Den nye Sct. Nicolai Kirke
Tale ved GrundstensnedlæggelsenafDepartementschef P. N. Rentzmann
Kjøbenhavns højtærede Kommunalbestyrelse! Ærede Damer og Herrer!
Jeg byder Alle, som har vist mig den Tillid og Ære at samles med mig idag, et hjerteligt Velkommen.
Ved Indmuringen af Grundstenen i denne kommunale Kirkebygning, som i det Ydre opføres i samme Stil og nøjagtig de samme Dimensioner som den oprindelige St. Nicolai Kirke havde paa Reformationens Tid, har jeg fundet det rettest at indlede denne Handling med Tonerne til Martin Luthers Sejrssalme "Vor Gud han er saa fast en Borg", hvortil han ogsaa har skrevet Musiken. Reformationens Lære forkyndtes første Gang i denne Kirke, kort efter at den var undergaaet en større Ombygning, efter Kong Christian II's Henvendelse derom i 1519 til Luther, som hidsendtc Magister Reinhardt. Han kom hertil i 1520, men det varede kun kort, da han ikke var det danske Sprog mægtig. Først i August Maaned 1529 under Kong Frederik I talte den danskfødte Reformator Hans Tausen i Nicolai Kirke, og dansk Salmesang lød første Gang i Hovedstaden i denne Kirke.
De ved Udgravningen forefundne Fundamenter af den afbrændte Kirke viste sig alle tjenlige til Paabygning, og den nye Bygning har faaet nøjagtig samme Længde og Bredde som den oprindelige Kirke, hvori Hans Tausen prædikede. Da hver Pille var nogle Tommer længere, og Ydermuren strakte sig ca. 3 Alen længere mod Øst end forudsat, er den nye Kirkebygning bleven ca. 8 Alen længere end angivet paa de indleverede Tegninger. Hovedskibet er 58 Alen langt og strækker sig ind i de nu nedbrudte indvendige Slagterboder.
Derimod vilde en Genopførelse af det under Kong Christian IV opførte Kor med Kapeller have naact ind i Nicolaigade Husrækker følgelig umuligt at genopføre.
Afstanden fra den nye Bygning til Nicolaigades Husrække er ca. 30 Alen, til Vingaardsstrædes Husrække ca. 36 Alen og til Lille Kongensgades Husrække ca. 40 Alen. Kirken kommer altsaa til at ligge paa en rummelig Plads.
Grundstens - Indmuring har jeg ikke villet undlade, da det er en ældgammel Skik ved større offentlige Byggeforetagender, og der knytter sig - som bekendt - i Haandværkerkredse den Tro dertil, at Murværket ellers giver sig, saaledes som det nylig er kommet til Orde ved Thorvaldsens Museum, hvor ingen Grundsten blev lagt. Hertil var imidlertid Aarsagen, at der ikke opførtes en Nybygning, idet Museet er en Ombygning al en tidligere Bygning. Her er det en ny Kirkebygning, som opføres paa den for Aarhundreder siden til Kirkebygning indviede Jord.
Naar Grundstenen ikke som sædvanlig blev lagt straks efter Fundamenteringens Fuldførelse og de forste Murpartiers Opførelse, skyldes det Vejrliget i Vinter, som gjorde Byggepladsen til et Uføre. Ved at udsætte Grundstenens Indsætning til et senere Tidspunkt, f. Eks. til nu, da Bygningen er opført i sin fulde Højde med tydelig Afskildring af Hovedskib, Sideskibe og Sidekapeller samt Etageadskillelse i Hovedskib og Sidekapeller, og da Taarnels indvendige Forandring næsten er fuldført, er det opnaaet, at hele Byggeforetagendet og dets Anvendelse bliver mere forstaaeligt.
Da Kommunalbestyrelsens Godkendelse af Pladsens Bebyggelse efter mit derom i 1913 indgivne Andragende altsaa ikke ligger mere end 2 Aar tilbage og derfor i al Almindelighed turde være bekendt, vil jeg indskrænke mig til i korte Træk at gengive Sagens Gang.
Min oprindelige Plan om Pladsens Bebyggelse med en Kirkebygning som den afbrændte skriver sig fra et den 12te Juni 1902 notarialiter oprettet Fællestestamente, hvori min dalevende, senere i 1910 afdøde Søster, Frøken Ida Rentzmann, og jeg gensidig bandt vore Formuer til dette Formaal, selvfølgelig da tænkt til egentlig kirkelig Brug. Der gik imidlertid kun faa Aar, da vi indsaa, at dette neppe lod sig gøre, fordi der ingen kirkelig Trang var dertil, og vi besluttede derfor, at Kirkebygningen ikke udelukkende skulde være til dette Brug, men f. Eks. til oplysende Foredrag, og et af Sidekapellerne til Bibellæsning og Forsamling for Holmens Sogns Menighed, hvortil det tidligere Nicolai Sogn i det væsentlige er henlagt, saa meget mere som Holmens Sogn ikke har noget Menighedshus, som f. Eks. Helligaandskirken, som har Helligaandshuset. Vi fulgte med Opmærksomhed enhver Plan om Pladsens Anvendelse. Der var nok af Projekter. Det eneste aktuelle var formodentlig Pladsens og Taarnets Afhændelse til Staten til Opførelse af en Telegrafbygning. Det var i Vinteren 1905-06, men Planen blev imødegaaet baade fra et historisk og et sagligt Synspunkt, f. Eks. af Stadsarkitekten, hvorefter Salget ikke blev vedtaget af Borgerrepræsentationen.
Det var derhos vort Ønske at faa Kirkebygningen opført, medens vi levede og selv have den Tilfredsstillelse at se den. En ydre Anledning hertil var det prægtige Spir, som Brygger, Dr. Carl Jacobsen i Aarene 1908-09 fik rejst paa Taarnet efter Professor Ambergs pietetsfulde Tegninger, medens det massive Taarn ved Kommunens egen Foranstaltning samtidig blev grundig istandsat.
Ideen til en kommunal Kirkebygning i den foreliggende Form fik jeg fra Forhandlingerne i Borgerrepræsentantsamlingen i Maj 1911 i Anledning af det fra Grundejere ved Nicolai Taam indgivne Andragende om Slagterbodernes Fjernelse fra Pladsen. Jeg bad da Spirets Arkitekt, Professor Amberg, til hvem jeg alt i 1910 havde henvendt mig, om at samarbejde Tegningerne i Overensstemmelse hermed, altsaa i det Ydre en Kirkebygning, som efter min Formening er den eneste Bygningsart, som i arkitektonisk Henseende kan slutte sig til Taarnet, og som, opført i den oprindelige Stil. med historisk Berettigelse vil Staa som et monumentalt Mindesmærke om Reformationens Indførelse her i Landet, og i det Indre til Forsamlings- og Foredragssal, Bymuseum og Folkebibliotek, alt under kommunal Styrelse. Arkitekten tog straks fat og afleverede Planen Skuddag 29de Februar 1912. Den beroede bos mig til i Marts 1913, da jeg af Overretssagfører Carl Recker som fra sin nævnte borgerlige Virksomhed kendte Testamentet og mit Ønske om at faa det udført, medens dog jeg var i Live, fik at vide, at der var berammet et Møde i det Udvalg, som i 1911 var nedsat om Slagterbodernes Fjernelse og Pladsens Anvendelse, saa at Tiden nu formentlig var inde. Jeg udbad mig en Tilladelse til at maatte forelægge Planen for Borgmesteren for Magistratens 2den Afdeling, Hr. Borgmester Jensen, under hvis Forretningsomraade Pladsen sorterer, og for Udvalget, som da bestod af følgende 7 Borgerrepræsentanter: Landstingsmand Chr. Christiansen, Tømrer From Petersen, Detailhandler C. F. Sørensen, Overretssagfører Becker og Viktualiehandler Joh. Nielsen samt 2 senere udtraadte Borgerrepræsentanter. Grosserer, Frk. Reruq og nuværende Indenrigsminister Rode. Efter de Udtalser, som da fremkom fra Borgmester Jensen og fra Udvalget, særlig sidstnævnte Medlem, blev det foreslaaet at dele den 32 Alen høje Hovedhal (Kirkens Hovedskib) i to Etager for at skaffe bedre Plads til Bymuseet, saaledes at den øverste Etage, 11½ Alen høj, blev Museum, en Opgave Arkitekten saa at sige omgaaende løste.
Herefter indgav jeg 18de Juni 1913 mit Andragende til Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse; ved Skrivelse 24de s. M. forelagde Magistraten det med Anbefaling for Borgerrepræsentationen, som i Samlingens sidste Aføde 30te s. M. modtog Tilbudet.
Efter de Forhandlinger, som i Vinteren 1913-14 fandt Sted med Folkebibliotekernes Hovedbestyrelse, blev Planen atter ændret, idet der, i Stedet for et Kredsfolkebibliotek i Sidekapellerne, foresloges indrettet et stort Centralfolkebibliotek, hvortil begge Sideskibe i Bygningen tillige maatte anvendes, saa at kun Hovedskibet benvttes til Foredrags- og Forsamlingssal. Planens Omarbejdelse, der vil medføre Sideskibenes Adskillelse fra Hovedskibet ved kunstnerisk udført Træpaneler og store Vinduer, blev færdig i Forsommeren 1914.
Herefter bliver Bygningens Indretning saaledes:
Hovedskibet: Den underste Hal, Hovedhallen, til Forsamlings- og Foredragssal, 58 Al. lang, 13½ Al. bred, 20 Alen høj. Den øverste Hal til Bymuseet samme Længde og Breilde, 11½ Al. høj. Loftet i begge Haller bliver Hvælvinger i armeret Beton.
Sideskibene, afskildrede fra Hovedskibet, forneden med smukke Træpaneler, foroven med Vinduer af Antikgins, er hvert 47 Al. lange, 8 Al. brede og 12 Al. høje, begge med Hvælvinger af ai moret Beton.
I det nordre, til Lille Kongensgade. Avislæsestue, Katalogiseringsrum og anden Virksomhed for Folkebibliotekets Personale.
I det søndre, mod Vingaardsstræde: Udlaanssal med Forhal (aabne Hylder tilgængelige for Publikum). I Sakristiet Stadsbibliotekarens Kontor, tillige Værelse for Foredragsholdere.
Sidekapellerne er hver delt i 2 Etager altsaa 4 Sale. hver 19 Al. lang 11 Al. bred og 6 A. bøje.
Det nordre: Stuen: Læsesal med Haandbibliotek. 1ste Sal til Børnebibliotek og Læsestue, med særlig Opgang. Det søndre: Stuen: Hovedbibliotekets Bogsal med Ekspedition til Kredsbibliotekeme (med særlig Indgang). I Kælderen indrettes Bogbinderværksted. 1ste Sal til Bestyrelsens Værelser.
Taarnet: Hovedindgang og eneste Indgang med Garderobe og Toilet tilvenstre. Tilhøjre fører en bred og bekvem Trappe med flere Afsatser, først til Orgelpulpituret ind til Ilovedhallen, derpaa til en Sal i selve Taarnet med Vindue til Admiralgade, 12½ Al. lang, 3 Al. brad og 11 Al. bøj, og derfra videre op fil den store Bvmuseeumshal i Hovedskibet hvortil vil blive en særlig dekorativ Indgang (en Forhal).
Salen i Taarnet var oprindelig tænkt anvendt til Bymuseet, men da dette maa antages at faa rigelig Plads i oftnævnte Hovedlial mej Forhal og paa Væggene i Forsamlingshallen og paa Trappernes talrige Afsatser m. v., bar jeg udtalt mig for, at Taarnværelset benyttes paa bestemte, et Par Gange ugentlig. Tider til Bibellæsning og Menighedsmøde for et begrænset Antal af Holmens Sogns Beboere. Egentlige kirkelige Foredrag, ligeledes til bestemte ugentlige Timer, for Sognets Beboere, holdes som ethvert andet oplysende Foredrag i Hovedhallen efter Samraad indenfor Styrelsen,
Byggeforetagendets Arkitekt, Professor Amberg, har med overlegen Dygtighed løst sin Opgave paa en saadnn kunstnerisk, praktisk og - hvad jeg lægger særlig Vægt paa - historisk-pietetsfuld Maade, at Bygningen vil staa som et af de bedste Eksempler paa dansk Bygningskunst fra Begyndelsen af dette Aarhundrede. Jeg var ikke kunnet henvende mig til en Arkitekt. der bedre end han har forstaaet at omsætte mine Tanker, først i Tegninger og derpaa i Mursten, Tømmer, Beton, Kobber og andet Bygningsmateriale.
Det være mig nu tilladt fra dette Sted at udtale min oprigtige og bedste Tak for den forstaaende Imødekommenhed, jeg altid har mødt og møder hos Kjøbenhavns højtærede Kommunalbestyrelse, saavel Magistrat som Borgerrepræsentation. Særlig retter jeg min Tak til Borgmesteren for 2den Afdeling. Hr. Borgmester Jensen havde straks den mest fuldkomne Forstaaelse af Planen, og har vist sig i Besiddelse af en aldeles enestaaende Evne til at føre Sagen igennem, og han har paa ethvert af Sagens Omraader, ogsaa dem, der ligger udenfor hans Forretningsomraade, givet mig de bedste Raad. Ligeledes takker jeg de ærede Medlemmer af Udvalget om Pladsen, nuværende og forhenværende Borgerrepræsentanter. Ændringen om Etageadskillelsen i Hovedskibet vil give Bymuseet en pompøs stor og lys Sal uden at forringe Foredragssalens Brugbarhed, muligt endog forbedre den i akustisk Henseende. Endelig takker jeg Borgmesteren for 1ste Afdeling som Formand for Folkebibliotekernes Hovedbestyrelse for Oprettelsen af et Centralbibliotek, det første her i Hovedstaden og Landet; det vil forhøje Bygningens samfundsnyttige Anvendelse.
Inden jeg skrider til Indmuringen, vil jeg ud fra mit Standpunkt hævde, at der ingen Modsigelse er i Genopførelse af en Kirke, som ikke anvendes til de sædvanlige kirkelige Handlinger. I andre Lande, f. Eks. Schweiz, England, de nordamerikanske Fristater, benyttes Kirker ogsaa til andre Øjemed. I tidligere Tider samledes Byens Borgere netop bl. a. i Nicolai Kirke til Møder i andre Øjemed. En Kirkebygning er kun en ydre Form. Udbredelse af Kundskab om den kristne Lære sker ligesaavel gennem Prædikener som paa anden oplysende Maade. Dette er ikke noget nyt, men har altid været vedkendt. Det er saaledes udtalt i det Salmevers: "Aand over Aander". som den norske Biskop Johan Nordal Brun skrev for over 100 Aar siden, og hvori det som en Gerning, man bør stræbe hen til at udføre i Livet, siges: "Bygge Guds Kirke oplyse hans Folk". Hver Gang jeg i Holmens Kirke hører denne Salme - hvortil Musiken vil blive spillet efter Indmuringen - tænker jeg paa den Naade, som forundes mig ved at være sat i Stand til at opføre denne Kirkebygning og paa dens Anvendelse ved Kommunens Hjælp til god og nyttig Oplysning. Selvfølgelig derunder Kundskab om Guds Ord, som det læres os i Bibelen, bande det gamle og det nye Testamente.
Det er mit inderlige Ønske som mit faste Haab, at Bygningens Anvendelse i Oplysningens Tjeneste maa bidrage sit til, at der maa opvokse en Slægt, som forstaar, at Livets Lykke opnaas gennem et sundt, fordrageligt og godt Familieliv, ved Arbejde, hver i sin Gerning, stor eller lille, ved Nøjsomhed og Sparsommelighed, der fører til Uafhængighed, og at Livets Fylde ikke beror paa ophobede Rigdomme til Luksusbrug. men i Aandens Kraft og Styrke, og at den - som Salmisten siger - maa være Guds Kærligheds Tolk i vort Hjerte - en Slægt, som føler sit Ansvar baade for Gud og for Mennesker i en stadig Pligtopfyldeise og med en god Samvittighed.
Det Dokument, for hvilket indmuringen skal dække, om Gud vil, forhaabentlig i Aarhundreder, lyder saaledes:
St. Nicolai Kirke og Plads.
Den lille Højtidelighed igaar i Departementschef Rentzmanns kommunale Gave-Kirke kan vel betragtes som det egentlige Punktum i Nicolais Begrædelses Dagbog. Vi var jo nok kommen til det sidste Kapitel, da Kommunen for et Par Aar siden havde modtaget Gaven og givet sin Tilladelse til, at Pladsen blev anvendt og en Bygning opført efter Hr. Bentzmanns og lians Arkitekts Forslag, men Beseglingen foregik igaar. Det at Kransen hejses paa en Nybygning, er vel noget i samme Retning som den borgerlige Side af Konfirmationen for et Menneskebarn: Nu begynder den mere selvstændige Tilværelse. Og for den nye St. Nicolai Kirke blev Dagen igaar yderligere højtidelig ved Grundstens-Indmuringen paa selve det Sted, hvor i sin Tid Hans Tausen for første Gang talte paa Dansk for Kjøbenhavns Befolkning.
Afslutningen paa den sørgelige Vanrøgts-Periode er ikke kommen for tidlig. Det vil for en kommende Slægt maaske lyde som et mærkeligt Eventyr, at dens Fædre i den - som man vel vil sige - stærkt æstetisk interesserede Stad saa længe taalte et sort Stempel som Blikboderne og "Maven" med Tilbehør i Byens Midte ved Foden af et skønt og ærværdigt gammelt Taarn. Men naar de samtidig erindrer sig, hvad disse Fædres Fadre gjorde ved Byens gamle Volde og Porte med mere, vil de maaske kunne forstaa det.
Om Formaalet med den nye Bygning, der nu ved den smukke Gave fra Departementschef Rentzmann og hans afdøde Søster, Frøken Ida Rentzmann, er under Opførelse, vil Læserne faa Oplysning gennem Hr. R.s Tale igaar, der i dette Numer af "Berlingske Tidende" gengives efter hana Manuskript. I det Ydre er Bygningen t det væsentlige en Gengivelse af den gamle St. Nicolai Kirke, der sammen med Spiret -og en god Del af Byen Kjøbenhavn - blev ødelagt i 1795 ved en af de mange Ildsvaader, der hørte til de nogenlunde regelmæssigt tilbagevendende Begivenheder i vor lille, gamle Residens- og Hovedstad. Her skal da nærmest gives en kort populær-historisk Udsigt over den Trængsels-Tid for Kirke og Plads, som nu forhaabentlig er afsluttet.
Den hellige Nicolai har muligvis været de Søfarende en god Værnehelgen. Sit eget Kirkehus værgede han kun maadeligt mod Himlens Vejr; men det var da forresten først efter, at det var bleven den danske Reformations Moderkirke, at Ulykkerne begyndte at hjemsøge det. I Aaret 1560 slog Lynet ned i Spiret, der faldt ned i Kirken og sønderslog Hvælvinger og Højalter, og da Christoffer Walkendorff 30 Aar efter med Støtte af Christian IV havde faaet rejst Spiret paany, varede det kun andre 30 Aar, inden Stormen tog det, og der gik igen en Menneskealder, førend Taarnet atter blev kronet med et Spir, til hvis øverste Tinde der var 304 Fod. Og saa kom altsaa, godt 100 Aar derefter, Branden, som tog Spiret og ødelagde Kirken saa grundigt, at man besluttede at rive den helt ned.
Det varede forresten en rum Tid, inden denne Beslutning blev udført, da man ikke en Gang kunde skaffe Penge dertil - endsige til en Genopførelse - og Ruin og Plads henlaa i en Snes Aar i en Tilstand, der efter samtidige Billeder og Skildringer maa have været ganske malerisk omend ikke rigtig værdig for en Hoved- og Residensstad. Ruinerne forvitredes mere og mere, Gravmæler og Epitaphier blev slaaede itu og Kisterne solgte efter Vægt. Vandet stod om Vinteren over Gulv og Kirkegaard, og endelig maatte man til at jævne Kirkens Ruders med Jorden, medens det kullede Taarn blev bevaret som Brandvagts-Station. Om de forskellige Planer om Genopførelse af Kirken eller Udnyttelse af Pladsen i denne Periode skal blot nævnes P. Meyns Forslag om Opbygning i antikiseret Stil (det gamle Raadhus, Frue Kirke) og C. F. Hansens Projekt om at indrette Butiker i Ruinerne og lave Markedskedsplads udenom. Markedsplads blev der forresten af sig sig, idet der efterhaanden paa den ryddede Tomt ved Taarnets Fod rejste sig Telte og Boder, hvor der handledes med Grønsager og Kød; og som det fremgaar af hosstaaende Gengivelse af et Stik fra 1828 har der i denne Periode rørt sig et ganske pittoresk omend sagtens noget tilfældigt og i hygiejnisk Henseende mindre tilfredsstillende Liv.
Omkring 1845 stivnede dette i de berømmelige, endnu eksisterende Slagterboder, der kostede 92,000 Rigsdaler at opføre, og som i Aarenes Løb blev en fast, kommunal Indtægtskilde, der tilførte Byens Kasse det svimlende aarlige beløb af godt en halv Snes Tusind Kroner (!). Med stor Pietet værnede man derefter i henimod 3/4 Aarhundrede om dette ejendommelige arkitektoniske Monument og det borgerlige Erhverv, det husede, medens man samtidig udnyttede Taarnet, foruden til brandstation, til Materialskur, offentlig Nødtørftsanstalt og til Udleje til en Flytteforretning, som "besørgede alt." Pladsen var iøvrigt nu ved Grundsalg og bebyggelse (Nikolaigade) bleven stærkt beskaaret.
Tid efter anden dukkede der Planer op, dels om Genopførelse af Kirken (efter Tegning af Amberg) dels om Omordning og Udnyttelse af Pladsen med Projekter om forskellig bebyggelse, Opførelse af Telegrafbygning, Badeanstalt m. m., - flere af dem afgjort uheldige, andre meget tiltalende og kønne; men da det afgørende Ord jo nu længst er sagt i Sagen, har de kun akademisk Interesse, og det vil være overflødigt at omtale dem. Kun bør nævnes Etatsraad Dahlerups smukke Plan (der gik ud paa Replantning, et Par smaa Tilbygninger til Taarnet og en Tillempning af Husfacaderne om Pladsen) samt Arkitekt Clemmensens to præglige, om en overlegen Sans for Pladskunst vidnende Forslag, der begge tog Sigte paa en (større eller mindre) Gennembrydning ud til Østergade og sin sidste Form Opførelsen af et Bygningsværk til arkitektonisk Støtte for Taarnet, der paa dette Tidspunkt var bleven forsynet med Brygger Jacobsens af Professor Amberg udførte Spir.
Som et bittert Kuriosum kan nævnes at der i Clemmensens første Forslag blev henvist til, at man ligeover i Østergade, hvorfra der ved Rydningen vilde blive frit Indblik til Pladsen, vilde have "Efterslægten"s smukke, gamle Gaard - Kjøbenhavns bedste gamle Bygning, der, selvfølgelig, som bekendt senere er konverteret i en moderne Forretningsejendom. Clemmensens sidste Forslag, der fremkom paa "Forskønnelsesforeningen"s Initiativ, havde faaet sin endelige Udformning, dels under Hensyn til, at der nu var kommen Spir paa Taarnet, dels for at udnytte noget af Pladsen lil Bebyggelse. Uden at gaa den senere, nu realiserede Udnyttelses-Plan for nær, kan det vel nok siges, at Clemmensens Plan syntes noget nær den ideale, Udtrykket for en dybt kultiveret kyndig og smagssikker Kunstners Tanker. - Da Brygger Jacobsens Spir var sat paa det gamle Taarn, var det klart, at let maaatte bære mod Slutningen af Slagterbodernes og "Maven"s Æra. Selve Spiret var forøvrigt, hvad man vel ikke har glemt endnu, straks et Modsigelsens Tegn. Det gamle Taarn var jo dejligt, som det stod, i al sin Fornedrelse. Et gammelt vejrbidt, fast og sluttet Monument, med sine røde Mure og sin djærve Murkrone et ærværdigt Belfrey, der stod sikkert og trodsigt paa Jorden. Naturligvis kunde man henvise lil den Skønheds-Forøgelse for Byens Silhouet, det nye Spir betegnede, men for mange var det, som om denne rundhaandede og højtstræbende Tilførsel var et Tab. De mistede noget, der var dem kært, og som de mente, de skulde haft Lov til at beholde.
Imidlertid lod det til, at Spiret for Alvor havde pirret ved Magistratens Samvittighed med Hensyn til Bevarelse af Slagterboderne. Medens det høje kommunale Rand ikke mente at kunne tage Stilling til Clemmensens Projekt, syslede det dog med Tankerne om at faa Pladsen reguleret, og saa kom i Sommeren 1913 i egentligste Forstand som en Foræring - Departementschef Rentzmanns Tilbud i Form af en Henvendelse lil Magistraten om Tilladelse til at lade opføre "en kommunal Kirkebygning i Forbindelse med Nikolai Taarn", at anvende efter den af Bestyrelsen (Medlemmer af Borgerrepræsentation i Forening med Giveren) nærmere trufne Bestemmelse efter dens Hovedformaal: Forsamlings- og Foredragssal, Bymuseum og Folkebibliotek. Bygningen, der i det Ydre skulde fremtræde som en Kirkebygning, skulde opføres efter Tegning af Professor Amberg i samme Stil som den oprindelige Kirke.
I sin første Udformning tog Tanken om Gaven - saaledes som Departementschef Rentzmann og hans dalevende Søster, Frøken Ida Rentzmann, allerede l 1902 fattede den - Sigte paa Oprettelsen af et Fond ved deres samlede Formue, bestemt til eventuelt med Renter og Renters Rente efter 20 Aars Forløb at anvendes til Genopførelsen af Nikolai Kirke, "hvor Reformationens Lære først prædikedes og Guds Ord først lød i Tale og Sang paa vort Modersmaal i vor Fødeby". Senere omformedes denne Tanke til Opførelse, endnu medens Giverne var i Live, af en Kirkebygning til Anvendelse som ovenfor nævnt. Og da Frk. Rentzmann imidlertid var afgaaet ved Dø»len, rettede Departementschefen den ovenomtalte Henvendelse til Kommunalbestyrelsen, der med Tak besluttede at modtage den ejendommelige og storstilede Gave.
- Og nu staar altsaa den nye "St. Nicolai Kirke", som dens Giver udtrykkelig ønsker den betegnet, paa det Sted, hvor det gamle middelalderlige Kirkehus stod. "Som et monumentalt historisk Mindesmærke om den Kirke, hvori Reformationens Lære første Gang blev forkyndt i Hovedstaden." Man vil kunne indvende, at Replica-Bygværker sjeldent bliver kønne, navnlig da, naar dø maa skrues ind i ændrede Forhold, og at det med Hensyn til Formaalet vilde have været mere logisk, om Nybygningen var bleven enten helt Kirke eller - maaske bedre endnu helt Folkebibliotek, et Omraade, hvor vi endnu vilde kunne tage ved Lære fra yngre Samfund. Hvad det Ydre angaar, er det dog endnu for tidligt at dømme, og her vil Tiden hjælpe. Med Hensyn til Bestemmeisen vil det vel vise sig, at der nok bliver Brug for Husrummet - vi har ingen Overflod derpaa her i Byen, og naar Verden engang faar Tid til at tænke paa andet end paa at ødelægge sig selv, stiller vel det aandelige Opbygnings-Arbejde overalt sine omfattende Krav.
Og det bør nu i alt Fald siges i Omtalen af den nye Bygning, som igaar har hejst Kransen over Spærene: At den har fjernet en Hæslighed, en styg og skæmmende Plet fra Byens Hjerte. Og at der ved den Gave, der har muliggjort dette, er givet et smukt og stort Udtryk for Borgersind og ærbødig Kærlighed til den By, vi alle elsker og er stolte af - men som vi ikke altid og alle har værnet, som vi burde.
H.
Den ny Kirkebygning.
Hovedindgangen til St. Nicolai Kirke, der nu ved Departementschef Rentzmann Gave i ny Skikkelse opstaar af Gruset, bliver gennem den store Port mod Admiralgade under Statuen af St. Nicolai med Skibet. Taarnet, hvor den gamle Trappe langs Siderne er erstattet med en ny, bred Trappe der fører op til Bymuseumssalen og Orgelpulpituret i den store, gamle Bue, er en Forhal, hvori bl. a. er opstillet en Gravsten over en af Kirkens gamle Præster og Spidsen af det gamle Spir, der tidligere er fundet ved en Bygningsudgravning.
Foredragssalen, der optager den underste Del af Kirkebygningens Hovedskib i hele dettes I.ængde, ligger lidt højere end Gadens Plan og bliver 30 m lang, 11 M m bred og 7 m høj, med 5 Nicher til hver Side. Ved Egetræs Paneler, der foroven ved blyindfattede Ruder udfylder Loftsbuerne, adskilles Salen fra Sideskibene, der forbeholdes Kommunens Folkebiblioteker. Sideskibene faar Loft med Krydshvælvinger under Halvtaget medens Rummene i Tilbygningerne deles i to Etager med Bjælkeloft.
Ovenover Forhallen er der i Taarnet en Sal med stort Vindue ud mod Admiralgade, Den er nærmest bestemt til Malerier, henhørende under Bymuseet; under dette indgaar iøvrigt forskellige Dele af Taarnrummet.
Ovenover Orgelrummet er Adgangen, gennem en af røde Munkesten opmuret Forhal til Bymuseet, hvis Hovedsal er 7½ m høj og 9 m bred, forsynet med Loft mod Krydshvælvinger af armeret Beton. Indgangen til Salen er gennem en spidsbuet Portal mod Kjøbenhavns Byvaaben.
I Kirkebygningens østre Gavl, mod Vingaardsstræde, er et 15 m højt, sandstensindammet Vindue med blyindfattede Ruder. Her er to smaa Trappetaarne, ligesom Ryttersplret dækkede mod Kobber. Det lille Spir krones med en af Professor Amborg udført Vindfløj mod Kors.
Kirkens Arkitekt er, som bekendt, Prof H. C. Amberg; som Konduktør har Arkitekt J. Martin Petersen haft den daglige Ledelse af Byggearbejdet. Murerarbejdet udføres nf Murermestrene Philip Hanen og J. Jeppesen, Tømrerarbejdet af Tømrermester K. Winther, Hvælvingerne og Etageudskillelserne af Murermester A. J. Børgesen, Stenhuggerarbejdet af Stenhuggermestrene Brødrene Larsen, Kohberdækkerarbejdet af Kobberdækker L. Hannibal, Snedkerarbejdet af Snedkermester Hjalmar Christensen, Smedearbejdet af Smedemester J. P. C. Jensen & Sønner, Glarrnesterarbojdet af Glarmestor H. A. G. Fledelius, Malerarbejdet af Malermestrene Petersen & Andersen, Varmeindretningen er konstrueret af Ingeniør P. Danstrup og udføres af Bonnesen & Danstrup.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15, august 1915)
Kirkesalen blev efter Rentzmanns død hvert år anvendt til borgerlige konfirmationer i en årrække - altså et ikke-kirkeligt formål.
I forbindelse med 100-året for kirkens indvielse, november 2017 fremstillede jeg en præsentation som viser før og nu fotoer af kirkens indre, dengang der var Hovedbibliotek (1917-1957).
