01 september 2023

Hvad Forbrugerne har Krav paa. (Efterskrift til Politivennen)

Husmoderforeningens Formand, Fru Carla Meyer, behandler med Hensyn til Forholdet imellem Erhvervene og Forbrugerne en Række Spørgsmaal, der er af stor Betydning for Hjemmene. I Slutningen af Kroniken omtaler Fru Meyer Prisreguleringskommissionens virksomhed.

Vi lever i Organisationernes Aarhundrede. Indenfor enhver Interessesfære slutter man sig sammen for at danne et Hele, der kan være i Stand til at opnaa Fordele, som den enkelte ikke vil kunne opnaa. At enhver Stand søger at bedre sine Kaar og hæve sit Niveau, er jo kun godt; men Sammenslutningerne har naturligvis ogsaa deres Vrangside. Jeg tror, at de fleste Organisationer dannes efter gode Principer; man søger at gøre dem saa store og stærke som muligt; men efterhaanden viser dette sig i mange Tilfælde at rumme den Fare, at Medlemmerne tager Magten fra Ledelsen, saaledes at denne ikke længere kan styre dem, for hvem den arbejder.

I andre Tilfælde arbejder Ledelsen paa ganske forkerte Felter, f. Eks. Prisaftaler, der hemmer den frie Konkurrence. Jeg er selvfølgelig ikke blind for, at det indenfor nogle Fag kan være gavnligt at tale om Varers Værdi og Salgspris; men det vilde jo unægteligt være rart, om man indenfor Organisationerne mere havde sin Opmærksomhed henvendt paa de for høje Priser end paa de for lave. Lad os tage et saa aktuelt Emne som Prisen paa vort Brød. Det er en Kendsgerning, at nogle Bagere laver et absolut første Klasses Produkt, der kun fæstner af de bedste Raaprodukter, hvorimod andre bruger anden-tredie Klasses Varer; men Prisen er den samme i Udsalg, om der bruges dansk eller amerikansk Mel - , skønt det første kunde leveres 10 pCt. billigere - og om der bruges Smør eller Margarine, hvis Prisforskel enhver kender.

Hvorfor? Fordi Organisationen fastsætter Prisen ens over hele Byen med den mærkelige motivering at de mange Smaamestre, som vor Bagerstand er saa rig paa, nok kan bage, men ikke kalkulere. Man spørger da uvilkaarligt: Burde Organisationen saa ikke lære sine Medlemmer at regne og lade dem selv tage Skade for Hjemgæld, hvis de regnede daarligt, i Stedet for, at vi Forbrugere skal betale vort Brød for dyrt for at holde Liv i nogle Mestre, der rettelig burde være Svende? 

Med den ofte omtalte dyre og dyrebare Fisk er Forholdet et andet. Prisaftaler kendes, saa vidt jeg ved, ikke, da Kvaliteten paa denne lidet holdbare Vare skifter saa at sige fra Morgen til Middag. Fiskehandlerne nægter heller ikke, at Prisen er høj, men forsikrer, at den ikke kan være lavere, og det er udelukkende, fordi Publikum ikke vil købe de billigere Sorter af Fisk, - med andre Ord, hvis Fiskehandlerne kunde sælge flere Smaatorsk, flere smaa Rødspætter, flere Rognfisk og flere matte Fisk, og derved faa Omsætningen op, kunde Priserne for den udsøgte Fisk blive billigere. Som det nu er, skal den udsøgte Fisk bære Tabet paa den billigere, men ret usælgelige Vare. Fiskehandlerne mener altsaa, at vore Husmødre er særlig kræsne, de vil kun have det allerbedste, Torsk paa 2-3 kg, Rødspætter på 3/4 kg! Hvad om så Fiskehandlerne rettede sig efter dette Ønske ved Valget af den Vare, de køber. Mange Aars Erfaring maa jo lære dem, saa vel som andre Købmænd, hvilken Vare de kan sælge. De mindre Fisk maa saa blive i Havet, til de er udvoksede, hvad der i hvert Fald for Rødspættens Vedkommende sikkert bliver nødvendigt, om denne Fiskeart ikke helt skal forsvinde fra vore Farvande paa Grund af, at vi fisker Yngelen. De mindre Fisk, som vi selvfølgeligikke helt kan undgaa, maa saa sælges betydeligt billigere for at finde Købere. En Prisforskel paa 5-10 Øre pr. kg er ikke nok, da Husmoderen maa regne med et større Svind af Hoved, Skind og Ben af flere Småfisk end af een Torsk af Middelstørrelse, og hun vilde altsaa faktisk købe dyrere, selv om Prisen paa Varen er lidt billigere. Endelig er den mindre Fisk jo brugbar for og sælgelig til Farsfabrikerne.

En anden Aarsag til de høje Priser, siger Fiskehandlerne, er den store Dødelighed blandt Fiskene; mon den er da sikkert ikke bleven større nu, end den altid har været; hvorimod altsaa Priserne er det! 

Er Dødeligheden for stor, maa Sagkyndige se at finde Aarsagen til den. I en Del Forretninger opbevares saltvandsfisk i ferskvand hvori denne Fisk jo ikke kan leve ret længe. Kunde det da ikke betale sig at skaffe Saltvand, eventuelt Havsalt? At Husmødrene saa absolut forlanger levende Fisk, er jo kun naturligt, da den Omstændighed, at Fisken er levende, i Øjeblikket er den eneste Garanti for, at Fisken er frisk og altsaa bevarer sit appetitlige Udseende i kogt Tilstand. Dermed skal ikke være sagt, at slagtet Fisk ikke kan være god. Havde vi blot absolut Sikkerhed for, at Fisken blev slagtet paa Fangsstedet paa human og hygiejnisk Maade lige efter Fangsten! Den saaledes slagtede Vesterhavsfisk kan Husmødrene jo roligt købe. Men desværre anvendes der mange, og mange forkastelige, Fremgangsmaader. Lad mig blot nævne den saakaldte "Kassefisk"; levende Fisk, der lægges Side om Side i en Kasse, som lukkes og forsendes. Hvorledes tror man, den Fisk bliver, før den naar Udsalgsstedet? Pint til Døde vil den frembyde en højst utiltalende Spise, idet Benene uvægerligt er sorte og Kødet blødt og lidet velsmagende. Noget lignende gør sig gældende ved den Fisk, der holdes i Live hos Fiskehandleren nogle Dage; den er kun første Klasses Fisk den første Dag og maa sælges billigere derefter; altsaa gælder det for Detailhandlerne om at disponere klogt og kende sine Kunder.

Lignende Forhold gør sig gældende med vort flæsk. Detailhandlerne siger, at Husmødrene har Skyld i de høje Priser, fordi de kun vil købe de reelle Stykker, hvorimod Hoved, Tæer og lign., ja selve Hove, er vanskelige at afhænde. Mine Erfaringer gaar tit i en helt anden Retning, idet en stor Mængde Husmødre Gang paa Gang besværer sig over ikke at kunne faa disse billigere Varer i Butikerne. Sikkert er det, at de ikke findes i tilstrækkelig Mængde. Sagen er nemlig den. at der til vor By kommer en ganske forsvindende Mængde levende Svin; de slagtes ude omkring i Landet og sendes ofte herind uden Hoved, Tæer og lign., for ikke at tale om blodet, der anvendes i stor Mængde paa Landet.

Men er dette mon for Forbrugernes Skyld, eller rummer den overvejende Tilførsel af slagtede Svin en Fordel for Detailhandleren? Man man jo antage det sidste, siden alle vore Henstillinger om at faa disse Varer i Handelen ikke nytter noget nævneværdigt.

Hvorledes ser det ud med vor Frugt og vore Grønsager? Er Danmark ikke et saa frodigt Land, at der er rigeligt af begge Dele? Rigeligt er der sikkert, men Prisen! Det er Luksus at spise Frugt, og det er dyrt at spise Grønsager. Der burde sikkert være et større Detailtorv, allerhelst en stor Frugt- og Grønthal i Lighed med, hvad der findes i andre Storbyer, et Sted, hvor Haveejerne selv var Forhandlere. Sparedes saaledes Mellemhandlerne og den dyre Butiksleje, og hvad her ellers fordres af Ekspedition og lndpakning i Butikerne, maatte der kunne fremskaffes billigere Varer, som kunde spises af enhver. Sikkert trænger Nedplukningslønnen for Frugt ogsaa til en grundig Revision, saa vel som den dyre Fragt. Begge Dele er utvivlsomt oppe i en meningsløs Højde, der atter førte med sig, at man ser Frugten kage sig raadne i Haverne, fordi det ikke kan betale sig at plukke og transportere den. Ethvert fornuftigt Menneske kan da sige sig selv, at man her maa være ude i et Uføre, som vi Forbrugere ikke kan blive ved med at se paa.

For nu at komme tilbage til Prisaftalerne; Deres uheldige Virkninger har vist sig bl. a. hos Fodtøjsreparationerne, der godt kunde sætte Prisen ned paa Grund af Raamaterialernes og Arbejdslønnens Prisnedgang; men Organisationen, der har fastsat en Mindstepris, kan ikke naa til Enighed om en nedsættelse.

Hvem formår at råde bod på den slags? Såler på vort fodtøj skal vi have, og de færreste har lyst og tid til at gøre dette arbejde selv. Opfordrer man til den slags Selvhjælp eller endog til en Køberstrike, beskyldes man for at virke samfundsskadelig, skønt sund Fornuft dog nærmest burde hæfte dette Adjektiv til den Organisation, der kunstigt opretholder en bevislig for høj Pris paa en Nødvendigshedsartikel.

En Ting, som ikke kan siges at berøre Husmødre altfor direkte, er Restaurantpriserne, og dog tynger de ofte paa Fællesbudgettet, saaledes at Husholdningspengene indskrænkes, fordi Manden er nødt til at spise Frokost ude. At Priserne er høje paa de Restauranter, som paa Grund af Musik og Dans er omskabte til Forlystelsessteder, kan være sin Sag, og endog en god Sag. hvis det kunde afskrække flere fra at bruge deres Penge der; men at man skal betale tre Stykker Smørrebrød og en Kop Kaffe med en Luksuspris, som er kalkuleret ogsaa med Henblik paa Aftenmusiken og Dansen, er ubegribeligt. Der bør kunne skelnes mellem den Mad, som spises paa offentlige Steder, fordi man er nødt til det, og den Mad, man fortærer for at forlyste sig og tærede sig en festlig Stund. Men man finder som Regel ikke nogen nævneværdig Forskel, ja, paa mange Omraader slet ingen, paa Priserne i Byens fineste Restauranter og i de ganske almindelige. Der eksisterer vel nok fornuftige Restauratører, som holder borgerlige Priser paa borgerlig Mad. Gid de vilde avertere disse til Oplysning for alle dem, som daglig er nødt til at spise ude!

I det hele taget må erhvervene vide at forbrugerne for tiden er så årvågne at det er uomstændeligt nødvendigt at give reelle oplysninger. Borgerne trænger også til - og må vel ydermere have krav på - at vide besked om kommunens udsalgsssteder. Man hører stadigt at de ikke er billige nok, og at de drives med underskud som skatteborgerne må betale. Fra andre sider hører vi at disse beskyldninger er uberettigede. Hvorledes er de faktiske forhold?

Husmoderforeningen, der er den eneste Forbrugerorganisation i Danmark, kan og skal kun se paa Priserne fra et Forbrugersynspunkt. Vi maa anbefale vore Medlemmer at købe deres Varer, hvor de kan faa dem bedst til de rimeligste Priser, og vi kan ikke, i Følge vore Love, tage politisk Hensyn. Stat og kommune burde vel endvidere foregå de frie erhverv med et godt eksempel. ved snarest muligt at nedsætte fragterne og gas-og elektricitetspriser. Gang på gang støder vi i vort arbejde på disse faktorer som en hemsko for prisnedgangen. 

Erhvervene har ved dannelsen af priskontrolkomiteen vist at de forstod forbrugernes krav om en prisregulering, og de har samtidig såvidt gårligt ville drage omsorg for en jævn og besindig nedgang. Husmoderforeningen har, ved at lade sig repræsentere i Komitéen, vist sin gode Villie til Forhandling og endvidere derved godtgjort, at vi ikke kan nogen Maade vil den reelle Handlende til Livs; vi ønsker blot saglige Oplysninger, som kun Erhvervene selv kan give os. I flere Tilfælde har vi ogsaa faaet dem; nu vil Tiden vise, om Organisationernes ledelse er stærk nok til at øve Indflydelse paa deres Medlemmer og saaledes som Sagen i dem rette Gænge. Som Forbrugernes Repræsentanter maa vi bede om klare Tal og reelle beviser, thi kun for dem bøjer vi os.

Er der, hvad jeg haaber, en Del Forbrugere, som er enige med mig i ovenstaaende betragtninger, skulde de lade mig det vide. Husmoderforeningen bestaar til Trods for sit kvindelige Navn både af mænd og kvinder, jo flere der støtter os, des mere kan vi udrette.

Carla Meyer.

(Nationaltidende, 10. januar 1922, 2. udgave).

I august 1922 ragede Clara Meyer uklar med Dansk KVindesamfund fordi hun havde blandet sig i den kommende lovgivning om formueforholdet mellem ægtefæller. Carla Meyer svarede igen med at Dansk Kvindesamfund kæmpede for kvindesagen, husmoderforeningerne for samfundssagen.

Fra dansebodernes tid. (Efterskrift til Politivennen).

Lidt om de københavnske danseboder og dansebuler.

Af Carl C. Christensen.

Der har i den senere tid været stærkt røre angående dansen på vore restauranter (dansen mellem bordene", som den populært kaldes) og der er faldet stærke ord både for og imod. Fra adskillige sider har jeg således fået det argument stukket ud, at "det er dog forfærdeligt som københavnerne har danselyst, og sådan har det dog i tidligere tider slet ikke været". Til alle disse mennesker kan jeg dog roligt kunne sige, at i "de gode gamle dage", som der altid bliver råbt så meget på, har det været langt værre, så der er såmænd ikke  spor af grund til at blive forarget over den smule dans i restauranterne og i vores autoriserede danselokaler. I "de gode gamle dage" var der et utal af danseboder og dansebuler, både officielle og uofficielle, og det har vist næppe gået så pænt til på disse (når man gennemgår de gamle politirapporter), som det går til i vore nuværende offentlige danselokaler og restauranter.

For at begynde med den indre by, så fandtes der i august 1789 dansebod på hjørnet af Brøndstræde og Vognmagergade som holdtes af en mand ved Navn Rommelhoff, hvis navn vi finde knyttet til en anden dansebule senere Over denne mand kom der adskillige klager til politiet. Samtidig var der hos en hr. Staal dansebule i Magstræde og hos Utzen på hjørnet af Grønnegade og Christen Bernikowstræde. I 179t0 var der dans med "slagsmål og klammeri" i Lars Lejstræde 237 samt i 238. Sidstnævnte sted hedder det i politirapporten, at der var "Dans og og musik og findes en del ledige kvinder". Ved Vestervold var der adskillige dansebuler, og i 1790 klages der over, at der i Teglgårdsstræde hos en madam Krengel om søndagen var dans "til det var dag om mandagen". Det må bestemt have været det, som man kaldte "langdans". Samme år træffer vi i Ulkegade (nuværende Holmensgade) danseboder i nr. 122, nu nr. 23, hos Hans Lund, i nr. 278 (nu nr. 29) hos Mansfeldt, hos hvilken der var "4 unge kvindemennesker", i nr. 165 (nu nr. 26) hos Johansens enke Karen Birch; i Lille Kirkestræde 55 (nu nr. 6) var der dans hos Chr. Rommelhoff, i Laksegade 310 (nu nr. 10) hos Gottlieb Jans enke og i Dybensgade 190 (nu nr. 61) hos J. J. Møller. De fleste steder her var der tillige såkaldte punchesale, hvor bægrene rimeligvis er blevet svungne højt, og hvor der efter al sandsynlighed har været animeret stemning. Kommer vi ind i det 19. århundrede træffer vi en meget stor del danseboder i stuer og kældre, alt for mange til byens daværende ringe udstrækning og forholdsvis ringe indbyggerantal! Der var således danseboder i Kompagnistræde nuv. nr. 22, i Larsbjørnstræde nuv. nr. 19, på Kongens Nytorv i Kælderen, hvor nu Magasin du Nord er, på hjørnet af Landemærket og Brøndstræde, på Toldbodvejen nuværende nr. 20. GI. Mønt 39, Brogade 23 i kælderen, "Rabeshave" i Langebrogade, Farvergade 9, Suhmsgade 2, Lille Strandstræde 4 i kælderen, Store Regnegade II hos madam Korup på 1. sal, ja endog i en så fin ejendom som rådmand Skibsteds i Trompetergangen nr. 117 (nuværende Niels Hemmingsensgade nr. 32) var der i mange år en stærkt besøgt dansekælder. Meget omtalte danseboder var også Toftes kælder på Nørregade nr. 21, (hvor nu telefonselskabets ejendom er) samt dansekældrene i rebslagermester Hans Thranes ejendom på hjørnet af Nørregades ulige numre og volden, hvor i mange år den kendte Lars Erichsen var vært, inden han fraflyttede ejendommen og indrettede "Erichsens Salon" i "Kalkeballen" i Lille Kannikestræde, hvilken dansesalon jeg udførlig har skildret i en tidligere artikel om det pågældende kvarter. På hjørnet af Brolæggerstræde og Rådhusstræde nr. 1 i den Liebenbergske ejendom var en meget bekendt og søgt dansekælder i den kælder, hvor der nu er indrettet smørlager. I 70'erne var der offentlig dans på hjørnet af Møntergade nr. 2 og Pilestræde inde i baggården, og hvad mener man om, at der for et halvt hundred år siden blev afholdt offentlig dans på en åben estrade i en beværtningshave i Store Kongensgade på det sted hvor nu Palægade ligger. I en gade som Lille Kongensgade var der flere danseboder, således i nr. 8 (et par steder fra hvor den bekendte værtshusholder "Fatter Nagel" boede), endvidere i nr. 25 samt i det gamle "Skippernes Lavshus", hvor nu det Gamélske Kaffebrænderi findes. 

Ude i Dronningens Tværgade, i nuværende nr 56 har der i meget lang årrække været dansebod. som nu er gået over til at blive det bekendte danselokale "Kæden". Oprindelig var det en berygtet dansebod, "Sorte Kristians Krog" eller "Krismas Dansedod", men da Tofte i 1847 flyttede hertil fra sin dansekælder på Nørregade, kom der rigtig sving over den, og den er såmænd ovenikøbet blevet besunget af visedigteren Peter Emil Petersen ("Kærneper"). Navnet "Kæden" har den til fælles med en velgørenhedsanstalt som ligger i samme bydel, og dette navnefællesskab gav en gang anledning til en ganske pudsig episode.

Dar var nemlig for adskillige år siden ved den pågældende velgørenhedsanstalt et bestyrelsesmedlem, en meget fin gammel dame, som var så fin på det at hun aldrig benyttede ordet "spyt", men omskrev det til "mundvand", og denne dame skulle engang køre til bemeldte anstalt. Hun gav kusken ordre til at køre til "Kæden" og da kusken i sin praksis kun derved forstod dansesalonen, så kørte han ganske rolig den fine gamle dame dertil, hvor han satte hende af. Om hun nu kom ind i dansesalonen, eller hvor hun havnede, melder historien intet om

For ca. 60 år siden var der endnu dansebod i kælderen på hjørnet af Laksegade og Asylgade, hvor der nu er bødkerværksted, og som i folkemunde gik under navnet "Laksen". En af de mest kendte værter var Carl Mossin, hvis hustru også var en attraktion idet hun vejede intet mindre end 460 pund. Kom man ned i Køkkenet her, kom man først ind i et lokale, hvor skænken fandtes, og det var en betingelse, at man først måtte drikke en af de snapse, som stod skænkede på buffeten i det støvfyldte lokale inden man fik adgang til den indenfor liggende dansesal. Publikummet bestod for det meste af søfolk med deres "damer", og stemningen var som oftest meget høj. Ikke langt derfra lå for enden af Hummergade en anden dansekælder "Admiralen" i Admiralgade hvis publikum var noget lignende som "Laxens", kun var måske damerne endnu tarveligere end i "Laxen"

-o-

Selv forstæderne havde deres danselokaler. Således lå på Vesterbrogade i nr 17 "Peter Haab" som senere blev ombygget til det kendte danselokale "Valkyrien", i nr. 29 lå »Danseboden Vesterbro med gyngen". På Værnedamsvejen lå "Colossæum" kaldet "Klodsen". Nørrebro havde flere danselokaler, bl a. på Blegdamsvejen omtrent nuværende nr. 4, en meget besøgt lå i det gamle nr II (nu nr. 44) og i nr 14 (nu nr 54-56-58). På Østerbro træffer vi endnu i 70'erne danselokalet "Neptuns Hal" i daværende Citadelsvej nr. 3 (nuværende Classensgade nr. 7). Ja selv på Amagerbro har der været dansebod på det sted hvor nu Sønderbros Teater ligger. Foruden disse små og tarvelige lokaler var der store danselokaler som "Vega" (det gamle "Kalkeballen"), "Fønix" (populært kaldet "Fuglen"), Figaro« (det nuværende "Palæ de danse") og "Aftenstjernen" hvilken sidste lå i Lille Regnegade, omtrent hvor nu nr. 21 og 23 er i Ny Østergade. "Aftenstjernen" var i sin tid blevet indrettet på foranledning af Københavns politi som afløsning af de mange små danseboder, som da blev nedlagt, og det var selvfølgelig lettere for politiet at have opsigt med et stort lokale end med mange små. Selve navnet "Aftenstjernen" fik det på grund af en over orkestret anbragt stor gasstjerne.

Af alle disse danselokaler eksisterer nu kun "Fønix", "Palais de Danse" og "Kæden" samt den nyere "Florasal". "Valkyrien" blev først til "Maria Bedesal" derefter til en alkoholfri restaurant, og "Vega", den gamle glade "Kalkeballe" til en kristelig kvindeforening. Nu er altså parolen hos det danselystne publikum som ikke vil gå "på dansebod" at det helst vil danse i restauranterne mellem bordene, og  det nytter vel næppe noget at sætte sig derimod. Man må hellere sige, som der synges i operetten "Bocaccio":

"Ske hvad der vil.
Jeg ser til

Carl C. Christensen

(København, 3. januar 1922).

26 august 2023

Amtmand Bach vs Provst Høfler. (Efterskrift til Politivennen)

Provst Høfler udsendte et cirkulære af 13. april 1921 hvori han indskærpede lærerne i provstiet at Luthers forklaringer skulle læres udenad. Det startede en længere debat og retssag.

Provst og Amtmand.

En bitter Fejde i Nordjylland.

Den klemte Provst Høfler.

Det var som meddelt Provst Høfler i Als, der havde affattet det rædselsfulde Cirkulære om Terperiets Genindførelse i Religionstimerne. Og han havde tilladt sig at gøre det i hele Skoledirektionens Navn, endskønt han ikke i Forvejen havde forhandlet med Amtmanden og det tredie Medlem af Skoledirektionen derom.

Nu har Cirkulærets Udsendelse faaet et Efterspil, der ikke er uden dramatisk Effekt. Det begyndte med, at Stiftamtmand Bache til Aalb. Venstrebl. udtalte, at Provsten havde gjort sig 

skyldig i Myndighedsmisbrug

ved at udsende dette Cirkulære i Skoledirektionens Navn uden at have dens Tilslutning.

Cirkulæret betegnes yderligere af Amtmanden som en Nullitet, der gaar langt uden for det, Ministeriet har foreskrevet (det Appel'ske Cirkulære.)

Herpaa

svarer nu Provst Høfler 

i samme Blad. Han forsøger at dreje Sagen derhen, at Cirkulæret ikke var en Befaling, men en venlig "Anvisning" for Lærerne, og han erklærer ikke at ville finde sig i Amtmandens Desavouring, men forlanger Sagen forebragt Ministeriet.

Stiftamtmanden svarer omgaaende, 

bl. a. med følgende hvasse Ord:

"Det havde været værdigere, om De havde gjort Hr. Nielsen og mig en Undskyldning for den Tilsidesættelse, De har vist os ved paa egen Haand at udsende Deres famøse Cirkulære i Skoledirektionens Navn. De kan takke Dem selv for, De er blevet saa grundig desavoueret, og jeg haaber, De ikke oftere vil give os Anledning til at gøre det samme. Hvad angaar Slutningen af Deres Skrivelse med Deres forskellige Krav og Fordringer, betragter jeg dem som uskrevet. Jeg skal nok selv tage Bestemmelse om, hvad jeg videre vil foretage."

- Saaledes staar Sagen altsaa paa den skarpeste Spids for Tiden. Provst Høfler bebuder endnu tre Artikler i Aalb. Venstrebl., men det vil sikkert almindeligvis være betvivlet, om de hjælper ham stort. Hans haarrejsende ufrisindede Cirkulære staar nemlig fast, og at han nu gribes i at have affattet det alene og udsendt det med falsk Flag, forhøjer ikke Sympatien mod ham

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 7. juli 1921).


Stiftamtmand og Provst.

Hvasse Skrivelser.

For nogen Tid siden fremkom der i det radikale "Aalborg Venstrebl." et hysterisk Angreb paa en Undervisnings-Vejledning, der var udsendt fra en af Amtets Skoledirektioner. Senere har der været en Del Skriveri om denne Sag, og omsider interviewede Bladet Stiftamtmand Bache, der bl. A. fortalte, at den omstridte Skrivelse var "en Nullitet, der er udsendt under falsk Navn", samt at den gik langt ud over, hvad Ministeriet har foreskrevet i Cirkulære af 6. April 1900.

Nu har Provst M. F, Høfler i Als meldt sig som den, der har udsendt Skrivelsen. Og han offentliggjør i "Nordj." den mellem ham og Stiftamtmand, Kammerherre Bache førte Korerspondance om Sagen. 

Det begynder med en Skrivelse fra Stiftamtmanden til Provsten med Forespørgsel angaaende Sagen, foranlediget ved de fremkomne Artikler. Tonen i denne Skrivelse kunde uden Skade have været mindre skarp i Betragtning af, at den er rettet til en gammel veltjent Embedsmand, der paa det Tidspunkt ikke med Sikkerhed kunde siges at have begaaet noget Galt. Paa denne Skrivelse svarer Provst Høfler sagligt og roligt og foreslaar til Slut Stiftamtmanden en mundtlig Samtale om Sagen; men forinden han faar afsendt sit Svar paa Forespørgslen, fremkommer Stiftamtmandens Udtalelser til "Aalb. Venstrebl.", og Provsten vedlægger derfor en Skrivelse, hvori han bl. A. skriver:

"Hvis Deres Udtalelser er faldne som refereret, er Deres Optræden i høj Grad angribelig. Uden at have set den paagjældende Direktionsskrivelse, uden at oppebie min Udtalelse i Sagen, som De selv - "forinden videre foretages" - har afkrævet mig i Skrivelse af 17. ds., tillader De, med hvem jeg; ingen nærmere Aftale har om Administrationen at Skoledirektionssagerne, Dem ikke alene at blotlægge for Offentlighedens Øjne, hvem denne Sag er ganske uvedkommende, en saa højkollegial Skolemyndigheds indre administrative Forhold, men ogsaa offentligt at desavouere mig i min Stilling som Provst og Skoletilsynsmand, efter at jeg har beklædt denne Stilling i 18-19 Aar. Dette kan og vil jeg selvfølgelig ikke finde mig i, og jeg forlanger, saaledes som Sagen nu foreligger, at den strax af Stiftamtmanden indankes for Ministeriet."

Herpaa svarer Stiftamtmanden:

"I Anledning af Hr. Provstens Skrivelse af 21. d. M. skal jeg indskrænke mig til at bemærke, at det havde været værdigere, om De havde gjort Hr. Nielsen og mig en Undskyldning for den Tilsidesættelse, De har vist os ved paa egen Haand at udsende Deres famøse Skolecirkulære i Skoledirektionens Navn. Da der ikke - som De rigtigt bemærker - mellem os er truffet nogensomhelst Aftale, hvorved vi skulde have bemyndiget Dem til at optræde paa Direktionens Vegne, har De savnet enhver Berettigelse til at udsende et Cirkulære som det ommeldte uden at have forhandlet med Skoledirektionens øvrige Medlemmer. De kan takke Dem selv for, at De er bleven saa grundigt desavoueret, og jeg haaber, at De ikke oftere vil give os Anledning til at gjøre det Samme. Hvad angaar Slutningen af Deres Skrivelse med Deres forskjellige Krav og Fordringer, betragter jeg den som uskrevet. Jeg skal nok selv tage Bestemmelse om, hvad jeg videre vil foretage."

Hertil bemærker Provsten stilfærdigt:

"Der er intet særligt Oplivende ved disse Skrivelser, omend de er gode at faa Forstand af. Det Eneste skulde da være den faderlige Omhu, med hvilken Stiftamtmanden i Slutningen af ovenstaaende Skrivelse tager sig af min Opdragelse som Skoledirektionsmedlem, samtidig med at han ganske vist ogsaa stiller mig i Udsigt en alvorlig Afstraffelse i Gjentagelsestilfælde!"

Og derefter gjør Provsten Rede for, hvad det er, han som Tilsynsførende med Provstiets Skoler har foretaget sig. Heraf ses det, at hans "grove Forseelse" bestaar i, at han har ønsket, at Børnene saa vidt muligt skal lære noget i Skolerne, saaledes at de kan huske det. Og det synes virkelig at have været paakrævet, idet Provsten som Skoletilsynsførende har konstateret, at Børnene, naar de forlod Skolen, ikke kunde huske de mest elementære Ting, - f. Ex. de fem Verdensdele og Alfabetet!

- Som det fremgaar af Stiftamtmandens Skrivelse, er Sagen ikke indbragt for Ministeriet; men Provsten er maaske ogsaa nok saa godt tjent med, at den bringes frem for Offentligheden.

(Jyllandsposten 9. juli 1921).


Stiftamtmand Carl Otto Bache (1867-1930) var formand for skoledirektionen som først fik kendskab til provst Høflers cirkulære gennem aviserne. Han var søn af stiftamtmand Christian Peter Mathias Bache (1830-1910) . Hans amtmandskarriere startede som konstitueret 1905 i Sorø. 1908-1909 stiftamtmand over Sjællands Stift. 1909 amtmand over Thisted Amt. 1919 stiftamtmand over Aalborg Stift og amtmand over Aalborg Amt 10. Febr. 1919(Kilde: Amtmandbogen, 1936)


Amtmanden I Aalborg.

Stiftamtmand Bache i Aalborg er atter kommen paa Krigsstien, og Landets Blade maa igen beskæftige sig med den krigerske Kammerherre, der snart har indtjent sig herostratisk Berømmelse ved sin vel sagtens sygelige Stridbarhed. Denne Gang er det det skolekyndige Medlem af Skolekommissionen, Provst M. F. Høfler, for Tiden Als, som Amtmanden er røget sammen med. Provst Høfler har i Dagbladet "Nordjylland" offentliggjort hele deres Korrespondance og altsaa paa den Maade forelagt Offentligheden Sagen.

Provsten har som skolekyndigt Medlem af Skolekommissionen udsendt en Skrivelse om Undervisningsplaner for Provstiets Skoler. Denne Skrivelse har Amtmanden i et Interview til et Blad offentlig erklæret for en "Nullitet", udsendt under "falsk Navn". Dette har foranlediget Provsten til gennem Pressen at forelægge Offentligheden hele Sagen. Provsten henviser til, at han i 18 til 19 Aar har beklædt sin Stilling i Skoledirektionen og kræver Sagen indanket for Minjsteriet. Dette afviser Hr. Bache kort, idet hans sidste Skrivelse slutter saaledes:

De savner enhver Berettigelse til at udsende et Cirkulære som det ommeldte uden at have forhandlet med Skoledirektionens øvrige Medlemmer. De kan takke Dem selv for, at De er blevet saa grundigt desavoueret, og jeg haaber, at De ikke oftere vil give os Anledning til at gøre det samme. Hvad angaar Slutningen af Deres Skrivelse med Deres forskellige Krav og Fordringer, betragter jeg den som uskrevet. Jeg skal nok selv tage Bestemmelse om, hvad jeg videre vil foretage.

- - -

Det forekommer os, skriver "Østsj. Folkebl.", at Indenrigsministeriet skulde lade denne Sag og Hr. Baches hele Forhold i sit Embede overfor Befolkningen undersøge grundigt. Det er da muligt, man vil finde sig foranlediget til at give Hr. Stiftamtmanden en meget lang Permission eller tildele ham et Embede, hvor han var uskadelig. Til at være Stiftamtmand i Aalborg egner han sig ganske afgjort ikke.

(Roskilde Avis 12. juli 1921)


Religionsundervisningen,

Blandt de Skolespørgsmaal, der i Øjeblikket drøftes stærkest, er vel nok Religion som Fag i Skolen.

At Ministeriet har Forstaaelse af Fagets store Betydning fremgaar af Cirkulæret, hvor der paabydes tre ugentlige Timer istedetfor de to, det nu mange Steder indtager paa Timeplanen.

Det er jo imidlertid ikke nok, at der gives Faget en passende Tid, der maa ogsaa sørges for, at det i det hele faar den ydre Position, det har Krav paa. Dette er ikke Tilfældet i Eksamensskolerne, hvor Religion er det eneste betydelige Fag, hvori der ikke gives Karakter.

Provst Høfler har vakt betydelig Opmærksomhed med et Cirkulære, han har udsendt til Skolekommissioner og Lærere i Hellum Hindsted Herreder, hvori han for at højne Respekten for Faget fremsætter Ønske om at ligestille det med de øvrige Fag i Skolen med Hensyn til Karaktergivning.

"Aalborg Amtstid." udtaler i den Anledning:

"Vi forstaar godt, at en Mand, der i 1921 vil arbejde for Gennemførelsen af et saadant Grundlag for Religionsundervisningen, kommer i Modstrid med den offentlige Mening. Hvis man havde til Hensigt at vende den opvoksende Slægt mod Religionen, vilde den af Provsten anviste Vej sikkert være aldeles fortræffelig", og "Folkeskolen", Medlemsblad for Danmarks Lærerforening, føjer til, at "Aalb. Amtst." med disse Bemærkninger i denne Sag kan paaregne forstandige Menneskers Tilslutning.

Denne Bemærkning maa ikke fremsættes uimodsagt af Folkeskolens officielle Organ, og Modstandere af Religionens Ligestilling med øvrige Fag i Skolen skal ikke uimodsagt smykke sig med Prædikatet: forstandige Mennesker.

(Vi gaar ud fra, at der i denne Forbindelse med Udtrykket "forstandige Mennesker" menes Mennesker, der har Forstand paa Religionsundervisning i Skolen).

En Mand, der har haft stor Betydning som Leder af den kristelige Ungdomsbevægelse, fortalte ved et Møde forleden, hvorledes han var blevet mødt med stærk Modstand af de store Elever i en Klasse, hvor han skulde undervise i Religion.

Det oplystes senere, at disse store, næsten voksne Drenge drev det som Sport at jage Religionslærere bort. De havde haft Held med tre, og nu skulde han, den fjerde, samme Vej.

Desværre er dette ikke noget enestaaende Tilfælde, omend et af de skarpere, det drives under forskellige Former mangfoldige Steder, og hvor ikke netop Religionslæreren er en udpræget Dygtighed, betragter de store Elever ofte Religionstimerne som de mindst alvorlige.

Ovennævnte Taler fortalte videre, at efter at han havde faaet sine Elever til at lytte, spurgte han en Dag om, hvad det var for en Støj, der altid i disse Timer var i Klassen ved Siden af, og Svaret lød: Det er Pastor N., der har Religion.

Hvis dette Fag fra Skolens Side var respekteret som de øvrige Fag, og der forlangtes et virkeligt Arbejde fra Elevernes Side, vilde deres Forhold til Faget ændres, thi Børn og unge Mennesker har i Længden kun Respekt for en Ting, naar den koster dem Anstrengelse. De betragter paa Forhaand Religionen i Skolen som noget ligegyldigt og unyttigt, da de jo ikke skal have Karakter deri som i andre Fag. Lærerens Henstilling om at være opmærksomme og forberede sig, tager de overlegent paa, der kan jo ikke ske noget alvorligt, hvis de lader være, thi det alvorlige i Eksamensskolen er den daarlige Karakter.

Alle, der ønsker Religionen bevaret i Skolen, maa ogsaa ville Midlerne dertil, og det fundamentale er her at stille Faget paa samme Plads som de øvrige, thi da skabes der om det den ydre Respekt, der er nødvendigt for frugtbringende Arbejde. Der er Lærere, der kan naa frem uden denne ydre Autoritet, og de vil maaske helst undvære den, men Forholdene maa være saaledes, at de ogsaa er tjenlige for de mange.

(Fyens Stiftstidende 2. august 1921).


Afgørelsen i Provste-Affæren

Ministeriets Tilrettevisning til Provst Høfler.

Som omtalt i vort Lørdagsnummer har Ministeriet nu truffet sin Afgørelse i Sagen angaaende Provst Høflers meget omtalte Cirkulære til Skolekommissionerne og Lærerne i Hellum-Hindsted Herreders Provsti. Idet vi iøvrigt henviser til vore Bemærkninger i Lørdags, gengiver vi nedenstaaende Ministeriets Skrivelse i dens Helhed:

Undervisningsministeriet.

København, den 18. Oktober 1921.

I Skrivelse af 27. Juni d. A indberettede Hr. Kammerherren som Formand for Skoledirektionen for Hellum-Hindsted Herreders Provsti, at Direktionens gejstlige Medlem, Provst Høfler, til Skolekommissionerne og Lærerne i Provstiet havde udsendt et Cirkulære, med Hensyn til hvis Slutningspunkter De henviste til et indsendt Eksemplar af Bladet "Fokeskolen" for 2. Juni d. A. De tilføjede derhos, at dette Cirkulære var udsendt, uden at Provsten havde forhandlet med nogen af Skoledirektionens øvrige Medlemmer, og at De, da Cirkulæret i vide Krese havde vakt en pinlig Opsigt, havde fundet det rettest at gøre Ministeriet bekendt med Sagen.

Efter derom af Ministeriet i Skrivelse af 14. Juli d. A. fremsat Begæring har man dernæst under 8. d. M. modtaget en fra Provst Høfler i Sagens Anledning indhentet Erklæring af 9. August d. A. fremsendt hertil med en af Direktionens tvende andre Medlemmer afgiven Udtalelse af 3. de  M. og ledsaget af forskellige Bilag, derunder en fuldstændig Afskrift af det paagældende Cirkulære.

Det fremgaar heraf, at dette er udsendt i Skoledirektionens Navn, at det fremtræder som en Anmodning til de stedlige Skolebestyrelser om Udarbejdelse af Forslag til nye Undervisningsplaner i Henhold til Ministeriets Circulære af 2. August 1920, og at der i Forbindelse hermed paa forskellige Punkter er stillet Krav om eller givet Anvisning paa, hvad der skal tilstræbes ved Undervisningen, særlig med Hensyn til den Grundighed og Nøjagtighed i Børnenes Tilegnelse af Lærestoffet, som Provsten finder ønskelig.

I Anledning heraf skal Ministeriet udtale følgende:

Ihvorvel Ministeriet ikke miskender den Interesse for Skolen og dens Arbejde, som ligger til Grund for disse af Provsten fremsatte Udtalelser, og som ogsaa tidligere har tildraget sig Ministeriets Opmærksomhed, kan man for det første ikke billige, at Provsten har ladet den paagældende Henvendelse udgaa uden forudgaaende Forhandling med Skoledirektionens andre Medlemmer. Thi selv om en bestemt Aftale ikke hidtil maatte være truffen indenfor Direktionen med Hensyn til, hvilke Sager, der inden deres Ekspedition skal cirkulere mellem Direktionens Medlemmer, maa disse dog efter Sagens Natur altid have Krav paa at deltage i og øve Indflydelse paa Behandlingen af et Anliggende af den Betydning, som de i Provst Høflers Cirkulære indeholdte vidtrækkende Bemærkninger af principiel Karakter giver den foreliggende Sag. Men dernæst kan Ministeriet overhovedet ikke anse det for betimeligt, at enkelte Provster eller Skoledirektioner til underordnede Skolemyndigheder udsender almindelige Tilkendegivelser, der tilsigter paa bindende, tillige for Undervisningens Metode bestemmende Maade at anordne dens Maal, da det alene tilkommer Ministeriet at give saadanne almindelige Tilkendegivelser og Anvisninger. I saa Henseende er indtil videre den fornødne Vejledning og Anvisning givet i Ministeriets Cirkulære af 6. April 1900.

Allerede af disse Grunde kan den oftnævnte Cirkulæreskrivelse ikke opretholdes, for saa vidt angaar de heromhandlede Punkter, og der er derfor ikke Anledning for Ministeriet til at komme ind paa en nærmere Omtale og Vurdering af disse, taget hvert for sig, men man skal dog fremhæve, at man ikke kan tiltræde de der opstillede Krav til Udenadslæren i Religion. Hvad særlig angaar Spørgsmaalet om Brugen af Lærebog og Katekismus med tilhørende Forklaringer i Religionsundervisningen, er Ministeriets Standpunkt det, at man dette Spørgsmaal vedrørende ikke ønsker at give Anvisninger i det enkelte, endsige Paabud eller Forbud.

Ministeriet vil have Hr. Kammerherren anmodet om at give saavel de andre Medlemmer af Skoledirektionen som samtlige Skolekommissioner og Lærere indenfor Direktionens Omraade Meddelelse om den ved nærværende Skrivelse trufne Afgørelse.

Efter den dertil foreliggende Anledning undlader man endelig ikke at tilføje, at der bør træffes en bestemt Ordning med Hensyn til Forretningsgangen ved Besørgelsen af de til Hellum-Hindsted Herreders Skoledirektion indgaaende Sager, hvorved det samtidig afgøres, hvilke Sager der skal være Genstand for Behandling af den samlede Skoledirektion og derfor sendes i Cirkulation blandt dennes enkelte Medlemmer.

Jacob Appel.
K. Paludan Müller

Fm.

Amtmanden over Aalborg Amt.

(Aalborg Amtstidende  24. oktober 1921)


Amtmanden og Provsten.

Skoledirektionen for Hellum-Hindsted Herreders Provsti.

Den salomoniske Dom, som Undervisningsministere Appel har afsagt i Anledning af Stiftamtmand Baches Klagemaal over Provst Høfler, der paa skoledirektionens Vegne egenhændig har givet Skolekommissioner og Lærerne i Provstiet Anvisninger vedrørende den daglige Undervisning i Skolerne, særlig i Religion stiller ikke Amtmanden i noget heldigt Lys. Vil I forliges, skriver Ministeren. og se at saa en bestemt Ordning med Hensyn til jeres forretningsgang; noget maa det enkelte Medlem af Kommissionen afgøre efter Konduite, noget maa sendes i Cirkulation mellem Medlemerne. Det maa I selv finde en Form for! 

Det Resultat kunde den stridslystne Amtmand have naaet uden at løbe til Ministeriet. Kommissionen maa selv træffe en Ordning af sin Forretningsgang, og det er just den hidtilgældende uskrevne Forretningsgang, Provsten har fulgt. Saadan har han handlet i de to foregaaende Amtmænds Embedstid, og der havde for denne Amtmands Vedkommende ikke været Anledning til at foretage andet end at sammenkalde Kommissionen og foreslaa en anden Forretningsgang, hvis han ønskede at være medbestemmende i Spørgsmaalet "om Brugen af Lærebog og Katekismus med tilhørende forklaringer". Men den Intolerance, der har ledet Stiftamtmand Bache til Ufred og Postyr, synes ikke at vidne om Kvalifikationer just i Balslevs Aand.

Ministeriet skriver den 11. Oktober som Svar til Stiftamtmanden:

Ihvorvel Ministeriet ikke miskender den interesse for Skolen og dens Arbejde som ligger til Grund for disse af Provsten fremsatte Udtalelser, og som også tidligere har tildraget sig ministeriets Opmærksomhed, kan man for det første ikke billige, at Provsten har ladet den paagældende Henvendelse udgaa uden forudgaaende Forhandling med Skoledirektionens andre Medlem. Thi selv om en bestemt Aftale ikke hidtil har maatte været truffet indenfor Direktionen med Hensyn til , hvilke Sager, der inden deres Expedition skal cirkulere mellem Direktionens Medlemmer, maa disse efter Sagens Natur altid have Krav paa at deltage i og have Indflydelse paa behandlingen af et Anliggende af den Betydning. som de i Provst Høflers Cirkulære indeholdte vidtrækkende Bemærkninger af principiel Karakter giver den foreligende Sag. Men dernæst kan Ministeriet overhovedet ikke anse det for betimeligt, at enkelte Provster eller Skoledirektioner til underordnede Skolemyndigheder udsender almindelige Tilendegivelser, der tiisigter paa bindende, tillige for Undervisningens Metode bestemmende Maade at anordne dens Maal, da det alene tilkommer Ministeriet at give saadanne almindelige Tilkendegivelser og Anvisninger. I saa Henseende er indtil videre den fornødne Vejledning og Anvisning givet i Ministeriets Cirkulære af 6. April 1900.

Allerede af disse Grunde kan den oftnævnte Cirkulæreskrivelse ikke opretholdes, forsaavidt angaar de heromhandlede Punkter, og der er derfor ikke Anledning for Ministeriet til at komme ind paa en nærmere Omtale og Vurdering af disse, taget hvert for sig, men man skal dog fremhæve, at man ikke kan tiltræde de dér opstillede Krav til Udenads-Læren i Religion. Hvad særlig angaar Spørgsmaaket om Brugen af lærebog og Katekismus, er Ministeriets Standpunkt det, at man dette Spørgsmaal vedrørende ikke ønsker at give An visning i det enkelte, endsige Paabud 

Ministeriet vil have Hr. Kammerherren anmodetom at give saavel de andre Medlemmer af Skoledirektionen som samtlige Skolekommissioner og lærere indenfor Direktionens Omraade Meddelelse om den ved nærværende Skrivelse trufne Afgørelse.

Efter den dertil foreliggende Anledning undlader man endelig ikke at tilføje, at der har træffes en bestemt Ordning med Hensyn til forretningsgangen ved Besørgelsen af de til Hellum-Hindsted Herreders Skoledirektion indgaaende Sager, hvorved det samtidig afgøres, hvilke Sager der skal være Genstand for Behandling af den samlede Skoledirektion og derfor sendes i Cirkulation blandt dennes enkelte Medlemmer.

Jacob Appel.

Naturligvis, hvad skulde Ministeriet svare andet, naar Amtmanden endelig vil rende "til Politiet". I enhver Virksomhed hænder det, at en og anden træffer en Afgørelse, som i og for sig forpligter Virksomheden, og saa længe Chef og Medarbejdere er enige, gaar alt sin Gang, men den Dag. der bliver Uoverensstemmelse mellem Parterne, taler de sammen om det og træffer eventuelt Aftale om en anden Forretningsgang, men de skaber ikke Ufordragelighed eller sætter hinanden i offentlig Gabestok.

(Aalborg Stiftstidende 25. oktober 1921).


Provst Høflers Cirkulære

Hvis der ikke var givet anden Anledning dertil, skulde vi ikke have beskæftiget os yderligere med denne Sag. Ministeriets Afgørelse, som vi gengav Mandag, taler nemlig for sig selv. Enhver, der har læst Ministeriets Skrivelse, maa indrømme, at den er en meget skarp Tilrettevisning til Provst Høfler, altsaa det man i daglig Tale plejer at kalde en "Næse".

Vi skulde som sagt gerne i denne Sag have overladt Provsten til hans egne Overvejelser. Men i Mandags har han til "Nordjylland" - Gengivelsens Rigtighed forudsat - udtalt, at vor Omtale i Lørdags af Sagen er "ganske perfid", derfor nødes vi til at vende tilbage til den. Overfor Provstens Paastand skal vi fastslaa, at vor Omtale i Lørdags af Ministeriets Svar var saa objektiv, som den vel kunde være. I faa Linier gengav vi netop Svarets Hovedindhold, hvilket enhver kan overbevise sig om ved at sammenholde Artiklen fra i Lørdags med Ministeriets Skrivelse, der fandtes i vort Mandagsnummer.

Provst Høfler paastaar i "Nordjylland", at hans forsyndelse "nærmest reduceres til", at han "ikke har lagt saa megen Vægt paa det formelle, som Ministeriet og Amtmanden har gjort."

Ja, det skal vi love for! Ministeriet skriver, at det ikke kan billige, at Provsten har ladet Meddelelsen udgaa. Ministeriet kan overhovedet ikke ansee det for betimeligt, ar enkelte Provster eller Skoledirektioner udsender saadanne almindelige Tilkendegivelser, det tilkommer alene Ministeriet. Derfor kan Provst Høflers Cirkulære ikke opretholdes. Ministeriet kan ikke tiltræde de opstillede Krav.

Dette turde være tilstrækkeligt. Det er i Virkeligheden en knusende Dom over det nu ophævede Cirkulære. Og den bliver ikke mildere ved, at Ministeriet har anmodet Stiftamtmanden om at udsende Svaret til alle Lærere og Skolekommissioner i Provstiet. Det er ikke formelle Ting, her er Tale om. Det maa vel selv Provst Høfler kunne indse.

Skønt man jo ikke skal skubbe til den hældende Vogn, giver Provst Høflers uberettigede og ubetimelige Omtale af vor Artikel i Lørdags os Anledning til at tilføje, at han efter den Tilrettevisning, han har faaet og som vi finder særdeles velfortjent, ikke kunde gøre noget bedre end at trække sig tilbage fra sin Tilsynsgerning ved Skolen. Den Maade, han er optraadt paa, er nemlig udmærket egnet til at give dem Vind i Sejlene, som arbejder paa at faa Folkeskolen unddraget det gejstlige Tilsyn. Og den Bevægelse synes vi i alt Fald ikke, at man fra Kirkens Side skulde støtte.

(Aalborg Amtstidende 26. oktober 1921).


Provst Høflers Cirkulære.

Provst Høfler i Als udsendte for et halvt Aars Tid siden til Lærere og Skolekommissioner i Hellum-Hindsted Herreds Provsti i Skoledirektionens Navn et Cirkulære, hvori han udstedte en Række Paabud med Hensyn til Børnenes Undervisning, blandt andet i Religion.

Cirkulærets Indhold vakte megen Opsigt og stærk Kritik, og det viste sig, j at hverken Skoledirektionens Formand, Stiftamtmand Bache, eller det tredje Medlem at Direktionen, P. Nielsen. Skelund, havde anet det mindste om Cirkulærets Eksistens, før de saa det omtalt i Bladene.

Naturligvis affordrede Stiftamtmanden Provst Høfler en Erklæring i Sagen, og da Provsten paa en meget overlegen Maade hævdede, at han havde været i sin Ret til at udsende Cirkulæret, indberettede Amtmanden Sagen til Ministeriet.

Ministeriets Afgørelse, som nu foreligger, er, skriver "Aalb. Amtst", en kraftig Desavouering af Provst Høflers Handlemaade Ministeriet erklærer, at det paagældende Cirkulære ikke kan opretholdes. Provst Høfler har været uberettiget til at udsende det, ikke blot fordi han uden Bemyndigelse har udsendt det i Skoledirektionens Navn, men ogsaa af Hensyn til dets Indhold. Den Slags principielle Anvisninger kan nemlig kun udstedes af Ministeriet, og det vil ikke være med til at udstede saadanne almindelige Forbud og Paabud med Hensyn til Undervisningen i Religion.

Ministeriet anmoder Stiftamtmanden om at tilstille samtlige Skolekommissioner og Lærere i Provstiet dets Skrivelse og erklærer, at der maa tilvejebringes en fast Ordning med Hensyn til Skoledirektionens Ekspedition af Sagerne.

(Vejle Amts Folkeblad 26. oktober 1921).


Striden mellem Stiftamtmanden og Provsten.

Ministeriets Kendelse.

Stiftsamtmand Bache, Aalborg, tiltalte som bekendt for nogen Tid siden meget skarpt Provst Høfler i Als i Anledning af, at Provsten havde udsendt et detailleret Direktiv for Folkeskoleundervisningen. Provsten forlangte derefter Sagen indanket for Ministeriet.

Dette har nu afgivet en Erklæring, i hvilken det bl. a. hedder, at Ministeriet ikke kan billige, at Præsten har ladet den paagældende Henvendelse udgaa uden forudgaaende Forhandling med Skoledirektionens andre Medlemmer. Ministeriet ønsker overhovedet ikke Tilkendegivelser af en saadan Art hverken af enkelte Provster eller af Skoledirektioner. Angaaende Brug af Lærebog og Kattekismus ønsker Ministeriet ikke at give nogen Anvisning i det enkelte.

(Aarhuus Stifts-Tidende 26. oktober 1921)


Stiftamtmanden og Provsten.

En mild ministeriel Tilrettevisning.

Som det vil erindres, gav Stiftamtmand Bache i Aalborg Provst Høfler i Als en meget skarp Røffel i Anledning af, at Provsten havde udsendt et detailleret Direktiv for Folkeskoleundervisningen. Provsten fandt, at Stiftamtmanden kunde have vist mere Takt overfor ham og forlangte Sagen indanket for Ministeriet.

Dette har nu afgivet en Erklæring, som offentliggjøres i "Aalb. Amtst.". Indholdet er en Tilrettevisning overfor Provsten, fordi han har overtraadt sin kompetence, og Formen er en Tilrettevisning overfor Stiftamtmandens Ubeherskethed overfor Provsten.

Efter at Sagen er refereret i sædvanlig Kancellistil, hedder det i Ministeriets Skrivelse.

Ihvorvel Ministeriet ikke miskender den Interesse for Skolen og dens Arbejde, som ligger til Grund for disse af Provsten fremsatte Udtalelser, og som ogsaa tidligere har tildraget sig Ministeriets Opmærksomhed, kan man for det Første ikke billige, at Præsten har ladet den paagjældende Henvendelse udgaa uden forudgaaende Forhandling med Skoledirektionens andre Medlemmer. Men dernæst kan Ministeriet overhovedet ikke anse det for betimeligt, at enkelte Provster eller Skoledirektioner til underordnede Skolemyndigheder udsender almindelige Tilkendegivelser, der tilsigter paa bindende, tillige for Undervisningens Methode bestemmende Maade at anordne dens Maal, da det alene tilkommer Ministeriet at give saadanne almindelige Tilkendegivelser og Anvisninger....

Allerede af disse Grunde kan den oftnævnte Cirkulæreskrivelse ikke opretholdes, for saa vidt angaar de heromhandlede Punkter, og der er derfor Ikke Anledning for Ministeriet til at komme ind paa en nærmere Omtale og Vurdering af disse, taget hvert for sig, men man skal dog fremhæve, at man ikke kan tiltræde de der opstillede Krav til Udenadslæren i Religion. Hvad særlig angaar Spørgsmaalet om Brugen af Lærebog og Katekismus med tilhørende Forklaringer i Religionsundervisningen, er Ministeriets Standpunkt det, at man dette Spørgsmaal vedrørende ikke ønsker at give Anvisninger i det Enkelte, endsige Paabud eller Forbud.

(Jyllandsposten 26. oktober 1921).


Menighedsraadsvalgene.

- - -

Flertal i Als.

Als, Torsdag.

Den af Socialdemokratisk Forening opstillede Liste til Menighedsraadavalget fik i Gaar ved Afstemningen Flertal, idet der af de 7 tilfaldt vor Liste 4 Kandidater. Nogen stor Tilslutning fik Valget ikke, idet der af ca. 400 Vælgere kun blev afgivet 82 St. Deraf faldt der paa vor Liste 46 St. og paa den saakaldte Provst Høfler'ske liste kun 36.

Paa listerne blev valgt henholdsvis Emil Jørgensen, Th. Haugaard Skøtt, Kirstine Buus, Lærer Rasmussen og Peter Laursen, Jens Jensen og Niels Mikkelsen.

Provst Høfler, der ikke ønskede det tilbudte Samarbejde om en Fællesliste, opnaaede jo saaledes ved Afstemningen at faa at se, at der ogsaa er andre, der ønsker at være medbestemmende om Menighedsraadets Sammensætning

(Nordjyllands Social-Demokrat 24. november 1922).


Provst Marius Frederik Høfler (1860-1943) var født i Slesvig By og havde studeret flere steder i Tyskland, samt været lærer ved Femmers kvindeseminarium. 1888 blev han kateket ved Sct Johannes kirken i København, samt præst ved Ladegården. Han var redaktør på "Kirkeklokken" 1888-18990 og skrev artikler i Nationaltidende. Han var provst i Hellum-Hindsted herred  1904-1925. I 1913 opstillede han som folketingskandidat for Højre, dog uden at blive valgt. 

Provst J. C. Winther skriver:

"Provst M. F. Høfler havde i sin ungdom haft videnskabelig interesse og muligvis ogsaa tænkt sig gennem studier i Tyskland at dygtiggøre sig til en videnskabelig løbebane. Hans fremtid kom dog ikke til at ligge paa dette omraade, men paa en landsbypræsts og provsts praktiske og administrative omraade, idet han ved siden af sin gerning som sognepræst blev meget interesseret i saavel kirkens som skolens administrative forhold. Politisk sluttede H sig til det gl højre og var dette partis kandidat i Aalborg, dog uden at blive valgt. Højre var jo baade godsejernes og embedsmændenes parti. H hørte efter sine anskuelser til de sidste, resterne af de nationalliberale. Han var ikke paa den maade konservativ, at han ikke var fremskridtsvenlig, og han var, selv en uformuende landsbypræst, slet ikke pengepolitikkens ven. 

Naar han paa skolevisitater tog en avis frem og lod børnene læse op af den i stedet for af klassens læsebog, vakte det nu og da en lærers forargelse, ikke mindst fordi provstens avis utvivlsomt altid var et konservativt partiorgan, men meningen fra provstens side var ellers, at han ville være "moderne" og dikteret af tanker som dem, der i dag f. eks. ligger bag kravet om regneopgaver, der svarer til "regning over disken". En virkelig interesse for en dygtig undervisning laa sikkert ogsaa bag det cirkulære om undervisningen, som H udsendte i sit provsti, men som stiftamtmanden tog afstand fra. Men der var ogsaa en anden linie råbet gennem den sidste omtalte sag: Lysten til at styre personlig, som en tidligere tids embedsmand, der var tilbøjelig til i nogen grad at regere paa epauletten, brugte landet over, men som en senere tid ikke har kunne tænke sig. Men naar dette er sagt, skal det føjes til, at provst H var en baade interesseret og flittig tilsynsmand saavel indenfor skolens som kirkens omraade. At han en tid under Arboe-Rasmussen-sagen var forhindret i at fungere og efter sit ønske i den tid havde den senere provst, pastor Alexander Rasmussen, Sdr. Kongerslev, som afløser, saa begge kom til at udtale sig i anledning af sagen, var utvivlsomt en fordel, da H, som konservativ politiker, kunne paa forhaand tænkes at være for stærk en modstander af Arboe Rasmussen, som ven af Morten Pontoppidan, men alligevel politisk konservativ havde afgjort tillid ogsaa i liberale kredse og nd overalt tillid for sin videns og sine rimelig dommes skyld.

Høfler var politisk i temmelig stærk modsætning til sit sogn, hvor baade liberale og georgiske samt socialdemokratiske synspunkter havde stor udbredelse, og hvor iøvrigt paa den tid en stærk afholdsbevægelse prægede det folkelige liv.

Alligevel havde provst H, selv om han nok ville have passet bedre i et mere konservativt indstillet sogn, ikke faa venner i Als og Hurup, hvis kirke H fik rejst i 1899 (jvf iøvr s 223 her).

Fra Als skrives:

"Far er født for sent." Børnene mente dermed, at deres far som præst passet bedre ind hos befolkningen for et par menneskealdre siden, dengang man sagde "Wor Fåer" til sin sognepræst. Tiltalen "pastoren" og "provsten" har siden provisorieaarene her haft en snert af ironi og ram klang. Den stedlige afholdsbevægelse og liberale politik var dømmende over for andres synspunkter, og Høfler blev i kredsen opstillet som Højres kandidat. Endnu en tid var det et skridt fra livet og to fingre til lærerne, men efterhaanden sejrede den demokratiske aand alligevel, maaske navnlig ved fru Høfler, som var en begavet og respekteret leder i egnens musikliv. Samtidig fik den store børneflok kammerater og venner. Høfler selv begyndte at indbyde til oplysende møder. Det var ogsaa med ham som ophavsmand, at de endnu store "provstimøder", der hvert aar afholdtes i Hadsund, kom i gang. I 1900 opførtes Hurup filialkirke. Beboerne paaskønnede ham siden ved at lade et portræt af ham male og ophænge i Hurup Kirke. Da en flok gendøbere i 1909 forsøgte at faa fodfæste i sognet, var han manden for brat at standse bevægelsen. Var desuden virksom for oprettelsen af sygeplejeforeningerne i sognet, ligesaa med dueligheds- og flidspræmier i skolerne, hvorfor adskillige legater til disse formaal saavel som til syge og værdigt trængende skabtes og virker til stor hjælp den dag i dag. I kirken var han højtidelig og veltalende. De sidste 17 aar tilbragtes i Kbhvn.

(Als sogn. Hindsted herred).

Religion er det ældste fag i skolen. Martin Luthers lille Katekismus blev oversat til dansk i 1532 og grundlag for kristendomsundervisningen. Indtil 1791 var alle lærere uddannede i præstegårde. Først skoleloven af 1814 medførte at indholdet i undervisningen blev bredere, der kom fokus på at skrive og regne samt naturkundskab og geografi. Kristendomsundervisningen var dog stadig i centrum. Junigrundloven 1849 gjorde konfirmationen en forudsætning for borgerlige rettigheder. I 1851 kunne forældre med anden tro end den luthersk-evangelske få fritaget deres børn fra religionsundervisning. Fra 1899 kunne elever godt udskrives fra folkeskolenuden at være blevet konfirmeret. Præster var automatisk medlem af skolekommissionen, og  havde ret til at føre tilsyn med andre fag end religion indtil 1933. I 1937 blev religionsfaget omdøbt til det som det reelt havde været: kristendomsundervisning.


Marius Frederik og Signe Høflers gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ny københavnsk Murstens-Skandale. (Efterskrift til Politivennen)

Atter tyske Mursten bag Bygherres og Murermesters Ryg.

Atter igaar afslører "Natt. en københavnsk Murstensaffære, hvorunder tyske Mursten er smuglede ind paa en Byggeplads bag Bygherrens og Murermesterens Ryg.

Det drejer sig i dette Tilfælde om en Byggeforeningsejendom, der er under Opførelse i Carl Lunds Gade, og hvor der paa den Maade er anvendt mindst 17,000 tyske Sten, før Sagen blev opklaret. Denne er endt med, at dan ansvarlige er gaaet ind paa ikke at tage nogen Betaling for de tyske Sten, der ikke var kontraktmæssige, da der skulde leveres danske.

"Natt." oplyser, at den paagældende Murermester hedder Mikkelsen Sørensen. Han, som selv ejer et Teglværk i Sønderjylland, hvorfra han har faaet to Trediedele af de Sten, som han skulde bruge til den omtalte Bygning, havde betinget sig, at Stenene skulde sejles til København i danske Skibe, til Trods for, at tyske Skippere tilbød at fragte dem 1½ Kr. billigere pr. Ton.

Det interessante ved denne Affære er imidlertid - fortæller "Natt." - , at den kaster et nyt Lys over de tidligere omtalte Murstenstransaktioner. Det er nemlig de samme Hovedpersoner, vi træffer paa: Grosserer Harald Simonsen, der skal levere Sten til en Byggeforeningsejendom, som skal opføres af danske Materialier, og Hr. Vognmand Carl Jensen, der alligel praktiserer 17.000 tyske Mursten ind paa Byggepladsen.

Bladet vender sig meget skarpt mod Hr. Simonsen og meddeler, at de tyske Sten - hvorom det under den tidligere Murstensaffære saa smukt hed, at "Vognmanden var kommen til at brænde inde med dem" - havde denne købt af Hr. Harald Simonsen selv. - Videre henviser Bladet til, at det i Bladet "Dansk Arbejde" hævdes, at Carl Jensen stadig kører for Hr. Harald Simonsen, der udtalte, at han straks havde afskediget Vognmanden, da han hørte om den tidligere fremdragne Affære.

- "Natt." slaar sluttelig fast:

"Foreløbig er det nu blevet oplyst, at Grosserer Harald Simonsen ikke staar ganske uforstaaende overfor Murstenstransaktionerne. Han vidste at Carl Jensen drev den omtalte Trafik, og lian havde selv skaffet ham tyske Sten, der paafører os Fabrikanter umulige Konkurrenceforhold" - For nu at bruge Hr. Simonsens egne Ord.
- - -
Til en saa uhæderlig Handlemaade som den skildrede i Carl Lunds Gade - dobbelt skammelig paa Grund af dansk Industris Nødstilstand - er kun at sige, at det er beklageligt, at "den Ansvarlige" kan slippe med at frafalde Betaling.

(Fyens Stiftstidende 10. oktober 1921).

Grosserer Harald Simonsen er den navnkyndige "Guld-Harald". Han er på denne blog omtalt under indslaget om Hundekirkegården på Østerbro.

A/S Carl Lunds Fabriker der i 1914 var flyttet til Amagerbro, ejede hele karreen mellem Amager Boulevard, kirkegården, Carl Lunds Gade og Dalslandsgade, dog ikke hjørnegrunden ved de to sidst nævnte gader. Selskabet blev i 1932 overtaget af Glud & Marstrand. Fabriken er senere nedrevet.

Annonce fra Nationaltidende 13. marts 1921 for et andelsbyggeforetagende, Andelsboligforeningen "Amagerbro" i Carl Lunds Gade. Byggeriet var tegnet af arkitekterne Wittmarck og Hvalsøe. Bygningen ligner Uplandsgade nr. 12 der står som opført 1922.