Tjenestepiger arresteret i Honum. (Efterskrift til Politivennen)

Under Provisoriet opstaar den ene "Forbrydelse" efter den anden. Om Fuldmægtig Jensen paa Voer-Nim Herredskontor kan "Horsens Avis" saaledes berette, at Hr. Jensen ikke finder sig i, at en Tjenestepige hos Gaardeier Christensen i Honum har begaaet noget Slemt, hvorom det berettes i "Da Fogden kom i Nærheden af Hr. Christensens Gaard, saas en Tjenestepige at øve sig i Skjønskrift paa Porten, og da Fogden skulde til at se efter, hvad Udfaldet af Øvelsen blev, stod der uheldigvis for Tjenestepigen "Ned med Estrup", ligesom der opvartedes med "Nationalsangen"." Hr. Jensen har anset Pigens Skriverier paa Porten som en saa forfærdelig Forbrydelse, at han har faaet sin Herredsfoged til at indkalde saavel Pigen som Hr. Hans Christensen. "Hors. Fbl." mener, at der aldeles intet forbryderisk er i at skrive de omtalte Ord, ligesom del fornuftigvis ikke kan have generet Fogden det allermindste i hans Forretning at gaa ind ad en Port, hvorpaa disse tre Ord fandtes skrevne. Det mærkeligste er dog. at der fortælles, at der "efter Forlydende skal afsendes et Kommando (Gendarmer til Honum, hvoraf en Del nok skal indkvarteres hos Hans Christensen", hvilket siges at være "Følgerne af den Ubesindighed" (Skriveriet paa Porten og Nationalsangens. "Hors. Fbl." vægrer sig ved at tro, at man vil bruge Gendarmindkvartering som en Slags Straf.' Gendarmerne søge jo bestandig at komme til at staa paa en god Fod med Befolkningen, og Bladene indeholde daglig Beretning om, hvorledes Gendarmerne snart her og snart der (sidst i Bradstrup, da de forbandt en tilskadekommen Mand) have overbevist Befolkningen. Ja, man har endog i enkelte Høireblade set, at der fra visse Egne er kommen Andragender om at faa Gendarmer; men skulle de bruges paa en noget lignende Maade, som Ludvig den 14de brugte sine Dragoner imod Protestanterne i Frankrig, nemlig som Straffemiddel, saa ere vi bange for, at det gode Forhold, som der al Tid har hersket imellem Befolkningen og Provisoriets Soldater, vil ryge i Lyset.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 12. oktober 1886).

Pigerne fra Honum, for nu er det ikke en, men hele to. Vi meddelte forleden, at Hans Kristensens ene Pige ved Voer og Nim Herreders Ret er ikjendt en Bøde paa 16 Kr., fordi hun, forinden Kongens Foged, Fuldmægtig Jensen, passerede Porten ind til hendes Husbonds Gaard. havde skrevet med Kridt paa den: "Ned med Estrup!" Hun hedder Karen Marie Sørensen og er en Datter af Gaardmand Niels Sørensen, Haarup. - En anden Pige, som hedder Dorthea Olesen, en Datter af Husmand And. Olesen, Honum Skov, og ligeledes tjener hos Hans Kristensen, stod og saa til, imens "Forbrydelsen" blev "bedrevet". Hun var nok heller ikke fri for at have været med til at nynne: "O. Susanne!" I den Anledning var hun tilsagt til at møde i Retten forleden, og blev da for "hendes udviste Forhold" anset med en Bøde paa 12 Kr. De har begge to tjent Hans Kristensen i to Aar og er flinke og opvakte Piger. Der var ingen Forknythed at mærke paa nogen af dem, da de skulde møde i Retten, endskjøndt Fogden tiltalte førstnævnte, Karen Maria Sørensen, ved hendes Indtrædelse paa følgende Maade: "Tal nu Sandhed, ellers bliver De smidt i Hullet! Det syntes hun blot var en "sær" Tiltale, da hun ikke havde i Sinde at sige andet end Sandheden. De kommer nok alligevel begge i Hullet, trods den sandfærdige Beretning, de har afsagt for Retten, thi de agter nemlig at "sidde" Bøden af. Mærkværdig nok har nu ingen af dem været paa Højskole, thi det har jo hos Ie»« Bek i Mellerup, at "Pigen fra Løvel", i Følge Højrebladenes Udsagn, havde modtaget Impulsen til sin sorte Udaad. Det er i Grunden kjedeligt for Matzen og "Avisen", at disse to Piger ikke har kunnet skjønne saa meget som at gaa paa Højskole, forinden de bedriver slig formastelig Gjerning, for saa havde de dog haft Stof til en eller to retledende Artikler om de fordærvelige Højskoler. (Hors. Fbl.)

(Randers Dagblad og Folketidende 22. oktober 1886).

Løsladte "Forbrydere". Den ene af Pigerne fra Honum blev i Fredags Formiddags Kl. 10½ løsladt af Arresten. Opholdet dernede har aldeles ikke generet hende, endskjønt hun er meget ung, og aldrig har set en Arrest, før hun blev puttet ned. Hun er en stille tilbageholdende Pige, der ikke syntes at være særlig for den "offentlige Sikkerhed" eller Ministeriet Estrup. Skjønt det den første Gang var lidt sært at høre Nøglerne og Laasene rasle, da man lukkede hende ind, vænnede hun sig strax til det, og er ikke mere forknyt af sig, end at hun godt kan taale en Tur til, om det skulde vise sig "nødvendigt". Den anden af Pigerne kom ud i Lørdags.

(Randers Dagblad og Folketidende 22. oktober 1886).

Pigerne fra Honum. I Lørdags slap i F. Hors. Flkbl. den anden Pige, den egenlige "Gjerningsmand" til "Forbrydelsen" i Honum, ud af Arresten. I den Anledning var begge Pigerne indbudte til en Sammenkomst med en Kreds af Kvinder fra Horsens og nærmeste Omegn. Denne fandt Sted i Forsamlingsbygningen, hvor Pigerne i det i denne Anledning festlig smykkede Lokale blev beværtede med Kaffe og Chokolade og modtog hver, til Erindring om deres Ophold i Horsens Arresthus, et smukt Cylinderuhr med følgende Inskription: "Grundlovstro Kvinder agter Deres Djærvhed. 1886." Under Sammenkomsten herskede den hjærteligste Stemning, og deres Husbond takkede tilsidst paa Pigernes Vegne for den glædelige Overraskelse, der var blevet hans Piger beredt. Han kunde tilføie, at med Troskab og Flid havde de tjent ham i to Aar begge to; saa vidt det kom an paa ham, skulde de ikke forlade hans Gaard for det første

(Morgenbladet (København) 2. november 1886).

Ulykke ved Ermelunden. (Efterskrift til Politivennen)

Om Ulykken ved Ermelunden have vi igaar modtaget følgende nærmere Oplysninger: Da Arbejdsmand Niels Peter Jensen i Mandags Eftermiddag Kl. 5 var beskjæftiget ved Kanalgravningen paa Hovmarksgaardens Mark i Fordybningen Syd for Ermelunden, hvor der bygges en Bro med Skinner, hvorpaa de saakaldte Tipvogne føres frem og derpaa væltes om, saa at Jordfylden styrter ned, hvorved en Dæmning dannes, kom der, medens han og Arbeidsmand Hans Peter Hansen vare ifærd med at lænke tømte Vogne sammen, 3 a 4 med Jord belæssede Tipvogne kjørende ud paa Brostilladset, idet Broen bygges videre frem, efterhaanden som Jordfyldningen skrider frem. De to Arbejdsmænd skulde til at standse de ankommende Vogne, hvilke Formand Eriksen derfor bremsede. Dette sidste lykkedes imidlertid ikke, idet Tipvognene i den stærke Fart kom længere ud paa Brostilladset end beregnet, hvorfor Stilladset brast mellem Bukkene, hvorpaa Broen hviler. Herved styrtede Vognene og desværre ogsaa Formanden og de to Arbeidsmænd ned fra Skinnegangen i en Høide af ca. 20 Fod. Niels Peter Jensen fik sit ene Ben ind under en af Vognene, hvorved det blev noget beskadiget, men han kunde dog selv trække det frem. Hans andet Ben blev ogsaa noget beskadiget, men han kunde dog støtte paa det. Hans Peter Hansen fik Hagen noget beskadiget samt Halsen og den ene Arm skrabet. Hans ene Laar blev noget læderet, men ikke brudt, medens Formand Eriksen slap med et Hul i Hovedet og strax gik til sit Logis i Ordrup. Alle tre Forulykkede slap saaledes forholdsvis heldigt fra Uheldet. Umiddelbart efter dette kom en Gendarm tilstede og skaffede meget hurtigt en Vogn fra Jægersborg Kro, paa hvilken de to Arbeidsmænd bleve kjørte til Lyngby Sygehus, hvor de strax kom under Lægebehandling. Den Bro, der gik istykker, var kun bestemt til at skyde de tomme Tipvogne ud paa, og det var i Mandags den første Dag. at Broen blev benyttet, men Ulykken maa antages at være for aarsaget ved, at de uaflæssede Tipvogne ere komne for langt ud paa Broen, hvor der endnu ikke var paafyldt tilstrækkeligt Jordfyld. Formand Eriksen, hvem Til synet hermed paahvilede, vilde prøve den nye Bro ved at lade uaflæssede Tipvogne løbe lidt længere frem, uagtet der ikke var Fyld underneden, men herved sank Broen lidt nedad, hvorved Vognene tog Magten fra ham, da han vilde bremse dem, og løb for langt frem, samt stødte sammen med de tomme Vogne, hvorved det Hele tilligemed Arbejderne styrtede ned. Iøvrigt havde de kjørt paa Broen hele Dagen. Bukkene vare tykke, pommerske Bjælker, og Bjælkerne, der ligge mellem Bukkene, der vare i en Afstand fra hinanden as 9 Alen, vare af 7 a 8 Tommers Tykkelse og af frisk Fyrretømmer, men de vare desuagtet knækkede midt over.

(Dagens Nyheder 8. oktober 1886).

Den første Ligbrænding i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Den 13. september 1886 fandt uofficielt (og ulovligt) den første ligbrænding sted af en tugthusfange der havde begået selvmord og var udlånt af Lund Universitet. Ligbrændingen skete 3 dage før udløbet af fristen den 16. september 1886 som grosserer Philip Heymann (Tuborgs grundlægger) havde sat som betingelse for at ville betale 1/4 af udgifterne. Ligbrændingen foregik på Nyelandsvej i København i et nyopført krematorium som var opført under voldsomme protester og politiindgriben. Krematoriet blev opført forsommeren 1886 efter tegning af arkitekt A. E. Sørensen (1845-1900) på hjørnet af Nylandsvej og Nordre Fasanvej. Udvidet 1896-97 af arkitekt Fr. Levy (1851-1924). Det var 7.500 kvadratalen stort. 

Forsamlingssalen. Ligbrændingsanstalten i Kjøbenhavn. Ovnen. Illustreret Tidende nr. 2, 10. oktober 1886. I nummeret findes endvidere en nærmere beskrivelse af krematoriet.

Den første Ligbrænding.

Den første Ligbrænding fandt altså sted i København i mandags. Foreningen for Ligbrænding har arbejdet i årevis inden den nåede så vidt. Der er holdt en mængde møder og samlet et betydeligt materiale for at bevise, hvor sundhedsfarlige kirkegårdene er, og sagen har samlet mange venner i hovedstaden. Det vil erindres, at Folketinget, der i sin tid behandlede et andragende fra foreningen, ligeledes stillede sig velvillig til den; men at regeringen, støttet af gejstligheden, modsatte sig at der blev givet en udtrykkelig tilladelse til at brænde lig.

Indtil da havde professor Goos været et ledende medlem af foreningens bestyrelse, til sidst endog dens formand: men aldrig så snart havde hr. Scavenius vendt ryggen til foreningen, før hr. Goos gjorde det samme, og så slog bestyrelsen ind på en praktisk vej. Den ræsonnerede som så: Lovgivningen forbyder ikke brænding af lig. Altså behøver vi måske slet ikke regeringens tilladelse: vi vil lade det komme an på et forsøg og så overlade til domstolene at træffe afgørelsen.

Og man lagde straks hånd på værket. Nogle teknikere blev sendt til udlandet for at gøre sig bekendt med indretningen af ligbrændingsovne, og da man således havde skaffet sig fornøden fagkundskab, købte man en byggegrund og tog uden videre fat på opførelsen af krematoriet.

Dette er nu så vidt fuldført, at man har kunnet prøve ovnen. Prøven fandt som sagt sted i mandags med liget af et afdød tugthuslem og faldt tilfredsstillende ud. Liget fortæredes af ilden uden lugt eller generende røg. Brændingen tog 1½ time. Men det antages, at den vil kunne udføres i betydelig kortere tid, når ovnen ved en stadigere brug bliver tilstrækkelig gennemhedet. 

Endnu står retsspørgsmålet tilbage. Det antages, at regeringen på en eller anden måde vil lægge sig imellem og forhindre krematoriets benyttelse, og foreningen vil da gå til domstolene. Den har jo haft betydelige udgifter ved opførelsen af sin ovn, og det er således med stor tillidsfuldhed at den giver sin sag i rettens hænder. Men selvfølgelig er man for tiden meget spændt på dels hvorledes regeringen vil stille sig, dels på hvilket resultat domstolene vil komme til.

Det er et dristigt skridt, foreningen har vovet, og man må beundre den Ihærdighed hvormed den er gået frem. Sjælen i denne bevægelse er dr. med. F. Levison. Han har været utrættelig i sin virksomhed. Fra hele landet har han skaffet sig oplysning om kirkegårdenes tilstand, han har fulgt ligbrændingssagens udvikling i de fremmede lande, han har her hjemme stadig sørget for, at interessen ikke kølnedes og at autoriteternes opmærksomhed holdtes vågen. Når sagen nu er nået så langt frem, er fortjenesten næsten udelukkende hans, og hvis det lykkes at indføre ligbrændingen her i landet, vil hans navn til alle tider være knyttet til denne vigtige reform.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen, 20. september 1886)

Professor Henry Thompsons Ovn til Brænding af Lig. Illustreret Tidende 766, 31. maj 1874. Henry Thompson (1820-1904) var en britisk kirurg som var med til at grundlægge Cremation Society of Great Britain i 1874 og arbejdede for at fjerne restriktioner på kremering. Det måtte dog vente til 1903 før det første krematorium blev officielt åbnet..

Ligbrænding fik især modstand fra dele af befolkningen, kirken og flere ministerier. To domme i 1888 ved Hof- og Stadsretten og i 1891 ved Højesteret stadfæstede forbuddet mod ligbrænding. Foreningen for Ligbrænding anlagde i 1887 sag mod justitsministeriet fordi dette i en skrivelse af 28 maj 1887 havde ladet foreningen vide at det anså det for strafbart at foretage ligbrænding før tilladelse var givet ad lovgivningens vej. Foreningen ville have rettens ord for at ministeriet var uberettiget til et sådant forbud, og krævede at det tilbagekaldte skrivelsen. Hof-og Stadsretten fandt at den bestående retsorden foreskrev at lig skulle begraves eller hensættes på dertil af det offentligt anviste steder. Ministeriet blev således frifundet. Se fx Morgenbladet, 10. januar 1888 og 9. maj 1888. I 1888 fordømte paven i en udtalelse ligbrænding.

Politiet og Foreningerne. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har gentagne Gange haft Lejlighed til at udtale os imod den Paatrængenhed, som Politiet lægger for Dagen ved paa de forskelligste Maader at søge at skaffe sig Adgang til private Foreninger, for saa senere at spille Angiver. Politiet fortsætter ikke desto mindre sin Trafik, og hvor stor Misfornøjelse den vækker blandt Arbejderne, afgiver efterstaaende Begivenhed Bevis for.

Den 3. Juli d. A. om Aftenen afholdt Arbejdsmændenes Forbunds Sangforening Bal paa et Beværtningssted paa Sortedams Dosseringen, og for at bringe i Erfaring, om Foreningen mulig solgte Billetter til Personer, der ikke var Medlemmer af Foreningen, havde Politibetjentene Nr. 290 (Poulsen) og 448 (Frederiksen) i Følge Ordre og i civil Paaklædning i Løbet af Eftermiddagen og Aftenen henvendt sig til forskellige, deriblandt til Arbejdsmand M., om at faa Billetter, hvilket dog var blevet dem nægtet. Ved Indgangen til Dansesalen fik de imidlertid hos Foreningens Kasserer Baltegn tilkøbs for 60 Øre Stykket, og da deres Ordre gik ud paa, at de, hvis de fik Billetter, skulde gøre Brug af disse for at erholde konstateret, hvor vidt der fandt ulovligt Nattesæde Sted, opholdt de sig ca. 10 Minuter i Balsalen. Her blev de genkendt af M. og en anden, hos hvem de tidligere forgæves havde søgt at faa Billetter, og det blev dem af disse tilkendegivet, at de, da de ikke var Medlemmer af Foreningen, maatte forlade Lokalet, men først skulde have deres Penge tilbage hos Kassereren. De blev nu af flere førte hen til Kassereren, idet det blev dem betydet, at man vidste, at de var civile Betjente, hvad de selv ogsaa bekræftede. Efter at Poulsen havde faaet Penge tilbage hos Kassereren, blev de trukne hen til Udgangen af Dansesalen. Poulsen løb her fra dem, der havde fat i ham, og som allerede havde bibragt ham nogle dog mindre betydelige Slag. Han løb gennem Haven og sprang over Stakittet ud paa Dosseringen. Blandt dem, der havde fat i Poulsen og trak ham ud af  Salen, var ogsaa M., men mod hans Benægtelse blev det ikke godtgjort, at han selv havde udøvet yderligere Vold mod Poulsen. Straks efter at denne var kommen ud af Salen, blev Frederiksen, der stod omringet af en Del Medlemmer, der klemte ham ind mellem sig, saa at han ikke kunde røre sig, greben i Kraven af flere og med Puf og Stød ført ud i Haven, hvor han blev skubbet omkuld. M. var en af dem, der trak Frederiksen ud i Haven, men mod hans Benægtelse blev det ikke bevist, at han ved den Lejlighed puffede eller stødte ham, og det var efter det oplyste ikke heller ham, der rev ham omkuld. Medens Frederiksen laa paa Jorden, tilføjede M., der var iført almindelige Lædersko, ham derimod et Spark i Ansigtet, saa at hans Næse og Mund sprang op at bløde, og M. vilde derefter bibringe Frederiksen endnu et Spark, men blev forhindret heri ved, at han blev skubbet tilside af andre af de Tilstedeværende, der nu yderligere slog og sparkede Frederiksen. Medens M. herefter gik ind i Dansesalen, hvor han meddelte flere af de Tilstedeværende, at nu havde de givet den ene af Betjentene nogle Prygl, og at han selv havde sparket ham, søgte Frederiksen, der imidlertid havde rejst sig op, at undfly gennem Haven, men blev gentagne Gange tilføjet Spark, Slag og Stød; tilsidst lykkedes det ham ved en Opvarters Mellemkomst at slippe ud af Haven. Efter Frederiksens Forklaring blev han kun ramt én Gang i Ansigtet, nemlig ved det Spark, M. bibragte ham, og som Følge af dette havde han i over 12 Dage Saar i Næsen og Svulst paa Overlæben; i øvrigt medførte den mod ham udviste Vold, at han i nogle Dage paa Grund af Ømhed og Fortumlethed i Hovedet ikke kunde forrette sin Tjeneste. Disse Følger fortog sig dog senere, uden at det kunde antages, at de vil have skadelige Virkninger paa hans fremtidige Helbred. I Følge M.s Udsagn gjorde han sig skyldig i det omtalte Forhold, fordi han var misfornøjet med, at Betjentene havde skaffet sig Adgang til Dansesalen, skønt de gentagne Gange var afviste; han mente, at Betjentene havde godt af at blive vist bort paa en eftertrykkelig Maade.

Ved kriminalrettens Dom blev M. anset med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, hvorhos hin efter nedlagt Paastand tilpligtedes at betale Politibetjent Frederiksen i Erstatning 20 Kr.

(Social-Demokraten 22. september 1886).

Gendarm-Spektakler ved Løgte-Kroen. (Efterskrift til Politivennen)

Næppe er Efterretningerne om Kampen ved Brønderslev i Vendsyssel naaet Landet rundt, før der foreligger et nyt Eksempel paa, hvor i Bund og Grund uskikkede Ministeriets Gendarmer er til at holde Orden, og paa hvor let de stik imod Bestemmelsen afstedkommer Uorden af den farligste Art.

Der er i Onsdags Aftes ved Løgte-Kroen tæt udenfor Nørrebro forefaldet et skarpt Sammenstød mellem to Gendarmer og Befolkningen. Anledningen var ubetydelig som i Jylland, og her som dér kom det i et Nu til en Scene, under hvilken der saas dragne Sabler paa den ene Side og løftede Hænder paa den anden.

Vore Reportere meddeler følgende :

Klokken var hen ad halv ni. Inde i Krostuen sad en Del Gæster, deriblandt en Gaardejer fra Frederiksborgkanten, der havde ladet sit Køretøj holde udenfor. Nogle kaade Mennesker havde benyttet sig af hans Fraværelse til at laane" Vogn og Heste og med dem foranstalte en Væddekørsel ude paa Landevejen, idet en kørte, og en anden skulde løbe ved Siden af. Saa gik det frem og tilbage i Trav og Galop, indtil Gendarmerne kom.

Der er stationeret seks Gendarmer og en Sergent i Politistationen paa Bispebjærgs Vej, et Stykke paa den anden Side Kroen. To af dem patrouillerede netop i Nærheden; de saa det utidige Væddeløb og stred, som rimeligt var, ind. Synderne fik imidlertid Tid til at gardere sig selv, og Følgen var, at Gendarmerne gik ind i Kiven - som det synes i den forkerte Tro, at Ejermanden bar Skylden for det passerede.

Han sad paa en Bænk op til Væggen og var efter Øjenvidners Erklæring kendelig beruset. Da Gendarmerne traadte ind og fik at vide, at det var hans Vogn, der holdt ude paa Vejen, forlangte de, at han skulde følge med og befalede i den Anledning den foran siddende Vognmand Frederiksen at rejse sig op og give Plads. Denne Mand lystrede efter deres Mening ikke hurtig nok, og nu faldt de første knubbede Ord. Men Spektaklet begyndte dog først, da Gendarmerne paa en hensynsløs Maade greb Gaardmanden i Skulderen og smed ham fremad, saa han tumlede om ude i Forstuen. Frederiksen gik da, medens der rundt omkring faldt misbilligende Ord fra de tilstedeværende imod Gendarmerne, hen og hjalp Manden paa Benene, hvorefter Optrinet hurtig blev forlagt ud paa Gaden.

Her stimlede en Masse Mennesker sammen, baade Gæsterne inde fra. og mange hvem Støjen lokkede til, saa at de snart var samlet henved Hundrede Personer. Gendarmerne havde imidlertid sluppet Gaardmanden og vendt sig mod Frederiksens to tilstedeværende Brødre, Brøndgraver Frederiksen og Grønthandler Frederiksen, der begge bor i Nærheden, og som i Forening med alle Øjenvidnerne til det passerede bebrejdede Gendarmerne, at de havde vist en altfor brutal Opførsel. Herunder erklærede de pludselig Brøndgraver Frederiksen for anholdt og tog et Par Haandjærn frem, da han, der i øvrigt ingen Vegne kunde komme i Sværmen, formentes ikke at ville følge med, og nu opstod der en forfærdelig Tumult. Folk trængte rasende frem mod Gendarmerne, uden at en eneste tog Parti for disse; Stokke kostedes, der fuldt truende Raab, og gennem det hele stingrede Gendarmernes Signalfløjter efter Hjælp.

Saa trak de blank. De huggede om sig for at holde sig fri fra at blive trampede over Ende, og en af dem rettede sin Karabin frem foran sig, parat til al give Ild. Omtrent paa dette kritiske Tidspunkt, da det kunde være blevet til et komplet Brønderslev Slag Numer to med Faldne og Saarede, Prygl og Stenkast, kom en Sergent og en Menig af Infanteriet til og tog efter Gendarmernes Tilraab en Haand i med for at redde dem, og det lykkedes dem med stort Besvær. Det synes som om den regulære Militæruniform har øvet en beroligende Virkning. De to Soldater fik Gendarmerne og Brøndgraver Frederiksen, der imidlertid havde faaet Haandjærnenc paa, ført et Stykke hen ad Vejen, og lidt efter slap de bort med Lemmerne hele og naaede Politistationens beskyttende Fængselsmure. Rigtignok medbragte de en Fange, men Affæren lignede desuagtet et komplet Nederlag.

Der har - som i alle Kroer - af og til været lidt Spektakel i Lygte-Kroen, men ingen mindes andet, end at Synet af en af de Politibetjente, som Folk kender og er vant til at respektere, al Tid har været nok til at bringe Ro til Veje, saa meget mere som disse Mænd har Ord for at optræde paa en besindig og lidet udfordrende Maade. Til Vanskelighederne i Onsdags Aftes kom endvidere den, at Folk ingen Sympati havde for Gendarmerne, og at de som Følge deraf mistede noget af den Bistand, som en Politibetjent i Neglen kan gøre Regning paa. Og endelig var Værten, Hr. Klausen, til alt Uheld sengeliggende paa Grund af Sygdom. Gendarmerne spurgte i øvrigt slet ikke efter ham, da de kom.

Brøndgraver Frederiksen, der saavel som hans to tilstedeværende Brødre skildres som en humant optrædende Mand, blev først løsladt fra Stationen Kl. 2 om Natten, og kun mod udtrykkeligt Løfte om at holde sig hjemme næste Dag, til Politiet atter lod ham hente. Han maatte i Gaar Formiddags møde paa Stationen og afgive Forklaring, og Rapport er ligeledes optaget over forskellige andre, saaledes over Værtens Hustru Fru Klausen.

Undersøgelserne, der ledes af Birkedommer Schouw, er nu i fuld Gang men Arrestationer var endnu ikke foretagne i Gaar Aftes.

(Social-Demokraten 10. september 1886).

Gendarm-Affæren ved Løgte-Kroen.

Efter at "Social-Demokraten har givet en omstændelig Beretning om det i Onsdags Aftes ved Løgte Kroen passerede, og vi i Gaar har faaet det yderligere stadfæstet, er der nu sendt en officiel, men yderst mager Beretning rundt til de øvrige Blade, der endnu ikke har bragt noget om Sagen, og som man formodenlig søger at indvirke paa ved selv at komme dem i Forkøbet. Skrivelsen er ogsaa bleven tilsendt os; den udmærker sig ved sin Forbigaaelse af den vigtigste Episode, nemlig Sammenstødet uden for Kroen, og lyder saaledes:

"I Onsdags Aftes sad en Afbygger fra Gandløse, en Brøndgraver, en Vognmand m. fl. i Beværtningsstedet "Lygten" paa Nørrebro (Stadens Grund) og nød en Del Drikkevarer. Under Drikkelaget byttede Afbyggeren og Vognmanden Heste. En Handelsmand kom kort efter til Stede, og til ham falbød Vognmanden straks den Hest, som han kort forinden havde afkøbt Afbyggeren og som endnu stød forspændt udenfor. Der opstod nu mellem de Vedkommende Disput om, hvorvidt ogsaa Hesten duede til at løbe, og en Væddekørsel udenfor paa Gaden kom nu i Stand, idet Handelsmanden løb omkap om Bajerskøl med Hesten og Vognen. Denne grove Politiuorden paa en saa befærdet Passage som Nørrebrogade og Frederiksundsvejen foranledigede et Par Gendarmer til, til Udfindelse af de Skyldige og efter at have standset Uvæsenet udenfor at gaa ind i Kroen for at opsøge Køretøjets Ejer, som de ogsaa fandt i Krostuen, værende i overvættes drukken Tilstand. Da han var uvillig til at følge med paa Stationen, hvor Forhøringen foreløbig maatte foregaa, og en Brøndgraver, der ligeledes var meget beruset, var grov og uforskammet og vilde forhindre Afbyggerens Henbringelse til Stationen, blev de begge to, som det nærmeste Sted, hensatte i Detentionslokalet ved Uttersløv Politistation og derpaa løsladte, efter at have opgivet Navn og Bopæl, Brøndgraveren Kl. 1 om Natten og Afbyggeren om Morgenen, idet de først da havde udsovet deres Rus. - Ved samme Lejlighed blev en Grønthandler, der er Broder til Brøndgraveren, ligeledes paa Grund af Krospektakler sat ud af Beværtningsstedet af Gendarmerne. - Under det Passerede er det en Selvfølge, hvad der næsten altid finder Sted ved en saadan Lejlighed, at de Anholdte, navnlig den ene, modsatte sig Bortbringelsen fra Krostuen, ligesom ogsaa Grønthandleren, da han blev kastet ud, greb fat i vedkommende Gendarm, men hertil indskrænkede sig ogsaa det Passerede. Paa Grund af Spektaklet samlede der sig vel noget Opløb udenfor Lygten Kro paa Nørrebrogade, men Ro og Orden var fuldstændig tilvejebragt forinden Afbyggeren og Brøndgraveren blev førte bort af Gendarmerne. Forøvrigt har ingen Anholdelser fundet Sted og yderligere Forhør end til Rapport har ikke været anstillet. Sagen vil formentlig finde sin Afgørelse i den offenlige Politiret en af de første Dage.

- Efter de af os i Gaar foretagne nye Undersøgelser stemmer vor første Beretning imidlertid i alt væsenlig overens med det passerede. Kun blev Brøndgraver Frederiksen ikke - som meddelt - belagt med Haandjærn paa Transporten; først da Gendarmerne var kommen med ham ind i Porten til  Stationen, vilde de lægge Haandjærnene paa, rimeligvis for mere ugenert at kunne brutalisere ham. Men paa Frederiksens Anskrig kom da Politiet ud og lagde sig imellem. Politiet synes stærkt at misbillige Gendarmernes grove Adfærd mod Frederiksen, der i en lang Aarrække har været bosat paa Stedet og nyder almindelig Agtelse som en respektabel Mand. Han løslodes Kl. 1 om Natten. Der afholdtes intet Forhør i Gaar.

Misstemningen mod Gendarmerne er almindelig derude. Det paastaas, at de skrider ind paa de ubetydeligste Anledninger. Forleden fik en ældre Mand en Bøde paa 8 Kr. for - tilmed rent i Spøg - at have sagt "Ned med Estrup! Et Par Drenge paa en femten Aar, der sloges, blev arresterede og idømt 6 Kr.!

Gendarmernes Antal er bleven forstærket fra 6 til 10 Mand. hvilket af mange menes at være ensbetydende med fire Graders Stigning paa Ophidselses-Termometret.

(Social-Demokraten 11. september 1886).