Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Kriminalretten har i Lørdags paakjendt en Sag imod en 21aarig Tjenestepige, Birthe Marie Pedersen, for Barnemord. Hun var forlovet med en Tjenestekarl og fik ved Juletid Formodning om, at hun var frugtsommelig, men hendes Kjæreste, til hvem hun talte herom, beroligede hende gjentagne Gange med Forsikringen om, at det ikke kunde være Tilfældet, og da hun ikke mærkede andre Tegn paa Svangerskab, end at hun blev svær, følte hun sig efterhaanden forvisset om, at hun ikke var frugtsommelig, og nægtede saadant over for sin Madmoder, da denne bestemt foreholdt hende det. Den 8de Maj d. A. befandt hun sig imidlertid ikke vel, og omtalte sin Tilstand for sin Madmoder, der paalagde hende at lægge sig tilsengs, medens hun selv gik efter Læge, men over for Madmoderen og Andre, som noget senere saa til hende paa Sengen og som foreholdt hende, at hendes Lidelser tydede paa en forestaaende Fødsel, nægtede hun, at det kunde være Tilfældet. Efter at hun derpaa var bleven alene, fødte hun pludselig et Barn, uden at hun senere har kunnet erindre nøjagtigt de dermed forbundne Omstændigheder Efter Barnets Fødsel følte hun sig strax højst ulykkelig, og i sin fortvivlede Sindsstemning besluttede hun at ombringe og skjule Barnet Uden at undersøge, om Barnet var levende eller dødfødt, tog hun en Sax og klippede eller stak Barnet i Halsen for at dræbe det, uden at hun nærmere har kunnet forklare, hvorledes hun brugte Saxen eller hvor mange Saar hun tilføjede det, og uden derefter at forvisse sig, om Barnet nu var dødt, lagde hun det i en Trækasse i Værelset og tildækkede det med Tøj. Der var imidlertid, da Lægen ikke kunde kamme, hentet en Jordemoder, og ved hendes Ankomst fandtes Pigen blodig paa Hænder og Arme, og den blodige Sax laa paa Gulvet, men hun nægtede alligevel lige over for Jordemoderen at have født, og denne Nægtelse fastholdt hun ogsaa paa Fødselsstiftelsen, hvor hun strax efter indlagdes; først da Politiet 2 Dage derefter afhørte hende, erkjendte hun at have født og dræbt sit Barn. Som Grund til at hun tidligere bestandig havde nægtet at have født, angav hun til Rapporten, "at hun ikke vilde være den Skam bekjendt." Af den over Barnets Lig foretagne Syns- og Obduktionsforretning fremgik det, at Barnet havde været et fuldbaaret, levedygtigt Drengebarn, der havde levet efter Fødselen, men kun ganske kort Tid, samt at Saaret i Halsen, der havde aabnet Halskarrene og overskaaret Rygmarven, var tilføjet det i levende Live og havde foraarsaget dets Død, da denne Læsion er ubetinget dødelig. Retten erklærer i Dommen, at Pigens Forklaring om, at hun indtil det Sidste havde været uvidende om sin frugtsommelige Tilstand, ikke kunde forkastes, og Straffen bestemtes efter Omstændighederne til Forbedringshusarbejde i 3 Aar.

(Morgenbladet (København) 9. august 1881).

Marie Vinter. (Efterskrift til Politivennen)

En unaturlig Moder. Der hengaaer for Tiden i Arresthuset paa Blegdamsveien under Kjøbenhavns Amts nordre Birk et 40aarigt Fruentimmer ved Navn Marie Vinter, født i Värmland Lehn i Sverig, der i disse Dage har tilstaaet, at hun, der har havt 7 Børn udenfor har ombragt de 1 af sine Børn omtrent lige efter Fødselen.

Efter at Marie Vinter havde havt Ophold i sit Fædreland indtil sit 30te Aar og i Sverig havde født 2de Barn, om hvilke hun har forklaret, at det ene, der var født i October Maaned 1862, kun blev 8 Dage gammelt, medens det andet, der kom til Verden i November var dødfødt, kom hun her til Landet i August Maaned 1871 og havde efterhaanden forskjellige Tjenester omkring paa Landet og i Nakskov. Den 1ste Novbr. 1873 forlod hun denne By, hvor hun i et halvt Aar havde tjent hos en Værtshuusholder og været forlovet med en derboende Mand. Efter at have tjent et Par Maaneder i Nærheden af Præstø, kom hun i Januar Maaned 1874 til at tjene hos den daværende Arrestforvarer paa Thing- og Arresthuset paa Blegdamsveien, Møller, og senere hos dennes Efterfølger Høster. Den 15de Marts 1874 forlod hun efter Aftale med sin Husbond Thinghuset og tog Logis hos nogle Folk i Vognmagergade, hvor hun samme Dag fødte et fuldbaaret Drengebarn. Strax efter Fødselen blev hun bragt til Fødselsstiftelsen, hvor hun forblev til den 1ste April, da hun blev udskreven og med Barnet, som imidlertid var bleven døbt med Navnet Carl Gustav Petersen, vendte tilbage til Thinghuset.

Da hun imidlertid ikke kunde vedblive at beholde Barnet i sin Condition hos Arrestforvareren, bestemte hun sig til at anbringe Barnet i Pleie i Sverig, hvor hun i Nærheden af Malmø kjendte nogle Folk, hos hvem hun formodede at kunne faae det billigt anbragt i Pleie, og den 2den April 1874 om Morgenen forlod hun med sin Huusbonds Tilladelse Thinghuset for at reise til Sverig med Barnet. Da hun nu gik paa Gaden, kom hun, som kun havde 8 Kr. i maanedlig Løn, til at tænke over, at det vilde falde hende besværligt at udrede Pleiepengene for Barnet, og nu opstod den Tanke hos hende at befrie sig for denne Byrde ved at ombringe Barnet. Hun begav sig derefter ud paa Christianshavn og ned ved Stadsgraven ved Amagerport, og efterat være gaaet over Broen, gik hun ned til Vandet paa et Sted, hvor der staaer nogle Maleriske skure. Klokken var da mellem ti og 7 om Aftenen. Hun aftog nogle af Barnets Klæder, hvorefter hun holdt Barnet under Vandet, indtil det var dødt. Efter at Barnet var dødt, forlod hun Stedet, efterladende Barneliget i Vandet, idet hun kun medtog de Klæder, hun havde afført Barnet, forinden hun dræbte det. 

Derpaa gik hun til Byen igjen og logerede om Natten paa en Gjæstgivergard. Den paafølgende Dag indfandt hun sig atter i sin Tjeneste hos Arrestforvareren, hvem hun fortalte, at hun nu havde faaet Barnet anbragt i Pleie hos Folkene ved Malmø. Barnets Fader har hun, siden hun forlod Nakskov, aldrig nogensinde hørt noget fra. Den 1ste Juli 1874 forlod Marie Vinter Arrestforvarer Høsters Tjeneste, og efterat have havt flere forskjellige Tjenester i Brøndshøi Sogn, og været forlovet med en Medtjener, der senere er rejst til Amerika, flyttede hun den 1ste Januar 1876 hertil Staden, hvor hun havde forskjellige Logier. Den 21de Januar 1876 havde hun saaledes Logis paa en Gjæstgivergaard, og Kl. 12 om Natten gik hun derfra og ud til Ladegaardsaaen i Nærheden af Grøndalsbroen. Hun antager, at Klokken var mellem 2 og 3 om Natten, da hun fødte et Drengebarn, som hun umiddelbart efter Fødslen, hun mener ikke et Minut derefter, puttede ned i Vandet, hvor hun holdt det indtil det var dødt. Da tog hun det op af Vandet og svøbte det ind i noget gammelt Tøi, hun havde bragt med sig. Hun tog nu Barneliget med sig og gik tilbage til Byen, hvor hun drev omkring med det indpakkede Barnelig til det var blevet mørkt, hvorefter hun begav sig ned til Langebro og kastede Liget i Vandet, hvorefter hun tog Flugten. Tanken om at ombringe dette Barn opstod først hos hende samme Nat som hun fødte det, nogle faa Timer forinden hun ombragte det.

Tvende Dage efterat hun havde begaaet dette Barnemord, tog hun Tjeneste hos Forpagter Prahl paa Petersminde ved Næstved, hvor hun blev forlovet med en der tjenende Karl, men den 1ste Juli f. A. (1876) forlod hun atter Petersminde og, efter at have havt forskjellige andre Tjenester her paa Sjælland, kom hun til at logere nogle Dage i Begyndelsen af Marts 1877 i Farvergaarden paa Vestergade her i Staden. Den 10de Marts f. A., om Aftenen, deelte hun Værelse med en hende ubekjendt Pige, der imidlertid gik tilsengs og faldt isøvn. Om Natten Kl. omtrent 11 fødte Arrestantinden, uden at kalde paa den anden Pige, der laa og sov, et levende født, fuldbaaret Pigebarn, med hvilket hun gik ned i Gjæstgivergaardens Gaard, hvor hun havde bemærket at der stod flere Ballier og Spande med Vand. Hun mærkede at Barnet var levende derved, at det bevægede sig, hvorimod det ikke skreg. Hun gik nu hen til ca under en Post staaende Ballie, der var fuld af Vand, og heri nedlagde hun Barnet, idet hun holdt det med sin Haand ned under Vandet indtil det var kvalt. Derefter gik hun op i Værelset igjen med Liget, som hun indsvøbte i noget Linned og gjemte i Sengen hos sig. Den Pige, med hvem hun deelte Kammer, sov fremdeles, og om Morgenen stod hun først op og gik sin Vei, medens Marie Vinter blev liggende hele Dagen i Sengen i Værelset. Om Aftenen, efterat det var blevet mørkt, stod hun op og gik bort, medtagende Barneliget, og hun gik nu lige ned til Langebro og kastede her Barneliget i Vandet. 

Marie Vinter havde nu en Mængde Tjenester, saavel paa Landet som heri Byen, bl. A. i Studenterforeningen, indtil hun den 18de Febr. 1879 om Aftenen seent i Sneeveir og streng Frost, medens hun, der intet Logis kunde faae, gik paa Gaden paa Christianshavn, fødte et Barn, med hvilket hun gik omkring paa Gaden, indtil hun blev antastet paa Østergade af en patrouillerende Betjent, der forlangte at see, hvad det var hun gik med. Barnet havde hun forinden pakket ind i noget Tøi. Da hun nægtede at vise Betjenten Pakkens Indhold, blev hun ført paa Stationen, hvor der i Pakken viste sig at være kun Liget af det nyfødte Barn, idet Barnet antoges at være dødt af Kulde og Mangel paa Pleie under Marie Vinters hjælpeløse Omstreifen paa Gaden. Arrestantindens Forhold i Anledning af denne Fødsel blev nemlig i sin Tid gjort til Gjenstand for Undersøgelse ved Kjøbenhavns Criminal- og Politiret, hvor hun sad arresteret indtil Slutningen af October Maaned f. A., da hun blev løsladt, efterat være bleven frifunden ved Høiesteretsdom.

Endelig har Arrestantinden tilstaaet i Juni d. A., medens hun tjente i Farvergade, at have født et Barn, som hun, indpakket i noget Sækketøi m. v., havde kastet i Ladegaardsaaen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. august 1881. 2. udgave).

En unaturlig Moder og syv unaturlige Fædre.

I denne Tid strømmer Dagspressen over af alenlange Beretninger om "En unaturlig Moder". Det er en stakkels svensk Kvinde ved Navn Marie Vinter paa 40 Aar, som i Løbet af en Snes Aar har født 7 Børn, hvert med sin Fader. Hun har født i Dølgsmaal, og alle Børnene er døde; om de fire af dem har hun tilstaaet, at hun har dræbt dem.

Naturligvis, det er en forfærdelig Forbrydelse her oprulles, man tænke sig søde 7 Børn og dræbe de fire; men lad os betragte Sagen nøjere, lad os gennemgaa alle nærmere Omstændigheder, Morderskens sociale Stilling, hendes økonomiske Udkomme, hendes Karaktor, og de Mænd, hun har staaet i Forhold til.

[Her følger en fremstilling lig den ovenfor i Berlingske Tidende]

Saaledes er Gangen i denne strækkelige Række Forbrydelser, og kun Forbrydersken, den direkte Udøver, rammes af den haardeste Fordømmelse. Hun kaldes en unaturlig Moder, men nu Fædrene. En Del af Fordømmelsen burde ogsaa ramme dem, som lader hende i Stikken, og mest den, som nægter hende Hjælp til i deres fælles Barn. Den strænge Dom over hende maa væsenlig mildnes, naar der erindres, at hun jo blev forraadt og forladt af dem, hvis mindste Pligt det havde været, at yde hende en øjeblikkelig Hjælp og senere Understøttelse til Barnet. Hun, som maatte tjene for sit Livsophold, hvor skulde hun have Raad og Midler til alene at bestride alle Udgifterne, og saa blev hun jo altid udstødt af sit Erhverv, naar hun mest trængte. Nogen Tid før Fødslerne maatte hun forlade sit Arbejde, og var arbejdsløs, uden Midler, fattig, forladt, uden Tilflugtssted, uden Udsigt til tilstrækkelig Fortjeneste; alt dette maa man huske.

Pigens fortrykte sociale Stilling paa Samfundets nederste Trin, - ti de Tjenende er jo ved Tyendeloven sat nederst, - hendes mangelfulde Opdragelse, hendes Fattigdom, hendes usle Løn, hendes Forladthed og saa disse hjerteløse Fædre maa ikke lades ude af Betragtning, naar man vil dømme. Men ogsaa Samfundet bærer sin Part af Brøden. Hvorfor findes der ikke et offenligt Sted, hvor fattige, forladte Mødre kan anbringe deres Børn, til bedre Tider stunder for dem? Hvorfor synes man, at det er bedre, at der findes Hittebørn paa aaben Gade, i Porte, Gadedøre. Kældere osv.? Hvorfor synes man, at der mellem Aar og Tag findes en hel Del saavel levende som dræbte Børn, hvis Forældre mangen Gang ikke findes, ti Udøverne af de mange Børnedrab og Børneudsættelser opdages som oftest ikke?

Hvor forrykt er dog egentlig ikke vort Samfund; man generer sig for kommunevis eller gennem Staten at oprette Hittebørnshjem, fordi man tror delte vil fremme Usædeligheden, men det andet fremmer jo Misgerninger. Hvor forskruet er Opfattelsen; man danner Selskaber for at brænde de Døde, men et Selskab for at indrette et Hittebørnshjem, tør Ingen tænke paa.

Der er maaske dem, som siger, at hun havde kunnet vare sig. Kærlighedsforholdet er imidlertid et Tillidsforhold, naar Kærlighedsforholdet er naturligt. Den umiddelbare Kærlighed byder sig ikke mod haandfaaet Pant, men paa Tro og Love. Svigtes Nogen, skulde Bedrageren dele Skammen og Skaden med. Den ovennævnte Kvinde er bleven bedraget, derfor bør i det Mindste hendes Bedragere dele Prædikatet "unaturlig" med hende, omen maaske Loven ikke har nogen Dom. Men ogsaa Samfundet, som aldrig kender nogen Hjælp, naar der trænges, men kun Straf, naar selv de mest undskyldelige Omstændigheder fører til Brøde, skal modtage sit Navn af "et uretfærdigt, hjerteløst Samfund".

(Social-Demokraten 7. august 1881).

Farvergården i Vestergade 22 (nu en del af Politikens Hus) blev opført efter ildebranden 1728. Den ejedes i 1800-tallet af farver Lars Bjørn. Den nedbrændte under idebranden 1795 og blev genopført af Bjørn. Andre farvere overtog senere gården. Berømtheder som Anders Sandøe Ørsted boede i huset. På artiklens tidspunkt var det formentlig ejet af brødrene Baumgarten. I bygningen lå Johan Ludvig Sivertsens Bog- og Stentrykkeri.

Under forhørerne kom der enkelte yderligere oplysninger frem. I 1866 havde Marie Vinter i Karlstad fået 5 års tugthusstraf for at have dræbt sit barn. Og om barnet på Christianshavn i 1879 som retten i første omgang troede var død af kulde:

- Under den nu senere ved Nordre Birk fortsatte Undersøgelse har Marie Vinter i disse Dage for Forhørsdommeren, Kancelliraad U. Schow vedgaaet ogsaa at have dræbt dette Barn med frit Forsæt og efter foregaaende Beslutning, samt at hendes tidligere afgivne Forklaring i Kriminal- og Politiretten i det Væsenlige har været usandfærdig. - Efterat Marie Vinter bemeldte Aften, den 18. Februar 1879, havde været i Besøg i et Hus i Vildersgade paa Kristianshavn, forlod hun, der forinden vidste, at Fødselen var nær forestaaende, omtrent ved Midnat Huset og vilde begive sig herind til Byen, men efterat have gaaet et kort Stykke ned ad Gaden, fødte hun et Barn. Hun tog straks Barnet, der laa i Sneen, og havde faaet Hoved, Næse og Mund overstrøet med Sne, op fra Jorden og svøbte det ind i et af sine Skjørter, som hun afførte sig. men hun svøbte Skjørtet fast om Barnets Hoved i den Hensigt at berøve det Livet, og da Skjørtet var vaadt, var det i det stærke Frostvejr et Øieblik efter stivfrosset omkring Barnet. Hun mærkede forinden Drabet, at Barnet bevægede sig og havde Liv, ligesom det ogsaa udstødte et svagt Skrig. Hun havde nogle Dage i Forvelen havt den Tanke at ombringe Barnet, naar det blev levende født, og Grunden var den, at hun ikke saa sig i Stand til at ernære det, men den endelige og faste Beslutning om at dræbe Barnet fattede hun dog først, da hun havde født det. Samme Dag eller Dagen før hun fødte havde hun endog afslaaet en hende af en Frue her i Staden tilbudt Gave af Børnetøi til Brug ved hendes forestaaende Fødsel, da hun selv Intet Tøi havde syet eller anskaffet, og Grunden til hendes Afslag om Tilbudet om Gaven var den, at hun allerede den Gang omgikkes med Tanken om at ombringe Barnet.

Med Barneliget indsvøbt i det vaade Skjørt vankede hun nu i flere Timer efter Fødselen omkring paa Kristianshavn. Hun var bl. a. ude ved Amagerport, hvor hun, som af os tidligere meddelt, syv Aar tidligere, nemlig den 2. April 1874, havde i Stadsgraven druknet og henkastet et af sine nyfødte Børn, men hun gik dog nu atter bort derfra med Liget og begav sig omkring i Gaderne i den indre By, fordi hun intet Logis havde og ingen Steder kunde komme ind, da der allevegne var lukket paa den Tid af Natten, og med Bevidstheden om det af hende forøvede Mord og med Liget i Armen turde hun ikke henvende sig til Politiet om Bistand og Nattely. Det stod hende klart, at hun maatte se paa en eller anden Maade at blive af med Liget, og hun kunde ogsaa med Lethed have skilt sig ved det, da der næsten ingen Folk færdedes paa Gaderne, og hun enkelte Steder ved at passere Broer og langs Kanalerne saa aabent Vand, uagtet det var stærk Frost, men da hun omsider blev anholdt paa Østergade, havde hun dog endnu Barneliget hos sig. Fra Politistationen blev hun bragt til Fødselsstiftelsen, hvor hun henlaa nogle Dage, hvorefter hun blev afgivet til Kjøbenhavns Politiarrest. Grunden til, at hun under den derpaa følgende Politiundersøgelse vedblivende fastholdt sin Uskyldighed, var Frygten for, at en Tilstaaelse ikke alene skulde paadrage hende Straf, men ogsaa Frygten for, at hendes Forhold overfor hendes andre tidligere dræbte Barn ligeledes skulde blive undersøgt, hvilket hun selvfølgelig nødig ønskede og for enhver Pris ville undgaa. Dommen over Marie Vinter vil formentlig falde snart, maaske allerede i næste Maaned.

(Nationaltidende 12. september 1881. Uddrag).

Marie Vinter blev ved underretten dødsdømt den 22. november 1881. Hun blev dømt efter straffelovens § 192, 2. led. Retten bestod af forhørsdommeren, kancelliråd og birkedommer Schow, samt meddomsmænd: kammerråd, sognerådsformand Vilhelm Nielsen af Ordrup og sognefogderne og gårdejerne Hans Kristian Kristensen i Ballerup, Niels Niels i Husum og Niels Andersen af Bringe. 

Den sidste Uges alvorligste Begivenhed er den over Barnemordersken Marie Vinter fældede Dødsdom.

Hun har enten umiddelbart efter Fødslen eller efter nogle Dages Forløb dræbt 5 af hende fødte Børn. Det er gruopvækkende Forbrydelser, og der er vel ingen Tvivl om, at den hende idømte Straf er juridisk retfærdig. Men hvilke forfærdelige Billeder af de bestaaende Samfundsforhold er ikke blevne afslørede efterhaanden som Tilstaaelserne er vristede fra hende.

Da den første Kærlighedsforbindelse, hun her i Landet indlod sig paa, medførte hendes Svangerskab, rejste ikke alene vedkommende Mandfolk til Amerika og lod hende tilbage uden Hjælp, men den Husbond, hos hvem hun tjente, viste hende tillige ud af sit Hus, ved den Tid, da Fødslen ventedes. Omtrent 3 Aar efter blev hun atter forladt i sit Svangerskab, og det samme skete, da hun i 1876 ventede en ny Nedkomst. Denne Gang vistes hun ud af en Gæstgivergaard, fordi man havde Formodning om hendes Tilstand. I de to derefter følgende Tilfælde blev hun ligeledes forladt af dem, der havde  Forsørgelsespligt mod de af hende fødte Børn.

Men ikke alene det, at hun blev forladt og forstødt, er betegnende for Samfundsforholdene; der gør sig endvidere med Hensyn til hendes Brøde en anden medvirkende Omstændighed gældende. Det Indtryk, man modtager af hende og af hendes gentagne Forbrydelser, er det, at hun er i højeste Grad uvidende. Kun den, der paa alle Punkter er holdt nede i det tykkeste Mørke, og hvis Forstand og Følelse er kvalte i Stedet for opelskede, kunne som hun, Gang efter Gang, vise den samme Mangel paa Moderkærlighed.

Det bestaaende Samfund gør sig til af sin Civilisation; men denne Civilisation monopoliseres af nogle forholdsvis Faa, og det er ikke disse Enkeltes Skyld, naar Affaldet af Nutidens betydelige Viden, naar Brudstykker af Kundskab og ligesom et tyndt Lag af Kultur kommer en Del af Folket tilgode. Denne Del ejer selv en indre Erhvervsdrift, ved hvilken den tilegner sig en større eller mindre Part i Civilisationens Velsignelser. Men hvor denne Erhvervsdrift mangler, der bliver der kun Uvidenhed og Stupiditet tilbage, saaledes som vi sporer den hos Marie Vinter; thi Samfundet gør Intet eller kun forsvindende lidt for at hæve og udvikle det Menneskelige hos disse Ulykkelige; de er stillede lige saa langt bort fra al Kultur, fra al Dannelse som om de var fødte paa en uopdaget Ø i det stille Ocean.

Men Marie Vinter repræsenterer ikke alene den Uvidenhed og Aandssløvhed, for hvis Almindelighed det nuværende Samfund bærer Ansvaret, hun viser tillige hen paa den fattige Kvindes sørgelige Lod under de bestaaende Forhold. Den ene efter den anden af de Mænd, til hvem hun har hengivet sig, forlader hende og lader hende staa ene med Ansvaret for det fælles Fejltrin og ene med Forsørgelsespligten. Loven beskytter hende ikke mod at blive forladt, og naar hun som et Dyr føder sine Børn paa Gader og Veje, slæber sig under Vinterens Kulde og Sne ved Nattetid gennem Byen, uden Støtte, uden at turde paaregne Hjælp fra et eneste Sted, da er dette i hele sin Uhyggelighed og Hæslighed kun et Billede af den fattige Kvindes Stilling, saa snart hun forbryder sig mod de gængse Sædelighedsbegreber. Man maa ikke misforstaa os. Vi ved godt, at Marie Vinter søgte Ensomhed for at føde i Dølgsmaal; men den fattige, ugifte og forførte Kvinde er selv i sit Hjem og under Iagttagelse af alle Lovens Forskrifter for Barsel, lige saa forladt og lige saa hjælpeløse som den nu dømte Forbryderske var det paa Gaden.

For at spare Udgifterne til et Hittebørnshospital, for ikke at udrede passende Understøttelser til Børn, hvis Fædre unddrager sig Forsørgelsespligten, ved i det Hele taget at nægte de Ulykkelige Hjælp, paatager Samfundet sig det frygtelige Medansvar for Forbrydelser som Marie Vinters.

Ved Domfældelsen tages intet Hensyn til dette Medansvar. Dødsdommen fældes under alle "gode" Borgeres Tilslutning, og i den hele Skare hæver sig ikke en Røst for at kaste den Brønd til, i hvilken saa mange er druknede.

(Social-Demokraten 30. november 1881. Uddrag).

Overretten stadfæstede underrettens dom den 21. februar 1882 og Højesteret stadfæstede dommen den 22. maj 1882. Et flertal af højesteretsdommerne indstillede hende til benådning. Social-Demokraten brugte en forside til at kritisere samfundsforholdene der ledte forbrydelserne den 2. juni 1882. Ved kongelig resolution blev hun i juli 1882 benådet og straffen ændret til tugthus på livstid.

Hun blev løsladt på kongens fødselsdag i 1898. Hun boede efterfølgende på en række adresser: 1. maj 1899 Ny Østergade 10, 3. Bådsmandsstræde (kasernen) marketenderen 3. oktober 1899, 15. februar 1900 Valkendorfsgade 222, st. hos Kreschschau, 1. maj 1902 Teglgårdsstræde 6, kvisten 1. maj 1902. Efter andre oplysninger boede hun før 19. maj 1900 i Valby. Hun var herefter tjenestepige hos forskellige: 1901 hos Jørgen Hansen i Nørregade 6. Egen lejlighed 5. oktober 1901 Borgergade 106 - kvisten.

Se også serien: Dansk kriminalreportage 1988: "Barnemordersken fra Fryksände"

Retssag om et ægteskabs Ophævelse. (Efterskrift til Politivennen)

Under en ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Ret anlagt Sag søgte en Fabrikarbeiders forladte Hustru heri Staden det mellem hendes og hendes indstævnte Mand, der senest havde havt Ophold i Lundtofte, og som ca. 8 Aar forinden nærværende Sags Anlæg uden hendes Vidende og Villie og uden lovlig Aarsag skulde have forladt hende og ikke senere være vendt tilbage, - den 6te August 1871 indgaaede Ægteskab i Henhold til Loven 3-16-15-2, ophævet og sig kjendt berettiget til at indgaae nyt Ægteskab samt Indstævnte tilpligtet at betale Sagens Omkostninger skadesløst. Subsibiairt paastod Citantinden sit Ægtestab ophævet uden Tilladelse for hende til at indgaae nyt Ægteskab.

Til for Indstævnte beskikkede Forsvar, Overretssagfører P., paastod principaliter Sagen afviist og sig tillagt Kost og Tæring, idet Citantinden formeentlig ikke havde iagttaget, hvad der paalaa hende til Sagens Oplysning. Han anførte i saa Henseende, at det af den af Citantinden i Retten afgivne Forklaring fremgik, at Indstævnte havde havt en heri Staten levende Søster, af hvem hun i sin Tid havde hørt, at hendes Mand efterat han havde forladt hende skulde være tagen tilsøes og fare paa Amerika og andre fjerntliggende Steder, uden at imidlertid denne Søster havde været fremstillet for at afgive Forklaring, ligesom der ikke fra Citantindens Side var oplyst nogen Grund for, at Sligt ikke var skeet. Subsidiairt paastod Overretssagfører P., at Dom til Ægteskabs Ophævelse ikke gaves, forinden Citantinden enten havde fremstillet sin Mands ovennævnte Søster eller havde oplyst, at dette var umuligt, idet han derhos paastod sig tillagt Salair. Han protesterede derhos med, at der tillagdes Citantinden Ret til at indgaae nyt Ægteskab saavelsom imod, at Processens Omkostninger tilkjendtes hende.

Den af Indstævntes Forsvar saaledes paabereabte Omstændighed - med Hensyn til hvilken iøvrigt bemærkedes, at det fra Citantindens Side var anført, at hun ingen Kundskab havde om, hvorvidt Søsteren endnu var i Live - fandtes imidlertid ikke at kunde bevirke Afviisning af Sagen, hvis Paastævning rettelig var fremgaaet efter Frdn. 22de Mai 1750 jfr. Frdn. 3die Juni 1796 § 1, ligesom førstnævnte Frdn.s Forskrifter ogsaa iøvrigt af Citantinden vare efterkomne, og vilde Sagen saaledes være at paakjende i Realiteten. Da nu Rigtigheden af den af Citantinden inden Retten afgivne Forklaring, der gik ud paa, at Indstævnte, der dengang var en Snese Aar gammel, medens Citantinden var 24 Aar, omtrent et Aar efter at de vare blevne gifte, uden hendes Viden og Villie, og uden at hun dertil havde givet ham nogen Anledning, forlod hende, der dengang med ham havde Bopæl i Lundtofte, og at hun ikke siden den Tid havde havt nogen Underretning fra ham, maatte ansees tilstrækkeligt bestyrket ved de Forklaringer, som vare afgivne af de i Sagen førte Vidner, vilde Citantindens Paastand om Ophævelse af det mellem Parterne bestaaende Ægteskab være at tage til Følge. Forsaavidt Citantinden derimod tillige havde paastaaet sig kjendt berettiget til at indgaae nyt Ægteskab, vilde der, da hun ikke havde produceret nogen Oplysning om sit sædelige Forhold, ikke herom kunne gives nogen Bestemmelse i Dommen. Processens Omkostninger ophævedes. Der tillagdes Overretssagfører P. i Salair 20 Kr., der udredes af de Midler, Indstævnte heri Landet maatte have efterladt sig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. august 1881. 2. udgave).

Retssag om udført Gas- og Vandmesterarbeide. (Efterskrift til Politivennen)

Under en ved Kjøbenhavns Gjældscommission anlagt Sag havde Citanten H. søgt Indstævnte I. til for Arbeide udført paa hans Eiendom overeensstemmende med Vandvæsenets Anviisning at betale 42 Kr. med Renter heraf 5 pCt. aarlig fra Klagens Dato den 24de April f. A., indtil Betaling skeer, og Sagens Omkostninger skadesløst.

Indstævnte havde derimod paastaaet sig frifunden for Citantens Tiltale med Tillæg af Sagens Omkostninger. Indstævnte havde vel ikke benægtet, at Citanten havde udført det omhandlede Arbeide, eller at der herfor tilkom Citanten det anførte Betaling, men han havde paastaaet, at Arbeidet ikke var udført for ham eller efter hans Anmodning, og at det derfor ikke paahvilede ham at betale det, og han havde navnlig i saa Henseende gjort gjældende, at han havde afsluttet en Contract med Blikkenslagermester R. om Udførelsen af alt Gas- og Vandmesterarbeide i den ham tilhørende Eiendom, og at bemeldte R. ogsaa ligeoverfor ham havde erkjendt at være pligtig til at afholde Udgifterne ved den efter Citantens Paastand af ham foretagne Reparation, og Citanten formeentes maatte tage den ham muligviis tilkommende hos oftnævnte R.

Citanten havde imidlertid anført, at han som avtoriseret Vandmester ligeoverfor Kjøbenhavns Vandvæsen havde forpligtet sig til, saaasnart der kommer Melding om Mangler ved Vandrør, da strax at besørge Manglerne afhjulpne uden at anstille Undersøgelse om, hvad der skal betale Udgifterne, og om den Paagjældende kan betale, og at han derfor, da der kom Bud til ham om at afhjælpe en Utæthed i Vandledningen ved den Indstævnte tilhørende Eiendom, ikke erkyndigede sig om hvem der sendte det Bud, men skyndte sig med at afhjælpe Manglen, forat ikke større Skade skulde skee; han antog imidlertid, at Budet kom fra Indstævnte og han havde benægtet, at det kom fra Blikkenslager R. Men uden Hensyn til hvem, der havde sendt Bud til Citanten, formente Indstævnte at maatte betale Beløbet, idet Indstævnte havde den Pligt, saa snart en Mangel af den omhandlede Beskaffenhed var kommet til hans Kundskab, da øieblikkelig at lade den afhjælpe af autoriseret Vandmester, og han formenes derfor at maatte betale det til hans Eiendoms Bevaring udført Arbeide, hvad enten det var udført paa Foranledning af ham selv eller en Anden eller af Blikkenslager R idet nemlig denne, der ikke selv var autoriseret Vandmester, maatte af Citanten betragtes som Indstævntes Bud.

Da det nu ikke var godtgjort, at Citanten havde udført det omhandlede Arbeide for Blikkenslager R.s Regning efter hans Anmodning, og da det fandtes at følge af Bestemmelserne i Lov af 30te November 1857 § 6 2det Punctum, at Indstævnte som Eier af den paagjældende Eiendom maatte være Pligtig til at afholde den Udgift, som Afhjælpning af den omhandlede Mangel ved Vandledningen havde medført, blev Indstævnte dømt i Overeensstemmelse med den af Citanten nedlagte Paastand, saaledes at Sagens Omkostninger bestemtes til 10 Kr. 52 Øre.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  2. august 1881).

Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Ved De hvor Vestre Kirkegård ligger? - Ikke, ja, det vidste jeg indtil for kort tid siden heller ikke. Når De går ud ad Sorte Hest til (Vesterbro) kommer De til Enghavevej på venstre hånd, når man da bliver ved en halv times tid at gå videre langs Kalvebod Strand, sér De en vejviser til ovennævnte uhyggelige hvileplads for de døde. Ved indgangen findes en tavle med de almindelige regler for ordenens overholdelse og angående pladsens åbning og lukning. Sidstnævnte bestemmelser må være fremtiden forbeholdt, for nu kan man uden at generes af nogen indhegning køre, ride og gå hvor man lyster, for adgangen er åben til alle sider. Man taler om at ligge i åben begravelse, det kan man med rette kalde det her. 

Trækorsene overalt vidner om, at denne er de fattiges kirkegård. Grave uden nogen som helst prydelse er meget almindelige til trods for, at kirkegården er 10 år gammel. Det såkaldte kapel er et træskur, der egnede sig bedre for en brændehandler. Hertil kommer at afstanden fra byen er så stor, at man yderst vanskelig kan holde sit gravsted vedlige. Der går ingen sporvogn derud, og en droske er dyr. 

Som modsætning til ovennævnte uhyggelige sted, hvor de fattige blive satte ned i en fællesgrav, kiste ved siden af kiste i lange rækker, som først blive kastede til, når rækken er fuld, vil jeg nævne den af Frederiksberg Kommune anlagte ny kirkegård ved Fasanvejen (ud ad Roskildevej mellem Frederiksberg Have og Valby). Gjorde Vestre Kirkegård et uhyggelig og uskønt Indtryk på dem, der for at spare nogle få Kroner, eller i uvidenhed om de stedlige forhold, lægger deres slægtninge derud, for ikke at tale om slægt og venner, der foretager denne rejse for at følge deres nærmeste til jorden, - ja for dem vil det være velgørende at tage ud til Fasanvejen hvor alt vidner om orden og skønhedssans.

B-r.

(Social-Demokraten 26. juli 1881.)

Kirkegården på Frederiksberg er Solbjerg Kirkegård, der var blevet anlagt i 1865, altså 5 år før Vestre Kirkegård. Kirkegården er under omdannelse til park, og hedder nu Solbjerg Parkkirkegård.