Klausulsvindlere i Valby. (Efterskrift til Politivennen)

Politijagt på klausulsvindlere. De fanges som ål i en ruse.

“Folkets Avis" omtalte i går en ny klausul-svindleraffære, som var under opsejling, idet jernbaneassistent Jens Knudsen på godsbanegården havde gjort den opdagelse, at en vognladning saltede sild i virkeligheden var - gummi!

Ved den derpå følgende politiundersøgelse oplystes det, at det var en agent Tychsen, som med bistand af en dansk-amerikaner ved navn Rønne stod bagved som klausulædere og gummismuglere.

Deres såkaldte “salteri" havde de installeret på hjørnet af Trekronergade og Gerdasgade i Valby, og her mødte altså politiet op for at se lidt nøjere på de to herrers virksomhed.

Tychsen havde på dette tidspunkt gjort sig usynlig, og Rønne så sit snit til at flygte, skarp forfulgt af opdagerne, der snart efter fik assistance fra hovedstationen.

Nu blev der en formelig klapjagt ud over markerne; men det syntes, som om flygtningen ganske var forsvundet i jorden.

Fabrikken og lageret blev selvfølgelig sat under politiets opsigt, og det bliver vist nogle kønne ting, der nu kommer for dagen.

Lokalerne har siden krigens udbrud været udlejet til tyskere, som først havde en sæbefabrik her, siden en oliefabrik og nu altså en nedsaltning af - gummi!

Virksomheden blev drevet meget hemmelighedsfuldt, og kun Tychsen og Rønne fik adgang til "fabrikslokalerne"

Tychsen og Rønne fanges.

Jagten på gummismuglerne fortsattes med den største energi, og efter flere timers arbejde var man kommen så vidt, at man havde fået omringet det terræn, hvor man mente, de måtte holde sig skjult.

Og - nu gik det fremad med sikre skridt.

Kredsen blev mere og mere snæver og til sidst sad fyrene der, som ål i en ruse.

Vejen var spærret, der var intet andet at gøre, end at overgive sig på nåde og unåde. Og i dag sidder de velforvaret i det Thorupske Hotel.

(Folkets Avis - København 17. august 1916.)

Trekronergade. Gerdasgade går ind til venstre mellem de to gule bygninger. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Gummien i sildetønderne. En dramatisk og spændende jagt i Valby. Manden med spegesildene er taget.

Der kom meget hurtigt klarhed over affæren med spegesildene og gummien på godsbanegården, og manden for det hele sidder allerede bag lås og slå. Men inden man nåede så vidt, var der blevet udspillet en længere film, som man må beklage ikke blev taget ind i nogen kukkasse og opbevaret for eftertiden som minde om disse dages eksportraseri og klausulslugeri.

Det havde på godsbanegården vist sig at der i alt var 170 tønder. Heraf var de 160 tønder ægte og reelle nok, og kun i de 10 tønder var der gummi og benzin. Det var altså nærmest et nederdrægtigt uheld for eksportøren at tolderne faldt netop over en af disse 10 tønder. Men: når uheld være skal. osv. Hvem eksportøren var, fik man snart klarhed over. Speditionsfirmaet Goldstück, Hainze &. Co., der havde sendt sildetønderne ud på banen, oplyste, at afsenderen var en vis agent Tücksen, der havde et salteri og pakkeri ude på Trekronergade i Valby.

Dette salteri og pakkeri er ikke politiet helt ukendt. Det har ofte fået meddelelser om, at alt vist ikke gik rigtigt til derude i huset med de overmalede ruder; men da man ikke havde noget reelt at holde sig til, var der ikke noget at gøre i den retning. Men nu var der altså en anledning til at tale med folkene derude, og et par af opdagerne fra København tog ud til Valby for at hente hr. Tücksen til forklaring på politikammeret.

Her er det, at den store film begynder. Da opdagerne kom ind i pakkeriet, der ligger på hjørnet af Trekronergade og Gerdasgade, helt ude hvor linie 6 ender, traf de mellem sildetønderne en mand, der syntes overmåde forfjamsket. Da man spurgte efter Tücksen erklærede manden at hedde Rønne, og da der ikke var andre levende væsener at øjne i huset, besluttede opdager i mangel af bedre at tage Rønne med sig. Noget måtte man vel nok kunne få at vide hos ham. Rønne syntes nok at være lidt ked af det, men han gjorde alligevel ingen ophævelser og var klar til at gå med. Han bad blot om tilladelse til at måtte sætte sin cykel ind i et skur. Det var der ikke noget i vejen for, han gik ind i skuret, opdagerne ventede i gården, og i samme sekund brød Rønne gennem en hæk, kom ud på en mark og satte afsted som en kronhjort. Borte havde taget ham, og opdagerne så jo noget nedtrykte ud. Nu gik det imidlertid som på en rigtig spændende film.

Der blev pebet i fløjter, blev telefoneret efter hjælp fra København, og et lille kobbel politihunde med savlende munde og ludende hoveder blev sat på flygtningens spor. Politiassistent Tage Jensen kom selv til stede, og snart var der samlet en styrke på i alt 13 opdagere. Nu gik den vilde jagt over stok og sten. Men flygtningen havde fået et langt forspring, og man kunne ikke følge hans spor længere end over til Årstrandsgård. Her ligger flere haver, der strækker sig over til Kløverbladsgade, og i dem forsvandt Rønne. Hundene og opdagerne tabte hvert spor.

Der var imidlertid blevet sat vagt af i pakkeriet, og ud på eftermiddagen fik man det første resultat. Da meldte der sig nemlig en lille tyk herre, og da han overfor opdagerne navngav sig som Tücksen, blev han strak sendt ind til politikammeret. Og ud på natten fik man en endnu større belønning for sin tålmodighed.

Rønne havde holdt sig skjult ovre i haverne ved Kløverbladsgade, men natten var kold, og ved 2-tiden kom han så listende på hosesokker over til pakkeriet, hvor han har et værelse. Opdagerne var naturligvis over ham i samme sekund, og den modstand, han gjorde, blev kun af kort varighed. Håndjernene klappede sammen, og så gik turen til København.

Pakkeriet har som sagt ofte tiltrukket sig politiets opmærksomhed. I huset har der været forskellige virksomheder, både mejeri, oliefabrik osv., til det for nogen tid siden blev lejet ud til sildepakkeri.

Sagen vil sandsynligvis blive henvist til behandling ved 7. kammer hos assessor Thorup. Man vil vel så få oplysninger om, hvem Tücksen og hvem Rønne er, hvorledes deres fortid ser ud, hvem de har stået i forbindelse med i de sidste tider og hvad der er foregået i den mystiske fabrik ude i det yderste Valby.

(Aftenbladet (København) 17. august 1916.)

Den vestindiske Krise. Et Bidrag til Forstaaelsen af Tilstandene blandt vore "sorte Landsmænd". (Efterskrift til Politivennen)

I Tilslutning til vor telegrafiske Meddelelse sidste Uge om ny Strejkeuroligheder i Dansk Vestindien hidsætter vi idag følgende Oversigt over Begivenhedernes Gang paa Øerne i det sidste Aarstid.

Der findes ikke i Danmark nogen synderlig udbredt Interesse for de danske Kolonier, Grønland og de vestindiske Øer. Dog maa man afgjort sige, at Interessen er i Vækst. Aarsagerne dertil kan være forskjellige. For de vestindiske Øers Vedkommende maa særlig nævnes den kritiske Tilstand, som i de sidste Aar har hersket Paa St. Croix.

Det var sidste Foraar, det gjennem Meddelelser af forskjellig Art blev klart, at Forholdene paa St. Croix truede med at blive fortvivlede. Blandt de Oplysninger, der fremkom, var noget af det interessanteste en Artikel af Departementschef Hiort-Lorenzen (der en Tid har været dansk Embedsmand derovre) i „Berlingske Tidende". Han giver her en indgaaende Skildring af, hvorledes Negrene i Løbet af den sidste Menneskealder mere og mere er bleven en jordløs Befolkning ogsaa mange af dem, der arbejder paa Landet, bor i Byerne hvorledes af denne og andre Grunde (daarlig Ernæring, Rom som Præmie for godt Arbejde), Drikkeriet og andre Laster har bredt sig mere og mere: "Hvis der ikke snart sker en radikal Forandring i Forholdene, vil den overhaandtagende Løsagtighed, Udvandringen, Børnedødeligheden og Drikkeriet medføre, at Befolkningen paa St. Croix vil gaa sin Undergang i Møde."

I Sommeren 1915 kom Negeren Hamilton Jackson til Danmark for som sine Landsmænds udpegede Tillidsmand at tale deres Sag. De, der kom i nærmere Berøring med ham, fik Indtryk af en Mand, der ikke blot var fuld af Mod og Energi. men ogsaa besjælet af en stærk Tro til, at det kunde hjælpe noget at gjøre et Arbejde blandt Negrene for at rejse dem menneskeligt og økonomisk. blot man bød dem nogle bedre Muligheder for at komme fremad, end de har i Øjeblikket. Hamilton Jackson rejste hjem med følelsen af, at han i alle Tilfælde havde rejst en vis Interesse for Sagen, og i Haab om, at noget blev der dog vistnok gjort. Ogsaa Øernes Guvernør, Hr. Helweg-Larsen, kom hjem til Danmark. Man fik ogsaa herved en Følelse af, at nu skulde der gjøres noget. Der blev da ogsaa i Eftcraarct af Finansminister Brandes forelagt en hel lille Række Lovforslag, som tog Sigte paa at afhjælpe nogle af de værste Ulemper. Men derved blev det i alt Fald foreløbig.

Den danske Rigsdag har nemlig hidtil ikke faaet Tid til at tage de forelagte Lovforslag op til Behandling. Det kan betvivles, om Lovforslagene var af den Art, at de Forholdsregler, de bød Paa, var i Stand til i nogen synderlig Grad at for bedre Forholdene, men det første, der var at gjøre, rnaatte dog være at faa dem frem til Behandling og mulig Forbedring.

I Begyndelsen af 1916 udkom der en Pjece af Sognepræsten i Christianssted, P. Helweg-Larsen. Den bekræfter stærkt, at Forholdene er af den Art, at der maa gjøres noget, og med Varme og Alvor lægger Forfatteren den danske Menighed paa Sinde at tage Sagen op. Han siger, at en social Bevægelse i Negerfolket er en Nødvendighed, og rejser det Spørgsmaal: "Er der af Samfundet som Helhed givet den kulørte Befolkning en "fair chance" en aaben Vej til at komme frem for dem med lidt Drift i og faa Arbejdet paa at faa vakt Driften hos dem, i hvem den sov?" Og han svarer: "Jeg kan ikke se andet, end at dette Spørgsmaal i det hele og store maa besvares med et klart Nej." Dernæst siger han, at det afgjørende for at byde Befolkningen en saadan aaben Vej "er Jordspørgsmaalet, thi St. Croix er Land og ellers intet."

Om Pastor Helweg-Larsen har et helt rigtigt Blik for, hvad der skal gjøres, er saa en anden Sag. I hvert Fald kan man næppe følge ham i at lade Staten slippe for sit Ansvar. Han siger selv, at Jordspørgsmaalet er en Hovedsag, og det maa løses ved Statens Indgriben, skal det løses for Alvor. Desuden er han ret utilfreds med Hamilton Jackson og hans Virksomhed. Men her er hans Domme ikke mere "up to date". Siden han skrev, har Strejken fundet Sted og Hamilton Jackson faaet Lejlighed til at bevise sin Dygtighed og sin Alvor, saa det er yderst sandsynligt, at Pastor Helweg-Larsen her selv har maattet ændre sin Dom.

Han skriver, at han er bange for, at Hamilton Jacksons Virksomhed skal ende med en Strejke, og at det saa skal gaa galt. Oprør kan da bryde løs i et Nu. "Og saa er Dyret løs. Det sidste halvandet Aar har vist med tilstrækkelig Tydelighed, hvor langt der er til Dyret i Mennesker med tusindaarig Civilisation og der er en Del kortere hos de Naturbørn, som mange af Negrene er. Saa er det godt nok, at H. I. daglig taler i sit Blad om den fredelige Befolkning, at han ved sine Møder formaner dem til Ro" osv.

Strejken kom: Regjeringen herhjemme gjorde intet. Fødemidlerne steg og steg i Pris, en rig Høst stod paa Markerne, Negrene bad om Lønforhøjelse, men fik ingen saa nedlagde de Arbejdet. Strejken kom men der blev intet Oprør. Og Begivenheden fik i det hele et saadant Forløb, at den kun kan bringe de sorte Mænd til at stige i vor Agtelse samtidig med, at den kaster et ikke særlig smukt Lys over en Del af de hvide med den tusindaarige Civilisation.

Strejkens Berettigelse fremgaar alene af, at mens Lønnen stadig var 45--94 Øre daglig (hvoraf dog fra gaar nogle Øre til Lægen), var Varepriserne steget til det dobbelte eller henimod det, saa at et Pund Mel kostede 22.5 Øre, Sukker 18.7, Fedt 67.5, Flæsk 75, Bønner 45 Øre Pundet. Og at Planterne var i Stand til at give mere, kan sluttes deraf, at de havde forhøjet Afgiften af udlejet Jord, meget betydeligt. (Paa St. Thomas er den laveste Arbejdsløn forøvrigt henimod Kroner 2.50).

Men det var jo letsindigt at begynde Strejken, thi der var ingen Strejkekasse!

Om dens Forløb fortæller bl. a. et Brev fra en paa Øen bosat dansk Dame saaledes: "Mandag Morgen (den 24. Januar) blev alle Arbejderne jaget fra deres Huse. Mødre, som nylig havde født, saavel som alle andre, og alle strømmede de til Byen, hvor de hverken har Hus eller mad." "Du skulde have set et Tog, da disse fattige Negre kom dragende herind Nød og Elendighed, og havde man ikke før vidst, hvilken Fattigdom der herskede, saa fik man sandelig nu Syn for Sagen. Det er til at græde over, og den Hjærteløshed, der udvises af de allerfleste Hvide, cr faa stor, at man næsten ikke kan holde det ud ." „Og hvad har de Stakler gjort? Stilfærdigt og roligt nedlagt Arbejdet, fordi de ikke kan leve af den elendige Løn."

Der blev nu gjort et stort Arbejde for at hjælpe alle disse Mennesker. Deres Ejendele var bleven smidt paa Gaden, midt ud i en Troperegn. Det lykkedes at faa fat i 30 Kærrer den følgende Morgen de blev stillet til Raadighed af Negerhusmænd og andre, og paa dem bragtes saa Ejendelene bort. Skoledirektør Rübner Petersen sørgede for, at Land skolerne blev aabnede for Kvinder og smaa Børn. Der blev opført et stort Telt der rummede 500 Mænd, foruden flere mindre. Adskillige af de sorte Beboere i Christianssted aabnede deres Huse for de Hjemløse. Og der blev sørget for Mad.

I en Artikel i "Sorø Amtstidende" fortæller Fru Ingeborg Hiort Lorenzen saaledes derom: "Et storartet' Sammenhold og en Offervillighed uden Lige traadte nu for Dagen. Kun faa af de Strejkende var saaledes stillet, at de havde Føde for nogen Tid, de fleste var tomhændede. De bosiddende paatog sig nu at ernære de hjemløse, saa godt de formaaede, saa længe Strejken varede. Fiskerne bragte hver Dag al Slags Fisk, Byfolkene gav Brød, Te, Sække med Majsmel og Sukker. Penge og kogte Spiser, og fra Landnegrene kom Sække, Kurve og Kærrer, fulde af søde Kartofler, Jams og Grøntsager, foruden enkelte Slagtedyr som Svin, Kalve og Lam eller Dele deraf. Alle gav uden at trættes til den sidste Strejkedag, men rimeligvis har dog baade de givende og de modtagende havt knappe Maaltider desto større Ære er det, at begge Parter holdt ud."

De Strejkende holdt nemlig ud. Planterne var meget nervøse for, at der skulde ske noget de gik om væbnede til Tænderne, og "Valkyrien"s Besætning brugtes til at holde Guvernementet bevogtet. Men Hamilton Jackson havde sørget for at faa Romsalget forhindret, saa længe Strejken varede paa hans Opfordring afleverede de Knive, Stokke og lignende, og de bevarede hele Tiden en mønsterværdig Holdning.

Og tilsidst opnaaedes der et Resultat. Planternes første Tilbud var uantagelige. Det beroede bl. a. der paa, at den Lønforhøjelse, der tilbødes, først skulde indtræde, naar man arbejdede mere end 4 Dage ugentlig, og kun de stærkeste Arbejdere kan udholde 6 Dages ugentligt Arbejde i Solheden. Det Forlig, der tilsidst kom i Stand, skyldes den nævnte Skoledirektør Rübner Petersen, der i det hele har indlagt sig megen Fortjeneste ved den Omtanke og store personlige Hjælpsomhed, hvormed han tog sig af de mange hjælpeløse. Betalingen blev ved Forliget sat op til 112½ Øre pr. Dag for 1. Klasses Arbejdere, der arbejder 4 Dage om Ugen, og 131 Øre, hvis der arbejdes 5 eller 6 Dage. Og tilsvarende for de ringere Arbejdere. Desuden garanteres der Arbejderen en god halv Skæppe Land til at avle Grøntsager paa.

Strejken har altsaa ingenlunde været økonomisk resultatløs. Den har bragt Arbejderne en Smule ud over den øjeblikkelige Sulteføde. Dens væsentlige Resultat ligger dog vistnok Paa et andet Punkt, nemlig i den Agtelse i eget og andres Omdømme, Negrene ved Strejken har vundet. Den danske Dame skriver: "Vedbliver Arbejderne at opføre sig som hidtil, er alene det en Sejr for dem, og det skal Hamilton Jackson have Æren for de lyder ham blindt." Det er dog klart nok, at det ikke blot er for Hamilton Jackson, men ogsaa for hans Landsmænd. Strejkens rolige Gjenemførelse er en moralsk Sejr.

Den Tale, man saa almindeligt møder, naar Negrenes Muligheder drøftes: De staar sikkert altfor lavt til, at det kan hjælpe at overlade noget til dem selv, de maa sikkert endnu i lange Tider leve under beskyttet Forsorg osv., bør efter dette ikke faa uimodstaaeligt brede sig. Som den danske Dame skriver: "Negrene maa have Rettigheder saavel som alle andre og ikke behøve at tage alt som Almisse af disse "ædle" Mennesker, der "holder saa meget af Negrene."

Det er ikke Negrene, der i denne Sag falder en stærk Slagskygge paa. Det er nok snarere dem med den "tusindaarige Civilisation", der bl. a. den 24. Januar tvang Politiet til at sætte en Kvinde, der havde født tre Dage forinden, ud af Huset. Og den danske Statsmagt, repræsenteret af Guvernør Helweg-Larsen, gaar heller ikke fri. Da Strejken begyndte, vilde han ikke have noget gjort til Afhjælp af Nøden siden vilde han ikke forhandle med Hamilton Jackson af personlige Grunde, skjønt han var Negrenes Fører og det var ikke Guvernøren, der bragte Forliget i Stand.

Hamilton Jackson og hans Medarbejdere vil gjennem det Blad, de har startet, og paa anden Maade tage fat paa et kulturelt Arbejde blandt Befolkningen. Men det betyder endnu ikke det, som Pastor Helweg-Larsen kaldte "en aaben Vej til at komme frem" for den kulørte Befolkning. Det kan kun den danske Regjering og Rigsdag hjælpe den til.

Edvard Brandes besvarede Negrenes Henvendelse gjennem Hamilton Jackson med en elskværdig Modta­gelse, med nogle Pulterkammer-Lovforslag og med at sende den hidtidige ikke afholdte Guvernør tilbage til Øerne, stivet af med "Valkyrien".

Dog, det er naturligvis ikke Enden paa Sagen. Rigsdagen har jo bl. a. endnu ikke ladet høre fra sig. Og hvis vi er tillidsfulde Naturer, vil vi endnu kunne trøste St. Croixs sorte Mænd med det gamle Ord: Sent, men sødt i Dannevang lyder Nattergalens Sang!

("Hfkbl.") Anders Vedel.

(St. Paul Tidende. 30. juni 1916)

St. Paul Tidende ("Saint Paul Times") udkom fra 1902. Christian Rasmussen købte det norsk-sprogede Heimdal for at udgive en avis for Minnesotas danske befolkning. Siden 1887 havde Rasmussens udgivelseskompagni "Bladfabrikken" udgivet 16 dansk- og norsksprogede aviser. St. Paul Tidende var af uafhængig republikansk observans. På tidspunktet for denne artikel havde den et oplag på omkring 5.000. Den danske befolkning i Saint Paul var omkring 3.000. Den daværende redaktør var Carl Munkholm som var tiltrådt 1913 - og dens sidste. Det sidste nummer af avisen menes at være udkommet i 1928.

Slet Vedligeholdelse af Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør!

Tillad mig i nedenstaaende Linier at paatale den mildest talt svinske Vedligeholdelse af Vestre Kirkegaard, som særlig ved Højtiderne gør sig iøjenfaldende og mærkbar. Som f. Eks. nu til Pinsehøjtiden hvor man dog mod Rimelighed kan forlange at Kirkegaarden skal være i Orden mødte man en Uordentlighed, som ikke finder Sted paa nogen anden Kirkegaard De store Skarn- og Affaldsbeholdere flød over af Affald, saa Bunkerne hobede sig op over Beholderne. Rabatterne stod højt af Ukrudt og Græs, som sikkert ikke havde været i Berøring med Leen i Aar, og Skuffejern til Anvendelse i Gangene tror man Ikke Institutionen er i Besiddelse af.

Disse Forhold er imidlertid ikke ny paa Vestre Kirkegaard. Det samme var Tilfældet ved Juletid og jævnligt de sidste Aars Sidste Aars Sæsoner.

Jeg vil anbefale Hr. inspektør Bahnson at aflægge nogle Besøg paa Bispebjerg Kirkegaard. Der kan han studere Renholdelse og lære, hvorledes en Kirkegaard skal vedligeholdes. Det, han byder Gravstedejerne paa Vestre Kirkegaard er nærmest skandaløst.

Det eneste Sted, hvor der holdes i Orden, er ved Indgangen til Kapellet og omkring Hr. Bahnsons store, herskabelige Villa, men at Hr. Inspektørens Have og Udsigt er i Orden paa Bekostning af de øvrige Arealer, kan Publikum jo ikke være tjent med.

Maatte disse Linier hjælpe til, at Overledelsens Opmærksomhed blev henledt paa Forholdene. Med Tak for Optagelsen

Karl Mogensen
Anlægsgartner
Søpassagen C.

(Folkets Avis (København) 16. juni 1916).

Erindring om Danmark og St. Croix: G. A. Hagemann, 1842-1916. (Efterskrift til Politivennen)

Mens Tutein er et eksempel godsejertypens syn på kolonierne, står G. A. Hagemann som industrisamfundets: Folk der som Tietgen satsede på teknologisk fremskridt og fornyelse af gamle produktionsmåder, men som også så stort på arbejdsforholdene i virksomhederne.

G. A. Hagemann. Af fotograf Frederik Riise (1863-1933): Ingeniør, industrimand og plantageejer Gustav Adolph Hagemann (1842-1916). Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-Ikke Kommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Gustav Adolph Hagemann (1842-1916) var til det sidste en overmåde indflydelsesrig dansk person på St. Croix. I København findes mange erindringssteder. Ingen af disse antyder dog hans behandling af befolkningen på St. Croix. Som medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1880-1902 har han fået sit kontrafej hugget i granit i Rådhusets Borgertrappe: 

G. A Hagemann i granit, understøttende en af buerne i stuen ved Borgertrappen på Københavns Rådhus. Under hans hoved aner man en sukkerroe. Foto Erik Nicolaisen Høy.

G. A. Hagemann lagde ikke skjul på sin holdning til befolkningen på St. Croix. Hans forvalter, J. C. Sørensen angreb ved Økommissionens afhøringer i 1916 arbejderlederen Hamilton Jackson og hans bevægelse "hvis formål han mener er at fordrive de hvide fra øerne". Dette var opspind, plantageejerne havde ønsket ham fængslet. Hvad hverken Sørensen eller Hagemann fortalte var at plantageejerne havde fordrevet landarbejderne fra deres hytter under strejken, også på hagemanns plantage. 

Og så sent som i 1916 var han stærkt medvirkende til at der blev afsendt et krigsskib ("Valkyrien") til St. Croix for at afværge eventuelle "oprør". Begrundelsen var som han udtalte i 1915 "At tale de mennesker til rette er ugørligt. Plyndrer de en rombod og begynder at stikke ild på sukkermarkerne, så er det for sent at bekæmpe dem." (Se tidligere afsnit fra 1915 og 1916 i serien om St. Croix). Hagemann udgav den 29. januar 1916 en pjece hvori Hamilton Jackson omtales på denne måde: 

Paa St. Croix er der nu sket det, at Hamilton Jackson har prædiket Uro: Landet til Negrene, som ene forstaaer at bearbejdet det, sig selv som Konge, som nok skal lede dem -; thi hjemme i Danmark har man taget godt imod ham og opmuntret ham til at arbejde for Negrenes Udvikling. Det er vist ikke hans mening at fremkalde et vestindisk Oprør, men havde Kaptajn Fuglede ikke den 3dje November ledsaget Negerflokken, da den 3-4000 Mand stærk forlod Christianssted efter Jacksons opflammende Taler, med sin lille Flok beredne, bevæbnede Gendarmer, saa ved man ikke, hvad der kunde være sket. Kaptajn Fuglede reddede Situationen den Gang. "Valkyrien" sikrer Roen nu."

Hvis nogen var "konge", må det vel nærmest have været plantageejerne, bl.a. Hagemann. Øernes frihedsdag er i øvrigt blevet fejret 1. november siden 1915, med navnet "David Hamilton Jackson Day". 

Hans monumentale grav: et gravkammer med "jættestue" på toppen, omgivet af en stensætning på Vestre Kirkegård blev færdigt i september 1917. I Folkets Avis - København den 7. september 1917 oplystes at stenene var hjembragt fra Hagemanns sommerbolig ved Snekkersten. Det var udført af murermester N. Juul-Petersen efter tegning af arkitekt Carl Valdemar Petersen (1858-1933). Gravkammerets vægge er beklædt med gråt og rødt svensk marmor, med plads til 26 urner. Det kostede 100.000 kr, og jorden købt på ubestemt tid. Da det var færdigt, blev Hagemanns aske overført fra Bispebjerg.

Direktør Gustav Adolph Hagemann (1842-1916) på Vestre Kirkegård er udført af arkitekten Carl Valdemar Petersen 1917. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Gravhøjen som den blev præsenteret i Nationaltidende, 23. september 1917. På grund af bevoksningen er det i dag ikke muligt at få helt samme vinkel. På stenen øverst står "G. A. Hagemann og slægt". Hans kone Mathilde f. Bruun (1846-1931) døde på Borupgård, og blev begravet fra Garnisons Kirke. Hans sønner Gunnar Aage Hagemann (1877-1971) er begravet i Sverige og Paul Hagemann (1882-1967) og datteren Antonie Sophie Hasselbalch kan jeg ikke finde gravsted på.

Derved blev mindet om Hagemann længerevarende end guvernøren på St. Croix, L. C. Helweg-Larsen (1860-1934). Han blev begravet på Holmens Kirkegård, men hans grav er senere blevet nedlagt. 

I 1877 var han med til at etablere Sukkerfabrikken på St. Croix, og i 1895 købte han plantagen "La Grange" for 200.000 kr. af familien Schimmelmann. Hagemanns storebror Georg Heinrich Hagemann ejede plantagen Princess, og både han og brodere hævdede deres privatejendom, hvor notitser som nedenstående  regelmæssigt optrådte i aviserne på St. Croix, også efter afståelsen i 1917: 

Notice

The bay on Estate "Judith's Fancy", also cane-ranges and roads leading through Estate "Big La Grange" are private property, and the undersigned would beg the Public go regard them as such.

G. H. Hagemann

Oct. 18th 1896

(The Saint Croix Bulletin, 20. oktober 1896).

G. A. Hagemann oprettede La Grange Sugar Factory Inc. og opkøbte nogle tilstødende ejendomme, Prosperity og William plantagerne, som han forbandt med en smalsporsbane. 1911 udviklede han fabrikken til en moderne fabrik. I 1922 solgte Hagemanns arvinger fabrikken til et lokalt konsortium og amerikanske forretningsfolk (George Fleming). 

Om Hagemanns holdning til de lokale, ved vi fra private breve at han gav udtryk for fortørnelse over plantageejernes nedskydning af sorte i 1878. Uden at det dog synes at have indflydelse på hans behandling af landarbejderne. Dette gjaldt i øvrigt også hans engagement i kryolitminen ved Ivigtut på Grønland, se nedenfor.

I Aalborg Tidende blev han ført til nærmest lyriske højder i forbindelse med hans udnævnelse til direktør for Polyteknisk Læreanstalt i 1902 - hvor han sad indtil 1912:

Hagemann

Polyteknisk Læreanftalts ny direktør.

En virksom Mand.

Ignotus skriver i en artikel om Hagemann.

Det er næsten forbløffende, hvad denne mand, der ikke ejer en eneste titel, har udrettet i løbet af en menneskealder. 

Fra Øresund. hvor han 1864 havde gjort Tietgens bekendtskab, drog han til Pittsburg i Pennsylvanien, hvor han fandt og undersøgte flere ny mineraler i kryolithen, og derimellem det, der den dag til minde om ham bærer navnet Hagemannit.

Han byggede for egen regning Bromfabrikkerne i Tarentum i Pennsylvanien, hvor hans navn - hvad vi ved af erfaring - endnu sikrer en dansk rejsende den bedste modtagelse. Det var et stort held for ham at den brom han fremstillede, på samme tid fandt rig anvendelse i kemien. Han anlagde flere fabrikker, og snart tilvirkede han årligt 8000 pund brom.

I 1872 vendte han tilbage til Danmark, hvor han blev medejer af Øresund og knyttedes nærmere til Tietgen. Med Drewsen & Sønner udtog han et patent for fremstilling af træcellulose og anlagde Træcellulosefabrikken i Hinnerup. I 1878 byggede han Sukkerfabriken i Odense, i 1878 planlagde og byggede han Fællessukkerkoqeriet ved Christianssted, i 1880 blev han direktør for De danske Sukkerfabriker og byggede Sukkerfabrikerne i Nakskov, Assens og Stege. Samtidig udfoldede han en rig litterær, videnskabelig virksomhed, der har forskaffet ham et navn i den tyske tekniske litteratur.

Endelig blev han ved sin Indtræden i Borgerrepræsentationen (1880) en faktor i det københavnske offentlige Liv. Om hans arbejde i Borgerrepræsintationen, som han iøvrigt agter at forlade til foråret, er det unødvendigt at minde. Har man en forestilling om hans virksomhed for udviklingen af Københavns hospitaler, vandforsyning, gasværker etc., så er det blot forbavsende, at han har fundet tid til at passe sine daglige forretninger.

Foruden at være medejer af Øresunds kemiske Fabriker, der vel må kaldes Hagemanns hovedvirksomhed, er han formand for bestyrelsen i De danske Sukkerfabriker og i Aktieselskabet Burmeister & Wain. Han er ejer af de tre store plantager La Grange, Prosperity og Williams på St. Croix. Han skriver jævnlig i "Ingeniøren" og i "Politiken". Og hvad han har været og er for lysinstittutet, kan kun professor Finsen rettelig vurdere. Når alt, hvad Hagemann har bygget og fuldført, en gang er hensmuldret, vil lysinstittutet kaste sine stråler over hans navn.

Hagemann er den klare realist og praktiker, der går lige på. Han er helt igennem sig selv, i sit offentlige som i sit private Liv.

Da hans ældste søn var 13 år gammel, sendte han ham uden ledsagelse på en tur til Spanien.

I hans store, smukke hjem i Bredgade vil man som regel høre fremmed sprog. Snart er det en af Hagemanns gamle venner fra Amerika, snart en nydelig lille lady, som frøken Hagemann har ført hjem fra det engelske pensionat.

Hagemann, der mærkværdig nok altid finder en ledig time, har så forunderlig let ved at skifte felt på dagens skakbræt. Han tumler sig i forretningslivet, han arbejder i sit laboratorium, hans tanker og interesser fører ham over havene, til sukkermarkederne og ned i kryolitbruddene, men sidder han et øjeblik derefter i selskabskredsen, overrasker han ved en bordtale, der bæres oppe af en rig naturs stemning, og det kan også hænde at han rejser sig og synger en sang.

(Forsiden af Aalborg Tidende, 15. januar 1902).

Familien Hagemann boede i en herskabslejlighed i Bredgade 51. Før det Kalkbrænderivej 11. Senere flyttede de til Rosenvængets Hovedvej (18?). Vi kender noget til Hagemanns forhold til sine plantager og hvordan han anskuede sin egen rolle, idet han engang imellem udtalte sig i aviser, her i Aalborg Tidende, 13. februar 1902:

Øerne

Scavenius og Hagemann.

2 millioner til Christmas.

I Anledning af Scavenius' ret skarpe angreb på direktør Hagemann for at have hyppet sine private kartofler fortæller Hagemann i går i "Politiken":

Natten mellem 1. og 2 oktober 1878 udbrød et negeroprør på Sct. Croix. Oprørshoben trængte, efter at have afbrændt en stor del af Frederiktstad, ud på landet, forøgedes med landnegrene, og for fode nedbrændtes plantagebygninger, sukkerværker og sukkermarker. I løbet af 2 dage var en stor del af øen gået op i luer. Soldater og plantere var rykkede ud, havde skudt ned, hvad de mødte, og efter at de danske soldater på den grueligste måde var blevnet myrdede af negerhoben på plantagen Carlton, skånedes ingen. Oprøret kvaltes. Krigsretten dømte en del negre til at skydes hvilket blev gjort i fortet i Christianssted, andre til Horsens Tugthus, og den danske regering indgik til Rigsdagen med begæring om penge til mere militær og mere Politi. Forgæves hævdede Venstres utrættelige vestindiske ordfører, Thomas Nielsen, at militær og politi ikke ville forbedre forholdene, men at administrationen måtte ændres og erhvervslivet forbedres. Dog forgæves: for vel erkendte ministeriets chef, at Thomas Nielsen havde ret, men "ro og orden" måtte der først til. Bevillingen gaves, øen fik mere militær og politi og - ja, derved blev det.

Min Bitterhed over den måde, de dansk vestindiske øer behandledes på, voksede fra dag til dag, efterhånden som tiden gik, og regeringen intet foretog sig, og da denne så endelig tog hele øen i brugelig pant og berøvede os Fællessukkerkogeriet, erkendte jeg fuldt stillingen. Det var da, at jeg fattede planen om selv at begynde en plantage og sukkerfabrikationsvirksomhed ved Frederikssted, og efter flere års forhandlinger med administrator Moldenhaver købte jeg de to Plantager la Grange og Princess, for snart efter at sælge Princess, der ligger ved Christianssted, og erstatte den med La Granges naboplantage, Prosperity. Endelig købte jeg i 1899, efter orkanen, endnu en naboplantage, Williams. Af min bestyrers breve angående købet har jeg ladet stud. jur. Lund gøre et uddrag, som står til rådigbed. Motivet til købet angives deri fuldt og klart.

Jeg har fundet anledning til denne lille, historiske fremstilling i anledning af hr. kammerherre Scavenius' udtalelser i Nationaltidende for mandag aften. Han var ikke medlem af ministeriet Estrup i 1879, men han blev det 1880, og han deler fuldt dette ministeriums ansvar - uhyre Ansvar overfor de vestindiske øer. Thomas Nielsen, Venstre, fordrede fremskridt og reformer - ministeriet gav flere soldater og politi, større årlige tilskud fra Moderlandet, øerne sank uhjælpeligt dybere og dybere med de synkende sukkerpriser.

Og så spørger jeg hr. kammerherre Scavenius: Hvem har gjort mest for øerne, for at bevare dem for Danmark, han, den en gang mægtige Minister, eller jeg, og hvem af os har mest bidraget til at gøre øernes overgang til Amerika til en nødvendighed, såfremt de skulle forblive i kultur, han eller jeg? Hvem af os to har det største ansvar, han eller jeg?

For vist! han har ingen ret til at tilsudle os andre, der troligt arbejdede for at bevare St Croix for Danmark; for han bærer sin del af ansvaret for, at det er gået som det er gået, medansvaret for at ministeriets efterfølger kun fandt udvej i et salg. Og han har ingen ret til at udlægge mine motiver til, hvad jeg har gjort - at betegne min ringe bistand til ministeriet Hørring som udsprunget af slette motiver, at kalde det en "forretning og intet andet". Ligeoverfor en gentleman må min historiske udvikling være nok til at bringe ham til bedre erkendelse.

(Aalborg Tidende, 13. februar 1902)

I en artikel i St. Croix Avis, 26. marts 1902, skriver Hagemanns bestyrer fra St Croix (O. Conrau) at Hagemann har været en god ejer. Ikke et ord om behandlingen af arbejderne, men kun økonomiske og teknologiske forhold. I marts 1903 besøgte Den Vestindiske Kommission bl.a. Hagemanns plantager, og beretningerne fra denne rundrejse udmærker sig ved ikke med et ord at omtale arbejdsforholdene.

Omkring 1915 udtalte Hagemann sig om nøden blandt befolkningen. Dog mest som en pression mod den danske regering. For som tidligere beskrevet, var han sammen med sin bestyrer Sørensen med til at bekæmpe landarbejdernes strejke i 1915-16. Og udvirkede bl.a. afsendelsen af "Valkyrien" til øerne. Om alt dette stod der dog intet i forbindelse med hans begravelse i 1916:

Hagemanns bålfærd i går.

En storstilet sørgehøjtidelighed.

København, mandag

I går blev gehejmekonferensråd G. A. Hagemann bisat i Marmorkirken, hvorefter båren førtes til krematoriet på Bispebjerg og brændt.

Bisættelsen i Marmorkirken formede sig som en storstilet højtidelighed der på en smuk og værdig måde udtrykte samfundets bevidsthed om hvor megen tak det var denne storsindede mand skyldig.

Kisten var dækket med et gult silketæppe der var overstrøet med lyserøde roser og desuden smykket med et kors af violer. I øvrigt var alle gange optaget af utallige signerede kranse fra de mangeartede virksomheder og personer som afdøde under sit virksomme liv var kommet i nærmere berøring med. Og videnskab, myndigheder og industri var fuldgyldigt repræsenteret i følget.

Pastor P. M. Larsen talte ved båren. Han anførte hvorledes Hagemann på mange måder var Tietgens arvtager og fremhævede hans store begavelse, sunde dømmekraft, hans energi og ubrydelige mod. 

I kraft af disse personlige egenskaber var han en myndig mand. De gaver han ofrede, gav han med forståelsens fulde glæde.

Til slutning sang Peter Cornelius "Kirkeklokke, ej til hovedstæder".

Derefter førtes liget til  brændingsstedet. Urnen vil foreløbig blive stående i krematoriets kolumbarium, men flyttes senere til familiens gravsted som er under anlæg på Vestre Kirkegård.

- d

(Fyens Stiftstidende, 1. maj 1916.)

Aviserne nævnede blandt nogle af de medvirkende: konseilspræsident Zahle, handelsminister C. Hage, trafikminister Hassing, lensbaron Reedtz-Thott og departementscheferne Clan og Jerichow. Der var kranse fra kongen, prins Valdemar, flere af ministerierne, universitetet, De danske Sukkerfabrikker mm. Særlig Nationaltidende berettede 1. maj med foto om den storslåede begravelse.

I flere aviser er også nævnt at mindesmærket  ville bestå af en kryolitsten. Det skyldtes formentlig at Hagemann også var engageret i Grønland, hvor grønlænderne gennem historien havde anvendt kryolit til synk i deres fiskegrej. I 1854 startede imidlertid en produktion af soda og alun, der efter 1859 blev forarbejdet på Øresunds Chemiske Fabriker i København. Fra 1865 af A/S Kryolith Mine og Handels Selskab (siden 1940 Kryolitselskabet Øresund A/S). Sodafremstillingen ophørte 1894. I stedet blev kryolitten anvendt til fremstilling af aluminium. 

Heller ikke i Grønland blev der vist synderlig hensyn til lokalbefolkningen. Kryolitminen kom ikke grønlænderne til gode. De indvandrede arbejdere i minen så med stor afsky på de lokale beboere, som det blev dem forbudt at opholde sig på deres gamle sommerboplads i 1860'erne.  Minearbejdere fik børn med grønlandske kvinder, og spredte derved syfilis. I det hele taget tog minen ringe hensyn til den grønlandske kultur.

Og i Danmark, på fabrikken i Nordhavnen, opdagede man i 1931 en helt ny sygdom, fluorose som giver smerter i led og stivhed i kroppen på grund af støv fra kryolit. Arbejdernes rygrad "voksede" og blev stiv, og gav dem fordøjelsesproblemer. Da man ikke tog arbejdsmiljøproblemer så alvorligt dengang, skete der ikke yderligere.

Kristianiagade 10, Hagemanns Kollegium. Kollegiet eksisterer fortsat. Foto  Erik Nicolaisen Høy.

I 1908 oprettede han et kollegium i Kristianiagade 10. På kollegiets hjemmeside står der bl.a. om kollegiets historie:

"I 1908 indviede industri- og videnskabsmanden Gustav Adolph Hagemann sit historiske kollegium på indre Østerbro under mottoet "Tien andre, vil selv du tienes." Hagemann benyttede derved en del af sin formue, der var indtjent gennem et langt liv, til at afhjælpe studerendes boligbehov.

De studerendes boligforhold lå grundlæggeren meget på sinde. Han lod derfor dele af inventaret levere i sit eget hjem, så han kunne afprøve det, inden han lod kollegiet indrette med det. Således afprøvede han til eksempel forskellige sovesofaer, som alumnerne skulle sove i på deres værelser og spiste med det nikkelbestik, som han påtænkte at anvende ved måltiderne.

Da G. A. Hagemanns Kollegium blev indviet, var det et af de mest frisindede kollegier af sin tid, idet både mandlige og kvindelige studerende, som de første i Danmark, fik mulighed for at bo side om side på et kollegium. Udformningen af kollegiet og den daglige gang blev i høj grad præget af Hagemanns ideologi om fællesskabet som det centrale."

Finansieringen af kollegiet bl.a. gennem plantagerne på St. Croix står der ikke noget om. Heller ikke hans rolle i behandlingen af befolkningen på øerne. Optagelseskriteriet for at komme ind på kollegiet er:

"Valget mellem dem, der kan komme i betragtning, skal almindeligvis træffes under hensyn til de pågældendes vidnesbyrd, flid, begavelse og trang. To tredjedele af pladserne forbeholdes studerende ved Den polytekniske Læreanstalt, Danmarks Tekniske Universitet - G.A Hagemann." 

Folkebibliotekerne og Arbejderbefolkningen. (Efterskrift til Politivennen)

Sidste Aar udlaante de kommunale Folkebiblioteker 644,000 Bind til 15,000 Laanere.

Børnene strømmer i tusindvis til Læsestuerne

Af den udsendte Beretning om Virksomheden i de kommunale Folkebiblioteker i Aaret 1915-1916 fremgaar, at der er en fortsat og betydelig Fremgang i Bibliotekernes Virksomhed. Bogudlaanet - der er vokset med 76,012 Bind - omfattede i Aarets Løb 644,668 Bind Bøger, der blev benyttet af 16,106 Laanere, hvilket er 1711 Personer mere end i Aaret 1914-15.

Benyttelsen af Bibliotekernes store Bestand af Oplysningsliteratur er i stadig Stigning. I 1914-15 udlaantes fra den ialt 126,682 Bind Bøger, i 1915-16 146.766 Bind eller henved 26 pCt, af det samlede Bogudlaan. For kun fire Aar siden var Udlaanet af den Art Literatur næppe 40,000 Bind om Aaret, mens det alt overvejende Tal af Hjemlaanet gik paa Skønliteratur og Romaner.

Bibliotekernes Budget naaede i det forløbne Aar en Højde af 102,431 Kr., hvoraf det kommunale Driftstilskud beløb sig til 92,000 Kr. Efter Omstændighederne er dette en ret anselig Størrelse i Forhold til Byens halve Million Indbyggere og i Sammenligning med de kommunale Tilskud til Biblioteker ude i Landet.

Omtrent 2500 Bind udlaanes dagligt

Som naturligt er, har Biblioteket paa Nørrebro, der er bedst Indrettet og ligger i den største Bydel, ogsaa haft den største Benyttelse, - og den er i stadig Stigning. Ogsaa flere af de andre Biblioteker viser betydelig Fremgang.

Ved de forskellige Biblioteker hjemlaantes som sagt ialt 644,663 Bind Bøger, altsaa 2560 Bind i Gennemsnit dagligt

Den største Udlaansdag var Paaskelørdag den 6. April, hvor der hjemlaantes 4450 Bind Bøger.

Besøget paa Bibliotekernes Læsestuer har i dette Aar - som i det hele taget siden Krigens Begyndelse - ikke været i nævneværdig Tiltagende for de voksne Læseres Vedkommende. Særlige Forhold har derimod i Aar medført en stor Forøget af Børnebesøget.

Af det samlede Besøgstal, 150,985 Personer, har ca. 70 pCt. været Mænd, 25 pCt Børn og næppe 6 pCt. Kvinder. Indkaldelserne til Sikringsstyrken og den ringe Arbejdsløshed i Byen har formentlig i Aar hindret mange yngre Menneskers Besøg paa Læsestuerne.

Af de fem Læsestuer er de tre nyeste hyggeligt Indrettede og ret rummelige; alle er de godt forsynede med Dagblade, Tidsskrifter og Haandbøger af enhver Art, der stadig forøges i Tal og fornyes Læsestuen. Guldbergsgade har desuden et godt teknisk Haandbibliotek, og Læsesalen i St. Kongensgade en betydelig og kostbar Samling af Haandbøger og Adressebøger for Forretningsfolk og Handlende.

Børne-Læsestuerne.

Bestyrelsen har i flere Aar arbejdet paa at faa oprettet Børnelæsestuer i de stærkest befolkede Bydele, men Planen har mødt forskellige Vanskeligheder. Man har ventet paa det private Initiativ, men det har hidtil vist sig meget svagt. Kommunen støtter en af Lærerinde, Frk. J. Rudolph ledet Læsestue for Børn med et aarligt Tilskud, og paa Folkebibliotekernes Læsestuer gives der en meget begrænset Plads for Børn. Men dette er ganske utilstrækkeligt i en Storby, hvor Titusinder af Børn fra Dag til Dag er henvist til Gadelivet med dets Fristelser og Farer og dets Spirer til alle Slags Samfundssygdomme. I egen velforstaaet Interesse har Samfundet her er vigtig Opgave at varetage, og Bibliotekerne ønsker at hjælpe til med at løse den.

Efter at Kommunalbestyrelsen havde bevilget 4500 Kr. til det forberedende Arbejde, lykkedes det at skaffe to gode Lokaler til dette Brug ved Kredsbibliotekerne paa Nørrebro og Vesterbro. Lokalerne bestaar hvert Sted af en lys og rummelig Læsesal med 70-80 Siddepladser, Garderobe og Vaskerum. Reoler, Borde og Stole er afpassede i Størrelse efter Børnenes Krav.

Bogbestanden, ca. 1500 Bind, er udvalgt blandt de bedste og smukkeste danske Børnebøger for enhver Alder fra det 6 til det 16. Aar. Den omfatter Billedbøger med Tekst, Æventyr, Sagn og Sagaer, alle velkendte Børneforfatteres Skrifter, lettere Skønliteratur, historisk og geografisk Læsning, Bøger om Dyr og Planler og om alle Slags nyttige og fornøjelige Sysler, samt Børneblade.

Der er med dette forhaabentllg gjort en heldbringende Begyndelse, som snart vil faa videre Følger.

I hvert at Byens børnerige Kvarterer tiltrænges der haardt el saadant smukt og hyggeligt Fristed for den opvoksende Slægt. Det næste Børnebibliotek er allerede planlagt og vil blive Indrettet I Biblioteket ved Nikolaj Taarn.

I de to Børnelæsestuer, der som nævnt er aabnet paa Nørrebro - Griffenfeldtsgade 4 - og paa Vesterbro - Valdemarsgade 28 - har Tilstrømningen været meget stor. Enkelte Dage er der mødt over 200 Børn. Alens l de tre Maaneder; Januar, Februar og Marts var det samlede Besøg 21,764 Drenge og Piger. Den daglige Aabningstid fr Kl. 4 - 7½ Eftermiddag.

*

Til Bogbestandens Forøgelse | Folkebibliotekerne disponeres der over ca. 30,000 Kr. aarllgt - en Sum, der Ingenlunde er for stor, eftersom der siden 1913 er kasseret og udrangeret en 8000 Bind Bøger.

Blandt de fremmede Forfatters i Skønliteratur nyder de engelske det største Ry hos os. Men det kniber haardt med at vedligeholde dem i Bibliotekerne, og det hænder stadig, at endog adskillige Bøger af saa bekendte Forfattere som Dickens, Scott, Marryat og Haggard ikke kan fremskaffes, hverken i nye eller i antikvariske Eksemplarer.

Bogbestanden var i 1916: 77,823 Bind.

Central-Biblioteket paa St. Nikolaj Plads.

I den nye Bygning ved Nikolaj Taarn, som Byen har faaet skænket af Departementschef Rentzmann, vil der bl. a. blive Indrette et Centralbibliotek.

I Bygningens Sideskibe indrettes Læsesal med ca. 100 Siddepladser og et Haandbibliotek paa 3000 Bind Bøger og 100 Tidsskrifter, samt en Udlaanssal, der ogsaa strækker sig ind i det nordre Kapel og har Reolplads til 30,000 Bind Bøger.

I nordre Kapels 2. Etage indrettes en Børnelæsestue med 60 Siddepladser.

Bygningens Indre er saavidt færdigt, at Lokalerne snart kan lndrettes og Inventariet fremstilles. Kommunalbestyrelsen har vedtaget en Bevilling paa 22,000 Kr. til de tekniske Installationer i Bygningen.

*

I Bestyrelsen for Folkebibliotekerne - hvis Formand er Borgmester Dybdal - har bl. a. vor Partifælle, Borgerrepræsentant Sophus Mortensen Sæde.

Bibliotekernes Adresser er:

Hovedbiblioteket; Gothersgade 53.
St. Kongensgade 14 (Udlaan og Læsesal).
Brogade 6 (Udlaan og Læsesal).
Valdemarsgade 28 (Udlaan og Læsesal).
Griffenfeldtsgade 4. Læsesal: Hjørnet af Guldbergsgade og Møllegade.
Østerbrogade 84 (Udlaan og Læsesal).
Gentoftegade 12, Karmel, (Udlaan).
Udlaansstatlonen i Valby: Langgade 66 (Udlaan).
Udlaansstatlonen i Brønshøj: den gamle Skole, (Udlaan).
Børnelæsestue: Valdemarsgade 28.
Børnelæsestue: Griffenfeldtagade 4.

N.-B.

(Social-Demokraten 30. oktober 1916).

Se også indslaget om tilblivelsen  af Københavns Hovedbibliotek her på Bloggen.

Kort over placeringen og fotoer af bibliotekerne i Københavns Kommune gennem tiderne kan findes på dette link. De sorte angiver at bibliotek og bygning ikke eksisterer længere. De røde at bygningen eksisterer, men biblioteket ikke længere er i den. De grønde betyder nuværende biblioteker (2024). Et show med bibliotekernes historie kan ses på Prezi.