Grosserer Adolph Trier 1841-1889. (Efterskrift til Politivennen)

Grosserer Adolph Meyer Trier, (24. september 1817 i København - 16. december 1889) var søn af købmand Meyer Seligmann Trier og  far til Herman Trier. Han etablerede sig i 1841 som urtekræmmer på Amagertorv 4, nu 8. I 1851 var forretningen vokset til engroshandel og bl. a. hovedagenturet for Ole Christian Greens nyanlagte fabrik Godthaab på Amager indtil ca. 1870 (hvorefter Menck & Co.overtog hovedsalget for Danmark. Fra 1857 gik i kompagniskab med søstersønnen Sigfred Goldschmidt i firmaet Adolph Trier & Goldschmidt som blev et af Danmarks største og rigeste handelshuse.

 

Fotograf J. Petersen & Søn Petersen, J. (Jens) (19.3.1829-1.2.1905) fotograf Petersen, Charles Bendix (24.3.1860-30.3.1927) fotograf: Trier, Adolph Meyer (24.9.1817-16.12.1889) grosserer (1880-1889). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Adolph Trier

Chefen for Huset Adolph & Trier A Goldschmidt død.

En af Hovedstadens Handelsmatadorer, Grosserer Adolph Trier, er igaar Formiddags afgaaet ved Døden i en Alder af 72 Aar.

Trier havde i nogen Tid været svagelig og syg; med megen Styrke holdt han sig oppe, indtil for 14 Dage siden mødte han præcis som altid paa sit Kontor. Saa tog Sygdommen - Sukkersyge - Overhaanden, Trier maatte søge Sengen, og igaar Formiddags døde han.

*

Adolph Triers lille spinkle Skikkelse med det magre Ansigt prydet af store graa Whiskers var godt kendt i København.

Ofte saa man ham støttende sig til Stokken - bøjet og lidt træt - vandre mellem Amagertorv, hvor Forretningen havde Kontor, og sit Hjem i Axelhus; endnu oftere kunde man om Sommeren se ham rulle ud af Strandvejen i elegant Ekvipage til den smukke Villa, han ejede ved Indkjørselen til Skovshoved. Og overalt mødtes han af venlige Øjne; thi Trier var afholdt som faa. En vindende Elskværdighed, en ofte ligefrem storslaaet Trang til at gøre godt og en ubestikkelig Hæderlighed havde han ejet fra sin første Dag som Forretningsmand, og disse Egenskaber havde trolig fulgt ham paa hans Vandring opad.

I den Retning var der ingen Forskel paa Chefen for det store Firma Trier & Goldschmidt og Urtekræmmeren fra Tredivernes Slutning.

*

Ukendt fotograf: Amagertorv 8. Over døren til højre står Adolph Trier. Det større skilt Schottlænder & Goldschmidt. (herreekvipering). 1860-1870. Kbhbilleder. Public domain.

Man skulde ikke se paa Trier, at han havde begyndt i en beskeden lille Kælder. 

Og dog rummedes hans Forretning for et halvt hundrede Aar siden i Kælderbutiken i det samme Hus, hvor nu den fornemme Forretning har sit Sæde. Trier var da ene om Urtekrambutiken, ogsaa da han noget senere flyttede op i Stueetagen til Gaarden og begyndte saa smaat med en gros Handel.

Først i Tredsernes Begyndelse fik Firmaet sit nuværende Navn, da Siegfried Goldschmidt blev optaget som Kompagnon. Allerede fra 1847 havde G. været i Forretningen og lagt en sjælden Energi tor Dagen. Da saa Trier saa' Forretningen vokse, føjede han Goldschmidts Navn til sit - og fra det Øjeblik steg Forretningen, der nu udelukkende førtes en gros, med Kæmpeskridt.

*

I dette Øjeblik er da ogsaa Trier & Goldschmidt, hvori senere Triers Søn, Grosserer Frederik Trier, er blevet optaget, Skandinaviens største Firma i Kolonialvarer. Omtrent hver eneste Urtekræmmer i Danmark faar Specerier og daglige Forbrugsartikler fra T. og G.'s Pakhuse; Sydfrugter er Forretningens Specialitet ; allerede i mange Aar har Firmaet været Danmarks største Importører af denne Artikel.

Saa stor er Forretningen, saa anset dens Navn, at mange Handlende i Udlandet kun har villet haft denne ene københavnske Forretningsforbindelse, fordi dets Forbrug gav fuldt nok at bestille.

Man har da ogsaa et enkelt Aar angivet T. og G.'s Omsætning til 10 Millioner.

Selvfølgelig er et saadant Firma et indviklet Maskineri at sammensætte med de utallige Hjul, der skal passe nøje i hinanden.

I sine to Pakhuse - hvoraf det ene optager de store Bagbygninger i Firmaets Gaard paa Amagertorv, det andet det bekendte Suhrske Hus paa Hjørnet af Nyhavn og Kvæsthusgade - arbejder saaledes 25 Karle.

Og i Firmaets Kontorer har ca. 40 Kontorister Ansættelse. For at give et lille Begreb oa de daglige Forretningers Størrelse kan det anføres, at en enkelt af disse - en ældre Mand - kun er optaget med at registrere Kopibogen.

Saadan er det Firma, der for 50 Aar siden begyndte i en beskeden lille Kælder, blevet et af Hovedstadens anseligste. Ud af Porten ruller Vognene i ustanselig Række, Pakhusene bugner af Varer, og i Skattebogen staar Firmaets 3 Indehavere nær op mod de 300,000 Kroner.

Og dog er den Sadelmager - nuværende Rodemester Zeilau - ikke gammel, der lavede det første billige Seletøj til den ene Hest, der i sin Tid mageligt besørgede hele Firmaets Omsætning.

*

Et saadant Resultat naas kun ved et ualmindeligt Talent og en ualmindelig Energi.

Lige til for 14 Dage siden bevarede Trier da ogsaa denne sin Energi og Arbejdskraft.

Naar Kontoristerne om Morgenen saa Trier dreje ind af Porten til Forretningen, vidste de, at Klokken var 7 3/4. Trier var ligesaa præcis som Ranchs Ur paa paa Hjørnet.

Og Alderen og Svaglighed formindskede ikke hans Akuratesse. Skønt over de 70, kørte han i Sommer hver Morgen Kl. 8 fra Skovshoved og ind til Byen.

Men denne hans medfødte Trang til Præcision og Orden udartede ikke til Pertentlighed - mindst overfor hans Omgang.

Elskværdig som faa førte han et meget gæstfrit Hus. Han saa' gærne Folk hos sig, baade i København, hvor han indtil for nogle Aar siden boede paa Amagertorv, senere i Akselhus, og paa den prægtige Villa "Strandlyst."

Faa er de Københavnere, der ikke paa en Søndagstur ud ad Strandvejen, naar de først har passeret Sønnen Frederik Triers Villa "Lindelyst", med dens mægtige fremspringende Lindelysthus, bygget ud imod Vejen paa Granitmur, er stanset udenfor den smukke Have, bag Jerngitteret - hvor en Terracottaamor, som Springvandsfigur, holder den drivende Paraply over sig - for at se ind.

Og i den store Have med de mange Frugttræer, for hvis Dyrkning gamle Trier nærede saa megen Interesse, har de altid set megen festklædt Ungdom.

*

Trier var som sagt meget godgørende. Sin Svigerdatter - den nylig afdøde Fru Herman Trier - bistod han navnlig i hendes Arbejde for at hjælpe, hvor der trængtes. Naar Fru Herman Trier havde været i Forretningen, kom der altid talrige Ordrer til Kontoristerne om Pakker med Husholdningsvarer, der skulde ud i Byens fattigste Kvarterer. Paa den Maade kunde der nok i Aareets Løb vandre nogle Tusinde Kroner ud.

Overfor sin Husstand var Trier paa samme Maade den altid venlige Husfader. En gammel Pige, der havde tjent 46 Aar hos ham, tog han, da hun blev syg, op i sit Hjem, ganske som var hun et Medlem af hans Familje.

*

Megen politisk Interesse havde Trier ikke; ligesom han ikke beklædte noget af Medborgernes Tillidshverv - han var derimod Ridder af Dannebrog - saaledes holdt han sig mest udenfor politisk Liv. Dog var han af Tilbøjelighed Højre. Da Sønnen Herman T. stillede sig mod Rimestad, gav han dog hverken den ene eller den anden sin Stemme.

*

Trier overleves af sin Hustru, en Søster af Fabrikant Bing, der siden 1885 har været til Stadighed syg, og efterlader sig fire Børn - nemlig foruden Grosserer Fredrik Trier, der i Forening med Grosserer Siegfr. Goldschmidt (Medlem af Grosserersocietetets Komité og af Sø- og Handelsretten) fører Firmaet videre, og Politikeren Herman Trier - to Døtre.

Af disse er den ene gift med Overretssagfører N. Heine, den anden med Grosserer Lauritz Salmonsen. 

(København 17. december 1889).

Adolph Trier blev begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads 22. december 1889. Efter at Adolph Trier døde i 1889 videreførte hans søn, Frederik Adolph Trier firmaet, som i 1925 blev omdannet til aktieselskab.

Dømte Dommere. (Efterskrift til Politivennen)

En Birkedommer dømt! 

Atter er en Dommer bleven dømt for sit utilbørlige Forhold overfor den, der har staaet for hans Skranke. For 4 Dage siden faldt, som vi den Gang meddelte, den første Dom af den Art her i Landet. Det var Højesteret, der dømte Borgmester Mangor i Sakskøbing til at udrede Omkostningerne ved 32 Dages Varetægtsfængsel, som Hr. Mangor havde holdt en Mand i for en ubetydelig Forseelse, hvorfor Straffen endog helt bortfaldt ved Højesteret. Denne splinternye Optræden af vor øverste Domstol har straks givet Overretten Mod til forsigtigt at vandre den samme Vej. Tor Højesteret rokke ved en Dommers Ufejlbarhed og Ukrænkelighed maa Overretten jo nok kunne tillade sig ogsaa at prikke lidt til ham.

Ved Vedelsborg Birkeret idømte Birkedommer Langkilde en Mand 2 Gange 5 Dages Vand og Brød i Anledning af formodet misligt Forhold til et Uhr. Ved Overretten blev imidlertid denne Dom ikke blot kasseret, idet Manden frifandtes, som det hedder, af Mangel paa Bevis, men Sagens Omkostninger paalagdes det Offenlige, og Forhørsdommeren, Langkilde, blev idømt en Bøde af 30 Kroner til Amtsfattigkassen for utilbørlig Forhaling af Sagen.

Det, der i Dommen gæmmer sig bag de Ord "utilbørlig Forhaling af Sagen", er selvfølgelig et længere Varetægtsfængsel. Ingen kan falde paa at tro, Overetten skulde straffe en Dommer, fordi han havde trukket en Sag i Langdrag, hvis han ikke samtidig havde holdt den Anklagede i Arrest.

Vi kan kun hilse den Praksis, her indføres, med stor Glæde, forudsat at den gennemføres, og gennemføres med Fynd og Klem overalt, hvor Uretfærdigheder og Ulovligheder finder Sted. Thi hvis der i en Række af Aar er drevet Misbrug med noget her i Landet, saa er det da med Anvendelsen af Varetægtsfængsel. For et godt Ord smider Underdommeren Folk i Fængsel, selv om det, de sigtes for, allerhøjst kan medføre en Straf af simpelt Fængsel. Herved gør Dommeren et aabenlyst Brud paa Loven, der forbyder dette. Og hvor ofte har de ikke holdt Folk i Arrest i lange Tider for sluttelig at frifinde dem som uskyldige i det, de sigtedes for. Vi meddelte for kort Tid siden et Par storartede Beviser derpaa i den Mand i Nykøbing, som holdtes i Varetægsfængsel i 2 Aar og saa blev frikendt, og den Mand, som sad 11 Maaneder i Arrest, fordi han var vidende om, at hans Pige havde stjaalet noget gammelt Ragelse til Værdi af 1 Kr. 35 Øre.

Kommer det for Fremtiden til at gaa føleligt ud over d'Hrr. Dommeres Pengepung, naar de uden Grund spærrer Folk inde, tænker vi nok, at de tager sig lidt bedre ivare.

Der er et Omraade, hvorpaa det ikke mindst tiltrænges at den nye Praksis breder sig: de Sager, som laaner deres Farve fra en politisk Baggrund. Hvor ofte er der ikke bleven anvendt lang Varetægtsarrest mod Folk, som ikke havde anden Forbrydelse paa deres Samvittighed end at have raabt "Skruebrækker" efter en saadan Fyr eller for at have givet en Lussing fra sig eller været i Nærheden, da en anden gjorde det. Vi kender alle disse Sager, hvor der tages saa haardt fat, naar det er Modstandere af det bestaaende Regimente, som er "Forbryderne". Og her vilde saadan en Dom over Dommeren være paa sin rette Plads.

(Social-Demokraten 13. december 1889).

Ukendt fotograf: Johan Herman Georg Mangor (1844-1911) byfoged og byskriver i Sakskøbing, herredsfoged og skriver i Musse herred 1888, herredsfoged og skriver i Odense Herred. Gift med Elise Rohde (1853-1913). Det kongelige Bibliotek.

En 3die Dommer dømt.

Atter har Overretten fældet en Dom over en Underdommer, som er kompromiterende for denne i højeste Grad. Dette er saa meget mere betydningsfuldt, som der jo for ganske kort Tid siden er faldet to lignende Retfærdighedens Hug paa Dommeres Hoveder. Sagen er følgende:

Gæstgiver Stybe af Gjedser henvendte sig den 13. Juni til Premierløjtnant. Borgmester og Byfoged Neckelmann i Nykøbing paa Falster og anmodede ham om i Egenskab af Kongens Foged at gøre Arrest i Købmand af Gjedser Peter Petersens Ejendomme som Sikkerhed for, at denne opfyldte sine Forpligtelser mod Stybe i Anledning af en Ejendomshandel, Stybe paastod havde fundet Sted mellem dem. 

Fogedforretningen fandt Sted straks samme Dag, og under den opgjorde Stybe sin Fordring til 5121 Kr., og herfor blev der gjort Arrest i Petersen hele Ejendom: Hus, Indbo, Varer, en Obligation og hans udestaaende Fordringer, ialt til Værdi af 10,508 Kr.

Denne Arrestforretning appellerede Købmand Petersen til Overretten efter Stævning til Borgmester Neckelmann og Stybe.

Det blev nu oplyst, at der ikke af Stybe for Fogden (Borgmester Neckelmann) var produceret nogen som helst Dokumentation til Støtte for, at han overhovedet havde en saadan Fordring som den, hvorfor Arresten blev forlangt. Det lykkedes ikke heller Stybe at føre noget Bevis herfor, og i Overrettens Dom siges der, at det ikke kan anses for godtgjort, at der er kommen nogen endelig Handel i Stand imellem Stybe og Petersen, for hvis Misligholdelse der kunde tilkomme Stybe nogen Erstatning hos Petersen.

Som Følge deraf havde hverken Stybe været berettiget til at lade foretage Arrest hos Petersen eller Borgmester Neckelmann haft Hjemmel til at udføre Forretningen. Arresten kendtes derfor af Overretten at være ulovlig gjort, og der tilkendtes Købmand Petersen Erstatning for den ham ved det Passerede tilføjede Skade. Denne Erstatning for Tort og Kreditspilde skal fastsættes efter udmeldte Mænds Skøn, dog ikke ud over det af Petersen forlangte Beløb: 2000 Kr. med Tillæg af 3 pCt. Rente.

Dommen siger endvidere, at "da Borgmester Neckelmann ikke havde ladet Arrestrekvirenten stille nogen reel Sikkerhed, der kunde være Petersen til Betryggelse, hvis Arresten fandtes ulovlig", blev han dømt til i Forening med Stybe at tilsvare Petersen Erstatningen.

Yderligere blev det paa samme Mande paalagt Borgmesteren og Stybe at betale Petersen Sagens Omkostninger med 100 Kr

* * *

Enhver vil sige, at den Borgmester sker kun hvad Ret er. Det er dog godt, at vi endelig er kommen saa vidt, at vi kan faa stækket Vingerne paa disse dømmende Herrer, naar de i deres Visdom flyver saa højt, at vi Folk med almindelige Begreber om Lov og Ret ikke kan saa Øje paa dem. Gaar det bare hver Gang føleligt ud over deres Pengepung, lærer de vel saa nogenlunde at tage deres Fornuft med, naar de sidder til Doms over deres Medmennesker.

Naar denne Dommer saadan uden videre kan faa i Sinde at gøre Arrest i og lægge Beslag paa en Mands hele Eje, blot forbi der kommer en anden Mand og fortæller noget om en Handel, som i Virkeligheden ikke har fundet Sted, naar han i den Grad afsiger en Kendelse paa Grundlag af løs Snak og ikke tager den nødvendige Sikkerhed, hvorledes ser saa hans kriminelle Domme ud. Hvilke Kunststykker kan den Mand ikke have præsteret, hvoraf Følgerne for epigk er skjulte i hans Forhørsprotokoller eller bag Straffeanstalternes Mure!

Det er opbyggeligt at tænke paa Sligt, paa det Retssystems Konsekvenser, der svæver os Allesammen over Hovedet.

Han er Premierløjtnant ved Siden af sine andre Værdigheder. Han burde vende tilbage til Hr. Bahnson, thi han egner sig aabenbart bedre til at dresere Rekruter end Lov og Ret i Landet.

(Social-Demokraten 21. december 1889).

Premierløjtnant, borgmester, byfoged, by- og rådstueskriver i Nykøbing paa Falster, samt Herredfoged og Skriver i Nykøbing Herred Harald v. Neckelmann (1826-1890) var født i Randers. Han afbrød sine jurastudier for at deltage i Krigen 1848-1851. Han afsluttede 1854 i Flensborg den slesvigske juridiske Embedseksamen. Volontør i det Kongl. Ministerium for hertugdømmet Slesvig (det slesvigske Ministeriums) 1. departement. 1856 aktuar (tingskriver) i Hviding Herred, Tønder Amt, fra 1. august s. å., og den 28. Marts 1863 i Bøcking Herred i samme amt. Afsat 6. Februar 1864 hvorefter han flyttede til København. Bestod i 1866 prøven i dansk ret. 1866-1870 konstitueret byskriver i Thisted og herredskriver i Hillerslev og Hundborg herreder. 1870-1877 byfoged og byskriver i Hjørring samt herredsfoged og skriver i Vennebjerg herred. 1877 tillige borgmester i Hjørring købstad. 1877 byfoged, by- og rådstueskriver i Nykøbing Falster samt herredsfoged og skriver i Nykøbing herred, samt borgmester i Nykøbing Købstad. Nekrolog i Nationaltidende 29. Januar 1890. Han døde i januar 1890. Han blev begravet i Nykøbing F.

Kvindelige Arbejder-Kontorer. (Efterskrift til Politivennen)

Det er næsten umuligt at gaa en Gade igennem uden at faa Øje paa et eller flere Stille, hvis iøjnefaldende Bogstaver fortæller, at her er: "Kvindeligt Arbejder-Kontor. De er en naturlig Følge af, at der er Overskud paa arbejdssøgende Kvinder.

Jo større Fattigdom, desto flere Laanekontorer og Aagerkarle. Jo flere ledige Tjenestefolk, desto flere Fæstemænd, Hyrebasser og Logishuse. Jo større Trang der er, desto flere er der al Tid som vil udbytte den.

Men gives der nogen Virksomhed som er usynpatetisk og mere end det, saa er det da at drage sig den Fattiges Nød til Indtægt. At de "Kvindelige Arbejder-Kontorer" er en Gren af denne Virksomhed, ligger vist klart for de fleste Mennesker, og dog trives de som Svampe i fugtig Skovjord. Vi har jævnlig faaet Klage over flere af dem, men navnlig er der et, som idelig vender tilbage i disse Klager, og vi har derfor taget os for at se særlig dette nærmere efter i Sømmene. Ihændehaveren er

Chr. Dobritz, Studiestræde 8.

I en gammel faldefærdig Rønnes lave Stue hænger Vinduerne fulde af alskens Viser, blandt hvilke de "lukkede Sange alene for Mandfolk" spiller en fremtrædende Rolle. Blandt deres kolorerede, liderlige Billeder faar man saa Øje paa Plakaten med "Kvindeligt Arbejderkontor".

Vi gik derind. Der sad en graasprængt Mand bag en Stump Disk i det elendige Hul, som udgjorde Boden. Det var Hr. Dobritz. Udenfor Disken kan 2-3 Mennesker frembringe Trængsel, og hele den lavloftede Stue bærer over sig noget af et gammeldags Aagerkarle-Interiør.

Ud og ind af dette Hul vandrer der mellem Aar og Dag ca. 400 faste Kunder og et tilsvarende Antal Arbejdersker. Saa mange Arbejdssteder har nemlig Dobritz, hvis Forretning er en af de ældste og største her i Byen. Hans Indtægt maa altsaa være god, og saa meget uforsvarligere er derfor hans Optræden mod de fattige Kvinder, som søger Erhverv ved hans Hjælp.

For en Dags Arbejde paa 11 Timer skal hans Arbejdersker have 1 Krone, og deraf tager han de 15 Øre. De fleste andre Kontorer tager 12 eller 13 Øre. Men det er ikke nok hermed, Hr. Dobritz har dannet sig en Specialitet, som bringer ham langt foran sine Kolleger. Han tager ogsaa Procenter af den Mad, Konerne skal spise. Til en Dagløn af 1 Kr. faar Konen ogsaa Kosten hos den Familie, hun arbejder for, men faar hun ingen Kost, skal hun have 66 Øre i Kostpenge, og af denne Godtgørelse for hendes Mad tager Hr. Dobritz 10 Øre, saa hun ialt for den Dag maa betale ham 25 Øre.

Hr. Dobritz bliver dog ikke staaende ved de 25 Øre, naar der er Udsigt til at faa mere. Vi har faaet Bevis for, at han beklipper sine Arbejdersker for Penge, man forærer dem, og som utvivlsomt ubeskaaren er deres retmæssige Ejendom, der ikke kommer Hr. Dobritz ved. En Husmoder, vi kender, gav saaledes den Kone, som arbejdede for hende, 25 Øre foruden den Krone hun skulde have. Disse 25 Øre fik hun fordi hun den Dag havde arbejdet særlig haardt og flinkt, og hun fik dem med den særlige Bemærkning, at det var en Dusør fordi man var saa godt tilfreds med hende, og de blev ikke skrevet paa Arbejdssedlen.

Da hun kom hen til Dobritz med denne, holdt hun endnu baade Kronen og Femogtyve Øren i Haanden, og hans Falkeøjne opdagede øjeblikkelig, at der var to Pengestykker. "Hvad er det for Penge?" fo'r han op. Konen forklarede hvorledes det var gaaet til, og trods alle hendes Indvendinger tog han 5 Øre fra hende som sin Part af hendes Dusør.

For at opdage om Konerne faar den Slags Drikkepenge eller i det hele taget har mere Fortjeneste end han faar Afgift af, holder han et helt Spionvæsen i Gang, bytter hvert Øjeblik Arbejderskerne, saa Kunderne, naar de udtrykkeligt har forlangt den Kone de plejer at have, faar en helt fremmed.

Naar en Arbejderske kun har Beskæftigelse et enkelt Sted i 1 Time, faar hun 18 Øre, for et Par Timer 16 Øre Timen, men hun maa ofte gaa lange Veje frem og tilbage for den ene Times Fortjeneste, da Hr. Dobritz uværgerligt fordrer, at alle Arbejdersker hver Gang de er færdige med deres Gærning, selv for en enkelt Time, skal melde sig paa hans Kontor i Studiestræde. Af disse Mi eller 18 Øre tager han saa 3 Øre for sin Part, altsaa over tredive Procent.

Hver Morgen skal de arbejdssøgende Kvinder stille i Studiestræde, og er der ikke straks Arbejde til dem, faar de Ordre til at komme igen om et Par Timer og saaledes vedblivende hele Dagen, eller ogsaa maa de gaa udenfor paa Gaden og vente, da der ikke i den Hule, Hr. Dobritz sidder i, er Plads til dem eller saa meget som en Stol de kan sidde paa. Bliver de saa utaalmodige, har han en ny Trafik. Han siger: "Der eller der er Arbejde til Dem," og Konen gaar selvfølgelig derhen, men vender ligesaa selvfølgelig tilbage med den Besked, at de havde ingen Kone bestilt. "Saa har de ombestemt dem," er den eneste Forklaring, Hr. Dobritz indlader sig paa, men paa den Maade faar han sine Arbejdersker til at komme og gaa med de Mellemrum han ønsker. Hos en Familie i Krystalgade kom der saaledes paa en og samme Dag ikke mindre end 3 Koner fra Dobritz , uagtet de ikke havde bestilt nogen. En Fremgangsmaade, der er lige uforsvarlig baade mod Knuder og Arbejdersker.

Hr. Dobritz er iøvrigt ikke den eneste, som benytter denne Fremgangsmaade. Et "Kontor" i Nansensgade holdt saaledes i Fjor Venteværelse i - Ørstedsparken. De havde lejet alle Værelser ud til Udstillingsgæster, og Arbejderskerne skulde saa hele Dagen sidde paa en bestemt Bænk i Ørstedsparken. Kom der Arbejde, blev der sendt en Dreng over efter en af dem, men ellers maatte de ikke vige af Pletten.

For en stor Del kan man slaa de andre "kvindelige Arbejder-Kontorer" i Hartkorn med Hr. Dobritz's. De gaar alle ud paa det samme, at tage saa meget som muligt af de fattige Arbejderskers Fortjeneste for deres egen Part. Hr. Dobritz er kun den, der hidtil har drevet det videst i Kunsten.

Kvindelig Forening for Husgærning.

Naar en fattig Kvinde for 11 Timers Slid og Møje ved en Vaskerballie kun kan fortjene 1 Krone, er det ingen Bagatel for hende, at hun heraf skal svare denne Skat til "Kontoret". Men for at raade Bod herpaa er der ingen anden Udvej, end at Publikum hører op med at støtte disse Folk ved ikke at tage deres Rengøringskoner hos dem. Der er her i Byen en Fagforening af saadanne Kvinder ved Navn: "Kvindelig Forening for Husgærning". Her finder ingen som helst Udbytning af Kvinderne Sted, og Folk vil her kunne faa lige saa dygtige og paalidelige Koner som noget andet Sted.

Foreningen har kun én Fejl: Den reklamerer for lidt, forstaar ikke at gøre sig bemærket, og fører derfor en altfor tilbagetrukken Tilværelse. Men der siges at ville blive raadet Bod herpaa ved at den faar flere Anmeldelsessteder med i Øjnefaldende Skilte. For Øjeblikket kan man man bestille dens Arbejdersker i Rørholmsgade 2 t , Hyskenstræde 14 , Nørrevoldgade 98, alle tre Steder i Kælderen, og i Saksogade 30, Stuen.

Ved at søge dem i Stedet for de "Kvindelige Arbejder-Kontorer" og de saakaldte "Kvindelige Foreninger", der ikke er andet end et Skilt for en enkelt Mand, vil Publikum bidrage til at støtte de flittige arbejdende Kvinder.

(Social-Demokraten 10. december 1889).

Trådhandler Christian Friedrich Dobritz (6. februar 1826 - 27. juli 1907, begravet på Vestre Kirkegård) var gift med Caroline Dobritz født Frisch (20. august 1833 - 11. november 1901 Studiestræde 8, begravet på Vestre Kirkegård). De havde tre børn: Henriette Christiane Dobritz født på Fødselsstiftelsen 12. oktober 1858.  Cleontine Marie Dobritz 9. marts 1860, død juli 1875 (dødsannonce for Leontine Dobritz i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 17. juli 1875. Hun blev begravet på Assistenskirkegård). Johan Gottlieb Dobritz født 24. august 1862.

Af en annonce i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 20. oktober 1874 fremgår at Chr. Dobritz' "kvindelige Arbeidscomptoir" var flyttet fra Nørregade 25 til Studiestræde 8 i stuen. Det anbefaledes "flinke koner til Vask, Rengjøring m. m.".

Christian Dobritz døde på Kommunehospitalet. Boet efter Christian Friedrich Dobritz og afdøde hustru Caroline Marie blev indkaldt til skiftekommissionen i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. september 1907.

Studiestræde 8, set fra gården. Engang kaldet "Noahs Ark" fordi der boede så mange mennesker i huset, i alt 32 familier. Foto Erik Nicolaisen Høy (2018). Kbhbilleder.

Paa Kommunehospitalet. (Efterskrift til Politivennen)

I den senere Tid har jeg af og til besøgt nogle Syge paa dette Hospital, og efter hvad jeg der har set og hørt, maa jeg antage, at Forholdene trænge til at ordnes lidt i flere Retninger. For ikke som Lægmand at komme ind paa Forhold, jeg ikke forstaar, har jeg omtalt Manglerne for Læger, der have udtalt deres Forbavselse over, at Tilstanden var, som jeg skildrede den. Jeg bemærker udtrykkelig, at det er 4. Afdeling, jeg omtaler, en Afdeling, der synes at være Stedbarn paa Hospitalet, begrundet i Mange af de Syges Beskaffenhed. Men just derfor lide de Patienter, der ikke falde ind under Kjønssygdommenes Klasse, dobbelt ved at slaas i Hartkorn med disse.

Naar man om Formiddagen kommer ind paa en af Sygestuerne mellem 10 og 12, forfærdes man over den Hede, der hersker. Thermometret viser ikke under 17 Grader, stundom mere, og fra den vældige Jernovn udstraaler en utaalelig Hede. Knap 2½ Alen derfra staar den ene Seng, med Hovedgjærdet mod Væggen, saa at Straalevarmen med fuld Kraft, virker lige hen paa den Syge - men en Kakkelovnsskjærm findes ikke. Da en af Reservelægerne en Dag gjorde den Bemærkning, at der var forfærdeligt at ligge, og spurgte Stuekonen, om der ikke var en Skjærm, svarede hun: Nei, det har vi saamænd ikke paa denne Afdeling." Om den var at faa ved Drikkepenge, ved jeg ikke. Derved blev det; thi at Lægen skulde paatale det, var for meget at forlange. Hele Betragtningen derude er klart nok, at Patienterne ere der for Lægernes Uddannelses Skyld, og at Hospitalet ikke er oprettet for de Syges Skyld, hvilket sidste dog turde være den rette Opfattelse af Sagen.

Dernæst er det ret mærkeligt, at alt Hospitalstøiet er syet i een Størrelse, saa at Folk, der blot er lidt sværere end f. Ex. en Soldat, hverken kan knappe eller binde Skjorten, Benklæder eller Bluserne om sig (der findes forøvrigt i Almindelighed hverken Knapper eller Bændler i Dragterne). Hvis det ikke var et oprørende Tegn paa Sløseri og Uorden paa et Hospital, vilde det absolut virke komisk at møde ældre Folk med lidt Embonpoint flæbende paa Benklæder, der hverken kunne knappes eller ere lange nok, saa at de stumpe lige under Knæerne. Ja en svær Patient maatte endog for nogen Tid siden beholde sine egne Benklæder - da Hospitaler ikke eiede et Par Benklæder, der passede. Manden var intet Monstrum af Fedme, men kun hvad man kalder en korpulent Mand.

At Sengene nærmest i Smalhed ligne Bogreoler, er jo et Særkjende for alle danske Senge, og alle Patienter ere derfor anviste til at ligge paa Ryggen og se op i Loftet. Dette kan jo være godt nok i Tusmørke. Men naar Gassen, der er anbragt midt i Værelset, tændes, ere de Syge tvungne til at ligge og se op i Lyset samtidig med at det er umuligt at læse ved det, da det kun giver tilstrækkeligt Lys paa Benenden af Sengen. Mon nogen af de Herrer Læger, der færdes derude, selv har prøvet paa at ligge timevis og se op i et Gasblus? Eller mon det hører med til Kuren?

Smag og Behag er forskjellig, derfor ogsaa Anskuelserne om Madens Beskaffenhed. Men man kunde ønske at indbyde de Herrer, der burde have Opsyn med disse Dele af Administrationen, til en Soirée, hvor der serveredes det Fluidum, der paa Hospitalet benævnes The. Servicet skulde være Hospitalets Kopper, hvis Ydersider er dækket ofte med Skorpe af gammelt Snavs, ligesom ogsaa de rustne Jerngafler, der udleveres, passende kunde anvendes ved samme Sexa.

At Patienter med de værste Kjønssygdomme og andre Syge paa samme Afdeling ere henviste til fælles Klosetter, horer ogsaa til de for Lægmænd ubegribelige hygiejniske Principer.

Det fortælles, at Kirken er forment 4. Afdeling paa Grund af, at der tidt findes raa "Bøller" blandt Patienterne; men jeg antager ikke at det er muligt.

Mod Nervøsitet og Renlighed bruges paa Afdelingen et ypperligt Middel. Med tordenlignende Larm ruller Skubkjærren med de fyldte Cokeskasser langs de lange Gange, Jernbeholderne sættes op for Dørene, bringes ind og væltes ud paa Gulvet, hvorpaa der energisk tages fat med en Skuffe af Jern for at smide Cokes ind i Ovnen og Kulspanden! Folk paa 4. Afdeling, unge og gamle, have selvfølgelig, ifølge Hospitalets bedre Indsigt, ikke Nerver, altsaa gjør Larmen intet. Den er jo endt længe inden Professoren kommer, for, Gud bevares, saa er alt rent og pænt. 

Mon det ikke var ønskeligt, at de overordnede Læger, Hospitalsforstanderen eller Andre kom ogsaa paa ubestemte Tider. Saa bleve maaske mange Utilbørligheder forebyggede. Et var ialfald maaske heldigt, nemlig at den vagthavende Kandidat var paa Hospitalet under sin Vagt, og ikke gik ud i Byen, saa at Patienter, der trænge til Tilsyn, maa vente paa hans Hjemkomst. I et mig bekjendt Tilfælde ventedes der over 1 Time, i et andet fra om Aftenen til næste Morgen.

Dette er en Lægmands Iagttagelser ved nogle saa Besøg, og jeg synes, at de fortjene at fremdrages som betegnende for Kommunehospitalets Tilstand.

A-a

Idet vi med al fornøden Reservation overfor Enkelthederne give den ærede Indsender Plads for Ovenstaaende, skulle vi tilføie, at vi dog ikke anse det for usandsynligt, at Sløseri kan have indsneget sig i en saa stor Administration som Kommunehospitalets. Vi finde selvfølgelig Sagen, som den er skildret, temmelig graverende for den overordnede Kontrol, dog med Anerkjendelse af, at det Personale, der kan raades over fra Kontrollens Side, mulig er indskrænket nok. I al Fald er der af Indsenderen fremdraget saa Meget, at en Undersøgelse af Forholdene sikkert vil være Umagen værd, og vi føle os derfor forvissede om, at en saadan vil blive foretagen saavel fra Overlægens som fra Administrationens Side.

Red.

(Dagens Nyheder 7. december 1889).

De 17 grader må være Reaumur, det svarer til 21½ Celsius.

Estrups Attentatmand Julius Rasmussen. (Efterskrift til Politivennen).

Et offer for provisorismen.

I morges modtog vi fra Horsens følgende privattelegram:

"Julius Rasmussen fandtes i morges hængt i sin sovecelle i tugthuset".

Dette telegram kan ikke andet end bringe alvorlige tanker op i læserne.

Julius Rasmussen blev træt, han kunne ikke afvente udløbet af de 14 lange års indespærring, til hvilken han på grund af en måske noget misforstået kærlighed til sin landsmænd og deres frihed, var blevet dømt efter en ubønhørlig lov, og i hvilken en for det betrængte folks suk og en offerberedvillig ynglings selvopofring følelsesløs minister holdt ham. 

Vi vil selvfølgelig ikke hermed søge at retfærdiggøre Julius Rasmussens fortvivlede gerning, men vor dybeste medfølelse har han, og havde han hele tiden.

Han faldt som offer for den folkets forsmædelse som kaldes provisorisme, for de opstyltede fraser uden bagvedliggende handlinger, som særlig folketingsmand C. Berg spredte over land og folk.

Fred med hans minde!

(Aarhus Amtstidende, 27. november 1889).

Social-Demokraten skrev at Julius Rasmussen abonnerede på Højrebladet "Dagens Nyheder", som efterfølgende agiterede for at gøre et stort politisk nummer ud af attentatet. Hvilket også skete med provisorier imod tale-, skrive- og forsamlingsfriheden. Samt et straffeprovisorie som dog blev afskaffet få år efter. Bladet afviste at han skulle være en tyranhader som ønskede at befri fædrelandet for undertrykkelsen. Han var i stedet "et ganske jævnt menneske for af forholdene er blevet et ufrivilligt redskab i reaktionens hånd."

Randers Arbejderblad og Horsens Arbejderblad fra 28. november 1889 havde sendt en medarbejder til tugthuset for at interviewe inspektør kaptajn Bache og pastor Haffstrøm (som fortalte at han var imod religion), samt læste de rapporter der var om ham i fængslet. 

Attentatet på Konsejlspræsident Estrup. Illustreret Tidende. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Julius Rasmussen

Gennem Ritzaus Bureau telegraferes i går fra Horsens

Julius Rasmussen, der for Attentatet mod Konsejlspræsident Estrup var idømt 14 Aars Tugthusstraf, som han afsonede i Horsens Tugthus, fandtes imorges Kl. 6 hængt i sit sovekammer og var allerede kold.

En politisk fanatiker. 

For fire år siden, onsdag den 21. oktober 1885, skete der i vort politiske liv en begivenhed, der ved sin resolutte voldsomhed og sin fanatisme gik landet over som et heftigt stød, skræmmende borgerne op.

En lille, bleg typograf, nitten år gammel, et stille, indesluttet menneske, der aldrig havde gjort et kat Fortræd, havde fyret to revolverskud af mod landets konseilspræsident, finansminister Estrup.

Han lod sig gribe straks og han tilstod, at han havde villet frelse fædrelandet ved at skyde Estrup.

Dette attentats baggrund var de års voldsomme politiske ophidselse. Det skete i de dage, da ministeriet Estrup måske stod på de allersvageste fødder, da kampen begyndte at brede sig ud i folkets private liv, at blive en kamp øje mod øje og klo mod klo, da ungdomsforeningerne stiftedes og riffelbevægelsen florerede, da hele befolkningen rejste sig mod hinanden for en idés skyld.

Og partiernes blade slyngede hinanden ansvaret for dette attentat i ansigtet, alle fralagde de sig enhver skyld, ingen vovede at tage den nittenårige fanatiske dreng under armen og erklære: Han tilhører vort parti!

Han blev forhørt og dømt, Han kom i tugthuset og blev glemt. Man kiggede ikke længere når man gik forbi på Toldbodvejen efter det hul i porten , hvor kuglen var fløjet ind. Det var kittet til og kittet blev gammelt og der var intet mere at opdage.

Siden talte man kun om Julius Rasmussen et par enkelte gange.

Den ene gang var ved hs. maj. kongens halvfjerdsindstyveårige fødselsdag. Der skulle gives amnesti til en del tugthusfanger, og man ventede, at Rasmussen ville blive blandt dem.

Den alt for unaturlige politiske ophidselse, som da havde ført revolveren, havde nu lagt sig; man så tilbage på den tid som på en rus, og man troede, at Rasmussen nu ville blive benådet. Det skete ikke

Den anden gang var ved kongens regeringsjubilæum. Også der ventede man Rasmussens benådning. Man talte om den som noget temmelig sikkert. 

Men Julius Rasmussen blev ikke benådet. I stedet for ham gav man en bedrager og en falskner friheden.

Så har han da vel selv opgivet håbet om at komme på fri fod, før den lange straffetid var omme.

Og livet forekommet ham for tungt at leve i et tugthus, celle - hele ungdomstiden bag et gitter på en fangebriks - og så har han da hængt sig i går, omtrent fire år efter at han som stakkels forstyrret dreng rettede revolveren mod konseilspræsidentens bryst.

Julius Rasmussen

der nu pludselig igen er blevet en dagens helt, om hvem man i de nærmeste fire og tyve timer vil tale, var en middelhøj, slankt bygget ung mand, blond, let kruset hår, frisk teint, smukke, en smule tilslørede øjne.

Han var født den 5. juli 1866 på Christianshavn, hvor han gik i betalingsskole. Han var afholdt af lærere og kammerater, fik udmærkede karakterer både for flid og opførsel. Han var siden bydrang hos pastor Holck, der interesserede sig for den lille flinke fyr og fik ham uddannet til en dygtig typograf. Han lærte hos Græbe, kom senere til Vejle Amts Folkeblad, derfra til Lolland-Falsters Folketidende; et par måneder før attentatet arbejdede han her i byen hos I. Cohen. 

Han var fra sin tidlige ungdom en yderst prikken og stolt natur. Han holdt af at gå godt påklædt og bestræbte sig for at  se så soigneret ud som mulig.

Han kunne undertiden tilbringe hele sin søndag formiddag foran spejlet med at få håret til at sidde, som han ville have det. Heller ikke var der nogen ting, han skattede mere, end at blive lagt mærke til og blive omtalt.

I fængslet tabte han ikke sit fikse ydre. Folk, der for et halvt års tid siden har set ham Horsens tugthus, meddeler os, at han da så ganske ud som tidligere, kun var der lidt mere melankoli i øjnene end før. Sin fangedragt var han altid meget pillen med og søgte at pynte den op så godt, det lod sig gøre

Hans familie.

Da Julius Rasmussen blev dømt, levede begge hans forældre. Hans far, Just R., var en stræbsom arbejder, hans mor en energisk kone der havde opdraget to døtre og frem sønner og fået dem alle vel anbragt. De fire ældre brødre er dygtige typografer der arbejder ved jyske provinsblade. Døtrene er godt gift.

Julius var det yngste barn. Han var sin mors øjesten, og han der ellers var yderst tilbageholdende og kølig overfor alle andre, betroede alt til sin mor.

Det var sorgen over sønnen der langsomt lagde den kraftige kvinde i graven. Hun græd både dag og nat over ham, og så døde hun da til sidst for to år siden, 67 år gammel.

Kort før sin død henvendte hun sig personlig til konseilspræsidenten for at bede om nåde for sin søn. Excellencen modtog den gamle kone med skånsom deltagelse og sagde, at han ville gøre hvad der stod i hans magt, men at det ville være umuligt at give ham friheden straks.

Sidste sommer døde faderen, 73 år gammel.

Hos hans søster.

Ude på Amager hvor byens yderste arme slipper deres tag, og store nøgle gavle stirrer ud over markerne, traf vi i den sene aftentime Julius Rasmussens ældste søster, der er gift med rebslager Hintzen.

Den unge kone var stærkt bevæget. Hun bød os med forgrædte ansigt tage plads i den nette dagligstue hvor vi på væggen bemærkede et par portrætter. Over det ene var fæstet en stump sørgeflor.

Vi kunne ikke lade være at betragte det.

- Ja, der hænger han, sagde konen, det er i den dragt han havde på da han gjorde det. Det var en lys sommerdragt der så ud som den var ganske ny.

Den gamle kone med det skikkelige ansigt og store buklede hængekrøller der hang ved siden af, var moderen.

Om han skrev hyppigt hjem?

- Så længe mor levede, forklarede hun, skrev han hver gang han havde lov til det, han måtte jo kun skrive et bestemt antal gange. Men da mor var død, holdt han ganske op at skrive, han gjorde det kun en eneste gang. Vi skrev til ham efter fars død, men han svarede slet ikke på det.

Hvorledes dødsbudskabet var kommet hende i hænde?

Der var en mand fra politiet med telegrammet henad eftermiddagen.

Om han nogensinde havde fortrudt?

Dette spørgsmål besvarede søsteren ganske benægtende. Der var aldrig anger at spore i hans breve - han var også alt for stolt til at angre, mente hun.

For øvrigt antog søsteren at han ikke havde været ved sin fulde fornuft da han tog livet af sig. Det var sikkert moderens død der havde gjort ham så nedtrykt og melankolsk at han ikke var ved sin forstand i den sidste tid han levede - -

Vi bød farvel og gik. Den stakkels kone takte os bevæget sin hånd - og skriv så lidt pænt om ham, han var dog alligevel et godt menneske.

Atter stod vi på den sølede vej hvor der kun var huse på den ene side og en enlig tranlampe spredte et fattigt gult skær gennem gusen, der mørk og klam væltede ind fra Sundet.

I lyskredsen foran en lille beværtning stod et par kuldragere og snakkede sammen. Rygtet om selvmordet var allerede trængt herud. De talte om Rasmussen, og en af dem pegede op imod vinduerne hvor søsteren boede.

Hans sidste brev.

Under vor samtale med Rasmussens søster bad vi hende om indholdet af det sidste brev han havde skrevet hjem. Vi gengiver nedenfor det af brevet der har interesse som bidrag til en karakteristik af Julius Rasmussen.

Det var det han skrev kort efter moderens død som svar på budskabet.

"Jeg ved godt at det er min skyld. Det er mig der har slået hende ihjel. Det er sorgen over det jeg har gjort der så tidlig har lagt hende i graven.

Nu skal I ikke bryde jer om at skrive mere til mig, jeg ønsker ikke mere at modtage breve der i forvejen er åbnede og gennemlæste af andre."

Det var vel moderen død der havde brudt hans mod og givet ham den ulyst til livet der nu har givet sig sit sidste udslag i dette tragiske selvmord.

Oline Mikkelsen.

hvem vi traf i hendes kondition hos en detailhandler i en af Christianshavns tværgader, modtog os gennem den første meddelelse om at hendes tidligere forlovede Julius Rasmussen havde aflivet sig.

Olie Mikkelsen er en livlig tre og tyveårig brunette med en god figur og spillende øjne. Hun traf Rasmussen i Nykøbing på Falster hvor hun hører hjemme, og blev der forlovet med ham.

Hun var, fortalte hun, forlovet med ham til et år efter at attentatet skete. Så hævedes forbindelsen. Hun kunne jo da ikke så godt vente fjorten år - hun var jo ikke rigtig nogen rig pige.

Han havde altid været sådan en tosset rad, den Julius, somme tider blev han aldeles rasende over et ord jeg havde sagt, og jeg måtte passe på ham som på et barn, så ude af sig selv var han.

I den tid vi var forlovede, har han tre gange gjort forsøg på at tage livet af sig, han gik altid med en skarpladt revolver i lommen, det gale menneske.

Sidste gang han gjorde forsøg på at tage livet af sig, var på Knapstedsgård en måned før han skød på Estrup.

I sine breve det første år fra tugthuset var han altid glad og fornøjet, han havde det gjort, skrev han, og håbede snart at komme ud - og så skulle vi giftes.

For resten syntes Oline Mikkelsen at være ude over den første hidsige ungdomsforelskelse. Hun modtog dødsbudskabet med virkelig ro og viste sig i satalens løb at være i uforstyrreligt humør.

Derpå afbrødes vor samtale af detailhandleren som havde brug for Oline til sine huslige affærer.

Selvmordet 

(Privattelegram fra Horsens).

Horsens den 27. november 1889.

Julius Rasmussen der i sin tid skød på Estrup, har i nat hængt sig i sin sovecelle. Han havde skåret lagnet i stykker, sammenbundet stykkerne og fastgjort den ene ende i vindusesgitteret over døren.

Da fangevogteren i morges kom in i cellen, fandt han liget ganske koldt.

Efter hvad jeg har erfaret af fængselsautoriteterne har Rasmussen altid opført sig fuldstændig eksemplarisk. Men han ville ikke på nogen måde indgive ansøgning om benådning.

Han befandt sig forholdsvis godt i fængslet. Og gik ganske stille omkring og passede sig selv i de sidste dage.

I tugthuset havde han den første tid beskæftiget sig i væverierne, på slutningen arbejdede han i malerværkstederne.

Efter hvad der meddeles mig, skal en af opsynsmændene forleden havde sagt til Rasmussen:

"Du er en slyngel."

Hertil svarede Rasmussen i en brysk tone:

"Jeg er ikke mer slyngel end du."

Denne insubordination blev straks meldt, og R. blev for opsætsighed nedsat i fangernes anden klasse.

Mulig har dette ganske berøvet ham håbet om benådning, idet han i den idømte straf har set et vidnesbyrd om at han intet havde at vente.

Det er ikke udelukket at familien kan fordre liget udleveret. Men om dette af politiske grunde vil blive nægtet, står endnu hen. Rimeligst er det at man for at forebygge eventuel demonstration ved jordfæstelsen vil lade liget begrave som almindelig forbryder.

Sindssyg?

Der synes efter de foreliggende oplysninger om Julius Rasmussens fortid og karakter at være en vis sandsynlighed for at han har været sindssyg da han begik selvmordet.

At han har haft dispositioner for sindssyge er udenfor al tvivl. For nogen tid siden var han således i længere tid indlagt på sygehuset for melankoli.

Sandsynligvis har en slags storhedsvanvid, en overspændt forfængelighed, en vanvittig ved fængselslivet skærpet lyst til at blive omtalt, drevet ham til denne sidste, sørgelige handling.

Pointer.

(København 28. november 1889)

Julius Rasmussens begravelse

(Privattelegram til København).
Vejle 1. december kl. 12.50 eftermiddag.

Julius Rasmussens lig udleveredes i morges kl. 6 fra tugthuset. Fra tugthuset fulgtes ligvognen af et følge på 200 mennesker gennem byen.

Brødrene i Vejle havde ikke bekendtgjort begravelsen, men ønskede at den skulle foregå i stilhed.

Kl. 11 gik 100 vejleboere ligvognen i møde, og kl. 12 fandt begravelsen sted.

Pastor Melby forrettede begravelsen og holdt en gribende tale over Davids ord: "Hellere overgives i Guds end i menneskers vold".

Den højtidelige begravelse overværedes af ca. 200 mennesker. På kisten lå en talrig mængde kranse fra Vejle og andre byer.

Der bemærkedes således kranse fra "Venstrevælgerforeningen i Vejle", "Vejle Amts Folkeblad", "Horsens Folkeblad", "Demokraten i Horsens", "Studenter i København", "Typografer i Aalborg", "Typografer i Vejle", "Bankdirektør Busse i Kolding", og "Viggo Berg i Kolding".

(København 2. december 1889)

Demokraten (Århus) fra 14. december 1889, oplistede en række straffede som modsat Julius Rasmussen var blevet benådet: Kammerråd Skibsted som havde taget 40.000 kr der skulle gå til enker og umyndige forældreløse. Toldkasserer Freisleben (Randers) svindlede med udbetalingen til sine skrivere - fik pension. Frøken Kirchhoff på Vordingborg Sindssygeanstalt stjal ænder, flæsk, smør, linned mm. fra de indlagte. I modsætning til disse slog politiet hårdt ned mod fattige som samlede kul på havnen, strejkende arbejdere mm.

Erindringssted Esplanaden 34 taget nogenlunde fra samme vinkel som tegningen overfor fra Illustreret Tidende: I porten hænger en lille udstilling som fortæller om attentatet på Estrup den 21. oktober 1885. Det var omtrent ud for plakaten at attentatet foregik. Dengang hed gaden Toldbodvej.