebos i øjeblikket af over 50 jødiske familier og der udfolder sig et liv i de skumle baggårde der kun har sit sidestykke i Roms og Amsterdams ghettogader. Indvandrerne har efterhånden lært sig dansk. Men der udgives nu et lille jødisk ugeblad, der sættes og trykkes af en ung jøde, Litishevski. Det er sikkert det blad i Danmark, der bliver til med de største besværligheder. Den lille presse kan ikke trykke mere end en halv side ad gangen, og da bladet er ottesidet, må den unge udgiver således trykke 16 gange, inden det er færdigt. Efter det hebraiske sprogs krav er bageste side det første, og bladet læses fra højre til venstre. Det indeholder faglige artikler om forhold indenfor jødeundervisningen, små referater af begivenheder rundt omkring i verden, beretning fra Rusland osv.

(Lolland-Falsters Folketidende, 13. august 1911)

Peter Gregers Christian Jensen 1840-1911. (Efterskrift til Politivennen)

Peter Gregers Christian Jensen (1840-1911) var højesteretssagfører og politiker fra Nykøbing F. Han blev i 1872 gift med Elisabeth Jensen (1851-1878) datter af birkedommer Erik Peter Pontoppidan (1785-1862) og Hanne Petrine (1818-1904). Et digt findes, skrevet af Dines Pontoppidan, søster til Hanne som også viede dem. De fik to børn Margrete (1875) og Einar (1877). Han blev (1881?) gift med Jensen Anna Cathrine f. Eggertsen 23.8.1858-3.1.1916.

En villa på Frederiksberg Alle 41 skal være opført for P. G. C. Jensen 1866/67 efter tegninger af arkitekt Ove Petersen. Delvis nedrevet 1933, helt 2010.

Villaen nr. 41 før den omfattende ombygning i slutningen af 1920'erne. Villaen blev opført for højesteretssagfører P.G.C. Jensen i 1866/67 efter tegninger af arkitekt Ove Petersen. Foto Kbhbilleder.

1884 flyttede de til København. 1888 blev han højesteretssagfører. I 1891 valgt til landstinget af højre og tilsluttede sig provisoriepolitikken under Estrup. Han stemte imod forliget 1894. Han var modstander af kvinders deltagelse i kommunalvalg, se særskilt afsnit om kvinder og valgretten 1893 og 1895 på denne blog. Da forslaget om personlig myndighed til gifte kvinder var til a. behandling i Landstinget den 8. marts 1899, udtalte P. G. C. Jensen:

"Det er en meget liberal bestemmelse over for hustruen, en overmåde liberal bestemmelse, og det turde være et spørgsmål, om det egentlig er nødvendig at gå så vidt."

I årene før systemskiftet var han landstingets ledende Højrepolitiker, 1900–1902 som formand for højres repræsentantskab. Ved en tale på grundlovsdag i 1902 udtalte han at systemskiftet havde bragt ublide kår for grundloven, og fordømte ”de otte” frikonservative og deres forsøg på samarbejde med Venstre. 

1895 blev han medlem af rigsretten, fra 1910 dens næstformand. Han afslog opfordring til at indtræde i ministeriet Sehested (1900-1901) 

Jacob Benjamin Sidenius (1832-1908): P. G. C. Jensen (1840-1911). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Da han var ordfører for skattereformen 1901 forsøgte han sig med et overbud om  på visse betingelser at foreslå alle de gamle hartkornsskatter afskrevne. Det virkede ikke efter hensigten, Venstre tog ham på ordet og og indgik som et led i skattereformens endelige udformning. Fra 1901 førte de frikonservative forligspolitik med venstreministerierne, og P. G. C. trådte i baggrunden.1905 var han med i straffelovskommissionen og 1909 af kommissionen vedrørende len og stamhuse.

- - -

Men den Omdannelse af vort Skattevæsen og derved af vor hele finansielle Tilstand, man er i Færd med at foretage, berører i den Grad umiddelbart næsten alle Mennesker, at det er umuligt andet, end at den maa udøve en afgørende Indflydelse paa Folks Mening om Regeringen, saa snart man ret opfatter, hvad det er, der foretages.

Herved tænker jeg mindre paa den nuværende Regering, hvis Opgave allerede nu aabenbart nærmest er at blive angrebet. Jeg forudsætter, at der ved Skattelovenes Gennemførelse bliver dannet en ny Regering af dem, der her er de ledende. Dette er øjensynlig Alberti og P. G. C. Jensen, til hvilke to Navne maaske bør føjes Navnet Jacob Scavenius. Saa vidt jeg kan se, er det deres Aand, af hvilken Lovene, hvorledes de nu bliver i Enkelthederne, vil være et Udtryk. Det er en karakteristisk lille Anekdote, der fra paalidelig Kilde er berettet mig her i Udlandet, at det først var efter at have tilbragt en søvnløs Nat, at Estrup gik til at opgive sine Retfærdighedens og den gode Politiks Grundsætninger for at følge P. G. C. Jensens Ledelse. Og det er højst ejendommeligt, at i Folketinget de Ledere af Venstre, der besidder virkelig Indsigt paa dette Omraade, slet ikke har noget at sige for de Forslag, der nu skal gennemføres. Det er aabenbart Kød af Albertis og P. G. C. Jensens Kød og Aand af deres Aand. Men selv om hine nu kun siger lidet eller intet, turde det dog være aldeles uforsvarligt, at de har ladet det komme dertil, at Alberti og P. G. C. Jensen er blevet de ledende, hvor det gælder om at give det danske Folks Tænkemaade og Vilje sit Udtryk i den virkelige Politik.

Lad os altsaa forudsætte, at disse Mænd, der her repræsenterer Folkeviljen, ogsaa kom til at danne den Regering, der skal føre de ny Love ud i Livet. Det forekommer mig sandsynligt, at en saadan Regerings Skæbne ikke vil blive blid. Det er umuligt andet, end at Befolkningen tilsidst tilfulde vil se, hvad det er, der her gaar for sig. Der er Sandhed i Lincolns bekendte Ord, at man for en Gangs Skyld kan narre et Folk i en enkelt Sag, men at man umulig kan narre det helt igennem og altid. P. G. C. Jensen har med et lykkeligt Udtryk selv paavist, hvad det er, man gør, at det er imod al Teori, det vil sige imod al Sandhed. Amerikanerne, der bruger drastiske Udtryk, vilde i deres Sprog ikke have kaldt det et job, de vilde have kaldt det a gigantic steal. Men det er umuligt andet, end at Befolkningen vil se, hvorledes man ved denne saakaldte Skattereform har ladet alle de virkelige Reformer ligge, ikke løser et eneste af de Baand, der binder vort økonomiske Liv og Udvikling, ikke bringer den fjærneste Gavn, kun tager fra mange for at give til nogle. Den ny Skat vil tale et Sprog, der vil være tydeligt og vil blive følt.

For saa vidt skulde det vel synes at være heldigt for de Anskuelser, der er modsat d'Hrr. Alberti og P. G. C. Jensen, om disse Mænd kom til Magten, og deres Anskuelser førtes ud i Livet. Det er ikke let at sige, hvem der repræsenterer de modsatte Anskuelser, saa langt som det hele er trukket ned; men lad os tage som Repræsentant for disse A. P. Køedt, Manden med de klare Tanker og de rene Motiver, der vel nu er sat ud af Spillet, men som har Tilhængere i de forskellige Klasser og i de forskellige Dele af Landet i større Tal og af større Vægt end der anes. Det skulde altsaa være heldigt for disse gode Anskuelsers endelige Sejr, om Modstanderne nu kom til Magten, i Forventning om at det vil gaa som i Amerika, hvor Mac Kinley og Bryan utvivlsomt ved en simpel Reaktion vil blive fulgt af brave Folk, hvad enten det nu bliver Cleveland-Demokrater eller Roosevelt-Republikanere.

Herved er imidlertid adskilligt at bemærke. For det første er der et uhyre Ansvar ved at fordærve hele den finansielle Stilling i et Land som Danmark. I et Land som de Forenede Stater har man kunnet gøre det uden meget ulykkelige Følger; man har kunnet sætte til ved en forskrækkelig Beskyttelsestold og ved uhyre Byrder til slet beregnede og slet udførte offentlige Arbejder og f. Eks. ved den uhyre Pensionsbyrde til Veteranerne fra Borgerkrigen, voteret udtrykkelig for derved at forringe den finansielle Tilstand, saa man ikke kan komme bort fra de høje Toldsatser. Amerikas Kraft er saa stor og saa elastisk, at den kan bære sligt og let igen komme i god finansiel Stilling. Det samme er ikke Tilfældet med Danmark. Dernæst er den Ledelse, der nu finder Sted, den Politik, der følges, den Tænkemaade, der aabenbarer sig, af en saadan Karakter, at man ikke uden Ængstelse maa spørge sig selv, hvad vor hele Selvregering, politiske Frihed og politiske Fremtid skal blive til.

Paris, den 20. Marts.

(Hjemme og Ude. Gads danske magasin, 1901. s. 311-312)

P. G. C. Jensen.

Født 23de April 1840 - Død 19de August 1911.

Atter er et langt og virksomt Liv sluttet. En af de Mand, som staar paa de fremskudte og hæderfulde Pladser i vort Samfund, er atter gaaet bort. Med P. G. C. Jensens Personlighed forsvinder igen en Sum af Erfaring og Overblik over vort offentlige Liv, som vi daarlig har Raad til at miste. Og Mange er de, som med Vemod og Savn vil samles om hans Baare, thi baade som Sagfører ved vor øverste Ret og Medlem af Rigsdagen brugte han sine Evner og Kræfler saaledes, at store Kredse nød Gavn deraf og vidste, at de i ham havde en Raadgiver, som de trygt kunde stole paa.

P. G. C Jensen var af en Lolland-Falstersk Købmandsslægt, han kom til Verden i Nysted, men sin Ungdom tilbragte han i Nykjøbing F., fra hvis Latinskole han blev Student, og hvortil han vendte tilbage i 1869, efter at have absolveret sin juridiske Embedseksamen med en meget fin første Karakter, for at nedsætte sig som Underretsprokurator.

Senere tog han Overretssagførerbestalling, og med Nykjøbing som Centrum skaffede han sig en meget stor og anset Sagførerforretning, tildels i Samarbejde med sin Ven, den for nogle Aar siden afdøde højt ansete Nykjøbing Jurist, Overretssagfører Andresen.

Allerede i P. G. C. Jensens første Sagføreraar begyndte Tillidshvervene at strømme ind til ham. Hans faste Karakter, hans Energi og Dygtighed, naar det gjaldt om at varetage de Interesser, der blev ham betroede, rettede hurtig Opmærksomheden paa ham. Byraadsmedlem, Medlem af Skoleraad, af Købstadsforeningens Bestyrelse, af Næringsovskommissionen m. m. blev han i denne Periode, og flere af vore ledende Finansmænds Opmærksomhed rettedes paa ham. Han knyttedes til Landmandsbankens Filial i Nykjøbing, og i 1884 tilbød man ham Posten som Direktør i Østifternes Kreditforening. Han opgav da sin Sagførerforretning, flyttede til Kjøbenhavn og tog med stor Energi fat i den nye Virksomhed. Efter faa Aars Forløb valgtes han til Formand i Direktionen, men hans kraftige og bestemte Optræden passede ikke det daværende Repræsentantskab, hvori Politik allerede var begyndt at gøre sig gældende. Efter forskellige skarpe Sammenstød tog P. G C. Jensen resolut sin Afsked i 1887, Han korn derved til at staa paa bar Bund, men genoptog straks sin Sagførervirksomhed, og hans sjældne Evner og Energi hjalp ham til allerede i 1888 at blive Højesteretssagfører.

Som Højesteretssagfører grundlagde han et Ry som Jurist, der uanfægtet har staaet sin Prøve i over 20 Aar, og skabte en af vor Bys største og mest søgte Sagførerforretninger, som har kunnet tælle en Række af vore betydeligste offentlige og private Institutioner og Foretagender mellem sit Klientel.

P. G. C. Jensens Styrke som Jurist har været hans Klarhed, hans praktiske Blik for, hvor Kærnepunktet i enhver Sag laa, og hans eminente Udholdenhed i at finde alle de Forhold frem, som var til Støtte for hans Standpunkt. Han ofrede den samme Interesse paa sine smaa som paa sine store Klienters Sager. Han lod intet upaaagtet. Og naar P. G. C. Jensen havde en Sag, vidste man, den var i gode Hænder.

Han var dristig og snarraadig, naar han kæmpede, men han bevarede altid Skjoldet blankt, og mange vil beklage i ham at have tabt en Raadgiver, som ikke svigtede under noget Forhold. Han tog Kampen op for sine Klienter paa alle Omraader. Det er, som det erindres, ikke mange Dage siden, at han skønt svag og lidende, med Skarphed og Klarhed drog i Marken til Fordel for Aktieselskabet "Skandia" her i "Berl. Tid." Det blev vist det sidste offentlige Indlæg fra hans Haand.

I Politik kom P. G. C. Jensen ind i 1891, da han blev valgt til Landstingsmand ved et Suppleringsvalg. Som en Mand, der selv havde kæmpet sig frem Fod for Fod, var han en udpræget Konservativ i sine politiske Anskuelser vel vidende om, hvor stor Betydning det har at kunne bevare een Gang vundet Terræn.

Han sluttede sig fast til Højre, som snart begyndte at trække store Veksler paa hans Arbejdskraft og gav ham den ene Tillidspost efter den anden. Efter Forliget, hvor Vanskelighederne for Højre voksede med hvert Aar, stod P. G. C. Jensen fast og lod sig ikke rokke fra sit en Gang indtagne Standpunkt. Han blev efter Steffensen Ordfører for Finansloven i Landstinget og sit Partis meget raadspurgte juridiske Raadgiver. Formand for Højres Repræsentantskab var han i et Par Aar, men trak sig tilbage samtidig med Systemskiftet.

Under Venstres Regeringer var han fra sin Plads i Landstinget Systemskiftets skarpe men næsten aldrig uretfærdige Kritiker. Hans Sagkundskab og klare, logiske Tale var det ikke let at komme uden om. Han hører til dem, som har gjort sit Land Gavn ved ihærdigt og maalbevidst at bremse den altfor vilde Kørsel nedad Bakke, som endte med Katastroferne i 1908, og som der nu Ira alle ansvarlige Sider møjsommeligt maa raades Bod paa.

P. G. C. Jensen blev ingen Partileder. Han var ikke af dem, der let samlede Mængden omkring sig. Ved strengt Arbejde vandt han sin Autoritet, men til Gengæld ogsaa en Autoritet, der kunde stoles paa, naar det kneb. Derfor vil P. G. C. Jensen blive savnet ogsaa i det politiske Liv.

Biografiske Data.

Peter Gregers Christian Jensen var født i Nysted den 25de April 1842 som Søn af købmand Edinger Kalle Jensen, tilhørte til en paa Lolland Falster anset Købmandsslægt. I 1858 blev P. C. Jensen Student fra Nykjøbing Katedralskole og i 1866 juridisk kandidat 1869 nedsatte han sig som Underretsprokurator i Nykjøbing F. og blev i 1872 Overretssagfører. I 8 Aar, fra 1876-84, havde P. G. C. Jensen Sæde i Byraadet og var tillige Medlem af Maribo Amts Skoleraad. Fra 1880-84 var han Medlem af Repræsentantskabet for købstedernes brandforsikring. Fremdeles blev han, medens han var bosat i Nykjøbing, Medicin af Bestyrelsen før Landmandsbankens filial og Medlem af Købstadforeningens Bestyrelse, hvori han havde Sædet indtil 1889.

I 1884 forlod P. G. C. Jensen Nykjøbing, i hvis offentlige og kommunale Liv han havde indtaget en fremskudt Plads, for at bosætte sig i Kjøbenhavn. da han var bleven valgt til Direktør i Østifternes kreditforening, i 1887 valgtes han tillige til Formand i Direktionen, men allerede samme Aar tog han sin Afsked, da han kom i et skarpt Modsætningsforhold til Repræsentantskabet. 

P. G. C. Jensen, der i Nykjøbing F. havde oparbejdet sig en stor og anset Sagførerforretning. kastede sig nu paany over Sagførervirksomheden her i Hovedstaden og blev allerede i 1888 Højesteretssagfører. Indenfor Sagførerstanden har han, som den dygtige og ansete Sagfører han var, beklædt flere Tillidshverv, fra 1871 75 var han Medlem af Bestyrelsen for den almindelige Sag- førerforening, og i 23 Aar, fra 1883 til 1906, Medlem af Hovedbestyrelsen for den danske Sagførerforening og Næstformand i denne i 16 Aar.

Den afdøde Højesteretssagfører og Landstingsmand har tillige haft Sæde i tre betydningsfulde Kommissioner: Næringslovskommissionen af 1890, Toldkommissionen af 1895 og Straffelovskommissionen af 1905. Fremdeles var han Medlem af "Bikuben"s Repræsentantskab, hvis Formand han har været siden 1889. Fremdeles var han Formand for Repræsentantskabet for Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, for Bestyrelsen for "A/S Magasin du Nord", for A/S C. A. Qwade, Rasmussen & Faber og for A/S The crown butter-export Co.

Den 7de April 1891, ved et Udfyldningsvalg, valgtes P. G. C. Jensen til Medlem af Landstinget og har siden da uafbrudt haft Sæde i Tinget.

Til de to Suppleringsvalg til Folketinget vil der nu komme et Udfyldningsvalg i 2den Landstingskreds, der jo omfatter Frederiksberg, Kjøbenhavns. Frederiksborg og Holbæk Amt. Dette Mandat, der paa Forhaand er sikkert for Højre, vedvarer indtil det ordinære Valg i September 1914, altsaa i 3 Aar.

Af Ordensdekorationer bar den Afdøde Dannebrogsordenens Kommandørkors af 2den Grad og Dannebrogsordenens Hæderstegn.

* * *

P. G. C. Jensen var to Gange gift, første Gang med Charlotte Wilhelmine Elisabeth, født Pontoppidan, Datter af Birkedommer Pontoppidan. der døde 1878, og anden Gang med Anna Cathrine, f. Eggertsen, Datter af Forpagter Eggertsen, Ussinggaard. Fra første Ægteskab efterlader han sig en Datter, der er gift med Højesteretssagfører Moldrup, og en Søn, Overretssagfører Ejnar Falk-Jensen.

I andet Ægteskab havde I. G. C Jensen tro Børn, en Datter, der er gift med Borgmester Find. Skanderborg, og to Sønner, hvoraf den ene er Landmand, den anden juridisk Kandidat.

* * *

P. G. C. Jensen døde inat ved Firetiden efter et heftigt Anfald af den Hjertesygdom hvoraf han havde lidt. siden han for et Par Aar siden gennemgik en heftig og langvarig Lungebetændelse. Ifjor forhindrede Sygdommen ham i at deltage i Rigsrettens Forhandlinger og han gennemgik en Badekur i Nauheim. I det sidste halve Aar var han ret rask, man i de første Dage af August fik han paany et heftigt og faretruende Anfald, Indefter han i nogle Dage maatte holde Sengen, men i de sidste Dage har han været oven Senge og færdedes ude i sin Have.

laftes gik han lidt senere iseng end sædvanlig, men inat fik han pludselig et nyt Anfald. Hans Læge, Dr. Kjærgaard, kom øjeblikkelig tilstede, da dette brød ud, men kunde intet udrette. Ved Firetiden indtraadte Døden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 19. august 1911).

Højesteretssagfører P. G. C. Jensen død.

Højesteretssagfører P. G. C. Jensen, Medlem af Landstinget, er igaar Morges afgaaet ved Døden, 71 Aar gammel. I ham taber Skranken og Tinget en fremragende Mand, der med omfattende Viden, Erfaring og Intelligens forbandt en usædvanlig Arbejdsævne.

P. G. C. Jensen tilhørte som Politiker Højre, indenfor hvis Rækker han ofte gjorde sig gældende med en vis haardhændet Myndighed og vidtgaaende Standpunkter, der mere end een Gang fremkaldte irritation og Splittelse. Han stod som en af Førerne for Partieta yderste højre Fløj, og det beroede ikke paa ham, at Modsætningen mellem hans nærmeste Tilhængere og de umådeholdne Bestanddele ikke tidligere, hyppigere og skarpere fik offenlige Udtryk.

Hverken i Tinget eller for Skranken vandt P. G. C. Jensen Sympati - lagde iøvrigt heller ikke i fjærneste Maade an derpaa. Han var hurtig, klar og skrap, stærkere i Angrebet end i Forsvaret, ligegyldig for Velklange eller anden æstetisk Tilrettelægning, men omhyggelig for Realiteternes Fremhævelse og Belysning. Hvad der ikke sjældent misklædte hans offenlige Fremtræden, var den tørre, næsten haanske Overlegenhed, hvormed han optog Forhandlingen med Modparten. Det umiddelbare Indtryk, hans Indlæg efterlod hos Tilhørere, var i Reglen lidet vindende. Til Gengæld indgød han Respekt. Selv indenfor sit Parti var han mere frygtet end elsket; men han stod i stor Anseelse.

I Landstinget har hans Indflydelse været dalende. Sygdom tvang ham efterhaanden bort baade fra Salen og Udvalgene, hvori han tidligere havde været, et af de hyppigst benyttede og ivrigste Medlemmer. Ogsaa i Højesterets Skranke saae han i de sidste Aar sjældnere og sjældnere. Han blev savnet. Thi hans Personlighed var af dem, der gjorde sig gældende.

Med P. G. C. Jensen ef en af Veteranerne fra den store politiske Brydningstid og en af den danske Sagførerstands ypperste Repræsentanter gaaet bort.

F. v. J.

* * *

Peter Gregers Christian Jensen var født den 25de April 1840 i Nysted, hvor hans Fader var Købmand. Han blev Student i 1858 fra Katedralskolen i Nykøbing F. og i 1866 juridisk Kandidat. Han nedsatte sig som Sagfører i Nykøbing F. i 1869 og blev i 1872 Overretssagfører samme Steds. Fra 1 876-84 var han Medlem af Nykøbing Byraad, 1879-89 af den danske Købstadforenings Bestyrelse og i nogle Aar Udgiver af dens Tidsskrift.

I Aaret 1884 valgtes han til Direktør i Østifternes Kreditforening, hvilket havde til Følge, at han bosatte sig her i Byen. Hans Direktionstid varede dog kun 3 Aar, hvorefter han genoptog sin Sagførervirksomhed. I 1888 blev han Højesteretssagfører og havde i Aarene 1890-1906 Sæde i den danske Sagførerforenings Hovedbestyrelse. I 1890 valgtes han til Medlem af Næringslov-Kommissionen og blev det følgende Aar indvalgt i Landstinget for 2den Landstingskres, hvortil ogsaa Frederiksberg hører. Han beholdt sit Sæde i Landstinget til sin Død. Han var Medlem af Toldkommissionen af 1890 og af Straffelovskomrnissionen af 1905, Ordfører for Landstingets toldudvalg 1899, for dets Finansudvalg 1901-02 og 1904-08, for dets Skatteudvalg i 1901. I mange Aar havde han Sæde i Rigsretten, hvis Næstformand han var ved sin Død.

Af hans mange andre Tillidshverv skal vi nævne, at han var Formand for Repræsentantskabet i "Bikuben" og for Kreditforeningen af Kommuner. Endvidere var han Formand i Bestyrelsen for Akts. C. A. Quade, Rasmussen & Faber, for Akts. The Crown Buffer Export Co. og for Aktieselskabet Th. Wessel & Vett.

P. G. C. Jensen var to Gange gift. I sit første Ægteskab havde han en Datter, der er gift med Højesteretssagfører Møldrup, og en Søn. Overretssagfører Falk-Jensen: I sit andet Ægteskab havde han to Sønner, hvoraf den ene er Landmand og den anden juridisk Kandidat, samt en Datter, der er gift med Borgmester Find i Skanderborg.

*

Noter

Den Sygdom, som dræbte P. G. C. Jensen, var en Forkalkning af Hjertearterierne. Han havde baaret Sygdommen i 1½ Aar. men havde netop nu haft en Periode paa et halvt Aar, hvor han var fri for Anfald. For fjorten Dage siden blev han angrebet af Influenza, men var atter rask, arbejdede ivrigt hjemme havde flere Møder og glædede sig allerede til at komme ud. Men saa fik han ved 3-Tiden igaar Morges et Anfald af sin gamle Sygdom. Nitroglycerinen, som han plejede at tage mod Anfaldene, vilde ikke hjælpe, og der blev sendt Bud efter Dr. Kjærgaard, Familiens mangeaarige Huslæge.

Lægen kunde imidlertid intet udrette, og stille og roligt, uden nogen mærkbar Overgang mellem Liv og Død. sov Højesteretssagføreren hen ved det første Gry.

*

P. G. C. Jensen. der var anden Gang gift, efterlader sig foruden sin Hustru 5 Børn, 3 Sønner og 2 Døtre. Den ene Søn er Overretssagfører og Deltager i farens Forretning, en anden er Forpagter under Vallø, og den yngste Søn studerer. Af Døtrene er den ene gift med Højesteretssagfører Møldrup, den anden med Borgmester Find i Skanderborg.

*

Ingen af Børnene eller Svigerbørnene var til Stede, da Døden indtraadte. Højesteretssagfører Møldrup og Frue laa paa Landet i Tisvilde, og den yngste Søn var paa Besøg hos sin Broder paa Vallø. Først i Løbet af Dagen igaar sandedes de i Villaen i Frederiksberg Allé.

*

Dette Dødsfald er det tredje, som i Løbet af kort Tid har ramt Familien For kort Tid siden døde Enkefru Nathalie Rimestad. Overretssagfører Falk-Jensens Svigermoder, og nogle Dage efter mistede den anden Broder sin Svigerfader, Forstander Gandrup.

Ved begge disse Dødsfald udtalte P G. C. Jensen Ønsket om at faa en let og lykkelig Død - netop en saadan Død som han fik.

*

P. G. C. Jensen var ikke nogen ung Mand - han blev 71 Aar gammel - men han ejede en Arbejdskraft, som Sygdommen kun delvis havde kunnet kue. I det sidste Aar kom han ikke saa meget paa sit Kontor, men tidligere, da han var i fuld vigueur, forbavsede han hver Dag Personalet ved, hvad han kunde præstere. Han kom farende fra Retten, suste gennem Kontorerne som en Stormvind og besørgede i Løbet af en halv Times Tid Bunker af Breve og andre Forretnitnger.

*

I Skranken var P. O. C. Jensen berømt for sin Veltalenhed. Men i Forretningslivet var det ikke altid de mange Ord, der var hans Styrke. En Gang havde han vundet en stor Sag for et tysk Firma og herfor beregnet sig 300 Kr. i Salær. Da Firmaet skrev og beklagede sig over, at Salæret var for højt. svarede P. G. C. Jensen blot paa et aabent Brevkort Undank ist der Welt Lohn.

*

Men det var i Skranken P. G. C: Jensen skulde ses og høres. Her var han paa sit rette Felt, her udfoldede han sine mest udmærkede Egenskaber. Siden Frederik Salomon døde, har man ikke i Højesteret hørt en Taler som P. G. C. Jensen. En Sag kunde være saa kedelig og tør, den vilde, P. G. C. Jensen kunde altid slaa Gnister ud af den. Højesterets Publikum vidste det, og Assessorerne vidste det - naar P. G. C. skulde tale, saa rejste de gamle sig i Sæderne og lyttede.

I de senere Aar viste Advokaten sig sjældnere i Skranken. Den sidste større Sag, han procederede, var Striden mellem Grundejerbanken og Overretssagfører Dreyer, den Sag, som Dreyer til P G. C. Jensens store Overraskelse vandt.

I Højesteret vil P. C. G. Jensen blive savnet, han var en af de Advokater, der satte lidt Farver paa Tilværelsen i de ærværdige Sale.

*

Begravelsen vil sandsynligvis finde Sted paa Fredag fra Frederiksberg Kirke.

(Riget (København) 20. august 1911)

P. G. C. Jensen og Nykøbing By

Peter Gregers Christian Jensen var Søn af Købmand V. Edinger Balle Jensen i Nysted og født den 25. April 1840.

Han blev Student ira Nykøbing Skole 1858 og juridisk Kandidat 1866, hvorefter han rejste til Udlandet og navnlig opholdt han sig i Holland.

Ved sin Tilbagekomst fik han straks Fuldmægtigplads her i den By, hvor han havde hentet sin Skoleviden og var snart fast knyttet til den gennem flere Aar ved forskellige Baand.

Det var jo kendte Vande, han skulde tumle sig i, og han rørte sig i dem med en Lethed og Friskhed, der hurtig vandt alle for ham. I Selskabslivet var alle Døre ham aabne og ikke mindre i Foreningslivet, og han var med utrættelig Frejdighed rede til at medvirke til alle Sider, hvor noget af Interesse eller Værd skulde føres frem; han holdt Foredrag i Industriforeningen om Holland og Skikkene der, og han var med til at lægge Højres Slagplan ved Rigsdagsvalg og var Dirigent ved Møderne; kort sagt: han var snart Potte og Pande for alle. Det var heller ikke fri for, at der med ham var kommet friere Liv og videre Syn til Byen; selv de mest konservative fik Lyst til at skridte lidt frem med ham, der vel selv var konservativ, men dog med Ungdomshigen, Ungdomskraft og Virkelyst.

1869 tog han Plads som selvstændig blandt Byens Sagførere, og vandt sig hurtigt et meget anset Navn som saadan og en udstrakt Virkekreds; men over sin egen, private Forretning glemte han ikke at virke med for det Samsund, i hvis Midte han befandt sig, og hvad han før det fik fat paa, virkede han kor med fuld Kraft og blev let den ledende Aand i det.

Han var saaledes med ved Oprettelsen af Arbejdernes Byggeforening og blev dens Leder; var den, der ved heldigt Arrangement skaffede Byen Svendehjem og Teknisk Skole egen Bygning. Var der end ofte delte Meninger om hans Virksomhed, saa maatte man altid beundre den Energi, han udfoldede.

1872 blev han gift med Birkedommer Erik Pontoppidans ti Aar yngre Datter, Elisabeth, med hvem han fik en Datter og en Søn. - 1876 blev han Medlem af Nykøbing Byraad, og fik derved forøget Lejlighed til at virke for Byens Udvikling. Han tog nemlig alle Forslag under Overvejelse, ogsaa hvad der fremkom fra Modparten i Raadet. og hvad godt han fandt, optog han og støttede igennem, hvad hans klare Veltalenhed og kloge Ledelse oftest fik Held til - undertiden vel ogsaa bistaaet af lidt særlig Prokurator-Dygtighed.

I 1879 blev han Medlem af Købstadforeningens Styrelse og var tillige Medlem af Kommissionen om Næringslovgivningen 1890-93.

1878 døde hans Hustru, og 2½ Aar efter ægtede han en Plejedatter af Pastor Haar, Luna Cathrine Eggertsen, med hvem han har 3 Børn. - 1884 blev han valgt til Direktør i Østifternes Kreditforening, i hvilken Anledning han overdrog fin udmærket indarbejdede Sagførerforretning til en anden og selv flyttede til København, og fra den Tid tilhørte han ikke længere Byen, som han dog altid bevarede særlig Interesse for; men nu tilhørte han mere hele Landet.

G. H.

(Lolland-Falsters Folketidende 20. august 1911).

P. G. C. og Anna Cathrine Jensens gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling J, rk. 7, nr. 35. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Skudt sig paa sin Kones Grav. (Efterskrift til Politivennen)

Et Selvmord paa Vestre Kirkegaard

Han vilde følge sin Hustru i Døden

Ganske tidligt i morges fandt man et lig liggende ved en af gravene på Vestre Kirkegård. Nattevagt Oskar Larsen fra Sofievej 5, fandt ham, da han gik sin runde. Inde på en grav lå den døde med hovedet hvilende mod en lille gravsten hvorpå der stod "Herunder hviler Møbelsnedker J. Petersens Hustru."

Manden havde skudt sig

Hans hoved var gennemboret af en kugle, og hans fingre holdt så krampagtigt fast på revolveren, at man måtte vriste den ud af hans hånd.

Man kørte den døde til St. Johannes Stiftelse, hvor man for øvrigt var klar over, at han allerede havde skudt sig den foregående aften, for hans lig var forlængst stift og koldt.

Et Brev til Familien.

Han håbede på et gensyn med sin unge hustru

Den livstrætte blev også snart genkendt som den døde kvindes mand, møbelsnedker Jens Petersen, Nordre Frihavnsgade 73. Hun var død i januar måned, kun 24 år gammel. Han havde siden da være meget nedtrykt. Han boede hos sin søster, og man gjorde alt for at han skulle glemme sorgen, men for hver dag blev den tungere og tungere. Og til sidst har den taget magten fra ham. Efter at have skrevet et brev til søsteren og hendes mand, et brev som man fandt hos ham, og hvori han fortæller, at han ikke mere kan bære sorgen, og han håber på et gensyn med sin unge hustru hinsides, er han gået ud på kirkegården.

Han har gemt sig for at tilbringe sin sidste nat på sin hustrus grav. Han har set det sidste genskær af den varme sommerdags sol svinde bort mellem kirkegårdens mørke graner og sagte vuggende buske. Og lænet med hovedet op til gravstenen, har han drømt, at han i det sagte nattesus mellem kirkegårdens grave har hørt sin unge hustrus stemme.

Da har der lydt et skud. Der er ingen, der har hørt noget, udover måske et par fugle, der har bygget i en busk; lyden er hurtig døet bort, og han er faldet tilbage, smilende i sin drøm om den lykkelige genforening.

Forhåbentlig kommer han til at hvile i den samme grav. Der burde stå en lille sten over den, der fortalte, at man også i vore dage i en jævn arbejderfamilie kan støde på en følelse, der spænder ud over rum og tid og rækker udover døden og ind i evigheden.

(Aftenbladet, 12. juli 1911)

Marcus Rubin: Tyskland, Nordslesvig og Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående er en oversættelse til dansk af en artikel skrevet på tysk i det konservative tyske tidsskrift Preussische Jahrbücher i 1911. Det er underskrevet "en dansker", og var bestilt af den danske regering som et uofficielt dokument der beskrev den danske regerings holdning til Nordslesvig (senere Sønderjylland). Den var samtidig en historisk gennemgang af de landes historiske udvikling i det spørgsmål siden krigen 1864. Den er således et historisk tidsbillede af hvorhen det danske officielle synspunkt havde bevæget sig siden krigen.

Artiklen var skrevet af Marcus Rubin, og blev skarpt kritiseret i konservative danske politiske kredse for at have opgivet Nordslesvig. Her kan læserne selv dømme om denne kritik var berettiget eller ej. Om Marcus Rubin findes på bloggen et selvstændigt indslag.

Den originale tyske tekst findes her på bloggen eller kan findes i online-udgaven, se link nederst. Jeg har for egen regning tilføjet nogle forklarende noter, angivet med *'er.

Alle kender Bismarcks fortælling om sit møde med den gamle Wrangel *). Allerede i den dansk-tyske krig i 1864 ville de militære ledere ikke forstå at krigsapparatet er beregnet til politisk brug og derfor måtte underlægge sig statsregeringens politiske brug. Og da feltmarskal Wrangel midlertidigt blev afskåret fra at krydse Kongeåen, sendte han kongen ukodede kabelmeddelelser om at diplomater som Bismarck fortjente galgen. Det var først meget senere at vreden mellem de to blev løst ved et måltid, hvor Wrangel sagde til Bismarck: "Min søn, kan du ikke glemme?" Bismarck: "Hvordan skal jeg begynde at glemme hvad jeg har oplevet?" W.: "Kan du heller ikke tilgive?" B.: "Af hele mit hjerte." Og nu blev de forligt.

Bismarcks svar var hans, men i virkeligheden fik Wrangel ret. Hvad tiden gør fjernt, bliver blegt og mister sit omrids; man forsoner sig med det når det har mistet brodden. De civiliserede staters præskriptive love er skabt ud fra praktiske hensyn; men bag dem ligger den altudjævnende tid. Men hver gang en forskriftsmæssig tid brydes, begynder den på ny, og for at glemme skal man ikke altid mindes om hvad man har mistet.

Gør Tyskland nu hvad det burde gøre mod Danmark for at lade det blive glemt?

Der er danskere der her vil svare med det samme, vi glemmer ikke, du kan klappe eller slå; for vi ønsker ikke at glemme. Men enhver der indser at et godt naboforhold til Tyskland er et livsvilkår for Danmark - og ingen fornuftig dansker kan mene det modsatte - føler smerteligt at tiden, næsten et halvt århundrede, endnu ikke har "lægt såret". Selvfølgelig har tiden bragt balsam, men ikke i det omfang man kunne have forventet. Det stammer fra at "recepttidspunktet" konstant bliver overtrådt.

Og alligevel ønsker tyskerne også gode relationer til Danmark. De rejser til vores land i tusindvis og titusindvis for både fornøjelser og forretninger, de læser vores litteratur, de værdsætter og efterligner vores landbrug, de beundrer vores kunstindustri, de er elskværdige værter, når de besøges, deres fyrstelige huse er konstant beslægtet gennem ægteskab med vores, men de holder altid såret åbent. Alt i verden har dog en grund, og vi må derfor søge at finde årsagen til dette mærkelige fænomen.

I 1864 erobrede Preussen med Østrig på slæb Slesvig, Holsten og Lauenburg fra Danmark. De oprindelige årsager til krigen var som bekendt en blanding af nationale og arvelige spørgsmål, som ingen af ​​de involverede i første omgang tænkte på at løse ved Preussens annektering af hertugdømmerne. Men Bismarck havde hverken nationale eller augustenborgske interesser i denne krig som han førte for at styrke Preussens magt og om muligt udvide dets territorium. Krigen var i hans øjne en glimrende mulighed for Preussen til at teste sin nye militære magt, til at bevise sig uafhængig af hele horden af ​​tyske mellem- og småstater som altid lagde hindringer i vejen, og at genvinde sin prestige i og især uden for Tyskland. Med Østrig som allieret ("pour le roi de Prusse", som Bismarck sagde), med Rusland som ven og med Napoleon III. og England, som mere eller mindre velvillige tilskuere, begge jaloux på hinanden uden lyst til at gribe ind, fik han hertugdømmerne løsrevet fra Danmark, og da dette var gjort, forhindrede han oprettelsen af ​​en selvstændig tysk stat, og fik den først delvist og efter 1866 fuldstændige indlemmelse af hertugdømmerne i Preussen. Året 1864 var naturligvis utænkeligt uden tidligere tiders velkendte begivenheder i hertugdømmerne, men det medførte et brud med fortiden. "Slesvig-Holsten, meerunschlungen" begyndte at glide over i sagnverdenen, oprøret, Augustenburg etc. blev en fjern optakt. 1864 indledte et nyt kapitel i Tysklands historie. Det der blev opnået i de syv år fra januar 1864 til januar 1871, var oprettelsen af ​​det tyske rige med Preussen som kerne; 1864 er det første, til en vis grad afgørende, led i denne mægtige række af begivenheder, og heri ligger dens betydning for Tyskland, ikke i udvidelsen af ​​tysk nationalitet nordpå over Elben. Havde det været meningen, havde Tyskland fået en dårlig aftale i 1864-66; for Holsten og Lauenburg var allerede med i alliancen, og kun Slesvig blev vundet. Men selv om man vil medregne hele Slesvig-Holstens nuværende befolkning, blev "Tyskland" ganske vist forøget med halvanden million tyskere i "Nordmarken", men 10 millioner østrigske tyskere er blevet udelukket fra Tyskland og er nu kun en minoritetsbefolkning i ​​en i øvrigt slaviske stat **). Det sidste var et offer, og det opnåede var vel ofrene værd, men som sagt selvfølgelig kun hvis målet var det enigt og dermed stort og stærkt Tyskland, ikke ud fra synspunkt: samlingen af ​​"alle" tyske nationaliteter under én ledelse; i denne henseende tabte man betydeligt mere, end man vandt.

Opfattelsen af at erobringen af ​​hertugdømmerne, uanset hvad der var gået forud, viste sig at være et rent politisk skridt og havde rent politiske konsekvenser - mens det nationale spørgsmål trådte i baggrunden - er ikke det almindelige danske, hvor de ønsker som var vedr. den har hævdet eller hævder i Nordslesvig, er af den opfattelse, at Tyskland ikke burde have haft mere, end hvad der i national henseende skyldtes det. Og det er heller ikke det almindelige tyske, når man fastholder at "Slesvig-Holsten evigt udelt" er det gamle tyske krav som man endnu i dag ikke må afholde sig fra, og at det er en tysk opgave at nationalisere det der stadig er dansk så fortidens ideal kan blive virkelighed. Vores opfattelse er dog nok den rigtige i virkeligheden, og det bedste bevis på dette er at Østrig var med i 1864 - måske for at understøtte landenes systemskifte efter nationalitet? Nej, Østrigs politik var en fejlberegning, men den var ikke baseret på vanvid.

Preussen besidder således Elb-hertugdømmerne ***) "med ret til krig" - hvor hellig eller uhelligt afhænger af ens synspunkt - Preussen mente det var klogt at annektere dem, og det har indsigt, magt og heldig at være i stand til at gøre det, mens tyskerne i Østrig og Rusland af lignende årsager i den modsatte retning er og forbliver under de østrigske og russiske kejsers sceptre. Men set på denne måde har Tyskland også sin "mission" i Nordslesvig. Spørgsmålet er kun, om der er noget politisk formål i forbindelse med viljen til at afnationalisere Nordslesvig, om det vil gavne eller hvis ikke, om man vil lide skade af det.

Kirkens mission erklærer at dens formål ikke kun er at udbrede Guds rige, men også at gøre de pågældende gladere og bedre. Vi ønsker at lade det stå åbent hvad der er sket med hensyn til lykke og ulykke, godt og ondt i verden under mottoet "in majorem dei gloriam" [til Guds større ære, red.], men med hensyn til jordiske formål er det bestemt mest korrekt at holde sig på jorden. Der var der en tid hvor tysk side virkelig krævede taknemmelighed fra de mennesker der blev "germaniseret"; i dag er det blevet anerkendt, at "beneficia non obtruduntur" [begunstigelser pånødes ingen, red], og at nationaliteterne trods alt foretrækker at bevare deres nationale kultur. Frem for alt burde man nu være klar over at de mennesker der bor i Nordslesvig, mildest talt ikke er værre end dem i Sydslesvig, og at der ikke er nogen grund til at "velsigne" dem med en kultur som de nægter at acceptere.

Men er der nogen politisk grund til at afnationalisere befolkningen i Nordslesvig? Gamle og nye perspektiver blandes her. Hvis den politiske stat og nationalstaten nødvendigvis skulle falde sammen, ville Østrig, Tyrkiet, Schweiz og i øvrigt også Rusland skulle ophøre med at være stater, og omvendt skulle man danne panslaviske, pangermanske imperier osv. - alle fantasifulde ting. Dette udelukker ikke at det ikke er fordelagtigt for en stat at have en vis ensartethed, og at det ikke vil være naturligt at tilstræbe at lade hovedbefolkningens sprog, kultur osv. blive fælleseje, i det mindste til det omfang befolkningen generelt ved hvad der kendetegner den pågældende stat i forhold til sprog og kultur. På det religiøse område måtte man opgive alle sådanne ting ("cujus regio, ejus religio" [den hvem landet tilhører, hans religion skal være den herskende, red.]), især i Preussen, og på samme måde er der stater hvor sproglig paritet er nødvendig, fordi et enkelt statssprog praktisk talt ikke eksisterer; men hvis der er et, kan staten kun forlange at man kender sit sprog og forstår at bruge det. Man kan ikke gå ud over det. At ville påtvinge nogen kultur er ukultur i vores tid. At ville fordrive kulturen med magt, svarer til oldtidens adfærd som førte indbyggerne væk og koloniserede med deres eget folk, og hvis et sådant barbari også blev udført af de gamle "civiliserede folk", skete det blandt andet fordi det sammenlignet med udryddelsen af ​​de besejrede kunne ses som fremskridt.

Men kan dette ikke også forsvares af politiske grunde i vor tid, er det ikke også krigens ret? Muligvis. Hvad opnås med krigens ret, dvs. med magt, vil der aldrig blive opnået enighed mellem de stærkere og de svagere. Og de der har grund til at tro at de vil forblive de svagere i en overskuelig fremtid, vinder intet ved at indlade sig i en diskussion med de som håber det modsatte. Vi ønsker derfor at stoppe den abstrakte behandling med det samme og spørger helst specifikt om der er grund til at anvende denne krigens lov i Nordslesvig.

Man kan ikke forlange at vi danskere skal sympatisere med det der sker i "Østmarken". Tværtimod begrundes det. Det siges at hvis tyskerne ikke går i krig mod polakkerne, vil sidstnævnte fordrive førstnævnte, sprogligt, kulturelt, socialt. Det siges at de har en mere frugtbar befolkning end tyskerne der havde en stærk reserve mod de østrigske og russiske polakker, at de havde flettet religion, sprog og nationalitet sammen i en løkke rettet mod Preussens bryst, og at hvis staten ikke forsvarede sig, ville de forsøge at ødelægge den ved at danne en stat i staten eller måske en ny stat, en fjendtlig og livsfarlig for Preussen. Uanset om alt dette er rigtigt eller forkert, uanset om det retfærdiggør hvad man gør eller ej, gælder overhovedet et af disse argumenter for Nordslesvig?

Her bor en befolkning på omkring 2 promille af det tyske folk, i et hjørne af riget, af samme slags, erhverv, religion, tankegang og levevis som tyskerne, der kun kun sukker for at beholde deres sprog og de nationale forbindelser de har haft siden urgammel tid. Bag det står et land som det har tilhørt i 40 til 50, hvis kultur er gammel og god, forankret på mange områder i den germanske kultur, men som egentlig ikke er stærkt nok, at blive farlig for det mægtige imperium, som har flere soldater, end Danmark har indbyggere. Kan den håndfuld slesvigske der er i Nordmarken, ja, kan hele det danske folk på nogen måde virke hæmmende for tysk sprog, kultur, nationalliv og stat? Umulig! Hvorfor så vende våben mod dem? Det er utænkeligt, at man i en moderne stat er så ufleksibel at det der anses for rigtigt i øst og syd, nu også anses for rigtigt i vest og nord som skabelon, at man glemmer at "en ikke gælder for alle." Tilbage står, og som man oftest hører, er at hvis folk i Nordslesvig ikke med magt får lært at de er tyske, vil de blive ved med at tro at de også er forfatningsdanske, de vil tilbage til Danmark, og først gennem afnationalisering af dem ødelægger man deres håb og forhåbninger om denne tilbagevenden Ja, her har vi bestemt "sagens kerne".

I gamle dage ville slesvig-holstenerne først og fremmest én ting: at være sig selv nok. Godsejere, embedsmænd og nogle få byborgere ønskede en samlet administration af de to hertugdømmer; virkede det i tysk ånd, havde de ikke noget imod at blive under det danske scepter, tværtimod. Resten af ​​befolkningen var for så vidt den var politisk vågen, delt op i pro-tyske og pro-danske, men først og fremmest var den partikulær, og var man ikke Slesvig-Holsten, var man i hvert fald Slesvig-Holsten eller Holsten, en deling af Slesvig lå uden for tankegangen, endsige befolkningens ønsker. Det må man have for øje når man tænker på resultatet af London-konferencen i 1864. Som bekendt var der forskellige forslag til løsning af konflikten gennem en forening af Nordslesvig med Danmark og en forening af Sydslesvig med Holsten, der så skulle indlemmes i Tyskland. Forslag i denne retning kom også fra preussisk side. At Danmark ikke dengang gik med til dette, kan man henføre til den udviste manglende forståelse, men måske undskyldt af forskellige forhold, som vi ikke vil beskæftige os med her, men hvoraf dog en skal nævnes, nemlig at dengang anså nordslesvigerne selv at en deling af hertugdømmet Slesvig  var som en afskæring af deres livsnerve. Hvis den danske regering frivilligt havde sagt ja til dette, ville det have efterladt en nordslesvigsk befolkning med ekstremt blandede følelser for det skete. Så kom freden og hertugdømmet blev preussisk. Den blev ikke selvstændig (med eller uden Holsten), den blev preussisk, hvilket var så stor en skuffelse for det tyske folk i Slesvig at Bismarck stadig i den nordtyske rigsdag, under de sydslesvigske valgtes forsamlings munterhed, kunne sige at det var ret svært at skelne dem fra de danske. Som sagt gik nordslesvigerne hovedsageligt ud fra at Slesvig skulle forblive en helhed, men vel at mærke ud fra den forudsætning at den i så fald ville forblive under Danmark. Wienerfreden bragte skuffelse og sorg blandet måske med en vis glæde over at i stedet for at opnå den selvstændighed de havde kæmpet for, var de tyske slesvigere nu ved at blive preussere, hvilket de bestemt ikke ønskede, men der var intet at gøre, London-konferencen var sprængt, Slesvig var forblevet udelt, men var helt gået over på tysk side. Det sagde sig selv at temperamentet ikke faldt til ro i de første år, hertugdømmerne var jo 1864-66 fra den ene ende til den anden og i alle henseender et uroligt land, dansk-augustenborgsk-preussisk-østrigsk, og man kan ikke undre sig over at der i betragtning af helhedens foreløbige karakter var håb i de dansksindede dele af befolkningen om at vende tilbage til Danmark var delingen af ​​Slesvig naturligvis det mindre onde for disse mennesker, da de nu havde vished om at de var og ville forblive preussere. Hvad tiden ville have gjort ved disse forhåbninger, hvis alt bestemt var faldet til ro i 1866, kan ikke vel siges; men nu kom artikel 5 i Prag-freden som holdt urolighederne i live.

Som bekendt var det Napoleon III, der indførte artikel 5 i freden i Prag. Han havde forskellige grunde til at hjælpe Danmark med at få lidt hævn for 1864. Selvom han i 1864 selv var mere pro-preussisk end pro-dansk, var der sympatiske remioniscenser overfor Danmark fra Napoleon 1.s tid, og både regeringen og befolkningen i Frankrig så med en vis velvilje på det lille folk som aldrig havde havde nogen omgang med Frankrig og nu var blevet overvældet af de to tyske stormagter. Derudover var en folkeafstemning som krævet i artikel 5, vand på Napoleons mølle, et led i implementeringen af ​​ideen om nationalitet som et vejledende internationalt princip. Endelig og ikke mindst var indførelsen af ​​artikel 5 i fredsaftalen et ydre tegn på at Frankrig havde hævdet sig og ikke var helt elimineret som "mægler". Imens sluttedes fred mellem Preussen og Østrig, og Frankrigs navn lå udenfor fredsaftalen; den havde derfor intet retskrav på gennemførelsen af ​​samme. Når Frankrig derfor i årene 1866-70 hyppigt mindede Preussen om opfyldelsen af ​​artikel 5, var det formelt set et indgreb og samtidig materielt opfattet som sådan, fordi ingen mente at sagen i sig selv var af særlig interesse for Napoleon. Man mente at den blev brugt som en mulighed for at blande sig i preussiske og tyske anliggender for så at sige indirekte at lade det vide at Frankrig udøvede tilsynsret med hensyn til gennemførelsen af ​​Prag-traktaten, og således også med hensyn til den langt vigtigere traktatbestemmelse om hovedlinjen som grænse mellem Nord- og Sydtyskland. Frankrigs stadige formaninger, hvortil dansk side bidrog deres egen del, var derfor til skade for opfyldelsen af ​​artikel 5 og ikke til gavn; det kan tænkes at Bismarck ville have fundet det passende at være opmærksom på Napoleon på dette punkt, men det modsatte var tilfældet da han ønskede at klynge sig til den og vise at freden i Prag ikke involverede andre magter end Preussen og Østrig og hvad angår det betød det at de hyppige franske advarsler virkede modsat af deres hensigt.

Men bønderne i Nordslesvig kunne virkelig ikke have vidst noget om hele denne højere politik. De vidste, at artikel 5 var blevet skrevet ind i freden i Prag af hensyn til den mægtige franske kejser, og at han konstant var interesseret i dens opfyldelse - så hvordan kunne de forestille sig, at der ikke ville komme noget ud af det, skulle artiklen forblive døde bogstaver? Hvordan kunne de som tyskere og preussiske undersåtter slå sig til tåls hvis de troede, og dog ikke uden grund, at en ny orden kunne forventes til enhver tid? Det var de så meget desto mindre i stand til da Bismarck offentligt talte for at opfylde artiklen, om end i vage former, for så vidt som "hvordan" af opfyldelsen kom på tale. Og at han også privat og hemmeligt regnede med en afstemning i Nordslesvig, er der nu uomtvistelige beviser herfor (jf. f.eks. Keudell, Fürst und Fürstin v. Bismarck, s. 321). Endelig vidste man i Nordslesvig at der i slutningen af ​​tresserne var indledt forhandlinger om artikel 5 mellem Preussen og Danmark; at de ikke blev til noget, skyldtes til dels Danmarks måske noget overdrevne frygt for at den foreslåede aftale kunne rumme nye grunde for fremtidig indblanding i dets anliggender og dermed nye og farlige komplikationer, men i hvert fald beviste alt dette at artikel 5 levede og at Nordslesvig stadig var i en overgangstilstand. Selv efter 1870 blev Preussen adspurgt om artikel 5 dels udefra, og dels tilkendegav Bismarck at han ikke betragtede sagen som død; først i 1878 synes han bestemt at have opgivet at realisere paragraffen. Det kan meget vel have skyldtes at kejser Wilhelm I. resolut modstod afståelsen af den jordafståelse der nu var under det preussiske scepter, med al sin følelse, og at den del af den tyske befolkning der interesserede sig for dette punkt, også var imod det, fordi Slesvig-Holsten ifølge traditionen skulle forblive "udelt" - skønt dette ord refererede til hertugdømmernes forening med hinanden, men ikke til opgivelsen af ​​nogle embeder nordpå - at den praktiske gennemførelse af delingen og den nye orden var noget vanskeligt var blandt andet taget i betragtning, at der også i Nordslesvig var nogle tyskere, der måtte komme under det danske scepter, og endelig kan det anses for at dansk politik ikke var så forsigtig som det ville være ønskeligt. Enden på historien blev i hvert fald at på Berlin-kongressen, hvor der udover de offentlige forhandlinger blev arrangeret så meget under hånden, fik Preussen Østrigs løfte om at undlade at opfylde artikel 5, og denne aftale trådte i kraft med den danske prinsesse Thyras ægteskab med tronprætendenten i Hannover, hertugen af ​​Cumberland.

Derved var artikel 5 fjernet fra det europæiske traktatsystem. Preussen havde handlet over for Danmark med ubestridte juridiske rettigheder. Hvis A. giver B. 100.000 mark på betingelse af at B. skal give C. en årlig pension på 1.000 mark, er det en sag mellem A. og B., og hvis A. senere udtræder af betingelsen, beholder B. de 100.000 uden de betingelser der påhvilede dem. En sådan handling kommer så meget desto lettere hvis det oprindeligt er D. der har udvirket indførelse af betingelsen - den årlige pension og D. nu er forsvundet, mens A. ikke har den fjerneste interesse i sagen og oven i købet får eftergivelse, hvis han gør den betingelse der er pinlig for B., ugyldig. Men at C., der i 12 år var bekendt med tilstandens eksistens og betragtede den som noget som et livsvilkår, skulle være glad ved denne lejlighed, kan man ikke så godt forlange! Nordslesvigerne fik at vide at de nu endegyldigt og uigenkaldeligt var preussere og medlemmer af det tyske rige, men er der nogen der kan undre sig over at de følte sig dybt skuffede, ja endda moralsk kompromitterede?

I mellemtiden kunne der ikke gøres noget ved sagen, en tredjedel af et århundrede er nu gået siden 1878, og artikel 5 har længe været død og magtesløs. Men at artikel 5 stadig er delvist levende i bevidstheden hos dem, der gennemlevede 1864-78, burde ikke støde nogen tysker: Nordslesvig var trods alt dansk i enhver tænkelig henseende før 1864; hvad der skulle blive af landet, vidste ingen i 1864-66, og at det igen ville blive dansk i 1866-78 var en helt legitim tro. Enhver skal besidde tilstrækkelig objektivitet til at kunne forstå hvor svært det er at opdrive følelser, som - oprindeligt dybt rodfæstede, virkelig patriotiske, holdes i live år ud og år ind, rive dem op med rode og forvandle dem til deres modsatte transformation. Historien om det hele burde være mild, ikke barsk. Vi har en grænsebefolkning her, hvoraf en femtedel er født under et andet regime, og det er forståeligt at en sådan befolkning ønsker at vende tilbage. Men der blev aldrig gjort noget efter 1878 for at realisere disse ønsker, og nordslesvigske bønder bliver aldrig sådanne drømmere, at de ikke ved at en sådan handling ikke ville være gavnlig, men ville resultere i uoprettelig skade. Den nuværende generation og deres offentlige repræsentanter har sagt det gentagne gange og med stigende sikkerhed. Folket i Nordslesvig er tyske undersåtter, er og var tyske soldater i krig og fred, er tyske statsborgere; Det de kræver, er at der ikke skal gøres vold mod deres sprog og kultur, at de får lov til at dyrke det som de vil, på samme måde som millioner af tyskere uden for det tyske rige også gør – hvorfor skulle man ikke have ret er billigt for den anden?

Hvorfor ønsker folk fra Nordslesvig at beholde deres sprog og kultur? Ja, hvorfor vil tyskerne i Transsylvanien det samme? ****) Hvorfor holder folk fast i deres forfædres manerer, skikke og sprog? For det er vuggegaver, som du ikke vil undvære. Vi mener ikke, for at gentage det, at man kan unddrage sig sproget osv. i det land man tilfældigvis er statsborger i, men man skal have lov til at dyrke sit eget på samme tid. Det er muligt at det nordslesvigske folk mere og mere vil blive trukket ind under det store lands intellektuelle overlegenhed; men dette skal ske af sig selv. Til en vis grad kan de der ønsker det modsatte, glæde sig over udøvelse af uretfærdighed fordi det hindrer hvad man mener at fremme; men uretfærdigheden er ikke mindre stor fordi den samtidig er uklog og derfor vækker ikke mindre bitterhed og forargelse. Det er forklaringen på stridighederne og utilfredsheden i Nordslesvig, og denne tilstand vil ikke forsvinde så længe der føres en kurs som der ikke kan findes nogen rimelig grund til, som ikke tager hensyn til landets og landets og befolkningens historie, som udfordrer i stedet for at afbøde. Og denne strid og utilfredshed sætter også sine spor nord for Kongeåen.

Hvad man end mener om Nordslesvig, er det klart at den danske regering mangler al ret til at blande sig i nordslesvigske anliggender; den er nødt til at afvise alt der vedrører dette, den kan bestemt ikke beskyldes for i nogen henseende at have opført sig forkert. Tværtimod bruger de den indflydelse de har, så vidt muligt til at gøre offentligheden og pressen opmærksom på at Nordslesvig forfatningsmæssigt er en tysk stat, ikke en dansk stat, og at artikel 5 tilhører fortiden, og at endvidere en kritik af begivenheder i et fremmed land, især hvis det er kritikerens naboland, skal holdes inden for rimelighedens grænser, og at endelig alle danske chauvinistiske rodomontader skader ikke blot befolkningen i Nordslesvig, men også de mest Danmarks vitale interesser. Men en regering i vor tid kan ikke undertrykke ytringsfriheden og den frie presse, og her fornemmer man trods alt en stærk følsomhed over for regeringen i Nordslesvig. Kun tåber og folk uden indflydelse i Danmark tænker på en genoplivning af artikel 5 eller sådan noget; men utilfredsheden er meget udbredt over forfølgelsen af ​​dansk sprog og kultur i Nordslesvig og over de intellektuelle grænsebarrierer der forsøges implementeret ved Kongeåen. Hvis tyskerne vil reflektere over deres egne følelser omkring sprogkampene i det østrig-ungarske monarki, vil de også forstå danskernes følelser, og disse må være langt stærkere end de tilsvarende i Tyskland. Det lille land, de talmæssigt få mennesker, føler sig altid lettere fortrængt end det store; den svage tror ​​at hvad der end sker af ondt mod hans elskede, sker fordi han er svag og ellers ikke ville blive begået. Det øger bitterheden. I Danmark er 1864 nu registreret som et historisk, endeligt faktum; men må det nødvendigvis følge at en annekteret dansk befolkning til enhver tid skulle lide af at ville tale dansk, høre et dansk skuespil, beholde en dansk tjener, gå på dansk højskole og lignende? Man finder at de forbud, der er rettet mod disse ting, også viser Danmark en foragt. Det er velkendt at denne adfærd ikke kan skyldes at man opfatter Danmark som en trussel, men som sagt at man ikke behøver at vise hensyn over for Danmark.

Det er et overordentlig stort onde fordi det modvirker de alvorlige bestræbelser som store og vigtige kredse af det danske folk gør for at etablere uforstyrrede gode forbindelser med Tyskland. Hvis man vil indvende at nordslesvigerne fra disse kredse også støttes med danske bøger og aviser, hjælpes til at besøge skoler i Danmark osv., så er det rigtigt, men det er ikke anderledes and hvad der sker overalt i hele verden fra moderlandet til grupper af samme nationalitet uden for grænserne. Og ligesom det er den reneste usandhed at man fra dansk side støtter politiske agitationsfonde eller andre lignende ting i Nordslesvig, kan man også med absolut sikkerhed sige at enhver tanke om forfatningsmæssig sammenhæng forbliver ude af spillet, og at sådanne tanker, ifald de eksisterede ikke ville tillade det at tage form. Den agitation der udgår fra den tyske forening i Nordslesvig og fra alle dens tyske forbundsslægtninge, rummer mange direkte angreb mod selve Danmark og mod den danske regering, og netop derfor ved enhver patriotisk dansker at selv det mindste der kan antyde en sådan begivenhed, skal undgås, og mere og mere er man nu opmærksom på sådanne ting i Danmark, især når det drejer sig om en der bare har en form for officiel stilling eller officiel opgave. Men at Danmark med sine 2,3 millioner indbyggere er interesseret i at lade en befolkning, der udgør 4 til 5 procent af befolkningen i deres eget land, får lov til at tale og skrive dansk mv., har sine gode grunde i at et så lille sprogligt og kulturelt område som Danmark intet har at tabe i tal, og det burde en nation som Tyskland hvis sprog vel er hundrede millioners sprog, imødese på en rolig måde.

Men i en situation som den aktuelle skal der ikke meget til for at skabe misforståelser, der igen fører til mere forvirring. Hvad blev der fx ikke gjort ud af at hr. I. C. Christensen (tidligere statsminister) engang i Folketinget sagde at vi ikke havde ret til Nordslesvig, men var afhængige af Tysklands velvilje med hensyn til dets fremtid iflg. forfatningsret osv. Det blev således fortolket, at selv en repræsentant for regeringen i den danske rigsdag hentydede til adskillelsen af ​​Nordslesvig fra Tyskland! Hvilken skæbnens ironi! Især I. C. Christensen og hans parti (dvs. i bredere forstand hele den danske venstrefløj før den brød op i fraktioner) har været indædte modstandere af al chauvinisme og har standhaftigt bevaret et godt og loyalt forhold til Tyskland. Måske var hans ordvalg akavet formuleret, men meningen var klar nok for enhver dansker: håb hvad du vil, i forhold til hvad der vil ske en dag når lam og løve græsser sammen, men Nordslesvig er nu ved lov og lov tysk suverænitet, og dette faktum kan og må ikke berøres.

Mere end blot et sådant enkeltstående udsagn har man dog påpeget at selv konventionen om de optante børn af 21. januar 1907, som bestemt var et forebyggende skridt fra tyskernes side, blev modtaget køligt i Danmark, ja af nogle kvarterer næsten med utilfredshed. "Köllerpolitikken" havde med sin barske, hensynsløse og uhyggeligt irriterende fremgangsmåde vakt den største utilfredshed blandt alle danskere. Da "systemskiftet" (begyndelsen af ​​den liberale æra i Danmark) så fandt sted ved århundredeskiftet og "Köllerpolitikken" gradvist aftog, håbede vide kredse i Danmark at den egentlige forsoningsperiode nu ville begynde.

Forventningen om en tilnærmelse blev heller ikke skuffet. På grund af uklarheden i overenskomsterne mellem Danmark og Preussen, på grund af hårde og hårdhændede administrative fortolkninger i hertugdømmerne og endelig på grund af de to landes forskellige love, havde tusindvis af nordslesvigere mistet deres rettigheder i deres hjemland og kan til enhver tid bortvises fra det. Sagen antog stadig større og mere uhyggelige proportioner, og da spørgsmålet drejede sig om fortolkningen af ​​internationale traktater og statslove, blev det ikke blot et internt nordslesvigsk spørgsmål, men også et dansk-tysk. Det havde så meget desto mere brug for en løsning. Det er ikke længere nogen hemmelighed at den tyske kejser personligt bidrog til den lykkelige, forsonende løsning, og begge sider af Kongeåen står ham oprigtigt i tak for dette. Men c'est le ton qui fait la musique blev den nye afhandling præsenteret i Danmark på en måde, der var tæt på at skabe splid, hvor harmonien blev søgt. For det første var den danske offentlighed dårligt informeret om hvad det "optante spørgsmål" egentlig betød, hvilket er tilgiveligt idet det er et lige så involveret spørgsmål som alt andet der har været forbundet med det slesvig-holstenske spørgsmål gennem tiderne, og en forstod ikke hvor stor praktisk betydning den gode løsning af spørgsmålet havde for sikkerheden for tusindvis af nordslesvigere som nu roligt kunne sidde i deres huse og i deres gårde. Desuden var det ikke klart om den agitation, som den "pan-tyske" side havde udført mod en forsonende løsning, og derfor blev det ikke tilstrækkeligt påskønnet, at topledelsen i Tyskland ikke havde ladet sig afskrække af hvad den anså for rigtigt og passende. Til sidst udkom dog konventionen med den inderligt overflødige tilføjelse at Danmark anerkendte Wienerfreden og kun denne som bestemmende for grænseforholdet mellem Danmark og Tyskland, dvs. artikel 5 i Pragfreden blev officielt og højtideligt erklæret for ikke-eksisterende, også fra dansk side. Dette var dog allerede gjort officielt, bare ikke offentligt, af den danske regering til den tyske i 1879, så hvorfor gentage det nu? Man kan jo ikke slå et lig ihjel, og i mange danske kredse vidste man ikke, hvordan man skulle tolke den nu offentliggjorte optantkonvention anderledes end at Danmark, fordi "Optantbørnene" - mange vidste næppe, hvad der skulle forstås ved det, fik lov til at bor i Nordslesvig for at blive, definitivt har givet afkald på opfyldelsen af ​​§ 5. Og var det værd at juble over, betød det ikke "at betale for dyrt for guld"?

Bismarck brugte mange midler og kombinationer for at nå sine mål, men hvad der var tilstrækkeligt var nok for ham, at gå ud over det var for meget, var skadeligt. Med al respekt for det tyske diplomati handlede det næppe efter Bismarcks opskrift, da det 30 år efter ophævelsen af ​​paragraf 5 udtalte som betingelse for venskabelig handling over for Danmark at denne afskaffelse nu igen var godkendt af den danske regering. Som sagt blev tingene misforstået i Danmark, nogle i ond tro, de fleste i god tro: Maden var god nok, betjeningen bare lidt akavet. Hinc illae lacrymae! Nu er man i Danmark gået ud over det og ser, hvor stort det gode var, der blev opnået, uden at det havde noget at gøre med § 5, som blev gjort i 1878, og man må håbe at den skuffelse, som den danske misforståelse siges at have forårsaget i visse tyske kredse, nu også er aftaget og måske ikke får yderligere konsekvenser.

Allerede i begyndelsen af ​​denne udtalelse hed det at Tyskland på mange måder viser og har vist, at det ønsker gode forhold til Danmark, og i Danmark har som sagt enhver fornuftig mand fred med, at vi med vores store og magtfulde naboer bør og skal leve i fred og god forståelse. Hvorfor skal et sådant gensidigt ønske om godt naboskab forstyrres af nålestik, skadet af nye chikane og tvangsindgreb mod den lille dansktalende preussiske grænsebefolkning, tiltag der, som vi må vide, nødvendigvis også må gå os danskere i hjertet? I sig selv kan der let opstå konflikt mellem naboer, så hvorfor bevidst bringe det i stand hvor det er overflødigt? De tyske landbrugere har sikret høje skattesatser, skjulte eksportpræmier og strenge veterinære foranstaltninger; tror man, at det vil gøre de danske landboer glade? Vi er i bund og grund et frihandelsland, Tyskland tilbeder protektionisme, så hvis vores landmænd støder på vanskeligheder ved den tyske grænse mens vores egen er åben, vil de så ikke straks sige at det er tysk? Tyske forretningsrejsende strømmer til vore hovedstader og provinsbyer for at slippe af med tysk overproduktion, ofte under pris, men danske forretningsrejsende har forbud mod at rejse i Nordslesvig (!); tror man, at vores håndværkere og handlende mener at ting som dette er det samme spil, og at det ikke altid er en grund til klager? Vil man have hesten, skal man have grimen, lyder et dansk ordsprog; Derfor, hvis man i Tyskland vil have at vi skal være på god fod med hinanden helt, fuldstændigt - må man lade være med at give anledning til det modsatte. Lad nordslesvigerne være! Vi siger: den der giver hånden til barnet, tager fat i moderens hjerte. De danske nordslesvigere er tyske statsborgere og undersåtter, det ved de, det skal de vide, i Danmark ved de det også og burde også vide det. Men de er udsprunget af danske rødder. Er det en forbrydelse, og hvorfor skulle den ene eller den anden af ​​de involverede bebrejdes for at bevare dette gamle slægtskab åndeligt? Ville det ikke engang tænkes at Tyskland selv ville have en intellektuel fordel af det? Hvor som helst den konstitutionelle skillelinje trækkes mellem to stater, vil der stadig være grænsedistrikter og en grænsebefolkning; i vor tid burde disse være et led, en kulturel bro, men ikke det modsatte. Tysk kultur kommer til Danmark på mange måder og har altid gjort det; da hertugdømmerne hørte til Danmark, var de en af ​​hovedruterne fra tysk til dansk; nu tilhører de Tyskland, hvorfor skulle Nordslesvig ikke være en af ​​ruterne fra dansk til tysk, hvis det overhovedet er rigtigt, at man i Tyskland respekterer dansk og nordisk kultur og ikke foragter den.

At appellere til "storhjertethed" i politik er ikke på sin plads, vi appellerer kun til fornuften. Og vi spørger derfor hvad der er formålet med den hårde distriktsforvaltning i Nordslesvig? Hvad vil man opnå, hvad frygter man, hvorfor vil man ikke give den fred hvorigennem man langt bedre vil nå sit mål end gennem strid?Hvorfor vil man også krænke befolkningens følelser nord for Kongeåen, befolkningen i netop det Danmark, som er så stærkt afhængig af Tyskland og ønsker kun at man ikke hvert øjeblik forpurrer sine bestræbelser på at etablere et godt forhold? Hvilket rimeligt formål forfølger Tyskland med sin nordslesvigske politik? Ikke i "sentimentalitetens" navn, men i al sund fornufts navn spørger vi: "Hvorfor?"

København, marts 1911

(Preussische Jahrbücher. 21. bind, april til juni 1911.)

*) Friedrich Heinrich Ernst von Wrangel (1784-1877) var en preussisk general. Han kommanderede i 1848 de forbundstropper der kom slesvigholstenerne til hjælp under Krigen 1848-1850. I december 1863 blev han i en alder af 79 år øverstkommanderede for de allierede i krigen 1864. I den egenskab var det ham som erklærede krig mod Danmark 31. januar 1864. Han blev  afløst af prins Friedrich Karl. 

**) Dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn (det Habsburgske monarki, Donaumonarkiet) opstod da kejserriget Østrig og kongeriget Ungarn forenedes i en personalunion 1867-1918. Personalunionen var et kompromis mellem tyskerne i Østrig og magyarerne i Ungarn. Tyskerne udgjorde mindre end halvdelen af befolkningen i Østrig og magyarerne tilsvarende i Ungarn. Derudover boede der slovenere, tjekker, polakker og rutenere i Østrig og slovaker, kroater, serbere og transsylvanere i Ungarn.

***) Elb-hertugdømmerne var en gammel betegnelse for Slesvig-Holsten og efter 1815 også Lauenburg.

****) Siebenbürgern eller Transsylvanien udgjorde sammen med det egentlige Ungarn (nuværende Slovakiet) og de kroatiske landsdele Slavonien og Centralkroatien den ungarske del af Østrig-Ungarn.

Antoinette (Agis) Kathrine Helene Winding. (Efterskrift til Politivennen)

Skuespiller Antoinette (Agis) Kathrine Helene Winding (1875-1943) var gift til gange, først med musikeren Andreas Bertram Ludvig Camillo Larssen indtil 1901. Dernæst 1903-1912 med journalist, forfatter Andreas Winding (1881-1950) med hvem hun havde børnene Ole (1906) og Else Margrethe (1907). Og endelig 1918-1922 med godsejer, assurandør Erik Schall Holberg (1881-1937). 

Elfelt &amp: Skuespiller Antoinette Kathrine Helene (Agis) Winding (1875-1943). Det kongelige Bibliotek. CC BY.

Hun startede på provinsscenerne og debuterede 1896 som Preciosa i det musikalske lystspil Farinelli. Hun optrådte ved de rejsende selskaber, indtil hun i 1901 kom til Århus Teater. 1905-1907 var hun ved Casino i København. Herefter arbejdede hun med få afbrydelser på Dagmarteatret indtil det blev nedrevet i 1937.

Som ung skuespiller fik hun mest roller som middelklassens halvdannede unge piger, fx Mine i C. Hostrups En Spurv i Tranedans og Caroline Hansen i Edgard Høyers Tante Cramers Testamente. I 1911 fik hun titelrollen i V. Sardous lystspil Madame Sans-Gêne:

"Madame Sans-Géne"

Interview med Fru Agis Winding

Læseverdenen maa efterhaanden have faaet et levende Indtryk af, at paa Dagmarkaféen er Luften fortættet af Intelligens. Thi intet andet Sted gør man sig saa megen Umage for at være aandrig, intet andet Sted foregaar saa mange Interviews.

I disse Dage er det Fru Agil Windings Tur til at sige Aandrigheder. Stakkels Fru Agis! Daglig fra 10-6 har hun Prøve paa "Madame Sans-Géne". Om Aftenen spiller hun i det løbende Repertoire. Og den eneste Time mellem 6 og 7, hun har fri, sidder Interviewerne paa Lur.

- Og man skal passe meget paa, hvad man siger! siger Fruen. Det ved jeg fra min Mand.

- Kære Frue, hvorfra har De dog denne dejlige Latter?

- Den er vist en Gave fra oven . . . konstrueret er den i hvert Fald ikke.

- Hører De overhovedet til de Kunstnere, der konstruerer; lever De Dem ikke til Deres Kunst?

- Under Vejs gennem Tilværelsen samler man jo Indtryk. Og skal man forme en Figur paa Scenen, maa man kende Forbilledet personligt og vide til Bund, hvorledes det vilde sige netop de Repliker, de staar i Rollen.

- Hvad der kan være ret vanskeligt, naar man spiller Shakespeare! indskyder Hr. Olaf Fønss , der er attacheret Fru Winding.

- Vil De nu helst være smuk eller grim paa Scenen ?

- Kære, det er mig virkelig revnende ligegyldigt, naar bare Rollen er god. - En velklædt ung Forfatter skrev "en Efteraarsskov i Solskin". Finder De denne Lignelse træffende.

- Gud, det var virkelig meget sødt af Raage . . .

- Agis og Efteraar, deklamerer Hr. Fønss, der virkelig erstatter Hr. Winding paa fortræffeligste Vis, sikke noget Sludder! Agis er som selve det klukkende Foraar! 

- Ja, jeg er da kun 30!

- Føler De nogen Sinde den store Tilfredsstillelse i Deres Kunst?

- Hvor De dog spørger om mærkelige Ting! Men naar De vil vide det: Da jeg spillede i "Tenoren" og i "Menneskenes Børn" . . . begge Steder var jeg grim . . . glædede jeg mig hver Aften, jeg gik paa Teatret.

- Og nu "Madame Sans-Géne"! Er De glad for hende?

- Kære, jeg er begejstret for alt, hvad der er Marseilleise og Revolution 

- Hvor har De truffet "Madame Sans-Géne", her hjemme?

- Der er da heldigvis mange Kvinder med Hjerte. Catania har Hjerte og . . . Mund!

- Synes De ikke, Mund er godt?

- Jo, jeg kan ikke lide diplomatiske Naturer. Men en Gang imellem er man jo nødt til at være det.

- Hvad synes De, Frue, om at spille sammen med Dagmarteatrets Primadonna?

- Jeg .... Gud, hvem mener De? Nu maa det for Resten være Slut!

Og den diplomatiske Fru Winding skynder sig bort for at spille i "Agnete" med Fru Nansen.

Pjerrot.

(Riget (København) 24. februar 1911)

Fødselsdagsbarn

Fru Agis Winding

Vi forlader idag de 50-oarige og Mændene og vender os med Beundring mod en Repræsentant for det andet Køn. Det er sandt, at flere udmærkede Mænd idag holder Fødselsdag og opnaar Tal, som godt kunde forsvare nogle Betragtninger, men vi forbigaar alligevel Museumsinspektør Kinzi og Maleren N. V. Dorph og udvælger mellem Dagens Fødselsdagsbørn Fru Agis Winding. Hele København kender Fru Winding som en dejlig Skuespillerinde, en stor og brillant Pige paa en Scene, djærv og robust og fuld af Talent. Kollegerne kender hende som en storartet Kammerat, hjælpsom og trofast og paalidelig, og hendes Venner - og dem har Fru Agis mange af - kender hende som et Menneske med et Hjerte af Guld, en klog og kær Dame, i hvis Mund der ikke findes Svig. Der vil blive sendt mange Blomster ud i Frederiksberg Allé idag, og flere deltagende Tanker vil gaa samme Vej. Deltagende er maaske ellers ikke noget Fødselsdags-Ord, men ved denne Lejlighed er det paa sin Plads. Thi det er jo umuligt ikke at tænke paa det sørgelige Uheld, som for et Par Dage siden skete for Fru Winding, at hun gik og tabte 325 Kr. paa Gaden. Den stakkels Fru Winding var utrøstelig. Men Dagen vil forhaabentlig faa hende til at glemme denne Sorg. Hvad er 325 Kr. mod den Hengivenhed, der vil strømme hende i Møde idag? Og iaften, naar Fru Winding fejrer sin Fødselsdag i en snever Kres, vil ethvert Spor være udslettet, og Tankerne om de 325 vil være lige saa forsvundne, som Pengene desværre er. Og hermed hjertelig til Lykke.

Grev Joseph.

(Riget (København) 19. september 1912).

Som ældre skuespiller fik hun roller som kvinder med hjertet på rette sted. Bl. a. som Martha i instruktøren Svend Gades opsætning af Goethes Faust, 1917, fru Gilbey i Shaws Fannys første Stykke, 1918, Toinette i Den indbildt Syge af Molière og Christiane i Svend Rindoms Christianes Hat.

Fra Dagmarteatrets premiere af Edgard Høyers lystspil "Helen. Agis Winding-Holberh, Jon Iversen og Agnes Rahni. I ovalen Johannes Meyer og Holger Hofman.  I anmeldelsen stod om Agis Winding: "Saa havde Fru Winding en heldigere Aften som Helens borgerlige Adoptivmoder - maaske ikke dybtbundende Kunst, men meget af det Hjertelag, som vinder Tilskuernes Sind. Foto fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. marts 1919.

I 1928 høstede hun megen arnerkendelse i det amerikanske lystspil En kongelig Familie. Tidsskriftet Teatret skrev: “Som Dynastiets Topfigur, den aldrende Skuespillerinde Fanny Cavendish var Agis Winding simpelthen straalende, hendes Ansigt lyste af en Skønhed, der endnu i Alderdommen bevarer noget af den purunge Pige og ved hele sin Holdning, ved hele sit Væsen fik hun Tilskuerne til at tro paa, at hun havde været en stor og fejret Skuespillerinde.”

I 1934 medvirkede hun i George Schneevoigts filmatisering af Nøddebo Præstegaard, hvor hun spillede pastorinde Blicher. I 1937 i filmen Plat eller Krone. Samme år tildeltes hun Ingenio et arti. Efter lukningen af Dagmarteateret spillede hun på Otto Jacobsens teaterselskab hvor hun i 1937 kastede glans over opførelsen af det franske lystspil Eventyret. Fra 1938 på Frederiksberg Teater.  

Lokation for gravstedet på Vestre Kirkegård, Urnehave C, Række 0, Nummer 170. I forgrunden ses nr. 167, nummer 170 er nedlagt, formentlig før 2022. Foto Erik Nicolaisen Høy.