Bøllernes Vinterkvarter. (Efterskrift til Politivennen)

I Sommertiden ligger som bekjendt en stor Del af disse enhver stor Bys Plageaander paa Landet. Man træffer dem i Byens Udkanter paa Bænkene, i Grøfterne, paa Fællederne og i Sædmarkerne. I Eftersommeren forlægger de fra den frie Natur Residensen til Skure, til Bygninger under Opførelse og lignende let tilgængelige Pauluner, indtil Efteraarsstormene og Vinterkulden tvinger dem til at flytte til Byen. Paa Dage, hvor Geschäften har været god, hengiver de sig til en Luxus som Holger Danskes Saloner, men naar Forretningerne er sløje, tager de Natteophold i Kjælderrum, paa Trapper og Lofter.

Det er jo en bekjendt Sag, at mange Gadedøre aldrig staar lukkede om Natten. Ofte er det af Skjødesløshed, fordi Husets Natteravne ikke gider aflaase Døren, naar de kommer hjem; ofte er det af Princip, idet Værten ikke vil forsyne Beboerne med Nøgler. Paa Nørrebro træffer man t. Ex. mange af den Slags Ejendomme. Bøllerne mangler ikke Oplysning i saa Henseende og er i Reglen godt lokaliserede. Om Dagen gaar de omkring som rejsende Haandværkssvende, ulykkelige Familiefædre uden Arbejde og med mange Børn, tilskadekomne Arbejdere osv. De vækker jævnlig Medlidenhed hos Kvinderne, Næserne er blaa af Kulde eller af Drik. Armen bæres i Bind, det brækkede Ben støttes af en mægtig Stok, og Stemmen staar mellem Sorg og Fortvivlelse. De faar et godt Stykke Mad, der ofte kan findes henslængt længere nede paa Trappen, somme Tider et Par Ører, der omsættes i det første Mælketoddy-Udsalg. Og medens Maden eller Toøren hentes, staar de udenfor Døren, og med Kjendermine undersøges Laasene, Adgangen til Loftet o. lign. Derefter bestemmer de deres Nattekvarter med mulig Udsigt til en eller anden lille Forretning ved Siden af. Faar de ikke noget, stiger Tonen ofte fra Fortvivlelse til Frækhed; de sætter Foden mellem Døren og udkaster Trusler om at komme igjen, at brænde Huset as osv. Mærker de imidlertid, at der er Mænd i Lejligheden, forsvinder de i Reglen skyndsomst.

Sent paa Aftenen, naar Gassen er slukket, lister de sig op ad Trapperne og tager Plads, som Forholdene tillader det. Trapper og Lofter bærer om Morgenen ikke sjældent Mærker af disse natlige Gjæsters Leje og Tobaksrygning. Mærkeligt nok, at de ikke oftere derved foranlediger Ildløs. Men det ligger formodenlig i Bøllernes egen Interesse at være forsigtige i Omgangen med Ild. Af og til berettes det ogsaa i Bladene, at en sent hjemvendende Beboer bliver overfaldet paa Trappen, og der er ingen Tvivl om, at den Slags Overfald sker hyppigt, uden at det kommer til Offenlighedens Kundskab. I Regelen flygter de ved den overfaldnes Anskrig, og enkelte Gange finder de maaske deres Overmand og faar nogle Rap; derfor gjør man sig ikke den Ulejlighed at melde det.

Politiet burde især holde et vaagent Øje med disse Snyltedyr. Det vilde have langt større Betydning, end om de opdager, at et Par Gjæster sidder en halv Times Tid over Lukketid i en Beværtning. Naturligvis burde alle Gadedøre holdes lukkede om Natten, men denne Sag kan kun afgjøres mellem Vært og Beboere.

Dersom Politiet af og til vilde foretage natlige Pariaer i de af Princip uaflukkede Huse, vilde der sikkert blive gjort en rig Fangst.

a.

(Morgenbladet (København) 29. oktober 1889).

Socialdemokrater og Højre i Nordjylland. (Efterskrift til Politivennen)

En konservativ Klubs første Vintermøde.

Det er jo vel bekendt, at de konservative Klubber paa Landet frister en kummerlig Tilværelse. De tre ukrænkelige Begreber: Gud, Konge og Fædreland er ikke noget for Landboerne og allermindst for Landarbejderne; de forlanger heldigvis nu noget andet.

Her skal da i Korthed berettes om, hvorlunde det gaar tilbage med Højresagen.

I Brønderslev oppe i Vendsyssel har i man en konservativ Klub. Den indvarslede til Møde forleden Dag med en Højskoleforstander Nielsen som Foredragsholder. Klubbens Formand, en Proprietær Thomsen, aabnede Mødet og meddelte Forsamlingen, der næsten udelukkende bestod af Socialdemokrater, at det var Begyndelsen til Klubbens Vintermøder. Efter en Del Præk om Kongens skønne Familjeliv udbragte han et Leve for Hs. Majestæt; i dette Leve deltog dog kun de forreste, hvorimod Forsamlingen udbragte et stormende Hurra for det danske Folk.

De konservative saa noget betuttede ud, og saa lagde Nielsen an med et i højeste Grav pjanket Foredrag, der gik ud paa at rive ned paa de socialdemokratiske Agitatorer. Oppositionspressen fik sig ogsaa et Rap. Arbejderne skildredes som dumme; de Stakler, ytrede Taleren, kunde desværre ikke skælne mellem Ret og Uret o. s. fr. Til Slutning meddelte han, at andre kunde faa Ordet.

Journalist P. Sabroe forlangte nu Ordet, men herover blev Formanden fuldstændig forfjamsket. De konservative Damer flygtede ud af Salen, rædde over at Revolutionen var naaet indenfor deres Enemærker. Form. skulde først konferere med Bestyrelsen, om Sabroe kunde faa Ordet.

Endelig traadte Apoteker Malling frem og oplæste en Paragraf af Foreningens Love, hvori der stod, at intet Medlem havde Ret til at opponere, hvortil Sabroe bemærkede, at det overvejende Antal af Forsamlingen ikke var Medlemmer og følgelig heller ikke var forpligtede til at rette sig efter Lovene. Mødet var offenligt, og med et saa udfordrende Foredrag, som Nielsen havde holdt, var det en ligefrem Skandale at nægte Modstandere Ordet.

Formanden tabte paa dette Tidspunkt Traaden, og i en Skyndsomhed blev der hentet Musikere til at spille op for at hindre Sabroe i at tale. Inden Musiken begyndte at spille, havde Forsamlingen dog med overvældende Majoritet vedtaget en socialdemokratisk Resolution.

Medens dette stod paa, opførte Højre sig fuldstændig bestialsk. En Apoteker halede en Fløjte op af Lommen og peb.

Gendarmerne stod raadvilde og spillede de ligegyldiges Rolle. Saa brød Forsamlingen ud i stormende Leveraab for Socialismen og marscherede ud af Salen, og paa Sabroes Opfordring henlagdes Resten af Mødet til Afholdshjemmet. Her indledede Sabroe. Formanden for den socialdemokraliske Forening valgtes til Dirigent.

Efter Sabroe havde Redaktør Jul. Wulff, Hjørring, Ordet.

Resultatet af det første konservative Vintermøde var det, at flere Medlemmer meldte sig ud af Klubben, og at den socialdemokratiske Forening fik Tilgang af Medlemmer.

(Nordjyllands Arbejderblad 20. oktober 1889).

Udviste Socialister. Brønderslev konservative Klub afholdt ifølge "Hjørr. Amtst." i Onsdags Aftes et Møde med Foredrag af Højskoleforstander Nielsen, til hvilket der ogsaa var givet Adgang for Ikke Medlemmer. Til Mødet indfandt der sig en Del Venstremænd og Socialister under Anførsel af den velbekjendte Journalist Sabroe. Denne gjorde sig allerede da Klubbens Formand, Proprietær Thomsen aabnede Mødet med et Leve for Kongen, bemærket ved at udbringe et "Leve det danske Folk!" Høiskoleforstander Nielsens Foredrag, der dreiede sig om Vilkaarene for den politiske Oplysning her i Landet, hørtes med Ro og Opmærksomhed. Men saa snart det var sluttet, forlangte Sabroe Ordet. Da Formanden nægtede ham dette under Henvisning til, at Mødet kun var et Foredragsmøde, protesterede han, forsikrede, at da Foredraget havde "skjældt Oppositionen ud", havde Forsamlingen "Ret" til at forlange, at Ordet blev givet ham. Han udbragte et "Leve for Socialismen", som hans Tilhængere istemte, og der opstod nogen Tumult. Formanden hævede nu Mødet og lod Dansemusiken spille op. Sabroe forsøgte forgjæves at komme til Orde; da han ikke fjernede sig, tilkaldte Formanden de tilstedeværende Gendarmer, paa hvis Opfordring Sabroe og hans Meningsfæller maatte finde sig i at fortrække. 

(Dagens Nyheder 21. oktober 1889).

Fra Arbejderbevægelsen i Jylland.

Den socialdemokratiske Agitation indskrænker sig ikke alene til Landsbyerne og Købstæderne. Fiskerlejerne, der hidtil har hørt til Højres faste Borge, begynder ogsaa at overgive sig.

I Mandags holdtes et Møde i Løkken, den største Fiskerby paa Nordjyllands Vestkyst. Højre vidste ikke levende Raad. Socialismen tillod sig at trænge frem i en utilladelig nærgaaende Grad. Noget maatte der stilles op herimod, og samme Dag, Mødet skulde holdes, gik der derfor Bud til de lydigste af Fiskerne om endelig at komme til Socialistmødet om Aftenen. Samtidig blev der telefoneret til Redaktøren af Hjørring Højreblad, den nok som bekendte Socialistfresser Jul. Wulff.

Imidlertid gik Tiden for de konservative med Indkøb af Sukkerfløjter. 

Da det lakkede mod Mødetiden kom de konservative med deres Fører i Spidsen og erobrede de første Pladser i Teatret, som velvillig var overladt til Mødets Afholdelse. Noget senere arriverede den stedlige Opposition.

Journalist P. Sabroe aabnede med et Velkommen til Forsamlingen og bad den foreslaa en Mand til Ordstyrer.

Fra de konservative foresloges Toldforvalter Witthøft og fra Oppositionen Rebslager Olesen. Sabroe foreslog nu Forsamlingen at vælge 2 Mænd til at bistaa ham med Optællingen af Stemmerne.

Her hørtes de første Fløjter og Udraab som: Vi vil ha'e Witthøft! Efter nogle Bemærkninger valgtes 2 Mænd, og Afstemningen over Dirigent foretoges. Omtrent ligelig Stemning viste sig for begge de foreslaaede. Udvalget, som havde med Optællingen at gøre, afgav da den Erklæring, at det var umuligt at sige, hvem der havde flest Stemmer. "Witthøft er valgt!" skreg de Konservative, og Fløjterne lød atter.

Efter en temmelig urolig Forhandling, under hvilken der foretoges Lodtrækning og skriftlig Afstemning, foreslog Sabroe, for at faa Ende paa de forberedende Øvelser, at vælge Højremanden Witthøft, idet han betonede, at dennes Valg ikke var et politisk Valg. Saa valgtes Witthøft, som derpaa gav Ordet til

Sabroe, der holdt Foredrag om SocialdemokratietsStillmg til Samfundsspørgsmaalene. Foredraget hørtes i Ro, kun forsøgtes der enkelte Gange fra konservativ Side at forstyrre Taleren, men det blev ved Forsøgene.

Efter Sabroes Foredrag fik Redaktør Wulff Ordet og imødegik Sabroe i et l½ Time langt Foredrag, der hørtes i fuldstændig Ro.

Sabroe besvarede under Forsamlingens Bifald Hr. Wulff, og eftersom Forhandlingen skred frem, trængtes den ulykkelige Wulff i en saadan Grad, at selv de konservative lo af hans vandede Flovser.

Det bidrog heller ikke til at højne hans Anseelse, da han gentagne Gange afbrød Sabroe og paadrog sig dennes og Dirigentens alvorlige Tilrettevisning.

Fløjterne hørtes nu sjældnere, og det var klart, at Sabroes besindige Optræden aftvang selv de fløjtebesatte af Forsamlingen Respekt.

Dirigenten meddelte nu, at han havde modtaget Resolutioner, en fra Wulff og en fra Sabroe. Wulffs Resolution var saalydende :

"Forsamlingen udtaler sin energiske Misbilligelse af Socialismens usømmelige Lære og fordømmer særlig dens Optræden overfor det sønderjyske Spørgsmaal."

Dirigenten satte nu Resolutionerne under Afstemning og erklærede derpaa nedenstaaende af Sabroe indgivne Resolution for vedtaget:

"Forsamlingen tilbageviser med Harme de Beskyldninger, som Højre retter mod Socialdemokratiet."

Denne Erklæring modtoges med Jubel, og med Leveraab for Socialdemokratiet og Sabroe sluttede Mødet, der var besøgt af ca. 300 Mennesker.

(Randers Arbejderblad 1. november 1889).

Fotograf Peter Marius Meilsøe Christensen (24.6.1874-25.6.1907): Politiker Johan Frederik Julius Wulff (22.2.1852-29.4.1924). 1890-1907. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Højrepolitikeren Johan Frederik Julius Wulff (1852-1924) var lærer ved Hjørring realskole 1879-87 og tilhørte højres konservative fløj. Han var redaktør af Hjørring Amtstidende 1885-1893. Herefter flyttede han til København som sekretær i fællesrepræsentationen for industri og håndværk. Han blev ikke valgt til folketinget i Hjørring 1887. I 1894 og 1898 blev han valgt i Horsens by. I 1898 tabte han til M. C. Lyngsie. Han forsøgte forgæves at blive valgt i Ålborg 1903 og Odense 1906. I 1909 vandt han over Herman Trier i Københavns  1. kreds. Her sad han indtil 1918 som repræsentant for den yderste højrefløj.  Han var bl. a. mod hemmelig afstemning og kvinders valgret. Han var modstander af salget af de vestindiske øer i 1916.

Dronninglund Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Hærværket paa Dronninglund Kirkegaard.

"Aalborg Stiftstidende"s Korrespondent i Asaa skriver til Bladet i Torsdags :

Jeg har nu selv været Øjenvidne til den Ødelæggelse, som er anrettet paa Gravmonumenterne i Dronninglund. Man maa forbavses over, at der kan existere saa raa Mennesker, som kan nænne at anrette en saadan Ødelæggelse og forstyrre de dødes Hvilested.

67 Gravminder er mer eller mindre ramponerede eller ødelagte; en stor Del større Gravstene er omvæltede, og Marmorkorsene ovenpaa disse ituslagne. En Del Trækors og Trægelændere er ligeledes oprevne og omvæltede.

Rigtignok kan Gravstenene rejses igjen, da de ikke har taget nogen Skade. og de fleste af Marmorkorsene kan vel istandsættes, men efter sagkyndiges Mening er der dog gjort stor Skade.

Vel var det, at den raa Bandit, som har udført denne Udaad, ikke fik Held til at komme ind i Kirken, hvorpaa han har prøvet, idet han har brækket Kirkens Gitterdør noget i Stykker, men han blev forstyrret i sin Ugierning af nogle Karle fra Dronninglund, som havde hørt Tummelen paa Kirkegaarden og derfor vilde se, hvad det var. Idet Skurken saa' disse, flygtede han og skjulte sig i den nærliggende Skov.

Efter hvad der bestemt menes, skal hele Ødelæggelsen være anrettet af en Person, en Tugthuskandidat af Dronninglund Sogn, som samme Aften var inde hos Kjøbmand Mørck ved Dronninglund, hvor han kom i Klammeri med et Par andre der tilstedeværende, af hvilke han nok fik en Dragt Prvgl. Ærgerlig herover og vel ogsaa temmelig meget paavirket af Spiritus, har det ondskabsfulde og raa Menneske frækt udført sin nederdrægtige Gjerning.

Efter at have faaet Pryglene, løb han, efter Sigende, vest paa ad Landevejen, og da han kom op i Skoven, brølte han som et vildt Dyr og bankede paa og sled i Telegrafstængerne.

Baade Politibetjent Berthelsen fra Flauenskjold og de to i Aasaa stationerede Gendarmer er ude for at finde Misdæderen.

* * *

Fra Politikammeret i Aalborg har Bladet i Fredags indhentet følgende

Meddelelse:

En som sigtet for Delagtighed i Hærværket paa Dronninglund Kirkegaard af Herredsfogden i Dronninglund Herred efterlyst Person blev i Gaar Eftermiddags anholdt af en Politibetjent her i Byen og er i Morges under Bevogtning afsendt herfra til Sæby.

Den paagjældende, der er hjemmehørende i Dronninglund Sogn, er en bekjendt Vagabond, der oftere har været straffet, senest for Brandstiftelse, og som i November Maaned f. A. er løsladt af Straffeanstalten. Han har til den her over ham optagne Politirapport indrømmet, at han i Tirsdags Aftes sammen med et Par andre Vagabonder har siddet og sviret et Sted i Nærheden af Dronninglund og derefter i Nattens Vod at være passeret forbi Kirkegaarden, men paastaar at have været i saa høj Grad beruset, at han aldeles ikke kan huske, om han har været inde paa Kirkegaarden, eller hvad han iøvrigt har foretaget sig. Forhaabentlig vil det dog nok lykkes at vække hans Hukommelse.

(Morgenbladet (København) 13. oktober 1889).

Den anholdte, Peter Preuss blev i november idømt 6 gange 5 dages vand og brød samt dømt til at betale sagens omkostninger og skadeserstatning på 250 kr.

Smedesvend død efter Magnetisørs Behandling. (Efterskrift til Politivennen)

Den 29. juni 1889 havde Justitsministeriet udsendt et cirkulære til politidirektøren i København for at skride ind hvor medlemmer af foreninger som udøvede hypnotisme og magnetisme også brugte disse kundskaber til at udøve kvaksalveri. I slutningen af 1880'erne udkom der flere blade: "Magneten, Organ for Naturlægemethodens Venner" og månedsskriftet "Tidsskrift for Magnetisme og Hypnotisme." Begge synes dog ikke at have fået nogen længerevarende virksomhed.

Død ved Magnetisme.

Læge E. Fraenkel meddeler i Gaar i "Dagbl." følgende Sygehistorie: M K A.. gift Smedesvend. 28 Aar gl, indkom paa Sygehuset den 29. April d. A. Han havde altid været en dygtig og ædruelig Arbejder, forstandig og rolig, havde aldrig tidligere frembudt Symptomer paa Nervøsitet eller Sindssygdom, der er heller ikke Spor til nervøs Disposition i hans Familie. I den senere Tid derimod havde han begyndt at beskæftige sig meget med Magnetisme og Hypnotisme, og i Anledning al en Brystkatarrh, som han havde paadraget sig, var han flere Gange bleven magnetiseret af en bekendt Magnetisør. Dette blev af Familien anset som Aarsagen til hans nuværende Tilstand. Han er efterhaanden bleven deprimeret i høj Grad, han græder for Ingenting, sover ikke godt om Natten, han spiser ikke saa godt som ellers og er bleven treven til sit Arbejde.

Han er ved Indlæggelsen paa Sygehuset uklar, ved ikke hvor han er, taler uafladelig om Magnetisme og fortæller, at han er forfulgt af Magnetisørerne Han angiver endvidere, at han har magnetisk Kraft i Brystet, han "har faaet for meget deraf af Magnetisøren", efter hver magnetisk Behandling har han følt sig "kraftig og fyldt i Brystet", "naar han bliver af med den overflødige Magnetisme, vil han blive rask, for Øieblilket kan han meddele mange om den overflødige Kraft". Han kan rigtigt udføre Regnestykker, kan stave, søger dog helst at undgaa at svare paa almindelige Spørgsmaal, bliver kun livlig naar man taler med ham om Magnetisme, Udseendet er sundt og kraftigt. Pupillerne egale (ensartede) Temperatur normal. Puls 68.

30. April: Patienten har i Nat været meget urolig, han har raabt og skreget op om, at det er Magnetismen, som han kæmper imod, den er saa stærk i ham, at han nu selv er Magnetisør. Temperatur fremdeles normal. Ingen Skælven eller Tegn paa Alkoholisme

2. Maj: Vedvarende voldsom og støiende. Han skriger uafbrudt op om Magnetisme og Magnetisører og forlanger, at Magnetisøren skal tage den magnetiske Kraft ud af Ham.

4. Maj: I et eneste ubevogtet Øjeblik har Patienten slaaet Hovedet saa voldsomt mod et fast Overdække over Varmerørene. at han derved har tilføjet sig et 3 Tommer langt gabende Saar tværs over Panden, Hjærneskallen er læderet paa flere Steder. 2 Centimeter af Tungespidsen er afbidt - Saarene sutureres (sammensyes) og forbindes under Narkose (Bedøvelse).

5. Maj: Patienten blev i Gaar Eftermiddags rolig og var i flere Timer klar og fornuftig. Han erklærede paa nærmere Forespørgsel, "at han havde været nødt til at gøre, hvad han havde gjort" nu fortrød han det "fordi Magnetisøren havde opholdt sig udenfor hans Vindue og havde befalet ham øjeblikkelig at knuse Hovedet imod Gulvet" og "jeg maatte jo saa adlyde hans Magt".

6. Maj: Under Temperaturstigning til over 40 Grader og under udtalte Tegn paa Gangræn af Ansigtsintegumenterne døde Patienten i Dag.

Familien var meget ulykkelig over det skete og gjorde sig Bebrejdelser over, at Patienten havde henvendt sig til den omtalte Magnetisør, hvilket var sket efter dens Raad. Den ønskede ikke Sagen undersøgt nærmere, særlig for at Magnetisøren ikke skulde komme i Forlegenhed.

(Social-Demokraten 12. oktober 1889).

La' vær'. (Efterskrift til Politivennen)

København kunne være en meget net by. Den har ganske vist et klima der stærker og stærkere minder om Leipzigs - "den by, hvor det altid regner". Dette ligger dog kun i den mangelfulde konstruktion af barometrene, som vore ikke synderlig drevne instrumentmagere tilvirker. Hvem tror vel nemlig længer paa, at regnen kommer fra oven?

Byen har desuden mange små agréments, som rigelig opvejer den lille gene med vejret. Vi nævner eksempelvis de nye nødtørftshuse, "Aftenbladet" og den forventede elektriske belysning - lutter ting, der pynter.

Desto sørgeligere er det da, at selve byens døtre, der fremfor nogen burde bidrage til dens forskønnelse og virkelig også kunne gøre det, i en beklagelig grad synes på veje til at degenerere.

De af Hostrup anbefalede broderede sofapuder til elskede religionslærere er betænkelig gået af mode. Kvindeligheden er i det hele taget ikke længer det Ideal, vore damer dyrker. De sætter ikke mere pris på at sidde til stads på vinduesforhøjningen. Nutidskvinder vil tumle sig i frihed og uden ansvar, hun vil ned på gaden.

*

Det er sporten, der kalder hende; for den ægte københavnerinde er nuomstunder - tilgiv mig ordet - bidt af en gal sportsman. Hun rider, hun kører, hun sejler og hun roer, så det er væmmeligt at se på for os andre. 

Først ridningen i de forpestede ridehuse på lejehest.

Ud af porten svæver en amazone med ustrøget cylinder, snavsede vaskeskindshandsker, faderens aflagte selskabs-pantalons, stopninger på kjolen, to stykker hvidt sukker i hånden og en moppe i hælene.

I galop går det hen til en under-Løruper, der skråer og spytter, mens han for et par kroners penge tillader hende at ride manegen rundt 5 gange i skridt, 3 gange i trav og gang i karriere.

Kan hun holde sig i sadlen så længe, spenderer den galante berider en othellokage på sin Desdemona.

Mange raffinerede, ungmøer foretrækker dog at falde lidt af hesten og bjærges af den vejrbidte sergents muskelstærke arme. Dette øjeblik er nok så sødt som flødeskummet på en tiøres kage. 

Regningen for disse dyre timer, der ødelægger den unge dames nederdel, betales mod anvisning på papas kontor. Berideren der personlig møder, bliver stedet til håndtryk ved privatpulten. Når han går, får kontorbuddet ordre til at give ham en cigar, der tændes udenfor.

*   *   *

Tjener de ridende damer ikke til forskønnelse for hovedstaden, ville det være endnu latterligere, at påstå dette om deres medsøstre i Ingemann- Petersen.

Der er kun en humber, Ingemann-Petersen er hans missionær ved dag og nat, unge, uerfarne kvinder hans proselyter, for hvem han - mod et passende vederlag - sætter maskinen i gang.

Humber-damernes toilette er bare arme med myggestik, hvidt flonel, skotsk mavebælte, stankelben med halvstrømper, ingen turnure, håret a la chinoise, jupe courte.

Deres udflugter sker i mangel af brødre med faderens volontører (såkaldte tvangskurser). I regelen er det den yngste og slettest lønnede kontorist, hvis søndag formiddag der lægges beslag på til fordel for frøkenens arm- og benmotion. Kan han slippe fri ved at præstere lægeattest, inviteres en kadet eller yngre student til frokost. Turen foretages da mellem frokost og middag.

Denne udvej griber man dog kun nødig til, da kadetten subsidiært studenten hugger skamløst i sig af det kolde bord, mens den beskedne kontorist allerede lader som han er mæt efter den varme ret.

*   *   *

Lægger damerne an på at optræde kompagnivis og har de to gange rejst til Skodsborg uden kvalmende fornemmelse, rotter de sig sammen i en roklub.

Fædrene, medlemmer af den liberale vælgerforening eller Fremskridtsklubben, får hver 5. juni en 14-dages forkølelse af at stå i vådt græs og høre på Herman Bing og Oktavius Hansen.

Dragten: Strikket sømandshue med stor ulden knop, bar hals med sommerfilipenser, stribet eller blegrødt jerseyliv a la sommer-revy, ingen korset, læderbelte med norsk tollekniv, store bare næver med hornhud indvendig og kulørt lommetørklæde med anker på.

Både til lands og til vands haler de ud med lange tag; en ed på rette sted og en bajer fra fad efter endt arbejde - helst på Langelinjes Pavillon - lades der ikke hånt om. Under roningen spyttes der langt efter medlemmer af Studentersamfundet, der også er ude at tumle sig på den fugtige gade.

*

Foruden andre unoder, mener enhver sportsdame sig berettiget til at gå alene på gaden efter 12, for den næste dag ved morgenmælken uvægerligt at prale af, at hun er blevet forulempet af velklædte, unge elegatits, dernæst forpligtet til at stinke af sportcigaret, fylde op ved Brandes' forelæsninger, sværme for Fridtjof Nansen og gøre nar af sin præst.

Foreningen til Københavns Forskønnelse bør vinke alle disse friluftsdamer op fra gaden igen.

Dernede pynter de ikke.

Strix

(København 27. september 1889).

Gør det!

Jeg samstemmer fuldstændig med min ærede spydige og åndfulde kollega hr. Stix i hans karakteristik af de sportgale damer. Heller ikke jeg ser med glæde på de alt andet end velskabte figurer som rædsomme dragter stiller til beskuelse - og de filipensede og myggestukne arme og halse som de åbenbarer i hele deres afskyelige nøgenhed. Jeg forforfærdes også såre når jeg måder en ung dame hvem jeg førhen nærede agtelse for, på en tricycle, med benene anstrengt arbejdende for at få plads ti at rende op og ned og kroppen bjet forover, med et hjst uklædeligt knæk på midten.

Jeg er således i alle måder hr. Strix ærbødigst hengivne Ego.

Men jeg synes at hr. Strix ikke blot burde have sagt la' vær! - Derfor møder jeg med et supplerende gør det.

Hvad skal de unge damer da gøre. For vi er jo dog enige i at de ikkke bare bør sidde på vinduesforhøjninger og kigge ned på gaden.

Ikke sandt, de kunne dog pynte så pænt op i vore trange og kedelige gader når de bare selv ville.

De skal gøre gymnastik - de unge piger. Det gjorde de indtil for et årstid siden da der endnu kunne tænkes på andet end sport og tales om andet end rekorder. Dengang da man  var blevet enige om at de unge pigers stil-leben var alt andet end sundt for dem, da man var enig om at de skulle ud i fri luft, at de skulle røre sig for at  få rødme i kinderne og spændstighed i bevægelserne, dengang fødtes den sunde gymnastikbevægelse.

Da gik de unge piger deres ugentlige vintertimer til gymnastiklærerinden, og hun lære den rankhed i ryggen, smidighed og hurtighed. I lette bekvemme og kønne dragter gjorde de deres øvelser der aldrig var forcerede, de hang i bøjede arme i ringene, og de entede ad stigerne - de havde deres sal for sig selv, og de fik deres sundhed igen. 

Så blev sportsbevægelsen modesag - og med det samme var man inde i den pure overdrivelse.

Til nød gik det an dengang. Damerne nøjedes med at pjaske lidt i en båd, men fra det øjeblik da tricyklen erobrede sig ikke blot strandvejen, men også alle de unge pigers hjerter, var det ude med den sunde gymnastikbevægelse.

Så trådte damerne deres hjul, så og så mange gange, og de lærte sig deres frigjorte unoder. Forhåbentlig går sporten snart tilbage til sit hjemland igen, og forhåbentlig kan der så igen blive tale om at komme frem i verden for de stakkels mennesker der ike kan rende på et, to eller tre hjul.

Sker det - forlader nok de unge damer overdrivelsen og går igen deres ugentlige timer til gymnastiklærerinden. Og så bliver de karikaturer der nu traver op og ned ad gaden, en fabel, og vi får i stedet unge, kønne og friske piger, til pynt for byen og til glæde for vore hjerter.

Ego.

(København 29. september 1889).

I mangel af samtidige fotoer, her Østrigsgades Skole, ca. 1906-1918. Fotograferet af Johannes Hauerslev. Public Domain. Kbhbilleder.