Saxoly. (Efterskrift til Politivennen)

"Saxoly"

Fru Nanna Trojel og hendes Fritidshjem

-De maa ikke kalde det for mit Hjem."

Vi sidder overfor Fru Nanna Trojel i et lille, hyggeligt Værelse paa en mørk Førstesal lige midt i Saksogades Hjerte. Og det er Fruen selv, som smilende ryster paa Hovedet og kommer med ovennævnte Indvending.

- Hvorfor dog ikke? Det er jo dog. . .

"Mig, der har faaet Ideen .... Javel! Men maa jeg nu ikke have Lov til at fortælle Dem det hele lige fra Grunden af.

Ser De.

Jeg har altid elsket Børn og ganske unge Mennesker. Jeg er selv Moder til fem, men jeg har aldrig hørt til de Kvinder, der bare tænker paa deres egne. Nej, jeg har haft det saadan, at netop dette, at jeg og mine var saadan stillet her i Livet, var saadan paa Solsiden, at vi aldrig behøvede at mangle noget, har fyldt mig med en endnu større Trang til at bringe Hjælp til alle de stakkels Børn, som har det ondt her i Verden, som sulter og fryser og bliver hundsede af en Far og Mor, som de kun er til Besvær! Til Besvær, fordi de overhovedet lever, skal have Mad og Klæder - koster Penge. Aa, hvor har de det ondt, ondt mange smaa Børn!

I tyve Aar har jeg boet i Ejendommen oppe paa Hjørnet af Saxogade og Vesterbrogode (lige over min Mands Forretning). Men ogsaa oppe fra den Ende af Saksogade kan man lære Nøden her omkring i Baggaarde og Sidehuse at kende. Naar man da har Øjne at se med og vil bruge dem. 

Saa blev jeg Værgeraadsmedlem og kom ind i Bestyrelsen af "Foreningen til Hjælp af enligstillede Kvinder med Børn". Og det er den Forening, som ejer Fritidshjemmet her.

Jeg er et ret praktisk og nøgternt Menneske, og ved godt, at det er umuligt at hjælpe alle, samt at den Hjælp, man yder, ofte kun er en Draabe i Havet. Men jeg ved ogsaa, at hvis vi allesammen gør, hvad der staar i vor Magt, saa kan der blive udrettet slet ikke helt lidt endda.

Jeg har i Aarevis gaaet og haft Kig paa en Knejpe, der laa i Stueetagen her i Ejendommen. En af de allerværste i sin Slags, en Udklækningsanstalt for Kvarterets "Piger" og Alfonser. Længe, længe har jeg gaaet og syslet med Tanken om at skabe denne Fordærvelsens Boplads om til en lun og værnende Rede for Kvarterets Børn og purunge Mennesker.

Og nu er Begyndelsen gjort - men ogsaa kun Begyndelsen! Det er mit Haaab og min Tro, at vi skal naa langt, langt frem, at vi med vor Institution maa kunne arbejde os op gennem Huset, drage Etage for Etage ind under vor Virksomhed. Endnu er vi kun Herrer over Stuen og Førstesalen.

Vi har Fritidshjem og Asyl og vi holder Ungdomsklubber! To Gange om Ugen for Drenge, to Gange for Piger, delt hver i et stort og lille Hold! Men mit Maal er naturligvis, at vi maa naa

til at kunne holde Lokalerne aabne dernede hver eneste Aften i Ugen, saadan at vore Drenge og Piger kan komme herhen, naar de vil, og læse, synge, passiare eller arbejde med deres Sløjd og Haandarbejde.

Selv tager jeg mig af de store Drenge hver Torsdag Aften, assisteret af en sløjdlærer. Nogle Damer og Herrer hjælper mig med de andre Hold.

Men saa er det Asylet, og det Fristed, som dette Hus skulde være for enhver lille Sjæl, som staar ene og forladt - og det er der saa mange, saa mange, der gør! Dér skorter det endnu. Jeg mangler en Kvinde, som af Kærlighed og Interesse for Sagen vil paatage sig Arbejdet her. Vil bo her og tage sig af alle dem, der kommer for at blive hjulpet og trøstet paa den ene eller anden Maade.

Jeg ved godt, at det er saare svært at finde en saadan Kvinde, thi de Egenskaber, hun skal være i Besiddelse af, maa være mange og store. Hun skal være af virkelig Dannelse og Kultur, og hun maa ikke være "nervøs", maa kunne taale Børns Støjen og Banken uden

straks at kalde dem "uartige" og dele Lussinger ud til højre og venstre. Og hun maa intet Øjeblik glemme, at mange af de Børn, som kommer her, er stakkels smaa aandeligt og legemligt misrøgtede Væsener, som trænger til al den Kærlighed al den Overbærenhed,

al den Moderømhed, et Kvindehjerte kan skænke.

Her bor allerede en Dame, en Enkefrue med sin lille Søn. Hun er et prægtigt Menneske med virkelig Forstaaelse af det Arbejde, jeg gerne vil gøre, og hun tager levende Del i det. Men under hende sorterer alt det praktiske. Og det er umuligt at forlange, at hun skal kunne overkomme mere, end hun gør.

Frøken Thulin-Petersen, som De maaske kender inde fra "Nødlidende Kvinder"s Kontor, bor her ogsaa lige for Tiden sammen med en lille forældreløs Pige, hun har taget til sig; et af "vore" Børn for Resten! Men hun er et lidt ældre Menneske og en Del nervøs og ved saa godt selv, at hun slet ikke egner sig til at være "Mor" for en større Flok Saksogadeungdom. Hun holder inderligt af Arbejdet her og har gjort en mægtig Indsats i Foreningen, har bragt mange personlige Ofre, er os i det hele taget ganske uundværlig - men hun har sin Begrænsning, som De og jeg har vore, hun kender den selv og ved, at hendes Plads ikke er her i Saksogade. . . .

Og her er jo Nød nok at lindre, nok at tage fat i.

Foruden den lille Pige, Frk. Thulin-Petersen har taget til sig, har vi endnu een lille forældreløs - eller rettere sagt: forladt - Pige i Huset. Dog kun midlertidig, til hun bliver anbragt paa et Børnehjem. 

Der er tre smaa Søskende paa ca. 5 og 6 Aar samt 9 Maaneder. Deres Far er død, og deres Mor er gaaet fra dem. Gaaet paa Dansebal simpelthen. En ung, køn Kone paa 23 Aar! Hun bryder sig ikke det mindste om Børnene, de er hende en Klods om Benet. Hun danser i Dansesalonerne og lever af Mandfolkene der. Sine Børn undte hun knap Føden endsige Renlighed eller anden Pasning, de laa saa at sige Dag og Nat ene i hendes usle Logis. Der fandt Værgeraadet dem efter en Klage fra Husbeboerne, som hørte dem græde Dag

og Nat.

Det er det mellemste af Børnene, som er her. En yndig lille Pige med gult Haar og brune Øjne, nu sød og tillidsfuld og glad, men da vi fik hende et lille forskræmt og hundset Væsen, der, blot man talte til hende, for hen i en Krog og gemte sig, angst for Klø og Spark.

Jeg ved godt, at Misantroperne siger; "Ja. nu har De hjulpet hende, men der er Hundreder af Børn, der lider! Tænk paa Moderen, der kastede sit 5-aarige Barn i Vandet i Hellerup! Tænk paa en Dagmar Overby - og alle de Mødre, som betinger en Dagmar Overbys Eksistens"

Men jeg giver dem ikke helt Ret. Thi, som jeg begyndte med at sige: Naar blot vi hver vil gere sit, hver vil hjælpe efter sin Evne, saa bliver der udrettet ikke saa helt lidt. Her skal blot mange

Penge til, det er det værste. Og jeg kan ikke med Tiggeri! Men derfor bliver jog naturligvis alligevel glad, hvis een, der læser disse Iinier, faar Lyst at hjælpe mig - ogsaa økonomisk!" slutter Fru Trojel med et Smil.

E. D. 

(Nationaltidende 5. januar 1921).

Nationaltidende bragte igen 12. april 1922 en lignende reportage med interview af Trojel fra et besøg i Saxoly.

Fritidshjemmet i Saxogade

Glade Smaa i "Saxoly". I Baggrunden staar en af de ledende Damer, Fru Nielsen.

Ikke ret mange véd, at der midt i Saxogade - i en af de store, graa Lejekaserner - findes et Fritidshjem for Børn, kaldet "Saxoly". Ingen kan fra Gaden se, at her er en Slags Børnehave, hvor 30-40 Børn under 7 Aar fra Kl. 7 Morgen til 5 Eftermiddag kan have et Hljem, mens  Moderen er paa Arbejde.

Pladsforholdene er indskrænkede; det er nemlig en tidligere Beværtning, der er lavet om til to store Stuer, hvor Børnene om Morgenen faar Sødgrød og Mælk og ved Middagstid spiser deres medbragte Mad, for hen paa Eftermiddagen atter at faa Mælk.

I Mellemtiden beskæftiges de Smaa med Papirsløjd og Leg. Den sidste drives helst, hvis Vejret blot nogenlunde tillader det, enten paa den nærmeste Legeplads eller i Søndermarken.

Men hvor Børnene saa end er og hvad de saa end foretager sig, saa er de tilsyneladende meget glade ved det altsammen. For dem er det alt Leg og Glæden bliver endnu større for de smaa Piger naar den elskede Dkke kan være med i det, hvad den heldigvis kan.

Desværre kan Bestyrerinden, Frk. Nanna Trojel og de daglige Ledere, Fru Nielsen og Frk. Madsen, ikke se saa mange smaa Gæster, som de gerne vilde. Dertil er Pladsen for indskænket, og de man med Sorg sige Nej til dette børnerige Kvarters mange Mødre, der gerne vil betale den 25 Øre pr. Dag hvorfor de kan skaffe deres Børn et godt Ophold, medens de selv er paa Arbejde.

For øvrigt er "Saxoly" ogsaa om Aftenen et Hjem for større Drenge og Piger, som her kan tilbringer Tiden med Læsning, forskellige Spil o. lign., medens unge Studenter ofte underholder dem paa forskellig Maade.

"Saxoly" er for 3-4 Aar siden oprettet af Foreningen til Hjælp for enligtstillede Kvinder med Børn, men bliver fra Nytaar en selvstændig institution, der bør finde al mulig Støtte hos enhver, der har Øjet aabent for, hvor meget et saadant Hjem er værd for dette Kvarters Børn.

(Aftenbladet (København) 21. november 1923).

Et Besøg i Saxoly

Fru Nanna Trojels Fritidshjem i Saxogade.

Dagen i "Saxoly" gaar med Arbejde, Leg og Sang ...

Midt i Saxogade, i en af de store, triste Lejekaserner, har Fru Nanna Trojel indrettet et Asyl og Fritidshjem i nogle Lokaler, hvor tidligere en Beværtning var til Huse. Fru Trojel havde selv sit Hjem paa Hjørnet af Saxogade og Vesterbrogade, og hun havde derfor rig Lejlighed til at iagttage, hvorledes det overbefolkede Kvarters Smaabøm, mens deres Fædre og Mødre var paa Arbejde, "Dagen igennem var overladt til dem selv, og hvordan de, efterhaanden som de voksede til, blev paavirkede af Omgivelserne.

Og saa fik jeg en brændende Lyst til at starte et Asyl og Fritidshjem for Saxogades Smaabøm, fortæller Fru Trojel mig en Dag, jeg er ude at aflægge hendes Virksomhed et Besøg. - Det var jo imidlertid i Bolignødens allerværste Dage, saa hvorledes jeg skulde faa et Lokale, der var egne til mit Formaal, anede jeg ikke. Men Tilfældet kom mig til Hjælp. Den omtalte "Snask" blev nedlagt, og jeg skyndte mig at sikre mig Lokalerne, som saa blev istandsat. Det. er nu ca. 4 Aar siden, og hvor jeg siden da har drevet mit Asyl, først i Samarbejde med Foreningen "Ulykkeligt stillede enlige Kvinder med Børn" og, efter at denne Forening er blevet slaaet sammen med "Ulykkeligt stillede Mødre" ,som selvstændig Virksomhed.

- Men Pengene?

- Ja, dem kniber det somme Tider med! Men de kommer jo! Jeg har nogen Hjælp fra Kommunen og en Del Bidragydere, som staar mig bi. Og selv maa jeg jeg jo saa se at gøre, hvad jeg kan for at holde det gaaende. Forresten betaler Mødrene ogsaa en lille Smule for at faa deres Børn anbragt her om Dagen, 25 Øre. Desuden skal de smaa have en Madpakke med.

- Og hvordan gaar Dagen her for dem?

- Klokken 7 om Morgenen aabner "Saxoly" sine Døre. Det vil sige, det bliver i Virkeligheden Kl. 6! thi mange af Mødrene skal jo stille paa deres Arbejdsplads Kl. 7, saa de maa af med de smaa lidt tidligere for at naa det.

Straks naar Børnene er kommet, faar de Havregrød med en stor Kop sød Mælk til. Ved 11-Tiden spiser de deres medbragte Mad, hvortil vi ogsaa giver dem sød Mælk, og om Eftermiddagen ved 4-Tiden trakterer vi dem med The eller Kakao og Brød. Klokken 5 kommer Mødrene og henter dem igen.

Ved Morgenbordet.

Og ind imellem Maaltiderne bliver der spaseret lange Ture med dem, der bliver leget, sunget og læst højt, eller de bliver beskæftiget med lette Børnehavearbejder. Og jeg tør jo nok paastaa, at mange Forældre og Børn er glade for Arrangementet De smaa morer sig storartet hos os, og Forældrene er jo under Arbejdstiden saa rart trygge med Hensyn til, at der ikke tilstøder de smaa nogen Ulykker.

Jeg mener jo, slutter Fru Trojel, at denne lille Virksomhed i al Beskedenhed har en stor moralsk Opgave at løse i disse Tider, hvor Bolignøden ofte gør, at Forældrene ligefrem er nødt til at lade Børnene løbe paa egen Haand og lege paa Gader og Stræder, naar de Ikke netop spiser eller sover, og hvor de økonomiske Tilstande tvinger en saa stor Del af Mødrene til at forlade Hjemmet for at erhverve til dets Opretholdelse. Jeg har allerede i Løbet af disse Par Aar set adskillige Eksempler paa, at Børn, som var ved at komme paa gale Veje er blevet bragt paa ret Køl igen ved, at Hjemmet her har taget sig af dem og skærmet dem mod Gadens Fristelser. - Maatte vi nu blot faa Raad og Evne til at fortsætte og maaske udvide Arbejdet

(Klokken 5, 27. september 1924)

Fritidshjemmet "Saxoly".

Er der mon nogen Bydel, der rummer saa rent ubegribelig mange Børn og Halvvoksne som Vesterbro? Godt, at der findes varmhjertede Kvinder, der har taget sig paa at forsøde disse Livets Stedbørns lysfattige Tilværelse. Og dette er netop "Saxoly"s Maal.

Fru V. Trojel.

Jeg træffer en al Forstanderinderne, Frk. Justesen, som fortæller mig, hvorledes denne lille Verden blev til.

- "Idyl" var der ikke paa dette Sted, inden vi kom til. Da laa der en Beværtning ved Navn "Hesteskoen". Hvad der foregik inden dens Mure, kan jeg overhovedet ikke sige Dem, saa gennemraat og forfærdeligt var det. Fru Apoteker Trojel, der er Medlem af Værgeraadet, havde godt Kendskab til disse Forhold, og ved sin Energi paavirkede hun efterhaanden Myndighederne saa stærkt, at Knejpen blev lukket. Hun lejede Lokalerne sammen med Foreningen "Ulykkeligt stillede Mødre", de arbejdede sammen i 5 Aar, men fra August 1924 slaar "Saxoly" frit. Fru Trojel er Hovedorganisatoren af det Hele, hun maatte forsøge at træde hjælpende til: hun kunde ikke glemme al den Elendighed, hun havde set.

- Hvad foretager De Dem med Børnene?

- Børnene, der alle er Fabriksarbejderskers Børn, kommer halvsyv om Morgenen og bliver til fem om Eftermiddagen. Vi underviser dem i almindelig Børnehavegerning, navnlig Pigerne, Drengene skærer ud. En Ting, der synes mig meget vigtig, er, at vi spadserer med dem 2 Timer hver Dag i en af Byens Parker. Klokken 9 faar de Havregrød med Sødmælk til, Klokken 3 enten en Ret varm Formad eIler Eftermad, alt for en Betaling af 35 øre om Dagen. Det er rørende at se disse Mødres Kærlighed til deres Unger, de kommer styrtende med dem om Morgenen, ængstelige for al komme for sent paa Fabriken, og hæsblæsende kommer de igen ved 5-Tiden for at hente dem hjem. Henrivende er det at se Børnenes Glæde, naar Mor kommer, for vel er de glade for os, men Mor er og bliver det bedste.

- - -

Fru Trojel og disse opofrende Damer behøver ikke, som saa mange af os andre, at sige til sig selv:

"Tænk paa hver Gang, to Barneøjne varme saa op til dig med Bøn om Hjælp i Nød, tænk, om du kunde aabne dine Arme, og hjælpe dem, der intet selv forbrød."

.... De øver daglig deres Kærlighedsgerning og bringer noget af Solens Lys til den snævre Sidegades Mørke, hvor de tænder Genskin fra Stjernerne i bedrøvede Barneøjne og triste unge Sind.

N. N.

(Nationaltidende 1. februar 1925).

Nanna Trojels mand havde et apotek på Vesterbro, i 1924 etablerede han Toms Fabrikker. Saxoly blev oprettet i 1920 i Saxogade 46-48, nu Saxogade 104 A, Vesterbro. Nanna Trojel var gift med en materialhandler på Vesterbro. Bygningerne er nu revet ned og området erstattet af en park. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det nuværende Saxoly Børnehus er en sammenlægning af Saxoly Vuggestue og Saxoly Børnehave til en integreret institution, som fik navnet Saxoly Børnehus. Vuggestue og børnehave blev officielt sammenlagt fra d. 1. januar 2004, men fungerede mere eller mindre som en sammenlagt institution siden sommeren 2003. Saxoly Børnehus er en selvejende institution og er tilknyttet Frie Børnehaver. Saxoly består foruden af Børnehuset også af Saxoly Fritidshjem som ligger både i stue etagen og med en afdeling på Oehlenschlægersgades Skole.

Et grimt Optrin paa en Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Et mindeord.

Mange sjællandske venstremænd husker fra de sjællandske delegeretmøder den bøje sympatiske togfører H. Petersen. Han, der var født paa Landet, bevarede også efter at være blevet bosat i København og skønt hørende til tjenestemandsklassen en forståelse af og interesse for landets kår. Han vedblev at være venstremand og forfægtede sin sag godt både med mund og pen. Et par gange har han været opstillet som Venstres kandidat i den gamle Stevnskreds, et på den tid utaknemmeligt arbejde, uden pressestøtte -  "Østsjællands Folkeblad" gik jo altid mod Venstre - og kæmpede med mange vanskeligheder.  Som omtalt døde togfører Petersen kort for jul, og mellem helligdagene blev han stedt til hvile. Han, der var en kirkeligt interesseret mand, begravedes fra Valgmenighedskirken på Frederiksberg under ualmindelig stor deltagelse, både af fagfæller, hvis faner vajede ved båren, og af folk fra Østsjælland, bl. a. af repræsentanter for Store Heddingekredsens Venstreforening, der havde sendt signeret krans.

Pastor Clausen talte over båren. Jordfæstelsen fandt sted på Vestre Kirkegård, og da ligtoget bevægede sig over broen ved Carlsberg, passerede Masnedsundtoget - det tog, Petersen havde ført i så mange år - under Broen.

- På kirkegården gjorde det for øvrigt et uhyggeligt indtryk at se, hvorledes fagforeningsreglementet går forud for hensynet til den døde. Inden graven var kastet, blev klokken 4, og i det samme øjeblik tog graverkarlene deres skovle på nakken og forlod kirkegården.

Den halvt kastede grav blev stående således for følgets øjne, og de mange smukke kranse lå som en dynge ved den halvt åbne grav. Således skulle de vel ligge, til fagforeningsreglementet tillod graverkarlene at begynde påny.

Stevnsbo.

(Ringsted Folketidende, 29. december 1920.)

Resterne af gamle Københavnere.

Her ligger de på rad, resterne af gamle københavnere som en gang for mange år siden levede og virkede i den lille by som den nuværende storstad da var.

Det hænder jo ikke så sjældent at man ved udgravninger i den gamle by finder sådanne benrester. Dels fandtes der jo flere kirkegårde rundt om, og i koleraåret tog man det jo ikke så nøje med hvor og hvordan de døde kom i jorden. De fundne rester i en gård i St. Strandstræde hidrører ved nok fra den kirkegård der har været omkring den gamle Garnisons Kirke.

Nu bliver disse rester samlede sammen og gravede ned på en af vore kirkegårde. Antagelig på Vestre Kirkegård hvor man som tidligere fortalt, har en høj der gemmer alle sådanne rundt i byen fundne ben.

Og så får vore gamle bysbørn vel endelig ro - til at blive til støv.

(Aftenbladet (København), 15. december 1920.)

Opgravede benrester i St. Strandstræde. Foto fra Aftenbladet, 15. december 1920.

Olga Eggers Foredrag. (Efterskrift til Politivennen)

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Efter 1. verdenskrig fik hun tillidsposter i Freds- og Folkeforbundet og var næstformand i Fredsforeningen af 1916. Hendes noveller, interviews og artikler blev flittigt bragt i mange aviser rundt om i landet:

Dansk Kvindesamfund havde i aftes indbudt til møde på Højskolehjemmet.

Fru dommer Esmann bød på Kvindesamfundets vegne forsamlingen velkommen, hvorefter forfatterinden fru Olga Eggers talte om sine indtryk fra en rejse i England og Frankrig i 1918.

Forfatterinden begyndte med at tale om London eller rettere det mørke London, og skildrede Frelsens Hærs arbejde i fattigkvartererne i London og gik derefter over til at skildre den praktiske engelske kvinde, der under krigen i de trange tider lærte at simplificere husholdningen i hjemmene.

Men selv om krigen satte sine dybe spor i England, forandredes forholdene dog ikke i den grad som i Frankrig, hvor alt var forandret. Paris i 1918 var tom og død, og langt grellere var forandringen, når man så de hærgede egne.

Taleren skildrede sin tur over Reims med dens ødelagte domkirke til Nyon med de gennemskudte huse og kirker og de 20-30 Mennesker, der er tilbage af byens befolkning, og videre gennem det triste, mindetunge land der først og sidst tvinger det ønske frem at der aldrig mere må komme krig igen. Var freden tung for Tyskland, så må den være endnu tungere for Frankrig. Tyskland står urørt af selve krigen, mens Frankrig ligger gennemskudt, gennempløjet, forhugget og ødelagt. Intet under at hadet lever i franskmændenes hjerter og freden, den rigtige fred, kommer jo først, når hadet er borte fra verden.

Forfatterinden berørte derpå den franske kvindebevægelse, som ikke menes at have så stor fremtid dernede som i andre lande. Den franske kvinde er i første række hustru og husmoder, og vil ikke distraheres her. Mændene synes måske dette er ideelt; men det er dog muligt, at visse love var bedre, om kvinderne var med. Men der er ikke megen jordbund for kvindesagen i Frankrig. Enkelte franske kvinder har dog begyndt at forstå, at de må være med, og at de dog måske kunne overbevise mændene om, at de har menneskeforstand. 

Forfatterinden fremførte enkelte eksempler herpå og nævnede herunder en udtalelse af en sådan fransk kvinde, gående ud på at kvinderne fremmer sin sag ved at imponere mændene med at kvinderne er mere elskværdlge end mændene.

Efter foredraget fremvistes en række fortræffelige lysbilleder i tilslutning til foredraget.

(Vestkysten. Esbjerg Avis, 13. november 1920).

Olga Antoinette von Eggers (1875-1945). Fotograf Max (Albert) Schou jun. (1878-1944). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hovedstadens Døde (uddrag). (Efterskrift til Politivennen)

København. Tirsdag.

Der er opstået en vis interesse hos københavnerne for deres kirkegårde i de senere år.

Det må udtrykkeligt bemærkes at det er i de senere år. For blot en snes år siden var det en ren skandale at se visse steder at den store Assistens Kirkegård. Den ene fjerdedel af kirkegården lå hen som et fuldstændigt vildnis, hvor de vilde roser havde dannet et fuldstændig uigennemtrængeligt fletværk.

Dette vildnis var skilt ved en tjørnehæk fra en række kolonihaver, hvortil der var en let adgang for Nørrebros løse elementer over et stakit. I tjørnehækken var der klippet gennemgange, og herfra trængte bøllerne ind på kirkegården, hvor de havde dannet hytter på gravene. Regnen kunne ikke trænge gennem det tætte fletværk; af Efeu, vilde roser og andre planter, og her boede man hyggeligt. Der lå madraser på gravene, der fandtes små petroleumsapparater, kogekar og et utal af flasker og konservesdåser. Man boede trygt og roligt for alle efterstræbelser, for kirkegårdens betjente nærmede sig nødigt denne del af kirkegården, og hytterne lå så godt skjulte, at selv det mest årvågne øje skulle have vanskeligt ved at finde dem.

Det var en uhyggelig skandale, men så fandt man endelig på at rasere hele terrænet og omdanne det til et smukt anlæg og legepladser for børn.

 

Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus blev hjemløse her, som de blev det i Lersøen.

Men det var den gang. Nu er kirkegårdene blevet de smukkeste og mest stilfulde anlæg.

***

Dette gælder dog i første række Vestre Kirkegård.

 

Da denne kirkegård i sin tid blev anlagt, havde man næppe ventet at herude skulle de fineste begravelser finde sted.

Ganske betegnende var den første begravelse, der fandt sted herude, et gammelt ladegårdslem. der sænkedes i fattigjord. 

Det var da i begyndelsen også disse uhyggelige fattigbegravelser, der fandt sted herude. Nu var vejen også slem derud. Forbindelserne var meget dårlige. Man var timevis om at komme derud, og det var jo heller ikke opmuntrende at søge denne kirkegård.

Men nødvendigheden gjorde det efterhånden til borgerdyd at søge denne fjerntliggende kirkegård. Der var ikke plads andre steder. Hvor forundret blev man da ikke da man kom derud og fandt at kirkegården var den smukkeste park.

Der var søer med svaner, smukke lunde og pragtfulde alléer af de forskellige træer. Næppe to af alléerne er ens. Kirkegården herude svarede fuldt ud til navnet: "De dødes Have".

Det var den afdøde konservative rådmand, oberst Abrahamsen, der havde været mester for dette værk.

 

Forbindelserne med kirkegården kom også i stand. Den elektriske sporvogn kom herud, og nu begyndte tilstrømningen til kirkegården både af døde og levende.

Vestre Kirkegård blev der valfart til. Intet steds finder man i byens omegn et fugleliv som herude. Her har også fuglene fundet et fredhelligt sted.

***

Med årene fandt også stormændene herud.

På Assistens Kirkegård findes fra gammel tid en række kostbare, originale og smukke monumenter, men nu skal man gå til Vestre Kirkegård, hvis man vil søge kostbare og originale mindesmærker. Der findes mægtige arealer herude, hvor man kan gå fra grav til grav og beundre de prægtigste gravsteder.

Men dermed være ikke sagt, at de fattige glemmes. 

Tidligere var det jo således at når en grav blev glemt eller forsømt, så lod man den ligge. Den blev forvandlet til en græshøj, og efterhånden var det brændenælder og fandens mælkebøtter, der dækkede graven.

På Vestre Kirkegård er det ganske anderledes. Glemmes en grav, lader kirkegårdsbestyrelsen straks et træ plante på graven, et bøgetræ, en ask, en birk, et nåletræ, Graven holdes altid fri for ukrudt.

De fattige glemmes ikke i døden.

***

Vestre Kirkegård er blevet den fashionable folkekirkegård, medens Assistens Kirkegård ligger død og stille hen. Det samme er tilfældet med Holmens Kirkegård og Garnisons Kirkegård. I en menneskealder har der nu været talt om at sløjfe disse to kirkegårde der nu ligger i byens midte, men det har sikkert lange udsigter endnu.

Byens sidste ny kirkegård, Bispebjerg Kirkegård, der vel efterhånden bliver den største, når al jord rundt om er inddraget, ligger meget bar hen. Den savner sin rådmand Abrahamsen og kommer næppe nogen sinde til at blive den dødens lund som Vestre Kirkegård er blevet.

***

Der er folkevandring til Vestre Kirkegård om søndagen. Folk gør deres bedste for at holde gravene pyntelige. Det viser at eksemplet altid skal komme fra oven.

Der synes imidlertid at skulle opstå den skik at "uniformere" kirkegårdsbesøgene. Man søger at tvinge folk til på bestemte tider at mindes de døde. Der kan vistnok være forskellige meninger om, hvorvidt dette er heldigt.

Det er blevet en smuk skik ved de store højtider at mindes de døde. Ved påsketid er kirkegårdene bogstaveligt et hav af de gule påskeliljer, ved juletid findes forårets første fremdrevne krokus og hyacinther på gravene og hist og her et helt lille pyntet juletræ - ja, ved juleaftenstid kan man endda finde træer med tændte lys.

Dette kan være smukt og godt. I de sidste år er man imidlertid begyndt at fejre Allehelgensdag, som man henlægger til første søndag i november, med gudstjenester på kirkegårdene eller i kapellerne.

Der kan rejses mange spørgsmål i denne sag. Man kan spørge, om det et heldigt at indføre for mange katolske skikke, og om det er heldigt at lægge en art tvang på de efterlevende, om på hvilken dag de vil mindes de døde.

Der kan vistnok være delte meninger om denne sag.

Således som vore kirkegårde i de sidste år er blevet, vidner de om at københavnerne viser den største pietet overfor deres døde og at pålægget om en særlig mindedag vistnok må siges at være overflødigt.

(Roskilde Avis, 10. november 1920.)